Aktivitets-, behandlings- og samværstilbud til unge
Perronen en drøm af et projekt Siden 2010 har en gruppe unge med psykosociale vanskeligheder i Køge deltaget i et aktivitets-, behandlings og samværstilbud, kaldet Perronen. Et tilbud flertallet har været meget glade for. Perronen startede som et projekt finansieret af satspuljemidler, men er fra august 2012 blevet et fast tilbud i Køge Kommune. Personalet på Perronen: Laila Lunddorf, Susse Sylvest Jeppesen, Mirjam Jelgren, Peter Frederiksen, Tine Lange Udarbejdet i 2012 Artiklerne er udarbejdet af journalist Majbritt Lund og personalet på Perronen. Billedmateriale: Fotograf Mike Reuter, www.reuterfoto.dk Layout: Peter R. Lassen Produktion: Idon grafisk - www.idongrafisk.dk 45 41 14 07 / 26 15 15 76 Som regel er de unge, politikere og personale sjældent begejstret for det samme, men det er de i forhold til Perronen. Projektet bliver omtalt positivt uanset hvor i Køge man spørger. En af dem, der har fulgt projektet fra første færd er Randi Hansen (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget. Hun beskriver Perronen som en drøm af et projekt. Jeg var en varm fortaler for, at Perronen skulle blive permanent, for vi kunne jo se, at det nyttede. Perronen samler unge op, som vi ikke kunne få fat i før. Og det betyder meget for mig, at jeg ved, at de får et bedre liv, og den livskvalitet er svær at gøre op i penge. Jeg kan se, at Perronen giver de unge mod på at forsøge. Perronen går to skridt længere end det etablerede system. Personalet tager nogle gange hjem til dem, der ikke altid kan overskue at komme der. De kan se, hvornår de unge simpelthen er for dårlige til at komme der, og hvornår de bare ikke gider siger hun. Randi Hansen beskriver det som et problem, at mange udsatte børn alene får opmærksomhed fra systemet, indtil de fylder 18 år. Derefter bliver de tit glemt, for først at blive opdaget igen, når de dukker op i det psykiatriske system. Perronen samler privatliv og arbejdsliv Da Perronen startede, havde Køge Kommune ikke større problemer med denne målgruppe end andre kommuner, men problemerne var til at tage og føle på. Merete Hansen, driftsleder i Køge Kommune fortæller: Vi kunne jo se, at der var et behov. Vi stod med en gruppe, vi ikke vidste hvad vi skulle stille op med. De droppede ud af både uddannelse og arbejde. Udover at disse unge ikke har noget arbejde eller er i gang med uddannelse, er de psykisk skrøbelige, nogle med et misbrug og andre er generelt dårligt stillede. På Perronen lærer de en masse sociale kompetencer og danner netværk i gruppen. Så selv hvis nogen af dem ikke kommer i ud- 3
4 dannelse eller ud på arbejdsmarkedet alligevel, er deres situation stadig blevet forbedret. De begynder at kunne se formålet med at komme op om morgenen. De får noget ud af at være sammen med de andre på Perronen, og når der kommer nye unge, kan de jo se og mærke på sig selv, at de har fået det bedre, siden de kom. Også samarbejdspartnerne er begejstrede. Jobcenteret i Køge er glade for, at Perronen aflaster dem. Før kunne vi kun henvise dem til Vikon, et privat jobcenter, som vi også har gode erfaringer med. Men der kommer mange på Vikon, og den målgruppe, vi henviser til Perronen, har netop brug for at være i en lille gruppe. Når de unge fra Perronen er i praktik, er Perronen også en aflastning for os, for nu er det ikke længere os, der bliver kontaktet, hvis de ikke kommer, som de skal, siger Trine Thomsen, socialrådgiver. Misbrugscenteret i Køge er ligefrem lettede over, at Perronen er blevet et permanent tilbud. Tidligere havde vi ikke noget sted at henvise de unge til, for de har tit en psykisk lidelse ud over deres misbrug, og psykiatrien vil ikke have dem, så længe de også har deres misbrug. De kan godt komme på Perronen, mens de har deres misbrug, bare de kan styre det i dagtimerne. Nogle af de unge kunne måske være i distriktspsykiatrien, men der skal de jo primært få de unge på benene igen og samler ikke privatliv og arbejdsliv på samme måde, som Perronen gør, fortæller Anne-Marie Sørensen, psykolog i Misbrugscentret. Hun ser især det forpligtende fællesskab som en styrke, samt at de unge oplever, at andre unge kan have de samme problemer som dem selv, og at de ikke behøver at skamme sig og føle sig underlige og svage, fordi de ikke kan matche arbejdsmarkedets krav. På Perronen møder de voksne, der vil dem og de bliver mere sociale og kan bedre glædes over at være sammen med andre. De oplever, at de får en chance til, for det er ikke alle, der kan komme på Perronen. Det kræver, at de kan arbejde med sig selv. Fordi de netop er i sådan en lille gruppe, er der meget opmærksomhed på den enkelte, og det kan føles som et pres, men det virker. Personalet på Perronen er rigtig gode til at give dem håb om, at de godt kan, fortsætter hun. Virkning og økonomi Alle er bevidste om, at der er penge at spare ved at lade Perronen fortsætte, fordi det er så dyrt, når unge falder uden for systemet. Alligevel nævner alle også, at det betyder meget, at de har set, hvor meget de unge mennesker liver op, når de kommer på Perronen. Laila Lunddorf har været daglig leder af Perronen, siden tilbuddet startede. Hun er glad for, at der hele tiden har blæst positive vinde over Perronen, samt at samarbejdspartnerne er gået lige så meget op i den forbedring, de unge har oplevet, som selve økonomien i projektet. Det særlige ved dette tilbud er, at de fleste unge er her hver dag, og at vi er sammen med dem hele tiden, når de er her. Vi er gode til at danne relationer til dem, og de er meget trygge ved os. Det er en stor fordel, at vi også kan se, hvordan de unge reagerer udenfor terapien, således at vi kan arbejde med de ting, der opstår her og nu og i relationen til andre mennesker. Vi arbejder ud fra, at de unge skal acceptere og forstå, at de i bund og grund selv har ansvaret for deres liv, og hvordan de vil leve det. Vi andre kan kun støtte og hjælpe dem på vejen. Vi ser tydeligt, hvor meget det betyder for de unge, at være et sted hvor de bliver værdsat og respekteret som voksne mennesker, og nogle gange kan det ligefrem være lidt svært at få dem til at gå hjem, for de vil gerne blive her og hygge sig med hinanden, siger hun. Fra 2010 til og med juli 2012 blev Perronen finansieret med midler fra 15M-puljen for sociale tilbud til mennesker med sindslidelser gennem Socialministeriet (satspuljemidler). Det samlede beløb lød på 8,4 millioner kroner. Perronen fortsætter i Køge kommune med samme økonomi. Målgruppen: Unge 16-30 årige, som har svært ved at gennemføre en uddannelse eller få foden indenfor på arbejdsmarkedet. De unge har typisk sociale eller psykiske lidelser som eksempelvis social angst, depression eller personlighedsforstyrrelser. For at komme på Perronen skal de unge have lyst til at deltage i aktiviteterne og være normalt begavede - netop fordi behandlingen kræver, at de kan reflektere over deres eget liv. På et tidspunkt bliver tilbuddet muligvis udvidet, så det bliver muligt for omegnskommunerne at købe pladser på Perronen til deres unge. Perronen har haft kontakt til mere end 50 unge i de første 2½ år. De unge kan slutte af med en udslusningsperiode, hvor de bliver ved med at have kontakt til Perronen, ligesom Josefine, som du kan læse om på side 14. I udslusningsperioden arbejder personalet på at finde en mentor til de unge på deres nye arbejde eller uddannelsesinstitution, så de med tiden helt kan slippe Perronen. 5
6 Formålet med Perronen er at lave en ressourceudredning afklare de unge erhvervsmæssigt støtte de unge i personlig udvikling gennem individuelle og fælles aktiviteter Stabile dage på Perronen Perronen har åbent alle hverdage fra klokken 9.00 til 14.00. Det er individuelt, hvor mange dage om ugen de unge skal komme. Dagene følger et fast skema og starter med, at alle spiser morgenmad sammen. Herefter har de gruppesamtaler, enkeltsamtaler og en række fællesaktiviteter, der inkluderes i behandlingen. Livet efter Perronen De unge, der har afsluttet deres ophold på Perronen, har valgt en række forskellige retninger ud i voksenlivet, bl.a.: Dyrepasser Bager HF FVU Frisør Pædagog (Forberedende voksenundervisning, niveauet før 9. klasse) 9. klasse på VUC Butiksassistent Søfartsskolen Produktionsskole EGU indenfor pædagogik (erhvervsgrunduddannelse) Gartner Analysen siger: Fortsæt Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed, KLK, lavede i maj 2011 en grundig analyse af Perronen. Deres konklusion var, at projektet var vellykket og indfriede de forventninger og målsætninger, der lå til grund for pengene fra Satspuljen. Desuden ville de årlige udgifter ved projektet være tjent hjem, hvis Perronen på længere sigt kunne forebygge, at godt 10 unge kom på førtidspension. KLK anbefalede således, at Perronen kunne fortsætte. Derfor overgik Perronen i august 2012 til at være et permanent tilbud i Køge Kommune. En beslutning, som blev vedtaget af et enigt byråd. Den eneste ændring i forhold til projektperioden er, at de unge fremover kun vil kunne være tilknyttet Perronen i et år. Før var den samlede periode mere fleksibel. Et lille team udgør personalegruppen bag Perronen: Laila Lunddorf, daglig leder, socialrådgiver og familieterapeut Tine Lange, pædagog Susse Sylvest Jeppesen, sygeplejerske og familieterapeut Peter Michael Frederiksen, musikterapeut og ACT terapeut Mirjam Jelgren, kontorfunktionær. Drop kampen mod dine tanker og få mere handlefrihed Sådan lyder essensen i behandlingsmetoden ACT - Acceptance and Commitment Therapy. ACT gør op med mange psykologiske behandlingsformer, hvor klienten opfordres til at ændre sit tankesæt. I ACT opfordres klienten i stedet til at rumme alle tanker - herunder de svære i erkendelse af, at det at være menneske nogle gange er rigtig svært, og det er det for alle. ACT er et opgør med, at alt skal løses, og at alle ubehag skal fikses. I stedet for at bruge energi på at bevæge dig væk fra noget, der er ubehageligt, kan du i stedet fokusere på, hvordan du får mere af det, du gerne vil opnå. Du kan tage dette eksempel: Hvis du skal køre en bus hen til et bestemt sted, og alle passagererne sidder og råber alt muligt til dig bl.a. at du ikke kan køre bussen har du flere valg, f.eks.: 1) at stoppe bussen og få alle de passagerer ud som siger slemme ting eller 2) at blive ved med at køre bussen, også selv om passagererne siger til dig at du ikke kan. Hvis du vælger nr. 1, bliver du forhindret i at køre bussen imens du tager dig af de umulige passagerer, hvorimod valg nr. 2 giver dig mulighed for at køre videre passagererne med. fordi du vælger at tage alle Bussen illustrerer dig selv, og passagererne dine tanker. Hvis du fokuserer på at kæmpe med tankerne, kan det forhindre dig i at leve det liv du gerne vil. Men hvis du accepterer dem og lader dem være det de er nemlig bare tanker - vil de blive en del af livet, og ikke en forhindring for handling, fortæller Peter Frederiksen, terapeut på Perronen. Perronen er pionerer Perronen er det første socialpsykiatriske tilbud, der benytter behandlingsmetoden ACT. Tidligere har den mest været brugt hos privatpraktiserende psykologer. Fra starten har Perronen haft supervision af en af Danmarks førende psykologer inden for ACT, Ole Taggaard Nielsen. Han beskriver Perronen som nogle af pionererne inden for ACT, fordi de er de første i Danmark til at bruge metoden på denne måde. Udover at alt personalet har været på kurser hos ham, superviserer Ole Taggaard Nielsen også personalet hver måned. 7
8 Perronen er nogle af pionererne indenfor ACT, fordi de bruger metoden meget udstrakt. ACT er meget mere end en behandlingsform. Det er en måde at være i verden på, og mig bekendt er det første gang, at nogen i Danmark bruger ACT udenfor behandlingsregi. Her er det kombineret med miljøterapi, hvor personalet også arbejder med de unge uden for rammen af en gruppeterapi. En del af ACT er jo at arbejde hen imod de værdier, man gerne vil have i sit liv. Men nogle af disse unge har det så skidt, når de begynder her, at de ikke ved, hvad deres værdier er. Det finder de ud af på baggrund af det, de oplever på Perronen siger han. Som en metode til at mærke efter, om noget er en sand værdi for en, nævner Ole Taggaard Nielsen, at man kan spørge sig selv, om man ville gøre noget, hvis ingen andre vidste, at man gjorde det. Er svaret nej, er det formentlig ikke en sand værdi for en. For hvis man primært gør noget for at få mere kontrol og accept og undgå ubehag, er det ikke en værdi. Bliver ikke løftet af ros Jo flere oplevelser de unge har på Perronen, jo lettere er det for dem at mærke efter, hvad de gerne vil have mere af. De unge, der kommer på Perronen, har ofte fået anden behandling tidligere, hvor de netop har skulle ændre deres negative tanker, og de har fået det endnu dårligere, når de har fundet ud af, at det ikke virker. Nyere forskning viser, at det kun er mennesker med et almindeligt selvværd, der bliver løftet af at få ros. Hvis du fortæller de unge mennesker på Perronen noget positivt, vil deres umiddelbare tanker være, at det ikke passer, og disse tanker bliver de unge meget optaget af. Tankerne bliver til store forhindringer i stedet for blot at være det, de er bare tanker, siger han. De negative tanker er kun et problem, hvis man adlyder dem. En del af ACT er erkendelsen af, at selv om ens tanker siger en masse negative ting til en, så behøver tankerne ikke at styre de handlinger, man foretager sig. Hvis tankerne siger, at man ikke kan finde ud af noget, at det ikke nytter noget, eller at man jo altid bare er sådan en, der opgiver, behøver det ikke at have en betydning for de valg, man træffer i livet, så længe man går efter sine værdier. Hvis man eksempelvis tænker, at man ikke kan holde et foredrag, så længe man er nervøs over at skulle gøre det, bliver tankerne jo et problem, hvis de hindrer en i at holde foredraget. I ACT arbejder man med at kunne holde foredraget, på trods af, at man føler ubehag ved det og tænker at man ikke kan klare det, fortsætter Ole Taggaard Nielsen. Resultater efter få uger Da Perronen startede, overvejede personalet en række andre behandlingsformer end ACT. Blandt andet mindfulness. Daglig leder Laila Lunddorf er i dag meget tilfreds med, at de netop valgte ACT. Vi fik jo blandt andet pengene til Perronen, fordi vi skulle prøve en metode, der ikke var prøvet før til denne målgruppe. Det er jo fantastisk, at vi bliver kaldt pionerer. Da vi valgte noget uprøvet, vidste vi jo ikke, om det ville virke, og vi havde ikke regnet med, at effekten ville være så stor. Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt de unge oplever resultater af ACT. Hvis de er rigtig motiverede for at arbejde med sig selv, kan vi ofte se de første små skridt allerede i løbet af et par uger. ACT giver de unge en forståelse for, at de aldrig kommer udenom at lide og føle ubehag, og vi siger ikke, at den måde de tænker på, er forkert, siger hun. Fakta om ACT ACT står for Acceptance and Commitment Therapy. ACT blev præsenteret første gang i 1999. Metoden er ganske ny i Danmark. Dansk Selskab for ACT blev først stiftet i 2008. 9
10 Perronen huser mange gode historier om mønsterbrydere. Unge der rejser sig mod alle odds og kommer tilbage til et aktivt liv. En af dem er Maria Islin på 21 år. Hun har været på Perronen, siden projektet startede, og i august 2012 begyndte hun i ordinær frisørpraktik - en uddannelse, der tager 4 år. Maria har altid gerne ville være frisør. Som 17-årig tog hun grundforløbet på Frisørskolen. Men så fik hun konstateret ADHD, fik en hashpsykose og en depression og var sygemeldt i to år. Herefter begyndte hun på Perronen. Jeg var meget glad for at komme på Perronen. Især da vi blev nogle flere, end vi var i starten. Ingen andre har forstået mig, som Laila gør. Hun siger bare tingene, som de er, og det har jeg brug for. Hvis jeg ringer ned for at melde mig syg og siger, at jeg har ondt i maven, siger hun, at jeg godt ved, at jeg kun har ondt i maven, så længe jeg er derhjemme, og det har hun jo ret i. Jeg synes også, det er hyggeligt at være sammen med de andre, og så har jeg haft rigtig stor glæde af både de individuelle samtaler og gruppeterapien, fortæller hun. Maria har også lært at håndtere sin ADHD på Perronen. Jeg har lært at tage en dyb indånding, tælle til ti og måske gøre nogle andre ting, end jeg lige umiddelbart har lyst til. Perronen har også lært mig at indse, at jeg ikke skal bruge min ADHD som en undskyldning for, at jeg ikke kan gøre noget. Det er snarere en styrke end et problem. Jeg har for eksempel dobbelt så meget energi som andre og masser af ideer. Når jeg bliver færdig som frisør, vil jeg gerne tage kurser i vipper og negle og måske åbne min Drømmen om egen frisørsalon egen salon, fortæller hun. Hvor nogle af de andre unge nævner aktiviteterne i Perronen som en attraktiv del af behandlingen, spiller de ikke så stor en rolle for Maria. Men gruppesamtalerne og de individuelle samtaler får hele æren. Hun er også meget glad for at være sammen med de andre unge, men for hendes skyld kunne de lige så godt sidde og drikke te end at lave de planlagte aktiviteter. Barndomsdrømmen indfriet Maria havde opgivet at udleve sin barndomsdrøm om at blive frisør. Hun tænkte, at salonerne ville minde for meget om en hønsegård, og at de andre frisører ville stille nogle krav til hende, hun ikke kunne leve op til. Da Maria havde været på Perronen i næsten to år, fik hun en praktikplads for at prøve det af, og hun blev bekræftet i, at det ikke var noget for hende. Heldigvis for Maria fandt Perronen en ny praktikplads til hende. Her fungerede alt bare så godt lige fra starten. Vi er kun tre, og jeg svinger godt med chefen. Vi er åbne overfor hinanden, og hvis jeg signalerer, at jeg synes, noget er svært, læser de det med det samme og støtter mig. Det er udover alle mine forventninger, og en dag spurgte de, om jeg gerne ville være elev her, og det ville jeg jo gerne. Jeg har det bare knaldgodt, fortæller hun. Tager angsten med sig Udover diagnosen ADHD har Maria også angst. Men det har hun også lært at håndtere på Perronen. Jeg har lært at tage min angst med mig. Tidligere var jeg bange for vaske tøj nede i vaskekælderen, når jeg var alene. Nu har jeg lært, at det er ok, at jeg har den angst, og at jeg kan tage angsten med mig. Nu vasker jeg fast hver mandag, selv om jeg er alene. De dårlige ting skal ikke styre mit liv, siger hun. Selv om Maria har en recept liggende på medicin til sin ADHD, tager hun ingen medicin. Hun er på fuld tid i salonen og synes, det hele er lidt surrealistisk. Jeg har jo altid drømt om at blive frisør. Men jeg har jo aldrig før oplevet, at tingene var, som de skulle være. Jeg er lidt nervøs over, at jeg skal til at gå i skole, for jeg har jo ikke fuldført noget endnu. Men jeg tænker, at jeg jo selv har valgt faget, fortsætter hun. Maria tager mange hensyn til sig selv og sin sygdom. Nu hvor hun arbejder på fuld tid, laver hun stort set ikke andet end at passe sit arbejde og passe på sig selv. Fremover vil hun gerne lære flere rutiner, så hun også kan lave nogle aftaler i sin fritid. Hun bor sammen med sin kæreste i en lejlighed i Ølsemagle. 11
12 Sådan lyder det fra 27-årige Denis Reitz, efter knap et halvt år på Perronen. Tidligere hoppede han frem og tilbage mellem forskellige uddannelser: HG, 10. klasse, grundforløbet på Teknisk Skole og var også begyndt på uddannelsen som IT-supporter. Suppleret med lange ledighedsforløb. Jeg havde svært ved at se mit eget mål. Alle andre kom med input, og jeg gjorde, hvad de sagde, så de ville lade mig være i fred. Jeg skulle bare igennem dagen og vidste, at jeg ville springe fra igen. Især var jeg skræmt, da jeg forsøgte mig som VVS-mand, for det krævede jo, at jeg kom ud til en masse mennesker hele tiden. Det hjalp ikke på mit selvværd med så mange nederlag, og det var heller ikke rart at spilde tiden, fortæller han. Som 25-årig fik Denis diagnoserne social forbi og skizotypisk sindslidelse. Og han var lettet. Presset om at finde et arbejde holdt op, og Denis startede på Perronen. De trygge rammer smitter af Det var meget skræmmende at starte her. Især fordi jeg var den eneste dreng i starten. Og jeg troede ikke rigtigt, at det ville virke, eller at de ville kunne lide mig. Sådan har min erfaring jo altid været. I starten var jeg her kun tre dage om ugen, og efter en måned begyndte jeg at tale med de andre, og det gik ok. Jeg begyndte at være her mere og Troede jeg var dømt til at være sådan mere, og nu er jeg her hver dag. Jeg er rigtig glad for det og har ikke lyst til at holde sommerferie. Jeg kan godt lide strukturen her, og jeg savner Perronen, når jeg er derhjemme, fortæller han. Det er ikke kun i de trygge rammer på Perronen, at Denis nu er mere udadvendt. Det smitter af i hele hans tilværelse. Nu takker han ja til en tur i biografen eller til en fest. Det har han aldrig gjort før. Jeg tænker ikke mere, at de sikkert ikke kan lide mig og er også blevet bedre til at tage kontakt selv. Jeg har fået utrolig meget ud af ACT, fordi jeg er blevet opmærksom på, hvilken person jeg gerne vil være. Det kræver nogle gange, at jeg kommer i de skræmmende situationer og holder fokus på det, jeg gerne vil. Jeg vil gerne være mere udadvendt og åben og en, der er på i stedet for at være ham, der ikke siger noget, siger han. En af de værdier Denis gerne vil leve efter er at være et ordenligt menneske. Og et af målene er at komme på Perronen hver dag, også selv om han har en dårlig dag. Han har en fast aftale med en af de andre om, at de følges ad hver morgen, så hvis han har en dårlig dag, er hun et delmål på vej til målet. Og så er det lettere for ham at overholde sin aftale. Som en normal borger ACT er noget af det vigtigste for mig, for det har lært mig at holde øje med, hvilke mønstre jeg bliver fanget i. Tidligere kiggede jeg meget efter, om andre mennesker sad og holdt øje med mig. Nu fokuserer jeg i stedet på at være sammen med andre og det er jo mere interessant. Før tænkte jeg tit, at min fremtid var at være på førtidspension, men nu kan jeg godt tænke, at jeg kan få en familie og et arbejde og fungere som en normal borger på en god dag, siger han. Denis er lige begyndt som praktikant på et dyrepensionat. Her skal han være tre dage om ugen i fire uger. De to andre dage i ugen skal han gå på Perronen. Denis forholder sig bevidst ikke til, hvad der skal ske, når de fire uger er gået. Jeg har selv valgt, at jeg gerne ville noget med dyr. Dem har jeg altid godt kunnet lide. Jeg vil gerne tage hånd om dem, for det kan de jo ikke selv. Og der er jo tit mange der har været onde ved dem eller svigtet dem. Jeg fokuserer på, at det skal være godt at være på pensionatet og fokuserer bevidst ikke på, hvad der skal ske bagefter, for jeg kan bedst overskue de små mål. Men planen er, at jeg skal tilbage på Perronen, når jeg har været i praktik i fire uger, lyder det. 13
14 Perronen gjorde mig tilpas i eget skind Sådan lyder det fra 24-årige Josefine Lund Nielsen efter nogle år på livets skyggeside. Josefines liv startede ellers ganske fredeligt. Hun voksede op på Fyn og passede sin skole. Efter folkeskolen forsørgede hun sig selv nogle år gennem forskellige jobs. Nogle gange mistede hun sit job, men så fandt hun selv et nyt. Tilværelsen var omskiftelig, og ansættelserne korte. Josefine fik en depression og kom på antidepressiv medicin. Så var hun kørende igen. Og tilsyneladende var der ikke noget Josefine ikke kunne klare. I en periode pendlede hun mellem Odense og København og var på farten næsten alle sine vågne timer. Jeg kan jo piske mig selv og køre med 160 kilometer i timen, og så stoppede jeg med at tage min medicin. For det kørte jo. Men jeg blev så mentalt nedbrudt, at jeg holdt op med at arbejde. I stedet startede jeg på en produktionsskole og begyndte at tage amfetamin. Så fik jeg en depression igen og blev sygemeldt. Det har jeg nu været i 5 år. Eller ikke-aktiveringsparat, som de kalder det, fortæller hun. Kun en vej op I de første halvandet år efter sammenbruddet boede Josefine hjemme ved sin far og havde praktisk talt ikke noget liv. Hun sad på sit værelse hele dagen. I starten kom hun kun ud, når hun gik tur med sin hund. Selvfølgelig kun når det var mørkt, så hun var sikker på ikke at møde nogen. Ellers gik hendes far med hunden, når den trængte til det, og han sørgede også for, at der altid var mad i huset, så Josefine kunne få noget at spise. Hvis hun orkede at spise. Jeg gad ikke forsøge at få et liv, så jeg tænkte mest på, hvordan jeg kunne begå selvmord. Efter et mislykket selvmordsforsøg blev jeg indlagt på den lukkede. Og jeg tænkte, at det var virkelig bunden. Der ville jeg aldrig vågne op mere, og jeg kunne se, hvad det betød for min familie. Nu var der kun en vej, og det var op, fortæller hun. Josefines storesøster blev hendes link til Køge. Søsteren havde netop købt hus her og tilbød Josefine at flytte ind og starte på en frisk. Jeg skulle prøve og finde en ny struktur på min hverdag. Jeg lavede mad nogle dage og passede min søsters tvillinger. Jeg tænkte ikke, at jeg kunne finde et arbejde, for det havde jeg jo ikke kunne magte før. Jeg ville gerne have noget hjælp til at komme videre, og da jeg hørte om Perronen, tænkte jeg, at det var lige noget for mig. Det var tilpas mange timer, og jeg ville have noget at stå op til hver morgen. Jeg kunne godt lide pakkeløsningen: At der både var nogen, der tog ansvar for, at jeg fik hjælp, og at jeg havde det sociale samvær med de andre. Men selv om jeg snakker meget, er jeg faktisk introvert, så når jeg kommer hjem herfra, trækker jeg stikket ud og er mig selv. Det er den struktur, jeg har fundet, fortæller hun. Josefine er især glad for at hun har stiftet bekendtskab med ACT på Perronen. Jeg bliver mere hos mig selv nu og går ikke så meget op i, hvad andre tænker. Jeg fokuserer på, at tankerne bare er tanker, så hvis jeg tænker, at jeg har en dårlig dag, siger jeg til mig selv, at det jo bare er en tanke og så formår jeg alligevel at få noget ud af min dag og blive i bedre humør. Det har givet mig mere lyst til at stå op om morgenen. Jeg har også fundet ud af, at en af mine værdier er at udvikle mig selv og være noget for andre og mig selv. På den måde lander jeg ikke i et hul igen, hvor jeg bare venter på at blive rask. Det var nyt for mig, at jeg havde værdier, og at jeg kan handle på dem, fortsætter hun. Tilbage på Perronen Da Josefine havde gået på Perronen i et halvt år, begyndte hun at gå på HF. Men hun havde svært ved at koncentrere sig og synes især, det sociale var svært. Hun fik stillet diagnosen ADHD og tendens til borderline, blev smådepressiv, droppede ud af HF og kom tilbage på Perronen. Her 1½ år efter er Josefine nu klar til at forlade Perronen. August 2012 begynder hun at læse matematik og engelsk på fjern-hf, samtidig med at hun bevarer tilknytningen til Perronen. Hun bliver ved med at komme til ACT og skal komme fast en eftermiddag, hvor hun kan få hjælp til sine lektier. Jeg har gå-på mod, men er også nervøs for at miste strukturen og stabiliteten, men jeg er godt forberedt, fordi jeg har et sikkerhedsnet. Nu starter jeg bevidst kun med to fag, som jeg tager derhjemme via nettet. Planen er, at jeg på et tidspunkt også skal gå i skole fysisk og læse mere end et fag. Men i starten vil jeg ikke både kunne fokusere på det faglige og være social på samme tid. Jeg har fået de nederlag, jeg skal have, så jeg starter i det små og bygger på mine successer. Måske kunne jeg godt overkomme tre fag nu, men jeg vil ikke løbe risikoen, lyder det velovervejet. Josefine bor ikke længere hos sin søster, men i sin egen lejlighed ikke langt derfra. Hun føler, at hendes liv startede, da hun kom til Køge. Jeg er mere tilpas i eget skind. Det, jeg har oplevet, har gjort mig til den, jeg er i dag, og jeg kan ikke forestille mig, at det skal være anderledes, siger hun. 15
16 Jeg magter det ikke blev gjort til skamme En ganske almindelig dag på Perronen starter med morgenmad mellem klokken 9.00 og 9.30. Her mødes personale og de unge til kaffe og opvarmede rundstykker i de hyggelige lokaler under taget i samme bygning som Ølby Bibliotek. Solen skinner ind af vinduerne i de skrå vægge, og opholdsrummet vidner om et aktivt liv. Et fodboldbord er ved at blive repareret, så der ligger værktøj og skruer omkring det, i nogle skåle i køkkenet ligger resten af de bolcher, de unge lavede dagen før. Personalet holder justits med, om de har hørt fra dem, der ikke er kommet endnu. Flere af de unge plejer at have deres hunde med på Perronen, men i dag er det kun Josefines hund Timon, der går og snuser. Snakken er præcis som i kantinen på en almindelig ungdomsuddannelse. Er det en HTC telefon? Ja, i butikken sagde de, at det er en halv tablet. Derfor er den så stor. Ja, den er godt nok noget større end en almindelig i- phone. Er der nogen, der har hørt fra Thor? Ja, han sagde, han ville komme i dag. Det er derfor, jeg har min guitar med. De unge kommer og går, og nogle er ude at ryge. Klokken 9.30 holder Perronen altid morgenmøde. Daglig leder Laila Lunddorf tager ordet og fortæller, at der i dag er en journalist til stede, og at dem, der ikke vil være med i artiklen, bare skal sige det. Hun præsenterer dagens program, så alle ved, at de skal komme til gruppe i det store lokale klokken 9.45. Samlet til gruppe Peter Michael Frederiksen En gang om ugen mødes de unge til gruppe, hvor de lærer, hvordan behandlingsmetoden ACT kan hjælpe dem. Som regel er de delt i to grupper, så de nye unge lærer om teorien i en gruppe, mens de, der har været her længere tid, i en anden gruppe fokuserer på, hvordan de i praksis kan bruge ACT i dagligdagen. En gang hver anden måned er de alle samlet til gruppe. Det er de i dag. De fleste sidder afslappet i sækkestole. Terapeut Peter Michael Frederiksen tager ordet: I skal arbejde i små grupper. Klokken 13.00 skal alle grupperne holde et lille oplæg for os andre. Inden I går i gang, skal I skrive jeres tanker ned på gule lapper. Skriv, hvad jeres indre tanker fortæller jer, når jeg siger, at I skal lave sådan en opgave. Mens I laver oplægget, kan I så lægge mærke til, om I hører de tanker igen. I kan godt have en tanke, der siger, at I ikke kan finde ud af det. Men læg mærke til, at I faktisk godt kan arbejde med opgaven, selv om tanken siger, at I ikke kan. For tankerne er jo bare tanker. Og de vil jo bare beskytte os fra et nederlag eller en fare. Men det er ikke altid, de hjælper os til at leve efter vores værdier. Når I laver øvelsen, skal I lægge mærke til, hvilke barrierer I har i jer og om I kommer til at tænke netop de tanker, I har skrevet på sedlerne. Inden grupperne slippes løs, ser de en film fra et ACTseminar, hvor psykologer og terapeuter har skrevet deres indre tanker: Jeg bliver afsløret. Jeg er forkert. Jeg er ikke værd at elske. Jeg er til besvær, når jeg ikke er sød. Det magter jeg ikke Grupperne går hver til sit og begynder at skrive deres egne sætninger ned. Josefine siger: En af mine sætninger er Det kan jeg ikke forholde mig til eller Det magter jeg ikke. Nej, den sidste er altså også min siger Michelle. I en anden gruppe siger daglig leder Laila Lunddorf: Tanken Det magter jeg ikke er en god undskyldning for at lade være med noget, selv om jeg Laila Lunddorf 17
18 ved, at jeg kan. En af mine sætninger er også: Jeg er alt for utilfreds og Der er ingen, der gider mig. Sådan kan jeg også have det. Kom det forresten bag på jer, at psykologerne også kunne sige de ting, vi så på videoen? Ja, det kom bag på mig, at de også tænkte, at andre ikke gad dem, og at du også siger det. Man skulle jo tro, at jer, der arbejder her, tænkte, at alt var perfekt, siger Sara. Man kunne også tænke, at de netop havde valgt den branche, fordi de selv havde noget at arbejde med, fortsætter Joan. I den første gruppe er de gået i gang med at forberede et oplæg om chakraer. Terapeut Susse Sylvest Jeppesen tager noter og giver arket videre til Susse Sylvest jeppesen Michelle. Jeg kan ikke tage noter, lyder det straks fra Michelle. Du kan vel godt tegne en krop, som vi kan vise chakraene på?, siger Susse, og Michelle begynder at tegne, mens Josefine læser op om de forskellige chakraer. Peter Michael Frederiksen kommer rundt og spørger, hvordan det går med opgaven, og om nogle af dem er kommet i kontakt med de tanker, de har skrevet på sedlerne. Ja, jeg har da sagt: Jeg magter det ikke, siger Michelle og tegner videre. Metallica og Landbrugsskole I pausen mellem frokosten og fremlæggelsen, tjekker de unge deres telefoner, er ude og ryge og slapper af. Anja spiller på Joans guitar, mens hun følger med i på Youtube, hvordan hun skal spille. Den har en rigtig guitarklang, så man kan høre, at der er spillet meget på den Yeahh, nu kan jeg spille Metallica, siger hun og kigger skiftevis på skærmen og strengene. Klokken 13.00 samles alle til fremlæggelsen. Det sidste oplæg slutter af med øvelser, hvor alle ligger på gulvet og prøver at følge med. Det lyder rundt i lokalet: Det er da lidt hårdt at ligge på det her gulv Åh, her kunne jeg da godt blive liggende Alle er enige om, at det havde været en rigtig god dag, fordi der er sket så meget, og fordi alle har været på. Jeg fik først mine tanker, da jeg skulle til at i gang med selve øvelsen. Det var først der, jeg tænkte at jeg ikke magtede det, siger Josefine. Og som det allersidste, lige før alle forlader lokalet, siger Anja: Jeg tror ikke, I har hørt det alle sammen, men jeg er blevet optaget på Landbrugsskolen i Roskilde og skal starte til august. Gruppernes emner var Mennesker med både psykiske sygdomme og misbrug Rusmidler Kriminalromaner Chakraer 19
20 Perronen Køge Kommune Ølbycenter 53, 2. sal 4600 Køge www.koege.dk/perronen Daglig leder: Laila Lunddorf E-mail: laila.lunddorf@koege.dk Telefon: 2933 2885 12/2012 Layout: Peter R. Lassen www.idongrafisk.dk 45 41 14 07 / 26 15 15 76