Rammer for pårørendesamarbejde på handicap- og psykiatriområdet i Frederikshavn Kommune
Rammer for pårørendesamarbejde Handicap- og psykiatriområdet, Frederikshavn Kommune Indholdsfortegnelse 1. Indledning 2. Værdigrundlag 3. Hvem er pårørende? 4. Juridiske forhold vedrørende pårørendesamarbejdet - Tavshedspligt - Værgemål 5. Hvad kan man som pårørende forvente af samarbejdet? 6. Hvad kan man som pårørende få indflydelse på? 7. Pårørenderåd 8. Opfølgning på rammerne 9. Praktiske oplysninger Rammer for pårørendesamarbejde Side 2 af 10
1. Indledning Dette er Frederikshavn Kommunes overordnede rammer for pårørendesamarbejde inden for handicap- og psykiatriområdet. Baggrunden for udarbejdelsen er, at vi ønsker at skabe sammenhæng i en kvalificeret og relevant indsats for den enkelte borger i det kommunale tilbud. I Frederikshavn Kommune betragter vi pårørende som en vigtig del af borgerens liv og velbefindende. Derfor prioriterer vi, under hensyntagen til borgerens selvbestemmelsesret, det gode samarbejde med pårørende højt. Formålet med rammerne er at klarlægge, hvordan kontakten mellem pårørende og det tilknyttede personale sikres de bedst mulige betingelser til gavn for alle involverede. Rammerne skal give tydelige rammer for samarbejdet og medvirke til at sikre, at inddragelse af pårørende foregår med borgeren som omdrejningspunkt. Rammerne er, efter Socialstyrelsens anbefalinger, udarbejdet som et værktøj til både pårørende og personale. Udgangspunktet er derfor, at dette dokument skal informere begge parter om samarbejdets værdimæssige og juridiske rammer. Det er tanken, at det enkelte tilbud, som supplement til disse overordnede rammer, udarbejder et lokalt tillæg i forhold til mere specifikke anliggender. Rammerne for pårørendesamarbejde er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra de forskellige tilbud på handicap- og psykiatriområdet og med deltagelse fra Center for Social- og Sundhedsmyndighed. Retningslinjerne er desuden udarbejdet i samarbejde med repræsentanter for de pårørende. Formålet med rammerne for pårørendesamarbejde er: - At understøtte den holdning, at såvel brugere som pårørende og medarbejdere er eksperter, der med hver sin baggrund tager de udfordringer op som et handicap eller en sindslidelse medfører. - At forbedre den samlede støtte til borgeren. - At fremme dialog og åbenhed mellem borger, pårørende og medarbejdere. - At informere pårørende om støttemuligheder. Rammer for pårørendesamarbejde Side 3 af 10
2. Værdigrundlag Værdigrundlaget for rammerne for pårørendesamarbejde hviler på samme fundament som Frederikshavn Kommunes øvrige grundlag for handicap- og psykiatriområdet. Det er orienteret mod en generel helhedsindsats samt respekt og samarbejde i mødet med borgeren og dennes pårørende. Vi har, med afsæt i den enkeltes situation, fokus på at yde bedst mulig støtte til pårørende til en borger i det kommunale tilbud, ligesom vi ønsker at støtte borgeren i sine relationer med andre. Vores tilgang er respektfuld, fordi vi møder mennesker i øjenhøjde og tager udgangspunkt i borgerens egne ønsker og valg. I Frederikshavn Kommunes handicappolitik er følgende værdier defineret: - Selvbestemmelse og medansvar. - Respekt og ligeværdighed. - Accept og anerkendelse af forskellighed. Og at se forskellighed som en ressource. - Helhed og tidlig indsats. - Hjælp til selvhjælp. 3. Hvem er pårørende? De pårørende til en borger i et kommunalt tilbud er personer tæt på borgeren. Det afgørende er, hvem borgeren selv betragter som pårørende det kan eksempelvis være familie, venner eller kolleger. Hvis pårørende er børn under 18 år, skal der være et særligt hensyn og fokus i forhold til deres situation i forløbet. Rammer for pårørendesamarbejde Side 4 af 10
4. Juridiske forhold vedrørende pårørendesamarbejdet Tavshedspligt Samarbejdet mellem personale og pårørende sker under hensyntagen til borgerens ret til selvbestemmelse. Det betyder, at vi i indsatsen tager udgangspunkt i borgerens tarv, og at den kommunale medarbejder har tavshedspligt. Formålet med dette er at sikre, at borgeren frit kan videregive fortrolige oplysninger i tillid til, at disse ikke videregives. Fortrolige oplysninger er information af særlig følsom karakter, dvs. om privatpersonlige eller økonomiske forhold. Normalvis ønsker borgeren gerne de pårørende inddraget i forløbet, men det skal i udgangspunktet sikres, at borgeren har givet sit samtykke til, hvilke oplysninger, der videregives og til hvem. Når den person, som oplysningerne vedrører, giver sit samtykke til videregivelse, bør det ske på baggrund af en velovervejet beslutning taget i dialog med personalet, som støtter op omkring borgeren. Der kan opstå situationer, hvor personalet må se bort fra tavshedspligten i berettiget varetagelse af borgerens eller andres tarv. Hvis en borger er ude af stand til at tage vare på sig selv eller forstå den fornødne information for at kunne træffe en beslutning, skal personalet i den konkrete situation vurdere, hvorvidt det er berettiget at bryde tavshedspligten. Det kan eksempelvis være i tilfælde af svær demens, psykisk sygdom eller ved alvorlige ulykkestilfælde. Det samme gælder, hvis borgeren er til fare for sig selv eller andre, eller hvis personalet ifølge lovgivningen har pligt til at videregive fortrolige oplysninger eksempelvis omkring strafbare forhold. Enhver tilsidesættelse af tavshedspligten er en konkret vurderingssag, som, med omstændighederne taget i betragtning, må foretages af personalet ud fra et skøn om bedst mulig varetagelse af de berørte personers tarv. I tilfælde af dødsfald er tavshedspligten stadig gældende. Personalet må dog i udgangspunktet gerne give oplysninger om afdødes sygdomsforløb og dødsårsag, hvis det ikke kan antages at stride mod afdødes ønske. Hvis de pårørende ønsker information af fortrolig karakter uden den fornødne samtykke, må personalet om muligt informere om generelle forhold ved den type sager, som ikke er direkte forbundet med den konkrete sag og således ikke indeholder personfølsomme oplysninger. Det kan eksempelvis omhandle tilbud i kommunen til en bestemt slags problemstilling. Rammer for pårørendesamarbejde Side 5 af 10
Medarbejdere må derimod altid gerne modtage information, uden det strider mod tavshedspligten. Her findes de vigtigste regler i forhold til tavshedspligten: - Straffeloven: 152 152f - Forvaltningsloven: 27 32 - Persondataloven: 6 8 - Sundhedsloven: 40 49 - Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område: 11 a c og 43 - Retsplejeloven 11 Værgemål Borgere med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne kan have behov for hjælp eller støtte til at træffe beslutninger omkring personlige og/eller økonomiske forhold. I sådanne tilfælde kan pårørende eller en professionel støtteperson, ifølge Værgemålsloven, inddrages som værge til at varetage borgerens interesser. Værgemålet er en støtteforanstaltning, som omfatter den berørtes behov, og må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Personer under værgemål er ikke umyndige, med mindre der er tale om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, dvs. retten til at træffe store som små økonomiske beslutninger på egen hånd. En professionel værge er ansat af statsforvaltningen, som fører tilsyn med vedkommende, og er som oftest betalt af brugeren selv. Hvis borgerens situation ændrer sig, kan værgemålet ophæves eller tilpasses. Forskellige typer værgemål Der findes overordnet tre typer værgemål: Det skræddersyede/personlige værgemål indebærer, at borgeren bevarer sin myndighed, men får hjælp og støtte til helt eller delvist at varetage de personlige og/eller økonomiske anliggender, som vedkommende ikke på egen hånd kan håndtere. En anmodning om denne type værgemål sendes til Statsforvaltningen. Rammer for pårørendesamarbejde Side 6 af 10
Værgemål med fratagelse af den retlige handleevne medfører en umyndiggørelse i økonomisk henseende, og at borgeren mister sin stemmeret. Denne type værgemål iværksættes ved fare for, at borgeren forvalter sine økonomiske sager til skade for sig selv eller ved fare for, at omgivelserne udnytter borgerens økonomi. En anmodning om denne type værgemål skal sendes til byretten. Et samværgemål medfører, at borgeren, med sin myndighed i behold, beskikkes en hjælpeperson til fælles varetagelse af bestemte økonomiske forhold. Samværgemålet er den mindst indgribende form for værgemål, og forudsætter, at borgeren er velfungerende nok til at samarbejde med værgen om sin økonomi. En anmodning herom skal sendes til Statsforvaltningen og kan kun søges af borgeren selv. Hvem kan anmode om værgemål? Borgeren selv og de pårørende kan anmode om et værgemål med undtagelse af samværgemålet, hvor det skal være borgeren selv, der ansøger (se forrige afsnit). Det gælder også, hvis pårørende ikke har familiemæssig tilknytning til borgeren, men i stedet eksempelvis er en ven/veninde, som gerne påtager sig opgaven. Også andre offentlige instanser, herunder den kommunale, kan anmode om værgemål. Dette kan eksempelvis komme på tale i tilfælde af opmærksomhed på, at borgeren ikke er i stand til at tage vare på sine personlige eller økonomiske forhold eller at borgerens pårørende udnytter situationen økonomisk. 5. Hvad kan man som pårørende forvente af samarbejdet? Som pårørende til en borger i et tilbud i Frederikshavn Kommune vil man af personalet blive mødt med en imødekommende tilgang. Det betyder, at vi gerne lytter til og kan rumme- pårørendes oplevelser med forløbet gode såvel som dårlige. Vi tilskynder også borgeren til, i så rigt et omfang som muligt, at inddrage sine pårørende. I vores arbejde vil vi derfor betragte de pårørende som værdifulde samarbejdspartnere, som eksempelvis kan bidrage med nyttig viden om borgerens livsforløb og generelle situation, som vi følgelig kan overveje i det videre forløb og i fælles interesse. Det vil være en fordel, at man, med afsæt i borgerens eget ønske, indledningsvist aftaler, hvad samarbejdet skal bestå i. Som pårørende skal man være opmærksom på, at persona- Rammer for pårørendesamarbejde Side 7 af 10
let er omfattet af tavshedspligten, som indebærer, at den ansatte ikke må videregive fortrolige oplysninger uden samtykke fra borgeren (se afsnit 4). Det har til tider givet anledning til misforståelser, og det er derfor vigtigt at få klarlagt samarbejdets muligheder og begrænsninger på et tidligt tidspunkt borger, pårørende og personale imellem. Man vil af personalet altid kunne modtage informationer om, hvilke relevante støtteforeninger og -organisationer, der findes som en hjælp til de pårørende, der har brug for udveksling med ligesindede. I tilfælde, hvor en borger vedvarende fastholder, at pårørende ikke ønskes inddraget, må dette respekteres. 6. Hvad kan man som pårørende få indflydelse på? Pårørendes mulighed for at få indflydelse på Frederikshavn Kommunes tilbud og på kommunens hjælp til borgeren bygger blandt andet på lovgivningsmæssige rettigheder. Overordnet skelnes mellem indflydelse på borgerens situation og indflydelse på det fælles. Indflydelse på borgerens situation Indflydelse på borgerens situation omhandler indflydelse på forhold, der vedrører den enkelte borger. Det kan være i forhold til den konkrete sagsbehandling eller udarbejdelsen af handleplaner. Her skal borgeren altid give sit samtykke, og medarbejderne skal løbende være i dialog med borgeren om, hvorvidt de pårørende skal inddrages og i hvilket omfang. Indflydelse på det fælles Indflydelse på det fælles handler om indflydelse på det enkelte tilbud eller på generelle forhold for borgere med et handicap eller en sindslidelse. Det kan eksempelvis være gennem handicapråd, pårørenderåd, pårørendeorganisationer eller frivillige organisationer. Indflydelse på det fælles er ikke betinget af borgerens samtykke. Rammer for pårørendesamarbejde Side 8 af 10
7. Pårørenderåd Af Servicelovens 16, stk. 1 fremgår det, at kommunen skal sørge for, at brugere af tilbud efter denne lov får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Det fremgår af Servicelovens 16 stk. 2, at kommunen kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende tilrettelæggelse af denne indflydelse. Kommunen har efter denne lov mulighed for at nedsætte bruger- og pårørenderåd. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammer for og omfang af rådenes opgaver. Der er oprettet råd på alle Frederikshavn Kommunes tilbud på handicap- og psykiatriområdet. Der kan være tale om enten pårørenderåd, brugerråd eller bruger- og pårørenderåd. 8. Opfølgning Rammerne for pårørendesamarbejde er et levende og dynamisk dokument, som løbende kan tages op efter behov. Det er aftalt, at rammerne evalueres efter et år med inddragelse af arbejdsgruppen bestående af repræsentanter fra Frederikshavn Kommunes tilbud i regi af Center for Handicap og Psykiatri. Rammer for pårørendesamarbejde Side 9 af 10
9. Praktiske oplysninger Handicap: http://frederikshavn.dk/sider/handicap.aspx?topemne=065a005a-6fe6-4901-8882-73966da275b4&emne=8b27ceda-386a-488c-b49d-bfdf7430cd48 Psykiatri: http://frederikshavn.dk/sider/socialpsykiatri.aspx?topemne=065a005a-6fe6-4901- 8882-73966da275b4&emne=28325465-191b-4a04-85cd-a9126f81d491 Handicaprådet: http://frederikshavn.dk/sider/handicaprådet.aspx?topemne=677ae65c-22a2-421e- 9f6d-019395549a48&emne=0d33df68-73f0-4dc4-b4b5-6142a30d2ad6 Danske Handicaporganisationer Frederikshavn: http://www.handicap.dk/lokalt/frederikshavn Rammer for pårørendesamarbejde Side 10 af 10