LANDBRUGET I EU Opfyldelse af samfundets behov og forventninger
FORORD Mariann Fischer Boel Kommissær for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter Den Europæiske Unions politik for landbrug og udvikling af landdistrikter den såkaldte fælles landbrugspolitik har gennem årene været genstand for stor opmærksomhed fra offentlighedens side. Tit kritiseres den, men hvor mange af os forstår i virkeligheden, hvad formålet med den er, hvordan den fungerer, og hvordan den har udviklet sig? Landbruget i EU er blevet moderniseret i løbet af de sidste 50 år, og det gælder også den fælles landbrugspolitik den har altid været en dynamisk politik, der tilpasses for at opfylde samfundets behov. Den har forandret sig i tidens løb, senest med en række grundlæggende reformer, som blev vedtaget i 2003. Og den er stadig yderst relevant. Folk er bekymrede over fødevarepriserne. De kræver sunde og sikre fødevarer af høj kvalitet. De ønsker, at der bliver passet godt på naturen. De ønsker at være sikre på, at EU gør noget ved klimaændringerne og har en afbalanceret politik for vedvarende energi. Den fælles landbrugspolitik har betydning for alle disse områder. Forholdet mellem den fælles landbrugspolitik og landmændene har også ændret sig: Nu har vi en enklere, mere fleksibel lovgivning, der lægges større vægt på levedygtighed og effektivitet som reaktion på markedskræfterne, der er indført incitamenter til at skabe et bæredygtigt landbrug, og landmændene tilskyndes til at passe på naturen. Den fælles landbrugspolitik er i konstant udvikling. Sundhedsundersøgelsen af den fælles landbrugspolitik i 2008 som handler om at strømline og modernisere den fælles landbrugspolitik (gennem tilpasninger snarere end større reformer) er bare et skridt på vejen. I Europa- Kommissionen sigter vi mod at yde den rette støtte til landmændene, men det sker altid ud fra et hensyn til bredere forbruger-, markeds- og samfundshensyn. Resultatet skal være et bæredygtigt EU både for landbrugssektoren, landbrugsøkonomien og miljøet. Nogle mener, at Europa ikke har brug for en fælles landbrugspolitik mere, og at de meget forskellige forhold på tværs af de 27 medlemsstater betyder, at landbrugspolitikken bør fastlægges på nationalt plan. Det er jeg ikke enig i. Jeg ønsker ikke en renationalisering af landbrugspolitikken og politikken for udvikling af landdistrikter. Den fælles landbrugspolitik skal fortsat være fælles. Med en politik på EU-plan har alle landmænd i EU lige vilkår, der lægges låg på udgifterne, og vi sikrer, at EU s prioriteringer respekteres i hele Unionen. 2 3
INDLEDNING D e n f æ l l e s l a n d b r u g s p o l i t i k : evolution, ikke revolution Den Europæiske Unions (EU s) landbrugspolitik og politik for udvikling af landdistrikter under ét den fælles landbrugspolitik har altid haft til formål at sikre, at Europa har fødevarer nok, og at de kan købes til rimelige, stabile priser. Fødevaresikkerhed er lige så vigtig nu som nogensinde især i en tid, hvor klimaændringerne i stigende grad påvirker vores verden. Men forventningerne i de europæiske samfund ændrer sig også. Befolkningerne kræver i stigende grad sunde fødevarer af høj kvalitet, men også en smuk natur til fritidsaktiviteter og turisme. Og det kan også lade sig gøre, men kun, hvis vi yder den rette støtte til landmændene og landdistrikterne. Målsætningerne for den fælles landbrugspolitik er lige så gyldige i dag, som da den blev indført for over 40 år siden. Men i mellemtiden har næsten alt i og omkring EU s landbrug ændret sig. Så den fælles landbrugspolitik har udviklet sig og er nu helt anderledes. Prisgarantier til landmændene, så de kunne producere næsten ubegrænsede mængder, hører fortiden til. Og det gælder også støtte til eksport til verdensmarkedet af de store overskud, som var resultatet af dette system. Får de midlerne til at løfte disse udfordringer, kan de fortsat fremstille de fødevarer, foderstoffer, fibre og andre non-food-produkter, som forbrugerne har brug for og EU er berømt for, og samtidig passe på naturen til gavn for de kommende generationer. Den fælles landbrugspolitik udformes i stigende grad til at opfylde en lang række behov. Den bidrager til at sikre landmændenes indkomst og miljøvenlig landbrugspraksis. Analyser af udsigterne for EU s landbrug i 2020 viser, at en fuldstændig ophævelse af støtten til EU s landbrug radikalt ville ændre landbrugsproduktionens geografiske placering og struktur. Mange landbrug ville forsvinde med dramatiske samfundsøkonomiske og miljømæssige følger i mange landdistrikter. Det ville være yderst ødelæggende at ophæve den fælles landbrugspolitik. Det rette svar er at ajourføre den over tid. Nutidens fælles landbrugspolitik giver stadig landmændene direkte indkomster, men de skal producere, hvad markedet kræver, og får mindre støtte til det. Men det er ikke let. Landmænd er forretningsfolk, men de har et andet ansvar og opererer i et naturmiljø, som kan være hårdt og nådesløst. De skal leve af markedet, men også de ønsker en vis grad af stabilitet i en verden med markedsudsving og klimaændringer. 4 5
1. Opfyldelse af samfundets behov Det er let at sige, at forbrugerne skal have, hvad de ønsker det er straks sværere at føre det ud i livet. For Europas forbrugere ønsker mere end blot de basale fødevarer. De ønsker at vide, hvor og hvordan deres fødevarer er fremstillet. At opfylde deres ønske om regionale specialiteter af høj kvalitet, større udbud, sikker anvendelse af kunstgødning og plantebeskyttelsesprodukter samt højere normer for dyrevelfærd er alt sammen med til at øge landmændenes produktionsomkostninger. EU s normer er blandt de strengeste i verden. EU s landmænd har adgang til indkomststøtte, der bestemmes af de former for offentlige goder, de leverer, og som markedet ikke selv kan levere f.eks. miljøbeskyttelse. Fordi de skal levere disse ydelser, er det dyrere at fremstille fødevarer i Europa end i lande, hvor landmændene ikke er forpligtede til at overholde tilsvarende normer. Udgifterne til bæredygtigt fremstillede landbrugsfødevarer stiger efter al sandsynlighed i takt med klimaændringerne. Derfor er det relativt dyrt at fremstille landbrugsfødevarer i Europa. Uden offentlig støtte vil landmændene have meget svært ved at klare sig på langt sigt i en globaliseret verden. Landbrug handler ikke blot om produktion af fødevarer og fibre. Landmændene inddrages mere og mere i fremstilling af non-foodprodukter af afgrøder, biprodukter og affald. De kan også skabe muligheder for turismen. Landmændene er det centrale omdrejningspunkt i de fleste landbrugsøkonomier og i bevarelsen af landbrugssamfund og -kultur. I modsætning til den gængse opfattelse i visse kredse er landbrug ikke altid en indbringende forretning. Ofte giver landbruget ikke overskud, så landmændene må arbejde hårdt for en relativt lille indtjening. Mange bedrifter er meget små. Mange har en arbejdsuge på syv dage, især landmænd med dyr. De nødvendige investeringer i bedriften er dyre, og indtægten er lav sammenlignet med andre erhverv. Og landmændene får først deres udbytte fra markedet efter mange måneders hårdt arbejde og store investeringer. 6 7
2. Det er vores landskab Landdistrikterne dækker over 90 % af EU og bebos af næsten 60 % af befolkningen (landbrugssamfund og andre, der bor i disse områder). Landbruget er hovederhvervet på landet. Derfor er det indlysende, at landmændene nødvendigvis deltager aktivt i at passe på naturen. I mange år er der i den fælles landbrugspolitik lagt stigende vægt på at tilskynde landmændene til at være med i denne udvikling og starte med deres egne produktionsmetoder. EU s bestemmelser er den ramme, som landmændene kan arbejde inden for, f.eks. grænserne for brug af kunstgødning og pesticider og bestemmelserne for, hvordan landbrugsaffald kan skaffes af vejen uden at forurene. Landmænd skal også overholde krav om, at deres jord skal være i god landbrugsmæssig og miljømæssig stand for at kunne modtage den fulde direkte støtte under den fælles landbrugspolitik 1. Disse foranstaltninger koster penge. Men samfundet får også noget ud af det nemlig landdistrikter med liv i. En bæredygtig landbrugssektor og langsigtet udvikling af landdistrikterne er en fordel for hele samfundet. Men fremtiden kommer til at byde på flere udfordringer, fordi landbruget står over for klimaændringer og samtidig skal bevare og forvalte vandressourcerne og biodiversiteten. Allerede nu påvirker klimaændringerne dyrkningssæsonerne og nødvendiggør omfattende tilpasninger af landmændenes forvaltningsteknikker. Også her skal den fælles landbrugspolitik hjælpe landmændene med at tilpasse sig den nye virkelighed. Samtidig kan de blive et vigtigt led i løsningen af de problemer, som klimaændringerne giver os, f.eks. ved at reducere emissionerne af drivhusgas og bevare græsmarker og dyrkningssystemer, der binder kulstoffet i jorden. Landmændene har allerede med held reduceret drivhusgasemissionerne. De samlede emissioner fra EU s landbrug faldt faktisk med 20 % i perioden 1990-2005, hvilket hovedsagelig skyldes ændrede landbrugsteknikker såsom mindre brug af kvælstofgødning, og en nedgang i den Den fælles landbrugspolitik omfatter også positive tilskyndelser til landmændene om at drive et så bæredygtigt landbrug som muligt. Vælger en landmand at gøre dette under en såkaldt landbrugsmiljøordning, f.eks. ved at reducere antallet af dyr på sin jord eller bruge mindre kunstgødning, eller vælger han at gå over til økologisk landbrug, kan han få udlignet sit indkomsttab og godtgjort de højere produktionsomkostninger. Disse ordninger er blot et enkelt eksempel på de mange muligheder, der ligger i den fælles landbrugspolitiks bestemmelser om udvikling af landdistrikter, og som finansieres over landbrugspolitikkens budget og med nationale og regionale midler. Disse foranstaltninger er inddelt i tre hovedområder: Hjælp til at forbedre landmændenes konkurrenceevne (f.eks. støtte til indkøb af maskiner, hjælp til unge landmænd, der ønsker at købe en gård, støtte til erhvervsuddannelse o.l.). Miljø- og jordforvaltning (f.eks. ordninger for miljøvenligt landbrug, skovrelaterede foranstaltninger og økonomisk bistand til landmænd i bjergområder eller vanskeligt tilgængelige områder). Økonomisk diversificering og livskvalitet (f.eks. tilskyndelse til landboturisme, landsbyfornyelser og bevaring af landskabsværdierne). samlede husdyrbestand. Reduktionen i emissioner fra landbruget er meget større end den samlede reduktion i emissioner fra alle EU-sektorer, der ligger på ca. 8 %. Landbruget har derfor allerede nu i høj grad bidraget til at opfylde EU s forpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen. Landmændene spiller hovedrollen for bevarelsen af landbosamfundene, fordi de producerer mad, samtidig med at de beskytter naturen for de kommende generationer. At hjælpe dem med at løfte denne opgave via den fælles landbrugspolitik er en god investering det er en stiltiende aftale mellem landbrug og samfund. Det er et gensidigt udbytterigt forhold. 1 Systemet med at gøre udbetalinger under den fælles landbrugspolitik betingede af overholdelse af bestemte normer kaldes krydsoverensstemmelse. 8 9
E n ke l o g r i m e l i g s t ø t t e 3.til landmænd Tidligere tiders fælles landbrugspolitik gav landmændene adgang til mange ordninger og systemer, som skulle sikre, at de kunne fremstille mad nok til alle. I dag har landmændene med de mange ændringer, der er foretaget i denne politik, større frihed til at producere, hvad markedet ønsker, uden at være afhængige af støttesystemer, som også påvirkede deres produktionsmuligheder. Hvis landmændene i dag mener, at det er hvede, som vil blive efterspurgt, dyrker de måske mere hvede, og hvis det er en anden afgrøde, vælger de at dyrke den. De kan bruge gammeldags teknikker såsom sædskifte for at give jorden en pause i stedet for at anvende intensive produktionsmetoder. I dag kan landmændene udtage mere jord til produktion, hvis de ønsker det, i stedet for at få at få ordre til at lægge en vis del brak under den såkaldte jordudtagningsordning. Produktionskvoterne (f.eks. for mælk), der lægger grænser for, hvor meget en landmand må producere, fjernes også gradvist. Målet er, at landmændene i højere grad skal reagere på markedets signaler. Det har ændret den måde, som den fælles landbrugspolitiks budget bliver brugt på. For det første er den fælles landbrugspolitik ikke længere den største post på EU-budgettet selvom det dog i sin egenskab af en af de få paneuropæiske politikker sandsynligvis fortsat vil få en stor del af midlerne. Men vi må ikke glemme, at EU s udgifter ofte træder i stedet for, hvad der ellers skulle bruges over de nationale budgetter. I andre sektorer såsom uddannelse, forsvar, transport og sygevæsen er det f.eks. de nationale og regionale myndigheder, der står for størsteparten eller alle omkostninger. EU s udgifter til landbruget har været stabile og endog faldende, selv efter at vi fik de 12 nye medlemmer i EU siden 2004. Desuden anvendes den fælles landbrugspolitiks budget nu på en helt anden måde. Meget mindre går til at sikre landmændene kunstigt høje priser, mens en større del bruges til mere specifikke målsætninger såsom direkte betalinger til landmænd, støtte til bæredygtige økonomiske aktiviteter i landdistrikterne og incitamenter til mere miljøvenlige landbrugsmetoder. Reform af og udgifter til den fælles landbrugspolitik i mia. EUR Den fælles landbrugspolitik er nu en markedsorienteret politik. Men hvis vi skal løfte nye og eksisterende udfordringer i overensstemmelse med samfundets behov, udsætter vi landmændene for forskellige risici (ud over dem, de allerede står over for på grund af de lange produktionsforløb og vejrets omskiftelighed). De skal f.eks. i stigende grad agere på globale og nationale markeder, der bliver mere og mere uforudsigelige. Vore dages landbrugspolitik skal støtte udviklingen af risikostyringsværktøjer, der kan dække produktionsrisici og hjælpe landmændene med at løfte udfordringerne. EU s landbrug er førende på globalt plan inden for landbrugsfødevarer og -teknologi. EU er verdens største importør og eksportør af landbrugsvarer og fødevarer. Den fælles landbrugspolitik har uden tvivl bidraget til at sikre denne placering, fordi der via den er ydet støtte til at modernisere, tilpasse og udstyre landbrugsbedrifterne. EU s eksport består for størstedelens vedkommende af højtforarbejdede fødevarer og ikke bulkvarer. Samtidig er EU den største importør af landbrugsprodukter fra udviklingslandene og giver dermed en hjælpende hånd til dem, der ikke er så velstillede. Import fra udviklingslandene (2004-2006) Import af landbrugsprodukter fra udviklingslande (gns. 2004-2006 - mia. EUR) 80 70 60 70 60 50 40 30 20 10 0 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 Eksportstøtte Afkoblede betalinger 69% Markedsstøtte Udv. af landdistrikter 2005 2006 2007 EU-10 EU-12 EU-15 EU-25 EU-27 Direkte støtte Andel af EU's BNP 50 40 46% 38% 30 30% 34% 20 20% 25% 10 48 41 0 EU27 USA CANADA AUSTRALIEN NEW ZEALAND JAPAN 5 største Gns. af import fra udviklingslande i 2004-2006 % af import fra udviklingslande uden EU Kilde: FN - COMTRADE 0.7% 0.6% 0.5% 0.4% 0.3% 0.2% 0.1% % af BNP 10 11
KONKLUSION Forberedelser til fremtiden Med højere priser og stigende global konkurrence om basisressourcerne skal Europas landmænd stadig arbejde hårdt, hvis de skal blive ved med at fremstille kvalitetsfødevarer til rimelige priser. Samtidig spiller de en stadig større rolle i fremstillingen af nonfood-produkter. Europas skønne landskaber er af uvurderlig værdi og skal beskyttes og passes til gavn for både dem, der bor der, og dem, der kommer på besøg. En fælles landbrugspolitik med fokus på disse områder er mere relevant end nogensinde før og det skal den blive ved med at være. Derfor er den under konstant revision. Mens landmændene fortjener langsigtet stabilitet uden konstante ændringer i den fælles landbrugspolitik, skal borgerne kunne stole på, at skatteydernes penge også bruges til at opfylde deres behov. Formålet med revisionsprocessen er at forbedre politikken, så den er en hjælp for både landmændene, landdistrikterne og den brede offentlighed. Den vil sandsynligvis blive ændret mange gange i fremtiden. Der er et konstant behov for at tilpasse landbrugspolitikken, så den opfylder samfundets forventninger. Disse revisioner er en åben proces, hvor offentligheden og de forskellige parter høres for at sikre, at der tages hensyn til alles synspunkter. Indvirkningen af ændringerne af den fælles landbrugspolitik vurderes, før og efter at de vedtages og gennemføres, så der ikke hersker nogen tvivl om, at politikken er på rette spor. Og er den så det? Ja, det tyder den seneste opinionsundersøgelse fra begyndelsen af 2008 på, og den bekræfter dermed tendensen fra tidligere undersøgelser. Et klart flertal af de adspurgte mener, at EU går i den rigtige retning ved at betale landmændene direkte i stedet for at yde støtte til deres produkter især fordi landmændene skal vise, at de overholder miljøkrav og andre normer for at modtage disse midler. Flertallet tilslutter sig også, at der afsættes midler til udvikling af landdistrikter, og 58 % af de adspurgte synes, at budgettet til den fælles landbrugspolitik enten skal holdes på samme niveau eller sættes i vejret, mens kun 18 % mener, at det bør reduceres. Den fælles landbrugspolitik vil derfor fortsætte i denne retning. Den gør det muligt for landmændene at blive mere markedsorienterede og drive et mere bæredygtigt landbrug, samtidig med at den bidrager til at håndtere de udfordringer og muligheder, som landbruget, landdistrikterne og samfundet som sådant står over for. 12 13
Europakommissionen Landbruget i EU: Opfyldelse af samfundets behov og forventninger Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer 2008 16 s. 14.85 x 21 cm ISBN 978-92-79-08827-8 Europe Direct er en service, der har til formål at hjælpe med at besvare Deres spørgsmål om Den Europæiske Union Et nyt frikaldsnummer (*): 00 800 6 7 8 9 10 11 *Visse mobiloperatører giver ikke adgang til 00800-numre, eller sådanne opkald kan blive faktureret. Corbis - istockphoto Denne publikation er udelukkende til orientering, og teksten er ikke retligt bindende.
KF-30-08-395-DA-C Europakommissionen Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter For yderligere oplysning Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles Belgien Telefon Direkte (+32) 2 295 32 40 Reception (+32) 2 299 11 11 Fax (+32) 2 299 17 61 Internet http://ec.europa.eu/agriculture/index_da.htm 9 789279 088278