Grænsedragningen ved Tønder i 1920 baggrund og konsekvenser

Grænsedragningen ved Tønder i 1920 baggrund og konsekvenser Udarbejdet af Jens Rasmussen Studienr. 20097203 Indholdsfortegnelse Grænsedragningen ved Tønder i 1920 baggrund og konsekvenser... 1 Indholdsfortegnelse... 1 1. Indledning... 2 1.1 Problemformulering... 2 1.2 Materiale... 2 1.3 Disposition... 3 2. Forståelsesramme... 4 2.1 Definitioner... 4 2.2 Historisk sammenhæng... 4 3. Analyse... 6 3.1 En bloc princippet... 6 3.2 Clausenlinien som afstemningsgrænse... 7 3.3 Mulige konsekvenser af afstemningsreglerne... 9 3.4 Faktiske konsekvenser af afstemningsreglerne... 10 4. Konklusion... 11 Litteratur... 11 1

1. Indledning 1.1 Problemformulering Ved første verdenskrigs afslutning blev spørgsmålet om Nordslesvigs tilknytning til Danmark rejst med fornyet styrke efter at området i næsten 60 år havde været en del af det tyske kejserrige. Danmark havde imidlertid været neutralt under verdenskrigen og kunne derfor ikke kræve dele af eller hele Slesvig som et led i en fredsaftale. Det lykkedes alligevel at få spørgsmålet om Slesvigs fremtid med på dagsordenen for fredskonferencen i Paris i 1919. For de sejrende magter var spørgsmålet af ganske ringe betydning; men det blev fastslået at der med baggrund i begrebet folkenes selvbestemmelsesret skulle afholdes en folkeafstemning der skulle danne baggrund for beslutning om afgivelse af dele af Slesvig til Danmark. Den måde som afstemningen blev afviklet på blev i virkeligheden fastlagt på et meget tidligt tidspunkt hvor de danske vælgerforeninger i Nordslesvig lagde sig fast på nogle principper der efterhånden fandt støtte i den danske regering og hos de sejrende magter. Anvendelsen af disse principper medførte uundgåeligt at Tønder blev dansk på trods af at byen havde en klar tysk karakter og befolkning. Et af principperne var at der skulle stemmes en bloc i en afstemningszone der omfatter det område der blev dækket af den tidligere Sønderjyllands Amtskommune. Nord- og østgrænsen til afstemningszonen var rigsgrænsen mod Danmark, medens sydgrænsen væsentligst blev fastlagt som den grænselinie mellem dansk og tysk som blev offentliggjort for en større kreds af magister H.V. Clausen i 1901. Grænselinien er siden kendt som Clausenlinien. Ved Tønder gik Clausenlinien ca. 5 km syd om Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen, hvorved en række klart tyske områder som Tønder og Højer kom med i afstemningszonen. Denne afstemningszone kom senere til at hedde Zone 1 da der også fremkom en yderligere afstemningszone for Mellemslesvig, Zone 2. Opgaven skal søge at belyse hvad H.V. Clausens begrundelse var for at definere Tønder som en del af det danske område. Videre skal opgaven belyse de betænkeligheder der måtte være ved at indlemme et tysk område og hvordan man søgte at omgå dem. Den i Danmark gældende historiefortælling lyder at der med afstemningen i 1920 og udvidelsen med de sønderjyske landsdele var tale om en retfærdig proces som har bevist sin værdi gennem det faktum at grænsen har ligget fast lige siden. Afstemningen nævnes også ofte som et forbillede for løsning af territoriale spørgsmål andre steder, og det er derfor nødvendigt at man fra dansk side også søger at analysere de mere problematiske aspekter af afstemningen for at søge at forebygge tilsvarende problemer andre steder. I spørgsmålet om geografiske områders nationale tilhørsforhold kommer man uundgåeligt ind på diskussionen om i hvilken teoretisk ramme man må anskue begreberne nation og folk, ligesom begrebet folkenes selvbestemmelsesret også kræver en nærmere diskussion. 1.2 Materiale Afstemningen i 1920 foregik under international kontrol, og der foreligger et meget stort materiale herfra. Dette afspejler sig også i den righoldige litteratur der findes om grænseændringen. De 2

gængse standardværker på dansk er blevet gennemgået specielt med henblik på problematikken, og denne gennemgang er blevet suppleret med enkelte tyske fremstillinger der klart viser at der ikke er fuld enighed om at der var tale om en retfærdig folkeafstemning. Standardværket på området er Troels Finks trebindsværk Da Sønderjylland blev delt 1918 1920 der rummer en grundig gennemgang af de væsentlige hændelser. Fremstillingen er disponeret kronologisk, men der er også indføjet et særligt kapitel om H.V. Clausen eftersom hans arbejde har været afgørende for udfaldet af folkeafstemningen. Håndbog om det nordslesvigske spørgsmåls historie redigeret af Franz von Jessen blev udgivet 1901 af De samvirkende sønderjydske foreninger og rummer et meget stort statistisk og beskrivende materiale om Nordslesvig. Håndbogen må ses som baggrundsmateriale for kampen for at få realiseret Artikel V i Prag-freden om de nordlige distrikter af Slesvig hvorfor det var vigtigt at komme med et kvalificeret bud på hvad der kunne menes med de nordlige distrikter af Slesvig eller Nordslesvig. Det er i håndbogen at H.V. Clausens forslag til en sydgrænse for Nordslesvig findes i afsnittet: Sprogforhold i Nordslesvig efter 1864. 1 Karl Alnor står som forfatter af et stort værk: Handbuch zur schleswigschen Frage i fire bind hvoraf de to omhandler tiden omkring verdenskrigen og afstemningerne. Værket kan i emne og omfang ses som et modstykke til Franz von Jessens flerbindsværk Håndbog i det slesvigske Spørgsmåls Historie 1900-1937. Alnors værk udkom i tiden 1926-1937, men hans tanker fra tiden omkring folkeafstemningen kan findes i en artikel som han skrev til Schleswig- Holsteinisches Jahrbuch 1920 der udkom ultimo 1919. De officielle danske synspunkter på folkeafstemningen er beskrevet i Viggo Sjøquists biografi af Erik Scavenius der var udenrigsminister under hele første verdenskrig og frem til påskekrisen i 1920. Han var dermed en central person i den nationale og internationale drøftelser om grænsedragningen. Hans Dietrich Lehmanns værk Der Deutsche Ausschuβ und die Abstimmungen in Schleswig 1920 beskriver de tyske reaktioner i perioden 1918 til 1920 på det pres på den hidtidige grænse der opstod fra dansk, sønderjysk og international side. Også på tysk foreligger en beskrivelse af Harboe Kardel Die Stadt Tondern am Ausgang der deutschen Zeit 1900 1919 som giver et godt bidrag til beskrivelsen af Tønder som en på mange måder udpræget tysk by. Af særlig betydning må man dog tillægge H.V. Clausens eget arkiv da det er her man vil kunne finde hans bevæggrunde for at trække grænsen i de enkelte dele af Sønderjylland. Arkivmaterialet har et stort omfang, men ved arbejdet med denne opgave er der udelukkende fokuseret på den del af hans materiale der danner baggrund for hans forslag til en afgrænsning mellem dansk og tysk. 1.3 Disposition (Følger) 1 Clausens afsnit er som det eneste i bogen skrevet med små begyndelsesbogstaver for navneord. Dette kan vel tolkes som en fredelig demonstration imod den tyske retskrivnings indflydelse på dansk retskrivning 3

2. Forståelsesramme 2.1 Definitioner Ved hertugdømmerne forstås her de tidligere hertugdømmer Slesvig og Holsten i det omfang hvormed de indgik som en provins i Preussen mellem 1870 og 1920. Hertugdømmerne defineret på denne måde omfatter således også de tidligere kongerigske enklaver syd for Ribe, men ikke Ærø eller de områder ved Kolding der blev en del af Danmark ved freden i Wien i 1864. Desuden er Lauenburg heller ikke med i denne definition af hertugdømmerne. Med Slesvig menes i det følgende kun hertugdømmet og ikke byen af samme navn. Med Tyskland menes afvekslende Det tyske Forbund, det tyske kejserrige, mellemkrigstidens Tyskland og Den tyske Forbundsrepublik. For øvrige stednavne er oftest anvendt den staveform der bruges i det land hvor de ligger i dag. 2.2 Historisk sammenhæng Delingslinier inden for hertugdømmernes område blev først et diskussionsemne i løbet af 1800- tallet. Før den tid var hertugdømmerne blevet delt på kryds og tværs i forbindelse med arvedelinger, men der var her tale om opdelinger af økonomisk, dynastisk og juridisk art og ikke en opdeling af sproglig eller national art. Sidstnævnte kom først på banen efter nationalismens fremkomst efter napoleonskrigene, og for hertugdømmernes vedkommende først i løbet af 1830 erne. De første to nationalt inspirerede delingslinier som blev aktuelle var Ejderen og Kongeåen hvor sidstnævnte kun indirekte kan siges at være inden for hertugdømmernes område. Hver især havde de baggrund i nationalistiske strømninger i de to nabolande, Danmark og Det tyske Forbund. Således opstod der i Tyskland en bevægelse der ville samle lande med tysk sprog og kultur i ét land. Bevægelsen blev anset for samfundsomstyrtende og revolutionær da den satte en national enhed højere end de daværende enheder der typisk var dynastisk betinget, og bevægelsen blev da også søgt imødegået fra magthaverne i mange af de tyske enkeltstater. For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag. På grund af de tætte bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten og med henvisning til formuleringerne i Ribeforliget af 1460 anså man også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette bestyrkedes af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk-national side nå frem til en skillelinie mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse. Tilsvarende havde man fra dansk-national side et ønske om en dansk nation der bortset fra de fjerntliggende atlantiske besiddelser kun rummede befolkningen i dansktalende dele. Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde. Slesvig og i mindre grad Holsten - rummede imidlertid også et frisisktalende befolkningselement der stod uden for de her nævnte sprogopdelinger, men som begge nationalistiske strømninger forudsatte ville lade sig integrere i en hhv. dansk eller tysk nationalstat. For Tønders vedkommende 4

er det frisiske spørgsmål imidlertid af særlig interesse da Tønders handelsopland omfattede en stor del af marsklandet og dermed også de frisisktalende områder. De to nationale holdninger til en nationalt og sprogligt betinget grænse enten ved Kongeåen eller ved Ejderen lå så langt fra hinanden at et kompromis ikke syntes mulig, og det var en del af baggrunden for det oprør der brød ud i hertugdømmerne i 1848, og som videreførtes i den første slesvigske krig, treårskrigen, fra 1848 til 1850. I forbindelsen med denne krig opstod der tanker om en grænselinie der ikke var defineret ud fra fortid men som tog hensyn til de nuværende sproglige forhold, og som derfor indebar en grænse mellem de to yderligheder. Disse tanker fandt dog ringe opbakning i Danmark hvor kong Frederik den Syvende affærdigede dem med ordene: Det skal ej ske! i fuld overensstemmelse med den nationalliberale regering der byggede på ejderdanske holdninger. Fra tysk side var forslaget også i strid med ønskerne om et forenet Slesvig og Holsten. Efter den første slesvigske krig forsøgte man fra dansk side at undgå tankerne om en deling af Slesvig ved at rulle sproggrænsen tilbage mod Ejderen gennem en fordanskningspolitik (regenburgske reskripter) der skulle gøre Slesvig dansk af sprog og sindelag. Det var en forudsætning for Ejder-politikken at Holsten var tabt for dansk sprog og nationalitet, selvom der stadig fandtes en loyalitet mod den danske konge som Holstens hertug og som konge over den danske helstat. Tankerne om en deling efter befolkningens sprog opstod igen under den anden slesvigske krig som brød ud som en konsekvens af vedtagelsen af novemberforfatningen i 1863 der søgte at knytte Slesvig til kongeriget i strid med de internationale aftaler efter den første slesvigske krig. Disse tanker og konkrete forslag fra tysk og international side blev dog afvist fra dansk side under krigen og under fredsforhandlingerne i Wien hvor man fra dansk side stædigt men forgæves - arbejdede for en dansk sydgrænse ved Ejderen. Resultatet blev at grænsen kom til at gå ved Kongeåen. Delingsforslaget levede dog videre på tysk side hvorfor det kom til at indgå i bestemmelsen i Artikel V i fredsaftalen i Prag i 1866 mellem Preussen og det Østrig-ungarske kejserrige. I denne artikel stod at befolkningerne i de nordlige distrikter af Slesvig skulle afstås til Danmark når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenede med Danmark. Det er bemærkelsesværdigt at bestemmelsen om at regulere nationale grænser efter den lokale befolknings ønsker optræder i en fredsaftale mellem to dynastiers overhoveder, og bestemmelsen blev da også sat ud af kraft ved en aftale i 1878 mellem de samme parter. Efter nederlaget i 1864 satsede man fra rigsdansk og fra sønderjysk-dansk side målbevidst på at vedligeholde dansk sprog og sindelag i Slesvig, så godt det kunne lade sig gøre under de givne omstændigheder. Heri blev man opmuntret af Prag-fredens bestemmelser som man holdt stædigt fast ved helt op til første verdenskrig, og man anerkendte således ønsket om at dele Slesvig efter nationalitet. Man havde stort set forladt den ejderdanske linie parallelt med at det nationalliberale parti mistede indflydelse efter 1864. Med første verdenskrig og det i løbet af sommeren 1918 ventede tyske nederlag forstærkedes forventningerne fra dansk og sønderjysk side om en mulig deling af Slesvig efter sprog og nationalitet. Disse forventninger byggede bl.a. på tilkendegivelser fra USA s præsident Wilson der foreslog en nyordning af de europæiske grænser efter krigen baseret på folkenes selvbestemmelsesret. Der var her tale om nogle principper for grænsedragning som skulle afløse de hidtidige dynastisk begrundede grænser som ikke mere skulle være enerådende i en demokratiseret verden uden kejserriger. Principperne var dog hidtil kun sjældent taget i anvendelse, og fx overdragelsen af dansk Vestindien til USA skete uden at befolkningen på de berørte øer blev hørt. 5

Ligeledes var der fra de øvrige sejrende magters side kun begrænset forståelse da man ikke ønskede folkeafstemninger ved afståelser af landområder til Italien (Sydtyrol), Frankrig (Alsace-Lorraine) og Japan (Jiāozhōu). Fra sønderjysk side formuleredes ønskerne til en fremtidig deling af Slesvig ved et møde i Aabenraa i november 1918 i den nordslesvigske vælgerforening. Man vedtog her at det nordslesvigske spørgsmål skulle afgøres ved en samlet afstemning i hele Nordslesvig hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark 2. Endvidere blev Nordslesvig afgrænset til et område der svarer til den tidligere Sønderjyllands Amtskommune. Herudover blev det betragtet som en selvfølge at tilstødende distrikter i Mellemslesvig (dvs. syd for det definerede Nordslesvig) skulle have ret til en tilsvarende afstemning såfremt de rejste kravet. Vælgerforeningens holdninger fandt efterhånden støtte i den danske regering og rigsdag og siden hen hos de sejrende magter ved fredskonferencen i Versailles, og ved afstemningen den 10. februar 1920 blev der det forventede danske flertal i Nordslesvig som helhed. Ved afstemningen den 24. marts i 2. zone var der ingen sogne der havde dansk flertal, og den internationale kommission for Slesvig traf derfor beslutning om en grænsedragning der fulgte afstemningsgrænsen mellem 1. og 2. zone, og som dermed fulgte Clausenlinien. 3. Analyse Clausens definition af sproggrænsen mellem dansk og tysk sammen med princippet om en bloc afstemning i 1. zone var afgørende for grænsedragningen, og det er interessant at de to principper blev vedtaget enstemmigt ved novembermødet i vælgerforeningerne i Aabenraa og siden overtaget direkte af danske og allierede repræsentanter. Det var nok ikke alle der kunne indse problemerne i eller faren ved anvendelsen af disse principper. Således blev følgende spørgsmål stillet i folketinget så sent som i maj 1920 da grundlovsændringen i anledning af genforeningen skulle vedtages: Den streg, som blev slået over Sønderjylland, og som kaldes den Clausen ske linje, er i virkeligheden ikke slået ved fredstraktaten, den er slået forinden[ ]Hvornår og hvor er denne linje i virkeligheden kommet til verden, og hvad er der blevet gjort for, at denne linje skulle fastsættes i fredstraktaten. 3 3.1 En bloc princippet Da princippet om en bloc afstemning i Nordslesvig blev kendt, udløste det straks protester fra tysk side da det i forening med afgrænsningen af Nordslesvig betød at tyske områder som fx Tønder uundgåeligt ville blive danske. Som modtræk opstod derfor fra tysk side et forslag om en bloc afstemning for hele Slesvig 4 mellem Kongeå og Ejder som dog ikke fandt velvilje hos sejrsmagterne, og som givetvis ville have betydet en fortsat grænse ved Kongeåen. Forslaget ses heller ikke kommenteret fra dansk side, men det udstiller at en bloc afstemningen i Nordslesvig ikke var begrundet i andet en ønsket om et sikkert resultat af afstemningen, nemlig en tilslutning af Nordslesvig til Danmark. Tilsvarende blev også et tysk forslag om en bloc afstemning i 2. zone afvist. 2 Fink 1979 Bd. I, p. 73 3 Fink 1979 Bd. III, p.222 4 Lehmann 1969, p. 32 6

Der var intet valgteknisk der begrundede en bloc afstemningen. I Nordslesvig blev der stemt i hver enkelt kommune (Gemeinde) for sig, og resultaterne blev opgjort per kommune og siden sammenfattet på sognebasis idet et sogn typisk indeholdt 5 10 kommuner hver især af størrelse som en landsby. Afstemningsresultatet på 75 % danske stemmer i 1. zone dækker derfor over nogle få sogne og byer med tysk flertal og over nogle flere kommuner med tysk flertal. Dette forhold er tydeligt ved Tønder hvor Tønder, Højer og Ubjerg havde tysk flertal, men hvor der også var tysk flertal i 10 kommuner beliggende i danske sogne lige øst herfor. Der var kun få reaktioner fra dansk side på en bloc princippet. Op til mødet i Aabenraa havde der været forbehold over for en afstemningsgrænse der var fastlagt på forhånd, og en kommunevis afstemning blev foreslået 5. Et enkelt læserbrev i Flensborg Avis (kilde mangler) blev ikke fulgt op og satte ikke gang i en debat. Den danske holdning til spørgsmålet kan nok sammenfattes i følgende citat 6 : Fra et strengt rationelt synspunkt kunne man sige at en kommunevis afstemning ville være mere retfærdig, idet grænsen så bagefter kunne drages med afstemningsresultatet som hovedretningslinie. [ ] Det var vel en naturlig konsekvens af danskhedens overvægt i landbefolkningen, at de danske ledere fortrinsvis tog hensyn til den. Fra tysk side var der en mere vred reaktion som fx fremgår af følgende citat 7 : Først at fastlægge grænsen og dernæst fastlægge afstemningsmåden behæftet med klausuler, så et andet udfald end det ønskede ikke er muligt, er en farce uden lige. [ ] Dette er og bliver en ren voldshandling! 3.2 Clausenlinien som afstemningsgrænse Lektor H.V. Clausen var magister i historie og havde i en årrække været interesseret i det sønderjyske spørgsmål. Han havde gennemrejst og vandret store dele af Slesvig og var en opmærksom iagttager af sproglige og landskabelige forhold. Han sammenfattede sine iagttagelser i et indlæg i et mindre kendt tidsskrift i 1891, men de blev først kendt af en større kreds da hans artikel Sprogforhold i Nordslesvig efter 1864 blev publiceret som en del af det statistiske niende afsnit af værket Håndbog i det nordslesvigske Spørgsmåls Historie fra 1901. I denne artikel er bilagt et oversigtskort der viser Nordslesvigs sydgrænse. Der er vist en linie fra et sted syd for Højer og Tønder mod øst til et punkt ca. 10 km nordvest for Flensburg. Linien er ikke navngivet i signaturforklaringen, men der er nord og syd for linien vist røde linier der ifølge signaturforklaringen er sognegrænser på begge sider af skellet mellem Nord- og Mellemslesvig. Linien eller skellet må derfor fortolkes som H.V. Clausens bud på den sydlige afgrænsning af Nordslesvig og dermed som en konkret sydlig afgrensning af Prag-fredens begreb de nordlige distrikter af Slesvig. Begrundelsen for fastlæggelsen af linien er ifølge artiklen de sprogmæssige forhold, og H.V. Clausen bygger på forskellige statistiske oplysninger fra Nordslesvig. Han nævner selv at det ikke er muligt at skaffe tilsvarende oplysninger fra Mellemslesvig eftersom befolkningen hernede politisk ikke er dansk og ingen støtte vil yde til et sådant arbejde. 8 Oplysningerne fra Nordslesvig er ikke dokumenteret på anden måde end at de tidligere har været meddelt i Illustreret Tidende og i 5 Fink 1979, Bind I p. 70 6 Fink 1979, Bind I p. 65-66 7 Alnor 1919, p. 6, egen oversættelse 8 von Jessen 1901, p. 329 7

Danmarks Kultur. Sprogstatistikken på landet i Nordslesvig viser en næsten 100 % andel dansktalende, medens købstædernes og flækkernes forhold er belyst i en enkelt tabel hvor Tønder er markeret med et spørgsmålstegn. Den overvældende andel af tysktalende i byerne affærdiges med at de på grund af deres ringe størrelse ikke veje særlig meget i sproglig henseende. 9 De sproglige forhold suppleres med betragtninger om den ringe befolkningstæthed i området ved den foreslåede grænse og områdets geografiske beskaffenhed der viser at sproggrænsen falder sammen med den, der er sat af naturen. 10 H.V. Clausen tager implicit udgangspunkt i at en grænse for ønsket om en tilknytning til Danmark er sammenfaldende med sproggrænsen. Han antager også at de dansktalende i Nordslesvig ønsker en afståelse til Danmark. Der er flere problemer i denne antagelse. For det første er det ikke veldefineret hvad der menes med dansktalende. Hvis der med dansktalende menes at personen kan forstå og tale dansk eller i det mindste sønderjysk, gælder det nok den samlede befolkning i Nordslesvig med undtagelse af enkelte tilflyttere og embedsmænd. Hvis der er tale om omgangssproget, er sønderjysk nok også dominerende på landet i hele Nordslesvig hvor det siden 1920 har været nævnt som et kendetegn for det tyske mindretal at det kunne bruge sønderjysk i daglig tale, men at det følte sig som tysk. Omgangssproget i byerne har omvendt været tyskpræget da det var tysk der næsten udelukkende blev brugt i administration, militær og handel, og de dansksindede har derfor også i vid udstrækning været tysktalende. Endelig foreligger der ikke noget om hvordan frisisktalende er blevet behandlet i statistikken. Frisisk er ikke tysk, og det er muligt at friserne som ikke-tysktalende er blevet rubriceret som dansktalende. For det andet er sproglig tilknytning ikke nødvendigvis det samme som politisk eller national tilknytning. Dette dokumenterer H.V. Clausen selv ved sin bemærkning om den manglende statistik fra Mellemslesvig hvor der vides at være mange dansktalende, men hvor H.V. Clausen også er klar over at de politisk ikke er danske. Dansksindede kan på grund af familiemæssige eller erhvervsmæssige forhold også have ønske om en forbliven i Tyskland. H.V. Clausen undgår bevidst at tage stilling til sproggrænsen ved Flensburg, og man kunne have forventet at han havde gjort det samme ved Tønder hvor hans dokumentation er tvivlsom, og hvor det er anført at Sognene mod sydvest Højer, Ubjerg og Tønder havde H.V. Clausen kun ringe kendskab til. 11 I dette værk er også nævnt at det har været afgørende for H.V. Clausen at Møgeltønder vest for Tønder var et gammelt enklaveområde, der var at betragte som dansk, og Rørkær lige øst for Tønder, der var kendt som en dansk kommune, samlet opvejede tyskheden i Tønder by og Ubjerg sogn. Det er klart at en grænse der blev trukket udelukkende på basis af en kommunevis afstemning ville forløbe kringlet i Tønder-området, men det er ulogisk at forholdene i enkeltkommuner her bliver tillagt vægt når man ved senere brug af Clausenlinien helt ser bort fra forholdene i enkeltkommuner og sogne. Sandsynligt er det også at H.V. Clausen har tillagt marsken en stor vægt som en naturlig grænse. Her ser han imidlertid bort fra at marsken ikke bare er et relativt tyndt befolket område, men at det er en erhvervsmæssig enhed der er knyttet sammen af afvandings- og digespørgsmål og i øvrigt et område der samlet var en vigtig del af Tønders handelsmæssige opland. 9 von Jessen 1901, p. 333 10 von Jessen 1901, p. 330 11 Fink 1979, Bind I p. 101 8

Afvandingsspørgsmålet dukkede imidlertid op i en senere fase. I foråret 1920 efter afstemningen i 2. zone - blev det forelagt for den internationale kommission for Slesvig der blev gjort opmærksom på det uheldige i at dele et marskområde der nødvendigvis må planlægges og afvandes som en enhed. Forslaget blev set i sammenhæng med ønsket om at knytte fire af sognene fra 2. zone der havde tysk flertal til Danmark under henvisning til det danske folkesprogs stærke stilling i disse sogne. Konkret blev der foreslået at marskområdet syd om Niebüll til kysten ved Dagebüll skulle tilfalde Danmark hvorved bl.a. nogle vigtige sluser ville ligge på dansk område. Området var næsten udelukkende tysk, og forslaget fik ikke flertal i kommissionen hvor den britiske formands stemme var udslaggivende. Der var ikke ved den lejlighed forslag fremme om at holde det pågældende område samlet i Tyskland ved at overføre det tysksindede område syd for Højer til Tyskland, eftersom det var en del af en bloc afstemningsområdet i 1. zone. 3.3 Mulige konsekvenser af afstemningsreglerne Det var afgørende for den radikale Zahle-regering og dens udenrigsminister Erik Scavenius at holde Danmark uden for den første verdenskrig. Det var derfor også kun tøvende at regeringen tilsluttede sig den nordslesvigske vælgerforenings resolution af 17. november 1918. Dels var Danmark ikke en del af krigens sejrherrer og kunne ikke stille krav til taberne, dels herskede der stadig krigstilstand, og en separat aftale med Tyskland om Nordslesvig inden en fredskonference ville kunne rejse mistanke om en dansk genydelse til Tyskland. Da spørgsmålet senere blev rejst ved fredskonferencen, var Danmark kun repræsenteret af den danske gesandt i Paris med sagkyndig bistand, og regeringen havde ikke fuld føling med situationen. Dette viste sig bl.a. ved fremkomsten af forslaget om afstemning i en 2. og i en mulig 3. zone, hvor det fra regeringsside ansås for en farlig vej at betræde. Specielt Scavenius var meget bevidst om at der også efter en fredsaftale ville være behov for et godt samarbejde med et stort Tyskland, og det ville ikke være hensigtsmæssigt at dette forhold skulle belastes af et stort tysk mindretal i Danmark. Et sådant kunne komme på tale idet der var kræfter blandt de allierede som gerne ville afstå hele Slesvig til Danmark for på den måde at svække Tyskland mest muligt 12. Disse kræfter kunne nemt få dansk støtte fra de Dannevirkefolk der arbejdede for en grænse ved Slien- Dannevirke og måske endnu længere sydpå. Scavenius udtrykte det klart i Rigsdagens møde den 11. februar 1919: En anerkendelse [af selvbestemmelsesretten] ville indebære en forpligtelse til ikke at modtage nogen del af Slesvig, der ikke havde stemt sig hjem til Danmark. 13 På samme møde blev man enige om at foreslå samme afstemningsregler i 1. og 2. zone; men da delegationen blev sendt til fredskonferencen skulle den fastslå at det slesvigske spørgsmål skulle løses i overensstemmelse med de af vælgerforeningen for Nordslesvig vedtagne resolutioner dvs. med en bloc afstemning kun i 1. zone 14. Det skortede heller ikke på advarsler mod at Danmark prøvede at få så stort et område som muligt tilkendt af sejrsmagterne. Klarest udtrykt af den tyske ambassadør Rantzau der så en fordel i et stort tysk mindretal i Danmark da det ville have givet Tyskland mulighed for en fremtidig revision og i mellemtiden ville have styrket det tyske element i Danmark 15. Også truslen fra Johannes Tiedje, 12 Sjøquist 1973, p. 306 13 Sjøquist 1973, p. 291 14 ibid. 15 Sjøquist 1973, p. 294 9

der havde foreslået en delingslinie der gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer men syd om Møgeltønder, er bemærkelsesværdig. Han nævner muligheden af at få tysksindede til at stemme for Danmark med følgende begrundelse: I skal da få en irredenta, overfor hvilken den danske siden 1864 har været de rene barnestreger. 16 Og allerede i oktober 1918 kunne den dansksindede tyske rigsdagsmand og senere dansk minister for sønderjyske anliggender H.P. Hanssen udtale at: enhver indlemmelse i Danmark af sydligere liggende tysktalende eller tysksindede områder afviser man bestemt, fordi man betragter det som farligt for rigets og folkets fremtid. 17 Selv om man kunne se problemer ved at få et tysk mindretal med til Danmark, havde man dog en overvejende tro på at det ville være muligt at assimilere tysktalende i den danske befolkning, så de efter få slægtled ville være danske 18. Her mentes også en aktiv skolepolitik at ville føre til det ønskede resultat. Afstemningsreglerne har givetvis haft konsekvenser for afstemningsresultatet i Nordslesvig. Resultatet var jo givet på forhånd, og der kan kun have været en demonstration forbundet med at stemme for et forbliven i Tyskland. Fra tysk side tænkte man fremad og var klar til at udnytte de mindretalserfaringer og strategier man havde gjort fra dansk side siden 1864 19, og i denne forbindelse var afstemningsresultatet af en vis betydning, idet man kunne vurdere hvor det var formålstjenligt at sætte kræfterne ind. 3.4 Faktiske konsekvenser af afstemningsreglerne Forudsigelserne om en tysk kamp for revision af grænseændringerne kom til at holde stik. Følelsen af en uretfærdig afstemning fandtes ikke kun blandt tyskere, men deltes fx også af professor Aage Friis der havde stået regeringen nær, og som skrev til H.V. Clausen i maj 1919 at den nationalt set ganske uretfærdige delingslinie [ ] har gjort stor skade. 20 Særlig i Tønder kom det til protester da det i februar 1919 blev kendt hvordan folkeafstemningen skulle afvikles, og byrådet vedtog med alle stemmer undtagen den senere som dansk kendte Claus Eskildsen at Tønder er en tysk by 21. Man fandt støtte i en erklæring fra udenrigsministeriet i Berlin om at det er rigsregeringens ønske [ ] at beholde byen Tønder i riget gennem en retfærdig anvendelse af selvbestemmelsesretten 22. For det tyske mindretal i Tønder og i resten af Nordslesvig betød afstemningens tilrettelæggelse et konkret angrebspunkt, og emnet blev en del af forbitrelsen mod Versailles-fredstraktaten som Tyskland havde underskrevet under protest. Grænsen mod Danmark var således heller ikke fastlagt ved en aftale med Danmark, men med sejrsmagterne. Kampen for en grænserevision fortsatte op gennem 1920 erne og blev radikaliseret med nazificeringen af det tyske mindretal efter 1933 hvor håbet blev tændt om en snarlig grænserevision. Dette håb var også baggrund for det tyske mindretals militære deltagelse i anden verdenskrig på tysk side for at markere sit ønske om at komme hjem til det tyske rige. 16 Fink 1979, Bind I p. 286 Irredenta er et tidstypisk ord for nationalt mindretal i et andet land 17 Ibid, p. 68 18 von Jessen 1901 p. 337 19 Schultz Hansen 2009 p. 269 20 Sjøquist 1973, p. 286 21 Kardel 1983, p. 94 22 Ibid p. 95 10

Af forskellige grunde fandt den nazistiske ledelse det ikke hensigtsmæssigt at revidere grænsen mod Danmark hvorfor der heller ingen tiltag blev gjort i den retning under den tyske besættelse af Danmark. Først med København-Bonn mindretalserklæringerne i 1954 kunne man tale om en endelig anerkendelse fra begge sider af den nuværende grænse. Af mere kuriøse konsekvenser af afstemningsreglerne og Tønders deraf følgende tilknytning til Danmark kan nævnes at Tønders borgmestre helt frem til 1937 kom fra det tyske mindretal, og at gadenavnene frem til 1945 var affattet på både dansk og tysk 23. En svensk journalist kunne således i 1936 slutte en artikel om Tønder med at spørge sine læsere: Er dette ikke et stykke Tyskland, som er havnet inden for Danmarks grænse? 24 4. Konklusion I ovenstående afsnit er kun en del af problemformuleringen blevet besvaret, da der først på et sent tidspunkt er givet adgang fra Rigsarkivet til H.V. Clausens privatarkiv. Det er derfor ikke blevet studeret endnu. Det er mit personlige synspunkt at grænsen ved Tønder ikke var retfærdig efter de internationalt anerkendte holdninger om folkenes selvbestemmelsesret, og det er fortsat min hypotese at H.V. Clausen og beslutningstagerne var bevidst herom, men at mange andre forhold spillede ind og vanskeliggjorde en saglig vurdering af grænsedragningen ved Tønder. Den frygt man i sin tid kunne have for konsekvenserne af afstemningsreglerne med henblik på tyske krav om en revision af grænsen var ikke indbildt hvilket udviklingen især i 1930 erne gav bevis for. Clausenlinien kan dog fortsat genkendes i forløbet af den nuværende statsgrænse mellem Danmark og Tyskland og har dermed haft en varig betydning. Grænsedragningen i 1920 er således også et godt eksempel på den indflydelse enkeltpersoner - som i dette tilfælde H.V. Clausen - uden for magthavernes kreds kan have på den historiske udvikling. Litteratur Schultz Hansen, Hans m.fl.: Sønderjyllands Historie 2. Aabenraa 2009 von Jessen, Franz m.fl.: Haandbog i det nordslesvigske spørgsmåls historie, København 1901 Svensson, Bjørn: Tyskerkursen, 1983 Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt Bd. I III, Aabenraa 1979 Kardel, Harboe: Die Stadt Tondern am Ausgang der Deutschen Zeit 1900-1919 i Schriften der Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig, Aabenraa 1983 23 Becker-Christensen 1993, p. 29 24 ibid. p. 31 11

Karl Alnor: Die geschichtliche und nationale Recht in Nordschleswig und die Lösung der nordschleswigschen Frage i Schleswig-Holsteinisches Jahrbuch 1920, Hamburg 1919 Sjøquist, Viggo: Erik Scavenius Bd. 1, 1973 Lehmann, Hans Dietrich: Der Deutsche Ausschuβ und die Abstimmungen in Schleswig 1920, Neumünster 1969 Becker-Christensen, Henrik: Byen ved grænsen, Aabenraa 1993 12