Børn og sorg. Children and grief. Bachelorprojekt. Udarbejdet af: Cecilie Boel Kosloff, PS12S052 Kim Jensen, PS11S084. Vejleder: Karen Thingstrup

Børn og sorg Children and grief Bachelorprojekt Udarbejdet af: Cecilie Boel Kosloff, PS12S052 Kim Jensen, PS11S084 Vejleder: Karen Thingstrup University College Sjælland Campus Slagelse januar 2016 Pædagoguddannelsen Antal anslag: 69.716

Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Problemformulering... 3 Afgrænsning... 3 Metodeafsnit... 3 Sorg (Kim)... 6 Sorgteori og sorgmodeller... 8 Sorgfaseteori (Cecilie)... 8 To-proces-modellen...10 Pendulering...12 Generelle sorgreaktioner...13 Børns sorg...15 Børns sorgreaktioner...15 Børns dødsforståelse...18 Anbefalinger til pædagogisk praksis...19 Analyse, diskussion og refleksion...20 Sorgforståelse...20 Sorgreaktion...22 Hverdagens forudsigelighed...23 Kommunikation...23 Opsummering af analyse...25 Konklusion...26 Perspektivering...27 Litteraturliste...28 1

Indledning Som kommende pædagoger vil vi med stor sandsynlighed møde børn, som mister en nærtstående person. Ifølge tal fra Rådgivnings- og Forskningscentret Børn, Unge & Sorg mistede 9672 børn i alderen nul til tolv år en forælder i kalenderåret 2012. Derudover mistede 359 børn i alderen nul til tolv år en søskende i samme periode (børn unge og sorg, 2015). Disse tal bekræfter, at vi på et tidspunkt i vores karriere som pædagoger, vil stå i en situation, hvor vi må drage omsorg og støtte et barn i sorg. Igennem vores praksiserfaring har vi selv enten stået i en situation, hvor et barn har mistet en forælder, eller talt med pædagoger, som har haft erfaring med børn der har lidt tab. Vores erfaringer fortæller os, at børns sorg, kan give anledning til tvivl og frustration blandt det pædagogiske personale, som har til ansvar at drage omsorg for det pågældende barn. Denne tvivl og frustration forestiller vi os, både kan opstå på baggrund af manglende viden om børns sorg, men også på baggrund af pædagogernes eget forhold til døden og ringe indsigt i sorg på et generelt plan. Som pædagoger i daginstitutionerne, vil vi ofte være de første udenfor familien, som møder barnet efter det har mistet en forælder eller søskende og vi vil have en kontakt med barnet i mange af dets vågne timer. Derfor finder vi det relevant, at vi i den pædagogiske profession opnår en viden om børns sorg og dermed kan blive bedre rustet, til at støtte børns bearbejdelse af sorg. Gennem vores proces med udarbejdelsen af projektet, er vi blevet opmærksomme på, at der inden for sorg findes mange forklaringsmodeller og teorier, som gør det komplekst at opnå viden om børns sorg. Mange af disse teorier udspringer af Sigmund Freuds arbejde indenfor psykoanalyse, og kan ikke ligefrem betegnes som nyere viden og de kan være svære at overføre til praksis. Dette påpeger den danske sorgforsker Mai- Britt Guldin da også; Tidligere sorgmodellers hypoteser om faser og opgaver i sorgprocessen har vist sig problematiske at operationalisere og finde empirisk belæg for (Guldin, 2008, s. 32). Der sker dog en udvikling i forskningen på sorgområdet, der gør op med tidligere forståelser og som vil kunne have indflydelse på den pædagogiske praksis på området. Vi kan se et problem i forhold til, at grundlaget for pædagogens arbejde med børns sorg, måske tager udgangspunkt i de tidligere sorgteorier og at pædagogen derved ikke formår at støtte barnet i sorg optimalt. Da vi har en forståelse af, at pædagogen med teoretisk og praktisk viden bedre kan støtte det enkelte barn, finder vi det relevant at undersøge, hvilken viden der ligger til grund for sorgarbejdet i pædagogisk praksis. Samtidig ønsker vi, som kommende pædagoger, at være bedre forberedt på situationer med tab og sorg, hvilket leder os til problemformuleringen. 2

Problemformulering Hvordan kan der arbejdes i pædagogisk praksis for at støtte børns håndtering af sorg? Afgrænsning Vi har valgt at beskæftige os med børnehavebarnets sorg i forbindelse med tabet af en nærtstående. Som kommende pædagoger kunne det også være givende, at se på sorg i forbindelse med andre slags tab, som f.eks. den sorg barnet kan opleve ved forældres skilsmisse. Størstedelen af sorgforskningen tager dog udgangspunkt i tabet af nærtstående, så derfor kan vi ikke uden videre overføre den viden om sorg til former for tab uden dødsfald (Guldin, 2014, s. 15). Igennem vores behandling af emnet, er vi blevet opmærksomme på, at mange faktorer har indvirkning på sorgen. Da vi især har fokus på den udvikling der sker på sorgområdet, vælger vi kun at beskæftige os med disse faktorer på et mere overordnet plan. Vi er klar over, at der skelnes mellem normal og kompliceret sorg, men fordi den komplicerede sorg vil kræve behandling fra andre faggrupper, har vi fravalgt at beskæftige os dybdegående med den komplicerede sorg, for kun at beskrive den overordnet. Vi har valgt at afgrænse vores målgruppe til børn i børnehavealderen 3-6 år, fordi vi selv har oplevet, at vi og vores kollegaer, har fundet det svært at støtte denne aldersgruppe i sorgen. Metodeafsnit Vi har i dette bachelorprojekt valgt først at undersøge teoretiske perspektiver på sorg, for derefter at undersøge om den pædagogiske praksis afspejler de, af os, udvalgte teoriers forståelser. Vi vælger i vores analyse, at lade os inspirere af en diskursanalytisk tilgang, som skriver sig ind i et socialkonstruktivistisk erkendelsesgrundlag. For at kunne besvare vores problemformulering, må vi først definere hvad sorg er og hvordan begrebet kan forstås. Vi vil derfor begynde med en overordnet beskrivelse af sorg, både som følelse og proces. I denne sammenhæng vil vi komme ind på normal sorg og kompliceret sorg. Dette forklares med bidrag fra blandt andet rådgivning- og forskningscentret Børn, Unge og Sorg, som vi finder relevant, da denne organisation 3

har specialiseret sig i børn og unges sorg. Derudover inddrages Mai-Britt Guldin i denne sammenhæng. Mai-Britt Guldin er dansk psykolog, specialist i psykoterapi og ph.d. og forsker i sorg. På denne baggrund finder vi hende og hendes arbejde yderst relevant og vælger derfor i høj grad, at benytte Mai-Britt Guldin igennem vores behandling af projektet. For at forstå sorgforløbet og hvad det er børn gennemgår, når de er i sorg, har vi valgt at inddrage teoretiske sorgmodeller. Igennem vores behandling af emnet har vi måtte konstatere, at størstedelen af både forskning og teori, der findes inden for sorg, er baseret på sorg hos unge og voksne. Når vi alligevel vælger, at benytte os af denne eksisterende viden på sorgområdet til vores målgruppe (børn 3-6 år), er det på baggrund af, at førende forskere i børns sorg også benytter disse teorier som udgangspunkt for at forstå børns sorg. Disse teoretiske sorgmodeller har udviklet sig fra et grundlæggende psykoanalytisk perspektiv med fokus på det enkelte individ, til en socialkonstruktivistisk forståelse af sorg, hvor der fokuseres på relationerne mellem individerne. Vi har derfor udvalgt to forskellige teorier, der kan beskrive og tydeliggøre forskellen. Henholdsvis sorgfaseteorien med afsæt i psykolog John Bowlbys fire faser og psykologiprofessorerne Margaret Stroebe og Henk Schuts to-proces-model. Bowlbys empirisk funderede faseteori skal belyse den tidligere sorgforståelse. To-proces-modellen repræsenterer den i dag mest udbredte og dominerende sorgforståelse, hvilket er grundlaget for udvælgelsen af denne teori. Modellen er inspireret af tidligere sorg modeller og teorier og indeholder også elementer fra Bowlbys sorgfaseteori. Redegørelsen for disse teorier tager udgangspunkt i sorgforsker Mai-Britt Guldins gennemgang af sorgmodellerne i Tab og Sorg og psykolog Jesper Roesgaard Mogensen og psykoterapeut Preben Engelbrekts bog At forstå sorg. For at kunne svare på problemformuleringen, må vi have en viden om, hvordan børn håndterer sorg og vi finder det vigtigt som kommende pædagoger, at kende til almindelige sorgreaktioner for derved at undgå, at tolke barnets reaktioner som unormale og behandlingskrævende. Derfor har vi valgt, at gennemgå nogle af de mest sete sorgreaktioner med inspiration fra Mogensen og Engelbrekt (2013), da deres vidensgrundlag både er baseret gennem forskning og praksiserfaring fra arbejdet i rådgivning- og forskningscentret Børn, Unge og Sorg. I den forbindelse beskrives sorgreaktionernes variation ved hjælp af Stroebe og Schuts sorgfaktormodel i Mai-Britt Guldins oversatte version. Derudover har vi taget udgangspunkt i Dr. Phil. Atle Dyregrovs beskrivelser af børns sorgreaktioner. Atle Dyregrov er norsk specialist i klinisk psykologi og har blandt andet arbejdet ved Barnekliniken, Haukland Sykehus og universitetet i Bergen. Hans mangeårige arbejde med familier i krise med fokus på børn i sorg, har givet ham en unik indsigt på sorgområdet, hvilket gør, at vi finder ham relevant at inddrage. For at kunne forstå, hvordan barnets alder og kognitive niveau vil være en faktor, som kan have indflydelse på sorgreaktionen, vælger vi med udgangspunkt i Atle Dyregrovs håndbog: Sorg hos børn, at redegøre for 4

børnehavebarnets forståelse af dødsbegrebet, da vi primært beskæftiger os med denne målgruppe i opgaven. Da vi har erfaret, at det for pædagoger kan være svært at håndtere barnets sorg, kan vi se en fordel i, at kende til hensigtsmæssige retningslinjer, som pædagogen kan støtte sig til i praksis. Derfor har vi valgt at beskrive nogle af de anbefalinger, som vi mere end en gang er stødt på i forbindelse med vores projekt og forholde dem til praksis. Disse anbefalinger vil vi derudover benytte i analysen, for at sammenholde dem med den praksis, som er genstand for vores undersøgelse. Sorg er et emne, som vi mener kræver en vis respekt og forsigtighed at behandle og denne overvejelse har haft betydning for vores valg af empiri. Da vores umiddelbare interesse for undersøgelsen ligger i, hvordan man som pædagoger kan arbejde i praksis, med at støtte børns bearbejdelse af sorg, har vi valgt at indhente og analysere sorgplaner fra en række daginstitutioner. Sorgplanerne er pædagogiske værktøjer, som kan anvendes i daginstitutionerne i tilfælde af dødsfald og andre krisesituationer. Disse omtales af institutionerne som for eksempel omsorgsplaner, sorg og kriseplaner og sorgplaner. Vi vil herefter benytte sorgplaner som samlet betegnelse. Vi har ved indsamlingen af vores empiri, valgt at indhente online tilgængelige sorgplaner fra daginstitutioner i 3 tilfældigt udvalgte kommuner. Igennem vores praksiserfaring, har vi erfaret, at man i daginstitutioner vælger at profilere institutionen, ved blandt andet at lægge læreplaner, virksomhedsplaner og sorgplaner på internettet, for at give forældre og andre interesserede et indblik i institutionens praksis. Derved antager vi, at når den enkelte institution har lagt sorgplanerne online tilgængelige, så indgår planerne i den pædagogiske praksis på stedet. Vi har valgt, at indsamle sorgplaner fra tre forskellige kommuner, for at opnå en større diversitet i vores empiri. Det har været et kriterie, at sorgplanen har været i anvendelse, da man derved i institutionen, har haft mulighed for, at evaluere og revidere sorgplanen efter en aktuel situation. Dette gør, at planen har en mere direkte kobling til den pædagogiske praksis, som vi ønsker at undersøge. På baggrund af vores afgrænsning af projektet, har vi valgt som et kriterie, at sorgplanens anvendelse skal have været i forbindelse med et barns tab af nærtstående. Data i planerne, som vedrører andre former for tab eller krise har vi ikke beskæftiget os med. Vores endelige valg af tre sorgplaner som udgangspunkt for vores analyse, er truffet ud fra, at ovenstående kriterier er imødekommet. Vi har fået bekræftet ovenstående kriterier igennem en kort og uformel samtale ved telefonisk kontakt med institutionerne. Vi har i analysen valgt at nummerere planerne 1, 2 og 3. (De udvalgte sorgplaner er vedlagt som bilag. Se bilag 1-3). 5

For at få et indblik i hvordan der arbejdes i praksis med at støtte børn i sorg, har vi valgt at læne os op ad en diskursanalytisk tilgang i analysen af sorgplanerne, fordi vi blandt andet ønsker en viden om, hvordan man i daginstitutioner forstår sorg og hvordan denne forståelse, kan have indvirkning på pædagogens handlemuligheder i praksis. Vi har udarbejdet et analyseredskab, for at kunne udtrække hvilke grundlæggende forståelser af sorg, der ligger til grund for de enkelte sorgplaner (se bilag 4). Dette analyseredskab er inspireret af lektor Jan Jørgensens (2011, kap. 5.3.6) beskrivelse af praktisk diskursanalyse og hans forslag til analysespørgsmål. Derudover vil vi i vores analyse sammenholde nogle af de konkrete handleforslag fra sorgplanerne med projektets teoretiske gennemgang. Analysedelen er struktureret i fire kategorier, der afspejler de delelementer vi teoretisk har beskæftiget os med. Vores redegørelse af børns sorg og analyse af sorgplanerne skal tilsammen lede til en konklusion, der besvarer vores problemformulering. Sorg (Kim) Sorg kan forstås som et grundvilkår i vores eksistens, da alle vil opleve sorg i livet. Man vil opleve den personlige sorg og man vil opleve sorg hos andre. Sorg kan defineres som den fysiske og psykiske reaktion på tabet af én eller noget nærtstående, til hvem eller hvilket der har været knyttet følelsesmæssige bånd. Reaktionen omfatter en lang række følelsesmæssige, kognitive, adfærdsmæssige og somatiske symptomer (Guldin, 2014, side 27) Guldin benytter internationalt anerkendte sorgforskeres 1 definition, som beskriver, at sorgen opstår i mennesket, når man mister nogen eller noget, man har haft en relation til og gør det klart, at det ikke kun er i forbindelse med tab af en elsket person, at sorgen kan opstå. Sorgen kan således opstå, når man mister og oplever tab og man kan dermed forstå, at sorgen ikke blot er forbundet med det at miste i forbindelse med dødsfald, men kan opstå i forbindelse med mange forskellige former for tab. Man kan miste sin partner i en skilsmisse, man kan miste sit job, drømme, kæledyr, tab af førlighed og så videre. Det vil i princippet betyde, at barnet som mister sin sovebamse kan opleve en sorg, som kan medføre både fysiske og psykiske reaktioner. Men som tidligere nævnt, er den forskningsbaserede viden primært baseret på tilfælde der involverer dødfald. Dermed kan vi ikke helt ukritisk overføre denne 1 Margaret S. Strobe, Robert O. Hansson, Henk Schut og Wolfgang Stroebe. Hollandsk forskerteam med speciale i sorg. 6

forståelse af sorg, til andre former for tab og må tage dette i betragtning i vores videre behandling af sorg. Derfor vælger vi udelukkende, at beskæftige os med børns sorg som reaktion på dødsfald. Sorg kan opfattes som både en sindstilstand og som en proces. (Mogensen og Engelbrekt, 2013; Guldin, 2014). Det handler om, at man i sorgen er i følelsernes magt, da man bliver konfronteret med det smertefulde savn og samtidig handler det om, at man skal forholde og tilpasse sig til de forandringer tabet medfører. I forbindelse med at lide tab, er sorgen en naturlig del og et tegn på, at personen arbejder på at håndtere livet efter en kraftig følelsesmæssig påvirkning, imens livet omstruktureres efter tabet. Sorgen kan dermed ses som en sund reaktion på tabet. Sorgen som proces og sindstilstand er afhængig af forskellige faktorer og vil kunne påvirkes af blandt andet kulturel baggrund, relationer til andre mennesker, graden af tilknytning og kognitive evner. Derved kan man forstå sorgen som individuel, hvilket medfører, at man ikke kan forudsige, hvordan sorgen vil forløbe. Når vi her skal beskrive og forstå sorg, er et vigtigt perspektiv forskellen mellem normal og kompliceret sorg. Vi benytter her begrebet kompliceret, om den sorg som afviger fra den normale og forventelige sorg. Det er vigtigt, at kende til den komplicerede sorg, da man kan komme til at stå i en situation, hvor et barns sorg kræver behandling. Det er desuden også vigtigt, at man ikke sygeliggør den normale sorg hos barnet. Der findes ingen egentlig diagnostisk kategori for den komplicerede sorg (Guldin, 2014), hvilket besværliggør præcist at afgøre, hvornår sorgen er behandlingskrævende. Da lægevidenskaben mangler at opstille præcise afgrænsninger for den komplicerede sorg, resulterer det indirekte i, at pædagogen kan have svært ved at opnå viden om, hvornår sorgen kræver særlig behandling og hvordan man i pædagogisk praksis kan identificere de børn i sorg, som kræver behandling. Man kan som pædagog ikke diagnosticere og ej heller afgøre om hvorvidt barnet kræver behandling. Men ved at have et kendskab til nogle faktorer, som peger mod en kompliceret og behandlingskrævende sorg hos barnet, har pædagogen mulighed for, at kunne reagere mere hensigtsmæssigt i praksis og rette henvendelse til relevante faggrupper ved en mere velfunderet bekymring. Organisationen Børn, unge og sorg (Børn unge og sorg, u.å. Normal sorg og kompliceret sorg?) beskriver, at sorgen bliver kompliceret, når reaktionerne på tabet ikke er aftagende over tid og disse reaktioner er så gennemgribende af karakter, at det for den sørgende er nødvendigt med specialiseret psykologisk behandling, for at komme videre. Et andet kendetegn for den komplicerede sorg, som de fremhæver, er en væsentlig nedsættelse af funktionsevnen i dagligdagen. Det der her gør sig gældende er, at den sørgende i en periode på mere end seks måneder har svært ved at fungere i dagligdagen. Dette gælder for eksempel de daglige gøremål, sociale relationer, job og skole. Denne forenklede beskrivelse af kriterier for kompliceret sorg afspejler grundelementer i de 7

diagnoseforslag, som forskermiljøet håber på, kan føre til, at den komplicerede sorg, kan optages som selvstændig diagnose (Guldin, 2014; Znoj, 2006). De gennemgående faktorer i kategoriseringen af den komplicerede sorg kan altså forstås som intensiteten af sorgreaktionerne, omfanget af funktionsnedsættelse og varigheden af disse. Det må gælde for den pædagogiske praksis, at man ikke sygeliggør den normale sorg og at man bør reagere på en bekymring om barnets sorg, når sorgen afviger fra normen. Vi finder det derfor essentielt, at pædagogen opnår en viden om sorgen, for at kunne støtte barnets sorgprocesser og for at man i højere grad kan få en fornemmelse af, om barnets sorgforløb kræver behandling. Vi har igennem denne beskrivelse opnået en forståelse af sorg. Vi definerer her sorg som en naturlig reaktion på et tab, der samtidig er en proces, som er nødvendig, for at kunne tilpasse sig tabet og det forandrede liv. Sorgteori og sorgmodeller Vi vil herunder redegøre for to forskellige forståelser af sorg og sorgprocesser. Sorgfaseteori (Cecilie) Sorgteorierne og sorgforskningen har i mange år haft fundament i den freudianske sorgforståelse, hvor sorgprocessen opfattes som en individuel og indre proces, der handler om at den sørgende må frigøre sig fra den afdøde, ved aktivt at arbejde med sorgens følelser og bearbejde det forhold man havde til den afdøde, for at kunne løsrive sig fra denne relation (Guldin, 2014). Både som videreudvikling og som reaktion på Freuds tanker udvikler John Bowlby sin sorgfasemodel, med en grundlæggende forståelse af sorgarbejdet som en proces, der skal ende ud i at få reorganiseret relationen til den afdøde (Mogensen og Engelbrekt, 2013). Bowlbys fasemodel er empirisk funderet gennem egne og andres studier og observationer af sørgende og deres sorgforløb. Han fandt mønstre i disse forløb, hvilket førte til hans faseteori, der opdeler sorgprocessen i 4 faser. Intensiteten af sorgen og de enkelte fasers varighed er forskellige for det enkelte individ, men Bowlby mener stadig, at der er et grundlæggende mønster i sorgprocessen. Bowlby beskriver faserne således: 1. Lammelses-fase, der som regel varer fra få timer til en uge og kan afbrydes af udbrud af udsædvanlig stærk sorg og/eller vrede. 8

2. Fase med længsel og søgen efter den mistede figur, som kan vare måneder og ofte år. 3. Fase med disorganisation og fortvivlelse. 4. Fase med større eller mindre grad af reorganisation (Bowlby, 1996, s. 90). Den første fase den sørgende går igennem, vil være præget af chok og følelsesløshed og man kan have svært ved at forstå og acceptere tabet. Den næste fase kendetegnes ved, at man leder efter den afdøde og den efterladte kan opleve at fornemme den døde hos sig, da man ønsker en genforening. I denne fase vil vrede også have en fremtrædende rolle og skal også ses som en reaktion på ønsket om at genforenes med den døde. Tredje fase handler om den smertefulde erkendelse af at genforeningen, ikke er en mulighed. Den sørgende må erkende at tidligere måder at handle, føle og tænke på ikke får den døde tilbage og det medfører den disorganisation Bowlby henviser til i tredje fase. Disorganisationen betyder altså, at den måde man har haft organiseret sine tanker og følelser på bliver brudt op og ikke længere kan give mening for den efterladte. Efter fasen med disorganisation følger reorganisationen. Her må den sørgende definere sig selv i en ny og forandret kontekst. Det er i denne sidste fase, at det bliver muligt for den efterladte at tilpasse og ændre relationen og tilknytningen til afdøde, på en sådan måde, at man kan leve videre til trods for, at den afdøde ikke længere er fysisk til stede i tilværelsen. Reorganisationen i fjerde fase skal altså være med til, at den efterladte kommer tilbage til den ændrede hverdag og kan give slip på relationen som den var og leve med det anderledes forhold, der opbygges til afdøde. Den sørgende vil igennem de første faser prøve at komme til denne reorganisation af relationen, men det lader sig ikke gøre før fjerde fase, fordi man først må nå til de erkendelser, som de forrige faser fører til. Når vi ser på sorgen ud fra Bowlbys faseteori, forstår vi sorgen som en individfokuseret proces, med et endemål. Når sorgen har et mål, må vi grundlæggende forstå sorg, som noget der efter et individuelt tidsrum helt aftager og forsvinder. Med denne sorgforståelse kan barnets sorgforløb opfattes som afsluttet, når og hvis det formår at reorganisere sin relation til den mistede. De elementer der findes i faserne kan genkendes i store dele af sorgteorierne og sorgmodellerne. Det har historisk set været en udbredt opfattelse, at sorg forløber i faser eller stadier. Undersøgelser af sorgforløb (Maciejewski, Zhang, Block, Prigerson, 2007) indikerer, at sorg kan forløbe i noget, der minder om faser (Guldin, 2014). Alligevel må vi forholde os kritisk over for sorgteorier med faseopdeling, da sorgforløb er meget individuelle og kan komme til at virke behandlingskrævende, hvis den sørgendes sorgbearbejdning ikke svarer til fasernes opdeling. Derfor peger andre studier (Stroebe og Schut, 1999) også på, at den sørgende i stedet for at gennemgå faserne i en bestemt rækkefølge, nærmere veksler mellem de forskellige processer. Derved kan det opleves, at sørgende kan nå igennem disse nødvendige elementer af 9

sorgbearbejdelsen på forskellige tidspunkter og i forskelle hastighed varierende fra person til person. Dette leder os til, at inddrage to-procesmodellen som en nyere og mere nuanceret forståelse af sorgprocessen. To-proces-modellen Som nævnt i metodeafsnittet, så er to-proces-modellen inspireret af tidligere sorgteorier og er i dag en udbredt anvendt forståelse af sorghåndtering. Man kan sige, at modellen udvider vores forståelse af sorg fordi den inddrager tidligere teoretiske forståelser og er samtidig baseret på en større empirisk baggrund. Denne teoretiske model forholder sig i modsætning til mange tidligere sorgteorier, ikke kun til de indre processer i sorgarbejdet, men medtager også en orientering i forhold til omverden og den forandrede hverdag. En anden ny dimension denne model beskriver, er at sorghåndteringen foregår som en pendulering mellem to spor af indre og ydre processer. Denne vekslen mellem de indre processer og ydre processer er ikke sekventiel, men foregår efter behov. Selvom modellen, som mange andre, også trækker på den freudianske forståelse af sorgprocessen, så adskiller den sig alligevel, ved at Stroebe og Schut i deres model forstår sorgen som en livslang proces uden et egentligt mål (Mogensen og Engelbrekt, 2013). Figur 1. Kilde: Mogensen og Engelbrekts (2013, side 48) danske oversættelse af Stroebe og Schuts to-proces model. 10

Stroebe og Schut viser i figur 1 de processer, som er en del af sorghåndteringen. Man kan se, hvordan de indre og ydre processer ligger som to sider af sorgen. På den ene side ses de indre tabsorienterede processer, som er rettet mod den følelsesmæssige bearbejdelse af tabet. På den anden side ses de ydre reetablerende processer, som de mere handlingsorienterede dele af tabet. Elementerne i begge sider af modellen har oprindelse i tidligere sorgteorier af for eksempel Freud og Bowlby. I den tabsorienterede side, vil man beskæftige sig med processer, som tager afsæt i de relationelle og følelsesmæssige dele af tabet (Guldin, 2014). Her vil den sørgende være optaget af savn og længsel, både i forhold til afdøde som person, men også til den hverdag, som blev delt med afdøde. Når den sørgende er i den tabsorienterede del af processen, kan vedkommende være fyldt af et håb om genforening og søge efter den afdøde, som vi også så i Bowlbys faseteori. I den tabsorienterede side vil den sørgende arbejde på, at ændre relation og tilknytning til afdøde i forhold til det faktum, at vedkommende ikke længere er fysisk tilstede. Her er modellen igen inspireret af Bowlbys faseteori. Sorgen kan være påtrængende og kan til tider gøre det svært for den efterladte, at blive afledt og beskæftige sig med de andre processer i sorgbearbejdelsen. En fornægtelse eller undgåelse af den reetablerende del, forstås i modellen som en forsvarsmulighed. Dette kan give den sørgende en mulighed for at forblive i en tilstand, hvor der kan tages afstand til den forandrede virkelighed og de beslutninger og praktiske foranstaltninger der er i forbindelse hermed. Denne fornægtelse eller undgåelse af tabet, kan bidrage til at opnå en dosering af sorgen (Mogensen og Engelbrekt, 2013; Guldin, 2014). På den modsatte side i figuren findes de reetablerende elementer af tabet. De skal forstås som processer af mere handleorienteret karakter. Efter tabet vil den sørgende også have brug for, at forholde sig til de mere praktiske sider af livet. De konkrete gøremål og rutiner, som den afdøde før varetog eller deltog i, skal den efterladte nu finde strategier til at håndtere på egen hånd. Stroebe og Schut beskriver denne del, som at gøre nye ting. Det kan være nødvendig for den efterladte, at indgå i nye eller ændre på gamle relationer til andre mennesker. Dette kan opstå som et led i, at skulle håndtere de praktiske aspekter af livet. Sorgen i denne model opfattes som noget mere end en individuel proces i og med, at der i det reetablerende spor tages højde for nye roller/identiteter/relationer. Sorgen kan dermed ses i den sørgendes relationer og sorgen vil have en indvirkning på disse relationer og omvendt (Mogensen og Engelbrekt, 2013). Den sørgende skal forholde sig til sin egen identitet som ændret på mange områder. Man kan sige, at den efterladte skal genopfinde sig selv og skabe en ny identitet ud fra en forståelse om, at den mistede ikke længere er en del af den symbiose som før eksisterede. Dette identitets-arbejde kan også være en faktor, der kræver genforhandling af eksisterende relationer og etablering af nye (Guldin, 2014). På denne side i modellen ses også undgåelse og fornægtelse som elementer. Disse fungerer i denne side, 11

som et forsvar imod at skulle forholde sig til det smertefulde aspekt i tabet. Denne undgåelse eller fornægtelse tillader den sørgende, at holde en pause fra den følelsesmæssige tunge del af sorgen og give mulighed for at blive i den mere handleorienterede proces. Som i den tabsorienterede side, kan dette også her bidrage til at dosere sorgen. Pendulering Det som er essentielt i denne model, er den pendulering, eller vekslen imellem de to sider i sorgen. Den sørgende vil veksle mellem, at beskæftige sig med de processer som ligger i hver side, i sin bearbejdelse af sorgen. Modellens to sider og de enkelte processer deri, skal forstås, som værende en del af et større hele, som Stroebe og Schut (1999) betegner som hverdagens oplevelser. Dermed tager denne model i højere grad højde for, at sorgbearbejdelsen ikke kun sker på et intrapersonelt plan, men også forgår på et interpersonelt plan. Sorgen skal altså ikke kun bearbejdes i interne processer, men i høj grad også i sammenhæng med omverdenen (Mogensen og Engelbrekt, 2013). I den første tid efter tabet, er det sandsynligt, at den sørgende vil have tendens til overvejende at befinde sig de tabs-orienterende processer, fordi der er behov for at håndtere de følelsesmæssige reaktioner. Men senere vil hverdagslivet kræve, at der bruges energi og tankevirksomhed på de mere praktiske dele af hverdagslivet. Det essentielle i denne model er, at den sørgende løbende skifter imellem processer i både den følelsesmæssige side og den praktiske side, som alle kræver håndtering. Det som modellen fokuserer på, er den vekslen eller pendulering som er vigtig, for netop at tildele tid og energi på alle de forskellige elementer, som er en del af sorgprocessen. Det er ifølge Stroebe og Schut (1999) vigtigt, at denne pendulering for lov til at ske i et tempo, hvor den sørgende kan være i sorgen, uden at blive fuldstændig overældet. Undgåelse og fornægtelse bidrager til denne vekslen mellem processerne i begge sider af sorgen og sørger for at sorgprocessen bevæger sig hen imod en mere håndterbar hverdag. Da det kan være overvældende at blive i enten den tabs-orienterede eller den reetablerende del i for lang tid, vil det virke som en afledning fra det, som er svært håndterbart i øjeblikket, når man skifter over til andre processer i sorgen. Noget tyder på, at jo mere fleksibelt den sørgende kan skifte side, jo bedre bliver sorgbearbejdelsen (Guldin, 2014). Modellen viser sorghåndteringen som en dynamisk og individuel proces, hvor de enkelte elementer bearbejdes på forskellig vis og i forskellig rækkefølge. Tiden som bruges på at bearbejde sorgens forskellige facetter vil ligeledes være individuel. Modellens ophavsmænd gør det klart, i deres præsentation af to-proces modellen, at der stadig mangler yderligere forskning i modellen (Stroebe og Schut, 1999 s. 220). Modellen er oprindeligt udviklet til, at forstå sorghåndteringen i forbindelse med tabet af en partner og der mangler endnu forskningsmæssig 12

evidens, der fuldstændig verificerer brugen af modellen i anden sorg sammenhæng. Vi er opmærksomme på denne mangel, men det giver for os mening at overføre modellen, til forståelse af børns tab, da modellen også rummer et mere relationelt perspektiv på sorgprocessen, hvor pædagogen er en del af den hverdag, hvor sorgprocessen foregår i. Ydermere lægger vi vægt på, at man i forskningsmæssig sammenhæng anerkender to-proces modellen, som en skelsættende del af sorgområdet (Guldin, 2014, s. 113). Generelle sorgreaktioner Der findes ikke en rigtig måde at sørge på og sorgen kommer til udtryk meget forskelligt og sorgreaktionen bliver samtidig påvirket af en masse forhold. Megen litteratur (Mogensen og Engelbrekt, 2013; Guldin, 2014; Haarløv, 2008) på sorgområdet forsøger at samle de mest almindelige sorgreaktioner, for at give en forståelse for, hvad man kan forvente af reaktioner i forbindelse med sorgen efter et tab. Det er vigtigt, for at pædagogen kan støtte og yde omsorg for barnet, at kende til de almindelige sorgreaktioner og derved ikke tolke barnets reaktioner som unormale. Vi har valgt at lade os inspirere af Mogensen og Engelbrekts (2013) opstilling af sorgreaktioner. Følelsesmæssige reaktioner: savn og ked-af-det-hed, længsel, tomhed og fravær af følelser, vrede og aggression, skyld, lettelse, hjælpeløshed, ensomhed og forladthed. Fysiske reaktioner: søvnproblemer, manglende energi, appetitændringer, hovedpine, mavepine, kvalme, hjertebanken, åndenød. Adfærdsmæssige reaktioner: social isolation, gråd, irritabilitet, opfarenhed, sårbarhed, afhængighed, undgåelse, ændrede seksualvaner. Kognitive reaktioner: nedsat koncentration, manglende beslutningsevne, tab af fremtidsperspektiv, perceptionsforstyrrelser, undgåelse af bestemte minder. Eksistentielle reaktioner: oplevelse af meningsløshed, identitetstab og identitetsforvirring, isolation, oplevelser af uretfærdighed, overbevisninger udfordres og/eller ændres. Det er vigtigt at holde sig for øje, at ovenstående er en opremsning af generelle reaktioner og vi er opmærksomme på, at det er ikke muligt, at nævne alle de reaktioner der kan forekomme, da det vil være forskelligt for alle sorgforløb. Den sørgende vil ikke opleve alle disse reaktioner og det varierer også fra person til person, hvor mange af disse reaktioner, vedkommende vil opleve. Som vi nævner, er fremstillingen et generelt bud på sorgreaktioner og tager for eksempel ikke højde for alder, kognitive evner 13

og eventuelle tidligere erfaringer med døden. Da sorgforløbet er en individuel proces (Guldin, 2014), vil sorgreaktionerne dermed også få et individuelt udtryk. Sorgforløbet vil, udover at være forskelligt fra person til person, også påvirkes af mange forskellige faktorer, som får indflydelse på den sørgendes sorgreaktioner. Til at give en forståelse af, hvordan sorgforløbet og sorgreaktionerne påvirkes, har vi valgt at benytte Stroebe og Schuts sorgfaktormodel i Mai-Britt Guldins oversatte version. Figur 2. Kilde: Guldins (2014, side 44) illustration af Stroebe og Schuts sorgfaktormodel. Figur 2 illustrerer således sorgforløbets kompleksitet og kan forklare, hvorfor det er så svært at give et konkret bud på, hvordan sorgen kommer til udtryk og hvorfor to personer ikke vil reagere ens på samme type tab. Vi kan ud fra vores forståelse af modellen antage, at søskende som oplever det samme tab af en 14

forælder, vil gennemgå sorgforløb som er forskellige og med forskellige sorgreaktioner. Det skyldes, at de faktorer som har indflydelse på deres sorgforløb er individuelle. De faktorer, som i dette tilfælde kan have indvirkning på sorgreaktionen kan blandt andet være, deres alder, deres tilknytning til afdøde, deres personlighed og sociale relationer. De mange faktorer som påvirker sorgudtrykket, vil ændre sig igennem forløbet og vil kontinuerligt have en indvirkning på de sorgreaktioner, som kan se hos den sørgende. Vi har nu givet et indblik i sorgreaktioner på et mere generelt plan og samtidig forsøgt, at tydeliggøre, at sorgreaktionerne skal opfattes som afhængig af mange faktorer. Børns sorg Efter vores redegørelse af de generelle sorgreaktioner i forrige afsnit, fik vi klarlagt, at sorgreaktionen er afhængig af mange faktorer. Det samme vil vi antage, gør sig gældende i spørgsmålet om, hvordan børns sorg kommer til udtryk. Derfor vil vi i dette afsnit beskrive børns sorgreaktioner og dødsforståelse, for at kunne forstå hvordan barnets alder og kognitive niveau vil være en faktor, som kan have indflydelse på sorgudtrykket. Børns sorgreaktioner Specialist i klinisk psykologi Atle Dyregrov inddeler sorgreaktionerne i umiddelbare reaktioner, som opstår lige efter barnet er blevet informeret om dødsfaldet og almindelige sorgreaktioner som vi forstår, som dem der kommer efter den umiddelbare reaktion. Han gør som andre opmærksom på, at alle vil reagere forskelligt, dog kommer han med et bud på de mest sete reaktioner hos barnet, både umiddelbart efter dødsfaldet og i perioden derefter. Nedenfor vil vi først gennemgå de umiddelbare reaktioner, med eksempler på hvordan det kan komme til udtryk i barnets hverdag. Derefter gennemgår vi de almindelige sorgreaktioner. Af umiddelbare reaktioner nævner Dyregrov chok og vantro, forfærdelse og protest, apati og lammelse, fortsættelse af almindelige aktiviteter. Disse reaktioner kan komme til udtryk, som at barnet ikke tror på beskeden om dødsfaldet og benægter sandheden. Det er oftest ikke det lille barn der reagerer således, men det lidt ældre barn der vil forsøge at holde det på afstand ved benægtelsen. Chokket kan også resultere i, at barnet ikke rigtig viser nogen reaktion eller følelsesmæssig påvirkning. Det kan være svært for de voksne omkring barnet, at være vidne til denne manglende reaktion, fordi man ofte forventer en synlig 15

reaktion på dødsfaldet. Den manglende reaktion kan til dels skyldes, at barnet prøver at beskytte sig selv imod, at blive alt for påvirket af den voldsomme hændelse. Det kan også skyldes, at barnet endnu ikke forstår dødsfaldets konsekvens på længere sigt. Nogle børn kan reagere ved at være utrøstelige med voldsom gråd, kun afbrudt af korte pauser. Andre kan reagere ved at fortsætte med deres gøremål og virke tilsyneladende fuldkommen upåvirket. Dette kan skyldes, at de endnu ikke kan håndtere de følelsesmæssige påvirkninger og regulere deres egne følelser. Det kan også tage afsæt i, at barnet forsøger at skabe tryghed for sig selv, ved at holde sig til den vante hverdag og rutiner. Derved kan det kaos, som dødsfaldet har afstedkommet holdes lidt på afstand og bearbejdes i mindre dele. De reaktioner som oftest ses hos børn i tiden efter et dødsfald, kan ifølge Dyregrov være angst, stærke erindringer, søvnforstyrrelser, tristhed, længsel, savn, vrede, opmærksomhedskrævende adfærd, skyld, selvbebrejdelse, skam, skoleproblemer og fysiske gener. Angst er ifølge Dyregrov den mest udbredte reaktion blandt børn, der har mistet en nærtstående. Hos de mindste børn kan adskillelse fra forældrene i sig selv være angstprovokerende, ligesom det kan være angstprovokerende, når de vante rutiner brydes. Ved dødsfaldet er adskillelsen uundgåelig og hverdagens vante, trygge rammer bliver unægtelig forandret. Derved kan det lille barn reagere, ved at blive ekstra omklamrende og tryghedssøgende hos de voksne som er omkring det. De lidt større børn stiller ofte flere spørgsmål i forbindelse med dødsfaldet og igennem disse spørgsmål, kan man som voksen få øje på de ting, som ligger til grund for barnets frygt. Ved barnets spørgsmål: Far, skal jeg bo hos mormor, hvis du også dør? kan man for eksempel få øje på barnets frygt, for at blive efterladt alene og tvivl omkring hvad der så vil ske i det tilfælde. Det er Dyregrovs erfaring, at angsten tit handler om frygten, for at miste den efterladte forælder. Denne angst for at miste, kan man som pædagog se i forbindelse med, at barnet skal sige farvel i børnehaven. Denne situation handler netop om adskillelse og kan for barnet i sorg være meget svært at håndtere. De indtryk barnet får i forbindelse med dødsfaldet, kan fæstne sig i barnets underbevidsthed og blive til stærke erindringer. Senere kan disse erindringer dukke op ved mødet med forskellige sanseindtryk eller i mødet med ting, som relaterer sig til omstændighederne omkring dødsfaldet eller beskeden om dødsfaldet. Erindringerne kan for barnet resultere i en form for genoplevelse af situationen. For helt små børn uden verbalt sprog, kan disse erindringer dukke op igen, når barnet på et tidspunkt formår at sætte ord på. I institutionen kan man opleve, at disse erindringer kan komme frem, for eksempel i forbindelse med at barnet skal sove til middag, hvor barnet kan opleve mareridt og drømme, som stammer fra de stærke erindringer. Dette kan afstedkomme, at barnet i en periode vil have svært ved sovesituationen både i institutionen og hjemme. Efter tabet er det almindeligt for barnet, at savn, tristhed og længsel kommer som en reaktion i tiden 16

derefter og dette kan komme til udtryk på mange måder. Man kan for eksempel observere, at barnet i perioder græder meget og at savnet hos barnet kan udløses af begivenheder, som giver associationer til den nære person, som barnet har mistet. I perioder kan barnet søge ting, som har en relation til den afdøde eller til aktiviteter, som de havde til fælles. Barnet kan lede efter personen som er gået bort og igennem drømme og fantasier se den afdøde, hvilket barnet kan opfatte som virkeligt. Dette kan både lindre barnet igennem den følelse af nærhed, som det kan give, men det kan også skabe en frygt, da det kan virke uforståeligt og skræmmende, at se den døde komme tilbage i så virkelighedstro form. Barnet kan ved at bære afdødes smykker eller tøj, forsøge at afhjælpe savnet. Barnet kan igennem denne reaktion også forsøge at identificere sig med afdøde. Derved kan barnet få en følelse af, at afdøde stadig er til stede, men kan også benytte denne adfærd i et forsøg på, at trøste de efterlevende familiemedlemmer. Det bliver dog problematisk, hvis barnet fortsætter med denne adfærd over længere tid, fordi dette er forbundet med en risiko for, at barnet ikke får tilpasset relationen til den afdøde. Barnet kan efter tabet udvise vrede og adfærd, som kan virke uhensigtsmæssig. Dette er dog ganske almindeligt, at observere hos børn der har mistet og kan være et udtryk for, at barnet ikke kan rumme sorgen og de smertefulde følelser. Denne vrede kan være rettet mod mange forskellige aspekter i barnets hverdag. For eksempel kan det sørgende barn være vred på den afdøde, for at have forladt barnet eller på lægerne, for ikke at kunne redde afdøde. Man må som pædagog have forståelse for barnets vrede og kunne respektere de følelser, der kan opstå i barnet (Bowlby, 1996, s. 101-102). Hvis man over for barnet udtrykker en forståelse og anerkendelse af denne vrede, kan man hjælpe barnet til at kunne sætte ord på følelserne. Barnet kan også i selvbebrejdelse rette vreden mod sig selv, over ikke at kunne forhindre dødsfaldet. Skyld og selvbebrejdelse er normale sorgreaktioner hos børn og kan opstå på baggrund af barnets tanker om deres tidligere handlinger og adfærd før eller i forbindelse med dødsfaldet. Dyregrov bruger som eksempel en pige, som har sparket sin mor i maven under hendes graviditet. Moderen fortæller pigen, at hun skal passe på, da det kan skade babyen i mors mave. Babyen er dødfødt og pigen bebrejder sig selv, at være skyld i babyens død. Efter et barns tab er det, som Dyregrov påpeger ikke unormalt, at manglende koncentrationsevne kan medføre problematikker i skolesammenhæng. Vi mener, at de problematikker som Dyregrov benævner som skoleproblemer, også må kunne overføres til barnet i daginstitutionen. Barnets reaktioner i forbindelse med sorgbearbejdelsen kræver meget energi og kan medføre, at barnet i visse situationer ikke har overskud til, at være opmærksom og koncentreret i længere tid af gangen. Selvom Dyregrov beskriver dette med henblik på skolebørn, så vil vi mene, at det samme vil gøre sig gældende hos børnehavebørn i større eller mindre omfang. Det kan i børnehaven for eksempel komme til udtryk i forbindelse med højtlæsning, 17

hvor barnet ikke kan følge med i historien, eller ved klippe-klistre bordet, hvor barnet ikke magter, at klippe sit julehjerte færdigt. Børn i sorg kan udvise gener af fysisk karakter. Disse kan vise sig som for eksempel hovedpine, mave/tarmforstyrrelser, stive og ømme muskler. Dyregrov mener, at disse gener kan forstærkes yderligere, hvis barnet erfarer en øget opmærksomhed og omsorg, når barnet har det fysisk dårligt. Man vil måske kunne se børn, som benytter sig af muligheden for ekstra opmærksomhed og omsorg, når de har erfaret hvad deres fysiske tilstand kan afstedkomme. Børns dødsforståelse Ifølge Atle Dyregrov (2007) udvikler børns forståelse af døden sig sammen med deres kognitive modning. Hastigheden hvori denne forståelse udvikler sig, varierer fra barn til barn og kan påvirkes af barnets tidligere erfaringer med døden. Hos børn under 5 år opfattes døden ikke som noget uigenkaldeligt, da deres tankemæssige modning ikke muliggør den fulde forståelse af dødsbegrebet. Barnet kan spørge til, hvornår den afdøde holder op med at være død, fordi det ikke kan forholde sig til det tidsmæssige perspektiv. Døden er et for abstrakt begreb for barnet, der forstår ting mere konkret og bogstavligt (Haarløv, 2008, kap. 3). Dyregrov forklarer børns tidsbegreb som cirkulært, fordi deres dag indeholder mange gentagelser. Dette smitter af på opfattelsen af døden, som noget der går i ring og derfor må den afdøde, kunne vende tilbage til livet. Dyregrov mener, at de mindste børns manglende forståelse af døden som permanent, hænger sammen med deres begrænsede viden om den menneskelige krop og dens funktioner, som en betingelse for at kunne være i live. Denne forståelse opnås først senere hen mod skolealderen. Når barnet ikke kan se sammenhængen mellem organernes betydning og det at være i live, kan barnet have svært ved at forstå, at livet kan ophøre. Først mellem 4-6 årsalderen får barnet en begyndende biologisk forståelse af livet. Denne forståelse udvikler sig yderligere og i perioden mellem fem til ti årsalderen, opnår børn en større indsigt i dødens betydning og kan få en forståelse af, at døden er permanent og uundgåelig. Selvom barnet bedre forstår, kan det stadigvæk være svært for barnet at placere sig selv i en verden, hvor døden er universel og rammer alle også barnet selv. Barnet bliver i denne periode i stand til, at forstå at døden kan have forskellige årsager, både som udefrakommende og indre årsager og kan derved blive optaget af spørgsmål om retfærdighed i forbindelse med døden. Efter denne periode vil børns forståelse af døden blive mere abstrakt og det er nu de begynder at kunne 18

tænke over dødsfaldets konsekvenser på længere sigt. Barnet kan også bruge tid på tanker og bekymringer, der omhandler retfærdighed, skæbnen og på overnaturlige aspekter i et forsøg på, at få døden til at give mening. Denne beskrivelse af børns dødsforståelse kan lede til erkendelse af, at måden hvorpå børn reagerer efter et dødsfald, påvirkes af hvordan de forstår døden. Det kan for eksempel ses hos det lille barn, der ikke reagerer nævneværdigt på beskeden om, at far er død, idet barnets manglende forståelse af døden og dets cirkulære tidsbegreb, kan resultere i, at barnet har en formodning om, at far kan komme tilbage igen når som helst. Samtidig giver ovennævnte et indblik i, at børns dødsforståelse har indflydelse på, hvordan man kan tale med barnet om døden. Som sagt er det vigtigt, at pædagogen kan forholde sig til og ved hvordan barnet forstår døden, for at kunne støtte og yde omsorg for barnet på et plan, der er tilpasset barnets kognitive niveau. Anbefalinger til pædagogisk praksis Når børn er i sorg, giver det mening, at man som pædagoger har kendskab til hensigtsmæssige retningslinjer, som man kan støtte sig til i praksis. I dette afsnit vil vi derfor gennemgå flere anbefalinger fra sorgforskere og sorgarbejdere og forsøge at knytte disse anbefalinger til pædagogisk praksis. Kommunikationen omkring og med barnet i forbindelse med dødsfald bør være så konkret og ærlig, som det er muligt. Heri skal der tages højde for barnets alder og kognitive evner. Børns forståelse af dødsbegrebet spiller en stor rolle i denne kommunikation og det er derfor vigtigt, at man har en viden om barnet dødsforståelse. Når man taler med barnet i institutionen, er det vigtigt at sprogbruget passer til barnets forståelse og at man ikke benytter abstrakte begreber og omskrivninger (Dyregrov, 2007; Haarløv, 2008). Som vi beskrev i afsnittet om børns forståelser af døden, så handler det om, at børnene har forskellig forståelse af døden og kroppens funktioner alt afhængig af deres alder, modning og tidligere erfaringer med døden. Det kan skabe forvirring og mistro hos barnet, hvis man bruger omskrivninger til at forklare døden. Barnet kan have svært ved at forstå, hvordan far er kommet op på skyen eller er oppe blandt stjernerne. Derfor er det tilrådeligt, at barnet får konkrete og sandfærdige oplysninger, for at kunne forstå, hvad der sker i forbindelse med dødsfaldet. Den konkrete og ærlige kommunikation bidrager til, at mindske barnets forvirring omkring hvad der er sket og hvad der vil ske i den kommende tid. For at støtte barnet bedst muligt, er det vigtigt, at der etableres kommunikation med hjemmet hurtigst muligt efter dødsfaldet (Mogensen og Engelbrekt, 2013; Dyregrov, 19

2007). Derved kan man som pædagog få viden om, i hvilket omfang barnet er blevet informeret og hvordan barnets hverdag og rutiner er præget efter dødsfaldet. Pædagogen kan også få en indsigt i hjemmets traditioner og eventuel religiøs overbevisning. Disse informationer fra hjemmet giver pædagogen et afsæt til, at tilpasse kommunikationen med barnet. Ved at have en regelmæssig kommunikation med hjemmet, kan pædagogen bedre tilrettelægge hverdagen omkring barnet, for eksempel med en fast vinke-farvel rutine, så barnet kan opleve en vis kontinuitet i tiden efter tabet. Kontinuitet og forudsigelighed i barnets liv ses ofte anbefalet (Dyregrov, 2007; Winther- Lindqvist og Mogensen, 2013; Haarløv, 2008; Mogensen og Engelbrekt, 2013). Denne kontinuitet kan ses i sammenhæng med tidligere beskrevet sorgreaktioner, hvor barnet bliver angst på grund af adskillelse fra den mistede og ved tab af rutiner og stabilitet i hverdagen. Det er derfor vigtigt, at man som fagperson og omsorgsgiver kan give barnet en tryghed i faste rammer og rutiner i institutionen. Det tager tid for barnet, at bearbejde alle de tanker, der opstår efter tabet. Det er vigtigt at give barnet tid til, at kunne forholde sig til tabet og lade barnet bearbejde tankerne i sit eget tempo. Hvis man sammenholder dette med gennemgangen af to-procesmodellen, så kan man antage, at barnet i sin vekslen mellem de mange sorgprocesser, bruger mange ressourcer. Dermed må pædagogen give barnet den fornødne tid, til at bearbejde sorgen i det tempo, som barnet har overskud til. Barnet kan ofte have behov for at stille spørgsmål. Disse spørgsmål kan både virke malplacerede eller smertefulde for pædagogen. Det er dog vigtigt, at give barnet tid til at spørge og få svar, for at støtte barnet i at kunne forstå og bearbejde tabet. Når der svares på barnets spørgsmål, så drejer det sig også her om ærlig og konkret kommunikation. Man kan som pædagog komme ud for, at man ikke kender svaret på barnets spørgsmål og her er det vigtig, at man svarer ærligt og indrømmer, at man ikke har alle svarene. Det kan være nødvendigt, at man indleder samtalen med barnet, hvis barnet ikke selv tager initiativ, eller hvis omstændighederne kræver, at barnet skal delagtiggøres i ting som for eksempel vedrører barnets hverdag og hvor barnets stillingstagen er nødvendig. Analyse, diskussion og refleksion Sorgforståelse For den enkelte daginstitution kan sorgforståelsen have en indflydelse på pædagogens praksis i forbindelse med sorgarbejdet. De sorgteorier vi har gennemgået, har nogle grundlæggende forskelle, som har en stor betydning for sorgforståelsen. Ved at få en viden om, hvilken teoretisk baggrund den enkelte sorgplan læner sig op ad, kan vi få et indtryk af, hvilken sorgforståelse der ligger til grund for praksis i den 20