Dialogmøde omkring Udsathed blandt unge d. 31. januar 2012 Tirsdag d. 31. januar 2012 havde Udsatterådet arrangeret et dialogmøde for sårbare unge med fokus på udsathed. Mødet fandt sted på Kofoeds Skole og 27 unge deltog i arrangementet i følgeskab med de professionelle, som de er i kontakt med fra forskellige kommunale og frivillige organisationer. Formand og næstformand for Udsatterådet hhv. Dan Boyter og Michael Alber bød velkommen til Dialogmødet. Formålet med mødet var at komme i dialog med de unge, høre deres perspektiver og sammen blive klogere på, hvilke udfordringer der kan være i ungdomslivet. Udsatterådet har efterfølgende en opgave ift. at få formidlet budskaberne videre til det politiske niveau og den bredere offentlighed. Der var lagt op til et arrangement, hvor samværet og dialogen foregik omkring små borde og med løbende opfølgninger i plenum. Aftenen gik med at drøfte, hvad de unge er optagede af, og hvilke udfordringer, de møder i deres hverdag. Ved plenumdrøftelserne kom de unge omkring forskellige temaer som f.eks. barrierer og muligheder i hhv. systemet, samarbejdet
med de professionelle, beskæftigelse, bolig, uddannelse og netværk. Her er et udpluk af nogle af de centrale pointer, der blev nævnt: Boliger Boligen er det vigtigste uden den kan man ikke få skabt sig en tryg base og komme videre. Der mangler boliger f.eks. bofællesskaber. Folk er forskellige og har forskellige behov, nogen har brug for at bo alene andre har brug for et mere forpligtigende fællesskab. Når man er angst, er det f.eks. ikke godt at bo på et kollegium med mange andre unge. Det er vigtigt at få sin egen lejlighed, hvor man kan være for sig selv. Det skal være en funktionel bolig med køkken, bad. Mulighed for stabilitet er vigtigt, ellers bliver man stresset. Tryghed er vigtigt, det er ikke blot en bolig der er behov for men et hjem. Ældre får beskyttede boliger og hjælp i hjemmet. Der er ingen hjælp til unge under 18 år, og som ikke har mulighed for at bo hjemme, fordi det ikke er et trygt sted. Det er ikke alle unge, der kan bo derhjemme eller få deres forældre til at forsørge dem. System og tilbud Der mangler et tilbud for unge, der har været inde at sidde. Når man har stoppet misbrug i fængsel kan det kun fører til tilbagefald at komme ud til ingen bolig, eller efterbehandling. Man føler sig utrolig svigtet. Når man kan se at en person er på vej ud af fængsel eller på vej mod sit 18. år, skal der tages fat i problemstillingen. Planlægningen skal sikre, at personen modtager råd og vejledning, og at der iværksættes en indsats, hvor der tages udgangspunkt i, hvad personen vil og kunne tænke sig ift. netværk, uddannelse, arbejde eller bolig. Bolig først er vigtigt. Man burde få en kontaktperson fra dag 1 som er neutral ift. fængsel og kommune. Kommunen er et virvar af regler og sanktioner, som man ikke kan finde rundt i. Der er fire forskellige steder man kan søge kontanthjælp i kommunen, og det er stressende, når man ikke har en bolig og ikke ved hvor man kan få hjælp til det. Det er super svært at få overblik over mulighederne for hjælp. Det kunne være fedt med en hjemmeside, der beskriver mulighederne, hvor både sagsbehandlere og unge selv kan orientere sig i mulighederne. Have en databasse hvor både kommunale og gratis tilbud er beskrevet. Der er også unge som ikke går på - eller har ressourcerne til at gå på nettet. Til dem skal der være et alternativ.
Systemet mangler viden og kompetencer i at guide én ift. muligheder for hjælp - også ift. de frivillige tilbud, der er. Det er for dårligt, når kommunen kender til ens problemer, at de ikke kan henvise til relevante tilbud også uden for eget regi. Systemet er god til at sætte i kasser og sætte os til et eller andet (meningsløst). Vi bliver efterladt et eller andet sted i systemet. Du er en match 3, 2 eller 1, og så er man bare parkeret der! Manglende opfølgning når man bliver sat ud og sluppet af systemet som 18-årig. Når man bliver sluppet af systemet, kunne der godt lige være nogen der tjekker, om man har det godt og ikke lever på gaden. Vi har ingen familie at gå til, og ingen der kan hjælpe med små og store ting, når man flytter hjemmefra. Kontaktpersonordningen holder fra den ene dag til den anden, når man fylder 18 år, (eller 23 år). Når man bliver voksen og myndig, tror kommunen bare, at man klare det hele selv. Det ville være godt, hvis man kunne få lov til at komme ind og tale med sagsbehandleren uden plejefamilien, så man som ung også har mulighed for en kontakt alene. Det er ikke alt man har lyst til at sige, når plejefamilien er der. Det skal være nemmere når man søger ydelser, kontanthjælp mv. Når man har det svært, er det umuligt at komme igennem papirerne. Det har man brug for hjælp til. Det kunne være godt, hvis man blev orienteret om hvilken sagsbehandler man har, når man bliver sygemeldt. Kunne der være mulighed for at chatte med sin sagsbehandler så man kan træffe sagsbehandleren ud over telefontiden mellem 9 og 10.00? Ingen af de unge ved om/at de har en handleplan, få ved at de har en jobplan! Bisiddere/kontaktpersoner kan være med til at sikre retssikkerheden for os unge.
De professionelle Det holder ikke at dele professionalitet og personlighed/menneskelighed. Det skal være en der har professionelle kompetencer, men også en der møder mig for hvem jeg er, og møder mig i øjenhøjde med respekt., nysgerrighed og empati. Professionelle skal vise empati og imødekommenhed. Det med, at man skal forklare sig overfor så mange sagsbehandlere, og man føler man skal formulere sig virkelig godt og være værdig til at få hjælp - det er bare svært, når man har det ad helvedes til. Systemet ekskludere på den vis dem, der har det største behov. Der er bare ingen empati. Det er ikke godt, når ens kontaktperson har samme problematikker som én selv, og ikke har fået dem løst - f.eks. selv er aktiv misbruger. Det er vigtigt, at kommunen tager én seriøst, når man kommer og krænger sit hjerte ud. Jeg er blevet mødt med mistillid af sagsbehandlerne.. Når man så får medarbejdere f.eks. fra de private tilbud til at ringe til kommunen, så er det en helt anden måde, de bliver mødt på. Man bliver ikke tager seriøst, når man selv kommer og fortæller, at man har et misbrugsproblem, som man gerne vil have hjælp til. Jeg fik at vide, at jeg kunne gå ned i det Blå Sted, som er et værested, hvor gamle misbrugere og hjemløse hænger ud. Jeg blev mødt med mistro og mangel på respekt. Jeg bad om at komme i opgang 2 for at få struktur på hverdag og komme ud af mit hashmisbrug. Jeg havde hørt, gennem nogle bekendte, at det var et rigtig godt sted. Jeg blev mødt med Ja, så kan du da rigtig komme ned og ryge hash med vennerne. Man skal ikke have flere forskellige sagsbehandlere på ens sag. Kun en sagsbehandler på samme sag, så man får den samme ting - og ikke fire forskellige ting - at vide. Den store udskiftning i sagsbehandlere gør, at én gennemgående kontaktperson bliver endnu mere vigtig. Sagsbehandlere ved ikke ret meget om mulighederne i og uden for systemet. Sagsbehandlerne skal på kursus i hvad der er af muligheder. Uddannelse Ved sygemelding fra studiet er der ingen mulighed for hjælp. For at få hjælp til aktivering og rådgivning har jeg måtte gå på kontanthjælp. Der er ingen hjælp, når man er på SU, der er ingen kurser eller rådgivning når man er sygemeldt. Hvorfor må man ikke få et tilbud, komme i aktivering, selvom man er på SU?
Jeg var ikke syg nok til en sygemelding fra mit studie, men heller ikke rask nok til at komme i uddannelse eller arbejde. Jeg kunne ikke udredes ordentligt, og var omkring mange forskellige sagsbehandlere. Det var hårdt at skulle fortælle sin historie om og om igen. Jeg ville gerne have en bisidder en der sidder på min side af bordet, som taler ens sag. Ikke nødvendigvis et terapi-tilbud, men et talerør. Én der kender reglerne, og som kan hjælpe én med alle papirerne. Man burde uddanne uddannelsesinstitutionerne ift. at håndtere sygemeldinger institutionerne lader én i stikken. Der burde være bedre håndtering af, hvordan man kan komme tilbage i uddannelse. Lige nu er det enten tilbage på fuld skrue eller fortsæt med at være syg! Det er svært at overskue, hvor man skal gå hen, hvis man vil i uddannelse efter en sygemelding og man ikke har erhvervserfaring. Når man dropper ud af studiet mister man sin SU og derefter mister man sin ungdomsbolig eller sit kollegieværelse, så er man virkelig på vej i den forkerte retning. Økonomi og beskæftigelse Der er også et stort problem ift. økonomi, det er ikke godt for ens psyke og velvære, når man ikke har penge nok til at få det til at løbe rundt i dagligdagen. Der er f.eks. ikke hjælp nok til unge under 20, som ikke kan være hjemme, men heller ikke har ressourcer til at flytte hjemmefra. Hvis man er under 25 er man Shit out of luck. Folk der har det skidt har ikke evne til at håndtere deres økonomi effektivt heller ikke selvom de er under 25 år. Jeg er nødt til at få en lægeerklæring, for jeg kan blive omkategoriseret til matchgruppe 3. Før jeg bliver det, kan jeg ikke få bevilget at få lov at være i Baglandet (frivilligt tilbud for tidligere anbragte børn og unge), og det er jo tosset at loven er sådan. Samarbejdet mellem frivillige og det offentlige er slet ikke fleksibelt. Når man går på gymnasiet og ikke er fyldt 20 år, er der ikke mulighed for at få udeboende SU. Jeg bor hos min mor, som er på sygedagpenge og snart ryger på kontanthjælp. Min lillebror er lige fyldt 18 år. Min mor bliver nu nødt til at flytte, fordi hun ikke får bidrag til os og heller ikke kan få boligsikring. Man mister sine penge, når man mister sin adresse hvis man er hjemløs og har en plan, så burde man kunne bevilges penge, selvom man ikke har en adresse. Hvis der er brugt så mange penge på misbrugsbehandling i f.eks. fængsel, er det ærgerligt, at man skal ryge i misbrug igen efter fængsel. Hvis man ikke har en adresse, er det svært at få kontakthjælp, og har man ingen penge er det svært at få en adresse.
Man har behov for hjælp til at finde ud af, hvad man skal gøre, hvem man skal i kontakt med, hvor man kan få hjælp. Netværk Ensomhed, man er alene og føler sig anderledes, hvad er der galt med mig siden jeg ikke kan få et arbejde. Ikke bare en bolig og støtte, men hjælp til at få skabt nogle netværk - nogen der kerer sig. Flere unge til unge - initiativer. Kunne man lave netværksaftener f.eks. 1 gang om måneden, hvor folk som har været gennem systemet kunne rådgive unge, som er i systemet. Der mangler omsorg ift. at få os unge inkluderet i vores samfund. Jeg er sygemeldt med stress og er gået fra studie til arbejde til ingenting. Når man ikke møder folk automatisk hver dag, bliver man ensom. Jeg har ikke penge, så jeg kan ikke melde mig til aktiviteter. Det ville være fremmende ift. et netværk. En kontaktperson som står på ens side og kan formidle gratis tilbud til en (følgesvend). Det er ikke vigtigt, om det er en professionel eller en frivillig. En voksen ven personlig kontakt. Det handler om at have en ekstern harddisk f.eks. en bostøtte. Én der har overskud, når jeg ikke har, én man kan trække på. En person man kan gå til, hvis man ikke har et netværk eller forældre man kan få hjælp fra. Det behøver ikke at være en fra systemet, det kan også vække mistillid. Det skal afhænge af, hvem man er og skræddersys til den. Dem der får den hjælp, de har brug for skal nok komme videre - ud. Det behøver ikke at være én der ved alt, men én der har overskud til at finde ud af det. En voksen ven! Hvorfor ikke få psykologistuderende eller andre frivillige, til at komme ud og tale med én og være med til at skabe tryghed. De unge havde mulighed for at skrive sedler, som kunne lægges i en postkasse til Udsatterådet. Hvis der var noget de unge, synes de ikke fik sagt, ikke havde lyst til at sige i plenum eller gerne ville gøre ekstra opmærksom på, var der mulighed for at gøre det her.