1. Indledning Etik og moralfilosofi er grene inden for den filosofiske disciplin, som søger at finde svar på moralske spørgsmål, om hvorledes mennesket bør handle. I moralske bud ligger den implicitte betydning at noget fordres. Til verdens religioner og kulturer hører individuelle forskellige morallærer, der ligger til grund for de enkelte samfunds og fællesskabers normer og værdier. Den gyldne regel er således et moralsk princip, der ses i forskellige varianter i mange kulturer og religioner. Kulturrelativismen hævder at moralske værdier altid vil være bestemt af tid og sted, og at det derfor ikke er muligt at finde frem til grundlæggende, almengyldige værdier gældende for hele menneskeheden. Værdiobjektivister derimod søger at finde frem til sådanne universelle værdier der, med begrundelse i en menneskelig fællesnævner, kan gøre krav på universel status. Værdikonflikter og krige i verdens lande står som konkrete og aktuelle eksempler på, at der ikke eksisterer en fælles definitionen af det moralske spørgsmål. Verden repræsenterer forskellige kulturer og nationer, og dermed utallige bud på morallærer og værdidefinitioner. Derfor bliver nødvendigheden af, og ønsket om at finde frem til almengyldige principper endnu større, og dermed fokus for megen undren og interesse. Hvor utopisk og naivt realiseringen af ønsket om en fælles moralsk enighed end kan hævdes at være, gør det ikke håbet om og interessen for at finde frem til en menneskelig fællesnævner mindre aktuel. Det første og hidtil eneste bud på sådanne fælles værdier for menneskeheden, fremsættes i Verdenserklæringen om menneskerettighederne udarbejdet af FN i 1948 (MR) 1. I MR s 30 artikler udtrykkes overordnede værdier såsom frihed og lighed og samtidig en påstand om, at disse er ukrænkelige rettigheder hos ethvert fornuftsvæsen 1 I resten af opgaven bruges betegnelsen MR for FN s Verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948. 1
1.1 Problemfelt I spændingsfeltet mellem MR, med dens universelle moralske bud og den faktiske verden, hvori disse artikler skal realiseres, opstår en interessant problemstilling. Hvorledes skal man tolke en sådan erklæring i lyset af verdens værdikonflikter og tumult og hvilken betydning har en verden med krige og rædsler for vores vurdering af MR s egen definition, som en universel moralsk rettesnor? Er MR i sidste ende udtryk for en inkonsistent og dermed ubrugelig erklæring, eller hvordan skal vi betragte MR s rolle? Opgavens formål må derfor blive at belyse MR og dennes status. For at kunne nå dertil, må første skridt dog blive at undersøge og diskutere om det overhovedet er muligt at finde frem til en menneskelig fællesnævner, som en verdensomspændende erklæring kan bero på. I MR defineres frihed og lighed som sådanne fælles menneskelige værdier og denne opgave må derfor tage udgangspunkt i diskussion om eksistensen af sådanne objektive værdier 2. Første del af opgavens problemformulering lyder derfor således: 1.2 Problemformulering På hvilken måde kan man ud fra den filosofiske diskussion omkring eksistensen af objektive værdier udlede gyldigheden af disses evt. eksistens? Spørgsmålet om hvorvidt der eksisterer objektive værdier, vil her søge sit svar i filosofien. Når man begrunder noget filosofisk, kan det synes at have en bredere og 2 I opgavens første del benyttes betegnelsen objektive værdier, om fælles almengyldige regler for alle fornuftsvæsener. I andel del af opgaven bruges betegnelsen universelle værdier om samme type værdier, men i denne diskussionsdel om MR er betegnelsen universelle værdier mere egnet, da MR definerer egen status således. Ydermere synes ordet objektivt mere egnet i et teoretisk afsnit, hvor ordet universelle værdier passer bedre overens i diskussion om værdier i den praktiske verden. 2
dybere mening, idet der fastholdes nogle helt overordnede værdibegreber. Objektive værdibegreber er oftest netop forbundet med filosofien, hvor værdier indenfor politik, økonomi og kultur typisk vil udtrykke noget mere specifikt og praktisk grundet. Den tyske filosof Immanuel Kant og den skotske filosof David Hume har i deres erkendelsesog moralfilosofiske projekter netop søgt at finde svar på, og argumentere henholdsvis for og imod eksistensen af objektive værdier. Opgaven vil derfor bl.a. tage udgangspunkt i disses teorier. Dernæst vil opgavens anden del, på baggrund af diskussionen om eksistensen af objektive værdier, undersøge MR s indhold og diskutere dennes egen definition, som værende af universel status og problemformuleringens anden spørgsmål, som besvares i opgavens andel del, vil derfor lyde: Hvilke typer værdier er MR udtryk for og hvorledes er erklæringen berettiget til universel status? 2. Motivation Projekt-forslaget værdierne startede for os som noget diffust. Vi blev hurtigt enige om, at det skulle være et filosofiforankret projekt om værdier, der gik udover subjektive værdier og strakte sig til de øverst rangerede værdier, hvis sådanne da eksisterer? Man kan fornemme at der findes en form for moral i, og måske omkring os og ordet værdi bliver brugt både i politiske, samfundsmæssige og individuelle sammenhænge. Tidligt i processen var vi optagede af spørgsmålet om mennesket som grundlæggende godt og om dette kommer til udtryk i nogle fælles værdier. Vores opgave kom til at tage udgangspunkt i denne diskussion. Det er et komplekst spørgsmål hvorvidt objektive værdier eksisterer, og i så fald hvordan de eksisterer. Efter at have læst en række 3
filosoffer og deres bud på den eventuelle eksistens af objektive værdier, opstod undren omkring hvorvidt man, hvis de da eksisterer, er i stand til at finde frem til disse og følge dem. Udover det individuelle værdiaspekt i hvert menneske, er der for tiden en reel værdidebat i samfundet. Kultursammenstød og religionskriser bunder i forskellige folkeslags eller religioners modstridende værdier. Vi syntes det var interessant, at når der nu findes så mange konflikter i verden, om der så samtidig kan findes værdier gældende for alle mennesker - objektive værdier? Det er et varmt og debatteret emne for tiden, og selvom vi ikke vidste præcis i hvilken retning vores projekt ville dreje, syntes vi det filosofiske aspekt i det, var interessant. 3. Metode Opgaven er udelukkende teoretisk og falder i to dele. I første del introducerer vi forskellige værdibegreber og redegør for de valgte teoretikere, hvorefter deres teorier sammenlignes med henblik på spørgsmålene omkring objektive værdier. I anden del inddrages de i første del bearbejdede teorier i en diskussion af MR som konkret eksempel i en videregående diskussion om eksistensen af objektive værdier. 4. Afgrænsning Vi har valgt Kant, fordi han er fortaler for objektive værdier. Mange af hans tanker om det kategoriske imperativ har, om end indirekte, ligget til grund for menneskerettighederne. Kants tilgang til værdiopfattelsen er en diametral modsætning til Humes empiristiske og relativistiske. Habermas er interessant i forbindelse med diskussionen om værdier, fordi han nedsætter retningslinjer for den bedst mulige diskussion. Dette bliver relevant dels i en diskussion om MR s fremkomst, dels fordi 4
han inddrager praksis. Vi har også medtaget Rawls, da han beskriver den oprindelige position som det bedst mulige udgangspunkt for en bedst mulig samfundspagt. Dette bliver relevant, da MR er et eksempel på en samfundspagt. Vores fokus ligger på moralfilosofi, hvorfor erkendelsesfilosofi kun inddrages implicit, idet moralfilosofi beror på erkendelsesfilosofi. Vi har valgt MR frem for andre menneskerettighedserklæringer, da MR repræsenterer en stor del af verden og dermed også flere forskellige kulturer og religioner, hvilket gør, at vi ikke bare kan affeje dens universelle gyldighed som værende værdiimperalistisk. I delen om MR vil vi primært læse generel litteratur, og kun gå ind i diskussioner af udvalgte artikler gældende som eksempler for netop en generel diskussion. Vores primære fokus er objektive værdier - ikke MR, og rummer derved heller ikke en omfattende gennemgang af menneskerettighedsbegrebet. 5. Værdiernes ontologiske status 5.1 Hvad er en værdi? Oprindeligt var ordet værdi noget, der betegnede hvor lidt eller hvor meget, en ting var værd rent materielt. Det er det på sin vis stadig, men begrebet er blevet udbygget til også at omfatte moralfilosofiens spørgsmål, og man skelner nu også mellem etiske og moralske værdier. Etiske værdier er nogle man vælger i overensstemmelse med ens holdning, til hvad der skal gøres, for at ens liv bliver godt for en selv. Her skelnes mellem sande og falske etiske værdier. Hvor de sande er med til at gøre ens liv godt, er de falske omvendt dem der ikke bidrager til et godt liv. Moralske værdier kan være handlinger, regler, karaktertræk osv., som bedømmes ud fra moralen som enten gode/dårlige, rigtige/forkerte osv. 5
Der er forskellige bud på, hvad moral egentlig er, hvor den kommer fra og hvorfor vi handler, bør handle eller ikke handler efter den, men den almene opfattelse af ordet moral er, at det er et sæt regler eller principper, som fortæller os, hvordan vi bør handle over for os selv og andre. Man inddeler værdier i forskellige kategorier; subjektive, instrumentelle, konventionelle, objektive og absolutte værdier. I denne opgave er det de objektive værdier der sættes i fokus. (Husted, 2005) 5.2 Subjektive værdier Værdier af subjektiv karakter er værdier, der er uløseligt bundet til individet, og ikke kan stå uafhængigt af dette. Disse værdier afspejler ofte individuelle ønsker eller måder at give sit liv indhold på, så det bliver godt for den enkelte person. Det kan f.eks. for en person være en værdi at leve økologisk, hvor det for en anden kan være at dyrke sin religion. Det er forskelligt, hvad det enkelte individ finder ønskværdigt i livet, dermed kan de subjektive værdier strække sig over en bred vifte. Værdierne kommer til udtryk bl.a. ved tøjvalg, politisk overbevisning, hjertesager samt livsstil. Tradition og kultur vil ofte indprente nogle værdier i os, som vi tillærer os som vores egne samtidig med at samfund, køn, alder, tillige præger vores individuelle ønsker. Derudover spiller en masse enkelte faktorer ind, som sammen med førnævnte danner subjektets svar på, hvad der for denne er af værdi. Da det er forskelligt hvad folk tillægger værdi, kan de subjektive værdier ikke gøre krav på tilslutning fra alle. Dermed ikke sagt at man ikke kan have subjektive værdier til fælles med andre. Når en stor gruppe af mennesker tilslutter sig de samme subjektive værdier, udover at være subjektive, ofte kommer til udtryk i konventionelle værdier. 6
5.3 Konventionelle værdier Konventionelle værdier er værdier, man indenfor fællesskaber som f.eks. samfund, trosretninger, nationer osv., er blevet enige om at overholde ved at handle i overensstemmelse hermed. Det er værdier, der sikrer at alle indenfor en given gruppe opfører sig på en bestemt måde dvs. følger visse retningslinjer, for at denne skal kunne fungere som helhed. Samfundslove besluttet af et lands styre er et eksempel herpå, og et eksempel herunder er færdselsloven, der er nedfældet for at undgå unødige ulykker og bevare menneskeliv. MR er tillige et eksempel på en slags praktisk omgangsform. Her er man blevet enige om at nedfælde nogle regler i overensstemmelse med værdierne; retten til frihed, lighed, velfærd osv. Konventionelle værdier behøver dog ikke nødvendigvis at være nedfældet, men kan være indforstået som f.eks. et håndtryk, underforstået som hilsen mange steder i vesten. Det er noget vi er vokset op med og dermed rodfæstes det ofte som vaner. Konventionelle værdier har, eller kan dog ikke gøre krav på, en universelt forpligtende karakter, da de ofte bestemmes af given tradition eller kultur det pågældende sted. De kan dog af den implicerede gruppe opfattes som objektive værdier, dvs. værdier der er fælles for alle, da de for gruppen er selvindlysende, men for individer udenfor gruppen kan forekomme som ugyldige eller falske værdier. Da hver kultur eller samfund har tendens til at betragte deres konventionelle værdier som objektive, kan det være svært at få den modsatte parts værdier til at stemme overens med ens sande værdier. Konflikter opstår gang på gang som sammenstød mellem konventionelle værdier, f.eks. er årsagerne til verdenskrige, terror osv. tit, at folk er blinde overfor at deres værdier kun er konventionelle og skabt ud fra en historisk tradition, men kommer 7
fejlagtigt til at opfatte disse som universelle. Fra et objektivt synspunkt vil nogle til tider mene at de konventionelle værdier udspringer af objektive værdier. 5.4 Objektive værdier I ordet objektiv ligger den opfattelse at et givent forhold ikke er situationsbestemt, men uanset tid, sted og holdning vil være uforanderligt og hævet over subjektivitet. I filosofien er begrebet objektive værdier betegnelsen for nogle overordnede intelligible principper, som eksisterer uafhængigt af sanseverdenen og menneskelige følelser. De objektive værdier er uforanderlige da de i deres metafysiske form er uafhængige af den foranderlige empiriske verden, og almengyldige fordi de gælder for alle til alle tider. 3 Værdiobjektivister hævder, at der uafhængigt af mennesket eksisterer et system af objektive værdier, som udelukkende eksisterer via tænkning. Fælles for værdiobjektivister er, at de afviser værdirelativismes påstand om, at værdier udelukket beror på den menneskelige sanseerfaring. 5.5 Absolutte værdier Absolutte værdier beskrives som nogle værdier af en højere orden, indstiftet af en guddommelig instans. I dette ligger der, at troen på eksistensen af disse værdier, oftest ses hos personer af religiøs overbevisning. De absolutte værdiers indhold og retfærdighed ligger ikke til diskussion. De er gode, fordi de udelukkede stammer fra en guddommelig vilje og den guddommelige vilje er god. Disse værdier eksisterer uafhængigt af mennesket, da disse værdiers indhold og status ikke er muligt at erkende 3 Det er denne form for objektive værdier, vi vil beskæftige os med i opgaven, og ikke de empiriske objektive værdier, som dog også vil blive nævnt i opgaven. De empiriske objektive værdier kendetegnes ved at deres eksistens kan erkendes empirisk. 8
for den menneskelige forstand. Absolutte værdier har værdi i sig selv og kan aldrig være midler til at opnå noget andet, da de absolutte værdier er værdier af højeste rang. De absolutte værdier kan hverken opdages, erkendes eller på nogen måde argumenteres for, på anden måde end at jævnføre til en højere guddom. Grundet dette er der relativt få både filosoffer og almindelige mennesker der har skrevet om disse. Værdierne er udelukkende et trosspørgsmål. 5.6 Ekstrinsiske og intrinsiske værdier Man skelner mellem ekstrinsiske og intrinsiske værdier. De ekstrinsiske værdier har ikke værdi i sig selv, men kan blot ses som et middel til at opnå de intrinsiske værdier. Man kan sætte de ekstrinsiske værdier lig med instrumentelle værdier. De intrinsiske værdier har omvendt værdi i sig selv, og vil typisk kunne hævdes at være overordnede begreber som velfærd, lykke og kærlighed. 6. David Hume (1711-1776) 6.1 Humes erkendelsesfilosofi Med David Humes udtalelse: Ud over matematikken ved vi ikke noget med sikkerhed. Men vi lever jo alligevel, og at leve er at handle. Handlinger er nødt til at være baseret på formodninger om virkeligheden (Magee, 1999, s.112) kan udledes, at der er tale om et citat af en skeptiker. Humes skepsis retter sig hovedsageligt mod metafysikken, som har været domineret filosofien siden det antikke Grækenland. Han kritiserer metafysikken og dermed enhver form for spekulation omkring oversanselige ting. Hume mener, at de metafysiske idéer stammer fra: den menneskelige forfængeligheds frugtesløse anstrengelser i forsøget på at trænge ind i emner der er 9
utilgængelige for forstanden, (Hartnack og Sløk, 1996, s.) I sit hovedværk, A Treatise of Human Nature, fremstiller han et system, hvis formål er at danne nogle få grundprincipper, som ethvert andet princip kan underordnes. Hume ville ændre opfattelsen af filosofien, i det han mente at videnskaben skulle udrenses for alle store spørgsmål, som den menneskelige forstand alligevel ikke kan erfare. I det indledende citat henviser Hume til matematikken som noget sikkert. Han sammenligner matematikken med årsagssammenhænge, og stræber efter at få styr på disse ligesom der er styr på matematikken. Hume mener, at vi aldrig kan drage konklusioner om den virkelige verden alene på baggrund af fornuft, hvor de metafysiske teorier omvendt bygger på, at det er muligt via fornuften at nå frem til sandheden om virkeligheden. Alt, hvad vi forestiller, os er afledt af oplevelser, dermed er alt hvad vi tænker nødt til at have rødder i noget vi før har erfaret, og derfor er der intet at finde i bevidstheden, som ikke tidligere har været sanset. Hume giver følelserne og sanserne den afgørende rolle i spørgsmålet om erkendelsesgrundlaget. Tingene eksisterer kun i kraft af, at vi har erfaret, følt og sanset dem i den empiriske verden. Humes næste skridt i kampen mod metafysikken er, at han spørger, hvad det egentlig er i erfaringen, der er en garanti for dens sandhed? Problemet med erfaringen er, at den aldrig kan give os en fuldstændig sikkerhed for, at noget er evigt sandt: Selvom alle erfaringer siger at solen vil stå op i morgen, som den har gjort al den tid, der har været mennesker på jorden, kan vi så uden en snert af usikkerhed sige, at den også vil gøre det i morgen? Solen kunne jo rent teoretisk til enhver tid holde op med at virke, eller begynde at virke anderledes. Dette problem kaldes induktionsproblemet, der beskæftiger sig med, at hidtidige gentagelser ikke nødvendigvis fortsætter i en uendelighed, som i eksemplet med solen. 10
Af stor filosofihistorisk betydning er Humes kritik af kausalitetens princip. 4 Ifølge Hume vil vi som mennesker altid antage at virkningen nødvendigvis følger af en årsag. Dette giver os den forestilling, at verden er meningsfuld og det har vi brug for. Her spørger Hume, hvad det er der gør mennesket berettiget til at lave disse sammenknytninger af de hændelser vi ser. Sandheden ligger i sanseindtrykkene, og det eneste man kan sige med disse er at en hånd f.eks. bevæger sig og en lampe vælter. At disse hændelser skulle være kausalt forbundne, kan der aldrig gives nogen garanti for. Vi mennesker handler som om disse kausale sammenhænge eksisterer, for ellers ville vi ikke være i stand til at udføre nogle handlinger, da vi aldrig ville vide hvad målet af disse handlinger ville være. Dette ved vi udelukkende pga. vanen og vores erfaring. Vi har gentagne gange væltet lampen ved at bevæge hånden mod den med en vis kraft, og vi konstaterer at denne konsekvens følger af handlingen, hvorved vi skaber en forbindelse; en kausalitetssammenhæng. Men dette er ikke et bevis på kausalitetens gyldighed, blot en gavnlig illusion for at give verden sammenhæng. For endnu en gang at understrege vanskeligheden ved at blotlægge den menneskelige natur og hermed udelukke idéen om en metafysisk verden, anvender Hume det såkaldte associationsprincip. Hans formål er at bekræfte følelsernes betydningsfulde format, og han gør det ved hjælp af de tre begreber lighed, nær forbindelse og årsag. 5 Begreberne drager forbindelse mellem alle tænkelige genstande og væsner. Ligheden, den nære forbindelse og årsagen får os til at associere, og når 4 At naturen og tilværelsen som helhed skulle være underkastet årsagslove (årsags- eller kausalprincippet), er blevet anset for en nødvendig forudsætning for såvel erkendelse som handling. 5 Lighed: Ikke lighed som i ligeværd, men som i sammenligning. F.eks. hvis man ser to hunde der ser helt forskellige ud, så sætter vi dem begge i kategorien hund. Nær forbindelse: Hvis man hører ordet far vil man associere til ordet søn og omvendt. Årsag: F.eks. hvis man ser en væltet kop kaffe, så vil man overveje hvad der kan have forsaget dette, overveje mulige årsager. 11
vi gør dette, bruger vi både den empiriske, praktiske fornuft og de følelser der muligvis kunne være knyttet til de ting, vi associerer. Associationerne udspringer af tidligere erfaringer. I samme henseende foretager Hume et skel mellem de to begreber indtryk og forestillinger - med oplevelser som det overordnede begreb. Oplevelser er dækkende for alt, hvad der er i bevidstheden, hvorunder indtryk er overførte billeder fra det virkelige liv, og forestillinger er tanken om en følelse eller en genstand. 6.2 Humes moralfilosofi Med henblik på at opspore, hvorfra menneskets moral udspringer, fastslår Hume, at moralen ikke er at finde i den empiriske verden, idet han derimod mener, at den er relativ og afhænger af den enkeltes fornemmelser. Man kan altså ikke sætte moral lig med fornuft, men snarere lig med smag og følelser, og det samme må gælde værdiers udspring. Hume mener, at det ikke er logik eller fornuft, der bestemmer moralen, men derimod følelserne, og i moralske vurderinger er følelserne altafgørende. Moralsk billigelse eller afstandtagen kan aldrig have noget at gøre med fornuften, da moralen udspringer af lyst/ulyst. Hume mener, at vi har denne lyst indbygget i kraft af at være et menneske - en slags medfødt velvilje overfor andre mennesker. Denne velvilje kalder Hume sympati, 6 og han anser den som værende den højeste dyd, kardinaldyden. Moralen fordrer næstekærlighed, en villighed til at vægte det fælles bedste frem for egeninteresse (Husted, 2005, s. 89). Hume mener ikke, at der er et dilemma mellem at leve et godt liv og at leve et moralsk rigtigt liv, da det moralsk gode liv giver en større tilfredshed og dermed det bedste menneskeliv. Næstekærligheden giver god samvittighed og gør at vi har en behagelig følelse af ro og balance inden i. 6 Eng. = fellow feelings 12
Humes tanker omkring sympatien kan synes problematiske, idet udgangspunktet for disse handlinger kan ledes tilbage til den enkeltes egenkærlighed. Sagt med andre ord handler mennesket sympatisk for at sikre sin egen samvittighed. Gode handlinger kan altså tolkes som udsprungne af etisk egoisme. Hvis dette er tilfældet, vil Humes teori have et problem, da den bygger på det modsatte af egoisme, nemlig sympati. Dette vil være en misforståelse af Hume. Han mener ikke, at vi handler sympatisk, og med tanke på hverandre, for at få det godt med os selv, men i stedet af ren intuition. Vi har, givet i vores natur, disse sympatiske reflekser og vil intuitivt udføre gode handlinger i kraft af vores sympati. 6.3 Svælget mellem er og bør. Hume formulerer problemet om at slutte fra er til bør, og han søger at påvise, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem disse, i det han ikke anser moral som udtryk for fornuft men som udtryk for menneskelig sympati og medfølelse. Mange filosoffer prøver at udlede normative udsagn på baggrund af deskriptive udsagn, men der er ingen logisk forbindelse mellem normative og deskriptive udsagn, hvorfor Hume mener, at denne type slutninger er ugyldige. Deskriptive udsagn, er-domme, er beskrivelser af kendsgerninger, hvor normative udsagn, bør-domme, er moralske værdier til efterlevelse. F.eks. hun taler pænt til ham, hvoraf kan udledes den almene handlingsforskrift, at jeg bør tale pænt til andre mennesker, og man altid bør tale pænt til andre mennesker. Men hvis en person ikke føler, at han bør tale pænt, så vil han udlede en anden bør-dom, og derfor vil man ifølge Hume ikke kunne udlede generelle handlingsforskrifter. Med andre ord mener Hume, at er-domme aldrig kan udlede almene gyldige handlingsforskrifter. Uanset hvad fornuften siger, så er det følelserne der via ønskerne sætter målet, og herefter kan fornuften træde til og vejlede om midler til at 13
nå ønskerne. Vores bør -domme er vores normative ønsker om, hvordan vi mener tingene burde se ud, og er derfor udelukkende følelsernes værk hvor er -dommene er fornuftens værk. 7. Immanuel Kant (1724-1804) 7.1 Kants erkendelsesteori Oplysningstiden er kendetegnet ved optimisme og troen på mennesket som et selvstændigt og fornuftsmæssigt væsen. Denne periode bliver en løsrivelse af mennesket fra enevældens og den kirkelige umyndiggørelse af mennesket. I takt med ny viden og oplysning bliver mennesket betragtet som et autonomt væsen, der ved hjælp af sin fornuft kan frigøre sig fra tidligere traditionsbundne systemer og tænkning. Kant var oprindeligt opdraget i den rationalistiske skole, men hans møde med empiristerne, særligt hans læsning af Humes værker, fik ham til at genoverveje den rationalistiske retning som den eneste rigtige. Efter hans mening var der rigtigt og forkert i begge teorier, men Kant kunne ikke forene sig fuldstændigt med nogle af retningerne. Hans filosofi tager derfor udgangspunkt i spændingsfeltet mellem disse. Empiristerne deklarerede i 1600-tallet at mennesket var en renskrevet tavle som erkendte verden udelukkende ud fra sanseerfaringen. Modsat empiristerne hævdede rationalisterne at mennesket udelukkende via fornuften, som er givet i mennesket forud for erfaringen, er i stand til at finde frem til eviggyldige sandheder. Ligesom i matematikken kan vi, ad den rene tænknings vej, finde frem til den sande erkendelse. Med begreberne forstandskategorier og anskuelsesformer bruger Kant elementer fra rationalismen. Kant afviser dog ikke sanseerfaringen som rationalisterne gør, men hævder at dette element ligeledes er en forudsætning for menneskelig erkendelse. 14
Med Hume har erkendelsesfilosofien ikke længere noget rationelt grundlag at hvile på. Med hans påvisning af fejlslutningen mellem er og bør afviser han rationalismens erkendelsesfilosofi og skaber usikker grund for al videnskab. Vi kan ikke slutte fra er til bør, altså kan vi ikke vide noget med sikkerhed. Kants projekt bliver derfor at tage til genmæle og bevise at mennesket via fornuften, vil være i stand til at finde frem til sikker grund igen. Det må være muligt at finde frem til grundlæggende, almengyldige præmisser som videnskaben og ikke mindst morallæren kan hvile på. Kant søger derfor at modbevise Humes skepsis overfor fornuften som en evne hos mennesket til at erkende eviggyldige, objektive sandheder. Ifølge Kant består vores virkelighedserkendelse at to elementer; stof og form. Stoffet er selve sansematerialet, som mennesket modtager udefra gennem indtryk, og formen er den måde hvorpå sanseindtrykkene ordnes. Først bruges anskuelsesformerne tid og rum til at ordne sanseindtrykkene, derefter ordnes anskuelserne i forstandskategorier. Stoffet er en a posteriori erkendelse, hvilket betyder at dens gyldighed må bekræftes via erfaringen. Formen er en a priori erkendelse, hvis gyldighed er uafhængig af erfaringen. Al erkendelse starter med at man bliver påvirket af noget, en ting i sig selv 7, sådan at der dannes et sanseindtryk. Sanseindtrykkene ordnes i tid og rum og bliver derved til anskuelser. Derefter bearbejder forstanden fænomenerne 8 og danner derved begreber, love, regler osv. Anskuelsesformerne og forstandskategorierne er ikke noget man kan komme frem til via induktioner af sanseerfaringen. De er aprioriske sandheder. Det der adskiller menneskene fra dyrene er ifølge Kant at mennesker har forstandsevnen. Det at have 7 Ding an sich = ting i sig selv eller sager: Kants udtryk for ting der eksisterer i en metafysisk verden og som ikke er tilgængelig for den menneskelige erkendelse. 8 Fænomen: det der kan komme til vores bevidsthed gennem sanserne og erkendelsen 15
forstand, indebærer at man stiller krav til fænomenerne. Vi stiller krav til at der er en vis orden blandt disse. De krav forstanden stiller, er fælles for alle mennesker, så vi oplever virkeligheden som en fælles virkelighed. Vi sanser stoffet subjektivt, men formen er objektiv. Erfaringen skal altså underordnes forstandens love. Forstanden er transcendental, hvilket betyder at vi i vores forsøg på at ordne alting i kategorier, også vil ordne ting, som ikke kan ordnes via forstandskategorierne. Dette medfører at erkendelsen også omfatter ting, som ikke kan være genstand for erfaringen. Kant kalder dette transcendent erkendelse. Når fornuften søger svar om noget uden for vores erfaring, overskrider fornuften sin grænse. Fornuften bliver dialektisk, og dens ideer bliver derved transcendente. Kant kalder disse fornuftens ideer. Han nævner 3 ideer: ideen om en sjæl adskilt fra legemet, ideen om Gud eller et højeste væsen og ideerne om verden. Forsøget på at erkende ideerne vil altid mislykkes, men ikke desto mindre er ideerne meget værdifulde, da de fungerer som idealer, som vi mennesker stræber efter i håb om at opnå fuldkommen erkendelse. Ideerne er rettesnore for erkendelsen, men indgår ikke i denne. Fornuft er et centralt begreb i Kants erkendelses-, såvel som i hans moralfilosofi. Mennesket kan ved at benytte sig af fornuften, erkende morallovens almengyldige princip, og dermed frigøre sig fra drifternes evige stræben efter behag. Ligesom alle andre naturlige ting har fornuften også et formål. Dette er at frembringe en god vilje. Derudover hæver den menneskene over naturtvangen. Mennesket kan bruge fornuften til at forholde sig til og styre sine tilbøjeligheder, og det er fornuften der fordrer hvilke handlinger, der skal udføres og ikke erfaringen. Kant skelner mellem en ren fornuft og en praktisk fornuft. Den praktiske fornuft er den del af fornuften, der har med menneskets handlinger at gøre. At man kan finde vej skyldes f.eks. den praktiske fornuft. Den rene fornufts principper former 16
sansematerialet. Dens evner er sanseevnen, anskuelsen og forstanden. Den rene fornuft omfatter altså anskuelsesformerne og kategorierne (Stigen, 1983) 7.2 Kants moralfilosofi Kants moralfilosofi er en pligtetik. I ordet pligt ligger at det er et påbud, hvilket strider mod vore egne tilbøjeligheder. Hos Kant bliver pligten det element, der gør vores handlinger moralske. Kun når der handles af pligt, er vores handling af moralsk værdi. For at forstå Kants pligtbegreb er det nødvendigt at se på hans skelnen mellem pligtmæssige handlinger og handlinger gjort af pligt. Hvor den første synes at være i overensstemmelse med pligten, men ved nærmere eftertanke indeholder egeninteresser, er den sidste helt fri fra enhver tilbøjelighed. Kant eksemplificer med den ærlige købmand, som ikke tager overpris, men behandler kunderne retfærdigt. Ude fra synes handlingen at følge de forpligtelser, vi som mennesker har overfor hinanden. Dog kan købmanden ikke se sig helt fri fra egeninteresse. I hans handling kan tænkes at ligge en anden årsag end blot uforbeholden næstekærlighed: Han vil gerne bevare sit ærlige ry, og dermed tiltrække kunder. En handling af pligt derimod indeholder intetsteds egennyttig interesse. Det er en handling, der udelukkende udspringer af pligten, fordi der på ingen måde kan drages egennytte af den. Den udføres kun fordi pligten fordrer det. Altså udelukkende for pligtens skyld. Kant giver endnu et eksempel: At opretholde livet er en pligtmæssig handling, da mennesket umiddelbart har tilbøjelighed dertil, og det er derfor ikke en handling af pligt. Når en ulykkelig derimod ikke begår selvmord, men opretholder livet - ikke af frygt eller tilbøjelighed, men af pligt, har han handlet moralsk korrekt. Kant udtaler om pligten: En pligthandling har sin moralske værdi, ikke i den hensigt, der skal opnåes gennem den, men i den maksime, efter hvilken den besluttes. (Kant, 1785, s. 31) At handlingen er udført af pligt er altså ét, men for at kalde den 17
moralsk, skal den opfylde endnu en betingelse. Det moralske element ligger ikke i hensigten med handlingen, eller ønsket om, hvor den skal bære os hen, men derimod i viljen, når dette princip følges. En moralsk rigtig handling bedømmes altså ikke ud fra viljens forhold til den ønskede virkning, men udelukkende ud fra viljens princip. Her følger Kants grundlæggende princip, som viljen skal vælge at handle efter. Han kalder viljens princip for det kategoriske imperativ: Jeg skal aldrig gå anderledes til værks end sådan, at jeg også kan ville, at min maksime skal blive en almen lov. (Kant, 1785, s. 63) For at kunne kalde en handling moralsk, skal den altså først ske af pligt, men lige så vigtig er det, at den sker ud fra det universaliseringsprincip, som imperativet ovenover udtrykker det. At noget er kategorisk betyder her, at det er ubetinget. Det fremstiller en handling som i sig selv er objektiv nødvendig, uden at have et andet formål som henseende. Handlingen er god i sig selv. I modsætning hertil er de hypotetiske imperativer. Et hypotetisk imperativ fremstiller en mulig handlings praktiske nødvendighed som middel til at opnå noget andet. Handlingen er god som middel. I ordet imperativ ligger den betydning at noget er et påbud, og det udtrykkes derfor med et skal. Det kategoriske imperativ erklærer altså, at handlingen i sig selv er objektiv nødvendig, uden hensyn til nogen hensigt. Men hvad er det så denne almene og ubetinget handlingsforskrift påbyder mennesket? Erstattes maksime med ordet regel kan Kants kategoriske imperativ forstås således: Hvis jeg til enhver tid i alle henseender kan acceptere, at den regel jeg handler ud fra lige nu, vil blive ophøjet til en almengyldig regel, altså en slags målestok for moralske handlinger og vel og mærke kan mene det uden selvmodsigelse, så er den pågældende handling en moralsk rigtig handling. I situationer med moralske tvivlspørgsmål, er det blot at udsætte sin handling for denne almene morallov. Kan jeg acceptere, at alle andre til alle tider handlede på 18
samme måde, som jeg gør lige nu, så er min handling i overensstemmelse med det kategoriske imperativ, og lever derfor op til universaliserbarhedsprincippet. Kant føjer endnu to imperativer til. Det praktiske imperativ lyder således: Handl således at du altid bruger menneskeheden såvel, i din egen person som i enhver anden person altid tillige som formål, aldrig blot som middel (Kant, 1785, s. 63) Mennesket har altså værdi i sig selv og kan derfor ikke blot bruges som middel til at opnå noget større. Dette bliver ifølge Kant den øverste praktiske grund, hvorfra alle andre love må udledes. Men hvad er det for en egenskab ved mennesket, der gør at vi alene skal betragtes som mål i os selv? Her skelner Kant mellem fornuftløse væsener også kaldet sager og fornuftige væsener som han betegner personer. Ting der blot følger naturens gang er ikke givet fornuft, og kan derfor ikke sætte sig ud over tilbøjeligheder. Mennesket derimod kan vælge at bruge dets fornuft og gøre sig fri. I denne frigørelse ligger begrebet om den menneskelige autonome vilje. Med vilje er mennesket givet evnen til at kunne følge moralloven. Fornuften fremsætter denne morallov og det er dér, at mennesket bliver selvlovgivende. Fornuftens formål bliver derfor, at udtænke de moralske love, vi skal handle efter, sagt på en anden måde, hvis fornuften skal opfylde sit formål, må mennesket nødvendigvis betragtes og behandles som selvlovgivende. Bruges mennesket som middel, fratages det sin egen selvbestemmelse, hvorfor det hindres i at praktisere og opfylde fornuftens og dermed menneskelivet formål. Moralloven er altså en lov der udspringer af fornuften, og eksisterer inden i os selv. Den påtvinges ikke af en ydre myndighed eller magt. Man er altså selv ophavsmand til de moralske love som man følger. Dette syn præsenterer Kant i sit tredje praktiske princip altså: Ideen om ethvert fornuftigt væsens vilje som en alment lovgivende vilje (Kant, 1785, s. 66) Menneskets fornuft kan ikke ville modsigelser, og 19
vil nødvendigvis komme frem til almene lovgivende forskrifter for moralske handlinger. Heri ligger grunden til hvorfor vi skal handle af pligt og altid i overensstemmelse med moralloven. Hvis det er mennesket selv, der skaber de moralske love, og indser dette, kan det ikke andet end at have agtelse for disse love, og vi vil derfor motiveres til at handle i overensstemmelse hermed. Hvis ethvert menneske indser at moralloven udspringer af mennesket selv, og handler helt i overensstemmelse med denne, vil det resultere i et samfund, hvor alle er bundet til hinanden gennem selvlovgivende love. Et sådan ideal kalder Kant for formålenes rige. Altså en hypotetisk idé om et sted, der er karakteriseret ved en altoverskyggende agtelse for det menneskelige selvlovgivende væsen, og hvor al menneskelig handling derfor sker udelukkende i overensstemmelse med moralloven. Moralloven er en indre lov. Den er ikke nedskrevet og har ingen ydre sanktionsmuligheder. Det som får mennesket til at følge moralloven er derfor agtelsen. Når mennesket bliver bevidst om moralloven indser det, at det er et unikt væsen i forhold til at have denne evne, og agtelsen opstår. Menneskets agtelse for loven er ifølge Kant drivfjeder for moralsk korrekt handling. Denne tanke om menneskets tilskyndelse til moralske handlinger videreføres og diskuteres i afsnit 16 om den motiverende faktor. 8. John Rawls (f. 1921- ) I sit hovedværk A Theory of Justice (Rawls, 1971), fremsætter Rawls en teori for opbyggelsen af det mest retfærdige samfund, hvilket tager udgangspunkt i den hypotetiske situation den oprindelige position. Den oprindelige position er et forum, hvori en samfundspagt skal indgås. Dette udgangspunkt er nødvendigt for at opnå 20
retfærdighed som fairness. 9 Ved at sætte diskursdeltagerne bag uvidenhedens slør, frigøres diskursdeltagerne fra enhver viden om udfaldet af deres personlige lod i hhv. det sociale lotteri og det naturlige lotteri, som Rawls kalder det. Det sociale lotteri afgør hvilket socialt udgangspunkt, mennesket befinder sig i ved livets begyndelse, og det naturlige lotteri afgør vore biologiske evner, dvs. eventuelle handicaps eller evner. Når menneskene bliver sat bag uvidenhedens slør, har de derfor kun viden om basale økonomiske, psykologiske og sociologiske mekanismer, men får ellers frie tøjler til at sammensætte samfundspagten, som de synes bedst om. I denne tilstand vil man, for at fremme interesser blive tvunget til at indgå i den mest retfærdige samfundspagt, for personligt at være dækket ind, når man kommer ud i den virkelige verden og bliver placeret i en specifik social og naturlig position. Det sker ved, at mennesket i den oprindelige position ikke kender sandsynligheden for at ende i bestemte positioner, og derfor befinder sig i en usikkerhedsposition, som gør, at det vælger samfundsindretning efter maximin-strategien (Holtug, Kappel og Lippert-Rasmussen, 1997). Mennesket er født rationelt og med et ønske om retfærdighed, og eftersom det i den oprindelige position er uden holdninger om, hvad der er godt eller ondt, vil de iboende evner, rationalitet og retfærdighedssans, blive de skabende kræfter for samfundspagten 10 I tanken om rationalitet og retfærdighedssans som iboende evner i mennesket, afspejles der et menneskesyn, som ser mennesket som godt og fornuftigt i udgangspunktet. Når det bliver placeret uden for den oprindelige position, altså i den virkelige verden, daler Rawls tiltro til mennesket dog. I hans eget oplæg til samfundsindretning, gjort ud fra de to grundværdier lighed og frihed, ser han samfundets 9 Begrebet retfærdighed som fairness bruger Rawls som betegnelse for det retfærdighedsbegreb, som vedtages i den oprindelige position. 10 Det skal dog understreges, at maximinstrategien ikke tager stilling til retfærdighed, men at Rawls mener at menneskene bruger den til at skabe mest mulig retfærdighed. 21
institutioner som nødvendige for at opretholde menneskets arbejdsomhed. Han ser dovenskab som et problem for samfundet, så derfor skal mennesket holdes i ave af samfundsinstitutioner som f.eks. skattepolitik. Udover at være regulerende for befolkningens tilbøjeligheder, skal samfundsinstitutionerne dog også afspejle folkets rettigheder. Der sker en gensidig påvirkning mellem samfundets regler og love og borgernes handlinger. Lovene er udtryk for restriktioner, men samtidig er de udtryk for menneskenes egen lovgivning. Samfundets love håndhæver blot de principper, som menneskene selv, i den oprindelige position, er kommet frem til. Lovene hjælper den rationelle fornuftsside af mennesket til at komme til orde frem for vore tilbøjeligheder. Her ses samme dualistiske menneskesyn som hos Kant, og samme opfattelse af mennesket som værende selvlovgivende. Rawls hævder, at man i den oprindelige position vil finde frem til to grundlæggende værdier, frihed og lighed. Med frihed menes i store træk frihed til at eje, mene og handle. I denne forbindelse kan nævnes, at det dog er frihed under ansvar: Enhver skal have lige ret til den mest udstrakte, basale frihed forenelig med tilsvarende frihed for andre (Rawls, 1971, kap. 4). Med lighed forstås lige muligheder for alle, hvilket vil sige, at alle uanset naturlig og social position skal have lige mulighed for at udforme deres liv, som de vil. Herigennem får subjektet selvbestemmelse over eget liv, mens samfundets rolle bliver at fordele og omfordele magt og økonomi, så det kommer alle til gode. Økonomisk ulighed er altså som udgangspunkt uretfærdig, men kan retfærdiggøres, hvis konsekvensen af uligheden vil medføre en økonomisk forbedring for de fattigste 11. Mht. magt gælder det, at alle skal have lige adgang til alle stillinger, for at bibeholde den lige mulighed for selvrealisering. Det kan ikke retfærdiggøres at udelukke nogle fra at søge offentligt embede. 11 Dette kaldes differensprincippet. 22
9. Jürgen Habermas (f. 1929- ) For Habermas er sprog skabt med henblik på samarbejde, og det sproglige og fornuftige menneske er diskursdueligt og diskursønskende. Det er vigtigt at vi som mennesker indgår i dialog med hinanden, da vi derved får en større forståelse af hinanden og verden. I fællesskab kan vi finde frem til bestemte diskursnormer. Uskrevne diskursnormer er produkter af kommunikationens udvikling og disse er i deres kulturelle og tidsmæssige kontekst sammenflydende med, og baggrund for, normative forskrifter på moralsk handlen. Disse moralske forskrifter er det tætteste vi kommer på objektive værdier, men er kun til i mangel på bedre, og må derfor til enhver tid kunne revurderes, hvilket ifølge Habermas, sker i den vestlige verdens demokratiske styre. (Habermas, 1996) 9.1 Diskursetikken Diskursetikken er en kortlægning af et sæt diskursregler 12, som må forudsættes af enhver, der ønsker at indgå i en diskurs. Diskursreglerne kan grupperes i tre forskellige regeltyper: de logisk-semantiske, de indholdsmæssige og de retoriske regler. Første skridt på vejen mod den ideelle diskurs er at overholde regler på det logisk-semantiske niveau, dvs. følge generelle sproglige regler for meningsfuld samtale. Disse er betingelser for overhovedet at kunne kommunikere, eksempelvis bliver en argumentation først gyldig når kontradiktionsprincippet, der fordrer modsigelsesfri argumentation, er opfyldt. På næste skridt mod den ideelle diskurs opstilles regler af indholdsmæssig art, for at undgå misforståelser og usandheder i diskursen. Sidst 12 Disse regler er udarbejdet af Alexy, R. 23
opstilles regler af etisk indhold, da disse bliver handlingsforskrifter der kan overføres til andet end diskursive sammenhænge. Af disse kan Habermas objektive værdier, udledes. Habermas mener, som Kant, at fornuften spiller en central rolle i moralfilosofien. Mennesket er et fornuftsvæsen, der med sin kommunikative fornuft kan finde frem til moralsk korrekte handlinger. Fornuften er for Habermas ikke blot noget instrumentelt, men et væsentligt aspekt af vores evne til kommunikation. Sprog og fornuft er for Habermas to sider af samme sag, da det ene forudsætter det andet. For at kunne forstå sprogets grundlæggende væsen, må der forudsættes en fornuft, og omvendt må der forudsættes et sprog for at føre en indre dialog. Vores fornuft er en evne vi kan udvikle i det interpersonelle rum, da det kræver tankevirksomhed når vi skal give en begrundelse for vores udsagn. Omvendt bruger vi også fornuften når vi selv skal stille os kritiske overfor andres begrundelser. Habermas mener, at almene moralske handlingsforskrifter er noget vi finder frem til i fællesskab, hvilket adskiller ham fra Kant, der er af den overbevisning at moralen ultimativt kan afgøres af det enkelte menneske. Fornuften bliver for Habermas interpersonel, når man via dialog indgår i fælles refleksion. Hvor Kant forudsætter, at vi i fornuften har en iboende moral vi er forpligtede til at følge, mener Habermas at det kun er de forskrifter, der er opstået ved en rationel diskurs, og som alle berørte parter har accepteret, der er forpligtende. 9.2 Universaliseringsgrundsætningen og diskursetikkens grundsætning Habermas begrunder sin diskursetik med universaliseringsgrundsætningen: U, som lyder; de følger og bivirkninger, der antageligt bliver resultatet af en generel efterkommelse af en omstridt norm, når hver enkelts interesser skal tilfredsstilles, 24
tvangfrit kan accepteres af alle (Habermas, 1996, s.86). Denne er forudsætningen for, at der via rationel diskussion kan dannes moralske forskrifter, der gælder for alle. U forkaster til gengæld også moralske forskrifter, der ikke kan accepteres af alle, hvorved man ledes tilbage til opgavens spørgsmål om eksistensen af objektive værdier, idet man som nævnt ikke kan være sikker på noget endegyldigt. 13 Det problematiske ved U er at det i den praktiske verden aldrig vil være muligt at få alle med i en diskussion. U bliver således et idealbillede, som aldrig vil kunne opnås i praksis, men som man skal anerkende gyldigheden af, for overhovedet at kunne indgå i en argumentation. Hvis man vil diskutere noget, ville det være mærkeligt, om man ikke gerne vil have, at de andre diskursdeltagere taler sandt og argumenterer fair. Habermas mener, at alt kan anfægtes, undtagen U. U er som det eneste, uanfægteligt og herunder ligger Alexys diskursregler, da en anfægtelse af disse ville være at begå en performativ modsigelse. (Habermas, 1996). Herved foretages der en transcendentalpragmatisk begrundelse for U, idet vi ved vores fornuft kan bevise dens nødvendighed. Da universaliseringsgrundsætningen aldrig vil være mulig at praktisere, modificerer Habermas U og danner den diskursetiske grundsætning: D At det kun er de normer der kan gøre krav på gyldighed, der finder (eller vil kunne finde) samtykke hos alle berørte parter som deltagere i en praktisk diskurs. (Habermas, 1996, s.86). D sorterer altså i den teoretisk ideelle deltagerpulje, således at kun de implicerede parter, dvs. aktuelle diskursdeltagere såvel som konsekvensberørte parter, kræves at samtykke for pågældende norm. D er modsat U, som kun kan gælde i en ideel verden, praktisk dækkende. Derfor er D ikke en moralsk forskrift som U, men derimod en handlingsforskrift for, hvordan man på bedst mulig måde kan efterleve U. Her ser man 13 Denne diskussion videreføres i afsnit 10, omhandlende en diskussion omkring eksistensen af objektive værdier. 25
desuden hvordan Habermas, hvis han selv skal efterleve U, må anerkende normative moralske forskrifter som gyldige i mangel på bedre. D begrunder gyldigheden af transcendentalpragmatiske argumenter, da den accepterer manglende diskurs, hvis den fremsatte norm kan samtykkes af alle implicerede parter. D giver desuden en accept af repræsentativt demokrati, som jo i og med at alle vælgere ikke er med til at tage beslutninger, ikke lever op til U. D accepterer derimod den konsensus der måtte fremkomme mellem diskursdeltagerne; de valgte politikere. Desuden er ingen udelukket fra diskursen, idet alle borgere i et demokrati kan stille op til deres lands parlament. Her støder vi dog også ind i en praktisk svaghed ved D, i og med at de folkevalgte politikere sjældent er enige om de beslutninger, der bliver taget. 9.3 Herredømmefri samtale Habermas mener, at man i dialog enten når en tvangsbaseret falsk konsensus, eller en konsensus baseret på overholdelse af diskursreglerne. En tvangsmæssig falsk konsensus vil være resultatet af en dialog, der ikke opfylder kravene for en herredømmefri samtale. En herredømmefri samtale, er en samtale hvor alle diskursmedlemmer har mulighed for at ytre sig af egen fri vilje og ikke hindres i deres ret til at indgå i dialogen. En konsensus der er baseret på frivillig anerkendelse af gyldigheden af rationelle argumenter, er derimod resultatet af en ideel diskurs, hvor alle indgår på lige fod og når frem til en fælles indforståethed. Det er kun ved denne ideelle diskurs, vi når de foreløbige 14, objektive værdier. 14 Når objektive værdier her betegnes som foreløbige, er det grundet at diskurser vil forandres i takt med tiden. I middelalderen ansås det ikke som en moralsk ugerning, at brænde hekse på bålet eller at tage på korstoge. Derimod ansås det for en pligt at afvise hedenskab og udbrede kristendommen. Værdierne er foranderlige, dermed vil argumentationen tillige ændre sig i takt med nye livsopfattelser. 26
Den ideelle diskurs er en idealtilstand, da diskurser er underkastet indskrænkninger i tid og rum - diskursen kan ikke foregå på alle steder, til alle tider. Vi er nødt til at placere diskursen i sted, hvilket afholder de ikke tilstedeværende fra at deltage, og diskursen udvikler sig over tid, da den er fortløbende. Mennesket kan kun forstå diskursen, når den er ordnet i tid og rum. Habermas er meget bevidst om det modsætningsforhold der opstår, når man opsætter handlingsforskrifter som diskursetikken. Morallove som diskursetikken er et eksempel på, gælder kun som idealer og kan aldrig til fulde forenes med det menneskelige væsen, da mennesket er intuitivt og socialt. (Habermas, 1996). Argumentationsdeltagerne er altså uintelligible karakterer, hvilket fra Habermas synspunkt, skal forstås som en anerkendelse af, at mennesket ikke udelukkende er et fornuftsvæsen, men også indeholder følelser. Disse følelser afføder holdninger, der ikke nødvendigvis er rationelt begrundede, men i høj grad påvirker diskursdeltagerne. Habermas ser altså, som Kant, mennesket både som fornuftsvæsen og et empirisk væsen. Forskellen ligger blot i, at Habermas anerkender menneskets tilbøjeligheder som gyldige i fremkomsten af foreløbige objektive værdier. 10. Findes der objektive værdier? 10.1 Fornuft og følelse Diskussionen om hvor vidt der eksisterer objektive værdier må, ligesom andre filosofiske spørgsmål, tage sit udspring i erkendelsesfilosofien. Der skelnes mellem to forskellige verdener; den faktuelle verden og værdiernes verden. Det er to forskellige ontologiske sfærer, som er genstand for forskellige typer erkendelse. Fornuft og følelse er to forskellige erkendelsesformer. Kant og Hume er, som tidligere nævnt, begge enige i, at empirien er nødvendig for erkendelse. Ifølge Kant skal 27