1 6. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 15. juli 2012 kl. 10.00. Salmer: 746/434/516/27//509,v.1-5/509,v.6 Uddelingssalme: 694 Åbningshilsen Endnu en sommersøndag. I dag en søndag om at få livskvalitet, der er ægte. En søndag om det vigtigste og sværeste i kristendommen. Om de to budskaber, Gud har givet os. Loven og Evangeliet. Loven, Guds krav, Og Guds andet ord: Evangeliet, gaven, nåden. Og alt det møder vi i et konkret menneskes liv, et godt og fint menneskes liv, som alligevel mangler noget og løber panden imod en mur. Loven viser os, hvad der er galt hos os og afslører os, peger på det, der ikke er, som det bør være. Og vi må være ærlige. Loven har ret i sin afsløring. Men da må vi have lov til at gå til Gud og bekende det ærligt og redeligt som den fortabte søn og da møder Gud os med det andet ord: evangeliets glædelige budskab. Lad os derfor finde vores program side fire, øverst på siden - være konkrete og med hinanden bede syndsbekendelsen og kalde på Guds barmhjertighed...
2 Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Matt. 19,16-26 Bøn. Lad os bede. Herre, før os derhen, hvor vi stilles over for det, du alene kan. Amen. Prædiken Lad os tænke over det: Vi kan have det godt materielt og menneskeligt og dog mangle noget - det vigtigste. Lad os slå følge med manden her. Han er et sted mellem 20 og 40. Han sidder godt i det økonomisk. Han er troende, seriøs med alt hvad han har med at gøre, et samvittighedsfuldt, godt og karakterfast menneske. Men det er som om han mangler noget. Derfor går Han til den berømte rabbi Jesus med spørgsmålet: Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Han tænker ikke her først og fremmest på det evige liv som noget fremtidigt, men mere noget her og nu: hvad skal jeg gøre for at få mere kvalitet ind i livet, få evighed derind? Han forudsætter, at han selv skal gøre noget godt til det og også, at han er i stand til det. Han skal bare vide hvad han skal gøre. Er vi med, kan vi genkende noget af det her hos os selv? Mon ikke? Vi er også seriøse, vi har et godt liv,
3 vi kan også opleve, at vi mangler noget, men vi kan godt selv, vi skal bare vide hvad. Jesus henleder mandens opmærksomhed på den gode Guds gode livslove. Et mærkeligt svar. Manden kender loven ud og ind, det er barnemad for ham. Og Jesus nævner ikke engang det store bud om kærlighed til Gud, ikke de første tre bud som direkte vedrører forholdet til Gud, nej, Han tager alene fat på forholdet til medmennesket og citerer fjerde til ottende bud, forholdet til forældre, andres liv, ægteskabet, hans ord. Underforstået: vil du leve et liv med evighed i, så er det din konkrete næste, du skal gøre noget for. Dit forhold til Den gode Gud skal afspejle sig i forholdet til dine medmennesker. Ellers er det ingenting. Uden at blinke svarer manden: Dem har jeg holdt. Hvad mangler jeg så? Han er altså virkelig et godt menneske, men han føler: Jeg lever ikke rigtigt. Jeg hviler ikke. Jeg føler ikke, at jeg står ret over for Gud, at jeg er færdig og klar over for Ham, at jeg har gjort nok og kan slå mig til ro og være glad i bevidstheden om, at jeg har gjort det man skal. Jeg mangler det sidste. Hvis bare jeg vidste, hvad det var, så skulle jeg nok klare at gøre det. Da giver Jesus ham et svar, der vil noget: Hvis du vil være fuldkommen, så sælg alt det, du har, giv pengene til de fattige, så er du rig på den rigtige måde og kom
4 så og slå følge med mig. Det er et stort krav. Sådan noget kræver Jesus ikke normalt, men hér gør Han. Hvorfor? Fordi Han ser, at lige her er mandens ømme punkt: hans forhold til penge. Ussel mammon har fortrængt Gud på første pladsen og bundet hans hjerte. Og en grund mere: Jesus hæver bevidst overliggeren, så manden kan opdage, at der er noget her, han ikke selv kan. Men netop det svar var for meget for ham. Og derfor går han sin vej, bedrøvet, han har det rigtigt skidt. Og læg mærke til, at Jesus ikke løber efter ham og siger undskyld og forklarer tingene, nu hvor manden er slået ud af Jesu barske svar, for Jesus går efter, at han skal være sand, ikke kun glad, og på den vej må man somme tider blive bedrøvet. Jesus har set, hvordan rigdom kan binde en ellers meget samvittighedsfuld, disciplineret og sympatisk person. Det taler Han nu til disciplene om, nu hvor de er alene: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Guds rige, siger Jesus, og få ægte livskvalitet. Ja, ikke bare vanskeligt, men ligeså umuligt som det er for det største dyr, vi har i Israel, kamelen, at gå gennem den mindste åbning, vi kender i vore hjem, nåleøjet. En rig kan umuligt gå ind i Guds rige.
5 Disciplene er rystede i deres grundvold. Når sådan en mand, som Gud har velsignet med rigdom, fordi han er et godt menneske, ikke kan blive frelst, hvem i al verden kan så? Vi kan da ikke, for vi når ham ikke til sokkeholderne. Det er jo umuligt så. Det kan vi jo ikke. En knust ung mand er gået og tilbage er tolv skrækslagne disciple som er sendt til tælling. Nu ser Jesus på dem. Øjenkontakt, det faste blik. Møde. Vigtigt. Det står og dirrer i luften. Og mens deres blikke mødes, siger Han: For mennesker er det umuligt, for Gud er alt muligt! Umuligt for mennesker. Der er noget, vi mennesker ikke kan, vi har ikke kraften, stoffet, sindet, kærligheden til at give os liv, hvile, overbevisning. Til det formål duer de ti bud ikke. Det er godt for andre og for os selv, at vi lever efter de gode livslove, men vi kan ikke få livet ved det! Vi kan ikke ved god opførsel komme til at stå ret over for Gud og blive færdige og klar til at møde Ham, så vi kan slappe af og tænke: nu har jeg gjort nok. Det kan ikke lade sig gøre. Mange tror, de kan, når de tager sig sammen og véd nok. Fint. Gør det, gå til den. Hvis ikke du fusker inden, vil du løbe panden imod. En svær og dyb sandhed ligger her.
6 Men Gud kan det, der er umuligt! Det er Guds andet ord, evangeliet, det nye, det, der føjes til. Gud kan det umulige. Pause. Fremadrettet. Forventning. Han kan give os det. Vi må løbe panden imod for at forstå, at Gud må give os det. Vi må lide nederlag, kun da kan vi åbnes for det underfulde: Gud selv, nåden, gaven, der er gratis. Vi må blive bedrøvede, før vi kan blive glade. Vi må stå med tomme hænder, kun dem kan Gud fylde i. Tager vi imod det umulige fra Gud, står vi ret for Gud, færdige og klar, fordi Han har gjort os retfærdige. Jamen så har vi jo ikke fortjent det?! Præcis, helt igennem ufortjent. Så har vi jo ikke noget at være stolte af?! Rigtigt, ikke over for Gud! Vores stolthed er Hans retfærdighed, den er al vor pragt (509, v.6). Gave. Alt af nåde. Livets visdom! Og netop derfor: hvile, vished overbevisning. Ligesom når vi modtager Velsignelsen: Hans ansigt lyser over os... Han retter hovedet op og ser på os! Og da kan Gud gøre det under, at vi ser vor næste, og det jeg gør imod mit medmenneske, gør jeg ikke for at opnå noget, kun fordi han er et medmenneske. Det er livskvalitet og evigt liv midt i livet. Amen.