Litteraturen og det hellige

Litteraturen og det hellige AARHUS UNIVERSITET SF ORL A G

litteraturen og det hellige

litteraturen og det hellige Urtekst Intertekst Kontekst Redigeret af Ole Davidsen i samarbejde med Kirsten Nielsen, Stefan Klint og Rolv Nøtvik Jakobsen Acta Jutlandica LXXX: 1 Teologisk serie 21 AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

Litteraturen og det hellige er redigeret af Ole Davidsen i samarbejde med Kirsten Nielsen, Stefan Klint og Rolv Nøtvik Jakobsen Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2005 Omslag: Jørgen Sparre Printed in Denmark 2005 ISBN 87 7934 889 0

FOROR D Litteraturen og det hellige er blevet til i et tværfagligt samarbejde mellem litterater, religionsforskere og teologer i de nordiske lande. Værket er dermed et markant udtryk for de muligheder, som er skabt gennem Nordisk Netværk for Religion og Litteratur. Forskere med interesse for dette felt har i længere tid haft mulighed for at mødes gennem internationale konferencer arrangeret af International Society for Religion, Literature and Culture, ligesom der i de enkelte nordiske lande findes netværk og arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med forholdet mellem religion og litteratur. I disse grupper er deltagerne fælles om kendskabet til de klassiske helligtekster, ikke mindst de store fortællinger fra Bibelen, og man kan forvente et vist fælles kendskab til de store litterære klassikere. Men når vi bevæger os ind på nyere litteratur, bliver det vanskeligere at forudsætte en fælles litterær kanon, som kan danne basis for drøftelser på tværs af de enkelte nationer. Dette kan føre til, at de forskellige lokalmiljøer isolerer sig og vælger at arbejde med fx religiøse motiver i deres eget lands litteratur. Tilsvarende kan det bevirke, at de internationale konferencer og arbejdsgrupper primært tiltrækker forskere inden for engelsk og amerikansk sprog og kultur. Der er derfor brug for et samarbejde, der omfatter forskere fra et større område end det enkelte land, men som samtidig kan bygge på en vis kulturel fællesbasis. Nordisk Netværk for Religion og Litteratur har som formål at give forskere fra de nordiske lande et sådant forum, hvor vi kan drøfte og formidle resultater på vore egne sprog. De nordiske lande deler på mange måder historie og kultur, og det er vigtigt, at vi bidrager til at styrke dette kulturelle fællesskab gennem et inspirerende forskningssamarbejde. Forud for Litteraturen og det hellige er gået en lang række diskussioner om emnet, ligesom samtlige bidragydere deltog i en nordisk konference om litteraturen og det hellige i august 2003 på Sandbjerg Slot i Sønderjylland. Diskussionerne og de efterfølgende udvekslinger af synspunkter har understreget værdien af dette samarbejde og aktualiteten af det valgte emne. Værket er udgivet med støtte fra en række fonde, som vi hermed gerne vil takke for deres interesse for emnet. Tak til H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning, Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond, Aarhus Universitets Forskningsfond samt til Det Lærde Selskab, som har optaget udgivelsen i selskabets skriftserie. Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet skylder forord 5

vi en stor tak for støtte til dette tværfaglige, nordiske projekt, der var med til at markere Aarhus Universitets 75-års jubilæum i 2003. Takken gælder endelig Aarhus Universitetsforlag for godt samarbejde i forbindelse med udgivelsen. På redaktionens vegne Kirsten Nielsen

indhold i. del. tekstforståelse i jødisk, kristen og islamisk tradition 1. Lovet være Herren, Israels Gud 21 Davids Salmer som Hellig Tekst Kirsten Nielsen 2. Ordet blev kød og blod 32 Om kristen tekstforståelse og kontekstuel bibellæsning Johannes Nissen 3. En helligtekst tre hellighedsaspekter 45 Rabbi Nahmans differentierede brug af Salmernes Bog Marianne Schleicher 4. Ordets hydda i Babel, Alexandria, Hippo och Lissabon 59 Om teodicén som hermeneutisk metod Jesper Svartvik 5. Dispyter i Himlens namn 75 Den heliga textens ambiguitet och rabbinsk tolkning Erik Alvstad 6. Mellem mundtlighed og skriftlighed 91 Koranens rolle som tekst Thomas Hoffmann 7. Skyggebilleder 101 Sayyid Qutbs litterære tilgang til Koranen John Møller Larsen ii. del. den liturgiske tekst mellem helligtekst og skønlitteratur 8. Preike og/i/som roman 117 Om preika i Laurence Sterne sin roman Tristram Shandy og i preikesamlinga The Sermons of Mr. Yorick Rolv Nøtvik Jakobsen indhold 7

9. Kirkens barn 132 Barndomskonstruksjon i Den norske kirkes fireårsbøker Astri Ramsfjell 10. Den liturgiske hymne 144 Et udkast til bestemmelsen af salmen som helligtekst Ole Davidsen 11. Det hellige(s) tegn 164 Tre religiøse diskurser Andreas G. Lombnæs III. DEL. DET HELLIGE I SKØNLITTERATUREN 12. Modernitet, sekularisering och heliga värden 179 Problem i det tidiga 1900-talets skandinaviska litteratur Beata Agrell 13. Sakramentene og skjønnlitteraturen 202 Dåpen hos Oskar Braaten, Ole E. Rølvaag og Flannery O Connor Øyvind T. Gulliksen 14. Bibelns relation till verkligheten 219 En principiell jämförelse med sakprosan och skönlitteraturen Torsten Pettersson 15. Att berätta, att läsa, att återupprätta 236 Ideologi och teologi i Per Olov Enquists Lewis resa Anders Tyrberg 16. Den förste mördaren som helig bödel 250 Om våldets roll i berättelsen om Kain och Abel Jonas Andersson 17. Imaginative rekontekstualiseringer 264 Behandlingen av religiøse erfaringer i Tarjei Vesaas seinere prosatekster Sverre Wiland 18. Ak, hvor skønt han taler! 280 Dostojevskij og Bibelen George Pattison 8 indhold

IV. DEL. ORTODOKSI OG BLASFEMI I LITTERATUREN 19. Tekster har deres skæbne 295 Teksten mellem konception og reception Else Marie Wiberg Pedersen 20. Sand lære og farlig løgn 311 Kætteri, blasfemi og hellighed i reformationens teologiske tekster Bo Kristian Holm 21. Blasfemi som estetisk strategi 329 Job, Jesus och Jonas Gardell Stefan Klint 22. En lektion i tvivel 341 Tankar kring José Saramagos Evangeliet enligt Jesus Kristus Kari Syreeni V. DEL. DEN RELIGIØSE DISKURS 23. Autoritet, forfatter, tekst 359 Overvejelser omkring det religiøse udsagns diskursive status Lars Albinus 24. Kanon mellem afgrænsning og mangfoldighed 376 Det Nye Testamente som betydningsdannelse Geert Hallbäck 25. Døden i Urbanplanen 385 Et essay om døden og den religiøse/hellige diskurs Ole Davidsen 26. Om Koranens diskurs 400 Poetisk-profetiske familieligheder og familiestridigheder Thomas Hoffmann 27. Fra hellig til religiøs tekst 414 En religionsfænomenologisk skitse til typologisering af religiøse tekster Anders Klostergaard Petersen Bidragydere 433 indhold 9

indledning Ole Davidsen Hvad enten man studerer religion eller litteratur, er spørgsmålet om litteraturen og det hellige et betydningsfuldt tema. Inden for religionens verden indtager litteratur i forskellige former en central plads, og inden for litteraturens verden udgør religiøse tanker og fænomener ofte et væsentligt motiv. Religionsvidenskab, teologi og litteraturvidenskab mødes i studiet af den religiøse litteratur og spørgsmålet om det hellige. Dette møde er kendetegnet ved en dobbeltbevægelse, der tydeligst kan iagttages inden for vestlig religion og litteratur. På den ene side er den vestlige litteratur præget af Bibelen og den jødisk-kristne teksttraditions virkningshistorie. På den anden side er den vestlige kulturs opfattelse af den kristne teksttradition i høj grad formidlet gennem litteraturen. Dels gennem værker, hvis mytologiske/teologiske/ideologiske univers tematiserer og fortolker menneskets eksistentielle situation i verden i dialog med traditionerne, dels gennem litteraturteoriernes kritiske indsigter om litteraturen og dens formende funktion i den fortsatte kulturelle selvfortolkning. Den religiøse fortolkning af mennesket i verden er i sig selv åben for forskellige tydninger, men fremtræder i et videnskabeligt perspektiv som et kulturelt fænomen: De religiøse tekster er frembragt af mennesker, uagtet at nogle af disse tekster fremstiller sig selv som et resultat af guddommelig handling. Der findes ingen udsagn om Gud eller det hellige, der ikke er fremsat af et menneske, og sådanne sociokulturelle udsagn om Gud og det hellige er skriftligt forankret i religiøse tekster. Men netop denne opfattelse rejser et særligt spørgsmål: Når de religiøse tekster fremstår som litteratur, som et produkt af en både religiøst og litterært inspireret menneskelig bevidsthed og ikke af en guddommelig intervention hvordan skal vi så forklare, at visse af kulturens litterære tekster tilkendes en særlig status af hellige tekster, og at så mange andre tekster er relateret til disse i medspil og modspil? Mere generelt kan vi spørge: Hvordan er forholdet egentlig mellem litteraturen og det hellige? Hvis man under betegnelsen»den religiøse litteratur«samler al litteratur, der på den ene eller den anden måde forholder sig til det hellige, så kan denne litteratur indledningsvis inddeles i tre grundkategorier: Kanonisk tekst Liturgisk tekst Skønlitterær tekst. indledning 11

På den ene side står den kanoniske tekst, der rejser spørgsmålet om de hellige urteksters særlige væsen og status: Hvad er en hellig tekst? Er tekstens hellighed en iboende kvalitet i kraft af emner og temaer, eller er autoritet og normativitet knyttet til sproghandling, kommunikation og institution? Fortolker den kanoniske tekst selv sit anliggende og sin funktion, eller er den overvejende bestemt af sin receptive sociale kontekst? På den anden side står den religiøse skønlitteratur, dvs. religiøs litteratur i form af novelle, roman, drama og film, der kan bestemmes som religiøs i mere eller mindre udtalt grad. Også her er spørgsmålet, om den religiøse tekst skal bestemmes som sådan ud fra sit tema, sin kommunikation eller sin reception og brug. Desuden: Hvis alle hellige tekster er religiøse, er alle religiøse tekster så også hellige, eller er det meningsfuldt at skelne mellem hellig tekst og religiøs tekst? Mellem den kanoniske tekst og den religiøse skønlitterære tekst står den liturgiske tekst, dels ritualtekster, dels salme, bøn og prædiken, der udmærker sig ved at indgå i en særlig institutionsbestemt brugssituation, hvor tekst og performance er nøje forbundet. Den liturgiske tekst synliggør umiddelbart en anden væsentlig treklang mellem forskellige aspekter af de religiøse teksters status og virke: Urtekst Intertekst Kontekst. Den liturgiske tekst indgår gerne i en udtalt intertekstuel relation til den kanoniske urtekst og opnår som sådan semi-kanonisk status af autoriseret helligtekst. Den Danske Salmebog, der er autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II til brug ved gudstjeneste i Den Danske Folkekirke, er et godt eksempel på religiøs litteratur med liturgisk funktion og næsten kanonisk stilling. Men det er uklart, om den især henter sin status fra den intertekstuelle forbindelse til urteksten, i dette tilfælde Bibelen, eller fra sin institutionelle forankring i den kirkelige og statslige kontekst. De nævnte kategorier står imidlertid til diskussion, bl.a. fordi de dukker op på tværs af de ofte svævende grænser. Kanoniske tekster fungerer også som liturgiske tekster og læses desuden undertiden som religiøs skønlitteratur. Liturgiske tekster som salmer og faste bønner opnår gerne status på linje med kanoniske tekster, skønt de er forfattet af kendte skønlitterære digtere med egennavn. Skønlitterære tekster, hvis religiøse status er mere eller mindre udtalt, kan få optagelse i en litterær kanon og gøres til genstand for andagtsfuld brug, fra opbyggelig individuel læsning til fællesskabsstiftende social kult. Kategorien urtekst er tilsvarende en relativ størrelse, eftersom f.eks. de bibelske urtekster indgår i et intertekstuelt samspil med andre fortidige tekster og er præget af deres oprindelige kontekst, deres tilblivelse og brug. Samtidig 12 indledning

fungerer urteksten som intertekst for både liturgiske og skønlitterære tekster. Dette spil mellem forskellige religiøse tekster kanoniske, liturgiske og skønlitterære rejser spørgsmålet om de enkelte teksters omgang med det hellige, om deres grad af hellighed, og især, om det hellige er en egenskab ved teksten, dens intertekstuelle bestemmelser, dens reception og brug og/eller institutionelle forankring i sociale magtrelationer. Eksegeterne, som fortrinsvis arbejder med urteksterne, henter væsentlig inspiration fra forskellige litteraturkritiske tilgange og er i stigende grad optaget af, hvordan disse urtekster fungerer og reciperes i nutidige liturgiske og skønlitterære tekster. På dette punkt deler eksegeterne interesse med homiletikere og hymnologer. I deres arbejde med de skønlitterære tekster støder litteraterne på deres side igen og igen på spørgsmål om, hvordan den religiøse litteratur indgår i et intertekstuelt samspil med urteksterne og deres kontekstuelt bestemte receptionshistorie. Litteraturen står således centralt i kulturens selvfortolkning af det hellige, ikke mindst i spørgsmålet om forståelsen af og omgangen med dens hellige tekster. Dette er vel egentlig ikke overraskende i en skriftreligiøs kultur som vores, domineret af den jødisk-kristne tradition. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvorledes litteraturens domæne har fået betydning for opfattelsen af det religiøse i det offentlige samtalerum. På den ene side ser vi, hvorledes religionen og det hellige skildres i litteraturen, og hvordan valg af stof, genre, motiv, tema og stil præges af traditionens anskuelser og værdibegreber selv hvor det kommer til et kritisk selvopgør, eller forfatteren tror sig fri af sine intertekstuelle forudsætninger. Her på litteraturens scene reflekteres og udspilles livtaget med det hellige undertiden som overlagt blasfemisk travesti. På den anden side ser vi, hvorledes teoretiske indsigter fra litteraturforskningen spiller en stadig større rolle for vores opfattelse af den religiøse og hellige tekst og dermed for vores forståelse af den religiøse livstydnings status. Det gælder såvel alment kulturelt som inden for både den teoretiske og den praktiske teologi og har særlig betydning for det æstetisk-teologiske skriftsyn, der kritisk former sig som et modsvar på udfordringen fra henholdsvis fundamentalismens nidkære bibeltro og modernismens afvisning af den religiøse dimensions betydning for individuel og kollektiv identitetsdannelse. Studiet af litteraturen og det hellige er således et vægtigt bidrag til afklaring af, hvordan vi tænker og omgås det hellige. En lang række fælles problemer står i den forbindelse til diskussion, hvilket er et godt grundlag for en kreativ og frugtbar udveksling af ideer og tanker mellem religionsforskere, teologer og litterater. Den foreliggende samling af artikler er et bidrag til denne diskussion om litteraturen og det hellige. Den prætenderer på ingen måde at dække alle relevante aspekter af dette centrale emne, men udkaster en første skitse til en mulig systematisering af et temmelig sammensat og endnu lidet opdyrket indledning 13

forskningsfelt. Bogens 27 artikler er opdelt i fem grupper, selv om de enkelte artikler ofte berører flere af følgende hovedtemaer: I. Tekstforståelse i jødisk, kristen og islamisk tradition Det er nærliggende at indlede med en samling af artikler, der beskæftiger sig med aspekter af tekstforståelsen hos de tre store skriftreligioner, Jødedom, Kristendom og Islam. Intertekstuelt er disse religioners kanoniske skriftsamlinger jødernes Tora (der svarer til Det Gamle Testamente i den kristne tradition), de kristnes Bibel (Det Gamle og Det Nye Testamente) og muslimernes Koran stærkt forbundne, hvilket viser, at selv kanoniske skriftsamlinger har en historie. Særligt stærke fortolkninger af sådanne skriftsamlinger fører til dannelse af nye religioner, der organiserer sig ud fra en ny kanon som helligtekst. Hvis den kanoniske samling af skrifter principielt er lukket, så er den til gengæld åben for fortolkning gennem andre tekster. De kanoniske skrifters virkningsog receptionshistorie viser, at selv sådanne fastlagte tekster fungerer i kraft af en levende fortolkningshistorie præget af omfortolkning, genfortolkning og nyfortolkning. II. Den liturgiske tekst mellem helligtekst og skønlitteratur Ved liturgiske tekster menes almindeligvis de tekster, som indgår i en gudstjeneste eller religiøs kulthandling, herunder salme og prædiken. Ritualer er særlige handlinger, der typisk udspiller sig på et helligt sted (f.eks. kirken), i en hellig tid (f.eks. søndag) og under medvirken af en eller flere hellige, dvs. indviede personer (f.eks. præst). Over for disse offentlige handlinger står de private religiøse handlinger som andagt, f.eks. i form af husandagt eller personligt fromhedsliv, der ligeledes er knyttet til tekster af rituel karakter, f.eks. skriftligt fastlagte bønner, og kan udgøre et performativt andagtsprogram. Den religiøse handling tager grundlæggende sigte på etableringen af mødet med det hellige, men udviser en stor kompleksitet og variation i oplevet intensitet. Hovedhandlingens dramatiske forløb er narrativt organiseret, men tilknyttet en flerhed af betydningslag i kraft af arkitekturen i den samlede tekstur, der på en gang udtrykker og fortolker denne akt. Grundspørgsmålet er her, hvorledes tekster, der indgår i religiøse handlinger, er i stand til at formidle denne oplevelse af det helliges nærvær, herunder om tekster kan skabe et liturgisk eller andagtsfuldt rum omkring sig, når de anvendes, til formning og bekræftelse af deltagernes tro, identitet og fællesskab. Kategorien prædiken rejser på sin side særlige spørgsmål. En prædiken er den mest variable teksttype i gudstjenestens samlede tekstkorpus og fjernest i forhold til kultens hellige centrum. Man kan holde såkaldt»liturgisk gudstjeneste«uden prædiken; men kan 14 indledning

man også holde prædiken uden gudstjeneste? Kan prædiken løsrive sig fra sin liturgiske forankring og antage karakter af litteratur? Hvad sker der, når en samling af prædikener, som er blevet holdt i en kirke, udgives og læses som opbyggelig andagtslitteratur? Kan man udgive fiktive prædikener, der flytter prædikestolen ud i litteraturens offentlige rum? III. Det hellige i skønlitteraturen Det hellige kan selvsagt tematiseres på mangfoldige måder i skønlitteraturens brogede verden, men grundlæggende må der altid spørges efter, hvordan beretningens begivenhedshistorie fungerer i den mere indirekte meddelelse, som forfatteren formidler til sin læser. Skønlitteratur, der tematiserer religionen og det hellige, handler ikke kun om religiøse personer og deres oplevelser af tilværelsens uudgrundelighed, den er også forfatterens og læserens livtag med opfattelsen og fortolkningen af menneskets eksistentielle livssituation. Visse værker forholder sig meget udtrykkeligt til traditionens kanoniske tekster. Det gælder forfattere, der f.eks. lader deres romanpersoner citere fra Bibelen, men også forfattere, der genfortæller de bibelske grundfortællinger. En sådan genfortælling er gerne en genfortolkning, der forholder sig mere eller mindre frit til sit forlæg. En gådefuld bibeltekst, hvis scenarium drager, men også provokerer og kalder på afklaring, bliver fortolket litterært gennem frembringelse af en ny fortælling. Romaners grundtema og narrative struktur kan være en variation over gennemgående kristne motiver så som kærlighed til de fortabte og oprejsning af de fordømte. Andre værker tematiserer i litterær form teologiske spørgsmål om de kristne sakramenter, dåb og nadver, liturgiske handlinger og symboler, der i særlig grad opfattes som hellighedens ikoner. Det er dog ikke kun kanoniske og liturgiske tekster, der dukker op i litteraturen, men hele den kristne teksttradition står til rådighed for forfatterne, hvis egne tekster indskriver sig i en fortløbende og uafsluttet traditionshistorie med dens apokryfe skrifter, helgenlegender, gralsfortællinger og senere klassikere som f.eks. Dantes Den Guddommelige Komedie og John Bunyans Pilgrimsvandringen. Sidstnævnte giver således inspiration til romanens levnedsskildring af personer, hvis livsløb opfattes som en rejse, en grundmetafor, der er særlig velegnet til at tematisere spørgsmålet om sandheden, vejen og livet. De bibelske beretninger er litteratur i den forstand, at de er skriftligt nedfældede fortællinger, der umiskendeligt bærer præg af menneskelige åndsprodukter med en vis kunstnerisk udformning. Men det har været vanskeligt at rubricere den religiøse litteratur nærmere. Litteraturens opdeling i skønlitteratur, der vedrører den opdigtede verden, og faglitteratur, der angår den virkelige verden, suppleres gerne af en tredje gruppe, den opbyggelige litteratur, der synes at udgøre et både-og, hvis ikke et hverken-eller. Derfor er indledning 15

det nærliggende at undersøge ligheder og forskelle mellem forskellige teksters virkelighedsforståelse. Det synes oplagt, at teksters hellighedsstatus på en eller anden måde må være forbundet med deres virkelighedskonstruktion, deres påstand om at henvise til den virkelige eller yderste virkelighed. Men dermed rejses også problemet om de religiøse teksters overbevisningskraft og plausibilitet i den moderne og senmoderne sekulariserede kulturs selvforståelse. Det er et meget åbent spørgsmål, om skønlitteraturen ligefrem har overtaget religionens rolle som livsfortolkning; men det er tydeligt, at traditionens religiøse livstydning ser sig fortolket gennem litteraturen, der ofte antager karakter af (indirekte) prædiken forstået som offentlig forkyndelse af det kristne evangelium. Når mange præster inddrager skønlitteratur i deres prædikener, er det så fordi dele af skønlitteraturen gradvist har overtaget prædikenens funktion? Hvis den kunstneriske form er en forudsætning for, at vi kan hengive os til drømme og håb uden skam, er skønlitteraturen så det medium, hvori det senmoderne menneske bedst kan tage livtag med det hellige og hengive sig til en (momentan) religiøs livstydning? Måske er skønlitteraturens middelbare tematisering af religiøse erfaringer en befriende åbenbaring for den, som ellers ser sig hensat i metafysisk forlegenhed på grund af meningssammenbruddet i en traditionel religiøs retorik. Hvordan det nu end er med det, så er litteraturen et felt, hvor den religiøse tradition problematiseres og diskuteres, interpreteres og transformeres, rekontekstualiseres og aktualiseres i lyset af gældende ideologiske strømninger og kulturelle erkendelser. IV. Ortodoksi og blasfemi i litteraturen Den hellige tekst med sin sakrosankte status og den religiøse tekst om det helliges ukrænkelighed påkalder sig med semantisk nødvendighed konflikt, fordi renhed og urenhed gensidigt definerer hinanden. Ganske vist trues helligheden altid af profanerende verdsliggørelse, men den diametrale modspiller er kætteriet og blasfemien. I traditionens stadige fortolkningsproces bekæmper religiøse tekster hinanden, og hvad der for den ene part er Guds åbenbarende tale, er for den anden part Satans bedrag. I historiens løb kan religiøse tekster skifte status fra ortodoksi til hæresi, når ideologierne ændrer sig, eller den sociale kontrol skifter magtbase. Reformation er i grunden en vedvarende proces som følge af fortolkningskampen om det hellige. Visse fortolkninger undertrykkes og må overleve i subkulturer, mens andre sætter sig igennem og får dramatiske samfundsmæssige følger, fra sektdannelse over kirkesplittelse til religionskrige. Ved skæbnens ironi kan tekster, der gør op med en magisk hellighedsforståelse, selv ende som et fetichistisk relikvie. Den religiøse teksts konfliktfyldte natur synes givet med dens polemiske struktur. Den jødiske monoteisme blev til ved at frakende andre guder eks- 16 indledning

istensberettigelse, og kristendommen, der begyndte som en indre jødisk reformbevægelse, endte med at fremstå som et eksklusivt alternativ hertil. Ifølge islam er Guds sande væsen og vilje først blevet åbenbaret gennem profeten Muhammed, der må bruge megen energi på at afvise jødisk og kristen vranglære. Litteraturens genfortolkning af de hellige tekster er følgelig også straks i kamp om sandheden. Inden for den jødisk-kristne tradition er det imidlertid karakteristisk, hvorledes tvivl og blasfemi spiller en afgørende rolle i den religiøse selvforståelse. Job tillod sig at tale Herren imod, og Jesus blev henrettet som gudsbespotter. Blasfemi er her ikke simpel bespottelse eller profanering, men en stigmatisering, der rammer den, som udfordrer den herskende gudstanke med tilhørende værdiopfattelse. Måske er litteraturen det sted, hvor der i dag flyttes grænser for vores opfattelse af det hellige. I hvert fald ser vi flere forfattere udfordre traditionen i en veritabel Jakobskamp om værdier og holdninger. Et sådant opgør er selvsagt traditionskritisk, fordi værket taler imod den hellige tekst. Men samtidig er dette værk traditionsbekræftende, eftersom den hellige tekst ser sig indskrevet i en ny og aktualiserende tekstfortolkning. Blasfemiske genfortolkninger af hellige tekster kan være en udnyttelse af traditionens pondus til støtte for egne ideologiske synspunkter, eller der kan være tale om en æstetisk leg med litteraturen som inspireret skrift. I visse kulturer historisk som aktuelt kan værker få status af forbudte bøger som i tilfældet med Salman Rushdies De sataniske vers. Men løgnen har som bekendt ringe kår, så inddragelsen af traditionen må stikke dybere og være mere end en overlagt gidseltagning eller bevidst provokation: Traditionen er både en anfægtelse og et håb, og værket bekræfter sin egen indfældethed i kulturens religiøse tradition. V. Den religiøse diskurs Nogle religiøse tekster forekommer mere hellige end andre, hvilket synes at hænge sammen med spørgsmålet om afsenderen af tekstens tale. En tekst foreligger jo som en diskurs, en skriftligt fikseret tale, hvormed nogen meddeler sig. Dog aldrig i eget navn, men som talerør for den Anden, der garanterer for talens sociokulturelle forståelighed og plausibilitet: Videnskaben, Sandheden, Visdommen eller Gud. Ligesom Jerusalems tempel var opdelt i rum og gårde med aftagende hellighed i forhold til det Allerhelligste, således kan religiøs tale forstås inden for en diskursiv arkitektur, hvor den guddommelige tale udgør det hellige centrum. Tekster, hvori guddommen selv taler gennem sine profeters hellige mund er mere hellige end tekster, som citerer denne tale, og disse er igen mere hellige end tekster, der forklarer og udlægger denne tale. Nu gives der som nævnt ingen guddommelig tale, som ikke er fremsat af et menneske, hvilket rejser fundamentale spørgsmål om denne tales troværindledning 17

dighed. Problemet skærpes, når den guddommelige tale alene kendes fra en hellig tekst, som er undfanget og forfattet af en forgængelig digter. Hvad er forskellen mellem profeti og poesi? Der er her ikke først tale om en moderne, kritisk problematisering, for de hellige tekster afslører selv, at deres forfattere er opmærksomme på vanskelighederne: Hvordan kan menneskeskabt litteratur formidle guddommens åbenbarende tale om den yderste og skjulte virkelighed? Hvilken status har sådanne religiøse udsagn? Hvorfra henter de deres overbevisningskraft, og hvordan formår de at indfatte læseren i en tydning af dennes aktuelle virkelighed? Religiøse diskurser er tendentielt autoritære i deres intimidering og forførelse, når de henviser til guddommens almægtighed. Derfor er det væsentligt at diskutere forholdet mellem magt og autoritet til en afklaring af den rette omgang med det hellige. 18 indledning

i. del Tekstforståelse i jødisk, kristen og islamisk tradition

1 lovet være herren, israels gud Davids Salmer som Hellig Tekst Kirsten Nielsen Davids Salmer har gennem en årrække været et centralt emne for den forskning, der har fundet sted ved Afdeling for Gammel og Ny Testamente i Aarhus. Ti forskere fra forskellige fagområder deltog i arbejdet, som i 2002 afrundedes med udgivelsen af Dansk Kommentar til Davids Salmer. Nogenlunde samtidig med igangsættelsen af dette salmeprojekt havde Det Teologiske Fakultet udpeget emnet Teksten og teksterne den hellige teksts betydning for forståelse, litteratur, retorik og kommunikation som et af fakultetets fire satsningsområder for perioden 1996-2005. Deltagerne i denne gruppe fik hermed lejlighed til gennem en række seminarer at drøfte, hvorledes de forskellige teologiske og religionsvidenskabelige discipliner kan bidrage til en nærmere forståelse af, hvad der karakteriserer en Hellig Tekst. Som afrunding på dette satsningsområde valgte arbejdsgruppen at invitere til Sandbjergkonferencen Litteraturen og det hellige. Mit bidrag om Davids Salmer som Hellig Tekst skal ses i denne kontekst og står derfor i gæld til de kolleger, der har deltaget i de nævnte arbejdsgrupper. Det Gamle Testamente som Hellig Tekst De følgende overvejelser er blevet til gennem et tværfagligt arbejde, men er og bliver et udtryk for en eksegets måde at arbejde med Det Gamle Testamentes tekster. 1 Udgangspunktet er således en konkret tekstsamling, der allerede længe har haft status af Hellig Tekst ikke blot i jødedommen, men også i kristendommen. I stedet for at forsøge at definere, hvad udtrykket Hellig Tekst kan betyde og derefter udlede, hvad det konkret får af konsekvenser, vil jeg i det følgende gå den modsatte vej. Ud fra en foreliggende Hellig Tekst vil jeg forsøge at udlede, hvad der er karakteristisk for denne tekst, og på den måde bidrage til den generelle diskussion af fænomenet Hellig Tekst. Det første karakteristiske træk, som skal nævnes, er, at Det Gamle Testamente består af mange forskellige skrifter. Der er ikke tale om én tekst, men om en flerhed af tekster, der tilsammen betragtes som Hellig Tekst. Denne 1 Udtrykket»Det Gamle Testamente«bruges her i den gængse betydning om de skrifter, der i den kristne bibel udgør første del af værket. Udtrykket bruges for nemheds skyld også, når der henvises til jødedommen. 1 lovet være herren, israels gud 21

konstatering gør det sandsynligt, at prædikatet Hellig Tekst ikke forudsætter, at en sådan tekst er enkel og entydig. Det andet, jeg vil pege på er, at der i Det Gamle Testamente findes en række tekster, som hævdes at gengive ord talt af Israels gud, Jahve. Dette kunne tyde på, at»afsenderen«kunne være et af kriterierne for, hvorvidt en tekst kan kvalificeres som Hellig Tekst. Som det tredje skal det fremhæves, at de jødiske menigheder har anvendt denne tekstsamling i deres religiøse liv, dels i forbindelse med liturgien dels privat. Også brugen af teksterne og tilstedeværelsen af institutioner, som har anerkendt teksten til denne brug, må tages med, når man nærmere skal angive, hvad der kan tænkes at bidrage til, at en tekst får status som Hellig Tekst. Det Gamle Testamente er således en samling af mange tekster, hvis tilblivelse forbindes med Israels Gud, og som af en bestemt gruppe personer bruges og anerkendes som Hellig Tekst. To af de kriterier, der efter min mening kan bruges, når man skal beskrive, hvad en Hellig Tekst er, er således forbundet med henholdsvis»afsenderen«og»modtageren«. Sagt lidt firkantet kunne man formulere det således: Hellig Tekst er tale, der har en guddommelig afsender, og hvis modtagere anerkender og bruger teksten som hellig. Påstanden om, at»afsenderen«i en eller anden forstand er Gud selv, kræver dog en uddybning, idet der er flere forskellige måder at formulere afsenderrelationen på. Inden for den kristne tradition vil visse grupper understrege det guddommelige i en sådan grad, at den menneskelige formidler af de guddommelige ord reduceres til et redskab. Et sådant bibelsyn kan minde om de gamle billeder af evangelisterne, der sidder og skriver evangelierne, mens en engel dikterer, hvad der skal stå. Andre vil tale om, at forfatterne er under en vis form for inspiration. Denne opfattelse bygger på en tolkning af Andet Timotheusbrev 3,16-17, hvor det hedder:»ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.«at Gud selv er en form for afsender kan forstås forskelligt. I denne sammenhæng skal blot yderligere nævnes den opfattelse, der er blevet præsenteret af den amerikanske religionsfilosof Nicholas Wolterstorff, der i sin bog, Divine discourse. Philosophical reflections on the claim that God speaks, hævder, at Bibelen som Hellig Tekst først og fremmest må opfattes som en henvendelse fra Gud selv. Det betyder ikke, at Gud har skrevet Bibelen, men at Bibelens ord er talt på Guds vegne af de dertil befuldmægtigede profeter eller evangelister. Bibelen er derfor»divinely appropriated human discourse«(53). Mens nogle vil fastholde en form for guddommelig»afsender«, vil andre pege på institutionens beslutning om, at netop disse tekster skal være Hellig Tekst, som det afgørende. At en tekst er blevet Hellig Tekst begrundes med forekomsten af en institution, der har taget en beslutning om, at et bestemt 22 i. del