Menneskesyn og abortdebat Af Peter Øhrstrøm Det er oplagt, at debatten om provokeret abort har skiftet karakter over de mere end 40 år, som er gået siden loven om den frie abort blev indført. Der er argumenter, som engang spillede en betydelig rolle, som man stort aldrig hører mere. Det gælder især de argumenter, som bygger på påstande om, at fostret i hvert fald i begyndelsen ikke kan siges at være et menneske, men derimod må forstås som en del af den gravide kvindes krop. Nu er det almindelig skolelærdom, at det nye menneskeliv bliver til i befrugtningen, hvor dets genetiske træk dannes. Selv om der er tale om et liv, der fysisk set er mindre end et punktum i en tekst, er det noget uhyre stort, der dannes i befrugtningen. Det genetiske værk, som sammensættes i befrugtningen, bestemmer såvel det nye individs funktioner som menneske som det særlige genetiske træk, som det arver fra forældrene. Der er tale om et genetisk værk, der som informationsmængde i telefonbogsformat ville svare til mindst to hyldemeter. Og så er det endda klart, at det nye liv er meget mere end dets genetiske arv. Uanset fysisk størrelse er der tale om et nyt menneskeliv med individuelle træk, som gør det til en enestående og original skabning. Det er klart, at i befrugtningen bliver et nyt menneskeliv til ikke som en del af moderen, som sig selv! Man skulle måske tro, at når det nu står fast som et biologisk faktum, at vi har med et nyt og originalt menneskeliv at gøre helt fra befrugtningen, så ville det også være oplagt at tilkende dette menneskeliv samme ret som andre menneskeliv har. Man kan undres over, at det åbenbart går an for tidens førende intellektuelle at undgå den kobling. Hvordan kan man tilkende et individ med fuld menneskelighed uden også at anerkende dets basale menneskerettigheder herunder først og fremmest retten til livet? Så vidt jeg kan se, hænger svaret på dette spørgsmål sammen med synet dels på den menneskelige værdighed og dels på opfattelsen af etik. Det gængse menneskesyn kan beskrives med henvisning til nogle toneangivende strømninger, som i vid udstrækning er udtryk for et opgør med det kristne menneskesyn.
Den første af de opfattelser, der bruges til at begrunde, at man kan have fuld menneskelighed uden at have basale menneskerettigheder er den såkaldte gradualisme, som indebærer, at den menneskelige værdighed en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser ifølge denne opfattelse så at sige op i takt med det nye liv. Det ligger i luften, at der er en eller anden foranderlig størrelse, som værdigheden som menneske er knyttet til. Det siges dog normalt ikke direkte, hvad det er for en størrelse som værdigheden er forbundet med. Men to muligheder melder sig umiddelbart. For det første kunne man måske mene, at mennskeværdigheden hænger sammen med den biologiske kompleksitet, således at værdigheden vokser i takt med, at det nye individ får flere og flere aktive organer - flere biologiske funktioner. Et sådant synspunkt ville indebære den alvorlige konsekvens, at man ikke bare måtte tale om voksende menneskeværdighed ved livets begyndelse med også om aftagende menneskeværdighed ved livets afslutning i takt med, at forskellige organer og biologiske funktioner i kroppen sætter ud. Og gad vide om de, der tænker gradualismen på denne måde, er klar til det? For det andet kunne man mene, at menneskeværdigheden ikke vokser i takt med de biologiske funktioner, men snarere i takt med det nye livs voksende tilknytning og relationer til os andre. Her kunne man så spørge om de, der tænker gradualismen på denne måde, faktisk er klar til at anerkende den konsekvens, at det menneske, som har færre og svagere relationer til andre (fx fordi det er udstødt eller isoleret) også har mindre værdighed som menneske. Der er god grund til at afvise denne form for gradualisme. Den menneskelige værdighed bør ikke gradbøjes. Naturligvis findes der en oplevet værdighed, som man kan føle tabt, når man fremtræder på en ubehjælpsom måde. Denne form for værdighed er vigtig, men den må ikke forveksles med den værdighed, som er knyttet til selve det at være menneske. Da Det Etiske Råd i sin tid behandlede spørgsmålet reproduktiv kloning, var alle i rådet enige om, at vi ikke skal frembringe børn ved kloning. Det ville være en krænkelse af den menneskelige værdighed. I den forbindelse kastede rådet sig ud i en meget vigtig debat om, hvad den menneskelige værdighed består i. Konklusionen blev, at nogle af rådets medlemmer ville forklare værdigheden kristent med henvisningen til, at værdigheden er givet mennesket af Skaberen, således at mennesket er skabt i Guds billede, mens andre rådsmedlemmer ville henvise til andre humanistiske og ikke nærmere specificerede forhold. Denne debat gjorde et stort indtryk på mig, ikke mindst fordi den med al ønskelig tydelighed viser, at tanken om den menneskelige værdighed (som alle rådsmedlemmer ønskede at henvise til ifm afvisningen af
reproduktiv kloning) tankemæssigt passer ind i det kristne verdensbillede, mens den ikke rigtigt passer med sekulær humanistisk tænkning. Den slags kan med rette styrke den opfattelse, at der også intellektuelt er grund til at se med glæde og stolthed på kristne verdensbillede. Omvendt viser det sig at kunne gå helt galt, hvis man for alvor vil give sig til at bestemme den menneskelige værdighed med henvisning til sekulær humanisme. Et skræmmende eksempel på det, er de forslag, som den australske moralfilosof Peter Singer er fremkommet med. Han har foreslået, at den afgørende menneskeværdighed bestemmes af egenskaber som selvbevidsthed, selvkontrol, evne til at relatere til fortid og fremtid etc. Konsekvensen af denne opfattelse er, at selv det nyfødte barn ikke nødvendigvis skal tilkendes forpligtende værdighed som menneske! Der er god grund til at fastholde den opfattelse af menneskelig værdighed, som er formuleret i FNs menneskerettighedserklæring fra 1948, hvori man lægger vægt på anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie. Igen er det på sin plads at understrege, at disse formuleringer netop blev til på baggrund af systematisk principiel tænkning inspireret af det kristne menneskesyn. Spørgsmålet om hvordan det går til, at man kan anerkende et individs menneskelighed uden, at det medfører en forpligtelse til at tilkende dette individ ret til livet, kan også besvares på en anden (men dog beslægtet) måde. Man kan nemlig henvise til det skred i etisk opfattelse, som har kendetegnet ikke mindst den seneste generations holdninger. Selv ordet forpligtelse har slet ikke den styrke og relevans nu, som det havde tidligere. Relativismen har holdt sit indtog. Det indebærer, at man ikke anerkender, at der findes etisk sandhed. Relativisten kan spørge: Hvem siger, at man i sine handlinger behøver at tage hensyn til, at andre mennesker har en iboende værdighed? I yderste konsekvens betyder den relativistiske position, at spørgsmålet om, hvordan vi bør handle over for hinanden bliver et rent subjektivt spørgsmål - et spørgsmål om smag og behag. Hvis man tænker sådan, bliver den yderste konsekvens, at det ikke kan lade sig gøre meningsfuldt at hævde, at nogen tager etisk set fejl. Den slags påstande giver relativistisk set slet ikke nogen mening! Over for det står den almenmenneskelige erfaring af vores samvittighed, som fx giver anledning til en indre protest, hvis vi principielt nægter at hjælpe et medmenneske, der er i nød. Dybest set ved vi jo godt, at den der kategorisk nægter denne hjælp tager fejl. Vi har et ansvar for hinanden. Naturligvis kan
man forsøge at fortrænge ansvaret og forpligtelsen, hvilket i bund og grund må karakteriseres som en form for selvbedrag! Så langt er der heldigvis kun meget få, der vil gå. De fleste vil påpege, at vi faktisk kan tale os til rette om nogle standarder, som bør være gældende i vort samfund. I forsøget på at tænke etikken systematisk og frigjort fra traditionelt kristelige ideer om samvittigheden mm. vil mange ty til den såkaldte utilitarisme, som for alvor vandt frem i 1800-tallet, og som er blevet den toneangivende tankeform inden for moderne etik. Bannerfører for denne retning var ikke mindst John Stuart Mill (1808-73), som fremhævede, at han anså nytte (utilitet) for det endegyldige kriterium i alle etiske spørgsmål. Tankegangen bag utilitarismen (som i øvrigt findes i flere varianter) er, at man i forbindelse med det etiske valg skal overveje alle handlemuligheder nøje mht. fordele og ulemper, dvs. positive og negative konsekvenser for alle involverede. Det betyder, at etikken gøres til et regnestykke, hvor det gælder om for alle handlemuligheder at sammentælle gevinsterne (fordelene) og fraregne tab og ulemper, hvorefter man ud fra den utilitaristiske etik bør handle i overensstemmelse med det bedste nettoresultat. Alt dette kan lyde meget fornuftigt, men det er oplagt, at der knytter sig store problemer til denne etik-opfattelse. Fx er det ikke klart, hvem der skal medregnes i opgørelsen og heller ikke, hvilken enhed man skal regne i. Hertil kommer, at hele tankegangen forudsætter, at forestillingen om handlingens konsekvenser er tilstrækkelig præcis til, at man kan operere med den i en verden, hvor det, der sker, jo påvirkes fra utallige sider. Det største problem er måske, at man ud fra utilitarismen vil kunne retfærdiggøre meget grufulde handlinger. Det har fx ofte været nævnt, at denne form for tænkning kan gøre det legitimt at kaste et menneske for løverne, blot tilstrækkelig mange andre får underholdning på den måde. Set i forhold til abort vil tankegangen oplagt også kunne bruges til at legitimere at tage fostrets liv, hvis andre derved får fordele eller undgår tab, således at tabet af fostrets liv kan opvejes. Det gjorde et stort indtryk på mig, da vi i Det Etiske Råd fik rundsendt følgende referat fra et møde i HS-bestyrelsen, d. 26/3 2003, hvor man diskuterede muligheden for at introducere procedurerne med nakkefoldsscanning og risikoberegning mm., hvorved man ville kunne finde handicappede fostre (især fostre med Downs syndrom): Der fødes årligt ca. 12 børn med Downs Syndrom i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Ved indførelse af nakkefoldsscanning som screeningstilbud vil ca. 10 af disse fødsler kunne undgås. Herved opnås en samfundsmæssig besparelse på minimum 2 mio. kr. årligt. Besparelsen vil være
stigende over årene og vil efter 55 år (som er den gennemsnitlige levetid for en person med Downs Syndrom) være betydeligt over 100 mio. kr. De årlige driftsudgifter ved indførelse af tilbuddet i H:S vil være 5,7 mio. kr. Hertil kommer etableringsudgifter i størrelsesordenen 5,6 mio. kr.. I sig selv smager dette citat jo af utilitarisme for fuld udblæsning, selv om man naturligvis bør tage det forbehold, at der jo kan være elementer af diskussionen på det refererede møde, som vi ikke har, og som måske ville nuancere billedet. Der er naturligvis heller ikke noget galt i at gennemføre konsekvensberegninger i en valgsituation. Tværtimod taler meget for, at det vil være uansvarligt ikke at gøre det, men det er forkert og skæbnesvangert at reducere etik til et regnestykke om flest mulige fordele til de fleste. Problemet er, at hensynet til den enkeltes liv og respekten for livet derved kan forsvinde. Søren Kierkegaard indså dette meget helt klart og reagerede kritisk på den nye strømning: Der er jo allerede spor nok til en ny stræben: at behandle etikken som fysik, hvorved da hele det etiske bliver illusion, og det etiske i slægten at behandle statistisk på gennemsnitstal [Papirer VII] Det er oplagt, at såvel relativismen som utilitarismen kan føre til en form kynisme i forhold til livet og ansvaret for andre. Begge dele gør det jo legitimt på visse præmisser at afvise hjælp til og ansvar for medmennesket, selv om vedkommendes menneskelige værdighed i en vis forstand anerkendes. Et tydeligt eksempel på det fik vi for ikke så længe siden, hvor folketingsmedlem fra Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøl, var i offentlig debat med en kvinde på kontanthjælp, som er mor til tre børn. Han påpegede over for hende, at hun jo kunne have valgt at få abort. Kvinden pointerede, at hun ikke ønskede abort, hvorpå Simon Emil Ammitzbøl svarede: Det synes jeg også er ok, hvis jeg ikke skal finansiere dit liv. Forskellige historier i medierne gennem de senere år om kvinder, som har følt sig presset til at vælge abort, tyder ligeledes på en vis kynisme ift det enkelte menneskelivs værdi. Kristendemokraterne i Nordjylland henvendte sig for nogen tid siden til de lokale kommuner for at få beskrevet praksis vedrørende evt påvirkning af gravide til at vælge abort. Svaret fra Aalborg Kommune var, at man følte sig forpligtet til at vejlede om familieplanlægning i de tilfælde, hvor det er relevant. Det omfatter også vejledning om reglerne for abort. Selv om kommunen også betonede, at man ikke må presse kvinden til abort, er kategoriseringen af abort som en form for familieplanlægning i sig selv udtryk for et etisk skred, som betyder, at kommunen er havnet i en form for kynisme. Det ligger jo i tankegangen, at det kan være en etisk forsvarlig løsning at fravælge det barn, der er på vej, fordi det alt i alt vurderes at passe bedst ind i familiens planer. Der er ingen grund til at dæmonisere folk, der tænker på denne
meget udbredte måde. Det ser simpelthen ud til, at vi gennem nogle årtier med afsæt i etisk relativisme og rendyrket utilitarisme i Danmark næsten umærkeligt er havnet i denne form kynisme, som gør det legitimt at skaffe sig af med et menneskeliv, hvis det står i vejen for vore øvrige planer. Det er sikkert også denne almindelige holdning til livet, som ligger bag det forhold, at der kun er 1% af de danske forældre, der får at vide, at der er et barn med Downs syndrom på vej, som vælger at få barnet. (I Storbritannien er det 8 %, i Holland 10 %, og i Tyskland 15 %.) Vi skal naturligvis ikke bare kritisere de enkelte, som vælger i overensstemmelse med den fremherskende opfattelse. Der er derimod brug for, at vi som samfund besinder os på situationen, og igen erkender provokeret abort som et stort etisk problem. Det bør ske i samtaler på det personlige plan og i det offentlige debat. Der er ligeledes meget vigtigt, at spørgsmålet om provokeret abort igen kommer på den politiske dagsorden. Derfor var det godt, da Folketinget på kristendemokratisk initiativ vedtog en aborthandlingsplan, som bl.a. med en bestemmelse i Sundhedsloven fra 2000 skulle føre til en øget indsats ifm rådgivning af gravide. Det var også godt, da Folketinget ligeledes på kristendemokratisk initiativ i 2005 bl.a. vedtog, at rådgivningssystemet skulle samarbejde med handicaporganisationerne om at forbedre rådgivningen for forældre, der venter et handicappet barn. Desværre synes ingen af delene at fungere tilfredsstillende for tiden givetvis fordi Kristendemokraterne ikke er i Folketinget, og ingen andre partier interesserer sig nok for sagen til at rejse den. Det er i den forbindelse værd at huske, at der faktisk er ganske meget, man kan foretage sig politisk set i abortsagen. Loven om abort har da heller ikke stået uforandret siden 1973. Der er flere gange ændret i den. Det gælder reglerne om mulighed for af samvittighedsgrunde at blive fritaget for at medvirke til abort. Det gælder også forbuddet mod sen abort af levedygtige fostre (indført efter forslag fra Kristendemokraterne i folketingssamlingen 1998-99). Endelig gælder det reglerne om fosterreduktion, som blev indført i 2004 også efter et KD-initiativ. Det står altså klart, at abortloven ikke nødvendigvis er et afsluttet kapitel. Dette lovkompleks kan sættes på den politiske dagsorden, hvis der er vilje til det, og resultater kan opnås ad den vej. Allervigtigst er det måske, at man på den måde kan skærpe opmærksomheden på provokeret abort som såvel et alvorligt etisk problem som en krænkelse af respekten for den menneskelige værdighed.