Det store danske Sprogplanlægningsprojekt

Transkript

1 ANALYSE September 2008 Det store danske Sprogplanlægningsprojekt Helle Lykke Nielsen Vi er i disse år vidne til et af Danmarkshistoriens største sprogplanlægningsprojekter: Alle fremmede - indvandrere, efterkommere og tosprogede - skal lære dansk, ellers kan de ikke blive en del af fællesskabet. Fra den sprogpolitiske forskning ved man imidlertid at store sprogplanlægningsprojekter sjældent giver de ønskede resultater - dertil er de processer, der indgår, alt for komplekse og antallet af aktører alt for stort. Artiklen diskuterer hvordan er det gået med det danske sprogplanlægningsprojekt, og om projekt Dansk for alle har haft den ønskede effekt, fx når det gælder tosprogede børn. Og den konkluderer at det er nødvendigt at gøre op med forestillingen om at dansk for alle bare går af sig selv, og at vi i stedet må begynde at diskutere de uheldige konsekvenser, som det store danske sprogplanlægningsprojekt også har. Artiklen har været bragt som kronik i Jyllandsposten d. 23. september 2008

2 Helle Lykke Nielsen: Det store danske Sprogplanlægningsprojekt 2 Vi er i disse år vidne til et af Danmarkshistoriens største sprogplanlægningsprojekter: Regeringen har nemlig sat sig for at de fremmede - indvandrere, flygtninge, efterkommerne, de tosprogede - skal lære dansk, ellers kan de ikke blive en del af fællesskabet. Det gælder ikke mindst de børn, unge og voksne der kommer fra ikke-europæiske lande, og som i dag er at finde i danske daginstitutioner og skoler, på arbejdsmarkedet, i offentlig forsørgelse, etc. For at dette store language engineering projekt kan lykkes, er der oprettet både sprogskoler, videncentre og uddannelser i dansk som andetsprog. Der afholdes kurser og efteruddannelse for pædagoger og lærere, og laves undervisningsmaterialer og tests der kan måle, om de fremmede lærer det de skal. Ministerier og kommuner har ansat administratorer der planlægger, godkender og udsteder vejledninger, og konsulenter der visiterer og organiserer. Og så er der sprogfolk, sociologer og andre forskere der analyserer og evaluerer om det hele nu virker. Alt i alt ikke nogen ringe indsats for en befolkning på 5,5 mio. i en tid der hastigt bevæger sig mod engelsk som verdens lingua franca. Alt dette koster selvfølgelig penge. Det er ikke let at opgøre hvor meget det egentlig drejer sig om, givet de mange aktører og institutioner der er involveret, men at det beløber sig til store summer, kan der næppe herske tvivl om. Interessant nok ser økonomien dog ikke ud til at spille nogen rolle den vinkel har slet ikke været debatteret offentligt. Måske skyldes det at der er en udbredt konsensus i den danske befolkning om, at alle bør lære dansk - at sproget ses som det naturlige kit, der holder nationen sammen. Det hjælper utvivlsomt også at projektet markedsføres med, at det er til de fremmedes eget bedste ellers kan de jo ikke komme ud på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Men måske skyldes tavsheden først og fremmest, at ingen rigtig tænker over det at projektet er så indlysende rigtigt set med danske øjne, at al kritisk sans pr. automatik forstummer. For hvem kan have noget imod at de fremmede skal lære dansk? Ikke desto mindre giver det god mening at spørge, hvad der er kommet ud af projektet: Står investeringerne mål med intentionerne? Har projekt Dansk for alle den ønskede effekt, fx for de tosprogede børn der udsættes for obligatorisk sprogstimulering, sprogvurderinger og udredninger, der følger dem

3 Helle Lykke Nielsen: Det store danske Sprogplanlægningsprojekt 3 gennem mange års institutionsliv? Eller for de voksne der både skal underskrive integrationserklæringer og stille til test og indfødsretsprøver med godt resultat, forstås - før de kan blive rigtige medlemmer af fællesskabet? Hvad er der kommet ud af alle anstrengelserne og hvem har det gavnet? Sprogplanlægning har konsekvenser ellers var der jo ingen grund til at lave det. Men der er god grund til at følge nøje med i om projektet har de ønskede konsekvenser, for er der noget man ved fra den sprogpolitiske forskning, er det at sprogplanlægning sjældent giver de ønskede resultater dertil er de processer der indgår, alt for komplekse og antallet af aktører alt for stort. Et af problemerne ved det store danske sprogplanlægningsprojekt er at det er meget topstyret. Tag fx vurderingen af tosprogede børns danskkundskaber: Regeringen har vedtaget at det er obligatorisk for tosprogede småbørn at deltage i sprogstimuleringsaktiviteter, hvis barnets danskkundskaber ikke er alderssvarende. I forlængelse heraf skal tosprogede børns sprog løbende evalueres, og der skal udarbejdes mål og handleplaner, så forældre, pædagoger og siden lærerne i skolen kan arbejde i samme retning. Alt sammen til gavn for de tosprogede børn, så de kan få det fulde udbytte af skolens undervisning fra skolestart. Skal en sådan sprogpolitisk beslutning føres ud i livet, må der være nogen til at implementere den. I dette tilfælde er det kommunerne, og derfor sidder der i dag en lang række kommunale konsulenter og planlægger hvordan sprogstimuleringen skal foregå, hvilke materialer der skal bruges til at vurdere børnenes sprog, og udstikker regler for handleplaner. Derefter sendes materialet ud i institutionerne hvor det pædagogiske personale udfører opgaven i praksis. Altsammen et skoleeksempel på, hvordan et sprogpolitisk projekt implementeres gennem et lag af sprogmanagere. Hvordan er det så gået de tosprogede førskolebørn? Tjaaa det ved man faktisk ikke ret meget om. Men noget tyder på at det ikke er gået lige godt alle steder: En undersøgelse vi fornylig har lavet af sprogvurderinger og handleplaner for tosprogede førskolebørn i en større dansk kommune viste, at det anvendte materiale havde problemer med progressionen, forsøgte at måle ting der ikke lod sig måle, og mange steder var udfyldt på måder der førte til fejltolkninger. Og hvad værre var: De udfærdigede handleplaner lå kun i meget be-

4 Helle Lykke Nielsen: Det store danske Sprogplanlægningsprojekt 4 grænset omfang i forlængelse af sprogvurderingerne og var generelt af så dårlig kvalitet, at en stor del af dem rent faktisk var ubrugelige. Problemet forværres af den tavshed der hidtil har omgivet sprogvurderingerne: Hverken forældre, pædagoger, forskere eller andre med interesse for tosprogede har sat spørgsmålstegn ved eksistensen af dem, endsige diskuteret offentligt, om de udføres på et relevant og kvalitetssikret grundlag. Det står i skærende kontrast til den debat, det har affødt at indføre nationale tests i skolen og sprogvurderinger af alle 5-årige i Københavns Kommune, og peger på, at tosprogede børn er meget sårbare, hvis noget går galt i processen. For hvem skal så tale deres sag? Der er sikkert mange gode grunde til de dårlige resultater. Men uanset forklaringerne, er resultatet bekymrende: For vurderinger og handleplaner følger de tosprogede børn gennem deres institutionsliv og op i skolen og kan meget vel blive udgangspunkt for forkerte eller uhensigtsmæssige beslutninger, som det så vil tage tid at få afdækket og korrigeret. Det kan godt være at konsulenter og pædagogisk personale har brug for at øve sig noget mere i sprogvurderinger, før de kan udføre deres opgaver forsvarligt og blive medspillere i det store sprogplanlægningsprojekt. Men hvorfor skal det gå ud over børnene? En anden uhensigtsmæssig konsekvens af det store sprogplanlægningsprojekt har været at tosprogede børns modersmål er forsvundet ud af det danske uddannelsessystem. Det er kun ganske få kommuner der stadig påtager sig at udvikle ikke-europæiske tosprogede børns sprog. At børn af europæiske forældre derimod ifølge lovgivningen har ret til gratis modersmålsundervisning på den danske stats regning, gør blot situationen mere absurd: I den kommune hvor jeg bor, får 19 hollandske, 14 spanske, 13 polske og 12 islandske børn gratis modersmålsundervisning, mens 1290 mellemøstlige, primært arabisktalende, børn, 479 somaliske og 385 tyrkiske ikke får tilbudt noget. Hvis de skal udvikle deres modersmål, må de enten gå i moskeen eller deltage i den lokale lørdagsskole, hvor den lette adgang til slik synes at være den vigtigste motivationsfaktor for børnene. Og med al den angst for radikalisering vi hører om i dag, forekommer det ikke særlig hensigtsmæssigt. Var det virkelig det regeringen ville, da man afskaffede modersmålsundervisningen?

5 Helle Lykke Nielsen: Det store danske Sprogplanlægningsprojekt 5 Der findes mange eksempler på at store sprogplanlægningsprocesser ikke giver de ønskede resultater ikke på grund af ond vilje, dovenskab eller inkompetente medarbejdere, men fordi det er en overordentlig vanskelig proces at omforme sprogideologi til praksis. Så i stedet for at pege fingre af det omfattende bureaukrati der er involveret i processen, kan man vælge at se resultaterne som et udtryk for at top-styrede sprogplanlægningsprocesser er problematiske, og at man derfor bør være varsom med at implementere dem, før der er sikret et fornuftigt samspil mellem top og bund. Ellers er det, som i vores undersøgelse, børnene og andre svage grupper der kommer til at betale prisen. Og hvem gavner det? Sprogplanlægning skal vurderes på konkrete resultater ikke på principper og sprogideologiske intentioner. Det er med andre ord ikke nok at politikere, administratorer, konsulenter og velmenende pædagoger argumenterer med at de vil det bedste for de tosprogede, indvandrere, flygtninge og efterkommere. Det er på tide, vi begynder at gøre op med den naive forestilling om at dansk for alle bare går af sig selv, og begynder at diskutere de uheldige konsekvenser, som det store danske sprogplanlægningsprojekt også har.