En journalistisk beretning fra de meniges talsmand. Mange af os ombord har sammenlagt rundet de mere end 100 dage i operation UNIFIL, og hvordan bliver man ved med at holde dampen oppe, når helikopterøvelser bliver rutine, og anløb af Beirut nærmere er reglen end undtagelsen. Når diverse interne øvelser er indøvet, så de sidder på rygraden, og libanesisk farvand er lige så velkendt som hjemligt. Jeg har været en tur rundt i skibet blandt de menige for at lodde stemningen. Indledningsvis kan jeg fortælle, at vi menige udgør mestendels af besætningen og udfylder mange forskellige roller ombord, vi er faktisk med i alle divisioner. Opgaverne spænder fra madlavning, maskineriet, kampinformationer, radiopost, bevogtning og generelt vedligehold. Og herunder endnu flere opgaver. Der er mange ting at se til på et moderne krigsskib, men hvad gemmer sig bag alt dette? Det er det, jeg nu vil give jer et lille indblik i. Pigen ombord Du er jo den eneste pige her ombord, tilmed kom du lige fra grundskolen, direkte ombord i en flyver og ned til os andre her ombord i Viben. Hvad var dit første indtryk af Viben besætning? Det var rigtig spændende, og alle tog rigtig godt imod mig. Fra starten har der været rigtig mange nye indtryk og ting der skulle læres, når man for kun 4 måneder siden, aldrig havde stiftet bekendtskab med søværnet. Føler du, at du har fundet din rolle ombord i skibet? Ja, det synes jeg, at jeg har. Folk har været rigtig gode til allerede fra dag ét at tage imod mig og tage hensyn til, at jeg er meget ny, men de har også kørt på med at lære mig ting, som for det meste har været helt nyt for mig, så jeg nu udfylder mit skibsnummer. Du har jo fået din plads i Våben-sektionen her ombord, hvordan har det været? Jeg synes, det har været hårdt, men det har også været rigtig spændende med så mange nye ting. Det har været svært at komme ind i en rutine, når man ikke har vidst, hvor meget af udstyret befinder sig, men det hjælper på det, og jeg ser lyst på fremtiden. Hvordan er det at være eneste pige i en mandsdomineret verden? Mange gange har man da savnet en pige at snakke med, men det generer mig ikke at være eneste pige, for jeg kommer rigtig godt ud af det med dem, og det er nogle rigtig gode drenge, der er ombord. Og jeg tror tilmed de synes, det er hyggeligt med lidt kvindelig omsorg ind i mellem. Jeg har da også ladet mig høre, at parfumeforbruget blandt gutterne er steget siden jeg ankom - til manges lettelse. Kabyssen Hvordan har i tilrettelagt dagligdagen i kabyssen?
Vi sørger for at fordele opgaverne jævnt i mellem os, så ansvaret for morgenmaden, samt den lune ret til frokost bliver skiftevis udført af den ene af os, hvor den anden kok så sørger for den kolde afdeling til frokost. Aftensmaden arrangerer vi gerne sammen. På det menneskelige plan lærer man jo hinanden ret godt at kende under sådan en udsendelse. I starten skal man selvfølgelig lige veje hinanden af, men meget hurtigt har vi fundet fornuftige måder at få dagligdagen til at fungere på. Hvad med vores fødevarer, kan de holde sig her i varmen? Ja, grønt kan omtrent holde sig en uge, og de andre kølevarer klarer sig fint. I starten havde vi dog lidt problemer med temperaturen, men Maskinen var hurtigt på sagen og fik løst problemet. Kan der for artiklens skyld udleveres lidt hemmeligheder om aftenens menu? Den står på hakkebøf med salat og råstegte kartofler og til dessert gammeldags frugtsalat uhhm!! Hvordan har i det ellers? Vi har det meget godt hernede, men det bliver da rart at komme hjem og gense venner og familie. Denne gang er udsendelsen lige knap så lang, og det er rigtig rart, det er mere overskueligt for alle. Maskinen Der er sikkert ikke mange af os, der kan forestille sig hvor varmt et maskinrum kan være, når solen udenfor bager ned på skibet. Hvordan klarer i egentligt al den varme, samtidig med at arbejdet skal udføres? Masser af vand skal der til, og vi sørger for at komme ind i skibet for at blive kølet lidt ned. Temperaturerne er ofte oppe på 50-55 grader. Man vænner sig jo til det, og vi skiftes da også om de opgaver, der befinder sig netop der, hvor det er varmest. I har jo diverse gøremål, som må bistås af lokale arbejdere, herunder bunkring af diesel, slamsugning osv. Er der nogen forhindringer, som I ikke er vant til hjemme fra Danmark? Der er stort set ingen forskel, sproget foregår jo ikke på dansk, men der er skam også mange danskere, som ikke er så forståelige. Spøg til side. Vi synes det er gået godt, og vi har ikke haft noget at sætte en finger på. Hvordan går det ellers med systemerne ombord, kan de tåle varmen? Nej, vi bliver nødt at ventilere oftere, og systemerne er mere pressede end normalt, men det fungerer med nogle små justeringer. Hvad med jer selv, vil I gerne blive længere, eller ser I frem til at gense Danmark?
En to måneders periode er meget passende, men vi kunne godt tænke os at komme igen. Dele af maskindivisionen kunne endda sagtens fortsætte her endnu længere denne gang. Det må jo betyde, at I har det meget godt? Det har vi i hvert fald, og det er da også vældig spændende at deltage i en skarp operation udenfor danske farvande. Kampinformations-sektionen I sidder jo en hulens masse timer foran skærme og følger med i alt det, som det blotte øje ikke altid ser. Hvordan får man sådan en nattevagt mellem 00-04 til at gå uden at blive helt firkantet i øjnene? Når man lige skal afveksle lidt, har vi en bærbar computer, som vi taster lidt arbejde på, og en cigaret under åben himmel ind i mellem giver også den fornyede energi der skal til for at holde sig vågen, og kaffe er ikke mindst en KI ers vigtige værktøj, når trætheden trænger sig på. I er jo vores stemme og ører udadtil, og tit hernede kommunikerer i med fremmede nationer, som vi samarbejder med. Er det altid lige let at forstå jeres kollegaer ombord i de andre skibe? Nej, ikke altid. Problemet er, at hvis kommunikationen i forvejen er dårlig, og den pågældendes accent så er lidt tung i det, bliver det meget svært at høre hvad de siger, men generelt går det okay. Hvis I skulle sætte en finger på, hvad der for jer er mest anderledes fra en dansk farvandsovervågning og så denne version af farvandsovervågning, hvad kunne det så være? Det er meget mere operativt samtidig med, at vi har mange flere skibe vi samarbejder med. Der er i den forbindelse også mange flere oplysninger, der udveksles enhederne i mellem, men vi kender det jo meget godt fra øvelser i hjem og udland. Hvordan har I det ellers, savner i Danmark? Jo, vi savner da Danmark, og det bliver, udover alle dem vi skal se, rart at kunne slappe af på sofaen med lidt fodbold eller computeren. Man skal jo så lige vænne sig til, at der ikke hele tiden er en helt masse andre omkring en, selvom det for det meste er godt selskab. Kommunikations-sektionen I opholder jer jo meget af tiden inde på radioen, hvor mange af os andre aldrig kommer. Bliver det nogensinde ensomt, eller har I set muligheder i netop det?
Det er lidt en blanding af begge dele, men det er nok mest det sidste. Hvis livet bliver for ensomt derinde, er der ikke nogen der forhindrer en i at bevæge sig en tur op på broen, og drikke en kop kaffe med ens vagtkollegaer for eksempel. Sidder man på radioen, kan man, mens man sidder med sine opgaver, høre lidt musik, så tiden nemmere driver forbi. Når I så har lidt fritid til jer selv, bliver den så brugt ombord, eller ynder I at komme væk fra skibet? Begge dele, vi har jo alle sammen behov for at komme væk fra skibet en gang i mellem. Det er som sådan ikke for at komme væk fra de andre ombord, det er jo tit dem man også bruger sin fritid med. Bare det at komme væk og føle at man har lidt fri en gang i mellem, er noget vi sætter pris på. I er jo på udlån fra andre besætninger. Er det svært at vende sig til et andet skibs rutiner, eller falder man hurtigt ind i dagligdagen? Til dagligt sejler jeg slet ikke, jeg hører til blandt en teknisk støtteenhed, så de første fjorten dage gik med at vænne sig til at være ombord. Nu går det jo fint, og man har vænnet sig til det at sejle igen. Hvordan har I det ellers, er I begyndt at føle en smule hjemve? Nej, jeg har det fint. Jeg er nået der til, hvor jeg har vænnet mig til at være ombord, og jeg er også begyndt at værdsætte den oplevelse, det rent faktisk er at sejle med. Selvfølgelig savner man dem derhjemme, men det er lidt som om, at man har indstillet sig på deployeringens længde, og man godt kan vente lidt endnu med at komme hjem. Jeg er desuden ældste mand ombord, og jeg havde en forventning om, at det ville være sværere end det egentligt er. Jeg synes det er en rigtig god besætning jeg er kommet til at sejle med. Til slut vil jeg sige, at det har været en kæmpe oplevelse, som jeg er meget glad for, at jeg har sagt ja til. Våben-sektionen I er jo skibets våbenfolk og nok dem hvis job minder mest om en sømands. Hvad har været de største udfordringer for jer i operation UNIFIL? Det må være at være i stand til at holde dampen oppe på de lange nattevagter, når man holder udkig og havet rundt omkring skibet er lige så sort som natten. Varmen har også været svær at vænne sig til. Men vi har fået tilrettelagt langt de fleste af vores opgaver så de er hensigtsmæssige i forhold til temperaturen op ad dagen. Middelhavet er jo væsentligt mere salt, end vores egne farvande. Har det medført ekstra opgaver for jer? Det har det, nedvaskning af skibet og vedligeholdelse af våben har især været intensiveret på grund af den megen salt. Det er da også sket, at vi har givet os selv et sprøjt med vandslangen når solen har stået højt.
Hvordan har det været at få en pige ind i flokken? Anderledes, men det har faktisk givet en behagelig ændring af visse samtaleemner. Noget af den overdrevne mandehørm er dæmpet lidt. Det er såmænd meget hyggeligt med en pige ombord. Og hun er hurtigt kommet i gang med at hjælpe os på vores poster, så vi er rigtig glade. Hvordan har I det ellers, er I klar til at komme hjem? Vi glæder os til at gense familie og venner, men vi glæder os ikke til det danske vejr. Særligt ser et par stykker frem til at flytte, og tage kørekort. Afslutning Undertegnede har nu været skibet rundt. Som jeg håber I kan se derhjemme, har vi det jo meget godt hernede. Vi knokler på, men vi har også tid til at være os selv. Tiden går stærkt når man hygger sig, så det må vi jo gøre, for i skrivende stund er halvdelen af denne udsendelse overstået. Bidraget til UNIFIL ophører snart, og så begynder forlægningen hjemover. Inden vi får set os om, er vi igen hjemme ved vore kære. Indtil næste rejsebrev, ha det godt, vi savner jer, men vi holder gejsten oppe til vi ses. Talsmanden for de menige