Ådalen Retrætecenter,

Transkript

1 Ådalen Retrætecenter, Foredrag v/ pilgrimspræst Elisabeth Lidell ÅND HAR KROP ÅND HAR KROP titlen er hentet fra en dejlig bog af dr. theol. Anna Marie Aagaard, min gamle lærer og økumeniske inspirator om sammenhængen mellem bøn og arbejde, kontemplation og aktion, det indre og ydre liv. Hvis man beder mig om et godt råd mod alle moderne kvaler, så vil jeg svare: Stilhed, stilhed, stilhed! (Søren Kierkegaard).I 1970 sad jeg som 19-årig stud.theol. i sit hummer i Århus og skrev en kronik til Kristeligt Dagblad om behovet for et retrætested i Danmark. Jeg fik end ikke et svar fra redaktionen, men i dag er tiden endelig moden her 40 år senere befinder vi os på Ådalen Retrætecenter og kan glæde os over, at der nu er flere retrætemuligheder i Danmark! Første gang, jeg deltog i en retræte var som 17-årig i Sverige (St. Davidsgården i Rättvik). Jeg var solgt, og har siden taget på retræte mindst én gang årligt både som retræteleder en lang sensommerretræte i Småland, senere på efteråret en retræte i Skovhuset. Jævnligt rejser jeg til Loyola Hall, England for at deltage i en 8-dages individually guided retreat og have daglige samtaler med min åndelige vejleder. For mig er det en måde at prioritere min tid med Gud på, at tage på ferie med Vorherre. Hvad er en retræte så? Når man i dagligdags tale hører navnet, tænker man måske på en retrætepost, at loppe den, hvile på laurbærrene og slappe af. Men i kirkelig sammenhæng har retræten sin oprindelse i Det ny Testamente, hvor vi kan se, at Jesus, når han stod foran vigtige afgørelser trak sig tilbage til de 40 dage i ørkenen, til Getsemane Have osv. Også disciplene var travle mennesker de havde ikke engang ro til at spise, læser vi et sted (Mark 6,31). Og efter en sådan periode med megen travlhed siger Jesus til dem (samme sted): Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt. Denne tekst bruges som retrætens urbillede: at være sammen med Kristus på et øde sted i ensomhed i hvile på Jesu opfordring og efter forbillede fra ham og hans disciple. En retræte er et helle midt i tidens travlhed, en timeout. Her kan man være heldig at erfare sandheden i Moder Theresas ord: Frugten af stilhed er bøn, frugten af bøn er tro, frugten af tro er kærlighed, frugten af kærlighed er tjeneste, frugten af tjeneste er fred. I retræten har vi mulighed for at finde ind i stilhedens kerne: Gud. Ja, stilheden er måske Guds modersmål? Jeg tager på retræte for at finde balance mellem det ydre og det indre liv, mellem bøn og handling. Ligesom vi trækker vejret ind og puster ud, og som vi om natten hviler og om dagen virker. Vi må prøve at holde tungen lige i munden og bevare ligevægten mellem de to poler. Sådan at bøn og liv knyttes sammen til en integreret helhed. Benediktinerordenens grundlægger, Benedikt af Nursia sagde det sådan: Ora et labora! Bed og arbejd! Der må være en balance mellem søndag og hverdag, hvile og arbejde, passivitet og aktivitet. Det er ikke, fordi det ene er finere end det andet, for så ender vi enten i et fromhedsreservat eller i en aktivitetsørken. Vi må m.a.o. både kunne

2 modtage og give. Ja, i Guds verden skal vi faktisk modtage, før vi kan give videre. Omvendt af virksomhedernes verden, hvor man skal yde, før man kan nyde! En dygtig musiker ved, at det er i pausen, at musikkerne opstår! Luther beskriver meditativ bøn som at tygge drøv med hjertet (ruminare). Han advarer mod ordforstoppelse, og ved retrætens daglige andagter bliver vi opbygget og ladet op. Vi får mulighed for at se mit liv i fugleperspektiv og gøre plads til taknemmelighed. Nu afdøde Gerhard Pedersen, tidl. rektor for Pastoralseminariet i Århus har udtrykt det på denne måde: I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår retræten som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro. Første gang jeg hørte om virksomhedsretræter var i Birgittasøstrenes kloster i Vadstena, Sverige. Via annonce SJ (den svenske pendant til Ud og se med DSB ) var der booket op hos søstrene i lang tid fremover. Mange spørger måske: Hvad kan vi få ud af det? Vi må ligesom retfærdiggøre det, før vi kan tillade os at springe ud i noget så grænseoverskridende at bevæge os fra venstre hjernehalvdel til højre. Har du nogensinde haft lyst til at tage i sommerhus og sidde alene nogle dage, men aldrig gjort det? Her skal du væk fra mobil og computer og være off-line, i stille fællesskab sammen med andre. Den enkle ramme frigør tanker og overvejelser, der ellers ofte kan gemmes og glemmes i hverdagens travlhed: hvor kommer jeg fra, hvor går jeg hen, hvad er meningen med mit liv, den korte stund, jeg har fået tildelt: Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, der, hvor det stod, ser man det ikke mere. (Sl 103, 15). En mand, der var overanstrengt og udbrændt, udtalte i en sjælesørgerisk samtale: Jeg har nok glemt at tage vare på min sjæl! Ja, mennesket er mere end en maskine. Grundtvig udtrykker det på den måde, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Så mange længes efter en mere personlig erfaring af Guds nærhed og efter at være i fællesskab med andre om det at tro. Også i samfundet som helhed bliver det mere og mere tydeligt, at mange mennesker søger efter en tro og en åndelig praksis. Spiritualitet er blevet et modeord, og det er efterhånden helt normalt at høre folk fra erhvervslivet udtale sig om Østens filosofier og religioner, om Dalai Lama og buddhisme, om Eckhart Tholle og mindfulness Men vi behøver ikke gå over åen efter vand! I den kristne kultur er gemt en kæmpeskat, som blot skal graves frem. Arvesølvet skal pudses, så det er til at bruge. Dette udfoldes i retræten, som tager udgangspunkt i centrale temaer i den kristne tro. En retræte er åben for alle: biskopper og blomsterbindere, direktører og dansere. At tage på retræte er at vælge at lukke af for hverdagens indtryk udefra. Men det er også at vælge at åbne sig for sin indre verden og for Gud. Vi lukker af for at kunne åbne os og tage imod noget andet. I stilheden, når meget af hverdagen er på afstand, kan vi blive mere modtagelige. Ofte fornemmer vi sanseindtrykkene stærkere. Vi bliver mere modtagelige for naturen omkring os, hører fuglene tydeligere, oplever solnedgangen mere intenst, mærker vejrets skiften mere hudløst og direkte. Og

3 vi oplever hinandens nærvær, selv uden at der veksles ord imellem os. Retræten foregår m.a.o. i stilhed, ligesom måltiderne indtages i tavshed til musik. Forskere har dokumenteret, at fem dage i stilhed har mærkbar virkning et år frem. I stilheden kommer vi til sans og samling. I stilheden hører, ser, lugter, smager, føler vi bedre. Vi bliver mere opmærksomme og lydhøre. Vi stopper os, mærker os selv, bliver nærværende og kan møde fremtiden frimodigt og med større afklaring om mål og prioriteringer. Når der er brug for retræter er det, fordi aktivitet uden fordybelse ender i tomgang. Puls uden pause ender i stress og jag. De, som ikke søger indad i stilheden og nedad mod dybden, kan heller ikke nå udad til det medmenneske, som har brug for os. Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves! (Sl 127,1)Vi ved det godt, men alligevel er det svært at huske i et travlt liv, hvor vi som blæksprutter farer rundt og gør gode gerninger. Hele tiden skal der produceres noget nyt, give videre af os selv, men i vores travlhed og iver er der fare for, at vi glemmer det væsentlige. Forudsætningen for at kunne give noget er jo, at vi har noget at øse af. Det kan være umådelig svært at få tid og ro til bøn og eftertanke. Det er selvfølgelig godt, at vi får udrettet en masse. Men hvis resultatet bliver, at vi dræner os selv for åndelige ressourcer, er der naturligvis ikke meget at hente for os selv eller andre mennesker for den sags skyld. For så bliver resultatet, at vi føler os udtørrede i sjælen. Sådan som Sl 42, 2 så rammende udtrykker det: Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud! Vi bygmestre knokler derudaf, som om Guds Riges komme var totalt afhængig af vores indsats. Men der må ikke gå præstation i det. Vi må for Guds skyld og for vores egen skyld aldrig glemme, at det er Herren, der bygger huset. Fundamentet for vores arbejde skal være i orden. Det er alfa og omega at være i dialog med Gud. Hvad skal det hele ellers til for? Vi må give os selv lov til at folde troen ud! Evangeliet skal have ben at gå på. Vi skal nære vores egen trospraksis. Bibellæsning bør ikke bare være en from øvelse, men et livsvigtigt behov på samme måde som dette at spise ikke er en øvelse, men et livsvigtigt behov. Og ligesom det ikke bare gælder om at spise, men også om at fordøje det, vi har spist, så skal vi også give os tid til at fordøje Ordet. Vi kan ikke fordøje en lang bibeltekst på én gang, men vi kan måske prøve at leve en uges tid med et skriftsted, lade det klinge med i vort liv ved alle vore møder, i alt, hvad vi gør og oplever. Vi kan sige det på den måde, at hvis ikke vi har kontakt med kilden, livets kilde, tørrer vi ud, og troen visner. Bøn må være ens egne, personlige ord, som man kan bede af hjertet og ikke en bedemølle, der skal lires af. Ægte bøn må være levende samtale med Gud. Men bøn kræver tid og ro. Derfor er det vigtigt at have et fast ritual, en fast praksis i sin daglige rytme. Det er sundt, at vi tager os tid til at blive alene med os selv, holder en pause i hverdagen, lukker døren og falder til ro i vores stue på et tidspunkt, hvor der ikke er andet, vi skal gøre. Bare sidde for Guds åsyn. Måske kan vi droppe ½ time af vores tid foran TV og i stedet bruge tiden til bøn? Eller måske skal vi prøve åndelig læsning af Bibelen, det lyttende hjertes bøn, lectio divina : Lære nogle skriftsteder udenad, dit konfirmationsord f.eks., lægge det i hjertet og grunde over det i

4 ugens løb. Så har vi en åndelig ressource-bank, et lille bibliotek ved indgangen til vores indre andagtsrum, hjertet. Måske kan vi skrive det ned på et stykke papir og lægge det i lommen. Vi skal bare huske, at bønnen ikke må blive erstatning for at handle. Hvis vi i stedet for at hjælpe mennesker nøjes med fromme ord om, at Gud nok vil hjælpe, ja, så ødelægger vi bønnen. Bønnen foregår på vej fra lønkammeret ud i hverdagen, hvor vi skal kæmpe mod det, som vi beder om at blive befriet for og hjælpe de mennesker, som vi har bedt Gud om at hjælpe. Hvis ikke bøn og handling følges ad, bliver bønnen bare til tomme fraser. Ægte bøn derimod skal give os mod til at handle. I Danmark har vi udover Ådalen retrætecenter - bl.a. Skovhuset (Sdr. Vissing), Sostrup Slot (Gjerrild), Løgumkloster Refugium, Helligkors Kloster (Ringkøbing), Stella Matutina (Kokkedal), Smidstrup Strand (Gilleleje) og Maribo Kloster. Yderligere information kan hentes på: Et par dage med bøn og stilhed er grænseoverskridende. Og hvis man bare MÅ tale med et andet menneske, står retrætelederen til rådighed for personligt skriftemål. Retræten er bygget op over et tema, f.eks. Fadervor, den kristne dåb, de kirkelige højtider. Alle bør være velkomne: troende og tvivlende, unge og gamle, katolikker og lutheranere. På pilgrimsvandringer har vi indlagt 2 x én times vandring i stilhed. Det er en vandrende retræte, en slags klosterliv til fods. I er velkomne med, f.eks. på Hærvejen i august måned eller en enkelt dag ud fra Ådalen: lørdag den Se evt. mere på Meditation Den russisk-ortodokse præst, Anthony Bloom fortæller i sin bog En vej til bøn, at han som ung præst blev kontaktet af en gammel dame. Hun havde bedt hele sit liv, fortalte hun, men nu kunne hun ikke mere. Det var, som om bønnerne kun nåede til loftet i stuen. Præsten rådede hende så til hver morgen efter morgenmad at sætte sig i sin gyngestol og strikke et kvarter for Guds åsyn. Samtidig forbyder han hende at sige ét bønnens ord. Den gamle dame går hjem og prøver at følge rådet. Og hun oplever, hvilken fred det er at sidde dér i sin gyngestol og strikke for Guds åsyn. Hendes sind falder til ro, og det går op for hende, at netop i stilheden fornemmer hun Guds nærvær. Hun oplever en meditation i stilhed. Måske kan vi tage ved lære af denne fine, lille historie og give os tid til at strikke for Guds åsyn, at bede uden ord. Siden middelalderen har man kaldt denne form for bøn: meditation. Ordet er opstået i de kristne klostre i middelalderen. "Meditation" er et ord, som er opstået indenfor den kristne tradition. Det kommer fra det latinske verbum: meditare: at øve sig. Det er en beskrivelse af en måde at bede på, som består i at søge ind i det bibelske budskabs centrum og.. grunde på hans lov dag og nat (Sl 1,2). Meditation er altså en dyb betragtning, overvejelse, eftertanke, dvs. indøvelse i den kristne trospraksis. Luther beskriver meditativ bøn meget malende: ruminare: at tygge drøv med hjertet! Åndelig vejledning - Den moderne Nikodemus-tænkning, hvor mennesker kan være på tomandshånd med præsten synes at være en ny trend. Mange mennesker længes efter autentisk

5 vejledning i relationen til Gud samt i egen bønspraksis. Inden for en dansk kirkelig horisont er åndelig vejledning mindre kendt, men den har lige som sjælesorg (cura animarum) oprindelse i den ældste kirke og er derfor gennem en lang tradition integreret i kirkens praksis verden over. Kirkens svar på den stigende åndelige interesse kan bl.a. være åndelig vejledning samt den praksis af fordybelse i form af bøn, meditation og bibellæsning, som er knyttet hertil. Åndelig vejledning opstår, når et menneske søger Åndens vejledning gennem et andet menneske. Bønstraditionen går helt tilbage til kristendommens begyndelse og blev holdt særlig levende i klostrene gennem åndelig vejledning. I sig selv er kristen spiritualitet økumenisk og sprænger kirkegrænserne. I England kaldes en åndelig vejleder: spiritual director eller spiritual companion. Dets latinske oprindelse betegner én, der spiser brød med! - et smukt udtryk, der leder tankerne hen på den vidunderlige Emmaus-beretning fra Luk 24, I USA kaldes den åndelige vejleder for spiritual guide eller spiritual counselor, mens hun eller han i Tyskland kaldes geistliche(r) Begleiter(in). Der findes flere metaforer for en åndelig vejleder: ven, hyrde, lærer, men for mig er den bedste betegnelse: en medvandrer på troens vej. Altså ikke en guru, der finder de vise sten, men en hjælper, der selv er på vej. Det store spørgsmål er, hvor vi finder åndelige vejledere med erfaringens tyngde, intuition og åndelig indsigt i tros- og bønsliv? Søren Kierkegaard siger et sted: At bede er at ånde. Derfor er spørgsmålet om, hvorfor vi beder, et dumt spørgsmål. Hvis ikke vi trækker vejret, dør vi. Ikke at bede medfører åndelig død. Alle har brug for en åndelig vejleder. Det vidste Martin Luther. Det ved Desmond Tutu. Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej. Vi har brug for at sætte ord på deres tro og længsel efter Gud. Udover samtale, sjælesorg og skriftemål er det naturligt at modtage åndelig vejledning, troshjælp til at opdage, hvor Gud er nærværende i ens liv. Man prøver at formulere sine ønsker til Gud. Det er ikke blot undervisning i den kristne tro. Det bygger på ignatiansk tradition som hjælp til selv a) at erkende, hvor Gud er til stede i ens liv, b) at svare på Guds kald, c) at bedømme, hvad der er Guds vilje i ens liv. - Emnerne kan være: familiens fællesskab om troen, skyldfølelse, hjertets ensomhed, længslen efter at komme Gud nærmere, hjælp til et dagligt ritual, at få prikket hul på blufærdigheden og få hjælp til at bede og sætte ord på det med troen Augustin skriver et sted: Guds længsel er det levende menneske. Længslen er altså det sted, hvor Gud og mennesker mødes. Åndelig vejledning handler således ikke om terapi, men om vores relation til Gud og at øve sig i en religiøs praksis. Man kunne kalde det troshjælp til indøvelse af kristen spiritualitet. Det der på godt gammeldags hedder fromhedsliv. D.v.s. fokus er på den enkeltes gudsforhold og bønspraksis. Rent praktisk kan samtalen indledes med at bede en bøn og tænde et lys som tegn på, at vi ikke er alene, jfr. Jesu ord: Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem (Matt 18,20). I fællesskab lyttes til Helligåndens tilstedeværelse i Bibelens tekster og i den enkeltes liv. Det er vigtigt, at den vejledte SELV finder frem til en afgørelse. Vejlederen skal ydmygt lytte til Guds dagsorden - ikke sin egen! Når vejlederen har lyttet sig ind til sagens kerne, læses en

6 bibeltekst eller et salmevers. En anden mulighed er at finde et billede frem, som kaster lys over den enkeltes problematik. Endelig aftales, hvad der skal mediteres over indtil næste møde, og der sluttes med en bøn og velsignelsen. Den åndelige vejledning består først og fremmest i at ledsage det andet menneske på bønnens og livets vej i overbevisningen om, at det er Kristus selv, der er vejen, hvorpå vi møder livet, og som selv skænker den sandhed, han mener, den enkelte er i stand til at modtage på nuværende tidspunkt. At få lov at slå følge med et andet menneske på vejen mod Gud er en stor gave. Til slut en opfordring fra Anselm af Canterbury ( ): Kom nu, lille mand, kom væk en stund fra dit arbejde, gem dig en smule fra dine forvirrede tanker. Kast dine tunge tjenstlige pligter af dig, og slap af fra din møjsommelige anspændelse. Giv dig selv lidt fri af hensyn til Gud. Og hvil lidt i ham. Gå ind i dit sinds kammer, og søg ham bag lukket dør. Sig nu af ganske hjertet til Gud: Jeg søger dit ansigt