Årbog for Københavns stift. og det gamle hus kan selv både knirke og knage

Årbog for Københavns stift 2008 og det gamle hus kan selv både knirke og knage

Årbog 2008 Udgivet af Københavns stift Redaktion: Maj-Britt Boa Anders Carlsson Bente Hansen Flemming Pless Peter Skov-Jakobsen Jesper Stange (ansvarshavende) Foto: Maj-Britt Boa Design: Mindgame Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S ISBN: 87-89096-28-2 ISSN: 902-4190 Årbog for Københavns stift 2008 og det gamle hus kan selv både knirke og knage

Indhold Forord 6 af Jesper Stange Causerier af Margit Svendsen 1999 Københavns Præstekonvent 8 2000 Københavns bispegård 10 2001 Erindringer 21 2002 Farvel min velsignede fødeby 25 2003 Det moderne gennembrud 29 2004 Enevældens indførelse 32 2005 Henrik Pontoppidan 37 2006 Ludvig Holberg 40 2007 Struensee og Kærlighed uden Strømper 44 Aktstykker fra årets landemode Prædiken ved landemodegudstjensten 60 af provst Gotfred Larsen Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag 64 Landemodeforedrag af professor Jakob Skovgaard-Petersen Årsberetning 2008 78 ved biskop Erik Norman Svendsen Referat af forårsprovstemøde den 3. 4. april 2008 på Bornholm 98 ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld Referat af landemodets forhandling den 8. oktober 2008 104 ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld Udvalgsberetninger Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde 108 ved universitetslektor Karsten Fledelius Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde 109 ved stiftspræst Niels Underbjerg Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab 113 ved sognepræst Tine Berg Krogstrup Stiftsudvalget for diakoni 114 ved Finn Pilgaard Beyer Københavns Stiftscentral for praktisk teologi 116 ved konstitueret stifts- og sognepræst Helene Dam Folkekirkens Skoletjeneste 118 ved leder af skoletjenesten, sognepræst Helle Krogh Madsen Landemodeberetning 122 Præster: Tilgang afgang 122 Navne og adresser 125 Københavns Stiftsfonds regnskab for 2007 134 Bidrag til Stiftsfonden 136 2008 Indenfor Udenfor 49 Litteraturhenvisninger 54 Folkekirkens Infocenter i Københavns stift 120 ved leder af Infocentret Karen Schousboe

Forord Vi ved alle, hvordan biskoppen ser ud, så her er et billede af Margit Svendsen. Det er sket ved de årlige nytårskure i bispegården og derfor alene til præsternes fornøjelse. Redaktionen er af den opfattelse, at fornøjelsen ikke bliver mindre af Det har nu aldrig været vanskeligt at finde Margit Svendsen at blive delt med andre. blandt personalet på stiftets kontorer. Hun er den eneste, der går på bare tæer. Bispindens bare tæer gav den, der med en ansøgers gummiknæ var kommet op ad trappen til bispegårdens administrationsniveau, et indtryk af overraskende hjemlighed. På vej op ad trappen mindede bispernes gipsprofiler Spørgsmålet er så, om den mundtlige form kan fanges i en skriftlig fremstilling. Man kan have sin tvivl. Den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens f lugt. Det viste sig, at Margit Svendsen ikke lå inde med egentlige manuskripter. Margit har brugt sin sommer på at gennemskrive sine causerier. den besøgende om Københavns stolte kirkehistorie. 6 Man bøjede sig respektfuldt, når man åbnede døren og trådte ind, og hvad var det så man så fra sin høf lige foroverbøjethed Margit Svendsen har sikkert gestaltet sit liv og arbejde som bispeægtefælle i et ligeså utraditionelt match som de bare tæer på de bonede gulve. Biografien må vente til engang, Margit selv bliver en del af den bispegårdsfortælling, hun ruller op på de følgende sider. Men redaktionen ønsker med denne årbog at føje endnu en nuance til billedet af Margit Svendsen. Margit er bispegårdens bibliotekar, historiker og fortæller. Vi ved, at Margit Svendsen er sin mands vigtigste medarbejder. Gad vide om nogen prædiken eller noget væsentligt dokument nogensinde har forladt bispens skrivebord udenom Margits kritiske korrektur. Men så har Margit Svendsen med causerier over tidligere bispefamilier, kendte og ukendte personer i deres omgangskreds afsløret et talent for den mundtlige fremstilling. Det hed sig tidligere, at når præster fik så høj en løn, var det, fordi de havde besværet med at lære deres prædikener udenad. Der er nok den, der vil mene, at vore dages anstrengelser i den retning, svarer nogenlunde til lønnen, men den, der oplever den levende mundtlige fremstilling bliver alligevel overrasket over, at denne kunstart er så undervurderet. Og bogstavet har ikke gjort det af med det levende ord i disse gennemskrevne causerier. Den, der læser, fornemmer den mundtlige fremstilling i det skrevne. Det skyldes selvfølgelig det engagement og den meget personlige interesse, Margit Svendsen har i at komme under vejr med sig selv i forgængernes spejl. Man kunne sige, at Margit Svendsen nok går i sine forgængeres spor, men hun sætter sine helt egne fodaftryk. Jesper Stange 7

1999 Københavns Præstekonvent I 1840 erne havde vi enevælde i Danmark, men demokratiet bankede på. Der var et stort folkeligt ønske om af en ny Psalmebog. Konventet nedsatte straks en ko- Københavns Præstekonvent forslag om udarbejdelsen at få genindført den ytringsfrihed, som vi havde haft mité med bl.a. N.F.S. Grundtvig og den senere biskop under Struense omkring 1770. Overalt i landet blev der H.L. Martensen. Samtidig anmodede man Det Kongelige oprettet konventer, for gejstligheden ønskede et mere Kancelli om at indstille arbejdet med Tillægget, og i formaliseret fællesskab end de tilfældige sammenkomster efter landemodegudstjenesterne eller det selska- som Konventet nu havde under udarbejdelse. stedet genoverveje en helt ny Psalmebog, nemlig den, belige samvær rundt om i præstegårdene. 1843 stiftedes Københavns Præstekonvent, som Mynster var dybt krænket. Han havde principielt ikke mebog, gav til sidst op. Hver gang man forsøgte at få mand trofast besøgt bispegården nytårsdag klokken Grundtvig til at ændre eller fjerne sine smagløsheder, 15.00. Det gav et par timers ro på hjemmefronten til reagerede han enten med at nægte at fjerne noget som at få ryddet op efter nattens festivitas med fyrværkeri helst, eller også ændrede han, og tilføjede i stedet nye og bordbomber. Helt anderledes var situationen, da vi smagløsheder. selv f lyttede ind i bispegården i 1992, og fik en forespørgsel fra konventet, om vi havde noget imod, at Til sidst gik Københavns Konvents Salmebogskomité i opløsning, og arbejdet blev overtaget af Roskilde Konvent. Salmebogen blev autoriseret i 1855, un- tradition, men det var lidt af en omvæltning pludse- denne skik fortsatte. Man skal jo aldrig bryde en god der den officielle titel: Psalmebog til Kirke- og Huus- lig at have huset fuldt af gæster nytårsdag, år efter år. Andagt, med den mere populære titel: Roskilde Konvents Salmebog. Da var Mynster for længst død, og hus ; og ikke mindst glæder vi os over, at der nu er slut- Til gengæld har vi glædet os over, at vi har haft fuldt Martensen havde overtaget hans embede. tet fred mellem bispegården og konventet efter det anspændte forhold i Mynsters tid. Efterhånden fik Københavns Præstekonvent dog et bedre forhold til de sjællandske biskopper. Ovenstående indledning og de følgende artikler er alle I december 1854 opdagede man, at bispestaven på nedskrevet på baggrund af causerier holdt gennem 10 Biskop Balles monument på Assistens Kirkegaard var år i bispegården nytårsdag. 8 nu har eksisteret i 155 år. Den 68 årige biskop, J.P. Mynster noget imod, at Konventet arbejdede på en ny salme- blevet stjålet. Konventet påtog sig generøst at bekoste 9 så dengang med nogen skepsis på konventet: Conbog. Men den slags arbejde tager tid, og imens kunne reparation af monumentet, men da biskop Balles arvin- Margit Svendsen. ventets Andragender gik for det Meste ud paa at modarbeide man bruge hans tillæg. I Mynsters tillæg var der i øvger også var parat til at betale udgifterne, blev udgif- September 2008 mig, og min Stilling blev mig derved i lang Tiid, rigt kun optaget én salme af Grundtvig: Søndag Morterne vist nok delt mellem familien og konventet. ikke blot ubehagelig, men virkelig bitter. Jeg erkiendte gen fra de Døde ; og som Grundtvig bemærkede, så vel, at den Post, hvorpaa jeg er sat til den danske Kirkes havde biskoppen endda foreslået, at den skulle synges Københavns Præstekonvent fungerede i mange år som Forsvar, tør og bør jeg ikke forlade, fordi Tiderne blive på melodien Herre, jeg har handlet ilde! halvofficielt led til Kirkestyrelsen. Men efter at Præsteforeningen vanskelige. De overvejelser, han havde haft om at gå Mynsters salmebogstillæg blev dog autoriseret i var blev stiftet i 1896, blev konventet del- på pension, blev hermed skrinlagt. 1845. Klogeligt havde han i mellemtiden forøget Grundtvigs vist udkonkurreret, og gik efterhånden mere og mere andel af salmerne, så der var nu hele fire Grundt- over til at være en foredragsforening. Mynster fik da også hurtigt problemer med konventet, vigsalmer med i tillægget. nemlig i Psalmebogssagen. Den stærkt rationalistiske Siden 1940 har der været tradition for at Københavns Evangelisk-Kristelige Psalmebog af 1796 trængte til en Imens sendte Præstekonventet deres eget prøvehefte Præstekonvent har besøgt bispegården hvert år nytårsdag af løser. På Mynsters opfordring havde en Kongelig Resolution ud til høring hos en indbudt gruppe. Det gik ikke om eftermiddagen. Anledningen var, at biskop af 25. juni 1842 dog afvist tanken om en helt ny godt. De adspurgte fandt, at heftet havde et alt for Hans Fuglsang-Damgaard efter nytårskur hos kong, Psalmebog, men til gengæld godkendt udarbejdelse af stærkt Præg af Pastor Grundtvigs Ejendommelighed. Christian X havde en hilsen med tilbage til stiftets præster. et salmebogstillæg, som en kommission, med Mynster Både hans egne salmer, men i høj grad også hans Denne hilsen blev herefter overbragt til de præ- som den absolutte hovedkraft, gik i gang med. Men bearbejdelse af Kingos salmer. Martensen, som havde ster, der mødte op klokken 15.00 om eftermiddagen. netop som arbejdet var ved at være færdigt, stillede haft et stort ønske om at få udgivet en Grundtvigs sal- I de år, vi var præstefolk i Københavns stift, har min

2000 Københavns bispegård 10 Når man i mange år har boet i præsteboliger i København og omegn fra det 20. århundrede, er det lidt af et kulturchok at f lytte ind i et hus fra 1732, med aner tilbage til middelalderen. Bispegårdens historie går tilbage til 1300 tallet og den har huset både Københavns andet rådhus, og fra 1479 Danmarks første universitet. Efter Reformationen f lyttede Universitetet over på den anden side af Nørregade til sin nuværende placering på Frue Plads, mens de nye lutherske biskopper med deres familier rykkede ind i Bispegården. Peter Palladius og hans familie var de første i 1537, og vi f lyttede ind i 1992 som familie nummer 28. Vi kom fra Dragør fra en dejlig præstebolig med frisk luft og lokalt miljø, til et byhus i Københavns centrum. Under vores lejlighed på 2. sal vrimlede huset om hverdagen med folk, der både arbejdede og med stor opmærksomhed fulgte de nye beboeres færden. Om aftenen sad vi alene tilbage og kiggede på hinanden bag den låste port. Vi savnede det netværk, vi som nytilf lyttet præstefamilie altid har fået foræret af et opmærksomt menighedsråd og en menighed, der er interesseret i, at den nye familie falder godt til i sognet. Som bispefamilie var vi omfattet af nysgerrighed. Sognets nære relationer kunne ikke uden videre overføres til stiftet. Vi fik en masse bekendte de første år. Langsomt men sikkert fik vi også nye venner. Det er et stort hus at finde rundt i, ikke mindst kælderen. Her ligger det eneste rum, der overlevede den store brand i 1728. Det skiller sig tydeligt ud med sine middelalderligt lave hvælvinger. De første år havde jeg altid en svag rædsel for, at en glemt fange fra Rådhustiden skulle rasle med lænkerne, eller en evighedsstudent fra universitetsepoken skulle vågne op. Sådanne forestillinger er ikke helt absurde i kælderens halvmørke støvede luft. De mange lyde fra gaden, vinden og trafikken er svære at stedfæste, og det gamle hus kan selv både knirke og knage. Helt slemt var det et efterår, hvor jeg lå alene, syg af halsbetændelse og med høj feber, mens min gemal var til møde. I min feberdøs hørte jeg både skridt og banken, men ingen svarede, når jeg kaldte. Jeg spekulerede på, hvad det dog var for et hus, vi boede i. Hvem puslede, og hvordan levede folk eller hvordan overlevede de her, før vi slog os ned anno Domini 1992. Vi havde netop fået indrettet et lille bibliotek, som jeg har ansvaret for; og næppe var jeg blevet rask, før jeg begyndte at granske i de mange bøger vi har om og af husets mange beboere. Vi har mest litteratur om bispegården fra tiden efter branden i 1728, hvor bispegården brændte ned til grunden sammen med en meget stor del af Nørregade. Arkivet og det store bibliotek gik op i f lammer, mens 11

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård biskoppen, Christen Worm og hans familie reddede livet, fordi de var i Roskilde til landemode. Husets tidligere beboere Det er påfaldende, så mange biskopper, der er døde i bispegården i deres rede. Den første biskop, Peder Palladius bliver 52 år gammel ramt af Guds vældige hånd med en lammelse. Fra sin seng styrer han det vældige Sjællands stift, indtil der 1559 ansættes en hjælpebiskop, og selv dør han i 1560. Med ganske få undtagelser dør biskopperne i bispegården, stille, under dramatiske omstændigheder, eller som Skat Rørdam 1909 under nydelse af en cigar. I 1934 døde den sidste biskop i huset, Harald Ostenfeld. Han lå for døden og led under gadestøjen i Nørregade. Man lagde ham da ud i det loftsværelse, der vender ind Om Peder Palladius familieliv ved vi ikke mere end, at han var gift med Kirsten, og at hun i 1555 takker for en modtaget laks. Hun overlever sin mand, men om de får børn, melder historien intet. Heldigvis er vi bedre kendt med hans efterfølgere. Nogle har skrevet deres erindringer; eller børn og ægtefæller har fortalt om deres liv i huset. Alt i alt har vi nok til at danne os et indtryk af dagligt liv i bispegården efter Reformationen. Nicolai Edinger Balle 38 år gammel får han titlen af Sjællands Biskop. Han er enkemand med 7 børn og nygift med sin forgænger Biskop Harboes datter, med hvem han får 8 børn i bispegården. Han hører til de få biskopper, der ikke dør i huset. 25 år senere i 1808 går han på pension, træt og deprimeret. Men da havde han også bispeviet 17 biskopper, creeret 80 provster samt ordineret 453 præster. til det Sjællandske rytterregiment i Næstved. Den ene blev major, og Kristian blev løjtnant og levede et letsindigt og dyrt løjtnantsliv. Han stiftede gæld, og da gælden skulle indfries lånte han fra fars chatol. Uanset fattigdom og gæld havde Balle altid en reserve liggende i chatollet. Kristian har sikkert villet lægge pengene tilbage, men han nåede det ikke, før hans far opdagede det. I sin hidsighed gik Balle til drengens øverste chef, Kronprinsen, og forlangte ham afskediget. Denne havde forståelse for biskoppens problem. Han ønskede dog sagen klaret i mindelighed, men Balle insisterede og fik sin vilje. Kristian blev fyret på gråt papir. Da han opdagede, hvem der stod bag afskedigelsen, blev han lige så rasende som sin far, brød op og rejste til Hamborg hvor han brugte resten af sine, eller måske sin fars penge. Da kassen var tom, lod han sig hverve til den østrigske hær. Han avancerede, blev kaptajn og blev såret ved et slag Balle var rykket ind i bispegården som enkemand og nygift. Efter eget udsagn levede han lykkeligt i begge sine ægteskaber. Han slap dog aldrig sin første kone, en kusine til Grundtvig. Til sin død hævdede han, at hun kom ind til ham i hans studerekammer på en bestemt tid om aftenen. De sagde ingenting men så på hinanden, og han kaldte det for dagens bedste oplevelse. Ingen kunne overbevise ham om, at det bare var indbildning. For ham var det en ægte oplevelse, dagens bedste. Det er ikke så underligt, at vi har problemer med de mange lyde i huset! Frederik Münter Balles efterfølger, Frederik Münter (1808 30) var en hel anden type. Han var sprænglærd og havde mange interesser, bl.a. arkæologi. Han efterlod bispegården en større samling fortidsminder, opstillet eller indmuret i 12 mod gården, hvor der var lidt ro, Her døde han, og det ved Regensburg. Herfra skrev han afskedsbrev til sin portrummet. En stor del er i dag på Glyptoteket, mens 13 samme loftsrum blev i Fuglsang-Damgaards tid indrettet til soveværelse. Vi tænker på dem, hvergang vi hører en uvant lyd i soveværelset, og har i al fredsommelighed leget med tanken om spøgelser i Bispegården. Men man skal være forsigtig. For nogle år siden, vågnede jeg en nat ved et mægtigt brag og havde en fornemmelse af, at det var hos os, det lød. Søvndrukkent slog jeg det hen med, at det nok bare var de sædvanlige spøgerier. To timer senere vågnede jeg igen ved at spøgelset stod hos os i soveværelset, spillevende. Han skyndte sig væk, da jeg for op, medbringende tegnebog og diverse andre effekter. Vi var kun glade for, at spøgelset ikke var en voldelig indbrudstyv. Alt andet lige er det dog mere spændende at kende noget til biskoppernes liv, inden de gik bort. Især har jeg været interesseret i deres familieliv. Hvordan overlevede kone og børn i disse specielle omgivelser. Som biskop fik Balle en stor lønforhøjelse, men hans udgifter var endnu større. Bispegården var meget dyr at bebo, og han måtte anskaffe både vogn og heste til visitatserne; samt underholde en husholdning på 24 personer. Han stiftede gæld, som han aldrig kom ud af, men som tværtimod bare voksede. Tilsidst blev han reddet af kongen, som gav ham pension, da han f lyttede ud af bispegården. De 15 børn, han fik, blev ikke alle voksne, men der var liv og glade dage i huset, når far var uden for hørevidde. Han havde ry for at være en kærlig men hidsig far, og sønnerne havde ry for at være vilde. I hvertfald skød de med pusterør fra loftet efter folk på gaden. Det lyder uskyldigt, men folk klagede til biskoppen, som blev vred og besluttede at sætte en effektiv stopper for den leg. Han satte de 3 ældste drenge i skole i Vordingborg. Så var roen genoprettet troede han. Men de to ældste f lygtede omgående og lod sig hverve far, hvor han forsikrede ham om, at han havde gjort sit land ære, og at han ville dø som en tapper soldat. Han vil ikke have sit sårede ben amputeret og sendes hjem som krøbling for at blive underholdt af familien. Da brevet nåede København, var Kristian for længst død og begravet. Hans far tog dødsfaldet meget nært og ønskede ikke, at man nogensinde nævnte drengen for ham. Balle selv var nu gået på pension, træt, deprimeret og enkemand for anden gang. Han havde selv oplevet krigen på nært hold. Under bombardementet i 1807 gik han rundt på voldene fra bastion til bastion, trøstede og opmuntrede de skræmte soldater. Kronprinsen skulle have udtalt, at hvis København igen skulle blive belejret, ville han gøre biskoppen til kommandant. Ifølge andre kilder skulle soldaterne have været lidt trætte af den gamle biskop, der forstyrrede dem i deres arbejde. Men det vidste Kronprinsen måske ikke. vi har kopier og afstøbninger tilbage. Som Balle havde han en stor familie og mange børn, men han havde ikke Balles økonomiske problemer. Han arvede en sommerbolig på Østerbro fra sin far, Balthasar Münter, og han havde råd til at have Adam Oehlenschläger og hans familie boende ganske billigt til leje i bispegårdens stueetage (1822 34). Münter var som sagt lærd og distræt. Biskop Mynster skriver om ham, at han mangen Gang ganske ugenert modtog de fornemste Besøg i sit giennemrøgede Værelse, med blottet Hals og nedhængende Strømper. Og H.N. Clausen fortæller, hvordan han med begge Hænderne i Baglommerne af den graa Frakke, eller i Frostvejr gjemte i en Muffe, uden holdning og med ilsomme Skridt mere løb end gik henad Gaden. Han havde god grund til at skynde sig. Foruden embedet, havde han ansvaret for hele familien. Hans kone var syg. Hun havde fået ødelagt sine nerver, bl.a. un-

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård 14 der Københavns bombardement i 1807, og sad i lange perioder i et fjernt værelse, lammet af depressioner. Oehlenschläger har fra stueetagen et godt øje til Münters distræte væsen. Han fortæller, hvordan Münter en dag lod en Pagode (Buddha), der sad med Benene overkors, sætte ind i en Niche i hallen over en dør. Efter at have stirret længe på Murerens arbejde udbrød han ivrigt: Den Niche er for lav, når han rejser sig, har han ingen plads! O deres højærværdighed svarede Muursvenden ganske ærbødigt og alvorligt, Det gør han ikke. Videre fortæller Oehlenschläger, hvordan Münters datter Sophie kom ned til os og berettede ganske forskrækket, at hendes søster Ida havde fået et fiskebeen i halsen. Jeg ilede derop. En Barbeer var allerede hentet, som med et andet langt Fiskeben stod og sonderte Idas hals. Jeg ville hen og høre, hvordan det gik, da Biskoppen standsede mig på vejen. Han stod med en korrektur, som han læste meget opmærksom, midt på gulvet, og råbte i en Tone, der vidnede om, hvor dybt han var inde i sit Arbejde: Oehlenschläger! Skal der stå et komma eller ej? Deres Højærværdighed! svarede jeg alvorlig, lad os først høre noget om det Komma, deres Datter har fået i Halsen. O svarede han ganske rolig hun kommer sig nok. Og det gjorde hun. Men det kunne han ikke så bestemt vide. En anden søn, Frederik, skulle læse til eksamen og var i den anledning installeret i et værelse ved biskoppens studerekammer. En aften skulle han være sammen med nogle kammerater, men turde ikke bede om udgangstilladelse. Han fandt imidlertid på Raad; da klokken nærmede sig 10, begav han sig med et kollegiehefte under armen ud igennem faderens værelse. Hvor skal du hen? spurgte den i sine studier ganske fordybede fader, og da sønnen svarede: Til forelæsning, svarede biskoppen: Ja rigtigt; jeg seer jo, at klokken snart er 10: gå med Gud; min søn. Men når det rigtig gjaldt, var Münter vågen. En spansk greve, Vargas bliver indført i Bispegården. Han er videnskabsmand, mineralog og overordentlig charmerende og behagelig. Fru Münter vågner op af sin depression, og den 16 årige Fanny bliver forelsket. Det er øjensynligt gensidigt, ihvert fald frier greven. Münter er betænkelig. Vargas er katolik, og det ser ikke godt ud at give sin 16 årige datter til en 38 årig katolik. Han beder om henstand, checker greven, og opdager at han ikke er andet end en charmerende lykkeridder. Han siger nej. Fanny græder, og fru Münter falder tilbage i sløvhed. Münter kan kun se én udvej, at søge hjælp hos den nye sognepræst ved Vor Frue Kirke, J.P. Mynster. Han snakker med Fanny, trøster hende, forelsker sig og frier; og han får ja både hos Fanny og hendes forældre. De bliver gift, den nu knap19 årige Fanny med den 21 år ældre Mynster. En sidste gang lyder der trin på trappen ned til Oehlenschläger. Ida kommer, hendes far er faldet om. Oehlenschläger fortæller selv, at han løber op og tager Münter i sine arme. Han er stadig ved bevidsthed men dør dagen efter, langfredag 1830. Peter Erasmus Müller følger Münter som biskop i 1830. Oehlenschläger bliver boende i sin lejlighed i stueetagen, men ikke længe, for Müller dør allerede i 1834. Mynster bliver nu biskop og følger sin kone Fanny tilbage til bispegården. Men nu må Oehlenschläger til sin store sorg f lytte. Han skriver selv herom: Nu blev Confessionarius Dr. Jakob Peter Mynster Biskop, og maatte begynde sin Indtrædelse med den drøvelige Forretning, at jage en af sine ældste Venner ud af Paradis eller Bispegaarden. Der skal være plads til fru Münter. J.P. Mynster Mynster f lytter ind i bispegården 59 år gammel og bor der til sin død som 78 årig. Der er ingen forlydende om drenge med pusterør. Mynster synes lige som Balle, at bispegården er dyr at bebo. Huset var blevet grundigt skadet under bombardementet, og vi har stadig i portrummet 2 kanonkugler som en hilsen fra englænderne. Men han levede et meget lykkeligt ægteskab med Fanny. Han blev forældreløs, før han var fyldt fire år; og han voksede op med sin bror hos sin stedfar, som i 1790 bestemte ham for teologien, fordi han blev anset for at være for dum til det svære medicinske studium. Om sit ægteskab med Fanny fortæller han selv, at han hos hende fandt, hvad han så længe forgæves havde søgt, et væsen, der elskede ham og uden mindste tvivl hengav sig til ham. H.L. Martensen Martensen er den biskop, der holder længst, knap 30 år. Han mistede sin far og forsørger 12 år gammel, og hans mor havde en hård tid med at skaffe sin eneste søn en god uddannelse. Det lykkedes! Martensen har skrevet 640 siders erindringer, men næsten intet fra sit privatliv. Han synes ikke, at huslige forhold egner sig for offentligheden. Dog får hans første kone, som han var gift med i 9 år og som fødte ham to børn: 5 linier. Hans kone nummer 2, som overlever ham efter 35 års ægteskab får ca. én side. Hun er af fransk afstamning og smuk, og med hende får han datteren Josepha i 1852. Josepha blev maler og forfatter, og hun fortæller i sine egne erindringer om 15

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård med et lille fornøjet Smil, der kunne slå om til dybsindig Alvor, uden at han havde den fjerneste Anelse om dette vekslende Minespil. Han udgjorde ifølge Josepha en ejendommelig Figur midt i Sværmen af mondæne Promenerende. Måltiderne lå helt fast. Præcis klokken fire gik døren op fra spisesstuen og tjeneren meldte: Der er rettet an! Hvis der gik nogle få minutter over tiden, indfandt far sig med uret i hånden og udbrød. Må jeg spørge om vi aldrig skal spise i dag?. Mor skulle helst være hjemme, når far var i huset. Hun huserede i køkkenet på 1. sal, og far sad på sit kontor på samme etage. Der var lang vej mellem de to rum, og hvis far fik brug for mor, sendte han Josepha, som spænede gennem alle gangene og råbte: Far vil gerne ha, at du skal komme over til ham!. Så slap mor alt 16 og gik af sted. Det kunne ske f lere gange i løbet af en 17 formiddag. Sådan fik mor motion. Når far var på visitats om sommeren, måtte mor forlade huset alt det hun ville, bare hun skrev til ham hver anden dag. Der skulle helst ligge et brev, når han kom til en ny præstegård. Far skrev også til mor, korte breve. Han havde jo travlt! sin barndom og ungdom i bispegården. Her leger hun med Rothes børn. Familien boede nemlig til leje i stueetagen indtil han i 1865 bliver stiftsprovst. De leger i hele huset og i den smukke have med de mange blomster, som med årene blev mere og mere fedtede af kulstøv, så man både skulle vaske hænder og blomster, når man havde været nede og plukke dem. Familiens liv var overmåde regelmæssigt. Klokken 7, sommer og vinter blev der banket på forældrenes sovekammerdør, og ikke længe efter hørte man entrédøren smække. Far begyndte dagen før morgenkaffen med en lille morgentur ned til Langebro. Klokken 9 blev bispekontoret åbnet. Før middagsbordet gik far igen tur, den samme tur hver dag gennem Østergade, ud ad Bredgade helt ud til Toldboden, og samme vej tilbage igen. Han lagde ikke mærke til de mange folk, der allerede dengang gik på Strøget. Lidt nærsynet og opslugt i sine egne tanker fik han ikke engang øje på sine nærmeste venner. Han kunne gå midt i Vrimmelen Far havde altid travlt. Der var ikke stor selskabelighed i huset. Selv juleaften var stilfærdig. Børnene kom og spiste, men far trak sig hurtigt tilbage for at tænke på sin juledagsprædiken. Heller ikke juledag var der fest. Først 2. juledag holdt man fest med juletræ. Det er mærkeligt at tænke på, at Martensen fra sine vinduer kunne se ned til Store Kanikkestræde, hvor Faber i 1848 skrev Højt fra træets grønne top. At løbe hujene rundt i huset, op og ned trapperne og synge Nu er det Jul igen, blev først indført i bispegården 150 år senere! Thomas Skat Rørdam Bispegården i Martensens tid var forfalden uskøn og indvendig temmelig ubevem skriver Josepha. Inden Skat Rørdam f lytter ind med sin familie i 1895, bliver huset gennemgribende restaureret af Martin Nyrup som samtidig stod for opførelsen af Københavns Rådhus. Restaureringen er så dyr, at man er nødt til at sælge det meste af bispegårdens have for at få råd til ombygningen. Skat Rørdam skriver begejstret til sin ven Otto Møller, sognepræsten i Gylling i november

2000 Københavns bispegård 2000 Københavns bispegård 1895, at han skal komme og besøge ham. Altsammen er det så stemningsfuldt, så man sjælden skal finde Magen dertil. Nu skulde du komme og gæste mig. Du skal få det som en Bisp i en Gaaserede og blive behandlet som den mest kærkomne Gæst, der kan findes. Josepha og hendes mor bliver også inviteret til at besøge det nye hus. De beundrer den nye indretning kan sagtens se, at der er sket store forbedringer både indvendig og udvendig. Men da Skat Rørdam til sidst spørger Josepha om hendes endelige mening, kan hun kun svare med et citat fra Oehlenschlägers vemodige sang Underlige Aftenlufte. Bedre, skønnere maaske, Ak, men det er ikke de!. Det forstod de elskværdige Rørdams naturligvis saa inderlig godt slutter Josepha sin beretning om besøget. 18 19 Hans Fuglsang-Damgaard Tilsidst et kig ind i vores eget 20. århundrede, hvor vi er født, har levet vores barndom og ungdom, og indtil videre størstedelen af vores liv. Fuglsang-Damgaard er en af de længst regerende biskopper. Bortset fra Mar tensen har kun Ludvig Harboe (1757 83) siddet lige så længe som ham, nemlig 26 år. Han kunne have slået Martensens rekord, hvis ikke pensionsalderen havde sat en grænse. Da jeg lærer min mand at kende i 1962, hun i lang selskabskjole og med diadem. De virkede Bis koppen svævede lidt over vandene, forklarede hun ung pige på 20 år med et karrakterfyldt udtryk i de er Fuglsang gået på pension, men langtfra glemt. På ærefrygtindgydende. med et smil. Han havde ikke tid til at tage sig af den sto re mørke øjne. Jeg læste løs om hendes barndom i den tid verserede der i teologkredse utallige vandre- daglige husholdning, men der skulle være penge til Grønland, hvor hendes far var præst i 14 år. Calina el- historier om den meget distræte biskop og hans myn- senterede en ældre dame sig for os. Hun havde været hans manicure. skede sin grønlandske barndom og var stolt af, at hun dige/skrappe kone Calina. Jeg hørte på dem, let ad- i huset hos bispeparret under 2. verdenskrig, og hun Men ved en reception i bispegården en aften, præ- var født deroppe og kunne sproget. En født grønlæn- spredt. For en syttenårig er der mere spændende un- fortalte fornøjeligt om det levende hus, der var fyldt En dag læste jeg lidt i Fuglsang-Damgaards erindrin- der var for hende næsten det samme som at være rig- derholdning end historier om gamle bispepar. Da vi flyt op med mor, far og 4 børn foruden biskoppens svage- ger og opdagede, at Calina havde skrevet to kapitler, tig grønlænder. Hun elskede naturen og befolkningen tede ind i bispegården kiggede vi i det store fotoalbum lige mor og flygtninge på loftet. Det var en stor hus- om sin egen opvækst i Grønland og Århus samt om li- ikke mindst deres musikalitet. som de havde efterladt fra årene 1929 1960. Jeg stu- holdning; og det var aldrig lykkedes uden den meget vet i bispegården. Jeg fandt her et fotografi af hende derede deres sølvbryllupsbillede, han i kjole og hvidt, dygtige Calina, som hun talte om med stor respekt. fra 1920. Et bemærkelsesværdigt billede af en smuk til Syddanmark, til Århus hvor faderen bliver præst ved 1911 flytter familien til hendes store sorg tilbage

2000 Københavns bispegård domkirken. To ting optager nu Calina. Hun bliver spejder, og hun dyrker sang. om, rummet kun venter på, at børnene skal komme og med spir og tårne og enkelt lille kirke. Der ser ud som holde deres møder. På det øverste loft, lige under taget Som spejder bliver hun under 1. verdenskrig Krigsgudmoder for de sønderjyske krigsfanger, der er havnet i ber der gjorde det muligt at brække både arme og ben. blev der sat gymnastikredskaber op, livsfarlige redska- krigsfangelejren Aurillac i Frankrig. Hun får to fanger, De var der stadig, da vi f lyttede ind. Vores dengang toårige barnebarn, Lukas, drømte om at blive stor nok til som hun med stort besvær strikker sokker til. De bliver sendt af sted forsynet med breve men hun hører intet fra nogen af dem. Hendes far er heldigere. Fuglsang-Damgaard børnene har larmet rundt, spil- at forsøge sig med ringene. Han bliver Gudfader for en ung stud. theol. Han sender bøger ud og får svar, men han er ikke f littig til at fra vores lejlighed, men uden de følger, det fik for let fodbold i gården og måske skudt med pusterør holde kontakten. Op til jul overtager Calina korrespondancen. Først et stykke tid efter krigens ophør møder Fuglsang-Damgaards 26 år som biskop. Balles drenge. Kort sagt, det gamle hus var fuldt af liv i hun den hjemvendte krigsfange: En høj, meget tynd, helt kortklippet Mand med et alvorligt Ansigt, der fortalte, at Krigens Gru og Fangeårenes Håbløshed havde Vi har nu boet i bispegården i 16 år, uden at medbringe Epilog sat sig Præg i Sindet. Det er ingen ringere end Hans mange børn. Vores datter, Julie, f lyttede med os, men 2001 Erindringer Jeg elsker at læse erindringer, gå ind og ud hos andre K foran nummeret; de kommer fra København. Erik er familier, ganske uforpligtende uden krav. i dagens anledning i fint tøj: Jakke, hæklet slips, plusfour og hvide lærredssko. Han skal være københavner, Præstebørns erindringer er særligt interessante, hvis de vel at mærke er velskrevne. Jeg er ikke selv og han skal nok komme til at tjene tusind kroner om præstebarn. Men jeg var ikke gammel, før jeg kom i måneden og få en stor villa og f lyvemaskine. nærkontakt med en præstefamilie og dens hverdag på Det tager lidt tid, men han får det, dog ikke f lyvemaskinen. Nørrebro. Jeg var f.eks. med i Samuelskirkens krypt ved den årlige basar i 1964 sammen med min svigerfar og menighedssamfundet, travlt optaget af at sælge store hvide villa med den pragtfulde have i Men det var en voldsom overgang at f lytte fra den Nyborg 20 Fuglsang-Damgaard. De fortsætter korrespondancen, rykkede hurtigt ud igen, da hun fandt selskabet (os) lodder og servere kaffe for sognets talrige besøgende. til det grimme lille rødstenshus bag kirken ud mod 21 og imens dyrker Calina sin anden store interesse, sangen. for kedeligt. Vores børnebørn har fået lov at udfolde Det var en uge før vores bryllup. Erik, min kommende Nørrebrogade klemt inde bag fem-etagers huse og at Hun begynder at tænke på en professionel kar- sig, spæne op og ned af trapperne; og jeg har spillet mand, holdt polterabend med sine venner. Det er an- skifte det provinsielle overskuelige miljø i Nyborg ud riere som mezzo-sopran, og da hun i 1926 arver et fodbold og løbet om kap med dem rundt om det store dre tider i dag. Jeg tænker på det, hver gang jeg ser pigerne med et sogn på 17.000 sjæle i 30 ernes barske arbej- hus fra en gammel faster, ligger vejen åben. Men spisebord, når ingen så det. Oppe hos os selv har vi fare rundt i byen og holde polterabend. For mit dermiljø ved Nørrebros Runddel. Fuglsang-Damgaard, som netop er blevet docent ved haft drabelige bordtennis-turneringer; og ved talrige eget vedkommende udviklede denne aften en modvilje Far tog livtag med Nørrebro og fik brug for al sin Københavns universitet, skynder sig at fri til hende. I private fester, feks. juleaften, bliver der lagt dug over hos mig mod basarer, som jeg aldrig har overvundet. bramfrihed og sit robuste humør. Kvarterets påtrængende det svære valg mellem karrieren og kærligheden, vælger bordtennisbordet med and og f læskesteg til familie og fattigdom stillede større krav til præsten som hun kærligheden! De bliver gift i Århus Domkirke venner. Erik Balling socialrådgiver end sjælesørger. Venteværelset var altid 1926. Selvom der er kommet f lere beboere i det indre På Nørrebro regerede dengang den lille trinde provst fuldt i træffetiden; og derudover var der alle aktiviteterne I 1934 f lytter de ind i den nyrenoverede bispegård. København i den tid, vi har boet her, har vi stadig om aftenen Ejnar Balling, præst ved Sct. Stefanskirke på Nørrebro- i det store menighedshus Karmel med den so- De er unge og har børn med, og der bliver også født et en fornemmelse af at være Palle alene i Verden. gade. Han var beundret og berygtet for sin slagfærdigciale menighedspleje, børneplejestation, børnehave og barn i bispegården i 1944. Vi prøver tit at forestille os, hvordan København var i hed og sit bramfrie lune. klubber for alle aldre. gamle dage, da folk både boede og arbejdede herinde. Sønnen, Erik Balling, fortæller i sin bog Som barn Børnene får plads til at lege i huset og i gården. Der var Det har sikkert være sjovere end nu! var jeg voldsomt hidsig hvordan han 10 år gammel i Balling kommer til Sct. Stefan efter den store gundtvigianer tydelige spor efter dem, da vi f lyttede ind i 1992. De 1935 ankom til Nørrebro fra Nyborg med store forventninger. Axel Rosendahl, der var blevet biskop i Roskilde. er spejdere, ligesom deres mor, og de har fået lov til at Han havde selv peget på Balling som sin efterfølger. indrette middelalderrummet til tropslokale. Væggene er På rejsedagen står han med et par kammerater ved Denne ære samt det store avancement fra residerende overmalet med spejdersymboler, totempæle, en borg færgen og skriver bilnumre. De fineste er dem med et kapellan i provinsen til sognepræst i et af Københavns

2001 Erindringer 2001 Erindringer største sogne, anså Erik Balling for at være begrundelsen for, hvad han nærmest betragtede som forældrenes livs fejltagelse. Både han og moderen havde umådelig svært ved at falde til i hovedstaden. heden ikke kun det udsnit, der kom i kirke om søndagen. Det var en broget forsamling, næsten alle indvandrere. Vi hørte alle mulige tungemål i spisestuen ligesom i butikkerne: Vendelbomål, himmerlandsk, sønderjysk, fynsk, sjællandsk, dragørmål alt muligt men Familien Balling mærkede dog ikke personligt til fattigdommen. Embedet var stort og Erik Ballings mor var tandlæge med praksis i Vanløse. Familien havde to lønninger. Til gengæld var det en belastning for provsten at have en selverhvervende ægtefælle, en mønsterbryder. sjældent københavnsk. Det var hårde tider, under og efter verdenskrigen. Der var fattigdom, sygdom, børnedødelighed. Far var en mester i at skaffe hjælp til andre. Han skød også sine egne penge ind, når han havde nogen. Vi kunne ikke undgå at høre det, fordi far og mor diskuterede det. Jeg syntes det var, som det skulle være. Anne Sophie Seidelin 22 Fattigdom og sygdom spiller til gengæld en stor rolle på Amager ved Filipskirken hos præstefamilien Dreiøe, hvor Anne Sofie Seidelin i 1913 ser dagens lys. Familien har til huse på hjørnet af Højdevej og Amagerbrogade i en lejlighed med mange rum og to kakkelovne. Far havde naturligvis kakkelovn i sit kontor; men i krigsårene 1914 18 var der ikke meget brændsel at få, så han sad og skrev og talte med folk iført overfrakke og galosjer. Spisestueovnen havde nok at gøre. Den skulle trække resten. Og med hjælp fra vinduer og altandøre trak det alle vegne. Lillesøsteren havde ustandseligt lungebetændelse. Det var før penicillinens tid, så hun tilbragte uendelig mange timer i et hjemmelavet ilttelt. Men far forkyndte med løftet hage, at vi boede bedre end de allerf leste i sognet. For børnene var lejligheden hjemme. De glædede sig altid til at komme tilbage, selv efter ferie på Ærø. Når toget nåede Ingerslevgades sammenhængende husrækker, jublede de til forældrenes udelte forbløffelse. I den daglige træffetid, hver dag undtagen onsdag, kom Træfferne og sad på spisestuestolene. Anne-Sofie og hendes søster havde hermed overblik over hele menig- 12 år gammel f lytter Anne Sofie til Nykøbing Falster med familien, til en stor præstegård med kakkelovn i alle værelserne, og en stor have med naturen lige uden for døren. Lillesøsterens lungebetændelser forsvinder for altid. Familien Dreiøe hører pludselig til de fine. Far blev nemlig stiftsprovst et halvt års tid efter sin ansættelse, og de skal nu holde officielle middage. Men han er længe om at finde sig til rette. Dem han gerne vil prædike for, de almindelige borgere, kommer ikke i kirke. Og han føler, at han er en skuffelse for de velbjergede kirkegængere. Om faderens prædikenkunst fortæller Anne Sofie: Far var en virkelig taler. Han arbejde på sin søndagsprædiken i timevis, omkring hans stol f lød det med papir, han fór op og ned ad gulvet og blækkede omkring sig. Når han sent lørdag nat syntes, han havde en præken, læste han den for mor, som meget sjældent kommenterede den af frygt for, at han skulle begynde helt forfra. Søndag morgen stod han tidligt op og kasserede alt. Ved det festlige morgenbord kl. 9 var han prækenløs, spildte æg og væltede kaffen på den rene dug, gik i kirke, kom på stolen, læste dagens evangelium. Så 23

2001 Erindringer kom prædiken, den rigtige. Det var altid spændende, altid anderledes. Men opbyggeligt var det ikke, det var ikke trøsterigt for de rige og glade, forgyldte ikke deres dagligdag med glans og accept fra det Højeste. Også mor har problemer. Der snakkes, når hun går i byen ikke blot uden hat og handsker, men også med forklæde på. Hun er temmelig ligeglad, men måske overkørt efter de hårde år i København. Hun får en depression, og må bruge f lere år på at lære at leve igen. Årene i Nykøbing Falster er en tid uden fattigdom. Familien behøver ikke længere danse på afgrundens rand som i gamle dage. Lønnen er vokset, og de er kommet i herlighed. Men det tager lang tid for hele familien at vænne sig til de nye forhold. For Anne Sofie forblev København barndommens land: Stå på Amager Fælled og høre København bruse Dørklokke af de mange fattige, som den Dag skulde skolebestyrelsen, der forlangte blind lydighed af læreren. Og børnenes fædre kunne når som helst 24 25 i det fjerne, se Islands Brygges profil langt bag den ir- hente deres bestemte maanedlige Almisse. Og på kon- Sådan føler vi det selv, når byen bliver knugende, tæ- kriti- grønne slette. Sidde blandt millioner af tusindfryd, plukke og binde kranse. Se gæssene vandre derud fra Skotlandsgade i en række bag hinanden, bare med et pigebarn bagerst. dag! Det barndommens Amager er helt forsvundet i Josepha Martensen De to præstebørn Erik Balling og Anne Sofie Seidelin giver begge en skildring af et fattigt og hårdt København. Den ene f lytter til byen og savner provinsen; den anden f lytter væk og savner trods alt København. Måske skal man være født i København for at holde af byen. Bispedatteren, Josefa Martensen er født inden for voldene i 1852, samme år som Demarkationslinien rykkes tilbage til Søerne, og voldene én efter én falder. Det København, hun tilbringer sin lykkelige barndom og ungdom i, er en by med vokseværk, under hastig forandring; en industriby med kulstøv og sod på blomster og træer og en by med voksende sociale forskelle. Men selvom familien bor på en af byens fornemste adresser er de hverken uvidende om eller ligeglade med den store sociale nød, der følger i kølvandet på den enorme udvikling, som København gennemlever i anden halvdel af det 19. århundrede; den epoke hvor byen skifter fra at være Guldalderby til lille metropol à la Paris og London. Martensen er ikke socialist. Det var ikke populært i datidens gejstlige kredse; men i sin Etik anklager han staten for dens laissez aller politik og kommer med en kraftig opfordring til myndighederne om at gribe ind overfor arbejdernes elendige forhold. Og i bispegården, fortæller Josefa, er der travlt hver måned omkring den første. Der ringes ustandseligt paa vor toret kom der mange til far, der på sit Skrivebord havde en Skaal Sølvpenge, som han gjorde rigeligt Brug af. Samme trængsel var der på Flyttedag og ved juletid, hvor mor selv forestod uddelingen af f læsk, kaffe, sukker, julekage, et strikket tørklæde og en tokrone! Vore dages velfærdssamfund med offentlig støtte lå meget langt ude i fremtiden. 2002 Farvel min velsignede fødeby Man behøver ikke være Bjørnstjerne Bjørnson for at udbryde Ud vil jeg! ud! oh, så langt, langt, langt, over de høje fjelde! her er så knugende, tærende trangt. Eller Poul Martin Møller for at synge Farvel min velsignede Fødeby! Jeg vil løbe min vej rende trang. Københavns stift er ikke stort, men det er stiftet, hvor solen aldrig går ned; og det giver mulighed for at komme ud og besøge danskere ude i verden og høre hvorfor de gjorde det, løb deres vej, væk fra Danmark. For nogle år siden besøgte vi de gamle danske samfund i Argentina på Pampasen og i Buenos Aires. Her har boet danskere i hvert fald siden 1840; og efter mere end 150 år er der stadig danskere, der taler det smukkeste dansk. Men der er ikke længere nogen, som ikke taler spansk. I Tandil fik vi til biblioteket foræret Hans Fugls erindringer på spansk Memorias de Juan Fugl, en dansk pioners liv gennem tredive år i Tandil, Argentina. Jeg har stavet mig igennem den, mere og mere interesseret i denne Hans Fugl fra Horslunde på Lolland, der i 1844, 33 år gammel udvandrer til Argentina. Han var yngste søn, nr. 9, af en husmand og træskomager, velbegavet og kvik, og fik som den eneste af børnene en boglig uddannelse. Han ville gerne være teolog, men måtte nøjes med at blive lærer skolelærer i Stege. Skolelæreren i en lille provinsby hørte ifølge Hans Fugl hverken til hos de dannede eller de ukultiverede. Hverken hos de rige eller de fattige. Han var underlagt sere ham, i og uden for skolen. Hans nærmeste foresatte, præsten, havde han et nærmest slaveagtigt forhold til. Personligt havde han det dog fint med sognets præst, provst Smidt. Han boede i præstegården som pensionær. Men han var ikke glad, da provstinden en dag fandt det mere passende, at han spiste sammen med tjenestefolkene. Uden at lide hverken fysisk eller psykisk nød følte han det alligevel så trangt på Møn, at han stak af. Hans fremstidsmuligheder svarede ikke til hans frihedstrang. Han realiserede, hvad han ejede og lånte nogle penge for at tage med den første, den værste båd; og efter en græssselig lang rejse havnede han i Argentina, Buenos Aires. Her lykkedes det ham at slå sig igennem som gaucho, Argentinas svar på USA's cowboys. Han solgte

2002 Farvel min velsignede fødeby 2002 Farvel min velsignede fødeby 26 mælk og købte jord i udstedet Tandil, der ligger uendelig smukt, omgivet af lave gamle bjerge; og her blev han en af den kommende bys fædre. Han var med til at bygge kirke, anlægge kirkegård og etablere skolevæsen. Han byggede vind- og vandmøller og sad i byens råd. Efter 14 år besøgte han Danmark. Han var rørt over at gense sin familie, men forskrækket over, at hans ungdoms sprælske venner var blevet forvandlede til satte familiefædre, for slet ikke at tale om de unge kønne piger, der nu var endt som matroner. Han vendte tilbage til Tandil med en kone en niece, 25 år yngre end ham selv. Her fik de en masse børn, hvoraf kun to blev voksne. To døde af difteritis under hans andet besøg i Danmark. I 1875 vendte han for alvor hjem til Danmark. Han blev begravet på Frederiksberg kirkegård, hvor der blev rejst et stort monument. Jeg har uden held forsøgt at finde graven. Men i Argentina rejste Tandils borgere i 1964 en statue af ham, som blev indviet af byens spidser og med deltagelse fra Danmark af bl.a. prinsesse Benedikte og biskop Hans Fuglsang Damgaard. 50 år efter Hans Fugls udvandring til Argentina, stævner en anden ungersvend Carl Heinrich Lawaetz ud fra København med kurs mod Sct. Croix, uden penge men med stor eventyrlyst. I modsætning til Hans Fugl bliver han modtaget i det fremmede af sin fætter pastor Herman Lawaetz, sognepræst ved den lutherske kirke i Christianssted. De Vestindiske øer minder os om, at vi ligesom andre europæiske lande har en fortid som koloniherrer og slaveejere. Da Carl kommer ud, er slaveriet afskaffet, og de gode tider forbi. Eksport af sukkerrør er ikke længere en god forretning. Der er mange forfaldne plantager billigt til salg, hvor ejeren har givet op og har hengivet sig til f lasken. Carl køber en sådan plantage, uden udbetaling. Han er initiativrig, køber kvæg, og anlægger kunstig vanding, og klarer sig i det hele taget så godt, at han efter 8 år kan tage hjem til Danmark på besøg for at finde en kone. Tilbage i Sct. Croix bliver han gift med sin kusine i den lutherske folkekirke Lord God of Sabaoth af fætter Lawaetz. De får 5 børn, der alle lever en lykkelig barndom derude. Nogle tager et smut hjem til Danmark og får uddannelse og ægtefælle, inden de vender tilbage igen. Da vi i 1998 besøgte Sct.Croix ved kirkens genåbning efter en større restaurering, mødte vi tre brødre Lawaetz: Fritz, Kai og Erik, som da var mellem 85 og 90 år gamle. Den yngste bror, Erik har skrevet hele øens historie, fra før Columbus, med en lille plads også til sin fars historie. Der kommer også fremmede til Danmark. Den engelske forfatter og litteraturhistoriker Edmund Gosse har skrevet om sine oplevelser i: To besøg i Danmark 1872 og 74. Han var som ung mand i England blevet cicerone for Holmens provst, den senere biskop over Sjællands stift Bruun Juul Fog. Danskere talte normalt ikke engelsk i de dage. Men Fog interesserede sig for engelsk kirkeliv og havde lært engelsk the hard way ved at stave sig igennem Shakespeares værker. Gosse havde lært sig dansk på samme måde, ved at stave sig igennem Henrik Scharlings Nøddebo Præstegaard. De to bliver venner, og Fog inviterer ham til København til præsteboligen på Gammel Strand. Her møder Gosse i 1872 tidens store personligheder: H.C. Andersen, Frederik Paludan Müller, J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Julius Exner samt selvfølgelig biskop Martensen, Fogs gode ven. Han var kendt og berygtet viden om for sin Dogmatik og første bind af Den kristelige Ethik, samt kendt for at styre sin virksomhed som Kirkens overhyrde med stor bestemthed og handlekraft, og som følge deraf var han hjerteligt afskyet og voldsomt angrebet af alle de kirkelige retninger, der afveg fra den hierakiske rettroenhed. Gosse var nu i første omgang mest betaget af hans store ører, der stod lige ud i luften. Men efter nærmere bekendtskab undrede han sig over, at denne så elskværdige og ildfulde prælat havde fået ord for at være kold og knusende. Den største oplevelse var dog hans møde med Grundtvig. En søndag morgen udbrød han: Hvor ville jeg dog ønske, at jeg var kommet til Danmark i Grundtvigs levetid. Han lever jo, svarede de. Han prædiker hver søndag formiddag i Vartov Kirke. Godt, lad os komme derhen. Hvor ligger denne Vartov Kirke. Der blev almindelig tavshed. Værtsfolkene så på hinanden tvivlrådigt og misbilligende.grundtvig var en farlig sekterer. Fog endte dog med at følge sin gæst. Han havde ligesom Clausen og Martensen altid været kritisk overfor hans lære; men bortset fra Grundtvigs irriterende form var uenigheden mellem de to til at overse. I kirken ventede de længe på hans komme. Imens sang de hans salmer, højt og hurtigt i et staccato af skjaldens egen opfindelse, der slet ikke lignede den langsomme sang i statskirken. Netop som alt håb var opgivet, gik døren til Sakristiet pludselig op, og ind trådte en olding. Han gik rask, med faste skridt, men hovedet gav et overvældende indtryk af alder, som en norsk bjergtrold. Under de stærkt buskede bryn brændte øjnene, det eneste levende i ansigtet, for han talte uden at bevæge læberne. Med stive armbevægelser, mumlende som en bugtaler, vandrede han rundt i kirken. Hans disciple knælede bag ham, greb efter sømmen af hans kåbe og rørte ved hans fødder. Endelig besteg han prædikestolen og begyndte at tale. Med dødningestemme advarede han mod de falske profeter. Langsomt og med ophold mellem ordene, som et ur der er ved at gå i stå. Som en af Ossians Druider, der har overlevet sin tid, forbigået, glemt af døden. Et par dage efter gik Grundtvig til sengs, og en måned senere var den gamle stridsmand død. Da Gosse 2 år senere i 1874 vendte tilbage til Danmark, var der sket store ting i København. Et nyt Kongeligt Teater var under opførelse. Romantikken var i sine sidste krampetrækninger og Georg Brandes ikke til at overse. De unge travede i hælene på ham, de store afskyede ham, og det samme gjorde gejstligheden! Gosse besøgte ham, og oh vé, oh skræk, Brandes gjorde gengæld og ringede på i provsteboligen, en dag Gosse ikke var hjemme. Frøken Fog fortalte ham bagefter om denne rædsomme Dr. Brandes, der havde sagt, at han ville komme igen. Hun var fuld af rædsel ved tanken om, hvad hendes broder ville sige, hvis det kom ham for øre, at dette forhadte væsen havde formørket hans tærskel. Samme aften fortalte Gosse om Brandes' visit, og at det ikke skulle gentage sig. Fog lyttede tavst, og svarede derpå: Jeg håber da ikke, De sagde noget, der i mindste måde kunne forståes som en uhøf lighed? Derpå foldede han hænderne og udbrød et Gud være lovet for, at han var blevet underrettet om besøget af Gosse selv. Da de sagde godnat, skete det med en velsignelse af usædvanlig præstelig værdighed. Gosse selv fattede aldrig, at en så forstandig person som provsten kunne tillægge denne uskyldige begivenhed så skæbnesvanger betydning. Det imponerer Gosse, at Danmark kan opvise så mange kulturpersonligheder, efter alle de ulykker landet har 27

2002 Farvel min velsignede fødeby gennemlevet i 1800 tallet med englændernes bombardement, statsbankerot og senest 1864 nederlaget. Men Københavns største attraktion, Tivoli imponerer ham ikke; det giver dog alligevel et så mærkeligt billede på dansk folkesind, at ingen eftertænksom gæst kan forsvare at gå det forbi. Her ser han en arbejdsmand standse udenrigsministeren for at få ild på cigaren, og oplever at høkeren og hans familie morer sig over det samme skuespil som en fremmed ambassadør. Men han keder sig i Tivoli, og han kan ikke slippe ud, før hver gynge, hvert telt, hver båd er prøvet, og det sidste fyrværkeri er brændt af. Meget nydeligt, ja og meget dansk, men ej her, o Apollo var bolig for dig!. Gosse sejlede efter besøget tilbage til England til den store verden. 2003 Det moderne Gennembrud 28 der uden for Voldene, og de lave arbejderboliger med både en medalje og sit internationale gennembrud. 29 små haver, som kartoffelrækkerne ved søerne. Men udviklingen gik stærkt. Snart var der hverken tid eller Georg Brandes har med sit skrift i 1883 Det moderne råd til luksus som lys og luft. I løbet af 30 år voksede Gjennembruds Mænd givet navn til denne epoke. Han København med en kvart million indbyggere. Ude på repræsenterer storbyens intellektuelle opposition, der broerne kom lejekaserner med 2 3 baghuse i gårdene retter en sønderlemmende kritik mod det bestående, til at dominere bybilledet. mod Guldalderens hellige treenighed af kirke, nation og familie. Forestillingen om et højere menneskeligt Vel hjemkommen kastede jeg mig over bibliotekets seneste formål forkastes helt. Der kan ikke længere opstilles erhvervelse, ligeledes inspireret af Golden Days: et metafysisk værn mod dødens meningsløshed. Den Udenfor murene. Fortællinger fra det moderne gennembruds er påtrængende til stede selv i de mest idylliske øje- København. Artiklerne fortæller om de blikke som i Edvard Munchs billede fra 1892 En af- mange facetter af Københavns udvikling til en moderne ten på Karl Johan. Edvard Munch skriver herom: Jeg storby med togdrift, telefon, elektricitet og vand- ser alle mennesker bag deres maske, smilende, rolige skyllende toiletter. Avantgarden kan nu tage toget ansigter, blege lig som stundesløse iler af sted ad en til Paris og orientere sig om den internationale udvikling; snørklet vej hvis ende er døden. og der er noget at indhente for Danmark. Ved Ver- densudstillingen i Paris 1878 er Danmark repræsenteret Kirkens rolle i det moderne gennembrud er fortrinsvis med et større antal malere, lige fra de afdøde kory- negativ. Den er skydeskive for intelligentsiaen. Dog ser Efteråret 2002 har stået i Golden Days tegn, med udstillinger og udgivelser, koncentreret om sidste del af det generation P.S. Krøyer og Kr.Zahrtmann. Kritikken er fæer Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard til den unge 19. århundrede, 1870 1900, det Moderne Gennembrud, knusende. Danskerne har endnu kunstnere, men de har hvor København fra at være en lille voldomkranset ikke længere nogen kunst skriver en fransk anmelder. guldalderby sprænger alle grænser og udvikler sig til Landskabsmalerierne er havemæssigt velsoignerede, en metropol a lá Paris. Jeg har været i Rundetårn med som ventede man fremmede og havde pudset det hele. min fætter og set udstillingen Storbydrømme, som Carl Jacobsen og Hirschsprung er med i Paris og fremsynet køber de stort ind af fransk impressionisme. Fire år hans kone var medarrangør af. Her kunne jeg se modeller af de nye elegante høje bebyggelser og boulevar- senere i 1881 går det bedre for Danmark. Her får Krøyer

2003 Det moderne Gennembrud 2003 Det moderne Gennembrud det ud som om Brandes har en svaghed for kunsten og sanseligheden i den katolske kirke. Naar Troen svinder af Katholicismen, naar det grimme Dyr i Sneglehuset døer, da staaer endnu Skallen, dejligt snoet, tilbage. Den samme svaghed udviser han ikke over for den lutherske kirke: Når Protestantismen forsvinder, hvad resterer da? Luthers bordtaler om Djevelens Erke-Ondskab, en Blækklat paa Wartburg, Johanneskirken paa Nørrebro. Martensen, kirkens førende teolog, og Sjællands stifts biskop igennem næsten 30 år fra 1854 til 1884 tager til genmæle mod kritikken fra Det moderne Gennembruds mænd. Han tager sit udgangspunkt i Brandes jødiske herkomst og retter i sin Etik kritikken mod den moderne jødedoms religion, i modsætning til den talmudiske. De prædiker paa alle maader Tolerancens Til gengæld har Martensen et skarpt øje for de store sociale forskelle i byen, der er et resultat af Københavns kvantespring til moderne hovedstad; for indvandrerne ude på broerne i de usunde lejekaserne, der med deres arbejdskraft har været med til at realisere storbydrømmene, og som lever under kummerlige forhold. Han hævder, at det er Statens opgave at hjælpe arbejderen til en ordentlig tilværelse, og han langer voldsomt ud mod den offentlige laissez faire politik, der trøster sig med, at verden går af sig selv. Hans synspunkter vinder ikke genklang hos det offentlige, og han bliver angrebet for at være socialist. Det er det sidste han ønsker at være; men han bekymrer sig for den sociale udvikling i København, og hans håndgangne mænd er at finde i den del af det dannede præsteskab i København, der er bredkirkelig og social bevidst, repræsenteret ved folk som N.G. Blædel, Rudolf Frimodt og Harald Stein. Hostrup. Skat Rørdam var ikke tilhænger af Georg Brandes. Brandes stod for ham som selve djævelens repræsentant, af sin mester i enestående grad udrustet med magt til at forføre og besnære mennesker. Det var ikke let for ham at have det moderne gennembrud så tæt inde på livet, helt inden for dørtrinet. Da det endelig lykkes for Skat Rørdam i 1869 at få et lille embede ved Slagelse, fritager Martensen ham fra bispeeksamen på grund af hans store lærdom og holder en smuk og ganske upolemisk ordinationstale. Herefter går han hjem og skriver til sin ven stiftsprovst Gude, at nu er stiftet blevet velsignet med den syvende Rørdam; et udslag af ministeriel nepotisme at alle disse individer skulle sammenhobes i Sjællands stift. I 1880 får Rørdam på trods af Martensen, Helligåndskirken, og i 1886, efter Martensens død bliver han grundtvigianerne er glade. Men kun indtil bispevielsen, hvor Rørdam overhovedet ikke nævner Grundtvig, men derimod den store betydning, som Martensen har haft for ham. Bragte Rørdam det moderne kristelige og teologiske genenmbrud til København? P.G. Lindhardt skriver i sin epilog om ham, at da han blev biskop stod han endnu i sin fulde kraft, men var med sine 63 år nok for gammel til en så krævende stilling, og han ældedes hurtigt efter at han i 1902 var fyldt 70 år. Embedet blev bestridt med samvittighedsfuld omhu, men både teologisk og kirkepolitisk var han i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. Til det nybrud, der på mange måder skete i bispeårene, var han mere tilskuer end inspirator, bundet 30 Evangelium, hvilket hos dem betyder, at alle religiøse Holmens provst. Trods hans ry for at være en kedelig som han på alle områder var af sin kærlighed til 31 Bekjendelser i det politiske og sociale Liv bør være indifferente. I Tolerancens navn arbejde de paa at udslette alle religiøse og kirkelige Forskjelle, og de søger at trænge kristendommen tilbage til privatlivet, og at reducere den til et blot privatanliggende. Det er ifølge ham et misgreb, at man uden nogen indskrænkning har givet jøderne de samme politiske rettigheder som landets egne børn. De burde altid behandles humant, men som gæster. Grundtvigs beskrivelse af jøderne er endnu mere kontant. 20 år tidligere har han et polemisk udfald mod forfatteren Meïr Aron Goldschmidt og skriver i den anledning: Såvel udseendet som troen og det kulturelle tilhørsforhold forbyder, at Goldschmidts sært begavede jødiske folk nogensinde vil kunne sætte sig til rette i sind og skind som børn af Danmark. Goldschmidt er og forbliver gæst i riget, en indtrængende, en paria. Martensen hører ikke til det moderne gennembrud. Og ligeledes er hans efterfølger Bruun Juul Fog (1884 1895) helt igennem den gamle æras mand. Først med Thomas Skat Rørdam (1896 1909) er der mulighed for en folkekirkelig fornyelse gennem bispeembedet. Skat Rørdam er vækkelsens mand, grundtvigianer, højregrundtvigianer, ikke så meget at det gør noget, men tilstrækkeligt til at Martensens gør, hvad han kan for at holde ham ude af sit stift. Det på trods af, at han er højt begavet, dr. phil. og tilmed supplerer sin indkomst som manuduktør i Martensens dogmatik. Skat Rørdams svigermor var gift med Carsten Hauch. I sin enkestand boede hun hos familien Rørdam. Hun var en stor beundrer af Georg Brandes, ivrig kvindesagsforkæmper og kunne næsten ikke bære, at hendes to velbegavede og vellykkede døtre havde spildt deres intellekt og var blevet præstekoner, gift med henholdsvis Skat Rørdam og digterpræsten J.C. prædikant var Holmens kirke søndag efter søndag stuvende fuld med mindst 3000 kirkegængere, deriblandt Olfert Ricard, som bemærker, at han er en af de få, der var værd at høre på. Han oversætter ene mand Ny Testamente. Oversættelsen bliver revet væk og solgt i mange oplag, men aldrig autorisert, sikkert fordi han er grundtvigianer. Men han kan arbejde sammen med Indre Mission på Bethesdamøderne, hvor Københavns Kirkefond bliver stiftet i 1890, med Rørdam som formand. Han ender som biskop, fordi han ikke er til at komme uden om på grund af sin store popularitet, og fordi hans nærmeste konkurrent biskop Harald Stein i Odense siger nej. En præsteadresse på 247 ud af stiftets 350 præster for Rørdam får kongehus og minister til at skynde sig at tilbyde ham embedet, for at det ikke skal hedde sig, at de har ligget under for pression. Nu får Danmark sin første grundtvigske biskop, og alle det overleverede. Det må så være grunden til, at der ikke er nogen selvstændig artikel med om folkekirken i Golden Days antologien: Udenfor murene. Fortællinger fra det moderne gennembruds København.

2004 Enevældens indførelse Biskopperne er tit i offentlighedens søgelys og langt fra altid for det gode; ofte karikeret som i forbindelse med den seneste bispevielse (Elisabeth Dons Christensen i Ribe stift, december 2003), hvor Jyllandsposten bragte Den berømte Hans Svane selvfølgelig! der sammen med den lige så berømte borgmester Hans Nansen var med til at overgive hele rigets magt til Frederik III og dermed indføre enevælden i Danmark 1660. en kronik om de latterlige, ligegyldige biskopper med 32 deres ordensbehængte f løjls- og silkekjoler. Forfatteren er endda præst, så han må have vidst, hvad han skrev om. Det giver selvfølgelig anledning til eftertanke og overvejelse, om sådanne artikler har fat i den lange ende? Er der slet ingen biskopper, der undgår denne sønderknusende dom? Absalon måske? Han grundlagde København, men han var katolik, og hans hovedsæde lå i Lund, som nu er svensk. Ved et tilfælde stødte jeg på en biskop, der for alvor har haft betydning for Danmarks historie, ovenikøbet en biskop over Sjællands stift. I fuld fart på vej ned ad trappen en dag med min skraldepose, blev jeg bremset af en f lok gymnasiaster på tur med deres lærer. De stod lige foran skraldespandene og spærrede min vej, så jeg måtte stoppe op og høre på læreren. Det var ikke noget problem, for han var værd at høre på. Afslutningsvis sagde han: Den mest betydningsfulde af de biskopper, der har boet her er Jeg holdt vejret Svane. Hvilken Svane?, tænkte jeg mens jeg løb op ad trapperne for at slå ham op i kirkehistorien. Hans Svane blev født i Horsens 1606 og kom som student til København 1626, hvor han blev modtaget som en søn i bispegården af Jesper Brochmand. I 1655 f lyttede han selv ind i gården som biskop. Det gik hårdt til i Nørregade under svenskernes belejring af København i 1658 59, men Svane var modig. Ligesom kongen ville han dø i sin rede. Det var nær sket, hvis han ikke i sidste øjeblik var rykket ud til svigermor på Frederiksberg. To timer efter han havde forladt bispegården, f løj en kugle ind igennem et vindue og knuste bjælker og lofter; og den havde taget Svane med, hvis han ikke allerede var f løjet. I Historisk Calender 1814 giver teologen og historikeren Jens Møller (1779 1833) en medrivende beretning om enevældens indførelse september oktober 1660 med Svane som det absolutte omdrejningspunkt. Han fortæller om hemmelige møder med kongehusets repræsentanter i bispegården; om forklædte lakajer der sendes ud for at hente stiftets provster til København; om adelen der truer præsterne med fratagelse af deres tiende, og om Svanes bevægende taler, der vender stemningen og ændrer historiens gang. 33

2004 Enevældens indførelse 2004 Enevældens indførelse Carl-Johan Brylds bog fra 1974: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660 er ikke nær så farverig som Jens Møllers. Det er en videnskabelig, nøgtern afhandling med omhyggelig vurdering af kildematerialet. Men også han understreger Svanes indf lydelse som taler og ordfører, for de gejstlige og for stænderne i almindelighed. Danmark havde vundet kampen mod Sverige i Stormen på København 1659. Vi var stadig en selvstændig nation. Men fra kysten kunne man se det tabte paradis på den anden side af Øresund: Skåne, Halland, Blekinge og for en tid også Bornholm! Kongen var folkets helt. Han var blevet i sin rede og havde stået lidelserne igennem sammen med sit folk, i modsætning til en stor del af den magtfulde adel, der var krøbet i ly under uvejret. Han befaler via kongen, at Svane skal indkalde landets provster til Roskilde den 4. oktober om formiddagen, for at Slagelseprovsten, Peter Villadsen kan tale til dem. Skrivelsen kommer ud ved hjælp af kongelige, forklædte lakajer. Provsterne ankommer og lader sig berolige. 5. oktober befaler Gabel, at Svane i kongens navn skal kalde alle biskopper samt ministeriets deputerede fra Sjællands, Viborgs og Århus stifter til sig kl. 2 om eftermiddagen. På dette møde drøfter man muligheden for at gøre kongedømmet til et arverige. Klokken 17.00 ankommer Gabel i tusmørket til biskoppen, som taler med ham alene en hel time. Herpå kommer Nansen ind, samt biskoppen af Viborg og Slagelseprovsten. Tilsidst fører Svane Gabel alene ud af bispegården. Hans løfte om at leve og dø med dem, der forvandlede deres forsagte kvindehjerte til et løvehjerte. Man byggede på volden med den ene hånd og holdt sværdet i den anden hånd, led mangel på alt, udstod frost, kulde sult, tørst og fare. Det lykkelige udfald skyldes alene kongens trofasthed og opmuntring. Ved nu at tilbyde Hans Majestæt riget som arverige kan man forsikre, at dét alene skal blive forfremmet, som kan komme Gud til ære og riget til gavn. Nansen holder en lignende tale alle tilslutter sig, giver hinanden hånden; og Svane slutter forsamlingen med bøn og taksigelse til Gud. Forslaget overgives samme aften til rigets hofmester, Joachim Gersdorff. Da de intet svar får, forsamler de sig om onsdagen 10. oktober i det islandske hus og går parvis en gejstlig og en borgerlig i én lang række til Svane taler og takker kongen, næst Gud, at de med deres hustruer og børn ikke er kommet under fremmed herskab. Samtlige stænder ønsker at findes taknemmelige i alle måder. Man har forfattet et dokument, hvor majestæten tilbydes riget arveligt. 11. oktober lukker kongen byens porte for en sikkerheds skyld! Borgerne får ordre om at holde sig rede, når trommen lyder, og der bliver uddelt ammunition. Under indtryk heraf indvilliger rigsrådet i arvefølge på mandssiden og på kvindesiden. Men adelens privilegier ønsker de uændrede i alle måder. 13. oktober samles de to enige stænder og går i den sædvanlige orden op til slottet. Statholderen i Norge, Niels Trolle træder frem og erklærer, at Danmarks riges råd samt adelen, ligesom de andre stænder har samtykket 34 Nu fattedes riget penge, og der blev indkaldt til Rådstuen, hvor Svane fremfører deres ærinde. i, at Hans Majestæt og det Kongelige Hus både 35 stændermøde 10. september 1660. Her blev der fremsat forslag om en forbrugsafgift til nedbringelse af statsgælden, kongefamiliens underhold og militæret. De gejstlige og borgerlige (Svane og Nansen) var indforstået, hvis alle stænderne var med. Adelen var lunken, og Svane foreslog da, at man i stedet for skatteudskrivning forpagtede kongens len til de højstbydende. På den måde ville kassen blive fyldt op. 26. september går Nansen og Svane til kongen for at overlevere et forslag udarbejdet af borgerstanden om omlægning af lenene. Adelen truer med, at præsterne i så fald vil miste deres tiende. Provsten i Roskilde skriver til Svane og advarer om, at præsterne er nervøse. Svane kalder Nansen, Viborgbispen og provsten fra Slagelse til sig og læser Roskildeprovstens brev op. De beslutter at sende det videre til kongens kammerskriver Christopher Gabel. 8. oktober mødes de gejstlige med borgerne i Bryggernes Laugshus. Her holder Svane en tale om fædrelandets slette tilstand. Adelen og rigets råd tænker kun på at vælte byrderne fra sig selv over på de andre stænder. Gennem håndfæstningen har kongerne ikke bare mistet deres kongelige magt og myndighed, men også deres gamle arveret til Danmarks rige. Adelen har tilegnet sig de største af kronens indkomster, hvorved fædrelandet har manglet midler og kræfter til at give fjenden modstand. Gejstligheden foreslår nu, at man erklærer kongen og alle hans efterfølgere for konge til Danmarks rige og Norge sålænge nogen af dem er til. Gejstligheden har allerede underskrevet et dokument, som nu læes op for borgerstanden. Her erindres kongens indsats under den store fare. Hans formaning til stænderne om troskab og mod. De får besked på at komme igen kl.16.00, men kun nogle få! Alle vender tilbage, i samme formation. Fra rigsrådet er der nu 4 til stede, med Otto Krag som fortaler. Han meddeler, at man intet kan beslutte, eftersom rigsrådet ikke er fuldtalligt. Mødet er ikke varslet og der er heller ikke enighed om nogen beslutning. Svane undrer sig over, at man ikke er enige i et sådant lovligt værk, som syntes at kunne være Gud til ære, Hans Majestæt og det kongelige Hus til Glæde, og vores Fædreland til Velstand. Han spørger stænderne, om de er af samme mening. Det er vores Mening råber de alle. Han spørger nu rådet, om det ændrer mening Nej! Så må vi gå til Kongen, erklærer han. Parvis går de op i Drabant Salen og venter. Her bliver de lukket ind i den Grønne Sal, og dørene lukkes, da alle er inde. på sværdsiden og spindesiden skal være arvinger til Danmarks rige. Herefter udråbes den Stormægtigste Konge Frederik III offentligt som arvekonge til Danmarks og Norges riger. Svane holder en lang tale, hvor han takker for enigheden. Slutter med velsignelse og følgende ord: Og hvo dette af hjertet ønsker, sige med mig amen. Da råbte de alle amen! amen! Såvidt arverfølgen men hvad med håndfæstningen? Rigsrådet havde betinget, at alle stændernes privilegier skulle forblive ukrænkede. Frederik III nedsætter straks et 21-mands udvalg fra alle stænder. De skal samles på slottet allerede næste dag om søndagen, efter prædiken klokken 10. Søndag den 14. oktober er der højmesse med anordnet taksigelse for arverettighedens overdragelse;

2004 Enevældens indførelse og dernæst møde. Der udspiller sig en længere debat om adelens skattefrihed. Svane og Nansen erklærer, at skal adelen have privilegier, må det samme gælde for de andre stænder inklusive bondestanden! Svane holder en tale om den Oldenburgske Stammes sagtmodighed og fromhed gennem 200 år; om hvordan kong Frederik har vist sig så gudfrygtig, nådig, fornuftig og sagtmodig, at man ikke kan vente andet af ham herefter; ligesom man må formode det samme for hans afkom. Derfor er det bedst og rådeligst, at kongen får frie hænder til at regere sine undersåtter, ædel som uædel, gejstlig som verdslig, borger såvel som bonde, efter den ånd, nåde og visdom, som Gud vil forlene hans kongelige majestæt og hans afkom. Det kongelige hus skal ikke forbindes til andet end den rene og rette religion efter Guds sande ord og den Augsburgske rette og uforandrede Bekendelse. i 1992 med en rejseskrivemaskine, aldeles uden kend- 36 Betingelser for Kongen vil skabe hemmelig mistro mellem skab til computerverden og edb. I dag er vi på mail lader ingen sjuskeri med Udtalen. 37 ham og undersåtterne som kunne hindre den nåde, med hele verden, og færdes næsten hjemmevant klo- som Kongen i sin godhed ville bevise sine undersåtter. Det var, ifølge Gunnar Møller, Svanes vigtigste tale, som i egentligste forstand banede vejen for enevoldsmagten. Dokumentet blev opsat samme aften. Det blev underskrevet og af leveret til kongen, og den 18. oktober 1660 blev Frederik III udråbt som enevældig konge. Den 30. oktober blev Svane udnævnt til ærkebiskop, medlem af statskollegiet og præsident for et nyoprettet konsistorialkollegie. Svanes nye titler, blev ikke fulgt af en forventet politisk position for ærkebiskoppen, skriver Carl-Johan Bryld. Frederik d. 3. nærede ikke noget ønske om yderligere at styrke Hans Svanes position, tværtimod frygtede kongen Svane på grund af hans stilling i gejstligheden ; og som enevældig regent valgte han frit sine personlige rådgivere. De var fortrinsvis udlændinge! Hvad man end kan mene om biskop Hans Svane: Ligegyldig var han ikke! Han var med til at skabe en epoke, der varede næsten 200 år, indtil Grundloven i 1849; en epoke, der fik borgerskabet til at blomstre. Da han døde, blev han sendt i graven med følgende pompøse vers: Saa fløj S v a n e n hen til dvale udi den dødsorte søe, Der at drukne al den Quale, Som han bar på vores Øe; Tiden kommer, han opdukker Fri og frelst af al sin nød, Når den store Gud oplukker graven, og gir liv af død. 2005 Henrik Pontoppidan Henrik Pontoppidan (1857 1943) er en af mine yndlingsforfattere. Han er eminent til at skildre tiden omkring det moderne gennembrud i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet, på godt og især på ondt, både i København og i provinsen. Når han stadig er spændende at læse, er det måske fordi vi med Hans Hertels ord lever i det stadig moderne gennembrud. Selv f lyttede vi til Nørregade den rundt; og København vokser nu, som den ikke har gjort det siden det moderne gennembruds tid. Henrik Pontoppidan kender det kirkelige landskab indefra. Slægten Pontoppidan var stor og talte mere end 300 præster, 7 bisper samt et større antal provster. Han var selv præstesøn og voksede op i Randers, hvor hans far, en lidt kantet, utilnærmelig grundtvigianer overtog embedet efter en selskabelig og afholdt sognepræst. Hele sin embedsperiode levede han i skyggen af sin populære forgænger; altid respekteret, men afholdt blev han først ved sin død ved graven. Trods sin opvækst i Randers får Henrik Pontoppidan allerede i en tidlig alder et forhold til Københavns stift. Efter at have født 16 børn lider hans mors helbred et knæk, og hun må i lange perioder holde sengen. Foruden det huslige arbejde havde en af hendes vigtigste opgaver været at læse højt for sin mand, som med sit dårlige syn knapt kunne stave sige gennem en avis. Som den ældste hjemmeboende søn bliver det nu Henriks opgave at læse for sin far. Han er fortvivlet. Det sluger størstedelen af hans fritid; og særlig græmmer han sig over at skulle læse højt af Martensens store Etik, som udkom i dissse år, og som optog hans far stærkt. Drengen forstår knap et ord af, hvad han læser, men han er nødt til at holde sig vågen, for far til- Man kan næsten forestille sig, hvordan Martensens etik har afgjort Henrik skæbne. Han skulle ihvert fald ikke være præst som sin bror Morten. Han ville være ingeniør, Tekniker, Opfinder, en af dem der byggede den nye Tid op. Han kommer til København og bliver indskrevet på Polyteknisk læreanstalt, men forlader studiet efter nogle år, kort før sin afsluttende eksamen for at blive forfatter. Pontoppidan gør stort brug af sit indgående kendskab til dansk kirkeliv i sine romaner. I Det forjættede land møder vi den myndige, konservative provst Tønnesen, der omkring 1880 ansætter den unge Emmanuel Hansted som sin kapellan, der skal bo i provsteboligen. Provsten er enkemand, og hans husholdning styres af den smukke, begavede provstedatter, frøken Ragnhild. Men selvom Emmanuel

2005 Henrik Pontoppidan 2005 Henrik Pontoppidan 38 er betaget af Ragnhild, vil han ikke giftes med hende. Han er vakt og idealist, så han forlover sig i stedet med en simpel pige af folket, bondepigen Hansine. Da han også taler i de vaktes forsamling, kryber stemningen i provsteboligen ned på frysepunktet. Og hvad provst Tønnesen ikke ved, er at menigheden har besluttet sig for en demonstration mod deres upopulære provst under gudstjensten den førstkommende søndag. Netop denne søndag morgen triller en lille tarvelig gig op foran kirken, med biskoppen selv som kusk, en lille, folkelig bredbygget mand med gråt hår og kraftige øjenbryn. I stedet for at rejse rundt i stiftet på anmeldte visitatser, der sikrer ham en standsmæssig modtagelse, vil han hellere tage rundt og løse problemerne, efterhånden som de opstår. Han redder provstens gudstjeneste; for i det øjeblik folk ser biskoppen træde ind i kirken, efter de to første salmer, opgiver de enhver tanke om demonstration. Men alt det ved provst Tønnesen ikke noget om. Han er sur og gnaven både i kirken og ved den efterfølgende frokost, som biskoppen mod hans vilje foretrækker ude i haven under de blomstrende kastanietræer. Biskoppens joviale optræden frastøder både ham og frøken Ragnhild. Men problemerne bliver ikke desto mindre løst efter denne frokost i det grønne. Provst Tønnesen bliver forfremmet. Han bliver rektor for et nyoprettet statsseminarium i Søborg ved København, et tilbud han dårligt kan afslå, og pastor Emmanuel Hansted bliver tilbage som sognets præst og får sin Hansine. Dette bispeportræt, der henleder erindringen på filmen Biskoppen fra 1950 erne med Ib Schønberg i hovedrollen, er det eneste 100% positive portræt af en gejstlig i det omfangsrige Pontoppidanske forfatterskab. Desværre er modellen ikke formet efter en københavner biskop, men efter Lolland-Falsters berømte biskop D.G. Monrad (1849 54). Men Pontoppidan kommer i sine romaner også på besøg i Københavns bispegård, nemlig i De Dødes Rige. Her optræder vandre- og helvedsprædikanten Mads Vestrup, som har mistet sit præsteembede, fordi han engang har kigget for langt efter sin ungdoms kæreste, da hans egen kone efter de mange børnefødsler har mistet sin skikkelse. Han kommer til bispegården på opfordring fra Kirkesagens folk og bliver her modtaget efter længe venten af en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun Ansigtet havde bevaret sig mærkværdig friskt. Med sine tunge, røde Kinder og et par dagklare Øjne, der gennem brillerne lyste af enfordig godhed, lignede det et Barneansigt. Han taler højtideligt, biskoppeligt: Jeg skal ikke gaa strengt irette med Dem. Når De nu er kommet til mig, kan jeg vel tage det som et Vidnesbyrd om, at De selv erkender, hvor dårligt De hidtil har tjent Herrens sag. Nu må vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold på Fode igen. Lad os vogte os for at bedrøve Gud. De biskoppelige formanende ord gør deres virkning. Da biskoppen er gået tilbage til sine private stuer efter at have klappet ham på skulderen med et Gud være med Dem!, synker Mads Vestrup tungt ned i Sofaen med Haanden over Øjnene, og saadan sad han længe, mens Taarerne dryppede ned fra Fingrene. Formodentlig er bispemodellen Peder Madsen, der var Sjællands biskop i knap 2 år, fra 1909 11, hvor han dør næsten 68 gammel. De dødes rige påbegyndes året efter i 1912. I 1914 går Henrik Pontoppidan direkte til angreb på den sjællandske biskop i et foredrag, holdt i Ålborg under titlen: Kirken og dens mænd. Heri undrer han sig over den forskel, der er på for eksempel dommerstanden og præstestanden. Allerede ved embedseksamen viser denne forskel sig. Pontoppidan er engang ved et uheld kommet til at overvære en eksamination til teologisk embedseksamen, og bliver helt forskrækket over at se de tre ornatklædte, gravalvorlige præster overfor kandidaten, der sidder med ryggen til auditoriets mange tomme bænkerækker; og for enden af bordet en kjoleklædt, hvidslipset mand, der skriver i en stor protokol. Han føler sig henvist til Middelalderens hemmelige Retter i Funktion. Det var ikke en eksamen, han overværede, men en Gudsdom. Ligeså stor er forskellen, når en dommer indsættes i sit embede, og en præst ordineres. Dommeren får et håndtryk. Præsten får en festgudstjeneste med selveste Bispen i guldbaldyret skrud og stort opløb i Frue Kirke. På den baggrund kan det ikke undre Pontoppidan, at Forfængelighed og Selvovervurdering er bleven de protestantiske Præsters Arvesynd, og at selv det største teologiske Drog meget hurtigt lever sig ind i en ophøjet Forestilling om sig selv som en Mand med et særlig intimt Forhold til Gud og de evige Sandheder. Også Københavns biskop får her et ord med på vejen: Vi ser jo for Tiden selv Sjællands Biskop tumle æggesyg rundt i socialdemokratisk Lærdomme som en Gøgemor i en Løvkrone. Denne æggesyge biskop, som ikke finder nåde for Pontoppidans skarpe pen, er Peder Madsens efterfølger: Harald Ostenfeld (1911 1934). Pontoppidan afslører selv, at Ostenfeld repræsenterer en helt ny socialdemokratisk bispetype i forhold til sin forgænger. Han er ikke den lærde, verdensfjerne dr. theol. men det praktiske arbejdes mand. Jævn og ligetil cykler han rundt i byen med sixpence. En social moderne bypræst, personlig beskeden men med en barsk humor der får ham til at virke kantet og utilgængelig, og som giver ham problemer i forhold til pressen. De repræsentative pligter, som embedet traditionelt kræver, interesserer ham ikke, og ordnerne, som følger med embedet, bær han aldrig på sin bispekjole. Han var af hjertet Kirkefondspræst, og han var økumenisk engageret, en af initiativtagerne til det økumeniske arbejde i Danmark. Den biskop, som Pontoppidan her hænger ud med navns nævnelse, er en social bevidst, beskeden, humoristisk, kantet person. En type, som Pontoppidan burde kunne kende fra sig selv og sin egen store familie. Men her i huset mindes vi Harald Ostenfeld for stiftets store nederlag, som tog sin begyndelse i hans bispetid i 1922 med delingen af Sjællands stift, et nederlag som vi sammenligner med Roskildefredens tab af Skåne, Halland og Blekinge i 1658. København måtte afgive de fedeste jorde til Roskilde stift. I 1961 gik det galt igen med udskillelsen af Helsingør stift, 1990 faldt Færøerne, og i 1994 Grønland. Nu beder vi for, at vi må beholde Bornholm og Amagerland! Vi mistede Roskilde domkirke i 1922, men bevarede dog bispegården, selvom vi ikke længere bebor bispegårdens fornemme stuer, men som nissen og rotterne lever på loftet. Sic transit gloria mundi! 39