1 Friluftsgudstjeneste 06.08.2015 kl. 20.00 778 - Fred hviler over land og by 367 - Vi rækker vore hænder frem 325 - Jeg ved et lille himmerig 775 - Der står et slot i vesterled Johs. 8, 12 Atter talte Jesus til dem og sagde:»jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«vi hører til i himlen! Det er ingen tilfældighed, at vækkelsesbevægelserne i 1800-talet især fik tag i folk, de steder, hvor livet var særlig udsat, hvor døden var en hyppig gæst og det daglige brød kun vanskeligt lod sig vride ud af jorden. Og hvor brændevinen i generationer havde været det eneste middel til trøst og lindring mod al livets ulykke og elendighed. I hører til i himlen!
2 De ord var i deres jævne håbefuldhed til at begribe, helt anderledes end præsternes uforståelige præk og indviklede udlægninger. I hører til i himlen! Det var så stærke ord, at de mange steder udkonkurrerede brændevinen og gav mennesker en helt ny selvforståelse. Vi hører til i himlen! Og vist er drømmen om himlen med nogen ret blevet kritiseret for at være letkøbt flugt og noget, der tog tyngden ud af livet her, og sandelig må der være en vis balance mellem himmel og jord, så at blikket ikke kun er himmelvendt, men også rettet mod jorden. Men troen på, at vi hører til i himlen, at Guds er vores far, Jesus vores bror og himlen vores sande hjem, har båret utallige mennesker gennem modgang og lidelse og tunge tider. - Selv havde jeg e en farmor, der var meget glad for himlen, og som brugte den til at klare sit liv med, hvis man sige det sådan. Visheden om, at vi hører til i
3 himlen var det eneste værn hun havde mod fattigdom, slid og uretfærdighed. Og hvilket værn. Vi hører til i himlen. Og om søndagen, hvis vejret var godt og det var sommer, bagte min farmor søsterkage selv om der ikke altid var råd til rosiner og hældte kaffen i en mælkeflaske iklædt en ulden sok og tog børnene og den lidt vrantne mand, som var min farfar, med op på bakken bag huset. Og så begyndte hun at synge, alle de sange om himlen, hun kendte det var mange, for de kom i missionshuset. Kan hænde børnene var lidt flove over al den himmelsang, men de kunne ikke lade være at synge med, når det sidste stykke søsterkage var spist. Om det nye Jerusalem, og den evige sommer og herligheden, der overgår al forstand. Men også om lærken, og sommervinden og det blå hav. Og det kunne ske, at en cyklist på vejen nedenfor blev grebet af sceneriet og smed cyklen i vejgrøfte, besteg den stejle bakke og satte sig i lyngen og sang med også selv om søsterkagen var spist.
4 Og sangen gjaldede ud over de åbne marker, og køerne blev nysgerrige, men mere trak den nok ind ad, ind i hjerterne. Vi hører til i himlen! Det kunne få børnene til at rette ryggen og løfte hovedet, når nogen i skolen lod en bemærkning falde om deres lappede og slidte tøj eller hvorfor de altid kun havde fedtemadderne i madkassen. Og aldrig franskbrød. Vi hører til i himlen! Men tiderne skiftede som tider gør, og på et tidspunkt blev man træt af alt det med himlen der var vel også et liv, før end man nåede så langt? Og hvad havde vi fået livet for, hvis det ikke var for at leve det og glædes i det? Det er et sært træk ved os mennesker, at vi altid skal overdrive enten taler vi kun om himlen, hvor vi hører til og om al den herlighed, der venter, når dette jordelivs elendighed har ende og glemmer helt, at vi vel er sat på jorden for at glæde os og sidde på en bakketop om søndagen og den slags og ikke kun lever med særligt henblik på at dø.
5 Eller også holder vi helt op med at tale om himlen og om, at det er dér vi hører til. Så tør vi kun tale om himlen, hårdt presset af døden, ellers ikke. Der er ligesom ingen mellemvej. Himlen ikke er blevet mere populær i de mange år, jeg har været præst. At vi hører til i himlen, at vort liv har et håb og en retning, at vi og alt en dag skal omsluttes af Guds kærlighed, dét snakker vi helst kun om, når nogen dør og vi ligesom bliver nødt til det. Det er formodentlig fordi der i en periode var for meget himmel, det kan vel være. Men i vores tid er der til gengæld alt for lidt. Vi lever i en tid, der ikke tør tro på, at vi hører til i himlen det er knap nok os, der er sat til at forkynde det, vover at sige det. For sæt nogen skulle tro, at vi er uintelligente. - Men det dur ikke. For vi hører til i himlen.
6 Og når vi taber himlen af syne, mister vi den kraft der kan få os op på bakkerne om søndagen og synge sange, der går ind ad og giver hjertet mod, og vi mister det håb, der kan give vort liv farve og styrke og mod, også i svære tider. Og uden himlen bliver døden som en endeløs flade af hårdt beton. Men der også noget andet. Der sker noget andet, når vi glemmer himlen. Vi bliver henvist på os selv. Når vi mister ordene om himlen og det dybe håb om, at det er dér, vi hører til, så er der kun os selv tilbage, så er der kun det igen, der er af mennesker, så er der ingen åbninger i verden ud over dem, vi selv kan lave. Vi mister simpelthen en dimension. Og det har meget større og alvorlige konsekvenser, end vi ved af. Men himlen er vort hjem, det er dér vi hører til.
7 Det er sandheden. Og vi er på vandringen mod den, en lang vandring eller en kort, vi aner det ikke. Mens vi går skinner himlens lys på os, og jeg tror, det skinner stærkere og stærkere desto nærmere, vi kommer. Og jo mere vi lader den tanke vokse i os, at som Guds elskede børn hører vi til i himlen, desto mere vil vi se af himlen her på jorden. Amen