Intertekstualitet Metafiktion
Fiktion som form
Metafiktion er fiktion om fiktion, om tekstens væsen, om tilblivelsesprocessen og således om det forhold, der er mellem fiktion og virkelighed. Når en tekst peger på sig selv som fiktion, peger den også på menneskets måde at gengive virkeligheden på. Metafiktion viser således læseren, at fiktionen er en illusion, og ved at afsløre sig selv på denne måde kommer den i en vis forstand til at virke mere ærlig og virkelighedsnær. (Simon Rosendal Frandsen: Tekst efter tekst, DLF 2006)
Når vi læser accepterer vi normalt, at der i mødet mellem os og teksten skabes en virkelighed, som kun eksisterer i vores hoveder vi lever os ind i bogen. Det er en forudsætning for at læse fiktion. Læser vi derimod en fiktiv tekst, hvor der optræder elementer der river os ud af denne virkelighed og gør os opmærksomme på, at det blot er en forestilling, kan det virke frustrerende men samtidig få os til at revidere vores måde at gå til teksten på. (Simon Rosendal Frandsen: Tekst efter tekst, DLF 2006)
Metafiktion Metafiktion er interessant i en intertekstuel sammenhæng, da den anvender læserens virkelighed som intertekst i fiktionen. Brugen af metafiktion sætter læseren i en situation, hvor den virkelighed, han eller hun har skabt i tekstens rum, pludselig bliver brudt og sat i perspektiv i forhold til den reelle virkelighed. (Simon Rosendal Frandsen: Tekst efter tekst, DLF 2006)
Intertekstualitet Der blev holdt et stort kirkebryllup, og parret flyttede sammen i en lille lejlighed, der var indrettet med møbler fra Bilka. Deres yndlingssang var rigtige venner med Jodle Birge, den hørte de tit sammen med deres rigtige børn og rigtige venner. Og de levede lykkeligt indtil de fik problemer. (elevtekst 9. klasse)
Intertekstualitet Epokal intertekstualitet Der blev holdt et stort kirkebryllup, og parret flyttede sammen i en lille lejlighed, der var indrettet med møbler fra Bilka. Deres yndlingssang var rigtige venner med Jodle Birge, den hørte de tit sammen med deres rigtige børn og rigtige venner. Og de levede lykkeligt indtil de fik problemer. Ekstratekstuel (elevtekst 9. klasse) Genremæssig intertekstualitet
Anker Gemzøe s 5 typer af intertekstualitet: Specifik intertekstualitet Epokal intertekstualitet Genremæssig intertekstualitet Stilistisk intertekstualitet
Intertekstualitet Nikolajeva (1998): ( )intertextualitet, [som] innefattar element som parodi, direkta citat eller indirekta hänvisningar till tidigare texter, förvrängning av välkända motiv, och så vidare. (s. 160).
Ecos tre intertekstuelle citattyper; 1: citerede topos (direkte citat), 2: genretopos (genre citat) 3: ekstratekstuelle topos (medie citat).
Ironi og parodi Der var 1 gang en adoptivdatter som boede i en familie på 5, som boede langt ude på landet med postnummer 49 50. Alle de andre synes hun var en værre bøh hat, for det eneste hun gad, var at sidde i et hjørne og lave Urtepotter af Bornholmsk rødler, hun lavede mindst 12 14 stykker i timen. Derfor kaldte de hende Klaskepot. Hele dagen, mindst 10 timer om dagen, måtte Klaskepot knokle løs for at gøre sin stedmoder tilpas. Stedfaderen var det lige meget med, han var faldet af en hest der hed Knud, som var 15 år gammel, og som nu var død. Men stakkels Klaskepot sled og sled, var hun færdig med det ene, råbte stedmoderen straks op om noget andet. 7 9 13 sagde Klaskepot, det skal jo nok gå alligevel. Pluk alle vore 25 høns. Asfalter vores baghave, den er kun 45 m2. Fjern det gamle traktordæk Skyd hunden, den er blevet 20 år, og er for gammel
Genretopos eller genremæssig intertekstualitet Det usynlige: Erl König Skelettet på hjul: Myten om Orfeus og Eufroditte Harry Potter: Askepot Den grimme ælling Hønsepigen: Den grimme ælling Kroniske Uskyld: syndefaldsmyten Engelbert H: skabelsesberetningen Narnia: Kristus-legende
Et opgør med nykritisk metode: Ikke en autonom størrelse, men som bør læses og tolkes uden hensyn til forfatter og tid. Intertekstualitetsforskere søger at finde frem til de tekster, som teksten er resultat af. Det litterære værk har kun mening, fordi bestemte tekster er skrevet i forvejen.
Rowling benytter sig endvidere af fremmedgørelse, et litterært greb hvor forfatteren beskriver objekter, der er kendt i forvejen, som om det var noget helt ukendt. Nogle gange fungerer fremmedgørelse kun på voksenniveau, men samtidig giver det barnet en beskrivelse af nye objekter, der er vigtige for handlingen (Nikolajeva 1998, s. 121). Et eksempel er Rowlings beskrivelse af en kentaur, den voksne genkender mytologi væsnet kentauren i beskrivelsen, hvor barnet får forklaret, uden at det bliver belærende, hvad en kentaur er. Senere i serien bliver dette greb brugt på mange hverdags fænomener, der ses gennem undrende troldmands øjne, og det gør dette til et meget underholdene fortælleteknisk greb.