Årbog for Københavns stift. og det gamle hus kan selv både knirke og knage

Årbog for Københavns stift 2008 og det gamle hus kan selv både knirke og knage

Årbog 2008 Udgivet af Københavns stift Redaktion: Maj-Britt Boa Anders Carlsson Bente Hansen Flemming Pless Peter Skov-Jakobsen Jesper Stange (ansvarshavende) Foto: Maj-Britt Boa Design: Mindgame Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S ISBN: 87-89096-28-2 ISSN: 902-4190 Årbog for Københavns stift 2008 og det gamle hus kan selv både knirke og knage

Indhold Forord 6 af Jesper Stange Causerier af Margit Svendsen 1999 Københavns Præstekonvent 8 2000 Københavns bispegård 10 2001 Erindringer 21 2002 Farvel min velsignede fødeby 25 2003 Det moderne gennembrud 29 2004 Enevældens indførelse 32 2005 Henrik Pontoppidan 37 2006 Ludvig Holberg 40 2007 Struensee og Kærlighed uden Strømper 44 Aktstykker fra årets landemode Prædiken ved landemodegudstjensten 60 af provst Gotfred Larsen Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 64 Landemodeforedrag af professor Jakob Skovgaard-Petersen Årsberetning 2008 78 ved biskop Erik Norman Svendsen Referat af forårsprovstemøde den 3. 4. april 2008 på Bornholm 98 ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld Referat af landemodets forhandling den 8. oktober 2008 104 ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld Udvalgsberetninger Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde 108 ved universitetslektor Karsten Fledelius Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde 109 ved stiftspræst Niels Underbjerg Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab 113 ved sognepræst Tine Berg Krogstrup Stiftsudvalget for diakoni 114 ved Finn Pilgaard Beyer Københavns Stiftscentral for praktisk teologi 116 ved konstitueret stifts- og sognepræst Helene Dam Folkekirkens Skoletjeneste 118 ved leder af skoletjenesten, sognepræst Helle Krogh Madsen Landemodeberetning 122 Præster: Tilgang afgang 122 Navne og adresser 125 Københavns Stiftsfonds regnskab for 2007 134 Bidrag til Stiftsfonden 136 2008 Indenfor Udenfor 49 Litteraturhenvisninger 54 Folkekirkens Infocenter i Københavns stift 120 ved leder af Infocentret Karen Schousboe

Forord Vi ved alle, hvordan biskoppen ser ud, så her er et billede af Margit Svendsen. Det er sket ved de årlige nytårskure i bispegården og derfor alene til præsternes fornøjelse. Redaktionen er af den opfattelse, at fornøjelsen ikke bliver mindre af Det har nu aldrig været vanskeligt at finde Margit Svendsen at blive delt med andre. blandt personalet på stiftets kontorer. Hun er den eneste, der går på bare tæer. Bispindens bare tæer gav den, der med en ansøgers gummiknæ var kommet op ad trappen til bispegårdens administrationsniveau, et indtryk af overraskende hjemlighed. På vej op ad trappen mindede bispernes gipsprofiler Spørgsmålet er så, om den mundtlige form kan fanges i en skriftlig fremstilling. Man kan have sin tvivl. Den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens f lugt. Det viste sig, at Margit Svendsen ikke lå inde med egentlige manuskripter. Margit har brugt sin sommer på at gennemskrive sine causerier. den besøgende om Københavns stolte kirkehistorie. 6 Man bøjede sig respektfuldt, når man åbnede døren og trådte ind, og hvad var det så man så fra sin høf lige foroverbøjethed Margit Svendsen har sikkert gestaltet sit liv og arbejde som bispeægtefælle i et ligeså utraditionelt match som de bare tæer på de bonede gulve. Biografien må vente til engang, Margit selv bliver en del af den bispegårdsfortælling, hun ruller op på de følgende sider. Men redaktionen ønsker med denne årbog at føje endnu en nuance til billedet af Margit Svendsen. Margit er bispegårdens bibliotekar, historiker og fortæller. Vi ved, at Margit Svendsen er sin mands vigtigste medarbejder. Gad vide om nogen prædiken eller noget væsentligt dokument nogensinde har forladt bispens skrivebord udenom Margits kritiske korrektur. Men så har Margit Svendsen med causerier over tidligere bispefamilier, kendte og ukendte personer i deres omgangskreds afsløret et talent for den mundtlige fremstilling. Det hed sig tidligere, at når præster fik så høj en løn, var det, fordi de havde besværet med at lære deres prædikener udenad. Der er nok den, der vil mene, at vore dages anstrengelser i den retning, svarer nogenlunde til lønnen, men den, der oplever den levende mundtlige fremstilling bliver alligevel overrasket over, at denne kunstart er så undervurderet. Og bogstavet har ikke gjort det af med det levende ord i disse gennemskrevne causerier. Den, der læser, fornemmer den mundtlige fremstilling i det skrevne. Det skyldes selvfølgelig det engagement og den meget personlige interesse, Margit Svendsen har i at komme under vejr med sig selv i forgængernes spejl. Man kunne sige, at Margit Svendsen nok går i sine forgængeres spor, men hun sætter sine helt egne fodaftryk. Jesper Stange 7

1999 Københavns Præstekonvent I 1840 erne havde vi enevælde i Danmark, men demokratiet bankede på. Der var et stort folkeligt ønske om af en ny Psalmebog. Konventet nedsatte straks en ko- Københavns Præstekonvent forslag om udarbejdelsen at få genindført den ytringsfrihed, som vi havde haft mité med bl.a. N.F.S. Grundtvig og den senere biskop under Struense omkring 1770. Overalt i landet blev der H.L. Martensen. Samtidig anmodede man Det Kongelige oprettet konventer, for gejstligheden ønskede et mere Kancelli om at indstille arbejdet med Tillægget, og i formaliseret fællesskab end de tilfældige sammenkomster efter landemodegudstjenesterne eller det selska- som Konventet nu havde under udarbejdelse. stedet genoverveje en helt ny Psalmebog, nemlig den, belige samvær rundt om i præstegårdene. 1843 stiftedes Københavns Præstekonvent, som Mynster var dybt krænket. Han havde principielt ikke mebog, gav til sidst op. Hver gang man forsøgte at få mand trofast besøgt bispegården nytårsdag klokken Grundtvig til at ændre eller fjerne sine smagløsheder, 15.00. Det gav et par timers ro på hjemmefronten til reagerede han enten med at nægte at fjerne noget som at få ryddet op efter nattens festivitas med fyrværkeri helst, eller også ændrede han, og tilføjede i stedet nye og bordbomber. Helt anderledes var situationen, da vi smagløsheder. selv f lyttede ind i bispegården i 1992, og fik en forespørgsel fra konventet, om vi havde noget imod, at Til sidst gik Københavns Konvents Salmebogskomité i opløsning, og arbejdet blev overtaget af Roskilde Konvent. Salmebogen blev autoriseret i 1855, un- tradition, men det var lidt af en omvæltning pludse- denne skik fortsatte. Man skal jo aldrig bryde en god der den officielle titel: Psalmebog til Kirke- og Huus- lig at have huset fuldt af gæster nytårsdag, år efter år. Andagt, med den mere populære titel: Roskilde Konvents Salmebog. Da var Mynster for længst død, og hus ; og ikke mindst glæder vi os over, at der nu er slut- Til gengæld har vi glædet os over, at vi har haft fuldt Martensen havde overtaget hans embede. tet fred mellem bispegården og konventet efter det anspændte forhold i Mynsters tid. Efterhånden fik Københavns Præstekonvent dog et bedre forhold til de sjællandske biskopper. Ovenstående indledning og de følgende artikler er alle I december 1854 opdagede man, at bispestaven på nedskrevet på baggrund af causerier holdt gennem 10 Biskop Balles monument på Assistens Kirkegaard var år i bispegården nytårsdag. 8 nu har eksisteret i 155 år. Den 68 årige biskop, J.P. Mynster noget imod, at Konventet arbejdede på en ny salme- blevet stjålet. Konventet påtog sig generøst at bekoste 9 så dengang med nogen skepsis på konventet: Conbog. Men den slags arbejde tager tid, og imens kunne reparation af monumentet, men da biskop Balles arvin- Margit Svendsen. ventets Andragender gik for det Meste ud paa at modarbeide man bruge hans tillæg. I Mynsters tillæg var der i øvger også var parat til at betale udgifterne, blev udgif- September 2008 mig, og min Stilling blev mig derved i lang Tiid, rigt kun optaget én salme af Grundtvig: Søndag Morterne vist nok delt mellem familien og konventet. ikke blot ubehagelig, men virkelig bitter. Jeg erkiendte gen fra de Døde ; og som Grundtvig bemærkede, så vel, at den Post, hvorpaa jeg er sat til den danske Kirkes havde biskoppen endda foreslået, at den skulle synges Københavns Præstekonvent fungerede i mange år som Forsvar, tør og bør jeg ikke forlade, fordi Tiderne blive på melodien Herre, jeg har handlet ilde! halvofficielt led til Kirkestyrelsen. Men efter at Præsteforeningen vanskelige. De overvejelser, han havde haft om at gå Mynsters salmebogstillæg blev dog autoriseret i var blev stiftet i 1896, blev konventet del- på pension, blev hermed skrinlagt. 1845. Klogeligt havde han i mellemtiden forøget Grundtvigs vist udkonkurreret, og gik efterhånden mere og mere andel af salmerne, så der var nu hele fire Grundt- over til at være en foredragsforening. Mynster fik da også hurtigt problemer med konventet, vigsalmer med i tillægget. nemlig i Psalmebogssagen. Den stærkt rationalistiske Siden 1940 har der været tradition for at Københavns Evangelisk-Kristelige Psalmebog af 1796 trængte til en Imens sendte Præstekonventet deres eget prøvehefte Præstekonvent har besøgt bispegården hvert år nytårsdag af løser. På Mynsters opfordring havde en Kongelig Resolution ud til høring hos en indbudt gruppe. Det gik ikke om eftermiddagen. Anledningen var, at biskop af 25. juni 1842 dog afvist tanken om en helt ny godt. De adspurgte fandt, at heftet havde et alt for Hans Fuglsang-Damgaard efter nytårskur hos kong, Psalmebog, men til gengæld godkendt udarbejdelse af stærkt Præg af Pastor Grundtvigs Ejendommelighed. Christian X havde en hilsen med tilbage til stiftets præster. et salmebogstillæg, som en kommission, med Mynster Både hans egne salmer, men i høj grad også hans Denne hilsen blev herefter overbragt til de præ- som den absolutte hovedkraft, gik i gang med. Men bearbejdelse af Kingos salmer. Martensen, som havde ster, der mødte op klokken 15.00 om eftermiddagen. netop som arbejdet var ved at være færdigt, stillede haft et stort ønske om at få udgivet en Grundtvigs sal- I de år, vi var præstefolk i Københavns stift, har min

2000 Københavns bispegård 10 Når man i mange år har boet i præsteboliger i København og omegn fra det 20. århundrede, er det lidt af et kulturchok at f lytte ind i et hus fra 1732, med aner tilbage til middelalderen. Bispegårdens historie går tilbage til 1300 tallet og den har huset både Københavns andet rådhus, og fra 1479 Danmarks første universitet. Efter Reformationen f lyttede Universitetet over på den anden side af Nørregade til sin nuværende placering på Frue Plads, mens de nye lutherske biskopper med deres familier rykkede ind i Bispegården. Peter Palladius og hans familie var de første i 1537, og vi f lyttede ind i 1992 som familie nummer 28. Vi kom fra Dragør fra en dejlig præstebolig med frisk luft og lokalt miljø, til et byhus i Københavns centrum. Under vores lejlighed på 2. sal vrimlede huset om hverdagen med folk, der både arbejdede og med stor opmærksomhed fulgte de nye beboeres færden. Om aftenen sad vi alene tilbage og kiggede på hinanden bag den låste port. Vi savnede det netværk, vi som nytilf lyttet præstefamilie altid har fået foræret af et opmærksomt menighedsråd og en menighed, der er interesseret i, at den nye familie falder godt til i sognet. Som bispefamilie var vi omfattet af nysgerrighed. Sognets nære relationer kunne ikke uden videre overføres til stiftet. Vi fik en masse bekendte de første år. Langsomt men sikkert fik vi også nye venner. Det er et stort hus at finde rundt i, ikke mindst kælderen. Her ligger det eneste rum, der overlevede den store brand i 1728. Det skiller sig tydeligt ud med sine middelalderligt lave hvælvinger. De første år havde jeg altid en svag rædsel for, at en glemt fange fra Rådhustiden skulle rasle med lænkerne, eller en evighedsstudent fra universitetsepoken skulle vågne op. Sådanne forestillinger er ikke helt absurde i kælderens halvmørke støvede luft. De mange lyde fra gaden, vinden og trafikken er svære at stedfæste, og det gamle hus kan selv både knirke og knage. Helt slemt var det et efterår, hvor jeg lå alene, syg af halsbetændelse og med høj feber, mens min gemal var til møde. I min feberdøs hørte jeg både skridt og banken, men ingen svarede, når jeg kaldte. Jeg spekulerede på, hvad det dog var for et hus, vi boede i. Hvem puslede, og hvordan levede folk eller hvordan overlevede de her, før vi slog os ned anno Domini 1992. Vi havde netop fået indrettet et lille bibliotek, som jeg har ansvaret for; og næppe var jeg blevet rask, før jeg begyndte at granske i de mange bøger vi har om og af husets mange beboere. Vi har mest litteratur om bispegården fra tiden efter branden i 1728, hvor bispegården brændte ned til grunden sammen med en meget stor del af Nørregade. Arkivet og det store bibliotek gik op i f lammer, mens 11

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård biskoppen, Christen Worm og hans familie reddede livet, fordi de var i Roskilde til landemode. Husets tidligere beboere Det er påfaldende, så mange biskopper, der er døde i bispegården i deres rede. Den første biskop, Peder Palladius bliver 52 år gammel ramt af Guds vældige hånd med en lammelse. Fra sin seng styrer han det vældige Sjællands stift, indtil der 1559 ansættes en hjælpebiskop, og selv dør han i 1560. Med ganske få undtagelser dør biskopperne i bispegården, stille, under dramatiske omstændigheder, eller som Skat Rørdam 1909 under nydelse af en cigar. I 1934 døde den sidste biskop i huset, Harald Ostenfeld. Han lå for døden og led under gadestøjen i Nørregade. Man lagde ham da ud i det loftsværelse, der vender ind Om Peder Palladius familieliv ved vi ikke mere end, at han var gift med Kirsten, og at hun i 1555 takker for en modtaget laks. Hun overlever sin mand, men om de får børn, melder historien intet. Heldigvis er vi bedre kendt med hans efterfølgere. Nogle har skrevet deres erindringer; eller børn og ægtefæller har fortalt om deres liv i huset. Alt i alt har vi nok til at danne os et indtryk af dagligt liv i bispegården efter Reformationen. Nicolai Edinger Balle 38 år gammel får han titlen af Sjællands Biskop. Han er enkemand med 7 børn og nygift med sin forgænger Biskop Harboes datter, med hvem han får 8 børn i bispegården. Han hører til de få biskopper, der ikke dør i huset. 25 år senere i 1808 går han på pension, træt og deprimeret. Men da havde han også bispeviet 17 biskopper, creeret 80 provster samt ordineret 453 præster. til det Sjællandske rytterregiment i Næstved. Den ene blev major, og Kristian blev løjtnant og levede et letsindigt og dyrt løjtnantsliv. Han stiftede gæld, og da gælden skulle indfries lånte han fra fars chatol. Uanset fattigdom og gæld havde Balle altid en reserve liggende i chatollet. Kristian har sikkert villet lægge pengene tilbage, men han nåede det ikke, før hans far opdagede det. I sin hidsighed gik Balle til drengens øverste chef, Kronprinsen, og forlangte ham afskediget. Denne havde forståelse for biskoppens problem. Han ønskede dog sagen klaret i mindelighed, men Balle insisterede og fik sin vilje. Kristian blev fyret på gråt papir. Da han opdagede, hvem der stod bag afskedigelsen, blev han lige så rasende som sin far, brød op og rejste til Hamborg hvor han brugte resten af sine, eller måske sin fars penge. Da kassen var tom, lod han sig hverve til den østrigske hær. Han avancerede, blev kaptajn og blev såret ved et slag Balle var rykket ind i bispegården som enkemand og nygift. Efter eget udsagn levede han lykkeligt i begge sine ægteskaber. Han slap dog aldrig sin første kone, en kusine til Grundtvig. Til sin død hævdede han, at hun kom ind til ham i hans studerekammer på en bestemt tid om aftenen. De sagde ingenting men så på hinanden, og han kaldte det for dagens bedste oplevelse. Ingen kunne overbevise ham om, at det bare var indbildning. For ham var det en ægte oplevelse, dagens bedste. Det er ikke så underligt, at vi har problemer med de mange lyde i huset! Frederik Münter Balles efterfølger, Frederik Münter (1808 30) var en hel anden type. Han var sprænglærd og havde mange interesser, bl.a. arkæologi. Han efterlod bispegården en større samling fortidsminder, opstillet eller indmuret i 12 mod gården, hvor der var lidt ro, Her døde han, og det ved Regensburg. Herfra skrev han afskedsbrev til sin portrummet. En stor del er i dag på Glyptoteket, mens 13 samme loftsrum blev i Fuglsang-Damgaards tid indrettet til soveværelse. Vi tænker på dem, hvergang vi hører en uvant lyd i soveværelset, og har i al fredsommelighed leget med tanken om spøgelser i Bispegården. Men man skal være forsigtig. For nogle år siden, vågnede jeg en nat ved et mægtigt brag og havde en fornemmelse af, at det var hos os, det lød. Søvndrukkent slog jeg det hen med, at det nok bare var de sædvanlige spøgerier. To timer senere vågnede jeg igen ved at spøgelset stod hos os i soveværelset, spillevende. Han skyndte sig væk, da jeg for op, medbringende tegnebog og diverse andre effekter. Vi var kun glade for, at spøgelset ikke var en voldelig indbrudstyv. Alt andet lige er det dog mere spændende at kende noget til biskoppernes liv, inden de gik bort. Især har jeg været interesseret i deres familieliv. Hvordan overlevede kone og børn i disse specielle omgivelser. Som biskop fik Balle en stor lønforhøjelse, men hans udgifter var endnu større. Bispegården var meget dyr at bebo, og han måtte anskaffe både vogn og heste til visitatserne; samt underholde en husholdning på 24 personer. Han stiftede gæld, som han aldrig kom ud af, men som tværtimod bare voksede. Tilsidst blev han reddet af kongen, som gav ham pension, da han f lyttede ud af bispegården. De 15 børn, han fik, blev ikke alle voksne, men der var liv og glade dage i huset, når far var uden for hørevidde. Han havde ry for at være en kærlig men hidsig far, og sønnerne havde ry for at være vilde. I hvertfald skød de med pusterør fra loftet efter folk på gaden. Det lyder uskyldigt, men folk klagede til biskoppen, som blev vred og besluttede at sætte en effektiv stopper for den leg. Han satte de 3 ældste drenge i skole i Vordingborg. Så var roen genoprettet troede han. Men de to ældste f lygtede omgående og lod sig hverve far, hvor han forsikrede ham om, at han havde gjort sit land ære, og at han ville dø som en tapper soldat. Han vil ikke have sit sårede ben amputeret og sendes hjem som krøbling for at blive underholdt af familien. Da brevet nåede København, var Kristian for længst død og begravet. Hans far tog dødsfaldet meget nært og ønskede ikke, at man nogensinde nævnte drengen for ham. Balle selv var nu gået på pension, træt, deprimeret og enkemand for anden gang. Han havde selv oplevet krigen på nært hold. Under bombardementet i 1807 gik han rundt på voldene fra bastion til bastion, trøstede og opmuntrede de skræmte soldater. Kronprinsen skulle have udtalt, at hvis København igen skulle blive belejret, ville han gøre biskoppen til kommandant. Ifølge andre kilder skulle soldaterne have været lidt trætte af den gamle biskop, der forstyrrede dem i deres arbejde. Men det vidste Kronprinsen måske ikke. vi har kopier og afstøbninger tilbage. Som Balle havde han en stor familie og mange børn, men han havde ikke Balles økonomiske problemer. Han arvede en sommerbolig på Østerbro fra sin far, Balthasar Münter, og han havde råd til at have Adam Oehlenschläger og hans familie boende ganske billigt til leje i bispegårdens stueetage (1822 34). Münter var som sagt lærd og distræt. Biskop Mynster skriver om ham, at han mangen Gang ganske ugenert modtog de fornemste Besøg i sit giennemrøgede Værelse, med blottet Hals og nedhængende Strømper. Og H.N. Clausen fortæller, hvordan han med begge Hænderne i Baglommerne af den graa Frakke, eller i Frostvejr gjemte i en Muffe, uden holdning og med ilsomme Skridt mere løb end gik henad Gaden. Han havde god grund til at skynde sig. Foruden embedet, havde han ansvaret for hele familien. Hans kone var syg. Hun havde fået ødelagt sine nerver, bl.a. un-

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård 14 der Københavns bombardement i 1807, og sad i lange perioder i et fjernt værelse, lammet af depressioner. Oehlenschläger har fra stueetagen et godt øje til Münters distræte væsen. Han fortæller, hvordan Münter en dag lod en Pagode (Buddha), der sad med Benene overkors, sætte ind i en Niche i hallen over en dør. Efter at have stirret længe på Murerens arbejde udbrød han ivrigt: Den Niche er for lav, når han rejser sig, har han ingen plads! O deres højærværdighed svarede Muursvenden ganske ærbødigt og alvorligt, Det gør han ikke. Videre fortæller Oehlenschläger, hvordan Münters datter Sophie kom ned til os og berettede ganske forskrækket, at hendes søster Ida havde fået et fiskebeen i halsen. Jeg ilede derop. En Barbeer var allerede hentet, som med et andet langt Fiskeben stod og sonderte Idas hals. Jeg ville hen og høre, hvordan det gik, da Biskoppen standsede mig på vejen. Han stod med en korrektur, som han læste meget opmærksom, midt på gulvet, og råbte i en Tone, der vidnede om, hvor dybt han var inde i sit Arbejde: Oehlenschläger! Skal der stå et komma eller ej? Deres Højærværdighed! svarede jeg alvorlig, lad os først høre noget om det Komma, deres Datter har fået i Halsen. O svarede han ganske rolig hun kommer sig nok. Og det gjorde hun. Men det kunne han ikke så bestemt vide. En anden søn, Frederik, skulle læse til eksamen og var i den anledning installeret i et værelse ved biskoppens studerekammer. En aften skulle han være sammen med nogle kammerater, men turde ikke bede om udgangstilladelse. Han fandt imidlertid på Raad; da klokken nærmede sig 10, begav han sig med et kollegiehefte under armen ud igennem faderens værelse. Hvor skal du hen? spurgte den i sine studier ganske fordybede fader, og da sønnen svarede: Til forelæsning, svarede biskoppen: Ja rigtigt; jeg seer jo, at klokken snart er 10: gå med Gud; min søn. Men når det rigtig gjaldt, var Münter vågen. En spansk greve, Vargas bliver indført i Bispegården. Han er videnskabsmand, mineralog og overordentlig charmerende og behagelig. Fru Münter vågner op af sin depression, og den 16 årige Fanny bliver forelsket. Det er øjensynligt gensidigt, ihvert fald frier greven. Münter er betænkelig. Vargas er katolik, og det ser ikke godt ud at give sin 16 årige datter til en 38 årig katolik. Han beder om henstand, checker greven, og opdager at han ikke er andet end en charmerende lykkeridder. Han siger nej. Fanny græder, og fru Münter falder tilbage i sløvhed. Münter kan kun se én udvej, at søge hjælp hos den nye sognepræst ved Vor Frue Kirke, J.P. Mynster. Han snakker med Fanny, trøster hende, forelsker sig og frier; og han får ja både hos Fanny og hendes forældre. De bliver gift, den nu knap19 årige Fanny med den 21 år ældre Mynster. En sidste gang lyder der trin på trappen ned til Oehlenschläger. Ida kommer, hendes far er faldet om. Oehlenschläger fortæller selv, at han løber op og tager Münter i sine arme. Han er stadig ved bevidsthed men dør dagen efter, langfredag 1830. Peter Erasmus Müller følger Münter som biskop i 1830. Oehlenschläger bliver boende i sin lejlighed i stueetagen, men ikke længe, for Müller dør allerede i 1834. Mynster bliver nu biskop og følger sin kone Fanny tilbage til bispegården. Men nu må Oehlenschläger til sin store sorg f lytte. Han skriver selv herom: Nu blev Confessionarius Dr. Jakob Peter Mynster Biskop, og maatte begynde sin Indtrædelse med den drøvelige Forretning, at jage en af sine ældste Venner ud af Paradis eller Bispegaarden. Der skal være plads til fru Münter. J.P. Mynster Mynster f lytter ind i bispegården 59 år gammel og bor der til sin død som 78 årig. Der er ingen forlydende om drenge med pusterør. Mynster synes lige som Balle, at bispegården er dyr at bebo. Huset var blevet grundigt skadet under bombardementet, og vi har stadig i portrummet 2 kanonkugler som en hilsen fra englænderne. Men han levede et meget lykkeligt ægteskab med Fanny. Han blev forældreløs, før han var fyldt fire år; og han voksede op med sin bror hos sin stedfar, som i 1790 bestemte ham for teologien, fordi han blev anset for at være for dum til det svære medicinske studium. Om sit ægteskab med Fanny fortæller han selv, at han hos hende fandt, hvad han så længe forgæves havde søgt, et væsen, der elskede ham og uden mindste tvivl hengav sig til ham. H.L. Martensen Martensen er den biskop, der holder længst, knap 30 år. Han mistede sin far og forsørger 12 år gammel, og hans mor havde en hård tid med at skaffe sin eneste søn en god uddannelse. Det lykkedes! Martensen har skrevet 640 siders erindringer, men næsten intet fra sit privatliv. Han synes ikke, at huslige forhold egner sig for offentligheden. Dog får hans første kone, som han var gift med i 9 år og som fødte ham to børn: 5 linier. Hans kone nummer 2, som overlever ham efter 35 års ægteskab får ca. én side. Hun er af fransk afstamning og smuk, og med hende får han datteren Josepha i 1852. Josepha blev maler og forfatter, og hun fortæller i sine egne erindringer om 15

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård med et lille fornøjet Smil, der kunne slå om til dybsindig Alvor, uden at han havde den fjerneste Anelse om dette vekslende Minespil. Han udgjorde ifølge Josepha en ejendommelig Figur midt i Sværmen af mondæne Promenerende. Måltiderne lå helt fast. Præcis klokken fire gik døren op fra spisesstuen og tjeneren meldte: Der er rettet an! Hvis der gik nogle få minutter over tiden, indfandt far sig med uret i hånden og udbrød. Må jeg spørge om vi aldrig skal spise i dag?. Mor skulle helst være hjemme, når far var i huset. Hun huserede i køkkenet på 1. sal, og far sad på sit kontor på samme etage. Der var lang vej mellem de to rum, og hvis far fik brug for mor, sendte han Josepha, som spænede gennem alle gangene og råbte: Far vil gerne ha, at du skal komme over til ham!. Så slap mor alt 16 og gik af sted. Det kunne ske f lere gange i løbet af en 17 formiddag. Sådan fik mor motion. Når far var på visitats om sommeren, måtte mor forlade huset alt det hun ville, bare hun skrev til ham hver anden dag. Der skulle helst ligge et brev, når han kom til en ny præstegård. Far skrev også til mor, korte breve. Han havde jo travlt! sin barndom og ungdom i bispegården. Her leger hun med Rothes børn. Familien boede nemlig til leje i stueetagen indtil han i 1865 bliver stiftsprovst. De leger i hele huset og i den smukke have med de mange blomster, som med årene blev mere og mere fedtede af kulstøv, så man både skulle vaske hænder og blomster, når man havde været nede og plukke dem. Familiens liv var overmåde regelmæssigt. Klokken 7, sommer og vinter blev der banket på forældrenes sovekammerdør, og ikke længe efter hørte man entrédøren smække. Far begyndte dagen før morgenkaffen med en lille morgentur ned til Langebro. Klokken 9 blev bispekontoret åbnet. Før middagsbordet gik far igen tur, den samme tur hver dag gennem Østergade, ud ad Bredgade helt ud til Toldboden, og samme vej tilbage igen. Han lagde ikke mærke til de mange folk, der allerede dengang gik på Strøget. Lidt nærsynet og opslugt i sine egne tanker fik han ikke engang øje på sine nærmeste venner. Han kunne gå midt i Vrimmelen Far havde altid travlt. Der var ikke stor selskabelighed i huset. Selv juleaften var stilfærdig. Børnene kom og spiste, men far trak sig hurtigt tilbage for at tænke på sin juledagsprædiken. Heller ikke juledag var der fest. Først 2. juledag holdt man fest med juletræ. Det er mærkeligt at tænke på, at Martensen fra sine vinduer kunne se ned til Store Kanikkestræde, hvor Faber i 1848 skrev Højt fra træets grønne top. At løbe hujene rundt i huset, op og ned trapperne og synge Nu er det Jul igen, blev først indført i bispegården 150 år senere! Thomas Skat Rørdam Bispegården i Martensens tid var forfalden uskøn og indvendig temmelig ubevem skriver Josepha. Inden Skat Rørdam f lytter ind med sin familie i 1895, bliver huset gennemgribende restaureret af Martin Nyrup som samtidig stod for opførelsen af Københavns Rådhus. Restaureringen er så dyr, at man er nødt til at sælge det meste af bispegårdens have for at få råd til ombygningen. Skat Rørdam skriver begejstret til sin ven Otto Møller, sognepræsten i Gylling i november

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård 1895, at han skal komme og besøge ham. Altsammen er det så stemningsfuldt, så man sjælden skal finde Magen dertil. Nu skulde du komme og gæste mig. Du skal få det som en Bisp i en Gaaserede og blive behandlet som den mest kærkomne Gæst, der kan findes. Josepha og hendes mor bliver også inviteret til at besøge det nye hus. De beundrer den nye indretning kan sagtens se, at der er sket store forbedringer både indvendig og udvendig. Men da Skat Rørdam til sidst spørger Josepha om hendes endelige mening, kan hun kun svare med et citat fra Oehlenschlägers vemodige sang Underlige Aftenlufte. Bedre, skønnere maaske, Ak, men det er ikke de!. Det forstod de elskværdige Rørdams naturligvis saa inderlig godt slutter Josepha sin beretning om besøget. 18 19 Hans Fuglsang-Damgaard Tilsidst et kig ind i vores eget 20. århundrede, hvor vi er født, har levet vores barndom og ungdom, og indtil videre størstedelen af vores liv. Fuglsang-Damgaard er en af de længst regerende biskopper. Bortset fra Mar tensen har kun Ludvig Harboe (1757 83) siddet lige så længe som ham, nemlig 26 år. Han kunne have slået Martensens rekord, hvis ikke pensionsalderen havde sat en grænse. Da jeg lærer min mand at kende i 1962, hun i lang selskabskjole og med diadem. De virkede Bis koppen svævede lidt over vandene, forklarede hun ung pige på 20 år med et karrakterfyldt udtryk i de er Fuglsang gået på pension, men langtfra glemt. På ærefrygtindgydende. med et smil. Han havde ikke tid til at tage sig af den sto re mørke øjne. Jeg læste løs om hendes barndom i den tid verserede der i teologkredse utallige vandre- daglige husholdning, men der skulle være penge til Grønland, hvor hendes far var præst i 14 år. Calina el- historier om den meget distræte biskop og hans myn- senterede en ældre dame sig for os. Hun havde været hans manicure. skede sin grønlandske barndom og var stolt af, at hun dige/skrappe kone Calina. Jeg hørte på dem, let ad- i huset hos bispeparret under 2. verdenskrig, og hun Men ved en reception i bispegården en aften, præ- var født deroppe og kunne sproget. En født grønlæn- spredt. For en syttenårig er der mere spændende un- fortalte fornøjeligt om det levende hus, der var fyldt En dag læste jeg lidt i Fuglsang-Damgaards erindrin- der var for hende næsten det samme som at være rig- derholdning end historier om gamle bispepar. Da vi flyt op med mor, far og 4 børn foruden biskoppens svage- ger og opdagede, at Calina havde skrevet to kapitler, tig grønlænder. Hun elskede naturen og befolkningen tede ind i bispegården kiggede vi i det store fotoalbum lige mor og flygtninge på loftet. Det var en stor hus- om sin egen opvækst i Grønland og Århus samt om li- ikke mindst deres musikalitet. som de havde efterladt fra årene 1929 1960. Jeg stu- holdning; og det var aldrig lykkedes uden den meget vet i bispegården. Jeg fandt her et fotografi af hende derede deres sølvbryllupsbillede, han i kjole og hvidt, dygtige Calina, som hun talte om med stor respekt. fra 1920. Et bemærkelsesværdigt billede af en smuk til Syddanmark, til Århus hvor faderen bliver præst ved 1911 flytter familien til hendes store sorg tilbage

2000 Københavns bispegård domkirken. To ting optager nu Calina. Hun bliver spejder, og hun dyrker sang. om, rummet kun venter på, at børnene skal komme og med spir og tårne og enkelt lille kirke. Der ser ud som holde deres møder. På det øverste loft, lige under taget Som spejder bliver hun under 1. verdenskrig Krigsgudmoder for de sønderjyske krigsfanger, der er havnet i ber der gjorde det muligt at brække både arme og ben. blev der sat gymnastikredskaber op, livsfarlige redska- krigsfangelejren Aurillac i Frankrig. Hun får to fanger, De var der stadig, da vi f lyttede ind. Vores dengang toårige barnebarn, Lukas, drømte om at blive stor nok til som hun med stort besvær strikker sokker til. De bliver sendt af sted forsynet med breve men hun hører intet fra nogen af dem. Hendes far er heldigere. Fuglsang-Damgaard børnene har larmet rundt, spil- at forsøge sig med ringene. Han bliver Gudfader for en ung stud. theol. Han sender bøger ud og får svar, men han er ikke f littig til at fra vores lejlighed, men uden de følger, det fik for let fodbold i gården og måske skudt med pusterør holde kontakten. Op til jul overtager Calina korrespondancen. Først et stykke tid efter krigens ophør møder Fuglsang-Damgaards 26 år som biskop. Balles drenge. Kort sagt, det gamle hus var fuldt af liv i hun den hjemvendte krigsfange: En høj, meget tynd, helt kortklippet Mand med et alvorligt Ansigt, der fortalte, at Krigens Gru og Fangeårenes Håbløshed havde Vi har nu boet i bispegården i 16 år, uden at medbringe Epilog sat sig Præg i Sindet. Det er ingen ringere end Hans mange børn. Vores datter, Julie, f lyttede med os, men 2001 Erindringer Jeg elsker at læse erindringer, gå ind og ud hos andre K foran nummeret; de kommer fra København. Erik er familier, ganske uforpligtende uden krav. i dagens anledning i fint tøj: Jakke, hæklet slips, plusfour og hvide lærredssko. Han skal være københavner, Præstebørns erindringer er særligt interessante, hvis de vel at mærke er velskrevne. Jeg er ikke selv og han skal nok komme til at tjene tusind kroner om præstebarn. Men jeg var ikke gammel, før jeg kom i måneden og få en stor villa og f lyvemaskine. nærkontakt med en præstefamilie og dens hverdag på Det tager lidt tid, men han får det, dog ikke f lyvemaskinen. Nørrebro. Jeg var f.eks. med i Samuelskirkens krypt ved den årlige basar i 1964 sammen med min svigerfar og menighedssamfundet, travlt optaget af at sælge store hvide villa med den pragtfulde have i Men det var en voldsom overgang at f lytte fra den Nyborg 20 Fuglsang-Damgaard. De fortsætter korrespondancen, rykkede hurtigt ud igen, da hun fandt selskabet (os) lodder og servere kaffe for sognets talrige besøgende. til det grimme lille rødstenshus bag kirken ud mod 21 og imens dyrker Calina sin anden store interesse, sangen. for kedeligt. Vores børnebørn har fået lov at udfolde Det var en uge før vores bryllup. Erik, min kommende Nørrebrogade klemt inde bag fem-etagers huse og at Hun begynder at tænke på en professionel kar- sig, spæne op og ned af trapperne; og jeg har spillet mand, holdt polterabend med sine venner. Det er an- skifte det provinsielle overskuelige miljø i Nyborg ud riere som mezzo-sopran, og da hun i 1926 arver et fodbold og løbet om kap med dem rundt om det store dre tider i dag. Jeg tænker på det, hver gang jeg ser pigerne med et sogn på 17.000 sjæle i 30 ernes barske arbej- hus fra en gammel faster, ligger vejen åben. Men spisebord, når ingen så det. Oppe hos os selv har vi fare rundt i byen og holde polterabend. For mit dermiljø ved Nørrebros Runddel. Fuglsang-Damgaard, som netop er blevet docent ved haft drabelige bordtennis-turneringer; og ved talrige eget vedkommende udviklede denne aften en modvilje Far tog livtag med Nørrebro og fik brug for al sin Københavns universitet, skynder sig at fri til hende. I private fester, feks. juleaften, bliver der lagt dug over hos mig mod basarer, som jeg aldrig har overvundet. bramfrihed og sit robuste humør. Kvarterets påtrængende det svære valg mellem karrieren og kærligheden, vælger bordtennisbordet med and og f læskesteg til familie og fattigdom stillede større krav til præsten som hun kærligheden! De bliver gift i Århus Domkirke venner. Erik Balling socialrådgiver end sjælesørger. Venteværelset var altid 1926. Selvom der er kommet f lere beboere i det indre På Nørrebro regerede dengang den lille trinde provst fuldt i træffetiden; og derudover var der alle aktiviteterne I 1934 f lytter de ind i den nyrenoverede bispegård. København i den tid, vi har boet her, har vi stadig om aftenen Ejnar Balling, præst ved Sct. Stefanskirke på Nørrebro- i det store menighedshus Karmel med den so- De er unge og har børn med, og der bliver også født et en fornemmelse af at være Palle alene i Verden. gade. Han var beundret og berygtet for sin slagfærdigciale menighedspleje, børneplejestation, børnehave og barn i bispegården i 1944. Vi prøver tit at forestille os, hvordan København var i hed og sit bramfrie lune. klubber for alle aldre. gamle dage, da folk både boede og arbejdede herinde. Sønnen, Erik Balling, fortæller i sin bog Som barn Børnene får plads til at lege i huset og i gården. Der var Det har sikkert være sjovere end nu! var jeg voldsomt hidsig hvordan han 10 år gammel i Balling kommer til Sct. Stefan efter den store gundtvigianer tydelige spor efter dem, da vi f lyttede ind i 1992. De 1935 ankom til Nørrebro fra Nyborg med store forventninger. Axel Rosendahl, der var blevet biskop i Roskilde. er spejdere, ligesom deres mor, og de har fået lov til at Han havde selv peget på Balling som sin efterfølger. indrette middelalderrummet til tropslokale. Væggene er På rejsedagen står han med et par kammerater ved Denne ære samt det store avancement fra residerende overmalet med spejdersymboler, totempæle, en borg færgen og skriver bilnumre. De fineste er dem med et kapellan i provinsen til sognepræst i et af Københavns

2001 Erindringer 2001 Erindringer største sogne, anså Erik Balling for at være begrundelsen for, hvad han nærmest betragtede som forældrenes livs fejltagelse. Både han og moderen havde umådelig svært ved at falde til i hovedstaden. heden ikke kun det udsnit, der kom i kirke om søndagen. Det var en broget forsamling, næsten alle indvandrere. Vi hørte alle mulige tungemål i spisestuen ligesom i butikkerne: Vendelbomål, himmerlandsk, sønderjysk, fynsk, sjællandsk, dragørmål alt muligt men Familien Balling mærkede dog ikke personligt til fattigdommen. Embedet var stort og Erik Ballings mor var tandlæge med praksis i Vanløse. Familien havde to lønninger. Til gengæld var det en belastning for provsten at have en selverhvervende ægtefælle, en mønsterbryder. sjældent københavnsk. Det var hårde tider, under og efter verdenskrigen. Der var fattigdom, sygdom, børnedødelighed. Far var en mester i at skaffe hjælp til andre. Han skød også sine egne penge ind, når han havde nogen. Vi kunne ikke undgå at høre det, fordi far og mor diskuterede det. Jeg syntes det var, som det skulle være. Anne Sophie Seidelin 22 Fattigdom og sygdom spiller til gengæld en stor rolle på Amager ved Filipskirken hos præstefamilien Dreiøe, hvor Anne Sofie Seidelin i 1913 ser dagens lys. Familien har til huse på hjørnet af Højdevej og Amagerbrogade i en lejlighed med mange rum og to kakkelovne. Far havde naturligvis kakkelovn i sit kontor; men i krigsårene 1914 18 var der ikke meget brændsel at få, så han sad og skrev og talte med folk iført overfrakke og galosjer. Spisestueovnen havde nok at gøre. Den skulle trække resten. Og med hjælp fra vinduer og altandøre trak det alle vegne. Lillesøsteren havde ustandseligt lungebetændelse. Det var før penicillinens tid, så hun tilbragte uendelig mange timer i et hjemmelavet ilttelt. Men far forkyndte med løftet hage, at vi boede bedre end de allerf leste i sognet. For børnene var lejligheden hjemme. De glædede sig altid til at komme tilbage, selv efter ferie på Ærø. Når toget nåede Ingerslevgades sammenhængende husrækker, jublede de til forældrenes udelte forbløffelse. I den daglige træffetid, hver dag undtagen onsdag, kom Træfferne og sad på spisestuestolene. Anne-Sofie og hendes søster havde hermed overblik over hele menig- 12 år gammel f lytter Anne Sofie til Nykøbing Falster med familien, til en stor præstegård med kakkelovn i alle værelserne, og en stor have med naturen lige uden for døren. Lillesøsterens lungebetændelser forsvinder for altid. Familien Dreiøe hører pludselig til de fine. Far blev nemlig stiftsprovst et halvt års tid efter sin ansættelse, og de skal nu holde officielle middage. Men han er længe om at finde sig til rette. Dem han gerne vil prædike for, de almindelige borgere, kommer ikke i kirke. Og han føler, at han er en skuffelse for de velbjergede kirkegængere. Om faderens prædikenkunst fortæller Anne Sofie: Far var en virkelig taler. Han arbejde på sin søndagsprædiken i timevis, omkring hans stol f lød det med papir, han fór op og ned ad gulvet og blækkede omkring sig. Når han sent lørdag nat syntes, han havde en præken, læste han den for mor, som meget sjældent kommenterede den af frygt for, at han skulle begynde helt forfra. Søndag morgen stod han tidligt op og kasserede alt. Ved det festlige morgenbord kl. 9 var han prækenløs, spildte æg og væltede kaffen på den rene dug, gik i kirke, kom på stolen, læste dagens evangelium. Så 23

2001 Erindringer kom prædiken, den rigtige. Det var altid spændende, altid anderledes. Men opbyggeligt var det ikke, det var ikke trøsterigt for de rige og glade, forgyldte ikke deres dagligdag med glans og accept fra det Højeste. Også mor har problemer. Der snakkes, når hun går i byen ikke blot uden hat og handsker, men også med forklæde på. Hun er temmelig ligeglad, men måske overkørt efter de hårde år i København. Hun får en depression, og må bruge f lere år på at lære at leve igen. Årene i Nykøbing Falster er en tid uden fattigdom. Familien behøver ikke længere danse på afgrundens rand som i gamle dage. Lønnen er vokset, og de er kommet i herlighed. Men det tager lang tid for hele familien at vænne sig til de nye forhold. For Anne Sofie forblev København barndommens land: Stå på Amager Fælled og høre København bruse Dørklokke af de mange fattige, som den Dag skulde skolebestyrelsen, der forlangte blind lydighed af læreren. Og børnenes fædre kunne når som helst 24 25 i det fjerne, se Islands Brygges profil langt bag den ir- hente deres bestemte maanedlige Almisse. Og på kon- Sådan føler vi det selv, når byen bliver knugende, tæ- kriti- grønne slette. Sidde blandt millioner af tusindfryd, plukke og binde kranse. Se gæssene vandre derud fra Skotlandsgade i en række bag hinanden, bare med et pigebarn bagerst. dag! Det barndommens Amager er helt forsvundet i Josepha Martensen De to præstebørn Erik Balling og Anne Sofie Seidelin giver begge en skildring af et fattigt og hårdt København. Den ene f lytter til byen og savner provinsen; den anden f lytter væk og savner trods alt København. Måske skal man være født i København for at holde af byen. Bispedatteren, Josefa Martensen er født inden for voldene i 1852, samme år som Demarkationslinien rykkes tilbage til Søerne, og voldene én efter én falder. Det København, hun tilbringer sin lykkelige barndom og ungdom i, er en by med vokseværk, under hastig forandring; en industriby med kulstøv og sod på blomster og træer og en by med voksende sociale forskelle. Men selvom familien bor på en af byens fornemste adresser er de hverken uvidende om eller ligeglade med den store sociale nød, der følger i kølvandet på den enorme udvikling, som København gennemlever i anden halvdel af det 19. århundrede; den epoke hvor byen skifter fra at være Guldalderby til lille metropol à la Paris og London. Martensen er ikke socialist. Det var ikke populært i datidens gejstlige kredse; men i sin Etik anklager han staten for dens laissez aller politik og kommer med en kraftig opfordring til myndighederne om at gribe ind overfor arbejdernes elendige forhold. Og i bispegården, fortæller Josefa, er der travlt hver måned omkring den første. Der ringes ustandseligt paa vor toret kom der mange til far, der på sit Skrivebord havde en Skaal Sølvpenge, som han gjorde rigeligt Brug af. Samme trængsel var der på Flyttedag og ved juletid, hvor mor selv forestod uddelingen af f læsk, kaffe, sukker, julekage, et strikket tørklæde og en tokrone! Vore dages velfærdssamfund med offentlig støtte lå meget langt ude i fremtiden. 2002 Farvel min velsignede fødeby Man behøver ikke være Bjørnstjerne Bjørnson for at udbryde Ud vil jeg! ud! oh, så langt, langt, langt, over de høje fjelde! her er så knugende, tærende trangt. Eller Poul Martin Møller for at synge Farvel min velsignede Fødeby! Jeg vil løbe min vej rende trang. Københavns stift er ikke stort, men det er stiftet, hvor solen aldrig går ned; og det giver mulighed for at komme ud og besøge danskere ude i verden og høre hvorfor de gjorde det, løb deres vej, væk fra Danmark. For nogle år siden besøgte vi de gamle danske samfund i Argentina på Pampasen og i Buenos Aires. Her har boet danskere i hvert fald siden 1840; og efter mere end 150 år er der stadig danskere, der taler det smukkeste dansk. Men der er ikke længere nogen, som ikke taler spansk. I Tandil fik vi til biblioteket foræret Hans Fugls erindringer på spansk Memorias de Juan Fugl, en dansk pioners liv gennem tredive år i Tandil, Argentina. Jeg har stavet mig igennem den, mere og mere interesseret i denne Hans Fugl fra Horslunde på Lolland, der i 1844, 33 år gammel udvandrer til Argentina. Han var yngste søn, nr. 9, af en husmand og træskomager, velbegavet og kvik, og fik som den eneste af børnene en boglig uddannelse. Han ville gerne være teolog, men måtte nøjes med at blive lærer skolelærer i Stege. Skolelæreren i en lille provinsby hørte ifølge Hans Fugl hverken til hos de dannede eller de ukultiverede. Hverken hos de rige eller de fattige. Han var underlagt sere ham, i og uden for skolen. Hans nærmeste foresatte, præsten, havde han et nærmest slaveagtigt forhold til. Personligt havde han det dog fint med sognets præst, provst Smidt. Han boede i præstegården som pensionær. Men han var ikke glad, da provstinden en dag fandt det mere passende, at han spiste sammen med tjenestefolkene. Uden at lide hverken fysisk eller psykisk nød følte han det alligevel så trangt på Møn, at han stak af. Hans fremstidsmuligheder svarede ikke til hans frihedstrang. Han realiserede, hvad han ejede og lånte nogle penge for at tage med den første, den værste båd; og efter en græssselig lang rejse havnede han i Argentina, Buenos Aires. Her lykkedes det ham at slå sig igennem som gaucho, Argentinas svar på USA's cowboys. Han solgte

2002 Farvel min velsignede fødeby 2002 Farvel min velsignede fødeby 26 mælk og købte jord i udstedet Tandil, der ligger uendelig smukt, omgivet af lave gamle bjerge; og her blev han en af den kommende bys fædre. Han var med til at bygge kirke, anlægge kirkegård og etablere skolevæsen. Han byggede vind- og vandmøller og sad i byens råd. Efter 14 år besøgte han Danmark. Han var rørt over at gense sin familie, men forskrækket over, at hans ungdoms sprælske venner var blevet forvandlede til satte familiefædre, for slet ikke at tale om de unge kønne piger, der nu var endt som matroner. Han vendte tilbage til Tandil med en kone en niece, 25 år yngre end ham selv. Her fik de en masse børn, hvoraf kun to blev voksne. To døde af difteritis under hans andet besøg i Danmark. I 1875 vendte han for alvor hjem til Danmark. Han blev begravet på Frederiksberg kirkegård, hvor der blev rejst et stort monument. Jeg har uden held forsøgt at finde graven. Men i Argentina rejste Tandils borgere i 1964 en statue af ham, som blev indviet af byens spidser og med deltagelse fra Danmark af bl.a. prinsesse Benedikte og biskop Hans Fuglsang Damgaard. 50 år efter Hans Fugls udvandring til Argentina, stævner en anden ungersvend Carl Heinrich Lawaetz ud fra København med kurs mod Sct. Croix, uden penge men med stor eventyrlyst. I modsætning til Hans Fugl bliver han modtaget i det fremmede af sin fætter pastor Herman Lawaetz, sognepræst ved den lutherske kirke i Christianssted. De Vestindiske øer minder os om, at vi ligesom andre europæiske lande har en fortid som koloniherrer og slaveejere. Da Carl kommer ud, er slaveriet afskaffet, og de gode tider forbi. Eksport af sukkerrør er ikke længere en god forretning. Der er mange forfaldne plantager billigt til salg, hvor ejeren har givet op og har hengivet sig til f lasken. Carl køber en sådan plantage, uden udbetaling. Han er initiativrig, køber kvæg, og anlægger kunstig vanding, og klarer sig i det hele taget så godt, at han efter 8 år kan tage hjem til Danmark på besøg for at finde en kone. Tilbage i Sct. Croix bliver han gift med sin kusine i den lutherske folkekirke Lord God of Sabaoth af fætter Lawaetz. De får 5 børn, der alle lever en lykkelig barndom derude. Nogle tager et smut hjem til Danmark og får uddannelse og ægtefælle, inden de vender tilbage igen. Da vi i 1998 besøgte Sct.Croix ved kirkens genåbning efter en større restaurering, mødte vi tre brødre Lawaetz: Fritz, Kai og Erik, som da var mellem 85 og 90 år gamle. Den yngste bror, Erik har skrevet hele øens historie, fra før Columbus, med en lille plads også til sin fars historie. Der kommer også fremmede til Danmark. Den engelske forfatter og litteraturhistoriker Edmund Gosse har skrevet om sine oplevelser i: To besøg i Danmark 1872 og 74. Han var som ung mand i England blevet cicerone for Holmens provst, den senere biskop over Sjællands stift Bruun Juul Fog. Danskere talte normalt ikke engelsk i de dage. Men Fog interesserede sig for engelsk kirkeliv og havde lært engelsk the hard way ved at stave sig igennem Shakespeares værker. Gosse havde lært sig dansk på samme måde, ved at stave sig igennem Henrik Scharlings Nøddebo Præstegaard. De to bliver venner, og Fog inviterer ham til København til præsteboligen på Gammel Strand. Her møder Gosse i 1872 tidens store personligheder: H.C. Andersen, Frederik Paludan Müller, J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Julius Exner samt selvfølgelig biskop Martensen, Fogs gode ven. Han var kendt og berygtet viden om for sin Dogmatik og første bind af Den kristelige Ethik, samt kendt for at styre sin virksomhed som Kirkens overhyrde med stor bestemthed og handlekraft, og som følge deraf var han hjerteligt afskyet og voldsomt angrebet af alle de kirkelige retninger, der afveg fra den hierakiske rettroenhed. Gosse var nu i første omgang mest betaget af hans store ører, der stod lige ud i luften. Men efter nærmere bekendtskab undrede han sig over, at denne så elskværdige og ildfulde prælat havde fået ord for at være kold og knusende. Den største oplevelse var dog hans møde med Grundtvig. En søndag morgen udbrød han: Hvor ville jeg dog ønske, at jeg var kommet til Danmark i Grundtvigs levetid. Han lever jo, svarede de. Han prædiker hver søndag formiddag i Vartov Kirke. Godt, lad os komme derhen. Hvor ligger denne Vartov Kirke. Der blev almindelig tavshed. Værtsfolkene så på hinanden tvivlrådigt og misbilligende.grundtvig var en farlig sekterer. Fog endte dog med at følge sin gæst. Han havde ligesom Clausen og Martensen altid været kritisk overfor hans lære; men bortset fra Grundtvigs irriterende form var uenigheden mellem de to til at overse. I kirken ventede de længe på hans komme. Imens sang de hans salmer, højt og hurtigt i et staccato af skjaldens egen opfindelse, der slet ikke lignede den langsomme sang i statskirken. Netop som alt håb var opgivet, gik døren til Sakristiet pludselig op, og ind trådte en olding. Han gik rask, med faste skridt, men hovedet gav et overvældende indtryk af alder, som en norsk bjergtrold. Under de stærkt buskede bryn brændte øjnene, det eneste levende i ansigtet, for han talte uden at bevæge læberne. Med stive armbevægelser, mumlende som en bugtaler, vandrede han rundt i kirken. Hans disciple knælede bag ham, greb efter sømmen af hans kåbe og rørte ved hans fødder. Endelig besteg han prædikestolen og begyndte at tale. Med dødningestemme advarede han mod de falske profeter. Langsomt og med ophold mellem ordene, som et ur der er ved at gå i stå. Som en af Ossians Druider, der har overlevet sin tid, forbigået, glemt af døden. Et par dage efter gik Grundtvig til sengs, og en måned senere var den gamle stridsmand død. Da Gosse 2 år senere i 1874 vendte tilbage til Danmark, var der sket store ting i København. Et nyt Kongeligt Teater var under opførelse. Romantikken var i sine sidste krampetrækninger og Georg Brandes ikke til at overse. De unge travede i hælene på ham, de store afskyede ham, og det samme gjorde gejstligheden! Gosse besøgte ham, og oh vé, oh skræk, Brandes gjorde gengæld og ringede på i provsteboligen, en dag Gosse ikke var hjemme. Frøken Fog fortalte ham bagefter om denne rædsomme Dr. Brandes, der havde sagt, at han ville komme igen. Hun var fuld af rædsel ved tanken om, hvad hendes broder ville sige, hvis det kom ham for øre, at dette forhadte væsen havde formørket hans tærskel. Samme aften fortalte Gosse om Brandes' visit, og at det ikke skulle gentage sig. Fog lyttede tavst, og svarede derpå: Jeg håber da ikke, De sagde noget, der i mindste måde kunne forståes som en uhøf lighed? Derpå foldede han hænderne og udbrød et Gud være lovet for, at han var blevet underrettet om besøget af Gosse selv. Da de sagde godnat, skete det med en velsignelse af usædvanlig præstelig værdighed. Gosse selv fattede aldrig, at en så forstandig person som provsten kunne tillægge denne uskyldige begivenhed så skæbnesvanger betydning. Det imponerer Gosse, at Danmark kan opvise så mange kulturpersonligheder, efter alle de ulykker landet har 27

2002 Farvel min velsignede fødeby gennemlevet i 1800 tallet med englændernes bombardement, statsbankerot og senest 1864 nederlaget. Men Københavns største attraktion, Tivoli imponerer ham ikke; det giver dog alligevel et så mærkeligt billede på dansk folkesind, at ingen eftertænksom gæst kan forsvare at gå det forbi. Her ser han en arbejdsmand standse udenrigsministeren for at få ild på cigaren, og oplever at høkeren og hans familie morer sig over det samme skuespil som en fremmed ambassadør. Men han keder sig i Tivoli, og han kan ikke slippe ud, før hver gynge, hvert telt, hver båd er prøvet, og det sidste fyrværkeri er brændt af. Meget nydeligt, ja og meget dansk, men ej her, o Apollo var bolig for dig!. Gosse sejlede efter besøget tilbage til England til den store verden. 2003 Det moderne Gennembrud 28 der uden for Voldene, og de lave arbejderboliger med både en medalje og sit internationale gennembrud. 29 små haver, som kartoffelrækkerne ved søerne. Men udviklingen gik stærkt. Snart var der hverken tid eller Georg Brandes har med sit skrift i 1883 Det moderne råd til luksus som lys og luft. I løbet af 30 år voksede Gjennembruds Mænd givet navn til denne epoke. Han København med en kvart million indbyggere. Ude på repræsenterer storbyens intellektuelle opposition, der broerne kom lejekaserner med 2 3 baghuse i gårdene retter en sønderlemmende kritik mod det bestående, til at dominere bybilledet. mod Guldalderens hellige treenighed af kirke, nation og familie. Forestillingen om et højere menneskeligt Vel hjemkommen kastede jeg mig over bibliotekets seneste formål forkastes helt. Der kan ikke længere opstilles erhvervelse, ligeledes inspireret af Golden Days: et metafysisk værn mod dødens meningsløshed. Den Udenfor murene. Fortællinger fra det moderne gennembruds er påtrængende til stede selv i de mest idylliske øje- København. Artiklerne fortæller om de blikke som i Edvard Munchs billede fra 1892 En af- mange facetter af Københavns udvikling til en moderne ten på Karl Johan. Edvard Munch skriver herom: Jeg storby med togdrift, telefon, elektricitet og vand- ser alle mennesker bag deres maske, smilende, rolige skyllende toiletter. Avantgarden kan nu tage toget ansigter, blege lig som stundesløse iler af sted ad en til Paris og orientere sig om den internationale udvikling; snørklet vej hvis ende er døden. og der er noget at indhente for Danmark. Ved Ver- densudstillingen i Paris 1878 er Danmark repræsenteret Kirkens rolle i det moderne gennembrud er fortrinsvis med et større antal malere, lige fra de afdøde kory- negativ. Den er skydeskive for intelligentsiaen. Dog ser Efteråret 2002 har stået i Golden Days tegn, med udstillinger og udgivelser, koncentreret om sidste del af det generation P.S. Krøyer og Kr.Zahrtmann. Kritikken er fæer Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard til den unge 19. århundrede, 1870 1900, det Moderne Gennembrud, knusende. Danskerne har endnu kunstnere, men de har hvor København fra at være en lille voldomkranset ikke længere nogen kunst skriver en fransk anmelder. guldalderby sprænger alle grænser og udvikler sig til Landskabsmalerierne er havemæssigt velsoignerede, en metropol a lá Paris. Jeg har været i Rundetårn med som ventede man fremmede og havde pudset det hele. min fætter og set udstillingen Storbydrømme, som Carl Jacobsen og Hirschsprung er med i Paris og fremsynet køber de stort ind af fransk impressionisme. Fire år hans kone var medarrangør af. Her kunne jeg se modeller af de nye elegante høje bebyggelser og boulevar- senere i 1881 går det bedre for Danmark. Her får Krøyer

2003 Det moderne Gennembrud 2003 Det moderne Gennembrud det ud som om Brandes har en svaghed for kunsten og sanseligheden i den katolske kirke. Naar Troen svinder af Katholicismen, naar det grimme Dyr i Sneglehuset døer, da staaer endnu Skallen, dejligt snoet, tilbage. Den samme svaghed udviser han ikke over for den lutherske kirke: Når Protestantismen forsvinder, hvad resterer da? Luthers bordtaler om Djevelens Erke-Ondskab, en Blækklat paa Wartburg, Johanneskirken paa Nørrebro. Martensen, kirkens førende teolog, og Sjællands stifts biskop igennem næsten 30 år fra 1854 til 1884 tager til genmæle mod kritikken fra Det moderne Gennembruds mænd. Han tager sit udgangspunkt i Brandes jødiske herkomst og retter i sin Etik kritikken mod den moderne jødedoms religion, i modsætning til den talmudiske. De prædiker paa alle maader Tolerancens Til gengæld har Martensen et skarpt øje for de store sociale forskelle i byen, der er et resultat af Københavns kvantespring til moderne hovedstad; for indvandrerne ude på broerne i de usunde lejekaserne, der med deres arbejdskraft har været med til at realisere storbydrømmene, og som lever under kummerlige forhold. Han hævder, at det er Statens opgave at hjælpe arbejderen til en ordentlig tilværelse, og han langer voldsomt ud mod den offentlige laissez faire politik, der trøster sig med, at verden går af sig selv. Hans synspunkter vinder ikke genklang hos det offentlige, og han bliver angrebet for at være socialist. Det er det sidste han ønsker at være; men han bekymrer sig for den sociale udvikling i København, og hans håndgangne mænd er at finde i den del af det dannede præsteskab i København, der er bredkirkelig og social bevidst, repræsenteret ved folk som N.G. Blædel, Rudolf Frimodt og Harald Stein. Hostrup. Skat Rørdam var ikke tilhænger af Georg Brandes. Brandes stod for ham som selve djævelens repræsentant, af sin mester i enestående grad udrustet med magt til at forføre og besnære mennesker. Det var ikke let for ham at have det moderne gennembrud så tæt inde på livet, helt inden for dørtrinet. Da det endelig lykkes for Skat Rørdam i 1869 at få et lille embede ved Slagelse, fritager Martensen ham fra bispeeksamen på grund af hans store lærdom og holder en smuk og ganske upolemisk ordinationstale. Herefter går han hjem og skriver til sin ven stiftsprovst Gude, at nu er stiftet blevet velsignet med den syvende Rørdam; et udslag af ministeriel nepotisme at alle disse individer skulle sammenhobes i Sjællands stift. I 1880 får Rørdam på trods af Martensen, Helligåndskirken, og i 1886, efter Martensens død bliver han grundtvigianerne er glade. Men kun indtil bispevielsen, hvor Rørdam overhovedet ikke nævner Grundtvig, men derimod den store betydning, som Martensen har haft for ham. Bragte Rørdam det moderne kristelige og teologiske genenmbrud til København? P.G. Lindhardt skriver i sin epilog om ham, at da han blev biskop stod han endnu i sin fulde kraft, men var med sine 63 år nok for gammel til en så krævende stilling, og han ældedes hurtigt efter at han i 1902 var fyldt 70 år. Embedet blev bestridt med samvittighedsfuld omhu, men både teologisk og kirkepolitisk var han i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. Til det nybrud, der på mange måder skete i bispeårene, var han mere tilskuer end inspirator, bundet 30 Evangelium, hvilket hos dem betyder, at alle religiøse Holmens provst. Trods hans ry for at være en kedelig som han på alle områder var af sin kærlighed til 31 Bekjendelser i det politiske og sociale Liv bør være indifferente. I Tolerancens navn arbejde de paa at udslette alle religiøse og kirkelige Forskjelle, og de søger at trænge kristendommen tilbage til privatlivet, og at reducere den til et blot privatanliggende. Det er ifølge ham et misgreb, at man uden nogen indskrænkning har givet jøderne de samme politiske rettigheder som landets egne børn. De burde altid behandles humant, men som gæster. Grundtvigs beskrivelse af jøderne er endnu mere kontant. 20 år tidligere har han et polemisk udfald mod forfatteren Meïr Aron Goldschmidt og skriver i den anledning: Såvel udseendet som troen og det kulturelle tilhørsforhold forbyder, at Goldschmidts sært begavede jødiske folk nogensinde vil kunne sætte sig til rette i sind og skind som børn af Danmark. Goldschmidt er og forbliver gæst i riget, en indtrængende, en paria. Martensen hører ikke til det moderne gennembrud. Og ligeledes er hans efterfølger Bruun Juul Fog (1884 1895) helt igennem den gamle æras mand. Først med Thomas Skat Rørdam (1896 1909) er der mulighed for en folkekirkelig fornyelse gennem bispeembedet. Skat Rørdam er vækkelsens mand, grundtvigianer, højregrundtvigianer, ikke så meget at det gør noget, men tilstrækkeligt til at Martensens gør, hvad han kan for at holde ham ude af sit stift. Det på trods af, at han er højt begavet, dr. phil. og tilmed supplerer sin indkomst som manuduktør i Martensens dogmatik. Skat Rørdams svigermor var gift med Carsten Hauch. I sin enkestand boede hun hos familien Rørdam. Hun var en stor beundrer af Georg Brandes, ivrig kvindesagsforkæmper og kunne næsten ikke bære, at hendes to velbegavede og vellykkede døtre havde spildt deres intellekt og var blevet præstekoner, gift med henholdsvis Skat Rørdam og digterpræsten J.C. prædikant var Holmens kirke søndag efter søndag stuvende fuld med mindst 3000 kirkegængere, deriblandt Olfert Ricard, som bemærker, at han er en af de få, der var værd at høre på. Han oversætter ene mand Ny Testamente. Oversættelsen bliver revet væk og solgt i mange oplag, men aldrig autorisert, sikkert fordi han er grundtvigianer. Men han kan arbejde sammen med Indre Mission på Bethesdamøderne, hvor Københavns Kirkefond bliver stiftet i 1890, med Rørdam som formand. Han ender som biskop, fordi han ikke er til at komme uden om på grund af sin store popularitet, og fordi hans nærmeste konkurrent biskop Harald Stein i Odense siger nej. En præsteadresse på 247 ud af stiftets 350 præster for Rørdam får kongehus og minister til at skynde sig at tilbyde ham embedet, for at det ikke skal hedde sig, at de har ligget under for pression. Nu får Danmark sin første grundtvigske biskop, og alle det overleverede. Det må så være grunden til, at der ikke er nogen selvstændig artikel med om folkekirken i Golden Days antologien: Udenfor murene. Fortællinger fra det moderne gennembruds København.

2004 Enevældens indførelse Biskopperne er tit i offentlighedens søgelys og langt fra altid for det gode; ofte karikeret som i forbindelse med den seneste bispevielse (Elisabeth Dons Christensen i Ribe stift, december 2003), hvor Jyllandsposten bragte Den berømte Hans Svane selvfølgelig! der sammen med den lige så berømte borgmester Hans Nansen var med til at overgive hele rigets magt til Frederik III og dermed indføre enevælden i Danmark 1660. en kronik om de latterlige, ligegyldige biskopper med 32 deres ordensbehængte f løjls- og silkekjoler. Forfatteren er endda præst, så han må have vidst, hvad han skrev om. Det giver selvfølgelig anledning til eftertanke og overvejelse, om sådanne artikler har fat i den lange ende? Er der slet ingen biskopper, der undgår denne sønderknusende dom? Absalon måske? Han grundlagde København, men han var katolik, og hans hovedsæde lå i Lund, som nu er svensk. Ved et tilfælde stødte jeg på en biskop, der for alvor har haft betydning for Danmarks historie, ovenikøbet en biskop over Sjællands stift. I fuld fart på vej ned ad trappen en dag med min skraldepose, blev jeg bremset af en f lok gymnasiaster på tur med deres lærer. De stod lige foran skraldespandene og spærrede min vej, så jeg måtte stoppe op og høre på læreren. Det var ikke noget problem, for han var værd at høre på. Afslutningsvis sagde han: Den mest betydningsfulde af de biskopper, der har boet her er Jeg holdt vejret Svane. Hvilken Svane?, tænkte jeg mens jeg løb op ad trapperne for at slå ham op i kirkehistorien. Hans Svane blev født i Horsens 1606 og kom som student til København 1626, hvor han blev modtaget som en søn i bispegården af Jesper Brochmand. I 1655 f lyttede han selv ind i gården som biskop. Det gik hårdt til i Nørregade under svenskernes belejring af København i 1658 59, men Svane var modig. Ligesom kongen ville han dø i sin rede. Det var nær sket, hvis han ikke i sidste øjeblik var rykket ud til svigermor på Frederiksberg. To timer efter han havde forladt bispegården, f løj en kugle ind igennem et vindue og knuste bjælker og lofter; og den havde taget Svane med, hvis han ikke allerede var f løjet. I Historisk Calender 1814 giver teologen og historikeren Jens Møller (1779 1833) en medrivende beretning om enevældens indførelse september oktober 1660 med Svane som det absolutte omdrejningspunkt. Han fortæller om hemmelige møder med kongehusets repræsentanter i bispegården; om forklædte lakajer der sendes ud for at hente stiftets provster til København; om adelen der truer præsterne med fratagelse af deres tiende, og om Svanes bevægende taler, der vender stemningen og ændrer historiens gang. 33

2004 Enevældens indførelse 2004 Enevældens indførelse Carl-Johan Brylds bog fra 1974: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660 er ikke nær så farverig som Jens Møllers. Det er en videnskabelig, nøgtern afhandling med omhyggelig vurdering af kildematerialet. Men også han understreger Svanes indf lydelse som taler og ordfører, for de gejstlige og for stænderne i almindelighed. Danmark havde vundet kampen mod Sverige i Stormen på København 1659. Vi var stadig en selvstændig nation. Men fra kysten kunne man se det tabte paradis på den anden side af Øresund: Skåne, Halland, Blekinge og for en tid også Bornholm! Kongen var folkets helt. Han var blevet i sin rede og havde stået lidelserne igennem sammen med sit folk, i modsætning til en stor del af den magtfulde adel, der var krøbet i ly under uvejret. Han befaler via kongen, at Svane skal indkalde landets provster til Roskilde den 4. oktober om formiddagen, for at Slagelseprovsten, Peter Villadsen kan tale til dem. Skrivelsen kommer ud ved hjælp af kongelige, forklædte lakajer. Provsterne ankommer og lader sig berolige. 5. oktober befaler Gabel, at Svane i kongens navn skal kalde alle biskopper samt ministeriets deputerede fra Sjællands, Viborgs og Århus stifter til sig kl. 2 om eftermiddagen. På dette møde drøfter man muligheden for at gøre kongedømmet til et arverige. Klokken 17.00 ankommer Gabel i tusmørket til biskoppen, som taler med ham alene en hel time. Herpå kommer Nansen ind, samt biskoppen af Viborg og Slagelseprovsten. Tilsidst fører Svane Gabel alene ud af bispegården. Hans løfte om at leve og dø med dem, der forvandlede deres forsagte kvindehjerte til et løvehjerte. Man byggede på volden med den ene hånd og holdt sværdet i den anden hånd, led mangel på alt, udstod frost, kulde sult, tørst og fare. Det lykkelige udfald skyldes alene kongens trofasthed og opmuntring. Ved nu at tilbyde Hans Majestæt riget som arverige kan man forsikre, at dét alene skal blive forfremmet, som kan komme Gud til ære og riget til gavn. Nansen holder en lignende tale alle tilslutter sig, giver hinanden hånden; og Svane slutter forsamlingen med bøn og taksigelse til Gud. Forslaget overgives samme aften til rigets hofmester, Joachim Gersdorff. Da de intet svar får, forsamler de sig om onsdagen 10. oktober i det islandske hus og går parvis en gejstlig og en borgerlig i én lang række til Svane taler og takker kongen, næst Gud, at de med deres hustruer og børn ikke er kommet under fremmed herskab. Samtlige stænder ønsker at findes taknemmelige i alle måder. Man har forfattet et dokument, hvor majestæten tilbydes riget arveligt. 11. oktober lukker kongen byens porte for en sikkerheds skyld! Borgerne får ordre om at holde sig rede, når trommen lyder, og der bliver uddelt ammunition. Under indtryk heraf indvilliger rigsrådet i arvefølge på mandssiden og på kvindesiden. Men adelens privilegier ønsker de uændrede i alle måder. 13. oktober samles de to enige stænder og går i den sædvanlige orden op til slottet. Statholderen i Norge, Niels Trolle træder frem og erklærer, at Danmarks riges råd samt adelen, ligesom de andre stænder har samtykket 34 Nu fattedes riget penge, og der blev indkaldt til Rådstuen, hvor Svane fremfører deres ærinde. i, at Hans Majestæt og det Kongelige Hus både 35 stændermøde 10. september 1660. Her blev der fremsat forslag om en forbrugsafgift til nedbringelse af statsgælden, kongefamiliens underhold og militæret. De gejstlige og borgerlige (Svane og Nansen) var indforstået, hvis alle stænderne var med. Adelen var lunken, og Svane foreslog da, at man i stedet for skatteudskrivning forpagtede kongens len til de højstbydende. På den måde ville kassen blive fyldt op. 26. september går Nansen og Svane til kongen for at overlevere et forslag udarbejdet af borgerstanden om omlægning af lenene. Adelen truer med, at præsterne i så fald vil miste deres tiende. Provsten i Roskilde skriver til Svane og advarer om, at præsterne er nervøse. Svane kalder Nansen, Viborgbispen og provsten fra Slagelse til sig og læser Roskildeprovstens brev op. De beslutter at sende det videre til kongens kammerskriver Christopher Gabel. 8. oktober mødes de gejstlige med borgerne i Bryggernes Laugshus. Her holder Svane en tale om fædrelandets slette tilstand. Adelen og rigets råd tænker kun på at vælte byrderne fra sig selv over på de andre stænder. Gennem håndfæstningen har kongerne ikke bare mistet deres kongelige magt og myndighed, men også deres gamle arveret til Danmarks rige. Adelen har tilegnet sig de største af kronens indkomster, hvorved fædrelandet har manglet midler og kræfter til at give fjenden modstand. Gejstligheden foreslår nu, at man erklærer kongen og alle hans efterfølgere for konge til Danmarks rige og Norge sålænge nogen af dem er til. Gejstligheden har allerede underskrevet et dokument, som nu læes op for borgerstanden. Her erindres kongens indsats under den store fare. Hans formaning til stænderne om troskab og mod. De får besked på at komme igen kl.16.00, men kun nogle få! Alle vender tilbage, i samme formation. Fra rigsrådet er der nu 4 til stede, med Otto Krag som fortaler. Han meddeler, at man intet kan beslutte, eftersom rigsrådet ikke er fuldtalligt. Mødet er ikke varslet og der er heller ikke enighed om nogen beslutning. Svane undrer sig over, at man ikke er enige i et sådant lovligt værk, som syntes at kunne være Gud til ære, Hans Majestæt og det kongelige Hus til Glæde, og vores Fædreland til Velstand. Han spørger stænderne, om de er af samme mening. Det er vores Mening råber de alle. Han spørger nu rådet, om det ændrer mening Nej! Så må vi gå til Kongen, erklærer han. Parvis går de op i Drabant Salen og venter. Her bliver de lukket ind i den Grønne Sal, og dørene lukkes, da alle er inde. på sværdsiden og spindesiden skal være arvinger til Danmarks rige. Herefter udråbes den Stormægtigste Konge Frederik III offentligt som arvekonge til Danmarks og Norges riger. Svane holder en lang tale, hvor han takker for enigheden. Slutter med velsignelse og følgende ord: Og hvo dette af hjertet ønsker, sige med mig amen. Da råbte de alle amen! amen! Såvidt arverfølgen men hvad med håndfæstningen? Rigsrådet havde betinget, at alle stændernes privilegier skulle forblive ukrænkede. Frederik III nedsætter straks et 21-mands udvalg fra alle stænder. De skal samles på slottet allerede næste dag om søndagen, efter prædiken klokken 10. Søndag den 14. oktober er der højmesse med anordnet taksigelse for arverettighedens overdragelse;

2004 Enevældens indførelse og dernæst møde. Der udspiller sig en længere debat om adelens skattefrihed. Svane og Nansen erklærer, at skal adelen have privilegier, må det samme gælde for de andre stænder inklusive bondestanden! Svane holder en tale om den Oldenburgske Stammes sagtmodighed og fromhed gennem 200 år; om hvordan kong Frederik har vist sig så gudfrygtig, nådig, fornuftig og sagtmodig, at man ikke kan vente andet af ham herefter; ligesom man må formode det samme for hans afkom. Derfor er det bedst og rådeligst, at kongen får frie hænder til at regere sine undersåtter, ædel som uædel, gejstlig som verdslig, borger såvel som bonde, efter den ånd, nåde og visdom, som Gud vil forlene hans kongelige majestæt og hans afkom. Det kongelige hus skal ikke forbindes til andet end den rene og rette religion efter Guds sande ord og den Augsburgske rette og uforandrede Bekendelse. i 1992 med en rejseskrivemaskine, aldeles uden kend- 36 Betingelser for Kongen vil skabe hemmelig mistro mellem skab til computerverden og edb. I dag er vi på mail lader ingen sjuskeri med Udtalen. 37 ham og undersåtterne som kunne hindre den nåde, med hele verden, og færdes næsten hjemmevant klo- som Kongen i sin godhed ville bevise sine undersåtter. Det var, ifølge Gunnar Møller, Svanes vigtigste tale, som i egentligste forstand banede vejen for enevoldsmagten. Dokumentet blev opsat samme aften. Det blev underskrevet og af leveret til kongen, og den 18. oktober 1660 blev Frederik III udråbt som enevældig konge. Den 30. oktober blev Svane udnævnt til ærkebiskop, medlem af statskollegiet og præsident for et nyoprettet konsistorialkollegie. Svanes nye titler, blev ikke fulgt af en forventet politisk position for ærkebiskoppen, skriver Carl-Johan Bryld. Frederik d. 3. nærede ikke noget ønske om yderligere at styrke Hans Svanes position, tværtimod frygtede kongen Svane på grund af hans stilling i gejstligheden ; og som enevældig regent valgte han frit sine personlige rådgivere. De var fortrinsvis udlændinge! Hvad man end kan mene om biskop Hans Svane: Ligegyldig var han ikke! Han var med til at skabe en epoke, der varede næsten 200 år, indtil Grundloven i 1849; en epoke, der fik borgerskabet til at blomstre. Da han døde, blev han sendt i graven med følgende pompøse vers: Saa fløj S v a n e n hen til dvale udi den dødsorte søe, Der at drukne al den Quale, Som han bar på vores Øe; Tiden kommer, han opdukker Fri og frelst af al sin nød, Når den store Gud oplukker graven, og gir liv af død. 2005 Henrik Pontoppidan Henrik Pontoppidan (1857 1943) er en af mine yndlingsforfattere. Han er eminent til at skildre tiden omkring det moderne gennembrud i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet, på godt og især på ondt, både i København og i provinsen. Når han stadig er spændende at læse, er det måske fordi vi med Hans Hertels ord lever i det stadig moderne gennembrud. Selv f lyttede vi til Nørregade den rundt; og København vokser nu, som den ikke har gjort det siden det moderne gennembruds tid. Henrik Pontoppidan kender det kirkelige landskab indefra. Slægten Pontoppidan var stor og talte mere end 300 præster, 7 bisper samt et større antal provster. Han var selv præstesøn og voksede op i Randers, hvor hans far, en lidt kantet, utilnærmelig grundtvigianer overtog embedet efter en selskabelig og afholdt sognepræst. Hele sin embedsperiode levede han i skyggen af sin populære forgænger; altid respekteret, men afholdt blev han først ved sin død ved graven. Trods sin opvækst i Randers får Henrik Pontoppidan allerede i en tidlig alder et forhold til Københavns stift. Efter at have født 16 børn lider hans mors helbred et knæk, og hun må i lange perioder holde sengen. Foruden det huslige arbejde havde en af hendes vigtigste opgaver været at læse højt for sin mand, som med sit dårlige syn knapt kunne stave sige gennem en avis. Som den ældste hjemmeboende søn bliver det nu Henriks opgave at læse for sin far. Han er fortvivlet. Det sluger størstedelen af hans fritid; og særlig græmmer han sig over at skulle læse højt af Martensens store Etik, som udkom i dissse år, og som optog hans far stærkt. Drengen forstår knap et ord af, hvad han læser, men han er nødt til at holde sig vågen, for far til- Man kan næsten forestille sig, hvordan Martensens etik har afgjort Henrik skæbne. Han skulle ihvert fald ikke være præst som sin bror Morten. Han ville være ingeniør, Tekniker, Opfinder, en af dem der byggede den nye Tid op. Han kommer til København og bliver indskrevet på Polyteknisk læreanstalt, men forlader studiet efter nogle år, kort før sin afsluttende eksamen for at blive forfatter. Pontoppidan gør stort brug af sit indgående kendskab til dansk kirkeliv i sine romaner. I Det forjættede land møder vi den myndige, konservative provst Tønnesen, der omkring 1880 ansætter den unge Emmanuel Hansted som sin kapellan, der skal bo i provsteboligen. Provsten er enkemand, og hans husholdning styres af den smukke, begavede provstedatter, frøken Ragnhild. Men selvom Emmanuel

2005 Henrik Pontoppidan 2005 Henrik Pontoppidan 38 er betaget af Ragnhild, vil han ikke giftes med hende. Han er vakt og idealist, så han forlover sig i stedet med en simpel pige af folket, bondepigen Hansine. Da han også taler i de vaktes forsamling, kryber stemningen i provsteboligen ned på frysepunktet. Og hvad provst Tønnesen ikke ved, er at menigheden har besluttet sig for en demonstration mod deres upopulære provst under gudstjensten den førstkommende søndag. Netop denne søndag morgen triller en lille tarvelig gig op foran kirken, med biskoppen selv som kusk, en lille, folkelig bredbygget mand med gråt hår og kraftige øjenbryn. I stedet for at rejse rundt i stiftet på anmeldte visitatser, der sikrer ham en standsmæssig modtagelse, vil han hellere tage rundt og løse problemerne, efterhånden som de opstår. Han redder provstens gudstjeneste; for i det øjeblik folk ser biskoppen træde ind i kirken, efter de to første salmer, opgiver de enhver tanke om demonstration. Men alt det ved provst Tønnesen ikke noget om. Han er sur og gnaven både i kirken og ved den efterfølgende frokost, som biskoppen mod hans vilje foretrækker ude i haven under de blomstrende kastanietræer. Biskoppens joviale optræden frastøder både ham og frøken Ragnhild. Men problemerne bliver ikke desto mindre løst efter denne frokost i det grønne. Provst Tønnesen bliver forfremmet. Han bliver rektor for et nyoprettet statsseminarium i Søborg ved København, et tilbud han dårligt kan afslå, og pastor Emmanuel Hansted bliver tilbage som sognets præst og får sin Hansine. Dette bispeportræt, der henleder erindringen på filmen Biskoppen fra 1950 erne med Ib Schønberg i hovedrollen, er det eneste 100% positive portræt af en gejstlig i det omfangsrige Pontoppidanske forfatterskab. Desværre er modellen ikke formet efter en københavner biskop, men efter Lolland-Falsters berømte biskop D.G. Monrad (1849 54). Men Pontoppidan kommer i sine romaner også på besøg i Københavns bispegård, nemlig i De Dødes Rige. Her optræder vandre- og helvedsprædikanten Mads Vestrup, som har mistet sit præsteembede, fordi han engang har kigget for langt efter sin ungdoms kæreste, da hans egen kone efter de mange børnefødsler har mistet sin skikkelse. Han kommer til bispegården på opfordring fra Kirkesagens folk og bliver her modtaget efter længe venten af en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun Ansigtet havde bevaret sig mærkværdig friskt. Med sine tunge, røde Kinder og et par dagklare Øjne, der gennem brillerne lyste af enfordig godhed, lignede det et Barneansigt. Han taler højtideligt, biskoppeligt: Jeg skal ikke gaa strengt irette med Dem. Når De nu er kommet til mig, kan jeg vel tage det som et Vidnesbyrd om, at De selv erkender, hvor dårligt De hidtil har tjent Herrens sag. Nu må vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold på Fode igen. Lad os vogte os for at bedrøve Gud. De biskoppelige formanende ord gør deres virkning. Da biskoppen er gået tilbage til sine private stuer efter at have klappet ham på skulderen med et Gud være med Dem!, synker Mads Vestrup tungt ned i Sofaen med Haanden over Øjnene, og saadan sad han længe, mens Taarerne dryppede ned fra Fingrene. Formodentlig er bispemodellen Peder Madsen, der var Sjællands biskop i knap 2 år, fra 1909 11, hvor han dør næsten 68 gammel. De dødes rige påbegyndes året efter i 1912. I 1914 går Henrik Pontoppidan direkte til angreb på den sjællandske biskop i et foredrag, holdt i Ålborg under titlen: Kirken og dens mænd. Heri undrer han sig over den forskel, der er på for eksempel dommerstanden og præstestanden. Allerede ved embedseksamen viser denne forskel sig. Pontoppidan er engang ved et uheld kommet til at overvære en eksamination til teologisk embedseksamen, og bliver helt forskrækket over at se de tre ornatklædte, gravalvorlige præster overfor kandidaten, der sidder med ryggen til auditoriets mange tomme bænkerækker; og for enden af bordet en kjoleklædt, hvidslipset mand, der skriver i en stor protokol. Han føler sig henvist til Middelalderens hemmelige Retter i Funktion. Det var ikke en eksamen, han overværede, men en Gudsdom. Ligeså stor er forskellen, når en dommer indsættes i sit embede, og en præst ordineres. Dommeren får et håndtryk. Præsten får en festgudstjeneste med selveste Bispen i guldbaldyret skrud og stort opløb i Frue Kirke. På den baggrund kan det ikke undre Pontoppidan, at Forfængelighed og Selvovervurdering er bleven de protestantiske Præsters Arvesynd, og at selv det største teologiske Drog meget hurtigt lever sig ind i en ophøjet Forestilling om sig selv som en Mand med et særlig intimt Forhold til Gud og de evige Sandheder. Også Københavns biskop får her et ord med på vejen: Vi ser jo for Tiden selv Sjællands Biskop tumle æggesyg rundt i socialdemokratisk Lærdomme som en Gøgemor i en Løvkrone. Denne æggesyge biskop, som ikke finder nåde for Pontoppidans skarpe pen, er Peder Madsens efterfølger: Harald Ostenfeld (1911 1934). Pontoppidan afslører selv, at Ostenfeld repræsenterer en helt ny socialdemokratisk bispetype i forhold til sin forgænger. Han er ikke den lærde, verdensfjerne dr. theol. men det praktiske arbejdes mand. Jævn og ligetil cykler han rundt i byen med sixpence. En social moderne bypræst, personlig beskeden men med en barsk humor der får ham til at virke kantet og utilgængelig, og som giver ham problemer i forhold til pressen. De repræsentative pligter, som embedet traditionelt kræver, interesserer ham ikke, og ordnerne, som følger med embedet, bær han aldrig på sin bispekjole. Han var af hjertet Kirkefondspræst, og han var økumenisk engageret, en af initiativtagerne til det økumeniske arbejde i Danmark. Den biskop, som Pontoppidan her hænger ud med navns nævnelse, er en social bevidst, beskeden, humoristisk, kantet person. En type, som Pontoppidan burde kunne kende fra sig selv og sin egen store familie. Men her i huset mindes vi Harald Ostenfeld for stiftets store nederlag, som tog sin begyndelse i hans bispetid i 1922 med delingen af Sjællands stift, et nederlag som vi sammenligner med Roskildefredens tab af Skåne, Halland og Blekinge i 1658. København måtte afgive de fedeste jorde til Roskilde stift. I 1961 gik det galt igen med udskillelsen af Helsingør stift, 1990 faldt Færøerne, og i 1994 Grønland. Nu beder vi for, at vi må beholde Bornholm og Amagerland! Vi mistede Roskilde domkirke i 1922, men bevarede dog bispegården, selvom vi ikke længere bebor bispegårdens fornemme stuer, men som nissen og rotterne lever på loftet. Sic transit gloria mundi! 39

2006 Ludvig Holberg god nok. Den er for kort, der er ingen kildehenvisninger; og bortset fra de sidste sider, følger den Pufendorf Fra vores spisestue kan vi se ned til domprovsten i Fiolstræde. Og når jeg går forbi hans bolig, kan jeg læse på en plade i muren, at her boede Ludvig Holberg fra 1740 til sin død i 1754. Jeg har et særligt forhold til den berømte digter. I 5 år har jeg gået på Holbergskolen i Københavns nordvestkvarter. Hvert år tog en delegation af de ældste elever ind til Det kongelige Teater på hans fødselsdag den 3. december og lagde en krans eller blomst ved eleverne i skolens gymnastik- og festsal. Jeg har både oplevet Henrik Malberg som Jeppe på Bjerget og Ove Sprogø som Henrik. Men min største oplevelse var Preben Neergaard, som med brækket ben og krykke sad på en stol med benet i gips og spillede både Henrik og Pernille. Preben Neergaard var utrolig f lot; han spillede som en drøm og knuste alle pigehjerterne. En aften sad jeg ved spisebordet med vores barnebarn Lukas, som sukkede over en opgave, han skulle skrive om en dansk forfatter. Han nævnte forskellige muligheder, og til sidst pegede jeg ned mod Fiolstræde og spurgte, hvad med Holberg? Lukas kiggede lidt med tomme teenageøjne, og svarede: Er han ikke meget gammel? Unægtelig! Men det gjorde ondt på en gammel Holbergfan at mærke hans totale uvidenhed om den berømte dansker. Denne episode fik mig til at spekulere på, om der overhovedet har været nogen forbindelse mellem Holberg og hans genboer i bispegården. Mellem Christen Worm (1710 1737) og Holberg er der en slags forbindelse. Ganske vist er Holberg endnu ikke rykket ind i professorboligen i Fiolstræde, men han kender biskoppen og bruger ham. Christen Worm omtales som en både dygtig og 40 hans statue, og skolen fejrede ydermere fødselsdagen samvittighedsfuld biskop, med et stort ry som prædikant. mindre går han straks til angreb på begge bøgerne. refuld odyssé for at besøge sin forlovede, Dorothea der 41 ved at invitere en kongelig skuespiller ud og spille for Han forsøgte at bane en luthersk midtervej mel- Han udsender to anonyme, giftige modskrifter. Han er ansat som selskabsdame hos byfogeden i Århus. lem stejl ortodoksi og pietisme, og var derfor altid i skudlinien. Mindre kendt er, at han var fødselshjælper for Holberg i hans gennembrud som komiker. Den ydre anledning var en strid 1718 20 mellem den unge Holberg og Andreas Hojer, som begge var historikere. 1711 udgiver Holberg Introduktion til de fornemste Europæiske Rigers Historier. Heri låner han f littigt fra en anden historiker, nemlig Samuel Pufendorf. 1718 udgiver Andreas Hojer på tysk en Kurtzgefaszte Dännemärckische Geschichte samt en juridisk afhandling på latin om ægteskab mellem nære slægtninge: De nuptiis propinquorum. Holberg og Hojer konkurrerer om de samme embeder på universitetet. Allerede dette vækker Holbergs irritation over for Hojer. Men hvad værre er, Hojer er i sin kildeangivelse temmelig nedladende. Holbergs Introduktion bliver nævnt i forbifarten, men den er ikke så tæt, at man lige så godt kan læse ham selv. Holberg føler sig anklaget for plagiat, og bliver aldeles rasende. I sin afhandling om ægteskab mellem nære slægtninge går Hojer imod de meget strenge regler, der herskede på den tid, hvor man forbød ægteskab mellem slægtninge helt ned til 4. og 5. led; også dåbsfadderne var inddraget i dette slægtskab. Hojer hævder, at disse snærende regler hverken kan udledes af naturretten eller af Moseloven. Reglerne om ægteskab bør derfor sættes med rimelighed og menneskelighed, gennem almindelig lovgivning. Holberg har formodentlig været nogenlunde enig med Hojer i hans syn på ægteskabslovgivning. Ikke desto hævder, at ægteskab mellem nærtbeslægtede er forbudt efter naturretten, og han tilskynder teologerne til at tage sig af Hojers fordærvelige skrift, der indeholder en række paradokse, ugudelige og slette meninger. Der bliver nedsat en kongelig kommission til at vurdere Hojers historie, og Sjællands biskop klager til kongen over hans ugudelige og usædelige ægteskabsskrift. Hojer bliver i 1720 indstævnet for det teologiske fakultet. Biskoppen med f lere ønsker ham udvist af rigerne (Danmark og Norge). Så vidt går det dog ikke. Hojer har fremtrædende venner, der redder ham. Sagen klinger ud, og i 1722 bliver Hojer kongelig hofhistoriograf, til Holbergs udelte misundelse. Holberg må nu erkende, at hans karriere som historiker ved universitetet er sat på stand by. Men han har opdaget, at han kan bevæge folk med sin pen, selveste Sjællands biskop har ladet sig røre af hans ondskabsfulde patos, parodi og satire! Han opgiver sin videnskabelige karriere for en stund og kaster sig ud i konkurrence med Homers Odyseen, Vergils Æneiden og Cervantes Don Quijote. Han begår et helteepos: Peder Paars Jeg taler om en mand, hvis skæbne og bedrifter Bør billig tegnes an blandt alle folkes Skrifter, Jeg sjunger om en helt, den store Peder Paars, Som tog en rejse for fra Callundborg til Aars. Kræmmeren Peder Paars fra Kalundborg begiver sig sammen med sin kontubernal Peder Ruus ud på en fa- Skibet løber ind i en storm, kommer langt ud af kurs og driver om for vejr og vind alle er bange. Peder Paars står nu frem som en anden Paulus og trøster de rædselsslagne søfolk ud fra devisen den drukner ej som hænges skal. Derfore, Søe-Mænd! Lar ey sådant jer forskrække -- - - / Jeg kan ej tale meer, faar ondt, og må mig brække. Peder Ruus griber ordet, da hans chef så pludseligt bliver forhindret, fortsætter hvor han slap men må også give op: Derfore lader jer af sådant ej forskrække - /jeg, som min Principal, får ont, må mig og brække. De drukner ikke, men er nærved at blive hængt, da de strander på Anholt øen hvor folk lever kristeligt og ernærer sig af vrag.

2006 Ludvig Holberg 2006 Ludvig Holberg Her bliver de plyndret og taget til fange; og de undgår kun døden, fordi Fogedens Nille forelsker sig i Peder Paars. Efter mange trakasserier og farer fortsætter han til sidst sin rejse til Århus for at møde sin elskede Dorothea. Peder Paars bliver en succes. Bogen vækker sensation. Hele oplaget bliver revet væk. Folk læser den med begejstning; lige med undtagelse af Anholts ejer, oversekretær i Det Danske Kancelli, Frederik Rostgaard, som klager til kongen over Holbergs omtale af Anholt i almindelighed og behandlingen af præsten i særdeleshed: Vor Præst er meget lærd, han præker, døber vel, Ej nogen andet kan ham sige på med skel. Han ingen Bibel har, men herlige Postiller med Kobberstykker i, Han læser uden Briller i Kirken af en bog, en gammel lærd Postil, som Jertegns hedder. Holberg har fået sin debut som komiker, og nu befinder han sig i samme position, som han kort forinden havde anbragt Andreas Hojer i. Han er dog heldigere end Hojer. Kongen, Frederik IV synes bogen er morsom: Wi have lesed Peder Pors: Wi have fundet dend skiemtsom, det er nok best at lade det herved blive. Herefter kan Holberg frit skrive komedier. 26 kommer der fra hans hånd i årene 1722 1727. Dog holder han sig klogeligt fra præsterne. Han lader herefter kun sin spidse pen gå ud over degnene. 1727 gik Grønnegade teatret, hvor Holbergs komedier blev spillet, for alvor fallit. 1728 lægger Københavns brand store dele af København i aske, inklusive bispegården, og i 1730 bliver pietismen ved tronskiftet (Chr. VI) en slags statsreligion med hofprædikanterne Erik Pontoppidan og Johs. Bluhme som de førende ideologer. Men da er Holbergs poetiske raptus for længst slut. Han har genoptaget historieskrivningen og f lytter i 1740 ind i professorboligen i Fiolstræde og bliver genbo til biskoppen. I bispegården er der også sket udskiftning. Christen Worm er, efter 27 år i embedet, død 1737, og Peder Hersleb er f lyttet ind for at bo der de næste 20 år til 1757. Peder Hersleb og Holberg har en del tilfælles. De er nogenlunde lige gamle. Holberg levede 1684 1754 og Peder Hersleb 1689 1757. De er begge nordmænd med solide danske aner. Holbergs norske stamfar Ludvig Munthe (1593 1649) var født i Tikøb på Sjælland, og han blev gift med en bagerdatter Ingeborg Friis. Han sluttede sin karriere som biskop i Bergen fra 1636. Desuden var hverken Hersleb eller Holberg særligt begejstrede for Chr. VIs hofpræster Johs. Bluhme og Erik Pontoppidan. Hersleb regnes for at være en af de mest fremragende personligheder i det 18. århundredes kirkehistorie; en stor administrator og taler, og en klippefast personlighed. Han var biskop over Akershus stift i Norge 7 år, før han blev Sjællands biskop. Men som kongens nærmeste i kirkelige spørgsmål generede det ham voldsomt, at kongen brugte sine hofpræster Johs. Bluhme og Erik Pontoppidan mere end sin biskop. Heller ikke Holberg brød sig om de to hofpræster. Det fortælles, at Holberg og Pontoppidan havde et sammenstød i bispegården i 1739. Holberg gik hen til Pontoppidan og anklagede ham i alles nærvær for den store synd, han havde begået ved at gøre kongens sind, hjerte og sjæl så forsagt, at hans helbred næppe længe ville kunne holde til det. Det fortælles videre, at de forlod hinanden som uvenner. Holberg havde nok gjort klogt i at dæmpe sit temperament. I hvert fald fik han problemer med udgivelsen af sin roman Niels Klims underjordiske rejse i 1741, en roman der bl.a. er inspireret af den engelske forfatter Jonathan Swift: Gullivers rejser fra 1726. På sin lange rejse når Niels Klim til landet Mardak, der er karakteristisk ved, at indbyggernes øjne har forskellig form. Alle magthavernes øjne er af lange. Alt hvad de ser er af langt, også den hellige tavle, som er midtpunktet i deres tempel. Alle, der skal være embedsmænd, må sværge på, at tavlen er af lang: den der siger noget andet bliver pisket offentligt som kætter. Niels Klim ser tavlen kvadratisk, og f lygter ud af landet. 42 Peder Herslebs farfar, Jacob Jensen udvandrede fra Denne fortælling vækker voldsom forargelse hos 43 Herslev ved Fredericia til Norge, hvor han døde 1672. pietisterne, og Pontoppidan og Blume går straks i aktion mod den ugudelige roman for at få den konfiskeret. Men Holberg har snedigt først ladet den udgive på latin i Leipzig. Da den endelig udkommer på dansk, er bogen vidt berømt ude i Europa. Selvom der var et lille f lertal for konfiskation af bogen, var der ingen mulighed for at få kongens godkendelse til at fælde dom over en forfatter, der havde international berømmelse. Så Holberg reddede sit forfatterliv, også denne gang. Ingen drømmer om at anfægte Peder Herslebs danskhed, selvom hans bedstefar udvandrede til Norge, og han selv i 7 år var biskop over Akershus stift i Norge. Med Holberg forholder det sig anderledes. Som ung mand forlader Holberg Norge og vender aldrig tilbage igen. I Danmark betragter vi ham som dansker, og for nordmændene er han nordmand. Hvad er han? Ifølge den norske forfatter Lars Roar Langslet, der har skrevet hans biografi, er han både norsk og dansk. Han er frem for alt en af de største formgivere af det kulturelle og sproglige fællesskab, som Danmark og Norge dengang udgjorde. Han samlede det, som eftertiden har splittet. Når jeg ser Holbergs mindeplade i Fiolstræde, tænker jeg stadig på ham som den store dansker, der kom på besøg i bispegården. I denne sommer (2008) var vi i Grønnegade teatret med Lukas og se Den politiske Kandestøber. Jeg iagttog nervøst hans tomme udtryk det første kvarters tid. Men så kom der liv i øjnene, og resten af forestillingen fulgte han intenst og med største fornøjelse.

2007 Struensee og Kærlighed uden Strømper Lig, Christian, lig fast, lig ene på din Kone! I januar 2006 fik vi resultatet af vores demonstration af ytringsfrihed i Danmark med offentliggørelsen af Muhammedtegningerne: Udbrændte ambassader i Damaskus, kirker hærget i Beirut, og en enkelt præst slået ihjel, og sidst men ikke mindst har vi lige siden haft problemer med at afsætte vores lurmærkede produkter i Saudiarabien og det øvrige Mellemøsten. Måske skulle man på Jyllandspostens redaktion have kigget sig tilbage over skulderen en 230 år og 44 set, hvor galt det gik i Danmark med forpremieren arbejdet til afskaffelsen var gjort, før han kom til magten. Tilbedere af deres egne utøylelige Lyster. blev benådet på selve skafottet. Han frygtede at blive 45 på ytringsfriheden, som blev indført den 14. septem- Men det var hans ansvar at lempe ægteskabslov- Der blev omgående nedsat en Inkvisitionskommis f lået af pøbelen. ber 1770 af Chr. VIIs berømte livlæge, Johann Friedrich Struensee, der på det tidspunkt var så som godt enevældig i Danmark. Struensee brugte sin magt til at sætte en større reform i gang i Danmark. Han ville modernisere, effektivisere og menneskeliggøre landet i oplysningstidens ånd med skyldigt hensyn til de svage i samfundet. Foruden afskaffelse af censur og indførelse af trykkefrihed ophævede han dødsdom for tyveri, samt forbød anvendelse af tortur ved forhør. Han indskrænkede bøndernes hoveri, og han moderniserede militær og retsvæsen. Han hævede dommernes løn, men forlangte til gengæld, at de skulle være til stede under retshandlingerne, og at de ikke måtte have andet arbejde. Han oprettede en opfostringsstiftelse for nyfødte hittebørn. Der blev opsat en kasse ved stiftelsen, hvor mødrene kunne lægge de små. Frederiks Hospital blev indrettet til behandling af venerisk syge, og hospitalskirken og de tilstødende præsteværelser blev indrettet til sygestuer. Det sidste gjorde ham ikke populær i gejstlige kredse, heller ikke de mange helligdage, der blev afskaffet, selvom det ikke var hans egen opfindelse. For- givningen, så fætter-kusine ægteskaber nu blev tilladt. Han gav herrnhuterne frihed til at virke i Danmark, og mod universitetets ønske forlangte han, at jødiske læger skulle blive medicinske doktorer efter samme regler som de kristne. Endelig, for at holde igen på udgifterne, stoppede han opførelsen af den kostbare Frederikskirke (Marmorkirken). Disse og mange f lere tiltag foregik i et tempo, der var alt for hurtigt for danskerne. Struensee var også tysker! Alene det var en god grund til ikke at kunne lide ham. Og var der ikke også noget med dronningen? Trykkefriheden gjorde det muligt for folk offentligt at lufte deres uvilje mod Struensee. Et digt forfattet af gemeimearkivar Jakob Langebeck indledes med en slet skjult henvisning til Struensee: Sid, Christian, sid fast, sid ene på din Trone! lød hos studenterne i en let omskrivning: 17. januar 1772 var det hele slut. Ved et statskup blev Struensee og hans ven Enevold Brandt i nattens mulm og mørke fængslet og ført til Kastellet, mens dronningen i al hemmelighed blev sendt til Kronborg. Søndag den 26. januar var der dekreteret takkegudstjeneste for befrielsen. Man lagde ikke fingrene imellem. Den ellers så stilfærdige Sjællands biskop, Ludvig Harboe talte om hine frekke Geister, der havde ført Guds Ord i Foragt, bespottet Hviledagen og forført Ungdommen til at vælte sig udi én Vellystes Dynd, udi én Uteerlighed efter den anden. Oppe i Hanherred stod den unge landsbypræst N.E. Balle, senere Ludvig Harboes svigersøn og efterfølger i bispegården, og deklamerede mod de faldne Magthavere, disse Hadere af den sande Dyd, Religionens Foragtere, og blinde sion, hvor også Biskoppen fik sæde. Først skulle skilsmissen ordnes. Man lokkede Struensee til at tilstå sit forhold til dronningen, Caroline Mathilde, og derefter var det ingen sag at få en lignende tilståelse ud af dronningen selv. Der var kun lidt problemer med hendes bror, Georg III af England, der ikke kunne se, at en smule utroskab hos hans søster kunne give anledning til skilsmisse. Men den 6. april blev skilsmissen deklareret og Caroline Mathilde sendt ud af landet, alene, uden sin søn, til Celle i Tyskland, som dengang var britisk besiddelse. Her døde hun 3 år senere, ensom og ulykkelig, kun 24 år gammel. Nu kunne man tage fat på det væsentlige, processen mod Struensee og hans konturbanal Enevold Brandt, der havde været kongens oppasser. 25. april faldt dødsdommen! Det var regeringens krav over for inkvisitionen, formodentligt efter pres fra enkedronningen, Juliane Marie og arveprinsen. Kongen selv interesserede sig ikke for sagen. Det er ikke nogen rar tanke, at Sjællands biskop har siddet med ved denne domfældelse. Til hans og kommissionens undskyldning i øvrigt taler, at man regnede med benådning, ikke frikendelse, men en mildere dom, som Griffenfeld fik det 100 år tidligere i 1676, da han efter sin dødsdom blev benådet til at henslæbe 22 år på den lille ø Munkholm ved Trondhjem. Den 27. april blev der rejst et 5 meter højt skafot på Østre Fælled med en ekstra forhøjning, hvor bøddelen og hans folk kunne arbejde, overskuet af alle. Næste morgen den 28. april blev Brandt og Struensee kørt ud til Fælleden i hver sin vogn. Brandt i godt humør, glad hilsende på den store folkeskare, i sikker forvisning om en forestående benådning. Efterhånden blev han dog bekymret. Det var ikke rart, hvis de først Han kom som den første op på skafottet, fik sønderbrudt sit malede våbenskjold af skarpretteren, angrede sin synd, bekendte sin majestætsfornærmelse, bad om tilgivelse, og fik syndsforladelse. Nu måtte den benådning da komme? Han lagde villigt hovedet på den ene blok og højre hånd på den anden. Øksen faldt, først højre hånd, så hovedet. Ingen pardon! Hovedet blev fremvist for folket kroppen klædt af, kønsdelene skåret af, maven sprættet op, og indvoldene kastet i en spand. Samme procedure for Struensee, bortset fra at der måtte to hug til, før hans hoved faldt. Ligene blev nu kørt ud til Vesterbro Fælled, hvor hovederne blev sat på høje stager, med hænderne sømmet fast lige nedenunder. På fire andre stager blev kropsdelene slængt op på møllehjul. Der hang de, så

2007 Struensee og Kærlighed uden Strømper 2007 Struensee og Kærlighed uden Strømper tæt på Frederiksberg slot, at enkedronningen kunne helt tage sit liv. Det gør de efterfølgende alle sammen, nyde synet fra sit vindue. Grethe, Mads og Jesper. De dør i en hørm af gule ærter og flæsk. Det er ikke let at vide, hvad folk egentlig mente; men tryk ke- og ytringsfriheden blev jo omgående afskaffet. En bonde skal have sagt, da Struensees hove- Er stykket kun en elegant parodi på den franske trage- rireform blev ophævet i 1773: Det var en brav Mand, die, eller gemmer den noget mere? Ja, mener Harald der gav os den forrige Forordning om Hoveriet, og Langberg, der boede på Gråbrødre Torv til sin død det er vel derfor, de har hugget Hovedet af ham i København. Struensee var almindelig forhadt på grund af sin 2002, i samme hus hvor Wessel skrev sit sørgespil. I Den store satire (1973) ca. 200 år efter henrettelsen har han nærlæst sørgespillet for at finde hentydninger natio nalitet, de mange reformer og sit forhold til dron- til Struensees henrettelse. Han mener at finde en del: ningen. Men hans ven Enevold Brandts eneste forbry- delse var, at han havde bidt kongen i fingeren. Hen ser klok ken halv seks om morgenen, umiddelbart ef- rettelserne vakte voldsom uro ude i Europa. Arrestationen foregik efter de officielle meddelel- ter at officererne har fået Kongens underskrift. Men dagen efter henrettelsen, den 29. april sættes et kob- 46 I september 1772 udkom en lille anonym tryksag: berstik til salg i Adresseavisen for 8 skilling, det fra hi- Kær lighed uden Strømper, et originalt dansk sørge- storiebøgerne så kendte stik, der viser Struenses pågri- spil i 5 optog, til salg for 24 skilling i Badstuestræde. belse i sengen. Man ser kongens ordre, og oppe i ven- Det var samme adresse, hvorfra den norske teolog stre hjør ne hænger et ur. Klokken er 4! Johan Nordahl Bruun solgte sin franske tragedie Zarine. Nordahl Bruun stod for salget af både sin egen tragedie resteret, før kongen har givet sin underskrift, så er det Gør det noget? Ja! For hvis Struensee er blevet ar- og den anonyme parodi på Zarine, hvis forfatter meget højforræderi. Det var lige det, man snakkede om i ga- hurtigt afsløredes som Johan Herman Wessel. derne. I "Kærlighed uden Strømper" har Grethe en nat en 47 Den forsmåede Mads udbryder fortvivlet, da han for anden gang forstødes af sin elskede Grethe Én Brøde ved jeg af, og denne bliver min. Jeg en Misdæders Navn med rette burde bære, jeg har fordristet mig din Skønhed at vanære. ulyksalig drøm: Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ej Mette opfordrer Johan til at stjæle Mads sokker. Men sker lyder det. Men hendes forlovede Johan har været det skal gå ordentlig for sig i et opgør mellem dyd og Struensees eneste tilståelse var hans forhold til dron- væk en hel uge for at lappe et par officersbukser: For elskov. 12 runder skal han igennem. Han nøjes med ningen, hvad han angrede dybt. Man talte i krogene om, bandet den Major, hvis Bukser gik itu, udbryder hun. mindre. Gør det noget? spørger han. at Struense som en ægte helt selv burde have taget sit Hendes veninde Mette foreslår, at hun i stedet gifter sig med sin forstødte kæreste Mads. Netop som hun har taget Mads til nåde, dukker Johan op. Mads er igen ude i kulden. Brylluppet må på grund af Grethes drøm nødvendigvis være i Dag, selvom Johan mangler strømper. Mette foreslår, at han stjæler Mads strømper. Det gør Johan, men da han bliver afsløret af Mads ven Jesper, må han som en ægte At stjæle Klokken seks og stjæle Klokken syv det kommer ud på et. Jeg altså straks udførte mit Foretagende, og da mig ingen hørte, det ligegyldigt var, om Elskovs Raseri, som mig forledede til dette Tyveri, kom to Minutter før, kom to Minutter siden. Og overalt en Helt ej Slave er af Tiden, thi Klokken er kun for Skomagere og Skræd liv i stedet for at sætte hele landets omdømme på spil. Den forsmåede Mads vil også tage sit liv. Det er bare så svært at føre kniven. Men da han får at vide, at Johan nu har strømper, uden at vide, at det er hans egne, er han fast besluttet på gøre det. Skæbnen har narret ham, taget hans Grethe for anden gang. Han udbryder truende til skæbnen:

2007 Struensee og Kærlighed uden Strømper Men jeg har Arm og Kniv, og du har spildt din Møje: Du forud føler alt (du måtte skamme dig) En vellyst i den Kval, som vil fortære mig, Når jeg et Vidne skal til den forening være, Som skiller mig ved alt, ved Grete og min Ære! Og hans afskedsord til livet og skæbnen lyder: Men når jeg ikke mer ser denne Verdens Dag, Skal Skæbnen med sit Had vel gøre mig en Smag. Hvad er nu det? Det giver ingen mening, at skæbnen skal gøre ham en smag! Det er måske norsk dialekt? Næppe! Måske har der heller ikke stået smag, men stag? Som de to stager ude på Fælleden med Struenses og Brandts hoveder? Wessel kan have fået et godt råd om at udøve lidt selvcensur på sit sørgespil! Det lyder 48 fejt, men i disse tider var der grund til at være forsigtig. godsforvalter (Luk.1 13) bliver rost, selvom han har degudstjeneste, når situationen kræver det. 49 Den unge student Chr. Thura havde angrebet Konge- svindlet sig til sin redning. Det er ikke samfundsopbyg- Om kirkens forhold til staten varer evigt, eller det loven, og blev for den forsyndelse i vinteren 1773 dømt til livstid på Munkholm. Han slap dog med 6 år og blev herefter forvist til Bornholm. Og det er jo ingen straf! Den 26. marts 1773 blev Kærlighed uden Strømper førsteopført på Det Kgl. Teater under overværelse af den kongelige familie. Stykket blev en kæmpesucces. Forestillingen blev gang på gang afbrudt, fordi skuespillerne bukkede og nejede i et væk for det kongelige selskab, og folk lo så voldsomt, at det hele gik i stå. En anmelder undrede sig bagefter over latteren. Det var, som om folk lo på de forkerte steder, som om de lo af noget helt andet, noget uden for teatret! Læser man Kærlighed uden Strømper med Harald Langbergs briller, kan man næsten ikke undgå at fornemme de blodige begivenheder i 1772. Jeg har dog ikke fundet andre kommentarer med den vinkel, og Dansklærerforeningen er ikke enig med Langberg. For Langbergs tolkning kan anføres 2 argumenter: Han boede i mange år i det hus, hvor Kærlighed uden Strømper er blevet til. Og sidst, men ikke mindst: Både hans kone og datter har efter tur været menighedsrådsformænd i Helligaandskirkens menighedsråd. Det sidste må borge for troværdigheden! 2008 Indenfor Udenfor Selvom jeg kan evangelierne så godt som udenad, vågner jeg altid op om søndagen, når de bliver læst højt. For Jesus gør jo altid det modsatte af, hvad vi regner med. Salige er er I, som er fattige Lyder det i Lukasevangeliet 6,20. Den rige unge mand får da også besked på at skille sig af med alt hvad han ejer for at følge Jesus (Mt.19,21). Men den stenrige lille tolder Zakæus, der næppe er kommet hæderligt til sin formue, får lov at servere middag for Jesus (Luk.19,1 10), og den utro gelig læsning! Men skildringen af Jesus i evangelierne er heller ikke samfundsopbyggelig. Mit rige er ikke af denne verden siger han til Pilatus i Johannesevangeliet 18,36. Jesus levede sin jordiske tilværelse udenfor, på gaden, altid på vej, helst væk fra folkemængden; og til sidst betalte han prisen med sit liv. Den samme skæbne led hans efterfølgere i f lere hundrede år. De kristne levede på kanten af samfundet, udenfor, på gaden eller i katakomberne, vel vidende, at bekendelse til Kristus kunne koste livet. Først da Konstantin sluttede fred med kristendommen og lukkede kirken ind i varmen, fik de kristne ro. Nu var det slut med underjordiske gudstjenester i katakomberne. Der blev opført basilikaer, med Kristus repræsenteret ved sit præsteskab i kongelige klæder. Da Luther syntes, at pavens myndighed blev for verdslig, rev han sig løs fra pavekirken og overlod i stedet magten til fyrsterne. Og siden har vi her i landet haft en folkekirkelig statskirke, på godt og ondt, næsten som et tvangsægteskab. Enhver kirkelig ansat ved, at der er en usynlig men fast grænse for, hvor langt man kan gå i sin modstand mod staten. Religionen fylder for meget i det offentlige rum, har vores statsminister udtalt. Men han er samtidig den, der anmoder om min- kommer til skilsmisse er ikke godt at vide. Men antallet af medlemmer er i hvert fald væsentligt for folkekirkens statskirkelige fremtid. I kongens Guldalder-København i 1800-tallet tænkte man slet ikke i de baner. Stort set alle var indenfor, bortset fra baptister, katolikker og jøder! Og de dybt fattige?, der måske nok var indenfor, men så langt ude i periferien, at de ikke havde nogen glæde af samfundets varme. Trods det fine navn Guldalderen, var København en hovedstad på nedtur. I løbet af mindre end 10 år blev byen ramt af Englændernes bombardement 1807, statsbankerotten 1813 og tabet af Norge 1814. Alle var fattige, og alle sparede. Men midt i denne økonomiske fattigdom opfostrede byen to personer, der har bidraget til Danmarks ry over hele verden, og som har sik-

2008 Indenfor Udenfor 2008 Indenfor Udenfor ret, at det danske sprog ikke bliver glemt. To personer på kanten af samfundet, både indenfor og udenfor. H.C. Andersen er ganske vist født i Odense, men han ankommer til København 1819, 14 år gammel, med 10 rigsdaler på lommen, og det ene formål: At blive berømt. Han indlogerer sig for sine sidste penge hos en dame af ubestemmelig profession i Ulkesgade på Gammelholm, en gade kendt for samme ubestemmelige profession. En del af tiden bor han i et tomt spisekammer uden vinduer. Lyset kommer ind gennem køkkendørens to lufthuller. I tre år lever han bogstaveligt talt sit liv på gaden, frysende og sulten sidder han dag efter dag på en bænk i Kongens Have og spiser en humpel tørt brød eller slet ingen ting. H.C. Andersen kommer også i bispegårdens stueetage, hvor han besøger husets berømte logerende, Adam Oehlenschläger, hans store forbillede Men igen er det Jonas Collin, der redder ham. Han åbner sit hjem for H.C. Andersen og formaner sine børn til at behandle ham ordentligt, på trods af hans aparte udseende og til tider lige så aparte opførsel. Her får han noget, der ligner et hjem. Han er næsten inde i varmen. Han bliver gode venner med børnene, især sønnen Edvard, som kalder ham sin ven. Men da H.C. Andersen foreslår at de bliver dus, trækker Edvard sig. Her sætter han grænsen, og H.C. Andersen er dybt såret. Hjærtets Du får læbens De, det er Venskabs-Drømmen 50 Han ringer på hos folk, han håber vil hjælpe ham til at lyder hans bitre kommentar Han føler aldrig, at han 51 blive skuespiller. En gang imellem får han lidt penge eller kommer helt ind i varmen, og da hans fordrukne mor noget mad. En aften er han heldig at ringe på hos dør i 1833, skriver han Nu er jeg da virkelig ganske sangeren Siboni, som netop holder selskab med bl.a. ene, intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig. Weyse som gæst. Weyse får ondt af ham og foranstalter en indsamling, der skaffer ham 70 rigsdaler. Men Til gengæld får han gang i sit forfatterskab efter en folk anså ham i almindelighed for en latterligt udseende rejse til Italien. yngling med alt for høje tanker om sig selv. 1835 kommer både hans første roman Improvi- Jonas Collin, der er medlem af Det kongelige Teaters satoren, og hans første eventyr Fyrtøjet. Titlen Im- direktion, bliver hans redning. Han sørger for, at provisatoren er hans hilsen til J.L. Heiberg, der nedlasatoren, H.C. Andersen kommer i skole, så han kan lære at dende har kaldt ham en improvisator, en overf ladisk stave og få en studentereksamen. Han får forbud mod digter. Fyrtøjet er H.C. Andersens modstykke til at forsøge at få noget udgivet, mens han er i skolen. Oehlenschlägers Aladdin. Alligevel sender han et tiggerbrev til J.P. Mynster i Begge udgivelser gør ham berømt, især i udlandet! 1822 med bøn om subskription på en ungdomsbog til I Danmark går det lidt tungere. Men kender ham jo fra en pris af 9 mark. Mynster er på det tidspunkt sognepræst gaden, denne aparte og forfængelige fyr. ved Frue Kirke og gift med biskop Münters datter Fanny. Så han har sin hyppige gang i bispegården. H.C. Andersen blev aldrig rig. Han fik aldrig sin egen bolig men boede til leje i et par værelser hist og her og

2008 Indenfor Udenfor 2008 Indenfor Udenfor havde derfor hverken studereværelse eller bogsamling. Min Opdragelsesskole er Livet og Verden, skriver han i et brev til Jonas Collin. Han bevægede sig i alle samfundslag, fra bund til top, og han udtrykte deres sprog let og fortroligt. Efter sin død er H.C. Andersen nu kommet helt ind i varmen, også den kirkelige varme. I 2002 fik han optaget 2 salmer i den nye salmebog. Bedre sent en aldrig! Søren Kierkegaard har en hel anden indgang i samfundet end H.C. Andersen. Han er født med en guldske i munden. Hans far, hosekræmmeren, var sluppet gennem statsbankerotten uden økonomiske skrammer og efterlod sin søn en formue, som han kunne leve af til sin død. Men han efterlod ham også skyldfølelse efter sine erotiske eventyr. En tung arv for en søn, som Uanset om han er hjemme eller ude, er der altid fuldt blus i vinduerne. Det er som en fest hver eneste dag. Men Søren Kierkegaard inviterer ikke hjem, han går ud. Han kan lide at gå på besøg, gå på konditori eller spise og drikke på restaurant. Hjemme igen, arbejder han, stadig med fuldt blus i alle vinduer. Kierkegaard kommer også i bispegården for at besøge Mynster. Han vil gerne have en stilling på Pastoralseminariet, men Mynster vil hellere have ham ud på landet som sognepræst, så langt væk som muligt. Kierkegaard har respekt for Mynster og vil gerne diskutere med ham, men Mynster er ikke voldsomt interesseret og får ham som regel hurtigt gelejdet ud af døren. Det er måske en god grund til, at Kierkegaard bliver mere og mere kritisk over for det højere kleresi, som med deres silkekjole, f løjlsmave og ridderkors taler så hvor han følte sig ensom og udenfor. Han havde ingen naturlig sønlig ret til familiens midler, og han blev sat til at læse teologi, fordi familien anså ham for at være for dum til at læse medicin. Kierkegaard nåede aldrig selv at kende til økonomisk nød. Når han blev træt, kunne han altid vende hjem til en komfortabel, fuldt oplyst bolig. Hele sit liv havde han frihed til at vælge, om han ville være udenfor eller indenfor. Måske ville han gerne have et ben i hver lejr? Men han fik alligevel det sidste ord, efter Mynsters begravelse i februar 1854, hvor Martensen havde rangeret Mynster ind i den hellige kæde af sandhedsvidner, som efter Kierkegaards mening var forbeholdt martyrerne. Mynster var efter Kierkegaards mening ikke et voksenliv udenfor, er kommet ind i varmen, mens Martensen står inde i bispegården, og er helt udenfor! Det varede nu ikke så længe, så var Martensen indenfor igen. Og Kierkegaard har lige siden også været indenfor, sammen med det højere teologiske kleresi. Med Peter Tudvads ord i Kierkegaards København : Kierkegaard blev post mortem tvunget ind i et arrangeret ægteskab med universitetsintelligentsiaen og statsgejstligheden. Sådan kan det gå! 52 ellers var født til at gøre karriere helt op i systemet. Konfirmeret af Mynster, manuduceret af Martensen, cand. theol. og magister i 1840 og derpå forlovet med Regine Olsen. Men herefter går det galt. I 1841 bryder han forlovelsen, men han slipper aldrig sin Regine. Så længe hun bor i København, følger han hende overalt, møder hende tilfældigt på gader og veje og ved Mynsters gudstjenester. Sit forfatterliv lever han for en stor del på gaden. Han vandrer gaderne tynde, iagttager folk og snakker med dem, alt imens han overvejer de sætninger, han skal skrive ned, når han kommer hjem. Søren Kierkegaard skifter tit bolig i København. Men uanset hvor han bor, har han altid et fuldt oplyst hjem at vende tilbage til. I disse for hovedstaden så fattige år var der sparebelysning alle vegne, både i de private og offentlige rum. Men ikke hos Kierkegaard. smukt om menigmand om søndagen, men ikke ønsker at snakke med dem om mandagen. Kierkegaard derimod kender folket. Han lever og snakker med dem på gaden. Han elsker det, og han ville egentlig gerne leve med den simple Mand, være venlig og opmærksomt deltagende just mod den Classe af Samfundet, som er kun alt for forladt i den saa kaldte christelige Stat. Forskellen på Kierkegaard og H.C. Andersen er bare den, at H.C. Andersen kender den simple mand og hans forhold til bunds, indefra. Han har kæmpet sig ud af den simple mands vilkår, som i et af sine egne eventyr. Og biskopperne, Mynster og Martensen kender på trods af deres f løjlsmaver og ridderkors også mere til menigmands vilkår end Kierkegaard. Martensen voksede op alene med sin mor, som måtte slide og slæbe for at hjælpe sin begavede søn i vej. Mynster blev forældreløs som lille og voksede op hos en stedfamilie, sandhedsvidne, han var en i høi Grad verdslig klog Mand, men svag, nydelsesyg og kun stor som Declamator. Martensen burde have afholdt sig fra at kalde ham et sandhedsvidne. Martensen får ikke gjort op med Kierkegaard, før denne dør i november 1855, og Kierkegaard bliver til hans forargelse begravet fra Vor Frue kirke på en søndag, af sin bror, P.C. Kierkegaard, den senere biskop i Aalborg. Kirken er stuvende fuld. Martensen står ved vinduet i bispegården og ser det store følge af højst forskellige typer gå ind i kirken og efter begravelsen tumultagtigt vælte ud igen og føre kisten op af Nørregade, ud til Assistens kirkegård på Nørrebro, til familiegravstedet. Han står og iagttager hele sceneriet bag gardinet. Og i disse pinefulde øjeblikke er der byttet om på forholdet mellem de to. Kierkegaard som har levet hele sit 53

Litteraturliste Martensen, H.: Af mit Levned. Gyldendal 1882-83. Martensen, Josepha: H.L. Martensen i sit Hjem og blandt sine Venner. Frimodts Forlag 1918. Fuglsang-Damgaard, H.: Fra skyttegrav til bispestol. 1999 Københavns Præstekonvent Lausten, Martin Schwarz: Frimodts Forlag 1975. Plum, Niels Munk: Biskop Peder Palladius og kirken 1537 1560. Københavns Præstekonvent (Kiøbenhavns Geistlige Akademisk forlag 1987. 2001 Erindringer Convent) 1843 1943. Udgivet af Københavns Præstekonvent. København 1943. Rørdam, Marie: Tilbageblik paa et langt Liv. Minder. Gad, København 1911. Balling, Erik: Som barn var jeg voldsomt hidsig. Erindringer. Aschehoug 1998. Mynster, J.P.: Meddelelser om mit Levnet. Gyldendal 1854. Koch, L.: Biskop Nicolai Edinger Balle. G.E.C. Gad 1876. Seidelin, Anne Sophie: Barndommen de lange år. Sesam 1993. På dansk ved Valdemar Rørdam. Genudgivet og med forord af Kristian Hvidt. Gyldendal 2001. 2003 Det moderne Gennembrud Uden for murene. Fortællinger fra det moderne gennembruds København. Red. Klaus P. Mortensen. Gad 2002. Martensen, H.: Den sociale Ethik. Gyldendal 1878. Den Danske Kirkes Historie under Redaktion af Hal Koch og Bjørn Kornerup. Bind VII. Gyldendal 1958. Lindhardt, P.G.: Holmens provst Thomas Skat Rørdam. Kristeligt Dagblads Forlag 1969. Rørdam, Marie: 54 Martensen, H.: Frederik Münter. Et Mindeskrift. Linde, Peter; Borup, Georg; Hassø, Arthur G. Tilbageblik paa et langt liv. Minder. 55 Af mit Levnet. Meddelser. Bind I. P. Haase & Søn, København 1925. Vor gamle Hovedstad. Det København, Gad 1911. Gyldendal 1883. Oehlenschlägers Erindringer. der graves frem. Kjærgaard, Jørgen: Fjerde Bind. Høst, København 1850. C.A. Reitzel, København 1929. 2004 Enevældens indførelse Salmehåndbog I. Salmehistorie med biografier Mynster, J.P.: Martensen, Hans: Den Danske Kirkes Historie under Redaktion af Hal af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002. Blandede Skrifter, tredje Bind. Gyldendal, Den sociale Ethik. Koch og Bjørn Kornerup. Bind IV. Vajsenhuset 2003. København 1853. Gyldendal, København 1878. Gyldendal 1959. Mynster, J.P.: Engelstoft L. og Møller, Jens: 2000 Københavns bispegård Meddelelser om mit Levnet. 2002 Farvel min velsignede Fødeby Historisk Calender. Første Aargang. Christensen, Charles: Gyldendal, København 1854. Larsen, Alice de Rabal: Gyldendal 1814. Rådhus Universitet Bispegård. Nørregade 11 Dansk Biografisk Haandleksikon, Memorias de Juan Fugl. Vida de un pionero Danes Bryld, Carl-Johan: gennem skiftende Tider. redigeret af Svend Dahl og P. Engelstoft. durante 30 años en Tandil Argentina 1844 1875. Hans Svane og gejstligheden på stændermødet Historiske Meddelser om København. Fjerde Gyldendal, København 1920. Impreso en Argentina. ISBN 950-43-2209-3. 1660. række. III. bind, hæfte 1 2. Gad 1951. Erik Nørr: Lawaetz, Erik J.: Odense University Press 1974. Lebech, Mogens: Breve mellem Otto Møller og Thomas Skat Rørdam St. Croix 500 Years. Pre-Columbus to 1990. Om ad Nørregade. 1854 1909 Bind IV. Poul Kristensen, Denmark 1991. 2005 Henrik Pontoppidan Udgivet af Daells Varehus i Anledning af 50 Aars Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, Odense Gosse, Edmund: Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes Jubilæet 1960. Universitetsforlag 1999. To besøg i Danmark 1872 og 74. Dansk åndsliv og hans tid, set fra det 21. århundrede. gennemskuet af en englænder. Redigeret af Hans Hertel. Gyldendal 2004.

Henrik Pontoppidan: Drengeaar. Gyldendal 1933. Kommentar ved Georg Christensen. Aschehoug & Co. København/Oslo 1925. Henrik Pontoppidan: Det forjættede land. Muld (1891). Det forjættede 2007 Struense og Kærlighed uden strømper land (1892). Dommens dag (1895). Udgivet af Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild. Elektronisk tilrettelæggelse: Karsten Kynde. Det Langberg, Harald: Dødens teater. Revolutionen 1772. Gyldendal 1971. Danske Sprog- og Litteraturselskab. Gyldendal 1997. Langberg, Harald: Den store Satire. Johan Herman Wessel og Henrik Pontoppidan: De dødes Rige. Gyldendal 1948. Kærlighed uden Strømper. Gyldendal 1973. Henrik Pontopiidan: Kirken og dens Mænd. Et Foredrag. Med en indledning af H.P. Rohde. Johan Herman Wessel: Kærlighed uden Strømper. Et Sørgespil i 5 Optog. Udgivet af Dansklærerforeningen. Gyldendal 1974. Reitzel, København 1984. Den Danske Kirkes Historie V. Rald, N.J.: 50 Aar af Københavns Kirkeliv. Side 231 236 i Under redaktion af Hal Koch og Bjørn Kornerup. Gyldendal 1951. 56 København 1888 1945. 57 Under Redaktion af Poul Nørlund, Erik Struckmann 2008 Indenfor Udenfor og Ejnar Thomsen. Tidsskriftet Danmark a/s København 1948. Böök, Fredrik: H.C. Andersen. Den Danske Kirkes Historie VIII. Under redaktion af Niels Knud Andersen og P.G: På dansk ved Mette og Jørgen Budtz-Jørgensen. Fremad 1967. Lindhardt. Gyldendal 1966. 2006 Ludvig Holberg Nørregård-Nielsen, Hans Edvard: Kongens København. En guldaldermosaik. Gyldendal 1985. Den Danske Kirkes Historie V. Under redaktion af Hal Koch og Bjørn Kornerup. Gyldendal 1951. Tudvad, Peter: Kierkegaards København. Politiken 2004. Langslet, Lars Roar: Den store ensomme. En biografi om Ludvig Holberg. På dansk ved Ida Jessen. Mynster, C.L.N.: Nogle Blade af J.P. Mynster s Liv og Tid. Gyldendal 1875. Gyldendal 2002. Søren Kierkegaard. Samlede Værker Bind 19. Holberg, Ludvig: Peter Paars og Skæmtedigtene. Tekstredaktion og Bladartikler 1854 55. Gyldendal 1964.

Aktstykker fra årets landemode 58 59

Prædiken ved landemodegudstjenesten den 8. okt. 2008 i Københavns Domkirke Mark. 4,1 20 Af provst Gotfred Larsen Når jeg som prædiketekst har valgt lignelsen om sædemanden, så er det for på den måde at bringe en hilsen fra den kirke, jeg nu en årrække vover at kalde min kirke. For denne lignelse har vi i Sct. Nicolai Kirke hver søndag for øje i Chresten Iversens fine glasmosaikker i koret. Og for fra stiftets mest landlige provsti at bringe en landmandslignelse, som der jo på forskellig vis er f lere af i Ny Testamente. at den er Guds tiltale til os i Jesus Kristus, og at lignelsen siger noget livsvigtigt om dit og mit liv. Sådan som Guds tale til os altid er vigtig. Derfor skal vi opholde os ved lignelsen her. Og derfor skal lignelserne ikke blot forklares. Der skal prædikes over dem, så de forkynder evangeliet og sætter os under Guds tiltale til tro eller forargelse. Til at se og høre ham eller intet at se og høre. 60 61 Først vil vi standse ved nogle lidt mærkelige ord, som Hvis vi hører lignelsen, som de den dag må have hørt vi måske ikke lige har lagt mærke til i denne ellers så den ved søen, som teksten indleder med, uden nogen velkendte lignelse. Det er Jesu ord om, at den, der har form for forklaring, så er den jo ganske ligetil. Den fortæller øren at høre med, skal høre og lidt senere, at han fortæller os, hvordan man sår. Eller rettere såede i gamle lignelsen, for at de skal se og se, men intet forstå, dage. de skal høre og høre, men intet fatte. Enkelt nok, men det rummer for os det problem, at de f leste i dag ikke kender billedet. Måske fordi man Hvad er meningen med disse ord? Ører har vi dog alle, er fra byen og ikke ser, der bliver sået på landet, som og vi har dem vel til at høre med? Og de synes jo også bønderne, også på Bornholm, just har haft travle med lidt i modstrid med, når Jesus andetsteds siger, at han at så vintersæden. fortæller lignelser netop for at forklare og åbenbare: Og så fordi det er fra gamle dage. Derfor har Hvorfor ellers tale i lignelser? mange ikke set lignelsens sædemand i funktion. Men er man fra landet og lidt op i årene, har man måske sin Men en mening må de jo have, og meningen må være erindring om dette. den, at man rent forstandsmæssigt kan høre og forstå Jeg husker, at min bedstefar, da han var nået til aftægtsalder en lignelse: Det er som regel ikke svært, for de er jo og valgte at trække sig tilbage og sælge ofte ret enkle historier. Men noget andet er, at man dybest gården til mine forældre, så tog han nogle få tdr. land set ikke forstår lignelsen, hvis man ikke forstår, fra, til sig selv, til syssel på sine gamle dage. Så kunne

Prædiken ved landemodegudstjenesten Prædiken ved landemodegudstjenesten 62 han blive ved med at være det, han altid havde været: Landmand. Ikke kun af profession men af indstilling. Det var så lidt jord og så kejtet beliggende, at den ikke med rimelighed kunne dyrkes med den traktor, der snart blev indkøbt. Men det var just idéen. Den skulle dyrkes med hest, og der skulle sås med hånd. Det blev der så. Derfor har jeg, som især var bedstefars dreng, på nærmeste hold oplevet en sædemand i sving, bogstaveligt talt. Jeg så, hvordan han, med zinkbaljen på maven i en gjord over skulderen, rundhåndet spredte sædekornet på marken. Spredte med hænderne i en fin takt med fødderne, så der blev sået jævnt. Markvejen til den ene side fik en håndfuld med, for fuglene skulle også leve. Stendiget op til lærerens have, som var det nærmeste vi i Vestjylland kom klippegrund, fik et strøg med, selv om der ikke kunne vokse noget. Ligesom det ikke kunne undgås, at der også faldt en del mellem rabattens ukrudt og tidsler. Stråene her var ganske vist nogle lange, blege strå uden kerner. Men det brød han sig ikke om, han såede bare. Hør, tror I det er sandt, hvad jeg her fortæller? Tjah, når jeg for en gangs skyld i mit liv får lov at stå på stiftets fornemmeste prædikestol, så kan man vel have en berettiget forventning om, at jeg vil bestræbe mig for at tale sandt. Men det er det altså ikke. Jo, det med bedstefar, der dyrkede sin lille jordlod er skam sandt nok. Men måden han såede korn på? Nej, nej. Nej, han var i høj grad en fornuftig landmand. Han var kommet til sognet med ingenting og havde ved f lid og nøjsomhed slidt sig op til at eje sin egen gård. Det når man kun ved påpasselighed og rettidig omhu. Dertil hører at så, hvor kornet kan gro, og han var omhyggelig med ikke at så andre steder. For han var ikke bare nøjeregnende, men han havde respekt for kornet, der kunne bruges til brød eller foder. Han gik ikke og klattede med sædekornet, som jeg har fortalt. Var tværtimod omhyggelig. Jeg fortalte det blot sådan for at vise, hvordan denne lignelse har lydt for de landmænd og daglejere, som den dag sad og hørte Jesus fortælle, og som udmærket vidste, hvordan man såede. De har tænkt: Sådan en sjuske, en sløsemikkel, den sædemand. Han må ikke have været for dygtig, ellers må han have nok at spilde af. Eller: Hvad mon hans husbond har sagt til ham, når han opdager det? For sådan såede man ikke dengang, og sådan sår man ikke i dag. Man sørger for at kornet bliver sået, hvor den kan gro, naturligvis. Hvor ellers? Men sådan sår altså Gud, som sædemanden i lignelsen er billede på. Sådan kommer Guds rige, det rige, der er vidunderligst af alt på jord, som vi lige sang. Gud lader solen skinne og regnen falde over onde og gode, over gudfrygtige og ugudelige. Vi kan måske synes, det er slemt, men lignelsen siger, at sådan sår Gud. Lignelsen er ikke fortalt for at vi først kan se, hvordan er rigtig landmand bærer sig ad, og derefter får at vide, at sådan gør Gud også. Nej, den vender det hele på hovedet og tegner et billede af en landmand, der bærer sig både usædvanligt og uklogt ad: Og ud fra det må vi slutte, at sådan er Gud altså. Sådan gør Gud. Det var dog bemærkelsesværdigt. Og derfor fortalte jeg det sådan før. For at anskueliggøre forskellen, ja kontrasten mellem den måde, den jordiske, rationelle sædemand såede på, og den måde hvorpå lignelsens sædemand, der er et billede på Gud, sår. For netop i denne forskel, i den kontrast, åbenbares, anskueliggøres evangeliet. I den ødselhed, som vi møder hos Gud, for i den ødselhed afsløres Guds kærlighed. I udlægningen, som muligvis er den første menigheds, møder vi det alt sammen igen, blot nu om mennesker i stedet for om jordbund. Møder, at Gud rundhåndet øser sine gaver ud over alle mennesker. Gud lader sin sol stå op over både onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige: Selv evangeliet lyder til alle, rige og fattige, raske og syge, agtede og foragtede, til dem, der han øren at høre med og dem, der foragteligt vender ryggen til. Jamen det er jo forskrækkeligt. Kan vi være tjent med en sådan Gud? Sådan sagde de i fuld alvor til Jesus selv. Og det var fordi, Han sagde sådan og handlede sådan, at de slog ham ihjel. Når vi hører lignelsen nu små 2000 år efter, kan vi måske være tilbøjelige til at knytte en prædiken til om et fromt og åbent sind, der tager imod ordet og bærer frugt. Sådan prædiken kan nok holdes. Det har Jesus vist gjort af og til. Apostlene gjorde det i al fald. Og deres disciple har gjort det frem til vor tid. Men det er ikke sådan, der står i teksten her. Der står, at Gud rundhåndet og i vore øjne tåbeligt ødselt strør sine gaver og sit rige ud over mennesker af alle slags. Det kan næsten gøre ondt at høre og vække til protest, at det er sådan. For vi er ikke opdraget til at få noget gratis. Men Guds nåde er gratis. Man kan kun få den gratis! Den er hverken dyr eller billig. Den er gratis. Det latinske ord for nåde hedder for resten Gratia, og det er samme ord som vort gratis. Guds nåde kostede Jesus livet. Men os koster den ingenting. Det er det vidunderlige ved den. Men måske også det, der gør, at mange mennesker afviser den. Det er for ødselt, som sædemanden. Der er for gavmildt: For godt, for utroligt. Og mennesker bliver reserverede og tager afstand. Har ikke øren at høre med. Noget for noget, plejer vi at sige og regner det for en livssandhed. Derfor stejler vi, når vi får noget for intet: For er det noget for anstændige mennesker? Nej, måske ikke, men Jesus kom også for at redde de helt uanstændige. Dem der intet kunne yde: Det sagde han. De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere. Det sagde han. Sådan er Gud. Det sagde han også. Blandt andet med lignelsen her. Ikke noget for noget, men alt af nåde. Amen. 63

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Af Jakob Skovgaard-Petersen Introduktion 2 mio. muslimer og kristne fejrede sammen jomfruen. lød overskriften på Ægyptens førende avis, Al-Masri al- Yaum, den 22 august sidste år. Og den fortsatte: Langt fra forsøgene på at så splid, og kampene og mission og islamisering, og opfordringerne til at skjule pigerne, og erklæringerne fra kopterne i eksil, sluttede i Billedet er alt i alt nedslående, om end der er vigtige regionale variationer, netop fordi de Arabiske Lande er moderne stater med hver sin politiske og sociale orden. Og det er altså disse realiteter man må forholde sig til, vil jeg sige, hvis man vil sætte sig ind i relationerne mellem muslimer og kristne i den Arabiske Verden i dag. går i Den Hellige Jomfrus Kloster i Jebel Daranka, den 64 årlige fejring, som markeres i alle Jomfruens kirker i Ægypten, til minde om den hellige families f lugt til en gammel grotte i bjerget halvdelen af de besøgende var muslimer, men det var umuligt at adskille dem. Det lyder jo godt med en sådan manifestation af et kristent-muslimsk fællesskab, og jomfru Maria er traditionelt en samlende skikkelse mellem muslimer og kristne i den Arabiske Verden. Men avisen lægger heller ikke skjul på, at der er en anden virkelighed, især i det øvre Ægypten, hvor Daranka ligger. Overfald og drab på kristne har løbende givet overskrifter i ægyptiske og internationale aviser. I de tre år hvor jeg netop har boet i Cairo var den mest chokerende begivenhed en mand, som overfaldt og dræbte kristne i to forskellige kirker i Alexandria, som han åbenbart kunne komme frem til uden at blive stoppet. Alexandria er med sin berømte kristne fortid og sin traditionelt mediterrane og kosmopolitiske kultur det sidste sted, hvor ægyptere havde forventet et sådant barbari. Men Alexandria har ændret sig. Historisk overblik. De kristne i den Arabiske Verden har levet under muslimsk overherredømme i hen ved 1400 år. I lange perioder, og i større områder, var de faktisk ikke en minoritet, men den numeriske majoritet. Men modsat jøderne er der gennem århundrederne sket en gradvis konvertering fra kristendommen til islam. Ofte i bølger, og hyppigt i store grupper. Men øjensynligt sjældent som resultat af tvang. Religion var i tidligere tider i høj grad en kollektiv leveform og en lov, og konvertering var ikke nødvendigvis resultat af individets overvejelser eller religiøse oplevelser. Der var altså store grupper af kristne i den arabiske verden, både på landet og i byerne. De optog det arabiske sprog, og der skete megen assimilering mellem dem og deres muslimske erobrere. Den amerikanske forsker Stephen Humphreys skelner mellem minoriteternes rolle og deres status. Status betyder den position, de blev tildelt af samfundets eliter, deres ideologiske og juridiske placering. Rolle derimod er den 65

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 66 faktiske deltagelse, handlinger og plads i samfundene. Her var de kristne ofte en relativt central gruppe med en høj repræsentation inden for områder som administrationen, videnskaben, lægekunsten, håndværk og handel. Det var altså ikke umuligt for kristne at komme til vejrs. Men det var nærved umuligt at komme til tops. Selv succesrige kristne forblev klienter af mægtigere muslimer, som de vanskeligt kunne udfordre. Det var faktisk en af attraktionerne ved dem. Det er primært disse elitekristne og deres kirke, vi kender gennem de mange kristne arabiske kilder. Jævne kristnes gøren og laden er det vanskeligt at danne sig et billede af. Modsat den jødiske historie, hvor vi igennem fundene i Cairo Geniza har et fantastisk materiale til hele den jødiske menighed i Cairo i 11 1200-tallet. Muslimske krøniker synes ikke at have førstehånds kendskab til de kristnes liv. Til gengæld giver de muslimske kilder et klart billede af de kristnes status. Ifølge de muslimske historikere skulle Muhammed selv have mødt grupper af kristne ved f lere lejligheder, og han sendte de tidlige muslimer i beskyttelse hos den kristne konge i Abessinien. Koranen rummer mange udsagn om de kristne, både positive og negative, og først og fremmest trækker den i høj grad på den kristent-jødiske litteratur, om end med mange diskrepanser. Disse forskelle blev i kristen polemik udlagt som at Muhammed havde misforstået Bibelen, mens muslimske polemikere omvendt udviklede temaet om tahrif: at jøderne og de kristne havde forvansket deres hellige skrifter. For studiet af relationerne mellem muslimer og kristne er det grundlæggende dokument imidlertid den såkaldte Omars pagt, af de muslimske historikere tilskrevet de kristne ledere i enten Damaskus eller Jerusalem, som, da de overgav sig til de muslimske hære, selv formulerede en pagt hvorpå deres fremtidige samliv kunne reguleres. Ifølge pagten bad de kristne om at få lov til at bibeholde deres egen religion, undervisning og ret, imod at acceptere en særlig skat, jizya, hvorimod de fritoges for en anden skat, zakat. Hertil kom imidlertid en længere række begrænsninger, såsom at de ikke måtte bære sværd, ride på sadler, bygge huse højere end muslimernes, anvende Koranen i undervisning eller vise korset frem på offentlig vej. Alt sammen regler, som det er svært at forestille sig, at de kristne skulle have fundet på i øjeblikket, hvorfor forskere normalt har set pagten som et senere dokument, der legitimerede de faktiske omgangsformer ved at gøre dem til de kristnes eget forslag og sanktioneret af kaliffen Umar selv. Umars pagt stadfæster en tydelig adskillelse mellem muslimer og kristne, samt en ligeså tydelig diskriminering af de kristne med en række tiltag, der underordner dem muslimerne. Det arabiske ord er ahl al-dhimma, hvilket vil sige beskyttede folk, og det er nok særligt udtryk for de kristnes status, idet det afspejler den patroniserende muslimske elites opfattelse af institutionen. I den middelalderlige muslimske litteratur teologisk og juridisk vil der være strammere, som er optaget af at muslimerne ikke skal pleje for megen omgang med de kristne eller lade sig inspirere af dem, og slappere der omvendt ikke er så bange for det, og som også kan betone lighederne imellem de to grupper. Udover personlige tilbøjeligheder hænger det også somme tider sammen med den politiske situation; modsat jøderne var de kristne talrige og forbundet med de kristne andetsteds, først og fremmest i det Byzans, der i århundreder var den vestlige nabo og rival til de muslimske riger. Med Konstantinopels fald i 1453 blev en ny befolkning af kristne indlemmet i det nye dominerende muslimske rige, Osmannerriget, som 60 år senere også indlemmede Syrien og Egypten i sit domæne. Men også for osmannerne var der stadig kristne rivaler mod vest, om end det med tiden kom til at indgå i forskellige alliancer med nogle imod andre af de europæiske magter. Det Osmanniske Rige var organiseret efter religion, eller milla som det hed, hvor hver milla havde udstrakt selvforvaltning og i hvert fald i rigets senere faser repræsenteredes af sit religiøse overhoved over for sultanen. Moderniseringen af Mellemøsten Jeg vil nu haste videre til det 19 20 århundrede, som naturligvis er den mest relevante baggrund for at forstå den Arabiske Verden i dag. Franskmændenes og senere briternes koloniseringer i Nordafrika kastede det Osmanniske Rige ud i en hektisk modernisering for at imødegå yderligere tab af territorium. Særligt i havnebyerne men selv på landet kom der store forandringer i det økonomiske og sociale liv som følge af integrationen af de arabiske områder i en europæisk økonomisk og politisk orden. Nye afgrøder, ny transport, ny teknik og ny kommunikation, og gradvist også nye typer administrationer, med ministerier, optællinger, opmålinger, teknokrater, finans og meget meget andet. Også på det religiøse område skete der store forandringer. Centrale institutioner som slavehandlen eller dhimmi status blev formelt afskaffet; islamiske stiftelser, domstole og undervisnings-institutioner blev lagt ind under de nye statsadministrationer. Nye, sekulære skole- og retssystemer blev indført med europæisk inspirerede love. For de kristne betød denne kolossale modernisering store muligheder for socialt og politisk avancement. I 1856 afskaffede Det Osmanniske Rige jizya skatten for kristne og jøder, og den Osmanniske Forfatning fra 1876 fastslog princippet om statsborgerskab uanset religiøst tilhørsforhold samt trosfrihed. Mange steder f lyttede de kristne ud af deres traditionelle kvarterer. Kristne i større tal kom i skole ofte finansieret og drevet af europæiske og amerikanske missionærer og det betød, at de ofte kunne indgå i en attraktiv position som mellemmænd mellem europæiske og lokale interesser. I byer som Beirut, Haifa og Alexandria voksede der et kristent bourgeoisi frem, som også aktivt promoverede nye former for sociale omgangsformer som f.eks. teatret og andre former for kunst og kultur. Mindre grupper af muslimer reagerede på den kristne opstigen ved at fordømme den som et brud på Guds orden. Men de f leste synes ikke at have haft problemer med at handle med og omgås de kristne. Èt sted, i Damaskus, fandt der en voldsom forfølgelse sted, hvor det kristne kvarter i august 1860 blev angrebet og brændt ned og et sted mellem 1000 og 2000 mennesker myrdet. Osmannerne greb herefter skarpt ind og hængte en række af optøjets ledere også fordi man var bange for, at Frankrig ville anvende det som grund til invasion. Perioden mellem 1860 og 1939 omtales sommetider som den liberale tidsalder, fordi de politiske systemer under britisk og fransk herredømme tillod et vist mål af politisk pluralisme og økonomisk liberalisme at vokse frem. Kampen for uafhængigheden, som tog fart i 1920- erne, blev domineret af en lokal nationalisme, hvor man fordybede sig i landets glorværdige oldtid; i Ægyptens tilfælde faraonernes, i Iraks babylonernes og i Libanons fønikernes. De kristne var i front i disse bevægelser, som jo også implicerede, at borgerens væsentlige identitet ikke var religiøs, men national. Religionen tilhører Gud, men fædrelandet er for os alle var slagordet for den store nationale uafhængighedsbevægelse i Ægypten. Det var et sekularistisk slogan, og sekularismen var faktisk den dominerende ideologi. 67

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 68 69

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 70 Den var dog ikke enerådende. Der var også muslimer, som gentænkte islam og søgte at udlægge den som en moderne ideologi. Det kunne ske i modernistiske former, som de såkaldte arabiske reformister. I deres øjne var islam rationel, naturlig og praktisk. Den var også dynamisk og foranderlig, og skulle derfor tilpasses sin samtid, sådan at man holdt fast i den grundlæggende humane lære men ændrede i det, som ikke længere var tidssvarende. I et værk, der sammenlignede islam med kristendommen, fandt Abduh, at islam historisk havde været mere tolerant over for andre religioner og i sin sande lære afviste mirakler og treenighed og derfor var mere rationel. Det var altså kriterierne: tolerance og rationalitet. Fra 1930erne opstod den politiske islamisme i den Arabiske Verden, med centre i Ægypten og Syrien. I lighed med reformisterne opfattede islamisterne islam som en ideologi, der var rationel og foranderlig; de så imidlertid ikke på Europa som noget beslægtet, men som noget fjendtligt. I det hele taget opfattede de islam som truet: der var den grasserende sekularisering i rets- og undervisningsvæsenet, der var den ny usædelighed med dans og barer og strandkultur. Der var eliternes europæisering i spisevaner, klædedragt og kønsroller. Verden var af lave, og næsten alt hvad der var galt, kom fra det kristne Europa i form af en kulturel imperialisme, i kølvandet på den militære. Også den på daværende tidspunkt ret massive protestantiske mission var en trussel, men måske én som islamisterne i alt fald det ægyptiske muslimske broderskab fik vendt til deres fordel; dels ved at lancere en national kampagne imod de kristne missionærer hvilket gav Broderskabet national popularitet og dels ved at kopiere missionærernes arbejdsformer, med spejderkorps, sommerlejre, Koran-studiekredse og krav om en Koran i ethvert hotelværelse. Med anden verdenskrigs slutning indtraf den historiske fase, afkoloniseringen, hvor det meste af den Arabiske Verden i løbet af halvandet årti blev til selvstændige stater. De nye stater var nationalistiske og for det meste republikker. Mange af dem vendte sig imod socialismen og Sovjetunionen i 1960erne, med Ægyptens præsident Nasser i spidsen. De nye stater var også ideologiske sekularistiske, og staterne gjorde sig store anstrengelser for at få den islamiske sektor som kolonimagterne og de lokale administrationer hidtil bare havde negligeret og udsultet ind under statslig kontrol. Islamisterne blev de f leste steder bandlyst og undertrykt. Alligevel har det vist sig, at afkoloniseringen har været hård ved de kristne de f leste steder. Hvor de kristne i den liberale periode var meget aktive i kultur og publicering, men også som politikere, er de i vekslende omfang forsvundet fra scenen i mange lande. Det skyldes først og fremmest, at den kulturelle og politiske scene har ændret karakter. Efter en række kup i 1950erne og 60erne har de f leste arabiske stater med kristne mindretal stabiliseret sig som det, vi kalder autokratiske stater. På det kulturelle område er man gået væk fra den tidligere pluralisme imod en paternalistisk statskultur, der opdrager folk og deres børn til at leve et bestemt liv og have bestemte meninger. Staten promoverer en bestemt ideal-borger, som alene er muslim. En på mange måder ret udogmatisk muslim, for det vigtige er ikke hans loyalitet over for troens læresætninger, men hans loyalitet og offervilje over for staten. De kristne kan lave og være en variant af denne nationale type, men det er som type, at den vil optræde som hovedperson og helt i TV, skolebøger mv. Og oppositionen imod denne model kommer fra islamistisk hold. Siden 1970erne har der fundet en religiøs vækkelse sted overalt i den Arabiske Verden, som rummer en opposition imod den regerende sekularisme og de regerende eliters moralske og økonomiske korruption. Når denne protest alene formuleres som en religiøs kritik, og løsningen alene ses som islam, er de kristne lukket ude. Situationen i dag Hermed er vi tilbage ved situationen i dag, der som nævnt er præget af modløshed i Ægypten og sådan set også andre steder. Der er historisk to store områder for de kristne i den Arabiske Verden, nemlig Ægypten og Levanten, dvs. Syrien, Jordan, Libanon, Palæstina, Israel og Irak alle nye stater, fordi de indtil 1918 var regioner i det Osmanniske Rige. I dag er der formodentligt noget i retning af 10-12 millioner kristne i den Arabiske Verden, fordelt som følger: Ægypten: måske 8 10%, 6 8 mio. Libanon: 33 40%, 1,3 1,6 mio. Syrien: 6 9 %, 1 mio. til 1,7 Iraq: 2 3%, ½ til 1 mio. Tallene er usikre i samtlige lande, for det meste fordi myndighederne enten ikke registrerer deres statsborgeres religiøse tilhørsforhold, eller vælger ikke at videregive dem. De kristne tilhører mange små kirkesamfund med to noget større: de ægyptiske koptere og de overvejende libanesiske maronitter (associeret med den romersk-katolske kirke siden 1100-tallet). Man må også nævne de græsk-ortodokse, der i forhold til koptere og maronitter historisk har været bybefolkninger. Endelig sker der også en betragtelig indvandring af kristne til Saudi-Arabien og Golf landene, dels expats fra den vestlige verden dels arabiske. I Saudi-Arabien er opførelse af kirker forbudt, og landet rangerer som et af verdens mest intolerante. Når antallet ikke er større, skyldes det en mere end 100-årig kristen tradition for at udvandre, først og fremmest til Europa, Australien, Nord- og Sydamerika. For manges vedkommende har udvandringen ikke været en følge af muslimsk forfølgelse men en søgen efter bedre græsgange. Hovedparten af araberne i USA er f.eks. kristne, og ikke kommet på grund af forfølgelse. Men de seneste tredive år har de kristne mange steder i den Arabiske Verden følt sig under stigende pres, og samtidigt er den traditionelle udvandring blevet vanskeligere, fordi der er færre steder hvor de er velkomne. Der er som nævnt store regionale variationer i de kristnes forhold. Hvis vi her nøjes med at beskæftige os med de tre lande med den største kristne befolkning, Ægypten, Libanon og Syrien, ser vi i virkeligheden tre modeller for kristen-muslimsk sameksistens, som en besøgende relativt hurtigt vil fornemme. Alle tre stater er moderne republikker med adskillige kristne kirkesamfund. I deres forskellige forfatninger ser man et ideal om borgere med lige rettigheder, samt et princip om trosfrihed. Men samtidigt ser man en idé om religioner som centrale komponenter i samfundet og med stærk autonomi. Det osmanniske system med millaer, eller religiøse søjler, med betydelig kontrol over deres f lok, er også aktivt, særligt i den libanesiske forfatning, men også i den ægyptiske. Administrativt kommer det til udtryk i en afvisning af det borgerlige ægteskab og en stærkt fjendtlig holdning til konvertering i Libanon mellem sekterne, i Ægypten alene en fordømmelse af konvertering fra islam til andre religioner. Endelig kan man se det ved, at såvel Libanon og Ægypten som Syrien giver store registrerings- og organiserings problemer for mennesker, der bekender sig til en ikke-anerkendt religion som bahaier eller Jehovas vidner. 71

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Alt det giver kleresierne kristne og muslimske betydelig magt over deres trosmedlemmer, som kan holde sig væk men ikke melde sig ud. For de kristne betyder det også, at deres øverste patriark får rollen som repræsentant for alle i denominationen og så godt som altid ender med at hylde præsidenten for eksempel mensat. Af historiske grunde har Baath-partiet, som har magten, været minoriteternes parti, og selv om det i dag er helt domineret af Alawitter i toppen, har der også været vigtige kristne. Syrien gør langt mindre for at fremstå som en islamisk stat, og islamisme er også væsentligt hårdere undertrykt i Syrien end i Ægypten. ved i de nationale aviser at opfordre deres folk til at 72 stemme på ham. Dette kan være fatalt den dag, præsidenten bliver væltet som i tilfældet Saddam. Ægypten har en stærkt centralistisk og ensrettet national-kultur, hvor islam tildeles en fremherskende plads, både af den politiske elite (som er helt muslimsk) og i befolkningen, hvis muslimske del næsten alle er sunni-muslimer. Staten gør sig store anstrengelser for at fremstå islamisk, og den selv samme forfatning, der taler om religionsfrihed, fastslår også, at Ægypten er en islamisk stat, hvor præsident og premierminister skal være sunni-muslimer, og hvor lovgivningen skal være baseret på principperne fra den islamiske Sharia. Libanon er omvendt et land med en svag centralmagt, og stærke regionale centre. Her synes religion at spille en kolossal rolle, eftersom forfatningen og den politiske tradition opdeler sæder i parlamentet og nøglestillinger i staten efter en fordelingsnøgle mellem landets 18 anerkendte trossamfund, sådan at halvdelen af embederne går til kristne og halvdelen til muslimer (som udgør den numeriske majoritet). Dette har da også ført til rivalisering mellem religionerne og internt i de enkelte trossamfund og selv om borgerkrigen også handlede om andet, drejede den sig også om religionernes indbyrdes magt. Før borgerkrigen havde de kristne altid grebet om magten; det har de ikke længere, men de er stadig væsentlige spillere. Syrien ligner som stat Ægypten en del, men er mindre centralistisk, og befolkningen af religiøst mere sam- Rolle Vender vi tilbage til Humphreys skel mellem status og rolle, så kan man om rollen sige, at de kristne ofte er veluddannede og velstående, om end der i alle tre lande og særligt i Ægypten er grupper af kristne bønder og jordløse, der slet ikke er det. Nogle af de kendteste rigmænd i alle tre lande er kristne. Det bliver man i Syrien og Ægypten kun, hvis man står sig godt med de øverste magthavere, som man betjener. I Libanon kan en sådan rigmand derimod sagtens forfølge sin egen politiske karriere. Ligesådan mærker de kristne i Libanon og Syrien ikke megen diskrimination fra staten af den slags kopterne lider under i Ægypten: Blokerede karrieremuligheder i det offentlige, manglende tilladelser til kirkebyggeri, stærk underrepræsentation i parlamentet. Studerer man det amerikanske Udenrigsministeriums årlige rapport om religiøs frihed, er der store forskelle mellem de tre lande, idet Ægypten har et langt større synderegister end Libanon og Syrien, både hvad angår statens officielle politik over for religiøse mindretal, og hvad angår statens vilje til at forhindre religiøs diskrimination og forfølgelse i samfundet. I dag ser vi desværre et lignende mønster i Irak og Palæstina, hvor staten har tabt sin myndighed, og vold i større stil f lorerer, også mod muslimer. I Ægypten er kopterne jævnligt ofre for religiøst motiveret vold. Og de har naturligvis forsøgt med 73

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 74 mange forskellige modtræk; fra protester og pres på retssystemet til kraftig lobbying over for regimet over bevæbning til delegationer og lobbying i USA det avisen hentyder til med eksilkopternes erklæringer. Disse koptiske delegationer er ligeså upopulære i Ægypten, som imamernes delegation til Cairo var det i Danmark. I Alaa al-aswanis netop oversatte roman Chicago, møder fortælleren Nagi en sådan eksilkopter, som han straks kommer op at skændes med: Efter min mening ligger problemet ikke mellem muslimer og koptere, svarede jeg roligt. Det er snarere en sag mellem regimet og egypterne. Nægter du, at der er et koptisk problem? Det er et egyptisk problem, og det er kopternes lidelser en del af. Men kopterne bliver forbigået til alle nøgleposter i staten. Kopterne bliver forfulgt, og de bliver også slået ihjel. Har du hørt om det, der skete i landsbyen al- Kushh? Der blev tyve koptere mejet ned lige for øjnene af politiet, og der var ikke én, der løftede en finger for at redde dem. Det er sikkert tragisk. Men lad mig minde Dem om, at der også hver dag er egyptere, der dør af tortur på politistationerne og hovedkvarteret for statens sikkerhedstjeneste. Bødlerne gør ingen forskel mellem en muslim og en kopter. Alle egypterne bliver forfulgt. Jeg kan ikke se, at kopternes problem skulle være forskelligt fra Egyptens problem. Hurtigt viser det sig dog, at kopteren er ægyptisk patriot og anerkender Nagis udlægning, og sammen planlægger de en oppositionel happening i forbindelse med præsident Mubaraks besøg i USA. Aswanis holdning er typisk for den progressive f løj i Ægypten. De vil afvise vestlig anti-muslimsk retorik om at forholdet er determineret af Koranen eller af klassiske islamiske juridiske begreber. I stedet vil de pege på, at der for 50 år siden var en gennemgående fredelig sameksistens. Derfor vil de se volden mod kopterne som et udkomme af den autoritære stat. Når ægyptere stort set ikke kan få det over sig selv at stemme på en kristen kandidat til valget, så er det ikke fordi de finder, at han er dhimmi, men fordi han ikke vil være så magtfuld en patron i det autoritære system som en muslim. Af samme grund er antallet af kvindelige indvalgte også faldet støt siden 1976. Overordnet set er det vel nok rigtigt, og det er i alt fald sandt, at det har været anderledes, og at det kan blive anderledes igen. Men det gør efter min mening ikke, at der ikke findes et separat koptisk problem. Det gør der, og det vil blive løst den dag, den autoritære stat falder. I tilfældet Syrien er det jo netop den autoritære stat, som sikrer de kristne, nemlig ved at være sekularistisk og minoritetsbaseret. Og i Irak er volden mod de kristne opstået i kølvandet på en sådan stats fald. Status Går vi videre til Humphreys begreb om status som udtryk for de kristnes position i majoritetens øjne, så er det formodentligt rigtigt, at magthaverne i Ægypten eller de andre lande er glade for de kristne, for de ser en fælles trussel i islamisterne. Det bevirker, at de kristne faktisk er splittede, når det kommer til borgerrettigheder, fordi en del af de kristne herunder hyppigt kleresierne er villige til at gå på kompromis med idealet om demokrati, fordi de frygter, at det bliver et majoritetsvælde med en islamistisk orientering. Andre kristne og den ikke-islamistiske opposition, dvs. venstref løjen, de liberale og mange nationalister er fortalere for det egalitære borgerideal i dets sekularistiske dimension. Men store grupper af muslimer særligt i den egyptiske befolkning lægger vægt på islam som en bestemt samfundsorden og har den opfattelse, at sekularisme er en ateistisk ideologi. Den religiøse vækkelse har indført religionen overalt i det ægyptiske samfund. Man kan ikke tage en taxi uden straks at mærke, om ejeren er kristen eller muslim; en muslimsk taxi har koranord hængende i bakspejlet og som stickers på instrumentbrættet, mens en kristen taxi har billeder af jomfruen og helgener overalt. Desuden spiller de enten Koran eller salmer, modsat da jeg kom til landet for 25 år siden, hvor de spillede slagere uden religiøst indhold. Regimet er uhyre opmærksom på denne islamisering. Og gang på gang sælger det ud af sine borgeridealer for sikre sig lidt islamisk legitimitet. Islamisterne Det Muslimske Broderskab lukrerer naturligvis på denne vækkelse, men har egentlig langt mindre støtte i vækkelsen, end man skulle tro. Broderskabet selv er også ret splittet, når det kommer til valg mellem religiøs lighed og islamisk overhøjhed. Dets grundlægger, Hassan al-banna, opfattede dets mål som en islamisk stat, hvor de kristne skulle behandles godt. Han talte ikke om at vende tilbage til alle de klassiske diskriminerende foranstaltninger, men han var også prædikant, ikke jurist, og var sjældent synderlig specifik. I Bannas og Broderskabets øjne var det ikke mindst de kristnes forbindelse til de imperialistiske europæere og deres kultur, som var problemet. Den dominerende linie i Broderskabet har fortsat denne utvetydighed, hvor man på én gang opfatter den islamiske stat, man drømmer om, som egalitær og socialt retfærdig, og samtidigt ser den som specifikt islamisk med muslimerne som borgerne. Broderskabet taler meget om vore kristne brødre og benytter formlen ma lahum lana, wa ma `alaihim `alaina ( de og vi har samme rettigheder og pligter ), men dette står i et uafklaret forhold til Broderskabets grundlæggende slogan om at Islam er både religion og stat. Gennem de sidste 30 år har Broderskabet arbejdet aktivt for at integrere sig i Egyptens politiske liv, hvor det har stillet op til valgene og spillet rollen som ledende oppositionsparti i parlamentet. Dette har medført en ny pragmatisme i dele af Broderskabet, som har lært at samarbejde med andre kræfter, selv om man ikke var enige. Fra 1994 har Broderskabet i en række erklæringer plæderet for politisk reform og søgt at vise, at det havde bevæget sig væk fra sin gamle afvisning af fulde borgerrettigheder til kvinder og koptere. Argumentationen er for så vidt stadig paternalistisk over for kopterne. I de mest liberale versioner hedder det, at profeten Muhammed i Medina skabte en stat, hvor ikke-muslimerne havde fulde borgerrettigheder, så længe de kæmpede side om side med muslimerne. Da kopterne også gjorde det i opstanden mod briterne i 1919, har de også fortjent deres borgerrettigheder og behøver ikke at betale jizya-skat. Set udefra er det ikke ideelt, at kopterne, modsat muslimerne, med deres holdning skal gøre sig fortjent til at statsborgerskab og lige rettigheder, som i princippet skulle være dem givet med samme naturlighed som alle andre. Men det synes at være den form for islamisk argumentation, der skal til for at få en islamistisk organisation til at bevæge sig i demokratisk retning. Problemet er imidlertid, at dokumenterne synes langt mere demokratiske end dele af Broderskabet i virkeligheden er. Særligt den ældre generation herunder den øverste leder synes ikke at opfatte kopterne som ligeværdige borgere. Det kom til udtryk sidste år, da Broderskabet udsendte et partiprogram, som netop betonede lige borgerrettigheder på tværs af religion, men samtidigt fastslog at præsidentembedet måtte være forbeholdt 75

Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 76 en mandlig muslim. Det var der siden hen debat om, idet en række kendte brødre erklærede sig uenige og sagde, at en præsident i dag var en institution og ikke en person, og at denne institution godt kunne beklædes af en kvinde eller en kristen. Omvendt var der en anden mægtig f løj i Broderskabet, de udsendte et nyt partiprogram, som var væsentligt mere konservativt. Der er også især nogle shaykher i Broderskabet, som har protesteret over, at staten har tilladt byggeri af nye kirker i nye kvarterer. Modsat hvad man tror herhjemme, er islamisterne i høj grad udgået fra den islamiske reformisme, hvilket betyder, at de mener, at islam skal fortolkes ud fra tiden og dens behov og derfor anlægger en ret pragmatisk vinkel, f.eks. på hvordan islamiske politiske institutioner skal se ud. Det bevirker, at islamister godt kan gå i en liberalistisk retning men altså lige så nemt kan gå den modsatte vej. Der er også islamister, som modsat Broderskabet er militante, og det var dem, der i 1990ernes begyndelse angreb de kristne i det Øvre Ægypten. Denne gruppe, al-gamaa al-islamiya, har nu angret og er ikke mere involveret i afpresning og overgreb på de kristne. I de skrifter, de har udgivet om deres anger, fordømmer de deres angreb på de kristne. Begrundelsen er desværre ikke, at de kristne er medborgere eller medmennesker, men at islam byder at beskytte dem. Altså igen en paternalisme, der smager af den førmoderne samfundsopfattelse, også derved, at de ser beskyttelsen som udtryk for en kontrakt, der kan brydes, hvis de kristne ikke opfører sig, som de skal. Herved nærmer de sig de såkaldte salafister, som har en væsentligt mere legalistisk og doktrinær forståelse af islam end islamisterne. Islamister står særligt stærkt i Saudi- Arabien men synes at være på fremmarch i Ægypten og andre steder, f.eks. i Tripoli i Libanon. Hvor islamister mener, at islam er en politisk ideologi, som er vel skikket til at løse moderne samfunds problemer, så er salafister traditionelt ikke synderligt optaget af det politiske niveau eller af reformer af nogen art men samler sig om at efterleve loven, som de ser den. Det vil sige, at de opererer på et lavere niveau, individuelt, i familien og i nærområdet. Her kan de til gengæld være uhyre kompromisløse i deres kamp for at udrydde synd og ulovligheder. De vil ofte mene, at man ikke skal handle eller omgås med kristne. Det er denne legalistiske chauvenisme, som de kristne nu møder i forskellig sammenhæng. Konklusion Det billede, jeg her har givet af de kristnes rolle og status i dag er ikke opmuntrende. Ulykkeligvis. Mange af jer kender til det i forvejen, og nogle af jer har også erfaringer med de tit ret beundringsværdige kristne ledere, man kan møde i Mellemøsten. Men som jeg har påpeget, er det i mine øjne i sig selv et krisetegn, at det er religiøse ledere, der politisk skal tegne den kristne minoritet, og ikke alle mulige andre. Hvor er udviklingen på vej hen? Ja, på den ene side ser vi den islamiske vækkelse, som længe har sat de kristne under pres, tage en drejning mod det værre med salafisternes stærkere udbredelse. Vi vil se f lere massakrer på de kristne, i dag først og fremmest i Irak, men også i Sudan kan man frygte det. Hertil kommer spændingerne i Ægypten, ligesom det vil kunne forekomme i f.eks. Palæstina og Jordan. Der er heldigvis også en tendens i den anden retning. Borger- og menneskerettigheder er stærkt positive begreber, også i Mellemøsten, og mange mennesker er i dag involveret i pressionsgrupper, ligesom de ny arabiske medier i høj grad sætter overgreb og menneskerettigheder på dagsordenen. Også de islamistiske bevægelser bevæger sig i denne retning og leder efter måder at forlige drømmen om en islamisk stat med egalitær rettighedstænkning. Det er ikke let, men det betyder, at i alt fald dele af disse bevægelser er aktivt involveret i at fremme rettighedstænkning. Det er som sagt nyt. For diskriminatorisk praksis, som vi kender den fra tidligere århundreder, blev dengang set som en god ting, et udtryk for muslimernes dominans og overlegenhed. Det er moralsk set ikke længere acceptabelt for de f leste, som omvendt opfatter islam som den undertrykte, og de undertryktes, religion. Man kan sige, at hvor i middelalderen de kristnes status var inferiør, men rollen varierede betragteligt, så er mønstret i dag nærmest omvendt. De kristnes rolle er i dag mere tilbagetrukken, end den var for halvtreds år siden. Deres status er derimod formelt en ligeberettigelse, som er indskrevet i forfatningerne. Denne ligeberettigelse er imidlertid ikke længere anerkendt af vigtige muslimske grupper. Endvidere er der også stater, der som den ægyptiske er rede til at gå på kompromis med princippet om lige statsborgerskab. Og andre stater der som den irakiske eller palæstinensiske ikke har fuldt kontrol over deres territorium og ikke evner at forsvare kristne borgere imod militante muslimers overfald. Så uanset hvor den store kulturkamp fører hen, vil der formodentlig være lommer, hvor vold mod kristne vil fortsætte. Af samme grund vil den kristne udvandring heller ikke høre op. Nu hvor ingen kan anklage mig for at skønmale, vil jeg benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske Verden ikke kan udledes af, hvad der står i Koranen eller visse påståede muslimske nøglebegreber. Selv når bestemte aktører som salafister eller muslimske ulama påkalder sig sådanne begreber, foregår det i en helt anden ramme og i konkurrence med andre magtfulde begreber for slet ikke at tale om den moderne stat og dens institutioner, som ikke fandtes i tidligere tider. Det er et hjertesuk hvormed jeg vil sige, at meget af hvad der skrives om den Arabiske Verden og islam i dette land er udtryk for en form for teologisk determinisme, som ville være nem at gennemskue, hvis vi snakkede om Frankrig eller Italien men åbenbart kan regnes for lødig, når det drejer sig om så fjerne samfund og deres indbyggere. Omtrent som hvis man fremstillede Tyskland som et produkt af den germanske middelalder og Luther, men uden at tale om Frederik den Store, Bismarck, Weimar, Hitler, forbundsrepublikken eller genforeningen. Men politik formes af nutidige mennesker, som lever i moderne samfund. Alene forskellene mellem Libanon, Ægypten og Syrien viser jo klart, hvor central staten og dens politik må være i en forklaring af relationerne mellem kristne og muslimer i den Arabiske Verden i dag. 77

Årsberetning 2008 Landemodeåret 1.10.2007 30.09.2008 ved biskop Erik Norman Svendsen Siden sidste landemode har vi mistet 9 præster, der har haft deres sidste embede i Københavns stift. 20/10-2007 Henning Hansen, Bornholms vestre provsti (Knuds kirke) 2/1-2008 Jørgen Jessen, Vestre provsti (Eliaskirken) Elisabeth Friis Sørensen, De Gamles Bys kirke 17/1-2008 Ole Askov Olsen, Eliaskirken 17/2-2008 Laurids Kristian Stampe, Københavns Søndre provsti (Dragør kirke) 8/3-2008 Peter Andrew Petersen, Samuelskirken 7/7-2008 Anne Bønløkke Braad, Sankt Stefans kirke 20/7-2008 Jørgen Reebirk Hansen, Korsvejskirken 8/8-2008 Knud Vad, Frederiksberg Slotskirke og Jesuskirken 4 af præsterne var ved deres død i tjeneste og efterlader et stort savn hos menighederne. Vi vil med taknemlighed bevare mindet om alles liv og gerning, og bede Gud bevare dem til en glædelig opstandelse. Kære landemode den nedarvede struktur til vore dages folketal og medlemstal. Det er udtryk for ønsket om at anvende res- angiveligt fører frem til etablering af ét fælles sogn i præster er gået meget positivt ind i overvejelserne, der 78 79 14/1-2008 Det er 17. gang, jeg har den glæde at indbyde til lande- by- mode. Det bliver også den sidste, da jeg agter at gå af som biskop over Københavns stift med udgangen af august måned 2009. Jeg finder, det er det helt rigtige tidspunkt at meddele min afgang. Sammen med stiftsrådet har jeg netop gennemført og afsluttet en omfattende strukturproces i hele stiftet. Den 30. november (1.søndag i advent) begynder de nye menighedsråds funktionsperiode, og de får den vigtige opgave at vælge både nyt stiftsråd, der tiltræder den 1. april 2009, og ny biskop. Ved at bekendtgøre min afgang allerede nu bliver der god tid både til at drøfte udfordringer og kommende opgaver i Københavns stift, finde og opstille kandidater til bispeembedet og gennemføre bispevalget. Efter aftale med Hendes Majestæt Dronningen bliver der bispevielse i Københavns Domkirke den 30. august 2009. Efter aftale med Dronningen fortsætter jeg som kgl. konfessionarius. Engagerede menighedsråd og præster På Provsteforeningens årsmøde i september måned fortalte stiftsrådets formand, Inge Lise Pedersen og jeg om de københavnske strukturdrøftelser. Det vakte stor opmærksomhed, ikke mindst fordi vores indlæg dagen efter blev efterfulgt af en tur til Gethsemane kirke på Vesterbro, hvor der nu udskrives arkitektkonkurrence om kirkens fremtidige anvendelse, og til Ørestaden, hvor et kommende kirkebyggeri så småt begynder at tegne sig i horisonten. Det var vigtigt for os begge at understrege, at arbejdet med den kirkelige struktur i vores stift ikke er defensivt. Vi reber ikke sejl i folkekirken, men vi tilpasser sourcerne bedre og mere udadrettet og samtidig udvise rettidig omhu for kirkens økonomi. Det kræver som bekendt ikke omhu bare at bruge penge, men det kræver indsigtsfuld ansvarlighed at bruge dem rigtigt. Det har derfor været opmuntrende at følge strukturdebatten i landemodeåret. Både menighedsråd og præster har vist stor forståelse for nødvendigheden af at se på såvel sogne- som pastoratstrukturen og de eksisterende kirkers antal og anvendelse som udfordringerne til folkekirken netop nu. Takket være at så mange har engageret sig i overvejelserne og vist omstillingsparathed, kan strukturprocessen afsluttes i denne omgang med markante ændringer af sogne- og pastoratstrukturen og med bedre mulighed for samarbejde mellem sogne og præster på så vigtige områder som gudstjenestelivet, den kirkelige undervisning for små og store og diakonalt/socialt arbejde i provstiet eller lokalområdet. Strukturprocessen afsluttet Sidste år udsendte stiftsrådet og jeg et forslag til en række strukturændringer i Københavns stift. Det gav mange høringssvar fra menighedsråd og provstiudvalg, som efterfølgende er blevet drøftet af stiftsrådet. Jeg har desuden holdt en del møder med menighedsråd, præster og provster om ændringer i den hidtidige pastoratstruktur. Blandt høringssvarene er også en række konkrete forslag, som stiftsrådet og jeg efterfølgende har tilsluttet os. Det gælder især forslaget fra 7 sogne på Vesterbro, der i de kommende fire år ønsker at etablere en bydelskirke med fælles bykirkeråd. Både menighedsråd og delen fra 2012. Også i City i Vor Frue provsti er der indgået en aftale om fælles pastoratsråd mellem 3 sogne. Det foreløbige resultat af strukturprocessen kan sammenfattes således: To kirker tages helt ud af folkekirkelig brug, og 7 kirker tages ud af daglig sognekirkelig brug. 7 sogne er blevet lagt sammen til 3 sogne og 29 sogne får ændret pastoratstrukturen. Alle ændringer i sogne- og pastoratstrukturen har til formål at fremme samarbejdet mellem sognene og skabe en bedre arbejdsfordeling mellem præsterne i samme område, herunder betjening af fælles institutioner og løsning af særlige arbejdsopgaver. Samtidig skulle ændringerne give plads for besparelser, så kirke-

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 skatten kan holdes i ro i de forskellige ligningsområder. Kirker tages ud af almindelig sognekirkelig brug: Sankt Andreas kirke, Vor Frue provsti vil dog fortsat have regelmæssige gudstjenester, bl.a. familiegudstjenester og kirkelige handlinger og den benyttes fortsat af de tunghøres menighed og Copenhagen International Church. Der er indgået samarbejdsaftale om fælles pastorat og pastoratsråd mellem Vor Frue, Trinitatis og Sankt Andreas sognes menighedsråd. Menighedsrådet ligger pt. i forhandlinger med Musikkonservatoriet om at gøre kirken til fast tilholdssted for organistuddannelsen med deraf følgende musikliv og musikgudstjenester. Sideløbende med strukturdrøftelserne er der gennemført administrative forenklinger i f lere provstier bl.a. om fælles kirkekontor og gensidig af løsning mellem kirkefunktionærerne, hvilket skulle give betydelige besparelser bl.a. på vikarkontoen. Fredens kirke i Fredens-Nazareth sogn, Vor Frue provsti tages ud af daglig sognekirkelig brug og udlejes en del af ugen til ICC (International Christian Community). Der kan stadig holdes lejlighedsvise gudstjenester og kirkelige handlinger. Endelig har jeg på baggrund af høringen om provstistrukturen Samuels kirke i Nørrebro provsti omdannes til Diakonilægges i år indstillet til kirkeministeren, at der nedkirke for hele stiftet, men vil fortsat have lejlighedsvise to provstier i Københavns kommune. gudstjenester og kirkelige handlinger og vil fortsat blive benyttet af den færøske menighed i København. Nedenfor er der redegjort nærmere for, hvilke sogne og provstier, der direkte er berørt af strukturændringerne. Lutherkirken i Rosenvængets sogn i Østerbro provsti. Overvejes benyttet til Bibliarium i samarbejde med Kirker ud af folkekirkelig brug: Folkekirkens Skoletjeneste i København og på Frederiksberg 80 og Det danske Bibelselskab. Der vil indtil vi- 81 Sjælør kirke, Vesterbro provsti overtages af KFUM-spejdernedere være lejlighedsvise gudstjenester og kirkelige handlinger. Blågårds kirke, Nørrebro provsti er taget ud af brug i maj. Det kommende menighedsråd skal tage stilling til, hvilken anvendelse kirken fremover skal have. Gethsemane kirke i Vesterbro provsti omdannes efter arkitekt-konkurrence til lejlighedskirke og lokalt kulturcenter. Bavnehøj kirke i Enghave sogn i Vesterbro provsti er allerede taget ud af daglig sognekirkelig brug. Der afholdes fortsat én månedlig højmesse og én ugentlig morgensang. Kirken har desuden en afrikansk menighed hver søndag. Eliaskirken i Vesterbro provsti. Der er planer om at gøre den til bydelskirke med natkirke.

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 82 Ændringer i sognestrukturen med virkning fra den 30.11.08 (1. søndag i advent): Davids, Rosenvængets og Frihavns sogne, Østerbro provsti lægges sammen og oprettes som ét sogn kaldet Rosenvængets sogn. Samuel og Kingos sogne, Nørrebro provsti lægges sammen og oprettes som ét sogn kaldet Kingo Samuel sogn. Simeons og Sankt Johannes sogne, Nørrebro provsti lægges sammen og oprettes som ét sogn kaldet Simeon Sankt Johannes sogn. Ændringer i pastoratstrukturen med virkning fra den 30.11.08 (1. søndag i advent) Vor Frue provsti: Vor Frue, Trinitatis og Sankt Andreas sogne bliver et 3- sogns pastorat med fælles pastoratsråd og vedtægter. Vesterbro provsti: Maria, Apostel, Gethsemane, Absalon, Elias, Krist og Enghave sogne indgår i et 7-sogns pastorat med fælles bykirkeråd og vedtægter. Nørrebro provsti: Anna og Sct. Stefans sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Bispebjerg-Brønshøj provsti: Kapernaum og Ansgar sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Bispebjerg og Tagensbo sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Valby-Vanløse provsti: Johannes Døbers og Margrethe sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Bornholms provsti: Ibsker Svaneke og Bodilsker sogne oprettes som et 3- sogns pastorat. Åker og Pedersker sogne oprettes som et 2-sogns pastorat med fælles menighedsråd. Rø og Klemensker sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Nylars og Vestermarie sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Nexø og Povlsker sogne oprettes som et 2-sogns pastorat. Provstistrukturen Som bekendt har Kirkeministeriet bestemt, at stiftet skal reducere antallet af provstier i Københavns kommune med to provstier fra og med den 1. april 2009. Der er blandt de berørte menighedsråd og provstiudvalg overvejende tilslutning til: 1. Holmens og Østerbro provstier sammenlægges til ét provsti med civil provst og med Holmens provst som orlogsprovst og provst for de kirker og præster i DSUK, som tilsynsmæssigt hører under biskoppen over Københavns stift. 2. Vor Frue og Vesterbro provstier sammenlægges til ét provsti med domprovsten som det nye provstis provst. På den baggrund agter jeg at indstille ovenstående til kirkeministeren. Jeg har endvidere indstillet, at Fredens Nazareth sogn overføres til Østerbro provsti. Derudover indstilles ikke yderligere provstiændringer. Stiftsrådet Strukturdrøftelserne har fyldt godt på stiftsrådets dagsordener i landemodeåret. Jeg vil gerne takke medlemmerne for en konstruktiv indsats og for vilje og evne til at nå resultater i fællesskab. Både forslaget om ændringer i sogne- og pastoratsstrukturen og forslaget om revideret provstistruktur er således sendt i høring med alle stiftsrådets medlemmers opbakning. Det har haft afgørende betydning for modtagelsen og drøftelsen af forslagene i menighedsrådene. Stiftsrådet har desuden haft ansvar for udlån i stiftsmidlerne, og de læge medlemmer af stiftsrådet har haft ansvar for udskrivning af de bindende stiftsbidrag i 2008 og 2009. I forbindelse med Kirkeministeriets høring om udkast til lovforslag om permanente stiftsråd har både stiftsrådet og jeg anbefalet, at stiftsrådene gøres permanente fra og med den 1. april 2009. Det sker på baggrund af 4 års arbejde i stiftsrådet med strukturspørgsmål og samarbejdsmuligheder. Et f lertal i stiftsrådet og jeg selv anbefaler desuden, at stiftsrådet i forhold til ministerens forslag udvides med yderligere en provst, valgt af stiftets provstekollegium, idet vi finder det formålstjenligt med en bredere gejstlige repræsentation med sikker forankring i stiftets gejstlige liv. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt biskoppen skal være født formand for stiftsrådet, som ministeren foreslår, eller om stiftsrådet selv skal vælge sin formand blandt medlemmerne, er stiftsrådets indstilling klart den sidste. Et stort f lertal mener, at stiftsrådet selv bør konstituere sig ved at vælge formand blandt medlemmerne, enten de gejstlige eller læge. I stiftsøvrighedens høringssvar argumenteres derimod for, at biskoppen skal være født formand. Da stiftsrådet er rådgivende for biskoppen, finder stiftsøvrigheden det mest hensigtsmæssigt, at han også som formand leder møderne og forelægger sagerne, og ikke blot er forretningsførende medlem. Jeg taler ikke for min egen skyld, da jeg kun har begrænset tid som biskop tilbage. Der er næppe nogen i stiftsrådet, der som biskoppen har kendskab til og føling med stiftet som helhed. Jeg tror også, at biskoppen som født formand vil modvirke en mulig uklarhed om, hvem der tegner stiftet i kirkelige spørgsmål og give stiftet en klar ledelse. Man bør ikke overse, at nok er biskoppen embedsmand, men lige som de læge medlemmer er han folkevalgt og det medlem, der har det største folkelige mandat bag sig. Såfremt det ender med, at formanden for stiftsrådet skal vælges blandt medlemmerne, vil jeg klart anbefale, at kun de læge medlemmer kan vælges, idet både provster og præster har tjenstlig relation til biskoppen. For god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at jeg har haft det allerbedste samarbejde med den valgte formand for stiftsrådet i hele den forløbne periode. Mine overvejelser er altså alene principielle og ikke personlige. 83

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 Høringer Ud over høringen om udkast til lovforslag om permanente stiftsråd har ministeriet iværksat f lere høringer i landemodeåret: Den 8. januar 2008 fremsendtes udkast til nyt cirkulære om ansættelse af præster i kortere vikariater, der skulle udvide det tidsrum, hvori en biskop kan konstituere en vikar uden at skulle slå stillingen op, fra 3 til 6 måneder. Jeg støtter dette forslag, men cirkulæret er endnu ikke trådt i kraft. Endvidere fremsendtes udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om menighedsrådenes medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m., hvorved det blev foreslået, at det fremover kun skulle være muligt at ansætte præster uden opslag i faste stillinger, såfremt menighedsrådet har været involveret i den 84 midlertidige ansættelse af disse. Også dette forslag har 85 jeg støttet, men den nye bekendtgørelse er ikke trådt i kraft endnu. Den 25. april 2008 udsendte kirkeministeriet cirkulære mv. om gejstlige læresager i høring. Cirkulæret beskriver en indledende procedure, som den tilsynsførende biskop bør følge, forinden biskoppen forlanger, at kirkeministeren rejser læresag mod en præst eller provst. Et formål med den fastsatte proces er, at den tilsynsførende biskop skal have et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere, om der er baggrund for at forlange, at kirkeministeren rejser en læresag, jf. lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager. Et andet formål er, at proceduren skal medvirke til at sikre forkyndelsesfriheden for den enkelte præst indenfor folkekirkens bekendelsesgrundlag. Jeg har fuldt og helt tilsluttet mig forslaget.

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 På baggrund af betænkning 1491 om folkekirkens lokale økonomi og de indkomne høringssvar, udsendte kirkeministeriet den 23. juni 2008 Forslag til nye bestemmelser, der stort set kan samles under disse hovedoverskrifter: Fællesfonden I budget for Fællesfonden 2008 er der indarbejdet budgetoverslag for de tre år efter budgetåret. Der er i budgettet oprettet to omprioriteringsreserver i det andet og tredje budgetoverslagsår, 2010 og Som noget af det første skal de nyvalgte menighedsrådsmedlemmer vælge provstiudvalg og stiftsråd, og som enhver kan regne ud, skal der også vælges ny biskop i den kommende valgperiode. Jeg vil gerne takke menighedsrådene for en god dette tidspunkt, men kan dog godt løfte sløret for den kendsgerning, at Københavns stift bliver et af de stifter, der i de kommende år må afgive præstestillinger til andre stifter. Det betyder antageligt, at det bliver meget vanskeligt at opnormere præstekvoten i enkelte sogne 1. Betjening af folkekirkens medlemmer Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke. 2011. Der skal således omprioriteres med ½ % af lønudgifter til præster og provster såvel i 2010 og 2011. Der er yderligere aftalt ½ % af de samlede øvrige udgifter som en omprioriteringsreserve ligeledes i 2010 og og engageret indsats for sogn og kirke. Nogle forlader ved det kommende valg menighedsrådet efter rigtig mange år. Det gælder bl.a. Erik Nielsen fra Johannes Døbers kirke, der har været medlem af menighedsrådet i godt 50 år, heraf rigtig mange år som formand i den kommende tid, ligesom der ved stillingsnormering i eksisterende sogne skal tages højde for den kommende gejstlige betjeningen af bl.a. Ørestaden. Årets stiftspræstekursus i maj på Grundtvigs Højskole 2. Kirkegårdsdrift styrkelse af provstiudvalgenes kompetencer vedrørende fastsættelse af kirkegårdstakster. 2011, der er afsat på et separat delregnskab. Hensigten med omprioriteringsreserverne er at muliggøre en prioritering vedrørende de afsatte midler. Omprioriteringen og medlem af provstiudvalget. I et afskedsbrev til mig skriver Erik Nielsen, at han har været glad for de mange år, han har fået lov at være med i arbejdet. Og i Hillerød samlede 70 deltagere om emnet: Medlem- merne, der blev belyst både teologisk, sociologisk, kirkeligt og folkeligt og desuden rummede 4 workshops. 3. Økonomisk styring styrkelse af menighedsrådenes mulighed for økonomisk styring. indebærer således umiddelbart besparelser i budgetårene 2010 og 2011 på alle budgettal. han slutter med en række relevante betragtninger om sognets fremtid. Jeg vil gerne takke ham og alle de andre Det afsluttende foredrag blev holdt af en særdeles oplagt kirkeminister. 4. Menighedsrådenes virksomhed ny formulering af økonomilovens 2, således at der bliver færre, Menighedsrådene menighedsrådsmedlemmer, der efter lang og tro tjeneste forlader rådet ved dette valg, hvilket jo ikke er Næste års stiftspræstekursus holdes på Bornholms Højskole fra den 12 14. maj med temaet: Fred. 86 men bredere formål. Også i år har menighedsrådene måttet bruge tid og ensbetydende med at de forlader den kirke og menighed, 87 kræfter på de forslag til forbedringer og forandringer, hvor de har ydet så stor en indsats. Igen i år besøgte jeg Bornholms provstikonvent, hvor Alle disse forslag har jeg kunnet støtte. som Kirkeministeriet har sendt i høring, ligesom stiftet øens præster fik en aktuel orientering bl.a. om pastoratsændringerne Døvemenighederne Den 25. juni 2008 udsendte Kirkeministeriet sin anden høring om bekendtgørelsen om menighedsråd for døvemenigheder i folkekirken, og den 3. september i år blev den endelig udstedt. Der er ændret lidt på den geografiske inddeling i Jylland. Nok så væsentligt etableres der nu et koordineringsudvalg, der har samme funktion som provstiudvalgene, og døveprovstefunktionen bliver styrket. Peter Holm, provst for Frederiksberg provsti, har i f lere år med stor dygtighed og anerkendelse varetaget døveprovstefunktionen ved siden af sin stilling som provst på Frederiksberg, men der er behov for f lere ressourcer på dette område. De nye ordninger vil blive evalueret efter en fireårig periode. har sendt forslagene om ny sogne- og pastoratstruktur og provstistruktur i høring. Om godt en måned er der valg til menighedsråd. Det er mit håb, at vi får opstillet fuldtallige menighedsråd i alle stiftets sogne. Det er også vigtigt at få opstillet suppleanter, da erfaringen viser, at der næsten altid bliver brug for dem. De nye menighedsråd får mange vigtige opgaver både administrativt og kirkeligt og er sammen med præsterne ansvarlige for menighedens liv og vækst. Langt de f leste sogne får aftalevalg efter at have afholdt orienteringsmøder. Kun i 8 af stiftets sogne bliver der afstemningsvalg denne gang. Man kan ikke påstå, at der er nogen stor interesse for menighedsrådsvalget, men nok så afgørende er, om de opstillede har interesse for arbejdet. Præsterne Der er stadig mange ansøgere til de f leste præstestillinger i stiftet, men antallet er tydeligt på vej ned, ikke mindst på Bornholm, hvor et par attraktive embeder har måttet genopslås. I landemodeåret har der været opslået 18 præstestillinger med i alt 360 ansøgere et gennemsnit på 20 pr. opslag. Den absolutte topscorer er Lindevang kirke på Frederiksberg med 58 ansøgere til en sognepræstestilling. Kirkeministeriet har pålagt biskopperne at komme med forslag til en ny fordeling af præstestillingerne imellem de 10 danske stifter. Et udvalg på 4 stiftskontorchefer, heriblandt vores egen, har udarbejdet et oplæg, som biskopperne skal drøfte senere på måneden. Jeg kan derfor ikke komme nærmere ind på fordelingen på på Bornholm, og hvor der var lejlig- hed til at drøfte fælles anliggender. I marts havde jeg på Frederiksberg det årlige møder med stiftets kredsog tillidsmænd vedr. struktur, præstevikarer og lokallønsmidler. Nytårssammenkomsten i bispegården samlede også i år mange præster til uformelt samvær på årets første dag. Trods mange eftermiddagsgudstjenester er der stadig fuldt hus til denne traditionsrige begivenhed, som vi i bispegården er glade for at kunne videreføre. Den stammer helt fra besættelsestidens dage, hvor biskop Fuglsang-Damgaard åbnede døren for stiftets præster for at overbringe dem en hilsen fra kongen, som han havde modtaget samme dag under nytårskuren.

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 Der har i landemodeåret været afholdt 4 ordinationer med i alt 9 ordinander. Vi har pt. 3 feltpræster permanent udsendt i perioder af 6 måneder (8 måneders frigørelse fra det civile embede). Én i Kosovo og to i Helmand. Dertil kommer afløsning I samarbejde med Danmission gennemførtes en studietur med biskoppen i spidsen for 10 præster fra stiftet til Egypten (Cairo, St. Anthony kloster og Alexandria) under disses orlov, således at feltpræstetjene- sten omfatter op til 18 udsendelser pr. år af feltpræster i kortere eller længere perioder. fra den 8. 14. marts 2008. Formålet var at studere den kristne-muslimske sameksistens, som den opleves i en muslimsk kontekst. Der foreligger udførlig rapport med billeder fra turen. Den kan fås hos sognepræst Hanne Rosenberg: HLR@km.dk Som den sidste danske enhed forlod helikopterenheden fra Flyvevåbnet til nytår Irak. Sammen med den var en f lyverpræst. Siden har kun mindre enheder fra Flyvevåbnet været udsendt (til Afghanistan), og derfor har f lyverpræsterne skiftevis i perioder på 2-3 uger betjent Jeg vil gerne takke stiftets præster for stort gå-på-mod og godt medarbejderskab. Det er på mange måder spændende og udfordrende at være præst i vores stift, disse i Kandahar, Kabul og Helmand. Endvidere deltager de også i større øvelser i udlandet og bruges i det hele taget meget af deres enheder. og det mærkes i høj grad på den iderige indsats, som udføres af stiftets præster. Søværnet har i hele det forgangne landemodeår, udover 88 almindelig øvelsessejlads, oplæring og sejlads 89 Værnspræsterne De nye bestemmelser om den kirkelige betjening af forsvaret er nu implementeret, og de administrative gange fungerer stort set. Der er rekrutteret nye præster ved Færøerne og Grønland, haft én orlogspræst permanent udsendt, fordelt på fire orlogspræster, i NATO og FN operationer i bl.a. World Food Programme i Middelhavsområdet og ved Afrikas østkyst. i alle 3 værn, som nu skal i gang med den grund- læggende værnspræsteuddannelse. Søværnets Grundskole i Auderød lukkede med udgangen af 2007 og alle skolens aktiviteter og uddannelsesforpligtelser For hærens vedkommende har det siden sidste landemode været et belastet år. Feltpræsterne i Helmand har ydet en formidabel og meget værdsat indsats som præster for de kæmpende styrker helt ude i de fremskudte operationsbaser og de kommer brugte og slidte hjem. Hærprovsten gennemfører derfor efter hver hjemkomst et "Care for the Caretakers Programme" i Løgumkloster, er blevet overført til den nyopførte skole i Frederikshavn til Søværnets nye Sergent og Grundskole. Kirkesalen i Auderød, der blev indviet til kirkelige brug 6. maj 1961, blev derfor den 4. december 2007 af orlogsprovsten taget ud af kirkelig brug. Det er planen at kirkesalen skal genetableres på den nye skole i Frederikshavn. hvor de hjemvendte præster har lejlighed til at vende oplevelser og erfaringer med hinanden. På den hjemlige front hører det til værnspræsternes tunge pligt at medvirke ved overbringelse af dødsbudskab til pårørende.

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 Den kirkelige betjening af forsvaret er en folkekirkelig tjeneste og kunne ikke lade sig gøre uden en velvillig og smidig indstilling hos biskopper, provster og kolleger og ikke mindst menighedsråd. Folkekirkens katastrofeberedskab Den årlige mønstring i Region Hovedstaden fandt sted i januar i Sjælør kirke, hvor Rasmus Påske Larsen og Rasmus Rex, fra Kirkeministeriet redegjorde for det folkekirkelige sektoransvar. Der er siden blevet nedsat en arbejdsgruppe under Kirkeministeriet til at beskrive, hvorledes dette sektoransvar kan udmøntes i praksis, sådan som jeg efterlyste i forrige årsberetning: Gruppen skal inden udgangen af 2008 komme med forslag til, hvorledes folkekirken bedst organiserer varetagelsen af beredskabsopgaver, både i fredstid og i sted. Der mangler således beredskabspræster i nogle af regionens provstier, men de resterende beredskabspræster har indvilget i at tage en ekstra tørn indtil Kirkeministeriet har afsluttet sit arbejde om organiseringen af beredskabsopgaverne. En stor tak til alle, der i 2007/08 har stillet sig til rådighed og ydet en prisværdig indsats for at få uddannelse, øvelse og kompetence i det folkekirkelige katastrofeberedskab i region Hovedstaden. Folkekirken.dk Forrige år besluttede biskopperne at stifterne skulle indgå i et samarbejde med kirkeministeriets IT-kontor om den fremtidige drift af internetportalen folkekirken. dk. I januar blev der nedsat en bestyrelse med biskop Steen Skovsgaard som formand og med bl.a. Inge Lise Pedersen og mig selv som medlemmer udpeget af henholdsvis sked om kirkelivet i stiftet i forrige landemodeår. Jeg vil gerne takke hele redaktionen for en trofast og dygtig indsats. Folkekirkens Infocenter i Københavns stift er et samarbejde mellem københavnske provstier, der hver uge udsender et elektronisk ugebrev og en gang om måneden Stiftstidende. Sidstnævnte ophørte i foråret af økonomiske grunde med at udkomme som papirudgave og udsendes nu kun elektronisk. Det er lidt ærgerligt, at Stiftstidende ikke mere udkommer som papirudgave, bl.a. til fremlægning i våbenhuset eller på kirkekontoret. Jeg håber meget, at det snart vil blive muligt igen, da Stiftstidende indeholder mange relevante reportager fra stiftets kirkeliv og tankevækkende bidrag, der har betydning for den kirkelige debat og udvikling i stiftet. Stiftsudvalget er med rette optaget af sin fremtid i relation til det fremlagte lovforslag om permanente stiftsråd. Stiftsudvalget finder det af afgørende betydning, at stiftsrådet fremover forpligtes på at nedsætte et stiftsudvalg for mellemkirkeligt arbejde. Folkekirkens Skoletjeneste har fortsat sit meget værdsatte arbejde med at udarbejde og udbyde grydeklare undervisningsforløb med tilhørende oplæg og besøg i kirker og på museer. Årets største arrangement var som tidligere år Et møde med den danske salme, som blev benyttet af 59 skoleklasser og involverede 32 kirker. Skoletjenesten finansieres af årlige bidrag på kr. 16.000 fra de 62 menighedsråd, som bakker op om skoletjenestens arbejde. Det burde være mange f lere, da netop dette arbejde når ud til skoler og elever i København og på Frederiksberg med oplysning om og oplæring i kirke og kristendom og deres møde 90 egentlige beredskabs-situationer." Landsforeningen af Menighedsråd og biskop- med andre religioner. 91 perne. Stiftsudvalg, stiftscentral og skoletjeneste Det er især spørgsmål som rekruttering af personel, uddannelse og honorering, der trænger sig på. Endvidere arbejdes der intenst på at udarbejde en beredskabsplan for hele landet, som iagttager og respekterer de enkelte regioners egenart. I arbejdsgruppen, der skal have afsluttet sit arbejde 31. december 2008, deltager såvel jeg selv som provst Sten Wenzel-Petersen. Det har været et roligt år, hvor det folkekirkelige katastrofeberedskab (lykkeligvis) ikke har været aktiveret. Det folkekirkelige katastrofeberedskab er en del af folkekirkens virksomhed og betragtes som en selvstændig myndighed, der yder andre myndigheder bistand i katastrofesituationer. I dette landemodeår er der taget afsked med et par beredskabspræster, og der er ikke udpeget nye i deres Bestyrelsen har siden arbejdet med relancering af internetportalen, der pt. varetages af Danmarks Kirkelige Mediecenter. Folkekirken.dk skal være den danske folkekirkes officielle, fælles hjemmeside, som forventes udbygget og moderniseret i de kommende år. En stilling som redaktør af folkekirken.dk vil blive slået op i denne måned til besættelse snarest. Stiftsårbog, Infocenter og Stiftstidende Redaktionen af årbogen med sognepræst Jesper Stange som ansvarshavende har igen i 2007 med stor kvalitetsbevidsthed udsendt årsskriftet, der denne gang bærer overskriften: Når sandt skal siges. Heri belyses betydningen af talekunsten, bygningskunsten, billedkunsten, musikken, digtningen og sognestrukturen i kirkens liv. Samtidig giver årbogens Acta-del god be- Det er ofte strukturspørgsmål, der får de store overskrifter i medierne. Så meget mere er der grund til at gøre opmærksom på det vigtige udviklingsarbejde, der foregår i stiftsudvalgene, stiftscentralen og skoletjenesten. Her arbejder repræsentanter for stiftets kirkeliv sammen om at tage udfordringer og opgaver op, som det enkelte sogn eller provsti ikke selv kan magte. Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde har plejet kontakten til andre kirkesamfund i byen og i Østersøregionen (TheoBalt) og har i forlængelse af tidligere studierejser til Israel/Palæstina og Armenien netop været i Syrien og Libanon for at mødes med de kristne kirker i Mellemøsten og deres muslimske samtalepartnere. Turen var arrangeret i samarbejde med Danmission og de to danske ambassadører i henholdsvis Damaskus og Beirut. Rapport på udvalgets hjemmeside. Københavns Stiftscentral for praktisk teologi er et meget vigtigt og benyttet efteruddannelsestilbud til stiftets præster gennem afholdelse af endagskurser, bl.a. om formidling af kristendom, etablering af forskellige former for workshops, supervisionstilbud og stemmetræning. Man ønsker bevidst at bygge bro mellem universitets undervisning og præstearbejdets særlige forpligtelse på forkyndelse. Kurserne er velbesøgte, og benyttes især af yngre præster. Stiftsudvalget for diakoni har fået nyt kommissorium, der fastslår: Stiftsudvalget for diakoni har som formål at arbejde for diakoniens fremme i Københavns stift. Det er i år bl.a. sket gennem afholdelse af kursus for sognemedhjælpere og det igangværende arbejde med at etablere en stiftskirke for diakoni i Samuels kirke på Nørrebro.

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde har nu gennemført sammenlægning af de tre stiftsudvalg for mission, etniske minoriteter og nye religiøse strømninger. Stiftsudvalgets grundlæggende opgave er at arbejde med, hvordan vi gennem ord og handling kan møde enhver tids mennesker med evangeliet om Jesus Kristus samt formidle kendskab og venskab på tværs af religioner. En spørgeskemaundersøgelse udsendes snarest til stiftets sogne for at afklare, hvilke erfaringer og ressourcer, der er i stiftet, når det drejer sig om mission og religionsmøde. Jeg henviser i øvrigt til de trykte årsberetninger fra stiftsudvalgene. Fornyelse af gudstjenestelivet Igen i år har der været afholdt en række fællesgudstjenester 92 2. pinsedag, hvor præster og menighedsråd 93 er gået sammen om at skabe en anderledes og festlig gudstjeneste, hvor man sætter alle sejl til for at få folk i tale. I år var der således gudstjeneste på Femøren på Amager, Vesterbros Torv, i Frederiksberg Have, i Valbyparken, i Grundtvigs Kirken og Kyllingemoderen i Almindingen på Bornholm. Så vidt jeg er orienteret, var der f lot besøg ved alle fællesgudstjenesterne og langt f lere, end der normalt ville gå i kirke en 2. pinsedag. Så i stedet for at afskaffe 2.- helligdagene, bør man overveje fælles gudstjenester i bydele og provstier i hele stiftet. Det er inspirerende af og til at mødes på tværs af sognegrænserne og holde gudstjeneste. I en tid, hvor vi i folkekirken må se i øjnene, at der bliver stadig færre trofaste kirkegængere til søndagsgudstjenesten, er der ny kraft og inspiration at hente ved

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 94 disse fælles gudstjenester, der er en manifestation i lokalområdet af folkekirkens tilstedeværelse, der også rummer mission. Kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret, står der i Den Augsburgske Bekendelse, som er et af folkekirkens bekendelsesskrifter. At holde gudstjeneste, hvad enten det sker i sognet eller ved fælles gudstjenester udendørs eller indendørs, er derfor det helt centrale i menighedens liv. Menighedsrådene og præsterne har sammen et stort ansvar for sognets gudstjenesteliv, og de kan gennem samarbejde med andre sogne være med til at sætte kirken på bydelskortet som gudstjenestested. Ørestaden Det område, hvor en kommende kirke i Ørestaden tænkes placeret, er endnu ikke bebygget. Befolkningsudviklingen i Ørestaden følges nøje i provsti og stift med henblik på at få valgt et menighedsråd i et kommende Ørestads sogn, der kan tage medansvar for den kirkelige udvikling og det kommende kirkebyggeri. Da befolkningstilvæksten går langsommere end oprindeligt beregnet, vil der dog ikke blive valgt noget menighedsråd i forbindelse med menighedsrådsvalget til november. Men det vil antagelig ske inden for de kommende år. Bibliarium Igennem de sidste par år har en arbejdsgruppe bestående af skole- og kirkefolk arbejdet på at etablere et Bibliarium. Det vil sige et hus, hvor Bibelens fortællinger formidles til primært børn og unge på nye og udfordrende måder. Bibliariet tænkes indrettet med en række arenaer, hvor skoleelever o.a. gennem rollespil, computeranimation, drama m.v. får mulighed for at arbejde sig ind i Bibelens univers. I 2007 blev der nedsat et præsidium for Bibliarium bestående af bl.a. biskopperne for Københavns stift (formand), Helsingør stift og Roskilde stift samt generalsekretæren for Det Danske Bibelselskab (næstformand). Den Folkekirkelige Udviklingsfond bevilgede i 2008 kr. 500.000 til projektet, og for en del af disse midler er der ved at blive udarbejdet et detaljeret forprojekt. Dette skal danne grundlag for det videre fondsansøgningsarbejde, så den fornødne økonomi forhåbentligt kan tilvejebringes og et Bibliarium etableres. Cityringen og kirkerne På baggrund af den vedtagne lov om en Metro-Cityring har Københavns og Frederiksberg kommuner her i sommer fremlagt forslag til kommuneplantillæg for etablering af en Cityring. I kommuneplantillæggene med bilag redegøres bl.a. for den tekniske udførelse og de miljømæssige konsekvenser, såvel i anlægsfasen som i den efterfølgende driftsfase. Stiftsøvrigheden har nøje gennemgået materialet og har på denne baggrund kunnet konstatere, at en række af stiftets kirker vil blive berørt i større eller mindre grad, såfremt den nuværende linieføring og placering af stationer og skakte på Cityringen fastholdes uændret. Særligt vil Nazaret, Garnisons, Frederiks, Sct. Jakobs, Davids, Taksigelseskirken, De Døves kirke, Sct. Stefans, Kristkirken og Gethsemane kirker blive berørt. Endvidere vil etableringen af en Cityring efter det foreliggende indebære et bekymrende stort indgreb i Assistens kirkegård. Stiftsøvrigheden har derfor afgivet et udførligt høringssvar til de to kommuner, hvori stiftsøvrigheden har gjort opmærksom på de alvorlige problemer, som det omfattende og langvarige anlægsarbejde vil medføre. Der vil således, såfremt der ikke træffes effektive afværgeforanstaltninger, være risiko for skader på kirkebygningerne som følge af grundvandsænkning og vibrationer fra de store boremaskiner og entreprenørmaskiner samt den betydelige tunge trafik til og fra arbejdsfelterne. Ligeledes vil der være alvorlige problemer med støj, som kan gøre det vanskeligt at afvikle gudstjenester og kirkelige handlinger med den nødvendige ro og værdighed, hvis ikke der træffes effektive foranstaltninger. Stiftsøvrigheden har således indtrængende henstillet, at der på alle måder tages størst muligt hensyn til kirkerne og i enkelte tilfælde konkret foreslået en ændret linieføring for Cityringen, såfremt der på baggrund af de nødvendige forundersøgelser ikke kan skabes fornøden sikkerhed for, at den enkelte kirkebygning ikke vil lide overlast, Da den vedtagne lov om en Cityring går forud for planloven, har de kirkelige myndigheder ikke samme mulighed for at varetage sit tilsyn på en effektiv måde, og stiftsøvrigheden har derfor også henstillet, at der såvel i forbindelse med projekteringen som i anlægsfasen planlægges en meget tæt dialog med de kirkelige myndigheder af hensyn til den nødvendige varetagelse af den betydelige fælles kulturarv, som kirkerne udgør. Fredning af Holmens kirkes gravkapel og kirkeplads Efter en meget omdiskuteret byggesag på Holmens kirkeplads, der nu er opgivet, har Det særlige Bygningssyn indstillet, at det store gravkapel ved Holmens kirke samt kirkepladsen fredes. Den sag er principiel, hvorfor stiftsøvrigheden har fundet anledning til at understrege over for Kulturarvsstyrelsen, at gravkapellet ved Holmens kirke udgør en integreret del af det samlede kirkebygningskompleks, og at kapellet indgår i den daglige brug af kirken. På den baggrund finder stiftsøvrigheden det særdeles problematisk og i strid med bygningsfredningslovgivningens bestemmelser, at der rejses spørgsmål om fredning af kapel og kirkeplads, så længe de indgår som en del af en fungerende folkekirke. Også den tidligere direktør for Nationalmuseet, Carsten U. Larsen har udtalt, at han finder det betænkeligt at anvende bygningsfredningsloven til at ændre en truffen beslutning om bebyggelse på kirkegården, som er fuldt lovlig. Det er jeg enig med ham i, og en sådan fredning er da heller ikke sket tidligere. DSUK Bestyrelsen for Danske Sømands- og Udlandskirker har igangværende drøftelser med Kirkeministeriet vedr. en ny kgl. resolution om organisationens arbejde og ansættelse af præster samt den fremtidige biskoppelige tilsynsstruktur. Indtil videre har Københavns biskop sammen med Holmens provst tilsynet med alle sømandskirkerne og jeg har desuden fået tilsyn med de øvrige udlandskirker i Europa. Jeg regner med, at drøftelserne afsluttes inden udgangen af i år. Den danske menighed i Schweiz fejrede i oktober sidste år sin 60-års dag med festgudstjeneste, som jeg forestod, og med efterfølgende festligt samvær i Bern. Der er dansk gudstjeneste hver søndag på skift i byerne Geneve, Zürich, Basel og Bern ved pastor Mads Bjørn Jørgensen, der med f lid og oplagthed har påtaget sig arbejdet efter at være gået på pension som sognepræst ved Skt. Andreas kirke i København. 95

Årsberetning 2008 Årsberetning 2008 Landemodet Ud over det årlige landemode med stiftsamtmand og provster har der været afholdt forårsprovstemøde på Bornholm i april måned. Referater fra begge møder kan læses i årbogen 2008. Provst Karsten Woll gik med udgangen af marts måned af som provst i Bispebjerg-Brønshøj provsti, men fortsætter som sognepræst ved Brønshøj Kirke. I hans sted er sognepræst ved Bellahøj og Utterslev kirker, Johanne Haastrup udnævnt til ny provst. Johanne Haastrup har pt barselsorlov og er den første kvindelige provst i stiftets historie. Provst Gert Blak Mogensen har gjort mig den glæde at påtage sig at passe Bispebjerg-Brønshøj provsti under Johanne Haastrups barselsorlov sammen med Nørrebro provsti. Stiftsadministrationen Kontorfuldmægtig Joan Brodersen Rudnick gik på pension med udgangen af februar måned efter 30 års dygtig indsats i stiftsadministrationen. Hun er blevet afløst af Anne Weichardt. Vores dygtige portner Anders Rasmussen er blevet præstemand på Sydfyn og er derfor f lyttet fra byen. I hans sted har vi ansat Alexander og Philip Ostenfeld som portnere. Stiftets tre jurister med stiftskontorchefen i spidsen gør en stor indsats både indadtil i det daglige arbejde og udadtil med rådgivning af menighedsråd og præster, mens bispeembedets sekretær, Anne-Marie Hansen, er uundværlig for mig som tovholder for bispemøderne. Også vore øvrige medarbejdere i stiftsadministrationen gør en god og påskønnet indsats for at servicere menighedsrådene bedst muligt. Jeg vil gerne takke På sit møde i oktober 2007 besluttede stiftsfondens bestyrelse at videreføre stiftsfonden som en særlig fond under stiftet til løsning af opgaver og støtte til initiativer, der ikke dækkes af bindende stiftsbidrag. Der vil derfor blive udarbejdet nye vedtægter for den særlige fond. Bispevielser Færøerne blev i 2007 selvstændig folkekirke i nært teologisk og kirkeligt slægtskab med den danske folkekirke. Ved bispevielsen i november 2007, som blev forestået af Færøernes afgående biskop Hans Jakob Joensen, deltog således de danske biskopper. Den nye færøske biskop Jógvan Frídriksson vil sammen med Grønlands biskop også fremover blive inviteret med til de danske bispemøder. Kirkejubilæer Kildevældskirken 75 år den 7. oktober 2007 Filips sogn 100 år den 14. oktober 2007 Lundehuskirken 50 år den 1. december 2007 Mariendal kirke 100 år den 16. marts 2008 Eliaskirken 100 år den 18. maj 2008 Solbjerg kirke 100 år 8. juni 2008 Tingbjerg kirke 25 år 7. september 2008 Kgl. konfessionarius Jeg blev den 1. marts 2008 udnævnt til kgl. konfessionarius, og den 24. maj viede jeg Prins Joachim til fr. Marie Cavallier i Møgeltønder kirke efter at have optaget hende i den danske folkekirke. 96 Jeg vil takke Karsten Woll for godt 20 års f littig, loyal og dygtig indsats som provst, og jeg byder Johanne Haastrup velkommen til arbejdet og fællesskabet. Provst Erik Balslev-Clausen blev i juli måned hædret med den grønlandske fortjenstmedalje Nersornaat i sølv for sin mangeårige betydningsfulde indsats for Den grønlandske Kirkesag og Grønlands kirkeliv. Det er naturligt for mig ved denne lejlighed at takke stiftsamtmand Bente Flindt Sørensen for fremragende samarbejde og støtte og stiftets provster for godt og gnidningsløst samarbejde både i landemode og i mange konkrete sager. Der trækkes store veksler på provsternes arbejdsindsats i disse år med bl.a. årlige MUS-samtaler og arbejdspladsvurderinger og provsterne har fået stadig større betydning som dem, der samler præsterne i provstiet til fælles drøftelser og fordeling af fælles opgaver. dem alle for et godt og humørfyldt arbejdsår. Stiftsfonden Af stiftsfondens midler er der i 2007 givet samlede tilskud på 233.004 kr. hvilket er 28.177 kr. mere end året før. Langt det største tilskud er ydet til det årlige stiftspræstekursus på 153.195 kr. Menighedsrådenes bidrag faldt fra året før med 32.383 kr. til 189.996 kr., hvilket opvejes af, at der indtil nu i 2008 er modtaget 29.500 kr. fra menighedsrådene. De faldende indtægter hænger sammen med indførelsen af bindende stiftsbidrag fra og med den 1. januar i år, hvorved en række af de formål, som hidtil er blevet finansieret af stiftsfonden, fremover finansieres af det bindende stiftsbidrag fra menighedsrådene. Det gælder således det årlige stiftspræstekursus og stiftsudvalgenes arbejde. I april 2008 bispeviede jeg provst Peter Fischer-Møller til embedet som biskop over Roskilde stift. Det var anden gang jeg forestod en bispevielse i Roskilde Domkirke, idet jeg også bispeviede Jan Lindhardt i 1997. Kirkeindvielser Under stor lokal opmærksomhed er tre kirker atter blevet taget i brug efter restaurering eller ombygning: Ols kirke i Bornholms provsti blev genåbnet af mig den 9.12.2007 efter en påsat brand. Christiansø kirke i Bornholms provsti blev genindviet af mig efter en omfattende renovering og ombygning den 13.04.2008. Rigshospitalets kirke blev genindviet af mig efter en omfattende fornyelse af kirkens rum og inventar den 18.06.2008. 97

Referat fra forårsprovstemøde den 3. 4. april 2008 på Bornholm. ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld Biskop Erik Norman Svendsen bød velkommen. Der blev budt særlig velkommen til Johanne Haastrup, der den 1. april 2008 er tiltrådt som provst ved Bispebjerg-Brønshøj provsti. Og sagt farvel til provst Karsten Woll, der er gået på retræte pr. 31. marts 2008 med tak for mange års godt samarbejde. Provsterne præsenterede sig for den nye kollega. Anders være døbte. Han finder fortsat, der er en uoverens- Gadegaard blev valgt til at lede forhandlingerne. stemmelse mellem hensigten og ordlyden i dåbsanordningen. Biskoppen konkluderede, at hvis 98 99 3. Struktur. Stiftsrådets anbefalinger Punkt 4. Evaluering af forsøg med Stiftsråd forældrene 1. Siden sidst Erik Norman Svendsen orienterede om de væsentligste personudskiftninger i Kirkeministeriet efter Folketingsvalget i november 2007. Endvidere er der, som allerede sagt, udnævnt og tiltrådt ny provst ved Bispebjerg- Brønshøj provsti. Biskoppen er opmærksom på, at provsternes lønspørgsmål mellem Kirkeministeriet og Præsteforeningen/Provsteforening endnu ikke er afsluttet. Den kommende provstistruktur i København kan muligvis få indf lydelse. Erik Norman Svendsen oplyste, at han er blevet medlem af arbejdsgruppen omkring www.folkekirken. dk, der er blevet nyorganiseret. Erik Norman Svendsen mindede om tilmelding til stiftspræstekurset, og opfordrede varmt til, at såvel provster som præster deltager. Erik Balslev-Clausen ønskede Erik Norman Svendsen til lykke med udnævnelsen til Kgl. Konfessionarius. 2. Det udvidede landemode i København og på Bornholm i efteråret 2008 Prædikant vil være provst Gotfred Larsen og provst Johanne Haastrup er reserve. Det vil senere blive besluttet, hvem der skal inviteres som taler ved årets landemode. og den videre proces Erik Norman Svendsen oplyste, at med udsendelse ultimo april af den endelige rapport, har stiftsrådet afsluttet sit arbejde om anbefaling af den kommende sogne- og pastoratstruktur i Københavns stift. Erik Norman Svendsen ønskede at fremhæve, at det er et enigt stiftsråd, der har udsendt rapporten. Stiftsrådet vil senere få mulighed for at rådgive biskoppen om provstistrukturen. Med udgangspunkt i Stiftsrådets indstilling oplyste Erik Norman Svendsen, at ændringer i sognestrukturen, dvs. sammenlægning af sogne eller ændringer af sognegrænser, skal være Kirkeministeriet i hænde inden 1. juni d.å. for at ændringerne kan være gennemført inden menighedsrådsvalget 2008. Pastoratsstrukturen er mere uafhængig af menighedsrådsvalget, og derfor skal sognestrukturen prioriteres højst i de kom- mende måneders arbejde. Erik Norman Svendsen meddelte provsterne, at han gerne vil deltage i møder med menighedsrådene, hvor det er nødvendigt for det fortsatte arbejde med ændringer af sognestrukturen. I første omgang anmodede han dog provsterne om provstivis at drøfte stiftsrådets anbefalinger med præster og menighedsråd. Erik Norman Svendsen oplyste, at ændringer i sognestrukturen sker ved sædvaneret og efter kgl. resolution. Udover Stiftsrådets afsluttende rapport er der udarbejdet et notat om fremgangsmåde for oprettelse af pastoratsråd for Vesterbro, der sendes til provsterne til eventuel inspiration, når notatet er godkendt af Kirkeministeriet. Strukturrapporten vil blive lagt på Københavns stifts hjemmeside og Infonyt. (betænkning 1495) Erik Balslev-Clausen efterlyste en fælles holdning fra provsterne i forbindelse med evaluering af Stiftsrådet, som provsterne var med i oprettelsen af. Navnlig fandt han, at der har været lidt problemer med balancen mellem Stiftsråd og landemode. Erik Norman Svendsen orienterede om, at Stiftsrådets svar er sendt til provsterne, og at Stiftsøvrighedens ligger på stiftets hjemmeside samt Infonyt. Gert Blak Mogensen konstaterede, at betænkningen lagde op til en svagere provstelig og gejstlig repræsentation i Stiftsråd i det hele taget og efterlyste information om faktiske udgifter og forhold i forbindelse med Stiftsrådet. Palle Thordal oplyste, at Amagerland provstiudvalg har følt sig godt orienteret fra eget stiftsrådsmedlem og fandt det vigtigt, at provstiudvalget selv sørger for at få de fornødne informationer. Provsterne udtrykte betænkelighed over, at det bindende stiftsbidrag skal administreres via det Administrative Fællesskab, som man ser som et forsinkende led. Punkt 5. Dåbsanordningen af 2. januar 2008 Finn Vejlgaard forespurgte, om man i forbindelse med den nye dåbsanordning har tænkt på, at det ikke er helt overensstemmende med medlemsloven, at forældrene ikke behøver være døbte for at barnet kan blive døbt, men alene fadderne skal være døbt. Erik Norman Svendsen svarende, at formuleringen er tilsigtet, blandt andet henset til den situation, hvor fx et forældrepar, der ikke er medlemmer af folkekirken, kan have ønske om at lade deres barn døbe. Palle Thordal nævnte, at anordningens 6, stk. 1 er formuleret, som om at forældrene også er faddere, og at de dermed også skal ikke er døbt, kan de ikke være faddere. Det blev nævnt, at tekniske problemer i DNK om antallet af faddere kan løses ved, at forældrene skrives i samme rubrik. Punkt 6. Værnspræsteordningen. Hvordan sikres tilgangen af flere præster til denne ordning, så de allerede tilknyttede præster (og deres sogne) ikke overbelastes Finn Vejlgaard konstaterede, at der meget forståeligt er meget pres på ordningen, henset til Danmarks engagement i farlige, internationale missioner men finder det kritisabelt, at der trækkes på nogle af værnspræsterne med den hyppighed, som tilfældet i visse situationer er. Det medfører en urimelig belastning af sognets kirkelige liv.

Referat fra forårsprovstemøde Referat fra forårsprovstemøde Vilhelm Værge kunne oplyse, at den nye vikarordning efter et par tekniske vanskeligheder nu er godt i demændene ikke skulle have problemer med at få kontakt med en præst. gang. Derudover tilstræber værnsprovsterne at fordele værnspræsternes tjeneste så godt som muligt. Der kan dog komme uforudsete hændelser, der gør at der bliver trukket mere på nogen end på andre. Blandt andet kan en præst først sendes ud efter 2 3 års uddannelse, I arbejdsplanen indgår muligheden for, at en kirke kan holde en dag om ugen lukket. Dette forud-sætter naturligvis et samarbejde mellem nabosogne/-kirker i forbindelse med planlægningen. navnlig om sikkerhed. Embedsskift og vægtige sociale årsager kan være andre grunde til, at der må afviges fra den oprindelige plan. Endvidere er der forskellige udsendelsesperioder. Flyvevåbnet har således en 3 måneders udsendelsesperiode, søværnet 4 måneder Implementering af forsøget fordrer, at biskoppen giver dispensation fra reglen om, at præsterne ikke kan holde fri samme dag, og om man kan lukke kirken én dag om ugen. og hæren 6 måneder. Han oplyste videre, at værns- 100 provsterne altid indhenter tilladelse fra biskoppen (og dermed provsten), før en præst tegner kontrakt som værnspræst. På forespørgsel kunne Vilhelm Værge oplyse, at værnspræster er forpligtet til deltagelse i militæruddannelse 30 dage om året. Punkt 7. Forsøgsordning med 5-dages arbejdsuge i Amagerbro provsti Leo Kamstrup-Olesen orienterede om baggrunden for det ønskede forsøgsprojekt. På provstikonventet i Amagerbro provsti, havde præsterne tilkendegivet stor interesse i projektet. Formålet med en 5-dags uge er at forøge arbejdsglæden for præster og understøtte medansvaret for at få tingene til at fungere i sognet samt få formaliseret den frihed, der allerede er. Reelt opnås der næppe f lere fri-weekends, men der vil være mere planlagt frihed. Det var én af forudsætningerne for projektet, at en 5-dages uge ikke ville medføre f lere præsteansættelser, ligesom det heller ikke skulle blive vanskeligere for menighedsrådene at arrangere møder på grund af præsters fravær. Det var også en forudsætning, at be- Umiddelbart fandt biskoppen det ikke rimeligt, at et sognebarn skal begraves fra nabokirken, blot fordi præsten har fri på den dag, man henvender sig, men det må der kunne findes en løsning på. Biskoppen fandt ingen problemer med en ugentlig lukkedag for kirker, men det skal være på forsøgsbasis, hvor dette punkt indgår som en del af evalueringen. Punkt 8. Skal sager fra provstiet sendes via stiftet til ministeriet Det udtryktes som et stort ønske fra provsterne, at henvendelser fra præster altid går via provsten eller provstiet. Stiftet blev i den anledning anmodet om at returnere det afsendte til personen med forklaring om rette fremgangsmåde. Erik Norman Svendsen oplyste, at der i den forbindelse vil blive skelnet mellem forespørgsler og deciderede ansøgninger og videre, at stiftet allerede nu konsekvent tilstræber at sende ansøgninger til provstiet/ provsten for en udtalelse, medmindre der er tale om en hastesag. Såfremt provsterne bliver opmærksomme på problemet, må de også gerne selv indskærpe tjene- 101

Referat fra forårsprovstemøde Referat fra forårsprovstemøde stevejen for præster og menighedsråd. Det er i alles interesse, at tjenestevejen følges. Erik Norman Svendsen mindede provsterne om, at deres påtegning bør indeholde begrundet stillingtagen til sagens indhold. Det aftaltes, at når der på en ansøgning står c.c. provsten, foretager stiftsadministrationen sig ingenting, før der foreligger en udtalelse fra provsten. C.c. skal således betragtes som en tjenstlig fremsendelse. Punkt 9. Pastoralseminariets undervisning og sognepraktik Erik Balslev-Clausen udtrykte undren over, at Pastoralseminariets praktikperiode ofte lægges i institutioner og ikke i et sogn. Erik Balslev-Clausen var endvidere interesseret i at høre om, hvorvidt præsters efteruddannelse til drøftelse på provstikonventer. Begrebet vågenat er dog umiddelbart foreneligt med kirkerummets almindelige anvendelse. Punkt 11. Det kirkelige katastrofeberedskab Sten Wenzel-Petersen oplyste, at Kirkeministeriet har nedsat en arbejdsgruppe til udvikling af det folkekirkelige katastrofeberedskab. Der er planlagt 5 møder og Kirkeministeriet har oplyst, at der vil blive skrevet betænkning i november december 2008 med forventet implementering i foråret 2009. Både Sten Wenzel- Petersen og biskoppen er udpeget til arbejdsgruppen. Punkt 12. Uddannelse i kirkeledelse Erik Balslev-Clausen ønskede at få mulighed for at følge og evaluere uddannelsen. Dette lader sig formentlig gøre ved henvendelse til én af de præster, der er i færd Punkt 15. Det bindende stiftsbidrag Erik Balslev-Clausen konstaterede, at der har været problemer med indkøringen bl.a. for Folkekirkens Skoletjeneste. Den lange ansøgningsfrist giver anledning til at udtale et behov for f leksibilitet i det bindende stiftsbidrag, navnlig fordi ansøgningen skal ligge forud i tid for budgettet for de enkelte udvalg m.v. På forespørgsel oplyste Erik Norman Svendsen, at Københavns stifts stiftsfond ikke er nedlagt, idet bestyrelsen ikke har fundet det hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt. Punkt 16. Orientering fra stiftsadministrationen Helle Ostenfeld mindede provsterne om, at præster ansat som korttids vikarer kun undtagelsesvis bør godkendes til deltagelse i kurser og anden efteruddannelse. Endvidere blev provsterne opfordret til at anvende vil fremsende en opdateret procedure, hvor der ikke ændres på den kompetence, der tidligere er delegeret til provsterne og som efter alt at dømme fungerer glimrende. 102 er under omlægning, hvilket Erik Norman Svendsen kunne bekræfte. Erik Norman Svendsen kunne tilføje, at det var hans erfaring, at det er populært at gennemgå praktik i institutioner, men at han vil være opmærksom på en eventuel skævvridning, når arbejdsgruppens rapport fremlægges. Punkt 10. Konfirmationsforberedelse og overnatning i kirkerummet Erik Balslev-Clausen forespurgte til biskoppens holdning til en praksis, der var ved at gribe om sig i forbindelse med skoleelevers overnatning og spisning i kirkerummet som led i konfirmationsforberedelsen. Erik Norman Svendsen fandt ikke umiddelbart, at kirkerummet bør anvendes til overnatning eller andre ting, der ikke er i overensstemmelse kirkens almindelige brug, idet biskoppen dog samtidig tilkendegav forståelse for, at grænserne for, hvad kirker kan bruges til, rykker sig. Erik Norman Svendsen fandt emnet egnet med at tage uddannelsen. Vedrørende provsternes lederuddannelse, oplyste Sten Wenzel-Petersen, at dette mere bliver en løbende proces frem for et egentligt uddannelsesforløb. Punkt 13. Daglig ledelse i de nye store sogne i København Erik Balslev-Clausen forespurgte, om der vil blive tale om arbejdsledelse eller koordinering og hvilken løsning, man påtænker i det nye Vesterbro storpastorat. Sten Wenzel-Petersen opfordrede til gennemførelse af en egentlig debatdag om ledelse, herunder værdibaseret ledelse. Punkt 14. Københavns kirkelige regnskabskontor Erik Balslev-Clausen orienterede om, at der pågår forhandlinger om at oprette et fælles regnskabskontor, der kan bistå tilmeldte menighedsråd med at føre regnskab. de elektroniske blanketter for bl.a. kørselsgodtgørelse, der kan hentes fra Intranettet. Og i samme elektroniske forbindelse blev provsterne opfordret til at tilsikre, at alle præster i de respektive provstier var i besiddelse af en kirkenetsadresse, og at den enkelte præsts elektroniske postkasse kontrolleres på alle præstens arbejdsdage, ligesom de fastansatte præster er forpligtet til at læse nyhederne på Intranettet. Kirkeministeriet har indskærpet, at brugen af kirkenetsadresserne er en tjenestepligt. I forbindelse med ansættelse af præster til korttids vikariater beder stiftsadministrationen om, når aftalen er på plads med biskoppen, at provsterne selv indhenter diverse oplysninger om vikaren, fx adresse og cpr.nr. Punkt 17: Eventuelt Det er konstateret, at TPC anvender en elektronisk ansøgningsform, der ikke helt harmonerer med den tidligere aftalte procedure i stiftet. Stiftsadministrationen 103

Referat fra Landemodets forhandlinger den 8. oktober 2008. ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld I forhandlingerne deltog landemodets medlemmer inklusiv stiftamtmand Bente Flindt Sørensen. Alle landemodets medlemmer var tilstede undtagen provst Johanne Søndag den 30. august 2009 kl. 14 vil der efter aftale med HM Dronningen blive bispevielse i Københavns Domkirke af den nye biskop over Københavns stift. Haastrup, Bispebjerg-Brønshøj provsti, der hav- de barselsorlov. Domprovst Anders Gadegaard blev derefter udpeget til at lede landemodeforhandlingerne. Mødets dagsorden: 1. Godkendelse /supplering af dagsorden. ad. 1. Godkendelse/supplering af dagsorden 2. Meddelelser Der er efter udsendelse af dagsordenen modtaget et 104 3. Årsberetning fra biskoppen ekstra punkt om Bornholmertillæg. Det nye punkt bliver 105 4. Årsberetning fra stiftsudvalgene punkt 11 og Eventuelt bliver punkt 12. Dagsordenen 5. Præstenormering blev herefter godkendt. 6. Orientering ved stiftskontorchefen 7. Valg af nyt bestyrelsesmedlem til stiftsfonden. ad. 2. Meddelelser 8. Aftale med Københavns Kommune og folkekirken om friholdelse af timer til konfirmationsforberedelse. Erik Norman Svendsen orienterede om, at provst Johanne Haastrup, der er tiltrådt den 1. april 2008 ved Bispebjerg-Brønshøj provsti, skal kreeres ved aftenens 9. Forårsprovstemøde gudstjeneste i Københavns Domkirke. Provst Johanne 10. Det udvidede Landemode 2009 i København og på Bornholm, herunder valg af prædikant og taler. 11. Eventuelt Haastrup er p.t. på barsel efter at være nedkommet med en søn. Provst Gotfred Larsen prædiker ved aftenens gudstjeneste. Efter morgenbøn og salme nr. 745 bød biskop Erik Norman Svendsen velkommen og konstaterede, at alle var mødt. Erik Norman Svendsen oplyste, at han tager sin afsked med udgangen af august måned 2009. ad. 3. Årsberetning fra biskoppen Årsberetningen blev gennemgået, og der fremkom et par få forslag til præciseringer. Årsberetningen blev i øvrigt taget til efterretning.

Referat fra Landemodets forhandlinger Referat fra Landemodets forhandlinger 106 ad. 4. Årsberetning fra stiftsudvalgene Årsberetningerne blev taget til efterretning. ad. 5. Præstenormering Biskoppen gjorde opmærksom på, at biskopperne på Kirkeministeriets foranledning har nedsat et arbejdsudvalg af 4 stiftskontorchefer vedrørende en omfordeling af præstestillinger stifterne imellem. For Københavns stifts vedkommende kan der ventes begrænsninger i antallet af stillinger på grund af det forholdsvis lave medlemstal i København. I tiden fremover vil der derfor kun undtagelsesvist være plads til opnormeringer på præsteområdet. Der er udarbejdet en rapport med oplæg til omfordeling, som skal drøftes på det førstkommende bispemøde. Biskoppen bemærkede samtidig, at der også er behov for at frigøre præsteressourcer til kirkelig betjening i de nye beboelsesområder i Ørestaden, Nordhavnen og eventuelt Sydhavnen. Provst Finn Vejlgaard foreslog, at provstekollegiet samlet kan bidrage med en vurdering af præstenormeringen fx på forårsprovstemødet 2009. Ved den lejlighed vil provsterne tillige gerne høre om de ansættelsesretlige muligheder og forhold blandt andet i forbindelse med forf lyttelse og fratrædelse. ad. 6. Orientering ved stiftskontorchefen Stiftskontorchef Helle Ostenfeld orienterede om forhold vedrørende ferie, mulighed for at holde tjenestefri med løn samt kriterier for kursers annoncering på Infonyt samt kursers sammenhæng med Infonyt. Endvidere orienterede kontorchefen om det elektroniske fraværssystems sammenhæng med lønsystemet. Kontorchefen gennemgik proceduren for, hvordan honorering af en præst skal gennemføres, når præsten har påtaget sig at være daglig leder i sognet. I den forbindelse blev der udtalt ønske om en drøftelse af præsters funktion som daglig leder gerne suppleret med konkrete eksempler. Emnet tages op ved forårsprovstemødet, hvor der kan evalueres på de foreløbige erfaringer. Endelig orienterede kontorchefen Landemodet om, at biskop N.E. Balles legat var nedlagt og alle midler udbetalt. ad 7. Valg af nyt bestyrelsesmedlem til stiftsfonden. Provst Karsten Woll har i forbindelse med sin fratræden som provst forespurgt Landemodet, om der er behov for at udpege en ny repræsentant. Et enigt Landemode vil bede Karsten Woll om at fortsætte indtil videre. 8. Aftale med Københavns Kommune og folkekirken om friholdelse af timer til konfirmationsforberedelse På baggrund af et konkret problem ønskede provst Leo Kamstrup-Olesen en drøftelse af skolernes pligt til at friholde timer fra undervisning af hensyn til konfirmationsforberedelsen. Det var holdningen, at den gamle aftale ikke længere er gældende. Det er endvidere opfattelsen i Landemodet, at det vil være vanskeligt at udarbejde en ny aftale, der har bred anvendelse, idet det er udgangspunktet, at friholdelsen baseres på en forhandling mellem det enkelte sogns menighedsråd og hver enkelt skoles bestyrelse. Der kan også forhandles om, hvorvidt konfirmationsundervisningen og dermed behovet for friholdelse skal ske på 7. eller 8. klassetrin. ad. 9. Forårsprovstemøde Det aftaltes at afholde forårsprovstemøde den 21. april 2009 i Bispegården, København. ad. 10. Det udvidede Landemode 2009 i København og på Bornholm, herunder valg af prædikant og taler Landemodet var enigt om at bede den kommende biskop om både at være prædikant og taler. Landemodet blev aftalt til at finde sted den 7. oktober 2009 med landemodemiddag den 8. oktober og på Bornholm mandag den 2. november 2009. ad. 11. Bornholmer tillæg Provst Gotfred Larsen henviste til, at der er rigtig mange ekstra udgifter til rejser forbundet med at være præst på Bornholm, hvilket kan være én af årsagerne til, at der er relativt få ansøgere til stillingsopslag på Bornholm. Dette gør sig navnlig gældende, hvis en kommende præst har familie i Jylland eller på øerne. I den forbindelse ønskede Gotfred Larsen, at Landemodet drøftede rimeligheden af og muligheden for at yde et tillæg til disse præster. Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen bemærkede, at dette forhold gør sig gældende for mange andre end præster, heriblandt ansatte i Statsforvaltningen på Bornholm og ansatte i forsvaret. Bente Flindt Sørensen stillede sig tvivlende over for, om der er hjemmel til at yde sådant tillæg. Bente Flindt Sørensen foreslog, at der blev rettet henvendelse til Personalestyrelsen med henblik på at få hjemmelsspørgsmålet afklaret. Der var generelt forståelse for problemet, og provsterne henviste til, at Præsteforeningen og Landsforeningen for menighedsråd kunne have en holdning til sagen, hvis lønnen er vigtig for, om der kommer tilstrækkeligt med velkvalificerede ansøgere til stillingerne. Især kunne Præsteforeningens nye stiftsbestyrelse være en hjælp. Gotfred Larsen vil rette henvendelse til Præsteforeningen. 12. Eventuelt På forespørgsel fra Anders Gadegaard oplystes det, at der skal være afstemningsvalg i 8 københavnske sogne. De 8 er: Simeon Sankt Johannes sogn, Sankt Paul sogn, Vor Frelser sogn, Filips sogn, Sankt Thomas sogn, Olsker sogn, Rønne sogn og Blågårdens sogn. På forespørgsel fra provst Erik Balslev-Clausen oplyste Erik Norman Svendsen, at bispeforeningen har afgivet bemærkninger til den nye landstingsforordning for den grønlandske kirke. Finn Vejlgaard oplyste, at der ved Stiftscentralens foranstaltning er oprettet en supervisionsgruppe for præster. Finn Vejlgaard henviste provsterne til at være opmærksomme på muligheden, navnlig for så vidt angår de yngre præster, idet der ikke har været nok efterspørgsel til at fylde holdet helt op. Finn Vejlgaard oplyste afslutningsvist, at der på landsplan var 37 yngre præster der inden for en relativ kort periode har forladt embedet, og at det i sig selv bør mane til opmærksomhed. Finn Vejlgaard oplyste videre, at Stiftscentralen pr. 1. januar 2009 har oprettet en homiletisk arbejdsgruppe, hvor man kan få drøftet sine prædikener og taler, og beder også her sine kolleger om at være opmærksomme på denne mulighed i forhold til præsterne. Landemodet sluttede kl. 13.15 107

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde Ved lektor Karsten Fledelius Udvalget har i 2008 haft uændret sammensætning. Arbejdsåret har i høj grad stået i den mellemkirkelige danske samtales tegn, således har udvalget ved sine møder som fast punkt haft en gæst fra en etnisk kristen menighed i København. Indtil videre har det haft besøg af præsterne fra svenske, luthersk-internationale og serbiske menigheder og med den lokale leder for den armenske menighed. I de tre sidste tilfælde er der tale om menigheder, som låner kirker i stiftet til deres gudstjenester. Udvalget har endvidere ind- 108 ledt samarbejde med Stiftsudvalget for mellemkirkeligt vigtigt, fordi der sidste år havde vist sig nogle proble- f lygtninge fra Irak. Turen gav imidlertid også et indtryk for en opretholdelse og styrkelse af de mellemkirkelige 109 arbejde i Helsingør stift omkring afholdelsen af mer i samarbejdet, og dets resultat var efter alles opfat- af, hvor meget de kristne i Mellemøsten er udsat for forbindelser og dermed for kirkens usynlige enhed. et årligt regnbuemøde for etniske menigheder i hele Københavnsregionen. Mange af f.eks. de kristne med østeuropæisk ortodoks baggrund bor nemlig i Helsingør stift, men søger de kirker i Københavns stift, som har stillet sig til rådighed for de etniske menigheder. Det er opfattelsen i de to udvalg, at der ligger en vigtig integrationsopgave for folkekirken i at støtte de etniske kristne i Danmark og give dem muligheden for et tæt og tillidsfuldt forhold til folkekirken som den største kristne institution i det danske folk. Kontakterne mellem menigheder i stiftet og i udlandet er fortsat til gensidig opbyggelse for begge parter, herunder ikke mindst det meget trofaste forhold mellem Valbysognene og Nereta sogn i det sydøstlige Letland. På samme måde er det to år gamle venskabsforhold mellem Visby og Københavns stift, og mellem domsognene i Visby og København, blevet fortsat, bl.a. ved gæsteoptræden af Visbys domorganist i Vor Frue kirke, en udstilling samme sted af messehagler fra Visby, og mere uformelle besøg. En mere vidtgående karakter havde et møde i den baltiske teologiske samarbejdsgruppe Theobalt, som afholdtes på Bornholm 28. 31. august, med deltagelse fra dansk side af biskoppen, pastor Ruth van Gilse, og de læge medlemmer Karsten Fledelius og Ivar Lærkesen, Ruth van Gilse og Ivar Lærkesen udgør som bekendt stiftsudvalgets bornholmske del. Derudover kom deltagerne fra den lutherske kirke i Sverige, den lutherske kirke i Finland, den ortodokse kirke i Finland, den russisk-ortodokse kirke i Estland, den katolske kirke i Letland, den katolske kirke i Polen, den katolske kirke i Tyskland og den lutherske kirke i Tyskland. Mødet var telse, at dette vigtige teologiske samtaleforum omkring Østersøen nu var bragt tilbage på det rigtige spor. Den største samlede indsats fra udvalgets side har dog været studie- og kontaktrejsen til Syrien og Libanon, som seks af udvalgets medlemmer deltog i, samt yderligere nogle medlemmer af menigheder i stiftet med særlige opgaver på turen. Denne rejse, som fandt sted 19. 26. september, havde fokus på kontakt med de kristne kirker i Mellemøsten og deres muslimske samtalepartnere, samt det hjælpearbejde som to danske kvinder, Maria Jacobsen og Karen Jeppe satte i gang for at redde forældreløse armenske børn, som var efterladt efter de osmanniske massakrer under Første Verdenskrig. Institutionerne i Libanon og Syrien lever den dag i dag i bedste velgående og er med til at holde mindet om den danske indsats i live. Rejsen mødte stor opmærksomhed hos mange, og de f leste samarbejdspartnere, heraf alle muslimer, kom ind på karikaturtegningskriserne, dog på en venlig og imødekommende, eller højst lidt overbærende måde. Det var vort indtryk, at man gerne vil kunne lide Danmark, er interesseret i samarbejdet med danskere, og at den danske delegations besøg hos de mellemøstlige kristne er vigtigt for deres status hos muslimerne. Det var også interessant, at delegationen blev inviteret i audiens af den syriske præsident, som virkede særdeles imødekommende. Delegationens samarbejde med de to ambassader var også fint, der er fra diplomaternes side tale om en stor interesse for dialog mellem trosretninger som et sikkerhedspolitisk instrument. Medvirkende til en positiv holdning hos syrerne til Danmark er også det irakiske f lygtningeproblem, hvor Danmark er kendt som et af de vestlige lande, som har taget mod f lest tilbagegang gennem udvandring, og dermed hvor vigtigt det er, at kontakterne med dem plejes. Rejsen blev en vigtig opfølgning på stiftsudvalgets rejser til Israel/ Palæstina i 2000 og til Armenien i 2004. Stiftsudvalget var sammen med Areopagos og Danmission samt Helligåndskirken vært for et åbent debatmøde,»hvad tror vi om klimaet?«, med klimaminister Connie Hedegaard som hovedtaler sammen med repræsentanter for hovedreligionerne kristendom, buddhisme og islam. Klimaproblemerne er en ny, væsentlig platform for samtalen mellem kirker og religioner og kan ses som en del af Folkekirkens forberedelse til det internationale miljøtopmøde i København som bekendt er klimaspørgsmål og økologi blevet en vigtig del af den økumeniske dagsorden, med hovedvægt på skaberværkets bevaring. Et særskilt punkt på de sidste møder i udvalget har været det fremtidige forhold til stiftsrådet, hvis lovforslaget om stiftsråd vedtages i den senest foreliggende form. Det mellemkirkelige arbejde var ikke udtrykkelig nævnt i den første udgave af lovforslaget, men den seneste version forudsætter, at det mellemkirkelige arbejde fremover lægges ind under stiftsrådet og finansieres over det forpligtende bidrag fra menighedsrådene. Stiftsrådet kan ifølge forslaget nedsætte et stiftsudvalg for mellemkirkeligt arbejde, men vil ikke være forpligtet til at gøre det. Det er i denne forbindelse stiftsudvalgets opfattelse, at det vil kunne svække det mellemkirkelige arbejde i stiftet, hvis der ikke er et særskilt udvalg, som kan videreføre det erfaringsgrundlag, som er oparbejdet i de mellemkirkelige stiftsudvalg gennem de sidste to årtier. Stiftsudvalget kan i hvert fald konstatere, at stadighed er en vigtig forudsætning Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde Ved sogne- og stiftspræst Niels Underbjerg Intet er som før...! Dette kunne lyde som en stokkonservativ konstatering fra en, der drømmer sig tilbage til fortidens dyder og handlinger, der ofte bliver korrumperet af den idyllisering, som tidens tand afsætter som faste rustpletter.

Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde Intet er som før! Dette kan også høres som en melding fra et arbejdsfællesskab, der med mod og lyst ser fremad mod en vandring i nyt og åbent landskab. Og det er dette, vi ønsker stiftet skal fornemme med denne udmelding fra Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde. Københavns stift står vel nok efter mange års overvejelser og betænkeligheder midt i den største strukturelle forandringstid siden indførelsen af den nuværende sognestruktur for ca. 100 år siden. Nye samarbejdsformer opstår, stiftsråd etableres, sogne lægges sammen eller fusionerer, provstigrænser ændres, og stiftsudvalg lægges sammen. Selv om der i stiftet uden tvivl er stor enighed om, at det er godt og rigtigt at forberede sig på fremtidens vilkår for at være kirke, så sker alt sammen ikke uden sværdslag og nødvendige stiftsudvalgs udfordringer og opgaver forsvinder. Tværtimod. Folkekirken i København står stadig og stadig mere intenst med denne grundlæggende opgave: hvordan kan vi gennem ord og handling møde enhver tids mennesker med evangeliet om Jesus Kristus inden for og uden for landets grænser. Denne udfordring kræver forskellige tiltag, forskellige ressourcer og forskellige mennesker med forskellige evner og kompetencer, hvilket allerede afspejles i sammensætningen af stiftsudvalgets arbejdsfællesskab. Det er et grundlæggende element i stiftsudvalgets tænkning, at der skal være en f lad struktur med aktive arbejdsgrupper af præster og lægfolk, koordineret af stiftsudvalget. At evne at trække på alle gode ressourcer i stiftet er en nødvendighed, hvis eksempelvis følgende mulige indsatsområder skal kunne dækkes: diskussioner, for man holder altid mest af sit eget I bred forstand at bevidstgøre menighederne om 110 barn. vigtigheden af mission og dialog. 111 Årsrapporten fra Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde er således en konkret udmelding om denne forandringsproces, idet dette udvalg er en sammenlægning af de tre tidligere stiftsudvalg: stiftsudvalg At hjælpe præster og menigheder til at tage vare på Jesu kald til sin kirke om at bringe evangeliet videre ud til stadig nye mennesker i et globalt perspektiv. for mission, stiftsudvalg for etniske minoriteter og stiftsudvalg om nye religiøse strømninger. Gennem hele 2006 foregik der intense drøftelser om det hensigtsmæssige i en sådan sammenlægning og med På lokalt plan at nå mennesker, der endnu ikke har mødt forkyndelsen af evangeliet, det være sig udøbte af såvel dansk herkomst som af anden kulturel baggrund. det resultat, at stiftets nye fælles barn blev født i maj 2007 med efterfølgende konstituering i november samme år. Målsætningen var og er, at en fælles stiftsudvalg At skabe oplysnings- eller undervisningstilbud om den kristne tro for alle aldersgrupper, herunder forældre og faddere i forbindelse med dåb. kan være bedre gearet til at møde de udfordringer og forandringer, der møder os alle, ikke kun i kirkeligt På skoleniveau at formidle kendskab og venskab på tværs af religioner. regi, men også i samfundsregi, med skyldig hensyntagen til, at der i Københavns stift kan være store forskelle på virkeligheden på hhv. Bornholm og på Nørrebro. Hjælpe til praktiske og konkrete fællesskaber mellem kristne og muslimer og mellem kristne og mennesker fra de nye spiritualiteter. Ét nyt fælles stiftsudvalg betyder ikke, at de tidligere Med henblik på ungdommen at skabe kristne rum og udtryksformer for livstolkning.

Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde Udvikle yderligere gudstjenesteformer, hvor mennesker med ingen eller anden religiøs erfaring kan møde den kristne spiritualitet på en ægte måde. At gøre vores kirke medlems-vindende på alle niveauer. En del gode og frugtbare initiativer har allerede været på banen i nogen tid, eksempelvis arbejdet blandt asylansøgere, fællesskaber på tværs af religion, mødet med de nyspirituelle på Krop-Sind-Åndmessen hvert år, det tværreligiøse skoleprojekt Din tro, min tro og hvad vi sammen tror, som vi håber at kunne få økonomi til at fortsætte også det kommende år, da det er med til at fremme den gensidige forståelse blandt børn og unge, vi vil gerne sammen med alle ansatte og frivillige med- skabe og udbygge venskabsrelationer mellem arbejdere gøre Københavns stift til det stift i landet, dansk er blevet særdeles positivt modtaget og 112 113 kirke og moske. hvor bevidstheden om den kristne tro og formidlingen Som et led i det hjemlige bibelarbejde findes for hvert sælger stadig rigtig godt. Herudover er en del nye konkrete tiltag i støbeskeen: En spørgeskemaundersøgelse i stiftets sogne for at afklare, hvilke erfaringer og ressourcer der er i stiftets sogne ang. mission og religionsmøde, og hvilke ønsker om hjælp er der lokalt med hensyn til ønskede initiativer på området? Forsøg på at etablere et mødested mellem kristne og muslimer i Kbh. NV. Afholdelse af en netværksdag, hvor vi kan mødes med ressourcepersoner fra det kirkelige liv og dele visioner og erfaringer. Kursus i islamisk teologi. Udvikling af baggrundsbog og arbejdsbog til udrustning af menigheden i mødet med den nye åndelighed, herunder tre pilotprojekter i tilknytning hertil. At udvikle og distribuere materialer, der kan klæde sognene på til at vove at møde andre religioner i tillidsfulde relationer. Alt dette og meget mere er udfordringer, vi ser som nødvendige og gavnlige, hvis kirken skal møde fremtiden med rejst pande. Gode samarbejdsrelationer er allerede etableret eller under etablering sogne imellem og provstier imellem, og selv stifterne samarbejder på tværs gennem det landsdækkende Stiftssamarbejdet om Folkekirke og Religionsmøde. Og vi ser gerne, at erfaringer fra såvel enkeltpersoner som arbejdsfællesskaber kommer i samspil. Medlemmerne af Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde ved ikke alt og kan ikke alt men én ting er helt sikker: vi har tilsammen mange års erfaring med mission og religionsmøde, og af denne står stærkest i teori og praksis. Det skylder vi kirkens Herre, det skylder vi os selv, og det skylder vi enhver næste, vi møder på vor vej uanset hudfarve og kulturbaggrund, uanset religiøs baggrund eller mangel på samme. Intet er som før denne sætning kan aldrig blive en hæmsko for den, der ønsker at følge og tjene den Herre, der siger: Se, jeg gør alting nyt! Dette nye blev af fortiden bragt til os; det er stadig nyt og venter på at blive bragt videre af os, mens vi er i en stadig fælles ref leksion over, hvilke strukturer, ressourcer og tiltag, der passer bedst til enhver given tid og udfordring. Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab Ved sognepræst Tine Berg Krogstrup Helt overordnet er det Bibelselskabets vision at gøre Bibelen stadigt mere nærværende såvel i det offentlige rum som for det enkelte menneske. Dette arbejde foregår både herhjemme og internationalt aktuelt med projekter i bl.a. Armenien, Congo og Kina. På hjemmebanen er der i det forløbne år bl.a. blevet arbejdet på en udvikling og opdatering af Bibelselskabets omfattende hjemmeside (www.bibelselskabet.dk), så den nu fremstår indbydende, tilgængelig og informativ. stift et stiftsudvalg, hvis medlemmer indgår i Bibelselskabets repræsentantskab, og som lokalt arbejder for Bibelselskabets formål ved gennem møder, foredrag og andre arrangementer at skabe interesse for Bibelen og kendskab til Bibelselskabets arbejde både i Danmark og internationalt. Bl.a. råder hvert stiftsudvalg over en kuffert med udstillingsmaterialer, som stilles til rådighed for kirker, skoler og andre, der ønsker at skabe interesse om Bibelen. I år har der været kampvalg til stiftsudvalget i København. Og vi kan byde velkommen til to nye medlemsvalgte medlemmer. Det drejer sig om cand.merc. Jørgen Christensen fra Valby og pensioneret overlæge Kjeld Laursen fra Frederiksberg. Herudover består udvalget af to medlemmer udpeget af stiftets biskop. Det drejer sig om sognepræst i Rønne Anders Walther Fagerlund Carlsson og undertegnede sognepræst ved Christians kirke Tine Berg Krogstrup samt et medlem udpeget af Danske Kirkers Råd, Major i Frelsens Hær Pia Mogensen. Fire nyere titler fra Bibelselskabets forlag, som alle er tilgængelige blandt materialerne i Stiftsudvalget udstillingskuffert, skal kort omtales: Synne Garffs De Mindstes Bibel, som udkom i 2007, har denne sommer vundet Foreningen for Boghaandværks designpris for børnebøger. De Mindstes Bibel er især henvendt til de 3 6 årige, og bogen er fyldt af Lillian Brøggers og Cato Thau- Jensens sprudlende illustrationer. Sidste års helt store satsning, Den nye aftale, har vist sig at være en kæmpesucces. Oversættelsen af Det Nye Testamente til et moderne, mundret I samlingen Bønner til liv formidles en række nyskrevne og klassiske bønner i et fint samspil med fotografier af Per Bak Jensen. Bønsteksterne er forfattet og redigeret af mennesker fra forskellige teologiske traditioner og grupper inden for den danske folkekirke. Den 15. oktober 2008 udkommer en helt ny manga-tegneserie om Jesu liv baseret på de fire evangelier. Manga Messias, som bogen hedder, er for de 9 14 årige, og den skal selvfølgelig læses bagfra, et af den populære manga-genres sikre kendetegn. Manga Messias er tegnet af den japanske tegner Kozumi Shinozawa. Manuskriptet er forfattet af Hidenori Kumai og oversat til dansk af Mette Holm. Derudover har Vajsenhusets forlag i september 2008, med bogen Salmemaraton, udgivet et nyt og spæn-

dende værktøj for præster og menigheder, der har lyst til at læse og synge sig igennem hele Den Danske Salmebog delt op i 32 etaper. Forfatterne er sognepræst Peter Birch og organist Lars Sømod, og Salmemaraton er ligeledes at finde i Stiftsudvalget materialekuffert. Endelig skal det nævnes, at Bibelselskabets Boghandel i Frederiksborggade er lukket til fordel for en øget satsning på online-handlen. Yderligere oplysninger om Bibelselskabet herunder kontaktadresser til medlemmerne i Københavns stiftsudvalg findes på Bibelselskabets hjemmeside: www.bibelselskabet.dk Stiftsudvalg for Diakoni og økonomiske ressourcer. Præster og sognemedhjæl- 114 pere har hænderne fulde af opgaver, der skal løses. Og 115 de frivillige hænger ikke på træerne. Dem er der kamp Ved Finn Pilgaard Beyer Nyt kommissorium, kursus for sognemedhjælpere, inspirationspapir for oprettelse af stiftskirker for diakoni, møder og gode debatter har været omdrejningspunktet for diakoniudvalgets arbejde i 2008. Ikke ophidsende, måske men dog nødvendigt. Væksten i Danmark er gået i stå, siger de, der har forstand på den slags. Den økonomiske vækst forstås. Når det gælder vækst i antallet af vanskeligt stillede personer, er der ikke stilstand. Uligheden i Danmark vokser, og det går stærkt. Økonomisk vanskeligt stillede familier henvender sig stadig oftere til deres sognekirke for at få hjælp til helt dagligdags fornødenheder. Også ensomme, psykisk syge og misbrugere beder om hjælp i deres kirke. Hvor ville det være dejligt, hvis staten tog sig af de fattige og de syge, så kirken kunne koncentrere sig om gudstjenesten, de kirkelige handlinger og undervisning. Sådan er det bare ikke. De fattige har I altid hos jer, udtalte en kyndig mand engang. Op gennem 60erne og 70erne var vi mange, der troede, at han havde taget fejl. I 2008 må vi erkende, at også i det spørgsmål havde han ret. I stiftsudvalgets nye kommissorium står der: Stiftsudvalget for diakoni har som formål at arbejde for diakoniens fremme i Københavns stift. Og det gør vi så. Samtidig må vi spørge os selv, hvor meget kirken magter. Et spørgsmål der både handler om menneskelige om. De frivillige bevæger sig derhen, hvor der er spændende at være, hvor de kan forene fritid og interesser. Når det gælder menighedens liv og vækst er de frivillige en nødvendighed. Hvis engagementet for menighedens liv forsvinder, forsvinder menigheden, og den tager kirken med sig. De frivillige er nødvendige for folkekirken. Gudstjenesten og menighedslivet er over de sidste 30 40 år blevet professionaliseret. I diakoniudvalget er vi optaget af, hvordan vi med diakonale tiltag kan bidrage til at revitalisere menighedens engagement i menighedslivet, herunder omsorgen for de nævnte grupper. Det er ikke noget, vi har færdige svar på, og måske findes der slet ingen svar. Alligevel vil vi insistere på, at engagementet og solidaritet i forhold til vore nødlidende medmennesker altid er og vil være en opgave for folkekirkens menighed.

Københavns Stiftscentral for praktisk teologi Stiftspræst Helene Dam Kirkeministeriet overvejer i øjeblikket, hvorledes man kan styrke præsters uddannelse og efteruddannelse. Som det er nu, er stort set al uddannelse og efteruddannelse af præster samlet centralt på landsplan med kun få muligheder for decentrale uddannelsestilbud. Ikke desto mindre er der et stigende behov, ikke mindst hos yngre præster, for en opgradering af efteruddannelsen dér, hvor præsten arbejder og bor. Fordelen ved den decentrale videreuddannelse er, Kurser rettet mod formidlingen af kristendom- at den giver mulighed for at kunne trække blot en dag gerne vil gøre men ikke gør, alt det tunge, mørke og men til børn, unge og voksne 116 117 eller nogle timer ud af kalenderen og hente inspiration svære i vores liv, ikke er forsvundet. Det har i stedet Deltagerne var bredt sammensat af både præster, sog- til arbejdet, mulighed for løbende at kunne videreudvikle og vedligeholde de færdigheder, som præstearbejdet kræver, mulighed for at skabe kollegiale netværk og workshops og mulighed for at kunne mødes med andre fagfolk i lokalområdet og eventuelt indgå i samarbejde med dem. Jeg vil med fremlæggelsen af Stiftscentralens aktiviteter i 2008 gerne give et indtryk af, hvordan man, selv med de relativt få midler vi i øjeblikket har til rådighed, kan forsøge at opbygge en decentral efteruddannelse for stiftets præster gennem afholdelse af endagskurser, etablering af forskellige former for workshops både på Stiftscentralen og lokalt i stifters kirker og gennem afholdelse af fælles kurser med lokale samarbejdspartnere. Kurser rettet mod gudstjenesten og prædikenen I 2008 afholdt Stiftscentralen følgende kurser: Hvordan skriver man en klar og vedkommende prædiken? Kurset blev ledet af forfatteren Pablo Llambias På kurset blev der sat fokus på, hvordan præsten strukturerer sit skrivearbejde, hvordan han gør prædikentekstens vanskelige stof til selve prædikenens hjerte, og hvordan han skriver en klar og vedkommende prædiken, der holder sig inden for sit emne. Hvad blev der af synden? Kurset blev ledet af adjunkt ph.d. Marie Veirup Nielsen. Hun redegjorde for, hvordan syndsbegrebet engang gav mening som beskrivelse af menneskelivets vilkår men efterhånden er forsvundet ud af den menneskelige forståelsesramme. Men at det som synd handler om, menneskets destruktivitet og ondskab, det ødelagte liv, de bristede håb, det uoverkommelige, alt det vi så f lyttet sig. Men hvorfor forsvandt synden, og hvor forsvandt den hen? Kan den kristne fortælling om mennesket overhovedet fortælles uden synden? Menneskelig gudstjeneste om gudstjenesten som relation og ritual Oplægsholder var lektor på Præsternes Efteruddannelse Anita Hansen Engdahl På baggrund af Martin Modeus bog Den menneskelige gudstjeneste gav hun sit bud på, hvorledes bogens idéer kan anvendes i Danmark, hvor der i disse år arbejdes intenst med gudstjenesteudvikling og menighedsopbygning. I særlig grad fremhævede hun de rituelle strategier, der kan tages i brug for at gøre gudstjenesten mere menneskelig, et sted hvor man som individ kan finde sin plads i den gudstjenestesøgende forsamling, og hvordan menigheden kan inddrages i et medansvar for gudstjenestens forløb og fejring. Esajas i adventstiden et homiletisk kursus med universitetsadjunkt Søren Holst. Kursets hensigt var at vise, at det er sammenhængen, der skaber betydning. Adventstidens gammeltestamentlige læsninger indgår i to meget forskellige sammenhænge: På den ene side i den vigtigste af de gammeltestamentlige profetbøger. På den anden side netop i adventsgudstjenesternes kontekst både som evangelium, epistellæsninger, salmer og årstidsbestemte forventninger. Hvad ender det med at betyde for Esajasteksterne, hvis vi tager begge sammenhænge alvorligt? Deltagerne til alle disse kurser var stiftets præster Nye veje med konfirmander Som indledning på konfirmandsæsonen tilbød Københavns Stiftscentral en temadag om undervisning af konfirmander. Oplægsholderne var præster, der alle arbejder med konfirmander ud fra hver deres særlige tilgange til undervisningen. På temadagen udfoldede de via praksis baggrunden for deres undervisning, så præsterne havde mulighed for at få nye idéer at gå hjem med og bruge i deres eget arbejde med konfirmander. Emner og oplægsholderne var: Rollespil med konfirmander med sognepræst Annette Molin Schmidt. Kristuskrans og meditation med konfirmander med Anna Helleberg Kluge Præsten som autoritet med sognepræst Mia Lund Rao Folkekirkelig kristendomsundervisning i dag Kurset var tilrettelagt i samarbejde mellem TPC i Løgumkloster og Stiftscentralen. Oplægsholder var de to lektorer fra TPC Leise Christensen og Povl Götke. Deltagerne til begge disse kurser var både præster, sognemedhjælpere og andre kirkelige medarbejdere Ritualer i hverdagen og i kirken deres indhold og betydning Universitetslektor dr.theol. Bent Flemming Nielsen gav en introduktion til forskellige ritualteorier, og leder af Dansk Folkemindesamling Else Marie Kofod belyste forskellige ritualers betydning i den folkelige tradition. Kurset var lavet i samarbejde med Folkekirkens Skoletjeneste, København Frederiksberg, og Københavns Stiftscentral. nemedhjælpere og lærere Supervision Der er desværre i disse år en del af vore dygtige unge præster, der forlader præstearbejdet, og det er sjældent på grund af manglende motivation og lyst til at være præst men ofte på grund af frustrationer, som de ikke har mulighed for at få hjælp til at tackle. Derfor er det af stor betydning for folkekirken, at vi kan tilbyde dem supervision og dermed forsøge at hjælpe dem videre i deres arbejde som præster. Vi er derfor meget glade for, at det i 2008 er lykkedes os at etablere et supervisionstilbud for stiftets præster ledet af hospitalspræst Christian Busch og pastor Pia Sundbøll. Formålet med supervisionen er, at gruppens deltagere i en kollegial kreds kan kaste lys over det, der op-

leves som problematisk og byrdefyldt i deres arbejde. Et væsentligt element ved supervisionen som arbejdsform er, at præst, teologi og person anskues som en helhed. Supervisionens overordnede formål er at skabe øget faglig teologisk og personlig bevidsthed, ref leksion og handlemulighed hos supervisanten i forhold til hans eller hendes egen praksis. Liturgisk brush up og stemmetræning Stemmen er et af præstens væsentligste arbejdsredskaber. En ikke-velfungerende stemme eller en uhensigtsmæssig stemmeføring kan blokere for selv det bedste indhold, så det aldrig når ud til tilhørerne. Derfor har vi på Stiftscentralen etableret en særlig ordning, der giver stiftets præster mulighed for konsulentbistand i stemmens brug og om nødvendigt kan erindringer om skoletiden alvorligt forudsætter hin- 118 henvise til lægelig eller logopædisk vejledning. Når man taler med især lidt ældre mennesker om deres anden. Hvem har magten kongen, staten eller kirken? 119 Man kan ligeledes rekvirere stiftskonsulenten til at skoletid, får mange et næsten saligt smil om munden (5. 6.kl.) 22 klasser/19 kirker af lægge besøg i stiftets kirker for at give et liturgisk brush up og samtidig blive rådgivet om, hvorledes vi kan styrke den mundtlige formidling i gudstjenesten, eventuelt med særligt henblik på prædikenen. Stiftscentralens ønsker gennem de nævnte aktiviteter: at bygge bro mellem universitetet og præstearbejdet gennem kurser, hvor universitets teologer udfolder deres viden med henblik på præstearbejdets særlige forpligtelse på forkyndelse at give præster mulighed for at hente inspiration fra andre fagfolk i udførelsen af deres arbejde at udvikle de færdigheder, der kræves i præstearbejdet, gennem workshops, hvor man kan modtage faglig feedback at styrke det kollegiale samarbejde på tværs af sognegrænser og teologisk observans at styrke samarbejdet mellem præsten og de øvrige medarbejdere i kirken og mellem kirken og lokalsamfundet, ikke mindst skolerne at være en tankstation for præsten tæt på hans arbejde. Folkekirkens Skoletjeneste Ved leder af skoletjenesten, sognepræst Helle Krogh Madsen En våge for kundskaber og kreativitet ved tanken om religionstimerne. Det bedste var, når læreren fortalte bibelhistorie, og vi fik lov til at sidde og tegne til, hører man ofte folk sige. Det fortæller måske lidt om, at kreative aktiviteter ikke fyldte så meget på skoleskemaet dengang, men det siger også noget om, at der er god pædagogik i at få noget ind gennem øret, modtage indtryk, og selv få lov til at give udtryk. Samt at bibelhistorierne rummer rigtigt godt stof til den form for undervisning. Et andet sted i uddannelsessystemet, på lærerseminarierne, hører man ofte om en tilsvarende optagethed af religionsfaget, der her har heddet meget forskelligt i tidens løb og for tiden hedder Kristendomskundskab, livsoplysning, medborgerskab. Mange kommende lærere har her nogle gange måske lidt overraskende for dem selv opdaget de spændende muligheder for fordybelse i store spørgsmål om liv og død og diskussioner om kultur, etik osv., som dette fag rummer. Der er i den forstand en lang tradition for at lade religionsundervisningen være en af vågerne for forskellige måder at arbejde med stoffet på i skolens undervisning. En våge, hvor der er plads til fordybelse, eftertanke, diskussion og kreativitet. I en tid med megen fokus på skolens evne til at indlære kundskaber, der kan måles og beskrives og sammenlignes i Pisa-undersøgelser, elevplaner, trinmål, slutmål osv., kan der være god grund til, at kirken er til stede med undervisningstilbud, der er med til at holde kreativitetens og eftertankens våge åben. Så det ikke går i glemmebogen, at kundskabsindlæring og kreativitet ikke udelukker hinanden, men tværtimod hvis man skal tage fx folks Hvad kan kirken tilbyde? Det er det, de folkekirkelige skoletjenester landet over forsøger at gøre ved at udarbejde og udbyde grydeklare undervisningsforløb med tilhørende oplæg og besøg i kirker, på museer o.a.. De lægger stort set alle op til kreative aktiviteter, fordybelse, diskussioner, undren og eftertanke. Det, vi kan supplere skolens undervisning med, er muligheden for at sætte lyd og billeder samt kød og blod på det, som eleverne hører om i klasselokalet og læser om i bøgerne til faget. Kirken og den kristne tradition er her en guldgrube af muligheder for at dykke ned i billedkunst, sang, musik, historie, livsspørgsmål, arkitektur og meget andet. I 2008 blev det for Folkekirkens Skoletjenestes vedkommende til følgende undervisningstilbud Bud på Gud, (1. 3.kl.) 6 klasser/5 kirker Kursus om religionsfaglige begreber på hverdagssprog, 32 deltagere Et møde med den danske salme 2008, (3. 6.kl.) 59 klasser/32 kirker Frihed og nødvendighed et forløb om menneskesyn, (8. 10.kl.) 11 klasser/6 kirker Påske Måltidsfællesskab. Om jødisk og kristen påske, (6.kl.) 5 klasser/3 kirker Tunger af ild! et musikalsk forløb om pinse, (1. 3.kl.) 29 klasser/18 kirker Grundtvig og Brorson i København og Ribe et udvekslingsprojekt, (7.kl.) 5 klasser/3 kirker Emblematik grafik over Jesus-ord, (4. 5.kl.) 3 klasser/4 kirker På sporet af sproget tegneserier over bibelske ordsprog, (6. 7.kl.) 13 klasser/11 kirker Kors for en hammer, (0. 10.kl.) 52 klasser Ene, men stærk? et teaterprojekt om ensomhed, (8. 10.kl.) 7 klasser/4 kirker De levendes land poetisk leg med Grundtvig, ( 7. 8.kl.) 11 klasser/9 kirker Når søskende strides (1. 4.kl.), 41 klasser/19 kirker Ritualer i kirken og i hverdagen, (8. 10.kl.) 6 klasser/3 kirker Kursus om ritualer, 15 deltagere Den religiøse mangfoldighed i København, (8. 10.kl.) 3 klasser/2 kirker Samarbejdspartnere Som det fremgår af oversigten blev undervisningen afviklet i samarbejde mellem en lang række lokale klasser og kirker. Afhængigt af temaer og indhold indgik også andre i projekterne. F.eks. TV2-kopibandet Rigtige mænd, formanden for Ateistisk Selskab, med-

lemmer af Mosaisk Troessamfund, grafikere og billedkunstnere, tegneserietegnere og sangere, teatergrupper, Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Christiansborg Slotsforvaltning m.f l. Via disse samarbejdspartnere møder eleverne også ikkekristne røster i nogle af Folkekirkens Skoletjenestes projekter. Andre år har der f.eks. også været samarbejde med repræsentanter for islam og buddhisme. Det skyldes blandt andet, at vi også gerne vil være med til at holde skolens religionsundervisnings åben som en våge, hvor forskellige livssyn både mødes og brydes. Modsat den tendens man ser i andre lande, hvor religionsundervisning i stigende grad forsvinder fra det fælles skoleskema for at blive varetaget af de enkelte religioners egne repræsentanter. Derved slipper man for at høre om, hvad de andre tror på, men også for den 120 forpligtelse det er at tale sammen om tro og religion delse med udviklingen af de lokale kirkers liv og vækst. dier, når en historie skønnes at have mere end almindelig 121 på en måde, så alle kan være til stede. Infocenterets opgave er ikke at bygge kirke direkte. interesse. Disse medarbejdere modtager naturligvis Af gode grunde er udgangspunktet og det, der fylder Det er kirkernes opgave. Opgaven er at bygge et sprud- også den elektroniske ugeavis. mest i vore projekter som folkekirkelig skoletjenelende og levende kirkeligt univers op, som medarbej- ste naturligvis kristendommen og den kristne tradition. dere og menigheder samt kirkeligt interesserede synes, Infocenteret formidler også en hjemmesideløsning for det er interessant at være en del af. Erfaringen fra de en lang række sogne og provstier i stiftet. Bortset fra Flere oplysninger m.v. sidste 4 år viser imidlertid, at et sådant univers trækker Bornholm er samtlige kirker nu på internettet og oplever Arbejdet i Folkekirkens Skoletjeneste, København Frederiksberg, opmærksomhed til sig, også fra de almindelige bru- et stigende behov for at formidle aktuelle nyheder finansieres af årlige bidrag på kr. 16.000 gere af kirkelig kommunikation. ad den vej. fra hvert af de 62 menighedsråd, der udgør Menighedsrådenes Hver uge sender Infocenteret derfor et nyhedsbrev Skoletjenestesamarbejde suppleret med ud til næsten 2.500 abonnenter. Herfra er der mulighed Folkekirken skal også være til stede dér, hvor de nye tilskud fra folkekirkens centrale midler, herunder stiftets for at linke videre til den elektroniske ugeavis, www. generationer mødes. Derfor har Infocenteret i løbet 1 %-pulje. kirkenikobenhavn.dk, hvor der ugentlig udgives mel- af året desuden løst forskellige enkeltstående opga- lem 15 og 20 artikler om småt og stort i kirkelivet, der ver. Ved juletid gav vi således mulighed for at folk Yderligere oplysninger om de enkelte projekter samt kan have interesse for medarbejdere og frivillige ude i kunne downloade julesalmerne som ringetoner til deres Folkekirkens Skoletjeneste, København Frederiksberg s kirkerne. Avisens hjemmeside gæstes i disse måneder mobiltelefoner. I august udgav vi i anledning af arbejde i øvrigt kan findes på www.fskf.dk. Des- af mellem 40 og 50.000 unikke læsere, hvilket groft Menighedsrådsvalget en præsentation af Kirkelivet i uden har vi stadigvæk eksemplarer af nyhedsbrevet sagt svarer til at tredobling af det antal læsere, som vi København på 24 sider. Denne avis fordeltes til samtlige vedrørende skoleåret 2007 2008, som vi gerne frem- kunne notere os i 2007. kirker samt en lang række organisationer, interes- sender til nyvalgte menighedsrådsmedlemmer. Endelig er der på det årlige repræsentantskabsmøde i Menighedsrådenes Skoletjenestesamarbejde, der afholdes primo februar 2009, mulighed for at høre mere om arbejdet og spørge til dette. De ansatte er fortsat lærer John Rydahl og sognepræst Helle Krogh Madsen, begge ansat 75 %. Indtil januar 2008 udgav Infocenteret også Københavns Stiftstidende ti gange årligt. På grund af de stigende portopriser rakte pengene ikke længere til en printudgivelse. I dag udgives avisen derfor ugentligt og med to sider som en pdf-avis, der kan downloades. Det har betydet at nyhederne har en langt mere frisk karakter, og vi oplever en stigende interesse herfor. senter og pressen. Endelig i oktober kom folkekirken så på fjæset, dvs. facebook. Det gælder om at blive omtalt så mange steder som muligt, og vi oplever en stigende interesse for at genbruge vores artikler og andet materiale rundt om i kirken på sognehjemmesider, i de frivillige kirkelige organisationer og den trykte presse. På samme måde udgiver vi også et egentligt magasin, der udkommer ugentligt med fire sider. Titlen er Kristen- Folkekirkens Infocenter Ved Karen Schousboe Hovedproduktet i Infocenteret er inspiration dvs. inspiration til medarbejdere og menigheder i forbin- dom & Kultur og hentyder til den blanding af forkyndende og kulturformidlende stof, som magasinet indeholder. En anden væsentlig opgave er at fungere som pressecenter. Det gør vi ved at udsende pressemeddelelser til særligt udvalgte medarbejdere på samtlige danske me-

Landemodeberetning 1/10-2007 30/9-2008 Oprettede embeder Vor Frue kirke, 50% lokalfinansieret sognepræstestilling Helligåndskirken, 50% lokalfinansieret sognepræstestilling Nedlagte embeder Ordinationer ordinander Der har i det forløbne år været afholdt 4 ordinationer med i alt 9 ordinander. Ledige embeder/ansøgertal 122 I landemodeåret har der i Københavns Stift været opslået Solbjerg kirke 100 år 8. juni 2008 Andreas Sylvest Wille 123 i alt 19 præstestillinger med i alt 381 ansøgninger Tingbjerg kirke 25 år 7. september 2008 et gennemsnit på 20 ansøgere pr. opslag. Ibs og Svaneke kirker, sognepræst 6 Enghave kirke, midlertidig overenskomstansat sognepræst 30 Rønne kirke, midlertidig overenskomstansat sognepræst 2 Allehelgen- og Sundkirken, kst. sognepræst 14 Vor Frue kirke, 50% lokalfinansieret sognepræst 24 Rosenvængets pastorat (David og Luther kirker), barselsvikariat 22 Margrethekirken, sognepræst 30 Ibs og Svaneke kirker, sognepræst, genopslag 10 Korsvejens kirke, sognepræst 26 Lindevang kirke, sognepræst 58 Vor Frelsers kirke, 50%, sognepræst 20 Bellahøj og Utterslev, barselsvikariat 24 Solvang, sognepræst med forpligtelse til indvandrere og f lygtninge 12 Grundtvigs Kirke 16 Helligåndskirken, lokalfinansieret 50% 4 Husum kirke 32 Østerlars og Gudhjem kirker 5 Sankt Stefans kirke 25 Solvang kirke, sognepræst med forpligtelse til indvandrere og f lygtninge, genopslag 21 Kirkejubilæer (i den forløbne landemode-periode) Kildevældskirken 75 år den 7. oktober 2007 Filips kirke 100 år den 14. oktober 2007 Lundehuskirken 50 år den 1. december 2007 Mariendal kirke 100 år den 16. marts 2008 Eliaskirken 100 år den 18. maj 2008 Præster: Tilgang afgang 1/10-2007 30/9-2008 1. Ordinationer. 2. Førstegangs-ansatte og forf lyttede fra embeder i andre stifter. 3. Embedsskift inden for stiftet. 4. Forf lyttelser til embeder i andre stifter. 5. Afskedigelser. 6. Døde. 1. Ordinationer 16/12-2007 Andreas Sylvest Wille 30/1-2008 Thomas Nedergaard, Jonas Petter Adelin Jørgensen, Pernille Østrem, Marianne Berg 11/6-2008 Marlene Lindsten 28/8-2008 Finn Aasebø Rønne, Derhard Olsen, Mikkel Vale 2. Førstegangs-ansatte og forflyttede fra embeder i andre stifter 15/12-2007 1/2-2008 Pernille Østrem, Vor Frue kirke. 1/4-2008 Helene Borgman Hansen, Margrethekirken 1/5-2008 Christiane Gammeltoft-Hansen, Lindevang 1/5-2008 Martin Tage Herbst, Korsvejen 3. Embedsskift inden for stiftet 15/3-2008 Johannes Gregers Jensen, Ibsker og Svaneke kirker

Præster: Tilgang afgang 4. Forflyttelser til embeder i andre stifter 6. Døde Lisbeth Hannibal 1. december 2007, Måløv pastorat, Helsingør Stift 20/10-2007 Henning Hansen, Bornholms vestre provsti (Knuds Bruno Rasmussen, 15. februar 2008, Nærum pastorat, Helsingør Stift kirke) Jesper Oehlenschläger 1. maj 2008, Karlslunde Strand Kirke, Roskilde Stift 2/1-2008 Jørgen Jessen, Vestre provsti (Eliaskirken) Kirsten Kjær Ohms 1. august 2008, Faxe Kirke, Roskilde Stift 14/1-2008 Elisabeth Friis Sørensen, De Gamles Bys kirke 5. Afskedigelser 31/10 2007 Johannes Værge, Vor Frue kirke (Domkirken) 31/10-2007 Hans Nissen, Ibsker-Svaneke 17/1-2008 Ole Askov Olsen, Eliaskirken 17/2-2008 Laurids Kristian Stampe, Københavns Søndre provsti (Dragør kirke) Navne og adresser Biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K 33 47 65 00 Direktør, Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, Statsforvaltningen, Hovedstaden, Borups Allé 177, blok D-E, 2400 København NV. 72 56 70 00 Københavns stiftsadministration, Nørregade 11, 1165 København K Tlf.: 33 47 65 00 Telefax 33 14 39 69 Email: kmkbh@km.dk Giro nr. 5 91 00 05, EAN-nr. 57 98 00 08 18 66 8 Lønmedarbejder Betina Westermann Hansen lokal 536 Stiftspræst Camilla Sløk 26 25 98 62 Provster: Domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 1171 København K., 33 14 74 32 Provst Ejgil Bank Olesen, Holmens kirke Holmens Kanal 21, 1060 København K, 33 11 37 40 Provst Erik Balslev-Clausen, A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø. 35 26 44 28 Provst Gert Blak Mogensen, Nørrebrogade 106, 3. th., 2200 København N. 124 31/1-2008 35 36 12 68 125 Poul Axel Olesen, Korsvejskirken 8/3-2008 Stiftskontorchef, cand.jur. Helle Ellens Ostenfeld Provst Sten Wenzel-Petersen, Peter Andrew Petersen, Samuelskirken lokal 504 Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V. 29/2-2008 Stiftsfuldmægtig, cand.jur. Anne Margrethe 33 21 83 19 Lorna Marie Andersen, Allehelgens og Sundkirken 7/7-2008 Andersen, lokal 515 Provst Peter Holm, Anne Bønløkke Braad, Sankt Stefans kirke Stiftsfuldmægtig, cand. jur. Malene Sejr Kaulfuss C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg 30/4-2008 lokal 519 38 87 24 27 Mogens Munk, Lindevang 20/7-2008 Kontorfuldmægtig Anne-Marie Hansen Provst Gotfred Larsen, Jørgen Reebirk Hansen, Korsvejskirken lokal 503 Søborgstræde 11, 3700 Rønne 31/5-2008 Overassistent Sysette Rosengreen 56 95 31 95 Henny Elisabeth Søe, Blågårdens kirke 8/8-2008 lokal 522 Provst Johanne Haastrup, Knud Vad, Frederiksberg Slotskirke/Jesuskirken Kontormedarbejder Mette Østfeldt Håbets Allé 39, 2700 Brønshøj 30/6-2008 lokal 508 38 28 55 59 Steffen Støvring, Sankt Lukas kirke med forpligtelse til Kontorfuldmægtig Anne Weichardt Provst Finn Vejlgaard, at betjene studerende ved uddannelsesinstitutionerne lokal 517 Guldagervej 5, 2720 Vanløse på Frederiksberg Økonomifuldmægtig, cand.polit Morten Palsbro 38 71 61 32 lokal 528 Provst Leo Kamstrup-Olesen, FLØS-ansvarlig Bettina Hansen Frankrigsgade 1, 2300 København S. lokal 534 32 58 57 85

Navne og adresser Navne og adresser 126 Provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 32 50 55 82 Hærprovst Ole Brehm Jensen, Kastellet 16, 2100 København Ø. 33 15 13 06 Flyverprovst Vilhelm E. Værge, Vinderupvej 25, Ejsing, 7830 Vinderup 97 44 60 07 Provstiudvalgene: Vor Frue provsti: Formand, domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 1171 København K. Finn Hemmingsen, Hauser Plads 14, 4., 1127 København K. Marianne Møller, Nørre Farimagsgade 53, 4.th., 1364 København K. Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø. Knud Jensen, Duevang 26, 4632 Bjæverskov Dorete Damgaard Hansen, Østerbrogade 78, 3.th., 2100 København Ø. Anne Dorte Schwarz-Nielsen, Kløverbladsgade 42, 2500 Valby Provstisekretær Charlotte Holmen, Fiolstræde 8, 1171 København K. Holmens provsti: Formand, provst Ejgil Bank Olesen, Holmens kirke, Holmens Kanal, 1060 København K. Ellen Anette Asmussen, Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V. Elisabeth Høyer, Kronprinsessegade 39, st.th., 1306 København K. Arthur Terence Mønsted, Østerbrogade 56 A, 4.tv., 2100 København Ø. Søren Torp, Skovtoften 76, Sundby, 4800 Nykøbing F. Peder Olesen Larsen, Marievej 10 A, 2., 2900 Hellerup Niels Blomgren-Hansen, Toldbodgade 21, 2., 1253 København K. Provstisekretær Johanne Kanstrup, Holmens Kirke, Holmens Kanal, 1060 København K. Østerbro provsti: Formand, provst Erik Balslev-Clausen, A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø. Steen Nielsen, Vognmandsmarken 17, 2.tv., 2100 København Ø. Torben Schiødt, Svanevænget 20, 2100 København Ø. Ole E. Pagels, Lille Strandvej 18 H, 1.tv., 2900 Hellerup Provstisekretær Janne Birgit Schrøder, Provstikontoret, Koldinggade 11, 2100 København Ø. Nørrebro provsti: Formand Svend Hovard, Laurids Skaus Gade 15, 2. th., 2200 København N. Provst Gert Blak Mogensen, Nørrebrogade 106, 3.th., 2200 København N. Flemming Schlichtkrull, Rebekkavej 13, 2.th., 2900 Hellerup Ingebritt van der Poel, Hundige Centervej 9, 2670 Greve Max H. Jeppesen, Udbygade 10, 3.tv., 2200 København N. Allan Bäck, Nørre Allé 2 C, 2200 København N. Ebbe Rostgaard-Hansen, Søndervej 48 F, 2830 Virum Provstisekretær Lene Fulton, Nørrebrogade 86, 1., 2200 København N. Vesterbro provsti: Formand Michael Sophus Hyttel, Vesterfælledvej 61, 1. th., 1750 København V. Provst Sten Wenzel-Petersen, Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V. Birgitte Ulla Poulsen, Händelsvej 7, 2.mf., 2450 København SV. Henriette Holst, Rundholmen 33, 2720 Vanløse Ole Reng, Tranehavegård 31, st.th., 2450 København SV. Provstisekretær Mogens Østergaard Jensen, Stenosgade 3, st. th., 1616 København V. Frederiksberg provsti: Formand, provst Peter Holm, C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg Lillian Schmidt Rasmussen, Dr. Priemes Vej 7, st. th. 1854 Frederiksberg C. Leif Bjørn Sørensen, Glahns Alle 33, 2. tv., 2000 Frederiksberg Allan Mandrup, Nyelandsvej 54, st.tv. 2000 Frederiksberg Kaare Skafte-Pedersen, Vagtelvej 59, 2. th., 2000 Frederiksberg Inge Lise Pedersen, Frihedsvej 1, 2000 Frederiksberg Provstisekretær Jette Søgaard, Falkoner Allé 36, 1.tv., 2000 Frederiksberg Bornholms provsti: Formand Jens Georg Hansen, Rønnevej 105, Nylars, 3720 Aakirkeby Provst Gotfred Larsen, Søborgstræde 11, 3700 Rønne Næstformand Svend Gunnar Kofoed-Dam, Albret Wolfsensgade 2, 3740 Svaneke Erik Vibert, Rønnevej 31, 3770 Allinge Anette Kaas, Åbakken 10, 3700 Rønne Poul Ove Kofod, Klemens Storegade 46, 3782 Klemensker Birgitte Pihl, Pederskervejen 61, 3720 Aakirkeby Arne Frank Howardsen, Gryneparken 31, Ibsker, 3740 Svaneke Provstisekretær Birte Kofod, Søborgstræde 11, 3700 Rønne. Bispebjerg-Brønshøj provsti: Formand, provst Johanne Haastrup, Frederikssundsvej 125A, 2700 Brønshøj Tage Sørensen, Enigheds Allé 10, 2700 Brønshøj Tove Høegh, Ved Bellahøj 3 B, 7.tv., 2700 Brønshøj John Christensen, Steenstrups Allé 15, st.tv., 1924 Frederiksberg C. Birgit Lis Jensen, Dyssevænget 63, 2700 Brønshøj Margrethe L. Winther-Nielsen, Frederiksborgvej 205 B, 2400 København NV. Ruth Kjærskov, Bornholmsgade 1, 2.tv., 1266 København K. 127

Navne og adresser Navne og adresser 128 Preben Pedersen, Ved Bellahøj 1 B, 7.th., 2700 Brønshøj Provstisekretær Lene Fulton, Frederikssundsvej 125A, 2700 Brønshøj Valby-Vanløse provsti: Formand, Provst Finn Vejlgaard, Guldagervej 5, 2720 Vanløse Erik Nielsen, Perlevej 34, 2650 Hvidovre Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse Ole Nielsen, Frugthaven 33, st.th., 2500 Valby Carsten Albertsen, Jernbane Allé 88 B, 3.tv. 2720 Vanløse Provstisekretær Bente Juhl-Thomsen, Provstikontoret, Ålekistevej 76, st.tv., 2720 Vanløse Amagerbro provsti: Formand Michael Riis, Reykjaviksgade 5, 4. tv., 2300 København S. Provst Leo Kamstrup-Olesen, Frankrigsgade 1, 2300 København S. Næstformand Erling Støhrmann-Brun, Killerupvej 10, 2770 Kastrup Rolf Kallesøe, Gyldenlakvej 20, 2300 København S. Henrik Lund Lindbo, Glumsøvej 15, st. mf., 2700 Brønshøj Ole Meldgaard Poulsen, Parmagade 44, 1.th., 2300 København S. Jakob Riis, Hovmålvej 91, 2300 København S. Arne Mikkelsen, Svinget 12, 3.th., 2300 København S. Jens William Grav, Kastrupvej 78, 3. th., 2300 København S. Provstisekretær Annie-Lone Jensen, Frankrigsgade 1, 2300 København S. Amagerland provsti: Provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup Tom Allan Hansen, Astridsvej 9, 2770 Kastrup Torben Nesjan, Brøndbyøster Torv 47, 4.tv., 2605 Brøndby Poul Anders Lyngberg-Larsen, Priorvej 6, 3.th., 2000 Frederiksberg Annette Kort Michelsen, F.J. Madsensvej 6, 2791 Dragør Bent Jørgensen, Farsøvej 4, 2770 Kastrup Karl-Erik Olsen, Harevænget 49, 2791 Dragør Provstisekretær Julia Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup Stiftsrådets medlemmer: Biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K. Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, Borups Allé 177, blok D-E, 2400 København NV. Domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 1171 København K. Læge medlemmer: Vor Frue provsti: Anne Dorte Schwarz-Nielsen, Kløverbladsgade 42, 2500 Valby Holmens provsti: Arthur T. Mønsted, Østerbrogade 56 A, 4.tv., 2100 København Ø. Østerbro provsti: Ole Erhardt Pagels, Lille Strandvej 18 H, 1.tv., 2900 Hellerup Nørrebro provsti: Svend Bjerregaard Hovard, Laurids Skaus Gade 15. 2.th., 2200 København N. Vesterbro provsti: Birgitte Ulla Poulsen, Händelsvej 7, 2.mf., 2450 København SV. Frederiksberg provsti: Inge Lise Pedersen, Frihedsvej 1, 2000 Frederiksberg Bornholms provsti: Annette Kaas, Åbakken 10, 3700 Rønne Bispebjerg-Brønshøj provsti: Margrethe Winther-Nielsen, Frederiksborgvej 205 B, 2400 København NV. Valby-Vanløse provsti: Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse Amagerbro provsti: Jens William Grav, Kastrupvej 78, 3.th., 2300 København S. Amagerland provsti: Tom Allan, Astridsvej 9, 2770 Kastrup Gejstlige medlemmer: Sognepræst Peter Henrik Skov-Jakobsen, Gammelvagt 2, 1312 København K. Sognepræst Peter Møller Jensen, Engsvinget 37, 2400 København NV. Sognepræst Helle Krogh Madsen, Kochsvej 4, 2.tv., 1812 Frederiksberg C. Sognepræst Søren Sievers, Pile Allé 1, 2000 Frederiksberg Sognepræst Niels Henrik Lyngbye, Svanekevej 9, 3751 Østermarie Provst Erik Balslev-Clausen, A.F. Kriegers Vej 5 E, 2100 København Ø. Provst Finn Vejlgaard, Guldagervej 5, 2720 Vanløse Folkekirkens Skoletjeneste København Frederiksberg: Sognepræst Helle Krogh Madsen Lærer John Rydahl Pædagogisk Center, Lollandsvej 40 A, 2000 Frederiksberg Tlf.: 38 86 16 70 Bestyrelsen for Folkekirkens Skoletjeneste, København Frederiksberg: Biskoppen over Københavns Stift Erik Norman Svendsen, repræsenteret ved provst Gert Blak Mogensen. Skoledirektøren for Københavns Kommunes Skolevæsen, repræsenteret ved afdelingsleder Poul Vestergaard, Skoletjenesten. 129

Navne og adresser Navne og adresser Repræsentant for Kulturdirektøren for Frederiksberg Kommune. Lærer Inge Thomsen, Københavns Lærerforening. Lærer Thomas Elm Mahler, Frederiksberg Kommunelærerforening. Provst Erik Balslev-Clausen, København (formand). Sognepræst Pia Nordin Christensen, Frederiksberg. Fra Menighedsrådenes Skoletjeneste Samarbejde (MSS): Lærer Ole Ehlers, Vor Frue Sogns Menighedsråd Lærer Svend Hovard, Blågårdens Sogns Menighedsråd Lærer Jette Paulisen, Grøndals Sogns Menighedsråd. Grafiker Birgit Lerstrup (formand MSS), Timotheus Sogns Menighedsråd. Kgl. Bygningsinspektører: Bygningskonsulenter: Arkitekt m.a.a. Christian Gerlach, Fuglevadsvej 77, 2800 Kgs. Lyngby. Tlf.: 45 88 42 24, i dagtimerne 82 32 25 74, e-mail: cg@sbsby.dk Område: præstegårde i København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby kommuner: Arkitekt m.a.a. Jørn Appel Dampmøllegade 14, 3700 Rønne Tlf.: 56 95 58 44, fax: 56 95 58 44, e-mail: kj_appel@mail.tele.dk Område: præstegårde i Bornholms Regionskommune Præstegårdskonsulent: Gårdejer Harald Kjøller, Valnøddegård, Bohnebakken 22, Olsker, 3770 Allinge Assisterende klokkekonsulent: Organist, klokkenist Per Rasmus Møller, Nørregade 4, 8550 Ryomgaard. Tlf.: 86 39 40 48, mobil: 23 80 44 28, e-mail: prm@km.dk Varmekonsulent: Professor, civilingeniør Vagn Korsgaard, Donsevej 3, 2970 Hørsholm. Tlf.: 48 28 01 04, fax: 48 28 07 09, e-mail: v.korsgaard@mail.tele.dk Konsulent vedr. teleslyngeanlæg: Præst for hørehæmmede øst for Storebælt Peter Hansen, Sprogøvej 19, 3.th. 2000 Frederiksberg. Tlf/fax 38 33 11 61, e-mail: peha@km.dk Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg (kirkeskibe), Kronborg 1, 3000 Helsingør. Tlf.: 49 21 06 85, fax: 49 21 34 40. Den særlige sagkyndige i sager vedr. vurdering af præsteboliger: Funktionschef Gorm Fogh-Nielsen, Skt. Knuds Vej 20, st., 1903 Frederiksberg C. Tlf.: 33 24 38 48, mobil: 23 69 98 31, e-mail: foghnielsen@gmail.com Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21, Postboks 2123, 1015 København K. TIf.: 33 92 33 90, Fax: 33 92 39 13, e-mail: km@km.dk 130 Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Peter Holsøe, Tlf.: 56 48 41 38, mobil: 40 19 77 04, 131 Arkitektfirmaet Hvidt & Mølgaard A/S Nygårdsvej 5, 2100 København Ø. Tlf.: 33 14 80 40, fax: 33 93 81 40, e-mail: hm@hm-ark.dk Område: Vor Frue provsti, Holmens provsti, Østerbro provsti, Nørrebro provsti, Vesterbro provsti, Frederiksberg provsti samt Valby-Vanløse provsti. Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Stig Andersen, Arkitektfirmaet Fogh & Følner A/S Nymølle, Kulsviervej 150, 2800 Lyngby. Tlf.: 45 93 40 20, fax: 45 93 40 10, e-mail: ff@fogh-folner.dk Område: Bornholms provsti, Bispebjerg-Brønshøj provsti, Amagerbro provsti samt Amagerland provsti. e-mail: harald.kjoeller@mail.dk Område: præstegårde i Bornholms Regionskommune Kirkegårdskonsulent: Landskabsarkitekt m.d.l. Torben Michelsen, Krøjerup Overdrev 12, 4180 Sorø. Tlf.: 57 83 25 77, fax 57 83 16 53, e-mail: betty@bettyengholm.dk Område: Hele stiftet. Øvrige konsulenter: Orgelkonsulent: Vakant Klokkekonsulent: Organist Erik Kure, Kingosvej 19, Hornborg, 8762 Flemming. Tlf.: 76 27 01 50, mobil: 30 26 01 50, fax: 76 27 01 51, e-mail: erku@km.dk Høreforeningen, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. Tlf.: 36 75 42 00, fax: 36 38 85 80, e-mail: mail@hoereforeningen.dk Nationalmuseet/Det særlige Kirkesyn (for Grundtvigs kirke). Nationalmuseet/Det særlige Kirkesyn, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K. Tlf.: 33 13 44 11, fax: 33 47 33 33, e-mail: kirkekonsulenter@natmus.dk Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster v/akademirådets udvalg for Kirkekunst, Kgs. Nytorv 1, Postboks 9042, 1022 København K. Tlf.: 33 74 49 10, fax: 33 15 68 41, e-mail: info@akademiraadet.dk Københavns Stiftsfonds bestyrelse: Formand, biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K. Direktør, Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, Statsforvaltningen Hovedstaden, Borups Allé 177, 2400 København NV Provst Karsten Woll, Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj Sognepræst Niels Henrik Olesen, Wibrandtsvej 41A, 2300 København S Universitetslektor Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3.th., 2100 København Ø Skoleinspektør Anette Asmussen, Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V Bente Thorborg, Almindingsvej 35, 3720 Aakirkeby Konsulent Leif Kayerød, Gustav Johannsens Vej 38, 2000 Frederiksberg

Navne og adresser Navne og adresser 132 Viggo Haarløv, Upsalagade 24, 1., 2100 København Ø Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde i Københavns stift: Formand, Universitetslektor Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3.th., 2100 København Ø Sognepræst Ruth van Gilse, Kirkevej 17, 3720 Aakirkeby Ivar Lærkesen, Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Fuldmægtig Viggo Haarløv, Uppsalagade 24, 1., 2100 København Ø Sognepræst Leif G. Christensen, Brolæggerstræde 6, 2., 1211 København K Biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K Kontorleder Ellinor Grøndahl Mortensen, Stenlandsvej 25, 2300 København S. Københavns Stiftscentral for Praktisk Teologi Stiftspræst Helene Dam, Diskovej 15, 3390 Hundested Provst Finn Vejlgaard, Guldagervej 5, 2720 Vanløse Sognepræst Jonas Lucas Christy, C.N. Petersens Vej 23, 2000 Frederiksberg Sognepræst Anders Carlsson, Søndergårds Allé 1, 3700 Rønne Sognepræst Anne Vig Skoven, Viggo Rothesvej 35, 2920 Charlottenlund Hospitalspræst Lotte Blicher Mørk, Tullinsgade 6,1.th, 1618 København V Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab: Konst. formand, sognepræst Tine Berg Krogstrup, præsteboligen, Store Søndervoldstræde 2, 2.sal 1419 København K Major Pia Mogensen, Frelsens Hær, Frederiksberg Allé 9, 1621 København V Sognepræst Anders Carlsson, Søndergårds Allé 1, 3700 Rønne Pens. overlæge Kjeld Laursen, J.C. Schiødtes Vej 8, 2000 Frederiksberg Cand.merc. Jørgen Christensen, Landlystvej 18, 1.tv. 2500 Valby Stiftsudvalget for Diakoni i Københavns Stift: Formand Finn Pilgaard Beyer, Valby Tingsted 7, 2500 Valby Korshærsleder, genbrugsen Ingrid Fly Jensen, Prinsessegade 7A, 1422 København K Sognemedhjælper Bent Bojer Harregaard, Dag Hammerskjölds Allé 7, 1.tv., 2100 København Ø Pastor Bjarne Lenau Henriksen, Bernstorfflund Allé 72, 2920 Charlottenlund Pastor Ane Bisgaard LaBranche, Risbyholmvej 11, 2700 Brønshøj Sognepræst Erik Boye Olsen, Præstegårdsvej 1, Rø, 3760 Gudhjem Menighedsrådsformand Marianne Plum, Oliemøllegade 12, 3. lejl. 2, 2100 København Ø Pastor Anita Rohwer, Valbygårdsvej 71, 1.tv., 2500 Valby Sognepræst, næstformand kasserer, Asser Skude, Svanevej 9, 2400 København NV Biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K Fhv. rektor Niels Thomsen, Amager Fælledvej 36, st.tv., 2300 København K Generalsekretær Hanne Thomsen, Den Danske Diakonissestiftelse, Peter Bangsvej 1D, 2000 Frederiksberg Sognepræst Ph.d. Ulrich Vogel, Langhusvej 3, 2700 Brønshøj INFO-Center for Københavns Stift: Formand Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse Næstformand Erik Balslev-Clausen, Koldinggade 11, 2100 København Ø Marianne Møller, Nørre Farimagsgade 53, 4.th., 1364 København K Anette Asmussen, Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V Allan Bäck, Nørre Allé 2 C, 1., 2200 København N Ole Reng, Tranehavegård 31, st.th., 2450 KøbenhavnSV Lillian Schmidt Rasmussen, Dr. Priemes Vej 7, st.th., 1854 Frederiksberg C Bent Jørgensen, Farsøvej 4, 2770 Kastrup Provst Peter Holm, Falkoner Allé 36, 1.tv., 2000 Frederiksberg Sekretariatet: Karen Schousboe, Pile Allé 3, 2., 2000 Frederiksberg Medarbejderrepræsentant/referent Peter Skov- Jakobsen Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde Projektleder Harald Nielsen, Strandagervej 24, 2900 Hellerup Sognepræst Niels Nymann Eriksen, Saxogade 45, 3. th., 1662 København V. Stiftspræst, dr. theol. Lissi Rasmussen, Sortedam Dossering 23, 2., 2200 København N. Administrator Allan Bäck, Nørre Allé 2 C, 1., 2200 København N. Sognepræst Poul Bo Sørensen, Præstefælledvej 107, 2770 Kastrup Stiftspræst Jonna Dalsgaard, Hvidovrevej 10, st.th., 2610 Rødovre Sognepræst Ellen Margrethe Gylling, J.C. Christensens Gade 3, 1.th., 2300 København S. Lektor, cand. theol. Steffen Johannessen, Tikøbvej 11 B, 3060 Espergærde Pastor Ole Skjerbæk Madsen, Åboulevard 6, 2., 2200 København N Sognepræst Peter Hauge Madsen, Åvej 2, 3700 Rønne Pastor Leif Munksgaard, Amagerfælledvej 20, 3.tv., 2300 København S Sogne- og stiftspræst Niels Underbjerg, Ryesgade 105, 1.th., 2100 København Ø Sognepræst Michael Krogstrup Nissen, Jemtelandsgade 7, 2300 København S 133

Københavns Stiftsfonds regnskab for 2007 RESULTATOPGØRELSE 2007 2006 tkr. Indtægter Indkomne bidrag 189.996,00 222,38 Renter 17.387,02 10,30 Indtægter i alt 207.383,02 232,68 Balance 2007 2006 tkr. Aktiver Danske Bank 4180-3302272716 94.135,05 158.312,21 Girokonto 1001191 394.300,55 409.296,67 Debitorer 87.187,44 67.590,00 Aktiver i alt 75.623,04 635.198,88 Udgifter Passiver Stiftsårbog 2007 Kreditorer 122.094,88 74.397,07 134 Trykning 58.547,44 56,94 135 Honorarer m.v. 27.284,38 21,00 Eksterne fonde Øvrige 0,29 Chr. P. Hansens Fond 1/1-2007 81.519,75 Bidrag -58.660,00 65,31 indbetalt Chr. P. Hansens Fond 30.000,00 I alt 27.171,82 27.171,82 12,92 anvendt -88.300,50 23.219,25 Rejsegodtgørelse 0,50 Fr. og Emma Kraghs Mindefond 50.000,00 Eksterne fonde i alt 73.219,25 73.219,25 131.519,83 Kontorhold, gebyrer m.v. Egenkapital Uddelinger Saldo pr. 1/1-2007 498.358,31 498,36 Dansk Præstekonvent 0,00 0,12 Akk. driftsresultat -69.631,25 Stiftspræstekurser 153.195,00 160,22 Driftsresultat, overført fra resultatopgørelse -48.418,15 380.308,91 408,50 Diverse bevillinger 50.444,77 35,00 Præstekurser 24.989,58 22,81 Passiver i alt 75.623,0 23,74 I alt 228.629,35 228.629,35 191,08 Regnskabet er periodiseret, således at indtægter og udgifter vedr. 2006, der er indkommet og afholdt i 2007 Udgifter i alt 255.801,17 204,82 er medtaget i regnskabet for 2007 Driftsresultat -48.418,15 27,85 København den 21. oktober 2008 Morten Palsbro

Bidrag til Stiftsfonden Absalon Adventskirken 1.000 15.11.07 Gethsemane Godthaab 4.000 11-04-2007;04-12-07 Mariendals Nathanaels 2.500 1.000 27.11.07 27.11.07 Sjælør Skelgården 1.800 2.000 21.11.07 31.12.07 Allehelgens Allinge Grundtvigs Grøndal 1.000 19.11.07 Nazareth Nexø 5.000 2.000 23.03.07 20.12.07 Solbjerg Solvang 2.000 2.000 03.12.07 13.12.07 Anna 1.000 18.12.07 Gudhjem 1.000 13.11.07 Nyker 500 06.03.07 St. Magleby 4.400 19.11.07 Ansgar Hans Egede 1.500 26.11.07 Nylars 1.200 26.11.07 Sundby 5.000 30.11.07 Apostel 2.000 12.11.07 Hans Tausen 2.000 31.12.07 Nylars Sundkirken Bellahøj Bethlehem 2.000 11.12.07 Hasle Helligaands 5.000 13.12.07 Olsker / Tejn Pedersker 1.000 15.11.07 Svaneke Sydhavn 1.000 27.11.07 Blågården 1.000 17.12.07 Holmens Kirkegaard 3.000 05.12.07 Poulsker Tagensbo 2.000 14.12.07 136 Bodilsker Husum Rutsker Taksigelses 2.000 31.12.07 137 Brønshøj 5.000 30.11.07 Husumvold 3.000 20.12.07 RØ 500 27.11.07 Timotheus 4.000 31.12.07 Christians 1.000 29.11.07 Hyltebjerg 1.000 26.11.07 Samuels 1.000 26.11.07 Tingbjerg 1.500 17.12.07 Davids 5.000 20.11.07 Højdevang Sct. Andreas 3.000 20.12.07 Trinitatis 4.000 07.12.07 Dragør 2.000 14.12.07 Islands Brygge Sct. Ibs 500 05.12.07 Tårnby Døves Kirke 500 31.12.07 Johannes Døbers 2.000 21.11.07 Skt. Jakobs 1.000 03.12.07 Utterslev Elias 1.000 27.12.07 Kapernaum Sct. Johannes 13.000 07.12.07 Vanløse 4.000 04.12.07 Enghave 2.000 03.12.07 Kastels Sct. Klemens Valby Sogn 3.000 20.11.07 Emdrup 1.000 28.11.07 Kastrup 3.000 14.12.07 Sct. Lukas 2.000 05.12.07 Vestermarie 1.000 07.03.07 Esajas 1.000 14.12.07 Kildevæld 2.000 29.11.07 Skt. Markus 500 28.11.07 Vigerslev 1.500 13.11.07 Filips 2.000 02.11.07 Kingo 3.000 31.10.07 Sct. Matthæus 5.000 10.12.07 Vor Frelsers 2.000 14.12.07 Flintholm 910 20.11.07 Knudsker 500 31.12.07 Sct. Nicolai 1.000 27.11.07 Vor Frue 14.000 10.12.07 Fredens Korsvejskirken 3.000 31.12.07 Sct. Pauls 1.000 14.12.07 Østerlars Frederikskirken 1.400 23.11.07 Kristkirken Sct. Peders 500 20.11.07 Østermarie 1.000 10.12.07 Frederiksberg 4.500 27-11-2007; 31-12-07 Lindevang 2.000 03.12.07 Skt. Stefans 1.386 16.11.07 Aaholm 2.000 18.12.07 Frbg. Slotskirke Lundehus 3.000 05.12.07 Sct. Thomas Aa Kirke 500 03.12.07 Fr. Holm Luther 1.000 01.03.07 Simeons 2.000 31.12.07 Frihavn Margrethe 1.500 31.12.07 Simon Peters Garnisons 1.400 21.11.07 Maria 2.500 13.11.07 Sions 3.000 27.12.07 I alt 189.996,00

138