Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 24. december 2011 kl. 14.30 Juleaften Lukas 2,1-14 Salmer: 94-104 119-121 Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:»ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«luk 2,1-14 Den sidste time før jul spurgte jeg mine konfirmander, hvad de særligt husker 2011 for. Vi havde talt om, at julen ikke blot er en historie fra gamle dage, men at julen dybest set og inderst inde handler om, at Gud selv kommer til verden midt i vores virkelighed. For Jesu fødsel og julens budskab er altid nutid. Så hvis Jesus kom til verden lige her og lige nu i 2011 hvilken virkelighed havde han så slået øjnene op til? 1
Nu er der jo altid dem, der hævder, at dagens ungdom er dumme og ikke interesserer sig for andet end dem selv. Men at dømme ud fra konfirmandernes svar, passer det overhovedet ikke. For én svarede: Jeg husker 2011 for det arabiske forår. En pige, at vi har fået kvindelig statsminister. En tredje huskede tsunamien, der ramte Japan og Fukushima atomkraftværket. Osama Bin Ladens og Gadaffis død blev også nævnt sammen med Afrika Sulter. Måske var det, fordi rækken af katastrofer blev for lang, i hvert fald var der pludselig en af drengene, der huskede 2011 for frigivelsen af Battlefield III måske ligger det under adskillige juletræer i aften og nej, jeg aner heller ikke, hvad det er, men jeg er kløgtig nok til at regne ud, at det sikkert er et computerspil, hvor det handler om at skyde flest muligt. Og så var vi der pludselig, nej ikke i et voldeligt computerspil men i den grusomme virkelighed - ved den begivenhed som uden tvivl havde prentet sig skarpest i konfirmandernes bevidsthed fordi det var uskyldige unge præcis som dem selv på en fredelig sommerlejr. Et sommerparadis på få øjeblikke forvandlet til et helvede. Utøya. 22. juli. Jeg nævner ikke dette for at ødelægge den hyggelige julestemning men jeg nævner det, fordi det er den virkelighed, Gud vælger at gå ind i og blive menneske i. Gud kunne så let som ingenting ha vendt verden og dig og mig ryggen men, som vi hørte det i læsningen fra alteret, så var der heller ikke meget paradis over virkeligheden dengang profeten Esajas levede. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, Egentlig har jeg altid syntes, det var upassende, og absolut uegnet for børn, at vi selveste juleaften skal høre om støvletramp og blodplettede kapper. Men da konfirmanderne og jeg sad og funderede over den verden, vi lever i, stod det lysende klart. Sådan er det sådan må det være, hvis julen ikke blot skal være et sødt uskyldigt eventyr med jingle bells, stjernesten og nissebanden på Grønland sådan er det og sådan må det være, hvis Gud skal være et sandt menneske. Det er sandt, som nordmændene har sunget det igen og igen i kirker, på pladser og til mindesammenkomster: 2
(Sopransolo ved Mie Brunberg:) Kringsat af fjender, gå ind i din tid! Under en blodig storm - vi dig til strid! Kanske du spør' i angst, udækket, åben: Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben? Og nej, jeg ved godt, det ikke er en salme kommunisten Nordahl Grieg var formentlig slet ikke kristen ikke desto mindre diskuterer nordmændene lige nu, om denne sang til ungdommen alligevel skal med i den nye norske salmebog. På grund af dens betydning efter Utøya. Og jeg forstår dem godt. For er det ikke præcis det, julen handler om, en Gud der omringet af fjender alligevel går ind i vor tid og tænder et håbets lys for nogle hyrder på en mark og for en røver på et kors. For dig og mig, når vi synes, verden er af lave, og vi er ved at opgive troen og håbet. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg er ved at blive gammel og patetisk, men tårerne trillede ned ad kinderne på mig, da jeg hørte Stoltenberg tale til de tusinder i dagene efter: Vi er sønderknust, men vi gir oss ikke, sagde han. Med fakler og roser gir vi verden beskjed. Vi lar ikke frykten knekke oss. Og vi lar ikke frykten for frykt kneble oss. Ondskap kan drepe et menneske, men aldri beseire et folk. Vi er fortsatt rystet av det som traff oss, men vi gir aldri opp våre verdier. Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet. Og så sang de, i Domkirken, på pladsen, alle vegne: Øjnene var blanke og stemmen kækkede, men de sang sammen. Griegs sang til ungdommen, hvor sidste vers lyder: Og I må gerne synge/nynne med: Dette er løftet vort fra bror og til bror: vi vil bli gode mod menneskenes jord. Vi vil ta vare på skønheden, varmen - som om vi bar et barn varsomt på armen! 3
Og det er jo netop det, Maria gør bærer et barn ved sit bryst, bærer et barn varsomt på armen. Gud kommer ikke med støvletramp og visir selv om verden ofte kan ligne en battlefield, en slagmark, så kommer Gud i skikkelse af et værgeløst spædbarn. Et barn, som er prisgivet de hænder, hvori det blev lagt. I det mest sårbare viser Gud, hvad der er meningen med livet. At ta vare på hinanden, på skønheden, varmen som om vi bar et barn varsomt på armen. Tænk, hvilken forskel det vil gøre, hvis vi begyndte på det, ikke blot når vores verden ligger splintret i atomer og ungdommens paradis er forvandlet til et helvede. Tænk, hvis vi i vores ganske almindelige daglige liv med hinanden, i skoleklassen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien, tænk hvis vi standsede op og spurgte, hvad ville jeg gøre hvis dén klassekammerat, dén kollega, dén modspiller, dén eksmand, dén papdatter hvis det var et barn, jeg bar varsomt på armen. Hvad ville der ske med os, hvis vi så et Guds barn i øjnene på selv den værste? Men det kan vi jo ikke, tænker realisten skabe paradis på jord, det lykkes os aldrig, at tro andet er blåøjet og naivt. Brønderslev, Tønder og Amager taler deres tydelige sprog. Og ja, selvfølgelig har du ret jorden kalder. Alligevel bliver sangen stående. For at opgive drømmen fører det os ikke blot ud i kynisme og opgivenhed. Er englens frygt ikke til hyrderne på marken er det ikke i slægt med Stoltenbergs stærke: Vi lar ikke frykten knekke oss. Og vi lar ikke frykten for frykt kneble oss. Møder vi ikke i barnet på Marias arm den Gud, som nægter at lade sig knække den Gud, der bliver ved med at tro på, at det KAN lykkes at få os i tale. Den Gud, der bliver ved med at tro på, at kærligheden er stærkere end hadet. Tilgivelsen er stærkere end hævnen. Lyset er stærkere end mørket. Livet er stærkere end døden. Her kort før jul udkom en CD en CD med salmer fra Vridsløselille Statsfængsel. Indefra er titlen på CD en sunget og skrevet af de indsatte selv. En af sangene er skrevet af færingen Bergur Nilssen, hvad han har siddet inde for, ved jeg ikke, men han kalder sin sang Tilgivelse nogen af rimene halter måske lidt, stor poesi er det næppe, men bevægende, når man ved, hvilken alvor han skriver ud af: 4
En skyldfølelse, som jeg tit drømmer væk jeg bærer en tung og en meget stor sæk fyldt op af skygger af svigt og af skam Den nager mig dagligt, min sjæl føles lam Den, som har elsket mig højst er min mor Jeg sårede hende og sorgen er stor Gid tilgivelsen bare kunne præsteres Og var som en vare der blot ku leveres Gid den var et spørgsmål om penge og om held Og gid man dog bare kunne tilgive sig selv At tilgi med hjertet er ikke spor nemt Og tit er der ar efter, hvad der er hændt Kun Gud han kan tilgi igen og igen Hvor andre står af, forbliver han vores ven Det eneste sted, hvor man glemmer igen Er stedet, hvor Gud, han viser os hen hvor straffeattesten ikke er plettet Bag himmelens porte er fejltrinene slettet Om nogen kender Bergur Nilssen at være havnet i mørket alligevel lyser hans salme af en tro på, at selv i ham kan Gud se et Guds barn, der skal bæres varsomt på armen. Derfor holdes der også denne juleaften julegudstjeneste for livstidsfanger i Vridsløselille og for dig og mig her i Frederiksborg Slotskirke. Uanset hvad vi har på samvittigheden, så lyder englens ord også til os. Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Eller som en af konfirmanderne selvbevidst erklærede det, da jeg spurgte, hvad der var det vigtigste, der var sket i 2011: 2011 var året, hvor jeg startede til præst. Netop, sådan, uanset hvor selvoptaget det kan lyde, så er det ikke desto mindre sandt, julen handler om dig, Gud kom til verden for din skyld, for at du skal tro, at du er hans elskede barn og for at du, når du tror, selv skal tage vare på livet som om du bar et barn varsomt på armen. Så derfor lad os nu rejse os og ønske hinanden en glædelig Jul. I troen på og håbet om, at dejlig er jorden! Amen. 5