Sygeplejefaglig referenceramme Sydvestjysk Sygehus

Sygeplejefaglig referenceramme Sydvestjysk Sygehus Etik og moral Kultur Kommunikation Jura Sygeplejefaglig Referenceramme Ledelse Samarbejde Organisation Pædagogik Mestring Omsorg Egenomsorg

Referencerammen er udarbejdet af: Helle Andreassen, Hoved-Orto området, SVS Esbjerg (Mestring) Agnete Askjær, afd. 261+262, SVS Esbjerg (Pædagogik samt Kommunikation) Britta Buhl, afd. 251, SVS Esbjerg (Ledelse, samarbejde, organisation samt Jura) Bente Flintholm, Kir. Dagklinik, SVS Brørup (Pædagogik samt Kommunikation) Herdis Gregersen, afd. 271, SVS Esbjerg (Pædagogik samt Kommunikation) Anne-Mette Haugaard, afd. 652, SVS Esbjerg (Etik + Moral samt Kultur) Esther Jensen, afd. 242, SVS Esbjerg (Mestring) Karina Jensen, afd. 263, SVS Esbjerg (Omsorg og Egenomsorg) Jette Jørgensen, afd. 100, SVS Grindsted (Ledelse, samarbejde, organisation samt Jura) Anna Maria Kristensen, Akut området, SVS Esbjerg (Etik + Moral samt Kultur) Ina Kristensen, Skadestuen, SVS Esbjerg (Omsorg og Egenomsorg) Inge Holst Lauridsen, Intensiv og Opvågningen, SVS Esbjerg (Ledelse, samarbejde, organisation samt Jura) Marianne Lind, Kir/Gyn op., SVS Grindsted (Omsorg og Egenomsorg) Bente Lund, Skadestuen, SVS Esbjerg (Pædagogik samt Kommunikation) Biddy Madsen, Personaleafdelingen SVS Susanne Magnussen, Onkologisk afd., SVS Esbjerg (Etik + Moral samt Kultur) Anna Meincke, Øre-, næse- hals amb., SVS Esbjerg (Mestring) Liselotte Muus, Kir. Område, SVS Esbjerg (Mestring) Ellen Nielsen, Medicinsk afd., SVS Grindsted (Etik + Moral samt Kultur) Ingeborg H. Pedersen, Medicinsk område, SVS Esbjerg (Mestring) Mette Rasmussen, Kir. Område., SVS Esbjerg (Omsorg og Egenomsorg) Litha Skjolden, Kir. Område, SVS Esbjerg (Omsorg og Egenomsorg) Mie Sundgaard, Øre-, næse- halsafdeling, SVS Esbjerg (Etik + Moral samt Kultur) Birgitte Sønderborg, Med. Afd., SVS Brørup (Pædagogik samt Kommunikation) Nina Lindhardt, Ledelsessekretariatet, har været til stor hjælp ift. den juridiske side 2

Indholdsfortegnelse Forord... 4 Indledning... 6 Omsorg og egenomsorg... 8 Virginia Henderson... 8 Vedligeholdelsesomsorg ifølge Kari Martinsen... 10 Interaktionel sygeplejepraksis ifølge Merry Scheel (MS)... 11 Dorothea Orem: Nursing Concepts of Practise... 16 Etik og moral... 22 K.E. Løgstrup... 22 Erkendelsesteori ifølge Immanuel Kant... 27 Nytteetik - Utilitarisme ifølge Stuart Mill.... 30 Mestring... 31 Aaron Antonovsky... 31 Richard. S. Lazarus og Susan Folkman... 37 Anerkendelsesteorien ifølge Axel Honneth... 44 Pædagogik... 48 Jack Mezirows transformationsteori... 49 David Kolbs erfaringsbaseret læring... 50 Kommunikation... 54 Hans-Georg Gadamer om forståelse... 54 Jürgen Habermas teori om den kommunikative handlen... 57 Ledelse, samarbejde og organisation... 57 Offentlig organisation, strategi og ledelse ifølge Kurt Klaudi Klausen... 57 Ledelseslære og selvledelse ifølge Erik Johnsen... 61 Ledelse af fagprofessionelle ifølge Henry Mintzberg... 63 Mentale modeller ifølge Peter M. Senge... 64 Jura... 67 Primære referencer... 71 Om primærforfatterne... 74 Supplerende litteratur... 78 3

Forord Sygeplejefaglig referenceramme er udviklet på baggrund af ønsket om at skabe et fælles udgangspunkt for sygepleje i Sydvestjysk Sygehus (SVS). Et udgangspunkt, der kan understøtte udøvelse og udvikling af sygepleje og samtidig kan støtte op om såvel den patient-, personale- og sundhedsfaglige kvalitet, som er nogle af fundamenterne i Mål og Værdier for SVS. Dette fælles udgangspunkt skal tillige være synligt for såvel de, der udøver sygepleje, som de, der ønsker at kende baggrunde for udøvelse af sygepleje i SVS. Rammens udgangspunkt er sygepleje, og er således netop et udtryk for, hvorledes sygepleje, fagligt og professionelt udøvet, er ønsket begrundet. I SVS har vi fundet følgende definition af teoretisk referenceramme dækkende for den Sygeplejefaglige referenceramme: en logisk gruppering af forbundne begreber eller teorier, sædvanligvis udformet, så det sammenholder forskellige aspekter, der er relevant for en kompleks situation som eksempelvis klinisk praksis Sygepleje er karakteriseret ved at kunne ses som dels et teoretisk fag og dels professionelle sygeplejefunktioner. Sygepleje tager ofte udgangspunkt i såvel hvordan-spørgsmål (hvordan skal der handles) som i hvorfor-spørgsmål (på hvilken baggrund skal der handles og hvorfor sådan). Referencerammen kan siges at ville få anvendelse i det andet aspekt nemlig hvorfor-spørgsmål; her forstået som på hvad baggrund skal jeg, som plejepersonale i SVS, handle i den situation, jeg står. Det betyder, at referencerammen kan ses som det, den enkelte så at sige refererer til i såvel de konkrete situationer, i dokumentation, og i høj grad refleksion. En form for refleksion, der kunne benævnes levende, idet den ikke udelukkende er kognitiv (tankemæssig), men engagerende på en sådan måde, at der sker en udvikling, som ikke kan ske ved ren og skær imitation af den andens handlen eller tænkning. Rammen er bestående af flere teoretikere, der beskriver de mange sider, der er i spil ved udøvelse af sygepleje. Med valget af de aktuelle teoretikere er der samtidig foretaget et fravalg af andre teoretikere, der kunne være draget ind. Valget er pragmatisk og taget på baggrund af hensigten at spejle sygepleje i SVS enten som det konkret er i 2007 eller ud fra tanken om, hvad det kunne tænkes udviklet hen imod. Samtidig beskrives fundamentet på en sådan måde, at der dels finder en konkret afgrænsning sted, og dels gives mulighed for at favne sygepleje indenfor alle specialer og indenfor SVS s forskellige afdelingstyper. Ud over dette udgangspunkt, har flere af arbejdsgrupperne ønsket at give en baggrund, fortællende hvad der yderligere er taget udgangspunkt i ved valg og beskrivelse af de enkelte områders forfattere og tekster. Dette er at læse i indledningen. Udgangspunktet i referencerammen er overvejende humanvidenskabelig, men afskriver ikke betydningen af eks. naturvidenskab (som det eks. kan ses i valget af Virginia 4

Henderson i omsorg og egenomsorg), idet mange opgaver indenfor sygepleje fordrer enten naturvidenskabelig tilgang eller baggrund, ligesom ledelse, samarbejde og organisation overvejende er et område indenfor samfundsvidenskaben. De områder, der er udvalgt til referencerammen, er: omsorg og dermed også egenomsorg etik og moral mestring kultur pædagogik kommunikation ledelse, samarbejde og organisation jura. Sluttelig er det vigtigt at understrege, at en sygeplejefaglig referenceramme ikke kan opfattes som statisk, den må til alle tider forholde sig til det, den er skabt for - sygepleje i SVS. 5

Indledning Som ovenfor nævnt består referencerammen af flere emner eller områder - indenfor hvilke, sygepleje henter sine baggrunde. Her gives en kort oversigt over indholdet i materialet. Omsorg og dermed også egenomsorg er det område, der startes med. Her har vi givet ordet til forfattere, der gennem tiden har beskrevet sygepleje, og som stadig er egnede ift. sygepleje i SVS. Det drejer sig således om Virginia Henderson, Merry Scheel, Kari Martinsen samt Dorothea Orem. De udvalgte tekster beskriver tilsammen omsorg incl. vedligeholdelsesomsorg - og egenomsorg fra lidt forskellige vinkler. I teksten er patienten benævnt som HAN og plejepersonalet som HUN, ligesom ordet plejepersonale, som en samlet betegnelse, er anvendt i den udstrækning, det ikke gør vold på forfatternes tekster. Etik og moral medtager K. E. Løgstrup, Immanuel Kant samt Stuart Mill. Disse tre forfatteres tekster dækker således moral, pligtetik samt nytteetik, som alle er repræsenteret i hverdagen ift. at udøve sygepleje. Teksterne repræsenterer ikke kun patient-plejepersonaleforholdet, men er tillige betydende for samarbejdsrelationer samt den kultur, der er en del af vores hverdag. For sygeplejersker er tillige gældende, at de arbejder iht. De Sygeplejeetiske Retningslinier, som dog ikke er taget med som noget i sig selv. Mestring tænkes i referencerammen at gælde for såvel patienter og pårørende som for personale i SVS. I emnet mestring er medtaget Aaron Antonovsky, som beskriver den salutogenetiske kontra den patogenetiske tanke- og handlemåde i sin forståelse af, hvad der får mennesker til at forblive eller blive raske. Samtidig er Richard S. Lazarus og Susan Folkman og deres beskrivelse af stress og dennes betydning, samt vore handlemåder i den sammenhæng, også draget med. Disse to tekster komplementerer hinanden godt, idet de giver indsigt i forskellige sider af det at mestre. Kultur er i referencerammen tænkt meget bredt. Dette kan gælde ift. det enkelte menneske i personalegruppen, men tillige i patient- og pårørendegruppen. Kultur ses også i referencerammen at dreje sig om kultur i en gruppeforståelse (eks. i en afdeling, i en faggruppe o.l.), samt det faktum at kultur kan ses som ens eget, altså noget den enkelte bærer i sig. Kultur ses som betinget af rigtig mange forhold i den enkeltes opvækst og opdragelse. Som forfatter på området er valgt Axel Honneth, som anerkendelsesteoretisk beskriver, hvorledes kultur kan anskues. Pædagogik gælder ikke kun i vores kontakt med patienter og eller pårørende, men er tillige gældende i vores samarbejde, i vores uddannelse af andre o.l. Her er valgt at beskrive området gennem tænkningen i David S. Kolbs beskrivelse af erfaringslæring gennem refleksion. Dette suppleres af Jack Mezirows beskrivelse af, hvorledes vi gennem refleksion kan blive bevidste om de antagelser, der ligger til grund for vore handlinger og forestillinger. 6

Kommunikation er sammenhængende med bl.a. pædagogik. Her er valgt at medtage Jürgen Habermas og hans vægtlægning af betydningen af livsverdens forståelse og beskrivelse, når den mødes med systemverdens samme. Forståelse er sammenhængende med, hvorledes det er muligt overhovedet at kommunikere. Her er valgt Hans-Georg Gadamer, som beskriver bl.a. forståelse og for-forståelse. Begge forfatteres beskrivelser handler om, hvad der kan ses som meget betydende for, om kommunikation lykkes, også når der er tale om professionel kommunikation. Ledelse, samarbejde og organisation beskriver vha. tekster af forfatterne Kurt K. Klausen, Erik Johnsen, Henry Mintzberg samt Peter M. Senge, hvorledes ledelse og selvledelse i en offentlig organisation kan ses, hvorledes ledelse af fagprofessionelle kan ses som noget specielt, ligesom der er beskrevet, hvorledes der kan være mulige baggrunde for udfordringer ifm. ændringer i organisationer. Der er fokuseret på det sygeplejefaglige aspekt ikke et overordnet organisatorisk aspekt. Jura er vigtig ift. at udøve sygepleje. I dette afsnit er medtaget de væsentligste love, bekendtgørelser og vejledninger, der er gældende pr. 01.01.2007. Primære referencer er henvisning til de konkrete tekster, der er anvendt i udarbejdelse af referencerammen. Om primærforfatterne er beskrivelse af forfatterne, idet det anses for betydende, hvor den enkeltes faglige ståsted er. Supplerende litteratur er eksempelvis litteratur, der beskriver referencerammens tekster i en sygeplejefaglig sammenhæng, yderligere informationer om emnerne omtalt i referencerammen o.l. 7

Omsorg og egenomsorg Virginia Henderson Virginia Henderson (VH) definerer sygepleje på følgende måde: Sygeplejerskens unikke funktion er at bistå den enkelte, syg eller rask, med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til at opnå en fredelig død), som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje eller viden, og at gøre dette på den måde, der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen. (Henderson 1995, s. 35) Viden VH lægger meget vægt på at plejepersonalet kender til menneskets anatomi og fysiologi, samt hvor vigtig det er, at der er fysiologisk ligevægt i kroppen. Ligeledes hænger den følelsesmæssige balance sammen med fysiologisk ligevægt. VH er af den opfattelse, at sjæl og legeme er uadskillelige, og at viden om menneskets adfærd og væsen derfor er godt (Henderson 1995, s. 30; 50). VH mener, at plejepersonalet bør have en bred almen grunduddannelse, idet deres personlighed sandsynligvis er den vigtigste af de faktorer, der influerer på effekten af sygepleje. Dette er dog vanskeligt at måle. VH mener, at kvaliteten af sygepleje beror på kvaliteten af de mennesker, som udøver den (Henderson 1995, s. 107). Patientens behov for sygepleje Sygeplejen har sine rødder i almenmenneskelige behov. Behovene er følgende: mad, opholdssted, klæder, kærlighed, påskønnelse, en følelse af at gøre gavn og et medmenneskeligt afhængighedsforhold. Om end det er et sundt eller sygt menneske plejepersonalet har med at gøre, må disse behov haves in mente. Det er vigtigt at vide, at alle mennesker har fælles behov. Lige så vigtigt er det at være klar over, at disse behov skal imødekommes gennem varierede livsmønstre, hvoraf ikke to er ens. Almindelig sygepleje består altid af helt de samme komponenter, men de bør tilpasses og ydes på forskellig måde alt efter hvert menneskes behov. Plejepersonalet kan aldrig fuldstændigt fortolke eller gøre alt det, et andet menneske behøver for at føle velvære. Dog må hun acceptere, at hendes evne til at vurdere en andens behov altid er begrænset. Hun kan bistå ham i alt, hvad der medvirker til den tilstand, der betyder sundhed for ham eller helbredelse for en sygdom for ham eller det, der for ham, vil være en god død (Henderson 1999, s.12-13). I erkendelse af denne vurderings begrænsning, skal plejepersonalet drøfte sin fortolkning af patientens behov med denne. Det er vigtigt, at plejepersonalet virkelig sætter sig i patientens sted, for at kunne identificere hans behov. Dette på trods af, at hun kan være nødt til at tvivle på patientens umiddelbare udsagn, idet patientens svar kan dække over, hvordan han virkelig føler (Henderson 1995, s. 34; 48). Døden VH mener, at vi er tilbøjelig til at fokusere på sundhedsfremme, forebyggelse og helbredelse, hvorimod vi sjældent kommer ind på livets afslutning, og hvorvidt man skal forlænge livet ud over den tid, hvor det er værd at leve. Plejepersonalet kan gøre meget 8

for at give den døende et støttende og æstetisk 1 miljø i samarbejde med pårørende. Forhold som retten til at dø og en værdig død bliver en stadig vigtigere del af sygeplejen (Henderson, 1995 s. 39; 45; 47). Pårørende Samarbejdet med de pårørende er vigtigt for sygeplejen. Hvis man ønsker at forstå og hjælpe den enkelte patient, vil man hilse enhver lejlighed til at møde og tale med patientens venner og familien velkommen. Hvis målet for sygepleje er at erkende årsagen til patientens sygdom, at hjælpe ham til at blive i stand til at klare sig selv og at forebygge tilbagefald, må plejepersonalet arbejde sammen med og via andre. En væsentlig indsats kan være at hjælpe en pårørende til at forstå, hvordan han eller hun kan støtte patienten (Henderson 1995, s. 50). Andre faggrupper Plejepersonalet skal hjælpe patienten med at gennemføre den behandlingsplan, som lægen har iværksat. VH ser plejepersonalet som en del af et medicinsk team, der sammen planlægger og gennemfører det samlede behandlingsprogram, hvad enten det tjener til fremme af sundheden, helbredelse for sygdom eller støtte i døden. VH er af den opfattelse, at plejepersonalemedlemmet er en selvstændig praktiker og i stand til at træffe selvstændige beslutninger, så længe hun ikke diagnosticere, ordinerer sygdomsbehandling eller prognosticerer, for disse opgaver er lægens. Men hvad angår den grundlæggende pleje og omsorg er plejepersonalet suverænt (Henderson 1995, s. 35-36). Omsorg VH anser omsorgen som et vigtigt element af sygeplejen, uden dog at definere omsorgen præcist. Samtidig mener hun dog også, at sygeplejens praksis og uddannelse bør hvile på den videnskabelige forsknings grundlag (Henderson 1995, s. 71). Udvikling VH er af den opfattelse, at når plejepersonalet virker ud fra en definition af sit fag, der udpeger et område, som hun i særlig grad og bedre end andre er kvalificeret til at varetage, pålægger hun automatisk sig selv ansvaret for at udvikle de metoder, hun bruger på sit kompetenceområde. VH nævner forskning som én af 8 processer, hvorunder man kan udvikle sygeplejen. Hun fremhæver især forskning som en nødvendighed for at underbygge og forbedre praksis. Dog mener hun, forskning er tidskrævende og ikke kan bruges i her og nu situationer. VH håber, at det vil slå igennem i sygeplejen, at enhver praksis fordrer udøvere som besidder en forskende grundindstilling; at nye forskningsresultater nødvendiggør stadige ændringer indenfor sundhedsplejen; at effektivt plejepersonale er studerende på livstid (Henderson 1995, s. 59-71). Hvad angår den grundlæggende sygepleje er plejepersonalet helt suveræn. VH har opstillet 14 grundlæggende behov, som plejepersonalet medvirker til at opnå. De grundlæggende behov, som plejepersonalet søger at opfylde, er til stede uanset diagnose, om end de påvirkes at den. Den enkeltes plejebehov influeres især af alder, kulturelle og sociale baggrunde, følelsesmæssig og psykisk balance samt den fysiske 1 Her i betydningen tiltalende 9

og intellektuelle udrustning. Som eksempel nævner Henderson, at to patienter med den samme patologiske tilstand (temperaturforhøjelse) og samme diagnose (pneumoni) har forskellige behov, såfremt den ene patient er 2 år og den anden 80 år. Ligeledes påvirkes sygepleje af symptomer eller syndromer som for eksempel coma, delirium, psykisk depression, dehydrering og shock, blødning, motorisk hjælpeløshed, udtalte ændringer i væskebalancen eller akut iltmangel. Alle disse forhold bør ifølge Henderson tages i betragtning når behovet for hjælp skal vurderes (Henderson 1999, s. 14, Henderson 1995, s. 36-37; 79). De 14 grundlæggende behov iflg. VH: 1. Respiration 2. Ernæring 3. Udskillelse af affaldsstoffer. 4. Bevægelses systemets funktion. 5. Hvile og søvn. 6. Påklædning. 7. Legemstemperatur. 8. Personlig hygiejne. 9. Beskyttelsesforanstaltninger. 10. Kontaktbehov. 11. Religion. 12. Beskæftigelse og optræning. 13. Underholdning. 14. Oplysning Vedligeholdelsesomsorg ifølge Kari Martinsen Ifølge Kari Martinsen (KM) er den måde, hvorpå vore sygehuse er indrettet i den vestlige verdens nutid ikke gearet til at tage vare om de, der ikke kan helbredes. Hun siger, at vores sygehusvæsen er præget vækstomsorg (omsorgsarbejdet er knyttet til omsorgen med forventet større selvhjulpethed hos modtageren) og af utskrivningsfrekvens som mål for effektivitet, og hvor vores mål er hurtig udskrivelse. Ifølge KM vil vi have en gruppe patienter, som KM omtaler som vekstomsorgens mislykkede og fejlplaserte pasienter. Disse patienter har behov for omsorg præget af vedligeholdelse og stilstand og også tilbagegang. Det er præget af omsorg ydet over lang tid som udgangspunkt kan der ikke sættes tid på ophøret af omsorgen. Målet er at opretholde et vist funktionsniveau og eller undgå forværring. Plejepersonalet skal forsøge at gøre det bedst mulige for patienten i hans her-og-nu-situation. Plejepersonalet skal således hverken under- eller overvurdere patientens evne til selvhjulpethed, men bør, hvor det er muligt, tilstræbe, at patientens selvhjulpethed bliver så god som det er muligt for den enkelte evt som en styrkelse af selvhjulpethed. Udgangspunktet er: At patienten har ret til omsorg Han har ret til at blive sørget for indenfor generaliserede gensidighedsrelationer altså at blive mødt med lige så stor forståelse og accept for det han kan klare selv, som det han har behov for hjælp til og målet er, at plejepersonalet opfylder dette (Martinsen 1989, s. 78). 10

Interaktionel sygeplejepraksis ifølge Merry Scheel (MS) Før MS skrev sin interaktionelle 2 sygeplejeteori (Scheel 2001), var egenomsorgsteorien i en periode nærmest enerådende i Danmark. Derefter kom en periode, som kontrast til denne, hvor omsorgsteoretikerne markerede sig. Det herskende videnskabelige syn indenfor sygepleje, havde i mange år været det naturvidenskabelige det, der kunne vejes og måles. Hos omsorgsteoretikerne drejede det over i det fænomenologiske 3. Det MS vil med sin interaktionelle sygeplejepraksis er, at sige, at det ikke gælder enten eller, men både og, det vil sige, at i enhver plejesituation bruges der noget fra alle tre videnskabsteoretiske retninger, og at plejepersonalet udfører både omsorg og egenomsorg det vil sige den gyldne middelvej. Når plejepersonalet benytter alle tre handletyper (se senere), opnår patienten ifølge MS handlekompetence, og patienten bliver bedre til at tage vare på sig selv i forhold til sundhed og sygdom. Det sker ved samtale og samhandlen med patienten, de pårørende og andet sundhedspersonale. MS mener, at vi altid er i relation til hinanden, og grundlaget for relationen er dialogen. Når plejepersonalet yder omsorg, styrkes egenomsorgen. Den interaktionelle sygeplejepraksis er en moralsk praksisteori, hvor der altid handles til patientens bedste. Merry Scheels baggrund for og opbygning af den interaktionelle sygeplejepraksis Den interaktionelle sygeplejepraksis bevæger sig på to niveauer et universalistisk og et situationsorienteret konkret praksisniveau. På det universalistiske niveau drejer det sig blandt andet om menneskeværd, ligeværd og retfærdighed i forhold til pleje og omsorg. Det er på det universalistiske niveau, at den etiske refleksion foregår med henblik på, at finde den rette handlen i den konkrete situation, og det er her der ses på helheden. Det vil sige, at det er på dette niveau, at personalegruppen, i for eksempel rapportsituationen, reflekterer over, hvad der er den rette pleje for den enkelte patient, og hvordan patienten kan støttes bedst muligt. Det er også på dette niveau, at de sunde livsbetingelser i samfundet kan fremmes via sygeplejekollektivet. Det vil sige at fremme gavnlige og hæmme skadelige forhold i patientens omgivelser og give støtte, således at de ved egen hjælp kan klare deres sundhedsmæssige problemer, hvorved deres livsbetingelser fremmes (s. 203). Det er også her der arbejdes med at synliggøre det professionelle omsorgsarbejdets mere usynlige aktiviteter og tavse sprog, for eksempel i forhold til politikerne (s. 201). I det situationsorienterede konkrete praksisniveau udøves pleje og omsorg i den enkelte situation til den enkelte patient. De to niveauer er tæt forbundne med hinanden, og det enkelte niveau kan ikke stå alene, men de påvirker gensidigt hinanden (s. 205). Syn på teori - praksis forhold Udviklingen af teori sker ifølge MS på 3 niveauer: Niveau 1 - beskrivelse af den konkrete sygeplejepraksis. For at man kan teoriudvikle må man tage udgangspunkt i den konkrete sygeplejepraksis. Det vil sige, det er nødvendigt at beskrive handlinger og aktiviteter, der er centrale for den konkrete og aktuelle sygeplejepraksis. (s 146). Ud fra de 2 MS definition af interaktionel: Samspil, gensidig påvirkning. Det vil sige at samarbejde mellem patient, plejepersonale og de forskellige faggrupper i sundhedsvæsenet i den daglige praksis, samt mellem praksis og sygeplejeteori 3 Fænomenologi kan angives at være en retning, der søger at beskrive verden som oplevelsesfænomen. Det handler altså om, hvad der vedrører vores oplevelse af emner. 11

konkrete beskrivelser eller fortællinger, kan der drages erfaringer, som kan videreudvikle ny teori. Niveau 2 - tolkning og bearbejdelse af konkret sygeplejepraksis. På dette niveau foretager man en refleksion, analyse eller tolkning af den beskrevne praksis. Dette niveau er et teoretisk niveau, plejepersonalet sammenholder iagttagelser, erfaringer og normer systematisk, således at de giver udgangspunkt for et kvalificeret gæt på, hvordan de menneskelige, plejemæssige og sociale forhold hænger sammen. Man sætter sin dagligdag ind i en teoretisk sammenhæng. Niveau 3 - udvikling af almenbegreber. For at klargøre hvad sygeplejedisciplin er, må man have begrundede udsagn om begreberne: sundheds- og sygepleje. Det vil sige, det er nødvendigt at få en fælles begrebsafklaring for alle i plejegruppen, så sygepleje ikke beror på det enkelte plejepersonales private forestilling om, hvad sygepleje er. MS mener, at teori danner skelet for praksis, for på den måde at udvikle en velbegrundet praksis. Sygeplejepraksis er offentlig tilgængelig, og må altid være til refleksion og diskussion (s. 152). Teori og praksis har et dialektisk forhold til hinanden det vil sige der gælder både og ikke enten eller. Den interaktionelle sygeplejeteori benytter viden fra de tre videnskaber, og der ikke nogen skarp grænse mellem disse, men de er derimod uadskillelige. Via denne viden kan opnås en viden om mennesket i sundhed og i sygdom, samt muligheder og begrænsninger i pleje- og omsorgshandlingerne. Menneskesyn Ifølge MS er mennesket ansvarlig overfor sig selv og samfundet, og er hele tiden i sociale relationer med hinanden. Scheel mener, at plejepersonalet skal opfatte en patient som en person med en livshistorie, det vil sige, at patienten ikke opfattes som en journal-person eller en sygdom. Det er patientens historie, der har præget hans liv og aktiviteter, og det vil også præge hans situation og betingelser ved en indlæggelse (s. 222). Videnskabsteoretisk grundlag Viden fra de tre videnskabsteorier naturvidenskab, humanvidenskab og samfundsvidenskab er i spil i alle situationer, men vægtes forskelligt, afhængigt af situationen. Grundlæggende værdier Det moralske ansvar for patienten. Der stiles mod at handle til patientens bedste (s. 238). Moral er altid til stede mellem mennesker, den er allestedsnærværende og er til stede i begge forholdsmåder og i alle tre handletyper (s. 220-229, 267). En af de grundlæggende værdier i den interaktionelle sygeplejepraksis er, at mennesker altid allerede er i relation til hinanden, er indlejret i sociale sammenhænge og at en persons selvbestemmelse udvikles gennem relationer. Tillid er et af menneskelivets grundvilkår, udspringer af relationen mellem mennesker, og er et moralsk interaktivt fænomen. Tilliden er grundlæggende i den moralsk-praktiske handlen i forhold til pleje og omsorg. 12

Forholdsmåder Generelt har mennesket to grundlæggende måder at forholde sig til tingene på den aktive indgribende forholden sig og den modtagende forholden sig, hvilket også gælder i pleje- og omsorgssituationer. I den aktive indgribende forholden sig handles der aktivt for og med patienten, som for eksempel at arbejde problemløsende, egenomsorgsaktiviteter eller tekniske aktiviteter såsom at måle blodtryk eller puls. I den modtagende forholden sig, drejer det sig om at være til stede, for eksempel i forhold til en døende patient, eller hvor sygeplejehandlingerne drejer sig om, at etablere et tillidsforhold mellem plejepersonalet og patienten. Den modtagende funktion må dog ikke forveksles med passivitet. I den modtagende forholden sig ligger en etisk forpligtelse til at modtage patienten som den person han er. Dette kræver intens opmærksomhed, varsomhed og sensitivitet i forhold til patientens forskellige kropslige og handlingsmæssige udtryksformer i situationen tillid, engagement og åbenhed. I de enkelte situationer, falder de to forholdsmåder dog ofte sammen (s. 212, 266). De tre handletyper Ud fra de to forholdsmåder udspringer tre handlingstyper. Det er den kognitiveinstrumentelle 4, den æstetiske-ekspressive 5 og den moralsk-praktiske handlingstype 6. De tre handletyper anvendes samtidigt for at skabe helheden, men vægtes afhængig af patientens situation, hvorved der skabes et frigørende potentiale, også kaldet handlekompetence. Alle pleje- og omsorgshandlinger er blandt andet rettet mod konkrete problemer, patientens egen opfattelse af sygdom, helbredelse, sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse (s. 238). Sproget Sproget er et grundlæggende træk i omsorgen. Det bør være dagligdags og forståeligt for patienten og kan være knyttet til praktiske aktiviteter, som for eksempel personlig hygiejne. Hvis plejepersonalet og patienten ikke forstår hinanden, og patienten ikke forstår, hvorfor der netop bliver handlet på den måde i en bestemt situation, opleves det af patienten som usammenhængende, uforståeligt og meningsløst (s. 222). Samtalen Samtalen i pleje- og omsorgssituationer baseres iflg. MS på den sprogløse kommunikation, dialogen og diskursen 7, og vægtes ud fra den enkelte situation (s. 256). Både plejepersonalet og patienten er involveret og engageret i verden med deres kropslighed, og sygeplejesituationerne erfares gennem kropslig sansemæssig erfaring den sprogløse kommunikation. Dialogen er selve grundlaget for relationen mellem plejepersonalet og patienten, og i en professionel dialog er der altid en sag, det vil sige, at der er tre led i en dialog patienten, plejepersonalet og sagen, nemlig det sundhedsmæssige anliggende. I dialogen er der kun anerkendelse, man anerkender den andens synspunkter og handlinger som ligeværdige med ens egne. Det vil sige, at 4 Den kognitive-instrumentelle handlemåde bygger på naturvidenskabelig viden, og er problemløsende og resultatorienteret med henblik på at tilgodese de fysiske behov. Kognitiv betyder erkendende og handlingerne bygger på eksakt viden. 5 Den æstetisk-ekspressive handlemåde bygger på humanvidenskabelig viden og er fortolkende og forståelses orienteret. Her bruges sproget og det sansende med henblik på at opnå gensidig forståelse. Æstetisk betyder sansende, ekspressive betyder at give udtryk for (Brüel & Nielsen 2001). 6 Den moralsk-praktiske handlemåde bygger på samfundsvidenskaberne og er en evne til at forholde sig til andre mennesker ud fra gyldige etiske normer. 7 Ræsonnement. Samtale, som ofte kun kan forstås i den videre kulturelle og sociale sammenhæng, samt i den specielle situation den indgår i. 13

plejepersonalet er åben og anerkendende overfor de oplevelser patienten har, og er åben overfor, hvilken betydning de har for vedkommende. Dialogen er ikke tilstrækkelig i sygepleje i de professionelle sammenhænge. Diskursen indeholder både anerkendelse og godkendelse. Godkendelse indbefatter fire gyldighedskrav i samtalen, såsom at taleren skal gøre sig forståelig, at han taler sandt, at han vedkender sig sine meninger, og at han må vælge formative 8 rigtige ytringer (retfærdighed). Diskursen kan ikke altid stå alene, fordi der ofte er et asymmetrisk forhold mellem parterne, idet patienten ofte befinder sig i en svag position. Diskursen anvendes til en fælles, åben og forståelig diskussion i forhold til handlinger for og med patienten, det vil sige, at det både er patienten og plejepersonalet, der er ansvarlige for de beslutninger, der bliver taget, og de handlinger der udføres. I diskursen er godkendelse af meninger og argumenter i en sag vigtigere end betingelsesløs anerkendelse. I den interaktionelle sygeplejepraksis er der et dialektisk 9 forhold mellem dialog og diskurs (s. 128-130). Omsorg og egenomsorg I MS s teori indgår både omsorg og egenomsorg, og der er et dialektisk spændingsforhold imellem dem. Der skelnes mellem den naturlige omsorg, der knytter sig til personlige relationer, og den etiske omsorg, som er en fordring om at drage omsorg uden at forvente nogen form for modydelse (s. 256). Det er den etiske omsorg, som skal udføres i sygepleje. Scheel mener, at omsorg ligger implicit i sygepleje, og at udøvelsen af sygepleje uden omsorg for patienten, ikke kan være sygepleje. Omsorgsbegrebet i den interaktionelle sygeplejepraksis forstås som en integration af fornuft og følelse (s. 251). Omsorg tager udgangspunkt i mellemmenneskelige relationer, hvor nøgleordene blandt andet er nærvær, åbenhed, gensidighed, fornuft og sproget både verbalt og nonverbalt. Omsorg i sygepleje er stærkt knyttet til begreber som sundhed, sygepleje, liv og død. For at adskille sygeplejens omsorg og den omsorg, vi alle drager for hinanden, er det nødvendigt at have et konkret praksisniveau i den specifikke situation beskrevet (s. 264). Ansvaret for patienten har stor betydning, og specielt retfærdighed i omsorgen er væsentlig, den, der trænger mest til omsorg, prioriteres højt. Ekstremet i omsorg er omklamrende eller sentimental omsorg, hvor der sker en objektivering af patienten, hvorved denne risikerer at blive passiv. Egenomsorg kan være med til at modvirke den sentimentale omsorg, og desuden styrke patientens evne til selvhjulpenhed (s. 255). Egenomsorg er iflg. MS tæt knyttet til begreber som autonomi og uafhængighed, hvor patienten har ansvaret for sig selv. Egenomsorgsbegrebet kan dog ikke stå alene, det vil forudsætte, at alle mennesker har lige muligheder for at bestemme over deres tilværelse og levevilkår. Hvis egenomsorgsteorien bliver enerådende, er der fare for at sygepleje bliver undertrykkende og umoralsk. I den interaktionelle sygeplejepraksis skal omsorg og egenomsorg ses i en sammenhæng, og der skal være en balance mellem dem eller en blanding, det vil også sige, at yder plejepersonalet omsorg til patienten, styrkes patientens egenomsorgsevne. Det drejer sig om både omsorg og egenomsorg, hvor det er et sygeplejefagligt kvalificeret skøn i den enkelte situation, der afgør, hvordan der handles (s. 110; 247-263). Skønnet Skønnet er en etisk refleksion og ændrer sig i forhold til situationen. Det er begrundet i viden, fra såvel natur-, human- og samfundsvidenskaberne, samt i indsigt, forståelse og 8 Prægende 9 Her i den betydning, at der vælges den form, der anses for mest hensigtsmæssig i den konkrete situation og at hensigten er at fremme de forskellige sider, en sag kan ses fra 14

krav om, at handle på en etisk måde. Det vil sige, at plejepersonalet skønner, i forhold til omsorg og egenomsorg, hvornår de skal træde tilbage og ikke yde en sentimental omsorg i den enkelte situation. Desuden ligger der også i skønnet et krav om dialog eller diskurs mellem de involverede parter (s. 186). Horisontsammensmeltning iflg. MS Menneskets horisont består af værdier, forbilleder, teorier, begreber og erfaringer, altså den enkeltes opfattelse af tilværelsen og verden. Horisonten er altså afhængig af kultur, samfund og historie. Horisontsammensmeltning skabes gennem dialogen mellem plejepersonale og patient om en sag. Begge parter er åbne og modtagelige over udtrykte meninger, og sætter deres fordomme, det vil sige sin for-forståelse, på spil, således at begge parter får forståelse for sagen og kan se en sammenhæng og mening. Forståelse kan ses som horisontsammensmeltning og derved også selvforståelse (s. 137). Via dialogen opnår plejepersonalet en forståelse for patientens situation, liv interesser, og det patienten gerne vil. Tillid Tillid er et af menneskelivets grundvilkår, udspringer af relationen mellem mennesker, og er et moralsk interaktivt 10 fænomen. Tillid er givet i og med at være menneske, man er født med en grundlæggende tillid. Tilliden er grundlæggende i den moralsk-praktiske handlen i forhold til pleje og omsorg. Således er tillid også grundlæggende i enhver samtale, og den etiske fordring består i at modtage den andens tillid, høre tonen i samtalen, at turde vove sig frem samt åbenhed. Det vil sige, at man udleverer sig selv, kommer den anden i møde og viser, at man vil have med den anden at gøre. Der ligger en etisk forpligtigelse i at modtage patienten, som den person han er, hvilket blandt andet kræver engagement, interesse og åbenhed fra plejepersonalets side. For at oprette et tillidsforhold, kan dialogen anvendes. Ethvert menneske har en urørlighedszone, som beskytter dets motiver og sikrer sagligheden i samtalen. I en samtale skal urørlighedszonen respekteres, ellers bliver det iflg. MS til tankeløs og taktløs åbenmundethed. Her kan plejepersonalet for eksempel lade patienten sætte dagsordenen for samtalen ud fra patientens lyst og behov. Hvis der ingen åbenhed er i samtalen, bliver det til lukkethed. Åbenhed og urørlighedszonen er i et spændingsforhold, og kan ikke eksisterer uden hinanden (s. 225). Magt Denne interaktionelle sygeplejepraksis er en moralsk praksis, hvor der handles til patientens bedste, og hvor plejepersonalet tager ansvaret for ham. Plejepersonalet er patientens advokat og er solidarisk med ham. Plejepersonalet skal konstant reflektere over, at relationen er en magtrelation, idet plejepersonalet altid er i en magtposition overfor patienten. 10 Social aktivitet eller samkvem mellem flere individer 15

Dorothea Orem: Nursing Concepts of Practise Hørdam skriver i forordet (Cavanagh 1999), at egenomsorgsteorien er en normativ teori, dvs. foreskrivende for såkaldt god praksis, og den anvendes til at påvise behovet for, samt planlæggelse af, den nødvendige sygepleje (Cavanagh, 1999, s. 11-12). Dorothea Orems (DO) sygeplejeteori består af 3 delteorier: teorien om egenomsorg, teorien om egenomsorgssvigt og teorien om sygeplejesystemer. Tilsammen udgør disse bestanddelene i en generel teori om sygepleje, kaldet egenomsorgsteorien herhjemme (Kirkevold, 2000, s. 140). Egenomsorg er gennemførelsen af de aktiviteter, som det enkelte menneske igangsætter og udfører på egne vegne for at opretholde liv, opretholde sund funktion, personlig udvikling og personligt velvære. Det er en aktiv bestræbelse, som udføres på baggrund af overvejelser om, hvad der for den enkelte vil opretholde liv og sundhed samt fremme velvære. Disse aktiviteter vil det enkelte menneske frivilligt og intentionelt tage initiativ til. Dette er tillært og er påvirket af blandt andet alder, modenhed, kultur (Orem 1991, s. 117; Cavanagh, 1999, s. 20-21). Værdigrundlaget for Orems egenomsorgsteori Orem har nogle antagelser om menneskets natur, som er forudsætningen for at forstå og anvende hendes teori. Mennesket besidder potentiale til udvikling af de intellektuelle og praktiske evner og til at opretholde den motivation, der er nødvendigt for udøvelse af egenomsorg og omsorg for familiemedlemmer. Ansvaret for at imødekomme egne egenomsorgskrav hviler derfor primært på det enkelte menneske. Det kan gøres ved at fremskaffe nødvendig viden og opøve færdigheder eller ved at bede andre om hjælp, det være sig familiemedlemmer eller eksempelvis plejepersonale. Måden, hvorpå en person udøver egenomsorg, er kulturelt betinget og vil derfor være individuelt fra person til person. Der vil være forskellige fremgangsmåder til at dække de samme behov. Desuden vil det være forskelligt fra person til person, hvornår den enkelte har brug for hjælp til at opfylde sine egenomsorgskrav, og hvilke handlinger, der vil være passende. Udøvelse af egenomsorg kræver bevidste og velovervejede handlinger på baggrund af det enkelte menneskes viden og færdigheder. Desuden er det forudsat, at mennesket erkender, hvornår han har brug for hjælp og de specifikke handlingsmuligheder, han råder over; det vil sige, at den enkelte skal være i stand til at vurdere betingelserne for egen sundhed, erkende hvornår han ikke selv kan imødekomme egenomsorgskravene og have evne til at træffe valg af hensigtsmæssig handling i forhold hertil. Mennesket kan endvidere vælge at tage eller ikke at tage initiativ til at udføre disse handlinger. Udøvelse af egenomsorg vil udvikle sig til rutiner, idet det enkelte menneske vil udforske og udvikle muligheder for at imødekomme kendte egenomsorgskrav ved at afprøve forskellige løsningsmuligheder (Orem 1991, s. 69-70 + 131-134; Cavanagh, 1999, s. 21-22). 16

Orems teori om egenomsorg Orem inddeler menneskets egenomsorgskrav i 3 typer: universelle egenomsorgskrav, udviklingsrelaterede krav og krav i forbindelse med sundhedsproblemer. Begrebet krav beskriver her den aktivitet, det enkelte menneske skal udføre for at drage omsorg for sig selv. Der er ifølge Orem otte universelle egenomsorgskrav: 1. Opretholdelsen af sufficient vejrtrækning 2. Opretholdelsen af sufficient væskeindtagelse 3. Opretholdelsen af sufficient fødeindtagelse 4. Pleje forbundet med eliminationsprocesser og affaldsstoffer 5. Opretholdelsen af balance mellem aktivitet og hvile 6. Opretholdelsen af balance mellem at være alene og indgå i socialt samspil 7. Forebyggelse risici mod menneskets liv, funktion og velvære 8. Stimulering af menneskets funktion og udvikling i sociale grupper i overensstemmelse med menneskets potentiale, kendte menneskelige begrænsninger og menneskets ønske om at være normal. Disse 8 behov kan ikke ses isoleret fra hinanden, idet de står i indbyrdes sammenhæng med hinanden. Det er essentielle opgaver, det enkelte menneske aktivt skal være i stand til at varetage for at udøve egenomsorg og dermed opretholde sin funktion som menneske. De har alle betydning for menneskets funktion og dækker over de essentielle fysiske, psykologiske, sociale og åndelige dimensioner i menneskets liv på ethvert udviklingstrin (Orem 1991, s. 121-130; Cavanagh, 1999, s. 22-24; Kirkevold 2000, s. 140-141). Udviklingsrelaterede egenomsorgskrav optræder under forskellige omstændigheder i løbet af menneskets udvikling fra undfangelse til død, og særlige betingelser er påkrævet for at fremme denne udvikling. De udviklingsrelaterede egenomsorgskrav kan enten være specielle udtryk for universelle egenomsorgskrav forbundet med det udviklingstrin, mennesket befinder sig på, eller nye krav betinget af særlige forhold, der påvirker menneskets udvikling. De specifikke udviklingstrin omfatter ifølge Orem: fostertilværelsen og fødslen nyfødthedsperioden, uanset om barnet er født for tidligt eller på det forventede tidspunkt, og uanset om fødselsvægten er normal spædbarnsperioden udviklingsstadierne: barndom, ungdom og det tidlige voksenliv udviklingsstadierne i løbet af voksenlivet graviditet, såvel i barndom som voksenalder Nye krav betinget af særlige forhold, der påvirker menneskets udvikling, vil medføre behov for egenomsorgsaktiviteter til forebyggelse af eventuelle virkninger af forhold, der kan hæmme menneskets udvikling og til at reducere eller overvinde eksisterende eller potentielle skadevirkninger af særlige forhold som: mangel på uddannelse problemer med social tilpasning tab af familie, venner eller bekendte tab af ejendom eller arbejde pludseligt forandrede livsbetingelser ændret social eller økonomisk status 17

dårligt helbred, dårlige livsbetingelser eller invaliditet terminal sygdom eller forventet død miljømæssige risici (Orem 1991, s. 130-132; Kirkevold, 2000, s. 141; Cavanagh, 1999, s. 25-27). Egenomsorgskrav i forbindelse med sundhedsproblemer Disse behov forekommer, når et menneske er sygt, kommer til skade, bliver invalideret eller har bestemte sygdomme, defekter eller handikap og som er under medicinsk diagnose og behandling. Det enkelte menneske vil ifølge Orem under disse omstændigheder skulle imødekomme yderligere krav: 1. Opsøge og sikre passende medicinsk assistance i forbindelse med sygdom, skade og patologi. 2. Være bevidst om og reagere på virkningen og resultaterne af patologiske forhold eller tilstande, inklusive betydningen for menneskelig udvikling. 3. Effektivt udføre lægeligt ordinerede, diagnostiske, terapeutiske og rehabiliterende foranstaltninger. 4. Være bevidst om, behandler eller regulere ubehagelige eller skadende virkninger af ordineret medicinsk behandling, inklusive betydningen for menneskelig udvikling. 5. Modificere sin selvopfattelse ved at acceptere sig selv i en bestemt sundhedstilstand og/eller med behov for bestemte former for sundhedsmæssig omsorg. 6. Lære at leve med konsekvenserne af patologiske tilstande og virkningerne af medicinske, diagnostiske og behandlingsmæssige foranstaltninger inden for rammerne af en livsstil, som fremmer en fortsat personlig udvikling. Varetagelsen af egenomsorgskravene i forbindelse med et sundhedsproblem indebærer at søge rådgivning og hjælp fra andre personer, der er kompetente til at give en sådan hjælp, hvis det enkelte menneske ikke selv er i stand til at tilgodese sine egenomsorgskrav (Orem 1991, s. 132-134; Kirkevold, 2000, s. 142; Cavanagh, 1999, s. 27-28). Forebyggende sundhedspleje har en central placering i Orems teori. Varetagelsen af de universelle egenomsorgsbehov er primær forebyggelse. Sekundær forebyggelse er tidlig identifikation af og indgriben over for komplikationer i forbindelse med sygdom eller invaliditet. Tertiær forebyggelse forekommer i forbindelse med rehabilitering efter misdannelser eller invaliditet (Orem 1991, s. 194-197; Cavanagh 1999, s. 28). Terapeutiske egenomsorgskrav er den samlede mængde og art af egenomsorg, som det enkelte menneske må udføre eller få andre til at udføre for sig for at imødekomme et menneskes universelle og udviklingsmæssige egenomsorgskrav og eventuelle krav i forbindelse med sundhedsproblemer (Orem 1991, s. 135-142; Kirkevold 2000, s. 142; Cavanagh 1999, s. 32). Mennesket, der er i stand til at imødekomme egenomsorgskravene og dermed udøve egenomsorg, kan ifølge Orem: understøtte essentielle fysiske, psykologiske og sociale livsprocesser opretholde menneskelig struktur og funktion udvikle sine menneskelige potentialer optimalt forebygge sygdom eller skader 18

behandle eller regulere sygdom med passende hjælp behandle eller regulere konsekvenser af sygdom med passende hjælp (Cavanagh, 1999, s. 28). Orems teori om egenomsorgssvigt Det enkelte menneske kan opleve at komme i en situation, hvor han ikke kan honorere den samlede mængde krav, der stilles til ham. Han vil derfor få brug for hjælp til at imødekomme sine egenomsorgskrav. Hjælpen kan komme fra familie, venner og eller sygeplejemæssig intervention, og der er da tale om egenomsorgssvigt (Orem 1991, s. 70-71; Cavanagh 1999, s. 28-32). Egenomsorgskapacitet Orem anser det menneske, der udøver egenomsorg for sig selv for egenomsorgsudøver. Det enkelte menneskes evne til at imødekomme egne egenomsorgskrav kaldes for egenomsorgskapacitet. Egenomsorgskapacitet er en kompleks, tillært evne til at imødekomme ens kontinuerlige krav til pleje, som regulerer livsprocesser, opretholder eller fremmer menneskelig, strukturel og funktionel integritet og menneskelig udvikling, samt fremmer velvære (Kirkevold 2000, s. 143). Den afhænger ifølge Orem af alder, sundhedstilstand, indlæring og uddannelse, livserfaring, kulturel påvirkning og ressourcer, også kaldet de betingende faktorer. Den udvikles dels spontant, dels ved hjælp af instruktion fra andre og er relativ stabil i voksenalder. Egenomsorgskapaciteten består dels af viden, motivation og intellektuelle færdigheder, som er nødvendige for at tolke egne egenomsorgskrav og planlægge, hvilke handlinger, der skal iværksættes for at imødekomme kravene, dels nogle praktiske færdigheder til at udføre handlingerne (Orem 1991, s. 175-176; Cavanagh 1999, s. 32-33; Kirkevold 2000, s. 143). For at kunne drage egenomsorg, skal det enkelte menneske besidde følgende komponenter: 1. Evne til at opretholde og udøve nødvendig årvågenhed med hensyn til sig selv som en egenomsorgsudøver - og indre og ydre tilstande og væsentlige forhold for egenomsorg. 2. Kontrolleret anvendelse af den forhåndenværende fysiske energi, der er tilstrækkelig til igangsættelsen og fortsættelsen af egenomsorgshandlinger. 3. Evne til at beherske kroppens og kropsdelenes position under udførelsen af de bevægelser, der er nødvendige for iværksættelsen og fuldførelsen af egenomsorgshandlinger 4. Evne til at argumentere inden for en egenomsorgsreferenceramme. 5. Motivation, dvs. målorientering for egenomsorgshandlinger, der er i overensstemmelse med egenomsorgens væsen og dens betydning for liv, sundhed og velvære. 6. Evne til at træffe beslutninger om egenomsorg omsætte disse beslutninger til handling. 7. Evne til at indhente faglig viden om egenomsorg fra autoritative kilder og at fastholde og anvende denne viden. 8. Et repertoire af erkendelsesmæssige, forståelsesmæssige, manipulatoriske, kommunikative og interpersonelle færdigheder, der er tilpasset udførelse af egenomsorgshandlinger. 9. Evne til at sætte adskilte egenomsorgshandlinger eller handlingssystemer i relation 19

til både tidligere og efterfølgende handlinger, der er rettet mod at nå de endelige mål for egenomsorg. 10. Evne til konsistent udførelse af egenomsorgshandlinger og til at integrere disse med de relevante aspekter af privatliv, familieliv og samfundsliv. (Orem 1991, s. 154-156; Cavanagh 1999, s. 34-35). Hvis en person evner alle disse komponenter, er der formentlig også overensstemmelse mellem egenomsorgskravene og egenomsorgskapaciteten. Egenomsorgsbegrænsninger Hvis et menneske derimod mangler en eller flere af disse komponenter, vil det føre til egenomsorgsbegrænsninger, som ifølge Orem er restriktioner, som påvirker egenomsorgsfunktionen. Egenomsorgsbegrænsninger kan inddeles i tre typer: begrænset viden, begrænset evne til at bedømme og træffe afgørelser, og begrænset evne til at udføre resultatfremkaldende handlinger (Orem 1991, s. 169-173; Kirkevold, 2000, s. 144). Egenomsorgssvigt Egenomsorgssvigt er, når der er ubalance mellem en persons egenomsorgskapacitet og vedkommendes terapeutiske egenomsorgskrav. Egenomsorgssvigtet kan være fuldstændigt eller delvist. Mennesker kan også drage omsorg for hinanden, eksempelvis når voksne evner at registrere egenomsorgskrav hos andre, det være sig børn, unge eller voksne med egenomsorgsbegrænsninger, og hjælper dem med helt eller delvist at imødekomme og tilgodese disses egenomsorgskrav altså kompenserer de (Orem 1991, s. 175-176; Cavanagh 1999, s. 33). Familie eller venner kan i visse situationer overtage ansvaret for personens egenomsorg, kaldet kompenserende omsorg, alternativt er sygepleje nødvendig. Forudsætningen for at plejepersonalet skal kunne identificere et egenomsorgssvigt er, at de kan vurdere, hvilke terapeutiske egenomsorgskrav, personen har, og derefter vurdere vedkommendes evne til at udføre de tilhørende egenomsorgshandlinger, altså egenomsorgskapacitet. Det er desuden vigtigt, at den ydede hjælp afpasses efter personens behov for hjælp (Orem 1991, s. 173-175; Kirkevold 2000, s. 143-144). Orems teori om sygeplejesystemer Teorien om sygeplejesystemer bygger på nogle forudsætninger om, hvad der iflg. DO kendetegner hjælpesituationer, herunder også sygeplejesituationer: Der skal i situationen være to personer; en, som har brug for hjælp, og en, der hjælper. Personen, der har brug for hjælp, har behov for hensigtsmæssig handling, men har selv begrænsede handlemuligheder. Hjælperen har registreret behovene og har evnen til at imødekomme dem. Hjælperens handlinger supplerer eller erstatter den hjælptrængendes egne handlinger og fremmer en situation, hvor den hjælptrængendes evne til at imødekomme egne behov styrkes (Orem 1991, s. 8; Kirkevold 2000, s. 144). Begrebet sygeplejekapacitet er analogt med begrebet egenomsorgskapacitet, idet de begge kræver et sæt af menneskelige egenskaber og færdigheder, der er 20