Europæisk Ergoterapeut Kongres

Europæisk Ergoterapeut Kongres Paris september 2000 af Birgitte Christensen Med spænding imødeså jeg endnu en stor kongres, med deltagelse fra mange lande og jeg fik mine forventninger opfyldt. Vi var lidt over 1000 ergoterapeuter fra hele Europa, samt en del gæster både fra Canada, USA og Australien. Vi var omkring 60 danskere, så vi fyldte godt i forsamlingen. Kongressen havde temaet "Achievements and Challenges" - præstationer og udfordringer, og emnerne strakte sig meget vidt. Hver dag var inddelt i sektioner hvor der var 5 haller at vælge imellem og hvert emne tog 20 min og tid til spørgsmål. Dette muliggjorde at vi kunne skifte lokale og på den måde skrue vores individuelle program sammen. Alt sammen forløb tilfredsstillende og min jagt gik naturligvis på hjerneskadebehandling, hvor der heldigvis var mange indlæg hvoraf jeg vil give et udsnit af de mest interessante. Mine kommentarer følger efter indlæggene: DRIVING SIMULATION FOR NEUROLOGICAL EVALUATION: AN ASSESMENT TOOL IN OCCUPATIONAL THERAPY. Görel Caneman, Ergoterapeut og doktoraspirant, Neurologisk afdeling, Karolinska Sykehus, Sverige har sammen med neuropsykolog Maria Levander, udviklet et undersøgelsesredskab til bedømmelse af sikkerhed i trafikken. Først gemmengår pt. en speciel test " Stroke Driver Screaning Assessment (Nouri & Linberg). En del af testen indeholder trafiksignaler som testpersonen skulle parre med trafiksituationer. Testen forudsiger kørselsevne efter apopleksi, og hjælper med til at identificere patienter som ikke bør køre. Resultatet indikerer ikke om patienten kan køre på en sikker vej. Derefter "prøvekører" pt. i en speciel simulator bestående af 3 computere -" Argus Simulator" hvor patienten skal reagere på 60 forskellige trafiksituationer, der er vanskelige for apopleksipatienten. Dette tager fra 30-60 minutter, hvor ergoterapeuten sidder ved siden af pt. og giver feedback på hver situation. Alle fejltagelser bliver gemt på diskette, der derefter bliver bedømt ud fra en 4 punkt skala : 0=ingel fejl, 1= Fejltagelser uden betydning, 2=Fejltagelser der vil kunne rettes, 3=Fejltagelser der er graverende og indikerer at kørsel ikke anbefales. Pt. har

mulighed for tid til at øve sig alene i simulatoren før testen.sidste del af undersøgelsen sker ved almindelig kørsel i trafikken med en motorsagkyndig 30-60 minutter. Han bedømmer efter samme firpunkt skala og kan foranstalte at kørekortet inddrages. Konklusionen ud fra undersøgelse af 20 patienter hvoraf halvdelen var højresidigt ramt og halvdelen venstresidigt ramt var, at kørsel kræver delt opmærksomhed og mange apopleksipatienter kan ikke selv bedømme kravene. Testen kan også bruges til andre former for neurologiske patienter samt demente og deres håb er at få færre farlige bilister. Spændende perspektiver, som jeg synes vi kunne drage nytte af i Danmark, hvor spørgsmålet har været oppe i mange år, og ingen rigtigt har den optimale løsning. EARLY SUPPORTED DISCHARGE FOLLOWING ACUTE STROKE. A RANDOMISED, CONTROLLED TRIAL. Unni Sveen, ergoterapeut fra Universitetssektionen, Geriatrisk medicin, Ullevaal Sykehus, Oslo. Organiseret behandling i et multidisciplinært rehabiliteringsteam giver et godt udbytte for den akutte apopleksi patient. Hvor og hvordan den fortsatte rehabilitering skal finde sted er stadig uvist. Det var målet for dette studie, at vurdere om tidlig udskrivelse, med støtte ville give bedre mulighed for genindlæring af opgaver samt at involvere patient og støttepersoner mere i beslutningsprocesser. Metoden var en randomiseret controlleret undersøgelse, som skulle sammenligne konventionel rehabilitering med tidlig udskrivelse med støtteordning. Alle pt. fra Apopleksi enheden på Ullevaal sygehus fra 15 juni 97-15 januar 99 blev vurderet. Inklusions kriteriet var akut apopleksi mere end 5 dage efter sygdomsdebut. Barthel ADL index mellem 5 og 19 på 3. dagen og ingen tidligere alvorlige sygdomme. 82 patienter, der kunne adskilles ligeligt i to grupper, blev vurderet. Interventionen for gruppen, der blev udskrevet tidligt, inkluderede et skema til at sikre kontinuerlig behandling i hjemkommunen. Primærkommunen blev varslet så snart pt. blev udtaget til undersøgelsen, så de kunne forberede sig til modtagelsen. De blev informeret om patientens tilstand og forventede behov. Under indlæggelsen var der tæt samarbejde og udveksling af informationer mellem sygehus og primærkommune. Under indlæggelsen blev både kontrolgruppen og undersøgelsesgruppen behandlet ens. Undersøgelsesmetoderne var Nottingham Extended Activities of Daily Living, som vurderer instrumentel ADL. Generel Health Questionnaire - well- being scale og Montgomery Asberg depression Rating Scale, samt patient og hjælpers tilfredshed. Resultatet: Gennemsnitslængden af indlæggelse blev reducert fra 33dage i kontrolgruppen til 22 dage i tidlig udskrivelses gruppen. Ved 3 måneders follow up levede 68% af kontrollgruppen hjemme mod 74% af de tidligt udskrevne. Der var ingen signifikant forskel i ADL funktion, hvor begge grupper havde gjort fremskridt. Subjektiv bedømmelse af "Well-being" viste signifikant bedring hos de tidligt udskrevne. Der var ingen forskel i depressionsgrad. Tilfredshed hos patient og hjælper var signifikant bedre hos de tidligt udskevne. Dødeligheden steg ikke hos de tidligt udskrevne.

Konklusion: Tidlig støttet udskrivning efter akut apopleksi er muligt og udbyttet efter 3 og 6 måneder er det samme eller måske bedre end ved konventionel rehabilitering. Den subjektive følelse af at have det godt forstærkes ved tidlig udskrivelse. Støtte gennem udskrivelsen og et multidisciplinært rehabiliteringsteam i hjemkommunen er en forudsætning. Det er interessante perspektiver, der kan støtte os i at det er OK at indlæggelsestiden bliver nedsat, men det er en forudsætning at kommunerne kan følge med, og at de er parat med et multidisciplinært team. Er vi det i Danmark? - Nogen steder ja, men det er kun et fåtal af kommuner og jeg er bange for at en del patienter vil havne i gråzonen, og ikke få den rehabilitering der er behov for. Og det værste eksempel jeg endnu har mødt er at Københavns kommunes dagtræningscentre har en regel, der siger at de ikke modtager neurologiske patienter, da disse kan modtage vederlagsfri fysioterapi!!!!!!!!!! - Hvor er henne spørger jeg bare? Invironmental influences on Occupational Performance among clients with Unilateral Neglect. Kerstin Tham, OT, PhDd. Karolinska instituttet, Neurotec. Stockholm Sweden. Sammenfatning:Formålet med dette studie, set ud fra et Fænomenologisk perspektiv, var at beskrive omgivelsernes indflydelse på aktivitetsudfoldelse, blandt klienter med Unilateral Neglekt UN. Fire klienter blev interwieuet adskillige gange igennem rehabiliteringsprocessen. De foreløbige fund demonstrerer, at deltagerne ikke var istand til at interagere med andre mennesker og objekter der var lokaliseret i venstre synsfelt, og at de behøvede støtter og guiding fra den sociale omverden samt tilpasninger i det fysiske nærmiljø, for at være istand til at udføre daglige gøremål. Introduktion: Ifølge Mesulam (1) er følgerne af neglect en af de mest dramatiske hændelser i klinisk neurologi. Når neglekten er svær, kan patienten opføre sig nærmest som om halvdelen af universet er ophørt med at eksistere i en meningsfuld form. Man har fundet at unilateral Neglekt er en vigtig forudsigelse for en ringe dagligdags funktion.(2,3) Klienter med UN kan have uopmærksomhed for stimuli i rum extrapersonelt eller spatialt, eller have uopmærksomhed for den venstre side af kroppen. Det er ofte let at identificere extrapersonel UN i spontan udførelse af ADL(4). Ofte vil pt. have problemer med at se objekter i venstre synsfelt og vil f.eks. ikke finde maden på venstre side af tallerkenen. Ydermere vil UN forårsage vanskeligheder i læsning af venstre halvdel af en skreven tekst, eller patienten vil undlade at søge i venstre synsfelt, selv om de bliver fortalt at objektet findes der. Patienten vil have problemer med at orientere sig i lokalet og vil støde ind i ting. Der kan være problemer med udførelse af hygiejne og påklædning, da pt. kun vasker sig og klæder sig på, på højre side af kroppen. Almindeligvis er neglekten mere intens for armen, albuen mere end skulderen, og hånden mere end albuen(6). Ved undersøgelser er der fundet to hovedproblemer i rehabiliteringen: 1) Klienter med vedvarende UN synes at have vanskeligheder med at lære kompensatoriske strategier og i at overføre læring til nye aktiviteter og omgivelser.(7,8) 2) Klienter med vedvarende UN har ofte mistet opmærksomheden på deres skader og vanskeligheder (impairment og disability) hvilket influerer i deres engagement for læring og at

bruge kompensatoriske strategier. (9,10,11,12) Der er helt klart en mangel på undersøgelser der fokuserer på tilpasning og på omgivelsernes indflydelse på aktivitetsudførelsen hos pt. med UN. De undersøgelser, der har været lavet om UN, har ikke fokuseret på hvordan personer oplever det at leve med UN. Hvis ergoterapeuter bedre forstår hvordan personen oplever deres problemer i den deres daglige levevis, vil de være bedre forberedt på at planlægge interventionen og på at arbejde med i deres unikke livssituation. (11,13). Kielhofner (13) har fremhævet vigtigheden af at behandle den levende krop eller den fænomenologiske krop i ergoterapi. Konceptet om " the lived body" kommer fra fænomenologien, specielt fra værker af den franske filosof Merleau -Ponty (14). I Merleau-Pontys værker, ses kroppen som intentionelle subject der altid er tilstede i personens aktivitetsliv. Det ergoterapeutiske perspektiv og definitionen på omgivelserne, brugt i dette studie er beseret på MOHO. Model of Human Occupation forsøger at forklare hvordan personen er motiveret og foretager valg for deltagelse i beskæftigelse og hvordan vaner i hverdagslivet er grundlagt og opretholdt, hvordan udførelse er organiseret, og hvordan omgivelserne har indflydelse på aktiviteadfæren. Metode: Fire kvindelige klienter med svær UN, hemiparese og sensoriske tab blev interviewet 5-7 gange under rehabiliteringensperioden på fire måneder. Spørgsmålene var åbne og fokuserede på deltagernes oplevelse af hverdagslivet. En Emperisk, Phænomenologisk, Psykologisk metode EPP metoden blev brugt til at analysere data. Foreløbige fund: Det er en foreløbig sammenfatning af fund fra en foreløbig analyse af date, der rent beskriver nogen af dimensionerne af hvordan omgivelserne influerer, eller måden på hvilken omgivelserne influerer på deltagernes aktivitetsudførelse gennem rehabiliterings processen. De sociale og fysiske omgivelser influerede stærkt på aktivitetsudførelsen. Tidligt i processen var deltagerne ikke i stand til at udføre nogen form for aktivitet uden støtte fra de sociale omgivelser. Det var umuligt at opfatte den venstre halvdel af verden uden verbal feedback fra omgivelserne. Påmindelserne fra omgivelserne, hjalp deltageren til at blive opmærksom på fejltagelser, hvilket forårsagede at de tilpassede deres adfærd. F.eks. at finde objekter lokaliseret på venstre side. I begyndelsen af denne proces var de fysiske omgivelser ofte for krævende og gav ikke muligheder for at mestre aktiviteten. Nogle akivitetssituationer var mere krævende end andre. At køre kørestolen i nye omgivelser var f.eks. den mest udfordrende opgave. Det var også mere krævende at finde objekter, i situationer hvor objektet ikke havde nogen fast plads, så personen ikke vidste hvor hun skulle lede, og derfor hurtigt gav op. I velkendte omgivelser, følte deltagerne sig sikre, hvilket støttede dem til at afprøve muligheder. Det tilpassede fysisk miljø blev sommetider brugt som en del af problemløsningsprocessen. Vores opgave som ergoterapeuter er: at tilpasse miljøet så det bliver genkendeligt, og uden farer til venstre. På denne måde etablerer vi en slags sikkerhed der kan nedsætte angsten. At give midlertidig tilgang til venstre side af verden ved at give verbal guiding. Muliggøre oplevelser i det nye liv - sammen med, så "the lived body" mærker verden. At vise empati for neglectpatienten.

Yderligere information vil udkomme i nærmeste nummer af AJOT Ja det blev et langt referat - nærmest en oversættelse af abstracten, men jeg synes hvert ord er spændende. Vi kan ikke opfatte neglekten kun som et fysisk problem, eller som kun et psykofysisk problem, men forstå den med en dybere blanding af psykologi, bevidsthed og filosofi. Den levende krop er alt det vi ikke kan forklare ved den biologiske model, men den mere åndelige opfattelse af at være, at eksistere. Neglecten er vanskelig at forstå og Kerstins fremlæggelse minder os om vigtigheden af at være tilstede, føle med og guide patienten verbalt, til at deltage i den verden der er forsvundet. A COMPARISON OF TWO APPROACHES IN THE TREATMENT OF PERCEPTUAL PROBLEMS AFTER STROKE Judi Edmans, Senior Occupational Therapist, City Hospital Hucknall Road, Nottingham UK. Sammenfatning: Perceptuelle problemer er almindelige følger efter apopleksi og det påvirker patientens funktionsmuligheder. 80 patienter blev undersøgt for funktionelle og perceptuelle muligheder gennem standardiserede undersøgelser. Patienterne blev tilfældigt fordelt i to lige store grupper, enten til funktionel træning eller til perceptions træning. Studiet sammenligner effekten af de to interventionsformer. Introduktion: Der ses perceptuelle problemer som almindelige følger både ved højre og venstre skader. Disse følger påvirker patientens evne til at udføre ADL. Der kan trænes på grundproblemet f.eks. spatiale problemer ved at analysere, konstruere og rekonstruere figurer og mønstre. For nogen pt. vil den grundlæggende perceptionstræning være for abstrakt, og patienten vil opfatte det som barnligt og kan ikke se formålet, og er derfor ikke motiveret. Der kan også trænes i den direkte ADL situation, hvor gentagelse af påklædetræning gør patienten mere selvhjulpen, selv om han stadig har det underliggende spatiale problem. Metode: Alle patienterne på Apopleksiafsnittet blev undersøgt af ergoterapeuten for perceptionsproblemer efter Rivermead Perceptual Assessment Battery og for ADL ved Barthel index, indenfor de første 2 uger af indlæggelsen. Hvis der fandtes perceptuelle problemer blev de ligeligt fordelt i Funktionsgruppen eller Perceptionsgruppen. Behandlingen foregik gennem 6 uger med 2½ timer om ugen, og så gennemgik de retest. Resultat Der var ingen signifikant forskel på resultatet for de to grupper. Begge grupper viste tydelige fremskridt i funktion, uanset hvilken træning de havde fået.

Egentlig er dette ikke en nyhed. Jeg husker resultaterne fra Sunnaas sykehus for mange år siden, der viste at grundlæggende perceptionstræning havde samme effekt, som ADL træningen. Det er godt for os at vide at vi ikke behøver at lave begge dele, men kan vælge den form for træning personen er mest motiveret for. Dr. Judy Edmans har venligst tilsendt mig sin fulde tekst hvilket bringes senere i dette nummer. HOW DO THERAPISTS ASSESS AND MEASURE SENSORY ABILITY OR POTENTIOAL PRIOR TO USING SNOEZELEN Lesley Pinkney, Lecture in Occupational Therapy. School of Health Professions and Rehabilitation Sciences, University or Southampton, UK Sammenfatning: Nu hvor brug af Snoezelen er blevet mere udbredt, er der blevet et større behov for sensorisk undersøgelse. Dette studie undersøger det nuværende brug af undersøgelser og sætter focus på udvikling. Introduktion: Ideen med at stimulere sanserne, i omgivelser med dette deciderede formål, blev første gang dokumenteret for 30 år siden. Et rum blev møbleret så enkeltpersoner blev istand til at udvælge varierede stimuli, som var designet til at øge sanseindtryk på en behagelig, ikke direkte vej. Dette miljø blev kaldt "SANSE CAFETERIA", der tillod den enkelte patient at bevare kontrollen og kunne foretage valg. Denne ide med et "sanse cafeteria" var måske basis for Snoezelen - multi-sensorisk miljø konstrueret som en rekreativ afdeling på Haarendael Institit i Holland. Snoezelen i England blev udvidet til at inkludere interaktive rum, hvide rum og Jacuzzi rum. Brugen af et sådant miljø til ældre tog sin begyndelse for ca. 10 år siden, som et system til at modificere følelser og adfærd til patienter med svære kognitive forstyrrelser. Som et resultat af tidlige studier, har mange centre for ældre med demens, tilpasset multi-sensorisk stimulaton både i bygninger og i formålsvalgte aktiviteter. Principperne har også været brugt til svært hjerneskadede patienter med formålet at berolige, og som smertebehandling er anvendelsen dokumenteret. Snoezelen har ligeledes været brugt i psykiatrien både som en form for afslapning og for at opbygge tolerance for stimuli. Men på trods af denne hastige vækst i anvendelsen, mangler der stadig en generel undersøgelsesform, eller også bliver der slet ikke undersøgt. Derfor vil mange stille sig tvivlende over for effekten.

Formål med denne undersøgelse er at: 1. Identificere om evidensbaseret ( beviselig) praksis blev brugt som undersøgelse af klienter før brug af Snoezelen. 2. At beslutte hvordan klienter skulle undersøges i den kliniske praksis udfra evidensbaseret materiale. 3. At identificere udbyttet af undersøgelser. 4. At mangfoldiggøre formodede effekt af undersøgelser. Metode: Der blev udarbejdet et semistruktureret interview for at fastlægge om nogen undersøgelsesmetode blev brugt, og samlet viden om hvorvidt der var nogen effekt af det anvendte. Seks deltagere, der fast brugte Snoezelen blev udvalgt. 3 ergoteraputer med erfaring indenfor voksne og ældre. 1 lærer med erfaring for børn med indlæringsvanskeligheder, 1 socialpædagog med erfaring indenfor voksne med indlæringsvanskeligheder samt en terapiassistent med erfaring for børn med indlæringsvanskeligheder. Deltagerne arbejdede på dagcentre, skoler og udviklingscentre for børn, hvor alle institutioner havde Snoezelen udstyr. Resulater: Alle deltagere brugte en eller anden form for undersøgelse før brug af Snoezelen rum. Ingen af deltagerne brugte standardiserede undersøgelser designet til Snoezelen. To havde været involveret i udarbejdelsen og brug af måleredskaber til Snoezelen Tre rapporterede misbrug af Snozelen fra medarbejdere. Alle beskrev succes af Snoezelbrug i form af tilnærmelse til målet. Deltagernes kommentarer til brug af Snoezelen var: Det er meget givende hvis det bliver brugt rigtigt, men hvis det bruges forkert, er det spild af tid. Nogen gange misbruges det af terapeuter der tager en hel gruppe ind og bare lader dem sidde og se på, hvilket sjældent har nogen effekt. Diskussion: Selv om alle deltagere bruger en eller anden form for undersøgelse, bør der udarbejdes noget standardiseret. De der arbejder med ældre benytter adfærds undersøgelser, for at kunne måle udbyttet. For klienter med svære kognitive forstyrrelser, er dette måleinstrument ikke sensitivt nok. Det er klart at der er et behov for en standardiseret undersøgelse der indeholder adfærd, kognitivt vurdering og elementer af aktivitetsformåen. Dette værktøj vil Lesley Pinkney arbejde på at få udviklet.

Jeg var meget optaget af dette indlæg, da jeg har hørt og oplevet mange gode erfaringer fra Danmark om brug af Snoezelen, der er et Hollandsk begreb for at snuse og døse. Mine tidlige tanker, for år tilbage, var at udstyret var meget dyrt, og hvad skulle det nytte med alle de farver der farer rundt. Efter at jeg har samarbejdet med Ergoterapeut Hanne Holmer der leder Snoezelhuset i Maribo, har jeg dyb respekt for hvad der sker med brugerne, når huset anvendes rigtigt. Hvis det anvendes ukritisk som en tur i Tivoli, hvor alting skal afprøves - jo mere jo bedre- så kan det være direkte skadeligt. Overstimulering er lige så slemt som understimulering. Jeg ser frem til at dette undersøgelsesredskab bliver udarbejdet, og håber at flere ergoterapeuter vil gå ind i denne form for terapi også i Danmark, hvor traditionen har gjort at det overvejende er pædagoger der anvender dette tilbud til udviklingshæmmede. Jeg tror der er et stort og uudnyttet potentiale for ergoterapeuter, der kan analysere aktiviteter og klientens reaktioner. Jeg kontaktede Hanne for at være sikker på hendes holdning og hun har sendt os følgende kommentarer: "Snoezelen er i bund og grund "kun" en beskrivelse af nogle rammer, som kan anvendes på forskellig vis. Som du selv skriver, er det primært pædagogerne i Danmark, som bruger Snoezelen, og de HAR ikke forudsætningerne for at anvende undersøgelser, således som vi ønsker os, og derfor har de heller ikke det samme behov. Jeg ser fremtiden således, at det er terapeuter, som vejleder pædagogerne i at anvende Snoezelmiljøet ved at screene klienterne, således at det bliver sansestimulation frem for sanseunderholdning, de udfører (jvf. Amy MacDonald's inddeling). DERUDOVER skal terapeuterne blive mere opmærksomme på de muligheder, Snoezelmiljøet rummer for at lave målrettet sansebehandling (SI, sensorisk stimulation, kognitiv træning etc..), og det er her, jeg synes, behovet for udvikling af standardiserede materialer er størst. Pædagogerne har ikke dette behov, men terapeuterne har. På den Nordiske kongres i Ry i sidste måned fik jeg fat i en rapport af en norsk forsker, Terje Dalen fra institut for spesialpedagogikk i Oslo, hvor han definerer og afgrænser, hvad Snoezelbegrebet står for og - ikke mindst - ikke står for. Også her var det tydeligt, at det var alle terapeuterne, som ønskede et undersøgelsesredskab, hvor pædagogerne mere var interesserede i nye effekter. Sådan tror jeg, virkeligheden ser ud, uden dermed at anfægte pædagogerne synsvinkel. Det er svært at diskutere objektivt i det tværfaglige forum, uden at komme til at lyde bedrevidende, men mine erfaringer fra Maribo er, at pædagogerne er meget lydhøre over for vejledning om, hvorledes de skal stimulere deres klienter mere målrettet, men de har svært ved at forstå baggrunden. " Hanne Holmer For interesserede gav Leslie følgende webadresser, der nu er som link på min hjemmeside www.swws.com www.sohp.soton.ac.uk/neuro

I øvrigt mødte jeg en spændende amerikansk ergoterapeut, der har lavet sit eget omrejsende sanseshow. Hun og hendes mand har købt en kæmpestor vogn og hun kører rundt og introducerer snoezelen og undervisning i SI på skoler og institutioner -Se hendes hjemmeside Ak ja når sanserne ikke rigtig tager imod

Institutionsbesøg En formiddag bød på institutionsbesøg indenfor forskellige grene. Jeg var med på besøget på CRRF Coubert, Center for Reeducation og Readaptation, der viste sig at være en mammutinstitution, den største i Frankrig, beliggende en times kørsel øst for Paris. Institutionen blev bygget for 20 år siden og har plads til 220 patienter samt 15 dagpladser, og alle patienter har målet at kunne komme hjem igen. Institutionen var delt op i 9 specialenheder, hvor personalet kunne arbejde yderst specialiseret med en bestemt kategori. Hver behandlingsenhed har sit faste tværfaglige team der holder faste ugentlige teammøder. Der er enheder for apopleksier, traumatisk hjerneskadede, amputationer, rygmarvsskadede, rygpatienter, smertepatienter og en afdeling for brandsårspatienter. Aldersgrænsern er fra 18 år og opefter, uden øvre aldersgrænse. Der er ansat 18 ergoterapeuter og 36 fysioterapeuter. Herudover 6 sportstrænere, 5 socialrådgivere, 3 talepædagoger,3 psykologer og 1 neuropsykolog, bandagister samt naturligvis plejepersonale. Normeringen er fast således at en ergoterapeut betjener 20 patienter og 1 fysioterapeut 10 patienter. Der er en gennemsnitsindlæggelse på 50 dage og det hele er betalt af "Social security" hvis pt. ikke har en speciel forsikring. Dog er det de neurologiske patienter der er indlagt længst og en af de hjerneskadede havde været der i 3 år. Nu var det tid til udskrivelse. Under introduktionen undrede jeg mig meget over hvad 6 sportsuddannede lavede, men ved vandringen rundt, kunne vi se de store arealer for sportslig udfoldelse. Der er ikke den sportsgren der ikke er repræsenteret lige fra minigolf til klatrevæg og en kæmpehal med ca. 20 bordtennisborde. Man lægger meget vægt på at alle skal yde noget sportsligt, også selv om de ikke har gjort det før, og deres skabe med kæmpepokaler viste noget om effekten. Der var vundet mange pokaler og olympiske medaljer. Fysioterapeuterne kaldes kinesieterapeuter og laver de indledende bevægeøvelser enten i vandbassin eller ved avanceret udstyr. Når der er nogen funktion startes sporten, hvor balance kan opøves gennem f.eks. bueskydning. Ergoterapeuterne er ansvarlige for deres store kørestolspark, der nærmest ligner en fabrik. Alle tilpasninger udføres på eget værksted og patienterne udstyres hurtigst muligt med en elektrisk kørestol, da afstandene er store. Der arbejdes med avanceret elektronisk udstyr til kommunikation og som en del af arbejdsprøvningen er en robot under udvikling. Her er der specielt fokus på de rygmarvsskadede der har intakt kognition. De avancerede robotsystemer, vil ikke kunne bruges til den hjerneskadede.

Det udstyr, der var i ergoterapien, lignede til forveksling den instrumentelle ergoterapi, jeg husker fra for 25 år siden, og da vores guider var meget lidt engelsktalende, var det svært at få et præcist indtryk af hvad der foregik af neurorehabilitering. Vi så en ung mand i køkkenet ( som var meget gammeldags, uden højdejustering). Han var i gang med at forberede en fiskeret. Da vi spurgte om formålet - lød svaret, at patienten ville lave sin yndlingsret fra sin hjemegn. Der var ikke tale om at teste rækkefølge, apraksi, overblik eller andet. Terapeuten så nærmest uforstående på os. I brandsårsafdelingen lavede ergoterapeuterne specielle gennemsigtige masker, støbt individuelt til ansigter. Patienten bar denne maske i op til 2 år, og den blev kun taget af ved spisning og bad. Resultaterne var overbevisende, idet patienterne fik langt mindre adhærencer under helingsprocessen. Kroppen blev dækket af en speciel tætsiddende beklædning, der blev syet af ergoterapeuten. De var virkelig håndværkere med stor professionalisme. Individuelle håndskinner både til hvile og arbejde blev fremstillet fra bunden. Institutionen havde også en stor revalideringsenhed med træ og metalværksteder, samt en afprøvning med bilattrap. Faktisk var der ikke den ting der ikke kunne afprøves fysisk, enten inde eller ude og det var morsomt at se de stolte terapeuter, vise deres ret nedslidte og efter min mening triste fabriksinstitution frem. Her ses en bilattarap der bruges til afprøvning -. Som hjerneskadet er det jo ikke lige forståeligt at bilen er halv

Men alt mulig teknik til at kunne køre bil uden arme og ben kunne afprøves. Det skortede ikke på avanceret teknologi så til afprøvning for para- og tetraplegi var det det rene eldorado. Det der kom nærmest noget kognitivt var en scanner med blinkende lygter i alle farver. Her kunne testes for visuel opmærksomhed. Men en oplevelse var det bestemt, selv om der ikke var noget der direkte kunne berige vores danske tankegang og metode. Det så ikke ud som om hverken Bobath, S.I., Johnstone, Coombes eller Affolter var noget der blev brugt, hvilket også var min opfattelse ved at høre på franske indlæg under kongressen. Ergoterapeuter arbejder mest på kompensation og afprøvning af hjælpemidler. I hele Frankrig er der kun 4.000 ergoterapeuter og deres tradition er ganske anderledes, hvilket også er interessant at se. Deres paradigmer er meget anderledes en dem vi tror på i Danmark. Jeg var særlig glad for at være dansk ergoterapeut efter denne dag.

Omgivelsernes betydning for bevarelse af funktion som lød spændende. Jeg sad parat med den spidsede blyant og lyttede interesseret til de første 5 minutter af dette græske indlæg, så blev jeg lidt forvirret, og kiggede mig lidt omkring i salen og så at der var mange andre der benyttede chancen for en lille lur. Mine noter siger blot utroligt, ja men sandt. I Grækenland er de stolte over at kunne præsentere et dagcenter, hvor de har fjernet dørtrinene, opsat håndgreb på toiletterne, og i øvrigt er nået til at slå op i et hjælpemiddelkatalog jeg kendte fra 25 år siden. Det sætter unægtelig det hele i perspektiv. Hvor er vi forkælede i Danmark. Vi er nærmest forargede når hjælpemidlerne ikke står installeret og specielt indstillede på et angivet tidspunkt, og tænker ikke på at der er lande hvor dette er utopi. Når jeg har gået på en græsk gade, har det altid undret mig at de gamle hang på en træpind i indgangsdøren, og det var tydeligt at mange både var blinde og døve. De sidder der bare og der er ingen udsigt til at det kan blive anderledes, altså sådan lige om hjørnet. Derfor er det med glæde at jeg kan meddele at Grækenland bliver vært for den næste europæiske kongres, der afholdes i Athen 2004, lige efter de olympiske leje, så der er rigeligt med plads og faciliteter til at huse nogle tusinde ergoterapeuter. Det er godt at mødes internationalt. Det giver stof til eftertanke, og det er utroligt at møde så mange personer der har det ene til fælles, at styrke menneskets aktivitetsformåen. Hvor vi er henne rent udviklings- og historiemæssigt sætter blot det hele i et ekstra spændende perspektiv. Forskellen i Paradigmer bliver klar. Men allerede om 2 år er der mulighed for at få en sådan oplevelse, for der er verdenskongressen i Stockholm WFOT 2002 Kongressen kan følges på hjemmesiden hos det svenske ergoterapiforund www.fsa.akademikerhuset.se