NIVEAU C
Indhold Krop...3 Væskebalance...3 Transport i kroppen...6 Medicin...10 Nervesystemet...14 Øret og øjet...18 Syre/Base...21 Kost...24 Næringsstoffer...24 Hygiejne...35 Epidemier...35 Resistens...38 Arbejdsmiljø...42 Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet...42 2
Korridoren>C>Krop>Væskebalance Krop Væskebalance Intracellulær væske Kroppens væske er fordelt på flere forskellige væskerum. Størstedelen, ca. 2/3 findes inde i cellerne og kaldes intracellulær væske. Den resterende del, ca.1 /3 findes uden for cellerne. Væske udveksles frit mellem de forskellige områder i kroppen. Vands vandring Cellemembranen er semipermeabel for mange stoffer. Men for stoffet vand er cellemembranen permeabel. Det vil sige, at vand frit kan vandre fra den ene side af cellemembranen til den anden. Vand vil altid forsøge at fordele sige således, at mængden af vand intracellulært er identisk med mængden af vand uden for cellen, dvs. ekstracellulært. Vandets vandring ind og ud af cellerne styres altså af vandmængden på begge sider af en membran. Osmose Vandets vandring kan også skyldes mængden af stoffer på begge sider af membranen. Glukose, elektrolytter (elektrisk ladede stoffer som fx Na+) og andre stoffer kan ikke altid vandre igennem den semipermeable cellemembran. Er der en stor koncentration af stoffer uden for cellen, vil en del af det intracellulære vand vandre ud af cellen for at fortynde koncentrationen af stoffer. Når vand vandrer, betegnes det osmose. Vand er et af de stoffer i kroppen, der vandrer hurtigst. Cellers dehydrering Hvis der i en væske er en stor mængde af stof i forhold til vandmængden, kaldes denne opløsning for hyperton. Hvis en celle er omgivet af en hyperton væske, hvilket vil sige, at der er mere stof og mindre vand uden for cellen end inden i, vil vandet intracellulært begynde at vandre ud for at udligne den store koncentrationen af stof uden for cellen. Mængden af vand intracellulært vil så falde. Cellen er nu ved at dehydrere. 3
Korridoren>C>Krop>Væskebalance Cellers overhydrering Hvis der i en væske kun er lidt stof i forhold til vandmængden, kaldes denne opløsning for hypoton. Hvis en celle opholder sig i et hypotont miljø, hvilket vil sige, at der er mindre stof og mere vand uden for cellen end inden i, vil vandet uden for cellen begynde at vandre ind i cellen, så mængden af vand intracellulært vil stige. Cellen er nu ved at overhydrere. Hvis der er den samme mængde vand og stof intracellulært som uden for cellen, opholder cellen sig i et isotonisk miljø. Osmotisk tryk Hvis man blæser en ballon op, vil der opstå et lufttryk på ballonvæggen. På samme måde yder vandet intracellulært et tryk mod cellemembranen indefra. Dette vandtryk kaldes det osmotiske tryk. Sker der ændringer af vandmængden intracellulært, så det osmotiske tryk falder, vil disse ændringer blive registreret i hypothalamus. C1 Væsketrykket inde i en celle kaldes det osmotiske tryk og kan måles. Hvis cellen dehydreres (mangler væske), skrumper den ind. Hvis cellen overhydreres, svulmer den op. I værste fald kan cellen i begge tilfælde dø. Væskebalanceregulerende center I hypothalamus sider et væskebalanceregulerende center, også kaldet tørstcenteret. 4
Korridoren>C>Krop>Væskebalance Hvis væskemængde i kroppen falder med 1-2 %, vil det udløse en kraftig tørstfornemmelse. Samtidig vil det væskebalanceregulerende center give besked til celler i hypofysen, som producerer hormonet ADH (antidiuretisk hormon). ADH sendes via kredsløbet til nyrerne, der så vil øge genoptagelsen af vand. Det vil sige, at der suges vand ud af urinen, hvorved urinen bliver mere koncentreret og diuresemængden falder. Ekstracellulær væske Væsken uden for cellerne kaldes ekstracellulær væske. Ekstracellulær væske er fordelt i flere forskellige væskerum. Der findes væske mellem cellerne (vævsvæske), som kaldes for intercellulær væske eller interstitiel væske. En del væske findes som blodplasma i blodkarene og i lymfesystemet. Denne væske kaldes intravaskulær væske. En lille del af væsken findes i hulrum og mellem bindevæv og kaldes transcellulær væske. Der foregår konstant en vandring af væske mellem de forskellige væskeområder i kroppen. Væsken i kroppen er fordelt på forskellige områder. Der sker konstant udveksling af væske via semipermeable membraner mellem de nævnte områder 5
Korridoren>C>Kost>Transport i kroppen Transport i kroppen Udveksling af stoffer i kapillærerne I kredsløbet sker udvekslingen af næringsstoffer, ilt, salte og affaldsstoffer i kapillærerne. Kapillærerne er et netværk af små blodkar, der har forbindelse til cellerne i kroppen. Væggene i kapillærerne er et cellelag tykt og indeholder små porer, hvor væske med indholdsstoffer kan strømme igennem og selve kapillæret er 8 µm i diameter. Strømmen af væske ud og ind af kapillærerne skabes ved 2 modsatrettede tryk: det hydrostatiske tryk (blodtrykket), der presser væsken ud af kapillærerne til vævsvæsken, og det kolloidosmotiske tryk, som suger væsken ind i kapillærerne. Væsken presses i den retning, hvor trykket er lavest. Kolloidosmotisk tryk Det kolloidosmotiske tryk opstår pga. plasmaproteinerne i blodet. Plasmaproteinerne er for store til at trænge igennem kapillærvæggen og holdes tilbage i blodbanen. Da der ingen plasmaproteiner er i vævsvæsken, vil væsken herfra strømme ind i kapillærerne. Plasmaproteinerne virker ligesom en svamp, der suger væske til sig. At væske strømmer gennem en membran til det område, hvor stofkoncentrationen er højest, kaldes osmose. Plasmaproteiner kaldes kolloider, derved opstår navnet kolloidosmotisk tryk. Der findes flere forskellige plasmaproteiner, som har forskellige funktioner. Albumin, som udgør 50 % af plasmaproteinerne, har størst betydning for det kolloidosmotiske tryk. Ødemer Ødemer opstår, når vævsvæske ophobes mellem cellerne og ikke kan bortledes ved normel regulering. Er der ubalance mellem de to tryk i kapillærene, kan væskebalancen forrykkes. Det kan ske, når mængden af plasmaproteiner falder. Nedsat mængde af plasmaproteiner kan forekomme ved for lidt tilførsel af proteiner gennem kosten eller ved leverlidelser, hvor proteindannelsen i leveren nedsættes. Forhøjet blodtryk kan også være årsag til, at der opstår ødemer. Forhøjet blodtryk opstår ofte ved åreforkalkning. Der kan være flere andre årsager til ødemdannelse. Transport over cellemembranen Alle celler er omgivet af en cellemembran, som afgrænser cellen til omgivelserne. Cellemembranen kontrollerer optagelse og udskillelse af stoffer til og fra cellen. Den er semipermeabel 6
Korridoren>C>Kost>Transport i kroppen (halvgennemtrængelig), hvilket betyder, at nogle stoffer kan passere uhindret, hvor andre passerer ved forskellige transportformer. Cellemembranen er opbygget af et dobbeltlag fedtmolekyler bestående af fosforlipider. Fosforlipidet består af glycerol, hvortil en fosfatgruppe og to fedtsyremolekyler er bundet. Fosforlipider har en hydrofob (vandskyende ende) og en hydrofil (vandopløselig ende). Fedtsyrerne udgør den hydrofobe del og vender enderne ind mod hinanden i dobbeltlaget. Fosfatgrupperne udgør den hydrofile del og vender mod henholdsvis cytoplasma og intercellulærvæsken. Opbygningen er afgørende for, hvorledes stoffer transporteres ind og ud af cellen. Cellemembranens opbygning Det er let for fedtstoffer, kuldioxid (CO 2 ) og ilt (O 2 ) at trænge gennem membranen, hvorimod gennemtrængeligheden for ioner og store vandopløselige molekyler er vanskelig. De skal hjælpes igennem. I membranen er indlejret proteinmolekyler. Nogle af disse danner porer eller er transportproteiner, som regulerer transporten af ioner og vandopløselige molekyler gennem cellemembranen. Nogle udgør receptorer for hormoner og andre kemiske stoffer. Nogle er vævstypeantigener, som har betydning for immunsystemets genkendelse af kroppens egne celler. 7
Korridoren>C>Kost>Transport i kroppen Diffusion Diffusion er transport af molekyler fra et område med en høj koncentration af stoffer til et område med en lav koncentration. Diffusion er passiv. Det vil sige, at den ikke er energikrævende. Hvis der er en koncentrationsforskel, hvilket vil sige, at mange molekyler befinder sig på et sted og få på et andet sted, vil molekylerne spredes, så koncentrationsforskellen udlignes. Molekyler, som krydser cellemembranen ved diffusion, er fedtstoffer, kuldioxid (CO 2 ) og ilt (O 2 ). De kan trænge gennem membranen uden hindring. Alle molekyler har en egenbevægelse, som er afhængig af temperaturen. Jo højere temperatur, des hurtigere bevægelse. Osmose Osmose er en passiv transport af vand gennem en semipermeabel membran. I og uden for cellen findes stoffer opløst i væske. Nogle af stofferne, fx glukose eller natriumioner (Na + ) kan ikke trænge direkte gennem cellemembranen. Hvis stofkoncentrationen er forskellig på den ene side af cellemembranen i forhold til den anden, kan den derfor ikke udlignes ved diffusion. Vand trænger gennem membranen uden hindring, derfor vil vandet diffundere gennem membranen til det område, hvor stofkoncentrationen er højest. Osmose har stor betydning for vandtransporten gennem cellemembraner og dermed væskereguleringen i kroppen. Faciliteret transport En del molekyler kan ikke transporteres gennem cellemembranen ved simpel diffusion. Eksempler er glukose og aminosyrer. De transporteres ved faciliteret transport, der sker ved hjælp af transportproteiner i cellemembranen. Transporten er passiv og foregår kun fra en højere koncentration mod en lav. Ved faciliteret transport bindes molekylet, fx glukose til et transportprotein og frigives inde i cellen. Transportproteinerne virker ligesom små svingdøre, der åbner for passage af bestemte stoffer. Aktiv transport Aktiv transport sker, når stoffer skal transporteres fra et sted med lav koncentration til et sted med høj koncentration. Det sker ikke af sig selv og kræver derfor energi i form af ATP. Ioner som kalium 8
Korridoren>C>Kost>Transport i kroppen (K + ), natrium (Na + ), calcium (Ca ++ ) og hydrogen (H + ) er stoffer, der transporteres ved aktiv transport. Natrium-kalium-pumpen er et eksempel på, hvordan aktiv transport foregår. Endocytose Endocytose er transport af stofferne ind i cellen. Stoffer, der er for store til at blive transporteret på anden måde, bindes til en receptor i membranens overflade. Dette medfører, at der dannes en indbugtning af cellemembranen ind i cellen. Cellemembranen vil omkapsle stoffet og danne en vesikel, en lille blære. Vesiklen vil transportere stoffet hen, hvor det skal bruges i cellen. Kolesterol er et eksempel på et stof, der optages ved endocytose. Exocytose Exocytose er transport af stoffer, der skal transporteres ud af cellen. Stoffer dannet i cellen, fx enzymer eller hormoner transporteres til cellemembranen i vesikler. Vesiklen smelter sammen med cellemembranen, og stoffet frigives på cellens yderside. 9
Korridoren>C>Kost>Medicin Medicin Vægtprocent og volumenprocent Mange af de medicinprodukter, der anvendes på hospitalet, er sammensat af flere forskellige stoffer. Når de anvendes i dagligdagen på hospitalet, er det nødvendigt at kende stofkoncentrationerne. Det står almindeligvis på præparaterne, men du skal kende til, hvad koncentrationsangivelserne betyder. Der findes 3 forskellige måder at beskrive stofkoncentrationer på, og der anvendes følgende forkortelser: w = weight (engelsk for vægt) v = volumen Vægtprocent (w/w %) Vægtprocent beskriver, hvor mange gram aktivt stof, der findes i 100 g af blandingen. Du kan beregne vægtprocenten for et bestemt stof i en blanding på denne måde: Vægtprocent % = vægten af stoffet/vægten af blandingen x 100%, dvs. at 1% = 1 g / 100 g Volumenprocent (v/v %) Volumenprocent beskriver, hvor mange milliliter aktivt stof der findes i 100 ml af blandingen. Du kan beregne volumenprocenten for et bestemt stof i en blanding på denne måde: Volumenprocent % = volumen af stoffet/volumen af blandingen x 100%, dvs. at 1% = 1 ml / 100 ml Vægt/volumenprocent (w/v %) Vægt/volumenprocent beskriver, hvor mange gram aktivt stof der findes i 100 ml af blandingen. Du kan beregne volumenprocenten for et bestemt stof i en blanding på denne måde: Vægt/volumenprocent % = vægten af stoffet/volumen af blandingen x 100%, dvs. at 1% = 1 g / 100 ml 10
Korridoren>C>Kost>Medicin Ofte regnes der i vægtenheden milligram, og det ser således ud: 1% = 1 g / 100 ml = 1000 mg / 100 ml = 10 mg / ml Vækst og forandringer I din hverdag som sosu-assistent er der mange sammenhænge, hvor forskellige ændringer er beskrevet ved hjælp af vækst. For at kunne beskrive disse ændringer må du bruge matematik. Det handler om det, der hedder funktioner. Med funktioner kan man hurtigt og visuelt vise sammenhænge mellem forskellige tal og deres indbyrdes vækstforhold i et koordinatsystem. Der findes 2 typer vækst, lineær og eksponentiel. Lineær vækst Man kan tale om lineær vækst, der har den egenskab, at væksten er konstant voksende. I et koordinatsystem på mm-papir vil den lineære vækst fremtræde som en ret linje. Eksempel: Medarbejderstaben på en afdeling øges med 2 medarbejdere hvert år. Eksponentiel vækst Herudover taler man om eksponentiel vækst, der har den egenskab, at den procentvise stigning er konstant. I et koordinatsystem på mm-papir vil den ekspotentielle vækst fremtræde som en krum linje. Ekspotentiel vækst kaldes også logaritmisk vækst. Eksempel: bakterievækst, hvor væksten er en fordobling, altså 100% pr. tyvende minut. Andre eksempler på eksponentiel eller logaritmisk vækst er medicins halveringstid og ph-begrebet. Desuden bruges det i forbindelse med statistik, hvor man fx prøver at forudsige, hvordan antallet af sygdomstilfælde af forskellige sygdomme vil udvikle sig fremover. 11
Korridoren>C>Kost>Medicin Ved lineær vækst er væksten konstant, og derfor er linjen en ret linje. Ved eksponentiel vækst er den procentvise vækst konstant, og derfor krummer linjen. Grafen for en eksponentiel vækst kan være vanskelig at afbilde på mm-papir, da tallet hurtigt bliver meget stort. Dette kan man løse ved at tegne på enkelt logaritmisk papir, der er kendetegnet ved, at der bliver kortere og kortere afstande imellem tallene på den lodrette akse. Mol Mol er en mængdebetegnelse for kemiske stoffer. 1 mol er 6,022 10 23 atomer af det kemiske stof. Denne mængde atomer er valgt ud fra vægten på en proton eller neutron, da for eksempel 6,022 10 23 protoner vejer netop 1 g. Det samme gælder for neutroner. Hvis en opløsning har koncentrationen 1 mol, er der opløst nøjagtigt 1 mol stof pr. liter opløsning. 12
Korridoren>C>Kost>Medicin Normalt er molvægt en tabelværdi, man slår op, men det kan det også beregnes ud fra atombeskrivelserne i det periodiske system. Atommassen angiver den samlede vægt for atomets protoner og neutroner. Dvs. at Na har atommassen 22,99, og Cl har atommassen 35,453. Et stofs molmasse er summen af grundstoffernes atommasser, dvs. at NaCl's molmasse er (22,99 + 35,453 =) 58,44 m/mol. Da et stofs molmasse defineres som det antal gram, et mol af stoffet vejer, betyder det, at man skal opløse 58,44 g. NaCl i 1 liter vand for at få en koncentration på 1 mol/l. Mol i hverdagen Du kan møde enheden mol som en koncentrationsenhed i forbindelse med medicingivning, her ofte som millimol eller mmol, altså tusindedel mol. Du møder også enheden mol i forbindelse med blodprøver, fx måling af blodglukose, der skal ligge i intervallet mellem 4-8 mmol/l. Der regnes med mol på følgende måde. Molmasse = gram/mol Antal mol = stoffets vægt i gram/ molmasse i (gram/mol) Molær koncentration = antal mol målt i mol/rumfang målt i liter. 13
Korridoren>C>Krop>Nervesystemet Nervesystemet Nervecellens opbygning og funktion Nervecellerne, der også kaldes neuroner, er specialiseret til at kunne modtage og sende impulser fra et sted i kroppen til et andet. Nervecellens sprog er elektriske signaler, som dannes over cellemembranen ved hjælp af natriumkaliumpumpen. Signalet afsendes fra aksonet, der er nervecellens transmitterende enhed, som skal sørge for, at nerveimpulserne når frem til aksonets endeknop uden tab af størrelsen i den elektriske impuls. Dendritten er nervecellens modtagerområde, der modtager og bearbejder informationerne fra andre nerveceller. Synapser Stedet, hvor to nerveceller møder hinanden, kaldes en synapse. Imellem cellerne dannes en lille kløft kaldet en synapsespalte. En synapse kan findes mellem en endeknop og en dendrit, men ses også nogle steder mellem endeknop og cellekrop. I hjernen vil nervecellen gennem dendritter være i forbindelse med op til 10.000 andre nerveceller. Gliaceller ved aksoner Omkring de lange udløbere, aksonerne, ligger specielle støtteceller, der også kaldes gliaceller. Nogle af gliacellerne, de Schwannske celler, danner et beskyttende lag, der benævnes myelinskeder. Myelinskederne, der består af fedt, giver nervecellerne det hvide udseende. Myelinskedens opgave er at holde neuronerne adskilt, så der ikke sker en kortslutning, samt øge impulshastigheden i nerverne. Myelinskeden afgrænses med 1-2 mm mellemrum af uisolerede områder. Disse uisolerende områder benævnes Ranvierske indsnøringer. 14
Korridoren>C>Krop>Nervesystemet Nervecelle med Schwanske celler og Ranvierske indsnøringer. Gliaceller i hjernen Andre gliaceller udgør hjernens støttevæv og adskilller grupper af nerveceller fra hinanden. Gliacellerne har også til opgave at fjerne døde eller tilskadekomne celler ved fagocytose og er med til at danne blod-hjerne-barrieren, som forhindrer mikroorganismer og giftstoffer i at trænge fra hjernens kapillærer ud i vævsvæsken mellem nervecellerne. Natrium-kaliumpumpen I cellernes membran er der proteinstoffer, kaldet transportproteiner, som har til opgave at flytte ioner eller mindre molekyler ud og ind af cellen. Disse kanaler eller pumper, som transportproteinerne kaldes, kan åbnes og lukkes. I åben tilstand tillades ioner og molekyler at bevæge sig igennem cellemembranen. Pumperne navngives ofte efter, hvilke stoffer, der kan bevæge sig igennem, fx Na + -pumper, Ca + -pumper og K + -pumper. Natrium- og kaliumioner Natrium og kalium findes i kroppens væske som ioner, henholdsvis Na + og K +. Begge atomer har afleveret en elektron og er blevet positivt elektrisk ladet. Mængden af Na + i kroppen er i gennemsnit 138 mmol/l og mængden af K + er i gennemsnit 4 mmol/l. Natrium-kaliumpumpen har en meget stor betydning for vores liv. Den kan sammenlignes med et kraftværk, som skaber strøm til nerveforbindelserne i form af små elektriske impulser i nervebanerne, så fx hjertet slår og musklerne kontraherer sig. Natrium-kaliumpumpen er også med 15
Korridoren>C>Krop>Nervesystemet til at sørge for, at vi kan optage en lang række næringsstoffer, udskille affaldsstoffer fra nyrerne og opretholde cellernes væskebalance. Spændingsforskel Proteinstofferne i cellemembranen pumper hele tiden natriumioner ud af cellen og kaliumioner ind i cellen, så der bliver forskel på antallet af ioner inde i cellen og uden for cellen. Koncentrationsforskellen medfører, at der opstår en spændingsforskel hen over cellemembranen, og denne spændingsforskel skaber en elektrisk impuls/strøm over cellemembranen. Impulsledning En nervecelle kan modtage signaler fra op til 1.000 andre nerveceller. Nervesignalet er i første omgang en elektrisk impuls, som løber langs aksonet, nervecellemembranen, indtil det når aksonets endeknop. Endeknoppen ligger tæt op ad en anden nervecelles dendrit eller cellekrop, kun adskilt af en kløft, en synapsespalte. Synapsespalte Synapsespalten er 20-40 nm (nanometer), og denne afstand gør, at det er umuligt at overføre signalet via den elektriske impuls. Signalet ændres derfor til et kemisk signal. Et kemisk signal vil sige, at nogle stoffer, transmitterstoffer, flyttes fra afsendercellen gennem kløften og over til modtagercellen. Når signalet er overført til modtagercellen, omdannes det igen til en elektrisk impuls, som løber videre langs næste celles akson til endnu en kløft. Her omdannes det igen til et kemisk signal osv. Transmitterstofferne er produceret på forhånd og ligger oplagret i små blærer, vesikler, i aksonets endeknopper. Eksempler på transmitterstoffer er dopamin, acetylcholin og nordadrenalin, men der findes flere andre. Reaktionstid Ledningshastigheden varierer meget i forskellige neurontyper. Jo tykkere og mere myeliseret en neuron er, jo højere er ledningshastigheden, også kaldet reaktionstiden. Temperaturen påvirker også hastigheden, således at den bliver højere, jo højere temperaturen er. Ophold i iskoldt vand eller anden form for nedkøling kan være farligt, da neuronernes ledningshastighed nedsættes meget. 16
Korridoren>C>Krop>Nervesystemet Myelinskedernes betydning De neuroner, der styrer skeletmuskulaturen, er de største myeliniserede axoner mennesket har. De bringer informationer fra skeletmuskulaturen og ind til centralnervesystemet. Disse neuroners ledningshastighed er omkring 70 til 120 m pr. sekund. Det svarer til en hastighed på 250 til 430 km i timen. Umyeliniserede axoner har en hastighed ned til 0,5 m pr. sekund svarende til 1,8 km i timen. Da ledningshastigheden ikke er særlig energikrævende, er den ikke så afhængig af mængden af ilt og næringsstoffer. 17
Korridoren>C>Krop>Øret og øjet Øret og øjet Forandringer i øret Lyd rammer øret som trykbølger. Trykbølger laver en mekanisk påvirkning af de forskellige dele af det indre øre. Styrken af trykbølgen angives i måleenheden decibel (db). Arbejdstilsynet har opstillet nogle regler for, hvor kraftig lyd må være i vore omgivelser: Støjgrænsen: Ingen må udsættes for en støjbelastning over 85 db Unødig støj: Unødig støjbelastning skal undgås, også hvis støjbelastningen er under 85 db. I praksis vurderes støj som unødig, hvis den er generende og kan dæmpes med rimelige og almindeligt anerkendte foranstaltninger. Akustik: Arbejdsrum skal være indrettet, så støjen dæmpes. Akustikken skal være tilfredsstillende - det må ikke runge. Der findes præcise regler, således at støjkyndige kan vurdere, om et arbejdsrum er lovligt. Decibel-skalaen er opbygget logaritmisk, og den oversættes traditionelt som ovenstående billede af skalalen. Den er indrettet sådan, at lydstyrken fordobles hver gang, man går 6 db op ad skalaen. Afstanden til lydkilden har også betydning for, hvordan vi påvirkes af lyden. En fordobling af afstanden vil betyde et fald i lydstyrken på 6dB, altså en halvering. 18
Korridoren>C>Krop>Øret og øjet Forandringer i øret Når vi gennem mange år påvirkes af lydbølger, sker der en nedslidning af sansecellerne i sneglen i det indre øre, der skal opfange lyden og sende signaler videre til hjernen via hørenerven. Der kan være tale om almindelig nedslidning, så vi ikke længere kan høre lyde inden for det normale frekvensområde på 20-20.000 Hz. Måske er der brug for, at lydstyrken bliver større. Høreskade Det kan også være, at man gennem sit arbejde har været udsat for en lydpåvirkning i en bestemt frekvens, så man præcis er blevet døv over for denne frekvens. Man kan også have være udsat for meget høj lyd, fx fyrværkeri eller rockkoncerter med skader på øret til følge. Høreapparat Høreskaden kan ikke ændres, men med et høreapparat kan man genvinde meget af hørelsen. Høreapparatet forstærker lyde fra omgivelserne på vejen ind i øret. Det består af en mikrofon, der opfanger lydbølgerne og omdanner dem til elektriske signaler, der igen bliver omsat til forstærket lyd, der sendes ind i øret. Forandringer i øjet Mange mennesker bruger briller. Det kan fx skyldes, at deres øje aldrig har været dannet, så lyset gennem linsen har kunnet samles i ét punkt på nethinden (bygningsfejl). Det kan også skyldes, at linsen med alderen ikke længere er så smidig, at lyset kan afbøjes tilstrækkeligt til at samle det i den gule plet på nethinden (aldersforandringer). Resultatet er i begge tilfælde, at man har brug for hjælp af for eksempel briller. Når man er langsynet eller nærsynet, kan briller eller kontaktlinser hjælpe ved at ændre på lysets brydning. 19
Korridoren>C>Krop>Øret og øjet Langsynethed Hvis man er langsynet, samles lysets stråler i et brændpunkt (samlingspunkt) bag nethinden. Det er svært at se det, der er tæt på, hvorimod det ikke noget problem at se langt. En samlelinse (konveks linse) samler lysstrålerne, så de rammer nethinden. Nærsynethed Hvis man er nærsynet, samles lysets stråler i et brændpunkt før nethinden. Det er svært at se det, der er langt væk. En spredelinse (konkav linse) spreder lysstrålerne og forlænger afstanden fra linsen til brændpunktet, så lysstrålerne samles på netinden 20
Korridoren>C>Krop>Syre/Base Syre/Base ph-skalaen ph-skalaen er en måleskala fra 0-14, der bruges til at angive syrers og basers styrke. Syrer er kendetegnet ved, at de kan fraspalte H + -ioner, og baser er kendetegnet ved, at de kan fraspalte OH - -ioner. Styrken på syrer og baser afgøres af, hvor mange af disse ioner der findes som frie ioner i for eksempel en væske. Dette måles med en indikator. Den mest almindelige hedder lakmus, der giver en rød/blå farveindikation. I en væske er der altid både H-ioner og OH-ioner til stede. Hvis der er en overvægt af H-ioner, er stoffet surt, og hvis der er en overvægt af OH-ioner, er stoffet basisk. Hvis der er lige mange H-ioner og OH-ioner, er stoffet neutralt. Det er altså det indbyrdes mængdeforhold mellem H-ioner og OH-ioner, der gør et stof surt eller basisk. Syrer og baser En vandig opløsning af en syre har overskud af H + -ioner, mens en vandig opløsning af en base har overskud af OH - -ioner. Det indbyrdes forhold mellem ph-værdierne og mol-koncentrationen af H + - og OH - -ioner kan vises ved at se på figuren ovenfor. Eksempel på neutralisering af syrer og baser En syre med en ph på 6, som har en H + -koncentration på 1x10-6 mol, blandes med samme mængde base med ph på 8 med en H + -koncentration på 1x10-8 mol. Hvis 1x10-6 ganges med 1x10-8, fås 1x10-14. Divideret med 2 giver det en H + -koncentration svarende til 1x10-7 = ph 7. Lige mængder H + og OH - danner H 2 0 med en ph på 7. Læg mærke til, at resultatet altid er 1x10-14, hvis man ganger tallene, der står lige over for hinanden på skalaen, med hinanden. Det er derfor, lige stærke syrer og baser i samme mængde kan neutralisere hinanden. ph-skalaen er logaritmisk 21
Korridoren>C>Krop>Syre/Base ph-skalaen er logaritmisk. Det betyder, at hvis ph værdien falder fra ph 2 til ph 1, er H + koncentrationen blevet 10 gange større. H + -koncentrationen 10-1 (1/10) er 10 gange så stor som H + - koncentrationen 10-2 (1/100). Blodets syre/base Syre-basebalancen i kroppen De fleste kemiske reaktioner i vores krop foregår ved hjælp af enzymer. For at enzymerne kan fungere optimalt, kræver det, at der er en bestemt ph-værdi. Der skal altså være en passende balance mellem syrer og baser eller en konstant koncentration af frie hydrogen-ioner (H + ) pr. liter væske i kroppen. I blodet er ph-værdien 7,4. Den kan svinge i intervallet 6,8-7,8, men ph-værdier uden for dette interval hæmmer enzymernes arbejde, og vi risikerer at dø. Ved cellernes stofskifte dannes syrer og baser. De skal udskilles for at undgå, at ph ændrer sig for meget. Syrer og baser tilføres også gennem kosten. For at opretholde en konstant ph reguleres koncentrationen af hydrogen-ioner (H + ) ved buffersystemer. Kroppens buffersystemer Buffere fungerer ligesom en varmetermostat. Hvis H + -koncentrationen bliver for høj, sørger buffersystemerne for, at den sænkes og omvendt. Respirationen og nyrerne virker som buffersystemer, og blodet indeholder også en række buffersystemer. Nyrerne er den vigtigste regulator af ph i kroppen, men de er langsomme. Respirationen kan ændre ph i løbet af kort tid. Syrer Forskellige processer øger syreindholdet i kroppen. Den største produktion af syrer sker ud fra kuldioxid (CO 2 ), der dannes under cellernes respiration. Den transporteres til lungerne og udskilles. Mælkesyre dannes, når cellerne mangler ilt. Ketonstoffer dannes ved nedbrydning af fedtsyrer ved mangel på glukose i cellerne. Det sker, hvis fx en sukkersygepatient mangler insulin. Når svovlholdige aminosyrer nedbrydes, dannes der svovlsyre (H 2 SO 4 ). 22
Korridoren>C>Krop>Syre/Base Alle disse processer øger syreindholdet i kroppen. Overskydende mængder syre vil hovedsageligt blive udskilt gennem nyrerne. Baser Ammoniak (NH 3 ) er et eksempel på en base, der dannes, når aminosyrer nedbrydes. Den omdannes til urinsyre i leveren og udskilles gennem nyrerne. Blodet har et højt indhold af bicarbonat (HCO - 3 ), 21-26 mmol pr. liter. Bicarbonat er en base, som indgår i et af blodets buffersystemer og kan optage store mængder af H +. Acidose og baseose Forstyrrelser i syre-base-reguleringen kan give syreforgiftning, acidose eller baseforgiftning, baseose. Respiratorisk acidose/baseose kan opstå, hvis fx den normale respiration ændrer sig på grund af sygdom. Er syre-base-reguleringen ændret ved nedsat nyrefunktion, indtagelse af syre eller base eller forstyrrelser i stofskiftet, kaldes det metabolisk acidose/baseose. Respirationsprocesser i kroppen Regulering af ph i blodet Blodet indeholder en række buffere, hvoraf kulsyre/bicarbonat er den vigtigste, da den reguleres gennem respirationen. Respirationen ændres, når sanseceller registrerer et for lavt eller højt indhold af kuldioxid (CO 2 ) og H + i blodet. Bufferreguleringen af ph forgår ved en kemisk proces, som samlet kan beskrives ved følgende reaktionsproces: - CO 2 + H 2 O <-> H 2 CO 3 <-> HCO 3 + H + Kuldioxid + vand <-> kulsyre <-> bicarbonat + hydrogen-ioner Når processen går mod højre, fjernes kuldioxid, og der dannes hydrogen-ioner. Går processen mod venstre, sker det omvendte. Hvis der fjernes den samme mængde kuldioxid i lungerne, som der dannes ved cellerne, vil ph i blodet være stabil. Deri ligger bufferfunktionen. 23
Korridoren>C>Kost>Næringsstoffer Kost Næringsstoffer Kulhydraters kemiske struktur Kulhydrater Sammensatte kulhydrater som fx stivelse skal nedbrydes til monosakkarider i vores fordøjelsessystem, inden det kan optages i blodet. Alle kulhydrater skal omdannes til glukose for at være tilgængelige for cellerne. Glukosen er også det, der kaldes blodsukker. Her vises, hvordan polysakkariden stivelse bliver nedbrudt. Det sker i to omgange: Først bliver det lange stivelsesmolekyle nedbrudt af enzymet amylase til disakkariden maltose. Herefter står andre enzymer for nedbrydningen af maltose til to glukosemolekyler. Nedbrydningen kræver vand. 24