De fire beviser for sjælens udødelighed i Platons Faidon Af: Anders Binggeli-Winter Årskortnr.: 19990311 Afleveringsdato: 2. juni 2003 Eksaminator: Erik Ostenfeld
Indholdsfortegnelse: Indledning:...3 Dialogformen:...3 Anamnese:...5 Sjælens uopløselighed:...5 Participationstanken:...6 Bevisets struktur:...7 Konklusion:...8 Anvendt litteratur:...9 2
Indledning: Den moderne læser af William Norvins oversættelse af Platons Phaidon kan have adskillige kvaler med Norvins brug af ordet bevis. Ordet har konnotationer af hård videnskab og uomtvistelig viden, som man ikke normalt ville tillægge et så blødt emne som sjælens udødelighed. Platon selv bruger ikke systematisk ét ord og bruger faktisk ofte ord med en mere tentativ klang end det tekniske, hvor Norvin oversætter med bevis 1. Alligevel vil jeg mene, at det kan give god mening konsekvent at anvende ordet bevis, og at det måske snarere er den moderne læsers opfattelse af bevis, der er noget galt med. Min pointe er, at vi ved at kigge på Sokrates bevisførelse for sjælens udødelighed kan få en klarere opfattelse af, hvad et bevis egentlig er. Jeg vil altså i det følgende tage udgangspunkt i de fire beviser Kredsløbstanken: 70c4 72e2 Anamnese: 72e3 77a5 Sjælens uopløselighed: 77c1 80a7 Participationstanken: 95b5 107b10 Ved at redegøre for bevisernes interne og relative struktur håber jeg at kunne vise, hvad Platon opfattede som tilstrækkeligt bevis, og hvad vi kan lære deraf. Dialogformen: Inden vi går i gang med selve bevisførelsen, turde det være nyttigt at gøre sig et par generelle bemærkninger om formen, hvori en sådan bevisførelse foregår. Dialogen adskiller sig fra monologen ved, at der er flere end én, der taler. At have en samtalepartner er som at have en at spille bold med dvs.: bolden kommer tilbage! Dette må uvægerligt have betydning for ræsonnementet i hhv. monologer og dialoger. Som vi skal se, udfolder bevisførelsen i Faidon sig da også som en række åbne spørgsmål, som hele tiden kræves efterprøvet for at komme videre. Resultatet bliver en mere tentativ og konsensus-søgende struktur, end man eksempelvis kunne høre fra en docent, der typisk fremlægger en fint afrundet forelæg, hvilende på præmisser, som han enerådigt har fundet urokkelige og derfor velegnede som udgangspunkt. I Faidon 1 64e8; 70b2; 70d2; 70d5; 71d2; 76e9; 77a5; 77a7; 77c5, 92d1. Dette er på ingen måde en udtømmende liste. 3
er så godt som ingen præmisser urokkelige, men må konstant efterprøves, indtil alle er enige 2. Det er klart, at man, når man skal efterprøve sine præmisser, falder tilbage på sine tanker, fordomme, holdninger kort sagt: sit livssyn; da der ikke er plads til her at give sådanne uddybende forklaringer om grækernes livssyn og jeg i øvrigt ikke føler mig tilstrækkeligt udrustet til at give sådanne vil jeg stort set afholde mig herfra. Det, jeg vil vise, er, at de fire beviser synes at være afhængige af hinanden: at det ene bevis synes at fungere som præmis for det andet og vice versa. Kredsløbstanken: Sokrates lægger ud med et gammelt Ord 3, der siger, at menneskenes sjæle drager til Hades rige og opholder sig dér, indtil de igen vender tilbage til de levende. Udover at det selvfølgelig giver argumentet en vis vægt at drage på en sådan autoritet, er tanken, at, hvis det kan bevises, at de levende kun kan komme fra de døde, så vil det samtidig stå klart, at de dødes sjæle overlever legemets død.!!!"# $ ## % &'( ) $ * +, -. /0 1 2 Det næste skridt er så at bevise, at alting kommer af dets modsætning. Sokrates argumenterer som sådan ikke for denne idé, men viser, at det lader til at være naturens orden, at alt bevæger sig i et kredsløb 5. At noget større kommer fra noget mindre, noget bedre kommer fra noget værre, etc., har Kebes ikke svært ved at acceptere, og at bevægelsen nødvendigvis går i begge retninger, bliver hurtigt etableret ved et reductio ad absurdum argument: hvis bevægelsen var retlinet ville modsætninger meget hurtigt ophøre med at eksistere, og vi ville kun have den ene halvdel tilbage. Kredsløbstanken er bevist, og ligesom søvnen afløses af den vågne tilstand, som igen afløses af søvnen, således kommer det levende af det døde og omvendt. Hermed er det altså også bevist, at sjælen går til de dødes rige, da der ellers ikke ville være noget, fra hvilket det levende kunne opstå. 2 De præmisser som ikke bliver undersøgt må antages at have været grundlæggende for enhver athenienser eller i hvert fald for gruppen omkring Sokrates. 3 Norvin s. 185. 4 70d2-d4. 5 En tanke, som vi kender fra mange tidlige civilisationer, og som det lader til, at Kebes er ganske tryg ved at acceptere. 4
Anamnese: Anamnese-tankens kerne er, at al sand (logisk) erkendelse er generindring. Med sand erkendelse menes her den rene tænknings erkendelse af begreber i modsætning til fysisk sanseerkendelse. Sokrates bruger som eksempel begrebet lighed : når vi med vore øjne ser to lige store genstande, følges denne perception altid af en tanke om lighed. For at kunne lave en sådan relations-dom, må vi have en idé om den absolutte lighed. Da denne idé ikke kan komme fra de sansede genstande (eftersom ingen genstande er fuldstændig ens), må vi altså have haft den i forvejen. Alle rene begreber 6, såsom lighed, det skønne, det gode, etc., er altså medfødte idéer, som ligger glemte i os fra fødslen, og som vi kan generindre, når et sanseindtryk udløser det. Dette fører Sokrates og hans tilhørere til et dilemma: enten eksisterer de rene begreber ikke, eller også må sjælen nødvendigvis eksistere forud for fødslen som beholder for idéerne. Da det, at de rene begreber ikke skulle eksistere, for disse folk (jf. fodnote 6) må fremstå som en direkte selvmodsigelse, er det klart, at de må vælge dilemmaets anden gren. Sjælens præeksistens er altså selve mulighedsbetingelsen for anamneselæren og må derfor antages at være sand. Sjælens uopløselighed: Simmias og Kebes mener nu, at der kun er ført bevis for halvdelen af beviset (nemlig: sjælens præeksistens), hvilket som Sokrates også bemærker er lidt underligt, da de jo lige har godtaget kredsløbstanken. Sokrates må derfor indlade sig på et tredje bevis: sjælens uopløselighed. For Platon-læseren er det her ikke underligt at finde, at verden inddeles i den synlige verden og den virkelige, og at den synlige verden er karakteriseret ved kompleksitet (sammensathed) og foranderlighed, den virkelige ved simplicitet (usammensathed) og bestandighed. Det opløselige må høre til det sammensatte og det uopløselige til det usammensatte. Ved mennesket gør en lignende tvedeling sig gældende: kroppen tilhører den fysiske og foranderlige verden, sjælen den virkelige og bestandige. Det er således kroppen, der gennem livet forandrer sig, mens sjælen nærmest fungerer som garant for, at man i al denne foranderlighed forbliver den samme, nemlig sig selv. Ydermere har sjælen den ideelle verden som genstand for sit virke, og, som Sokrates 6 I et platonisk univers vil dette sige: det virkeligt værende. 5
tidligere har vist 7, fungerer den bedst uden forstyrrende indblanding fra kroppen. Sjælen har altså mest lighed med det guddommelige: 3' 4 5 " 5 " ' " 6"75 ""8 70 9+9:; <' = % >;' 4 0 5 " ' " 6 " 5 " ' " 9 + :; <' =?%! 8 Det guddommelige, det udødelige, det åndelige, det ensartede og det uopløselige sidestilles her og tildeles sjælen som prædikater, hvilket gør det umuligt at tænke sig, at sjælen skulle kunne opløses og gå til grunde den er jo guddommelig, udødelig, ja, uopløselig. Participationstanken: Kebes er åbenbart ikke fuldstændig overbevist af det ovenstående: 3 $4) *&; @>;A"4"B : " CD / +4 0 7 )E # 7 4 *4; >;A"B ; * ; " F": 9,1 9 Han mener, at det er muligt at sjælen, selvom den er guddommelig, overlever en række kroppe, ligesom kroppen slider en række klædninger op, men at den på et tidspunkt selv slides op og går til grunde. Det er altså nødvendigt med et fjerde og sidste bevis. Participationstanken bygger på, at der findes absolutte idéer (igen er dette ikke svært at acceptere jf. fodnote 6). Når et maleri betegnes som værende skønt, er det ikke på grund af de flotte farver, den impressionistiske stil, etc., men simpelthen fordi det har del i det skønnes idé. Dette, at en ting participerer i den absolutte idé, synes for Sokrates at være den eneste ordentlige forklaringsmodel på, hvorfor noget er noget andet 10. Kebes giver ham ret, og med participations-princippet antaget går Sokrates nu videre til at vise, at et begreb aldrig kan optage det modsatte begreb i sig: storhed kan ikke indeholde lidenhed, varme kan ikke indeholde kulde, etc. Men han går videre endnu. Han påviser nemlig, at også ting kan være af en sådan art, at de ikke kan optage i sig deres modsætning. Således vil ilden, som har del i det varmes idé, ikke 7 65e6-66a8. 8 80b1-5. 9 95c4-9. 10 Forklaringer såsom flotte farver, malerens berømthed, etc. er jo ting, man kan strides om, og synes dermed ikke at besidde den stabilitet/urokkelighed, som Sokrates finder nødvendig. 6
kunne optage kulde i sig, men snarere gå til grunde eller blive tvunget til et andet sted, hvis den bliver påvirket af kulde. Ilden er så nært beslægtet med begrebet varme, idet den er varmebringende, at den simpelthen ikke er forenelig med kulde. Sjælen er nu direkte at ligne med ilden i kraft af sin livbringende egenskab. Ifølge det tidligere antagede, kan det nu sluttes, at sjælen er uforenelig med livets modsætning, nemlig: døden, og at den altså ved nærkontakt med døden enten må gå til grunde eller undvige og flygte til et andet sted. Da det tidligere er vist, at sjælen er udødelig, synes det ikke at være plausibelt, at den skulle kunne gå til grunde, og det forekommer Sokrates og hans tilhørere at være tvingende nødvendigt, at sjælen ved kroppens død undviger og flygter til Hades:..&4 $ " / 7 >;G* +A HI1 4 9A 0 ++ : 6!! 11 Med dette fjerde bevis blev Simmias og Kebes endelig overbevist om sjælens udødelighed og kunne 12 nu glæde sig på Sokrates vegne over, at han var på vej til et bedre sted, det usynliges rige 13, hvor sjælen endelig er fri for det legemliges påvirken. Bevisets struktur: I et deduktivt bevis starter man med et aksiom, hvorfra resten udledes. Bevægelsen foregår i én fremadskridende retning; man kan have delbeviser, men i så fald fungerer de som afsæt for næste delbevis således, at bevægelsen fortsætter fremad. I de fire ovenfor skitserede beviser (som tilsammen udgør ét for Simmias og Kebes tvingende - bevis), ser vi en noget anderledes struktur end i det deduktive bevis. Internt i de fire beviser finder en vis deduktion sted: vi starter med en hypotese, hvorfra konklusionen (sjælens udødelighed) udledes, men de er ikke delbeviser; de udgør hver for sig et gyldigt bevis for sjælens udødelighed. De er dog ikke separate beviser, der nærmer sig den samme konklusion fra hver sit hjørne; de har en vis interrelation. Således understøttes anamnese-beviset af kredsløbstanke-bevisets konklusion om sjælens udødelighed og vice versa. Desuden spiller tanken om de absolutte idéers eksistens flere steder en betydelig rolle. 11 106b2-4. 12 Om de gjorde er sikkert en anden sag. 13 Jf. Burnets note til 80d6: JK8! 7
Bevisernes interrelation er nært forbundet med den sokratiske metode: Den hypotetiske 14 fremgangsmåde synes at bevirke, at man kommer rundt om et emne. Man starter ikke fra et fast punkt, men bevæger sig hele tiden rundt om sit udgangspunkt for at undersøge, uddybe og underbygge det - og frem for alt: få det godtaget af sine samtalepartnere. Hypoteserne starter som relativt spinkle antagelser, men i kraft af det net af konklusioner, der igen kan fungere som antagelser for andre konklusioner etc., får hypoteserne mere styrke i takt med at deres forklaringskraft øges. Beviserne er altså ikke logisk tvingende til gengæld er de overbevisende. I og med at Simmias og Kebes godtager hver eneste hypotese, er de med til at udvikle beviset og kan påvirke det i en anden retning, hvis der er noget, der ikke stemmer overens med deres respektive livssyn. De er med til at opbygge en konstruktion af sandhed, som udvider deres syn på verden og samtidig forklarer den. Det er så at sige tilstrækkeligt for dem. Konklusion: Jeg håber med dette skrift at have peget på nogle punkter ved den sokratiske bevisførelse, der giver anledning til en mere blød brug af begrebet bevis end vi som post-logikere måske er vant til, om ikke andet så fordi en sådan brug ville være mere i tråd med den måde, vi faktisk diskuterer med hinanden på. Hvad angår disse bevisers sandhedsværdi, må vi nok vente til en anden anledning med en dybere udredning 14 Med hypotetisk mener jeg her det, at man hele tiden efterprøver det, man sætter til grund:..c < L M 00 %!! (100a3-4) 8
Anvendt litteratur:. Norvin: Høeg, C. & Ræder, H. : Platons skrifter 3. bind; s. 169-247. C. A. Reitzels Forlag, 1934. Burnet: Burnet, J.: Platonis Opera; Phaedo. Oxford University Press, 1963. 9