Fra foreløbig til fuldt udfoldet tro troen, der med tillid elsker værdighed frem i hjertet prædiken til 21. s. e. trin. I: Joh 4,46-53 den 25/10 2015 i Ølgod og Strellev kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. Hjertet er en utrolig muskel. Allerede i slutningen af 3. uge har fosteret et lille hjerte, der begynder at slå. Og livet igennem arbejder det for os. Det slår normalt mellem 60 og 100 slag i minuttet og pumper på den måde trofast blodet rundt i kroppen på os. Fra gammel tid er hjertet blevet regnet for kærlighedens og troens sted. Kærligheden og troen er på færde i evangeliet i dag. En fars kærlighed til sin søn. Det sender ham af sted på troens snoede tornestrøede vej. Jesus svarer på hans tro og sender ham tilbage til sønnen, som er blevet rask i mellemtiden. For faren var det et tegn til tro et tegn på Guds nærvær i hans og hans families liv. For os er det et tegn på det, som er mere omfattende end et barns helbredelse: Det at Gud sendte sin egen Søn til vores verden at Jesus gav sit liv for os at intet kunne få Ham til at opgive sin kærlighed til os troende og tvivlende mennesker. Han døde og opstod for at få os til at fatte, at Guds hjerte banker for os i liv og død. Evangelisten Johannes fortæller i dag om en fars kærlighed til og bekymring for sin syge dreng. Johannes fortæller os, at der er tale om en kongelig embedsmand. En betroet, top professionel mand, som var vant til at planlægge og have styr på tingene; men som historien viser, er der situationer i livet, hvor vores professionalisme kommer til kort og al vores erfaring og dygtighed viser sig ikke at kunne bruges til ret meget. Når vi rammes på vores ømmeste punkt: på vores børn, så skaller professionalismen af os. Den kongelige embedsmand har kvittet alle former og planer og normale forretningsgange; for her, hvor det for alvor brænder på, er han kun et menneske en far, der i sin hjælpeløshed vælger at opsøge ham profeten fra Nazareth, som han har hørt kan noget ud over det almindelige. Det er en tro, der driver denne far af sted en foreløbig instinktiv urkraft til tro, han møder frem med: et desperat, diffust håb om, at Jesus kan gøre en forskel. Han beder for sit barns liv. Og selv om Jesus ser ud til at afvise hans diffuse tro, så giver han ikke op; for han har ikke noget alternativ. Han er et menneske, hvis hjerte banker for sønnen, og lige nu er hans liv i kaos, fordi han frygter for sønnens liv. Han har kun den spinkle tro at klamre sig til troen på, at Jesus kan hjælpe ham, her hvor al hans egen professionalisme er kommet til kort. Det her er en fortælling til hjertet. En fortælling til alle forældre med børn til alle voksne, som har ansvar for børn og holder af børn; for fra det sekund, et barn har gjort sin entré i verden, lærer barnets voksne i alle de gode tilfælde en bekymring og uro at kende, som aldrig
siden helt forlader dem. Det er ikke muligt at måle sorg. Alligevel vil de fleste af os nok sige, at vi dårligt kan forestille os en større sorg, end det at miste et barn. Vi kan spørge: Hvad mon evangelisten Johannes har tænkt, da han valgte at tage fortællingen her om den fortvivlede far og sønnen, der blev helbredt med i sit evangelium? For Johannes har garanteret i sin egen omgangskreds i den menighed, han skrev sit evangelium til kendt til forældre, der havde mistet et barn. Ligesom vi måske kender forældre, der har mistet et barn, selv om det heldigvis sker meget sjældnere nu i forhold til for 2.000 år siden. De og vi kan fortvivlede ryste på hovedet af Johannes og sige: Hvad vil du os med den historie. Det, du fortæller, strider mod vores erfaring; det har i hvert fald ikke meget med vores historie at gøre. Vores søn eller datter var syg. Vi søgte hjælp alle mulige steder. Vi gik til det officielle sundhedssystem. Vi gik til alternative behandlere. Vi bad til Gud; men lige meget hjalp det. Vi kæmpede til det sidste; for vi elskede vores barn; men vi tabte kampen. Fortvivlede forældre kan det tænkes, at Johannes også har villet nå med sin fortælling. 2 ting har han villet sige dem og os: Først det, som lyder som en noget brutal afvisning: Hvis ikke I får tegn og undere at se, vil I ikke tro! Jesus kender den tro den umiddelbare, spontane tro som har drevet faderen. Han kender den tro, som kan drive os: Den nøgne nøds tro. Hjælpeløsheden. Jesus véd, at sådan er det at være menneske i verden at netop fordi vi holder af livet. Netop fordi vores hjerte banker for vores nærmeste, så er vi frygteligt sårbare. Men Jesus véd også, at den tro har brug for et modspil; for livet er mærkeligt og ubegribeligt. Og hvis vi prøver at finde Gud på egen hånd i det virvar, livets omskifteligheder rummer, så går vi vild; så prøver vi at finde spor af skyld, som kan forklare ulykkerne. Så nages vi af selvbebrejdelser, når vi selv rammes; så tænker vi: Der er nok slet ingen Gud, når livet er så uligt. Der er i hvert fald ingen Gud, der hører på mig ingen Gud, hvis hjerte banker for mig og det barn, jeg mistede. Jesus imødegår den foreløbighedens tro. Han siger: Jo, Gud er der for jer; men det er ikke sikkert, I kan se Hans spor i jeres liv, som de tegn og undere I ønsker jer. Det er sikkert sagt mest til os, der står lidt på afstand. Faderen hører det ikke, eller han vælger at overhøre det; for han er ikke på afstand. Han er midt i det, og han klamrer sig til troen på, at Jesus kan hjælpe. Og så får han hjælp.
Som Johannes fortæller om det, bliver historien her en modfortælling til alt det i os, der siger: Det nytter ikke noget alligevel. Johannes siger det til os: Se på faderen her. Han tog Jesus på ordet og gik hjemad, og på vejen skete der noget. Måske var det helt naturligt med drengens helbredelse. Måske var det hans eget immunforsvar, der havde klaret sagen. Måske var det nogle planteudtræk, familien havde givet ham, der havde skubbet i den rigtige retning. Og den slags sker faktisk. Det sker, at børn bliver raske, og liv kommer til at hænge sammen igen. Johannes siger til faderen og os: Der er et liv, der venter på dig en vej at gå. Du véd ikke, hvad den vil bringe; men du går ikke alene; Gud har givet dig sit ord med på vejen: Din søn lever! Din søn lever! Det ord må vi som forældre hænge vores liv op på. Børnene har livet, fordi Gud har givet dem livet. Deres hjerte slår, fordi Gud har givet dem et hjerte. Vi giver vore børn kærlighed og omsorg efter bedste evne. Vi voksne svinger mellem at være letsindige og at overbeskytte ungerne. Vi kommer til at svigte dem uden at ville det og oplever, at de ofte klarer sig alligevel. Vi knugholder dem, og de prøver at ryste os af sig. Og det bliver ikke lettere, når de flytter hjemmefra og er udenfor vores rækkevidde. Hvis vi skal kunne lægge engagement og energi i arbejde og familieliv og hverdagens gøremål, hvor vi er, så må vi turde tro Jesus på ordet, når Han siger: Din søn lever! og Din datter lever! Vi må turde tro på, at de ikke kun er vore børn, men også Guds børn mennesker, som Guds hjerte banker for mennesker, som er skabt og elsket af Gud mennesker, som intet end ikke døden kan skille fra Guds kærlighed. Det er den udfoldede tro, Johannes vil hjælpe os op på sporet af med sit evangelium. Det er den tro, historien om den kongelige embedsmand og hans syge søn peger frem imod. Selve den kristne tros omdrejningspunkt: Dette at Gud i Himlen selv er Far at Hans Søn blev født her på jorden. Hans hjerte bankede for den Søn. Den Søn var Hans kærligheds udtrykte billede. Den Søn var Hans liv. Den Søn blev ikke reddet, da det for alvor strammede til da Han blev taget til fange og dømt til døden. Gud véd, hvordan det er; Han har selv været det igennem: At miste sin Søn; men historien endte ikke dér i den sorte fortvivlelse. Fortvivlelsen lagde grunden til livets frembrud igen; for påskemorgen var graven tom. Guds kærlighed havde vist sig mægtigere end døden selv. Det vidste Johannes, da han fortalte historien om den fortvivlede far og hans syge søn videre til sine tilhørere. Det var på den fuldt udfoldede tro, han skrev sit
evangelium, som han selv skriver som slutning: Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i Hans navn. Vi er her i kirke i dag for at få vores tro justeret af den historie. Gudstjenesten er hver gang et møde med Jesus. Vi hører, hvad Han har sagt og gjort. Vi døber børnene og knytter deres liv til Hans. Vi får brødet og vinen af Hans hånd. Alt sammen for at vi kan gå hjem med fred i hjertet. I troen på, at Guds hjerte banker for os og vore børn og vist også for den sure nabo og hans umulige unger (jf. Peter Fischer-Møller, 2007). I I. P. Jacobsens roman Niels Lyhne fortælles det, hvordan Niels kommer ud for en stor sorg. En slægtning, han elsker højt, ligger for døden. Han beslutter sig da til at prøve alle midler for at afværge døden selv bønnen. Men det skal komme an på en prøve. Han vil give Gud og troen en sidste chance. Hvis Gud vil opfylde bønnen og lade dette menneske leve, vil han tro på Ham. Hvis ikke er han færdig med troen. Så sker det, at det menneske dør og dermed også troen for Niels Lyhne. Hvorfor? Ja, det har noget at gøre med Jesu ord: Hvis ikke I får undere og tegn at se, vil I ikke tro. Manden havde bestemt, hvad han ville have ud af at tro, og dermed var spørgsmålet egentlig afgjort på forhånd: Han ville ikke tro. Da han kom til det snævre pas, hvor troen i sin modnende udfoldelse bliver til, vendte han om. Det begynder med, at et menneske vil have det og det ud af at tro. Det er den foreløbige tro. Så viser det sig, at troen ikke er sådan en ønskekvist; den bevirker ikke det, man havde tænkt sig med den. Det er det springende punkt, hvor det afgøres, om den foreløbige tro skal blive virkelig fuldt udfoldet tro. At tro ikke er en præstation, men snarere en kapitulation. Det er det samme som at blive afskåret fra at bestemme, hvad der skal komme ud af det. Troen er ikke en sidste chance, mennesket giver Gud, men en sidste chance, et menneske får. Det er at holde op med at stille betingelser. Det er at afstå fra ethvert hvis - så i forholdet til Gud (jf. Rudolph Arendt, 1989). Med den ubetingede udfoldede tro troen uden forhåndsbetingelser - kan vi elske en værdighed frem i hjertet hos hinanden en kærlig værdighed, som vi først har måttet modtage modtage fra omsorgspersoner i vores opvækst. En virkelig, udfoldet tro er det, som vi da ikke kan lade være med at give videre af. Og den udfoldede tro kan vi suspendere og siden vende tilbage til, når vi i en nødens stund gør brug af den foreløbige tros akutte henvendelse om bistand, som det
skete for embedsmanden. Han og hans husstand viste sig åbne for Gudstroen i fuldt flor, som Niels Lyhne ikke havde indstillet sig på. Ja, må vi afgive bestemmelsesretten til Gud, så vi ikke med en mulig bitterhed eller fortvivlelse lukker os inde med os selv. Tør vi kapitulere, så gør vi os parate til at modtage af Guds- og menneskehænder, hvad de vil kunne berige os og vores liv med. Amen. Salmerne i Ølgod: 732, 292, 677 582, 438, 439 v. 1 nadver 474 og 23. I Strellev: 732, 292, 677 582 og 770.