Afleveringsblanket Retorik Dato for aflevering: 25. maj 2012 Navn: Klaus Bjørn Larsen Studienummer: bxf476 Telefonnummer: 2246 0276 E-mail: klausbl@msn.com Lærers navn: Christine Isager Grunduddannelsen Tilvalg X Overbygning Åbent Universitet Kursus: Skriftlig retorik Antal Normalsider: 5,3 Antal Tegn: 12.822 1
Medie: Genre: Antal ord: Politiken Kronik 1.992 (krav til en kronik i Politiken er 2000 til 2200 ord), KLAUS BJØRN LARSEN Hvert år smider danske supermarkeder ca. 45.000 ton mad ud, men en gruppe miljøbevidste borgere, der aktivt forsøger at gøre noget ved det, modarbejdes af supermarkederne. Burde alle fornuftige miljøbevidste initiativer ikke blive modtaget med kyshånd? Klaus Bjørn Larsen studerer ved Københavns Universitet på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. DEN KONTROVERSIELLE undergrundskultur bestående af "skraldere er på kraftigt fremtog. Mere end nogensinde før hopper folk i supermarkedernes skraldecontainere efter lukketid for at finde gratis dagligvarer. Det er for det meste dagligvarer, som er blevet kasseret alt for tidligt på grund af supermarkedernes stramme regelsæt eller dårlige varehåndtering. Fænomenets stigende popularitet hænger uløseligt sammen med dets fordelagtighed i forhold til reduktion af det enorme madspild. Miljøbevidsthed bliver mere og mere populært. I trit med forskernes enighed om, at vi ikke længere har tid til at pege fingre og placere skyld, men bare skal se at få gjort noget ved miljøproblemet, er kærligheden til vindmøller og elbiler steget proportionelt. Elselskaberne tilbyder deres kunder muligheden for at købe ren vindenergi, bilen skal kunne køre 30 kilometer på literen og al elektronik skal minimum være AAA-mærket, før man tør at vise sit nye indkøb frem for venner og bekendte. Alt sammen en fantastisk udvikling, hvis I spørger mig. Jeg mener ikke, at der kan være tvivl om, at det er en positiv udvikling både for vores egen og fremtidige generationers velfærd at der efterhånden eksisterer en konsensus om, at miljøbevidstheden er et fælles ansvar. Derfor har mine venner og jeg også taget det kontroversielle fænomen til os. Hver lørdag aften tilslutter vi os den miljøbevidste gruppe, som kalder sig for skraldere, og begiver os ud i vores lokalområde for at gøre en forskel, alt imens vi supplerer SU'en med gratis madvarer. De kasserede varer, som vi finder, er de varer som supermarkederne ikke mener, at de kan sælge; det er ikke så meget skrald, som det er frasortering af de ældste varer i butikken. Bagerbrød fra samme dag sorteret fra i separate poser, dåsemad smidt ud på grund af bulet emballage, samt øl og vin, der er kasseret på grund af et 2
nyankommet vareparti. Selv en ridse i varens stregkode er nok til at den ryger til udsmidning. Det er ikke ting man normalt vil definere som skrald, men som stemples som uspiseligt, ubrugeligt og ulækkert, fordi det er placeret i en skraldecontainer. Jeg kan forsikre jer om, at det er ingen af delene! EU anslår, at en tredjedel af verdens mad produceres direkte til skraldespandene, og heldigvis er skraldekulturens stigende popularitet et bevis på, at bevidstheden om dette enorme madspild er stigende. Netop derfor kunne man også forestille sig, at et miljøvenligt initiativ som at skralde ville blive modtaget med kyshånd af fødevareindustrien som et tegn på, at der rent faktisk er en mulighed for at få afsat alt den spildte mad. Men det ser desværre ikke sådan ud. Jeg kender personligt skraldere, der har oplevet supermarkedernes ansatte hælde terpentin og klorin i skraldecontainerne. DA JEG FORLEDEN DAG besøgte Danmarks Radios hjemmeside, blev jeg til min store skuffelse og frustration mødt af synet af en artikel med overskriften: Føtex: Brugte klorin på mad mod skraldere med et tilhørende billede af en seddel med beskeden: Kære Skralder. Vi ønsker ikke denne trafik i vores varegård. De varer, der er destrueret har overskredet sidste salgsdato, eller yderligere forringet kvalitet. De destruerede varer er overhældt med klorin, M.V.H. Føtex Nordre Fasanvej. Selvsagt er beskeden til, blandt andre, mig, og det er langtfra et enkeltstående tilfælde. Jeg kender personligt skraldere, der har oplevet supermarkedernes ansatte hælde terpentin og klorin i skraldecontainerne. Det er uden tvivl et resultat af fænomenets stigende popularitet. DR2 dedikerede en temalørdag til emnet, Brødrene Price brugte et af deres populære madprogrammer på at kokkerere med mad fundet i skraldecontainere og selv Bubber med sine vilde eskapader i programserien Danmark ifølge Bubber på TV2 stiftede bekendtskab med den frugtbare undergrundskultur, som langsomt begyndte at få varmen i mediernes søgelys. Flere og flere begyndte at skralde, og jeg må indrømme, at jeg forestillede mig, at det øgede fokus ville være en positiv udvikling for miljødebatten. Påvirket af den stigende forkærlighed for miljøbevidstheden lod jeg mig opildne til en forestilling om folkeopstand, når samfundet fik øjnene op for det enorme madspild, der foregår. Som jeg sad der aften efter aften foran skærmen og fulgte med i, hvordan Bubber argumenterede for sagen for miljøministeren, og hvordan Brødrene Price inkorporerede et ellers fremmed segment af befolkningen i skraldekulturen, forestillede jeg mig, hvordan de store danske supermarkeder ville reagere, når de oplevede, at deres kunder i stedet for at gå ind i butikken og handle, valgte at vente til efter lukketid, for at hente præcis de samme varer gratis i baggården. De ville blive nødt til at handle rationelt og konstruktivt på befolkningens forargelse og den tabte omsætning, for at trække kunderne tilbage i butikkerne og ikke miste mere omsætning. JEG TOG FEJL. I dagspressen kan man nu oftere og oftere læse historier om, hvordan indsatsen for at bekæmpe skraldere skærpes dag for dag, og Føtex kæmper ifølge ovennævnte artikel en kamp med næb og klør mod os. De første par ubehagelige reaktioner på skraldere kunne umiddelbart fejes til side, som et par smålige butiksbestyrere, der endnu ikke var i stand til at se det store perspektiv. Men når COOP nu har sendt besked ud til samtlige af deres butikker med påbud om at sætte lås på deres skraldecontainere for at undgå skraldere, så er der noget helt galt. Når supermarkederne er begyndt at bygge skure med kodelås og pigtrådshegn udelukkende til deres skraldecontainere, så har de misforstået budskabet. Jeg har på samtlige af mine skraldeture altid respekteret et hegn, en låst container eller en henstilling om at forlade området, og jeg forstår, at det kan være irriterende for butiksindehaverne, når de lidt for progressive skraldere lægger hegn ned og bryder låse op, for at komme i skraldecontainerne. Ligesom privatpersoner, skal virksomheder selvfølgelig kunne nyde retten til privat ejendom, men jeg fristes alligevel til at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af de voldsomme sikkerhedsforanstaltninger. Hvis folk ignorerer pigtråd og kodelåse for at komme i skraldecontainerne, er det så ikke et tegn på, at der bliver smidt ting ud som 3
har værdi? Det minder mest af alt om frygt for tabt omsætning, hvis fænomenets fordelagtighed skulle brede sig til en større del af den danske befolkning. I stedet for at tage dagligvarehåndteringen til efterretning blev reaktionen disse overraskende og unødige aggressive tiltag, som er fuldstændig uberettiget og forfejlet i et samfund, hvor der mere end nogensinde efterlyses kreative og innovative løsninger på miljøproblemet. I stedet for at gribe muligheden for at finde rationelle og konstruktive løsninger på problemet, som kunne lokke kunderne væk fra baggårdene og ind i butikkerne igen, blev ressourcerne i stedet brugt på at jage en gruppe borgere, hvis forsøg på at mindske madspildet, er blevet fuldstændig misforstået af dagligvaregiganterne, der tydeligvis ikke fokuserer på andet end den umiddelbare tabte omsætning. Men denne tabte omsætning ville nemt kunne vindes tilbage igen. Muligheden for et nyt kundegrundlag gik supermarkedernes næse forbi. I stedet valgte de at bortforklare deres aggressive metoder med, at maden jo ikke smides ud uden grund og at supermarkederne ikke vil stilles til ansvar for skraldere, som bliver syge af mad fra deres containere. For det første er jeg er aldrig blevet syg af mad, som jeg har skraldet; jeg er til gengæld blevet syg af restaurationsmad. For det andet er de fleste skraldere selvfølgelig opmærksomme på risikoen for ekstra bakterier på mad fundet i en container, og gør derfor ligesom mennesker har gjort de sidste 2000 år: Ser, lugter, mærker og smager om maden er god eller dårlig. Så længe supermarkederne ukritisk kasserer så mange gode varer kan vi sagtens selv sørge for sorteringen. Og for det tredje er denne bortforklaring et klart bevis på, at store dele af dagligvarekæderne ikke har forstået, hvad det egentlig handler om: madspildet! ALLE ER enige om at madspild er noget svineri og jeg står derfor uforstående overfor, at der ikke har været en butiksindehaver eller marketingschef et sted i systemet, som har været opmærksom på dette fænomen og dets muligheder. I et samfund hvor Corporate Social Responsibility efterhånden er mere reglen end undtagelsen, synes jeg, at vi skraldere præsenterer en fantastisk mulighed for dagligvarekæderne. Flere supermarkeder har allerede lanceret en række initiativer, som skal sænke madspildet. Varer hvor sidste salgsdato nærmer sig, Flere og flere begyndte at skralde, og jeg må indrømme, at jeg forestillede mig, at det øgede fokus ville være en positiv udvikling for miljødebatten. bliver frasorteret til et discountområde i butikken, hvor varernes dato er tydeligt markeret og priserne stærkt nedsatte. På denne måde slipper de sparsomlige og miljøbevidste kunder for at hoppe i en skraldecontainer, butikken mindsker den tabte omsætning og madspildet bliver reduceret. En god løsning for alle parter. Det mest dominerende træk hos skraldere er frustrationen og forargelsen over madspildet, så muligheden for at købe varerne til nedsat pris i stedet for, at de går til spilde, ville være en løsning både skraldere og supermarkeder ville kunne drage fordel af. En rapport lavet af FDB Analyse i 2011 viser, at 71 % af os vælger den liter mælk med længst udløbsdato, selvom den skal bruges dagen efter. Mon ikke et nedslag i prisen svarende til udløbsdatoen ville hjælpe til at få afsat varen? Den velgørende organisation FødevareBanken har sørget for en mere næstekærlig løsning. De laver aftaler med dele af fødevareindustrien, om at få lov til at komme og hente de kasserede varer, som de så sorterer og leverer til væresteder for hjemløse og krisecentre for flygtninge. Endnu en fantastisk mulighed for virksomhederne for at markedsføre sig selv som socialt ansvarlige og miljøbevidste; mon ikke det ville trække flere kunder til? Så det er jo tydeligt, at det ikke er mangel på gode idéer og initiativer, der står i vejen for en løsning på madspildet, men tit og ofte påstår supermarkederne, at tiltag som ovenstående alligevel har for store økonomiske omkostninger i den daglige drift af butikken. Jeg vil dog påstå at den rigtige markedsføring af ovenstående tiltag netop kunne godtgøre for disse omkostninger. Mon ikke kunderne ville være mere tilbøjelige til at gå i netop det supermarked, hvor de ved, at der er mulighed for nedsatte varer? Kundernes selvfølelse af at være med til at mindske madspildet må ikke undervurderes, og jeg ved, at størstedelen af min omgangskreds, hvis de fik valget, ville vælge det 4
miljøbevidste supermarked frem for det ikkemiljøbevidste supermarked. MADSPILD er et stort samfundsproblem og jeg bliver harm, når jeg på mine skraldeture oplever, hvor få danske supermarkeder, der rent faktisk tager madspildet seriøst. Mange andre steder i fødevareindustrien er der allerede aktive tiltag. AgroTech, der laver skræddersyede løsninger til den enkelte virksomhed, har ifølge deres egen hjemmeside sparet Vestas for 250.000 kr. i madspild og i 2011 sparede de Rigshospitalet for en million kroner i råvareindkøb til kantinen. Karen Ellemann, den tidligere miljøminister, har sammen med 19 fødevarevirksomheder underskrevet en fælles erklæring med det de kaldte for Initiativgruppen imod madspild, hvor virksomhederne lovede selvstændigt at finde innovative løsninger på madspildproblemet. Blandt dem er Rema1000, der har iscenesat sig selv som intet mindre end frontløberne indenfor bekæmpelsen af madspild blandt supermarkedskæder, hvilket har resulteret i massiv positiv medieomtale i landsdækkende dagblade og på TV i bl.a. TV2 Nyhederne og TV-Avisen. Frontløbere blandt kollegaer og konkurrenter som man kan lade sig inspirere af, er der altså også rigeligt af. DERFOR er jeg skuffet og frustreret over, hvorfor miljøbevidstheden ikke er mere udbredt på det professionelle plan, når så mange gode muligheder for at gøre noget ved madspildet bliver serveret på et sølvfad. Flere fødevarebutikker burde melde sig på banen og lade sig inspirere til social ansvarlighed af deres initiativrige kunder, kollegaer og konkurrenter. Det er en stopklods for det miljøbevidste fremskridt, når ressourcerne bliver brugt på at marginalisere og bekæmpe os i stedet for at lade sig inspirere af os. Tydeligvis er der et uudforsket marked for kasserede dagligvarer, når folk er villige til at hoppe i skraldecontainere for at få fat i dem. Er det ikke på tide, at denne mulighed bliver udnyttet på en frugtbar måde til fordel for os alle; professionelle såvel som private? 5