Bilag 1, Voergaard Slot Historier og personligheder Et resumé 1500-tallet: Voergaard kom under bispestolen i 1510 hvor Niels Stygge Rosenkrantz købte hovedgården af væbneren Jacob Andersen. Fornuftigt køb da der var mange jagt og fiskemuligheder. Få år efter blev han afløst som bisp af sin nevø STYGGE KRUMPEN. Han boede i et stenhus (der hvor slottet ligger i dag) med sin elskerinde Elsebe gyldenstierne, og blæste på hans ed om cølibat, hvorfor de omtalte Sæby og Voergaard som bispens Lysthus. I 1530 erne brød borgerkrigen grevens fejde ud. Bønder gjorde oprør mod i Vendsyssel, og hævngerrige bønder flokkedes mod Voergaard hvor STYGGE KRUMPEN og Elsebe var forskanset. De nåede til huset forbi vandgrav, palisadeværk og ringmur og satte ild til huset. Krumpen og Elsebe nåede dog at flygte rygter siger måske gennem en hemmelig udgang. STYGGE GRUMPENS storhedstid var forbi med reformationen 1936 og den katolske kirkes forfald. Voergaard tilfaldt kronen. Kong Christian d. 3 fængslede Krumpen i Sønderborg Slot, hvor han sad frem til 1542. Voergaard blev de næste 40 år overtaget af kongens lensmænd. I kong Frederik d 2.s regeringstid 1559-1588. Han elskede jagt, men forbød ulovlig jagt, der blev straffet med døden. Samtidig foregik mageskifte (bytte af fast ejendom) med adelen så han kunne få samlet krongods og jagtmuligheder. I 1573 begyndte Frederik at forhandle med adelskvinden Karen Krabbe om Voergaard. D. 18 juni 1578, endte forhandlingerne med at Karen Krabbe og datteren Ingeborg Skeel kunne overtage Voergaard. Til Voergaards herligheder hørte utallige gårde, småsteder og gadehuse, møller og vidtstrakte skovområder. Selvom Karen Krabbe officielt overtog slottet, synes det dog at være proforma, da hun straks efterlog det til Ingeborg. Nu begyndte Voergaards Storhedstid. Ingeborg Skeel blev født 1545, datter af Karen Krabbe og Niels Skeel. Hun voksede op i årene efter grevefejden. Fra 1530-1600 blev der bygget over hundrede hovedgårde (herregårde), omgivet af beskyttende grave, med vægtergange, skydeskår og skjoldehuller. Som tiden gik, blev byggeriet præget af den nederlandske renæssancekultur med røde teglsten og et stort forbrug af sandsten. Dette var gode tider for Danmark med høje konjunkturer skabte stor efterspørgsel for luksusvarer som bl.a. perlesmykkede huer, pibekraver og gyldne kæder. I renæssancen (1500-1600) regnede man en rus og druk for sundt og opkvikkende. Kongens livlæge skrev følgende: De fleste danske, især adelen, er overordentligt hengivne til drik og kunne tilbringe nat og dag med at tømme bægre. Især er det dem ikke muligt at holde et bryllup, gæstebud eller gilde uden at den ene 1 af 7
maner den anden så længe til at drikke og gør selv besked, inden de med tugt at melde spy øllet igen (kaster op), og i tjenerens og gæsters nærvær uden mindste skam besørger alt andet under bordet. Og når en halvt eller helt bevidstløs må bringes til sengs, så vækker dette en uhyre jubel og giver anledning til skoggerlatter. Se flere eksempler s. 12. Drikkeriet satte sit spor på tiden og der var mange overfald, drab og slagsmål. En adelskvindes liv var udstukket på forhånd, hun skulle giftes så godt som muligt og der blev indgået forhandlinger familierne imellem. Adelskvinden behøvede ikke være boglig, men skulle være gudfrygtig, lære katekismus, bønner, salmer og dele af biblen udenad. Hertil kom undervisning i husførelse, som skrivning, læsning og regning og måske en indførelse i kunst og kalenderen. Nogle lærte at fremstille eliksirer, mens den vigtigste kunst var husførelse og håndgerning. Det var først og fremmest det den kommende adelskvinde fik brug for når hun fik opsynet med børn, fadebur og det daglige liv på en stor herregård. Kvinden blev oplært af moderen i facetter som at slagte, bage, brygge, spinde, brodere, væve og sy. Først omkring 1600 blev det normalt at en adelskvinde lærte fremmedsprog som tysk, så Ingeborg Skeel har nok kun talt dansk. Da hun var 15 år indgik hendes forældre en aftale med adelsmanden Otte Banner omkring ægteskab mellem ham (der var et sted i 30 erne) og deres datter. Dette var ikke unormalt på denne tid, f.eks. var kong Frederik d. 2, 38 år da han giftede sig med sin 14-årige kusine. Brylluppet blev afholdt på herregården Nygaargs i 1560, og var besøgt af kong Frederik d. 2, der deltog i så mange bryllupper han kunne komme til. Der blev drukket hårdt til, ædt, udvekslet minder, fortalt mere eller mindre stuerene historier og danset. Der var musik både under dansen og måltidet og man ved at Kong Frederik d. 2 havde medbragt fire kongelige trompeterer og to kedeltrommer som skulle gøre musik over borde. Ofte dansede man før måltidet var færdigt, kvinderne sad langs væggen og måtte træde ind over bordene for at nå dansegulvet, hvilket resulterede i væltet øl og mad ud over bordet. Derudover kunne et adeligt bryllup vare en lille uges tid, hvor der blev fortæret omkring 24 okser, 80 får og lam, 80 flæskesider, en del fjerkræ, 16 tønder vin, 16 tønder hamburgsk øl, fire læster rostocker øl, en læst mjød foruden alt det danske øl, der kunne skaffes. Dyrelivet omkring Voergaard var meget rigt og skovene omkring blev anslået til 5360 svins olden, det vil sige at så mange svin kunne leve af skovens olden. Hierarkiet omkring slottet var at adelen ejede de omkringliggende herregårde, hvor fæstebønderne arbejdede for at kunne skaffe nok penge til at betale leje for deres fæstegård. Arbejdet bestod i at pløje, harve, så, høste eller tærske. Når der skulle bygges nyt hovedhus måtte bønderne grave, slæbe, fælde træer og slæbe materialer til byggepladsen ledet af bygmesteren. Samtidig var der arbejde ved teglovnen hvor der blev fremstillet sten. Når de adelige skulle rejse, var det pr. hestevogn i langsomt tempo. Hullede veje, væltede træer og dybt ælte gjorde at det tog lang tid. Ingeborg Skeel på Voergaard Slot Det lader til at Otte Banner (Ingeborgs mand) havde haft så travlt med arbejdet som lensmand over Sejlstrup len og driften af Asdal at han helt har overladt Voergaard Slot til Ingeborg Skeel. I julen 1585 døde 2 af 7
Otte Banner på Voergaard og efterlod sin 40-årige enke som enerådig over slottet. Hun viste sig dog at være en selvstændig og stærk personlighed, som fuldt ud var sin opgave voksen. Hun gik nu ind i et privilegeret, men ansvarsfuldt liv, hvor hun skulle løse mange opgaver og give sine fogeder instrukser. På slottet ved denne tid var flere funktioner. En slotsskriver, der stod for den daglige administration og kontrol af ind- og udbetalinger. En ridefoged, der sørgede for at inddrive fæstebøndernes faste årlige afgift for leje af fæstegårdene. Slotsfogeden der havde opsynet med slottets bygninger og bemanding. Ellers underordnede medarbejdere som staldkarle og staldsvende, og fadeburspigerne der havde ansvaret for madvarerne. Udover dem har der været en portner, en kok, tjenestepiger og en håndfuld svende, der i tilfælde af angreb skulle forsvare borgen. Livet på slottet har ellers været stille og roligt, merkant anderledes end det vi ser i dag. Ingeborgs godsimperium voksede stødt og hun overtog bl.a. Bangsbo og andre gårde huse og ejendomme. Samtidig voksede hendes formue. I hendes sidste leveår blev hun plejemor for to små adelspiger. Ingeborg Skeel døde i 1604. Hun havde været en meget bestemt kvinde der også holdt af at sy og brodere og bodlige sysler. Der blev læst græske og romerske klassikere, man nedskrev på slægtens historie og der blev lavet håndskrevne bøger med ny digtede sange eller med middelalderlige viser, som man opsporede og skrev ned. Om kønsrollemønstrene skriver historiker Palle Lauring: Man tager fejl hvis man tror de piger og fruer, der var sat til side af deres renæssancemænd. Tværtimod. Som i dag, hvor man om sig ser, almindeligere end officielt godkendt, at manden har stillingen og positionen, hans hustru er til gengældt væsentlig mere begavet På de adelige gårde er det i 1500- og 1600-tallene reglen, at det er fruen der har ikke alene nøglerne, men også pengekassen og regnskabet. Har man læst sig gennem bare en del af de regnskabsbøger, begynder de strenge frueportrætter at lyse. Ingeborg Skeel blev som en af de eneste kvinder gennem historien lensmand, dog med titlen Otte Branders enke for at angive tilhørsforhold. Christian d. 4 kom til magten og holdt kæmpe bryllup i august 1596. 1601-1602 opstod en kontrovers mellem Ingeborg og sognepræsten i Ingstrup Jens Jørgen Weile. Præsten havde beskyldt enken Anne Tøgers for utugt og hevet hende i tinget. Dette ville Ingeborg ikke finde sig i da det var en mandschauvinistisk handling af en hidsig og selvrådig præst. Det endte i forhandlinger og sagen blev bilagt. Ingeborg viste sig på mange punkter som en stærk kvinde der ikke var bange for at sætte hårdt mod hårdt. Ingeborg brugte også meget af sin formue på velgørenhed. Hun skænkede bl.a. Aalbæk kirke sin prædikestol og i 1594 skænkede hun kirken den klokke der hænger der den dag i dag. I Voer kirke er der opstillet et kæmpe epitafi, der forestiller Otte Banners død og en sørgende Ingeborg. Handel og glasværker I 1578 gik en række vrede aalborgensere til byens borgmestre og råd for at klage over at Ingeborg forsagede dem en urimelig konkurrence indenfor bl.a. stort landløb, kornkøb, humle, lærred, tjære og tysk øl. De fik dog ikke noget ud af deres klage, men det viser Ingeborg som en driftig og succesfuld forretningskvinde. Hun fik også anlagt steder til udskibning, så der kunne eksporteres korn fra Sørå og Voersø. Da Erik Rud var lensmand på Voergaard 1559-73, byggedes en stenovn, som Ingeborg fik stor glæde af, i produktionen af sten til bl.a. ombygning af Koldinghus. I begyndelsen af 1500-tallet var glas en 3 af 7
sjældenhed, men det blev mere og mere almindeligt at bruge både glasruder og drikkeglas. Pludselig fyldtes de små glughuller ud med glasvinduer så lyset kunne vælte ind. Det var dog skik at man ved festlige sammenkomster slog glassene i stykker, og til Christian d. 4.s kroningsfest 1596 blev der bestilt ikke mindre end 35.000 glas. Der blev desuden smadret lertøj, due og servietter når folk havde fået for meget øl og vin. Særligt populært var det at knuse værtens vinduesruder, som gæsten så siden lod erstatte. Ingeborg anlagde glashytter i 1590 omkring Albæk og Skæve sogne. Her kunne der dagligt produceres 400 glas. Gavebreve Der var ikke meget socialt sikkerhedsnet i renæssancen, og med reformationen forsvandt klostrene der før havde bidraget med en spinkel hjælp til nødlidende. Igen trådte Ingeborg i karakter og sendte i 1583 et gavebrev til Sæby sygehus med lovning på 1 tønde smør, ½ læst byg (en læst var 28 tønder), 6 tønder rug, 1 skippund flæsk (ca. 160 kilo) og 1 slagtenød (en okse). Samtidig en årlig leverance på 40 læs brænde fra Voergaards skove, samt et bidrag på 10 gamle daler til Sæbys sognepræst for hans umage ved en dag om ugen at prædike guds ord for fattige i samme sygehus. Gavebrevet ville foresætte efter Ingeborgs død, da der stod mig og mine arvinger. Arvingerne beklagede sig over gavebrevet og fik det omstødt da det ikke havde Otte Banners sejl. Dermed fik arvingerne sat en effektiv stopper for Ingeborg Skeels godgørenhed. Hun gav også et gavebrev til Aalborg Katedralskole og fattige i Aalborg Stift på 2000 daler, som skulle betales af hendes arvinge hvert år. Dette sidste gavebrev blev underskrevet på Voergaard kun få dage før hendes død. Dette blev heller ikke fulgt til dørs af hendes arvinger. Ingeborg Skeels hus Voergaard Slot Nordfløjen er den ældste del af slottet, og det var den Ingeborg flyttede ind i først. Slottet var dog udvidet mod vest, men hun mente ikke det opfyldte hendes krav om et herskabeligt hjem. Derfor gik der ikke mange år efter indflytningen før hun påbegyndte det store og kostbare byggeri af øst fløjen. Denne del af slottet anses som at være noget af det ypperste den danske renæssance har frembragt, med kombinationen af sandsten, røde mursten, portal og ottekantede hjørnetårne, der tilsammen danner en smuk helhed. Øst fløjens centrum er den overdådigt udsmykkede portal, der er bygget med inspiration fra den romerske triumfbue. Den er udsmykket med dekorative hoveder af for eksempel løver, engle, havfruer navne på, men også Kong Frederik d. 2. En ting er sikkert, at den er blevet til på et andet sted, for den er så stor at den næsten rører de tilstødende vinduer. Port hullet kunne lukkes af en tung port og et af hængslerne sidder stadig tilbage. Hele østsiden er delt af gennemgående bånd af sandsten, sandsynligvis fragtet dertil fra Bremen. Rædselshistorier I den sydøstlige kælder findes en niche, hvor en fange kunne anbringes. Det skete med bøjle spændt fast om hals og liv, armene strakt ud til hver side og fødderne lænkede til gulvet. Man regner med at det var opsætsige bønder og tyvagtige ansatte der endte der. Rosedonten, der er en dyster fangekælder under 4 af 7
nordfløjen. Der kommer ikke noget lys ind, mens luften var dårlig. Samtidig var overtroen en straf i sig selv. For man talte om at noget farligt holdt til derinde, et spøgelse eller et uhyre. Så når det puslede fra en mus eller rotte, er blodet isnet i den indespærredes årer. Man ved at Rosedonten var i brug så sent som i 1840 erne, hvor der blevet slået hårdt ned mod en tyvebande, hvis medlemmer kom til afhøring på Voergaard. Blandt andet Rasmus Knar fra Agersted, som af bare skræk for at ende i Rosendonten tilstod en lang række forhold. Sorte Severin fra Torslev nægtede dog alt og blev sendt i Rosendonten. Da Ingeborg igangsatte byggeriet af øst fløjen omkring 1586-91, blev der ikke sparet på noget. For byggeriet skulle stå tilbage som æret minde om hende og hendes mand. Man ved ikke med sikkerhed hvem bygmesteren var, men ifølge folkelig overlevering fik Voergaards Bygmester aldrig nogen løn for sit arbejde, for fru Ingeborg lod ham drukne i voldgraven, da byggeriet var færdigt. Det hører dog nok til i fantasiland, og er nok bygget på misundelse. Slottets indretning Mens renæssanceslottets ydre groft sagt ser ud som på Ingeborgs Skeels tid, er der sket store ændringer indendørs. Omkring 1740 udstyrede den daværende ejer Peder Reedt de nordlige værelser med stuklofter, kaminer, paneler og døre i barokstil samt gyldenlædertæpper i den såkaldte guldstue. Han lagde også bræddegulve i stueetagen i stedet for det oprindelige stengulv. Alt er ændret og moderniseret indendørs. Oberbech-Clausen, Voergaards sidste ejer, iværksatte i 1950 erne store istandsættelser af bl.a. hjørnetårnene, og der blev muret en ny bro over voldgraven. Voergaards to vidt forskellige fløje, Børglumbispens dystre stenhus mod nord, og Ingeborgs varme renæssancebyggeri, danner et både perfekt og harmonisk hele. Den onde Ingeborg Skeel? Der er brugt mange onde og misundelige ord om Ingeborg Skeel, og hendes rigtige person er med tiden næsten forsvundet bag et ondsindet lag af perfide og urigtige beskyldninger. Mange har kaldt hende en udspekuleret og nærig adelskvinde, men grunden til dette syn er netop at hun var kvinde. Samtidig fordi hun var så forskellig fra de damer man ellers kendte til på den tid. Se side 58 for røverhistorie om Otte Banner, der var i helvede. En anden historie byggede på Ingeborgs barnløshed, der selvfølgelig ikke kunne være af naturlige årsager. Man mente at hun havde født en søn og ladet ham piske ihjel. Historien om vildsvineskindet skyldtes uenighed ægtefælderne imellem: Fru Ingeborg Skeel og Otte Banner levede som fraskilte. Hun var jo et satans menneske, et rigtigt asen. De to kunne ikke enes om ejerskabet af Voergaard og Asdal, derfor foreslog Ingeborg, at de skulle slagte et svin, og så ville hun beholde skindet, og han skulle have en skinke. Dersom skindet rådnede først, havde hun tabt sagen, men dersom skinken rådnede først, havde han tabt. Og da det kun er skindet, som eksisterer, har vi her beviset på, hvem der var den klogeste af de to ægtefæller. Ifølge overleveringen må vildsvineskindet ikke fjernes fra Voergaard. Sker det, vil gården styrte sammen. 5 af 7
En anden historie fortæller om at Ingeborg lod fingrende klippe af en pige, der gik og plukkede aks af kornet. Her fik en dreng, der pillede kerner af hendes korn hugget begge hænder af. Og som det ikke var nok, lod hun armene hugge af dem, som dristede sig til at samle kvas i hendes skove. Forfatteren mener ikke historierne har noget på sig og at denne negative adfærd er blevet hende påduttet. Sagnet om hendes død er ligeså spøjs, da den var forudbestemt, idet hun i levende live havde forskrevet sig til fanden. Så da tiden kom kørte Claus Kusk af sted med hende. De nåede til et slot og her gik fru Ingeborg ind. Et stykke tid senere listede Claus sig nysgerrigt hen til vinduet, og bag ruden kunne han se Ingeborg Skeel sidde i en stor kobberkedel. Omkring den havde en række smådjævle travlt med at kæmme hende med glødende jernkamme. Men opholdet i helvede tæmmede åbenbart ikke Ingeborg Skeel, for i den kommende tid hjemsøgte hun Voergaard så forfærdeligt, at det blev nødvendigt at tilkalde præsten Jens Ufødt. Han manede Ingeborg Skeel s genfærd ned i det sumpede morads pulsen nærheden af Voergaard, og som ekstra sikkerhed blev der hamret et egespir igennem hende. Alligevel var det ikke tilstrækkeligt at holde hende fast, for hver nytårsnat rykker hun Voergaard et hanefjed nærmere. Og, fastslår sagnet, når hun en dag når frem, vil Voergaard brænde eller styrte sammen. En myte siger at hun for at finansiere øst fløjen lod ankrene kappe af skibe der lå tæt på kysten. Skibet drev så i land, hvor hun beslaglagde både skib og last som strandingsgodt. Ingeborg Skeels død Ingeborg Skeel døde d. 17. oktober 1604, samme år som Shakespeare skrev sin tragedie om Kong Lear. Hun blev begravet i Voer Kirke i Vendsyssel. Hendes kiste blev stillet op ved siden af Otte Banners i Voer Kirkes kapelfor siden at blive flyttet til kirkens krypt. Kisterne blev dog flyttet i midten af 1800-tallet for at blive begravet i kirkegårdens nordvestre hjørne. Efter hendes død blev der arvefejde omkring hendes rigdomme og efterladenskaber. Hans Arendfelt vandt i 1608 rettighederne over Voergaard. Jørgen Arendfelt overtog slottet i 1611, men Voergaards imperium som det så ud under Ingeborgs Skeels tid kom aldrig tilbage. Efter usikre tider med krig og plyndringer, overtog Peder Reedtz slottet i 1732, og han restaurerede det både indvendigt og udvendigt. Efter flere ejere som bla. Niels og Jens Stenild samt Scavenius. Voergaards redningsmand En stor del af de danske herregårde har det svært økonomisk. Voergaard er i den heldige situation at gården i 1955 blev overtaget af Ejnar Oberbech Clausen. Han uddannede sig godt og fik i 1907 ansættelse på grev de Chenu-Lafittes fire vinslotte i Bordeaux-området. Året efter døde greven af slottene og Oberbech-Clausen giftede sig med enken. Hun var datter af den berømte og rige kirurg Jules Pean, som i 1980 erne havde opfundet arterieklemmen, der i dag bruges under operationer. I 1941 blev hans kone dræbt under et luftangreb på bordeaux. Efter krigen solgte han sine vinslotte, men beholdt en del ejendomme i Paris. Hans drøm om at blive ejer af en dansk herregård gik i opfyldelse 1955, da han købte Voergaard Slot med tilhørende 600 tønder land. Efter den pengestærke greves overtagelse af stedet, blev 6 af 7
det restaureret. Nordfløjen blev i samme ombæring indrettet som tilholdssted for malteserordenens nordiske medlemmer. Et lille romersk-katolsk kapel står her til medlemmernes rådighed. Han fik sendt jernbanevogne med store mængder kunst fra Frankrig til slottet, hvorfor meget inventaret ser sådan ud i dag. Han døde i 1963, 80 år gammel. Og dermed endte den lange periode, hvor herregården var ejet af enkeltpersoner. Han ligger begravet på Voer Kirkegård. 7 af 7