Ønsker til en styringsreform ved sognepræst, lektor Mikkel Wold Mange tak for opfordringen til at sige noget provokerende i 15 min. Det bliver med de tidsmæssige rammer ikke så nuanceret, som jeg normalt synes, man er forpligtet på, hvis man fremsætter provokerende udsagn, så jeg håber, mine ord bliver taget i rette ånd, nemlig som en kærlig-kritisk stillingtagen til den nuværende folkekirkelige situation og ikke mindst et par bud på bare nogle af de forhold, der i lyset af den situation bør være på dagsordenen hos den kommission, der om noget tid skal i gang med arbejdet. For nu ser det jo ud til, at man omsider sætter det i gang, som grundlovens fædre mente, man skulle have. Der er grund til at glæde sig over, at kirkeministeren viser mod og vilje til at gennemføre, hvad man har ventet i mange, mange år. De bud, jeg kommer med, er naturligvis blot en lille del af de mange overvejelser, man må gøre sig, når man nu tager fat. Men bare det, at der tages fat, vidner om den velgørende mulighed der nu er for at få ændret det, der skal ændres. Og det er mit første punkt. Ikke enhver forandring er et gode. If it works, don t fix it, siger et godt gammelt ord. Det er godt, fordi der dermed siges, at forandringer for enhver pris ikke er et gode. Man skal med andre ord gøre sig klart, hvad det er, der fungerer godt og mindre godt, og hvad man vinder ved evt. at indføre nye ordninger. Egentlig er den iagttagelse jo uhyre banal og indlysende, men alligevel ser vi ikke mindst i vores egen tid alt for ofte, at der indføres forandringer, som kun de færreste kan se fidusen i. Måske de, der kender til fænomenet fra egen erfaring, vil give mig ret i relevansen af et citat, jeg stødte på for nogle år siden. Det stammer fra en
embedsmand, som på et tidspunkt, hvor han havde trukket sig tilbage fra sin stilling, udtalte følgende: Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering. Nogen vil måske tro, jeg har hentet citatet fra nutiden, men det stammer rent faktisk fra den romerske embedsmand Cajus Petronius, som nedskrev sine overvejelser omkring år 60. Citatet er ægte nok, selv om man på grund af dets aktualitet for nutiden har påstået det modsatte. Der ER bare ikke så meget nyt under solen. Så med andre ord: De forandringer, der nu vil komme, skal helst rette sig mod de ting, der kræver forandring, og lade de ting ligge, der fungerer rimeligt. Det er, viser al erfaring, ikke nogen let kunst. Hvad er det så, der kræver forandring? Ingen her i salen er ubekendt med de tiltag, der gennem tiderne er sket for at debattere og muligvis indføre den synodale forfatning, folk som Monrad og H.N Clausen talte så varmt for i midten af det 19. århundrede. Forsøgene har været gjort, men er strandet den ene gang efter den anden. Nogle af årsagerne til, at planerne ikke realiseredes, kan være forståelige nok. Nogle har frygtet for at centrere en magt og at give en særlig gruppe mulighed for at udtale sig på vegne af Folkekirken. To ting man efter min opfattelse med rette må frygte. Magt misbruges som regel rimeligt hurtigt, og kirkefolket er ingen undtagelse, for nu at sige det venligt. Også vi er født på den forkerte side af syndefaldet. Magt korrumperer, og sammen med magten kan også gå
småligheden, som af en eller anden grund trives særligt i det kirkelige. Steen Hildebrandt, tidligere professor i organisations- og ledelsesteori, skrev således i Børsen helt tilbage i 2004: Jeg har oplevet menighedsråd, der har arbejdet seriøst og stabilt med deres opgaver, og jeg har oplevet menighedsråd, som jeg kun kan karakterisere ved at bruge endog meget hårde ord ord som: personlige og partipolitiske dagsordener og krige, bagtalelser, sandkasse, magtmisbrug, elendig personaleledelse, evindelige åbne og skjulte konflikter og meget andet. Det er ikke holdbart. Man kan ikke lovgive mod for små sko og personligt magtbegær og snæversyn, men man kan komme langt videre i retning af at skabe betydeligt bedre forudsætninger for at håndtere og løse personaleledelsesopgaverne i folkekirken end tilfældet er i dag. Det her gælder naturligvis både menighedsråd og præster. Jeg mener, Hildebrandt sætter fingeren på et af de ømme punkter, som folkekirken skal tage fat på. At komme videre i retning af at skabe bedre forudsætninger for at løse personaleledelsesopgaverne kunne meget vel være noget, der blev kigget på i den kommende tid. Reformerne skal hvile på tillid, men der skal være modeller til løsning, hvis tingene går i hårdknude. De modeller er der ikke i dag. En præst kan være på tværs af sin menighed og et råd kan tryne en præst, uden at der kan gøres noget ved det. Det er der mig bekendt ikke andre steder i samfundet, man accepterer. Og nu vi er ved den del af festen, så er menighedsrådene ved at segne under administrationsopgaver, som man ganske enkelt ikke kan tillade sig at pålægge frivillige, der vil gøre et arbejde for kirken. At være kontaktperson er nærmest et halvtidsjob, og kirkeværger og menighedsrådsformænd mangler heller ikke beskæftigelse. Også provster og så vidt jeg ved det også biskopper pålægges administrative opgaver i et hidtil uset omfang. Det er moderne at råbe klynkeri efter dem, der påpeger problemer. Jeg er overbevist om, at mange i dag er ved at
indse, at ikke enhver, der påpeger problemer, er en klynker, og hvis man vil, kan der selvfølgelig findes løsninger på problemet. I det hele taget kræver det organisatoriske et hovedeftersyn og måske også en hovedreparation. I den forbindelse kunne det jo være dejligt, hvis man for bare én gangs skyld kunne undgå den idiotiske koncerntænkning, som følger i kølvandet på New Public Management- kulturen, en kultur, der i mange år har hærget det offentlige. Som det blev sagt i kronikken i Kristeligt Dagblad i lørdags, så er det ikke en selvfølge, at folkekirken, hvis grundlæggende enhed er sognet, skal have et økonomisystem, der er skabt til en koncern. Jeg er sikker på, ministeren er opmærksom på området og har vilje til at finde løsninger, som helt sikkert i første omgang vil betyde tæsk til forslagsstilleren(e), sådan som det altid sker, men som nok på sigt vil indebære forandringer, de fleste sikkert vil være enige i, er til kirkens bedste. Netop det forhold, at der fra lovgiverside indføres tiltag, som først mødes med protester og siden betragtes som en selvfølge, får mig til at komme ind på et andet forhold. Det handler om forholdet mellem lovgiverne og det, der med et noget uklart udtryk kaldes for kirkens indre anliggender. I dag er der som bekendt ikke mange modstandere af kvindelige præster. Men i 1947, da man vedtog loven, der gav kvinder mulighed for at søge præsteembeder, var langt de fleste biskopper imod, og 514 præster underskrev en erklæring om, at den nye lov ville splitte kirken. Flere af dem truede endda med (eller tilbød, alt efter observans) at forlade deres præstestillinger. Nogle fløje af kirken kan bare ikke formulere sig i dæmpet stil.
Men lovgiverne stod fast og sikrede dermed det kirkelige frisind, for dengang som også i dag var ingen tvunget til at handle mod sin overbevisning, uanset om man hørte hjemme i den ene eller anden kirkelige observans. Netop dette forhold gør, at man nok skal være mere end almindelig varsom med at lade kirken være herre i eget hus, som man nogle gange formulerer det. Det er slet ikke sikkert, det vil medføre sikring af frisind og frihed. Det kunne være, at kirken i eget hus ikke er så fornyende, som man helst vil forestille sig. Tænk f.eks. på sagen mod Arboe-Rasmussen i begyndelsen af det 20. århundrede. Arboe-Rasmussen havde skrevet en bog, hvori han gjorde sig til talsmand for nogle synspunkter, som blandt andet satte spørgsmålstegn ved jomfrufødslen og andre dele af dogmatikken. Hans synspunkter lå tæt op ad den såkaldte liberalteologi, der også havde en hel del tilhængere i Danmark, men som ingen i det missionske og de færreste i det grundtvigske syntes godt om. Konservative teologer krævede præsten fyret, men hans biskop i Viborg sagde nej, for han mente ikke, Arboe-Rasmussen skulle fyres, selvom han var uenig med ham. Det var klogt. Senere søgte Arboe-Rasmussen embede på Falster, og det var til gengæld dumt. Menigheden ville gerne have præsten, men det ville biskoppen og det store flertal af præster i stiftet ikke, og efter en lang kamp, med frifindelse ved en provsteret, derefter afsættelse og endelig ny frifindelse ved Højesteret i 1916, endte det hele med, at Rigsdagen efter en skarp debat vedtog et forslag, som gav Arboe-Rasmussen lov til at blive i folkekirken. Det her viser altsammen, at der ikke er klarhed om kompetencerne og heller ikke om, hvad der egentlig ligger i begrebet kirkens indre anliggender. Så her er noget at arbejde med fremover. Afgrænsningen er ikke nem, og det er spørgsmålet, om man kan finde en ordning, hvor der er en klar fordeling af kompetencerne i sager som dem om kvindelige præster eller om vielser af
homoseksuelle. Personligt er jeg bange for de evighedsmaskiner, som en indre kirkelig debat ville kunne udarte til, og prøv lige at overveje, hvornår man mon ville have haft kvindelige præster, hvis man havde ventet på kirkens egne folks afgørelser. Dermed skal man også vogte sig for at tro, at en synode-ordning vil kunne løse problemerne. Jeg siger ikke, vi ikke skal have en, for det kan godt være, det bliver nødvendigt, men jeg er slet ikke sikker. Og hvis vi skal, skal den i al fald ikke være enerådende, og dens arbejdsopgaver skal defineres grundigt. Jeg ser i horisonten det kirkelige organisationsdyr vågne, og sammen med det alle dem, der ville elske at forvandle kirken til en organisation. Den slags plejer der ikke at komme andet ud af end bureaukrati og tomt snakkeri. Det løser ingen problemer og koster i øvrigt kassen. Det kan, hvis man ikke er på vagt over for de her forhold, betyde, at kirken profilerer sig så markant, at der mere lægges mærke til, hvad kirken mener og siger, end hvad Jesus sagde og mente. I det hele taget er det farligt, hvis man mister det visionære i kirken og hvis man går så meget op i det organisatoriske, at man mister sansen for det egentlige. Kirken skal fortsat sikres en åndsfrihed, et frisind og en rummelighed, og disse elementer skal værnes, ellers er, om ikke fanden så noget, der kan føre samme sted hen, løs. I det hele taget ville det være næsten ubærligt, om man i Grundtvigs fædreland ikke tog ved lære af netop hans understregning af, at betingelsen for udfoldelsen af kristendommen er friheden. Den ordning, som giver de bedste muligheder for denne frihed, er den ordning, vi skal stræbe efter. Det skal ske med udfoldelse af mod og risikovillighed. Vi skal turde forandringer, men kun hvis vi holder målet klart. Forandringer har altid været noget, som af en eller anden grund har været anskuet med den største skepsis i det
folkekirkelige. Engang skrev en katolsk teolog en rapport om kirkens tilstand, som han sluttede med en linje, der godt kunne passe til vores egen kirkelige situation: Så kan man da beskrive kirkens nuværende tilstand med en lettere omskrivning af den hellige apostel Paulus ord: Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er Status Quo. Sådan sker det ofte, hvis man mister perspektivet. Det perspektiv, der ligger i at ville være det synlige redskab for det, som vor Herre satte sin kirke til på jorden. Som teologen K.E. Skydsgaard skrev det engang: Således skal kirken være i tiden: som vidnesbyrdet om Guds verden, ikke i en håbløs fjernhed, men midt på den gamle jord med alt dens gamle væsen. Den skal være åndens redskab til at bringe også os, den sene vesteuropæiske kulturs børn, tilbage til Gud. Det er det mål, vi skal have for øje, og uden det, bliver ingen forandring frugtbar.