Hjernens udvikling gennem tilknytning

Bachelorgruppe nr. 38 Hjernens udvikling gennem tilknytning Bachelorrapport, 2015 Emne: Hjernens udvikling gennem tilknytning Forfatter: Louise Madsen (172527) og Maja Faaborg Jensen (172528) Vejleder: Nanna Mørck Skaarup Pædagoguddannelsen Aarhus, Peter Sabroe Anslag: 99.290

Indholdsfortegnelse Indledning... 4 Begrebsafklaring... 5 Metode... 6 Max... 7 Emil... 7 Den tredelte hjerne... 8 Krybdyrhjernen den sansende hjerne... 9 Den ældre pattedyrhjerne den følende hjerne... 10 Den nye pattedyrhjerne den tænkende hjerne... 11 Imitation og spejlneuroner... 13 Hjernens udvikling i samspil med omsorgspersonen... 14 Tilknytningsteori... 16 Tidlig tilknytning... 17 Indre arbejdsmodeller... 18 Tilknytningsmønstre... 19 Samspillets betydning for tilknytning... 20 Stern og barnets selvfornemmelser... 22 Det emergente selv (0-2 måneder)... 23 Kerneselv (2-3 op til 7-9 måneder)... 23 Intersubjektivt selv (7-9 op til 15-18 måneder)... 25 Verbalt selv (15-18 måneder og frem)... 27 Selvets udvikling i samspil med omsorgsperson... 27 Hvad er omsorgssvigt?... 30 Vanrøgt... 30 Fysiske overgreb... 30 Side 2 af 44

Psykiske overgreb... 31 Seksuelle overgreb... 32 Konsekvenser af omsorgssvigt... 32 Opsamling... 34 Pædagogiske opmærksomheder hos omsorgssvigtede børn... 35 Pædagogens rolle i anbringelser... 37 Konklusion... 40 Perspektivering... 42 Litteraturliste... 43 Artikler... 43 Bøger... 43 Love... 43 Medier... 44 Side 3 af 44

Indledning Det senmoderne samfund kræver af individet, at det kan navigere rundt i valg og krav om at kunne leve selvstændigt. Individet skal tage stilling til rigtig mange ting i livet bl.a. familie, karriere mm. Oplever individet ikke et stabilt samspil fra spæd gennem tilknytning, som medvirker til at modne og udvikle hjernen, kan det ikke ruste sig til at tage disse valg, og det bliver derfor rigtig svært at indgå i samfundet. Nogle børn og unge har deres hverdag hos en plejefamilie eller på en døgninstitution. Det er omsorgssvigtede børn, som ikke har haft forældre, der kunne drage den omsorg for dem, som de har haft brug for. Men hvad gør det egentligt ved et barn, når det ikke indgår i et samspil med omsorgspersoner, f.eks. mor og far, som har positiv indflydelse på barnets udvikling gennem tilknytning. Der er i den seneste tid kommet mere og mere fokus på hjernen og dens udvikling. Vi vil derfor undersøge betydningen af samspil og derigennem tilknytning, og hvilken betydning det har for udviklingen af barnets hjerne. Desuden vil vi undersøge, hvilke konsekvenser det kan have for et barn, som ikke oplever positivt samspil. Interessen for dette emne udspringer af en nysgerrighed for, hvordan vi kan anvende viden om hjernen og dens udvikling i det pædagogiske arbejde. Ydermere hvad samspil mellem barn og omsorgspersoner betyder i forhold til tilknytning, og hvad det kan betyde for et barn, hvis det oplever omsorgssvigt. Mange anbragte børn og unge oplever mange skift i omsorgspersoner, når de bor på døgninstitutioner. Derudover har de højst sandsynligt ikke oplevet, at hverken mor eller far kunne bidrage positivt til det samspil og den tilknytning, der gerne skulle udvikle barnets hjerne. For pædagogerne handler det derfor om at have viden om, hvordan vi støtter omsorgssvigtet børns udvikling bedst muligt. Vi er derfor kommet frem til følgende problemformulering: Hvilken betydning har samspillet mellem omsorgspersoner og barnet for tilknytning og hjernens udvikling? Hvordan kan vi, som pædagoger, inddrage og anvende denne viden i arbejdet med anbragte børn? Side 4 af 44

Begrebsafklaring Affekt: En følelsesmæssig tilstand, ofte heftig, forårsaget af en ydre situation af en positiv eller negativ art. Interpersonel: Den fornemmelse og oplevelse, der sker mellem mennesker i en form for social kontekst; social samspil, interaktion, dialog. Omsorgsperson: Ved omsorgsperson forstår vi en person(er) som er tættest på og bruger mest tid med barnet, f.eks. forældre eller pædagoger. Det er altså den person, som barnet helst skal knytte sig primært til og som yder den primære omsorg for barnet. Der anvendes lignende termer for omsorgsperson i de forskellige teorier, men for at skabe ensartethed i vores opgave har vi valgt begrebet omsorgsperson, som bl.a. dækker tilknytningsperson, moderen, omsorgsgiver, en selvregulerende anden mv. Vanrøgt: Grov forsømmelse af pligten til at pleje og passe personer, her børn. Side 5 af 44

Metode Vores opgave er baseret på følgende teoretikere, som bidrager til det fokus, vi ønsker, at opgaven skal have. For at få en grundlæggende viden om hjernen har vi inddraget Susan Hart. Hendes teori belyser et naturvidenskabeligt element i vores opgave gennem beskrivelse af hjernens opbygning og udvikling. Dette gør det muligt at se på hvilke dele af hjernen, der påvirkes gennem samspil og tilknytning, og hvad mangel på stimuli gør ved hjernens udvikling. Det er gennem tilknytning, at omsorgspersonen har mulighed for at stimulere hjernens udvikling, derfor vælger vi at inddrage John Bowlby (1907-1990), som er psykoanalytiker. Han er inspireret af psykoanalysen og etologiske undersøgelser, og har derigennem udviklet tilknytningsteorien. Tilknytningsteorien bruger vi til at undersøge spædbarnets adfærd i samspil med den primære omsorgsperson, og for at finde ud af vigtigheden af dette samspil for barnets psykiske udvikling. Bowlbys kollega Mary Ainsworth byggede videre på tilknytningsteorien og udviklede teorien om tilknytningsmønstre som vi vælger at inddrage, for at se hvordan barnet tilknytter sig til omsorgspersoner på baggrund af dets oplevelser og erfaringer med disse. Derudover har vi valgt at inddrage Daniel Stern, udviklingspsykolog og psykoanalytiker, som gør det muligt for os at belyse barnets udvikling af selvfornemmelse gennem samspil med omsorgspersoner. Stern bidrager med en humanistisk tilgang til tilknytning, hvor der er mere fokus på følelserne og deres betydning for samspillet og udviklingen af spædbarnet, end der er hos Bowlby. Kari Killéns teori om omsorgssvigt bygger på en humanistisk og samfundsvidenskabelig tilgang, som bidrager med en forståelse for vores valgte brugergruppe, anbragte børn. Den gør os i stand til at skelne mellem de forskellige typer af omsorgssvigt, og hvilke konsekvenser de kan have for barnet og dets udvikling. Vi har i vores opgave indsamlet empiri gennem observationsmetoden (Launsø 2011, s. 113-117). Vi har arbejdet med observationer i forhold til praksis og dokumentarfilmen Er du mors lille dreng (1998), hvor vi har haft øje for at observere samspillets betydning for tilknytning, for derefter at kunne knytte dette til hjernens udvikling. Ydermere har observation af dokumentarfilmen givet inspiration til hvilke handlemuligheder, der er i arbejdet med spædbørn, som mangler tilknytning. Vi har dog været opmærksomme på, at dokumentarfilm ofte har en dagsorden eller et budskab, og forsøgt at observere objektivt. Vi vil løbende, i forbindelse med vores teori, analysere på de to cases. Ud fra viden vi tilegner os gennem teorierne, vil vi se på hvilke handlemuligheder, der er for pædagoger i forhold til de to cases. Den ene case om Max er inspireret af dokumentaren Er du mors lille dreng (1998), som Side 6 af 44

giver os et indtryk af samspillets betydning for tilknytning for et spædbarn samt hjernens udvikling. Casen om Emil er inspireret af observationer fra en tidligere praktik på en døgninstitution, og giver et indtryk af konsekvenserne af det manglende samspil og tilknytning for hjernens udvikling. Max Max er to måneder gammel og bor sammen med hans mor og far, der begge har alkoholproblemer. Mor drak under graviditeten, men forsøger at holde op, efter at have født Max. Far drikker dog stadig, han er en gang imellem hos mor og Max, men oftest er han ude og drikke med hans venner. Max er parrets første barn, og de får regelmæssig besøg af sundhedsplejersken, som kommer og undersøger Max. Under et af sundhedsplejerskens besøg observerer hun, at når forældrene flytter på Max, så sker det meget pludseligt og ofte uden nogen form for støtte af Max nakke og hoved. Derudover observerer sundhedsplejersken også på hendes besøg, at hver gang Max begynder at græde, lægger mor ham til at sove, og at det er svært for Max forældre at få øjenkontakt med ham. Ydermere er han underernæret og usoigneret, og det er tydeligt, at Max ikke har været i bad længe. Mor kan heller ikke redegøre for, hvornår Max sidst har været i bad, og hun kan heller ikke huske, hvor tit Max får mad. Emil Emil er en 14-årig dreng, som siden han var syv, har boet på en døgninstitution, hvor han blev frivilligt anbragt. Han bor på en afdeling sammen med syv andre unge mellem 13-18 år. Emil er enebarn og har boet med sin mor indtil han blev anbragt. Mor har skiftende partnere og havde det også, mens Emil boede hjemme. Emil er engang imellem på weekend hjemme hos mor, men både Emil og mor giver udtryk for, at de ikke har behov for at se hinanden særlig ofte. Emil søger pædagogerne og den voksenkontakt, som pædagogerne kan give ham. Enkelte pædagoger har beskrevet det, som en klæbende søgen på voksenkontakt, med lange knus og blide berøringer. Emil har ofte afføring i underbukserne, og er meget pinlig omkring det. Han kan rigtig godt lide at spille spil med de andre børn og pædagoger. Han spiller tit Partners, som er et spil hvor, man skal samarbejde med sin partner, men han spiller til sin egen fordel, og glemmer at inddrage sin partner. En dag, hvor Emil spiller Partners, spiller han igen til sin egen fordel, selvom han har et kendskab til spillets præmisser og regler. Det ender med, at Emil taber og bliver rigtig sur, smider med stole og råber grimme ting til de andre deltagere. Han stormer ned på værelset og smækker med døren. Efter 15 minutter kommer han tilbage til de andre og giver dem en undskyldning. Side 7 af 44

I følgende afsnit vil vi inddrage Susan Hart og hendes forståelse af den tredelte hjerne, som er én måde at se hjernen på. Denne forståelse skal senere medvirke til, at vi kan undersøge samspillets betydning for hjernens udvikling. Den tredelte hjerne Menneskehjernen er en fantastisk struktur, som er et resultat af de forudgående evolutionsmæssige udviklinger og tilpasninger (Hart 2009, s. 45). Grundet forudgående evolutionsmæssige udviklinger og tilpasninger er hjernen en kompliceret struktur. Dette ses bl.a. ved, at der ikke er et hjernecenter, som varetager én funktion. Hjernens funktioner består i stedet af forskellige kredsløb, som varetager bestemte funktioner. Det, der skaber hvert enkelt individs personlighed, er individets nerveceller, som er forbundet forskelligt i unikke forbindelser (Hart 2006, s. 183). I samspil med det miljø hjernen er omgivet af, organiserer og tilpasser nervesystemet sig ud fra stimulering fra f.eks. ansigtsudtryk og øjenkontakt. Man kan derfor tale om, at hjernen er plastisk (Hart 2009, s. 94). I de første leveår er hjernen meget følsom både overfor positive og negative påvirkninger (ibid., s. 33). Hjernen er i stand til at tilpasse sig under de rette forhold, og udvikles gennem erfaring og stimulering (ibid., s. 31). Hart mener, at stimulering er lige så vigtig for hjernens modning, som mad er for kroppen (ibid., s.35). Ved stimulering, og dermed benyttelse af hjernen, opstår en højere grad af celletæthed, mens der ved understimulering af hjernen reduceres i de neurale forbindelser. Dette betyder, at den ydre stimulering er bestemmende for hvilke forbindelser, der styrkes og hvilke, der forfalder. Det neurale netværk kæmper efter et darwinistisk princip, det er altså det stærkeste kredsløb, der overlever (ibid., s.35-36). Hjernen opdeles i tre lag med forskellige strukturer, men de er forbundet til hinanden gennem massive nerveforbindelser, og fungerer som tre hjerner i én. De kan fungere delvist uafhængigt af hinanden, selvom de tre hjernestrukturer er tæt forbundne. De tre strukturer er på forskellige niveauer, et sansende, følende og tænkende niveau (ibid., s. 24-25), som vi vil uddybe i det følgende afsnit. Side 8 af 44

Krybdyrhjernen den sansende hjerne Krybdyrhjernen består af hjernestammen og den inderste del af lillehjernen (se figur 1). De fleste grundlæggende følelsesregulerende funktioner foregår på dette niveau, som f.eks. forskrækkelsescentreret. Dette gør, at individet kan reagere øjeblikkeligt på en pludselig bevægelse eller lyd. Den indeholder også alle vigtige ikke viljestyrede kontrolcentre (Hart 2009, s. 46). En af de vigtigste funktioner i hjernestammen er at sørge for at åndedræt, fordøjelse og hjerteaktivitet fungerer. Figur 1 Hjernens anatomi (Hart 2009, s. 26) Ydermere findes der også i hjernestammen et aktiveringssystem, som skal sørge for, at centralnervesystemet er i en aroused 1 og vågen tilstand. De grundliggende kredsløb for opmærksomhedsstyring, søvntilstande og nærvær reguleres i hjernestammen. Der findes også i hjernestammen nogle strukturer, der er vigtige i forhold til vores spontane engagement i verden (ibid., s. 46). Fra fødslen er den inderste del af lillehjernen aktiv. Vores tidligste følelsesmæssige selvregulering foregår på dette primitive niveau, bl.a. gennem det såkaldte autonome nervesystem. Det autonome nervesystems hovedfunktion er at bidrage til kroppens balance. Det er et selvstyret og kompliceret system, som er med til at overvåge og styre kroppens tilstand. I dette system opleves følelser af ubehag og behag, hvilket er med til at skabe grundlag for sansninger, som senere får en betydning for adfærd og tanker. De 4 f er: fighting, fleeing, feeding and fucking (kamp, flugt, fødeindtagelse og seksualdrift) betegner det autonome nervesystem, der danner basen for instinkter og drifter, og er følelsernes rødder. Det autonome nervesystem består af det sympatiske og parasympatiske nervesystem. Energiaktiveringen af nervesystemet kontrolleres af det sympatiske nervesystem, f.eks. i forbindelse med aktiviteter, der kræver høj energi som bl.a. trusler og glæde. 1 Energifyldt Side 9 af 44

Det parasympatiske nervesystem er derimod et beroligelsessystem, der aktiveres ved blid berøring af huden eller let behagelig stimulering (ibid., s. 50). Lillehjernen har betydning for reguleringen af kognitive, motoriske og følelsesmæssige funktioner og forbinder sig med kredsløb i præfrontal cortex 2. Som tidligere nævnt er lillehjernen fra fødslen aktiv, dog modnes den langsomt gennem stimulering og påvirkes af miljøet (ibid., s. 59-60). For at stimulere spædbarnets hjerne er det vigtigt, at det bliver kærtegnet, berørt, rokket og båret, for ved mangel på stimulering vil lillehjernen ikke modnes tilstrækkeligt (ibid., s. 61). Den ældre pattedyrhjerne den følende hjerne En stor del af hjernens selvregulering foregår i mellemhjernen og de limbiske strukturer, disse selvreguleringer er ubevidste, og er en del af den ældre pattedyrhjerne (Hart, 2009, s. 64). Mellemhjernen regulerer kroppens hormonale balance og stofskifte samt automatiske bevægelser (ibid., s.63). Mellemhjernen er bestående af thalamus, basalganglierne og hypothalamus (Se figur 1), som er strukturer, der er med til at koordinere informationer fra hjernestammen samt regulere følelser og motorik på grundlæggende og ubevidste niveauer. Thalamus er hjernens relæstation forstået på den måde, at alle signaler, der kommer fra kroppen og sanseorganer passerer thalamus og videre til cortex. I thalamus sendes informationer videre til den del af hjernen, hvor informationen skal til yderligere behandling. Det er også i denne struktur, at systemer, som er vigtige for orientering, opmærksomhed og adfærd koordineres, ligesom strukturen muliggør det at bruge flere sanser samtidigt (ibid., s. 64-65). Basalganglierne er grundlæggende kilde til viljekraft og sørger for, at motoriske færdigheder organiseres. Det er også her glæde aktiveres. Ved forstyrrelser i basalgangliernes forbindelse til præfrontal cortex kan der opstå hyperaktivitet og opmærksomhedsforstyrrelser (ibid., s. 65). Den sidste struktur i mellemhjernen er hypothalamus, som overvåger individets interne tilstande og sørger for, at de er tilpasset og balanceret, heri indgår søvnrytme og fødeindtag. Hypothalamus regulerer også de sympatiske og parasympatiske komponenter, altså arousal- og beroligelsessystemerne. De basale affekter, frygt, glæder, lykke og raseri, udløses i dette område (ibid., s.66-67). Det limbiske system (Se figur 1) belønner adfærd som maksimerer chancen for overlevelse, og det sørger for at holde individet væk fra situationer som er ubehagelige. Det limbiske system består af amygdala, hippocampus og hypothalamus (Se figur 1) (ibid., s. 67). Aktiviteten i det limbiske 2 Præfrontal cortex er en del af frontallapperne som uddybes i afsnit Den nye pattedyrhjerne - den tænkende hjerne Side 10 af 44

system er med til at sortere interne og eksterne signaler i individet og er følelsesmotiveret. Amygdala udvikles i fosterperioden og fungerer ved fødslen. Den er med til at scanne for eventuelle fare og gøre barnet klar til handling. Den sørger for at arbejde med sanseindtryk og regulerer f.eks. frygt og aggression. Opstår der skader i amygdala, svækkes individets vurdering af, hvem det kan have tillid til og følelsen af angst mindskes. Individet kan derfor opleves som værende frygtløs, og bringer tit sig selv i situationer, som kan være faretruende. Ydermere kan individet have svært ved at sætte sig ind, i hvis andre er bange eller triste (ibid., s. 67-68). Hippocampus er central i forhold til individets indlæring og hukommelse, og bidrager til at forbinde erindringer med tid og sted. Den er med til at regulere informationsoptagelsen i hjernen og gør, at individet kan fastholde informationer i kortere perioder. Hippocampus sørger for, at der ikke sker en overaktivering af individets arousal tilstand, og på grund af denne regulerende effekt har den en vigtig funktion for den mentale tilstand. Opstår der skader i denne struktur, vil individet blive hyperfølsom overfor ydre stimulering og vil hurtigt kunne indgå i voldsomme følelsesmæssige reaktioner (ibid., s. 69-70). Det limbiske system tager sig altså af følelser og hukommelsesfunktioner, samt den adfærd som følelserne dikterer (ibid., s. 63). Den nye pattedyrhjerne den tænkende hjerne Enhver opgave, som kalder på en symbolsk repræsentation, strategi, plan eller problemløsning, har sit hovedkvarter i den neocortikale hjerne (Hart 2009, s. 73). I den tænkende hjerne, er der altså strukturer, der gør det muligt for mennesker at have komplekse følelser, at kunne behovsudsætte, gøre sig tanker om følelser, tage logiske beslutninger og reflektere over sig selv (ibid., s. 73). Den tænkende hjerne består bl.a. af frontallapperne (ibid., s. 73). Mellem det limbiske system og præfrontal cortex er der mange strukturer, som varetager koordineringen mellem følelsesmæssige, kropssansende og rationelle strukturer: Gyrus cinguli (Se figur 1) er en forudsætning for, at individet kan indgå i menneskelige relationer. Følelsesmæssig adfærd igangsættes i gyrus cinguli, og forbindes med tilknytnings- og omsorgsadfærd, hvilket uddybes i afsnittet Tilknytningsteori. Det er et følelsesmæssigt system, som muliggør moderlig omsorg, legeadfærd og sproglig kommunikation som har til opgave at bevare kontakten til omsorgspersonen. Når området er aktiveret, giver den en følelse af tryghed og fællesskab (ibid., s. 74-75). Insula og gyrus cinguli har et tæt samarbejde. I insula opleves den ubearbejdede smerte, hvor gyrus cinguli reagerer følelsesmæssigt på smerten. Når den midterste del Side 11 af 44

af insula aktiveres, igangsætter det behagelig sansning gennem berøring, og dermed er det muligt at fornemme respons på kærlig hudkontakt. Ved negativ stimulering, er det derimod den forreste del af insula, der aktiveres (ibid., s. 76-77). Parietallapperne (Se figur 1) har indflydelse på individets oplevelse af sig selv i verden. Er der skader på parietallapperne, kan det forstyrre identitetsfølelsen og opfattelsen af hvem og hvor man er (ibid., s. 75-76). De kropssansende områder i parietallapperne samarbejder med præfrontal cortex, som tilsammen udgør en stor del af vores intelligens (ibid., s. 73). Præfrontal cortex (Se figur 1) er hjernens mest komplekse system, som har afgørende betydning for bevarelsen af følelsesmæssig stabilitet og er med til at skabe mental fleksibilitet, da den kan ændre tanker og handlinger, det er et affektregulerende system (ibid., s. 77). Det præfrontale område gør det muligt at huske situationer fra fortiden og forestille os fremtiden, samt kunne integrere fortid, nutid og fremtid. Det gør det muligt, for individet at træffe valg, som der ikke umiddelbart er nogen korrekt løsning på og kunne udarbejde strategiske overvejelser og langsigtede planer (ibid., s 79). Når barnet er omkring 8-12 måneder gammelt, begynder funktionerne i præfrontallapperne at modnes. De er lang tid om at modne, da det neurale kredsløb i præfrontal cortex er plastisk, hvilket vil sige, at de er under indflydelse af oplevelser og læreprocesser gennem barnets opvækst. Først omkring 20-23 årsalderen, er frontallapperne færdigudviklet (ibid., s. 79). Præfrontal cortex er en slags kontrolcenter, der har forbindelse til og fra andre hjernestrukturer. Derfor vil skader i præfrontal cortex medføre konsekvenser overalt i hjernen, og skader andre steder i hjernen vil også have konsekvenser, da det griber ind i præfrontal cortex funktion. Konsekvenser af skader i præfrontal cortex kunne f.eks. være, at man konstant bliver distraheret af stimuli og ikke kan bevare fokus, man kan fastlåses i en konkret og rigid tankegang, og kan have svært ved at aflæse sociale interaktioner. Selv minimale skader kan medføre ligegyldighed eller adfærd, der er blottet for sociale hæmninger og ansvarlighed (ibid., s. 80). I forskellige områder i præfrontal cortex findes de eksekutive funktioner, som bl.a. er styringsfunktioner for planlægning, dømmekraft, opnåelse af mål og fleksibilitet - det er dem der gør os i stand til at finde løsninger på problemer. De er først og fremmest styret af dorsolateral præfrontal cortex (Se figur 1) (Hart 2007, s. 192). Dorsolateral præfrontal cortex, er et bevidst og viljestyret system, hvor informationer og reaktioner koordineres. Det er også her, at følelsesmæssige og mentale indtryk samles og målrettes, og handlinger planlægges (ibid., s. 146). Det eksekutive kredsløb er et plastisk kredsløb, som kan udvikle sig hele livet (ibid., s. 193). De er Side 12 af 44

afhængige af positiv påvirkning fra miljøet, da de er sårbare over for fejludvikling og skader (Kjærgård et al. 2012, s. 75). De fem første leveår har dog stor betydning for udviklingen af de eksekutive funktioner, hvor omsorgspersonen spiller en stor rolle. Det er vigtigt, at omsorgspersonen er sensitiv over for barnets parathed til selvstændighed. At kunne støtte og være indlevende i barnet er afgørende for barnets udvikling af de eksekutive funktioner (ibid., s. 75). Tæt på det limbiske system er orbitofrontal cortex placeret (Se figur 1). Orbitofrontal cortex er et af de få områder i hjernen, som kender til alle aktiviteter, som finder sted i individet. Til en hvis grad overtager orbitofrontal cortex amygdalas funktioner og skaber et højere bearbejdningsniveau og et forventningsbaseret system, som kan være med til at korrigere responserne fra amygdala og ydre og indre stimuli (Hart 2007, s. 150-151). I dette område finder behovsudsættelse sted, derudover er orbitofrontal cortex også i stand til at hæmme uhensigtsmæssige handlinger. For at orbitofrontal cortex kan modnes, er den afhængig af ydre stimulering og den kræver, at omsorgspersonen kan indgå i en socialisering af barnet, hvor omsorgspersonen hæmmer barnets uhensigtsmæssige adfærd (ibid., s. 153). Er orbitofrontal funktionerne færdigudviklet, er det muligt for individet at balancere mellem indre behov og ekstern realitet (ibid., s. 152). Andre skader, der kan opstå i orbitofrontal cortex, er, at individet kan bryde regler, det egentlig godt ved er der. Det har ingen skamfølelse, sympati eller skyldfølelse og har svært ved at fungere i socialt samspil med andre, og finder det svært at indleve sig i andres behov. Ydermere kan det have svært ved at adskille virkelighed fra fantasi (ibid., s. 155). Imitation og spejlneuroner Individer forsøger at synkronisere eller tilpasse sig med hinandens nervesystem, når de indgår i samspil med hinanden (Hart 2009, s. 100). Når to nervesystemer forbindes med hinanden over tid, kan der opstå nye kommunikationsmønstre, som kan medføre et øget kompleksitetsniveau i begges nervesystemer. Hjernens udvikling er derfor afhængig af dyadisk kommunikation (ibid., s. 101). Allerede ca. 3 uger efter fødslen begynder spædbarnet at imitere ansigtsudtryk. Spædbarnet imiterer kun ansigtsudtryk, hvis omgivelserne er trygge og rolige. Imitationen er stærkest når omsorgspersonen og spædbarnet har rettet opmærksomheden mod hinanden. Der igangsættes en proces, når spædbarnet og omsorgspersonen imiterer hinanden, som på sigt er med til at udvikle evnen til at kunne indgå i følelsesmæssigt regulerede samspil (ibid., s. 103). Side 13 af 44

For overlevelse og tilpasning, er det vigtigt at kunne afkode og genkende andres intentioner. En persons humør kan genskabes i de neurale mønstre gennem imitation og spejling (ibid., s. 104). Spejlneuronerne giver et indblik i, hvordan nervesystemet kan imitere andre mennesker. Spejlneuronernes nervebaner er forbundet til ansigtsmusklerne, og de er med til, at individet kan fornemme hvad den anden føler, kan forstå andres adfærd og kan sætte sig i andres sted (ibid., s. 106-107). Spejlneuronerne er med til, at vi kan være en del af den andens handlinger og mentale liv, uden at man imiterer den anden. Dette er med til at give en sansning af at kunne dele og forstå den anden persons følelser og intentioner (ibid., s. 107). De handlinger, som gennem tiden har aktiveret barnets spejlneuroner, vil være gemt i barnets hukommelse, og er med til at danne en helhed af de erfaringer som barnet har gjort sig (ibid., s. 107) Barnet og omsorgspersonen får en forventning af, hvordan de hver især agerer og responderer på hinanden. Derfor opnår barnet gennem affektregulerende spejling at kunne regulere egne impulser, fordi omsorgspersonens handlinger er forudsigelige. Er spædbarnets omgivelser derimod uforudsigelige, vil det have den modsatte effekt, da barnet ikke har mulighed for at organisere sine erfaringer (ibid., s. 102). Hjernens udvikling i samspil med omsorgspersonen Hjernen er et utroligt komplekst system og består af mange strukturer og forbindelser, som alle er vigtige for hjernen og dens udvikling. Vi vælger ikke at gå i dybden med alle de strukturer, der kan have betydning for udvikling af hjernen i samspil med omsorgspersonen, men i stedet at uddrage nogle af de ting vi finder vigtigst i de to cases. Det er svært for Max forældre at have øjenkontakt med ham, hvilket kan give dem et dårligt udgangspunkt for at kunne stimulere Max. Øjenkontakten er f.eks. vigtigt for imitationen mellem forældrene og Max, for at han på sigt kan lære at indgå i følelsesmæssigt regulerede samspil. Den manglende øjenkontakt vil også have indvirkning på Max spejlneuroner, som vil have stor betydning for, at han senere kan udvikle empatiske evner og kunne organisere sine erfaringer. Det er derfor vigtigt, at mor og far lærer, hvilken betydning det har for Max, at de er i samspil med ham gennem øjenkontakt. For at hjælpe forældrene til at forstå dette, vil daglig kontakt med en pædagog, som kunne rådgive og vejlede dem i deres samspil med Max, være et muligt tiltag. Pædagogen kunne støtte forældrene i at have mere øjenkontakt med Max, ved at sætte sig med en forælder ad gangen, i rolige omgivelser, og vise dem hvordan de kan have øjenkontakt med Max. Dette kunne være en måde at lære forældrene hvordan samspil, med udgangspunkt i Max behov, Side 14 af 44

kan foregå. Max mangler grundlæggende stimulering fra forældrenes side, som hverken kærtegner eller bærer ham stille rundt. Denne understimulering er med til at påvirke, at hjernen ikke udvikles tilstrækkeligt, da der højst sandsynlig sker en reducering i de neurale netværk. Max oplever heller ingen daglige rutiner i forhold til hans søvn og fødeindtag. Han får nødvendigvis ikke mad, når han er sulten, og bliver ikke puttet når han er træt. Moderen formår ikke at forstå de signaler han sender, hvilket har konsekvenser for det autonome nervesystem, som står for kroppens indre balance. Max vil dermed ikke få nogen erfaringer med at sove, når han er træt og spise, når han er sulten. Det er vigtigt at huske, at hjernen er plastisk og dermed kan udvikles hele livet igennem. Når nervesystemet tilpasser sig en kaotisk verden uden struktur og rutiner, og hvor alt handler om simpel overlevelse og konstant beredskab, har barnet svært ved at omstrukturere sig og tilpasse sig til en verden, hvor man tager hensyn og udviser forståelse for sine omgivelser. Max har højst sandsynlig måtte tilpasse sig kaotiske tilstande og konstant været på vagt overfor mor og fars følelsesmæssige tilstande. Derfor kan vi forvente, at Max får svært ved at omstille sig til f.eks. en børnehave, hvor det handler om at tage hensyn til andre børn. Max vil formentlig være på vagt hele tiden, og vil udvise manglende tillid til omverdenen. Her vil det være pædagogens opgave at observere og støtte Max i samspil med de andre børn. Det er svært for mor og far at strukturere og planlægge en daglig rutine for Max, dette kunne være et tegn på, at forældrene har skader eller fejludvikling i deres egne eksekutive funktioner. Derfor kunne pædagogen i samspil med forældrene udarbejde en detaljeret dagsplan, for hvad de skal gøre med Max. Når mor og far har svært ved strukturering og planlægning, er det vigtigt at lave en plan med klokkeslæt på, for hvornår Max f.eks. skal spise og sove for at gøre det mere overskuelig for forældrene. Emil har formentlig oplevet en lignende opvækst, med mangel på stimulering, ligesom Max. Hos Emil ser vi eventuelle skader på præfrontal cortex, det affektregulerende system. Det ses i hans mangel på følelsesmæssig stabilitet, som ses i spillet hvor Emil ikke formår at samarbejde med sin partner og taber. Han bliver sur og kaster med stole og råber grimme ting til de andre deltagere. Han virker frygtløs, som kan være et tegn på, at der er skade i amygdala. Emil har svært ved at styre sin aggression, hvilket kan skyldes, at der er skade på orbitofrontal cortex, som gerne skulle hæmme den aggressionsrespons, der kommer fra amygdala. Der er også tegn på, at Emils eksekutive funktioner ikke er udviklet optimalt, da Emil har en manglende evne til at tænke strategisk i og om spillet. Han kan ikke planlægge, hvad han skal gøre for at vinde spillet, selvom han er velvidende om, at han, for at have større chance for at vinde, skal samarbejde med sin partner. Han er Side 15 af 44

impulsstyret og handler ud fra, hvad der er bedst for ham uden at tænke på, hvad det gør for hans spil. 15 minutter efter hans vredesudbrud kommer Emil tilbage for at undskylde hans adfærd. Det kunne evt. tænkes, at Emil ikke føler skam og skyld, men undskylder fordi, at han ved, at det forventes af ham. Dette kan være et tegn på skade i orbitofrontal cortex, grundet den mulige mangel på skyldog skamfølelse for, hvad han har gjort. Pædagogen kunne hjælpe Emil med at snakke om hans reaktioner, når han henholdsvis taber eller vinder spillet. På den måde støtter pædagogen Emil ved at give ham nogle alternative handlemåder, når han i fremtiden møder lignende situationer. Pædagogen indtræder som Emils frontallapper og hjælper ham til selv at kunne regulere hans impulser, planlægge alternative handlemåder og tænke langsigtet ved at danne alternative handlemuligheder. Det kunne evt. være en idé at have regelmæssige samtaler med Max, fordi hans reaktioner sandsynligvis ligger dybt i ham og det kræver derfor en del arbejde for at få dem ændret. Men med viden om, at hjernen er plastisk, er det muligt at ændre hans handlemønstre. Det er også vigtigt at huske på, at frontallapperne først er færdigudviklet omkring 20-23 årsalderen, og Emils hjerne er derfor på nuværende tidspunkt ikke færdigudviklet. For at få en større forståelse for hvor vigtigt tilknytning er for hjernens udvikling, vil vi i det følgende afsnit undersøge John Bowlbys tilknytningsteori. Tilknytningsteori Tilknytningsteorien gør det muligt at forklare barnets behov for at skabe følelsesmæssige bånd til omsorgspersonen (Bowlby 2000, s. 135), samt udvikle grundlæggende tryghed og tillid til livet (Sørensen 2008, s. 46). Bowlby gik imod datidens tænkning om, at barnets største behov var mad hos moderen. Han mener derimod, at det er behovet for kontakt og tilknytning, som driver barnet (ibid., s. 48). En sund tilknytning påvirker den generelle udvikling, læring og trivsel gennem barnets liv (ibid., s. 48). Den biologiske forklaring på tilknytning er, at individet ved at søge klogere/stærkere individer at knytte sig til, har større chance for at overleve (Bowlby 2000, s. 139). Den primære tilknytningsadfærd er gråd og kald efter omsorgspersonen, hvilket gerne fremkalder omsorgspersonens omsorgsadfærd. Tilknytningsadfærden er mest synlig i den tidlige barndom, dog er tilknytningen kendetegnet ved at følge mennesket fra vugge til grav (ibid., s. 137). Side 16 af 44

Det er vigtigt, at omsorgspersonen erkender og har respekt for, at barnet har behov for en såkaldt sikker base, som forstås ved omsorgspersonens evne til at være til rådighed for barnet. Dette er medvirkende til at udforme barnets adfærd. Det kræves af omsorgspersonen, at den har en fornemmelse og indfølende forståelse af barnets tilknytningsadfærd, og at den har en villighed til at komme barnet i møde, være til rådighed for, og erkende dets behov og følelser (ibid., s. 144). Samtidigt er det også omsorgsgiverens opgave at sørge for at reagere samstemt med barnet, hvis det er ved at komme i vanskeligheder. Bowlby forklarer, at et sundt individ, når det har en sikker base, vil forsøge at udforske det omkringliggende område og dermed skulle der gerne opstå en vekselvirkning mellem disse to (ibid., s. 141). Omsorgspersonen skal være til rådighed som sikker base, og reagere hvis barnet er på vej ud i vanskeligheder, som det har brug for hjælp til at løse. Her skal der være en respekt for det behov, som barnet har for udforskning, og senere i livet et behov for at udvide sine forhold til venskaber og andre voksne. Hvis barnet har en sikker base og dermed mulighed for at udforske omgivelserne, er der stor sandsynlighed for, at barnet opleves som værende sikker, har selvtillid, er tillidsfulde, samarbejdende og hjælpsomme overfor andre (ibid., s. 144). Hvis ikke spædbarnet får tilstrækkelig tilknytning og kontakt, kan det medføre alvorlige hjerneskader eller i værste fald, at barnet dør (Sørensen 2008, s.52). Hjernen og dens udvikling er altså afhængig af tilknytningen til omsorgspersonen, samt kvaliteten af den tilknytning som omsorgspersonen udbyder. Det er gennem daglige interaktioner og stimulering med det omgivende miljø og omsorgspersonen, at barnets hjerne udvikles og formes. Derigennem etableres neurale netværk af hjerneceller. Hjernen og dens neurale netværk udvikles og differentieres gennem barnets oplevelser gennem omgivelserne (ibid., s. 54). Det er igennem tilknytningsprocessen, at spædbarnet, gennem samspil med omsorgsgiveren, lærer at værdsætte nære relationer, samvær og intimitet. Det er også her barnet udvikler en grundlæggende tillid og tryghed til andre, og ser andre som individer med følelser og hensigter, som der skal tages hensyn til og anerkendes. Ydermere lærer barnet at regulere og udvikle mestringsstrategier, for hvordan stærke følelser kan håndteres og reguleres (ibid., s. 58). Tidlig tilknytning (0-7 mdr.) Fra fødsel foretrækker spædbarnet menneskelige smilende ansigter. Disse ansigter aktiverer en livslyst og nysgerrighed i barnet og fordrer, at barnet tager initiativer f.eks. ved at indgå i samspil med omsorgspersonen (Sørensen 2008, s. 63). Da tilknytningen er vital for barnet, vil det søge tilknytning hos hvem end, der tilbyder omsorg og kontakt til barnet, oftest er det moderen, som indtager positionen som primær omsorgsperson (ibid., s. 84). Det er generelt for individet at Side 17 af 44

foretrække en positiv respons fra omsorgspersonen. Dog søger individet hellere negativ end slet ingen respons, altså ignorering. Ignorering kan nærmest være smertefuldt for spædbarnet, og det vil hurtigt reagere ved f.eks. at optræde uroligt, forsøge at vende sig væk fra personen, der ignorerer det eller begynde at græde (ibid., s. 63). Gennem samspil, tillid og forudsigelighed fra omsorgspersonen, skulle barnet gerne danne en sikker base, som det kan udforske verden fra, som nævnt tidligere. Hvis barnet bruger for meget energi på at sikre en sikker base, f.eks. hvis omsorgspersonen optræder uforudsigelig, kan barnet ikke fokusere på at udforske, men forsøger i stedet at overleve gennem sikring af en sikker base. Det er gennem udforskning af omgivelser, at al læring i almindelighed samt udvikling af hensigtsmæssige mestringsstrategier finder sted (ibid., s. 65). Der skelnes mellem overlevelsesstrategier, hvor barnet søger at opnå beskyttelse mod angst og smerte, og mestringsstrategier, hvor barnet søger at udvikle måder hvorpå det kan løse problemer i vanskelige situationer. Det handler altså i bund og grund om, hvorvidt barnet har en oplevelse af at kunne mestre eller overkomme eget liv (ibid., s. 60). (7-12 mdr.) Når barnet er lidt over et halvt år, begynder det at danne indre arbejdsmodeller, som er indre forestillinger om og forventninger til omsorgspersonen. Barnet kan begynde at skelne mellem kendt og ukendt og har en tydelig forventning til disse. F.eks. vil otte måneder gamle børn udvise fremmedangst og have visse personer, det hellere opsøger med hensyn til f.eks. samspil og trøst (ibid., s. 66). Barnet begynder at danne, hvad der beskrives som tilknytningshierarki, det vil sige, at barnet begynder at differentiere mellem omsorgspersonerne. Barnet bliver i stand til at kunne knytte sig til flere omsorgspersoner og differentiere hierarkisk mellem dem (ibid., s. 66). Det der bestemmer, hvor omsorgspersonen ligger i tilknytningshierarkiet, er henholdsvis hvor meget tid barnet og omsorgspersonen har brugt sammen, kvaliteten af den omsorg der udbydes, hvor mange følelser omsorgspersonen har investeret i barnet samt omsorgspersonens regelmæssige tilstedeværelse, som skaber stabilitet i omsorgen (ibid., s. 67). At barnet begynder at kunne danne tilknytningshierarki, er et sundhedstegn og er grundlag for, at barnet kan udvikle empati, intimitet og nærhed, samt det at barnet kan differentiere og prioritere følelsesmæssig investering. Dette får senere stor betydning for barnet i forhold til relationsdannelse (ibid., s. 68). Små eksklusive relationer er et grundlæggende behov for individet og oplevelsen af at have en særlig betydning for nogen, fremmer selvværd og lyst til at være social (ibid., s. 70). Indre arbejdsmodeller Barnet begynder at kunne forestille sig omsorgspersonen, selvom hun/han ikke er til stede. Omsorgspersonen eksisterer i barnets bevidsthed, også hvis hun ikke er fysisk til stede. Disse indre Side 18 af 44

forestillinger kalder Bowlby for indre arbejdsmodeller. Det er barnets erfaringer, som er generaliseret gennem følelsesmæssig og fysisk omsorg. Det forsyner barnet med regler, ud fra generaliseret erfaringer, som kan organisere og regulere adfærd og følelser i forhold til omsorgspersonen. De indre arbejdsmodeller gør barnet i stand til at planlægge dets adfærd, samt forudse og fortolke omsorgspersonens adfærd. For at barnet har mulighed for at udvikle disse arbejdsmodeller, er barnet afhængig af samspil med omsorgspersonen, der indeholder følelser og intentioner. Når arbejdsmodellerne er dannet, er de uden for bevidstheden (Sørensen 2008, s. 71). Senere i livet vil de få indflydelse på hvilke forventninger, holdninger og reaktionsmønstre barnet har, og hvordan det forholder sig til omgivelserne. Det skaber struktur og rutiner for barnet og de forventninger det gør sig til andre, samt det andre forventer af barnet (ibid., s. 70). Når barnet er omkring et år, er de indre arbejdsmodeller mere eller mindre stabile, men dermed ikke sagt, at de ikke kan ændres (ibid., s. 71). Gennem fortolkninger af og erfaringer med at tage kontakt og være i samspil, kan de indre arbejdsmodeller tilpasses (ibid., s. 72). Tilknytningsmønstre Psykolog Mary Ainsworth udvidede Bowlbys teori om tilknytning. Hun udviklede testen fremmedtest-situationen med udgangspunkt i tilknytning, hvor hun undersøgte og udviklede forskellige former for tilknytningsmønstre hos børn i alderen 12-18 måneder (Sørensen 2008, s. 74). Tilknytningsmønstrene er en afspejling af barnets erfaringer, i forhold til hvordan det er blevet mødt, samt barnets subjektive oplevelse af at være sammen med omsorgspersonen (ibid., s. 75-77). De forskellige mønstre er baseret på observationer af barnet og moderen, adskillelse og genforening, samt barnets møde med en fremmed med og uden moderens tilstedeværelse (ibid., s. 74). Ainsworth udviklede forskellige typer af tilknytningsmønstre: Det trygge tilknytningsmønster: Barnet reagerer med nysgerrighed og interesse for det, der foregår (ibid., s.75). Barnet har fuld tillid til, at omsorgspersonerne er til rådighed og vil reagere og evt. hjælpe, hvis barnet oplever modgang eller bliver bange. Barnet føler, at den sikre base er så sikker, at det trygt og frit kan udforske omverden. Dette tilknytningsmønster fremmes, hvis den primære omsorgsperson, især i de første leveår, har været til rådighed for barnet, har været modtagelig for barnets udspil og har reageret kærligt, når barnet har søgt beskyttelse eller trøst (Bowlby 2003, s. 138-139). Det ængstelig-klæbende tilknytningsmønster: Barnet oplever sig ikke sikker i, hvorvidt omsorgspersonerne vil være til rådighed, og at de vil reagere og hjælpe hvis barnet får brug Side 19 af 44

for det. Barnet udviser angst for adskillelse, er bange for at udforske og klynger sig til omsorgspersonen. Mønstret fremmes hvis forældrene til tider er let tilgængelige og hjælpsom og andre gange ikke. Ydermere fremmes det, hvis adskillelser og trusler om at blive forladt anvendes som styringsmiddel (ibid., s. 138-139). Det ængstelig-undvigende tilknytningsmønster: Barnet tror ikke på, at omsorgspersonerne vil reagere hjælpsomt, når det søger omsorg. Det forventer afvisning. Børn, der har dette tilknytningsmønster vil ofte forsøge at være emotionelt selvtilstrækkelig, at leve et liv uden andres kærlighed og støtte. Dette tilknytningsmønster er resultat af en primær omsorgsperson, som altid har afvist barnet, når det nærmer sig for at søge trøst og beskyttelse (ibid., s. 138-139). Det desorganiserede tilknytningsmønster: Barnets adfærd er ofte meget uforudsigelig, og barnet pendler mellem de andre tilknytningsmønstre. Dette kan være udløst af en oplevelse af indre kaos (Sørensen 2008, s.79). Det er børn, som har oplevet fysisk overgreb og/eller alvorlig vanrøgt. Dog kan der også være tilfælde hvor mor har lidt af en alvorlig form for bipolær affektiv sygdom, og derfor behandler barnet excentrisk og uforudsigeligt (Bowlby 2003, s. 138-139). Tilknytningsmønstrene bliver højst sandsynlig en stabil del af barnets personlighed, som får betydning for f.eks. barnets samarbejdsevner, sociale kompetencer, empati, selvagtelse og tolerancetærskel (Sørensen 2008, s. 80). Samspillets betydning for tilknytning Bowlby nævner visse krav til omsorgspersonerne herunder en fornemmelse for, samt en indfølende forståelse af barnets behov og en villighed til at leve op til disse krav og på den måde imødekomme barnets behov for en sikker base. De skal kunne udvise omsorgsadfærd overfor barnet. For at sikre en sikker base kræver det også af omsorgspersonerne, at de formår at være til rådighed for barnet. Kan omsorgspersonerne ikke det, får barnet ikke mulighed for at danne en sikker base, som giver grobund for, at barnet kan udforske verdenen. Tager vi fat i casen om Max, ser vi, at forældrene ikke formår at udgøre en sikker base. Forældrene er uforudsigelige, og har ikke en forståelse for de behov som Max har, f.eks. få mad regelmæssigt. Ingen af forældrene formår at udvise den omsorgsadfærd, som Max har behov for. Grundet Max manglende øjenkontakt, kan man gå ud fra, at Max ikke længere søger det menneskelige ansigt, som normale spædbørn ellers ville gøre. Han vil evt. søge omkringliggende objekter i stedet, fordi Side 20 af 44

han ikke mødes med øjenkontakt, når han har behov for det. Han er altså stoppet med at søge den nærhed og voksenkontakt, som ellers er karakteristisk ved et spædbarns adfærd. Ud fra forældrenes manglende interaktion, som medfører manglende stimulering, bliver Max hjerne højst sandsynlig ikke udviklet optimalt. Det kræver dagligt samspil for, at Max hjerne kan udvikle sig. Hvis vi udsatte Max for en fremmedtest-situation vil vi forvente, at han ville kunne kategoriseres som værende ængstelig-undvigende i sit tilknytningsmønster. Begrundelsen for dette ville være, at han sandsynligvis vil være opmærksom på objekter omkring ham. Ydermere er han, grundet mors uforudsigelighed, højst sandsynlig være immun overfor, at hun forlader ham, og derfor vil han sikkert ikke reagere, når hun kommer tilbage. Det er svært for forældrene at aflæse Max behov, hvilket kunne tænkes at ses i situationer, hvor Max f.eks. græder. Forældrene har derfor brug for hjælp og støtte, så de bedst muligt kan tilgodese disse behov. De kunne derfor have gavn af støtte fra en pædagog, som kunne hjælpe dem til at forstå hvilke behov et spædbarn som Max har. Støtten kunne bestå i at forklare dem, at gråd ikke er ensbetydende med, at Max er træt og skal sove. Der er forskellige signaler og tegn, de skal lære at aflæse, og derfor kunne det som tidligere nævnt, også hjælpe forældrene at gøre hverdagen mere forudsigelig for Max. Dette kan også være en støtte for forældrene, fordi en strukturering af hverdagen evt. kunne gøre det nemmere at aflæse hans signaler. Forældrene kunne i samspil med pædagogen udarbejde nogle hjælpespørgsmål, som kunne guide dem i at aflæse hvilke signaler Max prøver at sende gennem hans gråd. F.eks. Er det længe siden Max har spist? - Hvis ja, kunne det være et tegn på, at Max er sulten, hvis nej - er det så længe siden, at han har sovet eller er blevet skiftet? På den måde kunne man forestille sig, at forældrene kunne blive mere opmærksomme på Max behov. Når spædbarnet bliver ældre, vil der også være tydelige tegn på, hvilken tilknytning barnet har haft til sine omsorgspersoner. Ser vi på casen med Emil, er der flere tegn på, at han har haft en opvækst, hvor der har været mangel på en sikker base. Dette skulle have dannet grundlag for, at Emil kunne udvikle tillid til andre og omverdenen, samt lyst til at udforske verden og samarbejde med andre. Vi ser i eksemplet, at moderen har haft skiftende partnere, hvilket kan have betydning for, at Emil ikke har fået al den opmærksomhed, han som spædbarn havde brug for, for at kunne udvikle sig. Den omsorgsadfærd som Emil skulle have draget nytte af fra mor, har været mangelfuld, hvilket tydeliggøres i Emils sociale samspil f.eks. i casen hvor Emil bliver så sur over at tabe, at han smider med stole og råber af andre. Side 21 af 44

I og med, at Emil ikke har den store tillid til andre omkring ham hvilket bl.a. ses i spillet, hvor han ikke formår at samarbejde med sin partner, evt. fordi han ikke tror, at den anden vil ham det godt, kan også skyldes hans indre arbejdsmodeller. Børn begynder fra de er omkring et halvt år at danne sig indre forestillinger, f.eks. om hvad barnet forventer af sine omsorgspersoner. Når Emil ikke har oplevet en tryg tilknytning til sin mor, kan han have dannet sig indre arbejdsmodeller om, hvad han kan forvente af andre mennesker omkring ham. I dette tilfælde kan Emils indre arbejdsmodel være, at han ikke kan stole på sin mor, at han aldrig har vidst, hvor han havde hende, hvornår hun var hjemme, og han har dermed ikke udviklet en tillid til andre mennesker. Da tillid er vigtig for, at Emil kan stole på andre mennesker og indgå i dybere relationer, er det for pædagogen en vigtig opgave at arbejde med Emils tillid til andre. Dette arbejde kunne bestå i, at pædagogen gør det klart for Emil, at han/hun er der for ham, også hvis det handler om nogle svære emner. Ydermere handler det også om, at pædagogen holder de ting, der loves overfor Emil, så vidt muligt, sådan at han får fornemmelsen af, at pædagogen er til at regne med. På den måde går pædagogen også ind og arbejder med Emils indre arbejdsmodeller, som højst sandsynlig handler om, at ingen vil ham det godt. Her ville pædagogen også i samspil med Emil kunne ændre hans indre arbejdsmodel i forhold til at tabe. Pædagogen ville hjælpe ham til at få følelsen af, at selvom han taber, så er det ikke jordens undergang. Gennem handlinger som at være til stede for Emil og sørge for at hjælpe og støtte ham, vil der forhåbentlig skabes en tillid fra Emil til, at pædagogen vil ham det godt. Vi ser i de to cases vigtigheden af nærværende og forudsigelige omsorgspersoner i samspil med barnet for, at det kan udvikle sig. Dette fører os videre til Daniel Stern, som har fokus på barnets udvikling af selvet i samspil med omsorgspersonen. Stern og barnets selvfornemmelser En af de centrale pointer i Sterns teori er, at ligesom føde er en nødvendighed for, at kroppen kan vokse, er det også en nødvendighed med stimulering for at kunne forsyne hjernen med de råmaterialer, som skal til for at kognitive, motoriske og perceptuelle processer kan modnes. Det er gennem samspil med andre, at barnet får disse råmaterialer (Hart og Schwartz 2011, s. 110). Ser vi på Sterns selvfornemmelser omhandler det måden, hvorpå barnet oplever sig selv, men også hvordan spædbarnet oplever sig selv sammen med andre. Selvet defineres som et opmærksomhedsmønster, der i forbindelse med spædbarnets handlinger og mentale processer bliver synlige (Sørensen, s.102-103). Der skelnes mellem to selvområder; det nonverbale og det verbale, Side 22 af 44