Epistelprædiken 20. søndag efter Trinitatis Sankt Pauls Kirke Aarhus 2012-10-19 Rom 11,25-32 Inden oplæsning/kort introduktion: Gud ønsker at sige os noget i dag. Igennem Paulus. Jeg vil gerne forberede jer på at det er svært. Min hovedpointe vil jeg gerne afsløre med det samme. Gud ønsker at vise alle barmhjertighed. Det er episteltekstens hovedpointe. Paulus gør i dag op med rangordning og a- og b-holds tænkning i kirken. Epistelteksten til i dag skriver apostlen Paulus. Oplæsning. Hvem elsker Gud mest? Er der nogen mennesker som han elsker mere end andre? Er der nogle mennesker som er udvalgt til at få hans kærlighed mere end andre? Eller Er der på den anden side nogen mennesker som automatisk er fortabt fra at få del i Guds kærlighed? Fra at få del i fællesskab med ham? Er der nogen mennesker som ikke har ret til at søge Gud, som har forpasset deres chance eller bare ikke tilhører den rigtige gruppe? Forestil dig dette. Det er en almindelig aften. En familie sidder sammen og spise aftensmad. De er kommet til det tidspunkt i aftensmåltidet hvor der er fuldstændig ro, fordi alle koncentrerer sig om deres egen tallerken. Efter noget tid spørger børnene deres far: Far hvem af os kan du egentlig bedst lide? Hvem af os betyder mest for dig? Hvem elsker du højest? Hvad vil en god far svare på sådan et spørgsmål? Hvordan kan han forklare dem at han elsker dem lige højt uden at det kommer til at lyde utroværdigt eller som en kliché? Hvordan kan han gøre det klart for dem begge, at de er lige værdifulde og elskede som enkeltpersoner med deres individuelle kendetegn uden at den ene vil føle sig jaloux over at den anden får opmærksomhed? Spørgsmålene: Hvem er mest elsket? Hvem har størst værdi? De fører til misundelse, til overlegenhed, til vrede, til had, og til fjendskab. Og de er så menneskelige. De findes overalt. I alle kulturer. I alle aldre. I alle samfundslag. Det er ikke kun børn der stiller disse
spørgsmål. De har bare ikke lært endnu, at det er højest upassende. Ingen kan se sig fri for enten misundelse eller overlegenhed. Romermenigheden kunne heller ikke se sig fri for disse spørgsmål og disse følelser. De var begyndt at opdele sig. Nogle folk i menigheden var begyndt at føle sig overlegne ift. de jødekristne. Derfor finder Paulus det nødvendigt, at påtale dette i slutningen på et længere afsnit om jødernes plads i verdenshistorien og de jødekristnes plads i kirken. Det er højdepunktet i hans undervisning vi dropper lige ind i. Derfor må Paulus minde de hedningekristne i Rom om, at jødekristne faktisk stadig har en vigtig plads i kirken og verden. Jøderne har en vigtig plads i kirken, fordi de blev udvalgt af Gud til at være hans særlige folk. Det folk som han ville være særligt nær ved og bruge som eksempel for os andre på hvordan livet med Gud er. De fik hans løfter fra begyndelsen og Gud holder fast ved de løfter. Paulus ser det altså nødvendigt at minde dem og os om, i dag, at vi altid vil være lillebror i Guds familie. Men hvorfor høres det ofte som noget der betyder vi har mindre værdi. Hvad betyder det da at være lillebror. Det betyder da overhovedet ikke at forældrene elsker én mindre. Det betyder heller ikke at man har mindre værdi. At være lillebror betyder at man ikke kun har sine forældres eksempel, men at man også kan se på forholdet ml storebror og forældrene hvordan ens eget forhold til dem kan blive. Man får sig et eksempel for livet. Opdelingen i mere eller mindre værdige kristne er desværre heller ikke ualmindelig i vores kirke i dag. Den hed engang ml jødekristne og hedningekristne. I dag, hos os kunne den hedde ml højrefløjskirkelige og liberale eller mellem kulturkristne og missionske. Paulus beder også os om at droppe det. Han minder dem om at Jesus faktisk var jøde ved at komme med et gammeltestamentligt citat.. At Gud ønskede at komme til os og forandre verden ud af jødernes folkeslag. Ikke et hvilket som helst.
Paulus beskriver den proces som Gud ønskede at vise alle barmhjertighed på. Forestil dig en far der har to sønner som hader hinanden og deres far. Hvis han er en god far ønsker han fællesskab med begge sine sønner igen. Men når han rækker ud efter den ene, så ser den anden det som en afvisning og omvendt. Sådan var det også i forholdet mellem jøder og hedninge. At få lov at kalde sig hans barn igen Det er at møde barmhjertighed. Du kan ikke kalde dig barn af Gud når du grundlæggende er fjendtligt stillet overfor ham. At være barn af nogen betyder at du anerkender et bånd mellem jer. Det kan man ikke anerkende når man er i ulydighed. Læs v. 30-31 igen Hvad handler den her proces om? At gå fra ulydighed til barmhjertighed Hvad vil det sige at være ulydig mod Gud? At være oprørsk. At være fjendtligt stillet overfor Gud. At afvise ham og at afvise hans barmhjertighed. Med andre ord betyder ulydighed at spytte sin far i ansigtet og vende ham ryggen. Hvordan kan et menneske der har denne indstilling nogensinde gøre sig forhåbninger om at få Guds barmhjertighed? At møde barmhjertighed hos Gud vil sige: At møde tilgivelse for det vi har gjort, tænkt og undladt at gøre. At møde kærlighed på trods Hvordan ønsker Gud som far at nå begge sine stridende sønner? Paulus beskriver det som en proces. De ikke-jødiske kristne gik igennem den. Fra at være ulydige. Til at møde barmhjertighed. Et meget tydeligt billede på denne proces finder vi i den gammeltestamentlige fortælling om Josef og hans brødre. Josef havde tolv brødre og var selv en lillebror. Han blev misundt af alle sine brødre. Denne misundelse voksede til had og en dag fik de nok af ham. De afviste ham. Smed ham i en tom brønd og lod ham ligge. Han blev fundet af nogle handelsrejsende som tog ham med til Egypten. Ud af hans hjemland. Væk fra hans familie. Her blev han solgt som slave og gennemgik en masse prøvelser som fremmed i et nyt land og en ny kultur.
Til sidst blev han med Guds hjælp den mest magtfulde mand i Egypten. Egypterne, de fremmede folk, fik tillid til ham. De anerkendte ham som én der var klog og havde Gud med. De gav ham en post der ville svare til at være statsminister. Som statsminister forudså Josef at der ville komme tørke og sult og begyndte derfor at opmagasinere store forråd. Denne katastrofe ramte hårde end antaget. Store dele af Mellemøsten og Middelhavsområdet var berørt. Og egypterne havde nok mad til at kunne sælge til andre trængende lande og folkeslag. Da Josefs familie indså at de også manglede mad, kom de til Egypten. De fremmedes land. Her opdagede de at deres bror, Josef, en af deres egne var redningsmanden. De genkendte ham som deres bror og anerkendte ham som deres herre. Det er det, som Gud håber at bruge os der ikke er jøder til. Ved at være blevet vores Gud også, så håber han at jøder en dag vil komme tilbage og anerkende Jesus som Herre. Når jeg hører dette så kan det få mig til at tænke, at vi bare er andenrangskristne. Gud ønskede i virkeligheden jøderne som folk, men siden de afviste ham må han nøjes med dem han har. Hvilken far ville kunne nøjes med kun af have et forhold til ét af sine børn? Hvilken far ville ikke gøre alt, tage alle midler i brug for at have begge sine børn hos sig? Hvilken kærlig Gud ville ikke kæmpe for at genvinde alle sine børn? En anden afgørende ting som Paulus siger er, at Israel på trods af alt dette fortsat er elsket. At de fortsat er Guds særlige folk. Gud har ikke givet afkald på sit folk. Han er stadig den trofaste Gud der holder hvad han lover. Han lovede Abraham og de første jøder at han ville være deres Gud og de skulle være hans særlige folk. Det løfte holder han. Hvis han ikke holdt det løfte, hvordan kunne vi så vide at han ikke også ville bryde det løfte han har givet os. I dåben at vi må kalde os Guds børn? I nadveren og i Jesus at han døde for os og er os nær? Så hvad handler dagens epistel om, hvad er det vi skal tage med hjem? Det sidste vers i epistlen siger alt. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Jeg må derfor konstant vende den om.
Han lod os alle sammen blive i vores ulydighed mod ham. Vores misundelse. Vores vrede mod hinanden. Vores dømmesyge og overlegenhedsfølelser. Han lod os gøre som vi ville. For derigennem at kunne vise os barmhjertighed. For at vi som skyldige overfor ham kunne få lov at opleve hvor meget vi har brug for ham. Han viste os alle barmhjertighed. Han sendte sin første søn for at skabe fred mellem os andre. Mellem os og Gud. Han sendte ham, for at lade ham tage konsekvensen og følgerne for vores brud med Gud. Vores ulydighed gik ikke ustraffet hen. Han lod Jesus komme for at lade ham tage en ulidelig, hård og helt igennem fortjent straf for os. Jesus døde for vores ulydighed. Han blev forladt af vores allesammens far, for at vi kunne komme tilbage til ham. Uden at have fortjent det. På grund af Gud har vi muligheden for at kalde os hans børn igen, for at få genoprettet vores forhold til ham. Så lad os gå ud fra kirke i dag med tanke på at den jeg sad ved siden af i dag er lige så meget Guds barn som jeg. Lige så elsket som jeg. Lad os gå ud med det for øje. For idet vi gør det så kan det tænkes at flere af Guds børn uden for kirken vil få øje på ham i os og ønske at møde Gud selv. Amen. Ja hvem elsker Far mest? Det virker som et temmelig fjollet spørgsmål. Gud elsker alle. Det er et faktum. Han ønsker alle sine børn hos sig, men tvinger ingen.
Kirkebøn Kære Gud. Tak for dit ord. Dine løfter. Dit ønske om at være vores allesammens far. Tak fordi vi alle er lige højt elsket af dig, enkeltvist og som gruppe. Vi beder dig nu for alle som har det svært, som lider og som er ensomme. Vi beder for dem som kæmper med sygdom, selvværd eller overlegenhed. Vær dem nær Gud og helbred dem. Vi beder dig for kirken. At vi må forstå at ingen er mere elsket end andre og at vi må stå som en enhed så folk der ikke ønsker at være i kirken må blive forandret. Vi beder for vores politiske ledere og for kongehuset. Pas på dem alle sammen og giv din mening til kende når de skal træffe beslutninger for os alle sammen. Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.