Nyt forord til Glistrups Lille Sorte

Indholdsfortegnelse Nyt forord til Glistrups Lille Sorte 1 Originalt forord til Glistrups Lille Sorte 2 Glistrups Egen Verden 3 Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet 10 Glistrup om Skattens Mønt 16 Glistrup om Gyngerne og Karrusellerne 23 Glistrups Sociale Udsyn 25 Glistrup og prokuratorerne 28 Glistrups politiske anskuelser 33 Glistrup og valgretten 38 Glistrup og monarkiet 39 Glistrup og Krigsmaskinen 41 Glistrup, Sommerland og Bassan 42 Glistrups Blandede Landhandel 44 Epilog: Glistrup om ophavsretten 47

Nyt forord til Glistrups Lille Sorte Nyt forord til Glistrups Lille Sorte I maj 1973 udkom Glistrups Lille Sorte ved Chr. Eriksens forlag. Det var en fiks lille sort satan af en bog, på under halvanden-hundrede sider, spækket med citater af Mogens Glistrup. I redaktionen sad Peter Damborg og Torben Østerby. Igennem flere år havde de samlet citater sammen fra aviser, magasiner og så videre: kategoriseret dem; og udvalgt de allerfineste og mest koncise udtalelser. Det var citater fra tiden før Mogens Glistrup blev fængslet; og før Glistrups politiske fokus faldt på Muhammedanerne. Man kan derfor i samlingen finde den klare og muntre tone, Glistrups kendte humor, og et fokuseret og glødende engagement vendt mod Staten og Skatten. I den forstand er værket en tidslomme: Men tematikkerne, og det anarkistiske engagement er evigt relevant. Nu mere end 40 år senere, har Liberator derfor fonøjelsen af at genudgive citatsamlingen. Det gør vi i den ånd, der stod ved epilog-citatet i den originale udgivelse: Samfundet må ikke hæmmes af alverdens enerettigheder, når det drejer sig om at gøre brug af det åndeligt skabte. Alexander Kirkegaard, Julen 2014 På vegne af Liberator.dk 1

Originalt forord til Glistrups Lille Sorte Originalt forord til Glistrups Lille Sorte Med udsendelsen af dette omhyggeligt foretagne udvalg af Fremskridtspartiets formand, Mogens Glistrups ord, håber vi at kunne skabe lidt glæde og opmuntring for mange danske i denne for vort folk så alvorlige tid. Når denne lille bog er gennemlæst, vil Mogens Glistrup selv for den mest skeptiske læser stå som en helstøbt, ubestikkelig personlighed, der ikke går på akkord med sine egne ord. Han vil for altid blive stående i folkets bevidsthed som det 20. århundredes sandhedsapostel, eller hvad? Peter Damborg og Torben Østerby Maj 1973 2

Glistrups Egen Verden Glistrups Egen Verden B.T.,17. februar 1971: I et sumpklima som vort fødes der hele tiden Glistrup er. Det nytter ikke at hive en enkelt plante op. Det er jorden, der er usund. Sjællands Tidende, 5. oktober 1972: Jeg tør sige, at hvis der er nogen, der har sine papirer i orden, så er det Mogens Glistrup. Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973: Jeg har selv arbejdet med den danske lovgivning i 25 år, så jeg ved nok, hvad jeg taler om. Interview med Glistrup, 16. januar 1973: Mistænkeliggørelse og mistro har i alle generationer været de arbejdsvilkår, som bydes fremskridtsfolk. Aarhus Stiftstidende, 7. februar 1971: -Hvordan tror De, De ville have haft det, hvis Hitler blev helten? -Der ville ikke have været stor forskel. Hele den myte, der nu er lavet om Hitler, nazisterne og tyskerne var nogle skrækkelige onde mennesker, hvad er det for noget? -At drage folk til ansvar for, hvad der sker under en krig, er den rene parodi. Det er bare afhængig af, hvem der vinder. Når en krig er forbi, er Churchill en helt og Hitler en skurk. Børsen, 18. marts 1971: Jeg skal selvfølgelig ikke være min egen dommer. Men jeg synes selvfølgelig, at jeg kan klare alle disse hverv. Jeg påtager mig ikke en opgave, medmindre jeg er overbevist om, at jeg kan klare den. B.T., 20. april 1972: Man ser gang på gang, at folk, der har været ude for noget uretfærdigt, sådan som jeg føler jeg er, bliver ødelagt. Ikke af kampen mod uretfærdigheden, men af den senere kamp om erstatningen. Der skal meget til, for at jeg bliver erstatningssyg, men jeg vil ikke afskære muligheden for at blive det. Jeg vil ikke for penges skyld ødelægge min tilværelse. Det med at rejse erstatningskrav giver ofte en erstatningsneurose. Information, 10. april 1973: Kapitalismen er jo uinteressant og har ingen relation til nutidens problemer. Information, 10. april 1973: Der eksisterer et eneste skel af betydning i Danmark, og det er mellem skrivebordsarbejde og nyttigt arbejde. Der eksisterer ingen skel mellem kapitalister og udbyttede eller mellem arbejdere 3

Glistrups Egen Verden og arbejdsgivere. B.T., 30. december 1972: Jeg har været ude for så mange ulykkelige mennesker, der er blevet pint og plaget af det nuværende skattesystem. Jeg måtte kæfte op. B.T., 17. februar 1971: -Jeg har gået og holdt min kæft i 20 år. Nu kan jeg ikke mere. -Er De idealist? -Ja. Ekstra Bladet, 20. januar 1973: Jeg levede og lever et hyggeligt og dejligt liv. Men jeg så, hvordan tingene begyndte at glide på afveje. Det pinte og plagede mig, fordi samfundet havde givet mig en skatteretlig uddannelse. Derfor følte jeg en samfundsmæssig forpligtelse til at stå frem og skrige op. Jeg gjorde det ganske simpelt for at gøre landet en tjeneste. Morgenposten, 11. marts 1973: Det er i den grad en grundholdning hos mig, at alt, hvad jeg kan blive fri for at bestemme, vil jeg også helst overlade til andre. Politiken, 4. februar 1971: En høvding lever år efter år i vellyst. Stadig skiftende og stadig dyrere kvinder hører til dagens uorden hos ham. Alkohol og røg af alle slags frådser han i. Til sidst bliver han et opslidt vrag eller i vor finansministers altid blomstrende sprogbrug et skvadderhoved. Jyllands-Posten, 9. maj 1972: Overfladiske metoder og midler er skiftet i de 100 år, men uændret står den grundlæggende konflikt mellem de magtapparater, hvis ideologi har overlevet sig selv, og de folkefrigørelseskræfter, som bryder frem. Berlingske Tidende, 4. maj 1972: Hvis en ven er fristet, skal man ikke holde ham tilbage ud fra samfundsøkonomiske motiver. Ritzaus Bureau, 14. april 1973: -Er Glistrup en stærk mand? -Nej, det er han ikke. Fremskridtspartiets idéer er forhåbentlig noget, der præger samfundet, Glistrup er blot som barnet i kejserens ny klæder. Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973: Jeg taler lige meget til højre og venstre, men der er den forskel, at Venstres og de konservatives vælgere i modsætning til socialdemokraterne er vant til at tro på, hvad deres aviser skriver. 4

Glistrups Egen Verden Skriver de, at Glistrup er en farlig mand og alt det der, så varer det længere, for deres læsere kommer over til os. Aviserne glemmer bare, at det er en boomerang. Information, 19. april 1972: Som sædvanlig er jeg den rene uskyldighed. Men De kender disse ulykkesfugle, der ikke kan gå over gaden, uden at 17 biler støder sammen. Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1972: Jeg er som en elefant i en porcelænsforretning. Jeg kommer med upolerede meninger, og det er ikke alle, der kan lide det. Jyllands-Posten, 7. februar 1971: Det afgørende er, om man har en god samvittighed. Tror De, at kætterne havde kuldegysninger, når de blev brændt på bålet i trediveårskrigen? De følte allersnarest stolthed. Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973: Jeg er ærlig og jeg tror, at et ærligt parti vil kunne overleve i det politiske spil. Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973: Når man har været ude for så megen bagvaskelse og forfølgelse, som jeg har, så er det faktisk godt at have det bornholmske granitsind. Søndags Aktuelt, 18. marts 1973: -Er de martyr? -Det ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at hvis en historiker om 100 år skriver en disputats om Glistrup-fænomenet, vil jeg blive fremstillet som martyr. Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971: Når dette en gang er glemt, og jeg sidder alene og grå tilbage, så vil det varme min tilværelse, når jeg blader den store stak af sympatibreve igennem. Det er noget, jeg er meget, meget taknemmelig for. Jyllands-Posten, 7. februar 1971: -Jeg har det, som man kalder et grundfæstet livssyn. -Gående ud på hvad? -At livet allerede har givet mig mere lykke og tilfredsstillelse, end hvad jeg kunne fortjene. Ligemeget hvad der er sket, eller hvad der vil ske. Det har virkeligværet et liv på solsiden. B.T., 20. april 1972: Jeg vil vove at sige, at der er få i Danmark, der er så pertentlige med at have sin selvangivelse i orden som jeg. Hvis jeg har fået en flaske rødvin for at holde foredrag, kommer den på selvangivelsen, og hvis jeg er ude at spise på restaurant, trækker jeg ikke regningen fra. 5

Glistrups Egen Verden Jeg handler 140 pct. Rigtigt over for skattevæsenet men det er til gengæld også det, man forlanger af mig i modsætning til andre. Holbæk Amtsavis, 15. april 1972: Jeg skrev i 10-12 år saglige artikler om skattespørgsmål i juridiske fagskrifter, men derved kom der ingen dialog i gang med politikerne. Men efter tre minutter i TV skete der i hvert fald noget. Ekstra Bladet, 20. januar 1973: Den omstændighed, at jeg ikke betaler skat, har sikkert været med til at gøre samfundsmæssig gavn. Der er rejst debat om skatteproblemerne. Jeg har ikke været med til at betale 10 meter ekstra motorvej, en ekstra etage på en eller anden ambassade eller en ny kanon til militæret men min manglende skattebetaling har været med til at aktivere samfundsdiskussionen i dette land. Ekstra Bladet, 20. januar 1973: -Er De ikke en legal skattesnyder selv? -Jo. -Er det særlig moralsk at være det? Ja. I det nuværende samfund er det i allerhøjeste grad moralsk. B.T., 20. januar 1973: Ved ikke at betale skat er jeg med til at åbne folks øjne for, at skattesystemet er galt. Det tror jeg gør mere samfundsmæssig gavn end de to meter motorvej, min skat kunne finansiere. Desuden er det ikke noget særkende for mig. Der er mange andre, som ikke betaler skat. Jeg skriger bare lidt mere op om det. B.T., 12. december 1972: Om Lyngby-Tårbæk skattevæsens fastsættelse af trækprocent 62 på Glistrups a-indkomst: -Måske kommer jeg til at betale lidt à conto skat men når året er omme, får jeg pengene tilbage fra skattevæsenet. Jeg låner bare endnu flere penge, så jeg får et endnu større underskud, hvorefter jeg igen får negativ indkomst og så skal jeg have pengene tilbage fra skattevæsenet. Dem kan jeg bruge til at afbetale lånene med. Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971: Det eneste, jeg personligt i dag har med skatten at gøre, er nu, hvor jeg bliver nødt til at rende rundt med frikortet på mig og vise det frem, hver gang jeg er til bestyrelsesmøde et eller andet sted og skal have udbetalt honorar. Ekstra Bladet, 3. april 1972: Mit frikort (1.420.907,75 trækprocent 37) er jo kun en lille flig af et samlet hele. Der er i dag flere millionærer end nogen sinde, der har frikort. 6

Glistrups Egen Verden Jeg har ikke det mindste imod at være Prügelknabe. Finansminister Henry Grünbaum må godt hænge mig ud, hvis blot det fører til nedbrydning af det tåbelige viktorianske hemmelighedskræmmeri, der er omkring folks indtægter og skattebilletter. B.T., 2. november 1971: Javist, og hver gang, der kommer en ny sløjfe på skattelovgivningen, bliver det sjovere at være Glistrup. Meget egoistisk sagt er jeg meget taknemmelig for alle de mange ting, der efterhånden indføres. Hvis bruttotrækprocenten indføres, vil endnu flere blive jaget op til skatterådgivning. Politiken, 19. april 1971: Det, som adskiller mine skatteforhold fra tusinder af ligestillede, er imidlertid ikke skattens størrelse, men derimod offentliggørelsen deraf. Berlingske Tidende, 17. august 1972: Skulle jeg opnå en fodnote i historien, er det vel, fordi jeg har belært ikke bare millionæren, men også fabriksarbejderen om, hvordan han skal løse sine skatteproblemer. Ritzaus Bureau, 14. april 1973: -Hvordan går det til, at en driftig advokat med en blomstrende forretning giver sig i kast med noget så lidet givtigt som politik? -Det er fuldstændig svarende til, hvis man har en speciallæge i kolera, som går ud og slår sin græsplæne og hygger sig, mens der er en koleraepidemi i den by, hvor han bor. Han tænker så, hvorfor skulle jeg udsætte mig for at få en af de patienter der eller skal jeg bare have det rart? På samme måde er jeg det menneske, der her i landet har min uddannelse i indkomstskatteret, og når man så ser, hvorledes indkomstskatteudviklingen forløber, så siger jeg, at jeg må se, hvad jeg kan gøre. Aktuelt, 19. april 1971: Når man i 20 år har beskæftiget sig med sagførervirksomhed, kommer man uvægerligt ind i mange forhold, hvor man kan anlægge rent forretningsmæssige bedømmelser. Det er, hvad jeg har gjort. Når jeg er stødt på en god forretning, har jeg taget den, og det har somme tider været forbundet med lån til mig selv eller det modsatte. Det har skiftet meget. Børsen, 18. marts 1972: Pjank. Det med de 12.000 er at stikke folk blår i øjnene. Man får adskilligt mere som sagfører. Hvis mit arbejde f.eks. er 45.000 kr. værd for selskabet, får jeg af hensyn til offentlighedens kritik de 12.000 i honorar og så 33.000 for diverse konsulentopgaver. Den praksis kan enhver gennemføre. Men selvfølgelig er der nogle, som nøjes med de 12.000, enten fordi de ikke er mere værd, måske endda mindre, eller simpelt hen fordi de nyder magtens sødme eller forventningen om knaphulspynt. 7

Glistrups Egen Verden Ekstra Bladet, 1. marts 1971: Jeg vil gavne de svage mennesker. Jeg gør intet i min gerning, hverken i eller uden for min forretning, som jeg ikke finder absolut ærlig. Man kan glimrende finde et område, hvor man både er ærlig og legal, og det er det, jeg opererer på. Ekstra Bladet, 29. april 1971: Vi har den praksis, at vi har indført en fast pris for at høre på en klient og levere en afrundet vare for pengene. Det er 200 kr. Hvis klienten vil have assistance ud over dette beløb, får han at vide, at taxametret tikker. Han kan bagefter gå ud på gaden og sige: Glistrup var ikke min stil, men det kostede mig da ikke mere end 200 kr. Information, 1. juli 1972: Om klientkonti: -Det er bare min pligt at råde mine klienter bedst muligt. Og i det nuværende højrentede samfund ville det være stik mod klientens interesse at røde ham til at lade pengene stå hos mig. Sådan en griset behandling vil jeg da ikke være med til, selv om jeg godt kan se, den er en vældig fordel for advokaterne. -Hvordan det? -Der er 2000 sagfører i Danmark. Hvis de hver har en kvart million kroner stående på klientkontoen, bliver det til en halv milliard i alt. Den slags penge er ret rolige penge for bankerne og dermed en stor fordel for dem. Hvis advokatens datter en dag skal have et lån til et hus, kan det godt være, at banken synes, den ene tjeneste er den anden værd. Jeg under skam advokatens datter den favør, men rettelig burde den tilkomme klienten. B.T., 30. december 1972: -Jeg har ikke noget imod sammenligningen med den franske poujadiskbevægelse. Pierre Poujade opnåede 2,5 millioner stemmer og 52 mandater ved det franske parlamentsvalg i 1956. -Pierre Poujade fik ingen lang levetid? -Måske ikke, men han fik sat en skræk i de gamle partier og politikere. Jyllands-Posten, 14. september 1972: Når vi nu sætter en kampagne i gang for at få underskrifter og bistand fra andre interesserede, så skyldes det ikke mindst den ulykkelige omstændighed, at der indtil nu i høj grad er tale om et one-man show. Vi må have fat i en 20 til 30 personer, som er villige til at lade sig opstille ved et folketingsvalg. Det er ikke fordi jeg brænder af iver efter at få mit navn i avisen, at vi nu sætter en kampagne i gang. Interview med Glistrup d. 16. januar 1973: Jeg er ikke partiejer, men partitjener. Fremskridtspartiets samlingsmærker er ikke enkeltpersoner, men idégrundlaget, som adskiller sig fra de andre partier ved at være udsprunget af nutidens forhold og ikke situationen, som den var i en fjern fortid. Med den udviklingshast, der har præget de sidste 20 år, ligger Adam Smith, Karl Marx og Henry George ja også Hørup, Christmas Møller og 8

Glistrups Egen Verden Stauning langt tilbage i historien, og derfor er de andre partier belemret med så meget tankevraggods, at de adskiller sig distinkt fra Fremskridtspartiet. Ekstra Bladet, 20. januar 1973: Mine politiske karrieredrømme er inderligt ligegyldige. Det er Fremskridtspartiets idégrundlad, der er det afgørende. Jeg er kun en lille koral på vejen til at opbygge koralrevet. Aktuelt, 11. december 1972: Af et brev til chefredaktør Bent Hansen, Aktuelt: Det politiske spørgsmål i dag er ikke at løse 1930ernes problemer. Nu gælder det den sidste fjerdedel af dette århundrede. Forskellen er stor. Først og fremmest markeres den af en myriade af uproduktive skrivebordsfolks fremmarch til de bedst aflønnede stillinger, anført af jurister og nationaløkonomer. Derfor gælder kampen i dag modstand mod os, samfundets pæne støtter, som opæder større og større dele af produktionsresultatet uden selv at bidrage med noget nyttigt, d.v.s. menneskelykkeskabende. Arbejderen, stuepigen og redaktøren frembringer værdier, som hjælper til, at vi føler os mere glade og tilfredse i de år, vi har her på jorden. Blanketudfyldning, skemadyrkning og andet papirpukleri, som administrationssektoren i stigende omfang vælter ud over borgerne, er ikke trivselsfremmende. Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973: Jeg forsøger at være sober og korrekt. Helt præcist prøver jeg på at undlade at foregøgle vælgerne noget som helst. Jeg har talt med mange ting, men det eneste, jeg siger, er, hvad Fremskridtspartiet vil, på hvilke tidspunkter og hvordan vi vil lindre skattetrykket osv. Hvis der er noget, som er pæredansk, så er det mit parti. Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973: Om at være stærk mand i dansk politik: Det har jeg aldrig talt om. Jeg er helt imod Viggo Hørups princip om ingen højere og ingen ved siden af Folketinget. Det skal være den almindelige vælger, der bestemmer. Princippet ingen over og ingen ved siden af folkeafstemningen er det rigtige. Ikke mindst i dag, hvor vi har et millionsamfund med fede kommunikationsmuligheder. Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973: Vi vil hele tiden fortælle sandheden. Gennem lang tid har borgerne her i landet været et langt skridt foran politikerne på Christiansborg. Menigmand er væsentlig længere fremme i forståelsen end folketingsmedlemmerne. 9

Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet Ekstra Bladet, 4. maj 1972: Jeg vil grumme gerne ind i Folketinget. Jeg tror, jeg vil kunne gøre lige så stor gavn som gennemsnittet af de 179 medlemmer, der sidder der i øjeblikket. Hvis der viser sig en mulighed, vil jeg udnytte den. Berlingske Tidende, 20. juni 1972: Mine synspunkter repræsenterer væsentligt mere end 1/175 af den syddanske vælgerbefolkning, og derfor må det simpelthen være det demokratisk rigtige, det må være min demokratiske pligt at søge at gøre, hvad jeg kan for at komme i Folketinget. Berlingske Tidende, 16. februar 1971: Den eneste måde, man kan komme i Folketinget på, er på en partibillet. Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971: Muligheden i dag for at komme ind i Folketinget er jo med den udemokratiske, reaktionære og ondskabsfulde og folkefjendtlige valglov, vi har, kun, at man indrullerer sig i et partiapparat. Ellers er der ingen praktisk mulighed. Og hvis nu der var noget partiapparat nu leger vi det der kunne tænke sig at opstille sådan en karl som ham Glistrup, der roder op i politikernes dejlige private cirkler på Christiansborg, så skulle det være velkomment. B.T., 21. juni 1972: Glistrup om opstilling, da Lyngbykredsen underkendte, at Søllerød konservative vælgerforening gik ind for Glistrup med 109 ud af 136: Partierne siger, at man bare kan møde op i vælgerforeningerne, hvis man er utilfreds. Når jeg så følger den opfordring, og resultatet bliver som i Søllerød, lukker man altså bare af. Det er en besynderlig metode over for de 109, som har indstillet mig. De repræsenterer en trediedel af kredsen. Systemet smækker døren i, når det passer systemet. Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973: Hvis man lader sig kyse ned i en rendesten i stor forskrækkelse, så kommer man aldrig videre i politik. Berlingske Tidende, 16. juni 1973: I forbindelse med opstillingsforsøget hos de konservative i Søllerød: -Jeg har givet udtryk for, at jeg vil opstille for alle de fem partier, som er repræsenteret i Folketinget i dag. -Er den konservative partibog i orden? -Nej, det er den ikke. Men jeg vil da gerne blive partimedlem, hvis det skal til. 10

Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973: Jeg forsøgte at fremføre mine synspunkter for de fem bestående partier, men ingen var rummelige nok, hver især har de bygget et hegn op omkring deres idéer, og derfor måtte Fremskridtspartiet startes. B.T., 23. juni 1972: Om den konservative afvisning: Frygten for bare at få en halv procent frisk luft ind gennem slotsvinduerne på Christiansborg vækkede partiets landsledelse ud af sommerdvalen. Uden at spørge mig om noget som helst, iværksattes en isbjergoffensiv mod mig. Blot den del af bjerget, der synede oven vande det nærmeste par dage, var imponerende. Frederiksborg Amts Avis, 10. august 1972: Om opstilling som konservativ i Søllerød: Hvis der igen skulle blive tale om en opstilling, så er mit svar: Mange tak! Jeg regner stadig med, som jeg tidligere har sagt, at jeg kan klare arbejdet i hvert fald så godt som gennemsnittet af de 179 medlemmer i tinget. Jeg har ikke megen tid, men jeg vil tro, jeg kan overkomme det. Jeg vil gerne gøre Danmark en tjeneste, mens jeg stadig har mit helbred i behold. Ekstra Bladet, 5. maj 1972: -Hvilket parti vil De foretrække, hvis De alligevel skulle få chancen en dag? -Jeg er flintrende ligeglad. Der er udmærkede mennesker i dem alle. Men også tunge ender. Jeg går med lige stor glæde ind i dem alle fem. Men jeg vil reservere mig ret til at være grim ælling, uanset hvor det bliver. -Spekulerer De på at danne et parti selv? -Valgloven er indrettet så samfundsskadelig, at de fem partier har monopol på at få valgt kandidater. Selv udbrydere som Christmas Møller og Knud Kristensen kunne ikke klare sig alene. Desuden har jeg ikke tid til at konstruere et parti. Skal jeg vælges, må det blive for et af de repræsenterede partier. Fyns Amts Avis, 23. august 1972: Jeg er flere gange blevet opfordret til at starte et nyt parti, men har hidtil ønsket at foretage mit eventuelle folketingsarbejde i et af de fem bestående partier. Da ingen imidlertid ville have mig, har jeg nu taget dette skridt. Annonce i Jyllands-Posten, 15. september 1972: Kikser forsøget denne gang er risikoen nærliggende for, at der går mange år, før nogen på ny vil tage sig arbejdet på at danne et parti til at standse slendrianen med skatteydernes penge. Det bliver i al fald sværere og sværere, jo længere tid de mange offentligt ansatte socialrådgivere, ekspeditionssekretærer og cand. polit. er m.fl. får til at befæste en majoritetsplacering også i vort Folketing. 11

Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet Jyllands-Posten, 7. februar 1971: Når man nu har en tilværelse, hvor man er glad og lykkelig, så ja, der var for resten næppe nogen, der ville opstille mig eller stemme på mig, og det kunne næppe gå med mig på en arbejdsplads som Christiansborg sådan en indavlsklub, hvor man skal være konform for at trives. En mand, der tænker egne tanker, kan næppe gå i spand med 178 andre. Berlingske Tidende, 23. juni 1972: Om en henvendelse fra en SF-partiforening om opstilling: Han sagde, at det godt kunne være, der var nogle anstødssten i disse synspunkter (støtte til den private ejendomsret og modstand mod statsejendomsret for eksempel af produktionsmidlerne), som jo afveg noget fra, hvad SF mente, men ville dog alligevel gerne høre, om jeg havde noget principielt imod at gå med SF. Og det har jeg bestemt ikke. Vi arbejder alle sammen, om vi så hedder Gert Petersen, Poul Schlüter eller Mogens Glistrup, på én ting: at vi skaber så gode forhold for så mange som muligt i Danmark. Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1972: Jeg tror, jeg vil være i stand til at få et fortrinligt samarbejde uanset hvilken folketingsgruppe, jeg måtte blive medlem af. Jeg har gennem tiderne været vant til at tilpasse mig mange forskellige miljøer. Så hvorfor ikke også i dette tilfælde. B.T., 20. januar 1973: Det er ingen happening. Får vi 70.000-80.000 stemmer og dermed bliver repræsenteret i Folketinget, vil de øvrige partier være hunderædde for, at vi ved det følgende valg skal få 170.000-180.000 stemmer og prøve at tillempe sig vor politik. Endelig kan situationen blive den, at VKR får 83 mandater, S og SF 82 mandater, mens vi sidder med 14 mand i midten. Så er det bare om at forvalte vort pund og få så meget af vor politik igennem som muligt. Ekstra Bladet, 14. april 1973: Jeg tror, at også andre end de utilfredse vil stemme på os. Jeg er optimistisk nok til at tro, at vi får 20-25 mandater. Af en skrivelse fra Glistrup til mulige sympatisører, dateret foråret 1973: At sidde i Fremskridtspartiets gruppe i den kommende folketingsvalgperiode skal nok blive en oplevelse for livet, såvel hvad angår det saglige som det humørfyldte. Vi er i øvrigt indstillede på, at partiets tilhængere vil gøre alt for at lette arbejdsbyrden for folketingsmedlemmerne og på, at disse skal skære alt det overflødige tidsspilde væk, som de nuværende folketingsmedlemmer lader sig pestilere af. B.T., 6. marts 1973: Om annoncering efter kandidater: Vi ønsker dygtige emner, der kan gå ind for partiet, ligesom et tandpastafirma ønsker dygtige agenter. Det system er mere fair end det nuværende. På den måde får vi folk med den bedst 12

Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet mulige baggrund og ikke nogen, der kender nogen. Annonce i Jyllands-Posten, 15. september 1972: Partiet vil derfor ikke kræve, at dets folketingskandidater følger nogen bestemt parole. Tværtimod er dets folketingsmedlemmer ene bundet ved deres overbevisning. Partiet forventer, at dets folketingsgruppe i tinget vil fremsætte et væld af konkrete forslag med det sigte at forenkle lovgivningen massivt og kraftigt formindske den offentlige sektors papirplageri over for borgerne. Søndags-Aktuelt, 18. marts 1973: Fremskridtspartiet er et holdarbejde. Det må det blive med en sekscifret vælgerskare. Det er bedre at kritisere mig end slikke mig op og ned ad ryggen. Her er ikke tale om egotrip, men om oprør mod embedsmandsstyret. Ritzaus Bureau, 31. marts 1973, referat af radiotinget: Om partiets otte medlemmer: Jeg har lige så lidt som dem noget at skulle have sagt. Det er partiets hundredetusinder af tilhængere landet over, der bestemmer. Ritzaus Bureau, 14. april 1973: -Skal en kompetent forsamling tage stilling til et program for Fremskridtspartiet inden et folketingsvalg? -Det er noget, som diskuteres meget livligt. For mit eget vedkommende ser jeg skriften på væggen. Hvis vor forgænger Kristeligt Folkeparti ikke have fået fat i den idé, havde det parti i dag siddet med 6 mandater i Folketinget og med et Galluptal til 30 mandater. Det er udelukkende, fordi de lavede det landsmøde i maj 1971, at partiet har vanskeligheder. Morgenposten, 18. marts 1973: Om et politisk manifest, et partiprogram: Det har vi ikke brug for. Vort erklærede mål er, at vi vil af med de sindssyge ting i vort samfund indkomstskatten, papirvældet, lovjunglen. Og vi vil gøre det på et demokratisk grundlag. Alle andre mål er Fremskridtspartiet uvedkommende. Ritzaus Bureau, 31. marts 1973, referat af radiotinget: Om Fremskridtspartiets program: Det er blevet vedtaget ved hundreder af dagligstuemøder og andre møder rundt landet over, ligesom det skete under frihedskampen. Vi spreder vort program, som frihedskæmperne gjorde det ved hver aften at lægge mange hundreder af breve i postkasserne til almindelige mennesker ud over hele landet. Aarhus Stiftstidende, 8. marts 1973: Hvis vor politik bliver gennemført af andre, kan vi kun være glade. Vi lider ikke af taburetkløe, men 13

Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet skal først og fremmest sætte en skræk i de andre partier. Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973: Vi er fuldt ud rede til at danne regering efter et kommende valg. Men vi er også klar til at gå ind i en koalition, hvis vi får en indflydelse, der svarer til vor opbakning i befolkningen. Eneste betingelse er blot, at der sker en forhøjelse af bundgrænsen allerede den første måned ellers vil vi ganske enkelt ikke være med. Kan vi så få de øvrige partier til at gå ind på en aktion over bundgrænsens størrelse, ville det jo være skønt. Berlingske Tidende, 22. november 1972: Vi arbejder skam ikke for sjovs skyld eller for den private ambition. Hvor havde det dog været personligt langt lettere at holde kæft og dermed undgå alle de lavsindede nedrigheder, man udsætter sig for, når man går i virkelig opposition til dette lands magthavere og vil repræsentere et virkeligt alternativ til dem. Ritzaus Bureau, 14. april 1973: Vi har ikke vraggods af hellige køer og fordomme fra gammel tid. Vi går ud i det danske samfund og peger på de tre største samfundsonder i nutiden indkomstskatten, bureaukratiet og lovjunglen. Skal man nå noget mod disse kameler, må man samle alle kræfter om de så i øvrigt er kommunister eller langt ude til højre, det er så inderligt ligegyldigt. Dem, der vil gøre fælles sag mod de tre onder, er bestemt ikke nogen broget flok. Ekstra Bladet, 11. april 1973: Ligesom Socialdemokratiet tog et spring frem i 1870 og gennem 1870erne udviklede sig til det parti, som fik flest ministerposter, sådan vil Fremskridtspartiet udvikle sig i 1970erne og ganske givet blive det parti i det 21. århundrede, der får flest ministerposter. Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973: Vi har jo den vældige fordel modsat de gamle partier at vi begynder med en ren tavle. Vi er ikke på noget punkt tvunget til at forsvare traditioner og ideologier. Socialdemokratiet har været pisket til at forsvare de sociale boligselskaber, Venstre andelsbevægelsen o.s.v, o.s.v. Så er der selvfølgelig den risiko, at vi begår nogle vældige vildmænd. Ekstra Bladet, 20. januar 1973: Fremskridtspartiet er tre sætninger. Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet. Jyllands-Posten, 9. december 1972: Fremskridtspartiet vil som bekendt udrydde de tre store kræftsvulster i dansk økonomi indkomstskatten, bureaukratiet og lovjunglen. Kun på den måde opnås det spring fremad i nationalproduktet, som er det eneste bæredygtige grundlag for, at samfundets pensionister kan få det bedst muligt. 14

Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet En skrivelse fra Glistrup til mulige sympatisører, dateret foråret 1973: Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at embedsmændene og gammelpartierne i disse år driver landet ud i så rædselsfulde tilstande, at det med henblik på de næste fire års folketingsarbejde er særdeles vigtigt, at der kommer så stærk en repræsentation som muligt for det parti, der frem for nogen vil papirvældet, indkomstskatten og lovjunglen til livs. B.T., 17. marts 1973: Af et svar til redaktør Poul Erik Søe: Fremskridtspartiets program er ikke selvmodsigende. Det er tværtimod det eneste partiprogram, der klart oplyser, hvad man vil gøre måned for måned og afstemmer det offentliges udgifts- og indtægtstal præcist med hinanden, således at enhver kan se, at vi kan undvære indkomstskatten. Vi kan i al fald ikke beholde den i den nuværende facon, uden at vi slår umådeligt meget i stykker menneskelige, økonomisk og trivselsmæssigt. Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973: Fremskridtspartiet befinder sig i en dimension som i fladlusens verden. Vi foretrækker hverken det yderste venstre eller højrefløjen, de konservative eller de uafhængige. Vi vil gerne forhandle og samarbejde med alle danske mennesker, hvad enten de ligger til højre eller til venstre. B.T., 8. februar 1973: Vort parti hviler 100 pct. på folkestyrets grundlag, vi hylder ikke statsmagten. Naive er vi måske, men ikke demagoger. 15

Glistrup om Skattens Mønt Glistrup om Skattens Mønt Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973: Midt i næste måned indfinder Støvets År sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen bofaste i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: Rev vi i marken let, det er gammel ret. Skete det alligevel at indkomsten sattes lidt for højt, var det til at bære med en topbeskatningsprocent omkring de 2½. Ekstra Bladet, 14. april 1972: Indkomstskatten blev opfundet i forrige århundrede af preussiske skattehjerner. Nu har den overlevet sig selv. Lad os starte med at hæve den skattefri bundgrænse til 60.000 kr., senere til 80.000 kr. o.s.v., indtil der ikke betales skat af indtægter. Weekendavisen, 27. oktober 1972: Det, der truer det danske samfund i øjeblikket, er dem, der sidder i ligningsdirektoratet og den røde bygning. Den fædrelandskærlige indstilling i dag ligger i at bekæmpe disse mennesker. B.T., 20. januar 1973: Vi kan jo godt som barnet i legetøjsbutikken blive ved med at sige det vil jeg have. Men vi kan også gøre som i en almindelig husholdning: sætte tæring efter næring. Man kan vælge de lidelser, skattesystemet medfører, eller få alle sine ønsker opfyldt. Toppen af den sidst tjente krone beskæres med 62 pct. Fortsætter stigningen i samme takt som hidtil, trækkes 100 pct. af den sidst tjente krone i 1993. Fyns Tidende, 6. februar 1971: Nægt disse regerende politikere skattens mønt. Afvænningskure er nok hårde, men skal patienten gavnes, må der doceres afvænning fra det stof, der misbruges. Aktuelt, 2. maj 1971: Lad os tage det mere principielt og tale om en mand med en jævn og beskeden indkomst på 400.000 kr. årligt. Tager man f.eks. et gennemsnit for ti år, og vi forudsætter, han har magt over tingene, så vil det ved ganske enkelte foranstaltninger være muligt at koncentrere denne indtægt altså 4 mill. inden for de tre skattelette år 1968, 1969 og 1970. Fyns Tidende, 6. februar 1971: I et samfund, hvor en mindre gruppe reelt har monopol på det politiske magtapparat, er der ingen anden praktisk farbar helbredelsesvej, end at hver pengestofleverandør til de offentlige kasser efter evne søger at begrænse sin stofleverance. 16

Glistrup om Skattens Mønt Jyllands-Posten, 5. februar 1972: Forureningsministeren skulle tage fat på finansministeriet, hvor den største mentale forurening finder sted. Men finansministeren vil effektivisere ligningen og gøre trivslen endnu mindre. Han vil have gjort endnu mere uproduktivt arbejde på skattekontorerne. Det er dette århundredes største propagandaløgn, for der vil ikke blive udskrevet en øre mindre i skat. Ekstra Bladet, 14. april 1972: Fjern den tåbelige indkomstskat. Så bliver vi allesammen så rige, at vi samtidig kan afskaffe det, vi bruger skatten til: boligsikring, administration, sociale tilskud og blanketvældet med ansøgninger om skattenedslag og andet tidsspilde. Interview med Glistrup, 16. januar 1973: Erkendelsen af bureaukratiets og indkomstskattens samfundsskadelighed er givet større i dag, end da jeg i slutningen af 1970 kom til det resultat, at man ikke kunne tillade sig bare at tie stille til den misudvikling, som var i gang. Mon ikke mine provokationer har haft en lille del af æren for denne erkendelse, der er et nødvendigt stadium på vejen til fremskridtet? B.T., 17. februar 1971: Indkomstskatten er passé. Pengene skal hentes på indirekte skatter. Selvfølgelig vil staten få færre penge at arbejde med. Det bliver i første omgang de offentlige udgifter, der må skæres ned. Men når en mand gennem nogle år har fået 4.000 kr. månedligt i stedet for de 2.000 kr., han får under det nuværende skattesystem, bliver der heller ikke brug for så store statslige midler. Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973: Skattetryk fører til en forvridning af den økonomiske struktur. Mange mennesker mener ikke, det kan betale sig at arbejde og investere, med mindre det kan ske sort. Bedsteforældrenes idéer om skattebetaling efter evne er blevet til skattesnydning efter evne. Dette fører igen til forvridning af retsbegreberne og dermed sænkning af kulturstadet. Som tiden går bliver det plattere og plattere umuligt at opretholde en indkomstskat rent teknisk. Med nutidsspecialiseringens stadigt skiftende beskæftigelsesstruktur kan ingen ligningsmand være tilstrækkelig sagkyndig til at kunne bedømme den virkelige indtjening og de virkelige driftsomkostningsfradrag. Skal man nå et stykke ad vejen, må man bruge de største genier i hver generation på noget så goldt og samfundsmæssigt urentabelt som skattearbejde. Staten må sætte kontrollanter på hver enkelt skatteyder for at følge ham i hans dagligfærd for at få fastlagt det nødvendige grundlag for den indkomstmåling, som er indkomstbeskatningens alfa og omega. Morgenposten, 11. marts 1973: Og jeg kan med fuldstændig saglig overbevisning sige, at som forholdene er nu, er indkomstskatten overflødig, og det er aldeles meningsløst, at folk er ude for de åg, den tynger dem under. Indkomstskatten er med de udviklingstendenser, der er, en død foreteelse om 20-30 år i alle lande. Hvorfor skal Danmark ikke udnytte de fordele, der er ved, at landet bliver det første, som 17

Glistrup om Skattens Mønt afskaffer den. B.T., 20. januar 1973: Vi er det lang, der har skatteproblemerne længst inde på livet. Det er ganske naturligt, at det kommer først her. B.T., 23. august 1972: Når vi som det første land i Europa ophæver den direkte beskatning, vil der tilflyde landet en masse udenlandsk kapital. Det vil øge efterspørgselen efter arbejdskraft, og det vil få de ufaglærtes lønninger til at gå i vejret. B.T., 20. januar 1973: Jeg vil starte med en skattefri bundgrænse på 60.000 kr. Alt hvad der tjenes derudover beskattes med 50 pct. I 1975 hæves bundgrænsen til 80.000 kr. I 1976 til 100.000 kr. I 1977 til 125.000 kr. Fra 1. januar 1978 bortfalder indkomstskatten, og Sankt Hans Aften 1979 markeres begivenheden med, at alle skattevæsenets arkiver brændes på bålene. Materialet må tilintetgøres, så systemet ikke genindføres. Sjællands Tidende, 20. marts 1973: Når folk bliver fri for at betale skat, så bliver vi heller ikke nødt til at betale dem socialhjælp til deres teaterbilletter, bordtennisundervisning, huslejer og lignende. Som det er nu, haler man under megen skrig og skrål 1000 kr. op af lommen på hr. værkfører Petersen. Disse føres igennem en omfattende administration. Til syvende og sidst bliver der 600 kr. tilbage, og dem giver man så værkføreren igen i form af tilskud til boliger, børnehaver og lignende. Morgenposten, 11. marts 1973: Nu må man give socialhjælp til folk, der tjener 40-50-60.000 kr., fordi de på grund af indkomstskatten har så lidt til disposition til sig selv, men hvis man i stedet lod dem beholde deres penge i egne lommer, lod dem betale deres egne udgifter, hvad enten det er til teater, undervisning, trampolinspringning eller hvad, ville man opnå noget administrativt væsentligt enklere. Man skal hellere stryge hunden med hårene end mod hårene. Det er den enkle lære, danske politikere bør forstå og ikke fortsætte ad de baner, som var gængse i livremsperioden. Den går ikke at piske folk med skorpioner, men langt, langt bedre, hvis man følger det, der giver medvind og medløb. Morgenposten, 18. marts 1973: Folk kan jo betale, hvad tingene koster, når de selv får lov til at beholde, hvad der er i lønningsposen. Berlingske Tidende, 11. marts 1973: Hvis man fik fat i de sorte penge, ville alt i samfundet gå i stå. Sorte penge er nødvendige med de 18