Mon I frygter dem. Men Allah er mere værdig at frygte hvis I har Iman

Dawabæreren En dawabærere der arbejder for en fundamental ændring af ummahs og verdens realitet, har en mægtig opgave. At skulle være den som stræber mod en fuldstændig befrielse af denne mægtige ummah fra enhver uislamisk og fremmed dominans eller at være den som skal rense ud og bekæmpe de uislamiske koncepter, målestokke og opfattelser, som fordærver mange muslimer og ødelægger deres smag og tilbøjeligheder eller at være vogteren over muslimernes interesser og arbejde for at genvinde den føre position, som denne beærede ummah bør befinde sig i, at være den som skal lede denne ummah mod succes i livet og i det hinsides, eller at skulle arbejde for elevering af muslimerne og at bære det islamiske budskab og dermed overtage den opgave som profeter og sendebude var udvalgt til. Alt dette er mægtige opgaver som vi stræber for at kunne fuldføre, udelukkende fordi at Allah (swt) har pålagt os disse opgaver og det ansvar at skulle bevidne over hele menneskeheden. Disse opgaver er enorme og har omkostninger og konsekvenser og derfor kræver det af os at besidde mange kvaliteter, for at kunne fuldføre dem eller leve op til dem. Værdier som bl.a. mod, viljen til at ofre og en enorm beslutsomhed. Den mod som Hamzah eller Abdullah ben Rwaha besad. Den beslutsomhed som al-yaser og Bilal fremviste og den ofring som Abu Bakr og Umar (ra) var kendt for. Det er disse egenskaber og værdier som sikrede at sahabah kunne leve op til disse opgaver vi taler om. Disse egenskaber sikrede en konstant, ihærdig og seriøs indsats for at fuldføre disse opgaver og det var det der gjorde at Allah (swt) skænkede dem en sejr i livet og lovede dem beærelsen i det hinsides. ligeledes er det for os, vi kan kun opnå succes i livet og i det hinsides, hvis vi besidder disse værdier, som kan sikre engagement og indsats, der er konstante, uden forsømmelser og sløseri. Hvis vi kan bevæbne os med egenskaber og værdier som disse, så vil vi ikke lade os standse af noget som helst, ingen hindringer vil kunne knække os eller få os til at afvige fra disse opgaver. Uden mod er det ikke muligt at modsætte sig stormagter og nationer, med alle deres midler og udstyr, uden mod vil vi ikke turde risikere at miste legemer og endda liv eller tortur og fængsling for denne mægtige deen eller risikere folks kritik, hån og aggressioner. Uden mod er det heller ikke muligt at lede denne ummah, for ingen vil lade sig lede af kujoner. Uden viljen til at ofre sig selv og sin egendom for denne sag, så vil vi ikke overkomme de hindringer der i vejen for succesen og uden beslutsomhed så er der ingen garanti for at vi kan fortsætte dag efter dag, uge efter uge, år efter år, indtil sejren eller døden. Foruden disse egenskaber og værdier er vi dømt til fiasko i livet og i det hinsides, foruden disse egenskaber og værdier er vi dømt til nederlag og foruden disse egenskaber og værdier vil vi aldrig gennemføre opgaverne og gøre os fortjent til belønning på Dommedagen. Spørgsmålet er: Er det utopisk at forestille sig nogen med disse kvaliteter og værdier? Er disse værdier medfødt og dermed ikke noget man kan tilegne sig eller udvikle? var disse kvaliteter medfødt i Shahabah? (Umar s fra egoisme til ofringsvilje) (Bilal fra en ydmyg slave til en modig leder) (Sahaba fra barbar til eleverede budskabs-bærere til menneskeheden). Alle disse forandringer skyldtes den islamiske Aqeedah. Den Aqeedah som gennem tiderne har forvandlet individer og samfund. Den ændrede deres livsstil og smag, og formåede at elevere dem og ophæve dem fra degradering og elendighed. 1

Denne Aqeedah som har forvandlet slaver til ledere og herre. Denne Aqeedah som har forvandlet uciviliserede og barbariske stammer i den arabiske halvø til ideologer, der nedlagde romernes og persernes imperium. Denne Aqeedah som bragte Europas styrker på knæ foran de islamiske styrker, det er den Aqeedah som var årsagen til at korsridderne, tatarerne og mongolerne ikke formåede at knække muslimerne. Og det er denne Aqeedah som mobiliserer muslimerne i dag imod alverdens supermagter og deres allierede. Gennem historien har denne Aqeedah været en grundlæggende faktor bag formning af mænd og kvinder, hvis historie nærmest er myter. Mænd og kvinder med egenskaber og værdier uset og uhørt gennem historien i andre kulturer end den islamiske. Mænd og kvinder af den rette støbning. Mænd og kvinder hvis historier forekommer for mange som eventyre. Mænd og kvinder hvis ofringer for denne mægtige Deen er ubegribelig og hvis engagement, hengivenhed, beslutsomhed og mod overgår mange menneskers forestillinger. Mænd og kvinder som kun bliver stærkere når de møder modstand, når de stod ansigt til ansigt overfor kæmpe styrker og fjender så blev de kun modigere, når de blev forfulgt, udsultede og torturerede så blev deres Iman kun stærkere. Problemer i livet, som for mange er årsagen til sorg, fortabelse og selvmord, var for dem en ernæring som gjorde dem endnu mere robust og ihærdig. Mænd som sahabien Saad Bin Waqqas som beretter at de ofte drog i kamp sammen med profeten uden noget spiseligt end blade fra træer og nogle få dadler. Sult var ingen hindring, intet var en hindring for at opnå deres mål. Og A isha beretter at der kunne nemt gå op til to måneder ad gangen uden at de var istand til at lave mad i profetens hjem, og at dadler og vand var det eneste de måtte leve af. Abu Hurairah beretter at han engang gik ind til profeten (saw) og så ham i gang med at lave salah (bøn) siddende, så spurgte han om hvorfor og hvad han fejlede, så svarede profeten at det var pga. sult, så han kunne ikke holde sig oprejst. Så begyndte Abu Hurairah at græde, så siger profeten (saw) græd ikke ya Abu Hurairah for rædselerne på dommedagen vil ikke ramme dem som sulter og bevarer deres taqwa i livet. Således var sahabas og profetens kamp for at rodfæste og udsprede denne deen uberørt og ustandselig. Intet kunne forhindre dem i at fortsætte deres konstante stræben, de gik i døden med glæde for denne sag. De gennemgik diverse former for tyranni, smerter, fattigdom og sult, men de fortsatte med at bære kaldet videre, hverken folks gavmildhed eller trusler kunne formå at få dem på afveje fra dette. Ligesom sahabien Habib Bin Udai Hans svar på de dødstrusler han fik fra kuffar, beskriver muslimens beslutsomhed. Hans reaktion på truslen var kynisk. Han sagde: Jeg vil ikke bekymre mig, hvis I dræber mig som muslim, hvis bare jeg ved at min død er for Allah s sag. Sahabas trofasthed og deres evne til at holde fast var urokkeligt. Ligesom Zubair der blev torturerede af sin onkel da han blev muslim, men han blev kun stærkere af det. Hans onkel gik så langt at han rullede ham ind i et tæppe og satte ild til det, mens han beordrede ham til at frafalde islam. Aldrig råbte Zubair jeg vil aldrig gøre det. Dette er en beslutsomhed som skal efterleves ikke blot beundrers. Og hvad med muslimerne i Mekka de blev udsat for tre års sanktioner, de blev udsat for tortur og forfølgelse, de måtte lide rædsler i alle former og farver, men på trods af alt dette formåede de at 2

etablere en stat og erobre den arabiske halvø. For frygten af skaberen i deres hjerter, efterlod ikke plads til andre at frygte. De forstod verset hvori Allah (swt) siger: Mon I frygter dem. Men Allah er mere værdig at frygte hvis I har Iman De forstod sandelig at ingen skabninger er værd at frygte når man har Allah på sin side. For hvad er en begrænset og afhængige skabning i forhold til den Almægtige Allah (swt). hvad kan et begrænset menneske udsætte os for i forhold til Allah og hvad kan et begrænset menneske gøre for os i forhold til hvad Allah (swt) kan. Dette var klart for dem og det burde det være for os. Allah (swt) beskriver lovprisende deres mod når Han (swt) siger: De til hvem mennesker sagde: Se menneskene har samlet sig mod jer, frygt dem derfor. Men det øgede bare deres Iman og de sagde Allah er tilstrækkelig for os og en herlig beskytter Overfor problemer i livet er der dem der knækker, der er dem som reagerer med frustrationer, de græder, råber, skriger og tuder eller begår selvmord, og der er dem som vælger at flygte fra problemerne de forlader dem uløst eller giver afkald på deres standpunkter for at undgå konsekvenser, de konfliktsky de vælger at forblive passive for at undgå problemer. Også er der dem der er af den rette støbning, dem som bliver styrket af problemerne, de vokser med opgaverne, de vælger at kæmpe med panden oprejst, de vælger at løse problemerne og tage de nødvendige konsekvenser, de foretrækker en ærefuld død, fremfor for et liv med ydmygelse. det er denne type muslimer som denne mægtige Aqeedah har formået at forme og stadig formår at forme den dag i dag. Se blot på vores muslimske brødre, der udfordrer nutidens tyranner med verdens enorme militærstyrker, se hvad muslimerne i Palæstina formår at gøre overfor tanks og fly med midler som sten og simple håndvåben. Det er en Heltagtige indstilling der overgår fantasien, og viser hvilke egenskaber og kvaliteter som denne mægtige Aqeedah kan bevæbne mennesket med. Kvaliteter som mod, beslutsomhed, ofrings vilje, engagement og en styrke der overgår alle andre styrker. Hemmeligheden bag disse egenskaber ligger i forståelsen af denne Aqeedah. Det er den overbevisning om at det udelukkende er den Almægtige Allah (swt) som står bag skabelsen af mennesket, livet og universet. At Han (swt) ligeledes er Organisatoren af det, at Hans evige viden omfatter alt, selv det der gemmer sig i vores indre. Overbevisning om at vi alle vil vende tilbage til ham, for at blive udspurgt om vores handlinger, for derefter at blive belønnet eller straffet. Overbevisningen om helvede og paradis, at succesen udelukkende tilhører de gudfrygtige som Allah siger: 3

det kommende livs hjem giver vi til dem som ikke ønsker at være hævet på jorden og som ikke stifter ufred, og på den gode afslutning tilkommer udelukkende de retskaffene Det er overbevisningen om at vi er blevet skabt for at blive afprøvet som Allah (swt) siger: Det er ham som skabt livet for at afprøve jer, hvem er bedst i sine handlinger [Al-mulk 2] Det er overbevisningen om at rizq er fastlagt udelukkende af Allah (swt), at døden finder sted udelukkende pga. ajal, som er fastlagt af Allah (swt). Det er overbevisningen om at domme dagens rædsler og straf overgår alle livets fortrædeligheder: Synderen ville ønske, han kunne løskøbe sig fra denne dags straf med sine børn og sin hustru og sin bror og sin slægt som gav ham husly og alle dem der er på jorden, hvis bare han kunne redde sig. Men visselig nej det er en flamme af som drager huden fuldstændigt af [Al-ma aridj 11-16] Denne overbevisning gør at mennesket ser ned på enhver smerte og ethvert problem i livet som kan stå i vejen for succesen. Og når denne overbevisning er absolut, gør den muslimen til som en bjerg urokkelig i sin beslutsomhed. Hans mod vil ikke kunne sammenlignes, problemer vil forvandles til ernæring og prøvelserne vil anses som værende vejen til succes. Denne overbevisning forklare Al Yassers stillingtagen overfor den tortur de blev udsat for, og Sumajas vilje til at tage imod spydet gennem hjertet for Allahs sag. De ville ikke være dem som verset håner når den siger: Og blandt menneskene er der dem som påstår at have iman på Allah, men når de lider for Allahs sag, sætter de menneskers forfølgelse lig med Allahs straf [Al-a nkabut 11] Det er denne overbevisning som forklare Abu Qudammas historie om en modig og beslutsom mand som vælger at ofre alt for Allah (swt), og denne unge mands mor som var villig til at ofre endnu mere. Men inden jeg fortæller denne historie, så vil jeg ønske, at vi hver især sammenligner vores vilje til ofring, vores mod og vores beslutsomhed med de mennesker som er indblandet i denne historie, for kun disse egenskaber kan sikre, at vi opnår vores mål, hvilket er at lede ummah mod succes. Denne historie om den unge mand som ville i jihad med Abu Qudamah rummer værdier som vi muslimer og især dawa bærer, har stor behov for at bevæbne os med, for at kunne opnå succes i livet ligesåvel som dommedagen. Værdier som er vitale for muslimer som befinder sig i uislamiske samfund, hvor uislamiske tanker og målstokke trives, tanker som påvirker mange muslimer, og fordærver deres mentalitet og psyke. Selv dem iblandt os der prøver at beskytte sig selv og andre fra de uislamiske 4

tanker og målstokke, risikerer at blive påvirket uden at bemærke det. Hvad vi iagttager af sløseri eller forsømmelser i arbejdet mod den maksimale belønning på dommedagen, eller den ligegyldighed og manglende omsorg, mangel på visionære indstillinger og svingende indsats og engagement og andre problemer som psyken rammes af generelt, alt det her er resultaterne af de vestlige og uislamiske tanker og målstokke, der udspringer fra en falsk livsanskuelse og som derfor skal bekæmpes og rensnings processen mod disse skal derfor foregå i en konstant tempo. Og det gør man bl.a. ved at tage ved lære af historierne som denne. Historien begynder i en by ved navn Raqah, hvor Abu Qudamah befandt sig for at købe en kamel som skulle bære våbnene inden han skulle videre for at bekæmpe romerne. Abu Qudamah al-shami var en mand kendt for sin stor kærlighed for jihad. Den dag blev han opsøgt af en kvinde som havde hørt ham opfordre folk til jihad, hun var kommet for at støtte ham i hans sag og bidrage til jihad med hendes ejendom, men hun var en enlig mor, hvis mand blev dræbt i jihad og efterlod hende med en søn og en datter, så det eneste hun kunne bidrage med var hendes afklippede hår, som mam brugt den gang til produktion af våben. Efter at have givet ham hendes afklippede hår fortæller hun ham om hendes 15 årige søn, som havde lært Koran læsning, lige såvel som kampkunst, ridning og bueskydning. Hun fortæller om hans hengivenhed til Allah(swt), at han faster om dagen og laver natte-bønnen om natten. Og hun fortæller om hans iver efter at deltage i jihad, så hun beder Abu Qudamah om at tage hendes søn med, når han vender tilbage fra sin rejse. Hun beder Abu Qudamah om ikke at frarøve hende den belønning om at gøre hende den tjeneste at tage ham med i jihad, og hun fortæller ham at hendes søn skal være hendes gave til Allah (hendes eneste søn på 15 år), disse mennesker har forstået hadithen vores elskede sendebud siger: Ingen af jer har iman førend jeg bliver mere kære for ham end sin ejendom og familie og verset hvor i Allah(swt) siger: sig hvis jeres fædre og jeres brødre og jeres hustruer og jeres slægtninge og jeres ejendom som i har erhvervet jer og den handel hvis stagnation i frygter og de boliger som i elsker er mere kær for jer end Allah og Hans sendebud og kampen for hans sag så vent indtil Allah nedfælder sin straffen, og Allah retleder ikke de oprørske folk sura Al tuba:24 Da Abu Qudamah skulle afsted til kampen mod romerne nogle timer efter, hører han en mand kalde på ham fra afstand, så standser han for at se hvem det er, manden nærmer sig, i en fart står han af sin hest, løber mod Abu Qudamah, giver ham et knus og siger takket være Allah som har gjort det muligt for mig at følge med dig til jihad. Abu Qudamah fortæller at denne mand så for ung ud, så han spurgte ham om hans far. Han svarede at hans far var shahid og at han søger den samme status som sin far. Så spurgte Abu Qudamah om hans mor har accepteret det, for ellers så skulle han blive sammen med hende og tage sig af hende, så fortæller den unge mand Abu Qudamah at han er søn til den kvinde som havde givet sit hår, og han beder Abu Qudamah ikke fratage ham muligheden for at blive shahid som sin far. Han siger til Abu Qudamah lad ikke min unge alder snyde dig, jeg har lært kampkunst som ingen andre og at han fortæller at han er hafid i quranen og har dyb kendskab i sunnah. Han fortsætter med at sige: Min mor har sendt mig afsted og hun beordrede mig, ikke at flygte, når jeg møder mushrikeen i kampen, samt at jeg skal opsøge en status som min fars og andre shuhada. Han fortæller endvidere at hans mor vendte blikket mod himlen og sagde O min Herre, det her er min elskede søn og min øjesten som jeg overlader til dig, O Allah giv ham en martyrstatus ligesom hans far. Da Abu Qudamah hørte dette blev han rørt over denne kvindes styrke. Da den unge mand så hvor rørt Abu Qudamah var så skyndte han sig at sige hvis det er min unge alder du er rørt over, så skal du vide at Allah straffer dem der er yngre end mig, hvis de gør oprør mod Ham. Abu Qudamah svarede nej, jeg blev rørt af tanken om din mors styrke og tanken om hvad hun skulle gøre uden dig. Men da den unge man insisterede på at tage med, så valgt Abu Qudamah at tage ham med. 5

Abu Qudamah beretter at den unge mand aldrig stoppede med at ihukomme Allah hele vejen igennem. Om dagen fastede han og om aftenen holdte, natte-bønnerne ham vågen (den yderste indsats for at sikre sig den højeste status hos Allah, en oprigtighed og beslutsomhed værd at blive inspireret af). Han lod sig ikke distraherer af livets nydelser, intet skulle stå i vejen for hans mål, om at opnå Allahs tilfredshed). Dagen før de skulle møde fjenden valgte den unge mand at tage en lang natte søvn for at være frisk under kampen. Abu Qudamah fortæller at han observerede at den unge mand smilte mens han sov. Da han stod op, spurgte Abu Qudamah ham om det. Så svarede den unge mand at han fik en god drøm som han var glad for. Abu Qudamah spurgte hvad så du i din drøm. Så fortalte den unge mand at han så sig selv vandre gennem de mest yndige grønne marker, da han fik øje på et slot af sølv, hvis indkørsel var belagt med diamanter og perler og dørene af guld, igennem vinduet så han nogle jarijah, hvis ansigter var smukkere end månen, da de fik øje på ham så hilste de, så rakte han hånden mod dem, så sagde den ene forhast dig ikke, så hørte han de andre hviske at han er deres mand, de inviterede mig ind og øverst op i slottet var et værelse af rød guld i den var der en seng af grøn silke og hvid sølv, på den lå der en jarijah, smukkere end solen, jeg var ved at miste mit syn og min forstand af den skønhed mine øjne havde bevidnet, da denne skønne kvinde så mig, så ønskede hun mig velkommen og sagde O Allahs elskede og min elskede, jeg tilhører dig, ligesom du tilhører mig. Han ville nærme sig hende, da hun sagde forhast dig ikke vores aftale er først i morgen eftermiddag så glæd dig. Abu Qudamah og de andre undrede sig over denne skønne drøm efter at have hørt om den. Dagen efter ankom de til kampen og de hørte en blandt muslimerne råbe O Allahs tjener, sadel op mod paradiset lad os ride til, en jihad for Allahs sag, lad os komme i gang. Fjendens hær var over det hele, så langt øjet kunne række var der en kæmpe hære med mægtig udrustning. Abu Qudamah beretter at den første som drog afsted mod fjenden iblandt dem var den unge mand. Han red til midten af fjendens lejre, splittede deres rækker og dræbte en masse af deres mænd. Abu Qudamah red efter ham, da han nåede hen til ham, så bad han ham trække sig tilbage idet at han var ny og ikke kendt til krige endnu. Den unge mand svarede: Allah (swt) siger i Quranen at vi aldrig må flygte i krigen mod kuffar og jeg vil under ingen omstændigheder modsætte mig Allahs ordre og kaste mig selv i helvede. Mens Abu Qudamah og den unge mand stod og snakkede så stormede fjendens hære og splittede dem ad og de fik hver især travlt med at kæmpe. I kampens hede var der mange der blev dræbt, og da tropperne blev adskilt og kampen var overstået så red Abu Qudamah rundt for at finde den unge mand, ligene var over det hele og man kunne ikke genkende nogen idet blodet og sandet havde dækket deres ansigter, pludselig hørte Abu Qudamah den unge mand kalde på ham, han løb hen mod stemmen, den unge mand lå ned og blodet strømmede ud af ham og man kunne ikke genkende ham, hans ansigt var også overdækket med sand og blod. Abu Qudamah nærmede sig ham. Den unge mand kiggede op på Abu Qudamah og sagde Det er mig sønnen af den kvinde der gav dig sit hår og min drøm er snart en virkelighed. Abu Qudamah kyssede ham på panden og begyndte at tørre hans ansigt med sit tøj mens han sagde glem ikke mig på dommedagen, du kan som shahid bede om shafa ah til mig hos Allah. Den unge svarede ham dig glemmer man ikke, så bad han Abu Qudamah om ikke at fjerne sandet og blodet fra sit ansigt fordi han ønskede at møde Allah (swt) i denne tilstand. Han ville møde Allah i en tilstand de bekræfter sin hengivenhed og beslutsomhed for at gøre Allahs deen suveræn. En tilstand der viser hvad han var villig til at gå i møde for at opnå Allah tilfredshed og beløning. Den unge mand bad Abu Qudamah om tjeneste. Han sagde hvis du vender tilbage til byen raqah, vil gerne have at du tager mit tøj der er gennemblødt med blod til min mor, og du skal fortælle hende at hendes søn holdt hvad hun ønskede. Fortæl hende at hendes søn ikke tøvede overfor fjenden og sige til hende at Allah har accepteret hendes gave og tog imod den. Han bad Abu Qudamah om også hilse hans lille søster som holder meget af ham og fortælle hende at han vil efterlade hende i Allahs varetægt. 6

Derefter fortæller han Abu Qudamah at den unge man fortalte ham at han kunne høre den kvinde som han havde set i sin drømmen kalder på ham og at hun venter ivrigt på hans sjæl forlader hans krop og at hun beder ham skynde sig for hun længes efter ham. Abu Qudamah beretter at derefter så smilte den unge mand og sagde jeg bevidner at der er ingen anden Ilah foruden Allah og ingen kan tilsidesættes med Ham, Han opfyldte sit løfte, og jeg bevidner at Muhammad er Hans sendebud, dette er hvad Allah og sendebudet har lover os, og Allah og Hans sendebud taler sandt, og lige efter så forlod hans sjæl ham. Abu Qudamah vendte tilbage til byen raqah for at opsøge moderen. Han fandt deres hjem og i døren stod en lille pige som lignede den unge mand, hun var lige så smuk og charmerende. Hun stod og spurgte alle de forbipasserende om de var kommet fra kampen og om de havde set hendes bror. Da Abu Qudamah nærmede sig hende så spurgte hun ham om det samme, men han bad hende kalde på sin mor, moderen hørte ham indefra så hun skyndte sig ud til dem. Abu Qudamah hilste på hende, hun hilste tilbage, også spurgte hun om han var kommet med gode nyheder eller om han var kommet for at kondolere, han svarede han var kommet med begge, så sagde hun hvis min søn er kommet tilbage så er det værd at kondolere hvorimod hvis han kæmpede bravt og blev dræbt for Allahs sag så er det gode nyheder. Han svarede så glæd dig for Allah har taget imod din gave, hun spurgte grædende tog Han imod den, Abu Qudamah gentog ja din gave er accepteret så sagde hun jeg takker Allah for at have gjort ham til en opsparing på dommedagen. Da søsteren hørte dette, så farede hun over til Abu Qudama, han fortalte hende at hendes bror hilser hende og siger at han har efterladt hende i Allahs varetægt indtil dommedagen, derpå skreg pigen og faldt om, de prøvede at vække hende, men hun var død. Abu Qudama aflevere den unge mands tøj som han var i besiddelse af til moren og tog sin afsked med hende for derefter at drage afsted med sorg for den unge mand og hans søster og med beundring af morens udholdenhed(sabr). Dette er sandelig en historie som vi skal tage ved lære af, vi skal vide at vores ofring, indsats, selvdisciplin og engagement, vil blive gavmildt belønnet med evig lyksalighed den dag hvor vi skal stå over for den almægtig Allah(swt), og vi skal ikke lade noget som helst komme i vejen for denne dags belønning. Ingen og intet skal være grunden til en ydmygende straf. Og ligesom de der i denne historie kunne ofre sig og engagere sig i søgen efter en mægtig belønning så skal vi også lige så ivrigt opsøge det samme. 7