12. søndag efter Trinitatis 2015, Hurup og Helligsø Markus 7, 31-37 Herre, luk mine ører op, så jeg hører dit ord. Luk mine øjne op. Så jeg ser din herlighed. Lær mig at tage hver dag som en gave fra dig. Lær mig at give livet til min næste i dit navn. AMEN Jeg tror ikke, at en uddannet ørelæge i vore dage ville gøre som Jesus gjorde dengang. Der er en verden til forskel. Jesus spyttede for at uddrive den dæmon, der bandt mandens tunge og lukkede hans øre. Han stak sine fingrene i mandens ører, så op mod himlen for at få Guds hjælp og sagde: Effatha! luk dig op. Lad os lige blive lidt i den tid for snart 2000 år siden. Jesus hørte til det jødiske folk. Disciplene var opdraget lige som alle andre jøder til, at de folk, de rejste iblandt her på den anden siden af søen, var hedninger. De var fremmede. De troede ikke på Gud. De var udenfor. Men nogle af disse hedninger havde altså alligevel en grundlæggende nød over, at den døve ikke var til at komme i tale med. 1
Den døve var uden for det egentlige og berigende liv, fordi han hverken kunne høre eller tale. Og så havde de alligevel fået fat på noget om Jesus. Der var nogle, der havde sagt dem, at denne mand kunne noget særligt sammen med den Gud, som jøderne troede på. Og når fortvivlede mennesker gerne vil helbredes, så render de til alle slags healere for det kunne jo være, at det hjælper! Så det var ikke den døve og stumme, der troede på Jesus; for de kunne ikke fortælle ham, hvad de ville have Jesus til. Det var Jesus, der var tro imod dette menneskes nød. Spyt var altså dengang en slags rensemiddel imod dæmoner. Dramatikken med fingre i mandens ører, og at Jesus rørte ved hans tunge, var så effektfuld, at det blev genfortalt og skrevet ned af Markus 40 år senere, så at vi læser det i dag. Så der var virkelig gang i den dengang for 2000 år siden. I dag kan det jo nok være lidt svært at forestille sig en læge bruge de samme midler. Vi er kommet forbi hørerøret, som tante Møge brugte, når hun råbte: Hvad siger han, Misse? Og vi har lært de døve tegnsprog, så at de kan tale uden en lyd. Så vi kan ikke overføre helbredelsen fra dengang til i dag. Vi kan undre os over Jesu evner, og vi kan ikke drømme om at se bort fra, at der sker uforklarlige helbredelser også i dag. 2
Men vi uddanner altså ikke præster på universitetet og på pastoralseminariet til at være helbredere. Vi uddanner læger. Vi uddanner tale- hørepædagoger. Vi bruger vores viden, som er udviklet gennem flid og stor lærdom. Og det er for at gøre det samme, som Jesus gjorde nemlig at gøre ham til en del af hans menneskelige fællesskab, sådan som Gud har ment det. For det var det, der skete den dag. De kom med en mand, som de ikke kunne dele livet med, fordi han ikke kunne høre og tale. Jesus udfriede manden fra isolationen og satte ham ind i det fællesskab, som Gud skabte ham til. Så er da dagens evangelium ikke kun, at vi skal undre os over Jesu evner som healer. Nej, dagens evangelium er, at Gud vil åbne vore ører for Jesu tale om evigt liv i Guds rige, så at vi kan leve i fællesskab med hinanden i tro, håb og kærlighed. Der er altså en slags døvhed, som skal overvindes. Det er en døvhed, som ofte har med sløvhed over for det åndelige at gøre. Vi blive let sløve, fordi vi er så magelige, og så blive vi døve. Ligesom det, vi kalder at være vil-døv. Eller kone-døv ; som de mænd er, der vænner sig til at overhøre konen, når hun kommanderer med ham igen og igen. 3
Eller teen-age døv som den 13-årige, der er supertrænet i at overhøre far eller mor, som skal have hjælp til en opvask, men straks opfatter alt, hvis far og mor skændes. Det kaldes selektiv hørelse. Det er ikke det, der er tale om her. Evangeliet vil åbne vore ører for, at livet er fra Gud. Livet er ikke din egen fortjeneste. Livet er en gave. Du har fået det for intet. Livet er en opgave. Du har det fulde ansvar for dig selv og din relation til dine nærmeste. Du er forvalter. Men du er forvalter for en Herre, der igen og igen vil tilgive din synd og give dig tilbage til fællesskabet med mennesker og med Gud. Har du hørt det? Eller er du døv for det? Himlene din glans forkynde, lad hver morgen mig begynde dagen med din pris! Og når aftenklokken ringer, lad min sang på lærkevinger stige ligervis! Hvert dit værk er stort vidunder, i din visdom ingen bunder, som af den har øst. Kun en dåre tør det nægte, at hos dig er alting ægte, alting mageløst. Effatha! Luk dig op. 4
Luk dig op både for Jesus som helbreder OG for hans vilje til at give dig fællesskab med Gud og mennesker. Effatha! Du er ikke overladt til dig selv og din egen selv-realisation. Den levende Gud vil give dig tilbage til det liv, som du måske kan føle dig udenfor. Du skal både høre om Guds kærlighed, og du skal tale om Guds kærlighed til andre. I Jesu navn. AMEN 5