Hvad er frihed? Prædiken tl 4. søndag efer påske Frihedsgudstjeneste den 3. maj 2015 i anledning af 70året for Danmarks Befrielse Tekster fra 2. tekstrække Salmer: 402 202 v.5(motet) 312 // En lærke leted(motet) 710 784 11 Vi mindes i dag Danmarks befrielse for 70 år siden. Nogle få af jer husker måske den utrolige 4. majs afen da frihedsbudskabet under radioens skraten blev meddelt af den danske speaker fra London. Ligesom I husker de euforisk glade dage som fulgte, efer de fem mørke og forbandede år. Men de feste af os husker det ikke. De feste af os har kun hørt og læst om krigens gru, om besætelse og ufrihed, om forførelse og frygt og fejhed og om kamp for frihed og fare og mod. Om mennesker som sate deres liv på spil. Og så om glæden da mareridtet var ovre, og Danmark var frit igen. Jeg tror næsten at der hver uge kommer der nye fortællinger og vidnesbyrd og undersøgelser tl. Aldrig har literaturen om nazismens uhyrligheder og besætelsens ufrihed og modstanden mod den været så omfangsrig som nu. Og det er selvfølgelig vigtgt: at blive ved med at dykke ned i hvad det var der skete. Hvordan kunne sådan en ondskab og forførelse i nazismen fnde sted? Hvordan kunne Europa synke ned i sådan et mørke? Og hvordan blev kampen for frihed og værdighed alligevel mobiliseret? Hvad er det for en frihed vi fk tlbage for 70 år siden? Hvad stller vi op med den i dag? Ja hvad er frihed egentligt for noget? Når vi stadig i romaner og flm og historiske undersøgelser vender tlbage tl hvad der skete dengang, og når vi i dag og de næste dage holder frihedsgudstjenester mange steder i landet, så er det for mig at se for at vi kan besinde på hvad frihed er og hvordan den bevares. Og så ikke mindst for at sige tak tl dem som kæmpede i andre lande og herhjemme for at vi kan leve i et frit land i dag.
Hvad er frihed så for noget? Hvad er det som er værd at kæmpe for? Når frihed altså er mere end letelsens og befrielsens glæde og eufori. Ja det kan i virkeligheden være svært lige at sige, fordi frihed er blevet et plus-ord vi bruger i alle mulige sammenhænge. Følelsen af frihed står der som overskrif på en shampooreklame. Eller man ser en mennesketom sandstrand på en stllehavs-ø med palmer og sol Hvornår har du sidst følt dig fri?, står der. Her er frihed blevet det samme som at slippe for hverdagen med alle dens bekymringer og forpligtelser og stress. Her er friheden et helle. Et sted hvor ingen kan nå os. Ligesom frihed er blevet det samme som bekvemmelighed og komfort. Frihed er når vi ikke oplever modstand, og der ikke er pligter vi er bundet af. Men frihed uden pligter er ikke andet end rendyrket narcissisme, har en vores flosofer sagt, Hans Jørgen Schanz. Paulus ville selvfølgelig have sagt det samme. Eller retere det gør han i udgangslæsningen. I blev kaldet tl frihed, siger han, men det betyder ikke at I skal bruge det som et påskud for kødet, dvs. for at dyrke jer selv, for at tlfredsstlle jeres bekvemmelighed og lyst. Nej I skal tjene hinanden i kærlighed for det er lovens, det er hele tlværelsens mening. Frihed er altså her at være forpligtet på næsten og bundet i kærlighed. Men sådan tænker vi det ofest ikke. Vi tænker: Frihed det er at kunne bestemme selv og vælge frit. Det er at kunne zappe ikke bare mellem kanalerne på fernsynet, men mellem alle de muligheder tlværelsen byder på. Men sådan et menneske der gerne vil holde alle døre åbne og ikke lade sig binde, ender med at blive en fange af sig selv, en frihedens træl. Et sådant menneske spræller i mulighed, siger Søren Kierkegaard det spræller som fuen i edderkoppens spind. For det kan eller vil ikke vælge. Og så spræller det, så lammes det, så fnder det aldrig den frihed det er at vide at det er det her liv jeg vil leve og tage ansvar for og ikke et andet. Sådan vil man se at den frihed vi forguder, ofe ender i ufrihed. Ligesom friheden selvfølgelig også bare er tom og indholdsløs
når vi drømmer os væk fra hverdagens liv, livet med de andre, det liv som betyder noget, og som det er værd at kæmpe for. Nej frihed er ikke at slippe for besværet eller at kunne alt. Frihed er ikke frihed fra eller frihed tl, men frihed i. Friheden i at elske og vide sig elsket. Jo stærkere den binder, des friere den gør, siger Grundtvig jo om kærligheden. Og i et gammelt engelsk kærlighedsdigt lyder det sådan: Jeg elsker dig, ikke blot for hvad du er, men for hvad jeg selv er, når jeg er i din nærhed. Der sker noget med os, når vi ved os elskede (alle forelskede kan fortælle om det) så oplever vi at der er muligheder som forløses i os, vi ånder friere, vi bliver os selv på en dybere om mere omfatende måde, end vi måske nogensinde har været det før. Kærligheden, samhørigheden, ansvaret og den uforbeholdne accept, gør os frie, det gælder ikke bare mellem to mennesker - det gælder også i de fællesskaber som et samfund består af og er. Tænk hvis vi ikke havde noget vi skulle, og der ikke var nogen vi skulle tage af! Og tænk hvis der ikke var nogen som ville os noget! Følelsen af frihed opstår af en fylde, af kærlighedens ånd og liv. Ligesom frihed er der hvor vi ved os bundet af noget af et liv der er sandhed og mening i. Og det behøver ikke at være let eller bekvemt. Tværtmod. Jeg tror det er Vaclav Havel som udover Paulus har lært mig mest om hvad frihed er. Havel, den tjekkiske forfater og senere præsident, der ligesom Paulus skrev om friheden, og erfarede hvad frihed var, mens han var i fængsel, spærret inde, truet på sit liv. Havel sad jo som strafefange i hele 4½ år, i perioden fra 1979 tl 1984, fordi han blev ved med ofentligt at protestere mod det kommunistske styres brud på menneskeretghederne. I et af mange breve tl sin kone Olga, spørger han: Hvorfor har jeg måtet handle som jeg gjorde, på hvilket bud? Hans svar er: Fordi mennesket ikke er menneske uden tro på en højere
mening - en mening som bliver givet os. Og det er troen på dete større, sandheden, som er det eneste mulige fundament for et menneskeligt liv. Et menneske uden tro bekymrer sig kun om at leve så smertefrit og komfortabelt som muligt... det er troen som byder os, at der er noget sandt, vi må holde fast i - selv om det måte betyde en masse besvær og påføre os smerte, ja selv om det måte føre os i døden tl sidst. Hvad Havel her fortæller om, har han i allerhøjeste grad selv erfaret sig tl. Under sine første fængselsophold hvor han sad i isolaton, blev han fuldstændig nedbrudt fysisk og psykisk. Og når man lod ham komme ud igen, var det fordi man ganske enkelt frygtede at han ikke ville kunne overleve opholdet længere. Senere da han igen blev tlbageholdt på grund af sin højrøstede kritk af styret, lagde man foran ham en enkeltbillet tl USA. Så kunne han selv vælge om han ville rejse tl frihedens land eller sidde spærret inde igen. Havel valgte det sidste - at rejse ville jo have været det samme som at svigte og fygte fra alt. Det ville have været det samme som at unddrage sig sandheden, og så ville han heller ikke have været et frit menneske mere. Da sker der faktsk det for Havel, da han har valgt indespærringen, fængslet, at hans tlværelse ikke mere er den samme pine som før. Nu ved han nemlig tl fulde, hvorfor han er der. Han ved, at det han gør, er at opfylde bestemmelsen med sit liv. Han lever på en sandhed, en mening, større end ham selv. Og da jeg indså det, fortæller han, og det indså han først rigtgt efer fere års ophold i fængslet, da jeg indså det, oplevede jeg en frihed og en glæde ved tlværelsen som jeg aldrig før havde kendt tl. Det var som om det at være i fængsel, det at være udsat for tlværelsens lidelse, slet ikke var lidelse mere. Men det var nåde, det gudskærlighed at få lov tl at fortsæte, det var en erfaring af friheden selv. Sådan er frihed i høj grad at være dér hvor vi ved vi skal være. Vi er først frie når vi er i overensstemmelse med sandheden, med et liv der er mening i. Når vi ved der er noget at kæmpe for.
Mens den lystbetonede værdiløshed vi ofe priser i dag, lammer os i vores livsnerve, i frihedens centrum og kraf. Og så tl sidst endnu et eksempel på hvad frihed. Netop fra disse dage i maj i 1945. Det er Vincent Lind, som var biskop på Fyn, der som ganske ung sad i konzentratonslejr i Neuengamme. Først sent i livet begyndte han tale og skrive om gruen og ydmygelsen i lejrene. Og han skriver da også om sin hjemkomst tl Danmark ved krigens slutning. Med Røde-Kors tranporterne kørte han om naten op gennem Holsten og Sydslevig. Om morgenen, skriver han, kørte vi ind tl karantænestatonen ved Kruså - og dér kom de så : KVINDERNE! - sygeplejersker og de andre. Og tog fat på os! Stærke! Det var nok fordi vi var så svækkede, at det føltes sådan. Ingen ynk og jammer og medlidenhed. Værsgo! Sådan her! Nu lægger du dig her og hviler dig! Værsgo! Her er mælk. Brød og ost. Spis så! Sov! Færdig med det. Næste. Dejligt vi kom hjem tl en styrke. Til kvinderne. Det samme da vi kom ind for at få hvil på Odense sygehus senere. Disse dejlige væsener. Det var friheden i egen uimponerede høje person, vi kom ud for.. Vi kom siden med lazaretog tl Helsingborg. Dér blev vi allerførst kørt tl en stor fabrikshal med en mængde trækar. Rigtgt bødkerværk med stave og bånd. Det dampede af varmt vand og sæbe. Her kom vi i hænderne på noget af det foteste, jeg nogensinde har oplevet: En fok skånske koner med en munterhed og med en styrke i hænder og arme og hofer, som næsten tog vejret fra os. De lagde os i bad. Skrubbede og skurede og gned os. I hovedbunden, nakke og skuldre og ned ad ryggen. Bare deres sprog gjorde os lysvågne. Vi forstod, at vi havde passeret grænsen mellem to verdener. Vi var ankommet tl kvinderne. Hvad er frihed: Frihed er munterhed, styrke, mod. Friheden er ikke bare noget, der ligger og venter på dig. Friheden tager fat på dig! Så smukt og nært skriver Vincent Lind altså om friheden.
Friheden tager fat på os! Den er slet ikke dete tynde og forarmede at vi kan bestemme selv og vælge tl eller fra og blive fri for at de andre blander sig i vores liv. Friheden tar fat på os, den vil os noget, vil bliver os selv, nye skabninger, vi lever op, friheden gør os tl mennesker, på en måde vi ikke har været det før. Friheden er dér hvor kærlighed og sandhed fnder sammen og tager fat. Og frihed er at være dér hvor vi skal være, så vi selv kan tage fat og gøre det vi skal. Amen. Erik Høegh-Andersen