Tillid om at sige: Jeg vil prøve at hjælpe dig!

KONSULTATIONEN 679 Tillid om at sige: Jeg vil prøve at hjælpe dig! Jan-Helge Larsen & Charlotte Hedberg I 15 år har kurserne i konsultationsproces og videosupervision på Kalymnos arbejdet med rollespil og herudfra med at udvikle og afprøve de enkelte elementer i konsultationsprocessen. I denne artikel om erfaringerne herfra vil forfatterne fokusere på etablering af tillid mellem patient og læge.»hon hittade honom (läkaren) efter en lång period av valsande mellan olika läkare som inte gav henne vad hon ville ha: Medkänsla. Någon som lyssnar utan att avbryta eller skynda på, som är vänlig men inte klemande [pylrende], som då och då rör vid henne med omsorg och säger,jag ska hjälpa dig på ett sätt som väcker hopp«(1).»det er relationen som helbreder«(2).»at vise tillid betyder at udlevere sig selv... Ytringen sker under den forudsætning, at den anden opfylder vores forventning. Finder opfyldelsen ikke sted, bliver ytringen forgæves. Men det er i og for sig ikke det værste. Nej, det værste er at man har blottet sig«(3). BIOGRAFI: Jan-Helge Larsen er praktiserende læge i Gladsaxe, har været lektor i almen medicin ved Københavns Universitet i 20 år til 2006, og Charlotte Hedberg er allmänpraktiker, pedagogisk adjunkt på Centrum för allmänmedicin på Karolinska Institutet siden 2000. JAN-HELGE LARSENS ADRESSE: Lægehuset i Mørkhøj, Pilegårdsvej 22, 1. st. th., 2730 Herlev.»Jeg har så ondt doktor... «Med denne indledning fortæller patienten om sin smerte og beder håbefuldt, indirekte om lægens hjælp. Han rækker på en gang tillidsfuldt og angst hånden frem; hvordan påvirker det lægen? Lægen vil gerne hjælpe, det ligger selvfølgeligt i lægerollen, men det udtales sjældent. Allerede patientens første sætning aktiverer lægens usikkerhed: Hvad drejer det sig om? Kan jeg hjælpe denne patient? Lad mig snarest muligt slippe for at møde lidelsen, dvs. det ubehag patientens fortælling om sine smerter sætter i gang i mig selv. Og 8442.indd 679 29-05-2007 13:23:15

680 KONSULTATIONEN Patientens del 1. Før: Hvad er der gået forud for denne konsultation? 2. Forholdet (relationen): Lad patienten tale og kvitter Jeg hører dig, jeg tror dig og jeg vil forsøge at hjælpe dig Gensvar, ros, her og nu 3. Forestillinger, frygt og forventninger Lægens del 4. Forståelse: Resumé af problemet 5. Forklaring: Anamnese, klinisk undersøgelse og forklaring Fælles del 6. Forhandling: Hvordan skal problemet løses? fælles forståelse 7. Forhindre/fremme: Indsigt aftale handling 8. Følge op: Kontrol og sikkerhedsnet 9. Farvel: OK? & housekeeping lægen af sagen (kan jeg løse dette problem?). Dette indledende møde mellem patient og læge er nok i virkeligheden meget mere krævende for lægen, end man tidligere har været opmærksom på. Sygdommen har et meningsskabende potentiale for patienten med både destruktive og positive konsekvenser, hvor lægen spiller en aktiv rolle, hvad enten han er bevidst om det eller ej (4). Her er så meget på spil og så mange ønsker, forhåbninger og følelser som ikke udtrykkes direkte, men som begge parter antager, at de indirekte får udtrykt over for den anden. Det er denne artikels mål at tydeliggøre nogle af disse vanskeligheder med at etablere tillid i starten af konsultationen. Fig. 1. Konsultationsprocessens faser de 9 F er. måske: Kan jeg nå det inden for den afsatte tid? Når patienten mærker noget i sin krop, som ikke er, som det plejer at være, tænker han: Kan det være sygdom, måske en alvorlig sygdom? Derved konfronteres han med sin sårbarhed og livets grundvilkår: truslen om ensomhed, meningsløshed, død og nødvendigheden af at måtte vælge (3). Når han så går til lægen med sit helbredsproblem, afslører han sig med al sin svaghed, magtesløshed, skam, uro og defekt, og han føler sig som et bange barn, der måske eller måske ikke får den hjælp, han søger. Derfor bliver samtalens indledning så afgørende for relationen og det videre forløb: forstår lægen hvad jeg siger, og vil og kan lægen hjælpe eller ikke, hvad svarer han? Patienten er typisk optaget af relationen (vil lægen hjælpe?), Konsultationslaboratoriet Siden 1992 har vi på kurserne i konsultationsproces og videosupervision på Kalymnos arbejdet med ud fra rollespil at udvikle og afprøve de enkelte elementer i konsultationsprocessen ud fra de 9 F er (Fig. 1) (5, 6). Desuden har vi i vores model for videosupervision et punkt, hvor deltagerne undersøger alternative måder at håndtere konsultationen og afprøve dem over for den, der har spillet patient (7). I dette konsultationslaboratorium træner vi især, hvordan lægen kan håndtere patientens del af konsultationen, dvs. den del hvor patienten fremlægger sit problem. Her er vi blevet opmærksomme på flere af de vanskeligheder, lægen møder, og hvordan man måske kan klare dem. Det er specielt erfaringerne omkring etablering af tillid, vi vil fokusere på her. Disse skrevne dialoger kan dog ikke gengive lægens nonverbale udsagn (mimik, stemmeføring mv.), som 8442.indd 680 29-05-2007 13:23:21

KONSULTATIONEN 681 ofte kan bygge bro over mangler i den verbale dialog. Konsultationer hvor patienten viser tillid EN ALMINDELIG FORKØLELSE P (en 30-årig kontorassistent): Nu har jeg været forkølet i en måned. Jeg har haft en kollega som har haft noget lignende. Jeg hoster, er snottet og træt. L: Hvad har du selv gjort dig af tanker om det her [forestillinger]? P: Jeg vil gerne have en antibiotikakur [forventninger]. L: Du spekulerer på om det er en infektion? Kan du fortælle lidt mere [udvidende gensvar]? P: Jeg har irritationshoste om morgenen, snue, ansigtet hæver og det gør ondt i bihulerne, jeg får hovedpine og er træt [nutid]. L: Har du haft det her tidligere [datid]? P: Jeg er næsten aldrig syg, og hosten er meget besværlig... I denne konsultation får lægen udmærket patientens forestillinger og forventninger frem. Hun interesserer sig for sagen forkølelse mv., men patienten (spillet af en læge) giver bagefter udtryk for at hun savnede at blive mødt (her og nu), fx at få en kvittering fra lægen på sin oplevelse af at have det skidt og et tilsagn om at lægen ville hjælpe. Patienten sagde efterfølgende, at hvis lægen indledningsvis havde sagt:»det lyder ubehageligt [kvittering]. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig«, ville det have føltes lettere for patienten og dermed indirekte for lægen. Et eller flere af disse 3 elementer manglede i næsten alle dysfunktionelle spil: at patienten fik en kvittering fra lægen som viste at lægen havde lyttet at lægen mødte patienten i her og nu samt at lægen tidligt i forløbet med ord gav udtryk for at ville hjælpe. Hvis lægen ikke tidligt bekræfter patienten, vil de fleste patienter forstærke deres emotionelle udsagn jeg må prøve at få ham til at høre mig! Så kan det blive svært for lægen at fastholde sin væren i her og nu i forhold til patienten, og de fleste læger skifter til datid: Hvor længe har du haft det, hvornår begyndte det? Eller lægen spørger kognitivt: Hvor gør det ondt? SMERTEPATIENTEN P (40-årig kvinde): Jeg kommer til dig igen i dag fordi jeg har ondt i ryggen. L: Ja, det lyder ikke særlig rart [affektivt gensvar]. Kan du fortælle lidt om, hvordan det startede [datid]. P: Det gør ondt i hele ryggen [nutid]. Der er ikke noget der hjælper. Det fylder hele mit liv. Jeg kan bare ingenting. Jeg kan ikke forstå at jeg skal have så ondt [meningsløshed]. Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs. Det begyndte da jeg faldt ned af trappen på mit arbejde og nu kører erstatningssagen jo. L: Det lyder alt sammen som nogle store problemer, som har stor betydning for dit liv [nutid, affektivt, kvittering]. Skal vi prøve at finde ud af det sammen [invitation til fællesskab]? P: Det lyder som en god ide. Patienten viser tillid og lægen kvitterer empatisk. Lægens strategi består i at være nysgerrig, interesseret og vise tillid indtil det modsatte eventuelt er bevist og at 8442.indd 681 29-05-2007 13:23:21

682 KONSULTATIONEN invitere til at løse problemet i fællesskab. Ved billedligt at sætte sig ved siden af patienten og sammen se på problemet befries patienten for at se sig selv som et problem for lægen. Person og sag skilles for en tid ad. Hvis jeg som læge skal undgå at blive ramt af patientens magtesløshed, må jeg påtage mig magten, til at hjælpe så langt mine evner rækker, men ikke til nødvendigvis at skulle løse problemet. Det, jeg i hvert fald kan tilbyde, er at ledsage patienten og se ham igen. ET RÅB OM HJÆLP P (28-årig kvinde): Jeg kommer til dig fordi du må fjerne nogle flere pletter [nævi]. Jeg vil have at du gør det i dag. Jeg har været til hudlægen og fået fjernet flere, men jeg kan ikke gå derhen igen. Du må hjælpe mig [nutid, forventninger]! L: Hvor længe har du haft det problem [datid]? P: Siden jeg var barn. Jeg tror der er melanom i den her [frygt]. Jeg har læst om melanomer og var på melanom-dagene på sygehuset. De fjernede også et par nævi. L: Var der noget i dem? P: Nej, men jeg tror der er noget i dem her [frygt]. L: Hvad får dig til at tro det [forestillinger]? P: Jeg soler aldrig, men som barn lod min mor mig gå ude så jeg blev solskoldet og fik store blærer på kroppen [forestilling]. Du skal fjerne pletterne nu [forventning]! L: Jeg forstår godt at du er nervøs [kvittering]. Men jeg kan også se, at du er gravid. P: Det gør ikke sagen bedre. At jeg skal dø fra mine børn [frygt], kan du ikke forstå det? L: Jo, jeg kan godt forstå at du er urolig og du skal nok få hjælp med det. Patienten siger: Du må hjælpe mig. Men lægen kvitterer ikke i første omgang; hun spørger i stedet til varigheden. Ved at skifte til at tale om problemets varighed, undgår lægen at svare på patientens råb om hjælp, altså sag i stedet for relation. Da patienten beder om hjælp anden gang, vælger lægen at kommentere hendes graviditet. Først da patienten beder tredje gang, får hun tilsagn om hjælp. Patienten sagde bagefter, at hun ville have følt sig meget lettet, hvis lægen straks havde svaret, så havde hun sluppet for at forstærke sit problem. ET TIDLIGT TILSAGN OM HJÆLP P (30-årig kvinde med børn): Jeg ved ikke hvad der sker med mig. Jeg må få hjælp. Der er noget med min krop, jeg forstår det ikke, men der bliver værre og værre. L: Det lyder besværligt. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig [kvittering, nutid]. P: Det værker i benene, jeg har ondt i maven, jeg har ikke sovet i ½ år, jeg har ondt i nakken, jeg ved ikke hvad der sker. Der må være et eller andet galt [forestilling]. L: Det lyder meget besværligt [kvittering]. Hvad har du for tanker [forestillinger]? P: Min faster har SLE. Tror du jeg skal have det sådan her resten af livet? Hvad skal det ende med [frygt]? L: Du er bekymret... [affektivt, kvittering]. P: Hvordan skal jeg klare mine børn og 8442.indd 682 29-05-2007 13:23:21

KONSULTATIONEN 683 mit arbejde, hvis jeg kommer til at sidde i en rullestol? L: Hvad er du mest bange for [frygt]? P: At min krop helt skal holde op med at fungere. L: Det forstår jeg godt [kvittering]. Hvordan kunne du tænke dig at jeg kan hjælpe dig [forventninger]? P: Prøve at finde ud af, hvad der er i gang [forventning]. Jeg kan ikke klare det længere. L: Ja, det må være vældig svært for dig [kvittering]. ide at undersøge relationen, inden man går i gang med selve konsultationen. For hvordan kan patienten søge råd hos en, han ikke har tillid til? DEN VREDE PATIENT Den vrede patient demonstrerer (tilsyneladende) mistillid til lægen: P (50-årig mand): Jeg har været vred på dig siden vi tale sammen sidst. Jeg synes ikke du tager mig alvorligt eller gør noget. Nu skal der altså ske noget... Jeg har smerter i alle led og muskler... Her fungerer det godt, at lægen tidligt giver tilsagn om at ville hjælpe. Han giver patienten lov til at give udtryk for, hvordan hun har det, så han først kan se situationen med hendes øjne for derefter at invitere hende til samarbejde. Tilliden etableres tidligt. Måske kunne lægen også rose patienten: Det er godt du kom, du har jo stået ud med smerterne i lang tid. Desuden kan han modarbejde den truende magtesløshed ved for sig selv at tænke: Jeg er så nysgerrig og stædig, så jeg vil ikke give op. Bare fordi jeg ikke straks kan komme på en diagnose, er jeg ikke håbløs. Hvis patienten signalerer manglende tillid til lægen Når patienter går til læge, signalerer de almindeligvis tillid til lægen. Men nogle patienter kan i starten af deres henvendelse signalere manglende tillid til lægen. Så trues tillidsforholdet mellem patient og læge, endnu inden samtalen rigtig er kommet i gang. Hvis patienten signalerer manglende tillid eller mistillid, vil det være en god Hvordan undgår lægen at forsvare sig? Først må man undersøge, om der måske bag patientens henvendelse alligevel ligger en tillid, ellers ville han vel ikke være kommet? Dernæst må man finde ud af, hvad der skjuler sig bag vreden. Måske er vreden en dæk-følelse, og bag den ligger ensomhed, sorg, smerte, skam, magtesløshed og meningsløshed. Lægen kan her vælge mellem to positioner: enten at forholde sig mistænksomt eller nysgerrigt, fx:»det lyder ubehageligt [kvittering], så det er godt du kommer og fortæller mig det [ros og relation frem for sag]. Jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig i dag [relation og her og nu]. Vil du give vores samarbejde en chance? Hvad vil du gerne have at jeg gør/hvordan tror du vi kan løse dette problem [meta-kommunikation, relation]?«den ANKLAGENDE PATIENT P (70-årig kvinde): Min arm er helt ubrugelig. Jeg bliver nødt til at anmelde fysioterapeuten. Det var helt forkert behandling. For jeg var hos ortopædkirurgen og det var slet ikke impingement, og det var forkert at give en kortison-injektion. Så 8442.indd 683 29-05-2007 13:23:22

684 KONSULTATIONEN jeg vil have en ny undersøgelse så man kan sammenligne og se hvor meget jeg er blevet beskadiget [forventninger]. Jeg kan ikke forstå hvordan jeg kan holde det ud. Jeg kan ikke klare min personlige hygiejne og jeg har ondt om natten. L: Jeg forstår... P: Og min KOL har det heller ikke godt, så jeg vil have en henvisning til KOL-specialisten så jeg kan blive ordentlig undersøgt [forventninger]. L: Hvis vi nu begynder med din arm. Hvornår begyndte det [datid]? P: Jeg kan aldrig huske datoer... Da lægen bliver rystet af patientens anklager og sin egen magtesløshed, skifter han til datid og et kognitivt spørgsmål. Patienten har ikke ret meget tillid til læger, så lægen må indse, at der i hendes henvendelse er tale om et stærkt råb om hjælp, og beslutte sig for, om han tør give udtryk for, at han vil prøve at hjælpe her og nu, fx:»jeg kan godt forstå at du er utilfreds med at du ikke kan bruge din arm og har smerter [resumé, affektivt, sag]. Jeg er glad for at du kommer til mig, fordi så har du nok lidt tillid til mig tilbage [relation]. Ud over at henvise dig har du så forslag til, hvad du vil bruge mig til [meta-kommunikation]?«bestillings-patienten TILLID TIL EKSPERTEN OG MÅSKE TIL LÆGEN Hvis patienten stiller krav fx om henvisning, recept eller sygemelding, trues lægens autonomi og rolle som konsulent. Men set fra patientens side søger han måske blot at få del i de goder, han føler sig i sin ret til eller føler, at han har krav på af samfundet. Måske opfatter han lægen som en forhindring snarere end som en hjælper på vejen til at løse sit problem. P (45-årig kvinde): Jeg vil gerne have en henvisning til professor i X-by, som er ekspert i borrelia [forventninger]. Jeg fik for længe siden en utilstrækkelig behandling, så jeg må have en undersøgelse for at få en bedre behandling [forestilling]. Jeg har været meget syg i flere år og ikke været i arbejde de sidste 10 år. Men nu har jeg forstået, hvad der er galt, jeg har læst en del om borrelia, så jeg må altså have den henvisning [forventning]. L: Hvad er det som gør at du kommer til mig netop i dag [nysgerrigt]? P: Jeg kan ikke holde ud at have det sådan her mere, så jeg må have hjælp nu [forstærker sit problem]. L: Fortæl lidt mere [om dine symptomer]. P: Jeg har ondt hver eneste dag, det trykker i hovedet, tankerne fungerer ikke, jeg sover dårligt og har meget ondt [forstærker yderligere, nutid]. L: Du taler om borrelia [nutid], hvornår begyndte det [datid, sag]? Vi ser her, at patienten giver klart udtryk for forestillinger og forventninger, men at lægen ikke giver hende et svar på, at han vil prøve at hjælpe hende. Det får patienten til at forstærke sine udtryk for symptomerne. Måske føler lægen en slags mistillid fra patienten ved, at patienten beder om en henvisning (jeg vil ikke reduceres til at være et ekspeditionskontor), måske er det den faglige usikkerhed i forhold til borrelia, som kommer i spil, eller er det den truende magtesløshed i forhold til en kronisk sygdom? I hvert fald kunne lægen bagefter fortælle, at han ret hurtigt 8442.indd 684 29-05-2007 13:23:22

KONSULTATIONEN 685 havde følt sig meget forvirret og ikke vidste, hvad han skulle sige, så han i stedet stillede automat-spørgsmål. Patienten gav bagefter udtryk for at hun ville have følt sig lettet, hvis lægen tidligt i samtalen havde sagt at han ville prøve at hjælpe. Sygemeldinger hvis lægen får mistillid til patienten Sygemeldinger optrådte som problematiske i mange spil, fordi forholdet mellem patient og læge ændres. Sygdom giver adgang til hjælp hos lægen, men det giver måske også ret til sygemelding. På den ene side søger patienten hjælp til sin sygdom, og på den anden side søger han at overbevise lægen om, at han er syg nok til at blive sygemeldt. Men er han syg nok? Her får lægen en dommerrolle. Hvis dommen ser ud til at falde ud til patientens fordel, volder det ikke problemer, i forholdet, men hvis lægens dom går i mod patientens forventninger, belastes forholdet. Hvornår i samtalen skal dommeren på banen, hvornår skal lægen? Når patienten opfatter lægen som en del af lovgivning og økonomi, påvirkes lægens selvopfattelse som fagperson, hjælper og konsulent, fordi hans evner til at hjælpe patienten med det, han er uddannet til, det medicinske, kun delvist efterspørges. Lægerne føler sig ufrie, bundne som de er af lovgivningen og har svært ved at håndtere den anderledes rolle (8). Dommerrollen får mange læger til at møde patienter, som anmoder om en sygemelding med modvilje, mistænksomhed og eventuel mistillid noget som patienterne er særligt følsomme for. DEN DEPRIMEREDE L: Kan du fortælle hvorfor du kommer i dag? P (25 år, sygemeldt): Jeg har det så dårligt. L: På hvilken måde? P: Jeg er så træt. L: Kan du sige noget mere? P: Jeg har ondt i kroppen. L: På hvilken måde har du det skidt? P: Alting. L: Kan du fortælle noget mere? P: Jeg laver ingenting. Jeg sidder hjemme. Du må forlænge min sygemelding [forventninger]. Jeg har det så dårligt. Jeg har ondt i ryggen. Det skete for nogle år siden efter en trafikulykke, hvor jeg blev påkørt bagfra, så begyndte det hele. Jeg har det meget skidt, jeg vil ikke tale om det med nogen. L: Ud over at have ondt så ser du heller ikke ud til at have det godt. P: Jeg har det meget dårligt. L: På hvilken måde kan jeg hjælpe dig? P: Du kan forlænge min sygemelding. L: Får du det bedre af at være sygemeldt? P: Jeg har det meget dårligt. L: Ud over at have ondt så ser du heller ikke så glad ud. P: Jeg er deprimeret. Alting er forandret efter ulykken. Jeg har det meget dårligt, fungerer ikke og kan heller ikke arbejde. Her får lægen patienten i gang med at fortælle, og hun ser patienten. Men da patienten beder om forlængelse af sin sygemelding, spørger lægen i stedet, om hun får det bedre af at være sygemeldt. Patienten ved altså endnu ikke, om lægen vil hjælpe, og må forsvare sig med, at 8442.indd 685 29-05-2007 13:23:22

686 KONSULTATIONEN hun har det skidt. Når lægen stiller spørgsmål, inden patienten har fået tilsagn om hjælp, kan spørgsmålene opfattes som at lægen stiller spørgsmålstegn ved patientens oplevelse af sin situation. Relationen mellem dem forbliver tvivlsom og ligeså tilliden. Det afgørende er, at lægen klargør sin relation til patienten: at hun vil prøve at hjælpe (relation). Og det er ikke nødvendigvis det samme som, at hun vil forlænge sygemeldingen i det uendelige, men noget må der ske (sagen). Det svære er at holde person (relation) og sag adskilt. Her kan det være en hjælp at indse, at det at hjælpe indeholder (mindst) 4 aspekter, som må holdes adskilt: at være sammen om problemet (her og nu) at ledsage patienten (fremover) sammen at søge at løse problemet at gøre (en del af eller hele) arbejdet for patienten Flere læger giver nemlig udtryk for at det føles for forpligtende at sige, at man vil prøve at hjælpe. Men lægen må huske sig selv på, at det at hjælpe patienten ikke er det samme som at redde ham (eller som børn: hjælp mig med mine lektier! Kan have betydningen: lav dem for mig!). Så hvis man gør sig ovenstående skelnen klart, er det, man siger ja til i første omgang blot at være sammen med patienten om problemet i denne konsultation. Lægens tilsagn om at ville prøve at hjælpe viste sig at afføde en lettelse i patienten, som bidrog til, at man fik bedre, kortere og mere relevant information. Derved undgik man at blive filtret ind i mistillidens besværlige følelsesudvekslinger af angreb og forsvar, hvor ingen af parterne rigtigt hører, hvad den anden siger. Overraskende nok følte lægen også en lettelse ved tidligt at give tilsagn om at ville prøve at hjælpe en befrielse fra presset om at skulle præstere. Hvad kan vi lære af disse historier? De gengivne rollespil har vist nogle typiske samtalemønstre mellem patient og læge. Sort på hvidt bliver det tydeligt, hvorfor mange patienter skuffes i mødet med deres læge. De har som beskrevet i indledningscitatet af Løgstrup udleveret sig, men har ikke umiddelbart fået et tilsagn om hjælp, fået opfyldt deres forventninger. Derfor sidder de ofte tilbage med skammen eller skuffelsen over at have blottet sig til ingen nytte. På den anden side illustrerer rollespillene også, hvor svært det kan være for lægen trods masser af velvilje at møde patienten. Skulle man derfor konkludere ud fra disse rollespil, må lægen meget bevidst arbejde på at skabe tillid ved i starten af konsultationen (patientens del) at tilbyde sin hjælp og forlade sin egen verden (disease) og sammen med patienten bevæge sig ind i dennes (illness). Dette arbejde er i praksis uvant for de fleste læger og kræver meget træning. Lægens opgaver i starten af konsultationen synes at bestå i at fokusere på relationen (forholdet) frem for sagen: reducere patientens angst i forhold til om hun får hjælp ved tidligt at udtale: jeg vil prøve at hjælpe dig vise at han hører, ser og tror på patienten samt at kvittere, resumere og rose vise at han ikke bliver skræmt, ikke er dømmende, men er parat til at følge patienten 8442.indd 686 29-05-2007 13:23:22

687 at blive i her og nu i stedet for at skifte til datid undgå at stille spørgsmål som af patienten kan opfattes som at lægen stiller spørgsmålstegn ved hans henvendelse sige, at han vil prøve at hjælpe, modvirker patientens følelser af mindreværd, ensomhed, skam og meningsløshed. For lægen indebærer det at sige: jeg vil prøve at hjælpe dig, at lægen aflastes for det pres at skulle gøre noget her og nu, dvs. handle. Og dermed bliver det lettere at forblive i sin væren og bare lytte til patienten, indtil man har fået tilstrækkelig med informationer og overblik. Det er godt som læge at huske på, at man har ret til information og ikke er forpligtet ud over sine evner. Interessekonflikt: Begge forfattere er medkursusarrangører af Kalymnos-kurserne i konsultation og videosupervision. LITTERATUR 1. Nilsson J. De i utkanten älskande. Stockholm: Wahlström & Widstrand, 2006. 2. Yalom ID. Eksistentiel psykoterapi. København: Reitzel, 1999. 3. Løgstrup KE. Den etiske fordring. København: Gyldendal, 1956/1991. 4. Hedberg C. Kropp och existens. Tidsskr Nor Laegeforen 1992; 112: 923 5. 5. Larsen J-H, Nystrup J, Risør O. Konsultationsproces-laboratoriet træning i klinisk samtale. Allmänmed 1999: 20: 24 7. 6. Larsen J-H, Risør O, Nystrup J. Gruppesupervision af video. Månedsskr Prakt Lægegern 1997; 75: 163 76. 7. www.kalymnos-kurser.dk (januar 2007). 8. Engblom M, Rudebeck CE, Englund L, Norrmén G.»Inte doktorns bord«ett vanligt dilemma i sjukskrivningskonsultationer. Läkartidn 2005; 102: 3666 74. 8442.indd 687 29-05-2007 13:23:22