Statusrapport 2002-2003 Resumé Denne rapport redegør for de væsentligste aktiviteter i Vidensenterfunktionen, vedr. sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn, i perioden 2002-2003. Rapporten skal sammenholdes med de afrapporterede aktiviteter for perioden 2001-2002. er placeret i UFC Børn og Unge, Aabenraa. Vidensopsamlingen har i perioden væsentligst rettet sig mod: Kommunerne Opfølgning på s kommuneundersøgelse i form af fokus på kommunernes beredskab, koordinering af indsatser og former for samarbejde samt de eventuelle barrierer på hhv. det organisatoriske, det faglige og det personlige niveau. Tværkommunale udviklingsfora, hvor tilbagemeldingerne fra de deltagende kommuner har været, at deltagerne har fundet det givtigt at deltage i et forum, hvor der er mulighed for at gå i dybden med problemstillingerne, at få konkret viden og inspiration. Skriftlige instrukser og handleplaner, idet kommuneundersøgelsens bilagsmateriale bestående af 36 eksempler på kommunalt udarbejdede retningslinier/instrukser er gennemgået. Kommunernes brug af/adgang til psykologbistand, belyst ved 56 kommuners svar på spørgsmål, der vedrører konkrete sager om seksuelle overgreb eller seksuelle krænkelser af et barn. Kommunerne gør i stor udstrækning brug af privatpraktiserende psykologer. Kommunernes samarbejde med politiet, inddraget som tema i de tværkommunale udviklingsfora og i interview med politiet. Samarbejdet med sygehuse forventes at blive belyst via koordineringen af indhentede erfaringer fra og SMB, Rigshospitalet, med henblik på at påpege hensigtsmæssige modeller for samarbejde mellem kommuner og hospitalsafdelinger på dette område. Amterne Amternes tiltag vedr. seksuelle overgreb mod børn. har foretaget en spørgeskemaundersøgelse om amternes tilbud og specialviden i forhold til problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. 44 % af amterne angiver, at de har en formuleret politik i fht. problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. 69 % af amterne angiver, at de har udarbejdet procedurer/retningslinier/handleplan for håndteringen af disse sager. Undersøgelsens hovedresultater indgår i denne rapport. Spørgsmålet om visitation til døgninstitutioner. Der er foretaget en rundspørge til amterne som pt. bearbejdes og forventes afrapporteret inden foråret 2004. En kvalitativ opfølgning på amtsundersøgelsen med fokus på organisering og koordinering af kommunale og amtslige samarbejdsrelationer. Barrierer for samarbejde opstilles på baggrund heraf.
Døgninstitutionsområdet er i rapporten særligt omtalt med tre eksempler på projekter, hvor problemstillingen omkring seksuelle overgreb mod børn er central. Uddannelsesområdet Rapporten indeholder de væsentligste resultater af en undersøgelse med fokus på undervisningen i temaet seksuelle overgreb på børn på uddannelserne til pædagog, lærer, sundhedsplejerske, socialrådgiver, socialformidler samt den sociale kandidatuddannelse. Det er kendetegnende for alle uddannelserne, at der kun på få uddannelsesinstitutioner udbydes obligatorisk undervisning i temaet seksuelle overgreb på børn. Undersøgelsen er fulgt op med en mindre interview-undersøgelse blandt 6 tværfaglige konsultative teams. Denne opfølgning giver et fingerpeg i retning, af hvilke faggrupper, der repræsenterer viden, og hvor de typisk har erhvervet den efter endt uddannelse. Andre instanser Rapporten gengiver en række temaer fra interview med repræsentanter fra politiet, og nævner forberedelserne til en undersøgelse blandt statsamterne. Desuden påpeges muligheden af et samarbejde med Socialt Udviklingscenter, SUS, vedr. udarbejdelse af undervisningsmateriale. Planlagte aktiviteter Der er planlagt afholdelse af en national konference omfattende de temaer, som henholdsvis og SMB særligt repræsenterer i forhold til temaet. Ligeledes er det hensigten, at de to videnscentres fælles rapport om nationale indsatser publiceres. Perspektivering Rapportens perspektiveringsdel relaterer sig til de afrapporterede hovedtemaer, men inddrager yderligere overvejelser om den Islandske model som inspiration til overvejelser for danske indsatser vedr. seksuelle overgreb mod børn. Aabenraa den 15.september 2003 Margit Knudsen Anne Troelsen Anette Hammershøi UFC Børn og Unge
Kommunerne...2 Primære kilder til vidensindsamling fra kommunerne...2 Tilstedeværende muligheder i kommunernes eget regi...5 Kommunernes samarbejde med amtet...12 Kommunernes samarbejde med politiet...13 Kommunernes samarbejde med sygehuse...14 Amterne...15 Spørgeskemaundersøgelse om amternes tiltag vedr. seksuelle overgreb mod børn...15 Opfølgning på amts undersøgelsen...20 Døgninstitutionsområdet...22 Projekt Døgninstitution - børn og seksuelle overgreb...22 Projekt med unge krænkere på amtskommunal døgninstitution...23 "(Mistanke om) Seksuelle overgreb på førskolebørn"...25 Uddannelsesområdet...27 Undersøgelse på uddannelsesområdet...27 Opfølgning på undersøgelsen på uddannelsesområdet...29 Andre instanser...31 Politiet...31 Statsamterne...32 Dansk Røde Kors/ Brovst Kommune...32 Samarbejde og koordinering...33 Forskernetværk...33 SMB, Rigshospitalet...33 Socialt Udviklingscenter SUS...33 Rådgivning og formidling...34 Folder...34 Hjemmesiden...34 Artikler...34 Konference...35 Årlig afrapportering...35 Individuel formidling og rådgivning...36 Aktiviteter iøvrigt...38 Perspektivering...40
Kommunerne KOMMUNERNE Primære kilder til vidensindsamling fra kommunerne Det er primært en kommunal opgave at tilrettelægge indsatsen ifht. sager der vedrører seksuelle overgreb mod børn. Derfor blev kommunerne allerede i planlægningsfasen defineret som omdrejningspunktet for s vidensindsamling på området. Vidensindsamlingen er som beskrevet i statusrapporten 2001-2002 tilrettelagt i 3 faser: Fase 1: Fase 2: Fase 3: spørgeskema undersøgelse om kommunernes indsats. Oprettelse af database over kommunale kontaktpersoner. Etablering af netværk. interviews, netværksgruppemøder og fokusgruppemøder. case-analyser. Med opdelingen af vidensindsamlingen i de tre faser har vi ønsket at sikre en udvikling i retningen af fordybelse inden for den kommunale viden på området. Hvor de væsentligste bestræbelser det første år var at etablere overblik og kontakter til de danske kommuner og etablere samarbejdsaftaler i form af videns- og erfaringsnetværk blandt de forskellige (nøgle)aktører inden for området (fase 1), har den overordnede bestræbelse i forhold til kommunerne i det forgange år været at fordybe os i den viden, som dels den indledende kortlægning af kommunernes beredskab på området og dels de etablerede netværk har givet adgang til (fase 2). Vidensindsamling via netværksmøder og interviews samt bearbejdning og analyse af de indsamlede data fra kommuneundersøgelsen har derfor været de væsentligste aktiviteter i forhold til kommunerne i indeværende periode. I efteråret 2003 og foråret 2004 vil vi i højere grad analysere og formidle med udgangspunkt i konkrete og tematiserede sagsforløb (caseanalyser fase 3). Fra kommuneundersøgelsen (fase 1) vidste vi at kommunerne håndterer seksuelle overgrebssager forskelligt, herunder koordinerer og samarbejder på en række forskellige måder og med forskellige samarbejdsparter. Undersøgelsen viste også at kommunestørrelse spiller ind som et forhold i den sammenhæng og at selve måden, hvorpå kommunen overordnet er organiseret, afspejler sig i de tiltag, man iværksætter i fht seksuelle overgreb mod børn (se kommune- undersøgelsen, Status rapport 2001-2002). Beredskab, koordinering af indsatser og former for samarbejde i disse sager har derfor været centrale fokuspunkter for vidensindsamlingen i kommunerne i den indeværende periode. Vi har i den forbindelse i sær ønsket at se på de eventuelle barrierer der kan være tale om på hhv. det organisatoriske, det faglige og det personlige niveau. Tværkommunale netværksmøder/ udviklingsfora. En væsentlig kilde til belysning af samarbejdet mellem kommuner og en række øvrige instanser har som nævnt været de tværkommunale netværksmøder og udviklingsfora, som vi gennem de seneste 11/2 år har afholdt. Disse har været kaldt Tuf- møder På nogle netværksmøder har vi delvist benyttet os af (fokus)gruppeinterviewformen, som er velegnet som metode i forbindelse med den erfaringsudveksling og -opsamling fra kommunerne, som vi har ønsket. Det modspil og medspil deltagerne giver hinanden skaber en dynamik, som mange gange kan frembringe udsagn og erfaringer, som ikke ville være fremkommet ved enkeltinterview. Den diskussion som dermed kan udfolde sig er med til at nuancere temaet og forståelsen af problemstillingen for deltagerne og bidrager dermed også til at nuancere vidensindsamlingen. Møderne er i en vis udstrækning blevet optaget på bånd, og der foreligger tematiserede udskrifter/referater heraf. 2
Tilbagemeldingerne fra de deltagende kommuner har været meget positive. Kommunerne har fundet det givtigt at deltage i et forum, hvor der er mulighed for at gå i dybden med problemstillingerne, at få konkret viden og inspiration - og ikke mindst for at lytte til og lære af hinandens erfaringer. De tværkommunale netværksmøder og udviklingsfora har hver især haft et overordnet tema. Temaerne er udstukket af dels ud fra konkrete forespørgsler fra kommuner og dels ud fra tilbagemeldinger vi fik på en direkte forespørgsel til de kommuner, der deltog i s konference i oktober 2002. (se konference) Temaer 1. Etableringen af kommunalt beredskab i sager der vedrører seksuelle overgreb mod børn Denne gruppe blev oprindeligt oprettet med fokus på udarbejdelse af skriftligt materiale. Gruppen bestod af 8 personer fra 3 kommuner (2 fra Jylland, 1 fra Sjælland). Deltagerne har haft forskellige uddannelsesmæssig baggrund (psykolog, socialrådgiver, kommunelæge, politi.) Af de tre kommuner var én kommune ved at afslutte arbejdet med at udarbejde skriftligt materiale, og kunne således også bidrage med erfaringer i forhold til at introducere materialet for forskellige faggrupper. Èn kommune havde formaliseret og nedsat en særlig gruppe, der skulle inddrages i alle sager i kommunen, der havde aspekter af seksuelle overgreb. Denne kommune havde endnu ikke udarbejdet skriftligt materiale. Endelig havde den tredje kommune taget initiativ til at udvikle sagsarbejdet og var i gang med at indsamle erfaringer til udarbejdelse af det skriftlige materiale. På møderne har vi bl.a. haft fokus på de deltagende kommuners samarbejdsmodeller. Vi har også haft et gennemgående fokus på organisatoriske, faglige og personlige barrierer og muligheder på dette felt. Undertemaerne for de afholdte møder i denne gruppe har været: Samarbejdet omkring sager der vedr. seksuelt misbrug af børn. Oplæg ved om tværfagligt samarbejde i sager der vedr. seksuelle overgreb mod børn. Udveksling af erfaringer. Kommunernes samarbejde med amtet i sager der vedr. seksuelt misbrug af børn. Oplæg ved om amtsundersøgelsen. Herefter blev der stillet spørgsmål til gruppen om kommunernes respektive erfaringer med amtets tilbud om rådgivning og behandling. Kommunernes behov for psykologbistand i sager der vedr. seksuelle overgreb mod børn. Oplæg ved og udveksling af erfaringer Samarbejdet mellem kommunerne og sundhedssystemet. Oplæg ved /SMB. Spørgsmål og udveksling af erfaringer Gruppen er afsluttet pr. marts 2003. 2. Samtale med barn og familie Gruppen består af 12 personer, som repræsenterer 7 forskellige kommuner ( 4 fra Jylland, 1 fra Fyn og 2 fra Sjælland) samt 2 amter. På møderne fokuseres bl.a på forståelsen for barnet og betydningen af den særlige setting som barnet der har været udsat for seksuelt overgreb, er i. Samtalen med barnet er blevet drøftet ud fra begreber som den intentionelle samtale og nærværet i samtalen. Barnets strategier for overlevelse og tænkningen fra traume-teorier, som torturtraumer (PTSD) er også blevet drøftet i gruppen. Undertemaerne for de afholdte møder i denne gruppe har været: Kommunerne 3
Samtale med børn der er berørt af problemstillingen seksuelle overgreb. Oplæg ved samt udveksling af erfaring og formulering af problemstillinger, som ønskedes drøftet i gruppen. Barnets setting. Den intentionelle samtale/nærværet i samtalen. Oplæg og debat ved Hans Mogensen, underviser i temaet seksuelle overgreb på børn på pædagoguddannelsen i Esbjerg. HM har desuden et opholdssted for børn, som har været udsat for seksuelle overgreb. Gruppen fortsætter efter sommerferien. 3. Tværfagligt samarbejde, herunder samarbejdet mede politiet Gruppen bestod oprindeligt af 6 kommuner (3 fra Jylland, 2 fra Sjælland og 1 fra Fyn). I gruppen skulle arbejdes med det tværfaglige samarbejde og koordinationen af de forskellige indsatser vedr. seksuelle overgrebs sager med særligt fokus på samarbejdet med politiet. Der blev afholdt et indledende møde: Tværfagligt samarbejde. Oplæg ved om tværfagligt samarbejde i sager der vedr. seksuelle overgreb mod børn. Udveksling af erfaringer. På grund af frafald blandt deltagerne (sygdom, ændringer i jobsituation, orlov m.m.) er gruppen dog ikke længere aktiv. De tilbageværende i gruppen vil få tilbud om at deltage i arrangementer om andre temaer. 4. Unge krænkere/ børn, der krænker andre børn Gruppen består af 12 personer som repræsenterer 9 kommuner (8 Jylland, 1 Sjælland) og 1 amt (døgninstitution). I gruppen arbejdes med temaer som børns seksualitet, grænser mellem normal og afvigende seksuel udvikling, seksuelt krænkende adfærd, børns overlevelsesstrategier, offer- og krænker personlighedsstrukturer, offer-krænker dynamikken. Positiv reformulering. Indlevelse som centralt i fht. disse børn og unges ofte voldsomme og uforståelige adfærd. Undertemaerne for de afholdte møder i denne gruppe har været: Børn med seksuelt krænkende/bekymrende adfærd. Oplæg og information ved, udveksling af erfaringer og afgrænsning af gruppens videre arbejde. Hvordan forstår/ hjælper vi børn/unge, der krænker andre børn seksuelt. Oplæg ved psykologerne Susanne Freund og Steen Schrøder, Århus Amt Rådgivningscenter for Børn og Unge om deres arbejde med Projekt døgninstitution børn og seksuelle overgreb. Drøftelse/erfaringsudveksling i gruppen. Gruppen fortsætter efter sommerferien. Kommunerne Interview En anden kilde til opsamling af viden i forhold til kommunernes samarbejde med forskellige instanser har været kvalitative interviews. Disse er foretaget som enkeltmands, to-mands eller deciderede gruppeinterviews. Der er foretaget interviews med: repræsentanter fra det kommunale system, herunder tværfaglige teams (sagsbehandlere, pædagogiske konsulenter, psykologer og familiekonsulenter) repræsentanter fra politiet (anklager og specialuddannede videoafhørere), retspsykiatrien amtslige rådgivninger (psykologer, pædagoger og socialrådgivere). 4
Kommunerne Der foreligger båndudskrifter og/eller tematiserede referater af disse interviews. Tilstedeværende muligheder i kommunernes eget regi Kommuneundersøgelsens bilagsmateriale: skriftlige instrukser og handleplaner En del af kommunerne medsendte i forbindelse med kommuneundersøgelsen (2002) eksempler på udarbejdede skriftlige instrukser el. lign. har gennemgået det samlede materiale, som består af 36 eksempler på skriftlige, kommunale retningslinier for sager vedr. (mistanke om) seksuelle overgreb på børn. Materialets art og omfang. Materialet afspejler de store forskelle, der kan være i kommunernes udarbejdelse af skriftlige retningslinier for sager, der vedrører seksuelle overgreb på børn. Der kan fx være tale om én A-4 side, indeholdt i en samlet manual om sagsbehandling, eller der kan være udarbejdet særligt fagligt kompendium på op til 20-25 A-4 sider. Kortfattet materiale er ofte udarbejdet som pjece eller folder. Her indimellem er der alle variationer af materiale, hvad angår art og omfang. Ofte kalder kommunerne det vejledning eller retningslinier, andre benævner det instruks eller beredskabsplan. Der kan være detaljeringsgrader, så der bliver tale om en egentlig handleguide eller checkliste. Materialets hovedtemaer/titler Materialet omfatter retningslinier, der udelukkende retter sig mod sager vedr. seksuelle overgreb, eller retningslinier for sager vedr. omsorgssvigt (fysisk/psykisk vold mm), herunder seksuelle overgreb. En del kommuner har udarbejdet retningslinierne, så der direkte fokuseres på evt. overgreb i skoler og daginstitutioner, altså overgreb fra ansatte, andre omtaler overgreb i bred forstand, men splitter informationsmaterialet op. Der er kommuner, der understreger det forebyggende aspekt i materialet, og altså ikke udelukkende vægter handledelen, men også faglige refleksioner om krænkende adfærd. Der ses enkelte eksempler på materiale, der vedrører underretning vedr. børn og unge, der har vanskeligheder/truede børn eller forældre, der har svært ved at magte forældrerollen. Der er således forskel på, hvad kommuner signalerer i valg af udformning af materiale i forhold til hvor de professionelles særlige opmærksomhed bør rettes. Sidstnævnte eksempler lægger i højere grad også op til faglig debat og drøftelser, der kan føre til et skærpet blik for børns reaktioner på sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, og til forebyggelse af omsorgssvigt og misbrug. Underretningspligt er temaet, der går igen i alle eksempler i materialet. Her rettes opmærksomheden som regel på den almindelige underretningspligt, den skærpede underretningspligt og underretning i akutte sager. I materialet skelnes mellem overvejelser og handlinger ved mistanke om seksuelle overgreb og mellem handlinger i forbindelse med konkret viden om overgreb. Materialet er som sådan ofte en understregning af, at i disse sager bliver der i højere grad tale om en nødvendig (særlig fastlagt) procedure end tilfældet er ved en række andre sociale sager. Nogle kommuner har udarbejdet materialet i direkte sammenhæng med information om tværfaglige team eller særlige koordinationsgrupper. Nogle få kommuner har udarbejdet deres materiale med direkte relation til incest-problematikker. 5
Materialets undertemaer En del vælger indledningsvis at komme med definitioner på, hvad der skal forstås ved henholdsvis mistrivsel, omsorgssvigt, fysisk vold/psykisk vold og seksuelt overgreb. Tegn og signaler på, at et barn kan have været udsat for omsorgssvigt/overgreb stilles ofte op. I enkelte tilfælde har materialet tillige indeholdt informationer om krænkertyper. Angivelse af lovregler er almindeligt i materialet. Det drejer sig primært om Serviceloven og Forvaltningsloven. Af de mange temaer, der indgår i materialet er underretningspligten som nævnt fremtrædende. Det samme gælder for præcisering af regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger. Nogle kommuner har endvidere omtalt undtagelser/ de situationer, hvor tavshedspligten viger for underretningspligten. Denne vurdering nævnes ofte som ét af de dilemmaer, kommunerne i praksis kan stå i, når den konkrete og ofte tilspidsede situation kræver hurtige handlinger. Enkelte kommuner understreger i materialet, hvordan der skal kvitteres for underretningen, således at den institution/fagperson, der har udarbejdet underretningen, er vidende om, i hvilken udstrækning der vil kunne gives informationer om sagens videre forløb. Der er ofte angivelser af, hvordan en afdeling/institution/fagperson skal imødekomme en anmodning om en udtalelse til en sag. Understregning af notatpligt og obligatorisk inddragelse af ledelsen fremgår af en del af materialet. Ligeledes vælger nogle at beskrive orienteringsforpligtelser i den kommunale organisation. Få kommuner kommer i materialet ind på, hvordan og hvornår en sag afsluttes. Der er kommuner, der vælger at dele informationsmaterialet op ift. handleforpligtelser og -kompetencer for enhver (borgere), medarbejdere, ledere og forvaltninger. Denne opdeling kan være med til at synliggøre, hvem, der skal have fokus på/ ansvar for henholdsvis barn/familie og mere overordnet på de procedurer, der skal iværksættes. Særligt, hvis en mistanke rettes mod en ansat, er der for kommunen som sådan tale om både at have en særlig forpligtelse overfor børn og unge, og samtidig være ansættende myndighed. Beslutning om evt. politianmeldelse, og de konsekvenser det får for sagsgangen, er et andet betydningsfuldt tema i materialet. Emner er i den sammenhæng fx beskikkelse af advokat, afhøring af barnet, afgivelse af sagkyndig-erklæring, vidneforklaring m.m. Nogle få kommuner beskriver fremgangsmåden, når der er behov for lægelig hjælp eller indlæggelse, og nævner muligheder for samarbejde med børne- ungdomspsykiatri/ børneafdeling. Kommunerne Samarbejdet med forældre understreges i det samlede materiale ofte. Enkelte kommuner går længere ned i emnet og angiver køreplan for samtale/dialog med forældre og gode råd for samtaler. I visse tilfælde har man yderligere anført eksempelvis sproglige dilemmaer og familieanalyse, som emner, der kan indgå i drøftelserne. Generelt understreges forpligtelsen til at yde støtte, råd og vejledning til forældrene under forløbet. Særligt vedr. evt. overgreb herunder også forebyggelse af overgreb i skoler og daginstitutioner gøres der i en del materiale rede for ansættelsesprocedurer, skærpet opmærksomhed ved ansættelser og brug af referencer. Desuden er indhentelse af straffeattest blevet almindeligt i nogle kommuner. Suspendering fra jobbet i tilfælde af evt. mistanke, rettet mod en ansat, omtales i enkelte eksempler i materialet. Graden af og fremgangsmåden for information til forældre(kredsen) i sager i daginstitutioner og skoler beskrives i nogle eksempler. 6
Tvivl i vurderingen af, om der er tale om seksuelt overgreb, tages op i nogle kommuners materiale. Det kan fx være i form af angivelse af et bekymringsbarometer som et hjælperedskab i vurderingen. Omtale af særlige beredskabsgrupper, tværfaglige konsulentteam eller koordinationsudvalg er en naturlig del af informationsmaterialet i kommuner, hvor noget sådant er etableret. Der indgår som regel en liste med navne og tlf. nr. på kontaktpersoner. Muligheder for psykologisk rådgivning til børn og forældre, og til evt. personale i skoler og daginstitutioner (krisehjælp) nævnes i enkelte tilfælde. Kommunerne I de tilfælde, hvor kommuner har valgt at udarbejde et mere omfattende materiale, indgår temaer, som i højere grad er til overordnet refleksion ikke mindst i forhold til forebyggelse og afklaring af tvivl/bekymring. Der kan fx sættes fokus på normer og rutiner i institutioner, understregning af vigtigheden af generelt godt miljø for trivsel og omsorg. Ligeledes henledes opmærksomheden fx på sårbarhedsfaktorer og beskyttelsesfaktorer hos børn i almindelighed og der kan ligeledes overordnet gøres opmærksom på vigtigheden af tryghedsskabende relationsarbejde. Institutioners kultur vedr. åbenhed og etik, sex/sensualitet, dilemmaer og tabuer er eksempler på andre emner, der berøres i materialet. Håndtering af pressen er et særligt emne, som kan påvirke de involverede fagpersoner. Der er i materialet eksempler på, hvordan kommuner på forhånd fastlægger, og melder ud, hvem, der må udtale sig til pressen. Målgrupper Det fremgår ikke altid direkte af materialet, hvilken målgruppe retningslinierne er skrevet til. En del materiale retter sig umiddelbart mod en bredt formuleret målgruppe, fx - pædagoger, lærere og andre, der har kontakt med familier og børn - medarbejderne omkring børn og unge - ansatte, der får mistanke om overgreb - alle, der beskæftiger sig med børn og unge - el.lign men kan senere indeholde en opsplitning af materialet i retningslinier for de enkelte skoler/institutioner/afdelinger eller faggrupper (fx sundhedspleje/kommunallæge, dagpleje/daginstitutioner, skole/sfo, klubber, PPR, sundhedsforvaltning, socialforvaltning.) Hvis materialet i udgangspunktet er målrettet er de hyppigst nævnte faggrupperne i daginstitutioner og skoler. En del inddrager dagpleje og klubber, og andre tillige sundhedsplejersker, PPR samt social- og sundhedsforvaltningerne. Der kan også være tale om en indsnævring af målgruppen, således at materialet fx er rettet mod ledere i institutioner eller ledere i distrikter og serviceafdelinger. I et enkelt tilfælde er informationerne også rettet mod forældre. Materialets konkrete udformning Ved gennemgang af materialet opleves der stor forskel i forhold til overskuelighed. En indholdsfortegnelse er meget brugbar i en situation, hvor der er behov for at tænke og handle hurtigt og relevant. Lister med navne og tlf. nr. på kontaktpersoner er givet hjælpsomt i en presset situation. I udarbejdelser med forholdsvis megen tekst, har der været eksempler på, hvordan de væsentlige pointer kan trækkes frem i lay-out et, dvs gentage budskabet i en præcis og handleorienteret form, eller supplere med at udarbejde de væsentligste handlepunkter og øvrige oplysninger i en lille supplerende folder (håndformat). Omvendt har kortfattede instrukser eventuelt været suppleret med henvisninger til mere omfattende materiale eller relevant litteratur. 7
Kommunerne Der er enkelte eksempler på, at der er case-stories eller andre eksempler indenfor de enkelte temaer. Nogle kommuner vælger at vedlægge fx lovstof som bilag til retningslinierne. Tværfaglige team Nedsættelse af tværfaglige team har været sat på den kommunale dagsorden i en længere årrække. Nogle team fungere som konsultative team, der kan rådgive og vejlede, evt. i anonymiserede sager. Andre team har fået tillagt beføjelser, så der kan iværksættes handlinger efter en tværfaglig vurdering. Sager, der vedrører seksuelle overgreb, vil ofte blive forelagt et sådant tværfagligt team, der også kan have repræsentation fra det lokale politi i det konkrete tilfælde. En særlig opmærksomhed kan rettes mod team, der er etableret som led i forebyggende aktiviteter, dvs. team, der får forelagt fagpersoners overvejelser og refleksioner, på et tidspunkt, hvor der evt. endnu ikke er "en sag" i socialforvaltningens regi, men hvor der kan være en vis bekymring ift. til et barns udvikling og adfærd. Spørgsmålet af interesse er her, i hvilken udstrækning fagpersoner i sådanne team er opmærksomme på evt. tegn på mistrivsel, der kan stamme fra seksuelle overgreb/krænkelser. Fra undersøgelsen på uddannelsesområdet ved vi, at der ikke er garanti for, at de forskellige faggrupper har en særlig viden på området fra grunduddannelserne. (Se under uddannelsesundersøgelsen). Psykologbistand s erfaringer fra vidensopsamlingen har været, at specialviden om børns - samt børnenes familiers - reaktioner på evt. seksuelle overgreb primært ligger hos privatpraktiserende psykologer eller psykologer, der har forsket i området. Der er ligeledes stor viden at finde hos enkelte amtskommunalt ansatte psykologer, der har dette område som en del af deres generelle arbejde med rådgivning og behandling af børn, unge og familier, men som derudover har haft en særlig interesse for udvikling af arbejdet. Tendensen er, at kommunalt ansatte psykologer anser indsatser vedr. seksuelle overgreb som specialindsatser, som kommuner sjældent har afsat resurser til. Efter det oplyste i fx de tværkommunale netværksgrupper (Tuf) har kommuner typisk defineret deres ydelser således, at der er begrænsninger for, i hvilken udstrækning kommunen selv går videre med intervention ift. barnet og familien. På baggrund af erfaringer fra kommuner er disse forespurgt, om deres brug af/adgang til psykologbistand. Spørgsmålene er udsendt via s e-mail database over ca. 175 kommunale kontaktpersoner. I alt 56 kommuner (hvilket svarer til 20,4 % af samtlige kommuner) svarede på spørgsmålene om psykologbistand i sager, der vedrører en konkret sag om seksuelle overgreb eller seksuelle krænkelser af et barn. Disse kommuner har geografisk været nogenlunde jævnt fordelt over hele landet. Fordelingen ift. kommunestørrelse var: Op til 10.000 indbyggere: 21 kommuner 10.001 til 30.000 indbyggere: 22 kommuner 30.001 til 50.000 indbyggere: 5 kommuner 50.001 til 500.000 indbyggere: 8 kommuner Spørgsmålene blev fortrinsvis formuleret som åbne spørgsmål, dvs ikke afkrydsning, og er efterfølgende blevet kategoriseret. Screeningen kan siges i en vis udstrækning at supplere amternes svar (amtsundersøgelsen) med kommunernes oplevelse af amternes ydelser i form af psykologbistand. Primært tegner screeningen dog et billede af, i hvilken udstrækning børn (og deres familie), der udsættes for overgreb/hvor der er mistanke om overgreb, kan forvente umiddelbar hjælp i form af psykologbistand fra den kommune, de er bosiddende i, eller fra kommunens nærmeste samarbejdspart på dette område. Screeningen viser, at de privatpraktiserende psykologer udgør en væsentlig samarbejdspart. Et væsentligt spørgsmål må derfor være, om den særlige viden, disse psykologer erhverver, i højere grad kunne indgå i en opkvalificering af kommunernes viden, fx ved systematiske og formaliserede samarbejdsmodeller. 8
Egne ydelser i kommunerne 36 kommuner har svaret ja på spørgsmålet om hvorvidt kommunen har mulighed for psykologbistand til barnet og/eller familien i eget regi Hvis kommunen svarer Ja til spørgsmålet om psykologbistand i eget regi tegner der sig generelt et billede af, at bistanden kan ydes enten via familieafdelingens psykologer eller PPR der typisk er tale om korterevarende forløb I øvrigt suppleres billedet af den bistand, som kommunens egne psykologer kan yde i forhold til en sådan sag med følgende Der er ofte tale om støtte til forældre /barn (14) Bistanden ydes typisk i afklaringsfasen, fx til afklaring og undersøgelse af problematikken.(7) Der kan være mulighed for akuthjælp (7) Der er mulighed for udredning (og evt. behandling) (3) og særlig tværfagligt samarbejde om udredning (4) Der ydes bistand til viderevisitation (4) Der er ingen begrænsninger/det fornødne kan ydes (dog typisk minus terapi) efter konkret vurdering (5) Der kan yderligere være tale om støtte til professionelle(3) Mulighed for samtaler/terapi nævnes (5) I et enkelt tilfælde nævnes krisebehandling direkte (1) Der ydes ikke terapi (4) Der ydes ikke behandling (3) Psykologbistand ydes kun undtagelsesvis (1) Der er tale om et tværkommunalt samarbejde (1) Samtaler med barnet afhænger af spørgsmålet om politianmeldelse (1) Kommunerne 20 kommuner svarer nej til muligheden for ydelser fra egne psykologer, og der tegner sig følgende billede af begrundelser (hvis sådanne er angivet): Der er ingen psykologer ansat (2) Der er ikke fastlagt nogen procedure/kompetencer; ydelser er under udarbejdelse (2) Der ydes kun hjælp indtil behovet for bistand er vurderet/ anden psykologbistand er skaffet (2) Man yder ikke bistand i den akutte situation/ under en verserende sag ved politiet (2) Sagen kan (kun) drøftes med PPR(1) Det er aftalt mellem PPR og amtet, at kommunen ikke yder denne bistand (1) Der er alternative muligheder i form af familieterapeuter i efterbehandling af familien (1) Der er privat aftale med en psykolog (ansat i kommunen) (1) Der ydes bistand i så begrænset omfang, at svaret i realiteten er et nej (1) Psykologbistand fra amtskommunen På spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har mulighed for at trække på psykologbistand fra amtskommunen svarer 43 kommuner bekræftende. Stort set oplever kommunerne som sådan, at ekspertisen er til rådighed i amtskommunalt regi, men ifølge det oplyste er der en væsentlig problemstilling, som vedrører ventetiden. Således er der 13 tilkendegivelser af, at ventetiden er uacceptabel lang. De ydelser, kommunerne kan forvente er 9
Kommunerne konsultativ bistand/supervision til kommunens sagsbehandler/psykolog (14) samtaleforløb (11) behandlingsforløb (9) psykologisk undersøgelse (7) akuthjælp/krisebehandling ( 7) hjælp til udredning/faglig drøftelse (5) familien kan henvende sig i åben rådgivning (3) enkelte samtaler (2) hjælp når evt. opklaringssag er afsluttet (2) 9 kommuner svarer nej til spørgsmålet, og svarene har været suppleret med oplysninger om at Amtet kan kun yde råd og vejledning (3) Amtet afviser sagerne/ ingen kontakt på området (3) Amtet har ikke noget tilbud på enkeltsags forløb (1) Kommunen har behov for hurtigere hjælp end den, amtet kan tilbyde (1) Amtet kan yde supervision i enkelte sagsforløb (1) Der er ingen bistand fra amtets socialforvaltning, men i få tilfælde fra sygehus (1) 1 kommune har ikke besvaret spørgsmålet. Brug af privatpraktiserende psykologer På spørgsmålet: Gør I brug af privatpraktiserende psykologer? svarer 46 kommuner Ja og 10 kommuner Nej. Kommunerne blev tillige spurgt om, hvorvidt de havde et overblik over, hvilke psykologer, der findes på dette område inden for en rimelig geografisk afstand. Af de kommuner, der har svaret ja (46) oplyser 22 kommuner at have et ( rimeligt / delvist )overblik. 3 kommuner ikke at have et overblik over psykologer med særlig specialisering på området. De kommuner, der svarer nej til spørgsmålet oplyser primært, at der ikke har været brug for at søge denne særlige bistand i de senere år. Vi stillede yderligere spørgsmål til, om kommunerne havde nogle bestemte privatpraktiserende psykologer, som de henvender sig til. Hertil svarer 36 kommuner ja, 9 kommuner nej, og 11 kommuner svarer ikke. Svar på spørgsmål om, hvad der især efterspørges hos en eventuel privatpraktiserende psykolog, gav følgende billede Erfaring (19) Særlig viden/ekspertise (15) Behandling/ terapeutiske forløb (9) Forudgående kendskab/godt omdømme (4) Krisebehandling/støtte (også forældre) (4) Hurtig tiltræden/intervention (3) Udredning, herunder evt. forældreevne (3) Interesse på området (2) Empati/ god kontakt til børn (2) Bor i det nærliggende område (2) Effektfuldt forløb (1) Kvalitative undersøgelser (1) 10
Kommunerne Indgår i kollegialt fællesskab (1) Generel erfaring med børn (1) Forudgående kendskab til familien (1) Neutralitet (1) Mandlig/kvindelig (1) PPR Mange kommuner samarbejder med PPR kontorer i sager der vedr. problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. Det kan imidlertid være en barriere eller begrænsning for dette samarbejde at PPR- kontorerne har interne regler for, hvor mange samtaler de kan yde i et behandlingsforløb. Ligeledes falder psykologisk undersøgelse af børn hvor der er mistanke om seksuelle overgreb typisk uden for PPR s område. Flere kommuner gør opmærksom på, at det mere er et spørgsmål om økonomiske ressourcer end faglig kompetence, når PPR ikke i højere grad påtager sig opgaver i forb. med undervisning og/eller behandling i problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. Familiecentre Af kommuneundersøgelsen fremgik det at enkelte kommuner havde et samarbejde med familiecentre. har planlagt to interviews med familiecentre og gennemført et (et er udskudt pga. omstruktureringer på pågældende center). Der er tale om tværkommunale centre med såvel amtslige som kommunale opgaver/funktioner samlet på ét sted. Disse centre giver mulighed for at vurdere andre samarbejdsmodeller mellem amt og kommuner. Daginstitutioner har ikke haft væsentlige aktiviteter i forhold til daginstitutions området, da vi har afventet resultaterne af Socialforskningsinstituttets undersøgelse på området ( Når mistanken opstår, SFI, 03:12). har dog haft kontakt med en kommune, der som følge af en række sager, hvor forældre rettede anklage mod ansatte i daginstitutioner har oprettet en Task Force. På mindre end 3 år var der 50 tilfælde. 32 af disse anklager kom fra udenlandske forældre. Ingen af sagerne har ført til at der er blevet rejst sigtelse mod ansatte. Erfaringerne fra Børn og Unge Afdelingens Task Force er, at anklagerne ofte udspringer af sproglige eller kulturelle barrierer. Men der kan også være tale om problematiske forhold mellem forældre og barn. Kommunens Task Force har etableret to slags netværksgrupper, én for anklagede ansatte og en for ledere af institutioner, hvor medarbejder er under mistanke/anklage. har foretaget interviews med de pædagogiske konsulenter i Task Force-gruppen. Endvidere har kommunens Task Force haft et fint samarbejde med en privatpraktiserende psykolog, som har forestået arbejdet i netværksgrupperne og på baggrund heraf udarbejdet erfaringsopsamlinger, som kommunen arbejder videre ud fra. har gennemgået den privat praktiserende psykologs rapport, med henblik på evt. at påpege muligheder for at udvikle samarbejdet mellem kommuner og privat praktiserende psykologer generelt (se endvidere s undersøgelse af kommunerne brug af psykologbistand). Dagplejen Dagplejen i Danmark passer hovedparten af børn under 3 år. På trods heraf er dagplejen som dagpasningstilbud generelt ikke særlig synligt, og således heller ikke i forhold til problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. I Høringsrapporten (UFC Børn og Familier, 2000) fremgik det, at ganske få kommuner omtaler dagplejeområdet i forbindelse med indhentelse af straffeattester ved ansættelse, men i forhold til efteruddannelse via kurser og temadage omtales dagplejeområdet ikke. På baggrund af telefon interviews med erfarne undervisere af dagplejere kan det konkluderes at ovenstående billede fortsat gør sig gældende. Den uddannelse som hovedparten af dagplejere i dag tilbydes bestå af et kort introduktionskursus samt et grundkursus (2-3 ugers varighed) Temaet seksuelle overgreb mod børn indgår 11
ikke som obligatorisk stof, og undervisere på området vurderer, at der generelt ikke sættes særligt fokus på emnet i undervisningssammenhæng. Kommunerne Dagplejens særlige beskaffenhed som et offentligt pasningstilbud, der foregår i private hjem, byder muligvis på nogle særskilte problemstillinger og barrierer, når det gælder håndtering af sager/mistanker der vedr. seksuelle overgreb mod børn. De særlige omstændigheder vedr. dagplejeområdet kunne med fordel belyses yderligere. Ikke mindst med henblik på at styrke den tidlige opsporing af ganske små børn, der udsættes for seksuelle overgreb. Kommunernes samarbejde med amtet Af kommuneundersøgelsen fremgik det, at den hyppigst nævnte samarbejdspart i sager, der vedr. seksuelle overgreb mod børn er amterne. Dette svarer også til bestemmelserne i Serviceloven, der fastslår at det er amternes opgave at stille tilbud til rådighed, når der er behov for en mere specialiseret indsats, som ikke kan løses af den enkelte kommune. Det kunne imidlertid også aflæses af besvarelserne at kommunernes samarbejde med amtet varierer i omfang og samarbejdsform. Dette var som omtalt en del af baggrunden for, at i 2002 iværksatte en undersøgelse af amternes politik og tiltag på området (se under Amterne). I den kvalitative vidensindsamling fra kommunerne har samarbejdet med amterne været et centralt fokuspunkt. Der peges fra kommunernes side på følgende temaer/barrierer i samarbejdet med amterne: Dilemmaet mellem behandling og efterforskning Kommuner kan opleve dilemmaet mellem behandling og efterforskning som en barriere i forhold til samarbejdet med amtet. Ofte er amterne afvisende overfor at gå ind i en sag, før det er afklaret om der skal være en politianmeldelse eller ej. Men mange gange ønsker kommunen måske netop amternes rådgivning i fht. at afklare, gennem psykolog samtaler med barnet, om der er grundlag for en politianmeldelse eller ej. De fleste amter ønsker ikke at foretage psykolog undersøgelser af et barn alene med det formål at af- eller bekræfte en mistanke om overgreb. Det kan også være at kommunen ønsker et behandlingstilbud til et barn, men ikke kan få dette under henvisning til at den politimæssige side af sagen ikke er afklaret. Kommunerne påpeger, at der kan opstå divergerende opfattelser af mulighederne for samarbejdet med amtet, hvis ikke udmeldingerne er klare eller enslydende fra sag til sag. Samlet set understreger kommunerne, at det er meget væsentligt, at der er klare retningslinier for samarbejdet med amtet i fht. undersøgelses-, behandlings- og politimæssige spørgsmål vedr. (mistanke om) seksuelle overgreb mod børn. Ansvars- og kompetencefordeling Det fremgår, at der kan være forskellige opfattelser i kommuner og amter af ansvars- og kompetencefordelingen i disse sager. Mange større kommuner har selv oparbejdet en solid specialviden på området, hvorimod der især i mindre kommuner er et behov for og en forventning om, at amterne bør have en specialviden som de kan stille til rådighed i fht. problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. Det kan imidlertid opleves som en barriere for samarbejdet, at amtet ikke tager et reelt medansvar i fht. håndteringen af sagsforløbet eller i etableringen af støtteforanstaltninger og -tilbud. Det er nævnt fra kommuners side, at amterne i højere grad kunne have en formidlende funktion mellem kommunerne, så kommunerne også kunne bruge hinanden mere på tværs. Ventetid Det fremhæves fra kommunerne som en barriere, at der generelt er lang ventetid på behandlingstilbud i amtet. 12
Kommunerne Mangel på tilbud om behandling Det fremhæves som en barriere, at amterne ikke kan stille relevante behandlingstilbud til rådighed, når der er behov for det. At tilbudene ikke er fleksible nok. Eksempelvis afviser nogle amter at påbegynde behandlingsforløb, som vurderes at skulle forløbe over mere end et år. Manglende information Manglende information om hvilke tilbud amtet har kan også være en barriere i samarbejdet mellem amt og kommune. Der er behov for at kommunernes informationer om amtslige kontaktpersoner, behandlings- og rådgivningstilbud løbende opdateres. Og der er behov for klarhed/overblik over amtets tilbud. Det synes at være væsentligt for et samarbejdsforløb i disse sager, at man som udgangspunkt ved hvem man skal kontakte hvornår. I forbindelse med større strukturomlægninger i amtet er det ofte vanskeligt efterfølgende for kommunerne at orientere sig om samarbejdsrelationer. Manglende kendskab til kommunal virkelighed Det er også fremhævet fra især de små kommuner at amterne ikke har tilstrækkelig indsigt i den kommunale virkelighed. Dette kan give sig udslag i urealistisk rådgivning, hvor kommunerne ikke har mulighed for at iværksætte de tiltag, som amterne foreslår. Kommunernes samarbejde med politiet Sager om seksuelle overgreb indbefatter i de fleste tilfælde et samarbejde mellem de sociale myndigheder og politiet. har derfor foretaget kvalitative interviews med nogle af de specialuddannede politifolk, der foretager videoafhøring af børn i sager om seksuelle overgreb. De interviewede er placeret i Ålborg, Århus, Viborg, Esbjerg og Odense politikredse. Interview med en af de specialuddannede politifolk fra Glostrup politikreds er tidligere foretaget, og på s konference i oktober måned 2002 var der oplæg af en specialuddannet fra kriminalpolitiet i København. Interviewene har taget udgangspunkt i politiets indtryk af samarbejdet med kommunerne i sager om seksuelle overgreb på børn. Det generelle samarbejde Det lyder samstemmende fra alle de interviewede, at det generelle samarbejde med kommunerne er godt. Der er god vilje fra kommunerne til at lytte til politiets anvisninger og råd og forvaltningerne tager ved lære af de fejl, de somme tider begår. Der er også i dag en større åbenhed og vilje til samarbejde og de socialrådgivere, som deltager i afhøringen som bisiddere for børnene har generelt fået en anden opfattelse af deres rolle under afhøringerne. De har ikke længere et indtryk af, at de skal være børnenes beskyttere mod overgreb fra politiets side, men sidder der som tryghedsperson og for at høre barnet og vurdere hvilken hjælp barnet har brug for. Det formaliserede samarbejde Videoafhøringer af børn i sædelighedssager skal foretages af særligt uddannede polititjenestemænd, der er fordelt i 8 områder, dækkende hele landet. De enkelte områder har organiseret sig forskelligt med hensyn til placeringen af de særligt uddannede politifolk. Nogle steder sidder flere samlet mens nogle er fordelt i området, et sted er de alle fordelt enkeltvis på politistationer i området og et andet sted sidder alle de særligt uddannede for området samlet på en station. Ingen af områderne har et formaliseret samarbejde med kommunerne, men de fleste steder har man en mere eller mindre fast praksis for, hvordan man griber kontakten an. 13
Det uformelle samarbejde Alle områderne giver udtryk for, at det uformelle samarbejde, hvor kommunerne kan ringe ind og anonymt drøfte en sag, er værdifuldt. Det kan opveje sagsbehandlernes manglende erfaring med området. Det varierer meget fra område til område, hvor udadvendt kontakten til kommunerne er. Nogle af de særligt uddannede tager meget ud og holder foredrag og gør meget ud af at skabe en personlig kontakt til personalet i de forskellige socialforvaltninger og daginstitutioner. Politifolkene giver udtryk for, at det personlige kendskab betyder meget. Det giver tryghed, og samarbejdsparten ved, at politiet ikke straks finder notesblokken frem, hvis de ringer ind. Der er kun tale om en drøftelse. Under foredragene gør politiet meget ud af at forklare om deres arbejde og arbejdsbetingelser, således at pædagoger og socialrådgivere får et bedre indblik i eksempelvis hvorfor nogle sager henlægges eller bliver afvist ved retten. Men også så de forstår deres opgave med at lave gode observationer til brug for sagen. Det er kendetegnende, at de områder, som er mest udadvendte i forhold til kommunerne, også er dem, der får flest uformelle henvendelser. Særlige problemstillinger Specielt én problemstilling nævnes ofte i interviewene. Det er erfaringen med, at socialforvaltningen indimellem underretter den mistænkte forældre om, at de vil indgive en anmeldelse til politiet, inden de indgiver anmeldelsen. Når politiet herefter møder op for at anholde den mistænkte er han forberedt og har skaffet alle beviser af vejen, samtidig med, at børnene er blevet påvirket til ikke at fortælle noget. Kommunerne Kommunerne henviser til, at de har pligt til at underrette forældrene inden de indgiver en anmeldelse, eller at de gør det for at sikre et fortsat samarbejde med familien. Dermed støder efterforskningen i straffesagen sammen med sagsbehandlingen i socialsagen. Nogle af de interviewede politifolk påpeger også, at der somme tider i nogle kommuner går lidt for lang tid, inden de anmelder forholdene til politiet eller de vælger selv at "klare" sagen. Politiet nævner i den forbindelse, at kommunerne skal blive bedre til at tage beslutningen om enten at kontakte politiet eller at der ikke er noget i sagen. Flere af de interviewede gør opmærksom på, at de også gør meget ud af at fortælle bisidderen fra kommunen, at selvom barnet ikke fortæller noget under afhøringen og der dermed ikke bliver en politisag, så er der stadig en socialsag vedr. et barn, der har brug for hjælp. Nogle af de interviewede politifolk giver udtryk for, at de somme tider føler, at de må fungere som barnets garant for, at det får hjælp. Kommunernes samarbejde med sygehuse Det umiddelbare indtryk fra kommunerne er, at der sjældent er noget nævneværdigt samarbejde direkte mellem et barns hjemkommune og den afdeling, hvor barnet evt. er/har været indlagt. I har vi ikke prioriteret særskilt at gå længere ind i en undersøgelse af problemstillingen, men det har løbende været drøftet med SMB at koordinere den viden, de to videnscentre har indhentet, for senere at formulere oplæg til en mere målrettet undersøgelse. Disse drøftelser forventes i løbet af den nærmeste fremtid at munde ud i en vurdering af, i hvilken udstrækning og SMB samlet kan bidrage med viden og påpege hensigtsmæssige modeller for samarbejde mellem kommuner og hospitalsafdelinger på dette område. 14
Amterne AMTERNE Spørgeskemaundersøgelse om amternes tiltag vedr. seksuelle overgreb mod børn På baggrund af resultaterne af kommuneundersøgelsen og konkrete kommuners påpegning af samarbejdet med amtet som et væsentligt tema iværksatte i sommeren 2002 en spørgeskema undersøgelse om amternes målsætninger og tiltag på området. Undersøgelsen skulle endvidere bidrage til at få kortlagt amternes tilbud om støtte, behandling og rådgivning i fht seksuelle overgreb mod børn. Konkret var spørgeskemaet, der bestod af 17 hoved spørgsmål, opdelt i 3 dele, hvor der blev spurgt til hhv. a) amtets politik og procedure i fht. seksuelle overgreb mod børn; b) amtets tilbud om støtte, behandling og rådgivning og c) amtets samarbejdsparter og samarbejdsindsatser på området. Herudover bad vi amterne om at beskrive evt. udviklingsinitiativer og fremtidige målsætninger og behov/særlige problemstillinger på området. Spørgsmålene vekslede mellem afkrydsningsspørgsmål og åbne spørgsmål med plads til uddybende besvarelser. Undersøgelsen blev sendt ud til samtlige amter og til Frederiksberg og Københavns Kommune i juni 2002. Der blev i efteråret 2002 foretaget to telefoniske rykker-runder, hvorefter samtlige besvarelser var i hus. Besvarelserne blev tastet ind i SPSS og er efterfølgende bearbejdet og analyseret. I forbindelse med undersøgelsen blev der endvidere etablere en adressedatabase med navngivne kontaktpersoner, der beskæftiger sig med seksuelle overgreb mod børn, i de respektive amter/amtskommuner. Disse kontaktpersoner udgør s amtsnetværk, som bl.a. muliggør en hurtig og direkte dialog med amterne, eksempelvis via fællesmail (se afsnit om visitation til døgninstitutioner). Hovedresultater Amternes formulerede politik i fht indsatsen mod seksuelle overgreb mod børn 7 ud af 16 (44 %) angiver, at de har en formuleret politik i fht. forebyggelse, opsporing og/eller behandling af seksuelle overgreb mod børn. Det fremgår at der i slutningen af 1980 erne/begyndelsen af 1990 erne i forbindelse med fokus på tværfagligt samarbejde omkring omsorgssvigt og vold mod børn i mange amter blev oprettet tværfaglige arbejds-, rådgivnings- og/eller koordinationsgrupper. Det er bl.a. i relation til disse grupper, at en del amters politik er formuleret. I realiteten gælder det for hovedparten af amterne, at en formuleret politik i fht. seksuelle overgreb mod børn er inkluderet i en mere generel politik i fht. omsorgssvigt og børnemishandling. Seksuelle overgreb mod børn er altså mange steder ikke et område, hvorom man særskilt har formuleret en politik. Udarbejdelse af procedurer/handleplan/retningslinier 11 amter (69 %) angiver, at de har udarbejdet procedure/handleplan/retningslinier for håndteringen af sager der omhandler seksuelle overgreb mod børn. 5 amter har ikke. Amter der har udarbejdet retningslinier har medsendt eksemplarer heraf til. Ser man nærmere på de 11 amter, der har udarbejdet retningslinier, er det typiske, at der er tale om handleplan ved mistanke og/eller erkendt omsorgssvigt/børnemishandling/seksuelle overgreb mod børn. 15
De udarbejdede procedurer/handleplaner/retningslinier henvender sig dels til sagsbehandlere og dels til andre fagfolk (lærer, pædagoger), der møder problemstillingen seksuelle overgreb mod børn eller børnemishandling generelt. Støtte- og eller behandlingstilbud der retter sig mod børn og unge, hvor der er mistanke/konkret viden om seksuelle overgreb mod børn 15 amter (94 %) angiver, at man har behandlingstilbud der retter sig mod børn og unge, hvor der er mistanke/konkret viden om seksuelle overgreb mod børn. 1 amt angiver, at man ikke har behandlingstilbud, der retter sig mod børn med denne problemstilling. Generelt gælder det at amtslige Rådgivningscentre/-enheder foretager generel undersøgelse af barnet på baggrund af mistanke, og/eller etablerer et behandlingstilbud til et barn. Herudover nævner enkelte amter tilbud om behandling til børn i forbindelse med anbringelse/på døgninstitution. Et amt beskriver, at den amtslige Børnerådgivning har et samarbejde med børneafdelingen på sygehuset i fht. udredning og gruppebehandling til piger i alderen 9-18 år. Enkelte amter beskriver, at man har et behandlingstilbud som max. forløber over 1 år, med 10-20 samtaler. Få amter nævner, at man udover samtaler og terapi, tilbyder legeterapi til mindre børn. Tilbud der retter sig mod familier/forældre til børn, hvor der er mistanke/konkret viden 15 amter har tilbud der retter sig til familier/forældre til børn, hvor der er mistanke/konkret viden om seksuelle krænkelser. 1 amt har ikke. Tilbudet til familier og forældre indgår de fleste steder som en del af Rådgivningscentrenes tilbud til børnene. Det pointeres fra flere amter, at man arbejder familieorienteret og dermed også medtænker forældrene i et evt. rådgivnings- og/eller behandlingsforløb. De fleste amter har et tilbud om rådgivning og vejledning, ligesom en del nævner tilbud om krisebistand og terapi til familier/forældre. Enkelte amter gør opmærksom på de forskellige behov for støtte, der kan være i forhold til overgrebets karakter. Er barnet blevet udsat for overgreb uden for familien, er det vigtigt at støtte forældrene til at hjælpe barnet igennem forløbet samt til at beskytte det. Er barnet derimod blevet overgrebet i hjemmet/familien er behovene for støtte anderledes. Man er her især opmærksom på barnets behov for at blive troet af den ikke krænkende forældre. Et enkelt amt oplyser endvidere at Børnerådgivningen også får henvist den krænkende forælder til behandling, hvis familien er sammen efter afsonet straf. Tilbud der retter sig mod (evt. tidligere dømte) krænkere 6 amter (40%) angiver, at de har tilbud der retter sig mod krænkere, 10 amter (60 %) oplyser at man ikke har. Ser man nærmere på det viser det sig, at i de amter, der angiver at man har tilbud til krænkere, er der primært tale om rådgivnings- og behandlingstilbud (terapi) til unge krænkere under 18 år. Flere gør imidlertid opmærksom på, at selv om man ganske vist har dette tilbud, er erfaringen på området meget beskeden. Med henvisning til Mimi Stranges undersøgelse om unge krænkere (2002) kunne man fremhæve, at amtsundersøgelsen generelt afspejler den fokusering, der nok hidtil har været på offeret i det offentlige sociale system. At et ensidigt offer-fokus har betydet, at man i organiseringen af indsatserne ikke har været opmærksom på offer-krænker dynamikken. Amtsundersøgelsen peger i retningen af, at det er en opmærksomhed man efterhånden er ved at få i flere amter. Den kvalitative opfølgning på amtsundersøgelsen blandt 3 amter viser dog også, at man langt fra alle steder føler sig rustet til at varetage behandling af krænkere med den nuværende organisering af behandlingsindsatsen. Der er behov for efteruddannelse/opkvalificering af medarbejdere, hvis krænkerbehandling fremover skal være en fast bestanddel af amternes tilbud om behandling. Amterne 16
Organiseret rådgivningstilbud til kommunerne i problemstillingen seksuelle overgreb mod børn 14 amter (88 %) oplyser, at man har et organiseret rådgivningstilbud til kommunerne, 2 amter har ikke. Det typiske er at rådgivningen af kommunerne indgår som en del af et generelt tilbud. Rådgivningstilbudet kan forme sig som konsulentbistand til kommunerne i sager der vedrører seksuelle overgreb mod børn. Der kan her være tale om konkret rådgivning til sagsbehandler og/eller om rådgivning i form af samarbejde og koordinering sammen med kommunen. Der kan også være tale om at afholde et orienteringsmøde. Rådgivningens karakter beskrives som afhængig af sagens karakter og ønskerne fra den sociale myndighed. Et amt påpeger at målsætningen med rådgivningstilbudet dels er sagsbehandlerens personlige/faglige udvikling og dels udviklingen af sagsbehandlingen som sådan. Flere amter nævner også at rådgivningstilbudet til kommunerne også kan omfatte tilbud om supervision. Rådgivningstilbudet udgår typisk fra amtets Rådgivningscenter eller Koordinationsgruppe. Flere steder kan der være tale om at Koordinationsgruppens medlemmer samlet eller enkeltvis yder rådgivning til de professionelle i såvel konkrete som generelle forespørgsler. Amtets samarbejde med kommunerne i seksuelle overgrebssager Ser man på organiseringen af samarbejdet med kommunerne fremgår det, at langt den overvejende form for samarbejde er ad hoc samarbejdet omkring enkelt sager. 14 amter (88 %) arbejder ad hoc og halvdelen heraf, 7 (44 %) har derudover også et formelt etableret samarbejde med en eller flere kommuner. Overordnet set kan man sige at nøglen til samarbejdet mellem kommune og amt er specialviden. Amtet kommer ind i billedet hvis kommunen har behov for yderligere faglig indsigt til at løse en rådgivnings-, udrednings- eller behandlingsopgave. Det er kommunen der har rollen som familiernes/barnets indgang til støttesystemet. Som følge af at den fremherskende samarbejdsform er ad hoc præget, er kommunernes koordinering af disse sager med amterne i høj grad afhængig af den enkelte sagsbehandler/eller af familien selv. Det kan dels betyde at den specialviden, der evt. findes i amtet ikke udnyttes optimalt. Det kan også betyde at procedurer for samarbejde ikke er kendte og veletablerede, hvilket kan vanskeliggøre samarbejdet i akutte situationer. Og endelig kan det betyde at amternes rådgivning af kommunerne ikke i tilstrækkelig høj grad baserer sig på indsigt i den lokale kommunale virkelighed. Dette kan medføre at rådgivningen og løsningsforslag i konkrete sager opleves som urealistiske (se kommunernes påpegning af barrierer i samarbejdet under kommuner ). Øvrige initiativer med henblik på at koordinere samarbejdsindsatser 8 amter (50%) angiver, at de har taget initiativer med henblik på at koordinere samarbejdsindsatser i fht. seksuelle overgreb mod børn. 6 (38%) har ikke. 1 (7%) amt ved ikke. 1 er ubesvaret. Besvarelserne viser, at amternes koordinering af samarbejdsindsatser i forhold til seksuelle overgreb mod børn reelt kun i få tilfælde foregår på systemplan. Amternes uddybning af de initiativer de har taget med henblik på at koordinere samarbejdsindsatser viser, at koordineringen de fleste steder foregår som en del af konkrete sager. Samarbejder med andre amter på området 2 amter (13 %) angiver, at de har haft eller har et samarbejde med andre amter; 13 (81 %) har ikke. 1 amt ved ikke. Om koordinerende møder på tværs - muligheden for erfarings- og vidensudveksling. Målrettede initiativer i fht. at indsamle, udvikle, bearbejde og formidle viden om seksuelle overgreb mod børn 6 amter (37%) angiver, at de har foretaget målrettede initiativer i fht. at indsamle, udvikle, bearbejde og/eller formidle viden om seksuelle overgreb mod børn. 10 amter (63 % ) har ikke. Amterne 17
Amterne Blandt de amter der har foretaget initiativer på området nævnes bl.a.: En Amtslig Børnerådgivning er i færd med at registrere og systematisere viden i egne sager vedr. seksuelle overgreb til brug for gensidig erfaringsudveksling og kvalificering af indsatsen over for den konkrete familie, kommune og øvrige samarbejdspartnere. Et amt har etableret et projekt, der bl.a. involverer undervisning af samtlige medarbejdere på amtets døgninstitutioner i problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. Herudover forestår amtet også lejlighedsvis undervisning til kommuner, herunder PPR, sundhedsplejersker, pædagoger m.fl. Der er desuden afholdt landsseminar og temadage. Et amt har i samarbejde mellem Børneafdelingen på Amtets Sygehus og medlemmer af Koordinationsgruppen i pågældende Amt foretaget en undersøgelse om indlagte på Børneafdelingen, som har været udsat for seksuelle overgreb. Koordinationsgruppen har samlet viden og formidlet denne via temadage, kurser etc. Det påpeges dog, at der ikke er tale om mere systematisk data indsamling eller om databank. To fagråd (amtslige) vil fremover få til opgave at 1) afdække problemområdet omsorgssvigtede og seksuelt misbrugte børn; 2) komme med forslag til et kriseberedskab og 3) konkrete handleplansforslag (uddannelse af medarbejdere, nøglepersoner m.v) som kan benyttes af amtets dag- og døgntilbud. Et amt har til hensigt at indsamle data i forbindelse med arbejdet i vejlednings-/ og rådgivningsteamet med henblik på en mere målrettet indsats. En central forvaltning har indsamlet datamateriale om antal af henvendelser om mistanke om seksuelle overgreb, antal af politianmeldelser og egentlige sigtelser mod en medarbejder, samt foretaget opdeling på barnets alder. Et amt har af Den Sociale Sikringsstyrelse fået bevilget økonomisk støtte til et projekt vedrørende "Psykosocial indsats over for børn udsat for seksuelle overgreb og deres familier". Projektet forventes afsluttet primo 2003. Amtet forventer at kunne følge projektet op med faglige artikler og retningslinier for fremtidig håndtering af lignende sager. Kompetenceudvikling af medarbejdere på området (f. eks. supervision/undervisning/ efteruddannelse) 11 amter (69 %) angiver, at de har foretaget kompetenceudvikling af medarbejdere på området, 5 amter (31 %) har ikke. Indtrykket er at kurser, undervisning og efteruddannelse af medarbejdere generelt prioriteres højt i amterne, netop fordi det forventes, at amtet har en specialviden på området. Som konkrete eksempler på kompetenceudviklingen i amterne nævnes hyppigst Supervision og Konsulentbistand Undervisning og Efteruddannelse (deltagelse i kurser, temadage, konferencer og seminarer) Målgruppen er typisk sagsbehandlere, konsulenter og psykologer. Herudover nævner et par amter at kompetenceudviklingen i fht. kommunerne er en del af den løbende kontakt med kommunerne og man herigennem har tilbud om rådgivning og supervision til kommunerne. Ét amt fremhæver, at man har undervisning i forhold til procedure og forebyggende foranstaltninger. Endelig har der som et konkret eksempel på kompetenceudvikling i et amt været tilknyttet fast supervisor i forhold til en bestemt gruppe krænkede børn i en kommune. Planlagte udviklingsinitiativer eller andet i fht. problemstillingen seksuelle overgreb mod børn 5 amter (31 %) angiver, at man har planlagt udviklingsinitiativer eller andet i fht. problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. 10 amter (63 %) har ikke planlagte initiativer på området, 1 amt har ikke besvaret. Af planlagte initiativer på området nævnes: Fortsætte gensidig erfaringsudveksling med politiet. Afholde en temadag om forebyggelse af seksuelle overgreb i offentlige institutioner. 18