Tekster: 1 Kong 8,1.12-13.22-30; 1. joh 2,28-3,3, Joh 4,5-26 Salmer: Lihme 10.30 410 Som tørstige hjort 298 Helligånden trindt på jord 277 Herre når din time kommer 305 Kom Gud Helligånd 438 Hellig, hellig, hellig 477 Som korn fra mange marker 25 Hvert et lys Rødding 14.00: 410 Som tørstige hjort 277 Herre når din time kommer 305 Kom Gud Helligånd 25 Hvert et lys Hvis jeg skulle have valgt den gammeltestamentlige læsning til i dag, ville jeg have valgt stykket fra første mosebog om, hvordan jorden i begyndelsen var tør og gold, men Gud lod en kilde vælde frem og vandede jorden, og først da begyndte livet at udfolde sig. Når man har rejst i Mellemøsten ved man hvor sand fortællingen fra 1. mosebog er. Man kan køre i timevis gennem golde tørre landskaber uden et træ, 1
uden et græsstrå, bare klipper, sten og sand så langt øjet rækker. Men kommer man så til et sted hvor der vælder kilder frem af jorden, så forandres alt: græs urter, blomster, buske, ja selv høje palmetræer vidner om frodighed og liv i overmål. Sådan er det at komme til byen Jeriko. Hele vejen rundt om byen er alt øde og godt. Men i byen vælder kilder frem og sådan har det tilsyneladende været så længe der har eksisteret mennesker. Og her har de ældste bykulturer man kender på jorden udviklet sig. Det fortæller også noget om, hvor vigtigt et symbol brønden er i Biblen. Brønden i byen er kilden til liv. Uden en vandførende brønd visner og dør byen. Derfor er der også dødsstraf for at forurene en brønd. Derfor er adgangen til brønde også årsag til kiv og strid. Det er livet det gælder om. Og netop fordi brønden på den måde er grundbetingelse for liv, bliver den også et uvægerligt et seksualitetssymbol: En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket have, en forseglet kilde; 2
v13 dine skud er en park med granatæbler, med herlige frugter, henna og nardus, v14 nardus og safran, kalmus og kanel, alle slags røgelsestræer, myrra og aloe, de fineste balsamstoffer. v15 Kilden i haven er en brønd med rindende vand, der strømmer fra Libanon. Sådan står der i Højsangen i Det gamle Testamente. Brønden som seksualitetssymbol er også et aspekt, vi må have med, når vi hører fortællingen om Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. Og stykket fra Højsangen kunne man for resten også godt have valgt som gammeltestamentlig læsning i dag. Jeg forestiller mig, at når menneskene i slutningen af det første århundrede første gang hørte Johannes s fortælling om Jesus og den samaritanske kvinde, så 3
har de tænkt: Nu skal vi høre en kærlighedsfortælling, en erotisk historie som dem i 1001 nats eventyr. Alene indledningsscenariet: Jesus og hans disciple kommer til Sykar. Jesus er træt af vandringen og sætter sig ved brønden. Disciplene går ind til byen for at købe mad. Jesus sidder alene ved brønden. En kvinde kommer for at hente vand. Jesus begynder at tale til hende. Enhver ærbar kvinde ville have trukket sløret tæt sammen om hovededet. Have sænket øjnene og undladt at svare, mens hun skyndsomst øste det vand op af brønden, hun skulle bruge. Hvorefter hun ville vende ryggen til og med knejsende nakke skynde sig hjem. Og havde han så meget som rørt hende, havde han været dødssens. Det ville ikke blot landsbyens våbenføre mænd, men i ligeså høj grad dens kvinder have sørget for. For lige som brønden var hellig og ukrænkelig, var kvindens moderskød det også. Kvinden er ikke ærbar. For hun svarer Jesus. Indlader sig i samtale med ham. Og i løbet af samtalen fremgår det da også, at hun set fra en mellemøstlig 4
synsvinkel er mere end almindeligt glad for mænd. Det er som om samtalen i sin begyndelse forløber på to planer: de to taler om vand. Men selve samtalens situation gør denne snak om vand erotisk ladet. Det bliver særligt tydeligt, da Jesus beder kvinden hente sin mand, og kvinden svarer: Jeg har ikke nogen mand!. Det kan ikke høres som andet end en invitation. Jeg har ikke nogen mand Det betyder: jeg er ledig! du kan få mig! Men det er jo løgn. Kvinden er ikke ledig. Hun har en mand. En hel kongerække har hun faktisk. Alligevel siger Jesus til hende: der sagde du noget sandt. Du har ikke en mand. For du har haft fem. Og ham du har nu er ikke din mand. Det er sandt at hun ikke har én mand. Hun har en hel flok! Men inden det har Jesus jo bedt kvinden om vand, og hun har, lidt koket forestiller jeg mig, sagt til ham: Hvad er du for én! Slemme mand kommer du bare sådan og taler med mig, en samaritansk kvinde? Og lige netop der viser Jesus, at hans ærinde er et helt andet, end kvinden tror. For hans mål er ikke at få vand af kvinden. Hans 5
mål er heller ikke den erotiske affære, vandet og brønden entydigt symboliserer. Vand og seksualitet opretholder og forplanter liv. Men Jesus vil trænge gennem begge lag for at pege på noget langt mere grundlæggende: livet kommer hverken af det vand (og den mad) der opretholder livet eller den seksualitetsakt der forplanter livet. Men livet selv kommer fra Gud. Og Jesu anliggende både i denne samtale og utallige andre situationer i NT er at give mennesker den dybeste og sandeste oplevelse af, hvad livets mening er. Der er almindelig stiltiende enighed om at topmålet af menneskelig lykke består i mad og sex. Men Jesus hævder noget andet. Hans liv, som det skildres i evangelierne, er en fortælling om, at mennesket bliver først lykkeligt, og det vil i bibelsk sprogbrug sige: saligt, når det går op for det, at livet slet ikke handler om den momentane tilfredsstillelse, som jagten på mad og sex medfører, men livet fuldbyrdes først i den lykkelige eller salige gensidighed, hvor mennesker giver til hinanden og modtager af 6
hinanden uden tanke for selv at mættes eller tilfredsstilles, fordi det er den fælles, den gensidige glæde der fylder alt og gør alt andet ligegyldigt. Det gælder i familien. Det gælder i samfundet. Det gælder over alt. Det er fremmed for os dette her. Det var fremmed for Jesu samtidige. Selvom vi i vores kultur har hørt Jesu ord om Guds kærlighed som livets grund, mening og fordring gennem to årtusinder, så lever vi stadig som om mad og sex er det vigtigste af alt. Det kan man aflæse af TV-programmerne: hvor mange procent af TV-udsendelserne på de store kanaler handler om mad og sex, tror I? vi kan se det af reklamerne, som ovenikøbet kombinerer mad og sex på snedige måder. Og vi kan se det i litteraturen. Og jeg tror, at litteraturen og de andre kunstarter mere end noget andet afspejler sjælen og ånden i den tid, de bliver til i. Allan Sillitoe skrev for godt 50 år siden en ætsende samtidsskildring, som ikke er blevet mindre sand siden. Den kom også som film. Både bog og film hedder Lørdag aften. Søndag morgen og 7
skildrer en gruppe mennesker hvis tid fyldes op af eller udtømmes - om man vil - i at arbejde, æde, drikke og hore. Sådan er det. Og det kender vi jo godt. Og somme tider mærker vi også den gabende tomhed i dette liv. Og nu kommer det forunderlige. For selvom det er sådan, at menneskers tid og energi,selvom Jesus har levet og talt, stadig udtømmes i mad og sex. Så lyder Jesu ord ikke desto mindre stædigt og vedholdende til os og siger til os: Ja, I tørster efter mad og sex, som man kan tørste efter vand. og man labber i sig og mættes en stund, men så må man af sted igen for at finde mere vand, mere mad, mere sex. Fejlen er ikke at I drikker, spiser og elsker. Det skal jo til for at man kan leve. Men fejlen er, at I drikker, spiser, elsker for at mætte jer selv hver især. Men både maden og seksualiteten er noget langt større end blot et middel til at leve fra dag til dag. Maden og seksualiteten er til som muligheder for gensidighed og fællesskab. Og når man af angst for ikke selv at få nok, angst for ikke at mættes bare kræver ind til sig selv, så smadrer 8
man fællesskabet. Seksuelt gælder det, at man ved at insistere på at tilfredsstilles når og hvor man har trang til det ødelægger det forhold man lever i. Og hvad maden angår, så ved enhver hvad der sker, hvis en gruppe sidder sammen og spiser og den ene ende af bordet, når at tømme fadene før de når ned til den anden ende. Og det er skam ikke blot noget der sker ved børnefødselsdage, jeg har oplevet det selvsamme på en udflugt for 100 provster en gang! At ville sig selv er gift for livet. At give sig selv får livet til at blomstre. Det er indholdet i den fortælling, Jesus gør sit liv til. Og begrundelsen henter han uden for os selv, uden for alt vi kan gøre os til herrer over og beslutte og sætte i værk. Begrundelsen for at livet skulle blomstre, hvor mennesker giver sig selv ligger i Gud. Gud som har ladet os blive til. Gud som har ladet verden blive til. Gud er kærlighed. Derfor bliver livet først lykkeligt, når det fuldbyrdes i kærlighed. For Gud har sat siget eget mærke, sit eget præg i det liv, han har skabt. 9
Kærlighed er livets mening og mål og den fordring livet stiller. Vi taler tit om kærlighed som noget meget luftigt og abstrakt. Og på den måde gør vi den til noget ligegyldigt. Men kærligheden er konkret! Kærligheden handler også om vand, mad og sex. Kærlighed handler om at dele det vand, der er med hinanden. At dele den mad, der er med hinanden, så alle får nok. Og kærlighed handler om ikke at undertrykke, udnytte og misbruge hinanden seksuelt. Men at udleve sin seksualitet i hengivenhed, hensynsfuldhed omsorg og ømhed. For kærlighed er den kilde der vælder frem til evigt liv, det levende vand, der forvandler jorden til et himmerig. Amen. 10