STRATEGISK OMRÅDESTUDIE TYRKIET

STRATEGISK OMRÅDESTUDIE TYRKIET UDARBEJDET AF KN J.N. NIELSEN VUT II/L-STK 2000/2001

UKLASSIFICERET FORSVARSAKADEMIET VUT II/L-STK 2000/2001 Kaptajn Jan Nyman Nielsen 2000-10-27 OPGAVE På baggrund af en redegørelse for Tyrkiets strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af landets sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Tyrkiets fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder.

INDHOLDSFORTEGNELSE Forside side 1 Indholdsfortegnelse side 2 Resumé side 5 1. INDLEDNING side 6 1.1. Opgave side 6 1.2. Opgavediskussion side 6 1.3. Afgrænsning af opgaven side 6 1.4. Metode side 7 1.5. Kilder side 7 1.6. Noteapparat side 8 2. REDEGØRELSE side 9 2.1. Den historiske faktor side 9 2.1.1 Historiens betydning for Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation side 9 2.2. DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR side 9 2.2.1. Beliggenhed, størrelse og form side 9 2.2.2. Grænser, land-, sø- og luftadgangsveje side 9 2.2.3. Geografiske regioner, klima og vejr side 9 2.2.4. Nøgleområder og fremtrædende terrænelementer side 10 2.3. DEN KOMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR side 10 2.3.1. Vej- og jernbanenet side 10 2.3.2. Skibs- og lufttrafik side 10 2.3.3. Rørledninger side 10 2.3.4. Telekommunikation side 10 2.4. DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR side 11 2.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske fordeling side 11 2.4.2. Religiøse og etniske grupperinger side 11 2.4.3. Sundhed og levestandard side 11 2.4.4. Oplysning side 11 2.4.5. Uddannelse side 12 2.5. DEN ØKONOMISK-VIDENSKABELIGE FAKTOR side 12 2.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer side 12 2.5.2. Servicesektor side 12 2.5.3. Energiproduktion og ressourcer side 12 2.5.4. Industriproduktion og råmaterialer til industrien side 12 2.5.5. Handel side 13 2.5.6. Arbejdskraft side 13 2.5.7. Finanser og økonomisk struktur side 13 2.5.8. Videnskab og teknologi side 14 2.6. DEN MILITÆRE FAKTOR side 14 2.6.1. Opgaver og koncepter for de væbnede styrker side 14 2.6.2. Kommandoforhold og relation til det politiske niveau side 14 2.6.3. Størrelse, organisation og materiel side 14

2.6.4. Uddannelsesmæssige og logistiske forhold side 15 2.7. DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR side 15 2.7.1. Nationale interesser og målsætning side 15 2.7.2. National holdning og selvopfattelse side 15 2.7.3. Regering og administration side 15 2.7.4. Politiske partier og interessegrupper side 16 2.7.5. Stabilitet side 16 2.8. DEN UDENRIGSPOLITISKE FAKTOR side 16 2.8.1. Den officielle udenrigspolitik side 16 2.8.2. Relationer til internationale organisationer side 16 2.8.3. Relationer til Europa herunder EU side 17 2.8.4. Relationer til Grækenland og Cypern side 17 2.8.5. Relationer til NATO og USA side 17 2.8.6. Relationer til Irak side 17 2.8.7. Relationer til Syrien side 18 2.8.8. Relationer til Kaukasus side 18 2.8.9. Relationer til Mellemøsten side 18 3. ANALYSE side 19 3.1. Analyse af den historiske faktor side 19 3.1.1. Delkonklusion side 19 3.2. Analyse af den fysisk-geografiske faktor side 19 3.2.1. Delkonklusion side 19 3.3. Analyse af den kommunikationsmæssige faktor side 19 3.3.1. Delkonklusion side 20 3.4. Analyse af den sociologiske faktor side 20 3.4.1. Delkonklusion side 20 3.5. Analyse af den økonomisk-videnskabelige faktor side 20 3.5.1. Delkonklusion side 21 3.6. Analyse af den militære faktor side 21 3.6.1. Delkonklusion side 22 3.7. Analyse af den indenrigspolitiske faktor side 22 3.7.1. Delkonklusion side 22 3.8. Analyse af den udenrigspolitiske faktor side 23 3.8.1. Delkonklusion side 23 4. VURDERING side 24 4.1. Scenario A: Tyrkiet i EU Regional stormagt side 24 4.2. Scenario B: Tyrkiet Et splittet land side 25 4.3. Sammenfatning af Scenario A og Scenario B side 25 5. KONKLUSION side 27

BILAG: 1. Tyrkiets historie, 4 sider. 2. Kemalisme, 1 side. 3 Kort over Tyrkiet, 2 sider. 4. Kort over økonomiske aktivitetsområder, 1 side. 5. Kurderne, 1 side. 6 Kort over områder beboet af Kurdere, 1 side. 7. GAP-Projektet, 1 side. 8. Kommandostruktur for forsvaret i Tyrkiet, 1 side. 9. Internationale organisationer, 1 side. Tillæg: A. Bibliografi, 4 sider.

Resumé Tyrkiet må betragtes som en væsentlig aktør i regionen med beliggenheden mellem Europa, Asien og Mellemøsten samt at være i besiddelse af potentiale til, over tid, at kunne etablere sig som regional stormagt. Landet har dog en række interne og eksterne problemer, der i fremtiden kan være med til at hæmme denne udvikling. Tyrkiet er i dag stærkt påvirket af frihedskampen efter 1. verdenskrig, som i 1923 førte til at Den Tyrkiske Republik blev grundlagt på grundlag af kemalismen. Trods Den Kolde Krigs afslutning er Tyrkiet stadig et vigtigt nøgleområde for NATOalliancen i regionen pga. de latente konfliktområder i de tilstødende regioner. Den nuværende infrastruktur er rimeligt dækkende for den nuværende erhvervs- og befolkningsfordeling, men fremtiden vil kræve store investeringer i infrastrukturen, som dog anses for at være vanskelige at gennemføre pga. landets økonomiske situation. Tyrkiets skævhed i indkomstfordelingen blandt befolkningen anses for problematisk. Den høje migration til storbyernes slumområder kan forventes at skabe yderligere grobund for kriminalitet og religiøs uro. Forventninger om, at dæmnings-projektet, GAP, kan løse problemerne ved landbruget og det stigende energibehov, må betegnes som realistiske. Der ligger dog et sikkerhedspolitiske problem i regulering af vandmængderne til Syrien og Irak, som dog ikke vurderes at have potentiale til en konflikt. Tyrkiet er, med en ny finanslov for 2000 og IMF-aftalen, på vej mod en bedre økonomi, men der kræves forsat et stort reformarbejde af den statslige økonomi. Landets høje inflation må forventes at blive reduceret af den nye finanslov for år 2000. Det tyrkiske forsvar vurderes med dets dimensionering at være en væsentlig magtfaktor til at kunne gennemtrumfe udenrigs- og indenrigspolitiske mål. De seneste omstruktureringer er i overensstemmelse med de øvrige NATO-landes koncept. Tyrkiets indenrigspolitiske situation er kraftigt præget af konflikten med PKK og forholdet til de islamiske bevægelser. Den kraftige indflydelse, som forsvaret øver gennem Det Nationale Sikkerhedsråd for at fastholde kemalismens ide, vil derfor også i fremtiden være en kompleks faktor. Endelige optagelsesforhandlinger af Tyrkiet i EU vurderes at afhænge af en positiv udvikling i demokrati-processen, en løsning af kurderproblematikken, en konstruktiv udvikling i territorialfarvandsstridighederne med Grækenland og en løsning af Cypernproblemet. Tyrkiet er et land, der på den udenrigspolitiske arena står meget stærkt på grund af den geografiske beliggenhed og det store militære potentiale, landet er i besiddelse af. På den indenrigspolitiske arena er det afgørende for en fortsat positiv udvikling, at Tyrkiet gennemfører reformer af den politiske struktur til sikring af et mere acceptabelt demokrati uden forsvarets indflydelse samt større respekt for menneskerettighederne. 6

1. INDLEDNING Tyrkiets beliggenhed mellem Europa, Asien og Mellemøsten gør landet til en vigtig aktør i regionen. Med landets placering med grænser til lande på Balkan, i Kaukasus og Mellemøsten, der har store interne og eksterne problemer, vil Tyrkiet i fremtiden komme til at spille en vigtig rolle i verdenssamfundets bestræbelser på at stabilisere forholdene i denne region. Den problematiske indenrigspolitiske situation i Tyrkiet kan og vil være den afgørende faktor for en udviklingen af landets potentiale. Tyrkiet har således med dets placering samt det potentiale, der ligger i landet, muligheden for, over tid, at etablere sig som regional stormagt. Landet har dog en række interne og eksterne problemer, der i fremtiden kan være med til at hæmme denne udvikling. 1.1. Opgave. På baggrund af en redegørelse for Tyrkiets strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af landets sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Tyrkiets fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. 1.2. Opgavediskussion. Formålet med opgaven er at: redegøre for Tyrkiets strategiske kapacitet, analysere Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation, vurdere Tyrkiets fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. 1.3. Afgrænsning af opgaven. Med udgangspunkt i pkt. 1.2 vil vægten i denne studie blive lagt på forhold, der vurderes til at være afgørende faktorer for Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation og de fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder for landet. Der er derfor behov for en definition af begrebet sikkerhedspolitik, og hvad der skal indgå i dette begreb. Begrebet sikkerhedspolitik i denne opgave er: den sammenfattende betegnelse for en stats politisk styrede aktiviteter, der skal sikre, at statens målsætninger kan realiseres, også hvor staten trues af andre aktører, især andre stater, i det internationale system. Sikkerhedspolitik vil blive betragtet som national sikkerhedspolitik og som total sikkerhedspolitik set fra staten Tyrkiets side, hvilket vil sige sikkerhedspolitik set i en bred ramme. Faktorerne, der i studien vil blive vægtet, er de i pkt. 1.4. nævnte med fokus på de forhold, der vurderes at have en afgørende indflydelse på nuværende og fremtidige situation for Tyrkiet. Områdestudien behandler ikke forhold til stater på Balkan, i Centralasien, i Kaukasus samt Rusland, da det vurderes, med baggrund i behandling af det anvendte kildemateriale, at der ikke p.t. er forhold, der har potentiale til at true Tyrkiet som stat. Den tidsmæssige afgrænsning af opgaven går tilbage og tager udgangspunkt i Den Tyrkiske Republiks dannelse i 1923 og frem til 2000. I vurdering af Tyrkiets fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder (kapitel 4) anvendes tidshorisonterne 0-2 år (kort sigt) og 2-5 år (mellemlangt sigt). 7

1.4. Metode. Den strategiske områdestudie gennemføres jf. metodikken anført i Forsvarsakademiets vejledningssamling. Den strategiske områdestudie er opdelt i 5 kapitler med følgende overskrifter: Indledning (kapitel 1) Redegørelse (kapitel 2) Analyse (kapitel 3) Vurdering (kapitel 4) Konklusion (kapitel 5) Indledningen (kapitel 1) indeholder en kort opgavediskussion med argumentation for opgavedisponeringen, herunder forudsætninger, afgrænsninger og vægtning af de enkelte faktorer. Redegørelsen (kapitel 2) indeholder en gennemgang af de 8 faktorer, der skal danne baggrund for den senere analyse og vurdering af Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation samt danne grundlag for vurderingen af Tyrkiets fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. I redegørelsen indgår følgende faktorer: Den historiske faktor Den fysisk-geografiske faktor Den økonomisk-videnskabelige faktor Den kommunikationsmæssige faktor Den sociologiske faktor Den militære faktor Den indenrigspolitiske faktor Den udenrigspolitiske faktor Analysen (kapitel 3) af Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation vil blive gennemført på baggrund af ovennævnte faktorer med en delkonklusion med identificerede fokusområder. Der vil desuden blive gennemført en analyse af sammenhængen mellem de enkelte faktorer med vægtning på de identificerede fokusområder. Vurderingen (kapitel 4) af Tyrkiets fremtidige, sikkerhedspolitiske muligheder vil tage udgangspunkt i de i analysen identificerede sammenhænge. Til belysning af Tyrkiets fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder vil der blive opstillet to scenarier, der vil forsøge at udpege det mest sandsynlige scenario. Analysen og vurderingen vil i konklusionen (kapitel 5) blive sammenfattet. 1.5. Kilder. De anvendte kilder i studien er anført i bibliografien. Kilderne er anført efter art, og hvorvidt de har været anvendt som hovedkilde, supplerende kilde eller baggrundskilde. Hovedkilder og supplerende kilder har en henvisning til, hvor i studien de har været anvendt. Der er ikke foretaget nogen egentlig kildekritik, men den enkelte kildes faktuelle indhold er søgt dokumenteret i det øvrige kildemateriale. Indhentning af kildemateriale til den strategiske områdestudie er af redaktionelle årsager afsluttet den 20. oktober 2000. Hændelser efter denne dato vil ikke blive inddraget til behandling i denne studie. 8

1.6. Noteapparat I studien er der anvendt fodnoter med kildehenvisninger eller supplerende oplysninger. De enkelte fodnoter er placeret nederst på den enkelte side, hvor de er anvendt. 9

2. REDEGØRELSE 2.1. Den historiske faktor. 2.1.1. Historiens betydning for Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation 1. Tyrkiet er i dag stærkt påvirket af frihedskampen efter første verdenskrig, som i 1923 førte til, at Den Tyrkiske Republik blev grundlagt. Det grundlæggende fundament til staten blev skabt af Mustafa Kemal (Atatürk), som efterfølgende blev udråbt til præsident. Den Tyrkiske Republik er grundlagt på kemalisme 2 med en stærk sekulær forfatning med europæisk orientering. Efter statens grundlæggelse mistede Islam sin position som statsreligion, religiøse skoler blev lukket, skrifttegn blev erstattet med det latinske alfabet, den religiøse lovgivning blev afskaffet og erstattet af lovgivning, som er vestligt inspireret. 2.2. Den fysisk-geografiske faktor. 2.2.1. Beliggenhed, størrelse og form 3. Tyrkiet er beliggende med 97% af landet i den sydvestlige del af Asien, omgrænset af Middelhavet, Det Ægæiske Hav og Det Sorte Hav. De resterende 3% af Tyrkiet er beliggende i det sydøstlige Europa adskilt fra den øvrige del af Tyrkiet af Marmarahavet og Bosporusstrædet. Tyrkiet har en tilnærmelsesvis rektangulær form 4 med en udstrækning på 779.452 km 2. 2.2.2. Grænser, land-, sø- og luftadgangsveje. Tyrkiet har landegrænse mod Grækenland, Bulgarien, Armenien, Aserbajdsjan, Iran, Irak og Syrien med en samlet længde på 2.627 km. Kystlinien er på ca. 7.200 km med en territorialgrænse på 12 sømil i Det Sorte Hav og Middelhavet. Territorialgrænsen i Det Ægæiske Hav er på 6 sømil. Adgang til Tyrkiet fra land kan ske fra alle tidligere nævnte landegrænser. Ad søvejen har landet med sin centrale beliggenhed adgang til Middelhavet, Det Ægæiske Hav og Det Sorte Hav. 2.2.3. Geografiske regioner, klima og vejr. Klimaet i Tyrkiet er meget vekslende i de forskelligt dele af landet. Langs kysterne i syd er klimaet som i den øvrige del af middelhavsregionen med milde somre og regnfulde vintre. Området mod Det Ægæiske Hav har også mildt klima, men nedbørsmængden er mindre end i syd. Kysten mod Det Sorte Hav har mildt klima med store regnmængder og er derfor meget frugtbart. De østlige bjergområder har høje sommertemperaturer på op til +40 0 C og vintertemperaturer ned til -40 0 C, en variation der hører til de største på jorden. Den øvrige del af indlandet har fastlandsklima med varme og tørre somre og kolde solrige vintre. Nedbøren varierer fra 200mm i det centrale Tyrkiet til over 2.000mm i de østlige bjerge. Tyrkiet ligger geologisk på den anatolske plade. Pladen grænser op til den eurasiske plade, hvilket medfører høj frekvens af jordskælv. 1 Se bilag 1. 2 Se bilag 2. 3 Se bilag 3. 4 Ca. 1600 km øst-vest og 650 km nord-syd. 10

2.2.4. Nøgleområder og fremtrædende terrænelementer. Tyrkiet kontrollerer nøgleområdet Bosporusstrædet, der forbinder Det Sorte Hav og Det Ægæiske Hav med videre adgang til Middelhavet. Den østlige Højslette må betegnes som et fremtrædende terrænelement pga. de golde bjergområder. 2.3. Den kommunikationsmæssige faktor 2.3.1. Vej- og jernbanenet: Det totale vejnet i Tyrkiet udgør ca. 380.000 km, heraf er ca. 95.000 km asfalteret. Tyrkiets samlede motorsvejsstrækninger er på ca. 1.500 km. Der eksisterer vejnet til alle nabolande 5, men generelt mangler der sammenhængende motorvejsforbindelser mellem regionerne. Der er i alt ca. 10.000 km jernbanenet, hvoraf 1.000 km er elektrificeret med forbindelse til Bulgarien, Syrien, Armenien og Iran. Jernbanenettet er forældet og nedslidt. 2.3.2. Skibs- og lufttrafik: Havnene Istanbul, Mersin, Izmir, Iskenderun og Kocaeli er Tyrkiets 5 hovedhavne 6. Handelsflåden er på ca. 530 skibe over 1.000 BRT 7. Tyrkiet har fem internationale lufthavne placeret i Istanbul, Izmir, Ankara, Adena og Antalya 8. 2.3.3. Rørledninger 9 : Tyrkiet har et rørledningssystem til distribution af råolie (1.738 km), benzinprodukter (2.321km) og naturgas (708 km) 10. Der er desuden et rørledningssystem til transit og import af olie fra Irak. Landet har over en årrække forhandlet med Azerbaijan og Kazakstan om at etablere et lignende rørledningssystem til den Tyrkiske Middelhavskyst 11. Det planlægges endvidere at etablere et rørledningsnet til import af naturgas fra Rusland og Iran samt olie fra Aserbajdsjan, Kazakstan og Turkmenistan. 2.3.4. Telekommunikation: Det tyrkiske telekommunikationssystem er statsejet med en landsdækkende infrastruktur 12. Telekommunikationssystemets kapacitet er ikke tilstrækkelig pga. stigende behov i.f.m. internettets og mobiltelefoniens vækst. Der findes to privatejede mobiltelefonselskaber med et anslået antal abonnenter på ca. 3 mio. Det anslås, at der er ca. 1 ½ mio. computere 13, hvoraf halvdelen har internetadgang 14. 5 En del af det asfalterede vejnet er på det senere blevet forbedret med ny belægning og udvidet i bredden. 6 Herudover har Tyrkiet 10 sekundære havne og 18 mindre havne. 7 BRT: bruttoregistertonnage. 8 Herudover er der 76 lufthavne med asfaltbaner, hvoraf de 55 er med en banelængde på over 1.500 m. 9 Se bilag 4. 10 CIA The World Factbook 1999 Turkey, homepage. 11 Energy Policies of IEA Countries, Turkey 1997 Review, kapitel 5. 12 Det samlede antal af telefonapparater er på ca. 18 mio. 13 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 17. 14 Omkring 1 mio. mennesker har adgang til internettet, når man medregner uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og internetcafeer. 11

2.4. Den sociologiske faktor. 2.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske fordeling. Tyrkiets befolkning bestod i 1999 af ca. 65.6 mio. 15. Den gennemsnitlige årlige befolkningstilvækst i perioden 1990-98 var på ca. 1,6% p.a. 16. Hovedbyerne i Tyrkiet er 17 : Istanbul 9,2 mio. indbyggere inkl. provinser. Ankara (hovedstad) 3.7 mio. - // - Izmir 3,1 mio. - // - Bursa 1,9 mio. - // - Adana 1,7 mio. - // - Omkring ¼ af indbyggerne i byerne bor i bymæssig slum, hvor de værste forhold er i de tre største byer. Der har i de senere år været en meget omfattende migration fra land til by. 69% af befolkningen bor i byer eller bymæssig bebyggelse. 2.4.2. Religiøse og etniske grupperinger 18. Omkring 99% af befolkningen er sunnimuslimer, heraf er ca. en 1 / 3 alevitter 19. Den resterende del er jøder, kristne og andet. Modsætningen mellem sunnitter og alevitter har ved flere lejligheder ført til voldsomme sammenstød. Omkring 80% af den samlede befolkning regnes for at være tyrkere, hvor de sidste ca. 20% regnes for at være kurdere 20. I nabolandene Armenien, Iran, Irak og Syrien bor der kurdere op mod grænsen til Tyrkiet 21. Den tyrkiske regering har over en længere årrække forsøgt at undertrykke det kurdiske nationale særpræg 22. 2.4.3. Sundhed og levestandard. Staten er ansvarlig for sundhedssektoren i Tyrkiet, som generelt bærer præg af mangel på læger og hospitaler, dette forhold er mest udtalt i den østlige del. Generelt har landet kontrol med smitsomme sygdomme 23. Den gennemsnitlige levealder i 1998 var 72 år for kvinder og 67 år for mænd 24. 2.4.4. Oplysning. Det vigtigste medie i Tyrkiet er TV, som dækker ca. 93% af alle husstande. Der er 4 statsejede TV-stationer og mange privatejede, hvoraf 10 er landsdækkende 25. Den skrevne presse udgiver dagligt 12 aviser med et oplag for den største avis på ca. 800.000 stk. 26. Forfatningen i Tyrkiet garanterer pressefrihed i medierne, men når journalister kritiserer forsvaret eller udtaler sig provokerende om kurderproblematikken, kan det medføre repressalier. Landets antiterrorlov forbyder propaganda, møder og demonstrationer, der er til skade for republikken Tyrkiets udelelige enhed 27. 15 CIA The World Factbook 1999 Turkey, homepage. 16 Geografistatistik 2000, s. 127. 17 EIU Country Profile 1999 2000, s. 3. 18 JANE s Sentinel, Turkey 1997. 19 Alevitternes religion ligner shiismen, men allevitterne går ikke ind for et religiøst funderet samfund. 20 Se bilag 5. 21 Se bilag 6. 22 Kurderne regnes i dag for det største mindretal i verden uden egen stat. 23 EIU Country Profile 1999 2000, s. 23. 24 Geografistatistik 2000, s. 125. 25 Der findes desuden ca. 1200 radiostationer i landet, med en fordeling på 36 nationale, 107 regionale og 1.030 lokale. 26 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 17. 27 Tyrkiet Lande i lommeformat, s. 10. 12

2.4.5. Uddannelse 28. Skolesystemet i Tyrkiet er kontrolleret af staten og undervisningen er gratis. Der er 8 års obligatorisk grundskole, hvorefter egnede elever kan fortsætte i yderligere 3 år på gymnasiet 29. I det sydøstlige Tyrkiet har konflikten mellem PKK 30 og det tyrkiske forsvar betydet, at mange skoler er blevet lukket, og det skønnes, at kun hvert andet barn går i skole i dette område. I byerne er der ligeledes børn, der ikke går i skole, og analfabetisme er stadigvæk et udbredt problem, og det skønnes, at ca. 20% af befolkning ikke kan læse eller skrive. Landet har omkring 60 universiteter, hvor man skal bestå vanskelige optagelsesprøver og herefter betale en løbende undervisningsafgift. Al undervisning gennemføres på tyrkisk, da det er forbudt at undervise på kurdisk. 2.5. Den økonomisk-videnskabelige faktor 31. 2.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer. Land-, skovbrug og fiskeri bidrager med ca. 15% til det samlede BNP 32. Landbrugets bidrag til BNP er dog faldende år for år, hvorimod fiskeriet er i fremgang. Landbruget danner grundlag for en betydelig del af industriproduktionen ved fremstilling af fødevareprodukter og bomuldsbaserede tekstiler. 2.5.2. Servicesektor. Servicesektoren bidrager med ca. 56% til det samlede BNP 33, hvor den vigtigste del er turismen. Turismen vækst har været stigende, men stagnerede i 1999 pga. A. Öcalans tilfangetagelse og de kraftige jordskælv. 2.5.3. Energiproduktion og ressourcer. Tyrkiets selvforsyningsgrad af energiressourcer ligger på ca. 37%. Egenproduktion af olie og gas dækker kun henholdsvis 10% og 5% af den samlede efterspørgsel i landet 34. Olieproduktionen i sydøst er pga. konflikten med PKK hæmmet. En stor del af de anvendte energiressourcer 35 importeres fra Saudi-Arabien, Libyen og Iran. Tyrkiets energiforsyning er baseret på kraftvarmeværker og vandkraftværker 36. 2.5.4. Industriproduktion og råmaterialer til industrien Industriproduktionen bidrager med ca. 23 % til Tyrkiets BNP 37. Industrien er på nogle områder ikke tidssvarende, på andre er den særdeles veludviklet. Der fremstilles olie- og kemiske- produkter, jern, stål, cement, papir, køretøjer og forskellige forbrugsvarer. Den vigtigste del for økonomien er tekstil- og beklædningsindustrien. Der udvindes mineraler til industrien i form af bl.a. kobber, krom, jern, mangan, kviksølv, bauxit, svovl, salt, sten- og brunkul. 28 Tyrkiet Lande i lommeformat, s. 9. 29 EIU Country Profile 1999 2000, s. 20. 30 Forkortelse af Partiya Karkere Kurdistand. 31 Se bilag 4. 32 EIU Country Report July 2000, s. 5. 33 EIU Country Report July 2000, s. 5. 34 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 23. 35 Olie og kul. 36 Se bilag 7. 37 EIU Country Report July 2000, s. 5. 13

2.5.5. Handel. De vigtigste handelspartnere for Tyrkiets eksport er EU 38 og USA. På importsiden er det EU 39, USA og Rusland 40. Udenrigshandelen har siden 1990 udvist en stigende tendens med undtagelse af 1998 og 1999, hvor den stagnerede. For eksportens vedkommende skyldes dette især krisen i Rusland. Nedgangen i importen skyldes et generelt efterspørgselssvigt på varer som følge af den økonomisk krise og de kraftige jordskælv. 2.5.6. Arbejdskraft 41. Af den samlede befolkning er ca. 22 mio. beskæftiget, heraf ca. 30% kvinder. Arbejdsløsheden vurderes til at ligge på ca. 6%, men anslås reelt at ligge på ca. 14%, da man er uden et offentligt dagpengesystem, og derfor er der ikke grund til at lade sig registrere. De opgjorte tal er præget af nogen usikkerhed, idet en ikke uvæsentlig del af befolkningen er beskæftiget med selvforsynende landbrug, sort arbejde og anden form for skyggeøkonomi. 2.5.7. Finanser og økonomisk struktur. Tyrkiets økonomi har op gennem 1990 erne været præget af en positiv vækst. Trods dette forhold er BNP pr. indbygger på kun USD 3.120 i 1998, som er et af de laveste i OECD 42. I den vestlige del er den officielle gennemsnitlige årlige indkomst over USD 7.300 sammenlignet med de fattigste sydøstlige provinser, hvor den ligger under USD 500 43. Den tyrkiske økonomi har oplevet flere kriser i den seneste tid. I 1999 faldt BNP med 2% 44, bl.a. pga. de kraftige jordskælv, som ramte dele af de største industriområder. Den generelle vækst i BNP har i perioden 1980-98 været på 7,5% 45. Den omfattende skyggeøkonomi vurderes til at forbedre det relativt dårlige BNP pr. indbygger betragteligt. Den negative følge heraf er manglende skatter til staten. Tyrkiet indgik i 1996 en toldunionsaftale med EU, og som effekt heraf steg underskuddet kraftigt på landets handelsbalance i 1996-1997 46. Stigningen nåede sit højdepunkt i 1998, men har siden været faldende, hvilket har medført, at handelsbalancen er blevet forbedret med ca. 30% i 1999, men stadig med et underskud på USD 12.2 mia. 47. Generelt er den tyrkiske økonomi præget af ubalance, positiv vækst, høj inflation og stor statslig gæld. Tyrkiet indgik i 1999/2000 en treårige stand-by aftale med IMF 48, der har til formål at bringe landets økonomi i balance, nedbringe inflationen og fremme økonomiske reformer og privatisering 49. 38 Tyskland, Storbritannien, Italien, Frankrig og Holland. 39 Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien. 40 EIU Country Report July 2000, s. 5. 41 Markedsprofil Tyrkiet 2000 / Tyrkiet Lande i lommeformat / EIU Country Profile 1999 2000. 42 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 5. 43 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 13. 44 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 11. 45 Geografistatistik 2000, s. 149. 46 Tyrkiet Lande i lommeformat, s. 32. 47 Toldunionsaftalen med EU skulle havde medført, at Tyrkiet fik kompensation fra EU i fem år. Dette blev blokeret fra græsk side pga. uoverensstemmelserne mellem de to lande og menneskerettighedsproblematikken i landet. 48 Forkortelse af International Monetary Fund (Den Internationale Valutafond). 49 Markedsprofil Tyrkiet 2000, s. 6. 14

2.5.8. Videnskab og teknologi. Generelt anses Tyrkiet overvejende for at være lavteknologisk. Et område, der er i kraftig udvikling, er forskning i forbindelse med energiproduktion 50. 2.6. Den militære faktor. 2.6.1. Opgaver og koncepter for de væbnede styrker. Det tyrkiske forsvar har gennem 1990 erne gennemgået en omstrukturering for at blive tilpasset den nye sikkerhedspolitiske situation efter Warsavapagtens opløsning. Forsvarets koncept baserer sig på afskrækkelse, høj mobilitet, evnen til fremskudt forsvar, udholdenhed samt evnen til hurtig intervention i kriseområder 51. 2.6.2. Kommandoforhold og relation til det politiske niveau 52. Den øverstkommanderende for de væbnede styrker i Tyrkiet er præsidenten. Præsidenten udøver sin kommando via premierministeren, forsvarsministeren og generalstaben. Generalstaben udøver operativ kommando over landets væbnede styrker, som består af hæren, flåden og flyvevåbnet 53. I krigstid underlægges gendarmeriet og kystvagten forsvaret 54. Det Nationale Sikkerhedsråd består af præsidenten, premier-, udenrigs-, indenrigs- og forsvarsministeren, chefen for generalstaben, chefen for de tre værn og chefen for gendarmeriet. Ifølge forfatningen af 1982 er de ansvarlige for at samordne militære og forsvarsmæssige spørgsmål, sikkerhedspolitik og national sikkerhed, eksempelvis hvilke provinser, der, om nødvendigt, bør sættes i undtagelsestilstand 55. 2.6.3. Størrelse, organisation og materiel 56. Tyrkiets stående styrker består af: Hæren: 525.000 mand (inkl. 462.000 værnepligtige). Flåden: 51.000 mand (inkl. 34.500 værnepligtige). Flyvevåbnet: 63.000 mand (inkl. 31.500 værnepligtige). Gendarmeriet/ Kystvagten: 202.200 mand På materielområdet er Tyrkiet godt udrustet med moderne og opdateret materiel inden for alle tre værn. Forsvarsudgifterne i Tyrkiet har været stigende siden 1995 og var i 1999 på USD 8,5 mia. i 1997 niveau 57. 50 Her kan bl.a. nævnes GAP-projektet. 51 JANE s Sentinel, Turkey 1997. 52 JANE s Sentinel, Turkey 1997. 53 Se bilag 8. 54 Gendarmeriet og kystvagten er i fredstid under kommando af indenrigsministeriet. 55 Områder hvor PKK-konflikten er fremherskende. 56 IISS The Military Balance 2000/01, s. 73-74. 57 IISS The Military Balance 2000/01, s. 37. 15

2.6.4. Uddannelsesmæssige og logistiske forhold 58. Det tyrkiske forsvar er dimensioneret med henblik på både at kunne sikre landet mod trusler udefra og varetage indenrigspolitiske opgaver. Forsvaret er det næststørste forsvar i NATO og hører til blandt de ti stærkeste i verden. Forsvaret har et højt uddannelsesniveau, og den generelle moral anses for at være høj. Hæren og flyvevåbnet har i forbindelse med konflikten med PKK opnået en del kamperfaring, og dele af forsvaret har deltaget i internationale operationer. Tyrkiet har logistiske aftaler med NATO som de øvrige medlemslande, og NATO har flere basefaciliteter i landet. 2.7. Den indenrigspolitiske faktor. 2.7.1. Nationale interesser og målsætning 59. Statens overordnede mål er at sikre uafhængigheden, statens integritet, demokratiet og statens beståen som en helhed. Den tyrkiske republik bygger sin grundholdning på kemalismens ide om at vestliggøre landet med følgende fire grundlæggende principper: Nationalisme (Den tyrkiske stat er udelelig) Sekularisering (Religion og stat er adskilt) Folkestyre (Med tiden) Stærk statslig styring af økonomien Tyrkiet har siden 1946 været demokratisk med undtagelse af tre perioder, hvor militæret har overtaget magten for at fastholde kemalismens ide. 2.7.2. National holdning og selvopfattelse 60. Størsteparten af befolkningen støtter kemalismen og den vestligt orienterede politik, men forskellige grupper af islamitter ønsker, at religionen skal have en mere fremtrædende rolle i tyrkisk politik. 2.7.3. Regering og administration 61. Tyrkiet er en republik med parlamentarisk styreform. Man opnår stemmeret som 18-årig. Nationalforsamlingen 62 er et etkammer-parlament bestående af 550 medlemmer, der vælges for fem år 63. Parlamentet har den lovgivende magt. Spærregrænsen for politiske partier er 10%. Præsidenten 64 har den udøvende magt og vælges af parlamentet for syv år 65 og kan ikke genvælges. Han udnævner premierministeren, og på hans forslag vælges ministrene. Derudover omfatter hans beføjelser at godkende internationale aftaler og bekendtgøre nye love. Endvidere har han ret til, uden om regeringen, at udpege højtstående embedsmænd. Regeringen kan væltes ved et mistillidsvotum i parlamentet. Retssystemet er opbygget efter vesteuropæisk model. Der er almindelige domstole for civil- og straffesager, sikkerhedsdomstole og domstole for administrative sager. Der er desuden militære domstole, som dømmer militærpersoner og civile i de provinser, som evt. er sat i undtagelsestilstand. 58 JANE s Sentinel, Turkey 1997 59 Tyrkiet Lande i lommeformat, s. 15. 60 Tyrkiet Lande i lommeformat. 61 EIU Country Report July 2000, s. 3-4. 62 Parlamentet. 63 Næste valg til parlamentet er i april 2004. 64 Ahmet Necdet Sezer. 65 Næste valg til præsident posten er i maj 2007. 16

Tyrkiets 79 provinser styres af en folkevalgt forsamling ledet af en guvernør, som udpeges af landets regering. 2.7.4. Politiske partier og interessegrupper 66. Ved det seneste valg i april 1999 vandt partierne Det Demokratiske Venstreparti (DSP) og Den Nationalistiske Bevægelses Parti (MHP) en markant sejr. Premierminister Bülent Ecevit har siden stået i spidsen for en nationalsindet flertalskoalitionsregering bestående af DSP, MHP og Moderlandspartiet 67. Herudover er der en lang række mindre partier af forskellig politisk observans. Partier, organisationer og bevægelser, der anses som truende for statens sikkerhed med religiøse karakter eller med et marxistisk program, er forbudte 68. Der findes forskellige interessegrupper i Tyrkiet, hvor de mest markante er islamitterne, der ønsker, at religionen skal have en mere fremtrædende plads i tyrkisk politik. Den anden er arbejderorganisationen TÜSIAD 69, der er kraftig fortaler for nedlæggelse af Det Nationale Sikkerhedsråd. 2.7.5. Stabilitet. Den indenrigspolitiske situation er stærkt præget af landets undertrykkelse af menneskerettighederne bl.a. med stadig anvendelse af dødsdom samt forsvarets indflydelse via Det Nationale Sikkerhedsråd. 2.8. Den udenrigspolitiske faktor. 2.8.1. Den officielle udenrigspolitik 70. Den tyrkiske udenrigspolitik er baseret på fredelige relationer til alle stater, særligt til nabolandene. Desuden at fremme og tage del i det internationale samarbejde, løse stridigheder med fredfulde midler samt at bidrage til regional fred, stabilitet, sikkerhed og velstand. 2.8.2. Relationer til internationale organisationer. Tyrkiet er medlem af et større antal internationale organisationer 71. Af de vigtigste kan nævnes 72 : FN NATO Europarådet OSCE IMF 73 OECD 66 Tyrkiet Lande i lommeformat, Markedsprofil Tyrkiet 2000 og EIU Country Report July 2000. 67 Ved siden af regeringspartierne kan af større partier nævnes Den Rette vej, Velfærdspartiet og Det republikanske Folkeparti. 68 F.eks. kan nævnes Kurdistans Arbejderparti, PKK, mindre yderligtgående islamiske grupper og yderligtgående grupper på venstrefløjen. 69 Forkortelse af Turkish Industrialists and Businessmen s Association. 70 Det tyrkiske udenrigsministeriums officielle homepage. 71 Se bilag 9 (Forklaring af de enkelte organisationers formål m.m.). Desuden er Tyrkiet medlem af: Developing-8 (D-8), Black Sea Economic Cooperation (BSEC), Group of Twenty-four (G-24), International Energy Agency (IEA), Organization of the Islamic Conference (OIC) 72 Internationale organisationer. 73 FN-særorganisation under Verdensbanken. 17

GATT WEU (associeret medlem) Euro-Middelhavs-Partnerskabet 2.8.3. Relationer til Europa, herunder EU. I 1992 indgik Tyrkiet en samarbejdsaftale med EU, som i 1996 førte til en Toldunionsaftale med EU. Samarbejdsaftalen har medvirket til at internationalisere Tyrkiets økonomi og handel. Tyrkiet har ansøgt om EU-medlemskab, og i december 1999 opnåede landet EUkandidatstatus. 2.8.4. Relationer til Grækenland og Cypern. Forholdet til Grækenland har gennem tiden været mere eller mindre anspændt blandt andet pga. uenighederne om territorialfarvandsgrænserne i Det Ægæiske Hav. Stridighederne skyldes primært retten til eventuelle oliefund i farvandet. Grækenland ser sig i sin gode ret, støttet af Den Internationale Havretskonvention, til at udvide territorialfarvandsgrænserne omkring de græske øer fra 6 til 12 sømil. En sådan udvidelse vil i givet fald medføre, at tyrkiske flådefartøjer ikke vil have adgang til Middelhavet. Siden 1974, hvor græsk-cyprioterne gennemførte et kup på Cypern støttet af Grækenland, har de to landes forhold været anspændt. Tyrkiet invaderede efterfølgende den nordlige del af Cypern, som i dag kun er tyrkisk anerkendt. Tyrkiet opretholder en militær styrke på ca. 30.000 mand på Nordcypern. Republikken Cypern har søgt om optagelse i EU, men dette boykottes af Tyrkiet. Med bl.a. baggrund i disse stridigheder har Grækenland været kraftig fortaler for ikke at imødekomme Tyrkiets ansøgning om optagelse i EU. Siden de kraftige jordskælv i 1999 er forholdet mellem de to lande dog blevet markant forbedret. 2.8.5. Relationer til NATO og USA. I NATO s fremtidige kommandostruktur har NATO et hovedkvarter placeret i Tyrkiet 74. Under konflikterne i Golfen, Bosnien og Kosovo støttede Tyrkiet NATO. Generelt er forholdet til USA godt, idet USA anser landets placering for at være særdeles strategisk vigtig. USA har kritiseret de tyrkiske overtrædelser af menneskerettighederne kraftigt, men det har dog ikke medført sanktioner. USA er Tyrkiets primære leverandør af våben 75. 2.8.6. Relationer til Irak 76. Tyrkiets forhold til Irak er pga. FN s sanktioner siden krigen i Golfen ikke det bedste. Tyrkiet har dog et stærkt ønske om, at disse ophæves, da de har medført store økonomiske tab. Et andet problemområde er Tyrkiets regulering af vandmængden igennem floderne Eufrat og Tigris. Det tyrkiske forsvar overskrider jævnligt grænsen i kampen mod PKK s baseområde i det nordlige Irak. 74 Øverstbefalende for fælleskommando Sydøst (COMJCSOUTHEAST), NATO-Håndbogen, s 266. 75 IISS The Military Balance 2000/01, s. 43. 76 EIU Country Profile 1999 2000, s. 16. 18

2.8.7. Relationer til Syrien 77. Tyrkiets forhold til Syrien har pga. støtte og accept af PKK træningslejre været anspændt, og de to lande var tæt på en væbnet konflikt i oktober 1998, hvor Tyrkiet truede med militær intervention i det nordlige Syrien. Syrien accepterede det tyrkiske krav om at erklære PKK ulovligt og udvise A. Öcalan. Der har på det senere været tilnærmelser mellem de to lande for at bedre forholdet. Tyrkiets militære samarbejde med Israel samt Tyrkiets regulering af vandmængden igennem floderne Eufrat og Tigris er potentielle problemområder. 2.8.8. Relationer til Mellemøsten. Tyrkiet har i 1994 indgået en militær samarbejdsaftale med Israel, hvilket bekymrer dele af den arabiske verden. Desuden har Tyrkiet en militær samarbejdsaftale med Jordan 78. 2.8.9. Relationer til Kaukasus: De tyrkiske interesser i Kaukasus er overvejende fokuseret på det sikkerhedspolitiske niveau, dvs. at sikre sig mod revolutionære tiltag med risiko for landets egen stabilitet. Tyrkiet har stillet enklaven Nakhitjevan på Tyrkiets grænse en garantiforpligtelse i.f.m. Armeniens invasion af Aserbajdsjan og støtte til oprøret i Nagornyj-Karabakh, såfremt denne konflikt breder sig til enklaven Nakhitjevan. 77 EIU Country Report July 2000, s. 17. 78 Jane s Defence Weekly, vol. 31, 10 March 1999, s. 53-57. 19

3. ANALYSE 3.1. Den historiske faktor. Tyrkiet er i dag stærkt påvirket af frihedskampen efter 1. verdenskrig, som i 1923 førte til at Den Tyrkiske Republik blev grundlagt. Det grundlæggende fundament blev hermed lagt for at opbygge en stat på kemalisme med en stærk sekulær forfatning med europæisk orientering. De efterfølgende tiltag for at gennemføre kemalismens ide er i dag baggrunden for størsteparten af de interne konflikter, der eksisterer i landet. Tyrkiet har siden 1946 været demokratisk med undtagelse af tre perioder, hvor militæret har overtaget magten for at fastholde kemalismens ide, hvilket er med til at understrege forsvarets særlige betydning i det politiske spil. 3.1.1. Delkonklusion. Den historiske faktor må anses for at have en væsentlig destabiliserende faktor for den nationale sikkerhedspolitiske situation. 3.2. Den fysisk-geografiske faktor. Tyrkiets beliggenhed som en bro mellem Europa, Kaukasus og Mellemøsten gør landet vigtig i geostrategisk sammenhæng. Trods Den Kolde Krigs afslutning er Tyrkiet stadig et vigtigt nøgleområde for NATO-alliancen i regionen. Udsejlingen fra Det Sorte Hav via Bosporusstrædet, som landet kontrollerer, anses for at have en særdeles vigtig betydning for den russiske Sortehavsflåde, hvilket kan understøttes af USA s markante tilstedeværelse i området. Med Tyrkiets placering til Kaukasus, Mellemøsten og Balkan, som må anses som potentielle konfliktområder, kan landets placering komme til at have en vigtig betydning som deployeringsområde for eventuelle fredsstøttende operationer 79 i regionen. Militærgeografisk betragtet giver de bjergrige egne mod øst og sydøst gode forsvarsmuligheder, og en eventuel aggressor vil formentligt have vanskeligt ved at gennemføre en landoffensiv i dette område. Militæroperationer i de østlige bjergområder fordrer særligt materiel pga. de store forskelle i klimaet (nedbørsmængde og temperatur) i løbet af året. 3.2.1. Delkonklusion. Tyrkiets geostrategiske placering må anses som en styrke rent økonomisk og handelsmæssigt set, der i fremtiden kan få stor betydning. De latente konfliktområder i de tilstødende regioner udgør en sikkerhedspolitisk risikofaktor. Generelt må det siges, at den fysisk-geografiske faktor udgør en destabiliserende faktor for Tyrkiet. 3.3. Den kommunikationsmæssige faktor. Et af de tyrkiske mål i fremtiden er optagelse i EU, hvilket forventeligt kan medføre, at landet bliver en udvidet handelskorridor til Mellemøsten og Kaukasus. Det eksisterende vej- og jernbanenet anses for i ringe grad at kunne løse denne opgave, idet den største transportkapacitet ligger i den vestlige del, mens der i de østlige og sydøstlige områder er en forholdsvis ringe transportkapacitet. Det eksisterende vejnet og det forældede jernbanenet vil i fremtiden kræve store investeringer for at fremme interessen for investeringer i landet, med særlig fokus på de østlige og sydøstlige områder. Telekommunikationen vil i forhold til EU-standard kræve store investeringer særligt inden for internetkapacitet og mobiltelefoni for ikke at være en bremsende faktor for samfundsog erhvervsudviklingen. Den nuværende infrastrukturmæssige fordeling af telenettet er rimelig i forhold til demografien. 79 Herunder fredsbevarende, fredspåtvingende, konfliktforebyggende, fredsopbyggende eller humanitære operationer 20

Disse betydelige investeringer i telekommunikationen, vej- og jernbanenettet synes dog at være vanskelige at gennemføre pga. landets aktuelle økonomiske situation. Luft- og landtransportkapaciteten anses p.t. for at være tilstrækkelig til at understøtte landets nuværende samhandel med det internationale marked. Det store antal af rørledningssystemer og projekter til distribution af råolie, benzinprodukter og naturgas fra nabostaterne i Kaukasus og Mellemøsten kan komme til at have en strategisk betydende rolle i forbindelse med en eventuel konflikt i regionen. 3.3.1. Delkonklusion. Generelt må det siges, at den nuværende infrastruktur er rimeligt dækkende for den nuværende erhvervs- og befolkningsfordeling, og det skønnes ikke at have indflydelse på landets sikkerhedspolitiske situation. Såfremt Tyrkiets potentiale, økonomisk og handelsmæssigt set, i kraft af dets placering i fremtiden skal kunne udnyttes, vil det kræve store investeringer i telekommunikationen, vej- og jernbanenettet, som dog anses for at være vanskelige at gennemføre pga. landets aktuelle økonomiske situation. 3.4. Den sociologiske faktor. Tyrkiets skævhed i indkomstfordeling mellem den velstående del og den fattige del af befolkningen anses for problematisk. Den relativt høje migration fra landområderne til storbyernes slumområder kan forventes at skabe yderligere grobund for kriminalitet og religiøs uro. Den relativt høje befolkningstilvækst på ca. 2% p.a. samt det forhold, at sundhedssektoren i Tyrkiet bærer præg af mangel på ressourcer, vurderes som et område, der i de kommende år vil kræve store investeringer særligt i byerne og i den i østlige del af landet. Trods reformen af skolesystemet i 1997 vurderes dette stadigt at være utilstrækkeligt, idet ca. 20% af den tyrkiske befolkning er analfabeter. Dette forhold forstærkes af forsvarets konflikt med PKK, der har medført skolelukninger i de sydøstlige områder. Universitetsuddannelser vurderes til at være for de velstående, idet der skal bestås vanskelige optagelsesprøver og løbende betales et undervisningsgebyr. 3.4.1. Delkonklusion. Den store kontrast mellem den velstående del og den fattige del af befolkningen vurderes til over tid at kunne udvikle militante islamiske grupperinger. Migrationen fra landområderne til storbyernes slumområder og de dermed følgende problemer vurderes til kunne give Tyrkiet uoverskuelige problemer, hvis den kraftige migration ikke standses. Ovennævnte forhold inden for den sociologiske faktor må anses for at udgøre en destabiliserende, national sikkerhedspolitisk faktor. 3.5. Den økonomisk-videnskabelige faktor. Landbruget yder en beskeden andel til BNP på kun omkring 15% til trods for, at ca. 60% af arbejdsstyrken er beskæftiget i denne sektor. Landbruget har over de senere år været i tilbagegang, men GAP-projektet vurderes til at kunne ændre dette forhold. Ligeledes må det antages, at GAP-projektet kan være med til at mindske den store migration fra landområderne til storbyerne, idet opdyrkning bliver mere rentabel i de områder der får glæde af projekt. Inden for industrien er det regeringens ønske at fastholde den øgede privatisering, da man herved forventer en øget effektivitet. En øget privatisering vil fremme udenlandske investeringer i landet. I takt med øget privatisering vil det økonomiske aktivitetsniveau blive forhøjet og danne basis for forøgede skatteinddrivelser. Vækst i industrien stiller krav til staten om øgede investeringer i infrastrukturen. Med en øget vækst i industri og landbrug vurderes beskæftigelsen at ville stige i de kommende år, og samtidig vil sort arbejde og anden form for skyggeøkonomi blive mindre. 21

Tyrkiets store samhandelslande forventes i fremtiden at være de samme, som de er i dag, men det vurderes, at landet bør styrke deres samhandelsrelationer i Euro-Middelhavs- Partnerskabet, da dette kan være med til at forbedre landets økonomi. Det må vurderes at være et strategisk problem for Tyrkiet, at landet ikke er selvforsynende med energiressourcer. Såfremt en regional konflikt opstår, vil landet være meget afhængig af en sikker, alternativ importvej af energiressourcer, da størsteparten af de anvendte energiressourcer i dag importeres fra Saudi-Arabien, Libyen og Iran. Tyrkiet har over en årrække haft positiv vækst i økonomien med undtagelse af 1998 og 1999. Den nuværende høje vækst har været fulgt af underskud på statsbudgettet og høj inflation. Den væsentlige årsag til den høje inflation er det store underskud på statsbudgettet, bl.a. forårsaget af underskudsgivende statsforetagender, store udgifter til forsvaret, støtte til landbruget og den store mangel på inddrivelse af skatter til staten. Regeringens introduktion af finansloven for 2000 forventes at være med til at mindske det stigende underskud på det offentlige budget og samtidig udvise vilje til at gennemføre strukturelle reformer. Med den indgåede IMF-aftale forventes landets økonomi at blive mere troværdig, og det vil derfor være lettere at afværge trusler mod landets økonomi fra finansmarkederne i ind- og udland. 3.5.1. Delkonklusion. Forventninger til, at GAP-projektet kan løse problemerne for det trængte landbrug og det stigende energibehov, må betegnes som realistiske. Tyrkiet er med regeringens finanslov for 2000 og IMF-aftalen på rette vej mod en bedre økonomi, men der kræves forsat et stort reformarbejde af den statslige økonomi. Landets høje inflation må forventes at blive reduceret af den stramme finanslov for år 2000. 3.6. Den militære faktor. Det tyrkiske forsvar vurderes med dets dimensionering at være en væsentlig magtfaktor til at kunne gennemtrumfe udenrigs- og indenrigspolitiske mål. Forsvarets høje trænings- og materielniveau og de gennemførte omstruktureringer peger på, at landet også i fremtiden vil kunne løse forsvarets koncept om afskrækkelse, høj mobilitet, evnen til fremskudt forsvar, udholdenhed og muligheden for hurtig intervention i kriseområder. De ovennævnte omstruktureringer og landets koncept er i overensstemmelser med de øvrige NATOlandes, og Tyrkiet vurderes derfor til i fremtiden at kunne overholde forpligtigelserne over for NATO-alliancen. Forsvaret er under politisk kontrol, men påvirker indenrigspolitikken markant med tilstedeværelsen i Det Nationale Sikkerhedsråd. Denne påvirkning er særlig markant i forbindelse med sikring af landets styreform i retning af den kemalistiske ide med vestlig orientering. Denne indflydelse er problematisk, idet forsvaret er med til at blokere for en bedring af menneskerettighedsforholdene i landet. Dette kan blive af afgørende betydning for Tyrkiets eventuelle optagelse i EU. På den anden side er forsvaret med til at sikre, at staten ikke bevæger sig i islamisk retning, hvilket formentlig vil medføre en afstandtagen fra den vestligt orienterede styreform og tilnærmelser til den islamiske verden. Det må konkluderes, at det tyrkiske forsvar i de perioder, hvor regeringen ikke har evnet at styre landet efter de kemalistiske ideer, har haft en stabiliserende rolle for at bringe landet tilbage til den kemalistiske grundide. Historisk set underbygger de tre militærkup denne antagelse, og det peger på, at forsvarets indenrigspolitiske, stabiliserende rolle også i fremtiden vil være tilstede, idet ingen forhold peger på, at forsvarets rolle i forholdet til indenrigspolitikken vil blive nedtonet. Denne komplekse situation, hvor landet ønsker optagelse i EU, og forsvaret overtræder menneskerettighederne for at fastholde den kemalistiske grundide, vurderes at være en ond cirkel, som anses for at være svær at ændre. 22

3.6.1. Delkonklusion. Det tyrkiske forsvar er veltrænet og materielmæssigt godt udrustet. Den store militære kapacitet vurderes til at være en væsentlig, sikkerhedspolitisk magtfaktor såvel indenrigssom udenrigspolitisk for landet. Det særligt komplekse forhold, at forsvaret har en stærk politisk magtposition, vurderes til at komme til at spille en afgørende rolle for landets bestræbelser på fremtidig optagelse i EU. 3.7. Den indenrigspolitiske faktor. Den valgte nuværende nationalt sindede flertalskoalitionsregering vurderes at kunne bevare sin position ved magten. Denne vurdering bygger på de indførte økonomiske reformer som allerede på nuværende tidspunkt peger i gunstig retning for landets økonomiske situation, hvilket må anses som værende en stabiliserende faktor for landet. Gennem partierne med en islamisk ideologi søges indflydelse på den centrale administration og i statsanliggender. Den mindre krise regeringen har befundet sig i med baggrund i den øgede islamiske indflydelse, illustrerer landets politiske dilemma. Den verdslige stat kæmper for sit liv mod den islamisk orienterede opposition. Statens syn på islamisterne er, at de ikke er demokratiske og har som mål at overtage staten indefra. Denne situation vurderes til at kunne etablere mere fundamentalistiske islamiske fraktioner, hvilket vil kunne føre landet ud i en ustabil national sikkerhedspolitisk situation, hvor forsvaret vil gribe ind. Denne situation peger igen på dilemmaet den kemalistisk ide kontra menneskerettighedsforhold. Med anholdelsen af A. Öcalan er PKK-konflikten aftaget noget i intensitet. Efter den afsagte dødsdøm af A. Öcalan afventer omverdenen den kommende sag ved menneskerettigheds domstolen i Strasbourg, hvorefter Tyrkiet vil genoptage sagen. Udviklingen i denne sag kan på kort sigt have en afgørende betydning for Tyrkiets optagelse i EU. Det peger dog på, at regeringen ikke har til hensigt at tage initiativer, der kan være med til at løse denne konflikt, hvilket underbygges af de seneste kampe i oktober dette år mellem det tyrkiske forsvar og PKK efter flere måneders ro. Konflikten med PKK vurderes til at være en alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed, og samtidig koster den store samfundsmæssige ressourcer. Konflikten har bremset den generelle udvikling i de øst- og sydøstlige områder af landet. 3.7.1. Delkonklusion. Den indenrigspolitiske ustabilitet i forholdet til den islamisk orienterede opposition er en faktor, der på sigt kan udvikle sig til at have en destabiliserende rolle på landets interne sikkerhed. Konflikten med PKK anses for at være en destabiliserende faktor for den nationale sikkerhed. En løsning af ovennævnte forhold anses for umulig, men en markant bedring af disse vurderes at ville kunne få en afgørende indflydelse på Tyrkiets fremtidige optagelse i EU. 23