333333333 Vestereng seniorbo-fyn Vestereng 2 5881 Skårup Tlf. 62 25 16 13 Fax 62 25 16 00 vestereng@svendborg.dk www.svendborgvoksenhandicap.dk Når mennesker vender verden ryggen Om udviklingshæmmede og demens Erfaringer fra Vestereng 2007 Vestereng rev. 2015 1
Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE... 2 FORORD... 3 DEMENS OG VÆRDIGHED... 4 DEMENS BLANDT UDVIKLINGSHÆMMEDE... 5 FAKTA OM DEMENS... 6 DEMENSLIGNENDE TILSTANDE... 6 TIDLIG DIAGNOSTICERING ER VIGTIG... 7 DEMENSENS FASER... 7 VESTERENGS SYSTEMATISKE INDSATS TIL AFDÆKNING AF DEMENS... 8 FORDELENE VED ET STØRRE BOLIGFÆLLESSKAB... 9 VESTERENGS SÆRLIGE PLEJEMÆSSIGE OG SOCIALPÆDAGOGISKE INDSATS OVER FOR DEMENTE... 10 DELTAGELSE I SOCIALE AKTIVITETER... 11 TILPASNING AF RAMMER OG MILJØ... 12 MERE OMSORG FÆRRE SELVSTÆNDIGHEDSTILTAG... 13 FORSTÅELSE I STEDET FOR FORSTYRRELSE DEN SVÆRE KOMMUNIKATION... 13 DEMENS OGSÅ PÅRØRENDES SYGDOM... 14 2
Forord Vestereng har gjort mange erfaringer med pleje, omsorg og beskæftigelse af voksne udviklingshæmmede, herunder udviklingshæmmede med demens. Målet med denne publikation er dels at videreformidle erfaringer og give inspiration til andre, der arbejder med samme målgruppe, dels at give pårørende, sagsbehandlere og andre interesserede et billede af, hvordan Vestereng arbejder, og hvad der betragtes som de grundlæggende værdier i arbejdet. Publikationen er udarbejdet af cand.mag. Lis Johansen, der tidligere har været ansat på Vestereng. Lis Johansen har stadig sin gang på Vestereng, da hun er ledsager for forskellige beboere. Publikationen er blevet til på baggrund af eksisterende materialer, materialer fra Internettet, hendes egne observationer fra hverdagen på Vestereng, interviews og mere uformelle samtaler med ledelse, medarbejdere og beboere. Det skal bemærkes, at billederne fra Vesterengs fotoarkiv ikke er udvalgt med henblik på at illustrere teksten. Vestereng Revideret 2015 af Lis Johansen 3
Demens og værdighed Nej, nu må I fan me holde op! Det er uværdigt, det dér! Ordene falder fra en pædagog, der netop er mødt på arbejde og mødes af synet af en beboer, der har fået monteret en alarm på en rem omkring den ene ankel. Den kvindelige beboer, der er i slutningen af 50 erne, er dement. Hvor dement hun er, opdagede jeg først, da hun en dag kom ind på kontoret, hvor jeg sad. Hun sendte mig et stort, varmt smil, da jeg sagde hej til hende. Er der nogen, der kan smile, så hele ansigtet lyser op og stråler, så er det hende. Men da jeg spurgte hende, om hun havde været med til at spille i kulturcaféen, sagde hun Undskyld. Det kunne slet ikke lade sig gøre at føre en samtale med hende. Jeg har siden lært, at man skal være meget varsom med at stille spørgsmål til demente. Alarmen om anklen diskuteres af personalet over formiddagskaffen. Der er delte meninger, men de fleste bryder sig ikke om den, det er uværdigt at skulle gå rundt med sådan en ting om foden. Jeg må give dem ret. Jeg kommer til at tænke på afsoning i eget hjem. Tilsyneladende er kvinden da heller ikke særlig glad for den. Hun piller ved remmen hele tiden. Problemet er, at hun forsøger at tage den af, hvis den sidder om hendes håndled. Og hendes demens er så fremskreden, at hun ville kunne finde på at gå hjemmefra i konfusion. Hun går en del rundt på Vestereng og går for eksempel også ud med affald. Måske glemmer hun så, hvor hun skal gå hen. Så alarmen er nok blevet et nødvendigt onde. Det er i hvert fald ikke noget, man benytter sig af på Vestereng, med mindre det er strengt nødvendigt, og det kræver da også speciel godkendelse højere oppe i systemet. Anderledes er det med en af de mandlige beboere. Han har valgt at trække sig tilbage med sin demens. Han elsker at være i sin lejlighed, hvor han blandt andet spiller på sit keyboard. Jeg har været heldig at blive inviteret til koncert. Det ser ret professionelt ud, når han gør klar til at optræde. Fingrene bliver strakt og bøjet, som man ser det hos professionelle. Der er stort engagement og megen entusiasme i hans optræden. Stilen er meget moderne, han opfinder den selv, efterhånden som koncerten skrider frem. Han deltager stadig i sociale aktiviteter inden for husets rammer, men finder roen og trygheden ved at trække sig tilbage til sin egen bolig en stor del af tiden. 4
Observationer fra Vestereng, december 2005-marts 2006. Demens blandt udviklingshæmmede Flere af Vesterengs beboere lider af demens i forskellig grad. En del har Downs Syndrom, og denne gruppe rammes oftere af demens end normalbefolkningen. Den type demens, som kaldes Alzheimer, udvikles hos omkring 80 % af mennesker med Downs Syndrom 1. Samtidig bryder sygdommen hos denne gruppe ofte ud på et relativt tidligt tidspunkt allerede ved 40-45 års alderen. Tallene ser således ud: Af 45 årige har 5 % symptomer Af 51 årige har 20 % symptomer Af 60-70 årige har 70 % symptomer Hyppigheden af Alzheimer hos 40 årige med Downs Syndrom svarer til hyppigheden hos 80 årige normale. Jo tidligere, Alzheimer bryder ud, jo kortere og heftigere er forløbet. 1 Mennesket har normalt 46 kromosomer i hver celle, 23 fra hver af forældrene. Downs Syndrom opstår, når cellerne hos mennesket indeholder et ekstra kromosom nummer 21. I dette kromosom ligger særlige anlæg for at udvikle Alzheimer. Der produceres et overmål af et bestemt protein, som ikke nedbrydes i normalt omfang, og som derfor danner abnorme aflejringer, som hindrer signaler i at gå igennem. Processen kan starte allerede i 35 års alderen. De abnorme aflejringer kan ikke ses ved scanning af hjernen, kun ved undersøgelse af vævsprøve fra hjernen. 5
Fakta om demens Demens er betegnelsen for en fremadskridende, uhelbredelig hjernesygdom, der udvikler sig i en række faser med forskellige symptomer, som udløser en række forskellige behov. En af de hyppigst forekommende demenssygdomme er Alzheimers sygdom, som udgør 60 % af alle demenstilfælde. Den er karakteriseret ved en fremadskridende nedbrydning af hjerneceller. Man kender ikke årsagen til sygdommen, men det ser ud til, at den blandt andet kan være arveligt betinget. Alzheimer påvirker især hukommelse, orienteringsevne og talefærdighed. Sygdommen begynder snigende og forværres gradvist over en årrække, så man får svært ved at udføre praktiske gøremål. Der kan samtidig opstå personlighedsforandringer. En anden type er blodprop-demens, som skyldes flere små blodpropper i hjernevævet. Alt efter, hvor i hjernen blodpropperne rammer, kan man se symptomer, der minder om Alzheimer og dertil ofte motoriske problemer. Demens er ikke et udtryk for den normale aldringsproces, men risikoen for at blive dement stiger med alderen. Der kendes i dag ingen behandlinger, der kan helbrede de alvorligste demenssygdomme. Demens ledsages ofte af komplicerende lidelser, fx depression og konfusion, som kan behandles med godt resultat. Desuden kan visse patienter med Alzheimer sygdom i en tidlig fase tilbydes en medicinsk behandling, der kan bremse eller udskyde sygdomsudviklingen. Den høje levealder har medført, at der i dag findes 70-80.000 ældre, som er belastet af svigtende mentale evner. Demente udgør i dag den største sygdomsgruppe blandt beboerne på landets plejehjem. Demenslignende tilstande Der er mange sygdomme, der kan give symptomer, som let lader sig forveksle med tegnene på demens. Den mest almindelige er depression, som også kan medføre hukommelses- og koncentrationssvækkelse. 6
Også medicin kan give bivirkninger, der minder om demens. Bivirkningerne kan godt vise sig efter længere tids brug af medicinen. Dette skyldes blandt andet, at kroppens evne til at udskille medicin forringes over årene på grund af nedsat nyre- og leverfunktion. Det er naturligvis vigtigt at få diagnosticeret disse andre tilstande, hvor der er muligheder for at behandle medicinsk. Tidlig diagnosticering er vigtig Demensforløb er individuelle, men uanset hvad, efterlader det den demente i en vis hjælpeløshed og et afhængighedsforhold til andre. Hvis der er tale om demens, har det store konsekvenser for den personlige pleje og den socialpædagogiske indsats. De advarselssignaler, som man især skal være opmærksom på i forhold til udviklingen af en demenssygdom, kan sammenfattes i følgende 10 punkter: 1. En svækket hukommelse, som er indtrådt for nylig 2. Besvær med at udføre ellers velkendte opgaver 3. Sprogproblemer 4. Desorientering i forhold til tid og sted 5. Dårlig eller nedsat dømmekraft 6. Problemer med at tænke abstrakt 7. Forlægge ting 8. Forandringer i humør og adfærd 9. Ændringer i personligheden 10. Mangel på initiativ Demensens faser Alzheimer hos mennesker med Downs Syndrom forløber i 2 faser. Fase 1 er kendetegnet ved: Svækket hukommelse og sprog 7
Svækket orienteringssans (tid og sted) Ændret personlighed Tiltagende irritabilitet Ændret døgnrytme Svært retarderede apati, uopmærksomhed Fase 2 er kendetegnet ved: Tab af praktiske færdigheder (spisning, af- og påklædning, toiletbesøg, personlig hygiejne) Tiltagende apati og sløvhed Svær at komme i kontakt med Spontan aktivitet stopper Verbal og fysisk aggressivitet (i tiltagende grad uenig med omgivelserne) Kan ikke styre vandladning og afføring Kan ikke gå, stå eller sidde, bliver konstant sengeliggende (fosterstilling) Dødsårsag oftest fejlsynkning eller lungebetændelse Vesterengs systematiske indsats til afdækning af demens Vesterengs særlige fokus på og indsats omkring demens koordineres af en pædagog, som har gennemgået demenskoordinatoruddannelse. Bestræbelserne går på at afdække en begyndende demens tidligt, blandt andet ved hjælp af observationsskemaer. Det giver mulighed for at tilrettelægge en indsats, der løbende justeres og kompenserer for tab. Observationsskemaerne er udviklet af Løgumgård 2 og Trindvold 3 specielt med henblik på at kunne diagnosticere demens hos udviklingshæmmede. Det kan være svært at vurdere, om en psykisk udviklingshæmmet har demens eller ej. Der er mange ting, de aldrig har kunnet, og som måske hos normale ville udløse mistanke om demens. Gennem observationsskemaerne går man blandt andet ind og vurderer på følgende områder: Motoriske funktioner Intellektuelle funktioner Følelsesmæssige funktioner 2 Løgumgård, Sønderjyllands Amt, er et botilbud til voksne fysisk/psykisk udviklingshæmmede. Det er normeret til 85 beboere fordelt på 7 boafdelinger. 3 Trindvold er et af Vejle Amts botilbud til ældre udviklingshæmmede. Bostedet består af 4 tvillingehuse med i alt 62 beboere. 8
Basale funktioner Symptomer der sædvanligvis ses ved demens Der observeres og vurderes på, hvordan beboeren klarer fysiske aktiviteter fx påklædning, personlig hygiejne og spisning. Desuden vurderes både korttids- og langtidshukommelsen, orientering i tid og rum, åndsnærvær og kommunikationsevne. De følelsesmæssige funktioner følges føler beboeren sorg, glæde, vrede, har beboeren kontrol over sine følelser, er der motivation til stede osv. Der observeres på søvnmønster, drikkemønster, sanser, vægt m.m., og personens sindstilstand holdes under observation optræder der øget forvirring, ængstelighed, rastløshed og irritabilitet. Skemaerne benyttes over en længere periode. Det er nødvendigt for at kunne stille diagnosen demens. Symptomerne skal have en varighed af 6 måneder, og der skal være svækkelse på flere områder, før diagnosen demens er aktuel. For de beboere på Vestereng, som lider af Downs Syndrom, samles observationer på skemaer hvert halvår. Er der tydelige tegn på, at der sker ændringer, samles observationerne hver 3. måned. Fordelene ved et større boligfællesskab Vestereng har qua sin størrelse nogle grundlæggende fordele, når det drejer sig om at hjælpe en dement til en acceptabel hverdag. Mange udviklingshæmmede tilbringer en stor del af deres liv hos deres forældre og/eller i et mindre bofællesskab. Det kan om ikke før blive et problem, hvis demensen rammer. I små enheder er demensen betydeligt sværere at tackle, fordi den hele tiden vil være synlig for alle og en stigende belastning for alle. 9
Det er vigtigt at gennemtænke en mulig flytning til en større institution i så god tid, at den demensramte har mulighed for i samråd med pårørende og med professionel bistand at planlægge sit fremtidige liv. Ja, faktisk må ønsker og beslutninger om boformer gerne tages for tidligt i forhold til demensen, for det kan meget hurtigt være for sent, hvis man ønsker at involvere den demensramte selv. Det kan være et vanskeligt punkt, da det er alment menneskeligt, at man gerne vil bevare status quo i sin livsform. Med den størrelse, Vestereng har, kan man godt arbejde med det faktum, at ældregruppen og her ikke mindst de demente får nye og anderledes behov for pleje og omsorg. Der er mulighed for både at støtte den demente i at bevare en vis tilknytning til det sociale fællesskab og at give den særlige omsorg og hjælp til at leve i sin egen verden, som bliver mere og mere påkrævet, efterhånden som sygdommen skrider frem. I så stor en institution vil det ikke blive så påfaldende for resten af beboerne, hvis man ændrer sine behov og trækker sig gradvist tilbage. Vesterengs særlige plejemæssige og socialpædagogiske indsats over for demente Hvis der er tale om en demensdiagnose, er det muligvis relevant at tilrettelægge en målrettet medicinsk behandling. Under alle omstændigheder gælder det om at få skabt et godt miljø omkring personen og at yde den mest hensigtsmæssige pleje og psykosociale støtte, så den demente kan leve med størst mulig livskvalitet med det nye handicap, der kommer oven i det tidligere handicap. Kendskab til demensdiagnosen og sygdommens sandsynlige forløb er et vigtigt arbejdsredskab i forbindelse med tilrettelæggelsen af plejen af den demente. Det er en stor fordel, hvis beboerne bor på Vestereng eller det nye sted, inden demensen for alvor udvikler sig. Genkendelighed er et meget vigtigt begreb i den demente beboers hverdag, da det er af stor betydning, at man når at finde rundt og at man bliver tryg ved de fysiske rammer og de mennesker, der omgiver én og den måde hverdagen er struktureret på. At finde sig til rette på Vestereng eller et andet nyt sted er meget betydningsfuldt, og at man er så tryg som man nu kan blive, for utrygheden kan nemt opstå, selv om man kender stedet fra før demensen. Enhver hverdag rummer pauser. De kan blive truende for den demente, som har behov for at blive hjulpet igennem pauserne. Og en simpel ting som at skulle vaskes med hjælp fra personalet kan i en fremskreden demens også blive en trussel, fordi 10
man ikke fra gang til gang husker, hvad der skal ske. Måske føler man sig overfaldet og reagerer i forhold til det. Et middel, som ser ud til at have en vis beroligende effekt, er terapeutisk musik. Musikken kan gå ind og påvirke den demente såvel som personalet, der får mere ro over sig og det går så ind og påvirker den demente positivt. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke er muligt at generalisere, når det drejer sig om den virkning, omgivelserne har på demente. Hvor terapeutisk musik på nogle kan have en god og beroligende virkning, kan den hos andre fremkalde en depressiv sindstilstand med gråd. Deltagelse i sociale aktiviteter I det hele taget viser den daglige omgang med demente, at stemninger har meget stor betydning for den dementes sindstilstand. Det ser ud, som om dementes deltagelse i det sociale liv netop i højere grad drejer sig om sindsstemninger end om egentligt socialt samvær. En glad og munter stemning hos en gruppe mennesker kan fremkalde glæde og latter hos den demente uden at han eller hun nødvendigvis forstår noget som helst af, hvad der har fremkaldt munterheden. Det giver mulighed for at bruge arbejdet med stemninger bevidst og målrettet. Det gør man blandt andet i kulturcaféens regi, hvor medarbejderne har eksperimenteret med forskellige rammer for aktiviteter, som demente kan deltage i. Det har vist sig hensigtsmæssigt at sætte de demente i grupper sammen med bedre fungerende beboere frem for at samle dem for sig selv. Sammen med relativt velfungerende beboere liver de demente op, og det bliver muligt at arbejde målrettet med stemninger, fx i forbindelse med musik, sang, humor og pjat. Vigtigt er det, at det er kendte/genkendelige emner, der tages udgangspunkt i. Ud over sang og musik kan det fx være køkkenarbejde, vaskeriarbejde og ture til kendte steder. Der kan dog ikke drages generelle konklusioner for, hvad der virker bedst. Der er mange stadier af demens, ofte kombineret med forskellige psykiatriske problemstillinger. Derfor er det nødvendigt at tage udgangspunkt i den enkelte bruger og relationerne i gruppen. Hvad profiterer den enkelte af? Og hvad profiterer gruppen af? Det er under alle omstændigheder af stor betydning for de demente at have personale helt tæt på også fysisk når de deltager i fællesaktiviteter. Demente har behov for hele tiden at mærke det trygge personale. Når de gør det, er flere i stand til selv at bevæge sig væk og komme tilbage til trygheden igen. 11
Tilpasning af rammer og miljø Et boligfællesskab som Vestereng giver gode rammer for at tackle de problemer, der opstår, efterhånden som demensen udvikler sig. Personalegruppen har et nært kendskab til beboerne. Det er afgørende, da demente er afhængige af at være omgivet af personer, som kan tilpasse indsatsen, så tempo og tidspunkter modsvarer den dementes behov. Indlevelse er en meget væsentlig egenskab i omgangen med og plejen af demente. Samværet med en anden person, som kan fortolke virkeligheden, løse de praktiske problemer og berolige den demente, er af afgørende betydning. En fleksibel, målrettet og individuel indsats kan virke forebyggende i forhold til kriser, der ellers let kan opstå i den dementes tilværelse. Demensen betyder, at personen trækker sig ind i sin krop og dermed trækker sig tilbage fra livet eller vender verden ryggen. Nogle gør det også rent fysisk, andre går stadig omkring, men i deres egen verden mere eller mindre. Vestereng giver mulighed for begge dele. Vesterengs indretning og organisering gør det muligt for den demente at trække sig tilbage i takt med, at det sociale behov aftager. Herved minimeres rammer og miljø, så overskueligheden bevares. Omsorg, pleje og nærvær er kerneydelser, der hele tiden tilpasses den enkelte beboers rytme og ikke husets eller normalitetens systemkrav. For øvrige beboere leves livet videre med en hverdag, der ikke er forandret. En nabo er svækket og ude af stand til at fortsætte samværet og derfor ikke længere så synlig i gadebilledet. Den demente skal have et værdigt liv, hvor svaghederne ikke bliver udstillet. Det kan derfor være en mulighed at arbejde med forskellige udgaver af skærmede enheder alt efter de individuelle behov. Behov for sociale træf aftager, efterhånden som demensen tiltager, og hjælpeløsheden stiger. Funktioner som at spise kan blive en udstilling af en persons hjælpeløshed. Det er derfor nødvendigt at forholde sig til begrebet situationsbestemt skærmning for at opretholde værdigheden for den enkelte. Det kan være et etisk dilemma, når der skal tages stilling til, hvornår fællesområderne er ramme om et frugtbart, socialt samvær og 12
hvornår samværets kvaliteter træder i baggrunden, så der i stedet for bliver tale om udstilling af den dementes utilstrækkelighed. Det er et spørgsmål om at finde den rette balance, så vi ikke med vores handling og gode hensigt bringer den demente i unødig forlegenhed. Mere omsorg færre selvstændighedstiltag Det er en særlig udfordring for personalet at skulle bevæge sig fra at tænke i udvikling og selvstændighed og til at tænke mere og mere i omsorg. Så længe den udviklingshæmmede kun er udviklingshæmmet drejer det sig for personalet i høj grad om at holde fast i en udviklingsorienteret vinkel. Her kan man tale om en særlig variant af begrebet livslang læring. Når først demensen for alvor sætter ind, er der brug for at nedtone udviklingsvinklen. Det bliver nødvendigt at lægge vægten fra selvstændighedstiltag til omsorgstiltag. Udviklingsperspektivet skal mere og mere træde i baggrunden. Samtidig skal det tænkes ind, hvordan deltagelsen i det sociale liv kan opretholdes i den grad, der er mest hensigtsmæssig, og hvordan den bedst trappes ud. Mellemfasen er nok den vanskeligste, fordi der stadig er lidt selvstændighed tilbage. Og den demente har måske stadig gode perioder, hvor man fristes til at arbejde med udvikling. Forståelse i stedet for forstyrrelse den svære kommunikation Mennesker kommunikerer både med ord og med adfærd. Når det drejer sig om udviklingshæmmede og ikke mindst udviklingshæmmede demente, er det at aflæse adfærd særlig vigtigt. Jo mere demensen tager over, jo vigtigere er det at huske, at man som personale skal arbejde med forståelse frem for forstyrrelse. Det kræver stor omtanke og varsomhed ikke at falde i. Ofte skal der kun ganske lidt til at skabe forstyrrelse i en dements tilværelse. Man må hele tiden forsøge ikke at stille større krav, end den demente kan honorere, og det er afgørende, at de få krav, der så stilles, samstemmes af omgivelserne. Blandt andet er det utrolig vigtigt at minimere valgsituationer mest muligt. Vi er som mennesker opdraget til, at involvering i demokratiske processer både i stort og småt er en ordentlig måde at behandle hinanden på. Man kan spørge: Hvad vil du? Hvilke ønsker har du? Mange demente kan ikke træffe valg, så derfor må man her fravige sine idealer om at lytte til, hvad ens medmennesker ønsker. Det er vigtigt hele tiden at have tankerne rettet imod, hvad der er perspektiverne for den aktuelle indsats. Da aktiv stillingtagen 13
ikke længere er mulig for beboeren, skal personalet sørge for at tage stilling på vegne af beboeren. Det stiller meget store krav til personalets opmærksomhed og indlevelse. I en samtale med en dement skal man tale tydeligt, bruge korte og enkle sætninger og forsøge at opretholde øjenkontakt. Det er en god idé at inddrage mimik og kropssprog i kommunikationen og i det hele taget inddrage så mange sanseoplevelser som muligt. Ligeledes er det vigtigt i en samtale ikke at bede om og forvente svar. Den demente kan ikke formulere svar. Spørgsmål skaber utryghed. I kommunikationen med den demente skal man derfor formulere svar frem for spørgsmål eller også skal man spørge, og så komme med svaret selv hurtigt. Derved kan unødige dilemmaer undgås. Det kan desuden være en god idé at gå med på den dementes tanker engang imellem i stedet for at forklare tingenes rette sammenhæng. Man kan sandsynligvis ikke trænge igennem og opnår derfor kun forstyrrelse på et højere plan. Demens også pårørendes sygdom Det kan være utrolig svært for de pårørende at forstå og acceptere den udvikling, der sker med den demente. Dels befinder de pårørende sig på sidelinjen, dels udarter sygdommen sig ofte ganske hurtigt. Det kan virke voldsomt, når man ikke kan følge familiemedlemmet fra dag til dag. Pårørende oplever kun den demente i kortere sekvenser, og det vil være tilfældigt, om det er på en god eller en dårlig dag. På en dårlig dag er det måske slet ikke muligt at etablere kontakt, men der kan også være lyse stunder, hvor den oprindelige personlighed er mest fremtrædende. Begge sider hører med for at give et retvisende billede af den demente i hvert fald i den første fase. 14
På et tidspunkt mister den demente måske lysten til at tage på besøg hos de pårørende, hvilket kan afstedkomme skyldfølelse. De sene faser, hvor den demente er fuldstændighed hjælpeløs, er særligt svære for de pårørende. Det er vigtigt, at den demente ikke mærker de pårørendes bekymring. 15
Et spor i sneen En af de ansatte på Vestereng, som i særlig grad har beskæftiget sig med demens hos beboerne, beskriver den dementes tilstand i et meget fint billede: Den tilstand, den demente befinder sig i, kan sammenlignes med, at man er i et snelandskab, hvor man forsøger at bevæge sig hen ad en vej, men har svært ved at se konturerne af vejen, fordi hele landskabet går ud i ét. Vi kender det godt, hvis vi kører hen ad en vej med et godt lag sne. Måske er vi heldige, at nogen har været der før os og dermed har lagt et spor, som vi kan følge. Sådan et spor har den demente hele tiden brug for. Det er personalets opgave at få det lagt. Det kræver meget stor opmærksomhed omkring, hvor den demente lige præcis befinder sig. Der skal ikke kun lyttes til, hvad den demente siger. Det drejer sig i lige så høj grad om at være yderst opmærksom på adfærden og den måde, hvorpå den ændrer sig. 16