Herrens komme - advent 2015 - Tekst Matt 25,1-13 En betragtning i Lørdagskirken. Advent betyder komme. I adventstiden forbereder vi os på Herrens komme. Vi tænker måske først og fremmest på Jesu fødsel, men teksterne fortæller også om Jesu genkomst. På en måde befinder vi os altid i en adventstid og forbereder os på Herrens komme, som brudepigerne, der vandrede ud for at møde brudgommen. I denne som i mange andre lignelser sammenlignes Herrens komme med den store bryllupsfest ligesom med kongesønnens bryllupsfest, hvor kongen har sendt sine tjenere ud på alle veje og stræder, ja helt derud, hvor vejene ender for at invitere dig og mig til den store bryllupsfest, til Guds rige. Jødisk bryllup Når en mand og en kvinde i jødisk tradition skulle giftes dengang, var alle inviteret med, bryllupssalen fyldtes af gæster, og man festede i flere dage. Men før brylluppet blev bruden anbragt i bærestol og båret i brude-procession gennem byen til brudgommens hjem. De mennesker, bryllupsoptoget kom forbi, hilste jublende på bruden. Selv rabbinere afbrød undervisningen for sammen med deres elever (disciple) at hilse bruden. Brudgommen gik sin brud i møde og førte hende og følget, som var familie, venner og brudesvendene, på "bryllupsrejsen" til hendes fremtidige hjem, hvor selve bryllupsceremonien fandt sted under en baldakin. Processionen plejede at begynde ved aftenstide, og man havde ofte fakler med. Der blev sunget og danset undervejs.
Bruden I lignelsen omtales bruden ikke. Det er underforstået, at bruden er selve menigheden, Jesu disciple. Det var også en afvigelse fra bryllupsfesten, at salen blev lukket. Man kan sige, at her sprænges lignelsens ramme. Det gjorde Jesus ofte, han gik ud over det sædvanlige. Salen var normalt åben, så gratulanter kunne komme og gå. Men Jesus omtaler ofte sig selv som brudgommen. Bryllupssalen er et billede på Himmeriget, Davidssønnens fredsrige, som beskrives af Esaias, hvor Gud siger: Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. (Es 11,9) Brudepigerne venter på optoget for at slutte sig til det og danse med ind til bryllupsfesten. Men det trækker ud, og alle ti falder i søvn. Dette bebrejdes dem ikke. Brudepigerne De kloge brudepiger havde olie nok, siges der, men alt hvad vi har, har vi fået af Gud. For som Johannes skrev i sit brev, elsker vi, fordi Han elskede os først (1 Joh 4,19). Det, de kloge brudepiger havde, havde de fået af Gud. De kloge var dem, der havde taget imod Guds kærlighed. De fik fyldt deres kander med olie, fordi de turde stå foran Gud med tomme hænder og tage imod, for uden den kærlighed kan vi intet udrette, som flammen ikke brænder uden olie. Vi kan ikke ved egen kraft uden Guds hjælp udrette noget. Thérèse af Lisieux En ung katolsk nonne, Thérèse af Lisieux levede i en tid, sidste halvdel af 18hundredetallet, hvor det ofte var sådan, at man målte sin fromhed, som mennesket skulle præstere af egen kraft. For at blive fri for denne målefromhed måtte Thérèse se sig selv som et lille barn foran Gud, kende sine begrænsninger og nære tillid til Guds barmhjertighed. Denne indsigt fandt hun ved at læse Bibelen. Jesus sagde: Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. (Matt 18,3). Hun sagde: Et eneste ord åbner min sjæl for uendelige horisonter. Fuldkommenheden bliver let, fordi jeg erkender, at det er nok, at vi erkender vores intet og kaster os som et lille barn i Guds arme.jeg glæder mig over, at jeg er så lille, fordi det er børnene og dem, der ligner dem, der er indbudt til det himmelske måltid. Hun troede på en barmhjertig og nådig Gud. Det betød ikke, at Thérèse undlod at gøre kærlighedens gerninger over for sin
næste, for hun ønskede at dele det, hun havde fået, men det betød, at hun ikke ville rose sig af dem over for Gud. Over for Gud står vi altid med tomme hænder. Hun havde jo fået alt af ham. Hvad vi har fået for intet, må vi give for intet. (Matt 10,8) Den lille vej Thérèse kalder sin åndelige lære den lille vej. Her siger hun det meget kort: Mennesket retter sit længselsfulde blik mod Gud og ser da sine begrænsninger og svagheder, men den elskende Gud forventer ikke dyden eller gerningerne. For Thérèse var det afgørende altid at være i Jesu nærhed og støtte sig til ham. Det var den kloge måde at forholde sig på. Men hvad så med de 5 tåbelige. Her må vi se på, hvorfor lignelsen blev fortalt. Og vigtigst: vi må huske, at det netop er en lignelse og ikke en faktuel beretning om, hvordan det er gået konkrete mennesker. En lignelse kan siges at være en eksempelfortælling. 2 væsensforskellige måder at forholde sig på Det er ikke fortalt for at udpege de tåbelige, men for at fortælle tilhørerne, at der er to væsensforskellige måder at forholde sig på, den kloge og den tåbelige. Det viser hen til den måde, vi kan forholde os på i kærlig venten og forberedelse i modsætning til en ligegyldig eller ukærlig venten. Den tåbelige måde er at lade være med at tage imod Guds kærlighed. Søren Kierkegaards billede Gud er kærlighed, al kærlighed stammer fra Gud. Det har Søren Kierkegaard et meget fint billede på. Det træk ved Søren Kierkegaard, som især fascinerer mig, er hans billeder. Et af billederne viser, at Gud er kilden til al kærlighed. Vi skal forestille os en sø med et vidunderligt friskt vand, vi kan øse af vandet og mærke, hvor godt er, men vi undrer os, for hvor er de kilder, som giver friskt vand til søen. Vi ser ingen, for kilden, som hele tiden fornyer vandet i søen, er skjult dybt nede. Et menneskes kærlighed er som sådan en sø, et stille vand i menneskets indre, men dette vand lever kun, fordi det henter friskt vand fra Jesu kildevæld, der er usynligt for øjet. Vor kærlighed ville tørre ud, hvis ikke vi til stadighed kunne hente kærlighed fra kærlighedens kildevæld. Hvis ikke Gud var kærlighed, siger Søren
Kierkegaard, da ville et menneskes kærlighed ikke eksistere. Den tåbelige måde at forholde sig på er at undlade at hente friskt vand fra Jesu kildevæld. Den time, vi ikke venter og ikke kender Pigerne ventede brudgommens komme, men han lod vente på sig. Hvad betyder det? At Jesus lader os vente på sig. Hvornår kommer han? Hvilken dag, hvilket år? Jesus siger: Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat ved egen magt. (ApG 1,7) - og: Våg derfor, for I ved ikke, hvilken dag Jeres Herre kommer. (Matt 24,42). Han taler om det pludselige, det uventede. At bevare Guds kærlighed Også i den første kirkes tid var der frygt for dommedag hos mange. Paulus trøster menigheden i Thessalonien. Han siger: "Lysets og dagens børn behøver ikke frygte den time, de ikke kender. (1. Thess 4,16-18 -5,2+4) Vi kan være rede og bevare Guds kærlighed i os bare ved at tage imod den og være med til at give den videre til andre, for det er det forunderlige med kærlighed, at der bliver mere af den, når den bliver delt ud. Når vi gør det, vil Han komme og gøre alting nyt. Da vil Ingen volde ondt eller ødelæggelse på hele Guds hellige bjerg.og da skal vort hjerte glæde sig, og ingen skal tage vor glæde fra os. Vor glæde kan være fuldkommen. (jf. Joh 16,22) Hævet over tid og rum Hvad er kort tid for Gud? Tusind år er som en dag for ham, og en dag som tusind år. Sådan siger Peter i sit brev (2 Peter 3,8). Gud er hævet over tid og rum. Men som brudepigerne må vi vente på Herrens komme, og leve et liv i tjeneste og kærlighed, da vil vi opdage, at hver dag er Herrens dag, at Jesus allerede er her i vort hjerte og midt iblandt os, og at han til stadighed fornyr os. I vor dåb lovede han, at han ville være med os alle dage indtil verdens ende. Jesus bruger et billede om det fællesskab, vi kan have med ham således, at han er træet og vi er grenene. Grenene kan kun leve ved at få sit liv fra træet.
Lad mig da slutte med en lille bøn, en bøn om at Jesus vil fylde os med kærlighed, så vores hjertes lamper fyldes med livgivende olie: Lad os være en frugtbar kvist på det vintræ, Du er, Herre Krist. Lad os i fællesskab med dig og andre i Guds kærlighed glade vandre til på din dag vi kommer hjem til dig i den ny Jerusalem. Du er Alfa - Omega, den første og sidste. Lad ikke os dit hellige nærvær miste, men lad os være i din kærlige hånd, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd Amen Følg mig gerne i et lille tankeeksperiment, en rejse, en meditation om Herrens komme: Du går i ørkenen, du føler dig kraftesløs, dine knæ er svage og dit hjerte er uroligt. (Es 35) Der er en trøstesløs dis over landskabet og i dit indre. Du længes efter kærlighedens frugtbarhed. Du føler, at du har ventet længe på denne kærlighed, en overjordisk kærlighed. Hvorfra skal du få styrke til at komme videre i dit liv? Men længere fremme ser du, at der er en lille oase med en sø. Du går derhen, bøjer dig ned og drikker af vandet, som smager friskt og skønt. Da ser du i vandet et spejlbillede af en, som står ved siden af dig. Han smiler mildt, du rejser dig op og føler, at du har fået friske kræfter af vandet. Du ser ind i det milde ansigt. Det er Jesus. Han smiler og siger: Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Fra mit indre skal der rinde strømme af levende vand.(jf. Joh 7,37) Du ser, at det hede sand er blevet til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. (Es 35,7) Du mærker, kærligheden, som strømmer fra Jesus og fylder dig. Alt omkring dig blomstrer og fyldes med glæde. Du mærker, at glæden kommer fra Jesus til dig. Bliv i hans glæde og kærlighed.
En englemeditation, som blev holdt på én Holistisk Sommerfestival. (Kan tilpasses og en anden stille musik kan bruges) Indledning En engel siger: "Jeg er englen Gabriel, som står for Guds åsyn. men det siges også at vore skytsengle står foran Guds ansigt, samtidig med at Gabriel og de smås engle er dér, hvor Gud sender dem. Hvordan kan de være begge steder? Svaret fandt jeg, engang jeg studerede et gyldent alter fra den jyske by Sahl. På det alter er der 6 medaljoner med engle og indskrifter. Indskriften på de to lyder: "Jeg gennemfarer verden, jeg står for Guds åsyn."; "Hvad under, da Gud er nærværende overalt." Fortælling om et billedtæppe Dante fortæller i sin Guddommelige Komedie om den rejse, han foretog i påsken år 1300. Dante befandt sig i vildfarelsens skov. Skoven er hans eget indre. Og i denne skov blev han jaget af noget ondt, der truede med at tage magten fra ham, noget mørkt, der var trængt ind i hans sind. Det var som glubske vilddyr, der ville fortære ham. Men himmelske kræfter havde besluttet at hjælpe ham ud af dette mørke. Han fik en hjælper og vejviser. Han vandrede gennem mørket mod lyset op ad et bjerg, hvor hans sind blev befriet for de onde følelser. Øverst på bjerget lå et jordisk paradis. Herfra fik han lov til at hæve sig gennem de 7 himle. Undervejs opad møder han mange engle, som hjælper ham opad. Da han kommer til det sted, man kalder krystalhimlen, ser han englekorene. Og i midten ser han Gud, der lyser med en blændende sølvhvid stråleglans, et syn så strålende, at det ikke kan beskrives. Han får lov til at bevæge sig forbi englekorene og til at nærme sig Gud. Her er der absolut ro, for Gud, der sætter alt i gang med sin kærlighed, er selv helt i ro. Foran Guds lys folder der sig en vidunderlig smuk himmelrose ud, Her er Marias himmeltrone. Og herfra får Dante lov til at træde frem for Gud selv. Da Dante stod overfor Guds ubegribelige lys, blev han grebet af Guds kærlighed..
Vi vil nu have en englemeditation, hvor jeg vil tage jer med på den rejse i englenes åndeligt univers, som Dantes rejse har inspireret mig til. Jeg vil afslutte med musik fra et Hildegard ensemble, kaldet vox angelica, englestemme. Hildegard var netop den, der havde hørt himlens smukke harmonier. Meditationen Luk øjnene, hvis det er rigtigt for dig. Sæt dig godt til rette, så du er rede til at lade dit sind føres opad mod Gud. Du er ved foden af et bjerg, hvor mørket råder, men længere oppe ser du lys. Du går opad. Lyset får større og større magt. Dine øjne vænner sig til, at lyset bliver klarere, efterhånden som du går opad. Det er et velsignet mildt lys. Du mærker, at det strømmer imod dig, som strømme af levende vand. Det kærtegner dig, det fylder dig, renser dig, giver dig nye kræfter, så du får mod til at fortsætte op ad bjerget. Overalt ser du engle, der viser dig opad. Ved bjergets top er der en vidunderlig have med blomster i alle farver. Haven er badet i lys. Du ser op. Det er som, om du oppe i himlen ser lysvæld bag ved lysvæld. Du mærker længslen efter dette lys, kærlighedens lys, Gud. En usynlig kraft bærer dig opad, som havde du vinger. Du mærker, at dine øjne får styrke til at se mere og mere af alle disse bølger af lys, der strømmer imod dig og rammer dig blidt som et kærtegn. Du kommer til stigen, der fører op til krystalhimlen, hvor alt er skinnende klart. Lyset skinner i krystallernes mange facetter i skønne blide mønstre. Og her er der store kredse af engle. Inderst lyser et sølvhvidt lys. Her er Gud. Du føres forbi englenes skarer og er foran Guds uudgrundelige Herlighed. Guds kærligheds lys, funklende livgivende ild, inderst skinnende med et lys, der er lysere end noget, du før har set. Her mærker du en kærlighedsstrøm, som strømmer fra Lysets kilde, Gud, til dig. Du lader dig fylde af kærlighedens lys. Hildegards musik ca. 10 minutter Dit indre dit hjertes gral er fyldt med lys og kærlighed, du kan nu vende tilbage til rummet vi sidder i og forberede dig på at være midt i verden med dit indre lys og kærlighed, som du kan dele ud af. Når du er parat til det, kan du åbne øjnene og mærke, at du er til stede i dette nu sammen med os andre..