En pind Til Folkekirkens

En pind Til Folkekirkens Om den elektroniske Kirkebog Udgivet af Kritikergruppen Setup & lay-out: BMol Tryk: KEA

Indhold: Jesper Langballe: Vi anklager! s.3 Thomas H. Beck: Historien om Den ny Kirkebog s. 8 Bjørn Moe: Det er uholdbart også teknisk s. 17 4. Sten Vedstesen: Fra sognets kirkebog til ministerens computer s. 25

Af Jesper Langballe Vi anklager! Dette skrift er et anklageskrift. Det anklager staten - d.v.s. kirkeministeriet - for ved inddragelse af sognenes kirkebøger og indførelse af et elektronisk statsligt register - - 1) - at gøre folkekirken til en statskirke og præsterne til statsfunktionærer 2) - at fjerne enhver rimelig sikkerhed fra civilregistreringen af borgerne. 3) - i forbindelse med en ny registerlov (implementering af et EU-cirkulære) at stille denne registrering til rådighed for offentlige og kommercielle interesser i hele Euro-Unionen. Skriftet er udgivet af de 22 præster, der har sagt blankt nej til kirkeministeriets ordre om at betjene det nye system. Det bliver sendt til samtlige folketingsmedlemmer og redaktioner. Dette indledende kapitel skal især handle om det folkekirkelige perspektiv. Det er gammel dansk erfaring, at det nærmest er umuligt at forklare en udlænding, hvad vores folkekirke er for en størrelse. Han tror umiddelbart, den er en statskirke. Og når man svarer, at det er den ikke, siger han: - Jamen så må den jo altså være en frikirke -? Nej, heller ikke. Den er folkets, alle barnedøbte danskes, kirke. Og den "understøttes som sådan af staten", står der i grundlovens 4. Kirken er altså ikke staten. Derfor flager vore kirker ikke med splitflag som statslige institutioner, men med folkets almindelige dannebrog. Men staten er særskilt forpligtet på den lutherskevangeliske kirke. For efter gammel dansk tradition har vi trosfrihed, men ikke troslighed. Folkekirken er menighederne, d.v.s. sognene, og dem skal staten værne, ved at folketinget lægger en national lovramme omkring dem. Men folkekirken styres eller forvaltes nedefra - fra

sognene. Skal man give nogen anden grund hertil, end at det altså er vores tradition, så ved jeg ingen bedre begrundelse, end at sådan er det evangelium, kirken skal forkynde. Det lyder ikke som et magtord fra oven, men skønt det er et himmelsk ord, lyder det fra neden - fra barnet i krybben, fra manden på korset. Denne i hele verden enestående folkekirkeordning kræver skønsomhed og nænsomhed fra staten - fra folketing og kirkeministerium. Og den skønsomhed og nænsomhed har staten stort set udvist i godt 150 år. Kirken var jo også folketingsmedlemmernes kirke. Først i de sidste ca. syv år er staten blevet en regulær trussel mod kirken - helt nøjagtigt siden kirkeministeren hed Torben Rechendorff, og departementschefen hed Preben Espersen. Sidstnævnte skrev i 1993 en ny kirkeret, hvor han definerede kirken som en statskirke - styret af kirkeministeren og hans embedsmænd. Preben Espersens intention var givetvis, at hans bog skulle afløse hans for-forgænger August Roesens eminente værk, der igennem en menneskealder har været folkekirkens retlige anker. Som en slags programerklæring skriver Preben Espersen i sin kirkeret: "Folkekirken er derfor i stats- og forvaltningsretlig henseende et såkaldt forvaltningsvæsen. Dvs. en gren af den offentlige forvaltning, der er udsondret gennem sin genstand på samme måde som fx. skolevæsen og postvæsen." Den grundfæstede tradition, der siger, at folkekirken er en lovramme omkring sognenes menigheder, og at disse sogne altså udgør folkekirken, anføres som et specielt synspunkt, som Espersen ikke kan tage alvorligt. Intet sted har vi set dette nye princip - kirken som et statsligt forvaltningsvæsen - gennemført mere brutalt og arrogant end i beslutningsprocessen vedrørende den planlagte elektroniske kirkebog. Chr. IV bestemte i 1646, at præsterne i hvert sogn skal føre kirkebøger over fødsler, dåb, vielser, dødsfald og begravelser -

ikke af hensyn til staten, men af hensyn til sognemenighedens lokale fællesskab. Derfor førte præsterne oprindeligt også protokol over til- og fraflyttere. I det 20. århundrede med dets registrerings-mani har folkekirken så ydet staten den service at indberette fra disse kirkebøger til kommunernes og statens registre. Men kirkebøgerne var stadig sognenes bog, som staten altså fik oplysninger fra. Kirken var stadig ikke staten. Imidlertid har en lukket klan af embedsmænd, suppleret med nogle folketingsmedlemmer og organisationsfolk samt en enkelt biskop - uden at spørge folketinget endsige befolkningen - besluttet, at præster og kordegne fra år 2004 er ansat ved et fælles statsligt og elektronisk register. Kirkeskatteyderne skal endog betale det uoverskuelige millionbeløb, det til sidst vil løbe op i. - Jfr. de senere års haglbyge af statslige EDB-skandaler, bl. a. arbejdsformidlingens "Amanda" og de højere læreanstalters EDB-system, der var budgetteret til 45 mill. og kom til at koste 200 millioner, hvorefter det blev skrottet, fordi det ikke virkede. I DNK's ("Den nye Kirkebog"s) tilfælde var politikernes og embedsmændenes beroligende forsikringer om, at budgettet ville holde, så massive, at da budgettet alligevel ikke holdt, besluttede man, at påføre sognemenighederne de foreløbige ekstraudgifter på en sådan måde, at de helst ikke skulle lægge mærke til det: Kirkeministeriet har besluttet at optage et lån på ca. 90 mill. kr i Folkekirkens stiftsmidler, hvoraf ca halvdelen skal gå til DNK's budgetoverskridelse. Det kræver en nærmere forklaring at forstå det uacceptable i denne disposition. Stiftsmidlerne er folkekirkens kapital, fordelt på landets ti stifter. Her kan sognenes menighedsråd optage lån til kirkers vedligeholdelse og til nybyggeri. Renten er ekstremt lav; det er jo folkekirken, der låner penge ud til sig selv. Disse midler er grundlagt ved reformationen, hvor kronen eller statsmagten gav kirken en beskeden økonomisk kompensation for inddragelse af kirkegodset. De faktiske "ejere" af stiftsmidlerne i dag er imidlertid alle de mennesker, der har såkaldte legatgravsteder på de danske kirkegårde. De har hver indskudt en kapital i stifts-

midlerne; til gengæld har kirken forpligtet sig til at holde det pågældende gravsted i en årrække. Men den forpligtelse kan folkekirken ikke tilnærmelsesvis honorere over stiftsmidlerne. Det må ske over kirkeskatten. Man vil altså forstå, at den sejglivede myte om, at folkekirken er en vældig pengetank, er falsk. Stiftsmidlerne er i virkeligheden i et stort, permanent underskud. Det bemærkes bare ikke, fordi underskuddet ligeså permanent dækkes af folkekirkens medlemmer igennem deres medlemskontingent. Når staten nu uden nogen hjemmel bevilger sig selv et lån i stiftsmidlerne til dækning af den elektroniske kirkebogs underskud, er det formentligt en ulovlig konfiskation af penge, der altid har været beregnet for udlån til kirkesognene alene. For det andet er det en konfiskation af gravstedsejernes midler. Det synes at være en oplagt sag for Rigsrevisionen. Man kunne også forestille sig, at nogle gravstedsejere sagsøgte ministeriet. Kirkemínister Margrethe Vestager og hendes embedsmænd har til stadighed beroliget kritikerne med, at "civilregistreringen jo forbliver i folkekirken" (i stedet for f.eks. at overføres til kommunernes folkeregistre). Det er rent vrøvl. I dag befinder kirkebøgerne sig i brandsikre bokse i præstegårde og på kirkekontorer. Således sker civilregistreringen i folkekirken. Det nye system er derimod et rent statsligt register. Det eneste "folkekirkelige" ved det er, at folkekirkens medlemmer får lov til at betale, og at præsterne bliver kommanderede til at udføre registrerings-arbejdet for staten. Med hvilken ret handler ministeriet sådan med kirken? Med den ret, det giver at udslynge slagord som at "EDB er fremtiden" - uden på forhånd at have undersøgt behovet for og risikoen ved at bruge EDB netop til det formål. Mærkeligt nok er det de professionelle EDB-folk - for hvem EDB ikke er en kult, men et nyttigt redskab - der har advaret kraftigst mod systemets risici. De siger, at trods ministeriets forsikring om, at systemet er "lukket" vil det være åbent som en si for hackere - samt for alle dem, der vil kunne tilluske sig de

passwords, som er uddelt til et par tusinde præster og kordegne. Kirkebøgerne rummer følsomme oplysninger om faderskabssager. Værre endnu er det, at alle de øvrige oplysninger med tiden vil kunne sammenkøres med andre registeroplysninger, så borgerne er uden nogen beskyttelse mod en total registrering. Det er dette mareridt, den nye registerlov åbner for. Den vil endog tillade registrering af politisk tilhørsforhold. Og meddelerkorpset i et sådant statsligt autoriseret overvågningssamfund skulle altså være kirken og dens præster? - Ikke om vi vil! Det er kirkeministeriet og ikke os, der er i konflikt med dansk kirkeret. Kristendommen blev født med Kristus. Det skete som bekendt i et lille landsogn, der hed Betlehem, og det skete netop som romerstatens almægtige kejser skrev alverden i mandtal. Det er ikke ligefrem selvindlysende, at de præster, der skal forkynde frelsen ved Betlehemsbarnet, samtidigt skal lade sig ansætte ved kejserens hof for at føre hans mandtalslister.

Af Thomas H. Beck Historien om Den Ny Kirkebog Det er meningen, at der her kort skal gøres rede for, hvordan og hvor man har besluttet at udskifte de enkelte sognes kirkebøger med et centralt edb-register. Hvor dækkende - eller rettere afdækkende - det bliver, er så et spørgsmål. For sandheden omkring hele denne sag fortoner sig i Christiansborgs korridorer. Det eneste man stort set har at holde sig til, er Kirkeministeriets egne rapporter, referater og de udtalelser embedsmænd, ministre og arbejds- og styregruppens medlemmer er kommet med i sagen. Men det følgende skal være et forsøg på at redegøre for hele beslutningsprocessen, og hele dens fordækte forløb. Alvoren i denne sag kom egentlig først til klarhed, da landets præster og menighedsråd i forsommeren 1998 fik tilsendt en smart reklamefolder med navnet "Den Ny Kirkebog. En introduktion". Mange præster var sikkert på det tidspunkt vidende om, at der på de bonede gulve i Kirkeministeriet foregik et arbejde med at vurdere det hensigtsmæssige i at anvende edb i forbindelse med kirkebogsføringen. Men de færreste var klar over, at beslutningen var taget. Det var måske naivt. For allerede den 4. februar samme år havde daværende kirkeminister Ole Vig Jensen fremlagt rapporten "Den Ny Kirkebog. En IT-baseret løsning" for Folketingets kirkeudvalg, og dermed sat projektet i gang. Dette informerede kirkeministeriet folkekirkens sognepræster om i Præsteforeningens Blad den 20. februar. I denne information fremgik det dog ikke tydeligt, at beslutningen var taget. Med det sprog, som skrivelsen er skrevet i, kan man ikke andet end mistænke Kirkeministeriet for med vilje at sløre denne kendsgerning. I skrivelsens indledning står der blandt andet, at "hvis de forestående drøftelser og sonderinger forløber positivt, kan

overgangen til "Den Ny Kirkebog" begynde år 2001". Den naive læser vil selvfølgelig tro, at der med dette blev henvist til, at rapporten, som netop denne dag blev fremlagt for Folketingets kirkeudvalg, nu skulle sendes ud til drøftelse blandt præster, kordegne og menighedsråd, og i det hele taget være udgangspunkt for en debat i medierne. Jeg hører selv til blandt dem, der naivt troede på, at Kirkeministeriet, Folketingets kirkeudvalg, biskopperne, Provsteforeningen og måske især Præsteforeningen aldrig kunne gå med til, at en så stor beslutning blev truffet uden en forudgående debat og høring blandt dem, der har ansvaret for kirkebogsføringen, blandt menighedsrådene og blandt befolkningen i det hele taget. Jeg kontaktede derfor Kirkeministeriet for at få rapporten tilsendt, fordi jeg gerne ville tage stilling til denne sag, og eventuelt give min mening tilkende. Her kunne jeg så i første omgang chokeres over, at ingen af de personer, som jeg blev stillet rundt til, vidste hvad jeg talte om. Først da jeg endte i en eller anden distributionsafdeling for kirkeministerielle pjecer og rapporter kunne en mand fortælle mig, at der fandtes en sådan rapport, men at han umiddelbart ikke kunne tage stilling til, om han måtte sende den til mig, fordi den først skulle sendes ud til biskopper og provster og andre betydningsfulde personer. Jeg måtte ringe tilbage senere, og endte da også med at få rapporten tilsendt et par måneder efter dens officielle udgivelsesdag. Sådan kan man også forhale en debat. Og på den baggrund er det latterligt, at kirkeminister Margrethe Vestager i Præsteforeningens Blad den 3. juli 1998 kunne give udtryk for, at der i foråret 98 havde været rig mulighed for at debattere projektet! Den debat, der trods alt foregik i foråret 98, havde udelukkende af egen kraft klemt sig ud mellem Kirkeministeriets og arbejdsgruppens røgslør, og blev på intet tidspunkt fremmet af dem. Styregruppens rapport "Den Ny Kirkebog. Design af en ITbaseret løsning" nævner i sagens natur ikke noget om, at

kirkeminister Ole Vig Jensen rent faktisk den 4. februar diktatorisk tog beslutningen om at føre rapportens indhold ud i livet. Men rapporten tager sit udgangspunkt i, at denne beslutning ville blive taget på dette tidspunkt. For den i rapporten beskrevne handlingsplan for gennemførelsen af projektet tager sin begyndelse i midten af 1. kvartal af 1998. Og dermed kan man kun konkludere, at det aldrig har været Kirkeministeriets og styregruppens intention, at der skulle være en forudgående debat på baggrund af rapporten. Og rapporten fremstår derfor også som et stykke bestilt arbejde, der med vold og magt og med reklamesprogets demagogiske vendinger skal argumentere for det åbenlyst fordelagtige i at afskaffe kirkebogen til fordel for et central edb-register. Dertil kommer så også den oplysning, som kom frem i juni 98 (fire måneder efter rapportens offentliggørelse!), at rapporten egentlig slet ikke er en rapport, men en betænkning! Man finder derfor også hurtigt ud af, at skulle man have gjort indsigelse mod hele dette projekt, så skulle det faktisk allerede have været gjort i april 1996, hvor arbejdsgruppen i en foranalyse kom med en anbefaling af en edb-baseret personregistrering. For ikke nok med, at det er her arbejdsgruppen tager sin beslutning, så bygger hele rapporten om Den Ny Kirkebog principielt på de analyser, som foranalysen var fremkommet med, og som står uantastede. Kun enkelte små justeringer har fundet sted. Det skulle altså have været ved foranalysens fremlæggelse, at man burde have gjort indsigelse. Og kirkeminister Margrethe Vestagers opfattelse af, at der har udspillet sig en kvalificeret politisk debat, som hun skriver i Præsteforeningens Blad den 3. juli 1998, bygger da blandt andet også på, at denne foranalyse kom i april 1996. Der er bare det lille problem, at hverken præster, kordegne og menighedsråd blev orienteret om denne foranalyse. Ved en gennemgang af Præsteforeningens Blad for april og maj 1996 finder man ingen orientering om foranalysen. Og der er heller ikke kommet en skrivelse ud til præsterne om

dette. I øvrigt kan man også lede forgæves efter et punkt om personregistrering i Peter Krogsøes formandsberetning for Præsteforeningen i 1996 og 1997! Først i 1998 tog Peter Krogsøe det med. Og her orienterer han om, at rapporten nu er kommet, og skriver: "Dermed er sagen ført så langt frem, at der kan indledes en politisk behandling. Hvornår den er bragt til ende, kan det være svært, at sige noget om..." Peter Krogsøe, der vel at mærke har siddet i arbejdsgruppen, og har ansvar for rapporten, har åbenbart ikke selv vidst, at han var med til at skrive en politisk betænkning, der var afslutningen på den politiske behandling! Har han sovet i timen? Er han blevet ført bag lyset af Kirkeministeriet, dets embedsmænd og det konsulentfirma, der har været ansat til at udarbejde rapporten? Eller har han kendt til sagens rette omstændigheder, men villet foregive ikke at kende til, at beslutningen ville blive truffet uden en høring? Man kunne have en mistanke om det sidste, da rapporten jo som nævnt skrives ud fra, at projektet skulle gå i gang fra midten af første kvartal 98! Man har altså aldrig haft en chance for at gøre indsigelser mod dette projekt. For foranalysen havde heller ikke været tænkt som et oplæg til debat. Dette kom nemlig med al tydelighed frem i en artikel af kirkeminister Margrethe Vestager i Præsteforeningens Blad den 3. juli 98 og ikke mindst da kontorchef i kirkeministeriet Steffen Brunés - der har været formand for arbejdsgruppen - i et interview i Kristeligt dagblad den 26. juni 98 på den mest arrogante måde gav udtryk for, at den debat, der skulle være om dette projekt havde fundet sted på en kvalificeret måde, - og i øvrigt ikke vedrørte menighedsrådene, endsige burde være til folkelig debat. Dermed mente de, at biskopperne, provsterne, præsterne og kordegnene igennem deres repræsentanter i udvalget havde været orienterede om sagens forløb, og at en manglende information af de ansatte i kirken ikke var kirkeministeriets problem. Sådan vaskede kirkeministeriet sine hænder. For ud fra kirkeministeriets egen vurdering har den politiske proces juridisk set været korrekt. Tilbage står biskoppernes, provsternes, præsternes og

kordegnenes repræsentanter med sorteper. Tilbage står spørgsmålet, om ikke menighedsrådene og befolkningen i det hele taget burde have været orienteret? Og tilbage står spørgsmålet, om det virkelig kan være sandt, at en sådan ændring fra en decentral kirkebogsføring i sognene til en landsbaseret edb-registrering kan finde sted, uden det er folketinget, der beslutter det? Til det sidste er det værd at bemærke, at kirkebogsføringen bygger på 2-8-7 i Danske Lov af 1683, hvoraf det fremgår, at det er en lokal bogføring af fødsler, dødsfald og kirkelige handlinger. Den seneste lov på området er "lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald". Denne lov er blot en præcisering af, hvem der skal anmelde fødsler og dødsfald, og hvor og hvornår det skal foregå. Det er svært at se, at disse love skulle give belæg for, at man administrativt afskaffer kirkebøgerne til fordel for en central registrering, selvom 4 i lov nr 225 bemyndiger kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler for anmeldelser! Det fremgår således med al tydelighed, at man aldrig har ønsket, at offentligheden skulle have kendskab til det mål, som kirkeministeriets arbejdsgruppe arbejdede hen imod. Arbejdsgruppen bestod af kontorchef Steffen Brunés, konsulent Niels Bjerregaard, specialkonsulent Jesper Daugaard, biskop Kresten Drejergaard, provsteforeningens formand Jakob Hvidt, Præsteforeningens formand Peter Krogsøe og Kordegneforeningens formand Per Niemann Korsholm. Og skal man finde frem til, hvor og hvornår beslutningen reelt er foretaget, og hvem der har haft en særlig interesse i at få projektet gennemført, er det også værd at hæfte sig ved, at konsulentfirmaet PLS Consult fra begyndelsen var ansat til at gennemføre udredninger og analyser, opstille løsningsmodeller samt ikke mindst fungere som sekretariat for arbejdsgruppen. PLS Consult, der i øvrigt er en del af den største danskejede management-konsulentvirksomhed, kan jo nu fremover tjene gode penge på at bestyre og videreudvikle DNK-projektet! Ser man på den politiske proces, kan man konstatere, at idéen

med projektet på den ene side går tilbage til regeringens informationsteknologiske handlingsplan fra midten af 90 erne, og for det andet går tilbage til regeringens økonomiudvalg, der i juni 1994 iværksatte en analyse af Folkekirkens økonomi, der i maj 1995 anbefalede en undersøgelse af en edb-baseret personregistrering i Folkekirken. På den baggrund blev arbejdsgruppen nedsat og bestillingen af foranalysen og rapporten blev fremsat. Samtidigt blev det fra politisk side slået fast, at personregistreringen skulle forblive i folkekirkeligt regi. Om end der ikke lå nogen officiel beslutning om at indføre en central edb-registrering i folkekirken, så var målet dog mere eller mindre fastlagt fra begyndelsen. At der ikke kan herske nogen tvivl om dette, kan man se i de referater, der foreligger fra de møder, som arbejdsgruppen har afholdt først i forbindelse med foranalysen og siden med selve rapporten (der altså viste sig at være en betænkning). Interessant er det her at nævne, at jeg bad om at få tilsendt disse referater den 28. januar 1999. Og efter gentagne gange at have ringet og skrevet til kirkeministeriet og Steffen Brunés, modtog jeg dem 14. januar 2000! Det skulle tage næsten et år! Og dette - for mig at se - alvorlige brud på ombudsmandens regler om en hurtig sagsbehandling i de offentlige systemer, kan jo kun indikere, at man bevidst har ønsket at tilbageholde oplysninger, mens man fik sat hele projektet godt i gang, så man i dag kan sige, at nu kan det ikke betale sig at stoppe det. At målet om indførelse af en central edb-registrering mere eller mindre var fastlagt fra begyndelsen fremgår af det projektgrundlag som arbejdsgruppen skulle udarbejde sin foranalyse på. Her skulle man bl.a. etablere et overblik over de problemstillinger, der knytter sig til at udnytte edb i kirkebogsføringen, og opstille en plan for gennemførelse af projektet. Arbejdsgruppens personer kunne nøjes med at bruge 4 møder fra den 24. november 1995 og frem til 8. marts 1996 til entydigt at nå frem til, at der skulle opbygges en central edb-base, samt udarbejde en plan for gennemførelsen af projektet. Ser man på

de fire tynde referater, der foreligger fra de pågældende møder, så fremgår det da også tydeligt, at det er PLS Consult, der har lavet hele arbejdet. Arbejdsgruppens medlemmer er kun sjældent citeret. Og når det er tilfældet, er det bestemt ikke kritiske og opklarende spørgsmål til projektet der stilles, men i stedet for åndrige perler som eksempelvis denne af Præsteforeningens formand Peter Krogsøe: "Der er edb overalt", eller når samme person sammen med biskop Kresten Drejergaard citeres for følgende: "Der kan være følelsesmæssige problemer i forbindelse med at overføre kirkebogen til edb." Som nævnt i det foregående, var det efter Foranalysens udgivelse i april 1996, at der burde have været gjort indsigelse. Foranalysen blev dog ikke sendt ud til høring, og de få indlæg, der kom i dagspressen, blev tiet ihjel. Jeg selv havde en samtale med Provsteforeningens formand Jakob Hvidt - et par måneder før analysens udgivelse - den 25. februar 1996, hvor jeg spurgte til de planer, der gik rygter om. Men han kunne berolige mig med, at Foranalysen var et typisk stykke bestillingsarbejde, der blot ville ende med at samle støv i ministeriets arkiver, og der ingen planer var om at afskaffe kirkebøgerne og indføre en central edb-registrering! Foranalysen foreslog dog det modsatte, og anbefalede en gennemførelse af projektet under ledelse af en styregruppe. Styregruppen holdt allerede sit første møde godt et halvt år efter udgivelsen af Foranalysen. Og i den periode arbejdede PLS Consult videre med projektet. Styregruppen - der i øvrigt kom til at bestå af de samme personer, som sad i den første arbejdsgruppe - kunne på 6 møder fra den 26. november 1996 og frem til den 4. december 1997 udarbejde den rapport, der skulle vise sig ikke at være et forslag til, hvordan det kunne gennemføres, men ganske enkelt en detaljeret plan for gennemførelsen af projektet, som - tidligere nævnt - trådte i kraft samme dag (den 4. februar 1998) som kirkeminister Ole Vig Jensen fremlagde rapporten for folketingets kirkepolitiske udvalg.

Ser man på referaterne fra de møder, som styregruppen afholdt, er det igen påfaldende, hvor lidt medlemmerne overhovedet har foretaget sig. De er ganske enkelt blot blevet informeret om arbejdets gang af kirkeministeriet og ikke mindst af PLS Consult, som lavede det meste af arbejdet. Hvad der falder en mest i øjnene er, at allerede ved styregruppens første møde blev der som en selvfølgelighed arbejdet ud fra, at projektet nu var besluttet, og at opgaven nu gik på at sætte edb-registreringen i gang. Således blev der bl.a. talt om, at der skulle være en grundig uddannelse af kirkebogsførerne, at der skulle være støttefunktioner i systemet, hvordan finansieringen skulle foregå, hvad der skulle indkøbes af udstyr o.s.v. Og når man gennemlæser referaterne fra de følgende møder står det klart, at allerede fra begyndelsen var udarbejdningen af DNK-programmet allerede i fuld gang hos PLS Consult! En anden interessant oplysning er fra styregruppens andet møde den 25. februar 1997, hvor man blev enige om ikke at udsende information om projektet. Der står flg. i referatet: "Hvis der åbnes generelt op for en drøftelse, er der risiko for, at en debat vil løbe af sporet." Altså et tydeligt bevis på, at man ikke har ønsket at offentligheden skulle kende til planerne. Man besluttede i stedet for, at styregruppens medlemmer kunne orientere deres bagland; at forskellige medlemsblade kunne tilbydes artikler; at der til sidst skulle udarbejdes en "folkeudgave" af slutrapporten; at det var kirkeministeriet, der skulle besvare læserbreve og henvendelser fra pressen, og at punktet om information skulle indarbejdes på dagsordenen, så styregruppen løbende kunne vurdere, om der skulle være behov for information. Her kan man så konkludere at styregruppen ikke har fundet dette behov under den såkaldte "design-fase" frem til den 4. februar 1998. For styregruppens medlemmer fandt det ikke nødvendigt at informere deres respektive medlemmer/bagland. Der var heller ikke nogen medlemsblade, der fik tilbudt artikler. Og i de følgende møder kom punktet om informering aldrig på dagsordenen!

En tredie interessant oplysning i referaterne er, at ikke nok med, at PLS Consult på det 4. møde den 7. august 1997 kunne præsentere DNK-programmets prototype, men på det 5. møde den 10. oktober 1997 lå udviklings- og implementeringsplanen allerede klar. Man spørger sig selv: Hvordan kunne Præsteforeningens formand Peter Krogsøe i sin årsberetning i foråret 1998 give udtryk for, at der først nu skulle iværksættes en politisk behandling? Hvordan kunne biskop Kresten Drejergaard i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 12. februar 1998 skrive: ".., hvis (min fremhævning) man gennemfører det teknologiskift, som er beskrevet i de udvalgsarbejder, som er offentliggjort af Kirkeministeriet."? Hvordan kunne provsteforeningens formand Jakob Hvidt i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 4. februar 1999 skrive: "Dels er intet forhåndsafgjort. Dels er intet betingelsesløst."? Og andre citater kunne trækkes frem, hvor arbejds- og styregruppens medlemmer bevidst har omgået, sløret og løjet omkring den sandhed, at hele beslutningsprocessen - siden Foranalysegruppen satte sig sammen første gang den 24. november 1995 - kun har arbejdet med ét mål foran sig: at få afskaffet kirkebøgerne og indført et centralt edb-register! Om ikke før, så var den beslutning i hvert fald foretaget, da styregruppen afholdt sit første møde den 26. november 1996! Ja, - vi er alle: præster, menighedsråd og alle landets borgere blevet taget godt gammeldags ved næsen af styregruppens medlemmer, - og ikke mindst af dem, som burde have repræsenteret folkekirkens medlemmer: biskop Kresten Drejergaard, provsteforeningens formand Jakob Hvidt og præsteforeningens formand Peter Krogsøe!

Af Bjørn Moe Det er uholdbart også teknisk Der er meget, der tyder på, at politikere, embedsmænd, ITspecialister og tjenestemænd ikke er oplyst om Den Ny Kirkebogs tekniske aspekter. Under en gennemgang af følgende punkter vil jeg forsøge at kaste lys over en besynderlig, mørklagt sag. Lagring = Opbevarelse af elektroniske oplysninger (data) Hardware = Computer med udstyr Netværk = forbindelsen af computere Software = Programmer til computere Folketinget har vedtaget, at civilregistreringen i Danmark for fremtiden skal foregå på EDB. Det er fortsat Folkekirkens kirkebogsførende sognepræster og kordegne, der skal foretage registreringen. Folketinget har truffet en meget letsindig beslutning. Efter en belysning af ovenstående 4 punkter vil det fremgå, at det også er en forkert beslutning. Lagring Det er nok muligt at indsamle data og også at sortere data på EDB-udstyr. Med de rigtige systemer er EDB meget velegnet til behandling af store datamængder. Men kendte elektroniske datamedier (harddiske) til opbevaring er sårbare og har meget begrænset holdbarhed. En holdbarhed, der er væsentligt ringere end avispapirs. Derfor vil det i uoverskuelig fremtid være nødvendigt at foretage opdatering, indlæse alle data igen og igen med korte tidsrum, der nok kan fastsættes politisk. Men ingen udøvende magt, ingen minister kan garantere, at opdateringen kan finde sted ud over den eksisterende finanslov. Det er let at forestille sig, at også

datamængderne en dag kan blive ramt af sparerunder i ministerierne. Allerede fra starten har man af økonomiske grunde opgivet at registrere, hvad der ligger forud for 1960. det er helt uoverskueligt, hvordan man i årtier eller i århundreder vil foretage sikker og genkendelig elektronisk registrering af borgernes civile data. Den sikreste overlevering til eftertiden vil fortsat være en forsvarligt ført og håndskreven ministerialbog. Vil samtiden så kun ofre en enkelt af slagsen, så er det dog bedre end de hastigt forgængelige og sarte digitale arkivalier. Hardware For at løse registreringsopgaven, har kirkeministeriet valgt at indkøbe meget ydedygtige computere af mærket Hewlett- Packard, HP. De er udstyret med hukommelse og processor (styre og beregningsenhed) og harddisk og programmer, der ekstremt overstiger de behov, der måtte stilles til den simple procedure at indberette persondata via netværk. Denne lovgivne funktion kunne være udført på lettere udstyrede PC ere, der ikke ville koste mere end 50% af de indkøbte. En PC, der består kun af det allermest nødvendige udstyr. Processor, hukommelse med simpelt styresystem, mus, tastatur, skærm og kirkebogsprogram. Til gengæld ville maskinerne så ikke have samme fristende appel til brugerne. Hvis ministeriet havde valgt en enklere løsning kunne man have risikeret en massiv skepsis over for hele DNK-projektet. Ministeriet har valgt, at de indkøbte maskiner skal løse registreringen af CPRdata, og samtidigt skal de være brugbare kontormaskiner for præsternes øvrige pastorale opgaver. Der må på KM-maskinen imidlertid ikke monteres scanner, kamera eller andet udstyr, som præsten har været vant til at anvende i sit arbejde. Heller ikke HP stoler alt for meget på deres maskiners stabilitet. Det er helt velbegrundet. Denne sammenblanding af statslig registrering og pastoral, sjælesørgerisk udfoldelse på samme maskine har vist sig at være skæbnesvanger. En sognepræst observerede skarpsindigt, at fortrolige oplysninger fra hans PC-kalender uopfordret blev

kopieret til en anden PC under IT-kontorets administration. Præsten følte sin diskretion og tavshedspligt trådt for nær og meddelte kirkeministeriet, at han kun agtede, at anvende maskinen til statslig registrering. En uforstående kontorchef kaldte præsten selvovervurderende. Har præsten mulighed for at anvende to maskiner til hver sin opgave, gør han nok klogt i at gøre det. En anden sognepræst har af IT-kontoret fået pålæg om at installere en opgradering af km-maskinens programmer efter først af have formateret sin harddisk. En operation der medfører, at alle data slettes på harddisken. Derefter skal man selv installere programmerne igen fra installations-disketter eller diske, men alle personlige data vil være tabt for stedse. Præsten har udtrykt uvilje til at udføre IT-arbejde for ministeriet og manglende lyst til at slette sine filer. Hun er diskret blevet truet med tjenstligt pålæg om at lystre ITkontorets instruktion. Netværk Med forbindelsen mellem alle præstegårde og ministeriet er der to problemer: 1) en sikker forbindelse og 2) regulering af trafikken på netværket. PLS har rådgivet kirkeministeriet til en netværksløsning, der mildest talt er problematisk og som aldrig burde være iværksat. Hver registrerende computer burde stå i direkte og fast forbindelse med ministeriets servere og database. Det havde været et lukket netværk, der ikke kunne brydes ind på Af udenforstående. Et sådant netværk findes allerede mellem kommunerne og CPR-registeret. Det er blevet sagt, at det var kostbart at nå de yderste sogne med faste, permanente forbindelser. Derfor er der kun oprettet et netværk med faste forbindelser mellem kirkeministeriet og landets stifter. Det er da et skridt på vejen. Den sikre trafik på kirkenettet kan med andre ord kun finde sted mellem ministeriet og stifterne. Når der skal etableres kontakt mellem sognene og stiftet, så bliver teknikken svag og mangelfuld. Der etableres forbindelse

ved hjælp af telefonnettet. Det er som bekendt tilgængeligt for alle, der ringer op til et kendt nummer. Sognene og stiftet har et såkaldt ISDN-nummer, men dog et nummer i gængs forstand. Foretages der opkald med en PC til ISDN-nummeret støder man øjeblikkeligt ind i en brandmur = Firewall, der kræver et personligt, kendt kodeord for at komme videre på kirkenettet. For de fleste vil det være umuligt at komme videre uden kodeord. Der findes dog ikke den elektroniske hindring, der ikke kan forceres med lidt behændighed. Man kan sammenligne sikkerheden ved etablering af en Firewall med den sikkerhed en husejer får mod indbrud, hvis han kalker vinduerne på sin glasveranda. Derfor bliver data under oversendelsen gjort umiddelbart ukendelige ved kryptering. På modtagerstedet får dataene deres normale udseende igen ved dekryptering. Denne kodning og afkodning er som Firewalls imidlertid også kun en relativ sikkerhed. Derfor har kirkeministeriets sikkerhedskonsulent, Uni-C også indrømmet, at det er muligt for den kyndige at skaffe sig adgang og kigge med under transmissionerne. Når det endvidere er kendt, at PLS-Consult har valgt at anvende det samme transmissionssprog, TCP/IP, der bruges på internetttet, så vil man forstå, at de tekniske redskaber, der skal bruges for at kigge med på linien ikke er forbeholdt de få. Der er jo som bekendt millioner af internetbrugere i verden. De mange præstegårde med tilkobling til kirkenettet via ISDN-telefonlinie på det offentlige telefonnet er indlysende nok en sikkerhedsrisiko i DNK-projektet. Det har med formildende røster været hævdet, at der kunne da ikke ske forfærdeligt store ulykker ved, at nogen kunne kigge med. Det vil jeg ikke vurdere, men dog udtrykke fordømmelse over ubegrænset indsigt i et offentligt register. Men kan der kigges med, så kan der også skrives med, og i så fald er ulykkerne uoverskuelige. Det har også været hævdet, at CPR-systemet har virket sikkert og uden indtrængen siden 1960. det er en god iagttagelse, der netop taler for, at PLS-Consult har vejledt kirkeministeriet så grundigt, at det er blevet til vildledning. CPR-systemet er netop