Rummelighed er ikke en selvfølge, det er en udfordring Af Birgitte Stoklund Larsen Foto: Christian Paulsen 760 Folkekirkens rummelighed
Folkekirkens rummelighed Hvor rummelig skal folkekirken være? Spørgsmålet er senest blevet rejst i forbindelse med drøftelsen af vielse af homoseksuelle. Den såkaldt kirkelige højrefløj er imod, og nogle melder sig ud og danner frimenigheder, mens de, der bliver i folkekirken, beklager sig over, at rummelighed er blevet til ensretning, hvor det bliver stadig trangere at være teologisk minoritet. Det er dog kun den halve sandhed om folkekirkens rummelighed. Rummeligheden er udfordret, ikke kun på grund af indre forhold, men i høj grad også på grund af en række faktorer uden for folkekirken, som leverer eksistensbetingelserne for folkekirkens rummelighed. Tendensen går i retning af at begrænse rummeligheden. Vi lever i et postsekulært samfund. Det betyder ikke, at sekulariseringen er aflyst; kristendommen er ikke vendt tilbage som den store katalysator for etablering af mening og meningsfuldhed men det betyder, at folkekirken er til stede samtidig med andre trossamfund og andre religioner og selskaber for tilværelsestydning med eller uden Gud. I et samfund, hvor den kristelige baggrundsstråling ikke længere er stærk. Det sætter en helt anden ramme for rummeligheden end i 1800-tallet, hvor grundelementerne til den folkekirkelige ordning og frihedslovgivning blev lagt. Vækkelsernes lægmandsforsamlinger blev i enevældens sidste tid opfattet som statsfjendtlig virksomhed, børn blev tvangsdøbt, mens statsadministrationen på den anden side så igennem fingre med præster, der tilpassede forkyndelse og ritualer. Tvang for lægfolk og frihed for præster, altså. Religionsfrihed i folkekirken Billedet er et andet i 2000-tallet. Reelt er der religionsfrihed i folkekirken for lægfolk, ingen kirkelige instanser blander sig i, hvilken religionsudfoldelse folk engagerer sig i og slet ikke i, hvad folk tror om Gud og Jesus. Med jævne mellemrum afdækker sociologisk forskning eller meningsmålinger, hvordan folk syr patchwork med deres religion og er teologisk ude af trit med den kirke, de er medlemmer af. Når Grundtvig således under udarbejdelsen af den første grundlov argumenterede for, at paragraffen om religionsfrihed skulle stå før paragraffen om folkekirken, så led han nok nederlag i første omgang, men i anden omgang blev der de facto religionsfrihed i folkekirken. Hvad præsterne angår, er der naturligvis ikke religionsfrihed. Som præst aflægger man løfte om at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne»samvittighedsfuldt«og med»regnskabsdagen for øje«,»instanserne«er Gud og samvittigheden, og biskopperne har tilsyn med, om præsterne forvalter deres embede ordentligt. Fordi Grosbøll-sagen for nogle år siden endte uafgjort, lod sagen dog både udadtil og indadtil spørgsmålet stå og dirre i luften, om der faktisk er religionsfrihed for præster i folkekirken? Når folkekirken ikke bare dækker det hele eller det meste som i 1800-tallet så stiger omverdenens krav til folkekirken om at forklare sig: Hvad står folkekirken for? Det er et spørgsmål, der stilles til præster og biskopper underforstået: hvad står I for, hvad tror I på? I virkeligheden er det jo et spørgsmål, ethvert konfirmeret medlem af folkekirken burde kunne svare på:»hvad tror vi på?«det skaber både udefra og indefra et folkekirkeligt behov for at etablere identitet, at profilere sig,»folkekirken er ikke «. Udfordringen er, at det sker på den gode måde og ikke på den dårlige måde. Folkekirkens rummelighed 761
»Spørgsmålet om folkekirkens rummelighed er dog ikke alene et spørgsmål til teologer. Der er en slags rummelighedens Bermuda-trekant, hvor teologi blot udgør ét ben, de andre er jura og medier medierne (medvirker) ikke alene til en banalisering, men også til en intellektualisering af kristendommen som et sæt af meninger«. En forestillet version af virkelighedens Bermuda-trekant. Konfessionalismens faldgrube Der er nogle faldgruber, man skal undgå faldgruber som ligger lige for. Det er værd at bemærke her, at Regin Prenter, der som dogmatiker afvejer alt på den ene side og den anden side, i bestræbelsen på at finde den gyldne midte ser en større fare i den ortodoks-lutherske konfesionalisme end i det, han kalder den nyprotestantiske traditionsløshed. Han advarer således i»skabelse og Genløsning«mod trangen til gøre bekendelserne til faste og udtømmende definitioner, fordi denne trang får den ortodoks-lutherske konfessionalisme til at forfalske det, Prenter betegner som»bekendelsernes bøjelige og uudgrundelige lovprisningsudtryk«(skabelse og Genløsning, s. 117). Det er først og fremmest de oldkirkelige bekendelser, altså de fælleskristne bekendelser, Prenter her sigter til ikke de reformatoriske lærebekendelser. De oldkirkelige bekendelser har, som Prenter formulerer det,»altid perspektivet åbent ud imod skrifternes mangfoldighed og Guds frelseshandlens mysterium«. Hvis man gør disse åbne og uudgrundelige bekendelser til kirkeret og faste definitioner, så spærrer det for, hvad Prenter betegner som et»frisk og altid uafsluttet skriftstudiums uundværlige kritiske og fornyende virkninger«(skabelse og Genløsning, s. 117). Set i lyset af den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle, der udkæmpes som en kamp på vilkårlige skriftsteder, så er det en fare, man næppe kan kalde over- 762 Folkekirkens rummelighed
vundet. Selv om der, indrømmet, givet også er blevet mere nyprotestantisk traditionsløshed, siden Prenter skrev sin dogmatik sidst i 1960 erne. Uudgrundelig lovprisning ikke definition Prenter placerer bekendelsen i en gudstjenestelig sammenhæng, når han taler om»bekendelsernes bøjelige og uudgrundelige lovprisningsudtryk«. Der er en teologisk fornemmelse på spil, som hænger tæt sammen med gudstjenesten, kulten. Det er helt indlysende, at gudstjenesten i folkekirken som i enhver anden kristen kirke har enorm betydning ikke bare på grund af Grundtvig og hans kirkelige anskuelse, men fordi folkekirken er en kirke. Folkekirken er ikke først og fremmest en læseklub, en diskussionsklub eller et meningsfællesskab. Folkekirken er i sin grund et gudstjenestefællesskab, et fællesskab om ganske få fælles handlinger: dåb, nadver, bøn, lovprisning og bekendelse. Højmessen er hjerteslaget i folkekirken; hjerter kan slå i takt, mens det er umuligt uden tvang at forlange en fælles»menigheds-lærdom«, som Grundtvig formulerer det. Eller som Prenter udtrykker det: Bekendelserne vil ikke»fastsætte en lov for tilladte meninger, men lovprise et uudgrundeligt mysterium«(skabelse og Genløsning, side 137). Og ja, der er et aber dabei: Hvis man anlægger en sociologisk betragtning på gudstjenesten, så må man konstatere, at højmessen taber terræn i disse år både til andre gudstjenesteformer og til andre kirkelige udtryksformer. Den såkaldt almindelige højmesse er på mange måder blevet det ualmindelige, noget for de særligt dedikerede medlemmer af folkekirken. Det kan man beklage eller begræde af teologiske grunde, men man kan vanskeligt benægte det. Oveni kommer så, at der er mange valgmenigheder ikke nødvendigvis i form af»rigtige«valgmenigheder, men i den måde, folk vi de facto vælger, selekterer og går derhen, hvor gudstjenesten passer os. Når Regin Prenter således skriver om, at man mødes i»samme gudstjeneste og bekender med hinanden samme tro i samme ord«(skabelse og Genløsning, side 134), så beskriver han set med nutidige øjne en idealtilstand. Men det er en idealtilstand, som af teologiske grunde er vanskelig at opgive, hvis vi faktisk vil have en fælles kirke. Det er nemlig her, rummeligheden har sin grund. Og inden for det rum når vi bekender»samme tro i samme ord«hvem er det så, der kan anfægte troværdigheden i det? Hvilken instans er det ud over samvittigheden og Gud der kan granske, om en præst faktisk mener det, hun siger? Eller hvem er de præster, der kan sige, at den præst, som i god luthersk forstand er rettelig kaldet af en menighed, ham eller hende kan jeg ikke holde gudstjeneste med? Det er et springende punkt, om vi har gudstjeneste med hinanden i al syndig grumsethed. Og gudstjenesten er helt afgørende for, hvordan vi læser Bibelen og hvordan vi opfatter bekendelsen. Det er i gudstjenesten, rummeligheden har sin grund. Rum er med andre ord ikke noget, vi giver hinanden, det er noget, vi får i kraft af den gudstjenestelige bekendelses genstand, det kristne mysterium. Gudstjenesten er altså trods sociologiske ændringer i højmessens status i en kristen kirke i en kategori for sig. Man må overveje nøje, hvad det er, man gør, hvis man melder sig ud af det gudstjenestefællesskab, som lige præcis giver proportionalitet til de teologiske spørgsmål, vi kan være dybt uenige om. Hvad er det, der er så vigtigt, at man synes, det er nødvendigt at gøre det? Aktuelt er det diskussionen om vielse af homoseksuelle, der har rejst Folkekirkens rummelighed 763
spørgsmålet for nogle, men eftersom indførelsen af et ritual til vielse af homoseksuelle hverken piller ved sakramenter eller trosbekendelsen, så er det vanskeligt at argumentere for, at netop dette spørgsmål er så kristeligt og kirkeligt centralt og afgørende, at det er kirkesplittende, et spørgsmål om status confessionis, jf. Confessio Augustanas artikel 7. Cand. Theol Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig- Akademiet Rummelighedens Bermuda-trekant Spørgsmålet om folkekirkens rummelighed er dog ikke alene et spørgsmål til teologer. Der er en slags rummelighedens Bermuda-trekant, hvor teologi blot udgør ét ben, de andre er jura og medier. Mellemværendet mellem teologi og jura er allerede antydet med Prenters betænkelighed ved en kirkeretslig brug af bekendelserne. Men det er værd at bemærke, at i en såkaldt medialiseret virkelighed får medierne en selvstændig rolle i spørgsmålet om rummelighed. Et konkret eksempel: Da Niels Grønkjærs bog»den nye Gud«udkom i efteråret 2010, anlagde Kristeligt Dagblad den journalistiske vinkel på sagen, om der her var en ny Grossbøll-sag? Kun få andre medier tog historien op, måske fordi Kristeligt Dagblad efter få dage i en overskrift kunne konstatere:»kirkeretseksperter blåstempler nej til overnaturlig Gud«. Tre kirkeretskyndige fandt, at bogen havde et legitimt teologisk anliggende, og at den lå inden for en»helt legitim fortolkning af bekendelsesgrundlaget«. Eftersom det er en journalistisk dyd altid at have mindst én kilde, der mener noget andet, så kunne sognepræst Henrik Højlund i samme artikel betegne»den nye Gud«som langt ude i forhold til»god, gedigen kristendom«og samtidig erklære:»folkekirken er ikke rummelig nok til den slags udsagn«(kristeligt Dagblad, 26. oktober 2010). Medierne, det tredje ben i rummelighedens Bermuda-trekant, er ikke bare neutral transmission, der bringer information fra den ene til den anden. Der er ikke nødvendigvis ond vilje i medierne, der er egenvilje; medier fungerer ud fra egne logikker og dynamikker. Og når udviklingen i mediebranchen de sidste 15-20 år er gået i retning af, at News, nyheder, er blevet afløst af Views, synspunkter, så har det også betydning for, hvordan teologiske og kirkelige spørgsmål optræder i medierne. Medier intellektualiserer Når der går medier i teologien, så går sagerne deres egne veje, som ikke nødvendigvis er rummelighedens veje. Snarere tværtimod. Det fremhæves af og til, at medierne banaliserer religion. Derfor får vi»åndernes Magt«og andre sære sager i underholdningsbranchen. Men faktisk sker der paradoksalt nok samtidig en modsat bevægelse. Når medier fokuserer på meninger, så bliver kristendom i medierne reduceret til et spørgsmål om meninger, helst tydelige og entydige meninger. Så medvirker medierne altså ikke alene til en banalisering, men også til en intellektualisering af kristendommen som et sæt af meninger. Dermed kommer medierne 764 Folkekirkens rummelighed
faktisk til at gå konfessionalismens ærinde. Med den særlige skrueeffekt, at medierne både banaliserer og intellektualiserer i ét; troen på bogstaveligheden er dér, hvor de to effekter mødes. I medierne bliver teologer med andre ord alle fundamentalister eller opfattes som langhårede, vævende og meget uldne i munden. Medierne og konfessionalismen er således fælles om den intellektualisering af troen, som netop holdes i ave, når gudstjenesten får, hvad den skal ha. Hvad skal man så gøre, hvis man vil bevare den rummelige folkekirke? Man kan tage det roligt, at der er præster i folkekirken, der vil have folk dømt ude. Hvis det var et foldboldspil, så er disse præster de spillere på banen, der altid ved bedre end dommerne og linjedommerne, hvornår bolden er ude. Sådanne spillere kan være helt afgørende for udviklingen af spillets regler. Farligt bliver det først, hvis det er dommeren, der trækker kortet hele tiden. Så går spillet nemlig i stykker. Alting frit for resten Der er ingen vej uden om samtalen. Og det er afgørende, at folkekirken har fora, hvor der åbent, frit og prøvende diskuteres teologi. Teologisk samtale kommer ikke af sig selv. Der ligger en oplagt teologisk opgave for folkekirkens biskopper i at stimulere og udvikle de rum, der sikrer, at afvigende meninger kan brydes i frihed, og at samtalen aldrig går i stå til fordel for den gensidige dømmen hinanden ude. Teologi er fortolkning, og hvis man på forhånd lægger snærende rammer for den samtalende teologiske udforskning af livet og troen, så fremmer man kun hykleriet ikke andet. Og vide rammer får man kun, hvis man holder sig til en vis minimalisme i det fælles. Grundtvig udtrykker det poetisk i digtet»kirken og skolen«fra 1837:»Samme Herre, Tro og Daab, / Samme Herlighedens Haab, / Alting frit for Resten!«(Grundtvig, Sangværk, 3. bd., nr. 150). Minimalismen giver proportionalitet og generøsitet en generøsitet, som Prenter i øvrigt tilslutter sig, når han definerer kætteri ret eksklusivt som den læremening, der»maskerer troen på selvet som tro på Kristus«:»Alle andre læremæssige meningsforskelligheder«, skriver Prenter, er»i den forstand ikke væsentlige, at de kun betegner forskelle mellem afvigende læremeninger, som alle lader sig omslutte af samme trosbekendelse«(skabelse og Genløsning, s. 148). Det er ikke en formulering, der med et snuptag løser alle problemer, langt fra. Men minimalismen sætter nogle vigtige pejlemærker for diskussionen også om det helt aktuelle spørgsmål om vielse af homoseksuelle, som igen har fået spørgsmålet om rummelighed på dagsordenen. Det spørgsmål er lille, ikke stort, og slet ikke et spørgsmål, det er værd at splitte folkekirken over. Men derfor kan det godt være vigtigt. Der er og må altid være en prøvende og iboende usikkerhed i fortolkningen af, hvad troen på Kristus betyder i den helt konkrete situation. Det er jo netop det fine ved kristendommen. Rummeligheden er udfordret. Men rummeligheden udfordrer også folkekirken til at gøre et stykke teologisk arbejde, særligt i en tid, hvor folkekirkens ramme, det tætte forhold mellem stat og kirke, er anfægtet. Der er brug for at udforske og genfortælle rummeligheden teologisk. Ellers kan det nemlig ske, at hvis rammen ryger, så ryger rummeligheden også. Artiklen er en bearbejdet version af et oplæg holdt på konferencen»frisind og tolerance«på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, 28. april 2011. Folkekirkens rummelighed 765