Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 6. oktober 2013 19.s.e. Trinitatis Markus 2,1-12 Salmer: 15-21-674 v. 1+2+3+7--754-731 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme:»søn, dine synder tilgives dig.«men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte:»hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem:»hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden«siger han til den lamme:»jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde:»aldrig har vi set noget lignende!«mark 2,1-12 God morgen. I dag, 19. søndag efter trinitatis, handler det om at være båret og elsket. Båret og elsket af dem, der elsker os og af Gud. Den røde tråd er, at fra døbefontens vand gennem hver eneste dag i livet til vi lægges i jorden, er vi båret og elsket af Gud uanset hvad. Og så rent praktisk vi står op, når vi synger og sidder, når vi lytter til bibelens ord. --- I fredags spurgte jeg mine konfirmander, hvad de ville sige til menigheden, hvis de stod her på prædikestolen og skulle prædike over den beretning, vi lige har hørt om den lamme mand og Jesus. De havde mange gode bud, og et af dem har jeg faktisk valgt at tage udgangspunkt i, for et par af pigerne havde siddet og overvejet det mærkelige i, 1
at Jesus først tilgav manden og først bagefter helbredte ham for hans lammelse, derfor spurgte de, om ikke man kunne tale om, hvad der er det vigtigste i livet: At være rask eller at være tilgivet, for sagde de, at være tilgivet er jo et tegn på, at man er holdt af og elsket. Så mit første spørgsmål til jer alle sammen er akkurat det samme, som jeg stillede de to piger og resten af konfirmanderne: Hvad synes du, er det vigtigste at være rask eller være tilgivet. Selvfølgelig ved jeg godt, at ingen af os ønsker at skulle leve resten af livet i en kørestol, og det er også let nok og helt omkostningsfrit, at sige, at være tilgivet og elsket er det vigtigste, når man er sund og rask og sagtens kan gå en tur rundt om Slotssøen, spille fodbold med børnebørnene eller bære sine unger på skuldrene. Når jeg alligevel spør, skyldes det ikke blot konfirmandernes kloge overvejelser, men også min egen fætter Kurt, der døde i foråret knapt 60 år gammel. Min fætter var en driftig landmand, der havde specialiseret sig i limousinekvæg, en race han som en af de første importerede fra Frankrig. Men pludselig i 1987 begyndte han at have problemer med balancen, som om det ene ben ikke ville lystre. Lægernes diagnose var nådesløs: Sklerose. Attak fulgte på attak, og snart var det ikke nok med en stok til støtte, kørestolen blev et livsnødvendigt redskab, i starten kunne han bruge hænderne, siden blev den elektrisk, og til sidst, da han var lammet fra halsen og ned, kunne han kun styre den med munden ved hjælp af en styremekanisme placeret ud for hans mund og læber. 20 år sad han i kørestol 20 helt utroligt aktive år, hvor han med families og medhjælperes støtte har været aktiv i både skleroseforening, menighedsråd, limousinekvægavlerforening og hver eneste gang familien kaldte. Selvmedlidenhed og klynkeri forfaldt han ikke til, tværtimod har han været til kvægavlskongresser både i Irland, Brasilien og Zimbabwe, og så længe det var muligt, kørte han sin daglige tur i kørestolen ud til marken eller i stalden for at se til de dyr, som han beholdt til sin død. Han var i ordets dybeste forstand en ildsjæl et livstykke, der mod alle odds kæmpede for at være med, selv om han bogstavelig talt skulle hjælpes og bæres og fires om bord. Hvad er det vigtigste; at være rask eller tilgivet og elsket? 2
Fra min fætter Kurt har jeg set og lært, hvad det betyder, at der er nogen, der er parat til at bære et menneske, For selv om Kurt glad og gerne stillede op til alle de medicinske og teknologiske eksperimenter, som lægerne kunne komme op med, for som han sagde det, selv om jeg ikke selv får glæde af det, kan det jo være, andre efter mig kan få hjælp. Så oplevede Kurt aldrig, at der kom en Jesus forbi og sagde de utrolige ord: Dine synder er tilgivet dig - tag din seng og gå. Alligevel, så tror jeg, at han levede i bevidstheden og visheden om, at være tilgivet og elsket af Gud og af sin kone og to børn og alle de mange, som var parat til at give en hånd med i en svær svær hverdag. Og nej, jeg vil ikke idyllisere det, det har ikke været nemt hverken for ham selv eller hans nærmeste, og jeg vil aldrig ønske for min værste fjende at skulle rammes af sådan en sygdom og skæbne. Alligevel kom Kurt til at stå for rigtig mange mennesker som et lysende forbillede for, hvordan livet kan rumme velsignelse på trods af en forbandet sygdom. Et forbillede for, hvordan et menneske kan vedblive med at give, selv om det ubønhørligt bliver frataget mer og mer. Et levende bevis på, hvad det betyder at være elsket og båret selv i den mest nådesløse og ubarmhjertige lidelse og sygdom. Derfor har jeg vovet at tage min fætter med på prædikestolen i dag for at minde mig selv og konfirmanderne og alle jer andre om, at når Jesus begynder med tilgivelsen, begynder med det usynlige, det uhåndgribelige, det som hverken kan måles eller vejes eller kontrolleres, så gør han det, fordi det er det vigtigste. Det er udtrykket for den kærlighed, Gud selv er drevet af og bundet til os mennesker med. Kan være, at livet er hårdt, kan være, at hverken læger, medicin eller forbønner kan få bugt med sygdommen. Sygdom findes. Ulykker sker, både i trafikken, på arbejdet og når vi bare leger. Ondskaben slår ned uden forklaring og uden mening. Vi ved det alle sammen. Livet går ikke op, livet er ikke retfærdigt, hverken når vi har det så godt, at vi knap tør tro, det er sandt, eller når vi rammes af det, som er og gør så ondt, at vi tvivler på, vi nogen sinde kan komme ud på den anden side. Livet er. 3
Livet er lagt i vore hænder, og det uanset om det føles som den største mest fantastiske gave eller den tungeste mest ubærlige byrde. Så ligger det der, livet, som noget du skal tage på dig og tage vare på, så godt du kan. Jakob Knudsen siger det ultraskarpt i salmen, vi skal synge efter prædikenen: Se nu stiger solen af havets skød. Jakob Knudsen, der selv kender til tungsindet, som om nattens mørke sniger sig ind og bemægtiger sig hans livsmod, han skriver denne fantastiske lys-hymne. I trods og på trods skriver han: Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død. Af bitter erfaring ved han, at synden og døden findes, et ulykkeligt ægteskab ender få år efter, at denne salme skrives, med skilsmisse, og han gifter sig til sognets store forargelse kort efter med en ung kvinde, han har haft som konfirmand. Så stor er forargelsen, at han må opgive sit præsteembede og flytte væk. Men salmens ord bli r stående: At mig dagen fryder, trods synd og død. For sådan er det, sådan er livet, synden og døden forsvinder ikke, uanset hvor meget du kæmper imod uanset hvor meget eller lidt du tror på Gud. Det er vilkåret, ikke blot for en tungsindig præst eller en skleroseramt landmand, men for os alle. Kan være du til tider synes, livet er både uretfærdigt og ubarmhjertigt. Så er der i dette møde mellem Jesus og manden på båren en sprække af håb et hul op til himlen et håb om, at det afgørende ikke er, hvad vi er og kan og gør og præsterer. Det afgørende er, at vi er båret. Det afgørende er, at vi er elsket. Da min fætter døde, havde han selv valgt de salmer, der skulle synges, og på det trykte salmeblad stod hans korte begrundelse for hver enkelt salme. En af dem var den, vi begyndte med i dag, Op al den ting, som Gud har gjort. En salme han bl.a. giver følgende ord med på vejen: 4
Der er mange ting, vi mennesker kan eller har kunnet, men når der i denne salme synges om, hvad Gud har gjort, så er der mange af vore gerninger igennem et helt liv, der får mindre værdi. For det afgørende er, hvad Gud har gjort, at vi er båret båret af Gud og hans kærlighed. Som Arthurs Gudmor for lidt siden bar Arthur til dåben, for at han dér skulle modtage tegnet på og løftet om Guds kærlighed og tilgivelse. Det afgørende er, at vi er båret og lagt i Guds hænder, ikke blot i livet, men helt ind i døden de hænder Jakob Knudsen slutter sin morgensalme med at udtrykke sin tillid til, tro på og håb om. Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Dén dag i Kapernaum, er der fire venner, der binder fire stykker tov i den lammes båre og firer ham ned gennem taget, ned til den tilgivelse og kærlighed, som Jesus gavmildt øser ud over ham, før han så meget som når at åbne munden og bede om noget som helst. Den tilgivelse og kærlighed, Jesus demonstrerer at have magt til at skænke, da han suverænt helbreder manden. For hvad Jesus gør, gør Gud. En dag skal fire venner sætte fire stykker tov i min kiste for at fire mig ned i hullet i jorden til mit sidste jordiske hvilested. Dén dag må de gøre det i tro på og tillid til, at også dér nede på bunden skal du og jeg møde ham, der gavmildt øser sin kærlighed og tilgivelse ud over os hvad enten vi var lamme eller raske. De må gøre det i tillid til, at også dér skal Guds nyskabende opstandelsesord en dag lyde, når Jesus siger: rejs dig. Til den dag kommer, må vi sammen med Jakob Knudsen synge, trodsigt og stærkt og håbsfyldt: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Amen. 5