Kristus som centrum for den Gudskærlighed, der rækker ud imod alle mennesker

Transkript

1 Kristus som centrum for den Gudskærlighed, der rækker ud imod alle mennesker prædiken til Midfastesøndag I: Joh 6,1-15 den 15/ i Bejsnap og Ølgod kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. Korset er i enestående grad kristendommens kendetegn og symbol eller som man i dag vil sige: Et logo. Et kendetegn en enkel figur, der sammenfatter og udtrykker en masse, som det vil være svært at gøre fyldestgørende med ord. Korset i sig selv har været et redskab til henrettelse af mennesker, hvilket er ret makabert. At det er et redskab for frembringelse af smerte, lidelse og død fremgår tydeligst, når der er tale om et krucifiks dvs. et kors med en mere eller mindre detaljeret Jesusskikkelse på. Som sådan skal korset pege hen på og minde om Jesu lidelse og død på korset. Men korset findes også som det tomme kors, og da er det ikke smerte, død og nederlag, det udtrykker, men det modsatte: dødens overvindelse, sejr, opstandelse og nyt liv. Når korset afbilledes med bogstaverne INRI øverst Jesus af Nazareth, Jødernes Konge da skal de vise den anklage, Han blev dømt til døden på nemlig oprør mod den romerske kejser og besættelsesmagt; men samtidig er det påstanden om, at netop denne skikkelse gennem sin død har sejret og er blevet konge i en ny forståelse af dette ords betydning. Kristendommens symboler er mangetydige. Symbolerne skal ikke blot afkodes for deres betydning, men inviterer også til fordybelse og stadig indlevelse. Ja, symbolerne bør ikke være statiske og stillestående tegn på noget fjernt og fortidigt, men netop dynamiske redskaber for levendegørelsen af det, de dækker over i dag. Der findes faktisk mere end 400 forskellige slags korsformer. Korset i sig selv er heller ikke en statisk figur, men snarere udtryk for et mønster under stadig forandring. Sådan må det naturligvis være, hvis der er tale om noget levende. Et af disse mange kors kaldes for et konsekrationskors eller et indvielseskors. Man finder det rundt om i mange gamle danske kirker enten frilagt af den hvide kalk i forbindelse med restaurering eller stadig dækket til. Det blev malet ved mange middelalderkirkers indvielse omkring år Korset består af et ligesidet kors med en ring omkring og udtrykker, at bygningen er Kristi ejendom og det, der foregår her, sker til Hans ære. Korset har et centrum, hvorfra alt andet udgår. Korsets arme er som egerne i et hjul, der dels holder det sammen og dels peger udad mod periferien den runde ring, der danner afgrænsnin-

2 gen af hjulet; men selv om periferien danner en afgrænsning, er grænsen samtidig sprængt; for på det symbolske plan er cirklen også evighedens og det grænseløses symbol. Nu er der 2 tolkningsmuligheder, som ligger åbne. Den ene er at tolke og forstå symbolet som udtryk for et evigt, statisk og uforanderligt budskab. Den anden er at opfatte symbolet som et levende og dynamisk medium et mønster, der kan optage nye aspekter og hele tiden kan være under forandring. Ikke at det er modsætninger, der ikke kan virke sammen, så er det dog 2 forskellige måder at omgås symboler på. De kan være døde og stive minder om noget, der engang var, eller de kan være mønstrer, hvorunder livet stadig leves. Ved at markere et kirkerum med et konsekrationskors, kan man derfor både udtrykke, at kirken tilhører Kristus, der som Sandheden og Gud og omkring os er evig og uforanderligt levende. Eller at kirken som fællesskabet af alle Kristustroende i tid og rum står på fast og sikker grund. Men samtidig kan korset også være det mønster, hvorunder det dynamisk levende kristen- og kirkeliv udfolder sig. Lad os gå igennem denne fastetids evangelietekster med dette mønster som baggrund og slutte med teksten til i dag. Fastelavns søndag var det Jesu dåb, vi hørte om. Jesus kommer til Johannes Døberen i Jordan, hvor Han som alle de andre, som var strømmet til bliver døbt med vand. Og under dåben erfarer Han at blive suget ind i det tætteste nærvær og fællesskab med Gud, som tænkes kan. Fra Himlen lyder ordene: "Denne er min Søn! Med denne dåb bliver Jesus suget ind i centrum af Guds handlen med mennesker der, hvor alle tråde samles og udgår fra både dengang og nu. Det var bevægelsen indad mod centrum ind mod Gud. Den næste søndag hørte vi da, hvordan Jesus efter sin dåb bliver kastet udad mod periferien igen. Drevet af Guds Ånd bryder Han op og drager ud i ørkenen, hvor de onde ånder og livstruende kræfter huserer, og hvor man nemt kan komme til at føle sig fortabt. Her møder Han Guds modstander fristeren, djævlen eller Satan, som prøver, om Jesus nu også har den kvalitet, en Søn må forventes at have over for Gud som Hans far. Gennem 3 spørgsmål sætter han Jesu troskab på prøve. Djævlen forsøger, om han kan få Jesus til at sætte sig selv ind i sit livs centrum: Gør brød af stenene, Kast dig ud fra tempeltinden, Få al magt på jorden for din egen skyld! Hvad djævlen i virkeligheden forsøger, er

3 imidlertid at holde Jesus borte fra det livgivende centrum, som er den sande Gudstro; men Jesus afviser ham, og djævlen lusker slukøret ud af scenen. Og således bekræftet i sit inderste forhold til Gud, påbegynder Jesus så sin vandring rundt i Palæstina, hvor Han møder syge, lidende og udstødte. På den anden søndag i fasten hørte vi om et af disse møder og den konsekvens, Jesus drog af det. Helt ude i periferien ved grænsen til Libanon opsøges Han af en ikke-jødisk kvinde, der beder for sit barn. Jesus afviser hende i første omgang; hun hører ikke med til dem, Han har ansvar overfor jøderne, Guds eget folk; men kvinden plager og vinder over Ham; for kvinden viser gennem sin tro og sin bøn, hvad Jesus allerede har slået fast: at i forhold til Guds kærlighed findes der ingen periferi, ingen udkant, ingen udstødte uden Hans rækkevidde til dem. Hvor Guds kærlighed danner centrum, er den netop udtryk for et centrum uden grænser. I søndags 3. søndag i fasten kom spørgsmålet: Kan mennesket leve uden centrum? Kan vi eksistere uden, der er noget, der samler vort livs tråde sammen i ét punkt? Og i så fald, hvad kan da være vort livgivende centrum? Udgangspunktet er, at Jesus har uddrevet nogle dæmoner af mennesker, og nu beskyldes Han af sine modstandere for at stå i ledtog med de onde ånders fyrste selv. Jesus peger da på, at selv ånderne har en magt, som de er underlagt. Hvis denne magt er den onde selv, da er han splittet; han kæmper imod sig selv og må gå under; men er det Gud, som har en finger med i spillet, betyder det, at Gud er stærkere end de onde magter og ikke mindst, at det da er Ham, der virker gennem Jesu helbredelser. Men samtidig peger Jesus også på, at mennesket er afhængigt af at have et samlende centrum. Det kan være Gud, og det kan være den onde, det finder sin selvforståelse i; men uden centrum kan det ikke være. Et tomt hus forbliver sjældent ubeboet ret længe. Hvis ikke Gud inviteres ind og overtager æressædet, strømmer 7 onde ånder snart tilbage og tager plads i menneskets hjerte. Centrum og periferi det inderste og det yderste. Livet, bevægelsen og brydningerne strømmer frem og tilbage dynamisk og levende i disse gamle tekster, vi stadig samles om. Sådan også i dag, hvor vi har lyttet til beretningen om, hvordan Jesus mætter folkeskaren med 5 brød og 2 fisk. Vi er nu langt fremme i den samlede Jesusfortælling. Jesus har kursen mod Jerusalem, hvor Han skal lide og dø. Vandringen er lang, og folk strømmer til pga. rygtet om Hans helbredelser og nye ord om Gud. De ord, hvormed Han bestandigt sætter de udstødte i periferien ind i centrum af Guds varme, levende og bankende Faderhjerte.

4 Men mennesket lever også af brød! Dette faktum fører frem til den krise, vi hører om i dag. Der er mange mennesker. Jesus sætter sig ned, og folk lejrer sig omkring Ham som cirklen om et nav. Men cirklen er ikke død og statisk. Det er levende mennesker, det handler om. Fra de yderste rækker breder uroen sig. Som bølger, der slår ind mod stranden, breder sulten sig og fokuseres i det centrum, hvorfra alle henter deres håb hos Jesus. Omkring sig som egerne i hjulet sidder disciplene. De bringer budskaber og meldinger om, hvordan det står til. De får til opgave at finde ud af, hvad de overhovedet har at gøre godt med. Andreas finder en dreng med en madpakke 5 brød og 2 fisk. Det er kun lige nok til ham og måske til en kammerat, men ikke til så mange, som de er; men Jesus manden i centrum dengang som nu tager det, som de bringer til Ham. Han takker Gud for det daglige brød og begynder så at sende disciplene ud med stumperne til alle, som har behov. Og på forunderlig vis er der nok. Fra Ham, der er Guds Søn og Livets Ord Han, der lige efter denne begivenhed kalder sig for Livets Brød fra Himlen udgår nu det livgivende brød, som ikke blot mætter alle, men er til stede i så stor overflod, at der bliver 12 kurve til overs en kurv for hver af de jødestammer, man dengang regnede med. De har nok nok til alle også dem udenfor. Beretningen og handlingen er et symbol, men på hvad? Jo, på kristendommens inderste væsen og kerne. At Kristus er den, der er i centrum. Han er centrum for den kærlighed, som rækker ud fra Gud mod alle mennesker. Han er den, der samler kirken og alle troende om sig. Han er den, der samler os til gudstjeneste og bøn for bagefter at sende os ud til de yderste grænser af vores formåen. En formåen, der skaber nyt liv med vores smuler. Han tager, hvad Han har og bruger det. Alt det, der synes af intet og uden for det sted, hvor noget kan ske; men når Han kommer til når Han bliver sat ind i centrum af vort fællesskab, da sker det, som vi ikke selv kan gøre. Livet blomstrer, og kærligheden lever. Alt dette kan ses i korset med cirklen eller ringen omkring. Og mere til, som vi ikke når ind til i dag; for evangeliet gentages med forskellige tekster hver eneste helligdag året rundt. Som en hjertebanken i brystet fordeler det varme og livgivende blod sig rundt i hele kroppen. Ind og ud i en stadig pulserende bevægelse, for at vi og alle andre skal leve leve i en sammenhæng som et hjul med eger og nav. Leve med blik for at modtage Gudsvelsignende godt i vore hjerter og med Hans fred kunne række ud med Gudsgodt i alverden eller i nabolaget. Med Guds Ånds hjælp må vi spørge til, om vi vil være en del af en kirke, der rækker ind imod vore hjerter og rækker ud i vore omgivelser. Om vi vil være en kristenhedens krop, der samtidig samles og sendes ud mod

5 alverdens grænser med bud om liv, glæde og kærlig opmærksomhed. (jf. Michael Rønne Rasmussen, 2001). Amen. Salmerne: 662, 298, (i Ølgod nadver med 438, 439 v. 1 og 474 omkring) og 42.