Tale til Anne-Marie Mai modtager af Kunstrådets formidlingspris 2010

Tale til Anne-Marie Mai modtager af Kunstrådets formidlingspris 2010 Når Kunstrådet gerne vil sætte pris på den kritiske kulturjournalistik eller nogen, der har præsteret en selvstændig, nyskabende kunstformidling inden for massemedierne, så tænker juryen, så det knager indenfor alle tænkelige medier og genrer på det nyskabende og kritiske. Navne fra ind- og udland kommer på bordet, tidsskrifter, blogs, graffiti - hvor er det, der sker noget, der rykker på dette felt? Pludselig får vi øje på en kvinde, der kommer stormende ind i synsfeltet, muligvis let forpustet, fordi hun lige har løbet op og ned ad trapperne på en herregård, er cyklet til Udby eller netop er landet fra New York, hvor hun har været på jagt efter litteraturens steder. Det er litteraturprofessor Anne-Marie Mai, Danmarks første kvindelige sådan i øvrigt, der er ved at skrive endnu et værk, der skal få os til at læse mere af alt, hvad skriften kan opvise fra runer til rock. Anne-Marie Mai har formidlet litteratur for høj og lav de sidste tredive år. På Folkeuniversitetet, i BT, på Danmarks Radio og for et utal af studerende. Hun brænder for litteraturen og har gjort det altid, og det er en ild, der smitter. I år har Mai udgivet de første to bind af tre med titlen: Hvor litteraturen finder sted Undertitler Fra Guds tid til menneskenes tid 1000-1800 og Længslens Tidsaldre 1800-1900. Et tredje bind er ved at være færdigt, og hvis nogen vil vide, hvordan det er, kan

de spørge Anne-Marie Mais mand, der selv er digter og første lytter til det, Mai skriver. For teksterne er læse-testet, det er også en kritisk metode, stoffet skal kunne holde til. Han er skrap, siger hun, han siger lige ud, når det ikke fungerer. Men det gør Mai også selv. Omend hendes litteraturlæsninger ofte er båret af begejstring. Ideen til hvor litteraturen finder sted er dog til dels udsprunget af AMMs frustration over, at de unge studerende på universitet er svære at få til at læse den ældre litteratur. I ærlighedens navn betyder ældre i denne sammenhæng faktisk litteraturen før 1960, og selv den grænse er ved at rykke opad. Hvad skal vi med også med det gamle bras, er der måske nogle, der vil spørge sig selv, men ikke hvis de har læst Mais nyeste litterære lokkemand. Her er et eksempel: Hvis man vil gå på opdagelse i renæssancens brogede litteratur, er Djursland med herregårdene Rosenholm, Gammel Estrup og Stenalt samt lensslottet Dronningborg et godt sted at begynde. Alléen ned mod den jyske herregård Stenalt er lang og smuk, og turen kan i tanken forme sig som en rejse igennem 200 års herrgårdshistorie og en vej ind i et stykke litteraturhistorie på dansk grund. Vi skal tilbage til slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, en fjern fortid ja, og hvis man som besøgende har svært ved at indstille sig på tidsforskellen og vil undgå historisk jetlag, kan man bruge alleen og hovedbygningen på Stenalt til langsomt at begive sig bagud i tid og passere både 1800 og 1700-tal. Kommer man om sommeren, minder de mange

skræpper nemlig allerførst om H.C. Andersens herregårdsliv og hans eventyr Den lykkelige familie fra 1848. Så fortsætter Mai den inciterende historie om Anne Krabbe, den unge adelsenke, der samlede på folkeviser. Et eventyr hvor de tekster, der indgår i skabelsen af herregården og hoffet som litteratur- og kultursted, stammer fra visebøger, salmer, ligprædikener, lejlighedsdigte, selvbiografier og historiebøger. Et udtryk som historisk jetlag er typisk for formidlings-mai, der også opererer med et begreb som andengenerationsromantiker, og dermed giver ordene nye vinger at flyve med. Føromtalte H.C. Andersen, som var så forliebt i Fru Heiberg, der står her, og i øvrigt også var ulykkelig forelsket i teatret, dukker naturligt op i Længslens Tidsaldre. Ligesom Oehlenschläger, der troner foran Det Kongelige Teater sammen med den ældre Ludvig Holberg. Kunstrådet har gjort sig umage for at finde et litterært sted til Anne-Marie Mai, og Teatret er centralt i udviklingen af et nyt samfund og en mere kritisk offentlighed i det 1700-tal, som AMM også er specialist i. AMMs eget udgangspunkt er Århus, hvor hun voksede op som enebarn af forældre, der ved skæbnens tilfældighed - som det så smukt og litterært spændstigt formuleres i Jytte Nielsens levnedsbeskrivelse af Mai - havde mødt hinanden ved sygesengen. Moren var sygeplejerske og faren tuberkulosepatient, så var deres skæbne beseglet. Faren brugte den ufrivillige sengeligning til læsning, og morens nattevagter blev delt mellem pleje og prosa,

når patienterne sov. Som den første i sin familie gik AMM i gymnasiet, og 1973 tog hun nysproglig studentereksamen fra Marselisborg Gymnasium. Her havde hendes dansklærer givet Mai og hendes klassekammerater tillid til, at det med litteraturen, det kunne vi godt, som hun siger. Man læste nok litteraturen for dens egen skyld, men brugte den også som anledning til diskussion. Springet til at begynde at læse litteraturhistorie ved Århus Universitet var ikke stort, men velovervejet. For det var det litteraturstudie, hvor der var mindst grammatik på pensumlisten. Tanken om grammatik er nemlig noget der overraskende nok kan gøre den ellers utrættelige AMM lidt udmattet. Efter fem års studier, et år under normeret tid, tog hun 1978 sin mag.art.-eksamen, hvorefter hun rykkede sit licentiatstudium til Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Her skrev AMM sammen med Stig Dalager afhandlingen Danske kvindelige forfattere. Bogen, der udkom i to bind i 1982, er det første større værk, der giver en samlet fremstilling af danske kvindelige forfatteres liv og værk fra en af AMMs yndlingsforfattere Leonora Christina til Kirsten Thorup. Sideløbende med bogens tilblivelse underviste AMM på Folkeuniversitetet i Århus. Tilstrømningen til kurserne var enorm. Til hendes første kursus, der blev afholdt i Herning og bl.a. bød på læsning af Suzanne Brøggers meget omdiskuterede roman Creme fraiche, 1978, var der 700 tilmeldte. AMM fortæller selv.

Det var min gamle lærer Klaus Pico Stæhr, der gav mig jobbet, for det skulle være en kvinde, det kunne ikke være en mand, der underviste i kvindelitteratur, selv om det sikkert sagtens kunne gå i dag, men det kunne det i hvert fald ikke dengang. Til gengæld var der en masse både mænd og kvinder med, litteraturen var en ventil dengang i halvfjerdserne til at tale om de vigtige ting, der skete i familien med kvinderne, der uddannede sig - der var opbrud i familien. Det var svært for mange mænd at forholde sig til den kvindepolitiske debat, så litteraturen var veje ind, Suzanne Brøgger og Kirsten Thorups forfatterskaber gav et tale rum. Det bredte sig, jeg kunne leve af at holde de foredrag, samtidig med at jeg forskede. Det var sandelig en anden tid, dengang man kunne lokke mændene til med kvindelitteratur. I dag er det som bekendt mest kvinder, der sidder på rækkerne til litteraturarrangementerne. Men også det har Anne-Marie Mai råd for. Hun har for nylig med succes lokket mændene tilbage til litterært foredrag med en gennemgang af Johannes V. Jensens Ved frokosten. Med servering af de omtalte stykker smørrebrød og fadbamser. Fuldt hus igen! I 1982 blev AMM ansat som freelanceproducer ved Danmarks Radio frem til 1988. Her var hun bl.a. sammen med Finn Bredal Jørgensen med til at producere litterære programmer som Digternes Danmark, Tid, tema og termo og Lyrikcaféen. I 1988 vendte hun tilbage til universitetet, i første omgang som ekstern lektor ved Odense Universitet, senere som adjunkt og lektor. I

1999, i en alder af 45 år, blev Anne-Marie Mai udnævnt til professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet i Kolding. Det er da vigtigt, siger hun selv, at der er nogle kvinder til at gå foran og kræver det noget specielt? Jeg skal kunne det samme som Fred Astaire. Bare baglæns og på høje hæle." Med det Ginger Rogers-citat beskrev Danmarks første kvindelige litteraturprofessor for nogle år siden sin vej til den akademiske topstilling. AMM kan det samme og på så høje hæle, at nogen indimellem har fået ømme tæer. For der er snart sagt ikke det sted, hvor litteraturen finder sted, som AMM ikke har betrådt. Fra universiteter i ind- og udland til formand for Kulturministeriets Litteraturråd og Forfatterskolen til hovedredaktør på fjerde udgave af Danske Digtere i Det 20. Århundrede. For tiden er hun med i et hollandsk styret projekt om europæisk kvindelitteratur. Magtfuld, tja. Her vil hun for eksempel prøve at promovere en ny oversættelse til engelsk af en af de bøger, hun vender tilbage til igen og igen, Leonora Christinas Jammers Minde. Hvorfor den? Jo, den kan Mai blive med at finde nye aspekter af. Det er en bog, der ikke blev udgivet i sin samtid, men først langt senere, en tekst der er lang tid undervejs i processen. Når man fortæller om den ude i europæiske forskersammenhænge, så siger de hvorfor kender vi ikke den? Det er ærgerligt, synes Mai, vi burde oversætte meget mere litteratur, end vi gør - også ældre værker: Holbergs Levnedsbreve. Det er Leonora Chistinas arbejde med alle mulige sprog i Jammers Minde, der betager Mai. Hun skriver på dansk, plattysk, fransk, og hendes selviscenesættelse, hendes enorme

evne til at bilde os ind, at hele den bog er skrevet i fængsel, hvad den jo ikke er. Illusion og overbevisningskraft, Leonora Christina har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvordan man har fortolket hende i mange hundrede år: Leonora Christina - den indespærrede uskyldighed, men det var hun ikke. Man aner et litterært forbillede i den handlekraftige Leonora Christina. Hun udnytter så mange af litteraturens muligheder, synes Mai, og der ligner de i høj grad hinanden. Apropos litteraturens steder har AMM gjort opmærksom på, at der var store forventninger til Syddansk Universitets placering i Kolding, for bygningerne ligger i et tidligere sygehus. Måske højnede denne hospitalsfortid forventningerne, for på universiteterne er det blodig alvor med litteraturen og dens fortolkninger og kritiske retninger. Ikke mindst dengang Anne- Marie Mai selv studerede, og den marxistiske litteraturteori gik sin sejrsgang og lagde den såkaldte borgerlige litteratur øde. Men litteraturkritik- og historie forandrer sig med den tid, den skrives og leves i. Det har Anne-Marie Mai det helt afslappet med, det er jo derfor, der skal skrives ny litteraturhistorie- kritik- og teori med meget jævne mellemrum, så nye generationer kan se på teksterne med nye øjne. Bare de altså også har briller, der har styrke til at læse tilbage gennem århundrederne. Hvis man lytter efter et hjertesuk hos Anne-Marie Mai, når det gælder kritikkens status i medierne, så skal man bruge stetoskop. Den meget grundigt analyserende litterære kritik må man gå til

specialtidsskrifterne efter, men nu hvor hun sidder med sit tredje bind, og bladhusene er et af litteraturens store steder i det tyvende århundrede, så er det helt fantastisk, synes hun, hvor tæt journalistikken og litteraturen er knyttet sammen. Også i dag gør alle aviser i Mais optik noget ud af at have litteratur med i billedet. Der er dagens digt, der er en sommerserie, der er noveller, kommentarer, litterære nyheder på forsiderne. Hun har, siger hun, selv haft den fornemmelse at arrh, kritikken bliver kortere og kortere. Der er mindre og mindre plads, men når man kigger efter, så er det andre genrer, der dukker op. Interviewet får rigtig stor plads. Den stærke, litterære kritik rykker nok over i tidsskrifterne, det er der, man må søge hen efter den dybgående kritik. Eller følge litterære blogs hvor den slags diskuteres, selv om de har en tendens til at blive lidt lukkede, dér mangler måske noget formidling. Man ser professor vejre et øjeblik ved denne tanke. Det er så karakteristisk for Anne-Marie Mai at lede efter lyspunkter og måske peger hun her på en af de stærke grunde til juryens valg: Denne formidlingsglæde, der ikke piver over, hvad der måske mangler, men som ser muligheder til vands, til lands og i luften og både kan formidle for fagfæller og i forsamlingshusene, fordi litteraturen ligger hende så meget på sinde. I 1985 udgav AMM sammen med Michael Strunge bogen Mai Strunge Samtaler mm. En på det tidspunkt ret anderledes måde at bedrive litteraturkritik på. På bagsiden annonceret som 10 distancer af det særlige parløb, som poesiens og læserens møde

er.. Som altid er der noget fysisk på spil i Mais metode, jeg spekulerer på, om hun nogensinde rigtig sidder ned eller altid er i let, læsende og skrivende trav. Det er samtaler med den unge lyriker i form af dialoger, monologer og brevvekslinger. Teksten viser på eksemplarisk facon Mais grundlæggende tro på ordets magt over menneskene. Selv de, der ikke tror, de læser poesi, gør det. Hør en formidler i topform i dette uddrag skrevet på Storebæltsfærgen d.2.2.85.: Kære Michael! Jeg begynder et sidste brev til dig her på Storebæltsfærgen, hvor jeg i den blå zone har købt kaffe. Jeg holder af disse færgers farvezoner, som i selve ordet bærer betydningen: poetiske stationer i de rejsendes liv. Også her skriver reklamen: Sort guld. Jeg hørte engang den finske digter Tommy Tabermann fortælle om den store sang, der er i hans folk. Den findes nok ikke her i DK-85, men der findes en moderne poetisk sult i os. Ubevidst, måske, digter vi med, træder ind i et digt på mindste opfordring. Der er mange mennesker, der siger, at de ikke læser poesi. Og dog går vi alle rundt i en verden af virkelige symboler, af fiktioner og lyrisk opspind. Reklamen kan for eksempel være digte, der byder sig til og lokker: du kommer selv med i digtet; du er jeg et, der finder det sorte guld. Vi læser faktisk alle, hvad enten vi vil det eller ej, poesi hver dag.

I formiddags underviste jeg voksne i ny dansk poesi. Det lyder måske banalt, men skal vi forbi de barrierer, der findes selv hos mennesker, der kommer frivilligt for at læse poesi, er vores eneste chance, at både poesien og jeg selv er meget tydelige. At være formidler, som det kaldes, betyder for mig ikke at træde til side eller i skjul bag sin genstand. Men netop at være så tydelige, at det kan høres, at det netop er mig, der læser digtene. Dermed bliver digtene først sig selv. Jeg må vise, hvem jeg er, for at digtene kan vise, hvem de er. Den eneste måde hvorpå denne ting i verden, digtet, kan ses rigtigt, er hvis man tør nærme sig og måle sig selv og genstanden i forhold til hinanden. Et objekt eksisterer i relationer. Og ved at være subjekt lukker i al fald jeg subjektiviteten ud. Når jeg i vores korrespondance har været kritisk overfor nogle af dine digte, bygger argumentationen også på enkle iagttagelser af mine egne reaktioner på digtet: jeg har svært ved at læse det op, selv efter øvelse, jeg begynder at kede mig, når jeg læser det højt, bliver ukoncentreret eller spekulerer på, om dette dog ikke snart er slut. De bedste digte er for mig dem, jeg kan udenad, uden nogensinde at have gjort forsøg på at lære dem udenad, og hvor der kommer overraskelser hver gang, selv om jeg faktisk kender tekstens ord, eller hvor jeg simpelthen bliver så glad over, at netop disse ord er skrevet, så jeg kan få lov at sige dem, bringe dem videre her og nu.

Anne-Marie Mai, du får formidlingsprisen, for det lange, seje træk med at pege på litteraturens sted og steder, for din evne til at skabe sammenhænge mellem gammelt og nyt og din uforfærdede tro på litteraturen i alle tænkelige former fra ligprædikener til lystlæsning uanset hvilket medie og århundrede den udkommer i og på. Tillykke!