Kapitel 9: Skatter og Afgifter

Kapitel 9: Skatter og Afgifter 9.1 Indledning Skatternes primære funktion er at finansiere de offentlige udgifter. Skatternes størrelse og systemets indretning afhænger derfor først og fremmest af de politiske ønsker til velfærdssystemets omfang og indretning. Indretningen af skattesystemet spiller sammen med det sociale sikkerhedsnet en stor rolle for indkomstfordelingen, og derfor er fordelingspolitiske målsætninger også af stor betydning. Skattesystemet har også adfærdseffekter, dvs. at skatterne og afgifterne påvirker borgernes og virksomhedernes adfærd. I nogle tilfælde kan beskatning benyttes til at påvirke beslutninger i en ønsket retning, som det f.eks. er tilfældet med miljøafgifter. I andre tilfælde påvirkes de økonomiske incitamenter i en uheldig retning. De adfærdsmæssige effekter af beskatning er derfor at stor betydning for indretningen af skattesystemet. Skatternes størrelse og systemets indretning har også betydning for et lands konkurrenceevne på det internationale marked med henblik på at tiltrække udenlandske investeringer og veluddannet arbejdskraft. Den globale udvikling har resulteret i et marked hvor såvel arbejdskraft som kapital er meget mobile. Samtidig har verden fået øje på Grønlands særlige komparative fordele inden for naturressourcer (mineraler, olie og energi), hvor store internationale projekter på den ene side giver nogle muligheder for erhvervsudvikling men på den anden side også stiller nogle krav til skattesystemet. Det eksisterende skattesystem, skattebasen og den underliggende administration er ikke indrettet til at håndtere disse udfordringer, og dette sætter systemet under pres. På denne baggrund kræver et robust og holdbart skattesystem: Bred skattebase tillader et enkelt skattesystem, styrker omfordelingen og reducerer adfærdsmæssige uhensigtsmæssigheder. Dette muliggør tillige lavere satser for givet provenu, hvorved skattens forvridninger reduceres. Begrænsede undtagelsesmuligheder, fordi undtagelser øger de administrative byrder og skaber kompleksitet. En i udgangspunktet proportional indkomstbeskatning, hvor der på samme måde som i dag sker en omfordeling via person og standardfradrag. En moderniseret og mere effektiv skatteadministration, hvilket stiller krav til tilstrækkelig revisionskapacitet, effektiv og hensigtsmæssig brug af tilgængelig teknologi og kompetence og evne til at yde den nødvendige service over for borgere og virksomheder. Klar hensyntagen til, at systemomkostningerne skal bæres af en lille befolkning, og at myndighederne (og virksomhederne) har vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere med de nødvendige skattefaglige kvalifikationer 1

9.2. Det eksisterende skattesystem I sammenligning med de fleste andre udviklede lande har Grønland opbygget et relativt enkelt skattesystem, hvilende på proportional beskatning af arbejds og visse kapitalindkomster samt et begrænset antal importafgifter. Skattesystemet bygger på grundprincipperne i det danske skattesystem. Skattesystemet i Grønland er dog mindre komplekst end det danske, hvilket bl.a. hænger sammen med, at indkomstdannelsen i Grønland er forskellig fra den danske og et udbredt ønske om, at skattesystemet bør være så enkelt som muligt. 9.2.1 De bærende principper netto og globalindkomstprincippet Det grønlandske skattesystem bygger som altovervejende hovedregel på et nettoindkomstprincip, hvorefter den skattepligtige indkomst opgøres som et samlet nettobeløb. Den personlige indkomstskat hviler på den antagelse, at indkomsten er det bedste mål for skatteevne. Indkomst defineres i teoretisk sammenhæng som forbrugsmulighed, dvs. som det maksimale beløb skatteyderen kan tillade sig at forbruge over en given periode uden at forringe sin reale formuestilling. Nettoindkomstprincippet indebærer, at alle indkomstformer behandles ens, uanset om indkomsten hidrører fra lønarbejde, selvstændig virksomhed, kapitalafkast, kapitalgevinst eller pension m.v. og opgøres under ét og medregnes i den skattepligtige indkomst uanset om de er realiseret eller ej. Herfra fratrækkes de samlede fradragsberettigede udgifter herunder en korrektion for inflationsudhulingen af formuens værdi hvorved den skattepligtige indkomst fremkommer. Endelig bygger nettoindkomstprincippet på et globalindkomstprincip, som indebærer, at indkomst fra udenlandske kilder indgår i den skattepligtige indkomst. Nettoindkomstsystemet indebærer en række praktiske fordele, idet der alene skal opgøres én samlet skattepligtig indkomst for hvert år. I praksis lever de færreste indkomstskattesystemer op til denne rendyrkede indkomstdefinition. Det er karakteristisk, at Grønland kun i mindre omfang beskatter kapitalgevinster eller tillader fradrag af kapitaltab. Endvidere beskattes en række løngoder ikke, og beskatningen af kapitalindkomster er usystematisk. Det kendetegner desuden skattesystemet, at anvendelsen af en række centrale bestemmelser i loven forudsætter skattemyndighedernes tilladelse/dispensation, uden at de nærmere vilkår for opnåelse af en sådan er angivet i loven. Indkomstskatteloven indeholder, bortset fra ved skattepligts indtræden og ophør, ingen direkte regler om periodisering af indtægter og udgifter, men loven bygger som udgangspunkt på det såkaldte retserhvervelses og retsforpligtelsesprincip, hvorefter det afgørende er, hvornår der er erhvervet ret til en given indtægt, og hvornår der er påtaget en forpligtelse til at afholde en udgift. Endelig gælder, at indkomsten som udgangspunkt omfatter alle indtægter, uanset om de består i kontanter eller formuegoder af kontantværdi. Det vil sige, at alle retserhvervelser af økonomisk værdi uanset fremtrædelsesform er skattepligtige, med mindre andet fremgår af loven i øvrigt. 2

Som nævnt hviler det grønlandske indkomstskattesystem på globalindkomstprincippet. Såfremt de til Grønland fuldt skattepligtige personer tillige opfylder betingelserne for fuld skattepligt til et fremmed land, kan der for de pågældende blive tale om dobbeltbeskatning. Indkomstskatteloven giver mulighed for lempelse af beskatningen, således at skatten til den fremmede stat kan fradrages i den grønlandske skat, dog højest med et beløb svarende til den del, som den grønlandske skat udgør af indkomsten. Dobbeltbeskatningen søges løst ved indgåelse af dobbeltbeskatningsaftaler, hvor domicilland og kildeland fordeler beskatningsretten til de enkelte indkomstkilder. Der er indgået dobbeltbeskatningsaftaler med en række nordiske lande (Danmark, Færøerne, Island og Norge). Overenskomsterne bygger i vidt omfang på principperne i OECD s modelkonvention. Personer, kapital, varer og tjenesteydelsers frie bevægelse forøger muligheden for skatteunddragelse og nødvendiggør en gensidig bistand mellem landene bl.a. i form af oplysninger om de skattepligtiges indtægts og formueforhold og andre former for internationalt samarbejde og bistand. Grønland er med i den nordiske bistandsaftale og har siden 2006 deltaget i et nordisk projekt vedrørende indgåelse af skatteaftaler med lande og jurisdiktioner, med udbyggede finanscentre (særlige skattelylande). For en uddybende gennemgang af skatte og afgiftssystemet, se Skatte og Velfærdskommissionen (2011d). 9.2.2 Skatte og afgiftsstrukturen Fordelingen af det samlede skatteprovenu på forskellige beskatningsformer fremgår af Tabel 9.1. Den personlige indkomstskat vejer langt tungere i skattesystemet end de øvrige skatter og afgifter. Indkomstskattens store vægt i skattesystemet afspejler særligt to forhold, dels udgør de indirekte skatter kun en lille andel af de samlede indtægter, hvilket primært skyldes, at der i modsætning til næsten alle andre lande ikke opkræves moms, men kun punktafgift på ganske få varegrupper, dels at der stort set ikke opkræves arbejdsmarkedsbidrag til obligatoriske sociale sikringsordninger. I de fleste andre lande har arbejdsmarkedsbidragene derimod stor betydning. Som det fremgår af tabel 9.1, udgør den direkte beskatning af arbejde en meget høj andel af den samlede beskatning. 3

Tabel 9.1 Fordeling af provenu på skattetyper I 1.000 kr. I procent 2007 2008 2009 2007 2008 2009 Personlig indkomstskat 2.827.575 2.870.223 2.983.070 76,0 % 75,3 % 76,0 % Selskabsskatter mv. 151.828 149.789 168.811 4,1 % 3,9 % 4,3 % Arbejdsmarkedsbidrag 48.569 72.774 67.547 1,3 % 1,9 % 1,7 % Skat af formue, ejendom mv. 50.888 53.063 54.809 1,4 % 1,4 % 1,4 % Afgifter på varer og tjenesteydelser 640.691 666.361 652.114 17,2 % 17,5 % 16,6 % I alt 3.719.551 3.812.210 3.926.351 100 % 100 % 100 % Kilde: Skattestyrelsen 2010 Tabellen viser, at ca. 80 procent af det samlede provenu stammer fra de direkte skatter (indkomstskatter). Heraf udgør ca. 7 procent selskabs og udbytteskatter, mens ca. 93 procent vedrører personskatter. Ca. 20 procent af det samlede provenu stammer fra indirekte skatter (afgifter), hvoraf provenuet fra indførselsafgifterne udgør knap 72 procent. 76 procent af provenuet fra indførselsafgifterne vedrører afgifter på alkohol og tobak. Der er således to dominerende provenuskabere i skatte og afgiftssystemet. Den vigtigste er den personlige indkomstskat, som står for omkring 3/4 af det samlede skatte og afgiftsprovenu. Heraf udgør kommuneskatterne knap 3/4 af det samlede indkomstskatteprovenu. Den næst vigtigste provenuskaber er indførselsafgifterne, som bidrager med knap 14 pct. af provenuet. Herudover bidrager andre afgifter og selskabsskat med nogle få procent til det samlede provenu. I tabel 9.2. er vist, hvordan skatte og afgiftsprovenuet er fordelt på de vigtigste hovedkategorier for årene 2004 til 2009. Tabellen viser, at indkomstskatter og indførselsafgifter udgør en faldende andel af de samlede skatte og afgiftsindtægter. Tabel 9.2: Samlet provenu fra skatter og afgifter fordelt på skattearter i procent 2004 2009 2004 2005 2006 2007 2008 2009 Indkomstskat 76,4 % 76,1 % 76,8 % 73,3 % 73,5 % 74,5 % Selskabsskat 3,9 % 3,8 % 3,9 % 6,8 % 5,78 % 5,8 % Indførselsafgifter 16,6 % 16,9 % 15,8 % 15,2 % 15,0 % 14,0 % heraf tobak 6,6 % 6,4 % 6,0 % 5,7 % 5,1 % 4,7 % heraf alkohol 7,1 % 7,2 % 6,7 % 6,3 % 6,2 % 6,1 % Andre afgifter 3,1 % 3,2 % 3,5 % 4,7 % 5,8 % 5,7 % I alt 100,0% 100 % 100 % 100 % 100% 100 % Kilde: Skattestyrelsen (2010) Tabel 9.3 viser med yderligere specifikation fordelingen af provenu for 2004 2009. 4

Tabel 9.3: Samlede skatter og afgifter 2004 2009 (1.000 kr.) 2004 2005 2006 2007 2008 2009 Landsskat 659.189 655.668 656.980 658.777 709.577 827.814 Kommunale skatter inkl. særlig landsskat Selskabs skatter, udbytteskatter inkl. kommunal andel 1.782.887 1.854.690 1.952.551 2.066.304 2.090.645 2.098.024 125.018 123.745 132.728 254.322 219.790 226.043 Indførselsafgifter 528.630 556.782 537.146 566.825 570.673 548.736 heraf på alkoholdrikke 225.525 236.677 227.291 234.625 235.682 238.621 heraf på tobaksvarer 211.445 209.289 203.907 213.241 192.983 183.903 Motorafgift 44.205 46.356 49.325 50.888 53.063 54.809 Rejeafgift 3.224 49 526 406 6.213 13.375 Havneafgift 7.843 8.200 13.625 15.419 16.651 17.974 Stempel afgift 16.758 21.024 27.159 29.774 41.680 39.130 Lotteriafgift 7.756 7.379 7.882 7.837 9.106 9.302 Automatspilsafgift 11.208 11.485 11.389 10.302 11.965 10.952 Afgifter bet. jagt og fiskeri 192 97 357 281 226 241 Afgifter tips og lotto 8.000 11.693 9.847 9.847 9.847 9.847 Arbejdsmarkedsafgift 48.569 72.774 67.547 I alt 3.194.910 3.297.168 3.399.515 3.719.551 3.812.210 3.926.351 Kilde: Skattestyrelsen (2010) 5

9.2.3 Den direkte beskatning af arbejdsindkomst Indkomstbeskatningssystemet er udformet således, at indkomst er skattepligtig, uanset om indkomsten består af kontanter eller naturalier. Personer, der har bopæl i Grønland eller opholder sig i Grønland i mindst 6 måneder, er fuldt skattepligtige. For fuldt skattepligtige beskattes den samlede årsindkomst, uanset hvor i verden indkomsten stammer fra. Der er begrænset skattepligt til Grønland for personer, som ikke er bosat i Grønland eller opholder sig i Grønland i mindst 6 måneder, men som har indtægter fra Grønland. Begrænset skattepligt omfatter kun indkomst fra kilder i Grønland. Det gælder bl.a. arbejdsindkomst fra Grønland, hvis opholdet overstiger 60 dage i sammenhæng. En begrænset skattepligtig har et årligt standardfradrag på 10 pct. af lønindkomsten, dog højst 1.000 kr., men kan til gengæld ikke fratrække faktiske lønmodtagerudgifter. Indkomstskatten udskrives med en samlet sats, der er sat sammen af 3 skatteprocenter: 1 En landsskat på 11 procent, som betales til landskassen af alle i Grønland, En fælleskommunal skat på 6 procent, som betales af alle beboere i kommunerne, og efterfølgende fordeles provenuet fra denne skat imellem kommunerne En kommuneskat på mellem 25 og 28 procent (2011), som fastsættes af kommunalbestyrelserne i landets 4 kommuner. Der er progression i indkomstbeskatningen i kraft af personfradraget på 48.000 kr. Herudover bidrager også standardfradraget til progressionen. En skattepligtig får et såkaldt standardfradrag på 10.000 kr., såfremt den pågældende undlader at fradrage faktiske driftsomkostninger eller lønmodtagerudgifter. Personskatten opkræves som kildeskat, idet skatten indeholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med udbetaling af løn m.v. (A indkomst). Der findes en særlig regel for arbejdsindkomst fra selvstændig virksomhed. Den del af den samlede B indkomst (inkl. også kapitalindkomst), som ikke overstiger 5.000 kr. på årsbasis, er skattefri. B indkomst opkræves i øvrigt i 10 årlige rater på grundlag af den forventede årlige indkomst. 1 For indbyggere uden for den kommunale inddeling opkræves en særlig landsskat på 26 pct. i stedet for fælleskommunal og kommuneskat. 6

Tabel 9.4: Skatteprocenter og faste fradrag 2003 og 2011 2003 2011 Landsskat 11 11 Særlig landsskat 24 26 Fælleskommunal skat 4 6 Kommunal skat (gens.) 26,80 26,00 Selskabsskat 35 30 Selskabsskat for råstofudvinding 30 30 Personfradrag 40.000 48.000 Standardfradrag 8.000 10.000 Grænse for skattefri B indkomst 5.000 5.000 Kilde: Skattestyrelsen (2010) Note: For borgere uden for kommunal inddeling opkræves særlig landsskat i stedet for fælleskommunal og kommuneskat. 9.2.4 Skattekilder for de forskellige indkomstgrupper Tabel 9.5 9.7 viser A indkomst, B indkomst, standardfradrag, ligningsmæssige fradrag, personfradrag m.v. fordelt på indkomstgrupper i summer (9.5), i antal personer (9.6.) samt gennemsnitlig værdi (9.7). Fordelingen af positiv kapitalindkomst på indkomstgrupper viser som forventet qua de normale opsparingskvotefordelinger, at den samlede kapitalindkomst fra opsparing er stigende med bruttoindkomsten som følge af den stigende opsparingstilbøjelighed blandt de højest lønnede. 7

Tabel 9.5. Fordelingen af indkomster og fradrag i værdier for forskellige indkomstgrupper (2009) Under 100.000 100.000 til 200.000 200.000 til 300.000 300.000 til 400.000 400.000 til 500.000 500.000 til 600.000 Over 600.000 Værdi i 2009 (1000 kr.) Indkomstfordeling 0 (A og B indkomst) 909.543 1.764.706 1.796.609 1.521.283 1.092.308 749.981 2.001.190 9.835.620 Indkomstfordeling 1 (A indkomst) 843.922 1.635.834 1.746.558 1.454.258 1.036.392 666.325 1.218.646 8.601.933 Heraf på offentlig hjælp (trangsvurderet, GIS/DIS mv.) 61.546 35.907 10.754 5.718 1.817 990 1.463 118.195 B indkomst (> 0) 927.077 80.489 54.963 40.391 40.635 22.691 67.962 1.234.209 Renteindtægter 6.394 2.377 2.949 3.327 3.786 4.096 12.370 35.299 Frie goder i ansættelse 5.421 3.741 7.950 9.975 8.808 7.029 15.687 58.612 Øvrig B indkomst (uddannelsesstøtte, frirejser, gaver mv.) 139.455 19.962 9.005 5.519 3.559 2.248 5.401 185.148 Indhandling/brætomsætning, Netto 836.288 52.140 34.633 21.562 30.235 7.733 30.076 1.012.667 B indkomst under eller = 0 216 87 117 17 49 18 18 522 B indkomst under eller = 5000 2.699 1.780 1.636 1.440 832 423 549 9.359 B indkomst over 5000 924.162 78.623 53.211 38.934 39.754 22.249 67.395 1.224.327 B bundfradrag = 5000 95.610 52.245 33.025 19.495 10.940 5.835 6.755 223.905 Netto B indkomst over 0 890.546 72.317 49.079 34.840 36.000 19.650 63.764 1.166.197 Skattefri B indkomst 36.531 8.172 5.884 5.551 4.635 3.040 4.198 68.012 Standardfradrag (over 0) 197.962 108.330 69.152 41.009 22.881 12.060 14.025 465.419 Heraf m. standardfradrag under 10.000 5.722 3.346 2.842 1.919 941 390 455 15.614 Standardfradrag = 10.000 191.220 104.490 66.050 38.990 21.880 11.670 13.510 447.810 Ligningsmæssigt fradrag (over 0) 518.289 63.360 86.261 89.078 68.817 40.639 82.014 948.458 Heraf m. renteudgifter 46.781 29.486 52.191 60.955 41.888 30.293 51.448 313.041 Fagligt kontingent 2.255 1.875 5.527 6.729 4.931 2.900 3.393 27.610 Pensionsindbetaling (privat) 525 90 121 456 415 477 2.662 4.747 Underholdsbidrag 1.480 1.173 2.170 2.915 1.659 1.134 3.451 13.982 Øvrigt fradrag 3.521 4.851 6.565 2.968 1.820 694 1.422 21.842 Driftsomkostninger, Virksomhedsrenter mv. 463.193 23.963 18.598 14.199 18.133 4.581 22.297 564.965 Ligningsmæssigt fradrag over 10.000 (brugt fradrag) 509.164 50.527 71.858 80.856 64.836 38.721 80.312 896.272 Indkomstfordeling 2 (skattepligtig indkomst) 838.897 1.740.402 1.748.467 1.371.539 952.064 624.220 1.225.440 8.501.029 Heraf med skattepligtig indkomst under eller =0 38.373 144 141 630 0 0 0 39.288 Indkomstfordeling 3 (skattepligtig indkomst) 848.782 1.735.558 1.746.865 1.368.152 950.889 621.218 1.218.296 8.489.761 efter overført fradrag) Personfradrag (over 0) 450.245 521.887 332.751 197.535 110.208 57.971 67.581 1.738.179 Heraf m. personfradrag = 48.000 432.520 501.168 317.184 187.632 105.216 56.064 65.088 1.663.872 Personfradrag under 48.000 18.629 19.019 14.319 9.463 4.704 1.907 2.205 70.207 Personfradrag over 48.000 96 1.700 1.248 480 288 0 288 4.100 Indkomstfordeling 4 (skalaindkomst) 738.492 1.360.013 1.330.453 1.034.548 698.122 453.000 956.910 6.571.538 Andre fordelinger: Gæld til banker, realkredit mm. 1.017.614 409.063 663.228 796.611 588.167 449.270 787.452 4.711.406 Kursværdi af værdipapirer 58.686 36.578 25.278 13.596 21.162 99.332 100.350 354.982 Skattemæssige afskrivninger 83.419 2.751 2.357 1.568 7.276 1.298 5.324 103.993 Skattemæssigt resultat (overskud) 326.147 27.009 14.231 7.519 5.453 3.040 15.385 398.784 Skattemæssigt resultat (underskud) 4.289 742 765 1.505 478 22 34 7.834 Kilde: Skattestyrelsen (2010) Anmærk.: Tabellen viser en betinget fordeling, dvs. fordelinger betinget af en hovedfordeling. Fordelingerne af B indkomst og fradrag er således betinget af hovedfordelingen på A indkomst (indkomstfordeling 1). Alle 8

Tabel 9.6 Fordelingen af indkomster og fradrag i personer for forskellige indkomstgrupper (2009) 100.000 200.000 300.000 400.000 500.000 Antal personer i 2009 under til Til til til Til Over 100.000 200.000 300.000 400.000 500.000 600.000 600.000 Alle Indkomstfordeling 0 (A og B indkomst) 19.161 12.252 7.343 4.408 2.456 1.375 1.950 48.945 Indkomstfordeling 1 (A indkomst) 21.285 11.333 7.132 4.215 2.331 1.224 1.425 48.945 Heraf på offentlig hjælp (trangsvurderet, GIS/DIS mv.) 4.264 2.196 518 110 25 10 17 7.140 B indkomst (over 0) 12.112 5.617 5.114 3.640 2.126 1.126 1.269 31.004 Renteindtægter 7.392 4.584 4.663 3.401 1.996 1.076 1.192 24.304 Frie goder i ansættelse 557 611 809 762 611 416 552 4.318 Øvrig B indkomst (uddannelsesstøtte, frirejse, gaver mv.) 4.954 910 403 364 330 215 313 7.489 Indhandling/brætomsætning, Netto 2.780 650 309 153 79 30 65 4.066 B indkomst under eller = 0 9.173 5.716 2.018 575 205 98 156 17.941 B indkomst under eller = 5000 14.360 9.948 6.227 3.351 1.562 697 690 36.835 B indkomst over 5000 6.925 1.385 905 864 769 527 735 12.110 B bundfradrag = 5000 19.122 10.449 6.605 3.899 2.188 1.167 1.351 44.781 Netto B indkomst over 0 7.251 1.538 957 895 786 531 740 12.698 Netto B indkomst = 0 14.034 9.795 6.175 3.320 1.545 693 685 36.247 Skattefri B indkomst 11.809 5.502 5.082 3.616 2.116 1.123 1.265 30.513 Standardfradrag (over 0) 21.040 11.319 7.125 4.204 2.330 1.223 1.423 48.664 Heraf m. standardfradrag Under 10.000 2.112 859 514 311 140 57 71 4.064 Standardfradrag = 10.000 19.122 10.449 6.605 3.899 2.188 1.167 1.351 44.781 Ligningsmæssigt fradrag (over 0) 17.438 10.489 6.797 4.011 2.217 1.148 1.311 43.411 Heraf m. renteudgifter 17.063 10.378 6.697 3.873 2.093 1.069 1.181 42.354 Fagligt kontingent 830 730 1.595 1.695 1.167 676 791 7.484 Pensionsindbetaling (privat) 14 9 10 22 21 22 45 143 Underholdsbidrag 82 74 131 139 85 47 94 652 Øvrigt fradrag 70 95 147 83 68 46 93 602 Driftsomkostninger, virksomhedsrenter mv. 1.491 194 89 63 43 12 39 1.931 Ligningsmæssigt fradrag Over 10.000 (brugt fradrag) 2.258 912 1.821 1.938 1.248 724 902 9.803 Indkomstfordeling 2 (skattepligtig indkomst) 21.041 12.140 7.121 3.971 2.140 1.147 1.385 48.945 Heraf med skattepligtig indkomst under eller =0 3.798 5 2 1 0 0 0 3.806 Indkomstfordeling 3 (skattepligtig indkomst efter overført fradrag) 21.104 12.104 7.116 3.962 2.138 1.142 1.379 48.945 Personfradrag (over 0) 10.152 11.294 7.119 4.203 2.330 1.223 1.423 37.744 Heraf m. personfradrag = 48.000 8.990 10.441 6.608 3.909 2.192 1.168 1.356 34.664 Personfradrag under 48.000 12.294 874 511 301 136 56 66 14.238 Personfradrag over 48.000 1 18 13 5 3 0 3 43 Indkomstfordeling 4 (skalaindkomst) 27.753 9.320 5.422 2.998 1.572 832 1.044 48.941 Andre fordelinger: Gæld til banker, realkredit mm. 11.896 7.896 5.841 3.531 1.933 994 1.067 33.158 Kursværdi af værdipapirer 45 24 20 24 25 30 66 234 Skattemæssige afskrivninger 375 38 17 16 15 5 19 485 Skattemæssigt resultat (overskud) 2.673 614 291 136 66 27 58 3.865 Skattemæssigt resultat (underskud) 81 21 19 21 13 2 5 162 Kilde: Skattestyrelsen (2010) Anmærk.: Tabellen viser en betinget fordeling, dvs. fordelinger betinget af en hovedfordeling. Fordelingerne af B indkomst og fradrag er således betinget af hovedfordelingen på A indkomst (indkomstfordeling 1). 9

Tabel 9.7 Gennemsnitlig fordeling af indkomster og fradrag per person for forskellige indkomstgrupper (2009) Gennemsnit pr. personer i 2009 (kr.) 100.000 200.000 300.000 400.000 500.000 under til til til til Til Over 100.000 200.000 300.000 400.000 500.000 600.000 600.000 Alle 47.468 144.034 244.670 345.119 444.751 545.441 1.026.251 200.952 Indkomstfordeling 0 (A og B indkomst) Indkomstfordeling 1 39.649 144.343 244.890 345.020 444.613 544.383 855.190 175.747 (A indkomst) Heraf på offentlig hjælp 14.434 16.351 20.760 51.984 72.695 98.964 86.069 16.554 (trangsvurderet, GIS/DIS mv.) B indkomst (over 0) 76.542 14.330 10.748 11.096 19.113 20.152 53.556 39.808 Renteindtægter 865 519 632 978 1.897 3.807 10.378 1.452 Frie goder i ansættelse 9.733 6.122 9.827 13.090 14.416 16.898 28.419 13.574 Øvrig B indkomst (uddannel 28.150 21.936 22.345 15.162 10.784 10.456 17.255 24.723 sesstøtte, frirejse, gaver mv.) Indhandling/brætomsætning, 300.823 80.215 112.080 140.927 382.720 257.776 462.704 249.057 Netto B indkomst under eller = 0 24 15 58 30 238 188 114 29 B indkomst under eller = 5000 188 179 263 430 533 608 796 254 B indkomst over 5000 133.453 56.767 58.796 45.063 51.696 42.218 91.694 101.101 B bundfradrag = 5000 5.000 5.000 5.000 5.000 5.000 5.000 5.000 5.000 Netto B indkomst over 0 122.817 47.020 51.285 38.928 45.802 37.006 86.167 91.841 Netto B indkomst = 0 Skattefri B indkomst 3.093 1.485 1.158 1.535 2.190 2.707 3.319 2.229 Standardfradrag (over 0) 9.409 9.571 9.706 9.755 9.820 9.861 9.856 9.564 Heraf m. standardfradrag 2.709 3.895 5.529 6.169 6.721 6.848 6.408 3.842 Under 10.000 Standardfradrag = 10.000 10.000 10.000 10.000 10.000 10.000 10.000 10.000 10.000 Ligningsmæssigt fradrag (over 0) 29.722 6.041 12.691 22.208 31.040 35.399 62.558 21.848 Heraf m. renteudgifter 2.742 2.841 7.793 15.738 20.014 28.338 43.563 7.391 Fagligt kontingent 2.717 2.568 3.465 3.970 4.225 4.290 4.289 3.689 Pensionsindbetaling (privat) 37.502 10.027 12.064 20.745 19.768 21.694 59.156 33.194 Underholdsbidrag 18.055 15.852 16.568 20.969 19.521 24.118 36.714 21.445 Øvrigt fradrag 50.306 51.063 44.661 35.760 26.767 15.081 15.290 36.282 Driftsomkostninger, 310.660 123.523 208.971 225.385 421.698 381.734 571.720 292.577 virksomhedsrenter mv. Ligningsmæssigt fradrag 225.493 55.402 39.461 41.721 51.952 53.481 89.037 91.428 Over 10.000 (brugt fradrag) Indkomstfordeling 2 39.870 143.361 245.537 345.389 444.890 544.220 884.794 173.685 (skattepligtig indkomst) Heraf med skattepligtig 10.104 28.722 70.553 630.090 10.323 indkomst under eller =0 Indkomstfordeling 3 40.219 143.387 245.484 345.319 444.756 543.974 883.464 173.455 (skattepligtig indkomst efter overført fradrag) Personfradrag (over 0) 44.350 46.209 46.741 46.999 47.300 47.401 47.492 46.052 Heraf m. personfradrag = 48.000 48.111 48.000 48.000 48.000 48.000 48.000 48.000 48.000 Personfradrag under 48.000 1.515 21.761 28.022 31.440 34.590 34.056 33.403 4.931 Personfradrag over 48.000 96.000 94.437 96.000 96.000 96.000 96.000 95.346 Indkomstfordeling 4 26.609 145.924 245.381 345.079 444.098 544.471 916.580 134.275 (skalaindkomst) Andre fordelinger: Gæld til banker, realkredit mm. 85.543 51.806 113.547 225.605 304.277 451.982 738.006 142.090 Kursværdi af værdipapirer 1.304.136 1.524.083 1.263.900 566.484 846.468 3.311.081 1.520.452 1.517.016 Skattemæssige afskrivninger 222.450 72.383 138.647 98.024 485.058 259.584 280.218 214.418 Skattemæssigt resultat 122.015 43.989 48.905 55.284 82.618 112.589 265.261 103.178 (overskud) Skattemæssigt resultat 52.945 35.340 40.247 71.645 36.740 11.150 6.775 48.356 (underskud) Kilde: Skattestyrelsen (2010) Anmærk.: Tabellen viser en betinget fordeling, dvs. fordelinger betinget af en hovedfordeling. Fordelingerne af B indkomst og fradrag er således betinget af hovedfordelingen på A indkomst (indkomstfordeling 1). 10

9.2.5 Indførselsafgifter Afgifterne udgør som nævnt knap 14 pct. af de samlede skatte og afgiftsindtægter. De vigtigste afgifter er indførselsafgifterne, som står for 3/4 af de samlede afgifter. Der er tale om en række forbrugsafgifter (punktafgifter), som af praktiske årsager opkræves ved indførslen. Der er indførselsafgift på nedennævnte varer (tabel 9.8), hvor provenu og forholdsmæssige bidrag i 2009 er vist: Tabel 9.8: Indførselsafgifter i 2009 i 1.000 kr. og i procent Andel af samlede indførsels Vare Provenu i 1000 kr. afgifter i procent Cigaretter 150.601 27,5 % Øl 146.854 26,8 % Spiritus 38.377 7,0 % Vin 53.390 9,7 % Chokolade og slik 23.917 4,4 % Sukker/kaffe/the 11.977 2,2 % Anden tobak 33.302 6,1 % Mineralvand 23.935 4,4 % Emballage 12.702 2,3 % Kød 16.257 3,0 % Motorkøretøjer 32.813 6,0 % Parfume 4.580 0,8 % Diverse 32 0,0 % I alt 548.736 100 % Kilde: Skattestyrelsen (2010) Som det fremgår af oversigten bidrager alene giftskatterne på tobaksvarer og alkohol med godt 77 pct. af afgiftsprovenuet. To standardvarer, cigaretter og øl, bidrager alene med 54 pct. af afgiftsprovenuet. Til gengæld er der en række afgiftspligtige varer, som kun indbringer meget beskedent provenu. 9.3 Udfordringer ved det eksisterende skattesystem 9.3.1 Incitamenter der påvirker arbejdsudbuddet Beskatning skaber en forskel mellem det privat og det samfundsøkonomiske afkast af en økonomisk aktivitet. Lønnen eller afkastet efter skat er det privatøkonomiske afkast af en given aktivitet, mens løn eller afkast før skat er det samfundsøkonomiske afkast. Det privatøkonomiske afkast er således lig det samfundsøkonomiske afkast minus skatterne. Beskatningen skaber således en forskel eller en kile skattekilen mellem det samfunds og privatøkonomiske afkast. Den private beslutningstagers dispositioner afhænger af det privatøkonomiske afkast, da det er afgørende for de forbrugsmuligheder aktiviteten eller indsatsen skaber grundlag for. For den private beslutningstager har aktiviteten således et mindre afkast end det samfundsmæssige afkast. Det betyder generelt, at den private beslutningstager vælger en mindre indsats eller aktivitet, end det der er samfundsmæssigt optimalt. Beskatningen skaber en såkaldt inefficiens eller forvridning. 11

En væsentlig beslutning for de fleste er arbejdsudbuddet. En væsentlig motivation for at gå på arbejde er at erhverve sig forbrugsmuligheder. Forbrugsmulighederne af en given arbejdsindsats er lønnen minus den samlede beskatning. Beskatningen inkluderer både den direkte beskatning af indkomsten og den indirekte i form af forskellige former for afgifter pålagt forbruget. Beskatning skaber en forvridning af arbejdsudbuddet, da det privatøkonomiske afkast (lønnen efter alle former for beskatning) bliver mindre end det samfundsøkonomiske afkast. En følge heraf er, at arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen bliver mindre end hvad der er samfundsmæssigt hensigtsmæssigt beskatningen har en forvridende effekt. Sagt på en anden måde; det vil være samfundsøkonomisk fordelagtigt, hvis nogle flere arbejdede noget mere, da det samfundsøkonomiske afkast er højere end det privatøkonomiske afkast, den enkelte disponerer ud fra. Det er derfor en væsentlig udfordring ved indretningen af skattesystemet, at skattekilen på arbejde og dermed forvridningen af arbejdsudbud og beskæftigelse bliver mindst mulig. Hvordan arbejdsudbuddet afhænger af en skatteændring er imidlertid et mere kompliceret spørgsmål. Betragt en skattestigning. En sådan stigning vil mindske lønnen efter skat og dermed belønningen for en given arbejdsindsats. Den lavere belønning kan få arbejdsudbyderen til at udbyde mindre arbejdskraft. Det kaldes substitutionseffekten. Den lavere løn efter skat betyder imidlertid også, at man er nødt til at arbejde noget mere for at opnå et givet forbrug. Det kaldes indkomsteffekten. Ved en skattestigning virker substitutionseffekten i retning af at mindske arbejdsudbuddet, og indkomsteffekten i retning af at øge arbejdsudbuddet. I tilfælde af en skattereduktion trækker substitutionseffekten i retning af mere og indkomsteffekten i retning af mindre arbejdsudbud. Den samlede effekt på arbejdsudbuddet af en skatteændring er således teoretisk usikkert. Empiriske studier viser gennemgående, at substitutionseffekten dominerer over indkomsteffekten, men den samlede reaktion af arbejdsudbuddet på ændringer i lønnen efter skat er relativ beskeden. Det betyder i praksis, at en reduktion af arbejdsindkomstbeskatningen vil føre til øget arbejdsudbud, men ikke i så stort et omfang, at en skattenedsættelse er selvfinansierende. Effekterne af en skatteændring på arbejdsudbuddet kompliceres yderligere af, at den samlede effekt på arbejdsudbud og beskæftigelse afhænger af, hvad en given skattestigning skal finansiere. Der kan være tale om en finansiering af tiltag, der virker i retning af enten at understøtte (børnepasning, uddannelse) eller mindske (pensionering) arbejdsudbuddet. Endelig skal det bemærkes, at det ikke er en selvstændig målsætning at maksimere arbejdsudbuddet. Det afgørende er imidlertid at mindske forvridninger af betydning for arbejdsudbuddet, således at de private beslutninger er mest muligt i overensstemmelse med, hvad der er samfundsmæssigt optimalt. For en nærmere vurdering af beskatningens betydning for arbejdsudbuddet er det vigtigt at sondre mellem arbejdsudbuddets kvantitative og kvalitative dimension. Den kvantitative dimension vedrører, hvor der arbejdes (deltagelsesbeslutningen) og hvor meget der arbejdes 12

(timebeslutningen). Den kvalitative dimension vedrører kvalifikationer, uddannelse, mobilitet osv. af betydning for den værdiskabelse det kvantitative arbejdsudbud giver mulighed for at skabe. Deltagelsesbeslutningen I et velfærdssamfund afhænger deltagelsesbeslutningen for de fleste af en afvejning mellem at modtage en eller anden social ydelse (f.eks. offentlig hjælp, pension) eller at være i beskæftigelse (forudsat, at man kan finde et job). Deltagelsesbeslutningen vil blandt andet afhænge af, hvorledes ens rådighedsbeløb (forbrugsmuligheder) påvirkes ved at gå fra en social ydelse til at være i beskæftigelse. Det afhænger selvsagt af den type job og den løn man kan få. Men effekten på rådighedsbeløbet ved at skifte status afhænger også af den sociale ydelse, man ikke længere kan oppebære og de øgede skattebetalinger. Her er den sammensatte marginalskat af betydning. Den sammensatte marginalskat er sammensat af både de sociale ydelser man mister (f.eks. offentlig hjælp, boligsikring) og de øgede skatter, man skal betale, når man i kraft af at være i arbejde har en højere indkomst. Den sammensatte marginalskattesats indeholder således effekter fra både det sociale system og skattesystemet. Den sammensatte marginalskat kan være af betydning for, om man ønsker at have et job. Den kan også være af betydning for, hvor effektivt man søger efter et job, eller hvilke type jobs man er villige til at acceptere. Desto mere man øger rådighedsbeløbet ved at få et job, desto stærkere er motivationen til at finde et job. Selv om der i dag er en relativ høj erhvervsdeltagelse for langt de fleste befolkningsgrupper (unge, mænd/kvinder, seniorer), tyder kommissionens beregninger af de sammensatte marginalskatter på, at der er eller i hvert fald let kan opstå store samspilsproblemer i forhold til den enkelte persons beslutning om at søge eller opretholde beskæftigelse (Skatte og Velfærdskommissionen (2011b)). Timebeslutningen Hvor mange timer den enkelte vil arbejde (arbejdstid over dagen, antal arbejdsdage per uge, ferie m.m.) afhænger af en afvejning mellem forbrug og fritid. Med fritid forstås den tid man ikke er på arbejde og som kan bruges på hvile, aktiviteter i hjemmet, gør det selv arbejde og fritidsaktiviteter m.m.. For dette valg er marginalskatten af betydning, dvs. hvor meget skal der betales i skat af den ekstra løn øget arbejde vil give? Desto højere marginalskatten, desto mere forvrides timebeslutningen.. Kvalitativ indsats Arbejdsudbuddets kvalitative dimension afhænger bl.a. af befolkningens uddannelsesniveau og erfaringer m.m.. Befolkningens valg af uddannelsesniveau kan på længere sigt påvirkes af skatten på arbejdskraft. Uddannelsen bidrager til at udvide individets forbrugsmulighedsområde, idet det antages, at højere uddannelse giver sig udslag i højere lønninger. Skattesystemet påvirker såvel de omkostninger, som den gevinst, der er forbundet med at tage en uddannelse. På den ene side 13

mindsker skatten den økonomiske gevinst ved at tage en uddannelse, på den anden side mindsker den også udgiften i form af tabte lønindtægter. Et progressivt skattesystem vil mindske den økonomiske tilskyndelse til at tage en uddannelse, idet skatten på lønindkomst efter endt uddannelse vil være højere end skatten på den lønindkomst, som individet ville have tjent, hvis han i stedet for at tage en uddannelse havde arbejdet. En høj marginalskat virker derfor effektivt som en skat på uddannelse. Uddannelsens ikke økonomiske afkast (højere status, større jobtilfredshed, flere spændende jobmuligheder m.v.) kan dog mindske skattens forvridende effekt. Den kvalitative indsats omfatter også medarbejdernes villighed til at påtage sig kedelige og anstrengende opgaver, medarbejdernes motivation til at komme med innovative løsninger og medvirke i nye processer på arbejdspladsen samt medarbejderens generelle fleksibilitet på arbejdspladsen. Også arbejdskraftens mobilitet, fagligt såvel som geografisk, hører ind under den kvalitative indsats. Det er velbelyst i undersøgelser fra andre lande at aflønningen af arbejdsindsatsen står i et tæt forhold til arbejdskraftens kvalitet. Det gælder både i forhold til aflønningen for den enkelte og i forhold til det generelle lønniveau i økonomien. Det uformelle marked Gør det selv arbejde (GDS arbejde) inkluderer som udgangspunkt al produktion i hjemmet (rengøring, børnepasning, boligreparationer m.v.). GDS arbejde er et alternativ til såvel fritid som udbud af arbejdskraft i det formelle marked. Skatter og afgifter forvrider samfundets optimale arbejdsdeling. Populært sagt bruger dyrt uddannende læger deres aftener på at reparere hus i stedet for at reparere mennesker. GDS arbejde resulterer både i et provenutab og et produktivitetstab for samfundet. Det er samfundsøkonomisk ønskeligt at begrænse sort arbejde, bl.a. fordi det kan påvirke fordelingen i samfundet og naturligvis er i strid mod lov og grundlæggende skatteøkonomiske principper. Sort arbejde går således direkte mod tanken om horisontal lighed (ens indkomster beskattes lige) og beskatning efter skatteevne. En formindskelse af den sorte økonomi (givet det konverteres til den formelle sektor) øger det offentlige provenu, og kan derfor muliggøre en nedsættelse af skattetrykket på andre områder. Det må forventes at niveau for GDS arbejde og sort arbejde er højere desto højere skatterne er, og derfor vil en skattereduktion alt andet lige reducere GDS arbejde og det sorte arbejde. Mobilitet på arbejdsmarkedet Mobilitet dækker over bevægelser for personer på arbejdsmarkedet. Mobiliteten kan være mellem forskellige jobs fagligt og geografisk, fra job til anden tilstand (orlov, pension etc.) Mobilitet kan være ind og ud af landet (brain drain), mellem landsdele og i samme landsdel. Det sidste også benævnt pendling er ikke muligt i Grønland. Mobilitet er vigtigt for et fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked og kan begrænse flaskehalsproblemer og andre 14

kapacitetsbegrænsninger. Selv om der altid vil være omkostninger forbundet med at skifte jobs, er strukturændringer og ændret anvendelse af arbejdskraften og dermed mobilitet centrale drivkræfter for erhvervsudvikling og vækst. Det er derfor vigtigt at skattesystemet ikke begrænser mobilitet En lavere beskatning på arbejde kan gøre fordelene større i forhold til ulemperne og fremme højere mobilitet. En lavere beskatning på arbejde kan også bidrage til at bremse brain drain, selvom der også er andre årsager til at flytte til udlandet end blot skatteprocenten. Lønmodtagerfradrag Den overordnede grundtanke bag størstedelen af alle lønmodtagerfradrag er, at man ikke skal betale skat af den del af sin indkomst, det går til at dækkeudgifter i forbindelse med at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst. I praksis gives der et fradrag, som i princippet svarer til de nødvendige udgifter for at erhverve indkomsten. Herved sikres, at der ikke underinvesteres i aktiviteter, der fremmer den enkeltes indkomstgrundlag. Det er dog et grundlæggende princip i skatteretten, at der ikke er fradrag for udgifter, når udgiften afholdes for at tilvejebringe et grundlag for at erhverve en indkomst. Dette princip indebærer, at der eksempelvis ikke er fradrag for udgifter til uddannelse, idet udgiften afholdes for at skaffe et grundlag for at erhverve en indkomst i modsætning til efteruddannelse, hvor udgiften i princippet skal sikre at man kan fastholde en indkomst. Det mest almindelige fradrag i Grønland er fradrag for kontingent til fagforening. At man får et fradrag for en privat omkostning, der er forbundet med at erhverve sin indkomst, svarer til at skattekilen neutraliseres. Produktionsniveauet bliver derved uafhængigt af skatterne. Uden fradrag eller med et for stort fradrag vil der ikke blive produceret i det optimale omfang givet de gældende markedspriser, og samfundet lider et tab. 9.3.2 Samspilsproblemer Incitamenterne til at arbejde påvirkes af et samspil mellem skatte og socialpolitikken. Dette samspil har betydning både for indkomstfordelingen og incitamenterne til selvforsørgelse. De fleste sociale ydelser aftrappes ved en øget indkomst, og samtidig er skattebetalingen stigende med ens indkomst. Ved overgang fra passiv forsørgelse til arbejde vil man derfor både miste den sociale ydelse og komme til at betale mere i skat. Den sammensatte effekt af disse to mekanismer betegnes den sammensatte marginalskat. Grundet den dobbelte effekt fra samspil mellem det sociale sikkerhedsnet og skattesystemet kan de sammensatte marginalskatter nemt blive ganske høje for lavindkomstgrupper, jfr. Skatte og Velfærdskommissionen (2010d). Høje sammensatte marginale skatteprocenter skaber fattigdomsfælder (den situation, hvor fattige familier kan konstatere, at familiens disponible indkomst næsten ikke øges eller endog reduceres, hvis et familiemedlem arbejder mere) og arbejdsløshedsfælder (dvs. den manglende motivation til at arbejde, som opstår af høje sociale ydelser sammenlignet med indkomst fra arbejde). Ikke mindst når der er mulighed for ikke registreret indkomst, er det vigtigt, at de økonomiske incitamenter er entydige. Hvis samspillet mellem social og skattepolitikken fastholder nogle personer på sociale ydelser, er der tab for de offentlige kasser på to fronter: For det første koster overførslerne skattekroner, for 15

det andet mister man skatteindtægter af den løn, der ikke bliver optjent. Det er derfor vigtigt at socialpolitikken og skattepolitikken spiller sammen, således at incitamenterne i de sociale ydelser ikke ødelægger arbejdsviljen. De eksisterende regler for sociale ydelser og afledte problemstillinger er nærmere drøftet i kapitel 6. 9.3.3 Skattekonkurrence Skattepolitikken er en af flere faktorer af betydning for et lands konkurrenceevne på det internationale marked. Skatter anses som en udgift for virksomheden på lige fod med andre driftsudgifter. I de tilfælde hvor mulighederne for at flytte produktionen mellem lande er store, vil skatteforholdene være en faktor, der kan have betydning for virksomhedernes lokalisering. Hvis et land via skattepolitikken kan tiltrække virksomheder kan det på den måde skabe produktion og beskæftigelse. Selskabsskatten på 30 pct. er relativ høj sammenlignet med resten af verden. Selskabsskatteprocenten er dog kun et blandt flere elementer, der indgår ved vurderingen af, om udenlandske virksomheder skal etablere sig i Grønland. Som andre elementer kan infrastrukturen nævnes, men også adgang til resten af verdens markeder, etableringsudgifter (ejendom, personaleboliger), lønniveau sammenholdt med produktivitet og generelle kompetencer. Endnu vigtigere er det, at Grønlands komparative fordele er knyttet til naturressourcer, og disse er i sagens natur ikke mobile sådan som mange former for f.eks. industriel produktion. Det er således usikkert i hvilket omfang, selskabsskatteprocenten har indflydelse på grønlandske og udenlandske virksomheders investeringsbeslutninger. Grønland udgør et meget lille marked og vil blandt andet i kraft af sin geografiske placering, omkostningsstrukturer med videre have vanskeligt ved at tiltrække eksportorienterede produktionsvirksomheder. De udenlandske virksomheder med etablerings og investeringsplaner i Grønland, har alle en interesse i at udnytte Grønlands naturgivne ressourcer. Disse virksomheder er naturligvis også interesseret i en lav selskabsskatteprocent, men dette er i sig selv næppe afgørende. Disse virksomheder vil anlægge en helhedsbetragtning i vurderingen af, om investeringen er profitabel og heri vil alle former for skatter og afgifter indgå som en af flere parametre. En særlig problematik vil dog også være af betydning for Grønland, nemlig virksomhedernes muligheder for at omplacere overskud mellem lande via interne afregningspriser (såkaldt transfer pricing). Da de interne afregningspriser besluttes af virksomheden selv, er der ved fastsættelse af disse muligheder for at flytte overskud mellem forskellige led i en virksomheds aktiviteter placeret i forskellige lande. Dette rejser en række kontrolproblemer i forhold til multinationale virksomheder. Benchmarkingudvalget (2003) påviste i sin rapport, at den effektive beskatning af selskaber i Grønland på daværende tidspunkt lå på niveau med de europæiske lande. Siden er selskabsskatterne såvel i Grønland som i Europa reduceret, men kun få af de elementer, der medførte en lav effektiv beskatning i Grønland, er ændret. Således er der stadig særdeles fordelagtige afskrivningsregler (f.eks. høje straksafskrivninger og for selskaber mulighed for overskudsafskrivning svarende til 50 pct. af den skattepligtige indkomst). 16

I takt med den øgede globalisering og konkurrence blandt nationer, har der især blandt OECDlande været en klar tendens til at omlægge skattebelastningen på arbejde til andre skattekilder med henblik på at tiltrække veluddannet arbejdskraft og øgede investeringer. Det skal dog understreges at det ikke kun er indkomstskatter, der afgør om veluddannet arbejdskraft kan tiltrækkes, men købekraften af indkomsten efter skat og hvad man får for den betalte skat i form af offentlig service har også stor betydning. Uddannelsesniveauet i Grønland halter (langt) efter uddannelsesniveauet i andre vestlige velfærdssamfund. Det vil det gøre i mange år endnu. En forudsætning for en vellykket udvikling af Grønlands erhvervsliv og den offentlige administration er rimelige rammebetingelser for den uddannede arbejdskraft, så den har lyst til at virke i Grønland. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om den uddannede arbejdskraft er opvokset i eller uden for Grønland, eller om arbejdskraften er uddannet her eller i udlandet. De nære relationer til det danske arbejdsmarked gør det muligt også for den i Grønland uddannede arbejdskraft at finde beskæftigelse uden for Grønland. Bliver den uddannede arbejdskraft (for) utilfreds med rammebetingelserne, er der risiko for, at den vil søge beskæftigelse uden for Grønland. Det er åbenbart, at Grønland fortsat i en meget lang årrække vil have behov for at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra andre lande, hvis man ønsker et tidssvarende sundhedsvæsen, uddannelsessystem m.v., og det er derfor relevant bl.a. at inddrage skatten på arbejde for at sikre, at Grønland er konkurrencedygtig i forhold til andre lande. Traditionelt har der været en stor vandring af arbejdskraft mellem Danmark og Grønland. Tidligere var der et kraftigt økonomisk incitament for danskere til at arbejde i Grønland, men i dag er det relativt beskedent som følge af højere skatter, stigende boligudgifter og et markant højere prisniveau end i Danmark. Det er som nævnt ikke kun indkomstskatten, der er afgørende for vandringerne det er alle skatter, købekraften af indkomsten og hvad man får af offentlig service, uddannelse, sygesikring socialsikring etc. for den betalte skat. På grund af den tætte integration af arbejdsmarkederne i Grønland og Danmark, bliver arbejdsmarkedet i Grønland kraftigt påvirket af udviklingen på det danske arbejdsmarked. Når beskæftigelsen er høj i Danmark, bliver det vanskeligere at tiltrække og fastholde danske medarbejdere, og der opstår derfor stor risiko for overophedning i Grønland. Det er rimeligt at antage, at der i forbindelse med konkurrencen om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft bliver taget udgangspunkt i forholdene på det danske arbejdsmarked. Som det ses af nedenstående figur, er Grønlands konkurrenceevne, når der alene ses på indkomstskatten, blevet markant svækket i forhold til især målgruppen mellemindkomster (sygeplejersker, lærere, nyuddannede akademikere, håndværkere m.fl.) efter at der med virkning fra 2010 er gennemført en skattereform i Danmark. 17

Figur 9.1 Sammenligning af den gennemsnitlige indkomstskattesats i Danmark og Grønland ved forskellige indkomstintervaller (i procent) Kilde: Deloitte og Skattestyrelsen Grønland, 2010. Figuren viser, at progressionen i skatteskalaen i Grønland for indkomster indtil ca. 450.000 kr. er lidt lavere eller på niveau med det danske skattesystem. For indkomster over ca. 450.000 kr. er progressionen i Danmark noget større end i Grønland. Det skyldes den danske topskat. Det bemærkes samtidig, at Danmark også efter skattereformen i 2010 er et af de lande i verden med den højeste direkte beskatning af arbejdsindkomst. Den nuværende beskatning af arbejdsindkomst stiller grønlandske arbejdsgivere over for store udfordringer med hensyn til at fastholde eller tiltrække arbejdskraft til stillinger i Grønland. 9.3.4 Fordelingspolitiske hensyn Omend offentlige overførsler i praksis leverer det største bidrag til udjævning af indkomstforskelle og dermed forbrugsmuligheder, bruges skattesystemet også som redskab til at sikre en vis omfordeling. Omfordelingen sker såvel i forhold til enkeltpersoner som geografisk. For at mindske de geografiske skævheder i indkomsterne kommunerne imellem har man en ordning som består af tre primære mekanismer: Omfordeling af personlig indkomstskat fra de kommuner, der har et provenu pr. indbygger på over 115 procent af landsgennemsnittet, til de kommuner, der har et provenu pr. indbygger på under 90 procent af landsgennemsnittet. 18

En fælleskommunal indkomstskat, for tiden 6 procent. Selskabsskatteprovenuet viderefordeles fuldt ud på grundlag af befolkningens størrelse i hver enkelt kommune. Den personlige indkomstskat muliggør en systematisk hensyntagen til skatteyderens individuelle forhold. Principielt er den personlige indkomstskat derfor det skatteinstrument, der giver lovgiverne de bedste muligheder for at forfølge fordelingspolitiske målsætninger, herunder målsætningen om påligning af skat efter evne (skatteevne). Men netop fordi indkomstskatten skal tage hensyn til borgernes individuelle forhold, er den tung at administrere. Der har jævnligt været fremført forslag om at gøre indkomstbeskatningen mere progressiv for at sikre en højere grad af udligning gennem skattesystemet. Ved progressiv beskatning sigter man normalt til, at skatteprocenten stiger med indkomsten. Denne form for progressiv indkomstbeskatning findes i de fleste lande i forskellige udgaver, men ikke i Grønland. Det eksisterende indkomstskattesystem tilgodeser derfor som udgangspunkt ikke princippet om betaling efter skatteevne i samme udstrækning som et system med flere progressive satser. De høje person og standardfradrag (i alt 58.000 kr.) skaber dog en vis progressionsvirkning. Et andet problem i relation til de direkte skatter er de situationer, hvor skattefrie bundfradrag og indkomstniveauer med forskellige skattesatser ikke tilpasses den generelle prisinflation. I de situationer, vil den effektive skattebetaling stige i takt med at indkomsterne stiger (måske alene som en konsekvens af at lønningerne stiger i takt med priserne), og lavindkomstgrupperne trækkes ind i en skattebetaling, som måske ikke var forudsat. Det kan resultere i krav om højere lønninger, når de ansatte søger at kompensere for indkomsttabet og højere priser som følge af, at virksomhederne skal kompensere for de øgede lønudgifter. Som eksempel kan nævnes at såvel personfradrag, standardfradrag og skattefri b indkomst ikke har været ændret siden 2005. Omfordeling via skattesystemet kan også finde sted ved hjælp af andre redskaber end indførelse af progressive satser. Eksempelvis vil begrænsning eller afskaffelse af rentefradragsretten medføre en højere effektiv beskatning af høj indkomstgrupperne, idet især højindkomstgrupperne har mulighed for at optage lån og dermed få renteudgifter. Sådanne ændringer vil især påvirke yngre aldersgrupper, som i forbindelse med etablering optager større lån end ældre aldersgrupper. Omfordelingen kan også styrkes gennem andre ændringer i skatte og afgiftssystemet og ved at være opmærksom på fordelingsvirkningerne af den øvrige økonomiske politik. Som eksempel kan nævnes indførelse af beskatning af ejerboliger, herunder andelsboliger. I dag foregår der en massiv og varierende subsidiering af stort set alle boligformer (jf. kapitel 4), uden systematik i forhold til folks indkomster. Som det fremgår af kommissionens analyser af boligområdet, opkræves en stor del af skatterne via arbejdsindkomstbeskatning, alene for at give pengene ud bredt til de samme personers boligudgifter. Den eksisterende subsidiering og udformning af ordningerne og den manglende beskatning af området indebærer ingen omfordeling og skaber forvridninger. Hvis der skal være en omfordelingseffekt, bør boligtilskuddene nødvendigvis målrettes dem med de laveste indkomster. 19

Fordelingshensynet tilsiger også en mere målrettet anvendelse af afgifter på varer og tjenester, der især konsumeres af folk med højere indkomster. Hvis man kun vil afgiftsbelægge udvalgte varer, taler fordelingsmæssige hensyn for, at man først og fremmest afgiftsbelægger varer, som udgør et luksusforbrug. Det kunne eksempelvis være fritidsbåde. De fordelingspolitiske mål, som forfølges i lovgivningen, kan blive tilsidesat såfremt vedtagne regler ikke bliver håndhævet i praksis. Det gælder både når regler, der begunstiger borgere og virksomheder, ikke efterleves af det offentlige, og, når borgere og virksomheder undlader at overholde de forpligtelser, som reglerne pålægger dem. Hver eneste borger skylder i gennemsnit knap 22.000 kr. til det offentlige i form af restancer. For så vidt angår lavindkomstgrupperne synes der at være tale om, at nogle debitorer og offentlige myndigheder i et vist omfang anser restancer som skjulte sociale tilskud (f.eks. inden for området hjælp mod tilbagebetalingspligt, som i dag udgør over 40 mio. kr.), og søger at opnå en omfordeling via opbygning af restancer. Andre restanter har (en vis) betalingsevne, men her er det mere et spørgsmål om begrænset betalingsvillighed i sammenhæng med ulyst til at reducere aktuelle forbrugsmuligheder. Disse forhold skaber en stor forskelsbehandling mellem de, der betaler og de, der lader stå til. Med samlede offentlige restancer på mere end 1,245 mia. kr., kan det således være svært at vurdere, hvor de fordelingsmæssige problemer er et konkret udtryk for manglende betalingsevne og fattigdom, og hvor der nærmere er tale om manglende efterlevelse af reglerne. Skattesystemet påvirker levestandarden på forskellig måde for forskellige grupper af borgere. Derfor er det også vigtigt at kende effekterne af direkte og indirekte skatter på levestandarden, når man går ind og ændrer på skattesystemet. Det er f.eks. i den grønlandske debat fremhævet, at de høje punktafgifter på alkohol og tobak rammer de laveste indkomster hårdest og derfor udgør et fordelingsmæssigt problem. Aasness mfl. (2002) har i en undersøgelse beregnet, hvor stor en effekt udvalgte skattereformforslag (i Norge) havde på omfordelingen i samfundet. Undersøgelsen viste 2, at en direkte forøgelse af børnetilskud til børnefamilier havde en væsentligt større omfordelingseffekt end f.eks. skattefradrag for forældre, reducerede vareafgifter på mad, eller en reduktion af indkomstskat, der enten var mindre eller havde en direkte negativ effekt på omfordelingen. Man kan også udlede af undersøgelsen, at effekten af en generel vareafgift ikke har så store implikationer, som det ofte fremhæves, mens en sænkelse af f.eks. afgifter på brændstof, 2 12 forskellige ændringer i de direkte og indirekte skatter (12 forskellige skattereformer) i det norske skattesystem blev på baggrund af en undersøgelse rangordnet i forhold til deres fordelingsmæssige effektivitet. Den fordelingsmæssige effektivitet af skatteændringerne er målt ved ændringer i det aggregerede fordeling af standard leveomkostninger for samtlige individer i populationen i forhold til ændringen i det totale forbrug. Målingerne viste, at den fordelingsmæssige effektivitet varierede væsentligt mellem de forskellige skattereformtiltag. Undersøgelsen viste, at det havde størst fordelingsmæssig effekt at øge børnetilskuddet, hvilket gav en faktor 5,78 ændring i lighed pr krone stigning i samlet forbrug i modsætning til f.eks. reduktion af moms på fødevarer (faktor 1,34) eller reduktion af moms på alle vare (faktor 0,75) eller reduktion af indkomstskatten (faktor 1,31). 20