Hvordan kan vindene mødes? Rapport forud for spiritualitetsdagen den 9. oktober 2006 Af Elizabeth Knox-Seith Danske Kirkers Råd og Areopagos har indbudt til en netværksdag om kristen spiritualitet, som afholdes den 9. oktober 2006 i Odense. Til dagen er inviteret et bredt udsnit af aktører, der i kirkelig sammenhæng arbejder med åndelig vejledning, retræte, tidebøn, pilgrimsvandring, natkirke, m.v. Godt 50 mennesker er med på invitationslisten, og endnu flere kunne have været inkluderet. Vi håber, at netværket fremover vil udvide sig, og dette er således ikke en invitation til en lukket kreds, men et forsøg på at starte en proces hen imod et bredere samarbejde om de behov, der er at finde indenfor feltet kristen spiritualitet i Danmark. Forud for dagen har vi valgt at foretage en spørge-runde blandt de inviterede, for at få et indtryk af de fokus-områder, de enkelte arbejder med, og for at afdække de behov, der eventuelt fremover kan være for en styrkelse af arbejdet. Formålet med spørge-runden var dels at få et indtryk af behovet for netværks-dannelse, dels at få en pejling af de behov, der kan være for at udvikle uddannelses-tilbud inden for området. Desuden ville vi gerne vide lidt om, hvordan de åndelige behov, som synes at blive mere tydelige i disse år, fornemmes, tolkes og mødes af aktørerne. I invitationen siges det at formålet med netværksdagen er at: 1. Skabe større synlighed omkring hvad kristen spiritualitet er, hvem der arbejder med det og hvordan 2. Klargøre hvilke huller, der ikke fyldes i øjeblikket 3. Bidrage til en mere holistisk forståelse af spiritualitet, teologi og kirkeliv. I undersøgelsen forud for den 9. oktober valgte vi at udforme en række spørgsmål, som indkredser disse forhold, og vi gennemførte undersøgelsen dels i kraft af længere interviews pr. telefon, dels via rundsendte spørgeskemaer, der senere i forløbet blev udsendt til alle, der endnu ikke på dette tidspunkt var nået personligt. Målet var at få fat i så mange som muligt af de indbudte forud for dagen pr. telefon, men i praksis viste det sig vanskeligt. Alt i alt lykkedes det at gennemføre 12 grundige, mundtlige interviews, og 1
siden modtog vi 11 skriftlige besvarelser. Analysen, der her følger, bygger således på i alt 23 besvarelser samt på indtryk fra en lang række andre, mere løse samtaler, jeg har haft med de indbudte og andre i miljøet. At gå over åen efter vand Besvarelserne er meget varierede, og rummer en lang række synspunkter og erfaringer, der tilsammen giver et godt billede af den situation, der gør sig gældende i forbindelse med arbejdet med den kristne spiritualitet. De, som har svaret, kommer fra et bredt felt af kirkesamfund, og repræsenterer en række arbejds-områder. Der er svar fra lægfolk, præster, såvel som ordensfolk, der på hver sin måde arbejder som aktører i henholdsvis den katolske kirke, den ortodokse kirke, folkekirken og missionsforbundet. Indenfor den folkekirkelige sammenhæng repræsenterer besvarelserne en lang række fløje - fra højkirkelige miljøer til det, man før i tiden ville betegne som aktivistiske venstrefløjsmiljøer. Alt i alt viser besvarelserne, at den traditionelle måde at forstå fløjdannelserne i folkekirken ikke rigtigt holder mere. Alle, som har svaret, uanset baggrund, er enige om, at det er vigtigt at søge tilbage til kilderne i den kristne tradition, og at en fornyelse i folkekirken vil komme via en besindelse på, hvad det er, der er bærende i den fælles kristne, spirituelle tradition. Alle, som arbejder i den folkekirkelige sammenhæng, giver udtryk for, at de i deres arbejde er inspireret af henholdsvis den katolske og ortodokse tradition (eller begge dele). Udover referencer til solide, ældre traditioner, som den benediktinske, ignatianske, karmelittiske og hesychastiske tradition, optræder referencer til moderne, åndelige forbilleder fra den katolske og ortodokse tradition ofte: Wilfred Stinnissen, Henry Nouwen, Thomas Merton, Gerard W. Hughes, Thomas Keating, Kalistos Ware, Anthony Bloom m.fl. En stor del af de adspurgte aktører har måttet hente inspiration ved uddannelser og træning i andre lande, og mange har opholdt sig på klostre eller andre, mere kontemplative steder i kortere eller længere perioder, ofte over en længere årrække i deres liv. Dette gælder alle, uanset kirkesamfund og mange har fundet deres næringssteder i bestemte klostre eller retrætesammenhænge, hvor de vender tilbage igen og igen. Når der refereres til steder, som anvendes som næringsteder her i landet, er det ofte retrætesteder og/eller klostre i den katolske tradition: Det nye kloster i Maribo, Sostrup Slot, Mariadøtrene, Stella Matutina, Magleås, m.v.. 2
Enkelte har uddannet sig på katolske uddannelses-steder for åndelige vejledere i henholdsvis USA og Canada. Dette gælder dels Sankt Joseph-søstrene, dels enkelte folkekirkelige sognepræster, der har været så motiverede for at få disse dyberegående uddannelser, at de har søgt om orlov for at kunne tage afsted. Andre har hentet deres inspiration og uddannelse i Tyskland og/eller England og ikke sjældent begge steder. Og for endnu fleres vedkommende gælder det, at de har opholdt sig på retræte- og uddannelsessteder i Norge og/eller Sverige f.eks. Modum Bad, Peterstiftelsen, Thomasgården, Berget, Vadstena Pilgrimscentrum, m.v. De sidstnævnte, skandinaviske steder, virker ofte i en primært luthersk, men dog økumenisk orienteret tradition, og dette synes at have inspireret mange. Flere taler om, at det er vigtigt, at sådanne steder også kommer til at findes i Danmark. Der udtrykkes ønske om, at der må findes større stiftsgårde og/eller retrætehuse, gerne flere steder i landet, hvor man kan komme og lade op, og måske endda indgå i det praktiske liv i perioder, f.eks. ved at bidrage med sin kapacitet som underviser eller vejleder. Enkelte mener, at det er vigtigt, at der på disse steder leves et dagligt liv i tidebøn, f.eks. i form af en fastboende kerne, der udgør en form for kommunitet på stedet. Langt de fleste, som i den folkelige sammenhæng arbejder med åndelig vejledning, retræteledelse, m.v., udtrykker ønske om, at kunne komme på kurser og retræteophold, som retter sig mod ligesindede, altså mod mennesker, der alle arbejder aktivt med åndelig vejledning, og som er kommet relativt langt på deres modningsvej. Der er behov for at møde det, som af flere kaldes store åndelige kapaciteter, som kan fungere som rollemodeller og vejledere for vejlederne. De fleste peger her på kapaciteter fra udlandet et navn som Martin Lönnebo nævnes f.eks. ofte og det er slående, at ingen oplever, at de kan hente noget af den kvalitet, de søger, i en dansk sammenhæng. Man må således gå over åen efter vand, i bogstaveligste forstand. Hvis ikke til det amerikanske kontinent eller til England, Tyskland eller Frankrig (for manges vedkommende f.eks. Taizé, som er en stor inspirationskilde)... så i det mindste til Norge eller Sverige. Spændingsfelter og dynamik i besvarelserne Der er i besvarelserne en række spændingsfelter, som det kan være vigtigt at forholde sig til i det fremtidige forsøg på at skabe netværk og styrke arbejdet. 3
I mødet med de søgende, som kommer til f.eks. åndelig vejledning, retræter, natkirke, pilgrimsvandringer, m.v., er der for det første forholdet mellem mission og individuel medvandring. Gør man sit arbejde, fordi man er drevet af et grundlæggende ønske om at missionere, altså bringe bevidstheden om Kristus ud til alverden eller møder man det enkelte menneske helt på dets egne præmisser, uden måske at tale om evangelium, kirketilhørsforhold, m.v., før den enkelte er klar til det? For de fleste er disse to ting ikke modsætninger, men noget, der indbyrdes forholder sig til hinanden i en fintfølende balance. Næsten alle er enige om, at det gælder om at tage den moderne søgen alvorligt, uanset hvad der ligger bag den. Kernen i arbejdet er at være med til at udfylde det tomrum og den længsel, som denne søgen udtrykker. Et andet spændingsfelt som for så vidt er parallelt til det første - er forholdet mellem traditionel kirketilknytning og det, man kunne kalde den fri spiritualitet, altså en spiritualitet, der virker mere på egne præmisser, og som primært udgør en fornyende funktion, f.eks. ved at forholde sig det såkaldt hele menneske, til krop, kreativitet, m.v. herunder ikke mindst dans og bevægelse som liturgiske udtryk. Mange, især fra folkekirkelig sammenhæng, mener, at tærsklen til kirken er lidt for høj, og at man må gøre noget for at møde og rumme mennesker i den flygtige, postmoderne tid. Ud af dette opstår en række fornyende former, som flere af de adspurgte har dybtgående erfaring med, f.eks. pilgrimsvandring, natkirke, meditative gudstjenester, bibliodrama, m.v. Andre og dette gælder især repræsentanter fra katolsk og ortodoks side mener, at man kan gå for langt, skabe for meget projektmageri og risikere at flyve rundt på lyserøde skyer i forsøgene på at møde de søgende, hvor de er. Det væsentlige er tilknytningen til kirkens egentlige, traditionelle liturgi, og det liv, der naturligt vokser ud af dette, i en modning, som varer hele livet igennem. Et tredje spændingsfelt er opfattelsen af, hvordan man udvikler sig til åndelig vejleder, sjælesørger. m.v. I den ene ende af spektret udtrykkes stærke ønsker om mere grundfæstede, kompetencegivende uddannelses-tilbud indenfor feltet, og i den anden ende af spektret fastholdes det, at det at være åndelig vejleder og/eller sjælesørger er en form for nådegave, som skænkes til den enkelte, og som kun vokser via helligåndens virke; igen bedst, hvis man har en stærk tilknytning til den kirkelige tradition, og som en hovedforudsætning selv er åndeligt praktiserende. At tro, at man efter få ugers uddannelse kan stille sig op og kalde sig åndelig vejleder, er en illusion, understreger flere, og noget, man skal passe på med. For de fleste er forholdet mellem uddannelse og personlig modning dog ikke en modsætning, men noget, det er vigtigt at være opmærksom på, så de to ting befrugter hinanden. De 4
mennesker, som gennem mange år har været åndeligt praktiserende, og som tydeligvis har modenhed til at virke som åndelige vejledere, m.v., må kunne finde næring i den livsproces, de gennemgår som mennesker, også via gode uddannelsestilbud. Et fjerde spændingsfelt er forholdet mellem ønsket om faste, strukturerede netværk og ønsket om mere løse, uformelle netværk. Blandt dem, som ønsker mere uformelle eller evt. slet ingen netværk, hører de, som mener, at den faste menighedstilknytning er vigtig. Blandt dem, som ønsker mere netværk, er de, som f.eks. føler, at de ikke altid finder næring nok i deres egen (måske stressende) menighedssammenhæng, og derfor har brug for bredere inspiration, gerne økumenisk set. Dette relaterer sig til et femte spændingsfelt, nemlig forholdet mellem menighedstilknytning og det at have behov for at søge næring andre steder, f.eks. på retrætesteder/klostre, m.v. Optimalt set burde den enkelte menighed være det sted, hvor mennesker kan hente åndelig opladning og inspiration, men i praksis er det ikke altid sådan. Mange af de adspurgte er, som sognemedhjælpere, præster, organister eller andet, dagligt aktive i at få deres menigheder til at fungere, men føler et stort behov for at hente næring ude fra. For flere er det at tage på årlige retræter eller pilgrimsvandringer, måske til et fast sted, man er knyttet til i udlandet, selve kilden til den inspiration, der behøves for at kunne arbejde i menigheden. Hvordan skabes en sund dynamik mellem det lokale arbejde, og det at kunne hente næring i andre, dybere kontekster? Er dette udtryk for en forarmet tilstand i menigheden, eller er det en nødvendighed, der må tages vare på? Eller er det et både/og? Et sjette område er forholdet mellem ens egen åndelige praksis og arbejdet som åndelig vejleder/retræteleder/inspirator, m.v. Ingen er uenige om, at den åndelige praksis er et meget afgørende udgangspunkt for at kunne fungere som f.eks. åndelig vejleder. Men for nogen har denne praksis en meget fast, disciplineret form, f.eks. i form af daglig, struktureret tidebøn, mens den for andre mere handler om at praktisere meditativ nærvær i nu et, i alt som er, inklusiv i de personlige relationer. Der er altså tale om forskellige yderligheder i forholdet til, hvad åndelig praksis er uden at disse poler igen behøver at udelukke hinanden. Man kan f.eks. sagtens praktisere disciplineret tidebøn og netop derfor lægge stor vægt på at være nærværende i alle livets relationer. Et syvende spændingsfelt er forholdet mellem teori og praksis. Især i den lutherske tradition har der været en tendens til at vægtlægge den akademiske, teologiske viden meget højt, og underprioritere den åndelige praksis. Dette er en skævvridning, der påpeges af flere, både indenfor og udenfor folkekirken. En del af den åndelige søgen i dag er netop udtryk for det tomrum, der er opstået som følge af, at 5
den åndelige praksis og erfaring er blevet udgrænset eller undertrykt, dels i samfundet som helhed, dels i den dominerende, folkekirkelige sammenhæng. Som følge heraf søger mange til andre kirkelige traditioner, hvor de oprindelige kilder til spirituel praksis er bevaret. Men, i denne søgen gælder det om at bevare ikke bare jordforbindelsen, men også evnen til teoretisk refleksion, mener flere. Der søges således en balance mellem de to poler praksis til teoretikerne og teori til praktikerne, for nu at udtrykke det lidt slagordsagtigt. Det sidste spændingsfelt, der må siges at være væsentligt, er forholdet mellem den spirituelle søgen og det sociale engagement. Flere nævner, at en spiritualitet, der ikke er knyttet til et socialt engagement og en diakonal ansvarlighed, er en spiritualitet uden ben og arme, så at sige. Udfordringen i det kommende arbejde er derfor at holde sig denne spænding for øje, så man kan være i verden med en sund spiritualitet, der skaber engagement i dagligdagen, og i den sociale virkelighed, der omgiver mennesker på et globalt plan. Forslag til videre arbejdsfelter: I undersøgelsen har der vist sig nogle tydelige felter, som der er interesse for at skabe samarbejde omkring: 1. Udvikling af uddannelse i dansk kontekst 2. Udvikling af fornyende liturgi og anden praksis 3. Gensidige supervisionsgrupper 4. Skabelsen af næringssteder retrætesteder m.v. 5. Forankring i menighederne 6. Besindelsen på, hvordan vi bruger de klassiske traditioner 7. Udviklingen af pædagogisk materiale indenfor spiritualitetsfeltet både til vejlederne og inspiratorerne selv, og/eller til et bredere publikum Netop i erkendelsen af, at så mange af nødvendighed har måttet bevæge sig til andre lande for at hente næring og inspiration, må det være en vigtig del af det kommende arbejde at udvikle kontakterne til de sammenhænge i Skandinavien og Europa, hvor der arbejdes i dybden med spiritualitet, åndelig vejledning, retræte, m.v. Spørgsmålet om, hvordan der udvikles et samarbejde på tværs af landegrænser, kan derfor være væsentlig at have med, når man tænker netværk. Der findes allerede forskellige interskandinaviske netværk mellem åndelige vejledere og sjælesørgere, og det kan være 6
vigtigt at knytte op til disse. Den faglige udvikling og fornyelse indenfor bredden af dette felt sker kun med åbne døre udadtil. 7