Tekster: Mika 3,5-7, 1 Joh 4,1-6, Matt 7,22-29 3 Lovsynger herren (300 Kom sandheds ånd (mel.: Gør døren høj)) 352 Herrens kirke (mel. Rind nu op i Jesu navn) 348 Tør end nogen (mel.: Lindemann) (438 Hellig) (477 Som korn) 728 Du gav mig o, Herre Evangeliet til i dag er slutversene af den lange tale Jesus ifølge Matthæusevangeliet holdt for sine disciple, den tale, man plejer at kalde Bjergprædikenen. Bjergprædikenen går ud på, at disciplene fordi de følger Jesus kan prise sig lykkelige, for de er udvalgt til at være sammen med Jesus i himmeriget, selvom deres tilhørsforhold til ham også vil føre til al mulig lidelse og forfølgelse i verden. Jesus siger i talen, at han ikke er kommet for at sætte moseloven ud af kraft, tværtimod lærer han netop det, loven sigter herimod, nemlig at et menneske ikke skal sætte sig selv i centrum, men tværtimod skal sætte sig selv og sine egne interesser til side for medmenneskenes og for Guds skyld. Det er det, det indebærer, at høre Jesu ord og handle efter dem. Når man er Jesu discipel, handler det om at leve med medmennesket og Gud som centrum for sin interesse og ikke sig selv. Det handler altså ikke om at tilhøre et parti. Det handler ikke om ydre tegn og symboler, men det handler om en dybtgående forvandling, at blive et nyt menneske.
Som lutherske kristne er vi oplært med at man skal skelne mellem lov og evangelium. Vi har lært fra barnsben, at et menneske ikke bliver retfærdigt af lovgerninger, men ufortjent gøres retfærdigt af Guds nåde. Men dårligt kan vi åbne det nye testamente, før vi støder på bjergprædikenen, der jo netop taler om, at man skal gøre noget for at være retfærdig: man skal høre Jesu ord og handle efter dem. Og er det ikke lige netop det, der er karakteristisk for en lov: at man hører eller læser nogle ord og handler efter dem, og gør man ikke det, bliver man straffet! Og bedre bliver det jo ikke af, at man så virkelig prøver at tilegne sig Jesu ord i bjergprædikenen og handle efter dem. For fluks er det som man løber panden mod en mur. For det Jesus taler om er jo ikke ydre ting, som man kan tvinge sig selv til at gøre eller til at lade være med. Det handler ikke om overholde fartbegrænsningerne eller om at lade være med at gå over for rødt. Det drejer sig faktisk ikke ret meget om handlinger, som vi i alt fald til en vis grad er herrer over, men det drejer sig langt mere om de følelser, der går forud for handlingerne og fremkalder handlinger: det drejer sig om ikke at blive vred, det drejer sig om ikke at blive optændt af begær, det drejer sig om ikke at blive grebet af bekymring, alle de ting vi netop ikke kan stille noget op imod, fordi vi først bliver opmærksomme på dem, når de har grebet os. På en mærkelig måde er vi jo egentlig slet ikke selv subjekt for disse følelser: vreden, begæret, bekymringerne. Vi taler jo netop om at de griber os. Det er dem, der behersker os og ikke os der behersker dem. Men det, der behersker én kan man måske gøre sig fri af. Man kan gøre sig fri af en despotisk person, der bestemmer over en, ved at overvinde ham eller hende eller måske endda slå vedkommende ihjel, men man
kan jo hverken overvinde en følelse eller slå den ihjel. Men så kan man også gøre sig fri af en despot ved at underkaste sig en anden despot, der er stærkere end den første. Og her nærmer vi os, tror jeg, det Jesus sigter mod. For både vreden, begæret og bekymringerne relaterer sig til et menneskes selv. Vi lever lige fra vi er ganske små med den forfærdelige bevidsthed, at vi en gang skal forsvinde og blive til intet. Og både vrede, begær og bekymring har med vores kamp for ikke at blive udslettet at gøre. Så længe selvet er i centrum for vores interesse, så længe er det umuligt at tilegne sig Jesu ord og handle efter dem, for bekymring, begær og vrede er selvets reaktion på den truende udslettelse. Men for Jesus er det Gud, hans far i himlen, som er i centrum for alt. Gud omslutter alt, han har ladet blive til, med sin kærlighed. Og Jesus bruger sit liv på at fortælle om og vise Guds alt omfattende kærlighed. Fordi Gud elsker alle os han har skabt, og fordi Guds magt er umådelig, bliver det menneskelige selvs fortvivlede kamp for at forsvare sig mod tilintetgørelse meningsløs. Jo, vist skal vi dø. Men vi er stadig elskede af Gud. Og vist forsvinder vi i døden ud af alle de relationer, vi kender til, men den relation vi står i til Gud, som består i at han elsker os, den forsvinder aldrig. Kan vi bare i tro gribe fat i Jesu ord om at vi er umistelige, uerstattelige for Gud og evigt elskede af Gud, så er der ingen død eller ødelæggelse der kan udslette os, og så er selvets evindelige angst for at blive udslettet meningsløs. Når Jesus i dagens evangelium siger, at det gælder om at høre hans ord og handle efter dem, så er vi nødt til først at høre og tage imod Jesu budskab om Guds evige kærlighed til os, for så flytter Guds kærlighed ind som det der er grundlaget for vores tilværelse og ikke vort eget selvs fortvivlede kamp for at holde alt
der vil os til livs og truer os borte. Hvis vi derimod først hører kravene om ikke at blive vrede, ikke at begære og ikke at bekymre os og altså prøver at tvinge os selv til ikke at rumme de følelser, vi slet ikke kan komme fri af, fordi de bor langt under det der har med vores vilje at gøre, så fører Jesu ord om høre hans ord handle efter dem direkte ud i fortvivlelse. Logikken i Jesu forkyndelse er: vi er uendeligt elskede af Gud, derfor er der i sidste ende ikke noget der kan true os, derfor skal vi ikke frygte tilintetgørelsen og derfor skal vi ikke lade os gribe af vrede for at forsvare os, af begær for at reproducere os eller af bekymring for at finde stadig nye farer der kan true os. Vi skal tro, at Gud i sin kærlighed holder hånden under os, og så skal vi tage imod livet som det kommer til os i tillid til, at om så verden styrter sammen omkring, om så hjertet holder op at slå i vort bryst, eller vore lunger er ud af stand til at ånde den luft, der holder os i live, så er vi desuagtet Guds elskede børn, som han sætter alt til side for at opsøge og samle hos sig. Det er da ikke spor nemt. For selvet stikker hele tiden hovedet frem i os og siger: jamen, hvad nu hvis vi forsvinder i ingenting? Imod selvets angst for undergangen er der kun et middel, og det er at gribe fat i Jesu ord om Gud der elsker os og ikke vil miste os. Det tror jeg også er grunden til, at midt i bjergprædikenen med dens stadige advarsler mod de følelser der udtrykker selvets angst for at gå til grunde, der lærer Jesus sine disciple at bede fadervor. I fadervor beder vi sammen med Jesus, for det var sin egen bøn, han lærte disciplene. I fadervor taler vi til Gud som børnene taler til den far der elsker dem. I fadervor der får den tillid til Gud ord, som kan fortrænge selvets frygt med den tillid og fred som kommer af at vide sig elsket af Gud.
Amen.