April 2014 Kritisk Debat, April 2014 side 1
Indhold Lederen... 3 Opgør om lønmodtagerrettigheder... 4 Spidsartikel... 8 Keynesianismens muligheder og begrænsninger i en progressiv politisk strategi... 9 Politik og økonomi... 16 Linjer for en socialistisk reformstrategi... 17 Stat, Kapitalisme og organisk krise.... 31 Verden kan forandres og den trænger til det!... 44 Systemkritik... 48 Den forestillede videns syndrom... 49 Fagbevægelse og arbejdsmarked... 57 LO og FTF - et anstrengt fornuftsægteskab forude eller en ny klassealliance... 58 OK-15 i den offentlige sektor er under opsejling. Arbejdsgiverne ved hvad de vil. Hvad vil fagbevægelsen?... 63 Koncerner: Tyranniet bag facaderne.... 66 Det truede arbejdsliv - hvad er prekært arbejde?... 72 Ingen overlades til sig selv! Om kampen for at give mennesker noget at leve for snarere end noget at leve af... 76 Hverdagsliv og modstandsformer... 82 Billeder af håb... 83 Internationalt... 89 Ukraine og vestens hykleri... 90 Fremtiden for venstrefløjen i Sydøstasien... 96 Kommentar og debat... 100 Demokrati: Det uperfekte folkestyre... 101 Non-Governmental Organizations... 104 Kritisk Debat, April 2014 side 2
Lederen Kritisk Debat, April 2014 side 3
Opgør om lønmodtagerrettigheder Af Kritisk Debats redaktion Der udspiller sig et absurd teaterstykke lige nu på det danske arbejdsmarked. På den ene side deltager OAO, FTF og AC i arbejdet med en Tillidsreform, der styres af indenrigsminister Margrethe Vestager. På den anden side forbereder de offentlige arbejdsgivere orkestreret af Moderniseringsstyrelsen i det socialdemokratisk ledede finansministerium et frontalt opgør med de selv samme faglige organisationer til Overenskomstforhandlingerne i 2015. Midt i dette spil har OAO, FTF og AC indgået en aftale med indenrigsmisteren om, at hun sammen med KL og Danske Regioner kan indlede forsøg med fritagelse for overenskomstmæssige bindinger. I et brev til ministre, regionsformænd og borgmestre skriver Margrete Vestager sammen med formændene fra henholdsvis KL og Danske Regioner, at nu igangsætter vi initiativet om forsøg med fravigelse af overenskomster i både staten, regionerne og kommunerne. Formålet med forsøgsordningen er at vurdere, om de nuværende overenskomster udgør en barriere for en smartere indretning af opgaveløsningen. Herefter kan parterne eventuelt aftale fravige de generelle overenskomster. Nogle få generelle aftaler er undtaget fra forsøget, og FOA og LC (lærernes centralorganisation) deltager ikke i ordningen. Det er nøjagtig samme melodi, som Produktivitetskommissionen er slået ind på i sin afsluttende rapport. Underforstået: Målet er, at det er arbejdsgivernes definition af opgaveløsningen og af, hvad der er en smartere opgaveløsning, der skal sætte rammerne for overenskomsterne og ikke de offentlige lønmodtageres legitime krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det nærmer sig det bizarre, at det er en socialdemokratisk ledet regering, en socialdemokratisk formand for Danske Regioner og en socialdemokratisk formand for KL s arbejdsmarkedsudvalg, der er slået ind på en linje op til overenskomsterne, som har som sit primære formål at undergrave de centrale overenskomster, lønmodtagernes rettigheder og at reducere de faglige organisationers styrke som aftalepart. Men det bizarre bliver først for alvor absurd, fordi fagbevægelsens hovedorganisationer overhovedet ikke er gået til modangreb. Nu kunne det selvfølgelig forholde sig sådan, at man i OAO, FTF og AC ikke har opdaget, hvad der er på vej. Det forekommer dog ikke troligt. Det virker mere overbevisende, at man i sin tid lod sig fange ind af regeringens tillidsudspil en slags mini trepartsforhandling og nu ikke kan komme ud af saksen uden at tabe ansigt. Hellere deltage i dette bizarre spil end at gå ud og forklare medlemmerne, at man tog fejl, og at det ender med en konfrontation ved OK-15. Desværre må man konstatere, at det er historien, som gentager sig. De faglige organisationer gjorde heller ikke op til OK-13 meget for at advare medlemmerne om, hvad der var på spil. Tværtimod valgte man at holde lav profil i håbet om, at man kunne undgå den store konfrontation. Det lykkedes dengang. Man lod lærerne tage den ulige kamp med regeringen og KL, og trods megen forargelse og forbitrelse gjorde resten af fagbevægelsen reelt intet for at støtte lærerne. Men selv om det i 2013 faktisk lykkedes at undgå den store konfrontation, lykkedes det ikke at få gjort regeringen, KL og Danske Regioner klart, at man ikke er til sinds at acceptere deres krav om udvidet ledelsesret, øget individuel løndannelse, færre tillidsrepræsentanter, øget fleksibel arbejdstid og reduktion af organisationernes aftaleret. Kritisk Debat, April 2014 side 4
Arbejdsgivernes radikale krav blev i 2013 nedtonet, men ikke afvist, og nu stiller de samme arbejdsgivere nøjagtig de samme krav igen samtidig med, at erfaringerne fra 2013 fortæller dem, at organisationernes sammenhold og vilje til at kæmpe ikke er imponerende. Man har ikke mødt nogen kritik af målene, og man har ikke mødt nogen kritik af KL, der på organisationens hjemmeside skriver, at man vil reducere, antallet af områder, hvor organisationerne har forhandlings- og aftaleret, og have færre regler i MED systemet og færre TR beskyttede. Organisationernes tavshed er alarmerende, al den stund finansministeriet, indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner har lagt sig entydigt fast på den linje, som Produktivitetskommissionen har trukket op i sin endelige rapport: Der skal indgås brede og fleksible overenskomster, der åbner for færre centrale og bindende aftaler og flere rammeaftaler, som de lokale parter helt ude på den enkelte arbejdsplads skal udfylde. Arbejdstidsreglerne skal blødes op, så de nemmere kan tilpasses opgaveløsningen, som arbejdsgiverne i øvrigt definerer. Kompetencen til at indgå lokale aftaler om bedre udnyttelse af arbejdstiden decentraliseres, så lederne, medarbejderne og de lokale tillidsrepræsentanter får bedre muligheder for at indgå sådanne aftaler. En større del af løndannelsen skal foregå lokalt eller ved individuelle aftaler mellem ledelsen og den enkelte medarbejder. Lønnen skal knyttes til resultater og præstationer, som ledelsen også her definerer. Selv om det er Produktivitetskommissionen, der har formuleret disse ønsker i den afsluttende rapport, adskiller de sig ikke nævneværdigt fra de ønsker og krav, som personalestyrelsen (nu Moderniseringsstyrelsen), KL og Danske Regioner allerede formulerede op til OK-11. Som i 2013 trak arbejdsgiverne også kravene tilbage i 2011, men i det samlede forløb har de over to overenskomster fået præciseret og modnet det tema, der skal kæmpes om i 2015: Markant udvidelse af ledelsesretten og markante begrænsninger af organisationernes aftale- og forhandlingsret. Det, der adskiller det aktuelle spil fra forløbene op til OK-11 og OK-13, er at både regeringen, produktivitetskommissionen, KL og Danske Regioner i fællesskab er ved at tegne et billede, som gør det mere eller mindre illegitimt for lønmodtagerne at fastholde retten til at sælge deres arbejdskraft på en måde, der sikrer dem ordentlige arbejds- og levebetingelser. Overenskomsterne, som strengt taget ikke handler om andet, skal underordnes hensynet til en eller anden borger i centrum eller en patient i centrum, der i øvrigt ikke eksisterer i den virkelige verden. Borgeren i centrum er en arbejdsgiverskabt figur. Det er arbejdsgiveren, som både definerer, hvad centrum er, og hvad der skal præsteres for at indfri den fiktive borgers forventninger. Derved bliver det selvfølgelig også arbejdsgiveren, som opnår retten til at bestemme større dele af løndannelsen, arbejdstidsplanlægningen, arbejdsklimaet, medbestemmelsesomfanget og så videre. På den led tegner man allerede nu det billede, som skal anvendes i kampen om den offentlige mening og støtte, så KL og Danske Regioner denne gang kan sætte trumf på det, man gik efter i 2011 og 2013, og som Moderniseringsstyrelsen går efter i 2015: at løn bliver et strategisk ledelsesredskab, og at kravene understøtter arbejdet med løn og arbejdstid i staten som en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken. Hvis ikke det billede udfordres af de faglige organisationer hvad der ikke er meget, der tyder på lige nu så vil både regeringen, den borgerlige opposition, KL og Danske Regioner uden tøven kunne udstille de faglige organisationer og deres medlemmer som ufølsomme overfor borgernes ve og vel, når de alene fremsætter krav, Kritisk Debat, April 2014 side 5
der skal sikre de ansatte rimelige løn- og arbejdsforhold, uanset om de konflikter med høj service og øget produktivitet. Præmissen er således allerede formuleret, og indtil videre ser det ud til, at toneangivende fagligere ledere har købt den. Formanden for OAO, Bodil Otto fra HK, mener, at mulighederne for at imødekomme Produktivitetskommissionens anbefalinger allerede eksisterer i dag. Og Dennis Kristensen fra FOA afviser yderligere lokal løndannelse med den begrundelse, at det alligevel altid er de bedst uddannede, som løber med den største del af kagen. Underforstået at forholdt det sig omvendt, kunne man godt tale om øget decentralisering af løndannelsen. Ikke et eneste ord om intentionerne om at reducere organisationernes forhandlings- og aftaleret. Ikke et ord om, at øget lokal- og individuel løndannelse vil svække lønmodtagernes stilling generelt og skabe øget splid. Ikke et ord om, at løndannelsen absolut ikke er et strategisk værktøj for arbejdsgiverne, men tværtimod prisen for salget af arbejdskraft, og at denne pris selvfølgelig nu skal forhandles centralt, hvor lønmodtagerne står stærkest. Ikke et ord om, at man vil svække MED systemet yderligere samtidig med, at regeringen og kommunerne er ved at flyde over af gode intentioner om mere tillid. Ikke et ord om, at øget fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse, der skal lette opgaveløsningen, vil reducere medlemmernes helt elementære rettigheder og mulighed for at planlægge deres egen fri tid. Ikke et ord om, at hele den orkestrerede iscenesættelse af OK-15 har som formål at udvide ledelsesretten på alle områder i et omfang, som gør den næsten totalitær i den forstand, at medarbejderne og deres tillidsrepræsentanter vil have stadigt færre rettigheder at støtte sig til. Og ikke et ord om, at konsekvenserne af arbejdsgivernes krav for så vidt de får held til at tvinge dem igennem vil være, at hele det faglige retssystem undergraves og så er den danske model først for alvor blevet til en tom skal. Selvfølgelig vil der på et eller andet tidspunkt komme en modreaktion fra de faglige ledere. Om ikke før så når arbejdsgivernes offensiv bliver så åben og konsekvenserne så tydelige, at medlemmerne, de lokale organisationer og tillidsrepræsentanter begynder at reagere. Problemet er, at reaktionen kan komme så sent, at det for det første bliver vanskeligt at mobilisere medlemmerne og for det andet umuligt at nå at forberede dem og resten af den danske fagbevægelse på den konflikt, som kan blive resultatet. Dertil kommer, at en eventuel konflikt med den socialdemokratisk ledede regering vil løbe hele foråret, hvor der senest skal afholdes folketingsvalg i efteråret. Så hele overenskomstforløbet vil om noget være politiseret fra start til slut, og den borgerlige opposition vil selvfølgelig vide at tage tråden op, hvis fagbevægelsen taber overenskomstkampen, og den selv vinder valget. Med et socialdemokrati, der selv har indledt opgøret med fagbevægelsens relative styrke, og en fagbevægelse, der ikke har formået at tilbagevise den socialdemokratisk ledede regerings offensiv, skal den borgerlige opposition bære sig ualmindelig tåbeligt ad for ikke at udnytte situationen fuldt ud til at tromle sin egen politik igennem på rekordtid. Det er det, der er på spil allerede nu. Af samme grund stiller det også hele venstrefløjen både i og udenfor fagbevægelsen overfor den opgave at gøre forberedelserne til OK-15 til en af de væsentligste kampfelter resten af året. Hvis ikke de faglige ledere kan finde ud af at forberede medlemmerne og resten af fagbevægelsen på, hvad der er i vente og ikke mindst de langsigtede konsekvenser, falder ansvaret for, at det alligevel sker, på venstrefløjen både i S, SF og EL. Kritisk Debat, April 2014 side 6
Som det klart fremgår af arbejdsgivernes udspil, skal der opbygges en modoffensiv på to fronter. For det første skal alle bestræbelserne for at underordne overenskomsterne hensynet til de arbejdsgiverbestemte borgere i centrum og de arbejdsgiverbestemte krav til produktiviteten modargumenteres og afsløres. Det bliver en central opgave at spolere det billede og i stedet fremstille modbilledet: At overenskomstforhandlingerne selvfølgelig handler om, at lønmodtagerne har en legitim ret til at kæmpe for de bedst mulige løn- og arbejdsforhold. Herunder rimelige arbejdstidsregler, som sikrer dem et liv udenfor arbejdet. Hvis borgeren skal sættes i centrum og produktiviteten skal øges, så må arbejdsgiverne Finansministeriet, KL og Danske Regioner finde ud af det med skyldig hensyntagen til de indgåede aftaler. De har jo ledelsesretten! For det andet skal det øverst på dagsordenen, at ledelsesretten ikke skal udvides, fordi det indebærer en indskrænkning af medarbejdernes rettigheder. Hertil kommer, at med arbejdsgivernes fremfærd er der intet som taler for at udvide den lokale løndannelse. Tværtimod har arbejdsgiverne skabt en situation og blotlagt deres hensigter i en sådan grad, at det faktisk ligger lige for at styrke de centrale aftaler. Det er medlemmernes bedste beskyttelse og giver TR de bedste betingelser for at begrænse ledernes vilkårlige dispositioner. Kollektivet er individets bedste beskyttelse! En sådan modoffensiv fra fagbevægelsen vil selvfølgelig blive angrebet for at udbygge de stive regler og vanskeliggøre ledernes mulighed for at gøre den offentlige sektor mere produktiv og fleksibel. Men det er af afgørende vigtighed, at denne argumentation kan modbevises: Fastholdelse af kollektive, generelle aftaler på arbejdsmarkedet er den bedste beskyttelse af den enkelte medarbejders rettigheder. Opgiver man dem, så prisgiver man medarbejderne. Og dermed også borgerne. Det er præcist på dette tema, at den poliske kamp skal føres og vil blive ført. Modsvaret fra fagbevægelsen og den politiske venstrefløj må allerede formuleres nu: Hverken den socialdemokratisk ledede regering, KL eller Danske Regioner skal gøre sig forhåbninger om reelle Tillidsreformer og øget ansvarlighed blandt medarbejderne, når man reelt går efter den totale ledelsesret. Det skal ikke være de offentligt ansatte lønmodtagere, der med tab af faglige rettigheder, præstationsløn, forringede arbejdsvilkår og så videre skal betale for at holde en velfærdsstat i live, som de siddende regeringer siden 2001 systematisk har forringet og stort set afskaffet. Hvis det politiske system virkelig vil sætte borgeren i centrum og øge produktiviteten, så ligger løsningen lige for: Indskrænk ledelsesretten, udvid medarbejdernes myndighed (den ansattes ret til at træffe afgørelser på et fagligt grundlag), følg de vedtagne regler og demokratiser beslutningsgangen i hele forvaltningen. Det skal være det centrale budskab det budskab, som der kan og skal mobiliseres på. Kritisk Debat, April 2014 side 7
Spidsartikel Kritisk Debat, April 2014 side 8
Keynesianismens muligheder og begrænsninger i en progressiv politisk strategi Af Morten Hofmann Rytter Da vi med finanskrisen stod i den værste økonomisk krise siden 1929, forudsagde flere, at Keynes ideer var på vej tilbage. Her 6 år efter krisens start må det konstateres, at Keynes ikke har fået en renæssance, og det mener jeg er forstemmende. Ikke bare fordi Keynes indsigter burde høste større anerkendelse, men fordi det viser meget om hvilke problemer venstreorienterede står i. En revitalisering af Keynes er i min optik et vigtigt skridt på vejen mod en mere progressiv økonomisk politik. Jeg ved jo godt hvorfor, men alligevel forundres jeg igen og igen over, at Keynes ideer ikke fik fodfæste under krisen. Alle forudsætninger var til stede med en krise som i 1929, og krisepolitikken begyndte faktisk også med en keynesiansk inspireret strategi i hele EU med ekspansiv finanspolitik for at øge efterspørgselen og dermed afbøde krisen, som dog hurtigt blev opgivet. Hvilke forhold, der gjorde, at Keynes slog igennem i 1940 erne, og hvorfor han ikke slog tilbage i 2000 erne, mener jeg skal erkendes for at skabe grundlag for en politisk-økonomisk strategi. Svarene kan ikke alene forklares ud fra de økonomiske paradigmers evne til at forklare virkeligheden, men er også politiske, hvorfor der er et komplekst samspil mellem økonomisk teori, ministerier og embedsmænd, interesseorganisationer, globale forhold og den førte og artikulerede politik. Den økonomiske teori er derfor en slags kerne, der i sig selv kan være så objektiv som forskning nu en gang er, men forstås aldrig isoleret fra en politisk virkelighed. I denne artikel vil jeg forsøge både at forklare nogle af de fundamentale forskelle i de økonomiske paradigmer, som gør, at keynesianismen både teoretisk og politisk giver mulighed for en progressiv strategi, men jeg vil også berøre, hvilken sammenhæng Keynes ideer er benyttet politisk. Den sidste del af artiklen vil diskutere mulighederne for keynesianisme i et politisk projekt, men også komme ind på de begrænsninger, der ligger heri, og hvordan et politisk projekt kan få nytte af Keynes. Keynes og de mange paradigmer Grundideen i Keynes skelsættende værk fra 1936 The General Theory on Employment, Interests and Money er en afvisning ideen om generel ligevægt, der er kendt fra Adam Smith, og som igen i dag dominerer økonomisk forståelse. Dette nybrud havde andre økonomer arbejdet med, og særligt Stockholm-skolen arbejdede før Keynes med lignende ideer, ligesom andre skandinaviske økonomer, der fik stor indflydelse på opbygningen af velfærdsstaterne. Men Keynes var fremkommet med et nærmest komplet nyt tankesæt, og derfor står han stadig som hovedfiguren i det ny paradigme. Ligevægtstankegangen tilsiger, at prisen på fx arbejdskraft fastsættes, hvor udbud og efterspørgsel finder en ligevægt, og markedet vil altid selv justere sig imod dette ligevægtspunkt. Opstår arbejdsløshed er det alt andet lige udtryk for, at lønnen er for høj og må ned, for at arbejdsgiverne ansætter flere. Eftersom fuld beskæftigelse antages, så vil politiske forsøg på at øge beskæftigelsen altid medføre lønstigninger og inflation, hvilket blot forværrer problemet på længere sigt. Keynes var egentlig enig i at der kunne være situationer med fuld beskæftigelse, hvor offentlige investeringer ville medføre inflation, men mente, at den neoklassiske generelle model var et særtilfælde, mens arbejdsløshed var normalen. Kritisk Debat, April 2014 side 9
Han gjorde op med Says lov: at udbud (produktion) altid skaber sin egen efterspørgsel. Keynes udviklede i stedet teorien om den effektive efterspørgsel. Her bestemmes beskæftigelsen af, hvor mange ansatte, det er rentabelt for virksomhederne at have ansat i forhold til, hvilke varer de kan afsætte. Da 1930'erne største økonomiske problem var arbejdsløshed, blev Keynes naturligt en vigtig stemme i den debat, men ideerne blev kun i mindre grad overført til politik før 2. Verdenskrig. Ideerne blev heller ikke kun benyttet i den form Keynes selv præsenterede. Han pointerede hele tiden kompleksiteten i økonomien, det umulige i fuld information og det vanskelige i at forudsige den økonomiske udvikling, når den ikke per automatik bevægede sig mod en ligevægt. Forventningsdannelsen og dermed også fx virksomheders investeringer blev tilmed påvirket af menneskelig psykologi, der ikke gjorde det lettere at regne den økonomiske udvikling ud. Selvom Keynes gjorde meget ud af at komme med politikforslag, så var hans teori kompleks. Det førte til, at amerikaneren Hicks populariserede Keynes med den berømte IS-LM model (Investment, Savings Liquidity, Money). Modeller er et af økonomernes standardværktøjer, hvor der arbejdes med bestemte forudsætninger og forsimplinger, for at kunne sige noget om fx opsparing. I politisk øjemed var modellen især brugbar til at beregne effekter af penge- og finanspolitik, dog med den spidsfindighed, at alt efter, hvad man forudsatte i sin beregninger, kunne man få ganske forskellige udfald, så både neoklassikere og keynesianere i modellen kunne finde opbakning til sine oprindelige policyanbefalinger. Modellens brugbarhed og fleksibilitet gjorde den altså populær og var med til at fremme keynesianismen, dog i en modereret udgave, hvor der ikke var samme fokus på usikkerhed. Alt i alt fik keynesianisme stor indflydelse både med opbygningen af et internationalt valutasystem fra 1944, skærpet regulering af den finansielle sektor og en økonomisk politik jobskabelse og velfærd, der gav et mere stabilt konjunkturforløb med automatiske stabilisatorer. Men det siger på sin vis sig selv, at en teori om usikkerheden ved økonomiske forudsigelser og en model med gode egenskaber til økonomiske forudsigelser indeholder en indre modsætning, der medvirkede til at keynesianismen led en hård skæbne. I 1970 erne var der - som nu igen - måske en for stor tiltro til muligheden for at forudsige og detailstyre økonomien, og keynesianismen mistede troværdighed, da modellerne ikke kunne forklare stagflationen. Stålsatte keynesianere vil nu påstå at teorierne sagtens kunne forklare fænomenerne, men at der politisk blev ført en økonomisk politik modsat de keynesianske anbefalinger. Sikkert er det dog, at monetarismen med Friedman vandt frem, og den neoklassiske dominans begyndte. Den tog til i 1980 erne, hvor mange økonomer betragtede keynesianismen som rent sludder, indtil bl.a. Gregory Mankiw satte gang i den ny-keynesianske teoriretning i 1991. Den ny-keynesianske retning må nu siges at være den dominerende i Danmark, hvor økonomstanden er temmelig homogen. Ny-keynesianismen bygger på ligevægtsmodeller fra neoklassisk økonomi, men gav den indrømmelse til Keynes, at markedet på kort sigt har visse tilpasningsvanskeligheder, fx træg nedadgående justering af lønninger (folk går ikke bare ned i løn, bl.a. pga. fagforeninger). Dermed kan fx en ekspansiv finanspolitik være tilrådelig, fordi det kan udbedre nogle af markedsfejlene. Det vil dog kræve den rette timing, størrelse og udfasning, da markedet skal have mulighed for at finde sin ligevægt på længere sigt. Kritisk Debat, April 2014 side 10
Keynesianisme var derfor på sin vis tilbage i lærebøger og finansministerier, men dog i en ganske anden udgave end før 1975. I mellemtiden er hele valutasystemet ændret, euroen indført, og alle centralbanker er styret uafhængigt af demokratiske instanser, ligesom organisationer som IMF og Verdensbanken har medvirket til en økonomisk ensretning. Politikerne står derfor med meget mere begrænsede muligheder end tidligere for at ændre makropolitikken, der er kommet i stramme neoklassiske rammer. Den økonomiske kamp har altså siden 1990 erne været begrænset til de som troede på finanspolitiske effekter på kort sigt, og dem som ikke troede på det virkede. Resten af den økonomiske tankegang har egentlig været præget af konsensus, fordi den neoklassiske og den ny-keynesianske tilgang begge bygger på en generel ligevægtsmodel. På sidelinjen har post-keynesianerne, der ikke tilslutter sig Mankiws ny-keynesianisme (ja, det er lidt forvirrende), imidlertid forsøgt at genskabe en økonomisk teori, der bygger på Keynes oprindelige grundlag, som jeg mener, kan danne udgangspunkt for et alternativ til den førte økonomiske politik. I de kommende afsnit beskriver jeg derfor nogle af de væsentligste indsigter hos Keynes, som jeg mener skal fremmes. Keynesianisme er mere end ekspansiv finanspolitik Det er et problem, at det eneste økonomiske alternativ til den førte politik, som findes i dagens politiske diskurs er et spørgsmål om at lave ekspansiv finanspolitik i dårligere tider. Det er naturligvis væsentligt særligt i en krise som nu men et troværdigt økonomisk alternativ skal have et stærkere fundament. Et sådan fundament tilbyder keynesianismen, der på de følgende punkter adskiller sig fra neoklassisk økonomi. 1) Menneskesynet er ganske anderledes, idet neoklassisk økonomi bygger på antagelsen om rationelle individer homo economicus. Dermed fraskrives (eller negligeres) egentlig alle andre former for teorier om menneskelig adfærd som psykologi, antropologi, sociologi, og man løsriver sig fra en historisk og empirisk forståelse af mennesket og samfundet. Keynes afviser ikke økonomisk rationalitet, men nuancerer det, så det indeholder flere komponenter, fx psykologi, ikke ulig den udvikling marxismen har været igennem med fx frankfurterskolen. 2) Makroøkonomi forstås af neoklassikere blot som aggregerede mikromarkeder og dermed findes der reelt ikke makroøkonomi! Alt forstås på individniveau. Fordelen ved denne og ovennævnte antagelse er, at alt er forudsigeligt. Dermed kan der laves stringente matematiske modeller, der med computerkraftens hjælp kan fremskrive økonomien. Modellerne har visse empiriske problemer, som i særlig grad blev udtalt under krisen. Antagelsen gør også, at makroøkonomi anskues som en husholdningsøkonomi, hvor det jo er vigtigt at sætte tæring efter næring og dermed er målet at sikre balance på statens budgetter. Med Keynes kom netop forståelsen af økonomien som et hele, hvor mine (og statens) udgifter er din indtægt, og det at spare derfor kan gøre os alle fattigere. Den logik synes fuldstændig at være forsvundet, hvilket ikke kun rammer muligheden for ekspansiv finanspolitik, men også vores tilgang til sociale ydelser, der er kraftigt udhulet de sidste årtier. 3) Hvad eller hvem styrer økonomien? Neoklassisk teori bygger på den usynlige hånd og på, at mest muligt skal styres af markedet selv, hvorfor politikere skal have mindst mulig indflydelse på økonomien, da de træffer dårlige beslutninger (politikere er som de eneste individer altså ikke rationelle...). Der er derfor altid uanset den konkrete konjunktursituation altid dette samme svar fra neoklassikere: Sænk skatterne, lav inflation, dereguler, spar på de offentlige udgifter. Keynesianisme er langt mere nuanceret, hvor forskellige økonomiske situationer kræver forskellige svar. 4) Arbejdsløshed forstås af neoklassikere som frivillig, i den forstand, at hvis blot en arbejdsløs sænkede sine lønkrav, så ville vedkommende få arbejde. Udbuddet af arbejdskraft styrer altså antallet i arbejde. Kritisk Debat, April 2014 side 11
Antagelsen er absurd, men alligevel en del af grundlaget for neoklassiske teori, selvom meget empiri taler imod (den store depression var i denne optik en massekoordineret ferie synes at være konklusionen ). Der er naturligvis et vist hold i, at udbuddet af arbejdskraft har indflydelse på pris og efterspørgsel af arbejdskraft, men igen ryger alle nuancer over bord. For Keynes var det den effektive efterspørgsel (efter varer), der primært afgjorde beskæftigelsen, og dermed er der politiske muligheder for at sænke arbejdsløsheden ved fx offentlige investeringer. Her er det værd at bemærke, at den klassiske philips-kurve, der viser en negativ sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, måske afgik ved døden for tidligt og stadig har relevans. Den lave inflation kan altså godt have haft negativ indflydelse på arbejdsløsheden. Forskellene kommer også stærk til udtryk, når det omsættes til politik. At forstå økonomien som et hele, betyder også at lavere løn ikke blot fører til større beskæftigelse, som en simpel betragtning af udbud og efterspørgsel tilsiger. Lavere løn betyder mindre købekraft og mindre efterspørgsel og produktion. Derfor kan keynesianismen bruges til at argumentere imod social dumping, for højere dagpenge, høje overenskomstlønninger og for et progressivt skattesystem, samtidigt med, at man har høj velstand. Den væsentligste pointe er dog, at keynesianismen opererer uden dogmer og fastlåste matematiske modeller, men tager udgangspunkt i virkelighedens problemer. De kan så løses ud fra en bestemt forståelse, men med forskellige redskaber og med en politisk debat om konsekvenser. Demokratiet opretholdes derfor og kan sågar øges indenfor rammerne af keynesiansk økonomisk politik. Gennemgangen herover synes jeg viser, at en reel kamp for at styrke keynesiansk tankegang i den politiske debat bestemt har sin berettigelse. I de kommende afsnit vil jeg diskutere, på hvilken vis keynesianismen kan bidrage, hvor den har sine mangler, og komme tilbage til, hvad jeg mener der skal til for at revitalisere Keynes. Keynesianismen kan øge vores forståelse af kapitalismen Det er åbenlyst, at hvis Keynes kan bidrage et sted, er det til analysen af økonomien og på den måde dygtiggøre os i at tænke i løsninger og forandringer af økonomiske forhold. Det er nødvendig både for at skærpe de politiske budskaber, men jo især når der skal laves konkret politik og måske endda regeres. Jeg tror ganske enkelt, at venstrefløjen har interesseret sig for lidt for økonomien og har overladt det til de borgerlige i Danmark at skabe det økonomiske fundament, som venstrefløjen, så har kunnet udfylde med fornuftig politik. Uden en viden og analyse af økonomiske strukturer og forhold bliver det unægtelig svært at bruge sin politiske indflydelse til at forandre det økonomiske fundament og forhindre markedets indtog på centrale områder som infrastruktur og kernevelfærd (Fx el-området, hvor liberalisering skulle føre til lavere priser, men ikke har gjort det). Jeg mener der ganske enkelt mangler grundlæggende økonomisk kompetence i Socialdemokratiet og nok også SF, som er befolket af statskundskabere (som mig selv), der alle er blevet indhyllet i de neoklassiske/nykeynesianske ideer uden særlig stor kritisk refleksion. Dermed mangler en grundlæggende analyse, og dermed en sammenhængende argumentation mod koret af økonomer, erhvervsliv og finansministeriet, der med løfter om store velfærdsgevinster har forført Socialdemokratiet. Det forsøges igen aktuelt med produktivitetskommissionens forslag om øget privatisering, som er fuldstændig uden dokumentation, men udelukkende bygger på den generelle ligevægtsmodels princip om at øget konkurrence er godt for økonomien. Kritisk Debat, April 2014 side 12
Analysen skal derfor bruges til at modstå disse argumenter, og jeg synes faktisk der ses en øget bevidsthed i centrum-venstre, hvor krisen har vakt forøget interesse om økonomien. Keynes i en progressiv politisk strategi Keynes var i sit virke både teoretiker og praktiker og har været rådgiver for den engelske regering ad flere omgange, bl.a. under Versailles-forhandlingerne (som han forlod i protest) og under 2. Verdenskrig og dermed i opbygningen af Bretton Woods. Men Keynes politiske praksis var mig bekendt ikke af en art, der kan bruges i strategisk, progressivt øjemed. Keynesianismen kan grundlæggende være en del af en politisk strategi på to niveauer. Mest åbenlyst er indholdet i de politiske løsninger, som keynesianisme medfører. Men lige så væsentligt i en langsigtet strategi er det, at rummet for at føre politik åbnes op, og dermed potentielt åbnes for endnu mere radikale løsninger. Det og keynesianismens begrænsninger, vil blive uddybet i det kommende. Forskellen i indholdet er berørt og dækker over en politik med større lighed, større stabilitet og et menneskesyn, der giver plads til mere intelligente løsninger. Det kan jo dreje sig om alt fra socialpolitik, velfærdsydelser og skattepolitik, og vi ved egentligt godt, hvad virker og lykkes. Keynes kan bruges til at argumentere for disse ting i en økonomisk diskurs, hvilket kan styrke muligheden for succes. Måske kan det egentlig koges ned til den klassiske lærdom om, at markedet er en god tjener, men en elendig herre. Hos liberalister og neoklassiske økonomer er det ultimative demokrati et, hvor hver enkelt har indflydelse via sine beslutninger på markedet (+ lidt repræsentativt demokrati, men ikke for meget). Derfor kan man i ramme alvor høre danske økonomer sige, at finanskrisen var vores alle sammens skyld. Vi lånte for meget og overforbrugte, og havde vi bare ageret anderledes (rationelt), havde der ingen krise været. I den vision skal borgere have så få begrænsninger i sine valg som muligt, for derved foretages rationelle beslutninger, som er til gavn for hele samfundet. Derfor har vi set en udvikling, hvor nationalbankerne er blevet uafhængige og ved at binde både pengepolitik og valutapolitik til euroen, har politikerne i dag kun begrænset råderet over væsentlige økonomiske redskaber. For Keynes forholder det sig anderledes, da markedet ikke kan regulere sig selv og finde ligevægt. Dermed må staten træde til og hjælpe markedet på vej, og regulering er derfor en integreret del af keynesianisme, hvor politikerne skal have flest mulig redskaber til rådighed og det bliver derfor også mere tydeligt, hvem der er ansvarlig for økonomiens udvikling På den måde bliver demokratiet og den politiske debat meget mere væsentlig, fordi flere beslutninger skal træffes her og beslutningsrummet er langt større. Lige nu er hvad, der kan besluttes, meget begrænset, og afstanden mellem de politiske partier er derfor også meget lille. Tænk engang hvis vi igen kunne diskutere fast eller flydende valuta, devalueringer, inflation vs. arbejdsløshed og naturligvis finanspolitik, der indtil finanspagten var sidste bastion i en aktiv økonomisk politik. Keynes kan derfor bruges til fornyet debat om de økonomiske positioner, vi indtager i dag. I virkeligheden synes jeg, at alle de elementer, som Keynes fremstiller, findes i den politiske debat og i venstrefløjens kritik af fx arbejdsmarkedsreformerne. Men det mangler for alvor at blive sat ind i en større sammenhæng, hvor kritik, økonomiske forhold, alternativ og konkret politik bindes sammen i en troværdig fortælling. Lige nu står venstrefløjen mest for kritikken og fremstår derfor primært som velfærdsstatens forsvarer, og det er vi kun næstbedst til, da DF er langt mere overbevisende her. Kritisk Debat, April 2014 side 13
Thorning-Schmidt regeringen reformerer og udvikler, men desværre på grundlag af neoliberale principper. Der findes jo på venstrefløjen andre og stærkere visioner end blot det eksisterende samfund, men de drukner som regel i et forsvar for det eksisterende. Fordelen ved at benytte Keynes som inspiration er naturligvis, at det er et fremskridt i forhold til nu, men ulempen er, at det let bliver tilbageskuende og et forsvar for velfærdsstaten. De fleste er enige i, at verden har forandret sig siden 1960, men venstrefløjens svar virker bare nogle gange som om, vi ikke har forstået forandringerne eller måske nærmest fornægter dem. Keynes er bestemt brugbar, men også utilstrækkelig i en politisk strategi. Keynes position som en af de største økonomer i historien er ikke kun skabt af hans teorier og indsigter, men også af den sammenhæng de blev brugt i politisk af især socialdemokraterne. Det samspil mellem økonomer og politikere, der fandt sted i de skandinaviske lande, resulterede i en frugtbar politikudvikling, hvor visioner og teori fandt sammen, og på den måde har keynesianismen stået stærk i Danmark. De keynesianske ideer blev altså båret frem, fordi de var koblet stærkt op på et politisk projekt, hvor Keynes kunne legitimere også de ideologisk funderede politiske ønsker. Skal Keynes have en plads i solen igen, kræver det ikke blot, at modellerne virker godt, men at der skabes et politisk projekt med bl.a. Keynes som fundament. Nogle problemer hos Keynes Hidtil har jeg fokuseret på styrkerne og mulighederne ved Keynes, men jeg mener nu egentligt, at der også er flere problemer forbundet med at bruge Keynes. Det handler både om ideerne i sig selv, men også hvordan de opfattes. Det må det for det første problematiseres, at Keynes tit kædes sammen med ønsket om at skabe vækst. Senest med krisen, hvor argumentet har lydt, at gennem en forøgelse af de offentlige investeringer kan vi genskabe væksten. Men hvis vi reelt står overfor en situation, hvor de vestlige landes økonomier har nået en slags vækstgrænse, så giver det i hvert fald et paradoks i forestillingen om at forbruge sig ud af krisen. Det hænger naturligt sammen med hele diskussionen om klimaforandringer, bæredygtighed og grøn omstilling, hvor Keynes jo er mangelfuld. Det er dog ikke utænkeligt, at netop klimaforandringerne giver mulighed for en ny økonomisk dagsorden, da vi muligvis står overfor et grundlæggende brud med den industrialiserede økonomi, der har bragt velstand og teknologisk udvikling. Chancen for at skabe en mere progressiv økonomisk og bæredygtig samfundsorden har måske aldrig været større. Der snakkes grønne regnskaber og nye måder at opgøre BNP på, som kan ende med alt fra luftige henstillinger til reelt at forandre økonomien. Keynes kan sagtens være en del af det fundament, som en ny økonomi skal bygge på, men nogle grundlæggende spørgsmål om vækst og bæredygtighed skal adresseres. En sidste ting vi ikke kommer udenom, er, at Keynes har en klar tiltro til kapitalismen, nok primært af pragmatiske grunde, og hans ønske har været at udvikle en kapitalisme til gavn for mennesker: En mere stabil økonomi med færre eller ingen arbejdsløse og ingen i armod. Ideerne er derfor på ingen måde revolutionære, men er en søgen efter at optimere og reformere kapitalismen. Derfor har den passet ind i Socialdemokratiets ideer, mens det for den øvrige venstrefløj har været anset for mangelfuldt uden en analyse af magtforhold og udbytning. Det vil naturligvis være en udfordring at koble en systemkritik med Keynes omfavnelse af kapitalisme, men jeg har redegjort for, hvordan Keynes ideer via en mere åben tilgang til politiske løsninger kan bruges som en Kritisk Debat, April 2014 side 14
trædesten til en yderligere demokratisering af økonomien. Dermed ikke sagt, at en kapitalisme- og systemkritik kan undværes. En vigtig del af en strategi må være at italesætte og helst skabe økonomiske alternativer på alle områder og sætte spørgsmålstegn ved alle økonomiske dogmer. Under krisen har finanssektoren af gode grunde været under pres, og det pres skal fortsætte for at skabe forandringer, ligesom andre områder af økonomien skal udfordres. Jeg synes der mangler dristighed og evne til at skabe national debat om progressive løsninger. Hvorfor har vi ikke haft en diskussion af vores fastkurspolitik, når Sverige tilsyneladende er kommet meget bedre ud af krisen, netop fordi de kunne devaluere? Ved at rokke båden lidt kan der måske opstå nogle politiske muligheder, som så skal gribes og sættes ind i en ny, progressiv fortælling. Keynesianismen kan ikke selv Modeller bygget på Keynes tanker har vist forbløffende forklaringskraft sammenlignet med neoklassiske modeller, og Keynes citater er hevet frem som nærmest profetiske redegørelser for, hvad der sker med en ureguleret finanssektor. Men BANG. Da den værste del af krisen er overstået er Keynes helt væk igen. Ingen yderligere refleksion hos ledende økonomer, politikere, EU m.fl., andet end det sædvanlige i Information. Og svaret på hvorfor er simpelt, men skræmmende. Ønsker Lars Løkke Keynes tilbage? Nej. Vestager? Nej. Finansministeriet? Nej. Det økonomiske råd? Lidt, måske. Merkel? Nein! EU, IMF, og Verdensbanken? Nej. Så selvom meget fornuft taler for en tilbagevenden, så døde de keynesianske ideer lige så hurtigt igen og dermed også de progressive muligheder, der lå heri. Derfor tror jeg ikke en oprustning af økonomisk teori i sig selv kan medføre progressive forandringer. Problemet er politisk, fordi der mangler lande, ledere og magtfulde organisationer, der fremmer en progressiv økonomisk politik. Francois Hollande havde mange gode tanker, men endte med en sparekurs som de andre og lidt det samme er historien her i Danmark. Derfor må der også spørges om Socialdemokraterne ønsker Keynes tilbage? Svaret er nok ikke helt klart... Men et klart ja ville genskabe en situation, hvor det igen ville være en mere klassisk politisk kamp mellem højre og venstre om den økonomiske politik frem for den nuværende konsensus, som kun Enhedslisten og SF med svigtende held udfordrer. Da billedet er det samme i hele Europa, er det en kamp op ad bakke. Men jeg fornemmer sådan set både i dele af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten samt fagbevægelsen, Cevea mv. en oprusten af de økonomiske ideer, og det er en god start. De ideer skal tilbage i debatten, i aviser, på universiteter og ministerier. Vigtigere for mig er den søgen efter et eller andet helt nyt et projekt, en fortælling, en bevægelse, en ideologi eller hvad det bliver som også finder sted for tiden. Jeg leder selv, og det er den vej, vi skal. Keynes er nok for slidt til at bære det nye projekt, men erfaringerne, indsigterne og værktøjerne er en god basis, der sammen med kapitalismekritik, ideer om bæredygtighed og den rette fortælling forhåbentlig kan bringe en mere progressiv økonomi frem. Kritisk Debat, April 2014 side 15
Politik og økonomi Kritisk Debat, April 2014 side 16
Linjer for en socialistisk reformstrategi Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion Der er afgørende forskel på, om argumentationen for socialismen føres ud fra et alment retfærdighedssynspunkt, hvor den kapitalistiske samfundsformation kritiseres for grundlæggende at være uretfærdig og kronisk ulighedsskabende. Eller om socialismen begrundes i kapitalismens egne indre modsætninger, der uanset historiske konjunkturer og mange mellemformer grundlæggende, er civilisationsnedbrydende, udemokratisk og samfundsmæssig irrationel. Denne artikel baserer sig på det sidste standpunkt. I omkring 150 år har den politisk-teoretiske diskussion mellem de nævnte to fundamentalt forskellige begrundelser for socialismen udgjort omdrejningsaksen for alle strategiske og taktiske diskussioner. Af samme grund er det også nødvendigt i dag at redegøre for ens position, når man lukker op for diskussionen om en socialistisk reformstrategi. Grundbetingelser Denne artikels grundlæggende præmis er, at den kapitalistiske samfundsformation alene har en evig stræben mod værdiøgende akkumulation som drivende kraft. Hvad der produceres, hvordan der produceres, hvordan samfundet udvikles, hvad menneskene har brug for osv. får kun indvirkning på den samlede kapitals dispositioner i den udstrækning vareproduktionen øger og realiserer profitten, og akkumulationen kan reproduceres og udvides igen og igen. Herved er der i kapitalismen indbygget en samfundsmæssig grundmodsætning, der tiltagende skærpes. Mellem akkumulationens private karakter og dens samfundsmæssige konsekvenser den kapitalistiske produktions tiltagende samfundsmæssiggørelse. Det som på systemplanet tager sig ud som en modsætning mellem mikroøkonomiens rationalitet og den makroøkonomiske irrationalitet. Tillige indebærer den kapitalistiske drivkraft, at akkumulationen og den tendentielle markedsgørelse af alt menneskeligt i sin bevægelse har en global bane. Dvs. at alle menneskelige samværsformer så som familieliv, kærlighedsliv, fritidsliv og grænseoverskridende mellemmenneskelige relationer osv. potentielt må underlægges kapitalistisk udbytning og markedsstyring. For det andet at denne tendens spreder sig til hele verden og bestemmer betingelserne for nationale, mellemnationale og internationale relationer. Den kapitalistiske samfundsformation bygger på et klassesystem, hvor den grundlæggende modsætning går mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, fordi disse klasser indenfor kapitalismen står i et samfundskonstituerende, gensidigt betingende forhold til hinanden. Selve det politiske og kulturelle dominansforhold den herskende klasses dominans er underordnet denne relation. De andre klasser, herunder den moderne middelklasse, står i et historisk og specifikt, funktionelt forhold til den grundlæggende klasserelation, fordi de indenfor rammen af den kapitalistiske akkumulation indtræder som historisk nødvendige formidlere af den samlede reproduktion af den kapitalistiske samfundsformation. I den forstand er klasserne objektive samfundsstørrelser, som dog først konkret og historisk sætter sig igennem som handlende klasser i selve klassekampen. Det afgørende her er, at klasselinjerne i samfundet ikke alene defineres i forhold til den private ejendomsret til produktionsmidlerne, ej heller i forhold til indtægt og status men først og fremmest i forhold til deres stilling i den kapitalistiske produktion af profit, Kritisk Debat, April 2014 side 17
idet det også er den stilling, der som objektiv tendens er bestemmende for, hvilke løsningsbaner de forskellige klasser søger eller tvinges til at søge under de store samfundskriser, som kapitalismen som system skaber igen og igen. Ifølge denne opfattelse er det disse forskelle i placeringen indenfor den kapitalistiske samfundsformation, der skal tages som udgangspunkt, når man vil formulere en konkret strategi for kampen for det socialistiske alternativ. Og ifølge denne opfattelse kan strategien ikke udgå fra ideale forestillinger om det gode samfund, men må tværtimod aktualiseres igen og igen gennem den konkrete historiske kritik af kapitalismens samfundsnedbrydende kriser, sociale kaos og tilbagevendende fattigdom og udstødning af store befolkningsgrupper. Reformstrategien skal som sådan opfattes som en historisk kategori og ikke som en moralsk, der henter sin begrundelse i et universelt ligheds- og retfærdighedsbegreb. Med det som udgangspunkt må enhver nutidig drøftelse af en socialistisk reformstrategi følgelig tage udgangspunkt i en analyse af den aktuelle kapitalistiske krise og dens centrale kendetegn. Signalement af den aktuelle krises anatomi Finanskrisen var, som de fleste er enige om, forårsaget af flere forudgående spekulationsbobler og ikke mindst boligboblen. Gældskrisen er den logiske konsekvens af finanssektorens sammenbrud og en dybtgående recession i realøkonomien og følgende stor arbejdsløshed samt statsmagtens indgreb for at redde finanssektoren fra kollaps. Som jeg har redegjort for i tidligere artikler om krisen 1, opfatter jeg den store recession som en af flere siden 1978 og samtidig som kulminationen på de herskende kapitalmagters kompensationsstrategi, der i form af dereguleringsstrategien (Washington Concensus) som mål har haft nedbygningen af velfærdsstaten og svækkelsen af arbejderklassen på den ene side og på den anden side gennem finansialisering af hele økonomien at overvinde kapitalismens egne akkumulationsgrænser. Det indebærer, at angrebet på velfærdsstaterne, intensivering af udbytningen og omfordelingen fra løn til profit ikke kan forstås uafhængigt af finanskapitalens vækst og dominans, herunder den eksplosive vækst i spekulation og yderligere udtynding af den organiske relation mellem finanssektoren og akkumulationen i realøkonomien. Førstnævnte tjener ikke længere primært sidstnævntes udvikling, men har indtaget en global rolle som driver af verdensøkonomien og af det politiske system.. Neoklassisk økonomisk teori og samfundsopfattelse, der i Washington Consensus fortrængte keynesianismen som strategisk svar på den begyndende stagnation i 70erne, har fulgt i sporet af denne udvikling og har gennem sit hegemoni bidraget til at legitimere de sidste 30 års udvikling som højeste, økonomiske fornuft. På det grundlag er det lykkedes de herskende klasser at trænge den klassiske velfærdsstatstænkning i defensiven og dermed også bidraget til at ændre klassestyrkeforholdene og disses politiske udtryk og tænkeformer. Det kan i hovedsagen aflæses i de socialdemokratiske partiers opgivelse både af venstrekeynesianismen og den reformpolitiske strategi, der definerede velfærdsstaten som et 1 Kritisk Debat Kritisk Debat, April 2014 side 18
stadie i kampen mod kapitalismen og opbygning af den demokratiske socialisme. Samme kurve har fagforeningerne fulgt, så at den samlede arbejderbevægelse i dag ikke har en samfundsforståelse, der i udgangspunktet adskiller sig fra den, der er indeholdt i de mere sociale varianter af liberalismen. Denne tilbagetrængning er selvfølgelig ikke foregået ensartet og modstandsløst. Faktisk er den forløbet rykvis over 30 år og har været præget af mange partielle kampe indenfor alle hovedklasserne og imellem dem. Et af de vigtigste kamptemaer har været modstanden mod markedsgørelsen af statssystemet (offentlig sektor) og dels de mange forringelser af de offentligt ansattes vilkår og dels mod udtyndingen af de velfærdsgoder, som arbejderbevægelsen gennem flere årtiers kamp forud for og efter 2. verdenskrig aftvang den herskende klasse. Men uanset disse kampe og modstanden mod restaurationsstrategiens logik, har dennes rationale ikke desto mindre indtaget pladsen som det uanfægtelige udgangspunkt for enhver samfundsanalyse og har således også indtil videre sat grænserne for, hvad der kunne tænkes og hvad der kunne fostres af alternativer til de grundlæggende samfundsproblemer som ikke har villet gå bort af sig selv. Kapitalismekritikkens karakter Ikke desto mindre befinder vi os i en historisk periode, hvor på den ene side kapitalismens globale og systemiske problemer er så fremtrædende og overvældende, at man skulle mene, at den grundlæggende systemkritik lå lige for. Men store dele af den socialistiske bevægelse har på den anden side været trængt så grundigt i defensiven, at den som udgangspunkt faktisk accepterer en underliggende, liberal markedslogik. Det forklarer hvorfor der i de fleste diskussioner ses bort fra, at kapitalismens problemer ikke udgår fra markedet, men fra den grundlæggende produktionsform. Og at finansialiseringen af samfundsøkonomien først og fremmest er det mest bizarre udtryk for, at kapitalismen hænger fast i en langstrakt stagnation af hidtil ukendt længde defineret ved svage vækstrater, svage investeringsrater i produktionen, beskedne produktivitetsstigninger og en relativ hæmning af den globale akkumulation. Det er selvfølgelig ganske forståeligt, at når rigdommen i dag fordeles mere og mere skævt, og fattigdommen vokser, når væksttvangen lægger sit massive pres på alle politiske beslutninger, når arbejdsløsheden er kronisk høj (uanset om den fremgår af de formelle statistikker eller er skjult i andre kategorier), og når traditionen for en grundlæggende systemkritik er forsvundet i arbejderbevægelsen, så ligger det lige for, at det bliver den moralske forargelse over den graverende uretfærdighed og ulighed, der bliver den fremherskende begrundelse for det socialistiske alternativ. Men det bliver begrundelsen ikke rigtigere af. Og hvad værre er, så holder den brede venstrefløjs forestillinger om dette alternativ sig i al væsentligt indenfor rammerne af en ny vag, venstrekeynesiansk velfærdsmodel. Hovedproblemet i dag er imidlertid, at den kapitalistiske samfundsformations indre modsætninger har antaget dimensioner, der, hvis det skulle lykkes en centrum-venstre ledet regering at konfrontere finanskapitalens uhæmmede spekulation gennem statslig regulering og måske oven i købet nationalisering af store dele af finanssektoren, ville træde frem i endnu mere omfattende form, fordi hovedproblemet netop skal findes i akkumulationstvangen og stagnationen og ikke i den afledte spekulation. Dette hovedproblem eksisterer allerede i dag i tilspidset form og kan identificeres: ved at kapitalrigeligheden er mange gange større, end der kan findes områder for profitabel investering til. Kritisk Debat, April 2014 side 19
Denne bestemmende problemstilling viser sig i et dobbeltforhold som uhæmmet væksttvang og på samme tid som afsætningsvanskeligheder i det samlede, økonomiske kredsløb. Modsætningen skærpes ydermere af, at arbejderklassen og brede dele af middelklassen har været tvunget i defensiven i to årtier og kun har kunnet kompensere for en faldende lønrate ved at gældsætte sig for at opretholde et konstrueret masseforbrug. Det strategiske udgangspunkt Det giver for mig at se ikke mening i den sammenhæng at diskutere regeringsdeltagelse eller ikke regeringsdeltagelse eller socialreform eller revolution med mindre diskussionen af disse modstillingspar funderes på en konkret begrundelse for socialismen som alternativ. Regeringsdeltagelse er et taktisk spørgsmål, hvor de afgørende kriterier defineres af den aktuelle politiske situation, styrkeforholdet mellem klasserne og det grundlag, der dannes regering på. Dvs. kampen for en rød regering og dannelsen af en sådan skal først og fremmest bedømmes på, om forståelsen af opgaverne og betingelserne forholder sig til de faktiske, økonomiske og politiske forhold, herunder klassestyrkeforholdene. S-SF s Fair Løsning og efterfølgende valgprogram brød på ingen måde med restaurationsstrategiens økonomiske doktrin. Både S og SF baserede sig i hele perioden op til valget på en opfattelse af, at krisen var ved at være overstået. Der skulle således blive plads til en keynesiansk efterspørgselspolitik. Virkeligheden er som bekendt blevet en anden og vil være det mange år frem. Og når de to partiers politiske intentioner er faldet på stengrund, skyldes det ikke, at de har begået forræderi eller løftebrud, som nogen vil hævde, men ganske simpelt at disse partiers analyse af kapitalismens krise og klassekampens skærpede karakter er og har været blottet for enhver realisme. Som politisk flertal har de to partier samt de Radikale herhjemme og socialdemokratiske flertalsregeringer andre steder måttet erfare, at tiden hvor der kunne føres progressiv, social reformpolitik uden at konfrontere de store kapitalkræfter og yderligere skærpe modsætningerne hører historien til. Selv så sølle et signalkrav som eksempelvis millionærskatten fik de skingre toner frem i borgerskabet. Alle forslag (selv Francois Hollandes forsigtige udspil) om indgreb i bankernes og virksomhedernes ejendomsret, fik erhvervslivet til at true med out-sourcing og kapitalflugt. Kort sagt, selv en meget behersket progressiv reformstrategi udløser i dag en modstand så voldsom, at centrum-venstre regeringerne enten tvinges til at åbne for en større udfordring af den herskende klasse eller retirere til en forkrøblet fordelingspolitik indenfor de rammer, kapitalen nu engang sætter. Og med finanspagt og budgetlove er rammerne så snævre, at der ikke længere kan føres progressiv reformpolitik, uanset hvor mange populistiske metaforer, der anvendes. I den forstand og af den grund er det eksempelvis i dag ganske uinteressant, om SF er med i regeringen eller ej. Partiet udrettede ikke meget i regeringen, og kan på det nugældende grundlag ikke udrette det store udenfor. Det er ikke regeringsdeltagelsen, der er problemet. Kritisk Debat, April 2014 side 20