Virkelige-og-imaginære rum Stedbevidste medier i et humangeografisk perspektiv Københavns Universitet Medievidenskab; Afdeling for Film- og Medievidenskab; Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Forfatter: Kristian Møller Jørgensen Vejleder: Arild Fetveit December 2010 1
Indholdsfortegnelse Abstract 3 Indledning 4 Problemformulering 6 Fremgangsmåde 7 Hvad er stedbevidste mediers generelle kendetegn? 11 Definition: Stedbevidste medier 12 Aktør-Netværks-Teori 16 Stedbevidste mediers ANT-netværk 18 Hvordan kan stedbevidste medier kategoriseres? 25 Empiriske eksempler 25 Max Webers sociologiske metode 30 Idealtyper: Navigation, information, kommunikation og gaming 32 Hvad er virkelige-og-imaginære rum? 36 Humangeografi 38 Sojas trialektik: Firstspace, secondspace og thirdspace 39 Hvordan producerer stedbevidste medier virkelige-og-imaginære rum? 45 Navigationsidealtypens virkelige-og-imaginære rum 46 Informationsidealtypens virkelige-og-imaginære rum 48 Kommunikationsidealtypens virkelige-og-imaginære rum 50 Gamingidealtypens virkelige-og-imaginære rum 52 Idealtypernes frugtbarhed: En diskussion 54 Konklusion 62 Litteraturliste 66 2
Abstract Locative media is one of the most interesting topics for developers of new media these days, with key movers like Twitter, Facebook, Foursquare, Google and many more seeking to develop effective platforms that can connect media content and exchange to locations. In spite of these emergent activities where new devices and services are being launched every other week, little has so far been done in terms of research. e analysis of locative media in this thesis work explores how meaning, identity and action is constituted in both online an offline experiences. In this regard the work is positioned somewhere in between the spatial turn in media studies and the media turn in the field of human geography. I seek to understand how these intelligent, mobile and intimate technologies are to be interpreted with the theoretical sensibilities and tensions that a geography of media supplies. Anchored in Edward Soja s trialectics of spatiality this thesis shuns media determinacy and aims at pinning down experiences rooted in both locative media s material firstspace and mediated secondspace, while leaving the analytical space radically open for surprising performances of real-andimagined space. I conceptualise locative media by submitting the empirical mapping to the methods of Actor- Network- eory. e distinctions inspired by this ANT-network are based on the Ideal Types of Max Weber. is dual methodology creates on the one hand a body of empirical data on human and non human transformations and relationships that on the other hand, informs and inspires the crystallisation into the four ideal types: navigation, information, communication and gaming. From the trialectical analysis of these types derives a set of real-and-imagined Ideal Types. e thesis thus provides a language for precise distinctions between simple contemporary locative media. Furthermore the ideal real-and-imagined spaces that this thesis work assembles, also maps out more complex types, leaving the question open for this work to be applied to future configurations of locative media. 3
Indledning Du sidder i det halvfyldte tog i dine egne tanker, da mobiltelefonen ringer. Du tager den hurtigt og forlegent, idet du har glemt at slå ringesignalet fra. Det viser sig at være en god ven som ringer med sladder om en fælles ven. Hendes histore engagerer dig og du lader dig rive med. I griner sammen og samtalen afsluttes. Da du tager telefonen ned fra øret bliver du opmærksom på dine umiddelbare omgivelser, togvognens intime akustik og de andre passagerers nærhed. Det føles som om du i nogle minutter var et andet sted og at du derfor glemte at tilpasse din opførsel e er omstændighederne. Med et diskret blik undersøger du de nærmeste passagerer for tegn på irritation, men da deres erne blikke ikke afslører noget, vender du tilbage til dine egne tanker. Denne opdigtede historie inspireret af en lignende fortælling i antologien Mediaspace (Couldry 2004) beskriver en situation som undertegnede har oplevet mange gange, enten som hovedpersonen selv eller irriteret vidne. Eksistensen af disse situationer synes at gå hånd i hånd med mobile kommunikationsteknologiers næsten universelle udbredelse. Hvad er der så på spil i denne historie? Til at starte med er der oplevelsen af at forsvinde ind i en anden sfære hvor kun du og din samtalepartner i den anden ende er til stede. Man kan kalde det et socialt, psykisk rum, et sted som mentalt er afgrænset fra andre rum, herunder det sted du rent faktisk befinder dig. En sådan oplevelse knytter an til at vores moderne liv med alt hvad det indebærer af medierede repræsentationer og kommunikation, skaber oplevelsen af at der eksisterer flere rum hvor betydning forplanter sig, og at disse nogle gange er overlappende. Den fænomenologiske filosof Shaun Moores beskriver med hjælp fra sociologien Emanuel Schegloff denne moderne oplevelse i følgende eksempel: [ ]when people are engaged in conversation on the mobile phone or listening to music through the headphones on a personal stereo [...] they might be considered to be, in the words of sociologist Emanuel Schegloff (2002: 286-7), in two places at the same time... there are two theres there. Moores 2006 Men hvor citatet effektivt peger på den subjektive følelse af at verden på en måde består af overlappende rum, så må man samtidig spørge sig selv hvad det ontologiske forhold er imellem disse to 4
rum, og hvad der afgører hvordan de overlapper hinanden. Bag disse spørgsmål ligger der en antagelse om at livet som sådan ikke bare er overbygget med kommunikationsteknologier, men at livet består i vores pendlen mellem disse forskellige rum. Togkupéen er ikke den essentielle, menneskelige oplevelse og mobiltelefonen er ikke en selvstændig verden. Hvad end den højrøstede mobiltelefonbruger anerkender det eller ej, overlapper disse to rum, og det er i sidste ende dette sammenspil som jeg interesserer mig for. Jeg har i det ovenstående forsøgt at mane den idé i jorden, at nye medier pænt føjer sig ind i den eksisterende orden, men at de har potentiale til på signifikant vis at gå i samspil med hverdagslivet og danner nye oplevelser af verden omkring os. Et slående eksempel er udviklingen af, hvad nogle benævner nye medier ; internettjenester som email, blogs, wikipedia er og online sociale netværk. Disse har en omsiggribende indflydelse på vores liv, hvad enten det er underminering af de gamle medier, den eksplosive vækst i hastigheden og frekvensen af kommunikation eller den mængde information om vores liv som nu deles med alle der vil kigge med på tjenester som Twitter. Det er i denne strøm at jeg finder det fænomen jeg vil kigge nærmere på, og som jeg kalder for stedbevidste medier. Fænomenet går også under navnene locative media, geomedia, location based - og location aware - services. Det er opstået i kølvandet på såkaldte web 2.0-tjenester, kort fortalt tjenester der baserer sig på at brugerne ikke længere kun er forbrugere af indhold, men aktivt tager del i produktionen af denne. Indholdet har derfor o e karakter af at være hentet fra den enkeltes livsverden. Stedbevidste medier bygger videre på dette, og tilbyder disse sociale brugere nogle redskaber til at forankre eller tilgå data i et specifikt rum. Et eksempel er tjenesten Twitter, som giver brugeren mulighed for dels at se hvilke beskeder der er afsendt præcis fra hvor han/hun står, dels selv at forankre disse beskeder og lade andre finde dem på deres vej. Stedbevidste medier er tjenester som tilbyder brugeren en række muligheder, som er baseret på, at systemet registrerer brugernes placering. Hvis vi sammenligner dette med det indledende eksempel, kan vi se, at hvor mobiltelefonen som teknologi ikke er følsom overfor konteksten og dermed ikke bistår brugeren i at navigere de overlappende rum, så står det anderledes til i tilfældet stedbevidste medier. Viden om omverdenen er simpelthen centralt i den måde disse medier virker på. Derfor anser jeg det som oplagt at kigge på hvordan de to slags rum, Casey omtaler, forbindes og overlapper, og i det større billede, hvilke rammer for vores hverdagsliv dette giver. En sådan undersøgelse skriver sig ind i en medieteoretisk tradition, hvor Joshua Meyrowitzs undersøgelse af tv og identitet i No Sense of Place (1986) står som en klassiker, og e Language of New Media af Lev Manovich fra 2002 står som den mest betydningsfulde kortlægning af det nye medielandskab som internettet banede vejen for. Desuden indeholder antologierne Geographies of Communication (Jansson og Falkheimer 2006) og Mediaspace (Couldry og McCarthy 2004) eksempler på hvorledes medieteoretikere i et såkaldt spatial turn, har hentet indsigter fra humangeografien i deres forsøg på at overkomme de deterministiske aspekter af traditionel mediecentrisk analyse. Da 5
stedbevidste medier som fænomen er ganske nyt, eksisterer der en meget begrænset mængde litteratur på området. Jeg vil placere undersøgelsen i den strøm af videnskabelige arbejder som kigger på, hvordan vi skaber meninger på tværs af online og offline rum og hvordan offline steder indbygges og reproduceres i cyberspace (Leander 2003: 218-220). Jeg har nu anskueliggjort min interesse for hverdagslivets kobling af medier og virkelige rum, og forklaret hvordan undersøgelsens objekt, stedbevidste medier, netop er baseret på en mere bevidst kobling mellem de to. Jeg vil nu introducere specialets problemstilling. Problemformulering Nu hvor jeg har placeret min undersøgelse i det felt, som opstår imellem medieteorien og humangeografien, vil jeg gå direkte videre til at præsentere det spørgsmål som specialet vil undersøge. Undersøgelsesspørgsmålet lyder: Hvordan producerer stedbevidste medier virkelige-og-imaginære rum? Problemstillingen indfanger min interesse for hvilke forudsætninger brugerne af stedbevidste medier har for at navigere imellem det fysiske rum og medierum. For at indfange dette, bruger jeg Edward Sojas begreb om virkelige-og-imaginære rum eller thirdspace, som kan beskrives som subjekters uundgåelige syntese af rumlige første- og andenhåndsoplevelser (Soja 1996:10f). Netop Sojas fremhævelse af denne syntese som uundgåelig, gør det til et udgangspunkt som afspejler min initiale interesse, og placerer undersøgelsen solidt i medieteoriens spatial turn. Men hvor skal man starte og slutte? For at komme nærmere en logisk struktur, starter jeg med at udlede logiske underspørgsmål fra undersøgelsesspørgsmålet. Det synes logisk først at spørge til hvad stedbevidste medier overhovedet er. Som flertalsformen antyder er det et felt af medier dvs. at der er noget der samler stedbevidste medier som fænomen og noget der adskiller dem. Dermed må jeg både spørge til stedbevidste mediers generelle kendetegn og hvordan de kan deles op i kategorier. Mht. undersøgelsesspørgsmålets andel halvdel, må jeg kigge nærmere på hvad begrebet om virkelige-og-imaginære rum indbefatter. En sådan undersøgelse må klarlægge ikke bare hvad begrebet som sådan betyder, men også opridse hvordan jeg konkret kan analysere stedbevidste mediers virkeligeog-imaginære rum. Disse spørgsmål afdækker både objektet og analyseapparatet og baner dermed vejen for at kunne besvare undersøgelsesspørgsmålet. Følgende spørgsmål kommer dermed til at strukturere dette speciale: 6
1) Hvad er stedbevidste mediers generelle kendetegn? 2) Hvordan kan stedbevidste medier kategoriseres? 3) Hvad er virkelige-og-imaginære rum? 4) Hvordan producerer stedbevidste medier virkelige-og-imaginære rum? Som jeg vil komme nærmere ind på i den følgende beskrivelse af specialets, teoretiske, metodiske og empiriske fremgangsmåde, er blotlægningen af de forskellige typer af virkelige-og-imaginære rum baseret på nogle kategorier som jeg som forsker foreslår kunne være nyttige. Det forhold at de er baseret på en kreativ manøvre fra min side, gør at besvarelsen af problemstillingen må underkastes en undersøgelse af, om kategorierne producerer relevante og frugtbare indsigter. Nu hvor specialets er ved at tage form, vil jeg beskrive den metodiske, teoretiske og empiriske fremgangsmåde nærmere. Fremgangsmåde Forløbet af specialet er som sagt afspejlet i de ovenstående delspørgsmål. De første to søger at identificere generelle og specifikke kendetegn, hvilket bringer spørgsmål om empiri og undersøgelsesmetode i spil. De sidste to spørgsmål opstiller analyseapparat og anvender det. For at undersøgelsen af stedbevidste mediers generelle kendetegn skal afspejle medieteoriens spatial turn og dets fokus på mødet mellem virkelige materielle rum og imaginære medierum, må jeg sikre mig at undersøgelsesmetoden indfanger såvel rumlige som repræsentationsmæssige aspekter af stedbevidste medier. Det er menneskets navigation imellem disse som studeres. På baggrund af dette lader jeg min kortlægning af feltet inspirere af Aktør-Netværks-Teori (Latour 2005). Metoden forkaster lineære årsag-effektforklaringer af fænomener, og taler i stedet om, at de består af netværk hvori mennesker og teknologier indgår på lige fod. Denne netværkstankegang hjælper mig til at spørge til, hvordan de konkrete teknologier transformerer brugerne og hvordan brugerne transformer deres teknologier. Beskrivelsen af stedbevidste mediers grundlæggende dynamikker og sammenhænge tager dermed form af et såkaldt ANT-netværk af transformationer mellem menneskelige og ikkemenneskelige aktører, såkaldte aktanter. En analyse af hvilket grundlag et stedbevidst medie lægger for brugerens virkelige-og-imaginære rum, må nødvendigvis tage udgangspunkt i et klart afgrænset og detaljeret beskrevet fænomen. Derfor må jeg udvinde nogle typer af stedbevidste medier fra det grundlag som ANT-netværkskortlægning giver. Denne typificering kompliceres af det faktum, at fænomenet er under hastig udvikling. Hvis jeg går meget deskriptivt til værks risikerer jeg at ende med analytiske resultater baseret på 7
nogle empiriske eksempler som e er et halvt år allerede er dybt forældede og irrelevante. Hvis jeg for at undgå dette gør det modsatte, og udelukkende baserer undersøgelsen på generelle beskrivelser af feltets udviklingstræk og -baggrund, risikerer jeg at analysen er blind for, hvad der adskiller stedbevidste medier fra andre nye medier. Begge analyser ender det samme sted, nemlig med en ringe udsigelskra overfor den fremtidige udvikling af stedbevidste medier. I min metodiske tilgang tilstræber jeg at betræde en middelgrund mellem de to positioner, og udvinde nogle sæt af beskrivelser som dækkende beskriver hvad der adskiller disse medier fra andre nye medier, hvilke skillelinjer der er internt, samt gøre dette sådan, at analyseapparatet er fleksibelt nok til at kunne håndtere fremtidige typer af stedbevidste medier. Dertil finder jeg Max Webers idealtypebegreb nyttigt. Da stedbevidste medier som felt er meget foranderligt, må målet med en kategorisering være at skelne mellem forskellige aspekter, og dermed give et analyseværktøj til ikke bare at forstå de nuværende, men også fremtidige medier. Ved at tage udgangspunkt i en kategoriseringsstrategi, som er mere baseret på forskerens vurderinger og mindre på et bredt felt af empiri, risikerer jeg at udviklingen af typer kan blive forvredet og opstille skillelinjer der ikke er empirisk belæg for. For at teste hvorvidt dette er tilfældet, vil jeg til sidst i specialet afprøve de opstillede idealtypers kapacitet til dækkende og præcist at analysere empiriske eksempler. Specialets begreb om virkelige-og-imaginære rum udspringer af Sojas trialektiske metode. Denne metode adskiller virkelige firstspaces fra imaginære secondspaces og opstiller en tredje størrelse, virkelige-og-imaginære thirdspaces, som er mødet mellem de to niveauer. Virkeligheden opstår i spændingsfeltet imellem disse tre. Sammenlignes denne trekant med den linje som udstrækker sig mellem to begreber, kan det siges at der dannes et felt som sprænger rammerne for hvad normal dikotomisk tænkning kan beskrive. Dermed er en beskrivelse det fysiske firstspace og mediernes secondspace ikke tilstrækkelig til at beskrive en given persons virkelige-og-imaginære rum. En undersøgelse af den præcise trialektiske position som må tage udgangspunkt i konkrete brugeres konkrete performances af thirdspace. I denne sammenhæng opstår der en spænding i forhold til undersøgelsesdesignet: Da jeg undersøger idealtypiske abstraktioner, kan der ikke identificeres en konkret brugers trialektiske sammenvævning af first- second- og thirdspace. Dermed er den analytiske rækkevidde af stedbevidste mediers virkelige-og-imaginære rum begrænset til at beskrive first- og secondspaces samt hvilke rammer de opstiller for brugerens performance af virkelige-og-imaginære rum. Brugen af både Webers idealtyper og Sojas trialektik afspejler en grundlæggende spænding mellem at en fuldstændig undersøgelse af konkrete virkelige-og-imaginære rum kræver studier af subjekter. Idealtypernes generelle karakter underbygger ikke dette, men skaber til gengæld mulighed for at kunne indfange generelle træk af dette flygtige fænomen. 8
Dette dilemma indfanger en stor del af specialets styrker og svagheder. Med den valgte fremgangsmåde jeg vinder jeg potentielt generaliserbarhed og relevans over tid, men mister muligheden for at forstå undersøgelsesobjektets thirdspace til bunds. Da målet med undersøgelsen er at forstå nutidens fænomener for at forstå fremtidens, vil jeg argumentere for de nyttige at prioritere generaliserbarhed fremfor dybde. Som det fremgår af ovenstående, er thirdspace et relativt komplekst begreb. I arbejdet med at beskrive idealtypernes rammer for thirdspace, ville det være nyttigt at have et begreb der kunne sammentrække centrale træk i metaforiske billeder. Dette ville gøre analysen mere overskuelig og mindske risikoen for at fortabe sig i detaljer. For at opnå dette tager jeg Donna Haraways cyborgmetafor i brug. Ligesom Soja undersøger hun hvordan mennesker og teknologier til sammen skaber verden. Denne metafor er nyttig idet visualiseringer af rammerne for thirdspace som ændringer i sanseapparatet er noget som vi som mennesker intuitivt forstår. Endelig, som en sidste udvidelse af thirdspaceapparatet, fremhæver jeg de magtrelationer som udspiller sig i det trialektiske felt. Som det senere vil stå klart, er analysen af magtrelationer en integreret del af humangeografien. Da Sojas trialektik udspringer af denne tradition, vil jeg mene at en magtanalyse er ganske forenelig med hans metodik. Jeg vil konkret bruge Michel de Certeaus begreber om strategi og taktik (de Certeau 1984) Jeg har nu præsenteret Latours ANT, Webers idealtyper og Sojas trialektik som tilsammen udgør det teoretiske og metodiske grundlag for besvarelsen af undersøgelsespørgsmålet. I præsentationen af disse har jeg samtidig beskrevet rammerne for inddragelse af empiri, teorikompleksets analytiske bredte og dybde, samt udpeget nogle yderligere teoretiske greb som vha. metaforer hjælper mig til beskrive de idealtypiske virkelige-og-imaginære rum. Inden selve undersøgelsen sættes igang, vil jeg nu beskrive specialets trinvise forløb. Disposition I første kapitel undersøger jeg stedbevidste mediers generelle kendetegn. Dertil tager jeg afsæt i to akademiske definitioner af locative media. Dernæst diskuterer jeg hvordan begrebet skal oversættes, e erfulgt af en teoretisk uddybning af det centrale kartografibegreb. Denne akademiske afgrænsning følges op af en kortlægning af feltet inspireret af ANT. Først redegøres der for begreberne aktant, transformation og ANT-netværk, samt en diskussion af fordelene og ulemperne ved at kombinere ANT og Webers idealtyper. Dere er sporer jeg stedbevidste mediers ANT-netværk ved først at kigge på de mobile, kontekstbevidste computere som udgør netværkets ikke-menneskelige aktanter, de taksonomiske og folksonomiske transformationer som går frem og tilbage mellem aktanterne og endelig for det tredje med inspiration fra web 2.0-begrebet beskriver det ANT-netværk af transforma- 9
tioner som tilsammen beskriver stedbevidste mediers generelle kendetegn. I andet kapitel kategoriserer jeg stedbevidste medier i idealtyper. Jeg lægger ud med at beskrive en række empiriske eksempler. Dernæst redegør jeg for Max Webers sociologiske metode, herunder idealtyperne og hvilke ligheder og forskelle der er imellem dem og ANT. På baggrund af ANT-netværket og de empiriske eksempler opstiller jeg og beskriver de fire idealtypiske stedbevidste medier navigation, information, kommunikation og gaming. I tredje kapitel redegør jeg for hvad virkelige-og-imaginære rum er, og i forlængelse heraf, hvordan en analyse med dette begreb ser ud. For at nærme mig dette undersøger jeg først de videnskabelige felter som begrebet er indplaceret i, nemlig fænomenologien og humangeografien. Helt konkret tager jeg fat i fænomenologiens forholdet mellem krop og bevidsthed og humangeografien sammenføjning af rum, magt og subjekt i stedsbegrebet. På denne baggrund beskriver jeg endelig Sojas trialektik, dvs. first-, second- og thirdspace/virkeligt-og-imaginært-rum, samt relationerne imellem dem. Redegørelsen eksemplificeres med min personlige thirdspaceoplevelse af byen Paris. For at fremhæve trialektikkens magtaspekter, kører jeg Michel de Certeaus begreber om strategi og taktik i stilling. For at få et redskab til at skabe overblik over de fire idealtypiske virkelige-og-imaginære rum, introducerer jeg Donna Haraways cyborgmetafor. På baggrund af det just opstillede apparat, analyserer jeg hvordan stedbevidste medier producerer virkelige-og-imaginære rum. På den baggrund fremstår fire virkelige-og-imaginære rum, som hver er knyttet til de fireidealtypiske stedbevidste medier. For at teste begrebernes analytiske rækkevidde, præcisionen og relevans, benytter jeg dem til sidst i en analyse af en række strategisk udvalgte, empiriske eksempler. Jeg slutter af med en konklusion og perspektivering. 10
Hvad er stedbevidste mediers generelle kendetegn? Definition og afgrænsning af stedbevidste medier, er udfordret af den eksplosive vækst indenfor et område, hvor pengene fosser til alt, der benævnes som en location based service. Dette resulterer i en masse interessante projekter og mange dyre vildskud, dvs. services, som brugerne ikke fatter interesse for. Hvordan indkredser man sådan et felt uden at fortabe sig i tekno-utopiske drømmerier? Mit svar på dette spørgsmål er todelt: For det første griber jeg fat i tidligere teoretisk arbejde på feltet, som har bevist, at det beskriver nogle generelle karaktertræk, som disse services deler. For det andet beskriver jeg de mere konkrete karaktertræk ved at kortlægge disse mediers dynamiske samspil mellem objekt og subjekt, mellem medier og mennesker. Den ene af de inddragede definitioner er 11 år gammel, og dens umiddelbare relevans i dag viser, at der er nogle karaktertræk som har en vis permanens. For at bevæge mig udover det generelle niveau, har jeg brug for en mere jordnær og deskriptiv definition af specialets objekt. Dertil søger jeg inspiration i Bruno Latours Aktør-Netværks-Teori (ANT), og mere specifikt dens tildeling af agens ikke bare til menneskelige, men også til ikke-menneskelige aktører. Stedbevidste medier er karakteriseret af, at brugerne tager disse medier med sig ud i verden, og bruger dem i alle mulige sammenhænge, og at disse sammenhænge bliver det datagrundlag, som disse teknologier omformer og re-præsenterer for brugerne. ANT har en særlig styrke i analysen af sådanne organiske sammenhænge mellem menneske og maskine, input og output. Jeg låner så at sige ANT-metodens opfattelse af at fænomener består af netværk af transformationer forestået af både mennesker og maskiner. Derimod viger jeg udenom Latours fremhævelse af empiritunge mikrostudier som den særlige sociologiske metode. I dette tilfælde, hvor studieobjektet er af en så ustabil og flygtig karakter, anser jeg et studie bestående af enkeltstående adfærds- og transformationsmønstre som ganske ufrugtbart. En sådan undersøgelse ville i sidste ende formentlig munde ud i en konklusion, hvis udsigelskra kun dækker fænomenet alene. Dette er grunden til, at jeg i næste kapitel angriber kategoriseringen af stedbevidste medier fra Webers sociologiske synsvinkel, hvilket har sine egne udsigelsesfordele og -risici. Indtil videre er ANT dog et særdeles kra fuldt redskab til at beskrive de komplekse relationer mellem menneske og maskine, som i sidste ende kortlægger og afgrænser det felt, jeg benævner stedbevidste medier. 11
Kapitler forløber således: Først beskrives feltets generelle karakter vha. to definitioner af locative media, en refleksion over oversættelsen til stedbevidste medier og en behandling af kartografier som den centrale måde, hvorpå stedbevidste medier organiserer sine data. E er dette går jeg over til at beskrives de mediemæssige, maskinelle aspekter af feltet. Inden da må jeg dog opridse de begreber, som jeg bruger til at beskrive det med, navnlig ANT-netværk, aktant, transformation. Med disse begreber i bagagen spørger jeg først hvilke materielle teknologier, stedbevidste medier er baseret på, og hvordan disse sættes i spil sammen med subjektet. Konkret er der tale om lokaliseringsteknologi og mobile enheder, samt de input- og outputmetoder som følger med. Dernæst vil jeg beskrive de medierede transformationer som både mennesker og maskine foretager. Dette foregår i afsnittet taksonomi og folksonomi. Med udgangspunkt i begrebet web 2.0. beskriver jeg de grundlæggende sæt af transformationer, som de forskellige aktører i ANT-netværket foretager. Alt dette samles til sidst i en konklusion, som beskriver de generelle træk for stedbevidste medier, og som bliver udgangspunkt for næste kapitels differentiereing af feltet i idealtyper. Definition: Stedbevidste medier Locative media er et ganske underudviklet begreb, som kun ganske få har forsøgt at definere stringent. Min definition af locative media tager udgangspunkt i Headmap Manifesto fra 1999 og Tuters definition fra 2006. Headmap Manifesto er banebrydende, idet dokumentet for første gang berører det, man i dag vil kalde locative media: location aware, networked mobile devices make possible invisible notes attached to spaces, places, people and things [ ] Real space can be marked and demarcated invisibly (Headmap manifesto 1999). Det kan læses som en vision for, hvordan mobile internetenheder kan styrke båndet mellem nettets data og konkrete steder, som munder ud i at data opnår en status af eksisteren-i-rummet. Denne forbindelse beskrives kan beskrives som informationsskygger: e digitally accessible information about an object can be called its information shadow [ ] Everyday objects have been separated for a long time from their information shadows, as Peter Pan was from his actual shadow. e complexity of finding, organizing and accessing this information divided the world of objects and the world of information shadows. Kuniavsky 2010 Den forudsiger en praksis, som knytter produktionen og forbruget af medierede udtryk til konkrete rum, steder, mennesker og ting en slags grafitti, hvis betydningslag er medieret og dermed utilgængelig for det blotte øje. Manifestet tildeler teknologier, som er location aware, en slags intelligens og i anden omgang agens, hvilket er et radikalt brud med den traditionelle opfattelse af, at kun subjekter og organisationer har agens. Dette kommer jeg tilbage til i afsnittet Oversættelse til sted- 12
bevidste medier. Tuters definition af locative media er udgivet syv år senere og synes udviklet med øje for tidens teknologier og brugspraksisser: Inexpensive receivers for global positioning satellites have given amateurs the means to produce their own cartographic information with military precision [ ] As opposed to the World Wide Web the focus here is spatially localized, and centred on the individual user; a collaborative cartography of space and mind, places and the connections between them Tuters 2006:1 I tiden mellem de to definitioner, er online sociale netværk som Friendster, Myspace og Twitter opstået, og spredningen af GPS-teknologi i relativt billige telefoner har taget fart. Dette afspejler sig i Tuters meget omfattende og specifikke definition. Collaborate cartography indskriver indirekte locative media i familien af sociale medier, der defineres som [...] a group of online media that share all or most of the characteristics of participation, openness, conversation, community, and connectedness (Mayfield citeret i Eikenes 2009). Definitionens mix af teknologi, subjektkonstruktion og brugspraksis, bliver for Tuters basis for en ny kartografi eller kortlægningspraksis, som er studiet og produktionen af kort. Hvorfor er det interessant, at kortlægning ved hjælp af locative media produceres i fællesskab? Historisk set har kortlægning været et statsligt kontrolleret område, eller også har kun større virksomheder ha mulighed for at producere kort, idet det var en omkostningsfuld affære. Eksempler er Krak, Kort- og Matrikelstyrelsen og motorvejskort sponsoreret af benzinselskaber, hvis tankstationer er markeret ekstra tydeligt. Med magt over produktion og distribution af kort, vindes også magten til at definere hvad der er interessant og har værdi, og hvad der ikke har. På den ene side er locative media en praksis som ved hjælp af den sociale produktionsform, forskyder og spreder denne definitionsmagt. På den anden side opstår der nogle nye rammer hvor indenfor denne produktion finder sted, og fremfor at tale om locative media som det ultimative empowerment-værktøj, må disse rammers magtstrukturer undersøges. I den afsluttende analyse vil jeg undersøge disse magtstrukturers relation til det virkeligeog-imaginære rum ved hjælp af de Certeaus strategi- og taktikbegreber. Kartografier hjælper mennesker med at skabe mening ved at visualisere mønstre i verden omkring dem, således at disse kan bruges til at navigere med. Navigationsmetaforen gælder ikke kun den rejsende på havet eller på vejene. Kartografier kan ifølge Allison Sant i Redefining the basemap også kortlægge mere subjektive størrelser, og dermed fungere som mentale kort, der hjælper individet til at navigere i det sociale felt. Med denne udfoldelse af kartografibegrebet, kobler Tuters sine locative media med konkrete teknologier og produktionen af kartografier, hvis indhold er af mental og/eller materiel karakter. 13
Oversættelse til ʻstedbevidste medierʼ I forarbejdet til specialeskrivningen har jeg vaklet mellem at oversætte locative media til enten stedbevidste medier eller stedbaserede medier. En enkelt dansk skribent har oversat locative media til stedbaserede medier, og jeg overvejede at følge trop (Dahl 2010). Dog valgte jeg det mere aktive, insinuerende begreb om stedbevidste medier, og jeg vil i det følgende redegøre for mine grunde. Stedbaserede medier synes logisk at bruge, da medierne baserer sig på placering de er baserede på en teknologi, som koder location således, at det kan aflæses af computeren og bruges i netværket. Men er denne feature virkelig bedst beskrevet således? Og bringer ordet 'stedbaseret' ikke associationer til immobile medier, hvis forhold til rummet er, at de så at sige er bundet til det, enten pga. massiv vægt (gammeldags tv) eller en ledning (stationære telefoner)? Er en telefonboks ikke stedbaseret, idet den fysisk er knyttet til et bestemt sted? Dette polemiske spørgsmål tjener til at fremhæve hvad der er locative media s virkelige kendetegn: Disse medier er mobile, de tilføjer stedsmetadata til kommunikationsstrømme, og data hentet fra netværket organiseres ligeledes e er stedsmetadata. De fungerer som limen mellem objekter og deres informationsskygger. Deres mobilitet og sensitivitet overfor miljøet giver sig udslag i brugerflader, som tilpasser sig e er omstændighederne og tilpasser sig brugerens behov. Den høje tilpasningsevne synes at mime menneskelig adfærd, hvilket følgende definition fremhæver som det afgørende skel mellem dum maskine og kunstig intelligens: [ e automation of] activities that we associate with human thinking, activities such as decision-making, problem solving, learning... (Bellman citeret i Russell & Norvig 1995:2). På denne baggrund oversætter jeg begrebet locative media til stedsbevidste medier, og fremhæver dermed disse mediers aktive, dynamiske karakter. Deres evne til at aggregere og sortere data, fungerer som en slags forlængelse af menneskelig intelligens, og hjælper brugeren med at navigere og kommunikere, ved at kende dennes kognitive kapaciteter og rumlige kontekst. I de foregående afsnit har jeg ved hjælp af Headmap Manifesto og Tuters defintion, beskrevet nogle generelle karakteristika ved feltet. Disse medier giver mennesker nye muligheder for at interagere med deres miljø rum får således en række nye virtuelle flader, som kan præges og aflæses side om side med de materielle flader. Udviklingen af stedbevidste er baseret på spredningen af lokaliseringsteknologier, som giver brugeren mulighed for i fællesskab at kortlægge rummet. Med oversættelsen til stedbevidste medier fremhæver jeg, hvordan teknologien opleves som intelligent. Denne fornemmelse af intelligens hænger sammen med, at brugeren føler, at teknologien forstår dennes behov og ønsker. Dette lægger op til næste del af redegørelsen for stedbevidste medier, som ved hjælp begreber hentet fra ANT netop arbejder med det intime forhold mellem menneske og teknologi. Jeg lægger ud med at præsentere ANT og dets begreber. 14
Kartografi Begrebet kartografi betegner både det videnskabsfelt og den praksis, det er at lave kort 1. Stedbevidste mediers secondspace udgøres af medierepræsentationer som ud fra et givet princip visualiserer sammenhænge, o e i et rumligt perspektiv. Ifølge Turters definition af stedbevidste medier er disse bygget op omkring amatørers og ikke professionelles produktion af kartografier. På den måde indgår disse medier i en forskydelse af kartografisk produktion, således at nye aktører kommer på banen og nye produktionsforhold gør sig gældende. Kort-og matrikelstyrelsens landkortsproduktioner er blevet udfordret, ikke bare af private foretagender som Google Maps og Microso Bing Maps, men også af almindelige mennesker, som ved hjælp af nye teknologier kan producere deres egne kort. Følgende citat opridser nogle vigtige elementer af kartografibegrebet: Cartography acts not merely to record the various ways that the city is materially present, but as a creative intervention in urban space, sharpening both the physical city and the urban life experienced and performed there (Denis Cosgrove 2006: 148). Kartografier har altså potentiale til at bevidstgøre brugeren om stedslige forhold, hvad end det er givne materielle strukturer knyttet til placering og lokalitet, eller det er sociale, interpersonelle forhold knyttet til stedsoplevelse. Kortlægning er fremhævning af dele af verden, og som dermed implicit tillægger det kortlagte særlig værdi. Man kan spørge sig selv hvad og hvordan, der kortlægges, hvem producerer det kortlagte og hvem bruger disse repræsentationer til hvad. Skellet mellem hvad Allison Sant kalder the basemap/grundkort og det kortlagte tydeliggør de underliggende magtforhold: e cartographic conventions of the base map are an expression of a singular notion of urban space one that favors the street over the route, the static over the temporal, and the formal over the subjective (Sant 2004: 2). Der er et potentielt spændingsforhold mellem grundkortet og det kortlagte i den forstand, at kortet opstiller rammer som kortlægningen foregår indenfor. Sant påpeger at disse rammer o e tillader en vis grad af frihed, endda til at kortlægge og visualisere det som grundkortet søger at afgrænse og udelade. Stedbevidste medier kan altså have et subversivt potentiale, dog begrænset af graden af grundkortets rigiditet. Stedbevidste medier er baseret på web 2.0-dynamikker, hvor brugerne i høj grad er dem, som definerer hvad og hvordan, der skal repræsenteres. Specialets definition af disse medier medfører dermed, at det kartesisk baserede grundkort udspringer af producenternes magtstrategier, men samtidig at brugernes har et vist rum til at performe taktikker, som delvis underminerer denne magt. En kort er i traditionel forstand en visuel repræsentation af et område, hvorpå der tilføjes symboler som fremhæver relationen mellem udvalgte elementer, der eksisterer i det givne rum 2. Både mennesker og ting såvel som materielle og immaterielle strukturer kan indplaceres på et kort. Det er relationer, der i sidste ende er genstand for kartografisk produktion. Disse er som o est defineret ved at 1 Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/cartography 2 Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/map 15
være rumligt udstrakte, men i andre tilfælde er relationen ikke tjent med at blive indordnet i det kartesiske koordinatsystem 3. Med en så åben definition indbefatter genstandsfeltet så forskellige relationer som indkomst, størrelse, funktion, udseende, værdier, intentioner, handlinger og følelser. London Underground Zone Figur 1 (tv): Topologisk repræsentation. Figur 2 (th): Topografisk repræsentation. http://en.wikipedia.org/wiki/tube_map Kort kan deles op i to typer, det topografiske og det topologiske kort. Et topografisk kort fremhæver egenskaber ved terrænet og er knyttet til længde- og breddegrader. Som eksempler kan nævnes kort over bjerge og nedbørsmængde. Topologiske kort nedprioriterer korrekt kartesisk angivelse til fordel for repræsentationer af hvorledes et givet sæt fænomener er relateret og arrangeret. Et eksempel er repræsentationen af metrosystemet for London (Se figur 1). Her er floden ames det eneste grundkortselement der er tilbage. Udover relationen til ames er kort fortegnet så det udelukkende kortlægger stationerne ud fra hvilke andre stationer, de er forbundet til. Forskellen på disse to typer er, om de plottede data eksisterer som et lag oven på hvad Allison Sant kalder et basemap/grundkort, eller om relationerne plottes uden hensyntagen til rumlig udstrækning (Sant 2004: 1). Et topografisk kort forankrer relationer i rummet og gør det nyttigt til at navigere byen med. Et topologisk kort kan mere effektivt kortlægge abstrakte relationer og producere mentale kort som bliver baggrund for attituder. Topologiske kort er især nyttige, når relationer, som ikke navigeres ved hjælp af verdenshjørnerne, skal kortlægges, såsom undergrundssystemer og internetmedieret kommunikation. Aktør-Netværks-Teori Sociologen Bruno Latour er en af grundlæggerne af Aktør-Netværk-Teori (ANT) (Latour 2005). Et af hans mest originale greb er at definere agens ud fra, om aktøren handler og om den modtager 3 Det kartesiske koordinatsystem er baseret på koordinater der er beskrevet vha. værdier på x og y akserne, som står vinkelret på hinanden. Når jeg henviser til det kartesiske koordinatsystem, refererer jeg ydermere til det faktum, at kortproduktion traditionelt har være optaget af at kortlægge fysiske fænomener, og at dette i det kartesiske koordinatsystem har en implicit forrang. 16
handlinger fra andre. Med udgangspunkt i dette, tildeler han både mennesker og maskiner agens, idet de begge kan siges at være genstande for påvirkning, og at denne påvirkning omformes til handlinger. Da ordet aktør traditionelt er knyttet til mennesker, tager han i stedet ordet aktant i brug, og de handlinger som disse menneskelige og ikke-menneskelige aktanter udfører, døber han transformationer. De fænomener som sociologien studerer, skal forklares med, hvordan netværk af aktanter transformerer og transformeres på kryds og tværs. Dette foregår altså ikke i ensrettede årsags-effektkæder, men i netværk. Betydningen for hvordan det sociologiske undersøgelsesobjekts ontologi beskrives af Arnoldi således: Da disse netværk består af både subjektivt og objektivt givne fænomener, betyder det, at hverken social struktur eller subjektiv intentionalitet kan være forklaringsgrundlag. Der findes ikke subjekter kun aktanter [...] Og der findes ikke sociale strukturer kun hybride netværk (Arnoldi citeret i Klausen 2010:45). Brugen af vendinger som den sociale sfære, det sociale og sociale faktorer er baseret på en fejlagtig opfattelse af at verden på meningsfuld vis kan opdeles i store klumper af en bestemt type kræ er. Denne tankegang udgør et meget sløvt redskab til at tilgå viden om intersubjektiv aktivitet på. I stedet skal man undersøge objekter ved at kigge på de konkrete hybrider, som opstår i møderne mellem et givent objekts menneskelige og ikke-menneskelige aktanter. Man skal altså spore de transformationer som menneskelige og ikke-menneskelige aktanter forestår, og som tilsammen udgør et ANTnetværk (Latour 2005:107). En sådan sporing kommer dog ikke af ingenting; den udspringer af den specifikke synsvinkel, som forskeren lægger på baggrund af sine egen viden og livsverden. Fremfor at se dette som en trussel mod den sociologiske undersøgelses krav på videnskabelighed gør Latour dette til en styrke, idet han siger at den unikke synsvinkel er den eneste måde, hvorpå vi kan dykke ned i og beskrive det sociologiske felt. Ved at relatere dette til Max Webers idealtyper, som senere tages i brug, fremstår de to metoders forskelle og ligheder. Selvom Max Weber opstiller en ganske anderledes metode, er hans baggrund den samme som ANT ens: Forskning udspringer af forskerens unikke synsvinkel. Forskellen er, at hvor ANT anser dybe, empiriske, o e mikrosociologiske studier som den valide form for undersøgelse af et objekt, er konsekvensen for Weber, at forskerens typificeringer af verden ikke kan beskrive det sociologiske objekts ontologi til bunds, og derfor må bedømmes ud fra, om det som redskab fremdrager karaktertræk, som af forskningsverdenen synes frugtbare. Hvor ANT s reaktion på den sociale verdens kompleksitet er vedholdende, ikke-generaliserende, empiriske studier, er Webers vurdering, at tilbundsgående undersøgelser er umulige, og at vi derfor må forlade os på at uddrage aspekter af virkeligheden i stedet. Jeg vil argumentere for at beskrivelsen af stedbevidste medier drager nytte af, at disse to kombineres. ANT giver som tidligere beskrevet er solidt grundlag for at beskrive de organiske sammenhænge mellem menneske og maskine. Desuden giver det en sensitivitet for, hvordan forskerens livsverden og akademiske ståsted påvirker konstruktionen af analyseobjekt. For mit vedkommende er definitionen af stedbevidste medier baseret på inspiration organiseret i to lejre: Den første er de semiprofessionelle informationskilder 17
om teknologi som Wired Magazine, Mashable og e Economist, og skribenter som Chris Andersen (Wired), Tim O Reilly (O Reilly Media) og Blaise Aguera y Arca (Microso ). Alt dette formår Webers mere lineære, årsag-effekt-orienterede analyse ikke at indfange. Desuden behandler han ikke forskerens livsverden ligeså grundigt, selvom man kan sige at dette ligger implicit i tiltroen til forskerens evne til i idealtyper at skille skidt fra kanel. Hvad han derimod kan bringe til torvs er et begrebsapparat, som kan indfange typer som ikke findes som sådan, men er analytiske abstraktioner. Stedbevidste medier er under hurtig udvikling og nyopståede medier kan være væk imorgen. På den baggrund finder jeg det nyttigt at arbejde med abstraktioner, som, hvis de indfanger relevante træk, har en større permanens end objektet, og dermed kan sættes i spil i beskrivelsen af fremtidige stedbevidste medier. En fordel herved er, at forskellige analyser af et hastigt muterende objekt med det samme analyseapparat, vil tydeliggøre, hvad det er, der har ændret sig, og hvad der er forblevet det samme. De analytiske thirdspaces som udspringer af idealtyperne vil til sidst i specialet kort blive anvendt på to konkrete eksempler. Formålet med dette er at undersøge om begreberne er holdbare, dækkende og præcise, eller med andre ord, om idealtyperne skal igennem, for at jeg og læseren kan vurdere kategoriseringens frugtbarhed. Følgende kapitel vil spore stedbevidste mediers generelle kendetegn i et ANT-netværk. Stedbevidste mediers ANT-netværk For at konceptualisere relationen mellem teknologi og menneske tager jeg begrebet affordance i brug. James J. Gibson opfandt begrebet, men det var med Donald Normans redefinering og genindsættelse i en Human-Computer-Interaction-kontekst at begrebet for alvor vandt udbredelse. I denne kontekst fokuserer det på, hvorledes en brugerflade og den bagvedliggende teknologi tilbyder brugeren bestemte muligheder for handling: Affordances reflect the possible relationships among actors and objects: they are properties of the world (Norman 1999:42). Norman skelner mellem latente affordances, som er den rå teknolgi som sådan, og de konkrete affordances som tilbydes på brugerfladen. Stedbevidste medier er baseret på de konkrete affordances, som den latente lokaliseringsteknik tilbyder. Men for at disse kan udmønte sig i brugeradfærd, må de være repræsenteret i den grafiske brugerflade, sådan at brugerne har mulighed for at opfatte denne mulighed. Derfor finder jeg det nødvendig at tilføje oplevede affordances til de latente og konkrete affordances. Dette tredje niveau består af de muligheder, som brugeren oplever at teknologien tilbyder ham/hende. Begrebet er fokuseret på teknologiers evne til a tilbyde brugeren muligheder for handling. I forlængelse af ANT og min opfattelse af stedbevidste medier som noget, der opstår i det dynamiske samspil mellem menneske og maskine, vil jeg udvide affordance-begrebet til også at beskrive de muligheder for tranformationer som mennesker giver teknologien. Dette vil jeg drage fordel af senere først vil jeg 18
beskrive de affordances, som lokaliseringsteknologi og mobile computere giver brugerne. Mobile kontekstbevidste computere Stedbevidste medier er baseret på mobile computerenheder, som vha. sensorer kan siges at være kontekstfølsomme i en sådan grad, at de indfanger væsentlige dele af den mobile enheds, og dermed brugerens, rumlige kontekst. Den mest præcise, kommercielt udbredte teknik i dag er GPS (Global Positioning System), som i ideelle udendørsforhold har en præcision indenfor en diameter på ca. 10 meter. I smartphones bruges især Assisted GPS 4, som bruger mindre strøm og har kortere svartid. Indenfor, under jorden og andre steder, hvor satellitterne ikke har direkte adgang, virker GPS ikke, og mindre præcise systemer som Wi-Fi-hotspot- og mobilmasttriangulering må tages i brug. For at udbedre denne mangel på præcision kan affordances baseret på brugerinput tages i brug. For eksempel kan brugeren vælge, hvad der præcis skal lokaliseres ud fra en liste af steder indenfor usikkerhedradiusen. En anden måde at udbedre problemet på, er ved at komplementere lokaliseringsteknikken med de affordances, som mønstergenkendelsesso ware baseret på særlige algoritmer tilbyder. Eksempler er Google Goggles 5, Photosynth 6 og QR code 7. En række teknologier under udvikling vil gøre stedbevidste mediers kontekstfølsomhed mere omfattende og præcis. Der er for eksempel tale om en nye typer GPS og systemer baseret på lyd, kamera og indbyggede sensorer 8 9, som tilføjer den tredje dimension til lokalisering, nemlig variationerne i landskabets højde. Den komplette tredimensionale lokalisering erner en teknologisk barriere for mediets populære udbredelse, og den stigende præcision af denne affordance lægger grundlaget for kortlægning af nye elementer som før faldt igennem maskerne. Med den stigende præcision bliver det muligt at kortlægge objekter af en endnu mere specifik karakter. Disse kontekstbevidste teknologier er intimt forbundet med udbredelsen af mobil computerteknologi. Lokalisering er således ikke meget ved, hvis ikke brugeren af apparatet er i stand til at tage det med sig. Inden diskussionen af hvilke transformationer som subjekt og teknologi forestår, må jeg derfor beskrive udviklingen indenfor mobil computerbrug. Der er sket en kra ig vækst i udbredelsen af mobile, personlige computerenheder som for eksempel smartphones og GPS-navigationsenheder. Samtidig er det trådløse internet blevet alles- 4 GPS Accuracy - How Accurate is it? http://www.maps-gps-info.com/gps-accuracy.html Tilgået den 1. november 2010 5 Google Goggles: http://www.google.com/mobile/goggles/#text Tilgået den 1. november 2010 6 Photosynth: http://photosynth.net/ Tilgået den 1. november 2010 7 QR Code http://en.wikipedia.org/wiki/qr_code Tilgået den 1. november 2010 8 Smartphone tech gives 'indoor GPS' http://www.techradar.com/news/phone-and-communications/smartphone-tech-gives-indoor-gps--638632 Tilgået 1. november 2010 9 Finding Our Way with Digital Bread Crumbs http://www.technologyreview.com/communications/26079/ Tilgået 1. november 2010 19
tedsnærværende, hvilket har gjort at mobile enheder kan forblive forbundet til internettet hvor end de er. Computerbrug bliver pervasive/gennemtrængende idet der er tale om mobile enheder, der er nemme at bruge, og som er forbundet til et netværk hvor flere og flere mennesker, steder og ting er repræsenteret (McCullouigh 2004:7). Jo mere processorkra en i mobile enheder vokser, jo mere lettere, hurtigere og mere omfattende interface og inputmetoder bliver, jo flere handlinger bliver mulige at varetage på farten. Mobile enheder overtager en række funktioner, som før var desktopbaserede, såsom at håndtere musikafspilning, email, internetbrowsing og kalender. Men hvad sker der, når computerbrug bliver mobil? Udover at kannibalisere desktop-markedet, dannes et nyt marked af programmer, baseret på den mobile brugers behov og lokaliseringsteknikkens sansning af omgivelserne. Den mobile computer trænger ind i de tidligere computerløse situationer, der kort sagt kan optegnes som ruten imellem hjemme- og arbejdscomputeren. Traditionelle programtyper, som tilbyder brugeren vejret, nyheder og kort, er via metadata som tid og sted blevet trimmet til at vise informationer relevante for det mobile subjekt. Kernefunktionaliteter for applikationer som fitnesstrackeren, hvor parkerede jeg min bil -programmet, fotografering, indkøbsseddelmanageren samt kuriositeten pruttesimulatoren 10 er ikke bare optimeret til at blive betjent på en mobil enheds lille skærm, deres konkrete affordances er udviklet med henblik på de behov, som et mobilt subjekt har. Med always-on, push-teknologi og antagelsen om næsten konstant brugertilstedeværelse kan mobile applikationer kodes til at være behjælpelige, ikke bare når brugeren træffer en bevidst beslutning herom, men også når han/hun rent faktisk har brug for det. Simple eksempler herpå er pushnotifikationer om kalendera aler, emails og aktivitet på online, sociale medier. Med stedbevidste mediers ekstra lag af metadata bliver denne sensibilitet overfor brugerens kontekst øget, og programmet bliver dermed dygtigere til at forudsige, hvilke data brugeren ville være interesseret i hvornår. Apples iphone er et godt eksempel på områdets udvikling. Der har længe været mobiltelefoner med internetadgang men først med udbredelsen af iphone blev det udbredt praksis at tilgå nettet på en mobil enhed. Hvis udbredelsen af mobile computere operationaliseres som brugen af mobilt internet, er områdets eksplosive vækst stærkt korreleret med iphonens ankomst i 2007. 65% af al mobildatatrafik i USA i december 2009 skete således fra enten en iphone eller ipod Touch 11. En af grundene til denne succes synes at være den tilpas avancerde og brugervenlige inputmetode, som en stor berøringsfølsom skærm tillader. Desuden synes Apples hardware/so ware-økologi og populariteten af App Store også vigtige. I App Store findes der tusindvis af nemttilgængelige applikationer, hvis 10 ifitness (http://itunes.apple.com/us/app/ifitness/id290451423?mt=8), G-Park (http://itunes.apple.com/dk/app/g-park/id284943236?mt=8), Hipstamatic (http://itunes.apple.com/us/app/hipstamatic/id342115564?mt=8), Grocery Gadget (http://itunes.apple.com/us/app/grocery-gadget-shopping-list/id287932487?mt=8), Fart Machine (http://itunes.apple.com/dk/app/fart-machine/id377640774?mt=8) 11 U.S. Mobile Web Usage Grew 110 Percent Last Year; Apple Dominates, Android No. 2 http://techcrunch.com/2010/01/05/quantcast-mobile-web-apple-android/ Tilgået den 1. november 2010 20