Fællesskabsbestemmelserne om social sikring

Fællesskabsbestemmelserne om social sikring Deres rettigheder, hvis De flytter inden for Den Europæiske Union Beskæftigelse sociale anliggender Social sikring og social integration Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Beskæftigelse og Sociale Anliggender Kontor E.3 Manuskript afsluttet den 1. september 1999

Indholdet af denne publikation afspejler ikke nødvendigvis holdningen i Generaldirektoratet for Beskæftigelse og Sociale Anliggender i Europa-Kommissionen. Hvis De er interesseret i at modtage det elektroniske nyhedsbrev»esmail«fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse og Sociale Anliggender, bedes De sende et e-brev til empl-esmail@cec.eu.int nyhedsbrevet udgives regelmæssigt på engelsk, fransk og tysk. Yderligere oplysninger om EU fås på Internet via Europa-serveren (http://europa.eu.int) Bibliografiske data findes bagest i denne publikation Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2000 ISBN 92-828-8293-4 De Europæiske Fællesskaber, 2000 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Printed in Belgium

Hvad er formålet med denne vejledning? Formålet med denne vejledning er på en let og forståelig måde at oplyse Dem om Deres rettigheder og forpligtelser med hensyn til social sikring, når De har at gøre med de sociale sikringsordninger i to eller flere medlemsstater af Den Europæiske Union. Dette kan f.eks. være tilfældet, når De er erhvervsmæssigt beskæftiget i udlandet, bosætter Dem i et andet land inden for Den Europæiske Union eller simpelthen midlertidigt opholder Dem i en anden medlemsstat. Der er stor forskel på de nationale sociale sikringsordninger fra det ene land til det andet, og fællesskabsbestemmelserne om social sikring, som dog følger udviklingen, har ikke til formål at harmonisere dem. Formålet med disse bestemmelser er blot at forhindre, at De mister en del af eller alle Deres sociale sikringsrettigheder, når De flytter fra en medlemsstat til en anden. Deres situation med hensyn til social sikring vil ikke altid være den samme, når De flytter fra en medlemsstat til en anden. Derfor anbefaler vi stærkt, at De, før De flytter til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, omhyggeligt læser de relevante kapitler i denne vejledning og, hvis det er muligt, henvender Dem til den sociale sikringsinstitution i det land, hvor De er bosat, for at få yderligere oplysninger. De bedes bemærke, at denne vejledning ikke indeholder oplysninger om medlemsstaternes sociale sikringsordninger. En detaljeret oversigt over disse ordninger findes i en vejledning, som blev offentliggjort af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer i 1997. Titlen på denne vejledning er Deres sociale sikringsrettigheder, når De flytter eller rejser inden for Den Europæiske Union en praktisk vejledning. De kan få denne vejledning ved at henvende Dem til den adresse, der er nævnt i slutningen af denne vejledning. 3

Indholdsfortegnelse 1. Hvad er formålet med fællesskabsbestemmelserne om social sikring? 7 2. Gælder disse bestemmelser for Dem? 9 3. I hvilke lande gælder disse bestemmelser? 10 4. Hvilke områder dækker fællesskabsbestemmelserne? 11 5. Hvad siger fællesskabsbestemmelserne om social sikring? 13 5.1. I hvilket land er De forsikret? 15 5.2. Hvilke rettigheder og forpligtelser har De i det land, hvor De er forsikret? 17 5.3. Hvad De skal vide i tilfælde af sygdom, svangerskab eller fødsel 18 5.4. Arbejdsulykker og erhvervssygdomme 22 5.5. Invaliditet 24 5.6. Hvem udbetaler min alderspension? 27 5.7. Efterladteydelser og begravelseshjælp 31 5.8. Hvad skal De gøre, hvis De bliver arbejdsløs? 32 5.9. Familieydelser 35 6. Deres rettigheder i en nøddeskal, hvis De er 36 6.1. Grænsearbejder 36 6.2. Sæsonarbejder 37 6.3. Udstationeret arbejdstager 37 6.4. Pensionist 38 6.5. Studerende 39 6.6. Turist 39 6.7. Ikke-erhvervsaktiv 40 6.8. Statsborger i et tredjeland 40 5

7. Hvordan fungerer fællesskabsbestemmelserne i praksis? 42 7.1. Fællesskabsbestemmelserne har forrang: Der er ingen konflikt mellem den nationale lovgivning og forordningerne 42 7.2. Blanketter og formaliteter 42 7.3. Andre lande, andre sprog: Ikke nødvendigvis et problem! 45 7.4. Medlemsstaternes sociale sikringsinstitutioner: Et af Deres tilholdspunkter, hvis De har problemer 46 7.5. Indbringe en sag for Domstolen: Det er Deres ret! 46 7.6. De Europæiske Fællesskabers Domstol: Den retlige beskytter af Europas borgere 48 8. Yderligere spørgsmål? 50 6

1. Hvad er formålet med fællesskabsbestemmelserne om social sikring? Uden fællesskabsbestemmelserne om social sikring ville millioner af europæiske borgere ikke være tilstrækkeligt beskyttet. Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, offentligt ansatte, pensionister, studerende, turister og andre personer, som benytter sig af deres ret til frit at bevæge og opholde sig inden for Den Europæiske Union, har forskellige spørgsmål og problemer med hensyn til deres sociale sikring, f.eks.: Hvem betaler hospitalsregningen i forbindelse med et ulykkestilfælde eller sygdom under et midlertidigt ophold i udlandet? Hvilke pensionsrettigheder har en arbejdstager, som i flere år har arbejdet i et andet land? Hvilket land skal udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse til grænsearbejdere? Hvilket land skal udbetale familieydelser, når børnene er bosat i en anden medlemsstat? Hvor skal der indbetales sociale sikringsbidrag, på hvilke sprog skal der ansøges om ydelser, og hvad er tidsfristen? Det er ikke givet, at de nationale lovgivninger om social sikring altid kan besvare disse spørgsmål fuldstændigt eller delvis. Mange arbejdstagere ville risikere at være forsikret to steder eller slet ikke, de ville kunne fortabe optjente rettigheder til sociale sikringsydelser, samtidig med at de ikke ville kunne optjene andre rettigheder. Derfor har vi brug for europæiske bestemmelser på tværs af Unionen for at opnå en effektiv og fuldstændig beskyttelse. Det er kun, hvis man garanterer Europas borgere, der flytter inden for Unionen, at de ikke lider tab med hensyn til deres sociale sikring, at de uden frygt vil benytte sig af deres ret til at flytte til og opholde sig i en anden stat. Disse bestemmelser har eksisteret i mere end 30 år. De er blevet tilpasset, forbedret og udvidet gentagne gange. I dag er de fastsat i forordninger- 7

ne (EØF) nr. 1408/71 og 574/72, som senest blev ændret i 1999 ( 1 ). Forordningerne indeholder praktiske og tilfredsstillende løsninger på de fleste af de problemer, der opstår inden for det sociale sikringsområde på tværs af grænserne. Som De vil se, er der stadigvæk en række problemer, som endnu ikke er blevet løst. Europa-Kommissionen vil derfor fortsat bestræbe sig på yderligere at forbedre og forenkle fællesskabsbestemmelserne, således at de bliver lettere at læse, og manglerne fjernes. Ligesom de nationale bestemmelser om social sikring ser fællesskabsbestemmelserne ved første øjekast ud til at være vanskelige, tekniske og indviklede. De bør dog ikke miste modet. Grundprincipperne er lette at forstå selv for udenforstående. Med den efterfølgende redegørelse håber vi, at De får et generelt overblik. Hvis De har et særligt problem, kan De altid henvende Dem til de kompetente myndigheder eller forsikringsinstitutionerne eller de forskellige ressortorganisationer og -sammenslutninger, som beskæftiger sig med de problemer, der gør sig gældende for arbejdstagere, som flytter inden for landene i Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, før De træffer afgørelse om Deres fremtid, hvad enten den angår Deres arbejde eller privatliv, på grundlag af denne vejledning. ( 1 ) En ajourført udgave af forordningerne med alle ændringer indtil udgangen af 1995 er offentliggjort i EFT L 28 af 30.1.1997. 8

2. Gælder disse bestemmelser for Dem? På nuværende tidspunkt gælder fællesskabsbestemmelserne om social sikring ikke for alle, der flytter inden for eller opholder sig i medlemsstaterne inden for Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det er derfor vigtigt for Dem at vide, om De personligt er omfattet og beskyttet af disse bestemmelser. Det er kun i dette tilfælde, at De kan henvise til bestemmelserne over for de nationale domstole og institutioner. Da man som forudsætning skal være statsborger i en medlemsstat inden for Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er følgende personer omfattet af fællesskabsbestemmelserne: arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været forsikret efter lovgivningen i en af disse stater offentligt ansatte ( 2 ) studerende ( 3 ) pensionister, selv om de allerede var blevet pensioneret, før deres land blev optaget i Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde familiemedlemmer og efterladte til ovennævnte personer uanset deres nationalitet (som regel er det defineret i bopælslandets lovgivning, hvem der kan betragtes som et familiemedlem). Alle personer, som ikke hører ind under en af ovennævnte kategorier er ikke omfattet af fællesskabsbestemmelserne. Det gælder navnlig: personer, som ikke eller ikke længere er dækket af en almindelig national socialsikringsordning, som ikke eller ikke længere betragtes som en arbejdstagers, en selvstændig erhvervsdrivendes eller en pensionists familiemedlemmer (ikke-erhvervsaktive personer) statsborgere i et tredjeland, dvs. i en stat, som ikke hører til Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (yderligere oplysninger er anført i afsnit 6.8 nedenfor). ( 2 ) Rådets forordning (EF) nr. 1606/98 af 29.6.1998, offentliggjort i EFT L 209 af 25.7.1998. ( 3 ) Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8.2.1999, offentliggjort i EFT L 38 af 12.2.1999. 9

3. I hvilke lande gælder disse bestemmelser? Fællesskabsbestemmelserne om social sikring gælder i alle de lande, som er medlem af Den Europæiske Union (EU) eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det drejer sig om følgende lande: Belgien Irland Finland Danmark Italien Sverige Tyskland Luxembourg Det Forenede Kongerige Grækenland Nederlandene Island Spanien Østrig Liechtenstein Frankrig Portugal Norge Bemærk Når der i denne vejledning anvendes udtrykkene»land«eller»stat«eller»medlemsstat«, drejer det sig altid om de ovennævnte lande. Alle andre stater omtales som»tredjelande«eller»tredjestater«. Hvis De kan fremlægge belæg for forsikringsperioder i en medlemsstat og i en tredjestat, kan De ikke drage fordel af Fællesskabets socialsikringsbestemmelser, for så vidt angår forholdet til tredjestaten. I mange tilfælde findes der dog bilaterale overenskomster om social sikring mellem Deres hjemland og tredjestaten eller mellem Den Europæiske Union og tredjestaten, som giver en tilsvarende beskyttelse. De kan få yderligere oplysninger hos de sociale sikringsinstitutioner (i Deres hjemland). 10

4. Hvilke områder dækker fællesskabsbestemmelserne? Fællesskabsbestemmelserne om social sikring finder anvendelse på alle nationale lovgivninger om: sygdom og moderskab arbejdsulykker og erhvervssygdomme ydelser ved invaliditet alderspensioner efterladteydelser begravelseshjælp arbejdsløshedsunderstøttelse familieydelser. Det vil sige, at De altid kan sætte Deres lid til fællesskabsbestemmelserne, når de er nødvendige for Deres ret til ydelser. Fællesskabsbestemmelserne finder imidlertid ikke anvendelse i følgende tilfælde: Social- og sundhedsforsorg. Disse ydelser er normalt trangsbestemte og hører ikke ind under de kategorier, der er nævnt ovenfor. Ydelser til ofre for krig eller dens følger. Ydelser i henhold til gældende førtidspensionsordninger. Andre fællesskabsbestemmelser kan finde anvendelse på disse ydelser. Retten til ydelser i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger bevares, hvilket for nylig blev fastsat ved et rådsdirektiv ( 4 ). I visse tilfælde kan det være vanskeligt at afgøre, hvorvidt en særlig ydelse er omfattet af fællesskabsbestemmelserne. De kan til enhver tid henvende Dem til den pågældende institution for at få nærmere oplysninger. ( 4 ) Rådets direktiv 98/49/EF af 29.6.1998, offentliggjort i EFT L 209 af 25.7.1998. 11

Vigigt Fællesskabsbestemmelserne finder anvendelse på sociale sikringsspørgsmål, men ikke på skattespørgsmål, der er omfattet af bilaterale aftaler. De kan få oplysning om Deres særlige tilfælde ved at henvende Dem til skattekontoret i Deres hjemland. 12

5. Hvad siger fællesskabsebestemmelserne om social sikring? Fællesskabsbestemmelserne om social sikring erstatter ikke de forskellige nationale sociale sikringsordninger med en enkelt europæisk ordning. En sådan harmonisering ville ikke være mulig på grund af de store forskelle i levestandarden i de 18 medlemsstater af Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Endvidere har lande med samme levestandard forskellige sociale sikringsordninger, som er resultatet af en lang tradition, som har rødder i den nationale kultur og sædvane. Det er ikke nødvendigt at erstatte de nationale ordninger, som i høj grad kendes og anerkendes af befolkningen i de forskellige medlemstater, med én fælles ordning, når den nødvendige beskyttelse kan opnås på anden måde. I stedet for at harmonisere de nationale sociale sikringsordninger koordinerer fællesskabsbestemmelserne om social sikring slet og ret disse ordninger. Enhver medlemsstat kan med andre ord frit afgøre, hvem der skal være forsikret efter dens lovgivning, hvilke ydelser der tilkendes og på hvilke betingelser, hvorledes disse ydelser beregnes, og hvor mange bidrag der skal indbetales. Fællesskabsbestemmelserne fastsætter fælles regler og principper, som skal overholdes af alle de nationale myndigheder, sociale sikringsinstitutioner, retter og domstole, når de anvender de nationale love. Herved sikrer de, at anvendelsen af de forskellige nationale lovgivninger ikke er til ulempe for de personer, som benytter sig af deres ret til at bevæge og opholde sig inden for Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. For at udtrykke det kort må en person, som er flyttet til eller opholder sig i en anden medlemsstat, ikke stilles ringere end en person, som altid har boet og arbejdet i en enkelt medlemsstat. Dette betyder, at navnlig følgende problemer skal løses: I en række medlemsstater er den sociale sikring baseret på bopæl, hvorimod det i andre medlemsstater kun er personer, som har erhvervsmæssig beskæftigelse (og deres familiemedlemmer), som er forsikret. For at undgå en situation, hvor vandrende arbejdstagere er forsikret i to lande eller slet ikke, fastsætter fællesskabsbestemmelserne om social sikring, hvilken national lovgivning der finder anvendelse på en vandrende arbejdstager i hvert enkelt tilfælde. 13

Ifølge den nationale lovgivning er retten til ydelser ofte betinget af, at der er tilbagelagt en række forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder (afhængigt af landet og den pågældende ydelse: 6 måneder, 1 år, 5 år, 10 år eller i visse tilfælde op til 15 år). Eksempel: Hvad ville der ske med en vandrende arbejdstager, som bliver invalid, og som først har været forsikret i 4 år i en medlemsstat, hvor der skal fremlægges belæg for en forsikringsperiode på mindst 5 år for ret til ydelser ved invaliditet, og dernæst i 14 år i en anden medlemsstat, hvor der kræves 15 års forsikring? Hvis fællesskabsbestemmelserne ikke fandtes, så ville arbejdstageren ifølge national lovgivning alene ikke være berettiget til ydelser ved invaliditet i nogen af disse stater, også selv om han sammenlagt har været forsikret i 18 år. Fællesskabsbestemmelserne fastsætter den såkaldte»sammenlægning af perioder«, som betyder, at forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, medregnes, hvis det er nødvendigt, således at den pågældende kan få ret til ydelser ifølge en anden medlemsstats lovgivning. Ifølge den nationale lovgivning udbetales der i mange tilfælde udelukkende ydelser til personer, der har bopæl i det pågældende land; i andre tilfælde nedsættes ydelsesbeløbet (f.eks. 70 % i stedet for 100 %), hvis en person bosætter sig i udlandet. Dette ville navnlig være til ulempe for grænsearbejdere, sæsonarbejdere og familiemedlemmerne til vandrende arbejdstagere, som stadigvæk bor i hjemlandet, samt pensionister, som har arbejdet i flere medlemsstater, eller som simpelthen beslutter sig for at flytte til et andet land, når de bliver pensioneret. Fællesskabsbestemmelserne om social sikring løser dette problem for hver ydelseskategori. Når der skal tages hensyn til lovgivningen i flere lande, er det fællesskabsbestemmelserne om social sikring, som afgør, hvilket land der skal udbetale ydelser. Dette er således formålet med fællesskabsbestemmelserne om socialsikring. Bestemmelserne indfører hverken nye ydelser eller ophæver den nationale lovgivning. De har udelukkende til formål at beskytte de af Europas borgere, som arbejder, er bosat eller opholder sig i en anden medlemsstat. 14

5.1. I hvilket land er de forsikret? Før De påbegynder en erhvervsmæssig beskæftigelse i udlandet, skal De vide, i hvilket land De er forsikret. Med andre ord, hvilken medlemsstats lovgivning om social sikring gælder for Dem? Dette er meget vigtigt, ikke blot når det drejer sig om indbetaling af sociale sikringsbidrag, men ligeledes når det drejer sig om Deres ret til ydelser og optjening af fremtidige pensionsrettigheder. Fællesskabsbestemmelserne om social sikring indeholder detaljerede regler, som i hvert enkelt tilfælde afgør, hvilken national lovgivning der skal finde anvendelse. Hovedprincipperne er enkle og står forklaret i det følgende: A) De er kun omfattet af lovgivningen i én medlemsstat Dette princip gælder for alle arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er omfattet af fællesskabsbestemmelserne, uanset i hvor mange stater den pågældende arbejder. Selv personer, som arbejder i fire eller fem medlemsstater, er omfattet af lovgivningen i én enkelt medlemsstat. Der er kun en lille undtagelse fra dette grundprincip. En person, som samtidig er lønmodtager i en medlemsstat og selvstændig erhvervsdrivende i en anden, kan i undtagelsestilfælde være forsikret i begge disse stater. B) De er forsikret i det land, hvor de er erhvervsmæssigt beskæftiget Dette gælder både for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, selv i de tilfælde, hvor de bor i et andet land, eller hvor deres virksomhed eller arbejdsgiver har hjemsted i en anden medlemsstat. Hvis De med andre ord ophører med at arbejde i en medlemsstat for at påbegynde et arbejde i en anden medlemsstat, bliver De omfattet af lovgivningen i det»nye«beskæftigelsesland. De ophører derefter med at optjene rettigheder i det»gamle«land og begynder at optjene rettigheder i det»nye«land. Det er uden betydning, om De bosætter Dem i det»nye«beskæftigelsesland. Selv i de tilfælde, hvor De er grænsearbejder og bliver boende i det»gamle«beskæftigelsesland, vil De blive forsikret efter lovgivningen i det land, hvor De arbejder. 15

C) Midlertidig undtagelse: udstationering i udlandet Det kan ske, at den virksomhed, som beskæftiger Dem i ét land, midlertidigt ønsker at sende Dem til et andet land for at arbejde (en udstationering). Hvis den periode, hvor De skal arbejde i udlandet, ikke overstiger 12 måneder (og De ikke udsendes for at erstatte en anden arbejdstager, hvis udstationeringsperiode er udløbet), er det stadigvæk den samme lovgivning, som finder anvendelse. De vil med andre ord fortsat være forsikret efter lovgivningen i det»gamle«land, mens De er udstationeret i et»nyt«land. Denne løsning er fornuftig, da det ikke ville være hensigtsmæssige at lade en ny lovgivning finde anvendelse i så korte beskæftigelsesperioder i udlandet. Før De rejser til det land, hvortil De udsendes, skal De sørge for at få en blanket E 101, som attesterer, at De fortsat er omfattet af lovgivningen i det tidligere land. De eller Deres arbejdsgiver kan få blanketten hos institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning fortsat skal finde anvendelse. Hvis udstationeringsperioden i udlandet overstiger 12 måneder på grund af uforudsete omstændigheder, kan De ansøge om at få forlænget udstationeringsperioden i op til yderligere 12 måneder, og i det tilfælde skal De anskaffe en blanket E 102. Bestemmelserne om udstationering gælder ikke blot for arbejdstagere, men ligeledes for selvstændige erhvervsdrivende, som midlertidigt arbejder i et andet land. D) Særlige personkategorier Søfolk: Hvis De er søfarende, og De arbejder ombord på et skib, der fører en medlemsstats flag, er De forsikret i denne stat, selv om De er bosat i et andet land. Personer beskæftiget ved international transport (eksklusive søfolk): Hvis De arbejder for en virksomhed, som foretager international befordring af passagerer eller gods ad jernbane, landevej, luftvejen eller i indenrigsskibsfart, er De forsikret i den medlemsstat, hvor virksomheden har sit hjemsted (der gælder undtagelser, hvis De er beskæftiget af en filial eller en fast repræsentation, som den pågældende virksomhed har i en anden medlemsstat, eller hvis De først og fremmest arbejder i det land, hvor De er bosat). Tjenestemænd: Som tjenestemand (eller en person, der ligestilles hermed) er De forsikret i den medlemsstat, i hvis administration De er beskæftiget. 16

Personer, der er indkaldt til militærtjeneste: De er omfattet af lovgivningen i det land, hvor De aftjener Deres værnepligt. Det samme gælder personer, som indkaldes til civilt arbejde. Personalet ved diplomatiske missioner og konsulater: Som hovedregel er De forsikret i beskæftigelseslandet (dvs. den stat, hvor den diplomatiske mission eller konsulatet er beliggende). Hvis De imidlertid er statsborger i den medlemsstat, som den pågældende mission eller det pågældende konsulat repræsenterer, kan De dog vælge at være omfattet af lovgivningen i denne stat i stedet. E) Særtilfælde I visse særlige tilfælde er de ovennævnte regler ikke tilstrækkelige til at afgøre, i hvilket land en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende er forsikret: Personer, som normalt arbejder i mere end én medlemsstat: Hvis De normalt arbejder i mere end én medlemsstat, er De forsikret i den medlemsstat, hvor De er bosat, hvis De udfører en del af Deres arbejde i dette land. Det samme gælder for selvstændige erhvervsdrivende, som er beskæftiget i flere medlemsstater. Hvis De ikke er bosat i en af de stater, hvor De udøver Deres erhvervsmæssige virksomhed, er De forsikret i den medlemsstat, hvor Deres arbejdsgiver er bosat, eller hvor den virksomhed, der beskæftiger Dem, har sit hjemsted (hvis De er lønmodtager). Hvis De er selvstændig erhvervsdrivende, er De forsikret i den stat, hvor De udøver hovedparten af Deres selvstændige erhvervsvirksomhed. Personer, som er arbejdstagere i én medlemsstat og selvstændige erhvervsdrivende i en anden: Som hovedregel er De forsikret i det land, hvor De er lønmodtager. Som nævnt ovenfor, kan De dog i undtagelsestilfælde være forsikret i begge stater. De skal derfor henvende Dem til de sociale sikringsinstitutioner i de medlemsstater, hvor De arbejder. 5.2. Hvilke rettigheder og forpligtelser har de i det land, hvor de er forsikret? Hvad angår lovgivningen om social sikring i det land, hvor De er forsikret, har De som hovedregel samme rettigheder og forpligtelser som statsborgerne i dette land. Dette betyder bl.a., at Deres ansøgning om ydelser ikke kan afvises udelukkende med den begrundelse, at De ikke er statsborger i landet. 17

Princippet om ligebehandling gælder altid. Som De Europæiske Fællesskabers Domstol har fastsat, gælder dette princip ikke blot åbenbar (»direkte«) forskelsbehandling, men ligeledes alle former for skjult (»indirekte«) forskelsbehandling, når en bestemmelse i den nationale lovgivning finder anvendelse både på statsborgerne i det pågældende land og udenlandske statsborgere, men har negative følger for de sidstnævnte. Eksempel: En medlemsstat gør ret til ydelser betinget af bopæl i medlemsstaten i en vis periode, og denne betingelse gøres gældende over for alle arbejdstagere. Det er helt tydeligt, at statsborgere fra medlemsstaten favoriseres i forhold til vandrende arbejdstagere. I mange tilfælde er ligebehandlingsprincippet ikke tilstrækkeligt til at beskytte vandrende arbejdstagere, hvis de eller deres familiemedlemmer ikke bor i den stat, efter hvis lovgivning de er forsikret, eller hvis arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været forsikret med afbrydelser efter lovgivningen i to eller flere stater. I disse tilfælde gælder der særlige regler, som er beskrevet i afsnit 5.3 til 5.9. Ifølge fællesskabsbestemmelserne om social sikring har De samme ret som statsborgerne i den stat, hvor De er forsikret, til at vælge medlemmerne af de sociale sikringsinstitutioners organer eller til at deltage i udpegelsen af sådanne medlemmer. Spørgsmålet om, hvorvidt De er valgbar til at blive medlem af disse organer, afhænger imidlertid af den nationale lovgivning. De bør endelig ikke glemme Deres forpligtelser ifølge lovgivningen i den stat, hvor De er forsikret. Det gælder først og fremmest forpligtelsen til at indbetale sociale sikringsbidrag, men ligeledes alle de andre forpligtelser, som statsborgerne i denne stat måtte have. 5.3. Hvad de skal vide i tilfælde af sygdom, svangerskab eller fødsel Fællesskabsbestemmelserne om social sikring indeholder et særligt kapitel om ydelser ved sygdom, svangerskab og fødsel med særlige regler for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, pensionister og deres familiemedlemmer, som er bosat eller opholder sig i udlandet. De giver en vigtig og effektiv beskyttelse ikke blot af de vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, men af alle, som er omfattet af disse bestemmelser, navnlig de millioner af turister, som tager på ferie i udlandet. Den efterfølgende redegørelse har til formål at give Dem et overblik over Deres ret til disse ydelser samt oplysninger om, hvad De skal gøre i praksis for at få dem. 18

A) Betingelser Sammenlægning af perioder Når man skal opfylde visse betingelser for at få ret til ydelser, skal den kompetente institution medregne forsikrings-, bopæls- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i andre lande (sammenlægning af perioder). Dette er en garanti for, at De fortsat er sygeforsikret, når De skifter arbejde eller flytter til en anden stat. Eksempel: I en række lande får De først ret til ydelser ved sygdom, når De har været forsikret i seks måneder. Fællesskabsbestemmelserne sikrer, at en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som var nødt til at melde sig ud af sin tidligere forsikring, da han flyttede til den pågældende stat, får ret til ydelser ved sygdom fra det tidspunkt, hvor han første gang blev forsikret. Ydelserne ved sygdom, svangerskab og fødsel er forskellige i de stater, hvor fællesskabsbestemmelserne om social sikring finder anvendelse. Der er imidlertid to store kategorier af ydelser, som findes i alle lande inden for Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, nemlig kontantydelser og naturalydelser. B) Kontantydelser ved sygdom Kontantydelser ved sygdom har normalt til formål at erstatte den indtægt (lønindtægt), som ophører midlertidigt på grund af sygdom. Ydelserne i en særlig situation (afhængighed) kan betragtes som kontantydelser ved sygdom. Som hovedregel udbetales de altid efter lovgivningen i det land, hvor De er forsikret, uanset i hvilket land De er bosat eller opholder Dem. Dette gælder for alle kategorier af personer og i alle tilfælde: grænsearbejdere, sæsonarbejdere, udstationerede arbejdstagere, pensionister eller familiemedlemmer. Dagpengenes størrelse, og hvor længe de udbetales, afhænger udelukkende af lovgivningen i den stat, hvor De er forsikret, og De vil normalt få dem udbetalt direkte af den institution, hvor De er forsikret. C) Naturalydelser ved sygdom Naturalydelser ved sygdom omfatter læge- og tandlægehjælp, medicin og sygehusbehandling samt kontantbeløb som refusion af udgifterne hertil. Som hovedregel ydes de ifølge lovgivningen i det land, hvor De er bosat eller opholder Dem, som om De var forsikret i dette land. Det kunne medføre en mere eller mindre gunstig situation, end det ville være tilfældet, hvis sygehjælpen blev ydet ifølge lovgivningen i det land, hvor De faktisk er forsikret. 19

Årsagen til denne regel er let at forstå: Lægerne og de pågældende institutioner kan umuligt have et detaljeret kendskab til lovgivningen i 18 forskellige lande. Derfor anvender de altid lovgivningen i deres eget land, selv om den pågældende er forsikret i et andet land. I denne vejledning har vi ofte talt om og vil også fremover tale om»bopæl«og»opholdssted«. Inden vi fortsætter, er det nødvendigt at præcisere forskellen mellem de to udtryk: Bopælen er det sted, hvor en person normalt bor, mens opholdsstedet er det sted, hvor en person bor midlertidigt. Den omstændighed, at sygehjælpen ydes efter lovgivningen i bopælseller opholdslandet, betyder dog ikke, at de personer, der er omfattet af fællesskabsbestemmelserne om social sikring, frit kan vælge at modtage disse ydelser i alle medlemsstaterne uden nogen restriktioner eller begrænsninger. Det er derfor vigtigt at kende de nøjagtige betingelser for ret til sygehjælp, som gælder i de forskellige tilfælde og for de forskellige kategorier af forsikrede. D) Bopæl i det land, hvor de er forsikret Hvis De er bosat i det land, hvor De er forsikret, har De naturligvis ret til alle former for sygehjælp efter lovgivningen i dette land. Disse ydelser ydes af sygeforsikringsinstitutionen på det sted, hvor De er bosat, på samme betingelser som for alle andre forsikrede i dette land. E) Bopæl uden for det land, hvor de er forsikret Hvis De er bosat i et andet land end det, hvor De er forsikret, har De ret til alle former for sygehjælp efter lovgivningen i det land, hvor De er bosat. Ydelserne ydes af forsikringsinstitutionen på Deres bopælssted, som om De var forsikret der. Hvis De er en vandrende arbejdstager, skal De vide, at denne kategori arbejdstagere også har rettigheder i det land, hvor de arbejder (jf. s. 33 i denne vejledning). Dette gælder for alle de kategorier af personer, der er omfattet af fællesskabsbestemmelserne om social sikring (arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, offentligt ansatte, arbejdsløse, pensionister samt deres familiemedlemmer), uanset i hvilket land de er bosat. Normalt får sygeforsikringsinstitutionen på Deres bopælssted refunderet udgifterne af den sygeforsikringsinstitution, hvor De er forsikret. 20

F) Midlertidigt ophold uden for det land, hvor de er forsikret Hvis De midlertidigt opholder Dem i et andet land end det, hvor De er forsikret, har De ret til»øjeblikkelig ydelse af hjælp«. Det er uden betydning, om De opholder Dem i udlandet som turist, om De er på familiebesøg eller på forretningsrejse. Øjeblikkelig ydelse af hjælp betyder alle former for hjælp i hastetilfælde, som Deres helbredstilstand kræver (ulykkestilfælde, pludselig sygdom osv.). Alle pensionister, arbejdstagere, som er udstationeret i udlandet, arbejdsløse og studerende er stillet lidt bedre. De har ret til alle former for sygehjælp, som er nødvendig under et midlertidigt ophold i udlandet. De vil med andre ord altid få den behandling, De har brug for, endog meget kostbar sygehusbehandling (f.eks. intensiv behandling efter et hjertetilfælde). Men vær opmærksom på, at der gælder særlige betingelser, hvis formålet med Deres rejse til udlandet er at få behandling. G) Behandling i et andet land Hvis De rejser til et andet land for at få behandling, dækker Deres sygeforsikringsinstitution kun udgifterne hertil, hvis De har fået forhåndstilladelse. Det er normalt op til sygeforsikringsinstitutionen at afgøre, hvorvidt den giver denne forhåndstilladelse eller ej. Det er kun i de tilfælde, hvor den pågældende behandling er fastsat i lovgivningen i Deres eget land, men ikke kan ydes inden for den frist, der normalt er nødvendig af hensyn til Deres helbredstilstand, at den pågældende tilladelse ikke kan nægtes. Den kompetente institution skal derfor udlevere en blanket E 112. I så fald har De ret til ydelserne i værtslandet. I nogle tilfælde kan De endvidere anmode om godtgørelse i Deres oprindelsesland. H) Praktiske vink Bopæl uden for det land, hvor De er forsikret: Hvis De bor i et andet land end det, hvor De er forsikret, skal De tilmelde Dem sygeforsikringsinstitutionen på Deres bopælssted. De har brug for følgende blanketter, som udstedes af den sygeforsikringsinstitution, hvor De er forsikret: 21

blanket E 106 for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende samt deres familiemedlemmer, som bor hos dem i samme land blanket E 109 for familiemedlemmer, som bor i et andet land end arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende blanket E 121 for pensionister og deres familiemedlemmer, som bor hos dem i samme land blanket E 122 for familiemedlemmer, der ikke bor i samme land som pensionisten ( 5 ) blanket E 127 for hver pensions- eller rentemodtager og for hvert familiemedlem. I visse tilfælde sendes blanketten direkte til sygeforsikringsinstitutionen på Deres bopælssted. De bedes henvende Dem til institutionen for at få nærmere oplysninger herom. Ophold uden for det land, hvor De er forsikret: Før De forlader det land, hvor De er forsikret, skal De sørge for at få de blanketter, der er nødvendige for at kunne få behandling i hastetilfælde. I modsat fald skal De selv betale for behandlingen og vil derefter først få refunderet udgifterne, når De vender tilbage til det land, hvor De er forsikret. De har brug for følgende blanketter: blanket E 111 for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende (ligeledes for arbejdstagere, der er udstationerede), pensionister og deres familiemedlemmer blanket E 110 eller E 111 for personer, der er beskæftiget ved international transport og personer, som normalt arbejder i mere end en medlemsstat blanket E 119 for arbejdsløse, der søger arbejde i et andet land blanket E 128 for udstationerede lønmodtagere og selvstændige og for deres familiemedlemmer og for studerende, som opholder sig midlertidigt i en anden medlemsstat. Bemærk Oplysningerne i dette kapitel gælder ligeledes for ydelser ved moderskab, dvs. naturalydelser i forbindelse med svangerskab og fødsel samt barselsdagpenge. 5.4. Arbejdsulykker og erhvervssygdomme Fællesskabsbestemmelserne om ydelser i tilfælde af en arbejdsulykke eller erhvervssygdom er relativt enkle og lette at forstå. De kan på mange måder sammenlignes med bestemmelserne om ydelser ved sygdom. ( 5 ) Denne blanket er dog kun gyldig i Frankrig og kun frem til 31.12. 2001. 22

A) Naturalydelser Hvis De kommer ud for en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, har De i alle tilfælde ret til naturalydelser (sygehjælp) ifølge lovgivningen i det land, hvor De er bosat. Hvis De har bopæl i et andet land end det, hvor De er forsikret, ydes sygehjælpen af institutionen i bopælslandet ifølge dette lands lovgivning, og udgifterne til alle de ydelser, De har fået, vil dernæst blive refunderet af den kompetente institution i det land, hvor De er forsikret. Som det er tilfældet med ydelser ved sygdom, er denne løsning rimelig, fordi lægerne i det land, hvor De er bosat, umuligt kan have et detaljeret kendskab til lovgivningen i de 18 forskellige lande, hvor De kunne være forsikret. B) Kontantydelser Kontantydelser udbetales altid ifølge lovgivningen i den stat, hvor De var forsikret på det tidspunkt, hvor De blev ramt af en arbejdsulykke eller pådrog Dem en erhvervssygdom uden hensyn til, hvor De er bosat eller opholder dem. Kontantydelserne udbetales direkte af institutionen i denne stat. Den kan imidlertid aftale med institutionerne i det land, hvor De er bosat eller opholder Dem, at kontantydelserne udbetales af disse institutioner (dette ændrer ikke ydelsesbeløbet). Da beregningen af kontantydelserne er baseret på en gennemsnitsløn, er det kun lønninger, som De har fået udbetalt, siden De blev forsikret efter lovgivningen i den stat, som udbetaler Dem ydelserne, som tages i betragtning. Det samme gælder, hvis kontantydelserne beregnes på grundlag af en standardløn. Hvis kontantydelsernes størrelse afhænger af antallet af familiemedlemmer, tages der ligeledes hensyn til familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat. C) Ulykkestilfælde på rejse Hvis De kommer ud for et ulykkestilfælde, mens De er på rejse, og det indtræder uden for den stat, hvor De er forsikret, er De alligevel dækket for ulykkesrisiko. 23

5.5. Invaliditet Invaliditetsordningerne i de 18 lande, som er medlem af Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, er meget forskellige. Ikke desto mindre kan man inddele dem i to hovedgrupper: I mange lande beregnes invalidepensionen på samme måde som alderspensionen, dvs. pensionsbeløbet afhænger af, hvor længe De har været forsikret. Jo længere tid De har været forsikret, før De bliver invalid, jo højere er Deres pension. Efter disse ordninger er det normalt ikke en betingelse, at De er forsikret på det tidspunkt, De bliver invalid. En person, som allerede er holdt op med at arbejde, et par år før han blev invalid, har med andre ord alligevel ret til en invalidepension i kraft af sin tidligere forsikring. I andre lande afhænger invalidepensionsbeløbet ikke af, hvor længe De har været forsikret. Dette betyder, at De har ret til samme pensionsbeløb, uanset om De har været forsikret i 5, 10 eller 20 år, før De bliver invalid. Efter disse ordninger afhænger retten til pension imidlertid af, om De er forsikret på det tidspunkt, De bliver invalid. Hvis De holder op med at arbejde selv i kort tid før dette tidspunkt, har De ikke ret til invalidepension! Forskellen mellem de nationale invalideforsikringsordninger gør det vanskeligt at foretage en koordinering inden for dette område på europæisk niveau og betyder, at den ikke altid er let at forstå. Men ligesom for de andre arter af ydelser, er formålet med fællesskabsbestemmelserne enkelt: Når en vandrende arbejdstager bliver invalid, må han ikke stilles ringere end en person, som altid har boet og arbejdet i et enkelt land. Hvad der er forklaret nedenfor, dækker de fleste af de problemer, som en vandrende arbejdstager oftest har, når han bliver invalid. A) Hovedregler Sammenlægning af perioder: Institutionen i det land, hvor De ansøger om pension, medregner de forsikrings- eller bopælsperioder, De har tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, hvis dette er nødvendigt for, at De har ret til ydelser. 24

Bopæl eller ophold i udlandet: Når De har ret til en invalidepension, udbetales den, uanset hvor De er bosat eller opholder Dem i Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Lægeundersøgelser: Når De har ret til invalidepension fra en stat, og De er bosat eller opholder Dem i en anden medlemsstat, foretages den nødvendige administrative kontrol og lægeundersøgelse normalt af institutionen på Deres bopæls- eller opholdssted. De kan imidlertid være nødt til at rejse til den stat, der udbetaler Deres pension, for at gennemgå en sådan undersøgelse, hvis Deres helbredstilstand tillader det. B) Personer, som har været forsikret i et enkelt land Hvis De har været forsikret i et enkelt land, beregnes Deres invalidepension efter lovgivningen i dette land. De vil blive behandlet på lige fod med statsborgerne i dette land. C) Personer, som hap været forsikret i mere end et land Hvis De har været forsikret i flere lande, før De bliver invalid, er der forskellige muligheder: De har udelukkende været forsikret i lande, hvor pensionsbeløbet afhænger af forsikringens varighed: I så fald vil De få udbetalt en særskilt pension fra hver af disse stater. Hvert pensionsbeløb svarer til den tid, De har været forsikret i den pågældende stat. Beregningsmetoden er forklaret i afsnit 5.6 nedenfor. De har udelukkende været forsikret i lande, hvor pensionsbeløbet ikke afhænger af forsikringens varighed: De får udbetalt pension fra den stat, hvor De var forsikret på det tidspunkt, hvor De blev invalid. De vil altid være berettiget til det fulde pensionsbeløb, selv i de tilfælde, hvor De kun har været forsikret i dette land i en kort periode (f.eks. et år). På den anden side har De ikke ret til pension fra de andre lande, hvor De tidligere har været forsikret. I praksis betyder dette følgende: Hvis De først har været forsikret i et land, hvor invalidepensionen er relativt»lav«og dernæst i et land med en»høj«invalidepension, vil De få udbetalt den»høje«pension, selv om De har været forsikret ti gange længere i den første stat. 25

Hvis De først har været forsikret i et land, hvor invalidepensionen er»høj«og dernæst i et land med en»lav«invalidepension, vil De kun få udbetalt den»lave«invalidepension fra den stat, hvor De var forsikret, da De blev invalid. Dette genspejler idéen bag de risikoordninger, hvor pensionsbeløbet ikke afhænger af forsikringens varighed: Det afgørende er den faktiske forsikring på det tidspunkt, hvor De bliver invalid! De var først forsikret i et land, hvor invalidepensionen afhænger af forsikringens varighed og dernæst i et land, hvor dette ikke er tilfældet: De får i så fald udbetalt to pensioner: én fra den første stat, som svarer til længden af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter denne stats lovgivning, samt en pension fra den stat, hvor De var forsikret, da De blev invalid. Sidstnævnte stat vil normalt være forpligtet til at udbetale Dem fuld pension. I mange tilfælde vil De imidlertid kun få udbetalt en nedsat pension, fordi den stat, hvor De var forsikret, da De blev invalid, tager hensyn til den pension, De får udbetalt fra den første stat. De kan således få den opfattelse, at dette betyder, at de mister pensionsrettigheder, som de har arbejdet og betalt for, men denne opfattelse er forkert. Hvis De altid havde været forsikret i en af de to stater (uanset hvilken), kunne De aldrig have fået udbetalt en højere pension end den, som De nu er berettiget til. De er hverken i en ringere eller bedre stilling end den person, som under hele sit erhvervsaktive liv har arbejdet i et enkelt land. De var først forsikret i et land, hvor pensionsbeløbet ikke afhænger af forsikringens varighed og dernæst i et land, hvor pensionen afhænger heraf: De vil få udbetalt to særskilte pensioner, og hver af dem svarer til længden af Deres forsikringstid i de pågældende lande. D) Stadigvæk et problem: Afgørelse om invaliditetsgrad Fastsættelsen af invaliditetsgraden er eventuelt et problem for personer, som har været forsikret i mere end et land. Disse afgørelser træffes af de nationale institutioner i de enkelte stater, hvor en person har været forsikret, og ifølge den nationale lovgivning. Kun i få særlige tilfælde er en institutions afgørelse bindende for institutionerne i alle de øvrige berørte stater. Den omstændighed, at kriterierne for fastsættelse af invaliditetsgraden, som er fastsat i de nationale lovgivninger, er meget forskellige, kan eventuelt få alvorlige følger, fordi pensionsbeløbet i de fleste tilfælde afhænger af invaliditetsgraden. 26

Eksempel: En person har været forsikret i 20 år i land A, dernæst 5 år i land B og endelig 2 år i land C. I alle tre lande afhænger invalidepensionen af forsikringsperiodernes længde. Den pågældende ophører med at arbejde i land C, fordi han anses for at være 100 %'s invalid. Dette giver ham imidlertid kun ret til en lille pension fra land C, fordi han kun har været forsikret der i 2 år. Han vil ligeledes få udbetalt en lille pension fra land B, hvor han har været forsikret i 5 år, og hvor han anses for at være 70 %'s invalid. I land A, hvor han har været forsikret i det meste af sit erhvervsaktive liv (20 år), vil han ikke få udbetalt pension, fordi ifølge dette lands lovgivning anses han slet ikke for at være invalid. I dette eksempel ville den pågældende være stillet langt bedre, hvis størrelsen af invalidepensionen i land C ikke afhang af forsikringsperiodernes længde. Han ville i så fald få udbetalt fuld pension fra land C, således at det ville være uden betydning, om han ligeledes betragtes som invalid ifølge lovgivningen i landene A og B. Den situation, der er beskrevet ovenfor, er en følge af, at de nationale sociale sikringsordninger ikke er harmoniseret, men kun koordineret ved fællesskabsbestemmelserne. Ikke desto mindre er det i alle vandrende arbejdstageres interesse, hvis der kunne ske fremskridt med hensyn til den gensidige anerkendelse af afgørelserne om invaliditetsgrad. 5.6. Hvem udbetaler min alderspension? Alderspensionerne er en af de vigtigste sociale sikringsydelser. Det er derfor naturligt, at personer, som tænker på at arbejde i udlandet, helt klart ønsker at vide, hvad konsekvenserne vil være for deres fremtidige pensionsrettigheder, før de træffer en endelig afgørelse. De ønsker navnlig at vide følgende: Hvad sker der med de bidrag, de har allerede indbetalt? Hvilket land udbetaler deres pension? Vil den blive udbetalt i en hvilken som helst medlemsstat uden at blive nedsat eller inddraget? Kun hvis de er sikre på, at fællesskabsbestemmelserne om social sikring på tilfredsstillende måde besvarer disse spørgsmål, vil de være rede til at benytte sig af deres ret til frit at bevæge sig inden for Europa. Det følgende er således de principper, der gælder for en person, som ophører med at arbejde i et land og fortsætter med at arbejde i et andet: I hvert land, hvor en person har været forsikret, bevares en fortegnelse over hans forsikringsperioder, indtil han når pensionsalderen. De 27

bidrag, som er blevet indbetalt, overføres med andre ord hverken til et andet land eller udbetales til den pågældende, hvis han ikke længere er forsikret i dette land. Ethvert land, hvor en person har været forsikret i mindst ét år, skal udbetale alderspension, når den pågældende når pensionsalderen. Hvis De f.eks. har arbejdet i tre lande, vil De få udbetalt tre særskilte alderspensioner, når De bliver pensioneret. Denne pension beregnes på grundlag af den tid, De har været forsikret i det pågældende land. Hvis De har været forsikret i lang tid, vil De få udbetalt en relativ»høj«pension, og hvis De har været forsikret i kort tid, vil Deres pension blive relativt»lav«. Men hvad sker der, hvis De har været forsikret i et land mindre end et år? Går de bidrag, De har ydet i det land, tabt? Eksempel: De har været forsikret i Belgien i 10 måneder, i Tyskland i 9 måneder, i Frankrig i 15 år, og De har afsluttet Deres arbejdsliv i Italien, hvor De har betalt bidrag i 7 år. De har intet at frygte! Deres forsikringsmåneder i Belgien og Tyskland går ikke tabt. Italien, som er det land, hvor De sidst var beskæftiget, medregner de 10 måneder i Belgien og de 9 måneder i Tyskland! Denne løsning er en garanti for, at ingen vil blive stillet ringere ved at have arbejdet i flere lande. Der mistes ingen bidrag, de optjente rettigheder beskyttes, og hvert land skal udbetale en pension, der svarer til de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i det pågældende land. Resultatet er i de vandrende arbejdstageres interesse, men er ligeledes afbalanceret og i medlemsstaternes interesse, fordi det enkelte land hverken udbetaler mere eller mindre end den pension, som er blevet»optjent«på grundlag af arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes bidrag. Af følgende eksempler kan De se, hvorledes beregningen og udbetalingen af pensioner fungerer i praksis. A) Hovedregel Betingelser sammenlægning af perioder: Hvis den periode, hvor De har været forsikret i et land, ikke er tilstrækkelig lang til, at De har ret til pension i dette land, vil der blive taget hensyn til forsikringsperioder, De har tilbagelagt i andre lande. Bopæl eller ophold i udlandet: Deres alderspension udbetales, uanset hvor De opholder Dem eller er bosat inden for Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og uden at pen- 28

sionen nedsættes, ændres eller inddrages. Dette gælder ikke blot for tidligere»vandrende arbejdstagere«, men for alle pensionister, der er bosat i en anden stat. Vigtigt Dette princip gælder ikke for visse særlige ydelser, som ikke er baseret på indbetaling af bidrag. I de fleste tilfælde er de»trangsbestemte«(dvs. at de udbetales til personer, hvis pensionsindtægt ikke overstiger et nærmere fastsat mindstebeløb). De får kun udbetalt disse ydelser, så længe De bor i den pågældende stat, f.eks. den garanterede mindsteindtægt for ældre i Belgien, det supplerende tilskud fra Den Nationale Solidaritetsfond i Frankrig eller de ikke-bidragspligtige alderspensioner i Irland og Portugal. Udbetalingen af disse ydelser stopper med andre ord midlertidigt, når De flytter til en anden stat. Det påhviler denne stat at udbetale tilsvarende ydelser, også selv om De aldrig har arbejdet der. Eksempel: De har bopæl i Portugal, hvor De modtager en ikke-bidragspligtig alderspension. I en alder af 65 år beslutter De at flytte til Frankrig. Hvad sker der så? Portugal stopper udbetalingen af Deres ikke-bidragspligtige alderspension midlertidigt, men Frankrig skal udbetale det supplerende tilskud fra Den Nationale Solidaritetsfond. B) De har været forsikret i et enkelt land I dette tilfælde beregnes Deres grundpension efter lovgivningen i det pågældende land, nøjagtig på samme måde som for landets egne statsborgere. Det er uden betydning, i hvilket land De er bosat, når De når pensionsalderen. C) De har været forsikret i mere end et land De får udbetalt pension fra hver stat, hvor De har været forsikret i mindst ét år. Disse pensioner svarer til de forsikringsperioder, De har tilbagelagt i hver af de pågældende stater. Eksempel: De har været forsikret: i 10 år i medlemsstat A i 25 år i medlemsstat B i 5 år i medlemsstat C. Dette betyder, at De har været forsikret i 40 år i alt, før De når pensionsalderen. 29

Medlemsstat A beregner den pension, De har ret til efter 40 års forsikring i denne stat. Den udbetaler dernæst et beløb, som svarer til Deres faktiske forsikringstid, dvs. 10/40 (eller 1/4) af dette beløb. På samme måde får De af medlemsstat B udbetalt 25/40 (eller 5/8) af den pension, De ville have ret til i dette land efter 40 års forsikring. Endelig får De af medlemsstat C udbetalt 5/40 (eller 1/8) af det pensionsbeløb, De ville have haft ret til i stat C efter 40 års forsikring. D) Praktiske problemer Pensionsalder: Som allerede nævnt er medlemsstaternes sociale sikringsordninger ikke harmoniseret. Det er derfor ikke overraskende, at pensionsalderen ikke er den samme i de forskellige lande. I visse stater får De f.eks. udbetalt pension, når De fylder 60 år, i andre, når De fylder 65 år eller endda først, når de fylder 67 år. Eksempel: En person har først været forsikret i 35 år i land A, hvor pensionsalderen er 67 år, og dernæst 10 år i land B, hvor pensionsalderen er 60 år. Når den pågældende fylder 60 år, ophører han med at arbejde i land B og er berettiget til en lille pension fra denne stat, som svarer til hans forsikringstid i dette land (10/45). Han skal dernæst vente i yderligere 7 år, før han får ret til den relativt høje pension fra land A (35/45). I visse tilfælde er pensionen fra land B så lav, at den pågældende er nødt til at få socialhjælp. For at undgå denne uheldige situation skal De undersøge pensionsalderen i det land, hvor De ønsker at fortsætte Deres erhvervsmæssige beskæftigelse, før De flytter dertil. Vekselkurser: Hvis De får udbetalt pension fra et andet land, skal den som regel omregnes til valutaen i det land, hvor De har bopæl. Tidligere blev pensionerne omregnet efter kurser, som normalt svinger. Dette kunne være til Deres fordel, men ligeledes til Deres ulempe afhængig af den pågældende valuta. Med euroen fastsættes vekselkurserne fire gange om året, hvilket har gjort det muligt at fjerne denne kedelige situation. Problemet med udsving kan dog stadig gøre sig gældende med pensioner fra Danmark, Grækenland, Det Forenede Kongerige, Sverige, Island, Liechtenstein og Norge. Post- og bankomkostninger: Hvis De får udbetalt Deres pension af et andet land, fratrækkes Deres post- og bankomkostninger. I undtagelsestilfælde, hvor Deres pensionsbeløb er meget lille (f.eks. en pension, som svarer til et års forsikring i udlandet), betyder fradraget af disse udgifter en betydelig nedsættelse af Deres pension. 30