DANSK ØKONOMI Konjunkturtendenserne, oliesituationen Blokeringer og løsningsmuligheder: Indkomstpolitik, devaluering, tilskudspolitik International valutapolitik - EMS DET ØKONOMISKE RÅD FORMANDSKABET KØBENHAVN 1979
FORMANDSKABETS REDEGØRELSER 1. Det realøkonomiske grundlag for de kommende måneders økonomisk-politiske afgørelser. 18. december 1962. Foreligger kun stencileret. 2. Hovedtendenser i indkomstudviklingen for de vigtigste samfundsgrupper 1955-62. 25. februar 1963. 2,50 kr. 3. Den økonomiske situation. 16. september 1963. Foreligger kun stencileret. 4. Strukturproblemer i dansk landbrug. Maj 1964.4 kr. (udsolgt). 5. Indkomstramme og indkomststatistik. November 1964. 4 kr. 6. Bygge- og boligpolitikken. Juni 1965. 4,50 kr. (udsolgt). 7. Den økonomiske udvikling i 1965.4,50 kr. (udsolgt). 8. Bidrag til belysning af formueudviklingen i Danmark i de senere år. August 1966. Genoptrykt 1973.12 kr. 9. Konjunktursituation, indkomstpolitik og indkomststatistik. September og december 1966. 8,50 kr. (udsolgt). 10. Konjunktursituationen i efteråret 1967. September 1967. 8 kr. 11. Den personlige indkomstfordeling og indkomstudjævningen over de offentlige finanser. November 1967. Genoptrykt 1971.10 kr. 12. Dansk økonomi efteråret 1968. (Herunderen særlig landbrugsredegørelse). September 1968. 9 kr. (udsolgt). 13. Indkomststatistik 1968. December 1968. 9 kr. (udsolgt). 14. Konjunkturudsigterne for 1969. April 1969. Foreligger kun stencileret. 15. Danmarks internationale konkurrenceevne. Maj 1969. 9 kr. (udsolgt). 16. Dansk økonomi i efteråret 1969. September 1969.10 kr. (udsolgt). 17. Boligmarkedet og boligbyggeriet. Maj 1970.12 kr. 18. Dansk økonomi i efteråret 1970. September 1970.10 kr. 19. Dansk økonomi, foråret 1971. April 1971.10 kr. 20. Markedsperspektiver og strukturproblemer. Oktober 1971.15 kr. 21. Dansk økonomi, foråret 1972. Den økonomiske situation. Livsindkomstberegninger. Marts 1972.12 kr. (udsolgt). 22. Økonomisk demokrati i samfundsøkonomisk belysning. November 1972. 12 kr. 23. Dansk økonomi, foråret 1973. Den økonomiske situation. Måling af finanspolitikkens virkninger. Maj 1973. 12 kr. 24. Dansk økonomi, efteråret 1973. Den økonomiske situation. Korttids- og langtidsvirkninger af ændringer i finanspolitikken. Inflationsproblemet. December 1973.12 kr. 25. Dansk økonomi, februar 1974. Økonomiske problemer efter oliekrisen. Virkninger af foreslåede økonomiske indgreb. Februar 1974. 5 kr. 26. Dansk økonomi, september 1974. 10 kr. 27. Dansk økonomi, maj 1975.12 kr. 28. Dansk økonomi, september 1975.10 kr. (udsolgt). (Fortsættes på omslagets 3. side)
DANSK ØKONOMI MAJ 1979
DET ØKONOMISKE RÅD Formandskabet DANSK ØKONOMI MAJ 1979 DIREKTORATET FOR STATENS INDKØB København, juni 1979
Indhold Fremsendelsesskrivelse til regeringen 7 Resumé 13 Kapitel I De økonomiske hovedproblemer, blokeringer og løsningsmuligheder 19 Indledning 19 Udsigter for de kommende år 24 Indkomstpolitik til omvurdering 24 Findes der veje, der ikke er blokerede? 26 Importregulering en udvej? 28 Omlægning af efterspørgelsesmønsteret? 29 Hovedsynspunkter på valutapolitikken 30 Hovedsynspunkter på spørgsmålet om en selektiv politik 40 Efterskrift om oliesituationen 42 Kapitel II Konjunkturtendenserne i udlandet 45 Generel oversigt 45 Udviklingen i enkelte lande 49 Kapitel III Dansk Økonomi i 1979 og 1980^82 55 Indledning 55 De vigtigste ændringer i vurderingsgrundlaget 56 Udsigterne for 1979 58 Udviklingen på lidt længere sigt 64 Virkningerne af en olieprisforhøjelse 68 Kapitel IV Hovedtræk af den internationale og den danske valutapolitiske udvikling 77 Nogle generelle udviklingslinier 77 EMS-samarbejdet 79
Valutakursændringer og lønudvikling 83 De svenske valutapolitiske erfaringer 87 Kapitel V Selektiv politik? 91 Nogle talmæssige oplysninger 91 Generelle midler 96 Erhvervsstøtte og selektiv politik 100
Til regeringen Nærværende redegørelse blev drøftet på Det økonomiske Råds møde den 1. juni 1979. Der var på mødet helt overvejende tilslutning til den vurdering af konjunkturudsigterne, der er indeholdt i redegørelsen. Formanden for Dansk Arbejdsgiverforening udtrykte dog tvivl om, hvorvidt redegørelsens skøn over lønudviklingen kunne holde, idet der kunne konstateres et tiltagende lønpres. Også på et andet punkt blev der rejst tvivl om fremskrivningen, idet Rederiforeningen, der i lighed med tidligere var blevet inviteret til rådsmødet, fandt redegørelsens skøn over valutaindtjeningen ved søfragt for optimistisk. Den forbedring af indtjeningen, der for tiden kunne konstateres indenfor visse grene af skibsfarten, måtte efter redernes opfattelse anses for at være af midlertidig karakter. Størstedelen af diskussionen drejede sig om de mulige økonomisk-politiske indgreb, der er taget op til drøftelse i redegørelsen. Der blev herunder udtrykt forståelse for, at formandskabet havde fundet det nødvendigt også at inddrage valutakurspolitikken heri. Men der måtte på den anden side blandt de tilstedeværende rådsmedlemmer konstateres en klar afstandtagen fra devaluering som en anvendelig løsning. Denne afstandtagen var især begrundet i manglende tiltro til mulighederne for at gennemføre den nødvendige følgelovgivning og hindre devalueringsprisstigningerne i at udløse lønkompensation. Det blev i denne forbindelse fremhævet som ulogisk, at redegørelsen på den ene side mere eller mindre afskrev indkomstpolitikken, men på den anden side diskuterede devalueringsstrategier, der for at lykkes netop havde til forudsætning, at devalueringen kun i ringe omfang ville smitte af på det indenlandske løn- og prisniveau. Formandskabet henviste heroverfor til redegørelsens bemærk- 7
ninger om, at den indkomstpolitik, der skal til efter en devaluering, er af en noget anden beskaffenhed end den der skal føres, når indkomstpolitik skal være hovedinstrument til forbedring af konkurrenceevnen. Det havde hidtil vist sig umuligt at presse pengeindkomstigningerne så langt tilbage, som dette sidste krævede. Men dette behøvede ikke at være ensbetydende med, at det også ville være umuligt at holde indkomststigningerne indenfor sådanne grænser, at en devalueringsstrategi kunne lykkes. Fra industriens side blev det under drøftelsen omkring devaluering og den heraf følgende stigning i kroneværdien af udlandslån anført, at til trods for de forbedrede indtjeningsmuligheder kunne stigningen i udlandsgælden godt stille den enkelte virksomhed overfor betydelige vanskeligheder på kort sigt, hvor den bedre indtjening ikke afspejlede sig i regnskaberne. I øvrigt pegede Industrirådet på at tankegangen bag redegørelsens devalueringseksempler, med skattekompensation for importprisstigninger i stedet for pengelønskompensation, var mere velanbragt på de tilsvarende problemer i forbindelse med dyrtidsreguleringen for de stigende oliepriser. Dansk Arbejdsgiverforening udtrykte den vel nok stærkeste beklagelse af, at formandskabet havde foretaget en omvurdering af indkomstpolitikken som løsningsmulighed. Indkomstpolitikken måtte anses for at være det bedste middel til løsning af landets balanceproblemer, og ideen burde ikke nedprioriteres, selv om den havde vist sig midlertidigt blokeret. Efter Arbejdsgiverforeningens opfattelse burde redegørelsen snarere have omhandlet mulighederne for et lønstop med en skattekompensation, der kunne sikre befolkningen uændrede forbrugsmuligheder. Arbejdsgiverforeningen mindede i den forbindelse om udviklingen i Norge, hvor den socialdemokratiske regering kort tid efter den seneste overenskomstfornyelse gennemførte et løn- og prisstop med de følgevirkninger, at løn- og prisstigningstakten nu er reduceret til ca.4 pet. på årsbasis, og at Norge er i fuld gang med at genvinde tabte markedsandele. Når dette kan gøres i Norge, hvorfor så ikke i Danmark? I øvrigt påpegede Arbejdsgiverforeningen, at der er behov for en grundig analyse af samspillet mellem dagpenge, arbejdsudbud og løndannelse. Man henviste i den forbindelse til den ny ledighedsstatistik, samt til utallige henvendelser fra Arbejdsgiverforeningens medlemsvirksomheder, der tydede på, at virksomhederne føler sig i stærk konkurrence med dagpengesystemet om arbejdskraften. 8
Synspunktet at indkomstpolitikken fortsat måtte være det bedste middel til at bringe Danmark ud af vanskelighederne, og at det under ingen omstændigheder kunne accepteres, at lønudviklingen blot fik lov at gå sin gang, blev ligeledes understreget af repræsentanter for flere af erhvervsorganisationerne. Håndværksrådet pegede i denne forbindelse på, at der ved udformningen af den økonomiske politik ikke kunne lægges så stor vægt på, om politikken var acceptabel for de enkelte samfundsgrupper, som det var gjort i redegørelsen. Landbrugsrådet fandt det i betragtning af den hidtidige stigning i lønkvoten bagvendt, hvis en forskydning i indkomstfordelingen til fordel for virksomhedsindtjeningen skulle blokere for indkomstpolitikken. Der var efter Landbrugsrådets opfattelse behov for en forbedring af indkomststatistikken. Landbruget havde gennem årene åbent lagt analyser af indkomstudviklingen frem, og det måtte stærkt anbefales andre erhverv at følge denne linie. Formandskabet burde genoptage traditionen med indkomststatistiske redegørelser. Man burde herunder søge at belyse værdien af de offentlige ydelser for de forskellige samfundsgrupper. Der var et åbenbart misforhold mellem kravene om flere offentlige ydelser og den manglende hensyntagen til værdien af disse ydelser ved den måde, hvorpå man traditionelt målte udviklingen i levestandarden, jfr. den stærke og énsidige satsning på udviklingen i den disponible realindkomst. Med hensyn til redegørelsens afsnit om en eventuel devaluering - med ledsagende skattekompensation bemærkede Landbrugsrådets repræsentant, at såfremt noget sådant måtte blive aktuelt, burde kompensationen blandt andet gives i form af momsrefusion på fødevarer. Efter landbrugets opfattelse ville dette være såvel socialt acceptabelt som problemfrit i forhold til EF. Den særligt indbudte repræsentant for Akademikernes Centralorganisation (AC), afviste devaluering på grund af de problemer, som de forudsatte indgreb over for devalueringens lønafsmittende virkninger ville skabe for grupper med stive lønsystemer. AC frygtede at det i særlig grad ville gå ud over offentligt ansatte og dermed yderligere forstærke de senere års relative løntilbagegang for denne gruppe. Skattekompensation i stedet for så AC ikke mange muligheder for. Også fra anden side i Rådet blev der peget på det problem i forbindelse med en kompensationspolitik, at der var tale om skattelettelser i forhold til en situation med stigende skattetryk, således at der alt i alt blev tale 9
om et øget absolut skattetryk. Det kunne være vanskeligt for befolkningen at acceptere dette som en skattelettelse. Fra fagøkonomisk side blev der givet udtryk for, at en kompenseret devaluering ville være yderst farlig i den nuværende arbejdsmarkedssituation og yderligere var blevet vanskeliggjort derigennem, at finanspolitikken var blevet svækket fra 1978 til 1979. Det blev samtidig både af Nationalbanken og fra fagøkonomisk side udtalt at en på forhånd annonceret glidende devaluering klart ville stride mod grundsætningerne i EMS-samarbejdet. I diskussionen om en forstærket tilskudspolitik blev der fra flere sider givet udtryk for tilslutning, når det gjaldt mere generelt udformede ordninger som skattelettelser, investeringstilskud og afskaffelse af skattemæssig diskrimination mod aktiebesiddelse. Der var ligeledes en vis tilslutning til tankerne om offentlig overtagelse af indirekte lønomkostninger som løn og dagpenge under sygdom, feriepengeordninger og arbejdsgiverbidrag m.v. Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet tog dog kraftigt afstand fra løntilskud og fra en yderligere offentlig overtagelse af sygelønsomkostningerne. I sidstnævnte henseende henvistes til de meget ugunstige erfaringer fra Sverige, hvor de manglende incitamenter til kontrol med sygefraværet, der følger af en offentligt betalt sygeløn, havde ført til meget høje fraværsprocenter. Derimod pegede man fra arbejdsgiverside på, at der var behov for en karenstids-ordning med hensyn til sygedagpenge. I øvrigt advarede flere rådsmedlemmer mod en selektiv støttepolitik og henviste bl.a. til, at de lande, der som Sverige og Norge havde begivet sig længst ud i denne retning, nu forsøgte at komme ud af det igen. Som nævnt var der mere bred interesse for de mere generelt prægede støtteforanstaltninger. Landbruget fremhævede her de gode erfaringer med såkaldte K-lån, der givetvis havde bidraget væsentligt til forøget byggeaktivitet og produktion i landbruget. Industrien understregede betydningen af, at erhvervsfremmeordninger fik en vis varighed, da det ville være en forudsætning for positive virkninger heraf. Såvel industriens som engroshandelens repræsentanter gik imod tanken om en centralisering af erhvervsbistanden. Man fandt ikke de nuværende støtteordninger særlig uoverskuelige og afviste, at de skulle være til særlig fordel for store virksomheder. En fælles linie i mange af indlæggene om tilskudspolitik var, at man frygtede, at en forstærket tilskudspolitik kunne føre til en 10
negligeren af de fundamentale problemer omkring udviklingen i løn, rente og andre omkostninger. Flere af mødedeltagerne pegede samtidig på, at eksempelvis en ophævelse af arbejdsgiverafgifterne kun kunne være en eengangsforanstaltning, hvis virkninger relativt hurtigt kunne blive opbrugt. Under en diskussion om hvor stor betydning størrelsen af det samlede forbrug, privat såvel som offentligt, har for uligevægten i økonomien blev der fra formandskabets side givet udtryk for, at grundproblemet i dansk økonomi ikke er, at den indenlandske efterspørgsel er for stor, men at produktionen - specielt i betalingsbalanceerhvervene - er for lille. Endelig blev der rejst det spørgsmål, om det især var olieprisstigningerne der havde»torpederet den økonomiske politik». Formandskabet henviste heroverfor til, at uligevægtsproblemerne havde været overordentlig tyngende også før olieprisstigningerne var sat ind. København, den 8. juni 1979. Lars Matthiessen J. Vibe-Pedersen Hans E. Zeuthen 11
Resumé Beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemerne er i Danmark som i andre lande med stor udenrigshandel i tiltagende grad to sider af samme sag. På begge felter er problemerne i dag større i Danmark end i de fleste andre lande, det er naturligt at drage sammenligning med. Der er ikke udsigt til, at udviklingen i international økonomi i de kommende år vil bidrage til at formindske vore vanskeligheder. Medens det før det store internationale konjunkturomslag i 1973-74 var normalt med en vækst i industrilandene på omkring 5 pet., må der under de nuværende forhold regnes med en væsentlig svagere vækst - i det kommende par år således næppe mere end ca. 3 pet. Det geografiske vækstmønster er dog stadig til fordel for Danmark, men den særlige acceleration, der satte ind i vesteuropæisk økonomi omkring midten af 1978, gør sig næppe længere gældende. Den nok største risiko i forbindelse med den yderligere optrapning af oliepriserne, som nu er sat ind, er, at den kan udløse efterspørgselsbegrænsende indgreb i industrilandene med sigte på at modvirke dels den inflationsforstærkelse, de nye olieprisstigninger har ført med sig, dels den resulterende betalingsbalanceforringelse. I de ovennævnte vækstskøn er der ikke taget hensyn til en sådan mulig negativ reaktion i international økonomisk politik. For så vidt kan skønnene siges at ligge på den optimistiske side. Sammen med betydelige prisstigninger på en række andre råvarer betyder olieprisstigningerne en bytteforholdsforværring på omkring 3 pet. eller det samme som den bytteforholdsforbedring, der blev opnået i 1978, og som tegnede sig for en meget væsentlig del af betalingsbalanceforbedringen i 1978. Der må nu forventes et betalingsbalanceunderskud i 1979 på over 10 milliarder kroner. Og hvis der ikke gribes ind for at holde 13
betalingsbalanceunderskuddet i tømme, vil det i de kommende år vokse til et niveau, der for 1982 er beregnet til ca. 18 milliarder kroner. I praksis ville dette naturligvis næppe blive accepteret. Der er ikke i disse overslag regnet med nogen abrupt yderligere olieprisforhøjelse efter 1979, men nok - med udgangspunkt i oliesituationen - med en moderat yderligere forringelse af det danske bytteforhold i udenrigshandelen også i de følgende år. Det beregnede udgangsforløb indebærer dog samtidig en vis fortsat reduktion af ledigheden også i forhold til det lavere niveau på ca. 160.000 (fuldtidsbasis), som arbejdsløsheden vil komme ned på for 1979 som resultat af efterlønsordningen og en særdeles kraftig stigning i beskæftigelsen i den offentlige sektor. Arbejdsløsheden falder i udgangsskønnet til omkring 140.000 i 1982. Men ved en énsidig skatte- og udgiftsstramningspolitik til bekæmpelse af betalingsbalanceunderskuddet vil vægten i uligevægtsproblemet på ny blive forskudt over på arbejdsløsheden. Det siger sig selv, at en kvantificering af det fremtidige økonomiske forløb må være usikker. Men det er ikke uden videre klart, at usikkerhedsmomenterne i forbindelse med det her tegnede billede virker i retning af at overdrive problemerne. På flere punkter bygger beregningerne som allerede nævnt på forudsætninger, der kan vise sig for optimistiske. Samtidig med, at de økonomiske problemer således må betegnes som yderst alvorlige, er det et hovedpunkt i redegørelsen, at indkomstpolitik i Danmark har vist sig at støde på så stærke blokeringer, at man ikke kan blive ved med at sætte sin lid til, at der herfra kan opnås et afgørende bidrag til reduktion af beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemet. Indkomstpolitikken kan ikke afskrives, men efter de hidtidige erfaringer med hensyn til at få en forbedring i stand af konkurrenceevnen igennem indkomstpolitik ville det være forkert at basere en bedømmelse af fremtidsudsigterne på forventninger om, at mulighederne for at komme igennem med en sådan politik skulle være bedre i fremtiden. At skulle omvurdere indkomstpolitikkens muligheder ville ikke være så betænkeligt, hvis der klart stod andre instrumenter til rådighed til løsning af beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemet. Det er imidlertid ikke uden videre givet, at dette er tilfældet. Forkortelse af arbejdstiden og andre former for reduktion af arbejdsudbuddet er formentlig det middel, der oftest bliver bragt i forslag i den offentlige debat. Det problematiske heri, hvis man 14
både skal løse beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemet, er belyst i tidligere redegørelser, senest Dansk Økonomi, November 1978. Importregulering, som også ofte har været nævnt, er af grunde der kort diskuteres i kapitel I, næppe heller nogen udvej. Forskydning af efterspørgselssammensætningen, så en yderligere del af indkomsterne blev kanaliseret om ad de offentlige kasser, kunne teknisk set være en udvej, da offentlige ydelser som hovedregel er mindre importkræ vende end privat forbrug. Forestiller man sig imidlertid, at både beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemet skulle løses ad denne vej, skulle en sådan yderligere forskydning imellem den private og den offentlige sektor imidlertid finde sted i en skala, der næppe ville stemme overens med befolkningens ønsker. Er disse vurderinger korrekte, står der i et samfund som det danske kun to muligheder tilbage for en formindskelse af uligevægtsproblemerne: en devalueringsløsning eller massive tilskud til erhvervene til opnåelse af en forstærket ekspansion i betalingsbalanceerhvervene. I den situation, dansk økonomi befinder sig i, er det derfor nødvendigt at diskutere fordele og ulemper ved disse to mulige»strategier«igennem, men det står på forhånd klart, at ulemperne ved dem begge af mange vil blive anset for så store i forhold til de mulige fordele, at også disse veje i praksis kan vise sig lige så blokerede som indkomstpolitikken. Selv om de principielt mulige strategier måske i praksis hver for sig afvises som en løsningsmulighed i sig selv, kan man opfatte dem som elementer, der eventuelt kan kombineres - altså noget indkomstpolitik, noget valutakurspolitik og noget tilskudsfinansieret ekspansion med henblik på efterhånden dog måske at opnå en drejning af udviklingsretningen i dansk økonomi, som kan pege frem mod balance. I denne forbindelse er det værd at hæfte sig ved, af indkomstpolitikken måske trods alt ikke ligger helt på gulvet, at valutakurspolitikken periodevis i de senere år rent faktisk har været ændret noget i forhold til den kroneopskrivning, der skete frem til 1976, og at statstilskud m.v. til betalingsbalanceerhvervene allerede ydes i et vist omfang. Men det må gentages, at uligevægten i dansk økonomi er af en sådan størrelse, at en egentlig løsning af det kombinerede beskæftigelses- og betalingsbalanceproblem forudsætter indgreb, der sammenlagt er ret vidtgående. Kapitel I indeholder en skitsemæssig belysning af en mulig, vellykket devalueringsstrategis virkninger. Ved en vellykket de- 15
valueririg forstås i denne sammenhæng én, der ikke spises op af omkostningsstigninger. Problemet ved den slags beregninger er imidlertid, at man ikke på forhånd kan beregne, hvilke chancer en devaluering har for at lykkes. Selv om Sverige og Norge foreløbig har haft held til at føre en devalueringsstrategi igennem efter dens hensigt, må spørgsmålet siges at stå ret så åbent i Danmark, blandt andet på grund af pristalsreguleringen af lønningerne, men også fordi man selv uden pristalsregulering nok må regne med en betydelig»reallønsstivhed«i Danmark. I de skitserede forløb har man derfor forudsat skattemæssig kompensation i stedet for pengelønkompensation til opretholdelse af reallønnen. Kan man på denne måde undgå yderligere lønstigninger, tyder beregningerne på, at der kunne opnås betydelige positive effekter ved en engangsdevaluering og lidt svagere virkninger i tilfælde af en mere gradvis devalueringsproces (en glidende devaluering). På den anden side må en større éngangsdevaluering anses for en mere risikabel politik på grund af den større inflationsfare. I begge de diskuterede forløb gælder det, at den forudsatte opretholdelse af købekraften gennem skattemæssig kompensation er med til at udsætte de positive betalingsbalancevirkninger af en devaluering. Til gengæld forstærker kompensationen de positive beskæftigelsesvirkninger. I de senere år er land efter land slået ind på en omfattende tilskudspolitik over for erhvervene, særlig de erhverv som hævdes ramt af strukturkriser. Der er imidlertid også i den seneste tid sat en kraftig modreaktion ind i de fleste lande, og de udenlandske erfaringer har tydeligt vist, hvor store problemer man løber ind i, når markedets normale prøvningsmekanismer erstattes med politiske og administrative afgørelser, og økonomisk og markedsmæssig effektivitet måske med forbindelser etc. En temmelig klar lære synes også at være, at tilskudspolitik har tendens til at begunstige de store virksomheder frem for de små, medmindre den udtrykkeligt udformes med sigte på at undgå dette. Disse og andre hensyn taler for, at man ved en eventuel intensivering af dansk erhvervsstøttepolitik søger at gøre den så generel og dermed så lidet virksomhedsspecifik som muligt. Som områder, hvor der kunne sættes ind, peges i redegørelsen på ophævelse af arbejdsgiverafgifter, offentlig overtagelse af alle sygelønsomkostninger, eventuelt en offentlig overtagelse af omkostningerne ved ferielønsordningerne samt fjernelse af negativ 16
diskrimination mod aktiebesiddelse etc. Hertil kommer, at man også kan forøge den relative fordelagtighed af investeringer i erhvervene ved at nedsætte afkastet af rent passive kapitalanbringelser. Hvis man ved en eventuel intensivering af tilskudspolitikken går videre end til ordninger som de lige nævnte med ophævelse af arbejdsgiverafgifter etc., ville tilskud til de virksomheder, der forøger beskæftigelsen, i princippet være det ideelle. Praktiske hensyn må dog formentlig tale for, at tilskuddene ikke direkte gives til at dække mér-lønomkostningerne, men i stedet udformes som investerings- og rentetilskud til de virksomheder, der øger produktionskapaciteten. 2 Dansk Økonomi 17
I* De økonomiske hovedproblemer, blokeringer og løsningsmuligneder Danmark blandt de lande, hvor beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemet er størst Indledning 1. Det er velkendt, at de fleste lande i disse år har meget betydelige økonomiske problemer. Men den økonomiske situation er formentlig mere alvorlig i Danmark end i de fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med. Dette er søgt illustreret i omstående to figurer. Den første af disse (figur 1.1) viser ledigheden og betalingsbalancestillingen i de pågældende lande i 1978. Den anden (figur I. 2) viser udviklingen heri fra 1974 til 1979. Når det kan være af speciel interesse at foretage en sammenligning netop ud fra disse to kriterier, skyldes det, at betalingsbalance- og beskæftigelsessituationen i lande med stor udenrigshandel er indbyrdes nært forbundne. På længere sigt er betalingsbalancestillingen og betalingsbalancemålsætningen nemlig af afgørende betydning for, om der kan føres en tilstrækkeligt beskæftigelsesstimulerende politik. Figur 1.1 skal læses på den måde, at jo længere man bevæger sig nedad og mod højre i diagrammet, jo værre bliver problemerne på begge fronter. Med Japan som en mulig undtagelse var intet af de betragtede lande i 1978 i en så gunstig situation at de både havde en lav ledighed og et overskud på betalingsbalancen. Sverige, Norge og Østrig havde lav ledighed, men samtidig underskud på betalingsbalancen. Andre lande havde betalingsbalanceoverskud, men ved et relativt højt ledighedsniveau. Danmark (og Canada) skiller sig klart ud i figuren ved at have en særlig ugunstig kombination: både en høj arbejdsløshed og et stort betalingsbalanceproblem. * Kapitlet er færdigredigeret d. 21. maj 1979. 2* 19
Figur 1.1: Betalingsbalancestilling og arbejdsløshed i forskellige lande 1978. a Betalingsbalancesaldo i pet. 3 00 T af bruttonationalprodukt * Italien 2.00 -- Japan 1.00 -- Tyskland * Finland -1.00 -- Frankrig England Arbejds- -J 1 C> løsheds- 8 procent USA * Belgien -2.00-3.00 Østrig Sverige Holland * Canada 'Danmark -^.00 -- -5.00 Norge Kilde: Se figur I.2. Selv om der gør sig visse usikkerhedsmomenter gældende ved en international sammenligning af arbejdsløsheden, er Danmarks placering i det nederste højre hjørne af diagrammet slående, at man givetvis må regne med, at den økonomiske så situation er særlig alvorlig i Danmark. 1 1. Der er dog grund til at tilføje, at figurerne naturligvis ikke kan tages sorn udtryk for, at Danmarks økonomiske situation i alle henseender er værre end de øvrige landes. Således er inflationstakten i Danmark betydeligt lavere end i f.eks. England og Italien. Når England og Italien samt Finland som vist i figur 1.1 har en bedre kombineret beskæftigelses- og betalingsbalancestilling end Danmark (samme arbejdsløshed, bedre betalingsbalance), hænger det bl.a. sammen med den førte valutakurspolitik. Det hører også med i en vurdering af de danske økonomiske balanceproblemer, at Danmark i en international sammenhæng har haft en relativt betydelig produktions- og beskæftigelsesfremgang i de senere år. Blot har denne stigning ikke fundet sted i betalingsbalanceerhvervene og ikke været stærk nok i forhold til den samtidige stærke stigning i tilgangen til arbejdsmarkedet. Denne sidste problematik blev nærmere drøftet i den forrige redegørelse fra formandskabet. (Dansk Økonomi, november 1978, særlig kapitel III). 20
Figur 1.2 : Udviklingen i betalingsbalancestilling og arbejdsløshed i forskellige lande 1974-79. o-o-o-o Arbejdsløshed i procent af arbejdsstyrken Betalingsbalanceoverskud i procent af bruttonationalproduktet 4 Danmark A Holland 5 0 H 1 (- o-o-o-o- O-O-O-O O O o. 1974 1975 1976 1977 1978 1979-5 -10 1974 1975 1976 1977 1978 1979 A Tyskland A Belgien 5 0,.-0 0 0 0 0 o H 1 I F 5 O -C 1 I I O -5 1974 1975 1976 1977 1978 1979-10 4- -5-10 1974 1975 1976 1977 1978 1979 A Frankrig A England 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1974 1975 1976 1977 1978 1979 A Italien A EF-total 1974 1975 1976 1977 1978 1979 Anm. og kilde: Se næste side. 21
Figur 1.2: Udviklingen i betalingsbalancestilling og arbejdsløshed i forskellige lande 1974-79. Arbejdsløshed i procent af arbejdsstyrken Betalingsbalanceoverskud i procent af bruttonationalproduktet Danmark A Sverige 5 0 1974 1975 1976 1977 1978 1979-5 -10 1974 1975 1976 1977 1978 1979 a Norge -I 1 1 A Finland -5-10 -5..1974 1975 1976 1977 1978 1979-10 1974 1975 1976 1977 1978 1979 Østrig 5 0 I ^ +- 1 H 1 1 1 1 l-fr- -5-10 1974 1975 1976 1977 1978 1979-5 -10 1974 1975 1976 1977 1978 1979 A Japan 5 0-5 -10 t 1974 1975 1976 1977 1978 1979-5 -10 1974 1975 1976 1977 1978 1979 Anm.: 1979 er EF-skøn, for Danmarks vedkommende dog skønnet i nærværende redegørelse. Kilde: OECD:»Main Economic Indicators«, april 1979;»Economic Outlook«, december 1978; EF-Kommissionen:»European Economy«, marts 1979. 22
Figur 1.2 illustrerer som nævnt udviklingsforløbet i de betragtede lande i årene siden olieprisomvæltningen. For hvert land er indtegnet en kurve for, hvorledes arbejdsløsheden har udviklet sig, og en anden for udviklingen på betalingsbalancen. Afstanden mellem de to kurver viser for hvert land graden af deres uligevægt på det betragtede tidspunkt, og udviklingen i denne afstand over tiden angiver for underskudslandenes vedkommende, om uligevægten er blevet større, mindre eller har holdt sig uforandret. Når kurverne»gaber» særlig meget fra hinanden for Danmarks vedkommende, er det et nyt udtryk for, at det kombinerede beskæftigelses- og betalingsbalanceproblem er særlig stort i Danmark. Intet andet EF-land har et tilsvarende stort realt balanceproblem. Heller ikke noget andet nordisk land, hvis man ser bort fra den omstændighed, at Norge i sammenhæng med investeringerne i oliesektoren havde et ekstremt højt betalingsbalanceunderskud indtil 1977. At der for Danmarks vedkommende heller ikke er sket nogen forbedring af den økonomiske situation på disse to centrale områder ses af, at afstanden mellem de to kurver har holdt sig konstant gennem de senere år (efter først at være blevet kraftigt forøget gennem olieprisomvæltningen og det derpå følgende internationale konjunkturtilbageslag). I mange andre lande er kurverne begyndt at nærme sig til hinanden som udtryk for, at summen af deres balanceproblemer er blevet formindsket. Figurerne siger selvsagt ikke noget om, i hvilken udstrækning Danmarks balanceproblemer er selvskabte, respektive er kommet til os udefra. Danmark er som bekendt blevet ramt særlig hårdt af olieprisstigningerne. Spørgsmålet om årsagsforholdene er imidlertid ikke væsentligt for en vurdering af løsningsmulighederne. Det afgørende er her, at der ikke er noget der tyder på, at der vil komme et sådant omslag i den internationale udvikling, at de danske problemer vil blive løst herved. Som omtalt i kapitel II må der regnes med en fortsat afdæmpet international konjunkturudvikling, blandt andet som følge af, at der internationalt fortsat vil blive ført en forholdsvis tilbageholdende økonomisk politik. Og en forbedring af bytteforholdet i udenrigshandelen er der bestemt ikke udsigt til. Alt i alt er der derfor stærke indicier for, at de danske balanceproblemer kun kan løses ved en ændring af den danske økonomiske politik. 23
Hovedpunkter af udgangsskønnet Udsigter for de kommende år 2. Den sandsynlige udvikling i de kommende år under den sædvanlige forudsætning om uændret økonomisk politik er søgt belyst i kapitel III. Udgangsskønnet viser et betalingsbalanceunderskud i 1979 på over 10 milliarder kr., stigende til op mod 18 milliarder i 1982, ved et samtidigt fald i ledighedsniveauet fra ca. 160.000 ledige i 1979 til ca. 140.000 i 1982. 2 Disse tal har imidlertid først og fremmest interesse som en illustration af det samlede fremtidige balanceproblem. En betalingsbalanceudvikling som den viste vil på længere sigt næppe blive politisk accepteret. Men medmindre de indgreb, der iværksættes heroverfor, samtidig fører til en forbedring af den danske konkurrenceevne, vil deres virkning i hovedsagen komme til at bestå i en forskydning af sammensætningen af det fremtidige samlede balanceproblem således at betalingsbalanceunderskuddet bliver mindre og arbejdsløsheden til gengæld større. Indkomstpolitik til omvurdering: Årsager til at den er blokeret Indkomstpolitikken kan ikke afskrives, men dens muligheder må omvurderes 3. Samtidig med, at der således er et meget klart behov for en ændring af det hidtidige økonomiske forløb, peger ikke mindst erfaringerne fra de senere år i retning af, at det er endnu vanskeligere end forventet at gennemføre en indkomstpolitik, der vil kunne bidrage til reduktion af beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemet. Indkomstpolitikken støder øjensynligt på stærke blokeringer, der både har noget at gøre med fordelingspolitiske modsætninger, med arbejdsmarkedets funktionsmåde og med forskelle i de langsigtede mål for samfundsudviklingen. Når der i den aktuelle situation fortsat er udsigt til en indkomst- og omkostningsudvikling på linie med (eller på baggrund af den sandsynlige valutakursudvikling måske i overkanten af) det internationale gennemsnit, og der derfor ikke kan ventes nogen konkurrenceevneforbedring ad denne vej, hænger det ganske vist for en del sammen med de ordninger, der har været truffet omkring dyrtidsreguleringen. For næste overenskomst- 2. Tallet på ca. 160.000 ledige (omregnet til fuldtidsbasis) i 1979 repræsenterer et fald i forhold til 1978 på ca. 25.000. Denne nedgang har i høj grad sammenhæng med efterlønsordningen samt pligten til at anvise langtidsledige beskæftigelse. 24
periode vil der ikke foreligge problemer om udskudt omkostningsstigning af helt tilsvarende karakter som»atp-dyrtidsportionerne», hvilket isoleret set skulle kunne give håb om, at man til den tid kan komme ned på en lavere løninflationstakt. På den anden side har hver»situation» sine særlige efterslæbsproblemer m.v., som er med til at holde gang i omkostningsstigningerne. Og ganske vist kan indkomstpolitikken ikke afskrives som et væsentligt element i den økonomiske politik. Men efter de mange år, hvor der har været sat lid til indkomstpolitik som et hovedinstrument til ændring af det hidtidige økonomiske forløb uden at det rent faktisk er lykkedes at ændre Danmarks konkurrenceposition ad denne vej, ville det under alle omstændigheder være temmelig urealistisk, hvis man ville basere en vurdering af udsigterne på noget længere sigt på forventninger om større fremtidig succes for indkomstpolitikken. Modsætnings- forholdene Vanskelighederne ved at få en vellykket indkomstpolitik i stand har været diskuteret ved adskillige lejligheder. De seneste års udvikling og diskussion har ikke mindst illustreret den rolle, som både kort- og langfristede interessemodsætninger spiller i denne forbindelse. med hensyn til Det er reelt næppe synderligt omtvistet, at den egentlige vanindkomstfor delingen skelighed med hensyn til det danske beskæftigelses- og betalingsbalanceproblem er, at det ikke er tilstrækkeligt attraktivt at øge produktionen i betalingsbalanceerhvervene. Men at gøre det mere fordelagtigt at øge aktiviteten i eksporterhvervene og de erhverv, der konkurrerer med importen, er i en blandingsøkonomi som den danske næsten uvægerligt det samme som at ændre indkomstfordelingen til fordel for især kapitalen i disse erhverv. Og antagelig er det samtidig en forudsætning for, at denne forskydning i indkomstfordelingen omsætter sig i en udvidelse af produktionen, produktionsapparatet og beskæftigelsen, at virksomhederne føler sig overbevist om, at ændringen bliver af længerevarende karakter. Men det forhold, at der kan gøre sig en ganske lang tidsforskydning gældende, før de positive beskæftigelsesvirkninger indtræder, bidrager naturligvis ikke til at øge tiltroen til indkomstpolitikken blandt lønmodtagerne. og medejendomsret Endnu mere væsentligt er det måske, at lønmodtagerne/lønm.v. modtagerorganisationerne ikke synes at kunne acceptere en forskydning i retning af øget virksomhedsindtjening uden at få an- 25
del heri gennem medejendomsretsordninger og lignende. På den anden side gælder det, dels at dette - ved at reducere incitamentet for de nuværende virksomhedsindehavere til at øge produktionen - kan få til virkning, at formålet med hele operationen i større eller mindre grad bliver forskertset, 3 dels at medejendomsret m.v. i de former, som lønmodtagerorganisationerne kan gå ind for, synes at være politisk uacceptable for andre grupperinger i samfundet. Som et væsentligt forhold, der er med til at blokere for specielt en mere langvarig indkomstpolitik må endelig nævnes, at en sådan politik meget let helt generelt vil kunne svække lønmodtagerorganisationerne - også på det lokale plan - samt skabe modsætningsforhold mellem forskellige lønmodtagergrupper. Indkomstpolitikken synes altså mere eller mindre blokeret i et spændingsfelt, hvor både kortfristede interessemodsætninger med hensyn til den økonomiske fordeling og langsigtede modsætninger med hensyn til målene for hele samfundsudviklingen står skarpt over for hinanden, tildels også indenfor de enkelte grupper. Findes der veje, der ikke er blokerede? 4. Medmindre man mere eller mindre vil afskrive mulighederne Valutakurspolitik og f 0 r andet end en fortsat»march på stedet» (med stor arbejdsløsselektiv politik. hed og stort betalingsbalanceunderskud) må en sådan konstatering medføre, at spørgsmålet om alternative løsningsmuligheder får en stærkere placering i diskussionen end hidtil. I denne redegørelse diskuteres som alternativer især en mulig valutakursjustering, herunder mulighederne for en»glidende» årlig devaluering af kronen, samt forskellige former for tilskud til produktion og beskæftigelse især i betalingsbalanceerhvervene. Disse to former for økonomisk politik har det tilfælles med indkomstpolitik at de har fordelingsmæssige konsekvenser af nogenlunde samme art. Der vil også her ske en relativ forøgelse af 3. Alternativt kan sammenhængen udtrykkes således, at indkomstpolitikken for at føre til den tilsigtede betalingsbalance- og beskæftigelsesforbedring må være kraftigere end ellers. Det samme gælder i så fald også de nedenfor drøftede alternativer: devaluering og selektiv politik. 26
indtjeningen for især kapitalen i betalingsbalanceerhvervene. 4 Når disse former for økonomisk politik måske alligevel ikke er Mindre belastede så politisk og socialpsykologisk belastede som indkomstpolitikend indkomstpolitik? ken, hænger det for devalueringsløsningens vedkommende sammen med, at den ikke helt umiddelbart kræver en så direkte medvirken af lønmodtagerorganisationerne til den nødvendige ændring i indkomstfordelingen og derfor heller ikke vil medføre et så direkte medansvar for organisationerne. Det kan også være med til at gøre en devalueringsløsning lettere end en indkomstpolitisk løsning, at begrænsningen i realindkomsterne i devalueringstilfældet rammer mere bredt, ensartet og»anonymt». Tilsvarende kunne en omfattende (og naturligvis overvejende af lønmodtagerne finansieret) tilskudsydelse til erhvervene måske tænkes at give mindre politisk modstand blandt lønmodtagerne end indkomstpolitik. Dels fordi den i princippet kan tænkes at resultere i en lidt mindre forskydning af indkomstfordelingen. Dels fordi den selektive politik i mange af dens mulige udformninger rummer elementer af en højere grad af økonomisk-politisk styring, derunder en stærkere kapitalmarkedsstyring, der ofte har været bragt i forslag af lønmodtagerorganisationerne. Det sidste er naturligvis allerede en væsentlig grund til, at en selektiv politik i praksis kan vise sig at være et lige så spærret farvand som indkomstpolitikken. Men som nærmere diskuteret i det følgende gælder det i det hele taget for begge alternativer, jævnfør også den hidtidige danske valutakursdiskussion, at de meget vel kan tænkes at støde på lige så store politiske og socialpsykologiske blokeringer som indkomstpolitikken. Den nærmere diskussion omkring valutakurspolitikken foretages i dette kapitel, som ligeledes bringer enkelte hovedsynspunkter på spørgsmålet om tilskudspolitikken, hvorimod den nærmere gennemgang af problemerne i forbindelse med tilskudspolitik og anden selektiv politik er indeholdt i kapitel V. Reduktion af En nedsættelse af arbejdstiden og andre former for reduktion arbejdsudbuddet af arbejdsudbuddet nævnes ofte som en vej ud af de økonomiske vanskeligheder. De hermed forbundne problemer er blevet drøf- 4. Dette gælder også selv om eventuelle tilskud gives direkte til beskæftigelsesforøgelse, altså som løntilskud, idet dette naturligvis alt andet lige betyder, at produktionsudvidelsen kan ske til lavere omkostninger end ellers. Der henvises dog til diskussionen i kapitel V af mulighederne for at gennemføre en relativ forbedring af kapitalindtjeningen i erhvervene på den måde, at afkastet af passiv anbringelse nedsættes. 27
tet i tidligere redegørelser, senest Dansk Økonomi, November 1978. Inden omtalen af de nævnte to hovedalternativer skal for fuldstændighedens skyld omtales spørgsmålet om importregulering, som også har været bragt frem i debatten, samt spørgsmålet om gennem skatte- og afgiftspolitikken og det offentliges udgiftspolitik at dreje efterspørgselen bort fra områder med stort importindhold over til områder med lavere importindhold. Importregulering en udvej? Told og importrestriktioner i strid med internationale forpligtelser 5. Importbegrænsninger, hvadenten det er gennem told eller gennem kvantitative restriktioner, er ikke tilladt i samhandelen mellem EF-landene indbyrdes, og indførselsbegrænsninger over for tredielande kan ikke fastsættes af det enkelte land, men kun gennem den fælles handelspolitik. Importbegrænsning strider også mod Danmarks forpligtelser under det brede internationale samarbejde i GATT. Man kunne naturligvis forestille sig, at vi satte os ud over disse forpligtelser, eventuelt under påberåbelse af force-majeure-klausuler, eller ved helt at ændre udenrigsøkonomisk placering. Men i en så eksportorienteret økonomi som den danske er det under alle omstændigheder svært at se, at det kunne være i dansk interesse at være med til at rejse barrierer for udenrigshandelen: Importbegrænsninger fra dansk side kunne blive mødt med, at udlandet rejste skranker for den danske eksport. Men også Selv hvis man ser bort fra denne risiko, kan man iøvrigt betvivlsomme tvivle hensigtsmæssigheden i at forsøge at løse balanceproblei øvrigt merne ved at rejse barrierer for importen. Importregulering og told er i virkeligheden skjulte tilskud til de erhverv, der på hjemmemarkedet konkurrerer med udlandet, og det forekommer ikke særlig indlysende, at det skulle være billigere for det øvrige samfund kun at sætte ind på at øge de indenlandske markedsandele. Ved at satse særligt på importkonkurrerende produktion frem for eksport vil et lille land også få vanskeligt ved at udnytte eventuelle stordriftsfordele i produktionen. Hertil kommer at told og importregulering vil reducere konkurrencen generelt, hvad der dels vil få konsekvenser for indkomstfordelingen, dels også på længere sigt må antages at have en ugunstig indvirkning på produktivitetsudviklingen. Som et meget kontant forhold, der ligeledes taler imod im- 28
portregulering, skal endelig nævnes, at det danske betalingsbalanceproblem ikke kun er et spørgsmål om at skabe ligevægt i det løbende betalingsmellemværende med udlandet, men indtil udlandsgælden måtte være afviklet også i høj grad et spørgsmål om at skaffe nye lån til refinansiering af den bestående gæld. Dette kunne formentlig meget vel tænkes at blive vanskeliggjort, hvis Danmark slog ind på en importreguleringspolitik. Selvom nogle måske vil føle sig tiltalt af tanken om en større selvforsyningsgrad, må man nok konkludere, at importregulering på ingen måde kan anses for en billig og let genvej til løsning af vore balanceproblemer. Omlægning af efterspørgselsmønsteret? Principielt en udvej. 6. Som alternativ til direkte importregulering eller indirekte begrænsning af importen gennem en dansk særtold står den udvej i princippet åben, at man gennem beskatningen og de offentlige udgifter m.v. kunne søge at dreje den indenlandske efterspørgsel bort fra de særlig importkrævende områder over på områder med lavere importindhold. En sådan forskydning kunne blandt andet komme i stand ved yderligere at forøge den offentlige sektors vækst, samtidig med at der blev holdt igen på væksten i det private forbrug. På kort sigt kan det som diskuteret i tidligere redegørelser være hensigtsmæssigt at søge at udjævne konjunkturbevægelserne ved under lavkonjunkturer at fremskynde offentlige arbejder og udvidelser af den offentlige servicevirksomhed på felter, hvor der alligevel skal ske en sådan udvidelse på længere sigt. Spørgsmålet bliver derimod mere problematisk, når ledigheden ikke længere har karakter af et konjunkturfænomen, men har sammenhæng med at vi ikke formår at få skabt den fornødne produktionsstigning i betalingsbalanceerhvervene. men næppe egnet til Rent teknisk kunne man godt forestille sig, at økonomien blev at løse det samlede tilpasset de for lave eksportindtægter ved at efterspørgselen i balanceproblem højere grad kom til at bestå af varer og tjenester med lavt importindhold. Men hvis man fuldt ud skulle løse såvel betalingsbalance- som beskæftigelsesproblemerne ved at ændre efterspørgselssammensætningen, ville der blive tale om en så drastisk ændring, at den givetvis ikke ville stemme overens med bestående præferencer for forbrugets sammensætning på henholdsvis privat og offentligt forbrug. De allerede beskæftigedes privatfor- 29
brug skal presses kraftigt ned, hvis man ved hjælp af den importbesparelse, der derved fremkommer, både skal»finansiere» afskaffelsen af betalingsbalanceunderskuddet og den yderligere (omend beskedne) importstigning, der nødvendigvis vil følge i kølvandet af overgang fra at være arbejdsløs til at være beskæftiget samt den importstigning, yderligere offentligt forbrug og offentlige investeringer vil trække med sig. 5 En løsning af hele balanceproblemet ved en ændret efterspørgselssammensætning er derfor næppe nogen realistisk mulighed. Men imødegåelse af udsving i den private sektor med modgående udsving i den offentlige sektor (inden for rammerne af den på længere sigt ønskede udvikling) vil fortsat kunne bidrage til en løsning af de mere konjunkturmæssige problemer. Faktisk har dette da også været et væsentligt led i de senere års økonomiske udvikling. Hovedsynspunkter på valutapolitikken 7. De spændinger og komplikationer man er stillet overfor, når der skal tages stilling til en mulig valutakursændring, er næppe mindre end ved indkomstpolitikken. Men blandt andet fordi problemerne ved henholdsvis indkomstpolitik og valutakurspolitik falder i lidt forskellige kategorier, kan man måske håbe, at der ved en kombination af valutakurspolitik og den grad af indkomstpolitik, det er muligt at føre i Danmark, kan være mulighed for at opnå i alle tilfælde et vist bidrag til løsning af de betydelige danske balanceproblemer. Nominel contra I givet fald skulle dette opnås ved en realdevaluering, det vil real devaluering. sige en nedsættelse af kronens internationale værdi, hvis virk- Inflationsbremse en ninger på konkurrenceevnen ikke bliver neutraliseret af tilsvaforudsætning rende stigninger i de indenlandske priser og omkostninger. En rimelig sikkerhed for, at denne betingelse vil blive opfyldt, må være en helt klar forudsætning for overhovedet at regne en devaluering med blandt løsningsmulighederne. 6 5. Tænker man sig alternativt ændringen i forbrugssammensætningen gennemført alene ved ændringer i det private forbrug skal der formentlig endnu større strukturændringer til i forbruget. 6. Man kan naturligvis forestille sig en serie af større devalueringer, hvorigennem det på trods af en kraftigt forstærket indenlandsk inflation i sidste instans 30
Hidtidige danske diskussion sammenholdt med norske og svenske erfaringer. Devaluering og den private udlandsgæld 8. I sig selv angiver dette allerede den nok væsentligste komplikation i forbindelse med den her drøftede politik. Når det i nyere tid har været afvist at bruge valutakurspolitikken som middel til at sætte skub i betalingsbalanceerhvervene, beror det netop i høj grad på skepsis med hensyn til, om en realdevaluering overhovedet lader sig gennemføre. Eller med andre ord på frygt for, at devalueringen kun ville føre til forstærket inflation og øget omfordeling som følge af nye inflationsgevinster og -tab. Samtidig tager det erfaringsmæssigt lang tid at få nedbragt en sådan forøgelse af inflationstakten. Imidlertid har Sverige og Norge ikke indtil nu været ramt af en sådan inflationsforstærkelse som følge af de kronekursændringer, man der har foretaget. Sverige og Norge er altså, bedømt efter de indtil nu foreliggende erfaringer, (jævnfør for Sveriges vedkommende den nærmere redegørelse i kapitel IV), eksempler på, at der har kunnet gennemføres vellykkede realdevalueringer. Også for pundets og lirens vedkommende er der sket realdevalueringer, men her gennem processer som den i fodnoten beskrevne, og altså til prisen af en væsentlig forstærket inflation. Det er en ofte fremsat indvending mod forslag om en eventuel devaluering, at den forringer vilkårene for de mange virksomheder, der har optaget lån i udenlandsk valuta, idet gældens kroneværdi stiger med devalueringsprocenten. Dette er naturligvis korrekt, men hvis devalueringsstrategien lykkes, vil den føre til en indtjeningsforbedring, hvis kapitaliserede værdi for de virksomheder, der producerer i konkurrence med udlandet, normalt vil være klart større end den nævnte stigning i udlandsgældens kroneværdi. Derimod vil virksomheder i hjemmemarkedserhvervene kunne risikere at blive stillet dårligere ved en vellykket devaluering i tilfælde af, at de har optaget betydelige lån i udenalligevel lykkes at opnå en realdevaluering. En sådan proces, som for eksempel England har været igennem, ville indebære, at man for at opnå en vis, eventuelt kun beskeden, netto-realdevaluering skulle foretage en meget stor bruttodevaluering. Det er indlysende, at jo større bruttoændring der skal til i forhold til nettoændringen, jo mere tvivlsom bliver hele operationen, idet inflationsvirkningerne (og problematikken omkring debitorgevinsterne) i så fald bliver mere og mere påtrængende i forhold til den mulige konkurrenceevneforbedring. 31