Landsmøde i Kirkeligt Centrum Lørdag den 5. oktober 2013 i Viborg domsogns sognegård Formandens beretning Søren Kierkegaard fejres dette år i anledning af 200 årsdagen d. 5. maj. Hans store filosofiske, teologiske og psykologiske forfatterskab fik ikke megen betydning i samtiden, og eftertiden lagde ham i nogle årtier helt på is. Men nu har han fået oprejsning. Overalt i landet holdes der foredrag om Kierkegaard. Men festligheder i tilnærmelsesmæssig lighed med de festligheder, der fandt sted i anledning af H.C. Andersens 200 år, har vi slet ikke set. Godt det samme. For det ville slet ikke være i Kierkegaards ånd. Det er først og fremmest hans filosofi, der har skabt hans verdensberømmelse. Hele den filosofiske eksistentialisme står f.eks.i gæld til ham. Hertil kommer hans inspiration til fornyelsen af den evangelisk-lutherske teologi efter 1. Verdenskrig. Men hvad med hans kristendomssyn? Kierkegaard stiller kravet om, at en kristen skal leve i Kristi efterfølgelse. Kristus er forbilledet for den troende, samtidig med at han skænker sin nåde til den, der må indrømme, som Kierkegaard kalder det, at han ikke kan leve op til kravet. Han vil vække uro i retning af inderlighed, siger han. Men samtiden har gjort kristendommen til det overkommelige: Det at være kristen er blevet et intet, en narrestreg, noget som enhver uden videre er. Noget man slipper lettere til end til den allerubetydeligste færdighed. Kierkegaards kamp mod den officielle kirke i de sidst leveår var en konsekvens af hans kristendomssyn og ikke en sygelig afsporing af hans tanker. Men det blev fritænkere, socialister og kirkekritiske lægfolk, der brugte ham som våbenarsenal. Kierkegaard blev aldrig folkeeje som f.eks. Grundtvig. Og jubilæumsfestlighederne har da heller ikke givet anledning til at tage hans kristendomssyn op og spørge til dens relevans for det folkekirkelige. I Kierkegaards kristendomssyn kunne der måske ligge væsentlige impulser til overvejelser over vores kirkesyn. Nok var han så godt om udelukkende optaget af hin enkelte. Men en kirke er vel netop fællesskabet af enkelte. Oplæg til ny styrelsesstruktur I det følgende vil vi gå nærmere ind på oplæg fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. I forårets og sommerens løb har der været afholdt en lang række møder, hvor udvalgets oplæg er blevet præsenteret og debatteret. I debatoplægget ses folkekirken som et rummeligt fællesskab, hvor enhver, der er døbt, har ret til at være med, og hvor enhver, der er med, har mulighed for at tage del i et fælles ansvar. Endvidere siges det om kirken, at den er en kulturbærende faktor, der er med til at skabe folkelig sammenhæng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og ind det danske samfund. 1
Udvalget opstiller nu seks pejlemærker eller forudsætninger for en styrelsesordning: 1) Det skal fortsat være et nært forhold mellem staten og folkekirken 2) Folkekirken skal være tilstede overalt i landet 3) Præsten er uafhængig i udøvelsen af den pastorale forpligtelse 4) Rummelighed og frihed er de to karakteristiske træk ved folkekirken 5) Folkekirken udgør en enhed 6) Demokratisk legitimitet dvs. en magtspredning eller afbalancering mellem folketinget, ministeren, biskopper, stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd. Som jeg forstår udvalgets oplæg, handler det nu primært om, hvem der har kompetencen vedrørende de såkaldte indre anliggender i folkekirken. Traditionelt er indre anliggender den fælles gudstjenesteordning og ritualer, fælles regler omkring dåb og konfirmation, samt fælles salmebog og bibeloversættelse altså det der er med til at understrege folkekirkens som en helhed. Her har ministeren hidtil haft kompetencen til at beslutte, hvad der skulle forelægges til kgl. resolution. Og traditionelt har ministeren forinden rådført sig med brede folkekirkelige og folkelige kredse. Spørgsmålet er så, om reguleringen af indre anliggende herefter skal anbringes i et folkekirkeligt organ, et råd. Der opstilles så i oplægget tre modeller for anderledes styring af de indre anliggender: 1) Lovregulering med udgangspunkt i nuværende ordning, dvs. der skal skabes større klarhed ved fastsættelse af regler, der først og fremmest skal tydeliggøre biskoppernes indflydelse 2) Der etableres et kirkeråd med begrænset kompetence, dvs. at rådet deltager i beslutninsprocerne omkring indre anliggender, inden ministeren indstiller til kongelig resolution. Rådet kaldes i teksten for et folkekirkeråd. Udvalget har så udarbejdet et forslag til, hvordan et sådant folkekirkeråd sammensættes. 3) Etablering af et kirkeråd med udvidet kompetence. Den udvidede kompetence drejer sig om, at rådet f.eks. kan drøfte spørgsmål omkring præstesager, præsteuddannelse og adgang til præsteuddannelsen altså områder der i dag er reguleret ved lovgivning. Her kan rådet foreslå ny lovgivning. Hertil kommer, at rådet kan tage initiativer mht. tilslutning til internationale erklæringer. Tilbage står så spørgsmålet om indflydelsen på den folkekirkelige økonomi. Iflg. model 1 har ministeren fortsat kompetencen til at fastlægge fællesfondens budget. I model 2. får et nyt folkekirkeligt organ kompetencen til at fastlægge budget og regnskab efter ministerens retningslinjer. Og iflg. model 3 etableres der en folkekirkens økonomibestyrelse, der udarbejder og prioriterer fællesfondens budget. I KC`s bestyrelse har vi gennemdrøftet det ministerielle udvalgs oplæg. Vi har både i vores erklæring, som vi fremlagde ved sidste årsmøde og i kronikker i Kristeligt Dagblad argumenteret for det kirkesyn, der altid har båret Kirkeligt Centrums aktiviteter og deltagelse i den kirkelige debat, nemlig at kirke ikke kun lader sig definere ved en lovgivningsmæssig rammeordning. 2
Men kirken er først og fremmest et trosfællesskab, hvor der vel at mærke er plads og rum til mangfoldigheden, et fællesskab af enkelte, der ser sig bundet af det evangelisk lutherske. Sammenhængskraften i folkekirken er bekendelsen, traditionen og den folkelige forpligtelse. Og det gør folkekirken til kirke, der også kan og skal være et værn mod den stigende kirkelige individualisme, der bl.a. resulterer i frikirkedannelserne. Folkekirken er andet og mere end en sammenslutning af sognemenigheder og den er andet og mere end en foreningskirke. Den er et trosfælleskab, der skal være samfundets lys og salt. Vi finder, at oplæggets grundlæggende kirkeforståelse blot tegner kirken som en institution, der er statens forlængede arm til varetagelse af kultur, folkelig sammenhæng og fortolkning af livsmening gennem forkyndelse af evangeliet om Jesus som verdens frelser. Men spørgsmålet om, hvad der egentlig gør folkekirken til et forpligtende fællesskab, står åbent. Vi er ikke desto mindre på vej med det fremlagte oplæg til en ny styrelsesordning. Derfor peger vi på model 2, som en realistisk mulighed for at komme videre i processen for en demokratisering af folkekirken. Den hidtidige debat tyder på, at de andre kirkelige bevægelser, Grundtvigsk Forum og Indre Mission, også vil pege på model 2, selvom Indre Mission er mest optaget af, at en kommende styringsmodel også kan sikre mindretals synspunkternes plads og frihed i folkekirken. Noget af det mest positive i forslag til ny styrelsesstruktur er, at de frie kirkelige organisationer, som gennem folkekirkens historie har givet liv til kirken i et engagement for børn og unge, samt samfundets sociale tabere, nu får plads og indflydelse. Fra Tidehverv og enkelte kirkepolitikere som f.eks. Charlotte Dyremose hedder det, at fremtidens folkekirke er bedst tjent med at stå på fundamentet af fortidens folkekirke, hvor der er plads til flere teologiske og politiske retninger end i nogen anden kirke. Det kommer af, at ingen kan udtale sig på kirkens vegne om hverken stort eller småt, siger Charlotte Dyremose, som er medlem af det ministerielle udvalg. Der tegnes et skrækscenarie af et kirkeråd, der menes at ville bruge sin mulighed for at udtale sig om dette og hint politiske og etiske problem på kirkens vegne. Hertil vil vi sige, at et folkekirkeråd netop ikke udelukker mangfoldighed, men tværtimod kan samle forskellighederne i et fælles engagement for folkekirken. Dernæst har vi nu en gang god tradition for debat og ikke autoritative udtaleser på andres vegne i vores kirke. Men forfriskende vil det da være, om vi som folkekirke turde vedgå de værdier og det menneskesyn, som er det bærende i en kristen livsforståelse. Det handler slet og ret om kirkens troværdighed. Det er netop, hvad 200 års jubilaren, Søren Kierkegaard egentlig minder os om. Hvad har så optaget os mest i bestyrelsen i dette år? Her skal vores deltagelse i Kirkedagene i Aalborg og så vores arbejde med et årsskrift nævnes. Kirkedagene i Aalborg 3
Ved kirkedagene i maj havde vi fra bestyrelsens side etableret en paneldebat med overskriften Folkekirkens sammenhængskraft. I panelet sad formændene for Grundtvigsk Forum og Indre Mission, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd. Debatten blev ledet af Poul Møller Petersen. Mange overværede debatten, hvis mål netop var gennem samtalen at finde frem til en fælles forståelse af rummelighedens betydning for folkekirkens fremtid. Ja, vi har netop brug for at blive klogere på, hvordan folkekirken kan udvikles som et fælles rum, hvor evangeliet kan tolkes og formidles til tro og fælles engagement. I øvrigt havde vi en stand på Mulighedernes Marked, samt en workshop om spiritualitet i kirken. Årsskrift Vi har blot udsendt ét nr. af vores blad i dette år. Bestyrelsen har nemlig besluttet at erstatte KC`s blad med et årsskrift. Baggrunden er, at antallet af abonnementer på bladet nu er så lavt, at man ikke mere kan sige, at bladet er et talerør for KC, som bliver hørt i offentligheden. Derfor er det heller ikke længere rimeligt at bede folk skrive til et blad med så lille en læserskare. Måske er tiden også løbet fra denne type organisationsblade. Vi ser jo, at man over en bred front finder andre måder at kommunikere på. Og det vil vi så bruge kræfter og økonomiske ressourcer på. Et årsskrift vil give plads til større artikler med mere kant og dybde. Et årsskrift vil ligeledes have en større målgruppe ude i den brede kirkelige offentlighed. Hertil kommer, at et årsskrift også har chancen for at være af blivende værdi som en samling gode artikler, der viser hvor KC står og derfor bedre placerer os i det kirkelige billede. Når vi det følgende formulerer os om vores ambition med årsskriftet, og hvad der skal være dets substans fremover, så er det det samme som en formulering af, hvad der for os som Kirkeligt Centrum er vigtigt at få sagt - og hvor vi er. Årsskriftet skal placere og reaktualisere KC som formidlende midte og slå fast, at det ikke er retningerne, der definerer folkekirken, men gudstjeneste og bekendelse. Årsskriftet skal indeholde en besindelse på nutidssituationen, nemlig at folkekirken ikke længere er en selvfølge. For folkekirkens identitet er på spil. I årsskriftet må vi også reagerer mod den mangel på fortrolighed og viden om kirke og tro, som er udbredt i herhjemme. Vi taler om traditionstab og den er reel. I sammenhæng hermed ændres vores opfattelse af religion. Religion er mere og mere blevet en privatsag. Den er blevet en del af individualismen og ikke en kritik af den. Hertil kommer, at mange har et generelt negativt forhold til den officielle kirke, altså kirken generelt, men samtidig et positivt forhold til den lokale kirke og præst. Ja, hvad vil loyalitet mod kirken sige i dag? Og hvad vil det sige at være tro mod bekendelse og tro mod den folkelige nutidssituation. Vigtigt for Kirkeligt Centrum er gudstjenesten. Hvordan tænker vi gudstjeneste og gudstjenesteliv i fremtiden? Og hvad bliver der af den syngende menighed? Vi trænger virkelig til en fornyelse af 4
salmesangen. Noget tyder på, at den er på vej med den nye generation af salmedigtere. Men det kræver vores åbenhed og medarbejderskab i kirke og menighed. Vi havde ved sidste år et meget fint årsmøde på Emmaus. Et todagesmøde giver bedre mulighed og ro til debat. Et stadigt påtrængende spørgsmål er, hvordan vi kan gøre os bedre gældende i den kirkelige debat. Vi håber, at årsskriftet kan være medvirkende. Det blev påpeget ved sidste landsmøde, at vi de sidste par år har brugt megen energi på debat om kirkens forhold til staten på bekostning af spørgsmål om kirkens forhold til kulturliv og det spirituelle. Lad mig her nævne, at to af bestyrelsens medemmer nu på andet år er med i forberedelsen af det store Emmaus-møde 22.- 24. november. Vi mangler fortsat en forøgelse af den faste medlemskreds, ligesom vi må prøve at finde veje til en dialog med KC`s medlemmer. Vi vil fortsat se os selv som en kirkelig retning, der bakker op omkring alle de mange tiltag til fornyelse af gudstjeneste og menighedsliv, vi ser er i gang i landets sognemenigheder. Som kirke må vi aldrig gå stå, men altid være på vej til mennesker. Vi vil pege på det, der er kirkens centrum og egentlige mening, nemlig at være det rum, hvor mennesker kan møde Gud som kærlighed der forløser, fordrer, og som er over al forstand. Det er der om noget brug for i vores tid. Henning Nørhøj/21.9.13 5